Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Retspleje - forelæggelse for Domstolen på grundlag af en voldgiftsbestemmelse - ensidig opsigelse af kontrakten i henhold til kontraktbestemmelserne - ret til tilbagebetaling af forskud med renter i henhold til kontrakten - erstatningspåstand ikke begrundet på grund af manglende bevis
(EF-traktaten, art. 181 (nu art. 238 EF))
Parter
I sag C-40/98,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. de March, som befuldmægtiget, bistået af avvocato A. Dal Ferro, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Tecnologie Vetroresina SpA (TVR), Rom (Italien), ved avvocato G. Merla,
sagsøgt,
angående et søgsmål, som Kommissionen har anlagt i medfør af EF-traktatens artikel 181 (nu artikel 238 EF) med påstand om, at Tecnologie Vetroresina SpA tilpligtes dels at tilbagebetale et beløb på 211 307 ECU, som er betalt forskudsvist af Kommissionen i forbindelse med kontrakt nr. 3440/1/0/187/91/6-BCR-I(30), med renter i henhold til kontrakten fra den 21. december 1991, dels at betale et beløb på 20 000 ECU i erstatning for det tab, som Kommissionen har lidt,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann (refererende dommer), og dommerne J.-P. Puissochet og R. Schintgen,
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 11. maj 2000,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. juni 2000,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. februar 1998 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af en voldgiftsbestemmelse på grundlag af EF-traktatens artikel 181 (nu artikel 238 EF) anlagt sag mod selskabet Tecnologie Vetroresina SpA (herefter »TVR«) med påstand om, at dette tilpligtes dels at tilbagebetale et beløb på 211 307 ECU, som er betalt forskudsvist af Kommissionen i forbindelse med kontrakt nr. 3440/1/0/187/91/6-BCR-I(30) (herefter »kontrakten«), med renter i henhold til kontrakten, nemlig 69,47 ECU pr. dag, fra den 21. december 1991, dels at betale et beløb på 20 000 ECU i erstatning for det tab, som Kommissionen har lidt.
2 Kontrakten blev indgået den 13. august 1991 mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ved Kommissionen og TVR samt et engelsk universitet, Brunel University (herefter »Brunel«), inden for rammerne af en finansiel støtte i henhold til et forsknings- og udviklingsprogram for Fællesskabet inden for anvendt metrologi og kemiske analyser (1988-1992), vedtaget ved Rådets beslutning 88/418/EØF af 29. juni 1988 (EFT L 206, s. 29).
3 Kontrakten, der blev indgået for 36 måneder fra den 1. september 1991, havde til formål at gennemføre en undersøgelse af systemer og instrumenter til måling af produkter fremstillet af sammensatte materialer ved hjælp af præcisionsopviklingsteknikken. Formålet med undersøgelsen var at bringe det enorme spild af materialer og arbejdskraft, der er forbundet med en sådan produktion, til ophør.
4 Det fremgår af kontrakten, at TVR var kontraktens koordinator. Dette betyder, at TVR havde særlige forpligtelser, herunder:
- at modtage samtlige betalinger fra Kommissionen og straks overføre det beløb til hver enkelt medkontrahent, som beløbene tilkom denne (kontraktens artikel 4, stk. 3)
- at fremsende årlige opgørelser over udgifter samt halvårlige rapporter om, hvorledes arbejdet skred frem, til Kommissionen inden en måned efter udløbet af de pågældende perioder, samt en fuldstændig oversigt over afholdte udgifter og den endelige rapport om de opnåede resultater inden for et frist af henholdsvis tre og to måneder fra færdiggørelsen, afbrydelsen eller ophøret af de arbejder, som var finansieret af Kommissionen (kontraktens artikel 5, stk. 1 og 2, og artikel 6, stk. 1, samt artikel 6, stk. 1, og artikel 36, stk. 1, i bilag II til kontrakten).
5 Artikel 8, stk. 2, litra d), i bilag II til kontrakten fastslog, at Kommissionen kunne ophæve kontrakten, hvis medkontrahenten ikke overholdt en af de kontraktmæssige forpligtelser, medmindre misholdelsen var berettiget af rimelige tekniske eller økonomiske årsager. Ophævelsen fik virkning ved meddelelse herom, fremsendt ved rekommanderet skrivelse med modtagelsesbevis, medmindre forpligtelsen blev opfyldt senest en måned herefter.
6I artikel 8, stk. 4, første afsnit, i samme bilag bestemtes det, at ved anvendelse af ovennævnte artikel 8, stk. 2, litra d), kunne Kommissionen kræve tilbagebetaling af hele eller en del af det beløb, der var udbetalt i form af finansielt bidrag, i det omfang det var retfærdigt og rimeligt under hensyn til det udførte arbejdes art, resultat og nytteværdi for Kommissionen.
7 Ifølge artikel 8, stk. 4, andet afsnit, i samme bilag kunne der pålægges rente fra det tidspunkt, hvor medkontrahenten modtog de pågældende beløb, med den sats, der anvendes af Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde på fondens transaktioner i ecu, forhøjet med 2%; denne sats offentliggøres den første hverdag i hver måned i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
8 I henhold til artikel 12 i bilag II til kontrakten har Domstolen kompetence til at afgøre tvister vedrørende kontrakten, som i henhold til sin artikel 11 er undergivet italiensk ret.
9 Den 20. september 1991 udbetalte Kommissionen et forskudsbeløb på 230 000 ECU til TVR for de arbejder, der skulle udføres. Af dette beløb var 65 000 ECU bestemt til TVR og 165 000 ECU bestemt til Brunel.
10 Den 25. marts 1993 meddelte TVR Kommissionen, idet selskabet anerkendte, at det var ansvarligt for overførslen af beløbet på 165 000 ECU til Brunel, at der som følge af en række misforståelser forelå tvivl vedrørende overførslen af beløbet til Brunel, og TVR forpligtede sig til hurtigst muligt at overføre beløbet, hvis dette endnu ikke var sket.
11 Ved skrivelse af 15. april 1993 anmodede Kommissionen TVR om, at selskabet fremlagde kopi af de dokumenter, der beviste, at overførslen behørigt havde fundet sted. Kommissionen gjorde opmærksom på, at i mangel af dokumentation, ville Kommissionen ophæve kontrakten og kræve tilbagetaling fra TVR af forskudsbeløbet på 230 000 ECU med renter i henhold til kontrakten.
12 Ved to skrivelser af 31. januar 1994 meddelte Kommissionen TVR, at da den ikke havde modtaget den krævede dokumentation, ophævede Kommissionen kontrakten og krævede tilbagebetaling af 165 000 ECU med renter i henhold til kontrakten. Da Kommissionen desuden også var af den opfattelse, at de udgifter, som TVR havde opgivet i opgørelserne over udgifter for perioden 1. september 1992 til 26. maj 1993, var overdrevne, anmodede Kommissionen TVR om at fremsende den nødvendige dokumentation, således at man kunne fastslå udgifternes rigtighed, idet selskabet i modsat fald måtte tilbagebetale forskudsbeløbet på 65 000 ECU med renter i henhold til kontrakten til Kommissionen.
13 Samme dag ophævede Kommissionen ligeledes kontrakten med Brunel, da Brunel ikke alene ville være i stand til at gennemføre den tekniske del af det finansierede projekt.
14 I juli 1994 krævede Kommissionen, da den kun delvis godkendte de udgifter, der var opgivet af TVR i opgørelsen over udgifter, tilbagebetaling af 46 307 ECU svarende til forskellen mellem det oprindelige tilskud på 65 000 ECU og halvdelen af de godkendte udgifter, idet Kommissionen overtog 50% af de støtteberettigede udgifter i medfør af kontraktens artikel 3, stk. 2.
15 I september 1994 modtog Kommissionen en revisionsrapport, som på dens anmodning var blevet udarbejdet af selskabet Reconta Ernst & Young, vedrørende perioden fra den 1. september 1991 til den 31. august 1992. Rapporten fastslog dels, at der ikke forelå noget bevis for overførslen af 165 000 ECU til Brunel, dels at de af TVR fakturerede udgifter til arbejdskraft var lavere end de faktisk afholdte udgifter.
16 Ved skrivelse af 22. juni 1995 krævede Kommissionen, at TVR tilbagebetalte 165 000 ECU med renter i henhold til kontrakten svarende til bidraget til Brunel, som denne ikke havde modtaget, samt 46 307 ECU svarende til restbeløbet af bidraget til TVR, der oversteg de godkendte udgifter.
17 TVR har ikke tilbagebetalt noget beløb.
Formaliteten
18 TVR har gjort gældende, at Kommissionens søgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling. Da Kommissionen ikke udtrykkeligt har nedlagt påstand om, at Domstolen først ophæver kontrakten, kan den ikke påberåbe sig tilbagebetalingsvirkninger som omhandlet i artikel 1458 i den italienske codice civile, især da Kommissionens ophævelse af kontrakten anfægtes af TVR.
19 Kommissionen har gjort gældende, at påstanden om tilbagebetaling af de af TVR uretmæssigt indeholdte beløb beror på, at kontrakten er blevet ophævet af Kommissionen i henhold til artikel 8, stk. 2, litra d), i bilag II til kontrakten. Da kontrakten er blevet ophævet i overensstemmelse med denne bestemmelse, er påstanden om, at det fastslås, at kontrakten er ophævet, stiltiende indeholdt i påstanden om tilbagebetaling af det finansierede beløb og erstatningspåstanden.
20 Det bemærkes indledningsvis, at da retsreglerne og kontrakten fastslår, at medkontrahenterne har mulighed for at ophæve kontrakten ensidigt i tilfælde af misligholdelse af en kontraktmæssig forpligtelse, kan alle de kontraktparter, der har henholdt sig til denne mulighed, i givet fald opnå en dom, hvorved det fastslås, at ophævelsen uden videre er indtrådt (jf. i denne retning, domme afsagt af Corte Suprema di cassazione den 12.12.1979, nr. 6489, Mass. Foro it. 1979, s. 1309, og den 5.4.1990, nr. 2802, Mass. Foro it. 1990, s. 406).
21 Det bemærkes endvidere, at Corte Suprema di cassazione anerkender, at en påstand, der ikke er nedlagt, kan anses for fremsat stiltiende og faktisk indeholdt i søgsmålet, i det omfang den nødvendigvis er forbundet med sagens genstand og søgsmålets grundlag (jf. bl.a. dom afsagt af Corte Suprema di cassazione den 14.6.1991, nr. 6727, Mass. Foro it. 1991, s. 582).
22 I denne sag har Kommissionen i stævningen anført, at den gør ophævelsesklausulen i artikel 8, stk. 2, litra d), i bilag II til kontrakten gældende på grund af TVR's misligholdelse af kontrakten, og at den som følge af ophævelsen har krævet den nødvendige dokumentation fra TVR for at kunne fastslå, hvor meget selskabet skulle tilbagebetale af de beløb, som det havde modtaget i henhold til kontrakten. Kommissionen har herefter anført, at den har krævet, at TVR tilbagebetalte de forskudsbeløb, der var blevet udbetalt forskudsvis med henblik på kontraktens opfyldelse, med undtagelse af det beløb, der vedrører TVR'S udgifter, som er blevet godkendt af Kommissionen. På denne baggrund har Kommissionen for Domstolen bl.a. nedlagt påstand om, at TVR i medfør af artikel 8, stk. 4, første afsnit, i bilag II til kontrakten tilpligtes delvis at tilbagebetale de beløb, der er modtaget som finansielle bidrag.
23 Da Kommissionen har påberåbt sig tilbagebetalingsvirkninger i henhold til artikel 8, stk. 4, første afsnit, i bilag II til kontrakten som følge af en ophævelse, der hævdes at være indtrådt efter gennemførelsen af ophævelsesproceduren i artikel 8, stk. 2, litra d), i bilag II til kontrakten, forudsætter Kommissionens påstand nødvendigvis, at Domstolen fastslår, at ophævelsen faktisk har fundet sted.
24 Som følge heraf må det i denne sag antages, at Kommissionen stiltiende har nedlagt påstand om, at det fastslås, at ophævelsen uden videre er indtrådt ved anvendelse af den nævnte ophævelsesprocedure.
25 Heraf følger, at formalitetsindsigelsen ikke kan tages til følge.
Ophævelse af kontrakten
26 Kommissionen har gjort gældende, at den uden videre har ophævet kontrakten med den begrundelse, at TVR, som havde modtaget et forskudsbeløb på 230 000 ECU, hvoraf 165 000 ECU var bestemt til Brunel, aldrig havde tilstillet Brunel sidstnævnte beløb, og TVR dermed ikke har opfyldt sin forpligtelse i medfør af kontraktens artikel 4, stk. 3. Kommissionen har anført, at den ved rekommanderet skrivelse af 15. april 1993 først fremsendte et påkrav til TVR vedrørende den manglende overførsel til Brunel, og at den derefter som følge af TVR's passivitet ophævede kontrakten ved rekommanderet skrivelse af 31. januar 1994. I replikken har Kommissionen gjort gældende, at da TVR ikke har opfyldt sin forpligtelse inden en måned efter modtagelsen af skrivelsen af 15. april 1993, er kontrakten blevet ophævet med retsvirkning fra udløbet af fristen. Skrivelsen af 31. januar 1994 har således kun bekræftet ophævelsen af kontrakten.
27 Ifølge TVR har betingelserne for hverken påkravsskrivelsen af 15. april 1993 eller ophævelsen indeholdt i skrivelsen af 31. januar 1994 nogen sinde været opfyldt. I denne forbindelse har TVR oplyst, at Kommissionen ved en bankoverførsel indbetalte et samlet beløb på 230 000 ECU til en bank udpeget af TVR. Banken skulle kreditere en valutakonto åbnet af TVR for 65 000 ECU og skulle tilbageholde 165 000 ECU for at overføre dem til Brunel. Brunel har dog ikke modtaget noget beløb. Da banken har tilbageholdt de 165 000 ECU uden at kreditere TVR's konti, vil selskabet ikke kunne dømmes til at foretage tilbagebetaling, da det aldrig har været i besiddelse af det pågældende beløb.
28 Det bemærkes i denne forbindelse, at da Kommissionen har overført 230 000 ECU ved en bankoverførsel til en bank udpeget af TVR, har den opfyldt sin betalingsforpligtelse over for TVR korrekt. Inden for rammerne af kontraktforholdet mellem disse to parter bør TVR anses for at have modtaget nævnte beløb.
29 I henhold til kontraktens artikel 4, stk. 3, var TVR forpligtet til straks at overføre det beløb til Brunel, der tilkom universitetet i medfør af kontrakten.
30 Det er ubestridt, at de 165 000 ECU, der skulle have været overført til Brunel, aldrig er kommet frem til adressaten.
31 Det må derfor fastslås, at TVR ikke har opfyldt sin forpligtelse, der i øvrigt var nødvendig for aftalens indre sammenhæng, i henhold til kontraktens artikel 4, stk. 3.
32 Selv hvis det antages, at den manglende opfyldelse af denne forpligtelse inden for rammerne af forholdet mellem TVR og den bank, som selskabet havde overdraget overførslen til, bør tilregnes banken, har dette ingen indflydelse på det kontraktlige forhold mellem Kommissionen og TVR, inden for rammerne af hvilket selskabet over for Kommissionen er forpligtet til at overføre 165 000 ECU til Brunel. Den eventuelle fejl fra bankens side, som måtte være årsag til den manglende udbetaling, kan ikke udelukke TVR's ansvar over for Kommissionen.
33 Det fremgår således, at de materielle betingelser for at ophæve kontrakten under alle omstændigheder er opfyldt i modsætning til, hvad TVR har anført.
34 Under hensyn til det ovenfor anførte må det fastslås, at kontrakten er ophævet senest den dag, hvor TVR modtog Kommissionens skrivelse af 31. januar 1994.
Tilbagebetaling af forskuddet
35 Artikel 8, stk. 4, første afsnit, i bilag II til kontrakten bestemmer, at såfremt Kommissionen ophæver kontrakten på grund af en medkontrahents misligholdelse af sine forpligtelser, kan Kommissionen kræve tilbagebetaling af hele eller en del af de beløb, som Kommissionen har udbetalt i form af finansielt bidrag, i det omfang det er retfærdigt og rimeligt under hensyn til det udførte arbejdes art, resultat og nytteværdi for Kommissionen.
36 For så vidt angår beløbet på 165 000 ECU, som TVR skulle have overført til Brunel som et forskudsbeløb for de arbejder, som Brunel skulle udføre, har Kommissionen nedlagt påstand om tilbagebetaling af hele beløbet.
