Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Fælles toldtarif - toldpositioner - »snedker- og tømrerarbejder af træ til bygningsbrug« som omhandlet i pos. 4418 i den kombinerede nomenklatur - KN-koden omfatter ifølge Kommissionen firkantede emner af træ til fremstilling af vinduesrammer - ændring af toldpositionen - punkt 2 i bilaget til forordning nr. 1509/97 ugyldig
(Rådets forordning nr. 2658/87, art. 9; Kommissionens forordning nr. 1509/97, bilagets punkt 2)
Sammendrag
$$Kommissionen har ændret indholdet af pos. 4418 i den kombinerede nomenklatur ved i punkt 2 i bilaget til forordning nr. 1509/97, at tarifere firkantede emner af træ til fremstilling af vinduesrammer, bestående af sammenlimede lag af lameller, hvis fiberretninger forløber parallelt, med let afrundede kanter, og som måler 48 mm x 72 mm eller 85 mm x 72 mm (bredde x højde), i underposition 4418 90 10 i den kombinerede nomenklatur. Den har derfor overskredet de beføjelser, som den er blevet tillagt i henhold til artikel 9 i forordning nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, hvilket medfører, at forordning nr. 1509/97 for så vidt er ugyldig.
Selv om visse varer af lamineret træ er omfattet af betegnelsen »bygningstræ«, som er omhandlet i pos. 4418 i den kombinerende nomenklatur, kan det ikke udledes af denne benævnelse, at alle varer af lamineret træ skal tariferes under denne position som bygningstræ. For at sådanne varer skal kunne tariferes under denne position skal de nødvendigvis besidde de objektive karakteristika og egenskaber, som er defineret i positionen.
(jf. præmis 13, 27, 28, 34 og domskonkl.)
Parter
I sag C-309/98,
angående en anmodning, som Finanzgericht München (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Holz Geenen GmbH
mod
Oberfinanzdirektion München,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden af Kommissionens forordning (EF) nr. 1509/97 af 30. juli 1997 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 204, s. 8),
har
DOMSTOLEN
(Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, L. Sevón (refererende dommer), og dommerne P. Jann og M. Wathelet,
generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- Holz Geenen GmbH ved skatterådgiver H. Glashoff og Aussenwirtschaftsberater U. Reimer
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulent R.B. Wainwright og K. Schreyer, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, bistået af advokat M. Núñez Müller, Hamburg,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der i retsmødet den 10. juni 1999 er afgivet mundtlige indlæg af Holz Geenen GmbH og af Kommissionen,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 8. juli 1999,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 24. juni 1998, indgået til Domstolen den 10. august 1998, har Finanzgericht München i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende gyldigheden af Kommissionens forordning (EF) nr. 1509/97 af 30. juli 1997 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 204, s. 8).
2 Spørgsmålet er blevet rejst i en sag mellem Holz Geenen GmbH (herefter »Holz Geenen«) og Oberfinanzdirektion München (skatteforvaltningen for München, herefter »Oberfinanzdirektion«) vedrørende tarifering af en vare i den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«), som affattet ved bilag I til Kommissionens forordning (EF) nr. 1734/96 af 9. september 1996 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 238, s. 1).
3 Kapitel 44 i KN omfatter »Træ og varer deraf; trækul«. Den 6-cifrede grundstruktur for pos. 4418, »Snedker- og tømrerarbejder af træ til bygningsbrug, herunder lamelplader (celleplader) af træ, sammensatte parketstaver og tagspån (shingles og shakes), af træ«, er følgende:
4418 10 Vinduer, glasdøre og rammer dertil 4418 20 Døre og rammer dertil, samt dørtærskler 4418 30 Sammensatte parketstaver 4418 40 Forskallinger til betonstøbning 4418 50 Tagspån (shingles og shakes) 4418 90 Andre varer
4 Underposition 4418 90 i KN er inddelt i position 4418 90 10 »Laminerede bjælker og lignende lamineret træ« og 4418 90 90 »Andre varer«.
5 Pos. 4421 i KN, som er den sidste i kapitel 44, omfatter restkategorien »Andre varer af træ« og underposition 4421 90 99 omfatter den ultimative restkategori, som er »Andre varer - andre varer - i andre tilfælde«.
6 Den 2. januar 1996 anmodede Holz Geenen Oberfinanzdirektion om en bindende tariferingsoplysning for en vare benævnt »sammenlimede vinduesrammer«. Det følger af forelæggelseskendelsen, at denne vare består af firkantede emner med let afrundede kanter henholdsvis med gennemsnitsmålene 48 mm x 72 mm og 85 mm x 72 mm (bredde x højde), hvorpå der er limet 2 lag merantitræ med en kerne af nåletræ, hvis fiberretninger forløber parallelt. Varen indføres normalt i en længde på 76 til 300 cm og anvendes til fremstilling af vinduesrammer.
7 Ved tariferingsoplysning af 23. januar 1996 tariferede Oberfinanzdirektion varen som »tømrerarbejde af træ (lamineret træ)« i underposition 4418 90 10 i KN.
8 Den klage, som Holz Geenen indgav til prøvelse af denne tariferingsoplysning, blev - efter at klagesagen havde været udsat i afventning af Kommissionens afgørelse - afvist ved Oberfinanzdirektion's afgørelse af 16. oktober 1997, efter at Kommissionen havde udstedt forordning nr. 1509/97 i henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (EFT L 256, s. 1).
9 I punkt 2 i bilaget til forordning nr. 1509/97, tariferede Kommissionen de »Firkantede emner af træ til fremstilling af vinduesrammer, bestående af sammenlimede lag af lameller, hvis fiberretninger forløber parallelt, med let afrundede kanter, og som måler 48 mm x 72 mm eller 85 mm x 72 mm (bredde x højde)«, i underposition 4418 90 10 i KN, hvilket svarede til Oberfinanzdirektion's tarifering i dennes tariferingsoplysning af 23. januar 1996. Begrundelsen i det ovennævnte bilag har følgende ordlyd: »Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 til den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-koderne 4418, 4418 90 og 4418 90 10. Det drejer sig om tømrerarbejde (lamineret træ)«.
10 Holz Geenen anlagde sag ved Finanzgericht München til prøvelse af denne afgørelse, og gjorde gældende, at varen ikke henhørte under tømrerarbejde, men under »Andre varer af træ«, jf. pos. 4421 i KN. Selskabet anførte, at forordning nr. 1509/97 er ugyldig, for så vidt som den fastlægger en tarifering, som fraviger den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »HS«), som er undertegnet i Bruxelles den 14. juni 1983 og tiltrådt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 (EFT L 198, s. 1, herefter »konventionen«).
11 Den nationale ret har anført, at betegnelsen »lamineret træ« ifølge Oberfinanzdirektion er neutral og ikke er knyttet til en bestemt anvendelse af varen. Eftersom lamineret træ kan anvendes inden for alle slags bygningsværker, er lamineret træ omfattet af begrebet »tømrerarbejde«. Beskrivelsen af varen i forordning nr. 1509/97 viser klart, at Kommissionen henfører lamineret træ under pos. 4418 i KN, selv om det anvendes i bygningsværker til bærende konstruktioner eller til andre formål.
12 Da Finanzgericht München var enig med Holz Geenen i, at der bestod tvivl om, hvorvidt forordning nr. 1509/97 var gyldig, besluttede den at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er Kommissionens forordning (EF) nr. 1509/97 af 30. juli 1997 (EFT L 204, s. 8) om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur, her firkantede emner af træ, henholdsvis med målene 48 mm x 72 mm og 85 mm x 72 mm (bredde x højde) til fremstilling af vinduesrammer bestående af sammenlimede lag af lameller, hvis fiberretninger forløber parallelt, med let afrundede kanter, ugyldig?«
13 Indledningsvis bemærkes, at Rådet har tildelt Kommissionen en vid skønsmæssig beføjelse til i samarbejde med medlemsstaternes toldsagkyndige at præcisere indholdet af de positioner, der kommer i betragtning ved tariferingen af en bestemt vare. Kommissionens beføjelse til at vedtage foranstaltninger som angivet i artikel 9, stk. 1, litra a), b), d) og e), i forordning nr. 2658/87, bemyndiger den imidlertid ikke til at ændre indholdet af de toldpositioner, der er blevet fastlagt på grundlag af HS, der blev indført ved konventionen, og hvis anvendelsesområde Fællesskabet ved konventionens artikel 3 har forpligtet sig til ikke at ændre (jf. dom af 14.12.1995, sag C-267/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4845, præmis 19 og 20).
14 Det bemærkes, at efter fast retspraksis følger det af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium ved tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i KN. De forklarende bemærkninger, der for så vidt angår KN, som er udarbejdet af Europa-Kommissionen, og for så vidt angår det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem (herefter »FB/HS«), er udarbejdet af Toldsamarbejdsrådet, indeholder vigtige, om end ikke bindende, bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioners rækkevidde (jf. dom af 28.4.1999, sag C-405/97, Mövenpick Deutschland, Sml. I, s. 2397, præmis 18).
15 Endvidere kan varens anvendelse udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens anvendelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (jf. dom af 1.6.1995, sag C-459/93, Thyssen Haniel Logistic, Sml. I, s. 1381, præmis 13).
16 Pos. 4418 i KN omfatter »Snedker- og tømrerarbejder af træ til bygningsbrug, herunder lamelplader (celleplader) af træ, sammensatte parketstaver og tagspån (shingles og shakes), af træ«.
17 Kommissionen har i sine bemærkninger anført, at pos. 4418 i KN ikke er en position, som angiver varens anvendelse eller bestemmelse, hvorfor det er væsentlig at fastlægge, på hvilken måde de heri indeholdte begreber objektivt skal forstås.
18 Herved bemærkes, at selve ordlyden af pos. 4418 i KN, der henviser til varer, som anvendes »til bygningsbrug«, indeholder et anvendelseskriterium. Dette understøttes i øvrigt af FB/HS til pos. 4418, stk. 1, hvorefter denne »omfatter arbejder af træ ... der anvendes til bygningskonstruktioner af enhver art«.
19 Ifølge FB/HS til pos. 4418, stk. 2, omfatter begrebet »snedkerarbejde ... navnlig tilbehør til bygninger (f.eks. døre, vinduer, skodder, trapper samt dør- og vinduesrammer), mens begrebet tømrerarbejde omfatter træarbejder såsom bjælker, dragere, spær og strøer, der indgår som konstruktionsdele i bygninger eller anvendes i stilladser og forskallinger, herunder sammensatte forskallinger til betonstøbning osv.«.
20 Pos. 4418 i KN omfatter således - med visse undtagelser, som er uden betydning for tvisten i hovedsagen - alle elementer af træ, som anvendes som tilbehør til bygninger eller indgår som konstruktionsdele i bygninger eller anvendes til bygningen heraf (stilladser, forskallinger osv.).
21 Det må imidlertid lægges til grund, at de i hovedsagen omhandlede firkantede emner af træ endnu ikke udgør »ukomplette eller ufærdige« vinduer eller vinduesrammer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i 1. del, afsnit 1, A, som bærer overskriften »Almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur«, jf. punkt 2, litra a), i bilag I til forordning nr. 1734/96. Heraf følger, at disse firkantede emner ikke kan betragtes som snedkerarbejder.
22 Herefter må det undersøges, om disse varer udgør tømrerarbejder.
23 Det følger af såvel forelæggelseskendelsen som af forordning nr. 1509/97, at firkantede emner af træ som de i hovedsagen omhandlede anvendes til fremstilling af vinduesrammer. Den nationale ret har endvidere anført, at disse firkantede emner ikke opfylder de fastsatte modstandskrav, svarede til dem, der gælder for varer, som er omfattet af benævnelsen tømrerarbejder, og Holz Geenen har herved - uden at Kommissionen har fremsat indvendinger herimod - gjort gældende, at de udgør ikke-bærende træ til bygningsbrug.
24 Ingen af de oplysninger, som er kommet frem under forhandlingerne for Domstolen, danner grundlag for at antage, at sådanne firkantede emner af træ skal indgå som konstruktionsdele i bygninger eller anvendes til bygningen heraf, eller at deres karakteristika og egenskaber på nogen måde svarer til dem, der gælder for varer, som er omfattet af betegnelsen »tømrerarbejder« i henhold til pos. 4418 i KN. Heraf følger, at de ikke kan tariferes under denne position.
25 Denne løsning afkræftes ikke af FB/HS til pos. 4418, stk. tre, hvoraf det fremgår, at »som tømrerarbejde betragtes også laminerede bjælker og lignende lamineret træ (limtræ), der er bygningstræ fremstillet ved sammenlimning af et antal lameller med fibrene i samme retning«.
26 I den forbindelse bemærkes, at betydningen af udtrykket lamineret træ (limtræ) [på engelsk »glue-laminated timber (glulam)«], som i øvrigt også fremgår af FB/HS til pos. 4412, stk. 2, hvorefter: »Undtaget fra positionen er imidlertid massive laminerede træprodukter såsom laminerede bjælker og buer (almindeligvis pos. 4418)«, i forbindelse med pos. 4418 i KN er begrænset af ordlyden af denne position. Desuden fremgår det af FB/HS til pos. 4418, stk. 3, at det laminerede træ, som denne henviser til, er bygningstræ (på engelsk »structural timber product«). I denne kontekst betegner udtrykket »lamineret træ« således en vare, som er fremstillet ved sammenlimning af et vist antal lag af træ, hvis fiberretninger forløber parallelt, og som skal indgå som konstruktionsdele i bygninger eller anvendes til bygning heraf.
27 Selv om det således kan udledes af FB/HS til pos. 4418, stk. 3, at visse varer af lamineret træ er omfattet af betegnelsen »bygningstræ«, som er omhandlet i pos. 4418 i KN, kan det ikke udledes af denne benævnelse, at alle varer af lamineret træ skal tariferes som bygningstræ under pos. 4418 i KN. For at sådanne varer skal kunne tariferes under denne position, skal de nødvendigvis besidde de objektive karakteristika og egenskaber, som er defineret i ordlyden af pos. 4418 i KN.
28 Det følger af ovenstående, at Kommissionen har ændret indholdet af pos. 4418 i KN ved i punkt 2 i bilaget til forordning nr. 1509/97 at tarifere »Firkantede emner af træ til fremstilling af vinduesrammer, bestående af sammenlimede lag af lameller, hvis fiberretninger forløber parallelt, med let afrundede kanter, og som måler 48 mm x 72 mm eller 85 mm x 72 mm (bredde x højde)«, i underposition 4418 90 10 i KN.
29 Selv om den nationale ret ikke har spurgt, hvorledes de i hovedsagen omhandlede varer skal tariferes, såfremt det præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, forekommer det hensigtsmæssigt at forsyne den nationale retsinstans med alle fortolkningsmomenter vedrørende fællesskabsretten, som kan komme denne instans til nytte ved vurderingen af nævnte bestemmelses virkninger.
30 I den forbindelse bemærkes, at udtrykket »lamineret træ« (på engelsk »laminated wood«) også anvendes i KN med henblik på at betegne en vare, som er fremstillet ved at sammenlime et vist antal lag af træ.
31 Disse udtryk er bl.a. anvendt i pos. 4412 i KN, som omhandler »Krydsfinér, finerede plader og lignende laminerede træprodukter«. Det følger af fjerde bestemmelse til kapitel 44 i KN og af FB/HS til pos. 4412, stk. 3, at varer, som er omfattet af denne position, forbliver i denne position, selv om de er blevet bearbejdet til former, som er nævnt i pos. 4409, de kan være bøjede, bølgede, perforerede, udskårne eller fremstillet i andre former end kvadratisk og rektangulær eller have undergået enhver anden forarbejdning, forudsat at de ikke derved må karakteriseres som varer under andre positioner. Imidlertid følger det af ordlyden af pos. 4412 i KN samt af FB/HS til pos. 4412, stk. 1, at varer, som henhører under denne position, mindst skal have et udvendigt lag, som består af en finérplade, dvs. af et tyndt lag træ.
32 Udtrykket »spånplader« forekommer også i tredje bestemmelse til kapitel 44 i KN, hvorefter »pos. 4414-4421 ... også (omfatter) varer af spånplader o.lign. ...«. Såfremt de pågældende firkantede emner af træ skal henføres under en af de positioner, som omfatter spånpladevarer i henhold til den ovennævnte bestemmelse, kan der - som generaladvokaten har anført i punkt 49 i forslaget til afgørelse - kun være tale om pos. 4421 i KN, for så vidt som pos. 4418 i KN i henhold til nærværende doms præmis 20 ikke kan finde anvendelse, og idet de øvrige positioner åbenbart heller ikke er relevante. Derfor er underposition 4421 90 99 i KN den eneste tariferingsmulighed for disse firkantede emner.
33 Det påhviler den nationale ret at foretage tariferingen af de i hovedsagen omhandlede varer på grundlag af ovenstående anvisninger.
34 På denne baggrund skal det forelagte spørgsmål besvares således, at forordning nr. 1509/97 er ugyldig, for så vidt som det følger af punkt 2 i bilaget til denne forordning, at »firkantede emner af træ til fremstilling af vinduesrammer, bestående af sammenlimede lag af lameller, hvis fiberretninger forløber parallelt, med let afrundede kanter, og som måler 48 mm x 72 mm eller 85 mm x 72 mm (bredde x højde)«, tariferes i underposition 4418 90 10 i KN.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
35 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN
(Første Afdeling)
vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Finanzgericht München ved kendelse af 24. juni 1998, for ret:
Kommissionens forordning (EF) nr. 1509/97 af 30. juli 1997 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur er ugyldig, for så vidt som det følger af punkt 2 i bilaget til denne forordning, at »firkantede emner af træ til fremstilling af vinduesrammer, bestående af sammenlimede lag af lameller, hvis fiberretninger forløber parallelt, med let afrundede kanter, og som måler 48 mm x 72 mm eller 85 mm x 72 mm (bredde x højde)«, tariferes i underposition 4418 90 10 i KN.
Full & Egal Universal Law Academy