Generaladvokatens forslag til afgørelse
1 Denne sag vedrører gyldigheden af Kommissionens forordning (EF) nr. 1509/97 (1) for så vidt den tariferer »firkantede emner af træ med målene 48 eller 85 mm x 72 mm (bredde x højde) til fremstilling af vinduesrammer bestående af sammenlimede lag af lameller, hvis fiberretninger forløber parallelt, med let afrundede kanter« i underposition 4418 90 10 i den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«) indeholdt bilag I til Rådets forordning nr. 2658/87 (2), som regelmæssigt ændret og opdateret.
Tariferingsreglerne, faktiske omstændigheder og proceduren
2 KN er nomenklaturen for den fælles toldtarif, der er baseret på det internationale harmoniserede system (herefter »HS«) (3), med hvilket det er identisk for så vidt angår de første seks cifre i hver kode, syvende og ottende ciffer udgør underpositioner i KN.
3 Kapitel 44 i KN omfatter »Træ og varer deraf; trækul«. Den 6-cifrede grundstruktur for pos. 4418, »Snedker- og tømrerarbejder af træ til bygningsbrug, herunder lamelplader (celleplader) af træ, sammensatte parketstaver og tagspån (shingles og shakes), af træ«, er følgende:
4418 10 Vinduer, glasdøre og rammer dertil
4418 20 Døre og rammer dertil, samt dørtærskler
4418 30 Sammensatte parketstaver
4418 40 Forskallinger til betonstøbning
4418 50 Tagspån (shingles og shakes)
4418 90 Andre varer
4 Ved forordning nr. 3009/95 (4) blev underposition 4418 90 i KN yderligere inddelt i pos. 4418 90 10 »Laminerede bjælker og lignende lamineret træ« og i 4418 90 90 »Andre varer« med virkning fra den 1. januar 1996. Denne inddeling blev alene udført af statistiske hensyn (5) på foranledning af en række trævarer-brancheforeninger inden for Fællesskabet.
5 Pos. 4421 i KN, som er den sidste i kapitel 44, omfatter restkategorien »Andre varer af træ« og underposition 4421 90 99 omfatter den ultimative restkategori, som er »Andre varer - andre varer - i andre tilfælde«, dvs. trævarer der ikke kan tariferes i andre positioner eller underpositioner.
6 De pågældende varer betegnes i faget som »sammenlimede vinduesrammer«. De varer, der indføres af sagsøgeren i hovedsagen, Holz Geenen GmbH, i en længde på 76 til 300 cm, består af en kerne af nåletræ, hvorpå der er limet et lag merantitræ, et tropisk hårdt træ, på hver side. Formålet med denne sammensætning angives at være af økonomisk karakter og at gøre træet stærkere.
7 Inden udstedelsen af forordning nr. 1509/97, som indførte den omtvistede tarifering, fremgik det af Kommissionens forklarende bemærkninger til KN (6) (»FB/HS«), at »Træblokke bestående af brædder, der er limet sammen og derefter høvlet på alle fire sider« var omfattet af restunderpositionen 4421 90 99. Kommissionen bekræfter, at disse varer var identiske med de varer, der i forordning nr. 1509/97 under forskellige formuleringer refereres til. (I den følgende udgave af FB/HS (7), som blev offentliggjort efter udstedelsen af forordningen, blev de udeladt fra listen i underposition 4421 90 99).
8 Forordning nr. 3009/95, der indførte KN underpositionerne 4418 90 10 og 4418 90 90, blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 30. december 1995. Den 2. januar 1996 anmodede Holz Geenen Oberfinanzdirektion München (skatteforvaltningen for München, herefter »OFD«) om en bindende tariferingsoplysning for de indførte varer. OFD svarede, at disse skulle tariferes i KN's underposition 4418 90 10 »tømrerarbejde af træ (lamineret træ)«.
9 Holz Geenen anmodede OFD om at ændre beslutningen, men denne blev udsat i afventning af Kommissionens afgørelse om tarifering af de omtvistede varer. Kommissionens afgørelse havde form af forordning nr. 1509/97, i lyset af hvilken OFD opretholdt sit oprindelige synspunkt. Kommissionen anfører, at den udstedte forordningen - og efterfølgende ændrede FB/HS - med henblik på at løse, hvad den betragtede som en modstrid mellem tariferingen i den daværende FB/HS og udtalelsen i de forklarende bemærkninger til HS (»herefter FB/HS«) om at pos. 4418 omfattede laminerede bjælker.
10 Holz Geenen anlagde derefter sag ved Finanzgericht München til prøvelse af OFD's beslutning, idet den i det væsentlige gjorde gældende, at de pågældende varer ikke var egnede til bærende bygningselementer (ifølge den, den eneste kategori der kan omfatte lamineret træ), eller til vinduesrammer, selv ufærdige vinduesrammer, idet det arbejde, der gør dem egnede til anvendelse som vinduesrammer endnu ikke var udført. Da de ikke henhører under andre positioner eller underpositioner kan de kun hører under rest-kategorien for andre trævarer. Forordningen var således efter Holz Geenen's opfattelse ugyldig, eftersom Kommissionen ikke havde beføjelse til at udstede tariferingsforordninger, der fraviger HS, og begrundelsen var utilstrækkelig.
11 Finanzgericht var tilsyneladende fristet af Holz Geenen's argument, men anså sig for bundet af forordningen. Den har derfor spurgt Domstolen om, hvorvidt forordningen er ugyldig, for så vidt der herved foretages den omtvistede tarifering.
12 Artikel 1 i forordningen bestemmer: »De varer, der er anført i kolonne 1 i skemaet i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur i de i kolonne 2 i skemaet nævnte KN-koder«. Kolonne 1 i det skema omfatter de førnævnte »firkantede emner af træ til fremstilling af vinduesrammer, bestående af sammenlimede lag af lameller, hvis fiberretninger forløber parallelt, med let afrundede kanter, og som måler 48 mm x 72 mm eller 85 mm x 72 mm (bredde x højde)«. Sådanne varer skal tariferes, som nævnt i kolonne 2, i pos. 4418 90 10 i KN (lamineret træ), idet begrundelsen angivet i kolonne 3 er følgende: »tariferingen i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 til den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-koderne 4418, 4418 90 og 4418 90 10. Det drejer sig om et tømrerarbejde (lamineret træ)«.
13 Den almindelige tariferingsbestemmelse 1 for fortolkningen af KN bestemmer, at »... tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt de ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler«.
14 Blandt disse »nedenstående regler« er kun én muligvis relevant. Almindelig tariferingsbestemmelse 2 (a), der lyder således: »Når en bestemt vare nævnes i en positionstekst, omfatter positionen også ukomplette eller ufærdige varer af den omhandlede art, for så vidt de fremtræder som i det væsentlige komplette eller færdige varer. Positionen omfatter endvidere varer af den pågældende art (herunder ukomplette eller ufærdige varer, som efter nærværende bestemmelse tariferes som komplette eller færdige varer), når de foreligger i adskilt eller ikke samlet stand«.
15 Den almindelige tariferingsbestemmelse 6 anvender, mutatis mutandis, samme regler om tarifering i en underposition.
16 Der er ingen bemærkninger til Afsnit IX, hvori kapitel 44 figurerer, og kun én af bemærkningerne til det kapitel synes umiddelbart (8) at have en mulig indflydelse på den pågældende tarifering. Af 3. bestemmelse til kapitel 44 fremgår: »Pos. 4414-4421 omfatter også varer af ... laminerede træprodukter ...«.
Gældende ret og relevante spørgsmål
17 Spørgsmålet i denne sag vedrører gyldigheden af en kommissionsforordning og ikke en national toldmyndigheds tarifering. Jeg skal således foretage en undersøgelse af gældende ret for Kommissionens udøvelse af sin bemyndigelse til at udstede sådanne forordninger samt Domstolens kontrol hermed.
18 Kommissionens beføjelse til at bestemme tariferingen af varer i KN følger af artikel 9, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2658/87 og er underlagt betingelserne i forordningens artikel 10 (9) om høring af Toldkodeksudvalget indført ved artikel 247 i forordning nr. 2913/92.
19 Domstolen har fastsat de principper, der ligger til grund for denne beføjelse således:
»... Rådet ... har tildelt Kommissionen en vid skønsmæssig beføjelse til i samarbejde med medlemsstaternes toldsagkyndige at præcisere indholdet af de positioner, der kommer i betragtning ved tarifering af en bestemt vare ...
Kommissionens beføjelse til at vedtage foranstaltninger som nævnt i artikel 9, stk. 1, litra a) ... i forordning nr. 2658/87, bemyndiger den imidlertid ikke til at ændre indholdet af de toldpositioner, der er blevet fastlagt på grundlag af det harmoniserede system, der blev indført ved konventionen, og hvis anvendelsesområde Fællesskabet ved konventionens artikel 3 har forpligtet sig til ikke at ændre.
Jeg skal derfor undersøge, om Kommissionen, uanset den omtvistede forordnings betragtninger, faktisk har ændret [den pågældende position] i den kombinerede nomenklatur, og følgelig overskredet grænserne for de beføjelser, den er indrømmet ved artikel 9 i forordning nr. 2658/87« (10).
20 De relevante punkter er følgende: (i) Kommissionen har en vid skønsmæssig beføjelse til at definere indholdet af positionerne; (ii) ved udøvelsen af denne beføjelse skal den samarbejde med Toldkodeksudvalget; og (iii)den må under ingen omstændigheder ændre indholdet af HS' positioner eller underpositioner, dvs. de positioner der mindst har 6 cifre.
21 I denne sag er der intet holdepunkt for manglende samarbejde med Toldkodeksudvalget. Tvisten drejer sig alene om, hvorvidt Kommissionen handlede korrekt inden for rammerne af dens vide skønsmæssige beføjelse, eller om den ved at tarifere de pågældende varer i underposition 4418 90 10 ændrede indholdet i en position, defineret på grundlag af HS.
22 Jeg skal vurdere disse spørgsmål i lyset af en række regler fastlagt i retspraksis. For det første »følger det af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium ved tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i KN« (11).
23 For det andet, »foreligger [der] forklarende bemærkninger for så vidt angår KN, udarbejdet af Europa-Kommissionen, og for så vidt angår det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, udarbejdet af Toldsamarbejdsrådet (12), som indeholder vigtige, om end ikke bindende, bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioners rækkevidde« (13).
24 Endvidere »[kan] varens anvendelse udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens anvendelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra objektive karakteristika og egenskaber« (14).
25 Pos. 4418 omfatter »Snedker- og tømrerarbejder«. Holz Geenen og Kommissionen er enige med den nationale ret i, at de pågældende varer ikke udgør »snedkerarbejde«, da de endnu ikke er blevet udformet eller udskåret til en sådan brug; de kan øvrigt heller ikke anses for »ukomplette eller ufærdige« vinduer eller vinduesrammer under den almindelige tariferingsbestemmelse 2, litra a), med hensyn til fortolkningen af KN. Tvisten drejer sig om, hvorvidt der er tale om »tømrerarbejder«.
26 FB/HS til pos. 4418 indledes med fire almindelige afsnit om positionens anvendelsesområde:
»Denne position omfatter arbejder af træ, herunder indlagt træ og træmosaik, der anvendes til bygningskonstruktioner af enhver art. Sådanne varer kan foreligge som samlede varer eller som identificerbare usamlede dele (fx. forsynet med udskæringer, tappe, taphuller eller lignende udskæringer til samling). De kan også være forsynede med metalbeslag såsom hængsler, låse mv.
Begrebet snedkerarbejder omfatter navnlig tilbehør til bygninger (fx. døre, vinduer, skodder, trapper samt dør- og vinduesrammer), medens begrebet tømrerarbejder omfatter træarbejder såsom bjælker, dragere, spær og strøer, der indgår som konstruktionsdele i bygninger eller anvendes i stilladser og forskallinger, herunder sammensatte forskallinger til betonstøbning, etc.«
Som tømrerarbejder betragtes også laminerede bjælker og lignende lamineret træ (limtræ), der er bygningstræ fremstillet ved sammenlimning af et antal lameller med fibrene i samme retning.
Lamellerne i produkter, der skal bukkes, anbringes således, at deres plan og den påhvilende belastning danner en vinkel på 90_; således anbringes lamellerne i en ret bjælke af lamineret træ fuldstændig plant.«
27 Holz Geenen fremhæver henvisningerne i disse bemærkninger til lamineret træ som omfattende bærende elementer til bygningsbrug, og valget af det engelske udtryk »timber« til støtte for sit argument om, at de pågældende varer ikke hører under denne kategori, selv om de består af sammenlimet laminat. Holz Geenen har anført, at »krydsfinér, finerede plader og lignende laminerede træprodukter« ligeledes ikke er omfattet, selv om disse er laminerede. Pos. 4418 omfatter således efter selskabets opfattelse udelukkende lamineret bygningstræ og ikke al lamineret træ. De pågældende varer er ikke egnede til en sådan brug; den anvendte lim er ikke tilstrækkelig stærk og det væsentlige element ved fremstillingen er prisen og ikke styrken. Eftersom deres objektive art og særlige anvendelse ikke er omfattet af pos. 4418, er forordningen ugyldig, for så vidt disse varer herved tariferes i denne position. Efter Holz Geenen's opfattelse skal de pågældende varer derfor tariferes som »andre varer af træ« i pos. 4421, hvor den eneste mulige underposition er 4421 90 99.
28 Kommissionen har bestridt dette. Den anfører, at ordlyden af pos. 4418 ikke omhandler varer, der tariferes efter deres anvendelse eller bestemmelse. Det afgørende er, hvad der objektivt forstås ved udtrykket »snedkerarbejde«. Betegnelsen »forskalninger til betonstøbning« viser, at positionen ikke udelukkende omfatter bærende elementer. Udtrykket »snedkerarbejde« (»pièces de charpente« på fransk) er neutralt, og sammenlimede bjælker er udtrykkelig nævnt i FB/HS (brugen af ordet »structural« i den engelske version har ingen betydning, eftersom positionen skal fortolkes i henhold til dens ordlyd). Den omstændighed at »Træblokke bestående af brædder, der er limet sammen og derefter høvlet på alle fire sider« tidligere var omfattet af underposition 4421 90 99 er efter min opfattelse irrelevant, eftersom pos. 4418 ikke kan fortolkes på grundlag af denne underposition. Henvisningen i forordningen til den omstændighed, at de pågældende firkantede emner af træ »anvendes til fremstilling af vinduesrammer« er ligeledes irrelevant, da tariferingen i pos. 4418 ikke afgøres ved den formodede brug og emnerne, som kan have alle længder, og som kan anvendes til andre formål. Selv om udtrykket »timber« på engelsk udelukkende henviser til bærende bygningselementer, ville lamineret træ ikke kunne udelukkes fra snedkerarbejder, eftersom en position ikke må fortolkes på grundlag af en underposition; emnerne ville ganske enkelt falde under underposition 4418 90 90, »andre varer« og ikke under 4421 90 99.
29 Spørgsmålet er derfor, om de pågældende varer hører under pos. 4418. Såfremt dette er tilfældet (Kommissionens opfattelse), må de høre under underposition 4418 90. Såfremt dette ikke er tilfældet (Holz Geenen's opfattelse) kan de udelukkende høre under pos. 4421 og, henset til ordlyden og opbygningen af den position, underposition 4421 90 99. Jeg skal imidlertid anføre, at en anden tarifering kan vise sig mere korrekt.
Ændrer tariferingen af de pågældende varer i pos. 4418 indholdet heraf?
30 De to opfattelser adskiller sig med hensyn til, hvorvidt varernes anvendelse skal tages i betragtning. Et af Kommissionens hovedargumenter er, at tariferingen i pos. 4418 udelukkende skal ske efter objektive egenskaber og ikke efter varernes anvendelse, selv om forordningen beskriver varerne som »anvendt til fremstilling af vinduesrammer«. Holz Geenen gør gældende, at anvendelsen udgør det afgørende kriterium, at de pågældende varer ikke er beregnet (eller egnede) til »tømrerarbejder«, og at de, selv om de er beregnet til vindues- (og dør-)rammer, ikke kan falde under disse kategorier, som udgør »tømrerarbejder«, eftersom de ikke har de »væsentlige egenskaber« af en fuldstændig eller færdig vare, som krævet i henhold til den almindelige tariferingsbestemmelse 2, litra a).
31 Ved gennemgangen af dette spørgsmål skal jeg først, inden jeg søger hjælp i FB/HS, undersøge ordlyden af pos. 4418 i de to originale sprogversioner af HS, som udgør grundlaget for Fællesskabets internationale aftaler i denne henseende. Såfremt man udelukker den forklarende liste, som fuldstændiggør positionen, har vi »Builders' joinery and carpentry of wood« på engelsk og »Ouvrages de menuiserie et pièces de charpente pour construction« på fransk.
32 Det synes klart, at udtrykkene »builders'« og »pour construction« finder anvendelse på såvel tømrer- og snedkerarbejder, og at de faktisk indfører et anvendelseskriterium. Dette bekræftes - skønt ordlyden af positionen er tilstrækkelig - af den almindelige erklæring i FB/HS, hvorefter positionen »omfatter arbejder af træ ... der anvendes til bygningskonstruktioner af enhver art«.
33 Jeg skal ligeledes anføre, at der ikke sondres mellem snedker- og tømrerarbejder. Den omstændighed at FB/HS angiver, hvad der er omfattet af de pågældende betegnelser, er således irrelevant for så vidt den omstændighed, at en vare kan udgøre »snedkerarbejde« snarere end »tømrerarbejde« eller omvendt ikke medfører, at den udelukkes fra nogle af underpositionerne i pos. 4418, forudsat at der er tale om den ene eller den anden type.
34 Efter de fire afsnit citeret ovenfor (15) nævner FB/HS derefter, »lamelplader (celleplader) af træ, sammensatte parketstave og tagspån af træ, og indeholder derefter følgende angivelse:
»Undtaget fra denne position er:
a) Krydsfinerplader eller finerede plader, der anvendes til gulvbelægning og i visse tilfælde omtales som 'parketgulv'. Disse plader har på overfladen en tynd træfiner, der imiterer gulvbelægning af parketstaver (pos 44.12).
b) Skabe, med eller uden bagbeklædning, selv om de er bestemt til fastgørelse (fastsømning mv) eller ophængning i loft eller på væg (pos 94.03).
c) Præfabrikerede bygninger (pos 94.06).
35 Jeg finder det således klart, at positionen omfatter samtlige træelementer, der anvendes som konstruktionsdele i bygninger (gulve, vægge, skillevægge, lofter, tag etc., samt døre og vinduer i vægge eller skillevægge), eller som anvendes til konstruktionen heraf (stillads, forskallinger til betonstøbning), med undtagelse af krydsfinér eller lignende og egentlige præfabrikerede bygninger, som hver har deres position. Det indbefatter ikke træelementer, der er fastgjort i huset, men som ikke indgår i konstruktionen (idéen at bygningsingeniører herved kan fastgøre skabe til loftet er interessant). I medfør af den almindelige tariferingsbestemmelse 2, litra a) omfatter positionen heller ikke trævarer, der kræver yderligere bearbejdning af andre håndværkere (såsom vinduesfremstilling), for at man kan tale om træelementer, som kan indgå som konstruktionsdele i bygninger eller anvendes til bygning heraf.
