Generaladvokatens forslag til afgørelse
I - Indledning
1. Den foreliggende sag, der er foranlediget af de præjudicielle spørgsmål, som Oberster Gerichtshof der Republik Österreich (Østrigs Højesteret) har forelagt for Domstolen, omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en national lovgivning, hvorefter et mindreårigt og dermed forsørgelsesberettiget barn i en situation, hvor den bidragsforpligtede forældrepart ikke betaler børnebidraget, kun kan forlange bidraget udbetalt forskudsvis af det offentlige, hvis barnet enten er østrigsk statsborger eller statsløs.
II - De faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne
2. De mindreårige sagsøgere i hovedsagen samt deres forældre er tyske statsborgere. Familien har siden 1987 boet i Østrig. Forældrene blev skilt den 1. februar 1995, og moderen fik alene forældremyndigheden over børnene. Den 17. januar 1996 forpligtede faderen sig ved et indenretligt forlig til for hvert barn at betale et månedligt børnebidrag på 3 500 ATS. Børnene bor ligesom forældrene i Østrig.
3. Forældrene er begge selvstændige erhvervsdrivende i Østrig. Moderen er indehaver af en boghandel med børnebøger, faderen er selvstændig repræsentant for byggematerialer.
4. Den 1. september 1998 ansøgte børnene om forskudsvis udbetaling af børnebidrag i størrelsesordenen 3 500 ATS om måneden med den begrundelse, at faderen ikke have betalt bidrag siden februar 1998. De gjorde i den forbindelse gældende, at de havde forsøgt at opnå tvangsfuldbyrdelse af det eksigible krav på børnebidrag over for deres fader, men at tvangsfuldbyrdelsen ikke have båret frugt, da den bidragsskyldige ikke havde nogen lønindtægt.
5. Førsteinstansen afslog børnenes krav under henvisning til deres tyske statsborgerskab. Appelinstansen stadfæstede denne afgørelse, men tog dog børnenes begæring om revisionsanke til Oberster Gerichtshof til følge. Den kompetente afdeling af Oberster Gerichtshof (herefter »den forelæggende ret«) fandt, at det var nødvendigt at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse.
6. Den østrigske regering og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i sagen. Den svenske regering har deltaget i de mundtlige retsforhandlinger. Jeg vil senere vende tilbage til parternes anbringender.
III - Den præjudicielle forelæggelse
7. Den forelæggende ret har henvist til grundene til den relevante østrigske lovgivning, hvorefter staten med Unterhaltsvorschussgesetz (lov om forskudsvis udbetaling af børnebidrag) havde til hensigt at drage omsorg for »sin ungdom«. Lovforslaget er »et afgørende skridt til sikring af mindreårige børns underhold«. I forarbejderne beklages de kvinders lod, »der, fordi de er blevet skilt fra deres mænd, er blevet forladt af disse, eller det drejer sig om mødre til uægte børn, som fædrene ikke vil have meget med at gøre, der står alene tilbage med deres mindreårige børn«, og dem, der »foruden den tunge byrde med at opdrage deres børn« også »er bebyrdet med at inddrive børnebidraget fra fædrene til deres børn«. Derfor bør staten træde i stedet for den bidragsforpligtede, der er i restance med betalingerne, og udbetale bidragene forskudsvis og efterfølgende inddrive beløbet hos den bidragsforpligtede.
8. Udbetalingen af forskud på børnebidrag ses i national ret som en social sikringsydelse, der hviler på et materielretligt krav på børnebidrag efter privatretlige bestemmelser mod den bidragsforpligtede, uanset om der allerede foreligger et eksekutionsfundament, eller et sådant af bestemte grunde endnu ikke består.
9. Forskud, der udbetales til den af forældrene, i hvis husstand det berettigede barn passes, har imidlertid ifølge grundene også til formål at udligne forsørgerbyrder, der - i mangel af udbetaling af forskud - kun ville påhvile den forældrepart, der passer barnet. Ikke mindst af den grund finansieres forskuddene på børnebidrag af midlerne fra Familienlastenausgleichsfonds (fond til udligning af forsørgerbyrder). Det er dog åbenlyst, at udbetaling af forskud også skal sikre, at den forældrepart, der passer barnet, i højere grad kan hellige sig pasningen af sit mindreårige barn, idet den pågældende ikke er tvunget til selv at skaffe alle de fornødne midler til barnets underhold.
10. Når der henses til betingelserne for og formålet med forskudsvis udbetaling af børnebidrag, kunne Domstolen komme til det resultat, at sådanne forskudsvise udbetalinger skal kvalificeres som sociale sikringsydelser, der i deres egenskab af familieydelser er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71 . En sådan konklusion skal imidlertid ses i forhold til Domstolens praksis, hvorefter en social sikringsydelse, der har til formål at sikre den berettigedes livsunderhold, som udgangspunkt er en social fordel i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1612/68 . Det kan heller ikke udelukkes, at Domstolen vil nå frem til en fællesskabsretlig løsning, hvorefter forskudsvis udbetaling af børnebidrag efter østrigsk ret både kan karakteriseres som en familieydelse, i den betydning udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, og som social fordel i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.
11. Ansøgernes forældre er dog ikke arbejdstagere, men selvstændige erhvervsdrivende. Det kommer af den grund ikke på tale at udstrække begrebet social fordel, som i medfør af forordning nr. 1612/68 kun kan ydes til arbejdstagere og deres familiemedlemmer, til også at omfatte ansøgerne, der er børn af selvstændige erhvervsdrivende. EF-traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF) er derimod et særligt udtryk for EF-traktatens artikel 6 (efter ændring nu artikel 12 EF), der som en lex specialis-regel har forrang for det generelle forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn. Uforenelige med traktatens artikel 52 er ikke alene den forskelsbehandling, der følger af et ved lov fastsat krav om statsborgerskab, og som har en direkte virkning på udøvelsen af selvstændig virksomhed, men derimod også sådanne bestemmelser, der vil kunne afholde den selvstændige fra at etablere sig i den pågældende medlemsstat, som f.eks. bestemmelser, der resulterer i forskelsbehandling på det sociale sikringsområde.
12. Endelig kunne retten til forskudsvis udbetaling af børnebidrag efter østrigsk ret, også selv om denne ret ikke er omfattet af de rettigheder, der nu er forankret i EF-traktaten, især etableringsfriheden, alligevel være omfattet af beskyttelsen i henhold til traktatens artikel 6, stk. 1, der også finder anvendelse på forhold, der kun »udviser berøringspunkter med de principper, som fællesskabsretten tager sigte på«.
13. Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at afgøre følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Udgør forskudsvis udbetaling af børnebidrag til selvstændige erhvervsdrivendes mindreårige børn i henhold til den østrigske Bundesgesetz über die Gewährung von Vorschüssen auf den Unterhalt von Kindern (forbundslov om forskudsvis udbetaling af bidrag til børns underhold, Unterhaltsvorschussgesetz 1985 - UVG BGBl. nr. 451 i den gældende affattelse) familieydelser efter artikel 4, stk. 1, litra h), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EØF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 og som ændret ved Rådets forordning nr. 3427/89 af 30. oktober 1989, og finder forordningens artikel 3 om ligebehandling følgelig også anvendelse i et sådant tilfælde?
2) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:
Foreligger der i strid med EF-traktatens artikel 52 og artikel 6, stk. 1, en forskelsbehandling af mindreårige børn i deres egenskab af familiemedlemmer, såfremt børnene, der ligesom deres forældre, som driver selvstændig erhvervsvirksomhed i Østrig, har tysk statsborgerskab, men som har deres sædvanlige bopæl i Republikken Østrig, søger om forskudsvis udbetaling af børnebidrag i henhold til den østrigske forbundslov om forskudsvis udbetaling af bidrag til børns underhold (Unterhaltsvorschussgesetz 1985 - UVG BGBl. nr. 451 i den gældende affattelse), og det under henvisning til børnenes tyske statsborgerskab i henhold til UVG's § 2, stk. 1, afslås at yde dem et sådant forskud?«
IV - De relevante retsregler
A - De fællesskabsretlige bestemmelser
Forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (herefter »forordning nr. 1408/71«)
14. De relevante bestemmelser i forordningen har følgende ordlyd:
»Artikel 1 (10) (15)
Definitioner
I denne forordning:
a)-e) [...]
f) i) betyder udtrykket familiemedlem enhver person, der betegnes eller anerkendes som familiemedlem eller betegnes som hørende til husstanden i den lovgivning, hvorefter ydelserne udredes, eller, i de i artikel 22, stk. 1, litra a), og artikel 31 omhandlede tilfælde, i lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den pågældende er bosat [...]
g)-t) [...]
u) i) betyder udtrykket familieydelser alle natural- eller kontantydelser, der tager sigte på udligning af forsørgerbyrder inden for rammerne af en lovgivning som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra h), dog med undtagelse af de i bilag II nævnte særlige ydelser i anledning af fødsel eller adoption
v) [...]
Artikel 2
Personkreds
1. Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.
2.-3. [...]
Artikel 3
Ligebehandling
1. Personer, der er bosat på en medlemsstats område, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.
[...]
Artikel 4 (10)
Sagligt anvendelsesområde
1. Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:
a)-g) [...]
h) familieydelser.
2.-3. [...]
4. Denne forordning finder hverken anvendelse på offentlig social og sundhedsmæssig forsorg eller på ordninger til fordel for ofre for krig eller dens følger eller på særlige ordninger for tjenestemænd og dermed ligestillede personer.
Artikel 5 (10)
Medlemsstaternes erklæringer om denne forordnings anvendelsesområde
Medlemsstaterne skal i erklæringer, der meddeles og offentliggøres i overensstemmelse med artikel 97, angive den lovgivning og de ordninger, der omfattes af artikel 4, stk. 1 og 2, de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige ydelser, de i artikel 50 omhandlede minimumsydelser samt de i artikel 77 og 78 omhandlede ydelser.«
B - De nationale bestemmelser
Unterhaltsvorschussgesetz 1985 - UVG, BGBl. nr. 451 i den gældende affattelse (herefter »UVG«)
15. UVG's § 2, stk. 1, og § 3, der findes under overskriften »Betingelser«,har følgende ordlyd:
»§ 2, stk. 1: Mindreårige børn, der har deres sædvanlige bopæl i Østrig, og som enten er østrigske statsborgere eller statsløse, har krav på forskud [...]«
»§ 3: Der udbetales forskud, når
1. der for en lovbestemt ret til børnebidrag er grundlag for tvangsfuldbyrdelse her i landet, og
2. en tvangsfuldbyrdelse vedrørende løbende børnebidrag [...] eller, såfremt den bidragsforpligtede åbenbart ikke har noget lønkrav eller noget andet krav i et løbende forhold, en tvangsfuldbyrdelse [...] ikke har skaffet fuld dækning, selv for blot ét af de bidrag, der er forfaldet inden for de sidste seks måneder, før der er indgivet ansøgning om forskud; betalte restancer på børnebidrag skal herved fratrækkes det løbende børnebidrag.«
16. UVG's § 4 bestemmer, at der under nærmere beskrevne omstændigheder også udbetales forskud, når tvangsfuldbyrdelsen viser sig at være udsigtsløs, eller hvis retten til børnebidrag ikke er fastsat.
17. UVG's § 30 og 31 bestemmer, at barnets ret til børnebidrag, som er blevet udbetalt forskudsvis, overføres til det offentlige. Når den bidragsforpligtede ikke foretager betaling, tvangsinddrives fordringerne.
V - Første spørgsmål
Parternes anbringender
18. Den østrigske regering har lagt til grund, at det i forbindelse med besvarelsen af det første spørgsmål skal efterprøves, om den forskudsvise udbetaling af børnebidraget er en familieydelse, i den betydning udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71. I den forbindelse har regeringen anført, at den pågældende ydelse er af familieretlig karakter, og at trangskriteriet ikke er afgørende for udbetaling af ydelsen. Forskudsvis udbetaling af børnebidrag i henhold til UVG er baseret på det mindreårige barns materielretlige krav over for den bidragsforpligtede forældrepart. UVG bestemmer, at der kan ydes forskud på denne underholdsforpligtelse, uanset om der allerede foreligger et eksekutionsfundament for kravet over for den bidragsforpligtede eller dette af bestemte grunde (endnu) ikke består. Sigtet med loven er at sikre, at barnet modtager det fulde børnebidrag, også hvis den bidragsforpligtede svigter. Med henblik herpå lægger det offentlige ganske vist pengene ud, men der er ikke af den grund tale om en social sikringsydelse. Hvis forbundsmyndighederne udbetaler bidraget, succederer det offentlige i barnets familieretlige krav. Barnets underhold bliver altså finansieret forlods, hvorved det offentlige kun medvirker ved gennemførelsen af kravet. Forskudsvis udbetaling af børnebidrag i henhold til Unterhaltsvorschussgesetz er altså ikke familieydelser, i den betydning udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71, hvis artikel 3 følgelig ikke finder anvendelse.
19. Kommissionen har først behandlet spørgsmålet, om de omhandlede ydelser er omfattet af det saglige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71. Kommissionen har i den forbindelse henvist til, at den østrigske regering ikke ved hjælp af en erklæring som omhandlet i forordningens artikel 5 har meddelt, at de omtvistede ydelser er omfattet af forordningens anvendelsesområde. Denne omstændighed er imidlertid ikke til hinder for, at ydelserne alligevel kan betragtes som sociale sikringsydelser, hvis de udviser de nødvendige karakteristika herfor. Spørgsmålet, om en ydelse er en social sikringsydelse, afhænger ifølge Domstolens praksis af de enkelte elementer i den pågældende ydelse, navnlig dens formål og de betingelser, under hvilke ydelsen tilkendes. Den skal tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og den skal vedrøre en af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71. Den sociale sikringsgren, der vedrører familieydelser, kommer således på tale i den foreliggende sag, da man må gå ud fra, at der ikke er tale om en ydelse, der har karakter af social forsorg.
20. Der ligger dog et privatretligt krav på børnebidrag til grund for UVG. Formålet med ydelsen er for så vidt et andet end det formål, der typisk gælder for familieydelser, nemlig udligning af forsørgerbyrder. Den byrde, der følger af forpligtelsen til at sørge for barnets underhold, bliver hverken formindsket eller kompenseret gennem betalingen af forskud på børnebidraget. Af denne grund kan den omtvistede ydelse ikke betragtes som en familieydelse som omhandlet i forordning nr. 1408/71, hvorfor forordningens artikel 3 heller ikke finder anvendelse.
21. Den svenske regering har uden at gennemgå spørgsmålet i detaljer under retsmødet anført, at de omtvistede forskud på børnebidrag ikke kan betragtes som familieydelser som omhandlet i forordning nr. 1408/71.
Vurdering
a) Det saglige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71
22. Det første af de præjudicielle spørgsmål vedrører i sidste instans forordningens saglige anvendelsesområde. Det saglige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71 er defineret i forordningens artikel 4. Det fremgår af artikel 4, stk. 1, at forordningen finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører de ydelser, der efterfølgende opregnes, herunder familieydelser, der er nævnt i litra h). Der skal herefter ske en prøvelse af, om ydelser i henhold til den østrigske Unterhaltsvorschussgesetz er familieydelser, i den betydning udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71.
23. I henhold til forordningens artikel 5 skal medlemsstaterne i erklæringer, der meddeles og offentliggøres i overensstemmelse med artikel 97, bl.a. angive den lovgivning og de ordninger, der omfattes af artikel 4, stk. 1, og 2, fordi de vedrører en ydelse, der er nævnt dér. Det er ubestridt, at de østrigske myndigheder ikke har betegnet ydelser efter UVG som en sådan ydelse. Deraf kan man dog ikke slutte, at loven overhovedet ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71.
24. Domstolen har allerede i dom af 29. november 1977 i Beerens-sagen anført, at
»den omstændighed, at en national lov eller ordning ikke er angivet i de i forordningens artikel 5 omhandlede erklæringer, beviser ikke i sig selv, at denne lov eller ordning ikke falder ind under forordningens anvendelsesområde« .
For »den omstændighed, at en national lovgivning ikke er nævnt i medlemsstatens erklæring, er ikke til hinder for, at den kan antages at falde inden for forordningens anvendelsesområde«, som Domstolen gentog i dom af 27. januar 1981 i Vigier-sagen . En angivelse af en national lovgivning i medfør af artikel 5 i forordning nr. 1408/71 er kun bindende i positiv forstand .
25. Det skal herefter efterprøves, om ydelse af forskud på børnebidrag i henhold til UVG opfylder de kriterier, der er opstillet i forordning nr. 1408/71 for, at de må betegnes som sociale sikringsydelser. I artikel 1, litra u), nr. i), er begrebet »familieydelser« defineret som »alle natural- eller kontantydelser, der tager sigte på udligning af forsørgerbyrder [...]«.
26. Domstolen har gentagne gange udtalt, at sondringen mellem ydelser, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, og ydelser, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, hovedsagelig er baseret på de enkelte elementer i den pågældende ydelse, navnlig dens formål og de betingelser, under hvilke ydelsen tilkendes, og ikke på, om en ydelse betegnes som en social sikringsydelse i den nationale lovgivning . En ydelse kan herefter anses for en social sikringsydelse, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedrører en af de risici, der udtrykkelig er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 .
27. Dette synspunkt forstærkes derved, at social og sundhedsmæssig forsorg, der ydes efter et trangskriterium, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71 i henhold til forordningens artikel 4, stk. 4.
28. Forskudsvis udbetaling af børnebidrag i henhold til UVG sker ubestridt efter lovbestemte kriterier uden forudgående individuel vurdering eller bedømmelse af ansøgerens personlige behov. Hvis ansøgeren opfylder betingelserne i UVG's § 3, har den pågældende et retskrav på forskudsvise udbetalinger. Det er derimod usikkert, om forskud på børnebidrag på baggrund af formålet hermed og betingelserne for udbetalingen kan betragtes som en ydelse, der vedrører risikoen »familieydelser« .
29. Rent sprogligt er forsørgelsen af børn omfattet af begrebet »forsørgerbyrder«. Ud fra en økonomisk synsvinkel er en af de grundlæggende opgaver for forældrene at varetage forsørgelsen af deres børn.
30. På et abstrakt plan kan forældrenes omsorg for barnet beskrives som den personlige omsorg for barnet, der giver sig udtryk i, at der på alle måder vises barnet opmærksomhed, og at barnets materielle behov opfyldes, hvilket også kan ske i form af afholdelse af udgifter.
31. I den klassiske familiemodel, hvor forældre og børn bor under samme tag, er det ikke altid entydigt, hvilken af forældrene, der er ansvarlig for hvilke opgaver og i hvilket omfang. Anderledes forholder det sig i situationer som den, der ligger til grund for den konkrete sag, hvor forældrene ikke lever sammen, og den ene af forældrene har fået tillagt forældremyndigheden. I et sådant tilfælde overtager forældremyndighedens indehaver i vidt omfang den personlige omsorg for barnet alene, og den bidragsforpligtede forældrepart bidrager hovedsageligt til barnets underhold ved at betale børnebidrag.
32. Det må derfor lægges til grund, at forsørgelsen af børn i økonomisk henseende må betragtes som en grundlæggende forsørgerbyrde. Den økonomiske forpligtelse i forbindelse med forsørgelsen er i sagens natur tidsbegrænset. Denne omstændighed kommer i medlemsstaternes lovgivning til udtryk gennem de særlige betingelser for inddrivelse af bidragsrestancer, der normalt afviger fra de almindelige regler om inddrivelse af udestående fordringer . Dette forhold hænger formentlig sammen med, at betaling af børnebidrag systematisk betragtes som surrogat for naturalydelser. Denne sondring har imidlertid ingen betydning for den foreliggende sag. Det er dog vigtigt at fastslå, at eksistensen af en forsørgelsespligt ikke er ensbetydende med, at forsørgelsen i økonomisk henseende rent faktisk også finder sted. Et offentlig finansieret forskud på børnebidrag, der kommer til udbetaling, hvis betalingerne fra den bidragsforpligtede forældrepart udebliver, er sikkert egnet til at udligne forsørgerbyrder.
33. Den støtte fra det offentlige, som det bidragsberettigede barn umiddelbart og den forældrepart, der har forældremyndigheden, middelbart, nyder godt af i forbindelse med den forskudsvise udbetaling, udspiller sig på flere niveauer. For det første er der det procesretlige aspekt i forbindelse med gennemtvingelsen af en bidragsforpligtelse henholdsvis i givet fald fastsættelsen af en sådan. Dette procesretlige aspekt bør ikke undervurderes, da der skal bruges både tid og kræfter på at inddrive bidragsrestancerne fra en betalingsuvillig eller betalingsudygtig skyldner. Ifølge den forelæggende rets oplysninger har det udtrykkeligt været lovgivers vilje, at reglerne om forskudsvis udbetaling af børnebidrag skulle hjælpe forældremyndighedsindehaveren - der typisk er moderen - med at inddrive forfaldne børnebidrag. En sådan offentlig støtte af materiel karakter skal muligvis endda betragtes som en naturalydelse.
34. For det andet indeholder ydelsen af forskud på børnebidrag også et ikke ubetydeligt økonomisk aspekt. Den forskudsvise udbetaling indebærer, at midlerne er til rådighed på det tidspunkt, hvor de behøves. I øvrigt bærer det offentlige risikoen for, at skyldneren er insolvent. Det er almindeligt kendt, at over halvdelen af de forskudsvise udbetalinger ikke kan inddrives hos den, der egentlig hæfter for betalingen af børnebidraget . Det ville i den forbindelse være en forhastet konklusion at affærdige bestemmelserne om forskudsvis betaling af børnebidrag som en ren procesretlig hjælpeforanstaltning eller at fokusere på det forbigående element af forlods finansiering af forfaldne bidrag.
35. Ved beskrivelsen af indholdet af og formålet med familieydelserne udleder Domstolen af de relevante retsforskrifter, at de skal tjene til »at hjælpe den arbejdstager, der er familieforsørger, socialt ved at lade det offentlige deltage i hans udgifter« .
36. Mens tildelingen af ydelser til forsørgelse af et barn som tidligere beskrevet henhører under de oprindelige forsørgerbyrder, er inddrivelsen af forfaldne børnebidrag ikke ubetinget en typisk forsørgerbyrde, men derimod i højere grad en typisk byrde i den særlige familiesituation, hvor forældrene ikke lever sammen. I kraft af reglerne om forskudsvis udbetaling af børnebidrag bærer det offentlige og dermed staten en del af byrderne dels i forbindelse med inddrivelsen af bidraget, og dels i forbindelse med sikring af forsørgelsen. Til begge formål bliver der anvendt offentlige midler, således at man absolut kan konkludere, at det offentlige tager del i de forsørgerbyrder, der opstår i forbindelse med denne specielle familiesituation. Hertil kan føjes, at de børn, der er omfattet af denne særlige familiesituation, har brug for særlig bistand fra det offentlige, hvilket lovgiver har anerkendt med vedtagelsen af UVG.
37. Kommissionen har hertil anført, at de forskudsvise udbetalinger har til formål at sikre mindreårige børns underhold, hvorved der imidlertid ikke kompenseres for den forsørgerbyrde, som børnene udgør, ligesom denne byrde heller ikke formindskes, idet denne fortsat består i uformindsket omfang. Ud fra en abstrakt betragtning af forsørgelsespligten forekommer en sådan påstand at være berettiget. Ud fra en konkret betragtning opstår der dog tvivl om denne påstands berettigelse.
38. Den forsørgerbyrde, der bæres af den forældrepart, der har forældremyndigheden alene, og som har barnet boende hos sig, bliver væsentlig større, hvis den bidragsforpligtede forældrepart ikke betaler børnebidragene. De forskudsvise udbetalinger formindsker og kompenserer for dette forhold på det tidspunkt og det sted, hvor pengene mangler. Derudover bærer det offentlige risikoen for, at den bidragsforpligtede er insolvent, således at der i tilfælde, hvor bidragene ikke kan inddrives, sågar kan være tale om, at det offentlige bidrager netto til udligning af forsørgerbyrden.
39. Betydningen af og formålet med reglerne om forskudsvis udbetaling af børnebidrag er følgelig udligning af forsørgerbyrder, således som der er redegjort for ovenfor. Dette synspunkt understøttes af, at de forskudsvise udbetalinger finansieres af midler fra Familienlastenausgleichsfond. Sagens parter har ganske vist henvist til dommen i Hughes-sagen og citeret følgende formulering fra dommen: »Den måde, en ydelse finansieres på, er uden betydning for, at den kan betegnes som en social sikringsydelse [...]« . Denne udtalelse fremkom Domstolen imidlertid med for at imødegå den påstand, der i denne sag blev gjort gældende om, at den i sagen omtvistede ydelse ikke var en social sikringsydelse, da der ikke var indbetalt bidrag til den.
40. Den omstændighed, at ydelsen finansieres af Familienlastenausgleichsfonds, indicerer derfor, at den forskudsvise udbetaling af børnebidrag skal betragtes som en familieydelse. Hughes-dommen er ikke til hinder herfor.
41. Jeg vil nu belyse visse strukturelle aspekter vedrørende ydelsen med henblik på at vurdere, om disse aspekter underbygger henholdsvis svækker min antagelse om, at forskudsvis udlagte børnebidrag skal betragtes som en familieydelse.
42. For det første må man gå ud fra, at de forskudsvis udbetalte børnebidrag ikke tilkommer arbejdstageren henholdsvis den erhvervsaktive forældrepart, men derimod det forsørgelsesberettigede barn. Desuagtet bør man ikke undervurdere det faktum, at bidragene tilflyder den husstand, hvortil barnet hører, og midlerne kan derfor helt igennem betragtes som en ydelse til den af forældrene, der har forældremyndigheden. Desuden har Domstolen i dommen i de forenede sager Hoever og Zachow fastslået, at sondringen mellem egne rettigheder og afledte rettigheder som udgangspunkt ikke gælder for familieydelser . Den omstændighed, at barnet er den rette modtager af ydelsen, taler således ikke imod, at denne kvalificeres som en familieydelse.
43. Det er desuden blevet gjort gældende, at kravet på den omhandlede ydelse er af privatretlig natur. Dette skulle også gøre sig gældende for den offentlige ydelses vedkommende. Ifølge Domstolens praksis er en privatretlig forpligtelse, i hvilken en anden indtræder, ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71. Til støtte herfor er der henvist til Mouthaan-dommen , hvori Domstolen afviste at betegne den kompetente arbejdsgiverforenings betaling af udestående lønkrav som følge af en arbejdsgivers konkurs som ydelser ved arbejdsløshed. Det at indtræde i en arbejdsgivers hæftelse for lønkrav er efter Domstolens opfattelse ikke et forhold, der kan sidestilles med ydelser ved arbejdsløshed i den i artikel 4, stk 1, litra g), i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning .
44. Denne dom kan imidlertid ikke danne præcedens for den foreliggende sag. Mouthaan-dommen omhandlede krav, der umiddelbart udsprang af et arbejdsforhold, hvorved det var en betingelse, at arbejdsgiverforeningens indtræden i arbejdsgiverens forpligtelser kunne sidestilles med ydelser ved arbejdsløshed, for at de pågældende ydelser kunne anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71. Den begivenhed, der udløste kravet på de i sagen omhandlede ydelser, var imidlertid ikke ansøgerens arbejdsløshed, men arbejdsgiverens konkurs. I den foreliggende sag forholder det sig principielt anderledes.
45. Barnets oprindelige krav på forsørgelse fra forældrene er - selv om det henhører under det privatretlige område - et familieretligt krav. Den blotte kvalifikation af kravet som et privatretligt krav ville indebære en alt for formalistisk indskrænkning og ville ikke tilgodese den familieretlige betydning, og den deraf følgende karakter af børnebidraget som en - muligvis familieintern - men dog klassisk ydelse til udligning af forsørgerbyrder. Selv om kravet på forsørgelse henhører under det privatretlige område, har barnet altså ikke desto mindre et krav mod det offentlige i kraft af bestemmelserne i UVG, hvis betalingerne udebliver. Som følge af den forskudsvise udbetaling af bidragene, succederer det offentlige i barnets krav mod den bidragsskyldige, der efterfølgende kan søge dette krav tvangsfuldbyrdet over for den pågældende. Det forekommer at være i overensstemmelse med gældende ret at kvalificere det offentliges indtræden i et familieretligt krav som en familieydelse.
46. Jeg vil yderligere henvise til dommen i de forenede sager Hoever og Zachow samt Kuusijärvi-dommen . I disse domme fastslog Domstolen, at dels den tyske, dels den svenske børnepasningsydelse skal betragtes som ydelser, der kan sidestilles med familieydelser, i den betydning udtrykket er anvendt i forordning nr. 1408/71. Den i sagen omhandlede ydelse havde efter Domstolens opfattelse til formål at udligne forsørgerbyrder . Derudover skal børnepasningsydelsen gøre det muligt for en af forældrene at hellige sig pasningen af et lille barn. Ydelsen har til formål at anerkende det arbejde, som børnepasning er, at yde godtgørelse for andre udgifter i forbindelse med pasning og opdragelse samt i givet fald at mildne de økonomiske ulemper som følge af, at der gives afkald på en fuldtidsindkomst .
47. Det kan ikke udelukkes, at forskud på børnebidrag også har til formål at sikre forældremyndighedsindehaveren et vist råderum til at passe barnet. Også ud fra denne synsvinkel forekommer det korrekt at betegne forskud på børnebidrag som familieydelser.
48. Det må således konkluderes, at forskudsvis udbetaling af børnebidrag må betragtes som familieydelser, i den forstand udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71.
b) Den af forordning nr. 1408/71 omfattede personkreds
49. Personkredsen er afgrænset i artikel 2 i forordning nr. 1408/71. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at forordningen finder anvendelse på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.
50. Begrebet familiemedlem er i artikel 1, litra f), nr. i), defineret som enhver person, der betegnes eller anerkendes som familiemedlem eller betegnes som hørende til husstanden i den lovgivning, hvorefter ydelserne udredes.
51. I Kermaschek-dommen sondrede Domstolen mellem to persongrupper, der er nævnt i artikel 2 i forordning nr. 1408/71, nemlig på den ene side arbejdstagere og på den anden side familiemedlemmer og efterladte. »Mens personerne i den første gruppe har en selvstændig ret til de i forordningen angivne ydelser, har personerne i den anden gruppe kun en afledet ret, som de har erhvervet som medlemmer af en arbejdstagers familie eller som dennes efterladte, dvs. en ret, som er afledet fra en person i den første gruppe« .
52. Hvis denne sondring lægges til grund ville det barn, der har en selvstændig ret til forskudsvis udbetaling af børnebidrag, næppe være omfattet af personkredsen for forordning nr. 1408/71.
53. Den sondring, der blev fastlagt i Kermaschek-dommen , og som blev fulgt i Domstolens senere praksis , blev imidlertid i Cabanis-Issarte-dommen udtrykkeligt begrænset til at omfatte de omstændigheder, der forelå i Kermaschek-sagen . Sondringen mellem selvstændige rettigheder og afledte rettigheder »kan have til følge, at der gøres indgreb i det grundlæggende krav i fællesskabsretsordenen, som den ensartede anvendelse af disse regler udgør, ved at gøre deres anvendelighed på borgerne afhængig af, om der i henhold til den nationale lovgivning, der gælder for de pågældende ydelser, er tale om en selvstændig rettighed eller en afledt rettighed i henhold til de nærmere bestemmelser i den nationale sociale sikringsordning« .
54. Desuden har Domstolen som anført ovenfor i Hoever og Zachow-dommen fastslået, at sondringen mellem selvstændige og afledte rettigheder som udgangspunkt ikke gælder for familieydelser .
55. Det, der herefter er afgørende for, om de forsørgelsesberettigede børn er omfattet af personkredsen for forordning nr. 1408/71, er, om de kan aflede deres ret fra en af forældrene.
56. I den foreliggende sag er moderen, som børnene bor hos, selvstændig erhvervsdrivende. Som selvstændig erhvervsdrivende, der henhører under en af de sociale sikringsgrene, der er nævnt i artikel 4, er hun omfattet af personkredsen for forordning nr. 1408/71 og dermed også hendes børn.
57. Man kunne også forestille sig, at den bidragsforpligtede og erhvervsaktive fader formidler børnenes retsstilling. I det foreliggende tilfælde kan det ikke med sikkerhed fastslås, om og i givet fald mod hvilken risiko børnenes far er socialforsikret. Det er den nationale ret, der er kompetent til at afgøre sådanne spørgsmål.
58. Herefter må det konkluderes, at genstanden for den foreliggende sag både for så vidt angår det saglige anvendelsesområde som personkredsen for forordning nr. 1408/71 er omfattet af denne forordning. De forsørgelsesberettigede børn kan derfor påberåbe sig ligebehandlingsprincippet i forordningens artikel 3.
VI - Andet spørgsmål
Parternes anbringender
59. Den østrigske regering har for det første gjort gældende, at forholdet mellem traktatens artikel 6 og artikel 52 i Domstolens praksis er udlagt således, at hensigten med traktatens artikel 52 er at gennemføre ligebehandlingsprincippet for de selvstændige erhvervsdrivendes vedkommende. Efter den østrigske regerings opfattelse har artikel 52 derfor forrang for artikel 6.
60. Regeringen har desuden anført, at det ifølge Domstolens praksis ikke kun er bestemmelser, der specielt vedrører udøvelsen af det pågældende erhverv, der er omfattet af artikel 52, men også bestemmelser, der omhandler de forskellige generelle beføjelser, der er forbundet med udøvelsen af den erhvervsmæssige virksomhed, som f.eks. adgangen til lejligheder i det sociale boligbyggeri og erhvervelsen af fast ejendom. Dette er imidlertid ikke tilfældet for så vidt angår de i denne sag omhandlede bestemmelser. Disse bestemmelser har ifølge den østrigske regering ingen sammenhæng med den erhvervsmæssige aktivitet. Når alt kommer til alt, er det barnet, der kan gøre krav på ydelsen og ikke den, der påberåber sig etableringsfriheden.
61. Kommissionen har gjort gældende, at de forskudsvis udbetalte børnebidrag udgør en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 . Det offentlige overtager ved udbetalingen af børnebidragene risikoen for, at de skyldige, men ikke erlagte børnebidrag ikke kan inddrives. Den omstændighed, at forordning nr. 1612/68 efter sin ordlyd kun finder anvendelse på arbejdstagere, og forældrene i hovedsagen er selvstændige erhvervsdrivende, er efter Kommissionens opfattelse uden betydning. Ifølge Kommissionen ville EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF) og traktatens artikel 52 nemlig i overensstemmelse med retspraksis tilsikre selvstændige erhvervsdrivende den samme retlige beskyttelse mod forskelsbehandling i forbindelse med tildeling af sociale fordele, således at den nærmere karakter af de erhvervsmæssige aktiviteter ikke er afgørende.
62. Kommissionen har videre anført, at det at opstille et krav om statsborgerskab som betingelse for at modtage en bestemt ydelse er i strid med traktatens artikel 52. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder ifølge Kommissionen ikke kun for særlige bestemmelser om udøvelsen af erhvervsmæssige aktiviteter, men retter sig også imod enhver indskrænkning i udøvelsen af selvstændig virksomhed, der medfører, at statsborgere i andre medlemsstater forskelsbehandles i forhold til indlændinge, når dette fremgår af den nationale lovgivning i en medlemsstat.
63. En national retsforskrift, hvorefter børnebidrag kun kan udbetales forskudsvis af det offentlige til børn, der er østrigske statsborgere eller statsløse, og som afskærer mindreårige børn af tyske forældre, der er selvstændige erhvervsdrivende i Østrig, fra at oppebære sådanne ydelser, er efter Kommissionens opfattelse i strid med traktatens artikel 6 og artikel 52.
64. Den svenske regering har under retsmødet gjort gældende, at den omhandlede østrigske lovgivning utvivlsomt indeholder bestemmelser, der har en diskriminerende virkning over for et forsørgelsesberettiget barn, der ikke er østrigsk statsborger. Ifølge den svenske regering er det mindre klart, om der også er tale om forskelsbehandling af den af forældrene, der har forældremyndigheden. De børnebidrag, der ikke betales af den bidragsforpligtede, påvirker imidlertid forældremyndighedsindehaveren, idet denne må kompensere herfor med egne midler, hvis børnebidragene ikke betales rettidigt. Kravet om østrigsk statsborgerskab berører efter den svenske regerings opfattelse i praksis forældre med udenlandsk statsborgerskab, eftersom deres børn som regel også vil være udenlandske statsborgere. Der er for så vidt tale om et tilfælde af indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.
65. Med henblik på vurderingen af, om denne forskelsbehandling er i strid med traktaten, har den svenske regering henvist til traktatens artikel 52, der indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Regeringen har påpeget, at forbuddet ikke udelukkende retter sig mod bestemmelser om udøvelse af erhvervsvirksomhed, men omfatter alle hindringer for udøvelsen af selvstændig erhvervsvirksomhed, der rammer andre medlemsstaters statsborgere, og hensigten med forbuddet er, at disse ikke må behandles anderledes end indenlandske statsborgere. Bestemmelsen indeholder et forbud mod forskelsbehandling af børn af selvstændige erhvervsdrivende, der har forsørgelsespligt over for deres børn. Dette følger efter den svenske regerings opfattelse også af Meeusen-dommen . Statsborgerskabskravet er således i strid med etableringsfriheden.
Vurdering
66. Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om kravet om statsborgerskab i UVG's § 2, stk. 1, er udtryk for en forskelsbehandling, der er i strid med enten traktatens artikel 52 eller artikel 6.
67. Som Kommissionen ganske rigtigt har anført, må det lægges til grund, at de omtvistede regler om forskudsvis udbetaling af børnebidrag udgør en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68. På denne baggrund må det antages, at hvis den af forældrene, der har forældremyndigheden over det forsørgelsesberettigede barn, er arbejdstager som forudsat i artikel 48, kan den pågældende udlede et krav om ligebehandling af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.
68. Den omstændighed, at ydelsen betragtes som en familieydelse, er ikke til hinder for, at den samtidig kan betegnes som en social fordel, da det i hidtidig retspraksis er blevet anerkendt, at det er muligt at forestille sig en række faktorer, der kan føre frem til, at der er tale om en ydelse, der såvel må betragtes som en social sikringsydelse, i den forstand begrebet er anvendt i forordning nr. 1408/71, som en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 alt efter de konkrete omstændigheder i sagen og betingelserne for at kunne komme i betragtning til ydelsen.
69. Imidlertid er spørgsmålet om, hvorvidt den forskudsvise udbetaling af børnebidrag skal betragtes som en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, kun af begrænset interesse for afgørelsen af den foreliggende sag. Da forældrene til de forsørgelseberettigede børn er selvstændige erhvervsdrivende, kan de ikke direkte påberåbe sig artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68. Det er derimod mere nærliggende at inddrage traktatens artikel 52 og artikel 6, som den forelæggende ret allerede har foreslået, da moderen, der er indehaver af forældremyndigheden til de forsørgelsesberettigede børn, er selvstændig erhvervsdrivende.
70. Som parterne allerede har gjort gældende, og som det fremgår af Domstolens faste praksis , kan artikel 6 kun anvendes selvstændigt på forhold omfattet af fællesskabsretten, for hvilke traktaten ikke indeholder særlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling. Eftersom artikel 52 først og fremmest har til formål for så vidt angår selvstændig erhvervsvirksomhed at gennemføre det princip om ligebehandling, der fremgår af traktatens artikel 6 , har artikel 52 forrang i den foreliggende sag. Retsforskrifter i en af medlemsstaterne, der er uforenelige med denne bestemmelse, er samtidig uforenelige med traktatens artikel 6 .
71. Domstolen har tidligere fastslået følgende vedrørende indholdet af og formålet med artikel 52:
»[...] traktatens artikel 52 sikrer, at der for statsborgere i en medlemsstat, som ønsker at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat, gælder samme vilkår som for dette lands egne statsborgere, og forbyder enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som udgør en hindring for adgangen til at optage eller udøve en sådan virksomhed« .
72. Som Domstolen flere gange har fastslået, »vedrører forbuddet ikke kun særlige bestemmelser for udøvelse af erhvervsvirksomhed, men [...] alle hindringer for andre medlemsstaters statsborgeres udøvelse af selvstændig virksomhed, der består i en forskelsbehandling af andre medlemsstaters statsborgere i forhold til statens egne statsborgere, og som er hjemlet i en medlemsstats administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, eller som er en følge af anvendelsen af en sådan bestemmelse eller af administrativ praksis« .
73. Som den svenske regering klart har redegjort for, medfører den direkte forskelsbehandling af børn på grundlag af nationalitet en indirekte forskelsbehandling af den af forældrene, der har forældremyndigheden over barnet, idet forældrene til børn med udenlandsk statsborgerskab meget oftere er statsborgere i andre medlemsstater end forældrene til indenlandske børn.
74. Den østrigske regering har hertil bemærket, at reglerne om forskudsvis udbetaling af børnebidrag ikke har nogen sammenhæng med forældrenes erhvervsvirksomhed, og at de derfor ikke er i strid med artikel 52.
75. Der er tydeligvis ikke tale om nogen umiddelbar sammenhæng. Alligevel kan den yderligere finansielle byrde, som forældremyndighedsindehaveren bliver pålagt, hvis den bidragsforpligtede ikke betaler bidraget rettidigt, influere på dennes selvstændige erhvervsvirksomhed, idet de manglende midler til barnets forsørgelse på en eller anden måde må tilvejebringes i forbindelse med den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed. Det kunne enten ske derved, at indtjeningen slet og ret nedsættes eller derved, at der tages penge fra forretningens driftskapital eller derved, at der må udføres mere arbejde. Også ved en simpel reduktion af overskuddet kan disse midler i hvert fald ikke længere anvendes til mulige indskud i virksomheden, til anskaffelse af inventar, til forøgelse af varelageret eller til afholdelse af personaleomkostninger. Forskellige konstellationer kan komme på tale.
76. Det må under alle omstændigheder lægges til grund, at den manglende adgang til at få børnebidragene udbetalt forskudsvis fra det offentlige absolut kan få negative konsekvenser for forældremyndighedsindehaverens erhvervsmæssige virksomhed. For så vidt bliver moderen, der i denne sag har forældremyndigheden, udsat for forskelsbehandling.
77. Da det drejer sig om et tilfælde af indirekte forskelsbehandling, må det undersøges, om forskelsbehandlingen kan have en saglig begrundelse. Rene økonomiske overvejelser er for så vidt ikke tilstrækkelige. Statens forsøg på begrænse de offentlige udgifter kan heller ikke begrunde denne forskelsbehandling. Da repræsentanten for den østrigske regering under retsmødet blev spurgt, om der fandtes saglige grunde til forskelsbehandlingen, anførte han, at den omtvistede ydelse henhørte under det familieretlige område, og derfor intet havde med etableringsfriheden at gøre. Desuden tilkommer ydelsen barnet og ikke den af forældrene, der gør brug af etableringsfriheden.
78. Disse argumenter kan jeg heller ikke tilslutte mig. Det forhold, at den direkte forskelsbehandling af det forsørgelsesberettigede barn medfører en indirekte forskelsbehandling af den af forældrene, der har forældremyndigheden, har jeg allerede nævnt. Det strukturelle element kan imidlertid heller ikke overbevise mig, da der er tale om en offentlig støtteforanstaltning, der som allerede anført kan influere på forældremyndighedsindehaverens erhvervsudøvelse. Da der i øvrigt ikke er fremført andre momenter, der eventuelt kunne betegnes som tvingende samfundsmæssige hensyn, må det lægges til grund, at der foreligger en forskelsbehandling, der er i strid med traktatens artikel 52.
79. I Meeusen-sagen har Domstolen i øvrigt udtrykkeligt anført:
»Det hermed opstillede ligebehandlingsprincip har ligeledes til formål at forhindre forskelsbehandling, der udøves til skade for efterkommere, der forsørges af en selvstændig erhvervsdrivende« .
Også af denne grund må den omtvistede nationale lovgivning, i det omfang den medfører en direkte forskelsbehandling af forsøgelsesberettigede børn, anses for at være i strid med fællesskabsretten.
VII - Forslag til afgørelse
80. Som resultat af de foregående overvejelser foreslår jeg, at den forelæggende rets spørgsmål besvares som følger:
»1) Artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, skal fortolkes således, at den omfatter børnebidrag, der udbetales forskudsvis til mindreårige børn af selvstændige erhvervsdrivende i henhold til österreichisches Bundesgesetz über die Gewährung von Vorschüssen auf den Unterhalt von Kindern (den østrigske forbundslov om forskudsvis udbetaling af børnebidrag), således at ligebehandlingsprincippet i artikel 3 i forordning nr. 1408/71 i et sådant tilfælde finder anvendelse.
Subsidiært:
2) EF-traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF) og EF-traktatens artikel 6, stk. 1 (efter ændring nu artikel 12, stk. 1, EF), skal fortolkes således, at de er til hinder for, at der kan opstå en situation, hvor mindreårige børn, der ligesom deres forældre, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed i Østrig, har tysk statsborgerskab, men som har deres sædvanlige bopæl i Republikken Østrig, og som søger om forskudsvis udbetaling af børnebidrag i henhold til den østrigske Unterhaltsvorschussgesetz, som familiemedlemmer bliver udsat for forskelsbehandling derved, at de afskæres fra at oppebære sådanne forskud under henvisning til deres tyske statsborgerskab.«
Full & Egal Universal Law Academy