Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
51 Det er klart, at ophævelsen af den appellerede dom, også selv om den kun vedrører et enkelt punkt, bør få betydning med hensyn til sagsomkostningerne. Retten bestemte i sin dom, at hver part skulle bære sine egne omkostninger.
52 Jeg foreslår, at denne fordeling ændres en smule, således at appellanten kun bærer fire femtedele af sine egne omkostninger, mens Kommissionen ud over sine egne omkostninger bærer en femtedel af appellantens omkostninger.
53 For så vidt angår omkostningerne i forbindelse med appelsagen finder jeg i betragtning af, at appellanten har tabt sagen på de fleste punkter, at det er passende, at selskabet bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Kommissionens omkostninger.
Forslag til afgørelse
54 På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
»- Den af Retten i Første Instans den 14. maj 1998 afsagte dom i sagen Weig mod Kommissionen (sag T-317/94) ophæves, for så vidt som den bøde, der er pålagt appellanten, fastsættes til 2 500 000 ECU, og for så vidt som det bestemmes, at appellanten bærer sine egne omkostninger.
- Bøden fastsættes til 2 000 000 EUR.
- Appellanten bærer for så vidt angår sagen for Retten fire femtedele af sine egne omkostninger og for så vidt angår sagen for Domstolen, ud over sine egne omkostninger, to tredjedele af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers omkostninger.
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer for så vidt angår sagen for Retten, ud over sine egne omkostninger, en femtedel af appellantens omkostninger og for så vidt angår sagen for Domstolen en tredjedel af sine egne omkostninger.
- I øvrigt forkastes appellen.«
(1) - Sag T-317/94, Sml. II, s. 1235.
(2) - EFT L 243, s. 1.
(3) - EFT 1959-1962, s. 81.
Generaladvokatens forslag til afgørelse
1. Ved appelskrift indleveret den 23. juli 1998 har selskabet Moritz J. Weig GmbH & Co. KG (herefter »Weig«) iværksat appel af dom afsagt den 14. maj 1998 af Retten i Første Instans i sagen Weig mod Kommissionen (herefter »den appellerede dom«).
2. Ved denne dom gav Retten delvis Weig medhold i den af selskabet anlagte sag til prøvelse af Kommissionens beslutning 94/601/EF af 13. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/C/33.833 - Karton) (herefter »beslutningen«), hvorved Kommissionen havde pålagt 19 producenter, der leverer karton inden for Fællesskabet, bøder for overtrædelser af EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1, EF), idet den nedsatte den bøde, der var pålagt Weig, fra 3 000 000 ECU til 2 500 000 ECU, men i øvrigt frifandt Kommissionen.
3. Weig nedlagde for Retten påstand om, at beslutningen helt eller delvist blev annulleret, subsidiært at bøden blev nedsat.
4. For en fuldstændig redegørelse for Weig's argumenter mod beslutningen og grundene til, at Retten fandt, at disse argumenter kun delvis kunne tiltrædes, henvises der til den appellerede dom.
5. I appelsagen har Weig nedlagt følgende påstande:
- Principalt: Den appellerede dom ophæves, beslutningens artikel 3 annulleres, og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne for Retten og Domstolen.
- Subsidiært: Den appellerede dom ophæves, den bøde, der er pålagt appellanten i beslutningens artikel 3, nedsættes til 1 000 000 ECU, og Kommissionen tilpligtes at betale to tredjedele af appellantens omkostninger for Retten og samtlige appellantens omkostninger for Domstolen.
6. Kommissionen, der er indstævnt i appelsagen og var sagsøgt i første instans, har for Domstolen nedlagt følgende påstande:
- Appellen forkastes.
- Appellanten tilpligtes at betale appelsagens omkostninger.
7. Weig har til støtte for sine påstande fremført to anbringender, nemlig
- et første anbringende om, at beslutningen er utilstrækkeligt begrundet med hensyn til udmålingen af appellantens bøde,
- et andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, af artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 , og af EF-traktatens artikel 172 (nu artikel 229 EF) som følge af en utilstrækkelig nedsættelse af bøden.
8. Med henblik på at undgå unødvendige gentagelser vil jeg redegøre for detaljerne i disse anbringender, efterhånden som jeg behandler dem.
Det første anbringende om, at beslutningen er utilstrækkeligt begrundet med hensyn til bødeudmålingen
9. Appellanten gør gældende, at Retten ikke uden at tilsidesætte EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF) kunne fastslå, at beslutningen ikke var tilstrækkeligt begrundet med hensyn til udmålingen af selskabets bøde, og samtidig nægte at ophæve beslutningen på dette punkt.