36 FB/HS og samtlige betegnelser anvendt i den forklarende liste i positionen og i underpositionerne er helt i overensstemmelser med dette synspunkt. »Shingles and shakes« er tag- eller vægbeklædningselementer, og den omstændighed at lamelplader (celleplader) af træ »nogle gange« anvendes til møbelfremstilling (16) er helt uden relevans for deres tarifering i denne position i medfør af deres hovedanvendelse.
37 De pågældende varer er »emner« af forskellig længde, som består af lag af sammenlimet træ. I følge forordningen anvendes de »til fremstilling af vinduesrammer« og Holz Geenen har for den nationale ret anført, at de »kan anvendes til flere formål som ikke-bærende træ til bygningsbrug, f.eks. også til døre«. Intet antyder, at de kan anvendes til eller er beregnet til at blive anvendt umiddelbart til opførelse af en bygning, eller at de selv udgør »byggetilbehør« såsom døre, vinduer, skodder, trapper, vinduesrammer eller dørrammer, og der er enighed om, at de ikke udgør kendelige usamlede dele af sådant tilbehør, som er påsat tap, false, sinke eller andre lignende samleanordninger. I øvrigt er deres objektive karakteristika og egenskaber heller ikke af en sådan art, at de udgør varer, der hører under disse kategorier (medmindre måske, deres sammensætning er sådan, at de må beskrives som lamineret træ, og al lamineret træ skal omfattes af pos. 4418, en teori som jeg skal behandle senere).
38 En modsat opfattelse ville være ensbetydende med at snedker- og tømrerarbejder af træ omfatter emner, der ikke anvendes som konstruktionsdele i bygninger eller anvendes til bygning heraf, som »tilbehør til bygninger« eller som kendelige usamlede dele heraf, men som kan anvendes til at fremstille sådant tilbehør eller dele heraf. I denne henseende er de som ethvert andet stykke træ af samme mål, der, om ikke lamineret, formentlig vil høre under pos. 4407 (»træ, savet eller tilhugget i længderetningen, skåret eller skrællet, også høvlet, slebet eller sammensat ved fingerskarvning, af tykkelse over 6 mm«) eller under 4409 (»træ ... profileret ... i hele længden på en eller flere kanter eller overflader, også høvlet, slebet eller sammensat ved fingerskarvning«). Den omstændighed at sådanne stykker træ skal tariferes i andre positioner, såfremt de ikke er laminerede, forekommer mig yderst overbevisende.
39 Selv om pos. 4418, i henhold til den tredje bestemmelse til kapitel 44 (17) - som alle øvrige positioner fra 4414-4421 - finder anvendelse på varer af lamineret træ på samme måde, som den finder anvendelse på tilsvarende varer af træ, kan denne bestemmelse ikke bevirke, at varer omfattes af denne position (eller enhver anden relevant position), blot fordi de består af lamineret træ. Og mens lamineret træ kan tariferes i pos. 4418 i henhold til FB/HS - hvorfor Kommissionen således med føje indførte en særlig underposition i KN med henblik herpå - medfører dette ikke, at al træ der er sammenlimet og lamineret nødvendigvis hører under denne underposition. Alene varer som udgør snedker- og tømrerarbejder er omfattet heraf. Jeg mener, at dette ræsonnement tydeligt forklares og bekræftes af henvisningen i FB/HS til et »structural timber product« (bygningstræ) og ikke til en mere generel definition.
40 Jeg skal nu behandle spørgsmålet om forskellen mellem lamineret træ og laminerede bjælker. Holz Geenen har vedholdende anført, at de omtvistede varer ikke er laminerede bjælker.
41 Udtrykket »laminerede bjælker« optræder først i FB/HS som et produkt der uden videre forklaring hører under pos. 4418, og på både engelsk og fransk er den anvendte benævnelse forskellig fra den i tredje bestemmelse til kapitel 44 anvendte. Udtrykket blev derefter anvendt i underposition 4418 90 10 i KN med virkning fra den 1. januar 1996 og igen er benævnelserne på samtlige de officielle fællesskabssprog (med undtagelse af portugisisk) forskellig fra benævnelsen »lamineret træ«. Skønt jeg ikke vil tillægge anvendelsen af den engelske benævnelse »timber« stor betydning, som ikke afspejles i de øvrige sprog, finder jeg det helt klart, at der henvises til et andet begreb.
