Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Landbrug - fælles markedsordning - oksekød - eksportrestitutioner - særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød - betingelser - krav om særskilt emballering af hvert stykke kød uden forskel
(Kommissionens forordning nr. 1964/82, art. 1)
2. Landbrug - fælles markedsordning - oksekød - eksportrestitutioner - særlige eksportrestriktioner for visse former for udbenet oksekød - udelukkelse af afpudsning med en vægt under en vis grænse - lovligt
(Kommissionens forordning nr. 1964/82, art. 7 og 8)
3. Landbrug - fælles markedsordning - oksekød - støtte til privat oplagring - støtte til kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr - udelukkelse af afpudsning hidrørende fra udskæring og udbening
(Kommissionens forordning nr. 2675/88, art. 4, stk. 4)
4. Landbrug - fælles markedsordning - oksekød - eksportrestitutioner - særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød - kasse med køddele forbudt i henhold til retsforskrifterne - fortabelse af retten til restitution for kassens samlede indhold og af sikkerhedsstillelsen herfor - den kompetente myndigheds skøn
(Rådets forordning nr. 565/80; Kommissionens forordning nr. 1964/82 og nr. 3665/87)
5. Landbrug - fælles markedsordning - oksekød - støtte til privat oplagring - støtte til kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr - kasse med køddele forbudt i henhold til retsforskrifterne - fortabelse af retten til støtte for kassens samlede indhold og af sikkerhedsstillelsen herfor - den kompetente myndigheds skøn
(Kommissionens forordning nr. 1091/80, nr. 2220/85 og nr. 2675/88)
6. Landbrug - fælles markedsordning - oksekød - eksportrestitutioner - særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød - støtte til privat oplagring - støtte til kroppe, halve kroppe og bagfjedringer og forfjedringer af voksne handyr - kontrol af kasser med kød, der afslører en bevidst og konsekvent politik i strid med reglerne - ekstrapolering af resultaterne af denne kontrol til hele produktionen på de pågældende produktionsanlæg - lovligt
(Rådets forordning nr. 565/80; Kommissionens forordning nr. 1091/80, nr. 1964/82, nr. 2220/85, nr. 2675/88 og nr. 3665/87)
7. Landbrug - fælles markedsordning - oksekød - støtte til privat oplagring - støtte til kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr - stikprøvekontrol, der afslører en bevidst og konsekvent politik i strid med reglerne - ekstrapolering af resultaterne af denne kontrol til samtlige produkter - fortabelse af retten til støtte for samtlige disse produkter og sikkerhedsstillelsen herfor - den kompetente myndigheds skøn
[Kommissionen forordning nr. 1091/80, art. 5, stk. 2, litra c), og nr. 2675/88, art. 4, stk. 4]
Sammendrag
1. Artikel 1 i forordning nr. 1964/82 om fastsættelse af betingelserne for ydelse af særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød, som affattet ved forordning nr. 3169/87, skal fortolkes således, at hvert stykke kød skal emballeres særskilt, uanset stykkets størrelse, vægt eller art, og uanset om der er tale om navnlig affald (»scraps«) eller afpudsning (»trimmings«).
( jf. præmis 43 og domskonkl. 1 )
2. Artikel 7 og 8 i forordning nr. 1964/82 om fastsættelse af betingelserne for ydelse af særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød, som affattet ved forordning nr. 3169/87, skal fortolkes således, at medlemsstaterne er beføjet til at udelukke afpudsning under en vis minimumsvægt, f.eks. 100 gram, fra de særlige eksportrestitutioner.
( jf. præmis 43 og domskonkl. 2 )
3. Artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88 om ydelse af en skønsmæssigt forudfastsat støtte til privat oplagring af hele kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr, som ændret ved forordning nr. 3258/88, skal fortolkes således, at der ikke kan ydes støtte til privat oplagring for afpudsning hidrørende fra udskæringen eller udbeningen, uanset dens vægt, ifølge kontrakter indgået i medfør af forordningen.
( jf. præmis 53 og domskonkl. 3 )
4. Forordning nr. 1964/82 om fastsættelse af betingelserne for ydelse af særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød, som affattet ved forordning nr. 3169/87, forordning nr. 565/80 om forudbetaling af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved forordning nr. 2026/83, og forordning nr. 3665/87 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved forordning nr. 3494/88 og nr. 3993/88, skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed konstaterer, at en kasse med kød, som er omfattet af den i forordning nr. 1964/82 omhandlede ordning, indeholder dele, der er forbudt i henhold til retsforskrifterne, er myndigheden - uanset om der er tale om afpudsning rullet ind i andre stykker, særskilte fedtstykker rullet ind i andre kødstykker eller kødstykker, der ikke er emballeret individuelt - efter disse forordninger beføjet til at fastslå, at kassernes samlede indhold skal udelukkes fra særlige eksportrestitutioner, og erklære den sikkerhed, som er stillet for forudbetalingen for denne kasse plus 20%, fortabt.
( jf. præmis 64 og domskonkl. 4 )
5. Forordning nr. 2675/88 om ydelse af en skønsmæssigt forudfastsat støtte til privat oplagring af hele kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr, som ændret ved forordning nr. 3258/88, forordning nr. 1091/80 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende ydelse af støtte til privat oplagring af oksekød og forordning nr. 2220/85 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen for sikkerhedsstillelse for landbrugsprodukter, som ændret ved forordning nr. 1181/87, skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed konstaterer, at en kasse med kød, som er omfattet af den i forordning nr. 2675/88 omhandlede ordning, indeholder dele, der er forbudt i henhold til forordningens artikel 4, stk. 4, såsom afpudsning eller fedtstykker rullet ind i andre kødstykker, er den efter disse forordninger beføjet til at udelukke kassernes samlede indhold fra støtte til privat oplagring og at erklære den sikkerhed, der er stillet for det betalte forskud for denne kasse plus 20%, fortabt.
( jf. præmis 75 og domskonkl. 5 )
6. Forordning nr. 1964/82 om fastsættelse af betingelserne for ydelse af særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød, som ændret ved forordning nr. 3169/87, forordning nr. 2675/88 om ydelse af en skønsmæssigt forudfastsat støtte til privat oplagring af hele kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr, som ændret ved forordning nr. 3258/88, forordning nr. 565/80 om forudbetaling af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved forordning nr. 2026/83, forordning nr. 2220/85 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen for sikkerhedsstillelse for landbrugsprodukter, som ændret ved forordning nr. 1181/87, forordning nr. 3665/87 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved forordning nr. 3494/88 og forordning nr. 3993/88, samt forordning nr. 1091/80 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende ydelse af støtte til privat oplagring af oksekød skal fortolkes således, at den kompetente myndighed, når det på grundlag af kontrollen med kasserne med kød viser sig, at der i visse produktionsanlæg er indicier for, at der er fulgt en bevidst og konsekvent politik i strid med forordning nr. 1964/82 og nr. 2675/88, kan ekstrapolere resultaterne af denne kontrol til hele produktionen på de pågældende produktionsanlæg.
( jf. præmis 88 og domskonkl. 6 )
7. Når stikprøvekontrollen viser indicier for, at der foreligger en bevidst og konsekvent politik gående ud på at indlagre produkter, som ikke er støtteberettigede i henhold til ordningen med støtte til privat oplagring efter artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88, kan den kompetente myndighed nægte at yde støtte til privat oplagring og erklære hele den sikkerhed, der er stillet for forudbetalingen plus 20%, fortabt i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1091/80, for samtlige produkter, for hvilke den har ekstrapoleret kontrolresultaterne.
( jf. præmis 88 og domskonkl. 7 )
Parter
I sag C-436/98,
angående en anmodning, som Supreme Court (Irland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
HMIL Ltd
mod
Minister for Agriculture, Food and Forestry,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Kommissionens forordning (EØF) nr. 1964/82 af 20. juli 1982 om fastsættelse af betingelserne for ydelse af særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød (EFT L 212, s. 48), som affattet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3169/87 af 23. oktober 1987 om ændring af forordning (EØF) nr. 32/82, (EØF) nr. 1964/82 og (EØF) nr. 74/84 for så vidt angår toldbehandlingen ved udførsel af visse former for oksekød, for hvilke der ydes særlige restitutioner (EFT L 301, s. 21), samt af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2675/88 af 29. august 1988 om ydelse af en skønsmæssigt forudfastsat støtte til privat oplagring af hele kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr (EFT L 239, s. 20), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3258/88 af 21. oktober 1988 (EFT L 289, s. 52),
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. La Pergola, og dommerne D.A.O. Edward og L. Sevón (refererende dommer),
generaladvokat: G. Cosmas
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- HMIL Ltd ved Senior Counsel P. Sreenan og Senior Counsel R. Brady, for solicitor C. McDonnell
- ministeren for landbrug, fødevarer og skovbrug ved Chief State Solicitor M.A. Buckley, som befuldmægtiget
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent P. Oliver, som befuldmægtiget,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der i retsmødet den 9. marts 2000 er afgivet mundtlige indlæg af HMIL Ltd ved C. McDonnell og P. Sreenan, af ministeren for landbrug, fødevarer og skovbrug ved senior counsel M. Finlay og af Kommissionen ved P. Oliver,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 11. maj 2000,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 23. juli 1998, indgået til Domstolen den 3. december 1998, har Supreme Court i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af Kommissionens forordning (EØF) nr. 1964/82 af 20. juli 1982 om fastsættelse af betingelserne for ydelse af særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød (EFT L 212, s. 48), som affattet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3169/87 af 23. oktober 1987 om ændring af forordning (EØF) nr. 32/82, (EØF) nr. 1964/82 og (EØF) nr. 74/84 for så vidt angår toldbehandlingen ved udførsel af visse former for oksekød, for hvilke der ydes særlige restitutioner (EFT L 301, s. 21, herefter »forordning nr. 1964/82«), samt af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2675/88 af 29. august 1988 om ydelse af en skønsmæssigt forudfastsat støtte til privat oplagring af hele kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr (EFT L 239, s. 20), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3258/88 af 21. oktober 1988 (EFT L 289, s. 52, herefter »forordning nr. 2675/88«).
2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem HMIL Ltd (herefter »HMIL«), et selskab beskæftiget med køb af, udbening af og handel med oksekød, og Minister for Agriculture, Food and Forestry (den irske minister for landbrug, fødevarer og skovbrug, herefter »ministeriet«), vedrørende anvendelsen af disse fællesskabsforordninger.
Relevante retsregler
3 Sagen vedrører to støtteordninger.
De særlige eksportrestitutioner
4 Ordningen vedrørende særlige eksportrestitutioner var på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen reguleret i forordning nr. 1964/82.
5 De relevante bestemmelser i forordningen er følgende:
»Artikel 1
Der kan på de i denne forordning fastsatte betingelser udbetales særlige eksportrestitutioner til udskåret, udbenet kød af ferske eller kølede bagfjerdinger af voksne handyr, emballeret særskilt.
...
Artikel 2
1. Eksportøren forelægger de af medlemsstaterne udpegede myndigheder en meddelelse, hvori han tilkendegiver at ville udbene de i artikel 1 omhandlede bagfjerdinger på de i denne forordning fastsatte betingelser og eksportere samtlige udbenede stykker, idet hvert stykke emballeres særskilt.
2. ...
...
Artikel 6
Ydelsen af den særlige eksportrestitution er, bortset fra tilfælde af force majeure, betinget af, at den samlede mængde kød hidrørende fra udbeningen under ovennævnte kontrol udføres, jf. dog forordning (EØF) nr. 2730/79.
Eksportøren kan dog i Fællesskabet sælge knogler, store sener, brusk, fedtstykker og anden afpudsning hidrørende fra udbeningen.
Artikel 7
1. Som undtagelse fra artikel 2, stk. 3, og artikel 4, stk. 1, kan medlemsstaterne i stedet for anbringelse under myndighedernes kontrol med henblik på udbening fastsætte passende kontrolforanstaltninger, bl.a.:
- ...
- afpudsnings- og emballeringsmetoden skal angives, samt en beskrivelse af de forskellige udskæringer, som kan foretages
- ...
Artikel 8
Medlemsstaterne fastsætter kontrolbestemmelser og underretter Kommissionen herom. De træffer de fornødne foranstaltninger for at udelukke enhver mulighed for substitution af de pågældende produkter, specielt ved at kræve identificering af de enkelte stykker.
Der må i udbeningshallerne ikke findes andet kød end det i denne forordning omhandlede, bortset fra svinekød, under udbening, afpudsning og emballering af det pågældende kød.
Poser, æsker eller anden emballage indeholdende de udbenede stykker forsegles eller plomberes af de ansvarlige myndigheder og påføres oplysninger, hvorved det er muligt at identificere det udbenede kød, bl.a. nettovægt, stykkernes art og antal samt et løbenummer.«
6 Denne særlige eksportrestitution kunne betales forud. I så fald skulle der stilles en sikkerhed svarende til forskuddet plus 20%.
7 Sikkerhedsstillelsen var nærmere reguleret i følgende forordninger:
1) Rådets forordning (EØF) nr. 565/80 af 4. marts 1980 om forudbetaling af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 62, s. 5), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2026/83 af 18. juli 1983 (EFT L 199, s. 12, herefter »forordning nr. 565/80«)
2) Kommissionens forordning (EØF) nr. 2220/85 af 22. juli 1985 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen for sikkerhedsstillelse for landbrugsprodukter (EFT L 205, s. 5), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1181/87 af 29. april 1987 (EFT L 113, s. 31, herefter »forordning nr. 2220/85«), og
3) Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1, og berigtigelse i EFT 1988 L 337, s. 29), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3494/88 af 9. november 1988 (EFT L 306, s. 24) og Kommissionens forordning (EØF) nr. 3993/88 af 21. december 1988 (EFT L 354, s. 22, herefter »forordning nr. 3665/87«).
Støtte til privat oplagring
8 Reglerne for støtte til privat oplagring var fastsat i forordning nr. 2675/88.
9 Betragtningerne til denne forordning henviser navnlig til Kommissionens forordning (EØF) nr. 1091/80 af 2. maj 1980 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende ydelse af støtte til privat oplagring af oksekød (EFT L 114, s. 18).
10 Artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2675/88 bestemmer:
»Der kan kun foretages privat oplagring af kød, som er klassificeret i henhold til Fællesskabets handelsklasseskema for slagtekroppe som fastsat i forordning (EØF) nr. 1208/81 ...«
11 Artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1208/81 af 28. april 1981 om fastsættelse af Fællesskabets handelsklasseskema for slagtekroppe af voksent kvæg (EFT L 123, s. 3, og berigtigelse i EFT 1986 L 35, s. 12) bestemmer:
»... slagtekroppen [skal] ... præsenteres ...
- ...
- uden testikeltalg
- ...«.
12 Artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88 bestemmer:
»Knogler, sener, brusk, fedtstykker og anden afpudsning hidrørende fra opskæringen eller udbeningen må ikke oplagres.«
13 Det fastsættes i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 2675/88, at der, hvis oplagreren anmoder herom, kan udbetales et enkelt forskud på støtten, såfremt oplagreren stiller en sikkerhed svarende til forskuddet plus 20%.
14 Sikkerheden var reguleret i denne bestemmelse samt i forordning nr. 2220/85 og nr. 3665/87.
15 I artikel 10 i forordning nr. 2675/88 fastsættes beløbet for den sikkerhed, som er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1091/80.
16 Artikel 5 i forordning nr. 1091/80 bestemmer:
»1. Størrelsen af sikkerheden kan højst være 30% af den ansøgte støtte.
2. Medmindre der er tale om force majeure gælder følgende:
a) Sikkerheden fortabes i forhold til den manglende mængde, hvis under 90% af den mængde, der er omfattet af oplagringskontrakten, indlagres inden for de fastsatte frister og oplagres i det fastsatte tidsrum i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, litra a).
b) Såfremt de forpligtelser, der er nævnt i artikel 3, stk. 2, litra b), c), d) og e), ikke opfyldes, erklærer medlemsstatens kompetente myndighed sikkerheden for helt eller delvis fortabt, alt efter hvor alvorlig kontraktovertrædelsen er; medlemsstaternes kompetente myndigheder underretter hver måned Kommissionen om de tilfælde, hvor dette er sket, idet de giver oplysning om de påberåbte omstændigheder samt om trufne foranstaltninger.
c) Såfremt de andre forpligtelser ikke overholdes, fortabes hele sikkerheden.
3. Sikkerheden frigives straks, når det er konstateret, at betingelserne i kontrakten er opfyldt, eller såfremt ansøgningen om kontrakt eller licitationstilbuddet forkastes.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
17 Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at HMIL i 1988 deltog i de to støtteordninger, som er beskrevet i nærværende doms præmis 4-16.
18 HMIL anmeldte ca. 13 000 tons oksekød med henblik på ydelse af særlige eksportrestitutioner i medfør af forordning nr. 1964/82 og indgik forpligtelser med hensyn til dette oksekød. Selskabet fik udbetalt for 16 270 139,96 IEP særlige eksportrestitutioner.
19 HMIL indgik også 138 kontrakter vedrørende støtte til privat oplagring for det samme oksekød i medfør af forordning nr. 2675/88. Selskabet modtog 5 376 259,13 IEP i støtte til privat oplagring.
20 I forbindelse med undersøgelser, som ministeriet gennemførte mellem april og september 1989, viste det sig, at der i syv af de produktionsanlæg, HMIL anvendte, var nogle af de undersøgte kasser tilhørende HMIL, der indeholdt udskæringer eller kødstykker, som ifølge ministeriet ikke var særskilt emballeret, og tillige testikelfedt, affald og afpudsning indpakket i de udskæringer, der kaldes mellembryst, slag og tværreb. Endvidere hævdede ministeriet, at der i fire af de nævnte produktionsenheder var fundet en betydelig mængde affald, afpudsning og stykker, som ikke var særskilt emballeret.
21 Den 17. maj 1991 skrev ministeriet til HMIL og anmodede om tilbagebetaling af
- 1 135 967,93 IEP i særlige eksportrestitutioner (inkl. tillægget på 20% for forskuddet)
- 241 021,03 IEP i oplagringsstøtte (inkl. tillægget på 20% for forskuddet), og
- 148 759,97 IEP i inddraget sikkerhed for kontrakter om oplagringsstøtte til produktionen af mellembryst, slag og tværreb i HMIL's produktionsanlæg i Sallins, Athy, Tunney og Ballymahon.
22 Ved denne skrivelse angav ministeriet den fremgangsmåde, der var anvendt for at fastsætte det således opkrævede beløb:
a) Alle kasser, som fandtes at indeholde afpudsning eller fedt, blev udelukket fra støtte til privat oplagring og eksportrestitutioner, og det antoges, at tillægget på 20% for forudbetaling kunne kræves betalt.
b) Alle kasser, som fandtes at indeholde kødstykker, som ikke var særskilt emballeret, blev udelukket fra eksportrestitutioner; det antoges også, at tillægget på 20% for forudbetaling kunne kræves tilbagebetalt.
c) Resultaterne af stikprøverne blev ekstrapoleret for så vidt angik hele produktionen af mellembryst, slag og tværreb i alle HMIL's berørte produktionsenheder med særskilte beregninger for hver enkelt produktionsenhed.
d) Ekstrapoleringsmetoden for oplagringsstøtten var baseret på, at den procentdel, den fundne afpudsnings vægt udgjorde af de undersøgte kassers vægt, udelukkedes fra oplagringsstøtte plus tillæg i henhold til forordningen.
e) Ekstrapoleringsmetoden for eksportrestitutioner var baseret på, at den procentdel, afpudsningens og de ikke særskilt emballerede stykkers vægt udgjorde af de undersøgte kassers vægt, udelukkedes fra eksportrestitutioner plus tillæg i henhold til forordningen.
f) Hvis afpudsningen i en kasse vejede 3 kg eller derover, blev hele kassens vægt medregnet ved ekstrapoleringen.
g) Hvis der var fundet testikelfedt, blev hele kassens vægt medregnet ved ekstrapoleringen med hensyn til oplagringsstøtte og eksportrestitutioner.
h) Der blev fastsat en gennemsnitsvægt pr. kasse for hver produktionsenhed, og udelukkelsen af kasser og ekstrapoleringen var baseret på gennemsnitsvægten.
i) Overtrædelserne af forordningerne for så vidt angik produktionen af mellembryst, slag og tværreb i HMIL's produktionsanlæg i Sallins, Athy, Tunney og Ballymahon var så alvorlige, at man ifølge ministeriet retmæssigt ville kunne inddrage sikkerheden for privat oplagring, for så vidt angik produktionen i disse produktionsenheder i et omfang svarende til en ikke-udbenet produktion.
23 Den 13. juni 1991 anlagde HMIL sag ved High Court (Irland).
24 Ifølge den forelæggende rets fremstilling af sagen kan dens problemstillinger inddeles i tre grupper:
1) den rette fortolkning af forordning nr. 1964/82 med hensyn til kravet om særskilt emballering og spørgsmålet om, hvorvidt der kan ydes særlige eksportrestitutioner til afpudsning
2) den rette fortolkning af forordning nr. 2675/88 for så vidt som den vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der kan ydes støtte til privat oplagring for afpudsning
3) for det tilfælde, at HMIL har overtrådt forordningerne, spørgsmålet, om de finansielle korrektioner, ministeriet søgte at pålægge, har været lovlige, og hvorvidt der, som HMIL argumenterer for, skal fastsættes begrænsninger i de finansielle korrektioner, ministeriet måtte foreskrive.
25 Ved dom af 8. februar 1996 gav High Court HMIL medhold. Retten fandt navnlig, dels at det var tilladt - uden at tilsidesætte forordning nr. 1964/82 - at rulle afpudsning, som ikke var emballeret, ind i mellembryst og slag, som dermed blev emballeret, dels at der kunne opnås støtte til privat oplagring for afpudsning i henhold til forordning nr. 2675/88. High Court vurderede i nødvendigt omfang det system, ministeriet havde lagt til grund for de finansielle korrektioner, og fastslog, at systemet grundlæggende var behæftet med så mange mangler, at det måtte forkastes i sin helhed.
26 Ministeriet appellerede denne afgørelse til Supreme Court, som besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal Kommissionens forordning (EØF) nr. 1964/82, navnlig artikel 1, fortolkes således, at der skal udbetales særlige eksportrestitutioner i henhold til forordningen til afpudsning, der vejer under 100 gram, når afpudsningen er rullet ind i udskåret, udbenet mellembryst og slag af ferske eller kølede bagfjerdinger af voksne handyr, og den oprullede udskæring herefter emballeres?
2) Skal Kommissionens forordning (EØF) nr. 1964/82, navnlig artikel 1, fortolkes således, at der skal udbetales særlige eksportrestitutioner i henhold til forordningen til [afpudsning/særskilte stykker kød], der vejer over 100 g, når afpudsningen eller kødet er rullet ind i udskåret, udbenet mellembryst og slag af ferske eller kølede bagfjerdinger af voksne handyr, og den oprullede udskæring herefter emballeres?
3) Skal Kommissionens forordning (EØF) nr. 1964/82, navnlig artikel 1, fortolkes således, at hvert enkelt stykke eller udskæring af mellembryst og slag skal være særskilt emballeret, eller desuden, at afpudsning kan være rullet ind i et stykke eller en udskæring af mellembryst og slag, og stykket eller den oprullede udskæring herefter kan emballeres?
4) Skal Kommissionens forordning (EØF) nr. 2675/88, navnlig artikel 4, stk. 4, fortolkes således, at det er tilladt at oplagre afpudsning, der vejer under 100 g og hidrører fra opskæringen eller udbeningen, med henblik på at opnå støtte til privat oplagring i henhold til kontrakter, der er indgået i medfør af forordningen?
5) a) Når det ved undersøgelsen af en eller flere kasser kød, der er undergivet toldkontrol med henblik på udbetaling af særlige eksportrestitutioner i medfør af forordning nr. 1964/82, opdages, at disse kasser også indeholder afpudsning, der er rullet ind i mellembryst, slag eller tværreb, og det er i strid med forordning nr. 1964/82 at medtage afpudsning, kan vedkommende myndighed da efter forordning nr. 565/80 og nr. 3665/87 forkaste indholdet af hele kassen med henblik på udbetalingen af særlige eksportrestitutioner, og erklære den sikkerhed, der er stillet for forudbetaling, for så vidt angår denne kasse, plus 20% fortabt?
b) Når det ved undersøgelsen af en eller flere kasser kød, der er undergivet toldkontrol med henblik på udbetaling af særlige eksportrestitutioner i medfør af forordning nr. 1964/82, opdages, at disse kasser også indeholder særskilte stykker fedt, der er rullet ind i mellembryst, slag eller tværreb i strid med forordning nr. 1964/82, kan vedkommende myndighed da efter forordning nr. 565/80 og nr. 3665/87 forkaste indholdet af hele kassen med henblik på udbetalingen af særlige eksportrestitutioner, og erklære den sikkerhed, der er stillet for forudbetaling, for så vidt angår denne kasse, plus 20% fortabt?
c) Når det ved undersøgelsen af en eller flere kasser kød, der er undergivet toldkontrol med henblik på udbetaling af særlige eksportrestitutioner i medfør af forordning nr. 1964/82, opdages, at disse kasser også indeholder ikke særskilt emballerede stykker kød i strid med forordning nr. 1964/82, kan vedkommende myndighed da efter forordning nr. 565/80 og nr. 3665/87 forkaste indholdet af hele kassen med henblik på udbetalingen af særlige eksportrestitutioner, og erklære den sikkerhed, der er stillet for forudbetaling, for så vidt angår denne kasse, plus 20% fortabt?
6) a) Når det ved undersøgelsen af en eller flere kasser kød, der er indlagret i medfør af forordning nr. 2675/88 med henblik på udbetaling af støtte til privat oplagring opdages, at disse kasser også indeholder afpudsning, der er rullet ind i mellembryst, slag eller tværreb, og det er i strid med artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88 at medtage afpudsning, kan vedkommende myndighed da efter forordning nr. 2220/85 og nr. 2675/88 forkaste indholdet af hele kassen med henblik på udbetalingen af støtte til privat oplagring og erklære den sikkerhed, der er stillet for forudbetaling, for så vidt angår denne kasse, plus 20% fortabt?
b) Når det ved undersøgelsen af en eller flere kasser kød, der er indlagret i medfør af forordning nr. 2675/88 med henblik på udbetaling af støtte til privat oplagring, opdages, at disse kasser også indeholder særskilte stykker fedt, der er rullet ind i mellembryst, slag eller tværreb i strid med artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88, kan vedkommende myndighed da efter forordning nr. 2220/85 og nr. 2675/88 forkaste indholdet af hele kassen med henblik på udbetalingen af støtte til privat oplagring og erklære den sikkerhed, der er stillet for forudbetaling, for så vidt angår denne kasse, plus 20% fortabt?
7) Når det ved en sådan undersøgelse af kasser, der er undergivet toldkontrol med henblik på udbetaling af særlige eksportrestitutioner i medfør af forordning nr. 1964/82, opdages, at et vist antal kasser indeholder materiale, som er rullet op i udskåret kød, og som der ikke kan udbetales særlige eksportrestitutioner til, og der foreligger bevis for, at producenten bevidst og konsekvent har fulgt den politik at rulle sådant materiale ind i særlige udskæringer kød i bestemte produktionsanlæg, kan vedkommende myndighed da efter forordning nr. 565/80, nr. 3665/87 og nr. 1964/82 ekstrapolere resultaterne af stikprøver til hele produktionen af sådanne udskæringer i bestemte produktionsenheder og forkaste en mængde kød, der er beregnet på grundlag af denne ekstrapolering, med henblik på udbetalingen af særlige eksportrestitutioner, og erklære den sikkerhed, der er stillet for forudbetaling, for så vidt angår denne mængde, plus 20% fortabt, eller kan vedkommende myndighed da, alt efter omstændighederne, kun ekstrapolere resultaterne af undersøgelsen af kasser, der er omfattet af én eksportrestitutionsforpligtelse, til produktionen af de pågældende udskæringer, der er omfattet af denne eksportrestitutionsforpligtelse?
8) Når kasser, der er oplagret i medfør af forordning nr. 2675/88 med henblik på udbetaling af støtte til privat oplagring, er blevet undersøgt, og et vist antal af disse kasser i strid med forordningen findes at indeholde materiale, som der ikke kan udbetales støtte til privat oplagring til, og der foreligger bevis for, at man bevidst og konsekvent har fulgt den politik at medtage sådant materiale rullet ind i særlige udskæringer i bestemte produktionsanlæg, kan vedkommende myndighed da efter forordning nr. 2220/85 og nr. 2675/88 ekstrapolere resultaterne af denne undersøgelse til hele produktionen af sådanne udskæringer i bestemte produktionsanlæg og forkaste en mængde kød, der er beregnet på grundlag af denne ekstrapolering, med henblik på udbetalingen af støtte til privat oplagring, og erklære den sikkerhed, der er stillet for forudbetaling, for så vidt angår denne mængde, plus 20% fortabt, eller kan vedkommende myndighed da, alt efter omstændighederne, kun ekstrapolere resultaterne af undersøgelsen af kasser, der er omfattet af én kontrakt vedrørende oplagringsstøtte, til produktionen af de pågældende udskæringer, der er omfattet af denne kontrakt vedrørende oplagringsstøtte?
9) Når der foreligger bevis for, at en producent bevidst og konsekvent har fulgt den politik at medtage materiale, som ikke må oplagres i medfør af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88 og den kontrakt, producenten har indgået med vedkommende myndighed, i kasser med bestemte udskæringer af udbenet kød i bestemte produktionsanlæg, og en undersøgelse har vist, at betydelige mængder af sådant materiale, som ikke må oplagres, er blevet oplagret, kan vedkommende myndighed da efter forordning nr. 1091/80 og navnlig dennes artikel 5, stk. 2, litra c), erklære det beløb, der er stillet som sikkerhed i forbindelse med kontrakten, og som kan henføres til produktionen af de pågældende udskæringer af kød i disse produktionsanlæg, fortabt?«
Gennemgang af spørgsmålene
27 Der skal først under ét tages stilling til de tre første spørgsmål, og derefter til det fjerde, det femte og det sjette spørgsmål, hvorefter det syvende, ottende og niende spørgsmål endelig skal behandles under ét.
De tre første spørgsmål
28 Med disse spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, dels i hvilket omfang det efter artikel 1 i forordning nr. 1964/82 som betingelse for udbetaling af særlige eksportrestitutioner kræves, at bestemte stykker oksekød eller udbeninger emballeres særskilt, dels om det er muligt at sondre mellem, om disse stykker vejer over eller under 100 gram.
29 Det fremgår af såvel forelæggelseskendelsen som af de afgivne indlæg, at årsagen til, at der i første og andet spørgsmål sondres mellem afpudsning, der vejer under 100 gram, og afpudsning eller særskilte stykker kød, der vejer over 100 gram, er, at ministeriet i forbindelse med undersøgelsen i 1989 havde præciseret, at afpudsningen var affald eller kødstykker med en vægt på 100 gram eller derunder. De særlige eksportrestitutioner, som blev udbetalt for kødstykker, der, hvis de var emballeret særskilt, vejede over 100 gram, blev ikke ramt af finansielle korrektioner.
30 HMIL har foreslået, at spørgsmålene besvares med, dels at afpudsningens vægt ikke udgør et forhold, der er relevant for vurderingen af, om der i overensstemmelse med forordning nr. 1964/82 kan ydes særlige eksportrestitutioner for kød, dels at de krav, der opstilles i forordningen, er opfyldt, når afpudsningen er rullet ind i et stykke mellembryst og et stykke slag eller tværreb, som senere emballeres.
31 HMIL anfører, at små stykker kød nødvendigvis river sig løs under processen som følge af travlheden i udbeningshallerne. Der er tale om særdeles værdifulde stykker spiseligt kød, kaldet »afpudsning« (på engelsk »trimmings«). Disse stykker skal ikke forveksles med affald (på engelsk »scraps«), der er uspiselige produkter som sener, brusk og rene fedtstykker eller små stumper, der er faldet på gulvet.
32 Mellembrystet og slaget er et langt og tyndt stykke af ringere kvalitet, som anvendes til fremstilling af hamburgere og pølser. I praksis fremstår de indrullet og emballeret i polyethylen. Det er sædvanligt at indlægge afpudsningen i mellembrystet og slaget for derefter at rulle det hele sammen og emballere det i en selvstændig blok.
33 Ifølge HMIL omfatter artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 1964/82, hvorefter eksportøren navnlig kan sælge affald inden for Fællesskabet, udelukkende affald (»scraps«) og ikke afpudsning (»trimmings«). Eksportøren kan derfor ikke træffe det valg, som er foreskrevet i den nævnte bestemmelse, for så vidt angår afpudsningen. Han er forpligtet til at eksportere denne.
34 I øvrigt finder HMIL, at forpligtelsen i henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1964/82 til at emballere de udbenede stykker, ikke er til hinder for den almindelige praksis med at rulle afpudsningen ind i mellembryst og slag, således at det danner et enkelt emballeret stykke. Dermed opfyldes forordningens formål, der er at forhindre substitution, eftersom emballeringen og mærkningen finder sted under tilsyn af den kompetente myndigheds ansatte. Forpligtelsen til at emballere hvert enkelt stykke »som bolcher i en dåse« er uhensigtsmæssig og ubegrundet. Det er et arbejde, som både er overflødigt for eksportøren og unyttigt for køberen, og det ville mærkbart øge risikoen for forrådnelse og for madforgiftning samt være ganske unyttigt.
35 Ifølge ministeriet og Kommissionen følger det af selve ordlyden af forordning nr. 1964/82, at hvert stykke - hvor småt det end måtte være - skal emballeres særskilt. Dette krav opfylder formålet ifølge ottende betragtning og forordningens artikel 8, hvorefter hvert stykke skal identificeres med henblik på at undgå enhver mulighed for substitution af produkterne. Under hensyn til det væsentlige beløb, som de særlige eksportrestitutioner repræsenterer, kan eksportøren være tvunget til at efterleve fællesskabsreglerne uden videre, selv om de efter hans opfattelse er i strid med såvel branchesædvaner som købernes forventninger. Det forhold, at der findes en branchesædvane, der består i at rulle afpudsning ind i et stykke mellembryst og et stykke slag, er således uden relevans, henset til forordningens formål og ordlyd.
36 Det er ministeriets og Kommissionens opfattelse, at der ikke er forskel på afpudsning og affald. Der er ikke holdepunkter for at fortolke det engelske udtryk »scraps« således, at det omfatter kødstykker, som er uegnede til konsum. Selv om dette udtryk anvendes i artikel 6, stk. 2, i den engelske version af forordning nr. 1964/82, medfører det ikke, at de stykker, som kaldes »afpudsning« (»trimmings« eller »trims«), ikke er omfattet af nævnte bestemmelse. De øvrige sprogversioner bekræfter denne fortolkning.
37 Kommissionen har påpeget, at medlemsstaterne i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1964/82 er bemyndiget til at udføre kontrol med afpudsningen, mens de efter forordningens artikel 8 pålægges at træffe de nødvendige foranstaltninger for at udelukke enhver mulighed for substitution af kødet. Når disse bestemmelser læses i sammenhæng, kunne en medlemsstat udelukke afpudsning, som lå under et vist minimum, fra de særlige eksportrestitutioner, navnlig som følge af vanskeligheden ved at identificere denne afpudsning. Ifølge Kommissionen kan dette minimum med rimelighed sættes til 100 gram.
38 I denne henseende fremgår det tilstrækkeligt klart af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1964/82, at hvert stykke kød skal emballeres særskilt. Forordningen indeholder ingen undtagelse hertil, uanset stykkets størrelse, vægt eller art. Navnlig sondres der ikke mellem affald (»scraps«) og afpudsning (»trimmings«).
39 Forbuddet mod at emballere to forskellige stykker sammen bekræftes af ordlyden af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 1964/82, hvorefter enhver mulighed for substitution af de pågældende produkter skal udelukkes ved, at der skal kræves identificering af de enkelte stykker.
40 Det forhold, at der eventuelt skulle foreligge en sædvane gående ud på at emballere flere stykker særskilt, er uden betydning for fortolkningen af forordningen, hvis ordlyd er klar. Hvis eksportøren vælger at modtage den støtte, der ydes i overensstemmelse med fællesskabets retsforskrifter, påhviler det ham at overholde de støttebetingelser, som er opstillet i disse retsforskrifter.
41 Argumentationen om, at det formål, der består i at undgå substitution af stykkerne, stadig ville være opfyldt i kraft af det tilsyn med emballerings- og mærkningsforanstaltningerne, som udføres af den kompetente myndigheds ansatte, kan ikke tages til følge. Disse ansatte kan således ikke kontrollere hver enkelt transaktion individuelt. Desuden fritager kontrol med transaktionerne ikke fra at overholde forordning nr. 1964/82.
42 Endelig følger det af artikel 7 og 8 i forordning nr. 1964/82, at medlemsstaterne var beføjet til at udelukke afpudsning under en vis minimumsvægt, for eksempel 100 gram, fra de særlige eksportrestitutioner som følge af de praktiske vanskeligheder, der er forbundet med at identificere hver enkelt lille stykke kød.
43 På denne baggrund skal de tre første spørgsmål besvares med, at artikel 1 i forordning nr. 1964/82 skal fortolkes således, at hvert stykke kød skulle emballeres særskilt, uanset stykkets størrelse, vægt eller art, og uanset om der var tale om navnlig affald (»scraps«) eller afpudsning (»trimmings«).
Forordningens artikel 7 og 8 skal fortolkes således, at medlemsstaterne var beføjet til at udelukke afpudsning under en vis minimumsvægt, for eksempel 100 gram, fra de særlige eksportrestitutioner.
Fjerde spørgsmål
44 Med fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88 skal fortolkes således, at der kan ydes støtte til privat oplagring for afpudsning, som vejer under 100 gram samt hidrører fra udskæringen og udbeningen, ifølge kontrakter indgået i henhold til forordningen.
45 Ifølge HMIL skal artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88 fortolkes på en måde, som er forenelig med artikel 6 i forordning nr. 1964/82, hvorfor der ikke er logisk grund til udelukke afpudsning af magert kød fra støtte til privat oplagring.
46 HMIL anfægter den af ministeriet anvendte regel om, at der ikke kan ydes støtte for afpudsning på under 100 gram. Anvendelsen af en sådan regel ville udgøre en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af det principielle forbud mod retsreglers tilbagevirkende kraft.
47 Det er ministeriets opfattelse, at eftersom udtrykket »anden afpudsning hidrørende fra opskæringen eller udbeningen« ikke er defineret i artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88, påhvilede det ministeriet - som den kompetente myndighed - at præcisere det nærmere indhold af gennemførelsesreglerne til denne bestemmelse. Hermed havde ministeriet kompetence til at præcisere, at den afpudsning af magert kød, der var udelukket i henhold til artikel 4, stk. 4, var den, som ikke vejede over 100 gram.
48 Kommissionen har derimod anført, at forordning nr. 2675/88 ikke indeholder bestemmelser, som svarer til artikel 7 og 8 i forordning nr. 1964/82, og som bemyndiger medlemsstaterne til at træffe gennemførelsesforanstaltninger. På denne baggrund havde medlemsstaterne ikke ret til at yde støtte til privat oplagring for afpudsningen, uanset hvor lille den var.
49 I den forbindelse bemærkes, at forordning nr. 1964/82 og nr. 2675/88 indeholdt forskellige regler for så vidt angår de stykker, som hidrører fra udskæringen, uanset om disse benævnes afpudsning eller anden afpudsning. Mens eksportøren efter artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 1964/82 havde valget mellem enten at udføre afpudsning eller at sælge den i Fællesskabet, var afpudsning efter artikel 4, stk 4, i forordning nr. 2675/88 udelukket fra ordningen med støtte til privat oplagring.
50 Det bemærkes i øvrigt, at forordning nr. 2675/88 ikke indeholdt bestemmelser svarende til artikel 7 og 8 i forordning nr. 1964/82, som bemyndiger medlemsstaterne til at træffe gennemførelsesforanstaltninger og navnlig til at yde støtte til privat oplagring for afpudsning, hvis vægt oversteg et vist minimum, på trods af forbuddet i artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88.
51 Ved forordning nr. 1964/82 og nr. 2675/88 indførtes støtteordninger med forskellige formål og således med forskellige støttebetingelser. Såfremt en eksportør ønskede at opnå begge former for støtte for ét og samme produkt, påhvilede det ham at drage omsorg for, at produktet var i overensstemmelse med støttebetingelserne i begge regelsæt.
52 Uanset om den forelæggende ret ikke har anmodet Domstolen om en fortolkning af retssikkerhedsprincippet og det principielle forbud mod retsreglers tilbagevirkende kraft, skal det blot bemærkes, at udelukkelsen af afpudsning fra ordningen med støtte til privat oplagring udtrykkeligt følger af ordlyden af artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88.
53 Heraf følger, at det fjerde spørgsmål skal besvares med, at artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88 skal fortolkes således, at der ikke kunne ydes støtte til privat oplagring for afpudsning hidrørende fra udskæringen eller udbeningen, uanset dens vægt, ifølge kontrakter indgået i medfør af forordningen.
Femte spørgsmål
54 Med femte spørgsmål, som falder i tre dele, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forordning nr. 1964/82, nr. 565/80 og nr. 3665/87 skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed konstaterer, at en kasse med kød, som er omfattet af den i forordning nr. 1964/82 omhandlede ordning, indeholder dele, der er forbudt i henhold til lovgivningen, er myndighederne efter forordning nr. 565/80 og nr. 3665/87 beføjet til at fastslå, at indholdet af hele kassen skal udelukkes fra de særlige eksportrestitutioner og erklære den sikkerhed, som er stillet for forudbetalingen for denne kasse plus 20%, fortabt. Spørgsmålet er inddelt i tre dele for det tilfælde, at svaret på spørgsmålet måtte afhænge af beskaffenheden af produktet i kassen: afpudsning rullet ind i andre stykker, særskilte fedtstykker rullet ind i andre kødstykker eller kødstykker, der ikke er emballeret individuelt.
55 Ifølge HMIL er udelukkelsen af hele kassens vægt med henvisning til, at den indeholder en selv ubetydelig mængde af et produkt, som ikke lever op til reglerne, i strid med proportionalitetsprincippet. Intet i de relevante forordninger afgiver hjemmel for at afvise kød, hvis kvalitet er upåklagelig og konformt efter forordningsbestemmelserne, med den begrundelse, at en vis mængde af produktet i kassen ikke lever op til reglerne. En sådan straf savner enhver hjemmel, og dens pålæggelse ville derfor være i strid med retssikkerhedsprincippet.
56 Ministeriet og Kommissionen har derimod foreslået, at spørgsmålet besvares således, at den kompetente myndighed i samtlige tre situationer, som den forelæggende ret har nævnt, efter forordning nr. 565/80 og nr. 3665/87 kan træffe bestemmelse om, at der ikke kan ydes særlige eksportrestitutioner for hele kassens indhold, og erklære den sikkerhed, der er stillet for forskuddet plus 20%, fortabt.
57 Kommissionen har henvist til, at den i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1964/82 opstillede forpligtelse til at emballere hvert enkelt stykke særskilt udgør et væsentligt krav i denne forordning. Det samme gælder pligten til kun at medregne de kødstykker, som er i overensstemmelse med den gældende nomenklatur, og dermed udelukke særskilte fedtstykker. Den kompetente myndigheds udelukkelse af en hel kasse, når denne indeholder stykker, som ikke er konforme, og fortabelsen af hele sikkerheden udgør således foranstaltninger, der står i rimeligt forhold til overtrædelsens grovhed.
58 Endvidere er det ministeriets og Kommissionens opfattelse, at man, henset til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1964/82, hvorefter »poser, æsker eller anden emballage, indeholdende de udbenede stykker, forsegles«, med rette betragtede hver kasse som basisenhed med henblik på udelukkelsen.
59 Endelig har ministeriet påpeget, at det, henset til forordning nr. 565/80, nr. 2220/85 og nr. 3665/87, påhvilede HMIL at godtgøre sit krav på eksportrestitutioner. Dermed er der efter ministeriets opfattelse, for så vidt som ministeriet undersøgte HMIL's kasser og æsker og konstaterede, at et eller flere, men ikke nødvendigvis alle de stykker mellembryst og slag, der var emballeret heri, ikke var i overensstemmelse med de gældende forordninger, intet i forordning nr. 1964/82, som gav HMIL ret til en eksportrestitution for den resterende del af produkterne i samme kasse eller æske.
60 I den forbindelse bemærkes, som generaladvokaten har anført i punkt 76 i forslaget til afgørelse, at konstateringen af eksportørens overtrædelse af forordning nr. 1964/82 medfører de konsekvenser, der nærmere er fastsat i forordning nr. 565/80, nr. 2220/85 og nr. 3665/87, hvorefter den kompetente myndighed kan forkaste hele kassens indhold med henvisning til, at den ikke opfylder betingelserne for ydelse af de særlige eksportrestitutioner og inddrage den stillede sikkerhed for forudbetalingen for kasserne plus 20%.
61 Således udgør forpligtelserne til kun at udføre stykker, som er i overensstemmelse med nomenklaturen, og som opfylder kravet i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1964/82, væsentlige forpligtelser i den ordning med særlige eksportrestitutioner, som er indført med forordningen.
62 Heraf følger, at opdagelsen af stykker, der ikke opfyldte disse betingelser - såsom kødstykker, der ikke var emballeret individuelt, afpudsning rullet ind i andre stykker eller særskilte fedtstykker - berettiger til at afslå at yde særlige eksportrestitutioner og til at inddrage den stillede sikkerhed plus 20%.
63 Da det ifølge artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 1964/82 udtrykkeligt kræves, at de kasser, som er beregnet for de udbenede stykker, officielt forsegles af ministeriet og »påføres oplysninger, hvorved det er muligt at identificere det udbenede kød, bl.a. nettovægt, stykkernes art og antal samt et løbenummer« var det med rette og uden at tilsidesætte proportionalitetsprincippet, at de kompetente myndigheder betragtede disse kasser som basisenhed med henblik på kontrollen med og anvendelsen af ordningen med særlige eksportrestitutioner.
64 På denne baggrund skal det femte spørgsmål besvares med, at forordning nr. 1964/82, nr. 565/80 og nr. 3665/87 skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed konstaterer, at en kasse med kød, som er omfattet af den i forordning nr. 1964/82 omhandlede ordning, indeholder dele, der er forbudt i henhold til retsforskrifterne, er myndigheden - uanset om der er tale om afpudsning rullet ind i andre stykker, særskilte fedtstykker rullet ind i andre kødstykker eller kødstykker, der ikke er emballeret individuelt - efter disse forordninger beføjet til at fastslå, at kassernes samlede indhold skal udelukkes fra særlige eksportrestitutioner og erklære den sikkerhed, som er stillet for forudbetalingen for denne kasse plus 20%, fortabt.
Sjette spørgsmål
65 Med sjette spørgsmål, som falder i to dele, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forordning nr. 2675/88 og nr. 2220/85 skal fortolkes således, at når de kompetente myndigheder konstaterer, at en kasse med kød, som er omfattet af den i forordning nr. 2675/88 omhandlede ordning, indeholder dele, der er forbudt i henhold til forordningens artikel 4, stk. 4, er de efter disse forordninger beføjet til at udelukke hele kassens indhold fra støtte til privat oplagring og at erklære den sikkerhed, der er stillet for det betalte forskud vedrørende kassen plus 20%, fortabt. Spørgsmålet er inddelt i to dele for det tilfælde, at svaret på spørgsmålet måtte afhænge af arten af det produkt, som findes i kassen: afpudsning eller særskilte stykker fedt, der er rullet ind i andre kødstykker.
66 Ifølge HMIL er den kompetente myndighed af de samme grunde som dem, selskabet angav i forbindelse med behandlingen af det femte spørgsmål, ikke efter forordning nr. 2220/85 og nr. 2675/88 bemyndiget til at udelukke hele kassens indhold fra støtte til privat oplagring, men myndigheden er udelukkende beføjet til at fratrække vægten af det ikke-konforme produkt.
67 Ministeriet og Kommissionen har derimod gjort gældende, at den kompetente myndighed, efter de gældende bestemmelser, i de to tilfælde, som den forelæggende ret har redegjort for, var beføjet til at udelukke hele kassens indhold fra støtte til privat oplagring og at inddrage sikkerheden for det betalte forskud vedrørende kassen plus 20%.
68 Ministeriet har gjort gældende, at det påhvilede HMIL at godtgøre, at selskabet i overensstemmelse med forordning nr. 2675/88 havde krav på støtte for et produkt, som var placeret i en officielt forseglet æske, ved siden af et ikke-støtteberettiget produkt.
69 Kommissionen har tilføjet, at sikkerheden i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1091/80 fortsat fortabes i sin helhed i tilfælde af en tilsidesættelse af forpligtelserne i henhold til forordning nr. 2675/88.
70 For så vidt angår basisenheden for udelukkelse finder Kommissionen, at ministeriets tilgang, der består i at anvende kassen som basisenhed, er mere fordelagtig for sagsøgeren i hovedsagen end det resultat, der følger af artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 2675/88, hvorefter den enhed, som skal lægges til grund, er et »parti«, hvorved forstås »den mængde, der indlagres på en given dato«.
71 I den forbindelse bemærkes, at afpudsningen i henhold til artikel 4, stk, 4, i forordning nr. 2675/88 var udelukket fra ordningen med støtte til privat oplagring, og at særskilte fedtstykker i medfør af bestemmelserne i forordningens artikel 2, stk. 2, sammenholdt med artikel 2, stk. 2, i forordning 1208/81, når disse bestemmelser læses i sammenhæng med artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88, ligeledes var udelukket herfra.
72 Det må fastslås, at overholdelsen af de ovennævnte forordningsbestemmelser udgør et væsentligt krav i ordningen efter forordning nr. 2675/88.
73 Tilsidesættelsen af disse bestemmelser berettiger således til at afslå støtte til privat oplagring og til at erklære hele den stillede sikkerhed for det betalte forskud plus 20% fortabt.
74 Med hensyn til basisenheden for udelukkelse af et ikke-konformt produkt ifølge ordningen med støtte til privat oplagring bemærkes, at artikel 6, stk. 3, i forordning nr. 2675/88 angiver begrebet »parti«, hvorved skal forstås »den mængde, der indlagres på en given dato«. For så vidt som et parti kunne have tjent som basisenhed for udelukkelse, er den kompetente myndigheds valg med hensyn til at anvende kassen som basisenhed med sikkerhed truffet uden at tilsidesætte proportionalitetsprincippet.
75 På denne baggrund skal det sjette spørgsmål besvares med, at forordning nr. 2675/88, nr. 1091/80 og nr. 2220/85 skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed konstaterer, at en kasse med kød, som er omfattet af den i forordning nr. 2675/88 omhandlede ordning, indeholder dele, der er forbudt i henhold til forordningens artikel 4, stk. 4, såsom afpudsning eller fedtstykker rullet ind i andre kødstykker, er den efter disse forordninger beføjet til at udelukke kassernes samlede indhold fra støtte til privat oplagring og at erklære den sikkerhed, der er stillet for det betalte forskud for denne kasse plus 20%, fortabt.
Syvende, ottende og niende spørgsmål
76 Med disse spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EF-forordningerne skal fortolkes således, at den kompetente myndighed, når det på grundlag af kontrollen med kasserne med kød viser sig, at der i visse produktionsanlæg er indicier for, at der er fulgt en bevidst og konsekvent politik i strid med forordning nr. 1964/82 og nr. 2675/88, kan ekstrapolere resultaterne af denne kontrol til hele produktionen på de pågældende produktionsanlæg, eller om den skal nøjes med at ekstrapolere resultaterne til den produktion, der for så vidt angår forordning nr. 1964/82 er knyttet til eksportrestitutionsforpligtelserne, eller for så vidt angår forordning nr. 2675/88 er knyttet til kontrakterne om privat oplagring. Det niende spørgsmål omhandler særligt ekstrapoleringen af resultatet under hensyn til fortabelsen af sikkerheden, som er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1091/80.
77 Ifølge HMIL ville ekstrapolering på tværs af produktionsenheder uden hensyntagen til de enkelte kontrakter betyde, at nogle kontrakter ansås for at være overtrådt i et vist omfang på grundlag af de overtrædelser, der er konstateret for andre kontrakters vedkommende. Der er ingen hjemmel til et sådant system, som tilsidesætter garanternes rettigheder, idet disse indestår for, at bestemte kontrakter opfyldes, hvad enten der er tale om kontrakter vedrørende oplagringsstøtte eller kontrakter vedrørende eksportrestitutioner.
78 For så vidt angår artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1091/80 har HMIL gjort gældende, at de »andre forpligtelser«, som er omhandlet i denne bestemmelse, kun kan være dem, som forordningens artikel 3, stk. 2, litra a)-e), henviser til, dvs. navnlig : 1) forpligtelsen til at indlagre den aftalte mængde af det pågældende produkt inden for de fastsatte tidsfrister, 2) forpligtelsen til at oplagre produkterne i den fastsatte periode, 3) forpligtelsen til at afstå fra at forandre de oplagrede produkter i perioden, 4) forpligtelsen til at afstå fra at substituere de oplagrede produkter med andre produkter i den nævnte periode og 5) forpligtelsen til at afstå fra at flytte dem mellem forskellige lagre i perioden.
79 Derimod finder ministeriet og Kommissionen, at for så vidt som kontrollen havde vist, at der var indicier for, at eksportøren havde fulgt en bevidst og konsekvent politik, der bestod i at begå overtrædelser som de i hovedsagen omhandlede, var de kompetente myndigheder berettigede til at ekstrapolere disse konstateringer til at omfatte andre kasser, herunder dem, som vedrørte andre kontrakter eller forpligtelser.
80 Ministeriet har præciseret, at HMIL rådede over syv adskilte produktionsanlæg, og at kontrollen omfattede 2 400 æsker med mellembryst, slag og tværreb i alle HMIL's produktionsanlæg. Undersøgelsen afdækkede procentvis talrige overtrædelser af forordning nr. 1964/82 og nr. 2675/88 i alle produktionsanlæggene, idet omfanget procentvis varierede anlæggene imellem. De undersøgte æsker vedrørte 67 af de 138 kontrakter vedrørende privat oplagring, som HMIL havde gennemført i 1988.
-81 Kommissionen har påpeget, at Domstolen ved flere lejligheder har tiltrådt ordningen med ekstrapolering. Den henviser herved til dommen af 6. oktober 1993 (sag C-55/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4813), og af 9. august 1994 (sag C-413/92, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3781).
82 For så vidt angår artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1091/80 er det ministeriets opfattelse, at intet i denne bestemmelse danner grundlag for at slutte, at dens rækkevidde er begrænset til de af HMIL nævnte forpligtelser. Kommissionen gjorde allerede i forbindelse med gennemgangen af sjette spørgsmål gældende, at sikkerheden i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1091/80 var fortabt i sin helhed i tilfælde af tilsidesættelse af de ved forordning nr. 2675/88 indførte forpligtelser.
83 I den forbindelse følger det af fast retspraksis, at de kompetente myndigheder dels kan foretage stikprøvekontrol, dels, som et udslag af almindelig sandsynlighedsregning, kan foretage den fornødne ekstrapolering (jf. i denne retning dommen i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 22, og dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 13).
84 Ekstrapolering er så meget desto mere berettiget, når det følger af kontrollen, at der er tale om en bevidst og konsekvent politik, gående ud på at tilsidesætte Fællesskabets retsforskrifter.
85 Såfremt kontrollerne viser, at en sådan politik særligt er sat i værk på visse produktionsanlæg, er det hensigtsmæssigt at ekstrapolere resultaterne af kontrollen til den samlede produktion på disse anlæg. Følgelig er den kompetente myndighed ikke forpligtet til at begrænse ekstrapoleringen af disse resultater for så vidt angår forordning nr. 1964/82 inden for rammerne af de forpligtelser, som vedrører eksportrestitutionerne, eller for så vidt angår forordning nr. 2675/88 inden for rammerne af kontrakterne om støtte til privat oplagring.
86 Når stikprøvekontrollen viser indicier for, at der foreligger en bevidst og konsekvent politik gående ud på at indlagre produkter, som ikke er støtteberettigede i henhold til ordningen med støtte til privat oplagring efter artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88, kan den kompetente myndighed nægte at yde støtte til privat oplagring og erklære hele den sikkerhed, der er stillet for forudbetaling plus 20%, fortabt i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1091/80, for samtlige produkter, for hvilke den har ekstrapoleret kontrolresultaterne.
87 Det tilkommer den nationale ret konkret at undersøge, dels om kontrollen var tilstrækkelig og troværdig, dels om ekstrapoleringsmetoden var berettiget.
88 På denne baggrund skal syvende, ottende og niende spørgsmål besvares med, at EF-forordningerne skal fortolkes således, at den kompetente myndighed, når det på grundlag af kontrollen med kasserne med kød viser sig, at der i visse produktionsanlæg er indicier for, at der er fulgt en bevidst og konsekvent politik i strid med forordning nr. 1964/82 og nr. 2675/88, kan ekstrapolere resultaterne af denne kontrol til hele produktionen på de pågældende produktionsanlæg.
Når stikprøvekontrollen viser indicier for, at der foreligger en bevidst og konsekvent politik gående ud på at indlagre produkter, som ikke er støtteberettigede i henhold til ordningen med støtte til privat oplagring efter artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88, kan den kompetente myndighed nægte at yde støtte til privat oplagring og erklære hele den sikkerhed, der er stillet for forudbetalingen plus 20%, fortabt i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1091/80, for samtlige produkter, for hvilke den har ekstrapoleret kontrolresultaterne.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
89 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Supreme Court ved kendelse af 23. juli 1998, for ret:
1) Artikel 1 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1964/82 af 20. juli 1982 om fastsættelse af betingelserne for ydelse af særlige eksportrestitutioner for visse former for udbenet oksekød, som affattet ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3169/87 af 23. oktober 1987 om ændring af forordning (EØF) nr. 32/82, (EØF) nr. 1964/82 og (EØF) nr. 74/84 for så vidt angår toldbehandlingen ved udførsel af visse former for oksekød, for hvilke der ydes særlige restitutioner, skal fortolkes således, at hvert stykke kød skulle emballeres særskilt, uanset stykkets størrelse, vægt eller art, og uanset om der var tale om navnlig affald (»scraps«) eller afpudsning (»trimmings«).
2) Forordningens artikel 7 og 8 skal fortolkes således, at medlemsstaterne var beføjet til at udelukke afpudsning under en vis minimumsvægt, f.eks. 100 gram, fra de særlige eksportrestitutioner.
3) Artikel 4, stk. 4, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2675/88 af 29. august 1988 om ydelse af en skønsmæssigt forudfastsat støtte til privat oplagring af hele kroppe, halve kroppe og bag- og forfjerdinger af voksne handyr, som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3258/88 af 21. oktober 1988, skal fortolkes således, at der ikke kunne ydes støtte til privat oplagring for afpudsning hidrørende fra udskæringen eller udbeningen, uanset dens vægt, ifølge kontrakter indgået i medfør af forordningen.
4) Forordning nr. 1964/82, Rådets forordning (EØF) nr. 565/80 af 4. marts 1980 om forudbetaling af eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2026/83 af 18. juli 1983, og Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3494/88 af 9. november 1988 og Kommissionens forordning (EØF) nr. 3993/88 af 21. december 1988, skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed konstaterer, at en kasse med kød, som er omfattet af den i forordning nr. 1964/82 omhandlede ordning, indeholder dele, der er forbudt i henhold til retsforskrifterne, er myndigheden - uanset om der er tale om afpudsning rullet ind i andre stykker, særskilte fedtstykker rullet ind i andre kødstykker eller kødstykker, der ikke er emballeret individuelt - efter disse forordninger beføjet til at fastslå, at kassernes samlede indhold skal udelukkes fra særlige eksportrestitutioner og erklære den sikkerhed, som er stillet for forudbetalingen for denne kasse plus 20%, fortabt.
5) Forordning nr. 2675/88, Kommissionens forordning (EØF) nr. 1091/80 af 2. maj 1980 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende ydelse af støtte til privat oplagring af oksekød og Kommissionens forordning (EØF) nr. 2220/85 af 22. juli 1985 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen for sikkerhedsstillelse for landbrugsprodukter, som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1181/87 af 29. april 1987, skal fortolkes således, at når den kompetente myndighed konstaterer, at en kasse med kød, som er omfattet af den i forordning nr. 2675/88 omhandlede ordning, indeholder dele, der er forbudt i henhold til forordningens artikel 4, stk. 4, såsom afpudsning eller fedtstykker rullet ind i andre kødstykker, er den efter disse forordninger beføjet til at udelukke kassernes samlede indhold fra støtte til privat oplagring og at erklære den sikkerhed, der er stillet for det betalte forskud for denne kasse plus 20%, fortabt.
6) EF-forordningerne skal fortolkes således, at den kompetente myndighed, når det på grundlag af kontrollen med kasserne med kød viser sig, at der i visse produktionsanlæg er indicier for, at der er fulgt en bevidst og konsekvent politik i strid med forordning nr. 1964/82 og nr. 2675/88, kan ekstrapolere resultaterne af denne kontrol til hele produktionen på de pågældende produktionsanlæg.
7) Når stikprøvekontrollen viser indicier for, at der foreligger en bevidst og konsekvent politik gående ud på at indlagre produkter, som ikke er støtteberettigede i henhold til ordningen med støtte til privat oplagring efter artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 2675/88, kan den kompetente myndighed nægte at yde støtte til privat oplagring og erklære hele den sikkerhed, der er stillet for forudbetalingen plus 20%, fortabt i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1091/80, for samtlige produkter, for hvilke den har ekstrapoleret kontrolresultaterne.
Full & Egal Universal Law Academy