EUR-Lex -  61999CC0215 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Alber fremsat den 14

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I - Indledning

1 Den foreliggende præjudicielle anmodning er blevet forelagt Domstolen af Landesgericht Feldkirch. Retten har stillet et spørgsmål om foreneligheden af et nationalt bopælskrav for tildeling af en kontant plejeydelse i henhold til Bundespflegegeldgesetz, BPGG (den østrigske forbundslov om plejeydelser), med artikel 19, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (1).

II - Sagens faktiske omstændigheder og proceduren

2 Sagsøgeren i hovedsagen, Friedrich Jausch, der er født den 3. april 1927, er tysk statsborger og har altid boet i Lindau, der er en tysk by, som ligger nær ved den østrigske grænse. Friedrich Jausch har arbejdet i Østrig fra maj 1941 til juni 1958, i hvilket tidsrum han var tvunget forsikret, og efterfølgende fra juli 1958 til november 1981, i hvilket tidsrum han var frivilligt forsikret under den østrigske pensionsforsikringsordning. Han har således været forsikret i Østrig i sammenlagt 480 måneder og har siden den 1. maj 1995 modtaget en alderspenion, der er blevet udbetalt af sagsøgte i hovedsagen, Pensionsversicherungsanstalt der Arbeiter.

3 Da Friedrich Jausch kun i ringe omfang har tilbagelagt forsikringsperioder i Tyskland, modtager han ingen tysk pension. Han har imidlertid fra den 1. september 1996 til den 31. august 1998 - på grundlag af en afgørelse af 28. november 1996 - modtaget en tysk plejeforsikringsydelse, der er blevet udbetalt af Allgemeine Ortskrankenkasse (AOK) Bayern, Pflegekasse Lindau. Denne institution er imidlertid ophørt med at udbetale de nævnte ydelser, idet den har henvist til Domstolens dom af 5. marts 1998 i sag C-160/96 (2).

4 Ved afgørelse af 7. september 1998 afviste sagsøgte i hovedsagen Friedrich Jauch's ansøgning om tildeling af plejeydelser i henhold til Bundespflegegeldgesetz. Ansøgningen om plejeydelse bliver altså afvist af de kompetente institutioner i såvel Østrig som i Tyskland. Friedrich Jausch har anlagt sag til prøvelse af afgørelserne i begge medlemsstater.

5 I den sag, der blev anlagt i Østrig ved Landesgericht Feldkirch, har sagsøgte nedlagt påstand om, at sagen skal afvises med den begrundelse, at den østrigske kontante plejeydelse udtrykkeligt er opført i forordningens bilag IIa som en særlig ikke-bidragspligtig ydelse, i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 10a, hvorfor ydelsen er forbeholdt personer, der er bosat på den pågældende medlemsstats område.

6 Under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder reglerne om finansiering af plejeydelserne er trådt i kraft, er den forelæggende ret imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne ydelse virkelig er en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den nævnte artikel 10a.

7 Ved vedtagelsen af BPGG blev bidragssatserne til sygeforsikringen forhøjet med 0,8%. Samtidig blev pensionsforsikringens finansielle bidrag til sygeforsikringsinstitutionerne nedsat. Derved fik pensionsforsikringen midler til rådighed, der kunne anvendes til plejeydelse.

8 Landesgericht har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Er det i strid med artikel 19, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet i den gældende affattelse, at krav på tildeling af plejeydelser (»Pflegegeld«) i henhold til Bundespflegegeldgesetz (BPGG, BGBl. Nr. 110/1993) i den gældende affattelse gøres afhængig af, at den, der har behov for pleje, har sædvanligt opholdssted i Østrig?

9 Anmodningen om præjudiciel afgørelse er indført i Domstolens register den 7. juni 1999. Den østrigske og den tyske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg i sagen. Foruden disse har den franske regering, den nederlandske regering og Det Forenede Kongeriges regering afgivet mundtlige indlæg i sagen.

III - De relevante bestemmelser

a) De fællesskabsretlige bestemmelser

10 Artikel 4 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som affattet ved Rådets forordning (EØF) nr. 1247/92 af 30. april 1992 (EFT L 136, s. 1, herefter »forordningen«), har følgende ordlyd:

»(1) Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

a) ydelser i anledning af sygdom og moderskab

b) ydelser ved invaliditet, herunder ydelser, der tager sigte på at bevare eller forbedre erhvervsevnen

c) ydelser ved alderdom

d) ydelser til efterladte

e) ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme

f) ydelser ved dødsfald

g) ydelser ved arbejdsløshed

h) familieydelser.

(2) Denne forordning finder anvendelse på alle almindelige og særlige sociale sikringsordninger med eller uden bidragspligt samt på ordninger, der pålægger arbejdsgiveren eller rederen forpligtelser med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ydelser.

(2a) Denne forordning finder ligeledes anvendelse på særlige ikke-bidragspligtige ydelser, der er fastsat i en anden lovgivning eller ordning end dem, der er omhandlet i stk. 1 eller udelukket i henhold til stk. 4, når disse ydelser har til formål

a) enten at dække de risici, der svarer til de i stk. 1, litra a) - h), omhandlede sikringsgrene, i stedet for eller som tillæg til andre ydelser

b) eller udelukkende at sikre særlig beskyttelse af handicappede.

(2b) Denne forordning finder ikke anvendelse på bestemmelserne i en medlemsstats lovgivning om de særlige ikke-bidragspligtige ydelser, som er nævnt i bilag II, nr. III, hvis anvendelsesområde er begrænset til en del af medlemsstatens geografiske område.

(3) [...]

(4) [...]«

11 Forordningens artikel 10, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Kontantydelser ved invaliditet eller alderdom eller til efterladte, erstatning i anledning af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme samt ydelser ved dødsfald, hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, kan, medmindre andet er bestemt i denne forordning, ikke nedsættes, ændres, stilles i bero, inddrages eller beslaglægges som følge af, at den berettigede er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende.

Første afsnit gælder ligeledes for ydelser i form af kapitalbeløb, der i tilfælde af indgåelse af nyt ægteskab ydes en efterlevende ægtefælle, der var berettiget til pension eller rente som efterladt.«

12 Artikel 10a, stk. 1, bestemmer følgende:

»Uanset artikel 10 og afsnit III modtager de personer, som er omfattet af denne forordning, udelukkende de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, og i henhold til dennes lovgivning, såfremt disse ydelser er anført i bilag IIa. Ydelserne udredes af institutionen på bopælsstedet og på dennes bekostning.«

13 Bilag IIa (»Særlige ikke-bidragspligtige ydelser [forordningens artikel 10a]«) har følgende ordlyd:

»K. ØSTRIG

a) [...]

b) Plejeydelse (Pflegegeld) under forbundsplejeydelsesloven (Bundespflegegeldgesetz) bortset fra plejeydelse tilkendt af ulykkesforsikringsinstitutioner, når handicappet skyldes en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom.«

b) De nationale bestemmelser

14 Siden 1993 har der i Østrig i henhold til BPGG været foreskrevet tildeling af plejeydelser, som ifølge lovens § 1 har til formål - i form af et fast beløb - at sikre hjælp og støtte til personer, der har et plejebehov, med henblik på at forbedre deres muligheder for at føre et selvstændigt liv efter deres egne behov.

15 BPGG § 3, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Følgende personer har ret til plejeydelse i medfør af bestemmelserne i denne forbundslov, såfremt de har deres sædvanlige opholdssted i Østrig:

1. Personer, der modtager fuld pension, hvis plejebehov er opstået ved en arbejdsulykke eller ved en erhvervssygdom, eller som modtager en pension (med undtagelse af en minearbejderpension) i medfør af

a) Allgemeines Sozialversicherungsgesetz (ASVG), BGBl. Nr. 189/1955;

b) [...]«

16 I henhold til BPGG § 22 udbetales plejeydelsen af de for den lovpligtige pensions- og ulykkesforsikring kompetente institutioner. BPGG § 23 bestemmer dog, at staten »refunderer de for den lovpligtige pensionsforsikring kompetente institutioner i henhold til denne forbundslov dokumenterede udgifter til plejeydelser, naturalydelser, rejseomkostninger, lægekonsultationer og anden rådgivning, udbringningsgebyr, den tilsvarende del af forvaltningsomkostningerne samt de øvrige omkostninger, der er angivet i den særskilte afregning, som ifølge bestemmelserne om de sociale sikringsinstitutioner skal aflægges«.

IV - Parternes argumenter

a) Den østrigske regering

17 Den østrigske regering gør gældende, at bopælskravet i sammenhæng med tildelingen af plejeydelsen, der fremgår af forordningens bilag IIa, ikke er i strid med forordningen.

18 Det fremgår klart af Domstolens praksis, at Domstolen ikke har stillet spørgsmålstegn ved det i bilag IIa indførte. I præmis 30 i Snares-dommen af 4. november 1997 (3) udtalte Domstolen nemlig: »Det må antages, at den omstændighed, at fællesskabslovgiver nævner regler, som f.eks. reglerne om DLA, i bilag IIa til forordning nr. 1408/71, er et bevis for, at ydelser, der tilkendes i henhold til disse regler, er særlige ikke-bidragspligtige ydelser, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 10a i forordning nr. 1408/71 [...]«. I Partridge-dommen af 11. juni 1998 (4) og Swaddling-dommen af 25. februar 1999 (5) gentog Domstolen helt og holdent denne retsopfattelse.

19 For det tilfælde, at Domstolen ikke desto mindre finder det nødvendigt at tage stilling til forudsætningerne for indførelsen af den omtvistede ydelse, henviser den østrigske regering til, at der på fællesskabsplan ikke findes nogen definition af »særlige ikke-bidragspligtige ydelser«, og at begge afgørende kriterier derfor skal prøves.

20 Efter den østrigske regerings opfattelse betyder udtrykket »ikke-bidragspligtig«, at finansieringen af ydelsen er uafhængig af ethvert bidrag fra de forsikrede (eller fra deres arbejdsgivere). Med andre ord skal det være fuldstændig sikkert, at finansieringen udelukkende hidrører fra det almindelige skatteprovenu. De nævnte bestemmelser i BPGG's § 23 viser klart, at dette er tilfældet, for så vidt angår den plejeydelse, der udbetales i forbindelse med en østrigsk pension.

21 Det er ganske vist rigtigt, at bidragssatserne til sygeforsikringen og finansieringsstrømmene er blevet ændret i forholdet mellem institutionerne ved indførelsen af BPGG. Men dette havde netop til formål at lette statsbudgettet således, at man havde de nødvendige midler til rådighed fra det almindelige skatteprovenu til finansieringen af plejeydelsen. De finanspolitiske ledsagende foranstaltninger og navnlig forhøjelsen af sygeforsikringsbidragene godtgør snarere plejeydelsens ikke-bidragspligtige karakter, da betalingen af et højere bidrag på ingen måde giver de aktive arbejdstagere ret til at modtage plejeydelse.

22 Den østrigske regering henviser endvidere til, at plejeydelsens ikke-bidragspligtige karakter ud fra en anden tilgangsvinkel kunne betyde, at der ikke foreligger en forudsætning om en bestemt forudgående forsikringsperiode, sådan som det er tilfældet inden for rammerne af Europarådets europæiske overenskomst om social sikkerhed. Plejeydelsen udbetales i forbindelse med enhver pension, uafhængigt af antallet af de forsikringsperioder på grundlag af hvilke pensionen udbetales.

23 Med hensyn til spørgsmålet, om der er tale om en særlig ydelse, er det efter den østrigske regerings opfattelse tilstrækkeligt at bemærke, at plejeydelsen grundlæggende forfølger de samme socialpolitiske formål som de ydelser, Domstolen behandlede i Snares-dommen og Partridge-dommen. Den sociale målsætning med de plejerelaterede ydelser i Østrig, som alle landets borgere har krav på, stiller i hvert fald disse ydelser i nær sammenhæng med socialbistand, navnlig fordi risikoen for plejebehov kan sættes i sammenhæng med andre risici, som f.eks. fattigdom, som staten - i sin omsorgsfunktion - intervenerer i.

24 Den østrigske regering gør endelig gældende, at Molenaar-dommen ikke er relevant for løsningen af tvisten i hovedsagen. Det kan navnlig ikke udledes af denne dom, at samtlige plejerelaterede ydelser i henhold til medlemsstaternes bestemmelser er blevet automatisk eksporterbare pengeydelser ved sygdom. Til forskel fra de relevante østrigske bestemmelser finansieres den tyske plejeforsikring nemlig ved bidrag, der i det væsentligste hænger sammen med de »normale« sygeforsikringsbidrag. Selv om disse forskelle i forholdet mellem Østrig og Tyskland kan give anledning til problemer, strider de ikke mod forordningen. Forordningen tilvejebringer alene et koordineringssystem og berører ikke de forskellige nationale systemer for social sikring.

b) Den tyske regering

25 Den tyske regering er også af den opfattelse, at det præjudicielle spørgsmål skal bevares benægtende.

26 Efter den tyske regerings opfattelse er den østrigske plejeydelse en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i den forstand, hvori udtrykket anvendes i forordningens artikel 10a, da ydelsen - i modsætning til den tyske plejeforsikrings plejeydelse - udelukkende finansieres af skattemidler. Det forhold, at disse midler tidligere er blevet frigjort ved en omfinansiering i det østrigske statsbudget (en forhøjelse af forsikringsbidragene til sygeforsikring), har i denne sammenhæng ingen betydning og ændrer intet derved, at den østrigske plejeydelse er en ikke-bidragspligtig ydelse.

27 Sagsøgeren i hovedsagen har ganske vist heller ikke krav på plejeydelse i Tyskland, da han ikke er tilsluttet den tyske plejeforsikring. Det forhold, at han udelukkes fra at modtage ydelser, er imidlertid tilladt, da plejeydelsen, der finansieres ved bidrag, er en kontantydelse fra sygeforsikringen i den forstand, hvori udtrykket anvendes i forordningens artikel 19, stk. 1, litra b). Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgeren i hovedsagen på ingen måde derved stilles retsløst. I stedet for plejeydelsen har han nemlig ret til de mange naturalydelser i den tyske plejeforsikrings omfangsrige katalog af ydelser (sygehjælp i hjemmet, pleje i hjemmet ved plejepersonens fravær, plejehjælpemidler og teknisk hjælp, foranstaltninger til forbedring af boligomgivelserne, dag- og nattepleje, pleje i kortere tid og i givet fald stationær pleje).

28 Disse ydelser ville i henhold til forordningens artikel 19, stk. 1, litra a), blive tildelt af den tyske plejeforsikring i form af naturalydelseshjælp for den kompetente institutions regning (som i det foreliggende tilfælde er den østrigske institution).

c) Den franske regering

29 Den franske regering er af den opfattelse, at sagen omhandler det nærmere indhold af forordning nr. 1247/92's materielle anvendelsesområde og som følge heraf de bestemmelser, der ved denne forordning blev indsat i forordning nr. 1408/71 (jf. artikel 4, stk. 2a, og artikel 10a). Derfor henviser denne regering til forordning nr. 1247/92's tilblivelseshistorie. Man må tage udgangspunkt i den oprindelige opdeling mellem på den ene side sociale sikringsydelser og på den anden side socialbistand. Domstolen har udtalt, at visse sociale ydelser, der har en blandet karakter, når de opfylder bestemte forudsætninger, henhører under forordning nr. 1408/71's anvendelsesområde. Med hensyn til sådanne ydelser er der ved artikel 4, stk. 2a, indsat en specifik bestemmelse i forordning nr. 1408/71 vedrørende særlige ikke-bidragspligtige ydelser. Artikel 10a, der fastsætter en udtrykkelig undtagelse fra det oprindelige koordineringssystem, blev indført for at der kunne tages hensyn til disse ydelsers specifikke natur.

30 Herefter opstår spørgsmålet, om indførelsen af en ydelse i forordningens bilag IIa virker konstitutivt for særreglens anvendelse. Den franske regering er af den opfattelse, at artikel 10a skal fortolkes restriktivt, fordi den er en undtagelsesbestemmelse. Bestemmelsens anvendelsesområde afhænger af to betingelser, der skal foreligge kumulativt. Den omtvistede ydelse skal for det første falde inden for artikel 4, stk. 2's anvendelsesområde, for det andet skal den være anført i bilag IIa til forordning nr. 1408/71.

31 Det er uomgængelig nødvendigt, at den nationale ret, der har til hensigt at anvende undtagelsesbestemmelsen, konstaterer, at der er tale om en særlig ikke-bidragspligtig ydelse. Der skal altså være tale om en ydelse, der har forbindelse til de sociale omgivelser, og som finansieres ved hjælp af det almindelige skatteprovenu. Indførelsen af ydelsen i forordningens bilag IIa alene virker ikke konstitutiv, idet forskriftens karakteristiske træk og formål skal vurderes.

32 Den franske regering foreslår, at det præjudicielle spørgsmål besvares på følgende måde:

Det forhold, at en ydelse som plejeydelsen tilknyttes en bopælsklausul er ikke i strid med forordning nr. 1408/71, hvis ydelsen er opført i forordningens bilag IIa, og det følger af en gennemgang af ydelsens kendetegn og formål, at der er tale om en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71.

d) Den nederlandske regering

33 Under den mundtlige forhandling har den nederlandske regering udtalt sig om tre punkter: for det første om betydningen af, at en ydelse er nævnt i forordningens bilag II, for det andet om betydningen af en ydelses finansieringsmåde for at kunne kvalificere denne, og for det tredje om begrebet »særlig ydelse«.

34 Efter den nederlandske regerings opfattelse er det forhold alene, at en ydelse er blevet opført i bilag IIa til forordning nr. 1408/71, tilstrækkelig for at kunne kvalificere den som en ydelse i den forstand, hvori udtrykket anvendes i forordningens artikel 10a. Bilaget er udarbejdet af fællesskabslovgiver, hvilket betyder, at der ikke er plads til yderligere prøvelse. Denne måde at anskue sagen på bekræftes af dommen i Snares-sagen.

35 For så vidt angår betydningen af en ydelses finansiering for dennes kvalifikation, er den nederlandske regering af den opfattelse, at alene den objektive finansieringsmåde er afgørende. En ydelses tilblivelseshistorie er uden betydning. Det er altså ikke afgørende, at sygeforsikringsbidragene er blevet forhøjet ved indførelsen af ydelsen, så længe ydelsen finansieres objektivt af offentlige midler.

36 Med hensyn til begrebet »særlig ydelse« skal der henses til forbindelserne mellem den tildelte ydelses økonomiske og sociale aspekter og dens direkte omgivelser. Medlemsstaternes kompetence til at udforme deres ordninger med socialsikring må heller ikke nedvurderes. Således kan enhver medlemsstats lovgiver selv frit fastsætte beskyttelsesniveauet og behøver ikke at lade sig påvirke af afgørelser, der træffes af andre medlemsstaters lovgivere.

37 Den nederlandske regering er ikke enig i Kommissionens subsidiære anbringende om, at bopælsklausulen muligvis kan have en fællesskabsretlig forskelsbehandling til følge. Hvis man fulgte denne argumentation, ville forordningens artikel 10a og bilag IIa være uden betydning. Domstolen har i øvrigt allerede taget stilling til problematikken i Snares-dommen. Sammenfattende finder den nederlandske regering, at optagelsen af den omtvistede plejeydelse i forordningens bilag IIa har til følge, at der er tale om en særlig ikke-bidragspligtig ydelse, der falder inden for anvendelsesområdet for artikel 10a i forordning nr. 1408/71.

e) Det Forenede Kongeriges regering

38 Det Forenede Kongeriges regering har under den mundtlige forhandling i det væsentligste taget stilling til to punkter: for det første har den anført, at Domstolen i Snares-dommen, Partridge-dommen og Swaddling-dommen (6) har fastslået, at optagelsen af en ydelse i bilag IIa klart bevirker, at der er tale om en ikke-bidragspligtig ydelse, der - under udelukkelse af artikel 19 - henhører under forordningens artikel 10a. For det andet har Det Forenede Kongeriges regering taget stilling til, om en sådan ydelse, der er knyttet til en bopælsklausul, kan udgøre en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og derfor strider mod EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF).

39 Det Forenede Kongeriges regering er af den opfattelse, at der - for at forordningens artikel 10a kan finde anvendelse - kun skal være én betingelse opfyldt, nemlig, at den pågældende ydelse skal være indført i forordningens bilag IIa. Det forhold, at en ydelse er nævnt i bilaget, viser kun, at undtagelsen, som indebærer, at bopælsklausulen ophæves, skal finde anvendelse. Vurderingen af ydelsens enkelte karakteristika er sket før optagelsen i bilaget af ydelsen.

40 Med hensyn til spørgsmålet, om en bopælsklausul muligvis medfører en forskelsbehandling i den forstand, hvori udtrykket anvendes i EF-traktatens artikel 48 og 6 (efter ændring nu artikel 12 EF), er Det Forenede Kongeriges regering af den opfattelse, at dette spørgsmål er besvaret implicit i Snares-dommen (7), Partridge-dommen (8) og Swaddling-dommen (9). Hvis en sådan bopælsklausul skulle betragtes som en forskelsbehandling i strid med fællesskabsretten, ville Domstolen ikke have kunnet anse forordning nr. 1247/92 for gyldig. I denne forbindelse henviser Det Forenede Kongeriges regering til Rådets brede skønsbeføjelse til at udstede koordineringsforanstaltninger i EF-traktatens artikel 51's forstand (efter ændring nu artikel 42 EF).

41 Sammenfattende finder Det Forenede Kongeriges regering, at en ydelse, der er opført i forordningens bilag IIa, henhører under artikel 10a's anvendelsesområde, og som følge heraf er udelukket fra anvendelsesområdet for forordningens artikel 19, stk. 1.

f) Kommissionen

42 Kommissionen har indledningsvis anført, at det stillede spørgsmål har til formål at få oplyst, om den omtvistede ydelse virkelig skal betragtes som en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i den forstand, hvori udtrykket anvendes i forordningens artikel 4, stk. 2a, og artikel 10a. Det er kun den forelæggende ret, der kan afgøre dette spørgsmål, som kræver en fortolkning af national ret. Efter fast retspraksis kan Domstolen dog forsyne den forelæggende ret med de oplysninger, som er nødvendige for fortolkningen af nævnte fællesskabsretlige begreb.

43 Efter Kommissionens opfattelse er det afgørende kriterium for indplaceringen af en ydelse som ikke-bidragspligtig, at den finansieres af det almindelige skatteprovenu og ikke gennem bidrag. Denne betingelse er efter den fremherskende opfattelse opfyldt, når ydelsessystemet enten udelukkende finansieres af det almindelige skatteprovenu eller - hvis det er en del af et system - finansieres af både bidrag og af statstilskud fra det almindelige skatteprovenu, hvis det er muligt at trække en klar grænse mellem de forskellige finansieringsstrømme, og hvis man kan være sikker på, at den omtvistede ydelse udelukkende finansieres af det almindelige skatteprovenu (»særbudget«).

44 BPGG's § 23, hvorefter staten refunderer de kompetente institutioner udgifterne til plejeydelser, taler ganske vist for, at ydelsen er ikke-bidragspligtig. Der er dog - som den forelæggende ret har redegjort for - væsentlige grunde, der kan tale for den modsatte opfattelse. Disse er navnlig forhøjelsen af sygeforsikringsbidragene og den samtidige sænkning af de bidrag, som pensionsforsikringsinstitutionerne skulle betale til sygeforsikringsinstitutionerne - hver i størrelsesbeløb, der svarede til de forventede merudgifter til plejeydelsen - på tidspunktet for ikrafttrædelsen af BPGG.

45 Efter Kommissionens opfattelse kan denne ydelse i øvrigt ikke anses for at være en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i forordningens artikel 10a. Dette følger af en sammenligning med den i Molenaar-dommen omtvistede tyske plejeydelse, for så vidt som begge ydelser skulle udligne de meromkostninger, der opstår ved plejebehov. I den nævnte dom fastslog Domstolen, at plejeydelsen var en socialsikringsydelse i form af en kontantydelse ved sygdom, der skulle dække bestemte omkostninger, der var opstået ved plejebehov, og derved forbedre den pågældendes sundhedstilstand og livsbetingelser.

46 Heraf konkluderer Kommissionen, at den østrigske plejeydelse ikke opfylder betingelserne for at være en ikke-bidragspligtig ydelse, og derfor ikke burde have været optaget i bilag IIa. I denne forbindelse skal Snares-dommen ikke forstås således, at indførelsen i bilag IIa alene - uanset omstændighederne i den enkelte sag - har en konstitutiv karakter.

47 Hvis plejeydelsen ikke er en særlig ikke-bidragspligtig ydelse, skal Molenaar-dommen efter Kommissionens opfattelse fremdrages med henblik på besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, da de i denne sag omhandlede nationale bestemmelser i vidt omfang kan sammenlignes med de i den foreliggende sag omhandlede bestemmelser. Det følger navnlig af denne dom, at sagsøgeren i henhold til artikel 19, stk. 1, litra b), og artikel 28, stk. 1, litra b), vil kunne kræve at modtage plejeydelse uafhængigt af, hvor han bor.

48 Kommissionen foreslår derfor, at det præjudicielle spørgsmål besvares med, at det er i strid med forordningens artikel 19, stk. 1, artikel 25, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, at gøre kravet på en ydelse som plejeydelsen afhængig af, at den forsikrede har sædvanligt opholdssted i den medlemsstat, hvor han er tilsluttet forsikringen, såfremt plejeydelsen - i det mindste delvist - også finansieres af de forsikredes bidrag.

49 For det tilfælde, at Domstolen skulle anse plejeydelsen for at være en særlig ikke-bidragspligtig ydelse, fastslår Kommissionen, at de nævnte bestemmelser i forordningen ikke er anvendelige på en sådan ydelse. En national bestemmelse, hvorefter kravet på plejeydelse gøres afhængig af det sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, er uforenelig med traktatbestemmelserne om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (artikel 6 [efter ændring nu artikel 12 EF] og artikel 48 [efter ændring nu artikel 39 EF]).

50 Efter Domstolens faste praksis forbyder disse bestemmelser ikke kun åbenlys forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, men også alle former for forskelsbehandling, der ved anvendelse af andre sondringskriterier fører til samme resultat. Mens de østrigske statsborgere nemlig normalt bliver i Østrig og som følge heraf vil have krav på plejeydelse, forlader de vandrende arbejdstagere normalt den medlemsstat, hvor de har været beskæftiget, når de ophører med at arbejde, og de af dem, der har været grænsependlere, har praktisk talt aldrig sædvanligt opholdssted dér. BPGG behandler derfor uretmæssigt de østrigske statsborgere, der ikke har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, og de vandrende arbejdstagere forskelligt til skade for sidstnævnte.

V - Vurdering

a) Indledende bemærkning

51 I Molenaar-sagen blev spørgsmålet om »plejeydelse« for første gang gjort til genstand for en sag ved Domstolen. Spørgsmålet om plejeydelse bliver nu på ny relevant for Domstolen i en sag, der vedrører en socialydelse fra den østrigske stat. Som generaladvokat Cosmas udtalte klart i Molenaar-sagen (10), har fænomenet »plejebehov« altid eksisteret som en social realitet. Det er dog ret nyt, at risikoen for, at der opstår et plejebehov, dækkes af det sociale sikringssystem. Dette kunne også være grunden til, at risikoen for, at der opstår et plejebehov, ikke fremgår af det katalog i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som indeholder de ydelsesarter, der henhører under forordningens anvendelsesområde. Det var kun derfor, at det for afgørelsen af den foreliggende retssag afgørende spørgsmål blev stillet, nemlig om den omtvistede ydelse henhører under anvendelsesområdet for forordningens artikel 4, stk. 2a. Hvis risikoen for plejebehov var nævnt udtrykkeligt i artikel 4, stk. 1, ville en ydelse, der udbetales ved plejebehovets indtræden uden videre skulle betragtes som en klassisk socialsikringsydelse, som de almindelige koordineringsregler finder anvendelse på, d.v.s. at f.eks. artikel 10 om ophævelse af bopælsklausulerne ville finde anvendelse.

52 I Molenaar-sagen, der omhandlede plejeforsikringen og dermed også plejeydelse efter tysk ret, blev der stillet et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt forordning nr. 1408/71 fandt anvendelse. I denne sag kunne Domstolen efter de forskellige parter havde afgivet indlæg (11) fastslå følgende:

»Alle parter i sagen er enige om, at en ordning som plejeforsikringen er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71« (12).

53 Der var imidlertid uenighed om, hvilken risiko ydelserne skulle tilknyttes. Nogle af parterne var af den opfattelse, at der var tale om »ydelser i anledning af sygdom« (13). Sagsøgeren i hovedsagen gjorde desuden gældende, at ydelserne også kunne være »ydelser ved alderdom« (14). Endelig var Kommissionen af den opfattelse, at ydelserne ikke udelukkende kunne henføres under de sociale sikringsgrene, der er omtalt i forordningens artikel 4, stk. 1. »Det er Kommissionens opfattelse, at ydelserne har lighedspunkter med sikringsgrenene sygdom, invaliditet og alderdom i henholdsvis litra a), b) og c), men at de ikke kan henføres specifikt under én af dem« (15).

54 Domstolen mindede om det kriterium, der allerede var blevet opstillet i den tidligere retspraksis, nemlig, at sondringen mellem ydelser, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, og ydelser, der er ikke er omfattet heraf, hovedsagelig er baseret på de enkelte elementer i den pågældende ydelse, navnlig dens formål og de betingelser under hvilken ydelsen tildeles, og ikke på, om en ydelse i national ret betegnes som en social sikringsydelse (16). »Efter fast praksis kan en ydelse anses for en social sikringsydelse, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedrører én af de sociale risici, der udtrykkelig er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 [...]. Denne opregning er således udtømmende, hvorfor en social sikringsgren, der ikke er nævnt i opregningen, ikke kan anses for omfattet af det nævnte begreb, selv om de ydelsesberettigede har et retligt krav på ydelsen [...]« (17).

55 Generaladvokaten havde i denne sag foreslået, at plejeydelsen, som tvisten i hovedsagen omhandlede, skulle sideordnes med en ydelse i anledning af sygdom (18).

56 Domstolen foretog en analyse af de væsentligste kendetegn, hvorved den også kom ind på formålet med ydelserne i henhold til plejeforsikringen, der går ud på at fremme plejekrævende personers selvstændighed, særligt i økonomisk henseende. »Ordningen har navnlig til formål at støtte forebyggelse og genoptræning frem for pleje, samt at tilskynde til, at pleje sker i hjemmet frem for på plejeinstitutioner« (19). Med hensyn til plejeydelsens formål fastholdt Domstolen, at udbetalingen af et beløb gjorde det muligt for den forsikrede at vælge plejen på den måde, som han selv ønskede den, f.eks. ved at betale andre for at hjælpe ham (20).

57 Som konklusion på denne analyse fastslog Domstolen:

»Sådanne ydelser har således i det væsentlige til formål at supplere ydelserne fra sygeforsikringen, som de i øvrigt organisatorisk er snævert forbundet med, med henblik på at forbedre plejekrævende personers sundhedstilstand og levevilkår.

Herefter, og uanset at disse ydelser har særegne træk, må de anses for 'ydelser i anledning af sygdom' i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71« (21).

58 Med hensyn til den østrigske plejeydelses formål kan det fastslås, at det i det væsentligste kan sammenlignes med formålet med den tyske plejeydelse. Således har den østrigske lovgiver i BPGG's § 1 fastsat formålet med plejeydelsen. I henhold til denne bestemmelse har ydelsen »til formål - i form af et fast beløb - at dække plejebetingede merudgifter for så vidt muligt at sikre personer, der har et plejebehov, den nødvendige hjælp og støtte samt at forbedre deres muligheder for at føre et selvstændigt liv efter deres eget behov«.

59 Herved opstår spørgsmålet, om kvalificeringen af plejeydelsen i forordning nr. 1408/71's forstand muligvis allerede er foretaget ved dommen i Molenaar-sagen.

60 Der må dog ikke ses bort fra, at den i den foreliggende sag omtvistede plejeydelse - i modsætning til plejeydelsen i Molenaar-sagen - organisatorisk ikke er tilknyttet sygeforsikringen, men pensionsforsikringen. Desuden er den østrigske ydelse udtrykkelig nævnt i forordningens bilag IIa, hvilket medfører, at konsekvenserne af en sådan indførelse bliver afgørende for besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål. Derfor skal det først undersøges, om en indførelse i forordningens bilag IIa i den forstand virker konstitutiv, således at der ikke er plads til en materiel prøvelse af de særlige kendetegn ved en særlig ikke-bidragspligtig ydelse, og således at ydelsen derefter næsten automatisk henhører under særkoordineringen i henhold til forordningens artikel 10a.

b) Retsvirkningerne af indførelsen i forordningens bilag IIa

61 De forskellige bilag til forordning nr. 1408/71 - i alt otte - har forskelligt indhold og forskellig betydning. Således omhandler bilag I forordningens personkreds, d.v.s., at der her opregnes persongrupper, der kan indordnes under forordningens begreber »arbejdstager« og »selvstændig« i medlemsstaternes retsordener. Hvor der altså her er tale om positive bestemmelser vedrørende forordningens anvendelsesområde, tjener bilag II derimod til en negativ afgrænsning af bestemmelsernes saglige anvendelsesområde, idet det fastsætter særordninger for selvstændige, der ikke henhører under forordningens anvendelsesområde.

62 Domstolen har således for eksempel med hensyn til bilag V udtalt, at bilagets indhold ikke er egnet til på en bestemt måde at udfylde forordningens arbejdstagerbegreb (22), eller at bilaget ikke egnet til at blive fortolket udvidende eller at blive anvendt analogt (23). Der findes en omfattende retspraksis, hvori bilagene til forordning nr. 1408/71 henholdsvis til gennemførelselsesforordningen (EØF) nr. 574/72 (24) spiller en rolle.

63 I det omfang man overhovedet vil drage en konklusion med henblik på den foreliggende sag, kan man efter min mening kun gør det således, at man koncentrerer sig om indholdet i og formålet med det pågældende bilag og frem for alt om bilagets funktion med henblik på forordningens materielle bestemmelser, som det sigter mod at præcisere.

64 Forordningens bilag IIa blev først optaget i forordningen i forbindelse med indførelsen af artikel 4, stk. 2a, og artikel 10a. Bilagets titel er »Særlige ikke-bidragspligtige ydelser (forordningens artikel 10a)«. Hermed er det utvetydigt gjort klart, at bilaget skal have virkning med hensyn til artikel 10a. Artikel 10a indeholder således en »særkoordinering« (25) for særlige ikke-bidragspligtige ydelser i form af en undtagelse til ophævelsen af bopælsklausulerne, der er fastsat i artikel 10. Da der er tale om en undtagelse til reglen i artikel 10, skal der udvises særlig forsigtighed ved fortolkningen. Efter Domstolens faste praksis skal undtagelser principielt fortolkes strengt.

65 Artikel 10a, stk. 1, første punktum har følgende ordlyd:

»Uanset artikel 10 og afsnit III modtager de personer, som er omfattet af denne forordning, udelukkende de i artikel 4, stk. 2a, omhandlede særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, og i henhold til dennes lovgivning, såfremt disse ydelser er anført i bilag IIa« (26).

66 Ud fra denne formulering er det nærliggende at drage den konklusion, at indførelsen af ydelsen i bilag IIa er en betingelse for, at undtagelsesbestemmelsen finder anvendelse. Det fremgår dog ikke af formuleringen, om der derfor nødvendigvis er tale om en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i artikel 4, stk. 2a's forstand. En sådan ydelse forudsættes imidlertid for anvendelsen af artikel 10a.

67 Allerede i Snares-dommen (27), i Partridge-dommen (28) og i Swaddling-dommen (29) tog Domstolen stilling til rækkevidden af artikel 10a, sammenholdt med forordningens bilag IIa. Det omhandlede afsnit i Snares-dommen lydes således:

»Det må antages, at den omstændighed, at fællesskabslovgiver nævner regler, som f.eks. reglerne om DLA, i bilag IIa til forordning nr. 1408/71, er et bevis for, at ydelser, der tilkendes i henhold til disse regler, er særlige ikke-bidragspligtige ydelser, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 10a i forordning nr. 1408/71 (jf. i denne retning bl.a. dom af 2.12.1964, sag 24/64, Dingemans, Sml. 1954-1964, s. 557, org. ref.: Rec. s. 1259, på s. 1275).

Det fremgår endvidere af artikel 10a's ordlyd, at denne bestemmelse forudsætter, at de i bestemmelsen omhandlede ydelser desuden er omfattet af artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 1247/92.

Under disse omstændigheder må en ydelse som DLA som følge af, at den er anført i bilag IIa, anses for udelukkende at være underlagt koordineringsreglerne i artikel 10a og dermed for at høre til de særlige ikke-bidragspligtige ydelser i artikel 4, stk. 2a's forstand« (30).

68 Parterne er uenige om, hvordan afsnittet skal forstås, om indførelsen i sig selv kvalificerer ydelsen som en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i artikel 4, stk. 2a's forstand, eller om det først skal undersøges, om dette er tilfældet. Argumentet for sidstnævnte underbygges med, at der i Snares-sagen slet ikke blev stillet spørgsmålstegn ved, om der var tale om en særlig ikke-bidragspligtig ydelse, men at det alene var retsfølgen - altså om artikel 10a var anvendelig - der var genstand for sagen.

69 Det må undersøges, om Partridge-dommen og Swaddling-dommen, der bekræfter Snares-dommen, taler for den ene eller den anden synsvinkel. I de to domme, der begge henviste til præmis 30 og 31 i Snares-dommen, selv om de måske ikke ordret gentog disse, gik konsekvensen - i hvert fald i den tyske oversættelse - nærmere i den retning, at en indførelse i forordningens bilag IIa gør ydelsen til en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 4, stk. 2a. De relevante afsnit lyder således:

»Daher unterliegt eine Leistung wie die AA wegen ihrer Erwähnung in Anhang IIa den Koordinierungsregeln des Artikels 10a und stellt somit eine beitragsunabhängige Sonderleistung im Sinne von Artikel 4 Absatz 2a dar [...]« (31).

[»Under disse omstændigheder er en ydelse som AA som følge af, at den er anført i bilag IIa, omfattet af koordineringsreglerne i artikel 10a og udgør dermed en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i artikel 4, stk. 2a's forstand [...]«]

»Eine Leistung, die wie die Einkommensbeihilfe im Anhang IIa aufgeführt ist, fällt unter die Koordinierungsvorschriften des Artikels 10a und stellt damit eine beitragsunabhängige Sonderleistung im Sinne des Artikels 4 Absatz 2a dar [...]« (32).

»[En ydelse som indkomststøtten henhører som følge af, at den er anført i bilag IIa, under koordinationsreglerne i artikel 10a og er dermed [en] særlig ikke-bidragspligtig ydelse i artikel 4, stk. 2a's forstand [...]]«

70 I den franske affattelse af dommen - det sprog, som dommen blev afsagt på - lyder konsekvensen ikke så absolut:

»Dans ces conditions, une prestation telle que la DLA, du fait qu'elle figure à l'annexe II bis, doit être considérée comme étant exclusivement régie par les règles de coordination de l'article 10 bis et, partant, comme relevant des prestations spéciales à caractère non contributif au sens de l'article 4, paragraphe 2 bis.«

71 Hvis man kaster et blik på dommen i Dingemans-sagen (33), som Domstolen udtrykkeligt henviste til i dommen i Snares-sagen (34), og som omhandlede kvalifikationen af en invaliditetsydelse som en »ydelse af type B« (35), ser man, at Domstolen dér - på grundlag af en ændring af bilag F til forordning nr. 3, som betegnede de (omtvistede) nederlandske bestemmelser som værende af type B - har anerkendt ydelsen som en ydelse af type B. Domstolen fastslog dog udtrykkeligt:

»Retmæssigheden af denne ændring er ikke blevet anfægtet.

Der er således alene anledning til at fastslå denne situation (36).«

72 I Snares-dommen (37), Partridge-dommen (38) og i Swaddling-dommen (39) var der ikke tvivl om, at de pågældende ydelser var særlige ikke-bidragspligtige ydelser. Snares-dommen drejede sig om forordning nr. 1247/92's tidsmæssige gyldighed, mens Partridge-dommen vedrørte virkningen af en erklæring i henhold til forordningens artikel 5. Endelig omhandlede Swaddling-sagen spørgsmålet, om en bopælsklausul som sådan skal betragtes som en tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF).

73 I Snares-dommen og i Partridge-dommen fastslog Domstolen endvidere næsten enslydende:

»Det fremgår endvidere af artikel 10a's ordlyd, at denne bestemmelse forudsætter, at de i bestemmelsen omhandlede ydelser desuden er omfattet af artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 1247/92« (40).

74 I de tilfælde, hvor der er tvivl eller diskussion om, at den ydelse, der er tale om, er en særlig ikke-bidragspligtig ydelse, efterlader formuleringen efter min opfattelse muligheden for at underkaste ydelsen en materiel prøvelse. Forordningens artikel 10a kan nemlig kun finde anvendelse, hvis der er tale om særlige ikke-bidragspligtige ydelser, der er nævnt i forordningens bilag IIa. Indførelsen kan i denne forbindelse virke som indicium, men den kan ikke, hvis der er tvivl om en ydelses natur, erstatte prøvelsen i henhold til artikel 4, stk. 2a.

75 I ottende betragtning til forordning nr. 1247/92, hvorved de særlige ikke-bidragspligtige ydelser udtrykkeligt blev henført under forordning nr. 1408/71's anvendelsesområde, hedder det i øvrigt:

»[D]et må imidlertid sikres, at det nuværende koordineringssystem i forordning (EØF) nr. 1408/71 fortsat finder anvendelse på ydelser, som enten ikke hører ind under den pågældende særlige ydelseskategori, eller som ikke udtrykkeligt er anført i et bilag til forordningen« (41).

76 Denne formulering gør det også klart, at indførelsen i bilag IIa kun er n af betingelserne for anvendelsen af artikel 10a.

77 Det fremgår i øvrigt heller ikke, hvorfor et bilag til forordning nr. 1408/71, der er udstedt af fællesskabslovgiver, skulle have en mere endelig karakter end de andre fællesskabsretlige bestemmelser i den afledte ret, når man til enhver tid kan prøve, om det er foreneligt med trinhøjere bestemmelser. Derfor skulle det være muligt at foretage en indholdsmæssig efterprøvelse af de i bilaget anførte ydelser.

78 Under den mundtlige forhandling blev det anført, at bilagene - som det er tilfældet for forordningen i sin helhed - alene kan ændres med enstemmighed. Såfremt der ikke opnås enstemmighed, vil en mulig fejlagtig indførelse altså fortsat bestå. Det Forenede Kongeriges regerings henvisning til muligheden for et traktatbrudssøgsmål er vel for så vidt fejlagtig, da dette ikke er egnet til at påvirke en medlemsstats holdning i den fællesskabsretlige lovgivningsproces. Der synes heller ikke at foreligge en grund til, at indførelsen af en ydelse i et bilag principielt skulle være undtaget fra en retslig efterprøvelse.

79 Som mellemresultat er jeg derfor af den opfattelse, at en materiel efterprøvelse af den pågældende ydelse må være mulig efter kriteriet i forordningens artikel 4, stk. 2a. Jeg vil derfor bevæge mig ind på det spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, nemlig om den omtvistede ydelse er en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i artikel 4, stk. 2a's forstand.

c) Kendetegnene ved en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i artikel 4, stk. 2a's forstand

80 For at artikel 10a's retsfølge kan fastslås, må det altså undersøges, om den omtvistede ydelse er en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i artikel 4, stk. 2a's forstand. For at kunne fastlægge de særlige kendetegn ved en sådan ydelse, må man først kaste et blik på forordning nr. 1247/92, hvorved både artikel 4, stk. 2a, artikel 10a og bilag IIa blev indsat i forordningen. Tredje og fjerde betragtning giver en forklaring om baggrundene for og formålene med, at man vedtog forordningen. Heri hedder det:

»[D]et er ligeledes nødvendigt at tage hensyn til Domstolens retspraksis, ifølge hvilken visse ydelser, der er fastsat i national lovgivning, samtidig hører ind under social sikring og social forsorg som følge af ydelsernes anvendelsesområde, målsætning og de nærmere betingelser, der er knyttet til disse ydelser.

Domstolen har udtalt, at de lovbestemmelser, hvorefter sådanne ydelser tilkendes, i kraft af visse af deres karakteristika har lighedspunkter med den sociale forsorg, i det omfang trang er et væsentligt kriterium for deres anvendelse, og betingelserne for erhvervelse af ret til disse ydelser ikke er baseret på sammenlægning af beskæftigelsesperioder eller bidrag, hvorimod de i kraft af andre karakteristika nærmer sig den sociale sikring, i det omfang afgørelsen om at tilkende ydelserne, således som bestemmelserne derom er udformet, ikke beror på et frit skøn, og der ved tilkendelsen tillægges de berettigede en i loven fastslået retsstilling.«

81 Forordningen skulle altså for det første skaffe klarhed med henblik på at bestemte sociale ydelser, der har en blandet karakter - under bestemte forudsætninger svarende til Domstolens praksis - faldt inden for forordning nr. 1408/71's anvendelsesområde. I det omfang det netop ikke drejer sig om klassiske socialsikringsydelser er en særkoordinering ligeledes begrundet, eftersom optagelsen af ydelserne inden for forordningens anvendelsesområde er et plus i forhold til den tidligere tilstand, hvor man gik ud fra dualiteten af systemet med »social sikkerhed« på den ene side og systemet med »social forsorg« (42), som forordningen udtrykkeligt udelukker, på den anden side. Det er kun Domstolens praksis, der fra sag til sag kan give svar på, om ydelser, der har en blandet karakter, henhører under det ene eller det andet system.

82 Med forordning nr. 1247/92 skulle det dog ligeledes sikres, »at det nuværende koordineringssystem i forordning (EØF) nr. 1408/71 fortsat finder anvendelse på ydelser, som [...] ikke hører ind under den pågældende særlige ydelseskategori [...]« (43). De særlige kendetegn ved »den særlige ydelseskategori« må derfor defineres, for at en ydelse på denne måde kan kvalificeres.

83 For det første skal ydelsen være »ikke-bidragspligtig«. Dette kriterium kan dog ikke alene være udslaggivende, da forordningens artikel 4, stk. 2, finder anvendelse på »almindelige og særlige sociale sikringsordninger med eller uden bidragspligt« (44). For det andet skal det altså også positivt fastslås, at den ydelse, der skal kvalificeres, har »karakter af en særlig ydelse«, for at den falder inden for artikel 4, stk. 2a's anvendelsesområde.

1. Ikke-bidragspligtig ydelse

84 Den forelæggende ret har navnlig været i tvivl om, hvorvidt den omhandlede ydelse var ikke-bidragspligtig, og har herved navnlig henvist til de regnskabsretlige omfordelinger ved indførelsen af ydelsen, som sagsøgeren i hovedsagen også blev ramt af ved forhøjelsen af sygeforsikringsbidragene.

85 Plejeydelsen blev organisatorisk tilknyttet pensionsforsikringen, både forvaltningsmæssigt og med henblik på betingelserne for ret til ydelsen. Pensionsforsikringen i Østrig bliver traditionelt sammensat ud fra tre kilder, arbejdstager- og arbejdsgiverbidragene samt statstilskud. Pensionsforsikringsinstitutionerne overfører bidrag til sygeforsikringen. Ved indførelsen af plejeydelsen blev der foretaget følgende omstrukturering af finansieringen af pensioner og sygeforsikring: Sygeforsikringsbidragene blev forhøjet med 0,8%. Derfor kunne pensionsforsikringsinstitutionernes finansielle deltagelse i sygeforsikringen nedsættes, idet man fastholdt ydelsesniveauet. På denne måde blev der frigjort midler hos pensionsforsikringen. Med hensyn til de midler, som staten tildeler pensionsforsikringsinstitutionerne, blev der oprettet et selvstændig budget til plejeydelsen. Derfor er både den østrigske regerings anbringende om, at plejeydelsen finansieres af skattemidler, og Kommissionens anbringende om, at indførelsen af plejeydelsen er forløbet neutralt i relation til statsbudgettets balance, korrekt.

86 Det karakteristiske ved denne trekant-konstellation er, at den indførte plejeydelses potentielt begunstigede - som retssubjekter i et socialforsikringsforhold - vidtgående ved forhøjelsen af sygeforsikringsbidragene indirekte bidrager til finansiering af plejeydelsen. I den henseende er tilknytningspunktet, at der foreligger et socialforsikringsforhold.

87 At der er et selvstændigt budget for plejeydelsen - som det udtrykkeligt blev bekræftet af den østrigske regering under den mundtlige forhandling - taler rent formelt set virkelig for, at ydelsen er en ikke-bidragspligtig ydelse. Det samme gælder for bestemmelsen i BPGG's § 23, hvorefter staten refunderer de for den lovpligtige pensionsforsikring kompetente institutioner dokumenterede udgifter til plejeydelsen samt de øvrige omkostninger.

88 Det forhold, at staten allerede før indførelsen af plejeydelsen bidrog til finansiering af pensionskasserne, må dog ikke undervurderes. Da pensionsforsikringsinstitutionerne kunne spare penge med hensyn til sygeforsikringsbidragene, mens statslige tilskud blev brugt til plejeydelsen, må det antages, at den bidragsfinansierede andel af de pensionsydelser, der kunne udbetales, er blevet forhøjet proportionalt. Ved denne nære tilknytning mellem på den ene side den omtvistede ydelse med et bidragsbundet socialsikringssystem og på den anden side den indirekte finansiering gennem sygeforsikringsbidrag er det ikke uden videre muligt at anse ydelsen for en ikke-bidragspligtig ydelse.

89 Det forhold, at selvstændige på anmodning fra deres erhvervsorganisation potentielt kan henføres under BPGG's anvendelsesområde i henhold til lovens § 3, mens det udtrykkeligt er bestemt, at omkostningerne skal dækkes af særlige bidrag, kan ses som et indicium, der taler imod, at ydelsen er en ikke-bidragspligtig ydelse.

90 Da det - som allerede anført - ikke alene er afgørende, at ydelsen er en ikke-bidragspligtig ydelse, men at en ydelses »karakter af en særlig ydelse« har en mindst lige så stor betydning, skal plejeydelsen endvidere undersøges med henblik på at fastslå, om den er en særlig ydelse i denne bestemmelses forstand.

2. Særlig ydelse

91 Fællesskabslovgiver har ganske vist endnu ikke udtrykkeligt defineret, hvad der skal forstås ved en særlig ydelse i forordningens artikel 4, stk. 2a's forstand. Fællesskabslovgiver har dog i betragtningerne til forordningen (45) henvist til Domstolens praksis.

92 Domstolen har i en række sager (46) taget stilling til, om tildelingen af bestemte sociale ydelser, der blev tildelt ud over sociale sikringsydelser, er i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, d.v.s. om en bopælsklausul i givet fald skulle ophæves.

93 En af de tidlige retssager af denne type (47), der vedrørte forordning nr. 3, omhandlede en supplerende ydelse til en invaliditetspension, som sagsøgeren i hovedsagen ikke længere modtog, fordi han havde flyttet sin bopæl til en anden medlemsstat. Domstolen udtalte:

»Selv om det med hensyn til denne forordnings anvendelse kan forekomme ønskværdigt at foretage en skarp sondring mellem de legale ordninger, som vedrører henholdsvis den sociale sikring og forsorgen, kan man ikke udelukke muligheden for, at en lovgivning på grund af dens personkreds, formål og nærmere regler samtidig er beslægtet med begge disse kategorier og således unddrager sig enhver almen klassificering. Såfremt en sådan lovgivning, som har forladt den for forsorgen karakteristiske individuelle trangsvurdering, giver modtagerne en i loven defineret stilling, henhører den under de i fællesskabsforordningerne nævnte sociale sikringsordninger. Dette vil være tilfældet, såfremt en lovgivning fastsætter supplerende ydelser, hvis størrelse bestemmes på grundlag af en vis invaliditetsgrad, og som tager sigte på at forhøje invalidepensionsbeløbet. Den omstændighed, at den samme lov også omhandler personer, som modtager ydelser, der kan være beslægtede med forsorgsbegrebet, kan i forhold til fællesskabsforordningerne ikke ændre den egentlige karakter af social sikring, som en ydelse har, når den er knyttet til en invalidepension, til hvilken den retligt udgør et accessorium« (48).

94 En senere dom - Giletti-sagen (49) - drejede sig om en tillægsydelse til alders-, efterladte- og invalidepensioner, der blev betegnet som en »skattefinansieret social ydelse, der med det formål principielt at sikre et eksistensminimum udbetales som tillæg til en anden, eventuelt bidragsfinansieret ydelse, og er betinget af ansøgerens økonomiske forhold, men er uafhængig af dennes erhvervsmæssige status, samt under nærmere betingelser kan kræves refunderet af modtagerens dødsbo« (50).

Med hensyn til kvalificeringen af ydelsen henviste Domstolen til, at ydelsens finansieringsform er uden betydning, da de ydelser, for hvilke der ikke består bidragspligt, ikke er udelukket fra forordningens anvendelsesområde. Domstolen udtalte: »En lovgivning som den, der omhandles i det præjudicielle spørgsmål, har i realiteten et dobbelt formål, nemlig dels at sikre et mindsteunderhold for personer, der har behov herfor, dels at sikre en supplerende indkomst for modtagere af utilstrækkelige sociale sikringsydelser« (51).

Domstolen udtalte endvidere:

»For så vidt en sådan lovgivning indebærer et retligt krav på tillægsydelser, hvorved den sociale sikrings pensionsbeløb forhøjes, og dette uden den bedømmelse af individuelle behov og omstændigheder som er karakteristisk for forsorgen, er ydelsen omfattet af det sociale sikringssystem som omhandlet i forordning nr. 1408/71. Den omstændighed, at en sådan lov også hjemler sociale ydelser, der kan betegnes som sociale forsorgsydelser, kan ikke ændre den fællesskabsretlige begrebsbestemmelse, hvorefter en ydelse, der umiddelbart efter loven knytter sig som et tillæg til en invalide-, alders- eller efterladtepension, har karakter af en egentlig social sikringsydelse (52)«.

95 Under en senere traktatbrudssag mod Den Franske Republik (53) på grund af opretholdelse af en bopælsklausul inden for rammerne af tildelingen af en tillægsydelse, der skulle sikre et eksistensminimum i Frankrig, holdt Domstolen sig til de tidligere domme i Biason-sagen (54) og i Giletti-sagen (55) og dømte Frankrig.

96 I dommen i Newton-sagen (56) var der tale om en tildeling af en »mobilitetsydelse« (57), en ydelse til handicappede, der i henhold til det pågældende retsgrundlag (58) tildeles enhver, »som på grund af en fysisk lidelse er ude af stand til eller på det nærmeste ude af stand til at gå, [...] såfremt den pågældende har opholdt sig en vis periode i Storbritannien, stadig opholder sig dér og har sin sædvanlige bopæl sammesteds. Den omhandlede ydelse udgør et fast ugentligt kontantbeløb, som udbetales uden hensyn til den pågældendes indkomst« (59).

Domstolen udtalte endvidere:

»Når henses til den vide afgrænsning af den personkreds, som kan komme i betragtning til ydelsen, opfylder denne type lovregler i virkeligheden en dobbelt funktion. Dels sikrer de handicappede, som står helt uden for det sociale sikringssystem, en vis mindsteindkomst, dels sikrer de personer, som oppebærer sociale sikringsydelser, og som er ramt af en fysisk lidelse, der hæmmer deres bevægelighed, en supplerende indkomst.

I forhold til arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, som i kraft af en tidligere erhvervsaktivitet i forvejen er omfattet af den sociale sikringsordning i den stat, hvis lovregler de påberåber sig, må sådanne lovregler derfor betegnes som foranstaltninger vedrørende social sikring i den betydning, der er forudsat i traktatens artikel 51 og de hertil udstedte gennemførelsesbestemmelser, uanset om lovreglerne i forhold til andre grupper af ydelsesmodtagere må falde uden for dette begreb« (60).

97 Endelig drejede Hughes-sagen (61) sig om kvalifikationen af en ydelse benævnt, »family credit«. Til Det Forenede Kongeriges regerings påstand om, at ydelsen ikke var omfattet af nogen af de sociale sikringsgrene, der er anført i forordningens artikel 4, stk. 1 (62), anførte Domstolen følgende:

»Det fremgår af sagen, at familiestøtten i realiteten har en dobbelt funktion: For det første, således som det er anført af Det Forenede Kongerige, tilskynder den lavtlønnede arbejdstagere til at fortsætte i beskæftigelse, og for det andet skal den dække familiens udgifter, hvilket navnlig fremgår af, at den kun udbetales, når ansøgerens familie omfatter et eller flere børn, og at ydelsesbeløbet varierer alt

efter børnenes alder« (63).

Domstolen konkluderede, at »family credit« var en familieydelse i forordning nr. 1408/71's forstand.

98 De ovennævnte retssager har dét til fælles, at de pågældende ydelser også kunne kræves af personer, der ikke var modtagere af sociale sikringsydelser. Herudover havde ydelserne også alle en dobbelt funktion.

99 Den ydelse, der er genstand for den foreliggende sag, har grundlæggende en anden struktur. Kun personer, der har krav på pension, kan modtage plejeydelsen. Efter ordlyden af Bundespflegegeldgesetz, som der for øvrigt igen blev redegjort klart for under den mundtlige forhandling, må man gå ud fra, at der her ikke alene er tale om et krav på en alderspension, men også, at f.eks. en efterladtepension kan have en pensionsudbetalings særlige kendetegn og således begrunde et krav. Det er afgørende, at plejeydelsen er accessorisk i forhold til et pensionskrav.

100 Den østrigske regering taler i denne sammenhæng i sit skriftlige indlæg karakteristisk nok også om »hovedydelsen«. Da den østrigske plejeydelse er uadskilleligt forbundet med en social sikringsydelse, hviler tildelingen af plejeydelsen i sidste ende på et socialsikringsretligt sagsforhold. Plejeydelsen har for så vidt en klassisk social sikringsydelses kendetegn.

101 Plejeydelsen, der i kraft af legaldefinitionen i BPGG § 1 har til formål at gøre det muligt for personer, der har et plejebehov, at føre et selvstændigt liv, er for så vidt relativt uafhængig af de sociale omgivelser, som den bliver tildelt i (64). Risikoen for, at et plejebehov opstår, står ikke i konkret sammenhæng med de økonomiske eller sociale forhold i en medlemsstat. Men de plejekrævende personers mulighed for at modtage hjælp derved, at de modtager finansielle midler, er heller ikke forbundet med en bestemt social eller samfundsmæssig kontekst. Den mulighed, der skal gives plejekrævende personer for selvstændighed, forudsætter netop, at de har en vis valgfrihed, også med hensyn til indretningen af de sociale omgivelser (65).

102 Tildelingen af den østrigske plejeydelse forfølger i denne forbindelse det formål, at imødegå »risikoen for plejebehov« som et grundlæggende problem. I forelæggelseskendelsen bliver der - som anført af den østrigske regering i dens skriftlige indlæg - henvist til, at formålet med den nye plejeforsorgsordning var »[at indføre en omfattende plejeforsorgsordning, hvorved] det for første gang udtrykkeligt [er] blevet anerkendt, at plejebehov er en selvstændig social risiko, og at risikoen for plejebehov er et samfundsanliggende.«

103 Som allerede anført ovenfor, er et plejebehov ikke en selvstændig risiko i forordningens artikel 4, stk. 1's forstand. Det kan dog sættes i forbindelse med flere af de i denne bestemmelse udtrykkeligt nævnte risici. Således kan plejebehovet være forbundet med alderdom (66). Det er dog lige så tænkeligt, at plejebehov opfattes som en sygdom (67), eller står i sammenhæng med invaliditet (68) eller uarbejdsdygtighed (69). Man kunne endda forestille sig et plejebehov i forbindelse med efterladte (70). Inden for rammerne af den østrigske plejeydelses legale ordning har modtagere af ydelser til efterladte også potentielt ret til kræve at modtage plejeydelse.

104 På dette sted kunne man genoptage diskussionen om kvalifikationen af plejeydelsen, der fandt sted i Molenaar-sagen. Det er der dog efter min opfattelse ikke behov for. I denne sag fandt Domstolen, at risikoen henhørte under en af de i artikel 4, stk. 1, nævnte risici, idet den fandt, at det sociale fænomen plejebehov kan foreligge i flere former. I Molenaar-sagen lod Domstolen sig ved denne indplacering føre af plejeforsikringens organisatoriske tilknytning (71) til sygeforsikringen. Efter min opfattelse er der derfor intet i vejen for at indordne plejeydelsen under en anden risiko, hvis lovgiver i en anden medlemsstat har valgt en anden organisatorisk opbygning. Da plejeydelsen er accessorisk i forhold til en pensionsudbetaling, der kan betegnes som en hovedydelse, deler den efter min opfattelse hovedsydelsens retlige skæbne.

105 Under denne synsvinkel er plejeydelsen heller ikke nogen ydelse, der er fastsat i en »anden« lovgivning end »[de ydelser], der er omhandlet i stk. 1« i den forstand, hvori disse udtryk anvendes i forordningens artikel 4, stk. 2a. Plejeydelsen er som følge heraf heller ikke nogen »særlig ydelse«, der i artikel 4, stk. 2a, litra b)'s forstand »udelukkende [har til formål] at sikre særlig beskyttelse af handicappede«. For at dette skulle være tilfældet, skulle spørgsmålet, om den pågældende ydelse har karakter af en særlig ydelse, besvares bekræftende, hvilket netop ikke er muligt her. For det andet kan fænomenet plejebehov begrebsmæssigt ikke sidestilles med et handicap. Ganske vist kan en handicappet person have et plejebehov. Imidlertid er der en række andre årsager, der kan fremkalde et plejebehov, f.eks. sygdom, ulykke eller alder, der altså ikke er forbundet med et handicap.

106 Da plejeydelsen altså ikke skal betragtes som en »særlig ikke-bidragspligtig ydelse« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 4, stk. 2a, kan artikel 10a heller ikke finde anvendelse. Da en særkoordinering altså ikke kommer i betragtning, finder de almindelige bestemmelser anvendelse, d.v.s. at bopælsklausulen ikke kan anvendes på pengeydelser i henhold til artikel 10 i forordning nr. 1408/71.

107 Da den omtvistede ydelse ikke har karakter af en særlig ikke-bidragspligtig ydelse og en bopælsklausul derfor ikke kan have noget indhold i forhold til fællesskabsretten, er det ikke nødvendigt at tage stilling til Kommissionens subsidiære anbringende i et tilfælde som dette, hvor en grænsependler, der i 40 år har indbetalt til en medlemsstats socialforsikringssystem, hvis krav på ydelse imidlertid fortabes på grund af en bopælsklausul, kan blive hjulpet til sin ret via EF-traktatens artikel 48 (efter ændring nu artikel 39 EF).

108 De bekymringer, som nogle af procesdeltagerne i den foreliggende retssag har gjort sig med hensyn til, at forordning nr. 1247/92 - der for så vidt angår særlige ikke-bidragspligtige ydelser gør en bopælsklausul mulig - vil miste sit formål, er derfor ubegrundet. Faktisk ville artikel 10a og bilag IIa for så vidt ellers praktisk være uden betydning og kun have symbolsk virkning, hvilket med sikkerhed ikke har været lovgivers mening.

109 Det vigtigste forskel mellem de ydelser, der er omfattet af forordning nr. 1247/92, og den ydelse, der er genstand for den foreliggende sag, er sidstnævnte ydelses tilknytning til et socialsikringsforhold. Da artikel 10 derved kommer til anvendelse, kan artikel 19 ikke anvendes, idet denne bestemmelse alene finder anvendelse, hvis der er tale om en ydelse i anledning af sygdom.

110 Det forhold, at den accessoriske ydelse er afhængig af en bidragspligtig socialsikringsydelse, bevirker, at den også bliver bidragspligtig, da plejebehovet ikke i sig selv medfører, at der opstår et krav. Dette skal endnu engang fastslås, selv om det ikke har betydning for den besvarelse, der foreslås. At plejeydelsen ikke finansieres af sygeforsikringen (hvis bidrag blev forhøjet), men hidrører fra statslige kilder, ændrer intet herved, fordi der for så vidt alene er tale om en finansiel omfordeling og ikke om en streng opdeling af systemerne. Sidstnævnte ville kun være tilfældet, hvis udbetalingen af en plejeydelse var forbundet med en socialforsikring.

111 Det argument, der er fremsat af den østrigske regering, hvorefter statens betalinger i mellemtiden var højere end de lettelser, der blev opnået ved forhøjelsen af sygeforsikringsbidragene, er heller ikke overbevisende. Dette resultat (der må antages at være rigtigt) er i sidste ende en følge af en matematisk beregning og ikke af en systemændring. Der ville alene være tale om en systemændring - og kun hvis dette var tilfældet, ville andre bestemmelser finde anvendelse - hvis enhver person, der har et plejebehov, og ikke kun de personer, der på en eller anden måde har ret til en pension, havde et krav på plejeydelse over for staten. Kun hvis der var tale om et generelt krav på plejeydelse i tilfælde af plejebehov, ville ydelsen være en særlig ikke-bidragspligtig ydelse.

112 Artikel 10a i forordning nr. 1408/71 finder altså ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde; bestemmelsen ville kun finde anvendelse, hvis den pågældende ydelse var en særlig ikke-bidragspligtig ydelse i Domstolens praksis' forstand.

VI - Forslag til afgørelse

113 Jeg foreslår, at Domstolen besvarer den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål således:

Artikel 10 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som affattet ved forordning (EØF) nr. 1247/92, er til hinder for, at retten til at få udbetalt »Pflegegeld« (plejeydelse) i henhold til Bundespflegegeldgesetz (BPGG), BGBl. Nr. 110/1993, i den gældende affattelse, gøres afhængig af, at den, der har behov for pleje, har sædvanligt opholdssted i Østrig, for så vidt denne ydelse ikke er en særlig ikke-bidragspligtig ydelse.

(1) - Som affattet ved Rådets forordning (EØF) nr. 1247/92 af 30.4.1992 om ændring af forordning (EØF) nr. 1408/71 (EFT L 136, s.1); konsolideret udgave i EFT 1992 C 325, s. 1.

(2) - Dom af 5.3.1998, Molenaar, Sml. I, s. 843.

(3) - Sag C-20/96, Sml. I, s. 6057.

(4) - Sag C-297/96, Sml. I, s. 3467.

(5) - Sag C-90/97, Sml. I, s. 1075, præmis 24.

(6) - Jf. fodnote 4, 5 og 6.

(7) - Jf. fodnote 4.

(8) - Jf. fodnote 5.

(9) - Jf. fodnote 6.

(10) - Generaladvokat Cosmas' forslag til afgørelse af 9.12.1997, Sml. 1998 I, s. 846, punkt 3.

(11) - I denne sag var de forskellige parter sagsøgeren og sagsøgte i hovedsagen, den tyske regering, den østrigske regering, den svenske regering samt Kommissionen.

(12) - Jf. Molenaar-dommens præmis 16, nævnt ovenfor i fodnote 3.

(13) - Jf. Molenaar-dommens præmis 17, nævnt ovenfor i fodnote 3.

(14) - Jf. Molenaar-dommens præmis 17, nævnt ovenfor i fodnote 3.

(15) - Jf. Molenaar-dommens præmis 18, nævnt ovenfor i fodnote 3.

(16) - Jf. Molenaar-dommens præmis 19, nævnt ovenfor i fodnote 3.

(17) - Jf. Molenaar-dommens præmis 20, nævnt overfor i fodnote 3.

(18) - Jf. generaladvokat Cosmas' forslag til afgørelse, afsnit IX, nævnt ovenfor i fodnote 11.

(19) - Jf. Molenaar-dommens præmis 22, nævnt ovenfor i fodnote 3.

(20) - Jf. Molenaar-dommens præmis 23, nævnt ovenfor i fodnote 3.

(21) - Jf. Molenaar-dommens præmis 24 og 25, nævnt ovenfor i fodnote 3.

(22) - Jf. dom af 29.9.1976, sag 17/76, Brack, Sml. s. 1429, og af 22.5.1980, sag 143/79, Walsh, Sml. s. 1639.

(23) - Jf. dom af 11.7.1980, sag 150/79, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 2621.

(24) - Rådets forordning (EØF) af 21.3.1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71 (EFT 1972 I, s. 149); konsolideret udgave (EFT 1992 C 325, s. 96).

(25) - Jf. sjette betragtning til forordning nr. 1247/92, hvori det hedder: »[E]t koordineringssystem, som afviger fra det system, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 1408/71«

(26) - Min fremhævelse.

(27) - Jf. ovenfor i fodnote 4.

(28) - Jf. ovenfor i fodnote 5.

(29) - Jf. ovenfor i fodnote 6.

(30) - Jf. Snares-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 30, 31 og 32.

(31) - Jf. Partridge-dommens, præmis 33, nævnt ovenfor i fodnote 5.

(32) - Jf. Swaddling-dommens præmis 24, nævnt ovenfor i fodnote 6.

(33) - Sag 24/64, jf. ovenfor i punkt 67.

(34) - Jf. Snares-dommens præmis 30, nævnt ovenfor i fodnote 4.

(35) - Jf. artikel 24, stk. 1, i EØF-Rådets forordning nr. 3 om vandrende arbejdstageres sociale sikring (JO af 16.12.1958, s. 561 ff.). I henhold til denne artikel er det lovgivning »hvorefter invaliditetsydelser som regel beregnes under hensyntagen til varigheden af de tilbagelagte perioder« (Socialministeriets oversættelse 1962).

(36) - Jf. Dingemans-dommen, nævnt ovenfor i punkt 67.

(37) - Jf. fodnote 4.

(38) - Jf. fodnote 5.

(39) - Jf. fodnote 6.

(40) - Jf. Snares-dommens præmis 31 (nævnt ovenfor i fodnote 4, min fremhævelse). Den franske affattelse lyder således:

»Il ressort en outre du libellé de l'article 10 bis que cette disposition implique que les

prestations qu'elle vise relèvent par ailleurs de l'article 4, paragraphe 2 bis, du règlement

n_ 1408/71, tel que modifié par le règlement n_ 1247/92.«

Den tyske oversættelse lyder således:

»Wie zudem aus dem Wortlaut von Artikel 10a hervorgeht, setzt diese Bestimmung voraus, daß die von ihr erfaßten Leistungen im übrigen unter Artikel 4 Absatz 2a der Verordnung Nr. 1408/71 in der Fassung der Verordnung Nr. 1247/92 fallen.«

(41) - Min fremhævelse.

(42) - Jf. artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1408/71.

(43) - Jf. forordningens ottende betragtning.

(44) - Min fremhævelse.

(45) - Jf. fjerde betragtning til forordning nr. 1247/92.

(46) - Dom af 9.10.1974, sag 24/74, Biason, Sml. s. 999, af 24.2.1987, forenede sager 379/85, 380/85, 381/85 og 93/86, CRAM Rhône-Alpes mod Giletti, Sml. s. 955, af 12.7.1990, sag C-236/88, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 3163, og af 20.6.1991, sag C-356/89, Newton, Sml. I, s. 3017.

(47) - Biason-sagen, nævnt i fodnote 47.

(48) - Jf. Biason-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 47, præmis 9-12.

(49) - Forenede sager 379/85, 380/85, 381/85 og 93/86, nævnt ovenfor i fodnote 47.

(50) - Jf. dommens præmis 4.

(51) - Jf. dommens præmis 10, min fremhævelse.

(52) - Jf. dommens præmis 11.

(53) - Nævnt ovenfor i fodnote 47.

(54) - Nævnt i fodnote 47.

(55) - Jf. fodnote 47.

(56) - Jf. fodnote 47.

(57) - Jf. dommens præmis 2.

(58) - Jf. dommens præmis 5.

(59) - Jf. dommens præmis 5.

(60) - Jf. dommens præmis 14 og 15, mine fremhævelser.

(61) - Dom af 16.7.1992, sag C-78/91, Hughes, Sml. I, s. 4839

(62) - Jf. dommens præmis 18.

(63) - Jf. dommens præmis 19, min fremhævelse.

(64) - Jf. i denne forbindelse dom af 27.9.1988, sag 313/86, Lenoir, Sml. s. 5391, præmis 16, og Snares-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 43.

(65) - At kunne modtage plejeydelser, aflønning af nærtstående, sikring af pleje, fordeling af midlerne til forskellige formål o. lign.

(66) - Jf. artikel 4, stk. 1, litra c).

(67) - Jf. artikel 4, stk. 1, litra a), og sammenlign med Molenaar-dommen (nævnt ovenfor i fodnote 3).

(68) - Jf. artikel 4, stk. 1, litra b).

(69) - Jf. artikel 4, stk. 1, litra e).

(70) - Jf. artikel 4, stk. 1, litra d).

(71) - Jf. Molenaar-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 24.

Full & Egal Universal Law Academy