10. Da denne kritik er parallel med den, der er fremført af appellanten Mo och Domsjö AB i sag C-283/89 P, tillader jeg mig at henvise til mit forslag til afgørelse i den sag, som også fremsættes i dag, for en redegørelse for grundene til, at dette anbringende bør forkastes.
Det andet anbringende om, at den af Retten foretagne bødenedsættelse er utilstrækkelig
11. Dette anbringende om, at det forhold, at Retten fastsatte bøden til 2 500 000 ECU, udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og af traktatens artikel 172, omfatter ifølge appellantens fremstilling fire led.
12. For det første kritiserer appellanten det forhold, at Retten ikke anvendte Kommissionens beregningsmetode til at fastsætte bødens størrelse.
13. For det andet hævder selskabet at være blevet udsat for forskelsbehandling fra Rettens side, da Retten i andre sager anvendte Kommissionens metode til beregning af bøderne.
14. For det tredje gør selskabet gældende, at Retten har begået en fejl ved bedømmelsen af overtrædelsens grovhed ved ikke at anse det for en formildende omstændighed, at overtrædelsen ikke havde økonomiske konsekvenser.
15. For det fjerde anfører selskabet, at der ikke blev taget behørigt hensyn til dets samarbejde med Kommissionen under den administrative procedure.
16. Da det tredje led bygger på en argumentation, hvis holdbarhed jeg undersøger i mit forslag til afgørelse i sag C-283/98 P, tillader jeg mig endnu en gang at henvise til dette forslag til afgørelse for en redegørelse for mine grunde til at forkaste dette led i anbringendet.
17. Jeg behøver heller ikke at bruge meget tid på det fjerde led. Selv hvis det anses for at kunne antages til realitetsbehandling, på trods af at det i det væsentlige fremstår som en gentagelse af argumenter, der blev fremført for Retten, må det nemlig konstateres, at der er tale om en kritik af de vurderinger, Retten har anlagt af værdien af selskabets samarbejde, og det er ikke Domstolens opgave under en appelsag at bedømme retmæssigheden af en sådan kritik.
18. Under alle omstændigheder har Weig - i modsætning til hvad selskabet hævder - ikke under appelsagen godtgjort, at selskabet, efter at Kommissionens undersøgelser var blevet indledt, var særlig ivrig, eller at det leverede oplysninger, der var lige så nyttige som dem, der blev givet af Stora Kopparbergs Bergslags AB. Det følger heraf, at den appellerede doms præmis 280-289 ikke indeholder fejlvurderinger af omfanget og værdien af appellantens samarbejde eller af værdien af appellantens samarbejde sammenlignet med Stora Kopparbergs Bergslags AB's samarbejde.
19. Det fjerde led i det andet anbringende må derfor forkastes.
20. Det første og det andet led er ganske vist forskellige, eftersom et krav om anvendelse af den beregningsmetode, Kommissionen efter eget udsagn benyttede til at fastsætte størrelsen af de bøder, der blev pålagt de forskellige medlemmer af kartellet, ikke er præcist det samme som at kritisere Retten for at have foretaget en forskelsbehandling af forskellige virksomheder, i relation til hvilke den fastslog, at Kommissionen havde fastsat bødens størrelse på grundlag af forkerte eller i det mindste ubeviste oplysninger. De to led rejser imidlertid grundlæggende det samme spørgsmål.
21. Overholdt Retten princippet om ligebehandling af de forskellige virksomheder, der deltog i det samme kartel, da den, efter at have konstateret, at appellanten kun havde deltaget i kartellet i 38 måneder og ikke i 60 måneder som hævdet af Kommissionen, nedsatte Weig's bøde fra 3 000 000 ECU til 2 500 000 ECU?
22. Jeg skal indledningsvis bemærke, at hvis Weig alene gjorde gældende, at Retten har anlagt en urigtig vurdering ved at fastsætte selskabets bøde til 2 500 000 ECU, ville det være åbenbart, at argumentet skulle afvises.
23. En appelsag for Domstolen kan nemlig, eftersom den er begrænset til retsspørgsmål, ikke alene have til formål at skabe en processuel ramme for en anfægtelse af de vurderinger, som Retten under udøvelse af sin fulde prøvelsesret har anlagt med hensyn til retmæssigheden og størrelsen af en bøde.
24. De to første led i Weig's andet anbringende synes ikke at skulle afvises ud fra sådanne betragtninger.
25. Appellanten har nemlig for det første sørget for at gøre gældende, at Retten har tilsidesat en retsregel, nemlig ligebehandlingsprincippet, og ikke at den har fastsat bøden til et upassende beløb.
26. For det andet fremfører selskabet en argumentation, der specifikt er rettet mod den appellerede dom. Det kan således ikke blive mødt med den indvending, at der er tale om en ren og skær gentagelse af den argumentation, den fremførte for Retten for at anfægte beslutningen.
27. Men kan de to første led i det andet anbringende tiltrædes?
28. Weig gør som nævnt gældende, at det fremgår af de forskellige domme, som Retten afsagde den 14. maj 1998 i de sager, der var anlagt af virksomheder, som havde deltaget i kartellet på kartonmarkedet, at Retten godkendte den metode for beregningen af bøderne, som Kommissionen havde anvendt, og som den havde afsløret på baggrund af et spørgsmål fra Retten.
29. Denne godkendelse kommer efter selskabets opfattelse tydeligt til udtryk ved, at Retten, når den nedsatte en bøde, selv anvendte den samme metode, efter at den på baggrund af de af Kommissionen begåede fejl, f.eks. med hensyn til varigheden af virksomhedens deltagelse i overtrædelsen eller med hensyn til virksomhedens omsætning, havde berigtiget de forskellige parametre, der indgik i beregningen.
30. Ifølge appellanten fraveg Retten imidlertid i selskabets tilfælde klart denne metode, idet den besluttede, at der skulle pålægges det en bøde på 2 500 000 ECU, som ligger langt fra det beløb på 1 909 000 ECU, den burde være nået frem til, hvis den havde benyttet metoden, under hensyn til, at deltagelsen varede 22 måneder mindre end antaget af Kommissionen.
31. Da alle de andre virksomheder - både de, der fik medhold ved Retten, og de, der ikke fik medhold - fik fastsat den bøde, de skulle betale, efter en og samme metode, som blev fastlagt af Kommissionen og godkendt af Retten, kan Weig, som metoden ikke blev benyttet over for, efter selskabets opfattelse med rette hævde at være blevet diskrimineret.
32. Ud over denne mere principielle diskriminering som følge af, at Retten i forhold til appellanten ikke ville anvende den beregningsmetode, der blev benyttet i forhold til alle de andre deltagere i kartellet, er der ifølge appellanten også sket en meget konkret diskriminering i forbindelse med Rettens fastsættelse af bøderne i de forskellige tilfælde, hvor den nedsatte den bøde, Kommissionen oprindeligt havde fastsat. Weig fik nemlig ikke nedsat sin bøde med et beløb, der, mutatis mutandis, svarer til de nedsættelser, der blev givet andre medlemmer af kartellet.
33. Rent intellektuelt adskiller denne anden diskriminering sig faktisk fra den første, også selv om man har svært ved at forestille sig, hvordan appellantens bøde havde kunnet undgå at være diskriminerende, eftersom den - ifølge Weig - ikke blev beregnet efter samme metode som de andre virksomheders bøder.
34. Kan Domstolen uden at overskride grænserne for sin rolle i en appelsag tiltræde appellantens argumentation på dette punkt? Jeg finder det meget tvivlsomt. Selv hvis det antages, at de forholdsvis indviklede beregninger, Weig foretager i appelskriftet, efter en nærmere undersøgelse måtte vise sig at være rigtige, vil Domstolen nemlig kun kunne anse diskrimineringen for godtgjort ved at benægte den skønsbeføjelse, Retten har inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret.
35. Domstolen ville kun kunne fastslå, at der foreligger en diskriminering, og skride ind heroverfor, efter stiltiende eller udtrykkeligt at have fastslået, at alt andet var lige. Det forhold, at de forskellige bøder, der blev fastsat for andre virksomheder, som anført af Weig, synes at være et resultat af, at der blev anvendt en og samme beregningsmetode, er stadig ikke noget bevis for, at der blev anvendt en sådan metode. Det kan på dette stadium i mit ræsonnement ikke udelukkes, at overensstemmelsen mellem de af Retten fastsatte beløb og de beløb, der ville være fremkommet ved anvendelse af Kommissionens metode, er rent tilfældig.
36. Weig henviser til, hvordan det ser ud, men selskabet har ikke kunnet påvise, at Retten i sine forskellige domme udtrykkeligt har anerkendt, at den af Kommissionen anvendte metode var berettiget, endsige tilkendegivet, at den ville overtage metoden.
37. Det er muligt, at Retten inden for rammerne af den skønsbeføjelse, den har på området, har lagt vægt på andre af de forskellige faktorer, der skal tages hensyn til ved bødeudmålingen, end Kommissionen, men for alle sagsøgernes vedkommende, undtagen Weig, er nået frem til det samme resultat som det, en anvendelse af Kommissionens metode ville have givet.
38. Der ville i så fald være tale om en forskel, men ikke om diskriminering, og hvis Domstolen ville skride ind over for en ikke-eksisterende diskriminering, ville den gøre indgreb i Rettens kompetence.
39. Jeg konkluderer på denne baggrund, at Domstolen ikke bør anse den af appellanten påberåbte diskriminering for godtgjort. Vil det sige, at appellen skal forkastes, da ingen af selskabets øvrige argumenter har kunnet tiltrædes? Det mener jeg ikke.
40. Et sådant resultat ville nemlig efter min opfattelse stemme dårligt overens med den ret, som enhver part har til at kende grundene til, at han ikke har fået medhold i sit søgsmål, en ret, som har sit modstykke i Rettens pligt til at begrunde sine domme.
41. Lad os et øjeblik sætte os i Weig's sted. Ved en gennemlæsning af den appellerede dom kunne selskabet med tilfredshed konstatere, at Retten havde tiltrådt dets indvendinger med hensyn til varigheden af selskabets deltagelse i kartellet. Mens det ifølge Kommissionen havde deltaget i kartellet i 60 måneder, fastslog Retten nemlig, at dets deltagelse ikke havde overskredet 38 måneder. Selskabet måtte imidlertid også lide den skuffelse at konstatere, at selv om bødens størrelse skulle have været ændret til 1 909 000 ECU, hvis tallet 60 blev erstattet med tallet 38 i det regnestykke, Kommissionen anvendte til at fastsætte bødens størrelse, fastsatte Retten bøden til 2 500 000 ECU, idet den gav følgende forklaring herpå:
»For så vidt angår bødens størrelse bør der tages hensyn til, at sagsøgeren kun kan gøres ansvarlig for en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1, i perioden fra marts 1988 til april 1991.
Da ingen af de øvrige anbringender, som sagsøgeren har gjort gældende til støtte for sin påstand om annullation eller nedsættelse af bøden, har kunnet tiltrædes, finder Retten, der har fuld prøvelsesret, at bøden bør fastsættes til 2 500 000 ECU« (den appellerede doms præmis 305 og 306).
42. I et forsøg på at forstå grundene til denne forskel undersøgte selskabet, hvordan det var gået de andre sagsøgere, i relation til hvilke Retten også havde fastslået, at Kommissionen havde begået fejl ved beregningen af bøden, og det måtte til sin store overraskelse konstatere, at det nye bødebeløb i deres tilfælde syntes at være resultatet af en anvendelse af Kommissionens beregningsmetode. Selskabets forbløffelse måtte nødvendigvis være stor, især i betragtning af at Retten, selv om den erindrede om, at fastsættelsen af en bøde afhænger af en lang række forhold og ikke følger de matematiske love, på intet tidspunkt udtrykkeligt havde forkastet eller blot kritiseret den af Kommissionen anvendte metode.
43. Efter min opfattelse må en dom fra Retten ikke efterlade en sagsøger i en sådan tilstand af forbløffelse. Jeg vil på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved det vide skøn, Retten råder over, når den træffer afgørelse inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret, og det ligger mig fjernt at ville forpligte den til at præcisere med mange detaljerede talangivelser, hvordan den har fastsat størrelsen af en bøde, idet der i øvrigt i henhold til Domstolens praksis ikke gælder en sådan forpligtelse for Kommissionen, hvis afgørelser Retten prøver.
44. Men når det resultat, Retten når frem til, som i det foreliggende tilfælde kan give anledning til spørgsmål om, hvorvidt sagsøgeren eventuelt kan være blevet udsat for diskriminering, finder jeg, at Retten må være forpligtet til på forhånd at besvare disse spørgsmål ved at give et minimum af forklaringer på, hvordan den har foretaget ændringen af bødens størrelse, om ikke for andet så for at den pågældende virksomhed har de fornødne oplysninger til at kunne afveje argumenterne for og imod en eventuel appel til Domstolen.
45. Jeg kan ikke se, at der skulle være nogen modsætning mellem udøvelsen af en fuld prøvelsesret og kravene om transparens, eftersom Retten pr. definition ikke har noget at skjule. Da Domstolen af egen drift kan efterprøve et anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten, som gælder i samme grad for Retten som for indehaveren af den politiske magt, foreslår jeg Domstolen at ophæve den appellerede dom, for så vidt som den bøde, der er pålagt Weig for selskabets deltagelse i kartellet inden for kartonsektoren, heri fastsættes til 2 500 000 ECU.
46. Er sagen moden til påkendelse, eller bør den hjemvises til Retten?
47. Retten har på ingen måde udtrykkeligt anerkendt retmæssigheden af Kommissionens metode, endsige givet udtryk for at ville overtage den. Som nævnt ovenfor i punkt 37 er det muligt, at det er af andre grunde end en anvendelse af Kommissionens beregningsmetode, at Retten for alle sagsøgernes vedkommende, undtagen Weig, nåede frem til det samme resultat som det, en anvendelse af denne metode ville have givet. Disse betragtninger taler snarere for, at den appellerede dom blot ophæves. Retten ville således få lejlighed til enten at belyse, på grundlag af hvilke faktorer den lovligt, under hensyn til Weig's ret til kontradiktion, kunne fastsætte en bøde på 2 500 000 ECU, eller at nedsætte beløbet.
48. Når man læser samtlige sagsakter, får man imidlertid klart det indtryk, at den eneste forskel mellem Rettens og Kommissionens opfattelse i relation til de faktorer, der skulle tages hensyn til ved bødeudmålingen, vedrørte overtrædelsens varighed. Hverken appellantens omsætning i det relevante regnskabsår eller betydningen af selskabets rolle i kartellet blev bestridt, og Retten havde ingen indvendinger for så vidt angår det generelle bødeniveau, Kommissionen havde fastlagt.
49. Retten har heller ikke udtrykkeligt forkastet eller blot kritiseret den af Kommissionen anvendte beregningsmetode. Desuden indeholder den appellerede dom ikke det mindste holdepunkt for, at den kortere varighed af deltagelsen i overtrædelsen i appellantens tilfælde delvis blev udlignet gennem andre faktorer i relation til grovheden af selskabets adfærd sammenlignet med den, der blev udvist af de andre deltagere i kartellet. Alle disse forhold taler for, at Domstolen træffer afgørelse i sagen og benytter sig af den fulde prøvelsesret, som traktatens artikel 172 og artikel 17 i forordning nr. 17 giver Fællesskabets retsinstanser på området. Under udøvelse af denne prøvelsesret ville Domstolen så skulle nedsætte bødens størrelse i forhold til den reelle varighed af overtrædelsen i forhold til den, Kommissionen lagde til grund, og fastsætte den til 2 000 000 EUR, hvilket er det beløb, som Weig i sit appelskrift selv anser for at ville fjerne enhver diskriminering af selskabet.
50. Alt taget i betragtning anbefaler jeg Domstolen at vælge denne løsning.
Sagens omkostninger
51. Det er klart, at ophævelsen af den appellerede dom, også selv om den kun vedrører et enkelt punkt, bør få betydning med hensyn til sagsomkostningerne. Retten bestemte i sin dom, at hver part skulle bære sine egne omkostninger.
52. Jeg foreslår, at denne fordeling ændres en smule, således at appellanten kun bærer fire femtedele af sine egne omkostninger, mens Kommissionen ud over sine egne omkostninger bærer en femtedel af appellantens omkostninger.
53. For så vidt angår omkostningerne i forbindelse med appelsagen finder jeg i betragtning af, at appellanten har tabt sagen på de fleste punkter, at det er passende, at selskabet bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af Kommissionens omkostninger.
Forslag til afgørelse
54. På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
»- Den af Retten i Første Instans den 14. maj 1998 afsagte dom i sagen Weig mod Kommissionen (sag T-317/94) ophæves, for så vidt som den bøde, der er pålagt appellanten, fastsættes til 2 500 000 ECU, og for så vidt som det bestemmes, at appellanten bærer sine egne omkostninger.
- Bøden fastsættes til 2 000 000 EUR.
- Appellanten bærer for så vidt angår sagen for Retten fire femtedele af sine egne omkostninger og for så vidt angår sagen for Domstolen, ud over sine egne omkostninger, to tredjedele af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers omkostninger.
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer for så vidt angår sagen for Retten, ud over sine egne omkostninger, en femtedel af appellantens omkostninger og for så vidt angår sagen for Domstolen en tredjedel af sine egne omkostninger.
- I øvrigt forkastes appellen.«
Full & Egal Universal Law Academy