42 En gennemgang af tosprogede eller ensprogede tekniske ordbøger og referenceværker viser, at der ikke foreligger en ensartet anvendelse af de benævnelser, som er anvendt på de forskellige fællesskabssprog. Hvert referenceværk på et givent sprog kan påberåbes til støtte for det ene eller det andet synspunkt. Jo flere og forskellige værker der undersøges, desto tydeligere er det, at de i HS og KN anvendte benævnelser ikke er udtryk for nogen form for systematisk terminologisk sondring inden for området.
43 Ikke desto mindre mener jeg, at det klart fremgår af det materiale, jeg har undersøgt ovenfor, at man har ønsket at sondre mellem på den ene side en almindelig kategori af lamineret træ, hvorunder hører enhver vare, der kan tariferes i pos. 4414-4421, og på den anden side en særlig underposition af sådant træ, der anvendes som konstruktionsdele i bygninger eller anvendelse til bygning heraf (sædvanligvis som et bygningselement) og som således skal tariferes i pos. 4418.
44 Jeg mener derfor ikke, at de pågældende varer skal tariferes i pos. 4418 hverken på grund af deres tilsigtede anvendelse eller på grund deres objektive karakteristika og egenskaber.
45 På grundlag af det anførte mener jeg, at Kommissionen ændrede indholdet af pos. 4418 ved at indplacere de pågældende varer herunder. Før dette bekræftes, skal jeg imidlertid foreslå at undersøge, hvorledes de omtvistede varer bør tariferes.
46 Det drejer sig ikke om et spørgsmål stillet af den nationale ret, men om et tilsvarende spørgsmål som det, jeg stillede i mit forslag til afgørelse i Wiener-sagen (18), og som normalt skal kunne besvares af den nationale ret selv. I en sag som den foreliggende mener jeg imidlertid, at spørgsmålet er helt i overensstemmelse med forpligtelsen til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter til at vejlede disse. En fællesskabsinstitution har foretaget en formel tarifering, og det er helt normalt, at Domstolen tager stilling til, om tariferingen er korrekt.
Hvilken tarifering for de pågældende varer er korrekt?
47 Varer af denne type blev formodentlig indført af Holz Geenen og andre inden indførelsen af underpositionen for »laminerede bjælker« og uanset hvilken tarifering der var hensigtsmæssig dengang, er denne tarifering sandsynligvis den samme. Måske var de tariferet i underposition 4421 90 99 i henhold til 1994-udgaven af FB/KN, der, som Kommissionen har anført, omfatter lignende varer. Det er i øvrigt den eneste alternative position, der er fremsat (af Holz Geenen), eftersom Kommissionens forslag vedrørende underposition 4418 90 90 ikke er mere korrekt end underposition 4418 90 10, såfremt det antages, at de pågældende varer overhovedet ikke er omfattet af pos. 4418. Under retsmødet foreslog Kommissionens repræsentant endvidere, såfremt det antoges, at forordningen ikke var gyldig, at underposition 4421 90 99 i dette tilfælde var den eneste anden tariferingsmulighed.
48 Følgende bemærkninger kan imidlertid ligeledes være nyttige for den nationale ret.
49 Det fremgår tydeligt af den tredje bestemmelse til kapitel 44 i KN (jf. punkt 16 ovenfor), at pos. 4414-4421 alle omfatter varer af lamineret træ, og der er ingen uenighed om, at de pågældende varer er af træ og er laminerede. Pos. 4414 (»Trærammer til malerier, fotografier, spejle eller lignende genstande«), 4415 (»Pakkasser, tremmekasser, tromler og lignende pakningsgenstande af træ; kabeltromler af træ, lastpaller o. lign., af træ«), 4416 (»Fade, tønder, kar, beljer, bøtter og andre bødkerarbejder samt dele dertil, af træ, herunder tøndestaver«), 4417 (»Værktøj og redskaber af træ; skafter, håndtag, og lignende dele af træ til værktøj og redskaber; skafter og håndtag af træ til koste eller børster; blokke og læster af træ til fodtøj«), 4419 (»Bordservice og køkkenudstyr, af træ«) og 4420 (»Indlagt træ og træmosaik; æsker, skrin og etuier til smykker eller bestik samt lignende varer af træ; statuetter og andre dekorationsgenstande af træ; boligudstyr af træ, ikke henhørende under kapitel 94«) er alle klart irrelevante. Såfremt de pågældende varer skal henføres under en af de positioner, som omfatter lamineret træ under kapitlets tredje bestemmelse, kan der kun være tale om pos. 4421. »Andre varer af træ«, som igen er opdelt i 4421 90 91 »Af træfiberplader o. lign.« og 4421 90 99 »I andre tilfælde«, idet sidstnævnte er eneste tariferingsmulighed, da varerne ikke er af træfiber.
50 Skønt det forhold, at pos. 4414-4421 udtrykkeligt omfatter varer af lamineret træ, tilsyneladende må medføre, at de øvrige positioner i kapitel 44 ikke omfatter sådanne varer, gælder dette dog ikke med hensyn til pos. 4412, som omhandler »Krydsfinér, finerede plader og lignende laminerede træprodukter«, opdelt i »Krydsfinér udelukkende bestående af træplader, hvoraf hver enkelt er af højst 6 mm's tykkelse«, »Andre varer med mindst et udvendigt lag af andet træ end nåletræ« og »I andre tilfælde«. Selv om denne position umiddelbart tilsyneladende henviser til plader snarere end »firkantede emner« som der er tale om her (med en længde på op til 3 meter), viser en nøjere undersøgelse, at sådanne varer under visse omstændigheder kan være omfattet heraf.
51 Af den fjerde bestemmelse til kapitel 44 fremgår følgende: »Varer henhørende under pos. 4410, 4411 og 4412 kan være bearbejdet til former, som er nævnt i pos. 4409, og de kan være bøjede, bølgede, perforerede, udskårne eller fremstillet i andre former end kvadratisk eller rektangulær, eller være undergået enhver anden behandling, forudsat at de ikke derved må karakteriseres som varer henhørende under andre positioner«.
52 Pos. 4409 omhandler »Træ (herunder ikke-sammensatte parketstaver), profileret (pløjet, notet, falset, rejfet, kelet eller lignende) i hele længden på en eller flere kanter eller overflader, også høvlet, slebet eller sammensat ved fingerskarvning«. De forskellige kategorier er: »Ramme- og møbellister samt profillister til bygningsbrug, elektriske ledninger o.lign.«; »til rammer til billeder, fotografier, spejle og lignende«; »ikke-sammensatte parketstaver«; og »Andre varer«.
53 Jeg skal anføre, at varerne i denne sag er »firkantede emner ... bestående af lag af sammenlimet træ ... og med let afrundede kanter«. De synes derfor at opfylde definitionen af »lamineret træ«, »bearbejdet til former, som er nævnt i pos. 4409« ved at være »profileret i hele længden«, og således at kunne tariferes i en af underpositionerne til pos. 4412, i overensstemmelse med deres egentlige sammensætning, hvorom jeg ikke råder over tilstrækkelige præcise oplysninger.
54 I ændringstillæg nr. 22 af juni 1998 til kompendium af (HS) tariferingsudtalelser udarbejdet af WCO fremgår det, at underposition 4412 99 i henhold til fjerde bestemmelse til kapitel 44 i KN (underpositionen for andre ikke-tariferede emner af krydsfinér, finér og lignende laminerede træprodukter) omfatter: »Rektangulære stykker af lamineret træ (213 cm, lang x 11.26 cm bred x 23.8 mm tyk) anvendt til fremstilling af dørrammer, bestående af en tyk kerne og to tynde ydre lag af nåletræ, gennemgående falset langs begge kanter for derved at passe ind i en dørkarm, og på en flade til påsætning af en dørstopper. Varen er beregnet til at blive skåret til i rette størrelse, efter at dørkarmen og stopperen er blevet indpasset i falserne, således at der skabes en færdig dørramme«.
55 Sådanne emner synes helt identiske med de i denne sag 7omhandlede varer, både hvad angår anvendelsen (Holz Geenen anførte, at de pågældende varer ligeledes blev anvendt til dørrammer) og de objektive karakteristika og egenskaber.
56 Domstolen har anmodet både Holz Geenen og Kommissionen om at udtale sig om den eventuelle relevans af denne tariferingsudtalelse og om den sondring der skal foretages mellem de varer, der henvises til, og varerne i denne sag.
57 Holz Geenen har foretaget en sondring mellem de to varer på grundlag af deres gennemsnitsmål og bearbejdningsgrad.
58 Hvad angår det første kriterium er jeg ikke overbevist. Jeg kan ikke se nogen væsentlig forskel mellem længden af lamineret træ, som anvendes til fremstilling af dørrammer, som måler 112.6 mm x 23.8 mm (et gennemsnitsmål på 2680 mm²), og længden af lamineret træ, som anvendes til fremstilling af vinduesrammer, der måler 75 mm x 48 mm (et gennemsnitsmål på 3456 mm²). Det ene er bredere og mindre tykt end det andet, men efter min mening er det ikke logisk, at størrelsesforskellen er tilstrækkelig til at indplacere dem i forskellige kategorier.
59 Jeg finder heller ikke bearbejdningsgraden afgørende. Det fremgår udtrykkeligt, at varerne tariferet i forordningen har let afrundede kanter. Profilerede i deres længde og afrundede kanter udgør kriterierne for tarifering i pos 4409. Jeg mener, at mindre afrundede kanter kan indebære, at varen ikke kan tariferes i denne position, forudsat at de reelt er afrundede. Den omstændighed, at andre produkter kan være skarpere afrundede er ikke relevant i den henseende.
60 Kommissionen har derimod anført, at forskellen mellem de to typer af varer består af den omstændighed, at det laminerede træ, der henvises til i WCO-tariferingsudtalelsen kun har to tynde ydre lag. Jeg formoder derfor, at det drejer sig om et finér-lignende produkt, skønt de ydre lag kan være tykkere end finér.
61 Jeg har tidligere anført (19), hvad der menes med »lamineret træ« i den i 3. bestemmelse til kapitel 44 og pos. 4414-4421 omhandlede betydning. Det må antages, at betegnelsen har samme betydning, når det anvendes andetsteds i kapitlet. Pos. 4412 omhandler imidlertid »krydsfinér, finerede plader og lignende laminerede træprodukter« (min fremhævelse). På grundlag af denne formulering, Kommissionens svar på Domstolens spørgsmål og de dokumenter, der blev fremlagt i forbindelse hermed, mener jeg, at det i WCO-udtalelsen nævnte laminerede træ blev tariferet i pos. 4412, bl.a. fordi de to ydre lag havde tilsvarende tykkelse som lagene af krydsfinér eller finerede plader.
62 Domstolen har intet præcist kendskab til tykkelsen af de forskellige lag af de varer, som der henvises til i forordningen. Hvis de ydre lag har samme tykkelse som tykkelsen af lagene på krydsfinér eller finerede plader, hvilket er et spørgsmål om faktum, som henhører under den nationale rets kompetence, må varerne efter min mening tariferes i pos. 4412, eftersom de i alle andre henseender svarer til de produkter, som der refereres til i tariferingsudtalelsen. Hvis de tre lag alle har samme tykkelse, hvilket var tilfældet med prøverne fremlagt af Holz Geenen under retsmødet, mener jeg som anført ovenfor (20), at underposition 4421 90 99 udgør eneste tariferingsmulighed.
Forslag til afgørelse
63 Jeg når derfor frem til den konklusion, at forordningen er ugyldig, for så vidt den tariferer de omtvistede varer i underposition 4418 90 10 i KN, og at sådanne varer skal tariferes i pos. 4412 svarende til deres sammensætning, hvis de to ydre lag har samme tykkelse som tykkelsen på lagene af krydsfinér eller finerede plader, eller, såfremt dette ikke er tilfældet, i underposition 4421 90 99.
64 Eftersom spørgsmålet om den korrekte tarifering af de pågældende varer ikke er stillet af den nationale ret, kan Domstolen måske nøjes med at svare således:
»Kommissionens forordning (EF) nr. 1509/97 af 30. juli 1997 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur er ugyldig, for så vidt som den tariferer 'Firkantede emner af træ til fremstilling af vinduesrammer, bestående af sammenlimede lag af lameller, hvis fiberretninger forløber parallelt, med let afrundede kanter, og som måler 48 mm x 72 mm eller 85 mm x 72 mm (bredde x højde)' i underposition 4418 90 10 i KN.«
(1) - Kommissionens forordning (EF) nr. 1509/97 af 30.6.1997 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur, EFT L 204, s. 8 (herefter »forordningen«).
(2) - Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, EFT L 256, s. 1.
(3) - Det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, indført ved den Internationale konvention af 14.6.1983, og tiltrådt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7.4.1987, EFT L 198, s. 1.
(4) - Kommissionens forordning (EF) nr. 3009/95 af 22.12.1995 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87, EFT L 319, s. 1, s. 376.
(5) - I henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2658/87.
(6) - Forklarende bemærkninger til Fællesskabets kombinerede nomenklatur, EFT 1994, C 342, s. 1, s. 209.
(7) - EFT 1998, C 287, s. 1, s. 228.
(8) - Jeg behandler 4. bestemmelse, som umiddelbart er af mindre betydning, nedenfor (jf. punkt 51 ff).
(9) - Som ændret ved artikel 252, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelsen af en EF-toldsats, EFT L 302, s. 1.
(10) - Dom af 14.12.1995, sag C-267/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4845, præmis 19, 20 og 21.
(11) - Jf. den nylig afsagte dom af 28.4.1999, sag C-405/97, Mövenpick Deutschland, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 18.
(12) - På nuværende tidspunkt kendt under betegnelsen World Customs Organisation (»WCO«). Det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem er udarbejdet på engelsk og fransk, men findes ligeledes i andre uofficielle sprogversioner.
(13) - Mövenpick Deutschland-dommen, nævnt i fodnote 11, præmis 18.
(14) - Dom af 1.6.1995, sag C-459/93, Thyssen Haniel Logistic, Sml. I, s. 1381, præmis 13.
(15) - Punkt 26.
(16) - FB/HS, femte afsnit.
(17) - Nævnt ovenfor i punkt 16.
(18) - Dom af 20.11.1997, sag C-338/95, Sml. I, s. 6495, punkt 38 i mit forslag til afgørelse.
(19) - Punkt 43.
(20) - Punkt 49.
Full & Egal Universal Law Academy