37 Det følger af det ovenfor anførte, bl.a. denne doms præmis 30-34, at Kommissionens påstand bør tages til følge.
38 Vedrørende påstanden om tilbagebetaling af 46 307 ECU har Kommissionen anført - i betragtning af de videnskabelige rapporter, udgiftsopgørelserne og andre oplysninger, som TVR har fremlagt - at de af TVR afholdte udgifter, som Kommissionen kan bære, udgør et beløb på 18 693 ECU. Da Kommissionen har udbetalt et forskudsbeløb på 65 000 ECU til sagsøgte, er denne således forpligtet til at tilbagebetale Kommissionen et beløb på 46 307 ECU.
39 TVR har nedlagt påstand om, at Kommissionen ikke gives medhold i denne påstand, da forskuddet på 65 000 ECU er anvendt i sin helhed til kontraktens opfyldelse. TVR har gjort gældende, at selskabet Reconta Ernst & Young i sin revisionsrapport har understreget, at det antal arbejdstimer, som TVR havde bogført, fuldstændig svarede til det udførte arbejde og til de faktiske udgifter. I henhold til rapporten var udgifterne pr. arbejdstime endda undervurderet, da de var beregnet på grundlag af takster gældende for 1991 og ikke beregnet på grundlag af taksterne for 1992, hvor arbejdets udførelse fandt sted.
40 Indledningsvis bemærkes, at den revisonsrapport, som TVR har påberåbt sig, under alle omstændigheder ikke er relevant i denne sag. Rapporten vedrører nemlig udelukkende perioden fra den 1. september 1991 til den 31. august 1992, mens tvisten mellem parterne drejer sig om udgifter, der vedrører perioden fra den 1. september 1992 til den 26. maj 1993.
41 Herefter må det understreges, at for så vidt angår udgifter, der vedrører denne anden periode, og som ikke er blevet godkendt af Kommissionen, har TVR ikke fremlagt beviser for Domstolen, der kan drage Kommissionens anbringender i tvivl. Det bemærkes især, at selskabet ikke har fremlagt nogen dokumenter, der detaljeret angiver de afholdte udgifter i forhold til de udførte arbejder og kravspecifikationer. TVR har i det væsentlige begrænset sig til at fremlægge en summarisk oversigt over udgifterne for perioden 1. september 1991 til 26. maj 1993.
42 I betragtning af den utilstrækkelige dokumentation, der er fremlagt af sagsøgte, bør der gives medhold i påstanden om tilbagebetaling af 46 307 ECU.
Rentekravet
43 Kommissionen har endvidere nedlagt påstand om, at TVR tilpligtes at betale renter i henhold til kontrakten af beløbene på 165 000 ECU og 43 307 ECU fra den 21. december 1991.
44 TVR har ikke fremført argumenter på dette punkt.
45 I henhold til artikel 8, stk. 4, andet afsnit, i bilag II til kontrakten skal den misligholdende part i det tilfælde, hvor Kommissionen ophæver kontrakten, ikke kun tilbagebetale de beløb, som er betalt forskudsvis af Kommissionen, men også betale renter af beløbet i henhold til kontrakten fra det tidspunkt, hvor parten modtog det pågældende beløb. Den rentesats, der finder anvendelse, er den sats, der anvendes af Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde på fondens transaktioner i ecu, som offentliggøres den første hverdag i hver måned, forhøjet med 2%.
46 Da TVR er forpligtet til at tilbagebetale til Kommissionen hovedfordringen med 211 307 ECU, er selskabet ligeledes accessorisk forpligtet til at betale renter af beløbet i henhold til kontrakten fra den 21. december 1991, som er den ubestridte dato, hvor TVR modtog forskudsbeløbet på 230 000 ECU.
Erstatningskravet
47 Med henvisning til artikel 1453 i den italienske codice civile har Kommissionen endvidere nedlagt påstand om, at TVR tilpligtes at betale 20 000 ECU i erstatning for den skade, Kommissionen har lidt som følge af misligholdelse af kontrakten.
48 I denne forbindelse har Kommissionen for det første anført, at visse af dets tjenestemænd har brugt et væsentligt antal timer til at kontrollere TVR's aktiviteter og til at afkræve TVR de i kontrakten omhandlede periodiske rapporter. For det andet har Kommissionen været nødsaget til at rette henvendelse til et revisionsselskab for at efterprøve den regnskabsmæssige side af TVR's arbejde. For det tredje har Kommissionen ikke været i stand til at drage nytte af de mulige fordele, som er omhandlet i artikel 19 i bilag II til kontrakten, og således udnytte den viden, der er erhvervet ved den forskning, som Kommissionen har finansieret, eller udnytte de patenter, som kunne være opnået ved denne lejlighed. For det fjerde har Kommissionens troværdighed lidt skade i forhold til alle personer, som måtte ønske at indgå kontrakter med den, ved, at Kommissionen har indgået en kontrakt med en person, der ikke har opfyldt sine forpligtelser.
49 TVR har heroverfor anført, at Kommissionens påståede tab ikke er godtgjort.
50 Indledningsvis bemærkes, at i henhold til kontraktens artikel 11 er tvister vedrørende kontrakten undergivet italiensk ret.
51 Selv hvis det antages, at artikel 1453 i den italienske codice civile, der tillægger en medkontrahent ret til at kræve erstatning af en misligholdende part, kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor ophævelsen er opnået ad rettens vej, står det alligevel fast, at i henhold til artikel 1218 i den italienske codice civile, skal en debitor, som ikke fuldt ud leverer den skyldige ydelse, erstatte skaden, medmindre han beviser, at den manglende opfyldelse skyldes, at han ikke kan levere ydelsen på grund af en omstændighed, der ikke kan tilskrives ham.
52 Det skal herefter undersøges, hvorvidt Kommissionen har godtgjort, at den har lidt det påberåbte tab.
53 Hvad angår de udgifter, der påstås at være opstået på grund af det merarbejde, som Kommissionens tjenestemænd er blevet påført ved forvaltningen af kontrakten, bemærkes, at bestemmelserne i kontraktens artikel 4, stk. 3, sammenholdt med artikel 8, stk. 2, litra d), i bilag II til kontrakten, giver Kommissionen mulighed for rettidigt at drage konsekvenserne af medkontrahentens manglende overholdelse af de indgåede forpligtelser og førtidigt og ensidigt at bringe kontraktforholdet til ophør (jf. i denne retning dom af 10.6.1999, sag C-334/97, Kommissionen mod Montorio, Sml. I, s. 3387, præmis 53).
54 Da Kommissionen således gennem et vist tidsrum har accepteret TVR's misligholdelse af sine forpligtelser, før den ophævede kontrakten, er de ekstraomkostninger, der påføres kontraktens gennemførelse i denne periode, ikke en skade, der kan tilskrives TVR.
55 For så vidt angår det påståede tab som følge af påløbne revisionshonorarer fremgår det af sagen, at for perioden fra september 1991 til august 1992, som revisionen omhandler, var Kommissionen i stand til at godtage næsten alle de udgifter, som TVR havde bogført, selv inden Kommissionen modtog revisionsrapporten. Det fremgår endvidere af sagen, at Kommissionen, flere måneder inden den havde overdraget selskabet Reconta Ernst & Young at udføre revisionen, over for TVR havde anført, at den ændrede opgørelse over afholdte udgifter i nævnte tidsrum ud fra et teknisk synspunkt forekom antagelig. Som følge heraf kan revisionshonorarerne under ingen omstændigheder pålægges TVR.
56 Med hensyn til de øvrige tab, som Kommissionen hævder at have lidt, har Kommissionen ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at den faktisk har lidt sådanne tab.
57 Sagsøgte bør herefter frifindes for Kommissionens erstatningspåstand.
58 I overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1103/97 af 17. juni 1997 om visse bestemmelser vedrørende indførelsen af euroen (EFT L 162, s. 1) skal henvisningen til ecuen erstattes af en henvisning til euroen i forholdet 1 EUR : 1 ECU.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
59 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at TVR tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da TVR i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges selskabet at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
1) Tecnologie Vetroresina SpA (TVR) betaler til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber 211 307 EUR med renter i henhold til kontrakten fra den 21. december 1991 til betaling sker.
2) I øvrigt frifindes Tecnologie Vetroresina SpA (TVR).
3) Tecnologie Vetroresina SpA (TVR) betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy