Sammendrag
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Medlemsstater - forpligtelser - traktatbrud - opretholdelse af en med faellesskabsretten uforenelig national bestemmelse - ulovligt, uanset om den paagaeldende faellesskabsretlige bestemmelse er umiddelbart anvendelig
2 Institutionernes retsakter - direktiver - medlemsstaternes gennemfoerelse - direktiv, hvis formaal er at skabe rettigheder for borgerne - inkorporering uden lovgivningsvirksomhed - ikke tilladt
Sammendrag
1 En national lovgivnings uoverensstemmelse med faellesskabsretlige bestemmelser, ogsaa hvor disse sidste er umiddelbart anvendelige, kan kun fjernes helt ved bindende interne regler med samme retlige karakter som de regler, de aendrer.
2 Direktivbestemmelser skal gennemfoeres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er tilstraekkelig specifikke, bestemte og klare til, at de er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, som indebaerer, at de af direktivet omfattede personer i det omfang, det ved direktivet tilsigtes at skabe rettigheder for den enkelte, saettes i stand til at faa fuldt kendskab til deres rettigheder.
Dommens præmisser
1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 25. september 1998 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF) anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til Raadets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 om aendring af direktiv 86/378/EOEF om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT 1997 L 46, s. 20, herefter »direktivet«), idet den ikke har udstedt de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme direktivet.
2 Ved direktivet er der sket en tilpasning af de bestemmelser i direktiv 86/378/EOEF af 24. juli 1986 (EFT L 225, s. 40), der er paavirket af dommen af 17. maj 1990 i sag C-262/88, Barber (Sml. I, s. 1889).
3 I medfoer af direktivets artikel 3, stk. 1, skulle medlemsstaterne traeffe de foranstaltninger, der var noedvendige for at efterkomme direktivet, inden den 1. juli 1997. De skulle straks underrette Kommissionen herom.
4 Efter at Kommissionen havde konstateret, at fristen var udloebet, og at den ikke var blevet underrettet om foranstaltninger truffet af Den Franske Republik, opfordrede
den ved skrivelse af 9. september 1997 denne medlemsstat til at fremsaette sine bemaerkninger inden for en frist paa to maaneder.
5 I skrivelse af 26. november 1997 oplyste de franske myndigheder, at de foranstaltninger, der var noedvendige for at efterkomme direktivet, var under forberedelse.
6 Da Kommissionen ikke var blevet underrettet om de bestemmelser, der var udstedt for at efterkomme direktivet, sendte den ved skrivelse af 22. april 1998 en begrundet udtalelse til Den Franske Republik og opfordrede den til at traeffe de foranstaltninger, der var noedvendige for at efterkomme forpligtelserne i henhold til direktivet, inden to maaneder efter meddelelsen af udtalelsen.
7 Ved skrivelse af 17. juli 1998 svarede de franske myndigheder, at lovbestemmelserne om loenmodtagere fandtes i det kommende lovforslag, der indeholdt forskellige socialpolitiske foranstaltninger, som skulle forelaegges for parlamentet. Desuden anfoerte de, at de paagaeldende erhvervstilknyttede ordninger frit blev fastsat og aendret af arbejdsmarkedets parter inden for rammerne af national ret og under overholdelse af faellesskabsretten, og at en stor del af de private ordninger havde vaeret genstand for de noedvendige tilpasninger, inden direktivet blev vedtaget, direkte paa grundlag af retspraksis ifoelge Barber-dommen, som nu var kendt af de ansvarlige for ordningerne.
8 Da Kommissionen ikke modtog andre meddelelser fra Den Franske Republik, anlagde den naervaerende sag.
9 Den franske regering har ikke bestridt, at direktivet ikke er blevet gennemfoert inden for den fastsatte frist. Den har anfoert, at et lovforslag, der sikrer direktivets gennemfoerelse, skal vedtages af parlamentet.
10 Regeringen har imidlertid for det foerste gjort gaeldende, at de paagaeldende erhvervstilknyttede ordninger frit fastsaettes og aendres af arbejdsmarkedets parter inden for rammerne af national ret og under overholdelse af faellesskabsretten, og dernaest, at en stor del af de private ordninger allerede havde vaeret genstand for de noedvendige tilpasninger, inden direktivet blev vedtaget, og endelig, at det foelger af princippet om faellesskabsrettens direkte virkning og forrang, at borgerne ikke kan paaberaabe sig sidste afsnit i artikel L 913-1 i code de la sécurité sociale (lov om social sikring) - hvorefter forskelsbehandling er tilladt for saa vidt angaar fastsaettelse af pensionsalderen og betingelserne for tilkendelse af efterladtepension - for de franske domstole.
11 I denne forbindelse er det tilstraekkeligt at bemaerke dels, at en national lovgivnings uoverensstemmelse med faellesskabsretlige bestemmelser, ogsaa hvor disse sidste er umiddelbart anvendelige, ifoelge fast praksis kun kan fjernes helt ved bindende interne regler med samme retlige karakter som de regler, de aendrer, dels at direktivbestemmelser skal gennemfoeres ved bestemmelser, hvis bindende virkning er uomtvistelig, og som er tilstraekkelig specifikke, bestemte og klare til, at de er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet, som indebaerer, at de af direktivet omfattede personer i det omfang, det ved direktivet tilsigtes at skabe rettigheder for den enkelte, saettes i stand til at faa fuldt kendskab til deres rettigheder (jf. dom af 13.3.1997, sag C-197/96, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 1489, praemis 14 og 15).
12 Under disse omstaendigheder maa der, da direktivet ikke er gennemfoert inden for den i direktivet fastsatte frist, gives Kommissionen medhold i dens paastand.
13 Det maa derfor fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til direktivet, idet den ikke har udstedt alle de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme dette.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da Kommissionen har nedlagt paastand om, at Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Franske Republik har tabt sagen, boer det paalaegges den at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
Paa grundlag af disse praemisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN
(Foerste Afdeling)
1) Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til Raadets direktiv 96/97/EF af 20. december 1996 om aendring af direktiv 86/378/EOEF om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, idet den ikke har udstedt alle de love og administrative bestemmelser, der er noedvendige for at efterkomme direktivet.
2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy