Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1 Fælles toldtarif - toldpositioner - »elektriske apparater til trådtelefoni og trådtelegrafi« som omhandlet i pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur - Kommissionens beslutning om at lade denne position omfatte adaptere, kanalforbindelsesadaptere og transceivere samt adaptorkort - ulovlig - punkt 1, 2 og 3 i bilaget til forordning nr. 1638/94 og punkt 4 i bilaget til forordning nr. 1165/95 ugyldige
(Kommissionens forordning nr. 1638/94, bilaget, punkt 1, 2 og 3, og nr. 1165/95, bilaget, punkt 4)
2 Fælles toldtarif - toldpositioner - dele af computernetværksudstyr - tarifering i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur
Sammendrag
1 Forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur er ugyldig, for så vidt de tariferer de adaptere, kanalforbindelsesadaptere og transceivere, som er beskrevet i punkt 1, 2 og 3 i bilaget til forordning nr. 1638/94, og de adaptorkort, som er beskrevet i punkt 4 i bilaget til forordning nr. 1165/95, i pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur (elektriske apparater til trådtelefoni og trådtelegrafi).
Henset til ordlyden af pos. 8471 og 8517, sammenholdt med de forklarende bemærkninger, som disse var affattet på tidspunktet for vedtagelsen af de to ovennævnte forordninger, burde Kommissionen have været klar over, at det var forkert at tarifere disse typer netværksudstyr i pos. 8517. Denne fejl er åbenbar og medfører derfor, at de nævnte forordninger er ugyldige.
(jf. præmis 22 og 27 samt domskonkl. 1 og 2)
2 Dele af computernetværksudstyr, der kan tilsluttes centralenheden enten direkte eller via en eller flere andre enheder, der er specielt bestemt til at udgøre en del af et anlæg, der kan modtage eller sende data i en form, som kan anvendes af anlægget, og som ikke har en funktion, de ville kunne udføre uden brug af en automatisk databehandlingsmaskine, skal tariferes i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur.
(jf. præmis 27 og domskonkl. 3)
Parter
I sag C-463/98,
angående en anmodning, som Appeal Commissioners (Irland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Cabletron Systems Ltd
mod
The Revenue Commissioners,
"at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden af Kommissionens forordning (EF) nr. 1638/94 af 5. juli 1994 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 172, s. 5) og forordning (EF) nr. 1165/95 af 23. maj 1995 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 117, s. 15), samt fortolkningen af den kombinerede nomenklatur og af den fælles toldtarif, som indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2505/92 af 14. juli 1992 (EFT L 267, s. 1), (EØF) nr. 2551/93 af 10. august 1993 (EFT L 241, s. 1), (EF) nr. 3115/94 af 20. december 1994 (EFT L 345, s. 1), og derefter ved Kommissionens forordning (EF) nr. 3009/95 af 22. december 1995 (EFT L 319, s. 1),
har
DOMSTOLEN
(Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. La Pergola, og dommerne M. Wathelet, D.A.O. Edward (refererende dommer), P. Jann og L. Sevón,
generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- Cabletron Systems Ltd ved P. Sreenan, SC, og R. Hastings, BL, for solicitors Arthur Cox
- Revenue Commissioners ved F. Cooke, som befuldmægtiget, bistået af E. Fitzsimons, SC, og B. Conway, BL
- den nederlandske regering ved M.A. Fierstra, som befuldmægtiget
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved R.B. Wainwright og J.C. Schieferer, som befuldmægtigede,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der i retsmødet den 30. november 2000 er afgivet mundtlige indlæg af Cabletron Systems Ltd, af Revenue Commissioners og af Kommissionen,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 1. februar 2001,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved afgørelse af 15. december 1998, indgået til Domstolen den 17. december 1998, har Appeal Commissioners i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende gyldigheden af Kommissionens forordning (EF) nr. 1638/94 af 5. juli 1994 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 172, s. 5) og forordning (EF) nr. 1165/95 af 23. maj 1995 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 117, s. 15), samt fortolkningen af den kombinerede nomenklatur og af den fælles toldtarif, som indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT L 256, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2505/92 af 14. juli 1992 (EFT L 267, s. 1), (EØF) nr. 2551/93 af 10. august 1993 (EFT L 241, s. 1), (EF) nr. 3115/94 af 20. december 1994 (EFT L 345, s. 1), og derefter ved Kommissionens forordning (EF) nr. 3009/95 af 22. december 1995 (EFT L 319, s. 1).
2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem selskabet Cabletron Systems Ltd, Limerick (Irland) (herefter »Cabletron«), og Revenue Commissioners, den irske myndighed med ansvar for toldspørgsmål, vedrørende tariferingen af 58 typer af udstyr, som er bestemt til kontrol, bearbejdning, formatering, routing, switching eller bridging af data fra en enhed til en anden enhed i et lokalt netværk (LAN), hvor et LAN defineres som et forbindelsesled mellem en eller flere computere eller servere og ydre enheder.
Relevante bestemmelser
Den kombinerede nomenklatur indtil den 31. december 1995
3 Pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur har følgende ordlyd:
»Automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil; magnetiske og optiske læsere, maskiner til overførsel af data til datamedier i kodet form samt maskiner til bearbejdning af sådanne data, ikke andetsteds tariferet.«
4 Bestemmelse 5 til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur, som er relevant i forhold til pos. 8471, var før den 1. januar 1996 affattet således:
»A. [...]
B. Automatiske databehandlingsmaskiner kan foreligge som anlæg bestående af et varierende antal enheder, monteret i selvstændige kabinetter. En enhed skal anses som en del af det komplette anlæg, såfremt den opfylder alle de følgende betingelser:
a) den kan tilsluttes centralenheden enten direkte eller gennem en eller flere andre enheder, og
b) den er specielt konstrueret som en del til et sådant anlæg; den skal således især (bortset fra strømforsyningsenheder) kunne modtage eller levere data i en form (kode eller signaler), som kan anvendes af anlægget.
Såfremt sådanne enheder foreligger særskilt, tariferes de også i pos. 8471.
Pos. 8471 omfatter ikke maskiner, der er sammenbygget eller forbundet med en automatisk databehandlingsmaskine, men som udfører deres egen selvstændige arbejdsfunktion. Disse maskiner skal tariferes i positionen for den pågældende arbejdsfunktion, eller, hvis en sådan position ikke findes, i en relevant opsamlingsposition.«
5 Pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur havde før den 1. januar 1996 følgende ordlyd:
»Elektriske apparater til trådtelefoni og trådtelegrafi, herunder apparater til bærefrekvenstrådsystemer.«
Den kombinerede nomenklatur siden den 1. januar 1996
6 Mens ordlyden af pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur er forblevet uændret, er bestemmelse 5 til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur derimod blevet ændret ved forordning nr. 3009/95, der trådte i kraft den 1. januar 1996. Bestemmelsen har som affattet ved denne forordning følgende ordlyd:
»A. [...]
B. Automatiske databehandlingsmaskiner kan foreligge som anlæg bestående af et varierende antal selvstændige enheder. Under forbehold af punkt E nedenfor skal en enhed anses som en del af et komplet anlæg, såfremt den opfylder alle de følgende betingelser:
a) den anvendes udelukkende eller hovedsagelig i forbindelse med et automatisk databehandlingsanlæg
b) den kan tilsluttes centralenheden enten direkte eller gennem en eller flere andre enheder, og
c) den kan modtage eller aflevere data i en form (koder eller signaler), der kan anvendes af anlægget.
C. Enheder, der foreligger særskilt, til automatiske databehandlingsanlæg tariferes i pos. 8471.
D. [...]
E. Maskiner, der udfører en selvstændig funktion, bortset fra databehandling, og som er sammenbygget eller forbundet med en automatisk databehandlingsmaskine, tariferes i positionen for den pågældende arbejdsfunktion, eller, hvis en sådan ikke findes, i en relevant opsamlingsposition.«
7 Pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur, som affattet ved forordning nr. 3009/95, har følgende ordlyd:
»Elektroniske apparater til trådtelefoni og trådtelegrafi, herunder apparater til trådtelefoni, med trådløst telefonrør, og apparater til bærefrekvenstrådsystemer eller digitalnetsystemer; videofoner.«
Forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95
8 I henhold til forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95 skal de adaptere, kanalforbindelsesadaptere og transceivere, som er beskrevet i punkt 1, 2 og 3 i bilaget til forordning nr. 1638/94, og de adaptorkort, som er beskrevet i punkt 4 i bilaget til forordning nr. 1165/95, tariferes i underposition KN 8517 82 90 (elektriske apparater til trådtelegrafi, bortset fra fjernkopieringsmaskiner (telefaxapparater).
Tvisten i hovedsagen
9 I marts og april 1993 afgav Revenue Commissioners på anmodning fra Cabletron bindende tariferingsoplysninger om tarifering af 43 typer af netværksudstyr i underposition KN 8471 99 10 (ydre enheder til automatiske databehandlingsmaskiner).
10 Efter vedtagelsen af forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95 tilbagekaldte Revenue Commissioners i november 1994 samt i april, maj og juni 1995 disse bindende tariferingsoplysninger og erstattede dem med andre, som tariferede det pågældende udstyr i underposition KN 8517 82 90.
11 I marts 1996, efter omarbejdelsen af den kombinerede nomenklatur ved forordning nr. 3009/95, omtariferede Revenue Commissioners disse typer af udstyr i den nye underposition KN 8517 50 90 (andre apparater til digitalnet).
12 I april 1996 afgav Revenue Commissioners, på foranledning af en ny anmodning fra Cabletron vedrørende tarifering af andre slags netværksudstyr, bindende tariferingsoplysninger om tarifering i underposition KN 8517 50 90 af 16 typer af dette udstyr.
13 Da toldsatsen på det pågældende tidspunkt var betydelig højere for pos. 8517 end for pos. 8471, indbragte Cabletron Revenue Commissioners' tariferinger for Appeal Commissioners.
14 Da Appeal Commissioners er af den opfattelse, at sagen rejser fællesskabsretlige spørgsmål, har myndigheden besluttet at udsætte sagen og har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Er Kommissionens forordning (EF) nr. 1638/94 af 5. juli 1994 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 172 af 7.7.1994, s. 5) gyldig, for så vidt de varer, der er anført under punkt 1, 2 og 3 i bilaget til forordningen, herved tariferes i pos. KN 8517 82 90?
2) Er Kommissionens forordning (EF) nr. 1165/95 af 23. maj 1995 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EFT L 117 af 24.5.1995, s. 15) gyldig, for så vidt de varer, der er anført under punkt 4 i bilaget til forordningen, herved tariferes i pos. KN 8517 82 90?
3) Skal den kombinerede nomenklatur (Rådets forordning nr. 2658/87, som ændret, EFT L 256 af [7.9.] 1987, s. 1) fortolkes således, at varer [som de i hovedsagen omhandlede] skal tariferes som 'automatiske databehandlingsmaskiner og enheder dertil; magnetiske og optiske læsere, maskiner til overførsel af data til datamedier i kodet form samt maskiner til bearbejdning af sådanne data, ikke andetsteds tariferet' i pos. 8471, enten i) i tiden efter den 1. januar 1996, ii) i tiden mellem den 28. april 1993 og den 31. december 1995 eller iii) i begge perioder?
4) Såfremt det tredje spørgsmål eller en del af dette besvares benægtende for så vidt angår en eller flere af de varer [som er omhandlet i hovedsagen], skal den kombinerede nomenklatur da fortolkes således, at det i henhold til denne er påbudt, at sådanne varer i tiden før den 1. januar 1996 tariferes som 'elektriske apparater til trådtelefoni eller trådtelegrafi, herunder apparater til bærefrekvenstrådsystemer' i pos. 8517 eller, efter den 1. januar 1996, som 'elektroniske apparater til trådtelefoni eller trådtelegrafi, herunder apparater til trådtelefoni med trådløst telefonrør, og apparater til bærefrekvenstrådsystemer eller digitalnetsystemer; videofoner' i pos. 8517?«
De præjudicielle spørgsmål
15 Med disse spørgsmål ønsker den nationale ret nærmere bestemt oplyst dels, om forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95 er gyldige, for så vidt de tariferer udstyr som det i hovedsagen omhandlede i pos. 8517, dels hvilken position i den kombinerede nomenklatur der på tidspunkterne for afgivelsen af de forskellige bindende tariferingsoplysninger, som blev meddelt i hovedsagen, skulle anvendes ved tariferingen af dette udstyr.
16 Det bemærkes for det første, at Domstolen i dom af 19. oktober 2000, Peacock (sag C-339/98, Sml. I, s. 8947), har fastslået, at i perioden juli 1990 til maj 1995 skulle netværkskort, som skal installeres i automatiske databehandlingsmaskiner, tariferes i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur som enheder til sådanne maskiner.
17 Domstolen har bl.a. fastslået, at netværkskortene udelukkende er beregnet til anvendelse i automatiske databehandlingsmaskiner, som de er direkte tilsluttet, og deres arbejdsfunktion er at levere og modtage data i en form, som kan anvendes af maskinerne, og den har heraf udledt, at netværkskort kan sammenlignes med alle andre midler, som anvendes af en automatisk databehandlingsmaskine for at modtage eller levere data, i den forstand at de ikke udfører en arbejdsfunktion, som de kunne udføre uden brug af en sådan maskine (Peacock-dommen, præmis 16). Sidste afsnit af bestemmelse 5 B til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur, i den affattelse, som var gældende før den 1. januar 1996, udelukker derfor ikke, at netværkskort skal tariferes i pos. 8471, idet de ikke udfører en selvstændig funktion (Peacock-dommen, præmis 17 og 18). Desuden opfylder de alle de betingelser, som er opstillet til »enheder« i den nævnte bestemmelse, idet de kan tilsluttes centralenheden og er specielt konstrueret som dele til et automatisk databehandlingsanlæg (Peacock-dommen, præmis 20).
18 Ganske vist vedrører Peacock-dommen kun en enkelt gruppe af netværksudstyr, men det ligger fast, at alle de i hovedsagen omhandlede varer opfylder de betingelser til enheder, som er fastsat i bestemmelse 5 B til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur, i den affattelse, som var gældende før den 1. januar 1996, hvilket var afgørende for, at Domstolen i Peacock-dommen fastslog, at netværkskort skulle tariferes i pos. 8471.
19 Desuden er disse varer alle omfattet af de brede definitioner, som findes i bemærkning I D, punkt 4 og 5, i de forklarende bemærkninger til det harmoniserede system vedrørende pos. 8471, som værende »styre- og tilslutningsenheder (adapterenheder), som f.eks. udgør forbindelsen fra centralenheden til andre digitalmaskiner eller til grupper af indlæse- og udlæseenheder«, »kanalforbindelsesadaptere, som anvendes til at forbinde de to digitalanlæg med hinanden«, eller »signalomsættere, som ved indlæsning sætter maskinen i stand til at forstå et udefra kommende signal, medens de ved udlæsning omsætter de producerede signaler til signaler, som kan anvendes uden for maskinen«.
20 Af disse grunde, og af de grunde, som generaladvokaten har anført i punkt 71-74 i forslaget til afgørelse, skulle de i hovedsagen omhandlede varer før vedtagelsen af forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95 tariferes i pos. 8471.
21 Af de grunde, som er anført i punkt 82-95 i generaladvokatens forslag til afgørelse, bemærkes for det andet, at Kommissionens og Appeal Commissioners' anbringende, hvorefter forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95 alligevel er gyldige, eftersom Kommissionens urigtige tarifering ikke kan betegnes som »åbenbar«, skal forkastes.
22 Henset til ordlyden af pos. 8471 og 8517, sammenholdt med de forklarende bemærkninger, som disse var affattet på tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95, burde Kommissionen have været klar over, at det var forkert at tarifere de typer af netværksudstyr, som er omhandlet i punkt 1, 2 og 3 i bilaget til forordning nr. 1638/94 og i punkt 4 i bilaget til forordning nr. 1165/95, i pos. 8517. Denne fejl er åbenbar og medfører derfor, at de nævnte forordninger er ugyldige.
23 For det tredje bemærkes, at af de grunde, som er anført af generaladvokaten i punkt 96-102 i forslaget til afgørelse, vedrører ændringerne fra den 1. januar 1996 af ordlyden af pos. 8517 ikke de i hovedsagen omhandlede typer af netværksudstyr.
24 Heraf følger, at netværksudstyr, der opfylder de betingelser, der var fastsat for enheder til automatiske databehandlingsmaskiner, der foreligger som anlæg, i bestemmelse 5 B til kapitel 84 i den kombinerede nomenklatur, i den affattelse, som var gældende før den 1. januar 1996, efter dette tidspunkt ikke henhører under pos. 8517, blot fordi det anvender kabler og digitalteknik.
25 Ændringen af bestemmelse 5 med virkning fra den 1. januar 1996 kan heller ikke medføre, at Domstolens konklusioner i Peacock-dommen bør ændres for perioden efter denne dato.
26 Endelig bemærkes, at af de grunde, som er anført af generaladvokaten i punkt 111-115 i forslaget til afgørelse, kan Revenue Commissioners ikke gives medhold i begæringen om en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af dommen, hvorved forordning nr. 1638/94 og nr. 1165/95 erklæres ugyldige.
27 De præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares som følger:
- Forordning nr. 1638/94 er ugyldig, for så vidt den tariferer de adaptere, kanalforbindelsesadaptere og transceivere, som er beskrevet i punkt 1, 2 og 3 i bilaget til forordningen, i pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur.
- Forordning nr. 1165/95 er ugyldig, for så vidt den tariferer de adaptorkort, som er beskrevet i punkt 4 i bilaget til forordningen, i pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur.
- Dele af computernetværksudstyr, der kan tilsluttes centralenheden enten direkte eller via en eller flere andre enheder, der er specielt bestemt til at udgøre en del af et anlæg, der kan modtage eller sende data i en form, som kan anvendes af anlægget, og som ikke har en funktion, de ville kunne udføre uden brug af en automatisk databehandlingsmaskine, skal tariferes i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur både før og efter den 1. januar 1996.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
28 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN
(Femte Afdeling)
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Appeal Commissioners ved afgørelse af 15. december 1998, for ret:
1) Kommissionens forordning (EF) nr. 1638/94 af 5. juli 1994 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur er ugyldig, for så vidt den tariferer de adaptere, kanalforbindelsesadaptere og transceivere, som er beskrevet i punkt 1, 2 og 3 i bilaget til forordningen, i pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur.
2) Kommissionens forordning (EF) nr. 1165/95 af 23. maj 1995 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur er ugyldig, for så vidt den tariferer de adaptorkort, som er beskrevet i punkt 4 i bilaget til forordningen, i pos. 8517 i den kombinerede nomenklatur.
3) Dele af computernetværksudstyr, der kan tilsluttes centralenheden enten direkte eller via en eller flere andre enheder, der er specielt bestemt til at udgøre en del af et anlæg, der kan modtage eller sende data i en form, som kan anvendes af anlægget, og som ikke har en funktion, de ville kunne udføre uden brug af en automatisk databehandlingsmaskine, skal tariferes i pos. 8471 i den kombinerede nomenklatur både før og efter den 1. januar 1996.
Full & Egal Universal Law Academy