Generaladvokatens forslag til afgørelse
1. I denne sag, som er anlagt i henhold til EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF), har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår, at Den Portugisiske Republik ikke har gennemført Rådets direktiv 96/43/EF af 26. juni 1996 om ændring og kodifikation af direktiv 85/73/EØF med henblik på finansiering af veterinærundersøgelse og -kontrol af levende dyr og visse animalske produkter og om ændring af direktiv 90/675/EØF og 91/496/EØF (herefter »direktivet«).
2. Direktivets artikel 4, stk. 1, første og andet afsnit, bestemmer:
»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme
i) bestemmelserne i artikel 7 og i bilag A, kapitel I, punkt 1, litra e), den 1. juli 1996
ii) bestemmelserne i bilag A, kapitel II, og kapitel III, sektion II, og i bilag C, kapitel II, den 1. januar 1997
iii) de øvrige ændringer den 1. juli 1997.
Medlemsstaterne har en yderligere frist indtil senest den 1. juli 1999 til at efterkomme bestemmelserne i bilag A, kapitel III, sektion I.«
3. Da Kommissionen ikke havde modtaget meddelelse om, at der var vedtaget bestemmelser til gennemførelse af direktivet i portugisisk ret, og da Kommissionen ikke rådede over andre oplysninger, der gav den grundlag for at antage, at Den Portugisiske Republik havde efterkommet sin forpligtelse til at gennemføre direktivet, opfordrede Kommissionen ved åbningsskrivelse af 5. november 1997 i overensstemmelse med proceduren i traktatens artikel 169 den portugisiske regering til at fremsætte sine bemærkninger.
4. Regeringen svarede, at et udkast til lovdekret om gennemførelse var under udarbejdelse.
5. Den 24. august 1998 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse til Den Portugisiske Republik med en frist på to måneder til at efterkomme direktivet.
6. Den 17. marts 1999 anlagde Kommissionen den foreliggende traktatbrudssag mod Den Portugisiske Republik, da den ikke havde modtaget nogen reaktion fra de portugisiske myndigheder.
7. Den portugisiske regering har i sit svarskrift af 18. maj 1999 gjort gældende, at udkast til lovdekret er godkendt af regeringen, og at Kommissionen har fået meddelelse herom ved skrivelse af 18. marts 1999. Regeringen har anført, at udkastet til lovdekret blev tilstillet Kommissionen den 28. april 1999 sammen med oplysning om, at det snart ville blive offentliggjort i Diário da República. Den portugisiske regering har anmodet Domstolen om at udsætte sagen indtil den 30. juni 1999, hvor gennemførelseslovdekretet vil blive fremsendt til Domstolen, og at fastslå, at traktatbruddet er ophørt med vedtagelsen af lovdekretet, samt at pålægge Kommissionen at betale sagens omkostninger.
8. Den portugisiske regering har den 2. juli 1999, dvs. efter afslutningen af den skriftlige forhandling, indgivet en kopi af lovdekret nr. 208/99 af 11. juni 1999 til Domstolens Justitskontor. Regeringen har oplyst Kommissionen om gennemførelsen af direktivet ved skrivelse af 23. juni 1999.
9. Det fremgår af fast retspraksis, at »spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger traktatbrud, må vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, og at ændringer af forholdene i tiden derefter ikke kan tages i betragtning af Domstolen« .
10. Det fremgår af sagsakterne, at de i direktivets artikel 4, stk. 1, første afsnit, omhandlede bestemmelser ikke er blevet gennemført inden for de fastsatte frister. Den omstændighed, at de pågældende bestemmelser i mellemtiden er blevet gennemført, har ingen betydning for, hvorvidt der foreligger et traktatbrud. Det må således antages, at den af Kommissionen anlagte sag er begrundet på dette punkt.
11. Dette gælder imidlertid ikke for de i artikel 4, stk. 1, andet afsnit, omhandlede bestemmelser. Ved gennemførelsen heraf har medlemsstaterne ifølge afsnittet en yderligere frist »indtil senest den 1. juli 1999«.
12. Denne frist var endnu ikke udløbet på det tidspunkt, som Kommissionen havde fastsat som frist for Den Portugisiske Republik til at efterkomme den begrundede udtalelse.
13. Kommissionens påstand bør således ikke tages til følge, for så vidt som den tillige angår vedtagelsen af foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme direktivets artikel 4, stk. 1, andet afsnit.
14. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da jeg mener, at sidstnævnte i det væsentlige har tabt sagen, skal jeg foreslå, at Den Portugisiske Republik dømmes til at betale alle sagens omkostninger.
Forslag til afgørelse
15. På baggrund af ovenstående skal jeg foreslå følgende afgørelse:
»1) Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1, første afsnit, i Rådets direktiv 96/43/EF af 26. juni 1996 om ændring og kodifikation af direktiv 85/73/EØF med henblik på finansiering af veterinærundersøgelse og -kontrol af levende dyr og visse animalske produkter og om ændring af direktiv 90/675/EØF og 91/496/EØF, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme denne artikel.
2) I øvrigt frifindes Den Portugisiske Republik.
3) Den Portugisiske Republik betaler sagens omkostninger.«
Full & Egal Universal Law Academy