Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Tjenestemænd - søgsmål - forudgående administrativ klage - frister - udløbet - fristfornyelse - betingelse - ny omstændighed - beslutning om ændring af kriterierne for indplacering i lønklasse ved ansættelsen
(Tjenestemandsvedtægten, art. 31, stk. 2, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd - ligebehandling - ansættelse - indplacering i lønklasse - fornyet bedømmelse - ret til at anmode om fornyet bedømmelse begrænset til tjenestemænd ansat efter afsigelsen af dom af 5. oktober 1995, sag T-17/95 - manglende objektiv begrundelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 5, stk. 3)
Sammendrag
1. Kommissionens beslutning af 7. februar 1996 om ændring af kriterierne for indplacering i lønklasse af tjenestemænd ansat efter den 5. oktober 1995 skal betragtes som en generelt anvendelig beslutning, der anfægter en række administrative afgørelser, der var blevet endelige, og udgør dermed en ny faktisk omstændighed, der udgør et klagepunkt for tjenestemænd ansat før den 5. oktober 1995 og åbner for så vidt angår disse mulighed for at indgive en ansøgning under overholdelse af fristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 med henblik på at opnå en ændring af deres indplacering.
( jf. præmis 49 )
2. Beslutningen af 7. februar 1996, der blev truffet som følge af dommen af 5. oktober 1995, sag T-17/95, Alexopoulou, og som ændrede kriterierne for indplacering i lønklasse af tjenestemænd ansat efter den 5. oktober 1995, tilsidesatte det almindelige princip om ligebehandling, der indeholdes i vedtægtens artikel 5, stk. 3, idet forskelsbehandlingen, der følger af, at tjenestemænd ved Kommissionen udnævnt efter den 5. oktober 1995 kunne anmode om en fornyet bedømmelse af deres indplacering, mens personer, der var blevet ansat før denne dato, var afskåret herfra, ikke er objektivt berettiget som følge af, at datoen den 5. oktober 1995 er datoen for afsigelsen af den nævnte dom.
Med henblik på fuldbyrdelsen af dommen var det ikke i forhold til de tjenestemænd, der ikke var parter i sagen, nødvendigt at anvende denne dato for ikrafttrædelsen af beslutningen af 7. februar 1996. I øvrigt bemærkes, at selv om Kommissionen, da den vedtog denne beslutning, udviste hensyntagen til de tjenestemænd, der var blevet ansat efter den 5. oktober 1995 og ikke inden for den fastsatte frist havde anfægtet afgørelsen om deres indplacering, er der intet, der kan berettige og heller ikke forklare, at den ikke udstrakte denne hensyntagen til de tjenestemænd, der var blevet ansat mellem 1983 og den 5. oktober 1995 og befandt sig i den samme situation.
( jf. præmis 55-57 )
Parter
I sag C-389/98 P,
Hans Gevaert, tjenestemand ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, med bopæl i Merelbeke (Belgien), ved advokat N. Lhoëst, og med valgt adresse i Luxembourg,
appellant,
angående appel af kendelse afsagt den 19. august 1998 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Første Afdeling) i sag T-160/97, Gevaert mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A, s. 465, og II, s. 1363), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne kendelse,
den anden part i appelsagen:
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Valsesia, C. Berardis-Kayser og F. Duvieusart-Clotuche, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
sammensat af dommer D.A.O. Edward som fungerende formand for Femte Afdeling, og dommerne P. Jann og L. Sevón (refererende dommer),
generaladvokat: P. Léger
justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 15. december 1999,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 28. marts 2000,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 2. november 1998 har Hans Gevaert i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen iværksat appel af kendelse afsagt den 19. august 1998 af Retten i Første Instans i sag T-160/97, Gevaert mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A, s. 465, og II, s. 1363, herefter »den anfægtede kendelse«), for så vidt som Retten herved afviste Gevaert's søgsmål med påstand om annullation af afgørelsen af 26. august 1996 fra Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om afslag på hans ansøgning om ændret indplacering i lønklasse.
Relevante retsregler og faktiske omstændigheder
2 Artikel 5, stk. 3, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) bestemmer:
»Tjenestemænd, der tilhører samme kategori eller samme tjenestegruppe, er undergivet de samme ansættelses- og karrierevilkår.«
3 Vedtægtens artikel 31 lyder således:
»1. De på denne måde udvalgte ansøgere udnævnes til:
- tjenestemænd i kategori A eller i sprogtjenesten:
i den laveste lønklasse i deres kategori eller tjenestegruppe
- tjenestemænd i de andre kategorier:
i den laveste lønklasse svarende til den stilling, i hvilken de er ansat.
2. Ansættelsesmyndigheden kan dog inden for følgende grænser fravige ovennævnte bestemmelser:
a) lønklasserne A1, A2, A3 og LA3:
- op til halvdelen af udnævnelserne, når det drejer sig om stillinger, der er blevet ledige
- op til to tredjedele af udnævnelserne, når det drejer sig om nyoprettede stillinger
b) andre lønklasser:
- op til en tredjedel af udnævnelserne, når det drejer sig om stillinger, der er blevet ledige
- op til halvdelen af udnævnelserne, når det drejer sig om nyoprettede stillinger.
Med undtagelse af lønklasse LA3 finder denne bestemmelse anvendelse på grupper af seks stillinger, der skal besættes inden for hver lønklasse.«
4 Efter at en tjenestemand havde anlagt sag, annullerede Retten afgørelsen om indplaceringen af den pågældende (Rettens dom af 5.10.1995, sag T-17/95, Alexopoulou mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 227, og II, s. 683).
5 Den pågældende tjenestemand var blevet indplaceret i den laveste lønklasse i hendes kategori i medfør af en intern beslutning af 1. september 1983 vedrørende de i forbindelse med ansættelse gældende kriterier for indplacering i lønklasse og på løntrin (herefter »beslutningen af 1. september 1983«), hvorved Kommissionen havde givet afkald på den skønsbeføjelse, som vedtægtens artikel 31, stk. 2, tillægger den. Med hensyn til denne beslutning fastslog Retten imidlertid, at selv om udøvelsen af den skønsbeføjelse, ansættelsesmyndigheden er tillagt ved vedtægtens artikel 31, stk. 2, ifølge retspraksis kan reguleres nærmere ved interne beslutninger, såsom beslutningen af 1. september 1983, kan Kommissionen dog ikke ved en almindelig beslutning indskrænke eller begrænse retsvirkningerne af vedtægtens bestemmelser. Retten konkluderede følgelig, at Kommissionen ikke kan give fuldstændigt afkald på sin beføjelse i henhold til vedtægtens artikel 31, stk. 2, derved, at den fastsætter en præceptiv regel om, at en nyansat tjenestemand aldrig kan indplaceres i en anden lønklasse end den laveste lønklasse i den pågældende stillingsgruppe, og den fastslog herefter, at beslutningen af 1. september 1983 var i strid med vedtægten.
6 Retten understregede herved navnlig, at det for at undgå, at vedtægtens artikel 31, stk. 2, mister enhver retsvirkning, påhviler ansættelsesmyndigheden, når der foreligger særlige tilfælde, f.eks. når en ansøger har ganske usædvanlige kvalifikationer, at foretage en konkret vurdering af, om den nævnte bestemmelse bør bringes i anvendelse. En sådan forpligtelse foreligger navnlig, når tjenestens særlige behov kræver ansættelse af en særligt kvalificeret tjenestemand og således gør det berettiget at anvende bestemmelserne i vedtægtens artikel 31, stk. 2, eller når den ansatte person har ganske usædvanlige kvalifikationer og anmoder om, at de nævnte bestemmelser bringes i anvendelse. Retten bemærkede imidlertid, at når henses til den meget forskelligartede faglige erfaring, som ansøgere til stillinger i fællesskabsinstitutionerne har, råder ansættelsesmyndigheden inden for de rammer, der er fastlagt i vedtægtens artikel 31 og artikel 32, stk. 2, eller i interne beslutninger truffet i henhold hertil, over et skøn ved vurderingen af den tidligere erhvervede faglige erfaring hos en person, der ansættes som tjenestemand, såvel for så vidt angår karakteren af denne erfaring og dens varighed som dens større eller mindre relevans for den pågældende stillings krav (dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen, præmis 21).
7 Efter dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen vedtog Kommissionen beslutningen af 7. februar 1996 (herefter »beslutningen af 7. februar 1996«), der blev offentliggjort i Meddelelser fra Administrationen af 27. marts 1996, og hvorved den foretog en ændring af beslutningen af 1. september 1983. Ved denne ændring blev artikel 2, stk. 1, i den sidstnævnte beslutning affattet således:
»Ansættelsesmyndigheden indplacerer tjenestemanden på prøve i den laveste lønklasse i den stillingsgruppe, han/hun er ansat i.
Såfremt den pågældende tjenestegren har et specifikt behov for en særlig højt kvalificeret tjenestemand, eller den nyansattes kvalifikationer er usædvanligt høje, kan ansættelsesmyndigheden undtagelsesvis beslutte at indplacere tjenestemanden på prøve i en højere lønklasse i stillingsgruppen.«
8 Beslutningen af 7. februar 1996 angiver, at den træder i kraft den 5. oktober 1995, datoen for afsigelsen af dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen.
9 Et stort antal tjenestemænd søgte herefter om at blive indplaceret i en højere lønklasse i stillingsgruppen i medfør af vedtægtens artikel 31, stk. 2. Der er for Retten blevet indbragt over 80 søgsmål, hvorunder sagsøgerne påstår annullation af en afgørelse om udnævnelse eller annullation af en afgørelse om afslag på en anmodning om ændring af en afgørelse om indplacering i lønklasse.
10 Kronologien over Gevaert's tjenestemandskarriere samt over de afgørelser og beslutninger, der har betydning under hans tvist med Kommissionen, kan gengives således:
- 18. januar 1995: udnævnelse til tjenestemand på prøve ved Kommissionen som assisterende kontorfuldmægtig med indplacering i lønklasse B5, løntrin 3, med virkning fra den 1. september 1994
- 6. juni 1995: fastansættelse med virkning fra den 1. juni 1995
- 5. oktober 1995: datoen for afsigelsen af dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen og ikrafttrædelsestidspunkt for beslutningen af 7. februar 1996
- 7. februar 1996: Kommissionens generelle beslutning om ændring af beslutningen af 1. september 1983
- 27. marts 1996: offentliggørelse af beslutningen af 7. februar 1996 i Meddelelser fra Administrationen
- 24. juni 1996: ansøgning om ændring af indplaceringen i lønklasse
- 26. august 1996: afslag på ansøgningen
- 25. november 1996: indgivelse af en klage
- 3. februar 1997: udtrykkelig afgørelse om afvisning af klagen, meddelt den 24. februar 1997
- 23. maj 1997: anlæggelse af sag ved Retten.
Den anfægtede kendelse
11 Efter at Kommissionen havde rejst en formalitetsindsigelse, blev sagen afvist ved den anfægtede kendelse med den begrundelse, at beslutningen af 7. februar 1996 ikke var en ny faktisk omstændighed, der kunne begrunde, at klage- og søgsmålsfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 løb på ny med henblik på anfægtelse af afgørelsen af 18. januar 1995 om Gevaert's indplacering.
12 I præmis 33 i kendelsen fastslog Retten, at Gevaert ikke inden for den frist på tre måneder, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2, havde påklaget ansættelsesmyndighedens afgørelse af 18. januar 1995 om hans indplacering ved ansættelsen. Den bemærkede herved i præmis 34, at en tjenestemand ikke kan anfægte betingelserne for ansættelsen, når det oprindeligt fastlagte ansættelsesforhold er blevet endeligt.
13 Ved behandlingen af ansøgningen om ændring af indplaceringen i lønklasse, således som denne var formuleret af Gevaert, bemærkede Retten i præmis 35 og 36 i den anfægtede kendelse, at selv om ansøgningen måtte fortolkes således, at tjenestemanden hermed alene tilsigtede at opnå en ændring af sin nuværende indplacering og ikke en ændring af sin indplacering på ansættelsestidspunktet, stod det dog fast, at denne ansøgning, der var baseret på vedtægtens artikel 31, stk. 2, nødvendigvis anfægtede betingelserne for hans oprindelige ansættelse eller i det mindste indirekte anfægtede ansættelsesmyndighedens afgørelse af 18. januar 1995, der var blevet endelig.
14 Efter at Retten i præmis 37 i den anfægtede kendelse havde mindet om princippet om, at kun en væsentlig ny faktisk omstændighed kan begrunde, at der forelægges en ansøgning, hvis formål er at få ændret en afgørelse, der ikke er blevet anfægtet rettidigt, fastslog den i præmis 39, at beslutningen af 7. februar 1996 efter selve sin art og retlige rækkevidde ikke kunne udgøre en ny faktisk omstændighed, da den hverken havde til formål eller til følge at anfægte administrative afgørelser, der var blevet endelige, før den trådte i kraft.
15 Vedrørende det forhold, at ikrafttrædelsestidspunktet for beslutningen af 7. februar 1996 var blevet fastsat til den 5. oktober 1995, nemlig datoen for afsigelsen af dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen, bemærkede Retten i den anfægtede kendelses præmis 40, at dette indebar, at beslutningen kun fandt anvendelse på tjenestemænd, der var blevet ansat efter den 5. oktober 1995. I præmis 42 fastslog Retten, at Kommissionen ved vedtagelsen af denne beslutning blot havde foretaget en nødvendig ændring af beslutningen af 1. september 1983 med henblik på at efterkomme dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen.
16 I øvrigt understregede Retten i præmis 43 i den anfægtede kendelse, at vedtægtens artikel 31, stk. 2, ikke indeholder en regel, der skal bringes i anvendelse på alle tjenestemænd, men at bestemmelsen tværtimod tildeler ansættelsesmyndigheden en beføjelse til efter et skøn - helt undtagelsesvis - at udnævne en nyansat tjenestemand i en højere lønklasse i hans stillingsgruppe. Den bemærkede endvidere, at det fremgår af dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen, at ansættelsesmyndigheden ikke i almindelighed er forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at undersøge, om vedtægtens artikel 31, stk. 2, bør finde anvendelse, og heller ikke skal begrunde en afgørelse om ikke at gøre brug af denne bestemmelse.
17 I betragtning af, at den mulighed, som administrationen har for at udnævne en nyansat tjenestemand i en højere lønklasse i de laveste eller mellemste stillingsgrupper, skal forstås som en undtagelse fra de almindelige regler for indplacering, fastslog Retten i den anfægtede kendelses præmis 44, at vedtagelsen af beslutningen af 7. februar 1996 ikke indeholdt et klagepunkt i forhold til Gevaert og derfor ikke kunne anses for en ny faktisk omstændighed i forhold til ham.
18 På grundlag af disse betragtninger, og navnlig henset til, at vedtægtens artikel 31, stk. 2, har karakter af en undtagelsesbestemmelse, fastslog Retten i den anfægtede kendelses præmis 45, at Kommissionens afslag på en ansøgning om ændret indplacering i lønklasse, der var indgivet efter udløbet af klagefristen, ikke kunne udgøre en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
19 I den anfægtede kendelses præmis 46 forkastede Retten også Gevaert's argument om, at Kommissionen havde tilsidesat sin bistandspligt, idet Retten fastslog, at denne pligt ikke må føre administrationen til at fortolke en fællesskabsbestemmelse på en måde, der er i strid med dens udtrykkelige ordlyd. I den foreliggende sag kunne vedtægtens artikel 31, stk. 2, ikke fortolkes således, at den skulle bringes i anvendelse på alle tjenestemænd.
20 I den anfægtede kendelses præmis 47 og 48 forkastede Retten endvidere argumentet om, at det var paradoksalt, at Kommissionen i denne sag ikke efterkom sagsøgerens ansøgning om fornyet bedømmelse af indplaceringen i lønklasse, når den i forbindelse med vedtagelsen af beslutningen af 1. september 1983 samtidig havde givet samtlige tjenestemænd, der var indplaceret efter de gamle indplaceringskriterier, mulighed for at søge om en ændring af deres indplacering. Ifølge Retten vedrørte den i 1983 tilbudte mulighed kun en fornyet undersøgelse i henhold til de indplaceringskriterier, der var gældende på tidspunktet for tjenestemændenes oprindelige ansættelse, hvorimod Gevaert søgte om en fornyet undersøgelse af hans indplacering efter de nye kriterier i henhold til beslutningen af 7. februar 1996.
21 Retten fandt, at Gevaert ikke havde været i stand til at påvise, at der forelå nye faktiske omstændigheder, som gjorde det berettiget at lade fristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 løbe på ny, og fastslog herefter i den anfægtede kendelses præmis 50, at han var afskåret fra at anfægte afgørelsen af 18. januar 1995, hvorfor den afviste sagen.
Appellen
22 Appellen hviler på tre anbringender, som støttes på, at fællesskabsretten er tilsidesat. Med det første anbringende gøres det gældende, at der foreligger en fejl ved den retlige kvalificering af Gevaert's ansøgning. Det andet hviler på, at der foreligger en fejl ved den retlige kvalificering af beslutningen af 7. februar 1996, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, ligesom der henvises til vedtægtens artikel 5, stk. 3. Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der foreligger en modsigelse i den anfægtede kendelses præmisser.
23 Med det første anbringende, der vedrører præmis 35, 36 og 37 i den anfægtede kendelse, har Gevaert anført, at Retten foretog en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, da den fandt, at hans ansøgning om ændret indplacering indebar risiko for, at hans oprindelige indplacering blev anfægtet, når det, han havde ansøgt om, var en ændring af hans indplacering med virkning fra den 5. oktober 1995.
24 Denne fejl har haft retlige konsekvenser, idet Retten undersøgte, hvorvidt der forelå en ny faktisk omstændighed, som kunne føre til en fornyet bedømmelse af beslutningen om Gevaert's oprindelige indplacering og dermed bringe klagefristerne til at løbe på ny, hvorimod Retten blot burde have undersøgt det spørgsmål, om der, sammenlignet med det tidspunkt hvor Kommissionen traf afgørelsen om den oprindelige indplacering, var indtrådt en væsentlig ændring af omstændighederne, der gjorde det berettiget at søge om en ændring af den nuværende indplacering.
25 Det andet anbringende, som vedrører kendelsens præmis 39-45, har Gevaert alene fremført, såfremt Domstolen måtte finde, at hans ansøgning om ændret indplacering anfægtede afgørelsen om hans oprindelige indplacering.
26 Gevaert har anført, at Kommissionens beslutning af 7. februar 1996 gjorde det berettiget at ansøge om en ændret indplacering, idet beslutningen udgjorde en ny faktisk omstændighed eller i det mindste en væsentlig ændring af omstændighederne i forhold til tidspunktet for afgørelsen om den oprindelige indplacering. Afgørelsen om afslag på denne ansøgning om ændring er følgelig en anfægtelig retsakt og ikke en bekræftelse af afgørelsen om den oprindelige indplacering.
27 I modsætning til, hvad Retten har fastslået, finder Gevaert, at denne nye faktiske omstændighed - eller i det mindste denne væsentlige ændring af omstændighederne - kan føre til en forskelsbehandling mellem tjenestemænd, der er ansat før den 5. oktober 1995, og tjenestemænd ansat efter denne dato, og dermed udgøre en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, som er en højerestående retsregel. Dette princip er navnlig fastslået i vedtægtens artikel 5, stk. 3, der bestemmer: »Tjenestemænd, der tilhører samme kategori eller samme tjenestegruppe, er undergivet de samme ansættelses- og karrierevilkår.«
28 Gevaert erkender, at Kommissionens beslutning af 7. februar 1996 ikke giver ham en automatisk ret til at blive indplaceret i en højere lønklasse i stillingsgruppen, idet ansættelsesmyndigheden råder over et skøn. Han finder imidlertid, at denne beslutning - da vedtægtens artikel 31, stk. 2, ellers bliver uden enhver betydning - giver ham en ubetinget ret til at få foretaget en undersøgelse af hans kvalifikationer og af tjenestens særlige behov med henblik på, at han i givet fald kan blive indplaceret i en anden lønklasse end den laveste lønklasse i stillingsgruppen.
29 Han finder følgelig, at Retten har tilsidesat ligebehandlingsprincippet og vedtægtens artikel 5, stk. 3, da den fastslog, at ansættelsesmyndigheden med hjemmel i sin skønsbeføjelse kunne afslå at foretage en objektiv undersøgelse af hans kvalifikationer, med den begrundelse, at artikel 31, stk. 2, ikke skulle bringes i anvendelse på alle tjenestemænd.
30 Med det tredje anbringende kritiserer Gevaert Retten for at have modsagt sig selv med udtalelsen om, at beslutningen af 7. februar 1996 hverken har til formål eller til følge at anfægte endelige afgørelser om indplacering, dvs. indplaceringsafgørelser, der var truffet mere end tre måneder før, mens den på den anden side anerkender, at beslutningen finder anvendelse på alle de tjenestemænd, der er ansat efter den 5. oktober 1995, dvs. også på dem, for hvem afgørelsen om indplacering er blevet truffet mere end tre måneder før og således er blevet endelig.
31 Kommissionen har anført, at det første anbringende om, at Gevaert's ansøgning blev kvalificeret urigtigt, er uden grundlag. Den henviser navnlig til det sted i den anfægtede kendelses præmis 36, hvor det anføres, at selv om man følger sagsøgerens opfattelse, »står det dog fast, at denne ansøgning indirekte anfægter ansættelsesmyndighedens afgørelse af 18. januar 1995, som er blevet endelig«.
32 Vedrørende det andet anbringende har Kommissionen anført, at den ved beslutningen af 7. februar 1996 alene forfulgte det formål at klargøre beslutningen af 1. september 1983 ved heri at optage de principper, der var fastslået i dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen, og som den skulle rette sig efter. En beslutning af denne art er en intern retningslinje, der må betragtes som en vejledende praksisnorm, som administrationen pålægger sig selv inden for rammerne af den skønsbeføjelse, den råder over.
33 Eftersom beslutningen af 7. februar 1996 blot gentog det princip i vedtægten, som blev understreget i dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen, og en dom ikke i sig selv kan udgøre en ny faktisk omstændighed i forhold til tredjemænd, kan denne beslutning efter Kommissionens opfattelse ikke påberåbes af Gevaert som en ny omstændighed, der begrunder en ansøgning om ændring af hans indplacering.
34 Med hensyn til den påståede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet har Kommissionen understreget, at den retspraksis, Gevaert har henvist til i appelskriftet, ikke er relevant i denne sag, da den vedrører den situation, hvor en ny regel skal finde anvendelse uden forskel på enhver tjenestemand, der kan gøre gældende, at han befinder sig i en bestemt situation, mens sagsøgerens situation derimod vedrører vedtægtens artikel 31, stk. 2, i medfør af hvilken ansættelsesmyndigheden i henhold til en skønsbeføjelse kan indplacere en nyansat tjenestemand i en højere lønklasse i stillingsgruppen.
35 Som svar på det tredje anbringende har Kommissionen anført, at den ved beslutningen af 7. februar 1996 blot gav tjenestemændene underretning om rækkevidden af vedtægtens artikel 31, stk. 2, således som understreget i dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen, uden dermed at skabe nye rettigheder. Den bestrider følgelig, at der foreligger en modsigelse i den anfægtede kendelses begrundelse.
Domstolens bemærkninger
Det første anbringende
36 Ved afgørelsen af, om Retten foretog en urigtig kvalificering, da den fandt, at Gevaert's ansøgning havde til formål at anfægte betingelserne for hans oprindelige ansættelse, skal det først fastslås, at ansøgningen, som han underskrev den 24. juni 1996, har overskriften »Ansøgning om ændret indplacering på grundlag af artikel 31, stk. 2« (»Aanvrag tot herklassering op basis van art. 31 par. 2«), og det angives heri bl.a., at han mener at have den fornødne erfaring og de fornødne kvalifikationer med henblik på at ansøge om en ændret bedømmelse af hans nuværende indplacering (»... I believe I have the sufficient experience and skills to demand a review of my actual grade«).
37 Klagen, som Gevaert indgav den 25. november 1996, angiver sin genstand ved benævnelsen »ændret indplacering«. Det anføres i klagen, at klageren anmoder om »en fornyet undersøgelse af sin tjenstlige stilling og en passende tilpasning af hans indplacering«, og at Kommissionen »således misforstår ansøgningens rækkevidde, når den mener, at denne udgør en anfægtelse af afgørelsen om den oprindelige indplacering«.
38 Da der er tale om en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 31, stk. 2, skal det bemærkes, at denne bestemmelse vedrører indplaceringen i lønklasse på ansættelsestidspunktet af tjenestemænd, der har bestået en udvælgelsesprøve, som giver dem adgang til ansættelse i Fællesskabets institutioner.
39 En ansøgning om ændret indplacering har således til formål at opnå en ændring af den oprindelige indplacering i lønklasse, der fandt sted på tidspunktet for udnævnelsen af tjenestemanden. Der må sondres mellem denne situation og tildeling af en forfremmelse, som ifølge vedtægtens artikel 45, stk. 1, indebærer, at en tjenestemand under sin karriere oprykkes i en højere lønklasse inden for den kategori, han tilhører.
40 Som Domstolen allerede har fastslået, skal den beføjelse, der hjemles ved vedtægtens artikel 31, stk. 2, til under fravigelse af artiklens stk. 1 og rent undtagelsesvis at udnævne en tjenestemand i en højere lønklasse inden for en stillingsgruppe og ikke i den laveste lønklasse, med de budgetmæssige konsekvenser, som dette indebærer, gøre det muligt for ansættelsesmyndigheden at tage hensyn til tjenestens særlige behov såvel som til den pågældendes faglige erfaringer på tidspunktet for hans udnævnelse (jf. herved dom af 29.6.1994, sag C-298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. I, s. 3009, præmis 14 og 15).
41 Det følger heraf, at selv om den ændrede indplacering, som Gevaert havde ansøgt om, først fik virkning fra den 5. oktober 1995, måtte den hvile på en hensyntagen til hans særlige kvalifikationer og faglige erfaring på tidspunktet for hans oprindelige ansættelse.
42 Det er følgelig med rette, at Retten i den anfægtede kendelses præmis 35 fastslog, at Gevaert's ansøgning, der støttedes på vedtægtens artikel 31, stk. 2, nødvendigvis anfægtede vilkårene for hans oprindelige indplacering.
43 Det første anbringende må derfor forkastes.
Det andet anbringende
44 Indledningsvis skal rækkevidden af beslutningen af 7. februar 1996 fastlægges. Denne beslutning, der blev offentliggjort den 27. marts 1996, angiver, at den træder i kraft den 5. oktober 1995, datoen for afsigelsen af dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen.
45 Det må konstateres, at denne beslutning, der blev vedtaget som en foranstaltning til gennemførelse af dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen, ændrede de kriterier for indplacering af nyansatte tjenestemænd, som Kommissionen havde anvendt siden beslutningen af 1. september 1983, og åbnede mulighed for en ændring af indplaceringen for en vis gruppe tjenestemænd, nemlig for dem, der var udnævnt efter den 5. oktober 1995.
46 Denne beslutning havde dermed til virkning, at administrative afgørelser, der var blevet endelige, kunne anfægtes - i modsætning til hvad Retten anfører i præmis 39 i den anfægtede kendelse - eftersom nogle tjenestemænd kunne ansøge om en ændring af deres indplacering, selv om de ikke rettidigt havde anlagt sag til prøvelse af den afgørelse, der fastlagde deres indplacering i forbindelse med deres udnævnelse.
47 For så vidt angår argumentet om, at vedtægtens artikel 31, stk. 2, ikke indeholder en regel, der skal bringes i anvendelse på alle tjenestemænd, er det tilstrækkeligt, således som Retten selv gjorde det, at fastslå, »at vedtægtens artikel 31, stk. 2, ville miste enhver retsvirkning, såfremt ansættelsesmyndigheden ikke i særlige tilfælde, f.eks. når en ansøger har ganske usædvanlige kvalifikationer, er forpligtet til at foretage en konkret vurdering af, om den nævnte bestemmelse bør bringes i anvendelse. En sådan forpligtelse foreligger navnlig, når tjenestens særlige behov kræver ansættelse af en særligt kvalificeret tjenestemand, således at det er berettiget at anvende bestemmelserne i vedtægtens artikel 31, stk. 2, eller når den pågældende har ganske usædvanlige kvalifikationer og anmoder om, at disse bestemmelser bringes i anvendelse« (dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen, præmis 21).
48 Det følger af det anførte, at selv om ansættelsesmyndigheden har et skøn, når den bedømmer en tjenestegrens behov og en ansøgers faglige erfaring, fritager dette skøn den dog ikke fra forpligtelsen til at behandle en ansøgning om, at bestemmelserne i vedtægtens artikel 31, stk. 2, bringes i anvendelse, såfremt ansøgningen indgives af en ansat tjenestemand, der mener at have ganske usædvanlige kvalifikationer.
49 Følgelig var beslutningen af 7. februar 1996 om ændring af kriterierne for indplacering en generelt anvendelig beslutning, der anfægtede en række administrative afgørelser, der var blevet endelige. I modsætning til hvad Retten anfører i den anfægtede kendelses præmis 39, udgjorde den dermed en ny faktisk omstændighed, der i den konkrete sag udgjorde et klagepunkt for tjenestemænd ansat før den 5. oktober 1995. Disse skulle følgelig under overholdelse af fristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 have adgang til at indgive en ansøgning til Kommissionen med henblik på at opnå en ændring af deres indplacering.
50 Det følger af det anførte, at ansøgningen om ændret indplacering, som Gevaert indgav den 24. juni 1996, var behørigt indgivet, og at det søgsmål, der var anlagt ved Retten til anfægtelse af afgørelsen om afslag på denne ansøgning, kunne antages til realitetsbehandling.
51 Da det andet anbringende er begrundet, skal den anfægtede kendelse ophæves, uden at det er nødvendigt at undersøge det tredje anbringende.
Realiteten i søgsmålet
52 I overensstemmelse med artikel 54 i EF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen, og idet sagen er moden til påkendelse, skal der tages stilling til realiteten vedrørende påstanden om annullation af Kommissionens afgørelse af 26. august 1996, hvorved den afslog Gevaert's ansøgning om en ændring af hans indplacering i lønklasse.
53 Gevaert har anført, at denne afgørelse hvilede på en generel beslutning, der er ulovlig. Beslutningen af 7. februar 1996 er nemlig i strid med ligebehandlingsprincippet, fordi den ikke finder anvendelse på tjenestemænd udnævnt før den 5. oktober 1995.
54 Der skal herved bemærkes, at princippet om ligebehandling, der er fastslået i vedtægtens artikel 5, stk. 3, er en generel regel, der finder anvendelse på bestemmelserne om ansættelse i Fællesskabets institutioner. Der foreligger en forskelsbehandling i strid med denne regel, såfremt der foretages en forskellig behandling af identiske eller sammenlignelige situationer, og denne forskel i behandlingen ikke er objektivt begrundet (jf. herved dom af 2.12.1982, forenede sager 198/81-202/81, Micheli m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 4145, præmis 5 og 6; jf. vedrørende vilkårene ved ansættelse domme af 11.7.1985, forenede sager 66/83, 67/83 og 68/83 og 136/83-140/83, Hattet m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2459, præmis 24, og sag 119/83, Appelbaum mod Kommissionen, Sml. s. 2423, præmis 25).
55 Det må i denne sag fastslås, at beslutningen af 7. februar 1996 behandlede de tjenestemænd, der er ansat efter den 5. oktober 1995, bedre end dem, der blev ansat før denne dato, da de personer, der var blevet ansat efter den 5. oktober 1995, kunne anmode om en fornyet bedømmelse af deres indplacering, mens personer, der var blevet ansat før denne dato, var afskåret herfra.
56 Denne forskel i behandlingen er ikke objektivt berettiget som følge af, at datoen den 5. oktober 1995 er datoen for afsigelsen af dommen i sagen Alexopoulou mod Kommissionen. Med henblik på fuldbyrdelsen af dommen var det ikke i forhold til de tjenestemænd, der ikke var parter i sagen, nødvendigt at anvende denne dato for ikrafttrædelsen af beslutningen af 7. februar 1996. I øvrigt bemærkes, at selv om Kommissionen, da den vedtog denne beslutning, udviste hensyntagen til de tjenestemænd, der var blevet ansat efter den 5. oktober 1995 og ikke inden for den fastsatte frist havde anfægtet afgørelsen om deres indplacering, er der intet, der kan berettige eller forklare, at den ikke udstrakte denne hensyntagen til de tjenestemænd, der var blevet ansat mellem 1983 og den 5. oktober 1995 og befandt sig i den samme situation.
57 Det må følgelig fastslås, at beslutningen af 7. februar 1996 tilsidesatte det almindelige princip om ligebehandling, der indeholdes i vedtægtens artikel 5, stk. 3, idet den behandlede sammenlignelige situationer forskelligt, endog uden at angive grunde, som kunne gøre denne forskellige behandling objektivt berettiget.
58 Afgørelsen af 26. august 1996 om afslag på Gevaert's ansøgning om ændring af hans indplacering i lønklasse må herefter annulleres, for så vidt som den hvilede på denne generelle beslutning, der var i strid med ligebehandlingsprincippet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
59 Procesreglementets artikel 122, stk. 1, bestemmer, at såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagens omkostninger. Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Gevaert har påstået Kommissionen pålagt at betale sagens omkostninger, og da Kommissionen har tabt sagen, bør den tilpligtes, foruden sine egne omkostninger, at betale samtlige sagsomkostninger, som Gevaert har afholdt, såvel for Retten som for Domstolen.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
1) Kendelsen afsagt den 19. august 1998 af Retten i Første Instans i sag T-160/97, Gevaert mod Kommissionen, ophæves.
2) Afgørelsen af 26. august 1996 fra Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, hvorved Hans Gevaert's ansøgning om ændring af hans indplacering i lønklasse blev afslået, annulleres.
3) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler samtlige omkostninger ved sagens behandling for Retten og Domstolen.
Full & Egal Universal Law Academy