EUR-Lex -  61999CC0254 - DA - orslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 25

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I - Indledning

A - Faktiske omstændigheder

1. Efter at Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber den 13. og 14. oktober 1983 - i henhold til artikel 14 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 - havde foretaget en række kontrolundersøgelser inden for polypropylensektoren, indledte den en undersøgelse vedrørende polyvinylchlorid (herefter »PVC«). I denne forbindelse foretog Kommissionen en række undersøgelser i de berørte virksomheders lokaler og fremsatte flere anmodninger om oplysninger til disse.

2. Den 24. marts 1988 indledte Kommissionen i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 på eget initiativ en procedure mod 14 PVC-producenter. Den 5. april 1988 tilsendte Kommissionen hver virksomhed en meddelelse af klagepunkter, jf. artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 99/63/EØF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 17 . Samtlige virksomheder, der havde modtaget en meddelelse af klagepunkter, fremsendte bemærkninger i løbet af juni 1988. Med undtagelse af Shell International Chemical Company Ltd, som ikke havde anmodet herom, blev alle virksomhederne hørt i september 1988.

3. Den 1. december 1988 afgav Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål (herefter »Det Rådgivende Udvalg«) en udtalelse vedrørende Kommissionens udkast til beslutning.

4. Efter afslutningen af denne procedure vedtog Kommissionen beslutning 89/190/EØF af 21. december 1988 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/31.865, PVC) (herefter »den første PVC-beslutning«). Ved denne beslutning pålagde Kommissionen følgende PVC-producenter bøde for overtrædelse af EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (nu artikel 81, stk. 1 EF): Atochem SA, BASF AG, DSM NV, Enichem SpA, Hoechst AG (herefter »Hoechst«), Hüls AG, Imperial Chemical Industries plc (herefter »ICI«), Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Montedison SpA, Norsk Hydro AS, Société artésienne de vinyle SA, Shell International Chemical Company Ltd, Solvay et Cie (herefter »Solvay«) og Wacker-Chemie GmbH.

5. Alle disse virksomheder med undtagelse af Solvay anlagde sag ved Fællesskabets retsinstanser med påstand om annullation af Kommissionens beslutning.

6. Ved kendelse af 19. juni 1990 i sagen Norsk Hydro mod Kommissionen afviste Retten Norsk Hydros søgsmål.

7. De andre sager blev forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

8. Ved dom af 27. februar 1992 i sagen BASF m.fl. mod Kommissionen fastslog Retten, at den første PVC-beslutning var en nullitet.

9. Kommissionen iværksatte appel, hvorefter Domstolen ved dom af 15. juni 1994 i sagen Kommissionen mod BASF m.fl. ophævede Rettens dom og annullerede den første PVC-beslutning.

10. Som følge af denne dom vedtog Kommissionen den 27. juli 1994 en ny beslutning rettet til de producenter, der var omfattet af den første PVC-beslutning, med undtagelse af Solvay og Norsk Hydro (Kommissionens beslutning 94/599/EF af 27. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/31.865 - PVC) (EFT L 239, s. 14, herefter »den anden PVC-beslutning«)). Ved denne beslutning pålagde Kommissionen virksomhederne bøder af samme størrelse, som de var blevet pålagt ved den første PVC-beslutning.

11. Den anden PVC-beslutning indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

»Artikel 1

BASF AG, DSM NV, Elf Atochem SA, Enichem SpA, Hoechst AG, Hüls AG, Imperial Chemical Industries plc, Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Montedison SpA, Société artésienne de vinyle SA, Shell International Chemical Co. Ltd og Wacker Chemie GmbH har overtrådt EF-traktatens artikel 85 ved (sammen med Norsk Hydro [...] og Solvay [...]) at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der blev påbegyndt omkring august 1980, og hvorved de producenter, der leverer PVC i EF, deltog i regelmæssige møder med henblik på at fastsætte målpriser og målkvoter, planlægge samordnede initiativer til prisforhøjelser samt at føre tilsyn med nævnte hemmelige aftalers funktion.

Artikel 2

De i artikel 1 nævnte virksomheder, som stadig opererer i PVC-sektoren i EF (bortset fra Norsk Hydro [...] og Solvay [...], der allerede er underlagt et gyldigt påbud om at bringe overtrædelsen til ophør), skal omgående bringe nævnte overtrædelse til ophør (såfremt dette ikke allerede er sket) og skal for fremtiden, hvad angår deres PVC-aktiviteter, afstå fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller lignende formål eller virkning, herunder enhver udveksling af sådanne oplysninger, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, og hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringsplaner, eller hvorved de kan overvåge tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordnet praksis vedrørende priser og markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne måtte deltage i vedrørende PVC-sektoren, skal ske på en sådan måde, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfærd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstå fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af en sådan ordning.

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslåede overtrædelse pålægges nedenstående virksomheder følgende bøder:

i) BASF AG: en bøde på 1 500 000 ECU

ii) DSM NV: en bøde på 600 000 ECU

iii) Elf Atochem SA: en bøde på 3 200 000 ECU

iv) Enichem SpA: en bøde på 2 500 000 ECU

v) Hoechst AG: en bøde på 1 500 000 ECU

vi) Hüls AG: en bøde på 2 200 000 ECU

vii) Imperial Chemical Industries plc: en bøde på 2 500 000 ECU

viii) Limburgse Vinyl Maatschappij NV: en bøde på 750 000 ECU

ix) Montedison SpA: en bøde på 1 750 000 ECU

x) Société artésienne de vinyle SA: en bøde på 400 000 ECU

xi) Shell International Chemical Company Ltd: en bøde på 850 000 ECU

xii) Wacker Chemie GmbH: en bøde på 1 500 000 ECU.«

B - Retsforhandlinger for Retten

12. Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor mellem den 5. og den 14. oktober 1994 anlagde virksomhederne Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Elf Atochem (herefter »Elf Atochem«), BASF AG, Shell International Chemical Company Ltd, DSM NV og DSM Kunststoffen BV, Wacker-Chemie GmbH, Hoechst, Société artésienne de vinyle SA, Montedison SpA, ICI, Hüls AG og Enichem SpA sag ved Retten.

13. Hver virksomhed nedlagde påstand om hel eller delvis annullation af den anden PVC-beslutning eller subsidiært om annullation af eller nedsættelse af den pålagte bøde. Montedison SpA nedlagde tillige påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning svarende til omkostningerne i forbindelse med sikkerhedsstillelsen samt alle øvrige omkostninger, der er en følge af den anden PVC-beslutning.

C - Rettens dom

14. Ved dom af 20. april 1999 i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (herefter »den appellerede dom«) har Retten:

- forenet sagerne med henblik på dommen

- annulleret artikel 1 i den anden PVC-beslutning, for så vidt som det deri blev fastslået, at Société artésienne de vinyle SA havde deltaget i den påtalte overtrædelse efter første halvår 1981

- nedsat de bøder, der var pålagt Elf Atochem, Société artésienne de vinyle SA og ICI, til henholdsvis 2 600 000 EUR, 135 000 EUR og 1 550 000 EUR

- i øvrigt frifundet Kommissionen

- fordelt sagsomkostningerne.

D - Proceduren for Domstolen

15. Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 8. juli 1999 har ICI i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel af den appellerede dom.

16. ICI har nedlagt følgende påstande:

- Den appellerede dom ophæves, for så vidt som den vedrører appellanten.

- Den anden PVC-beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører appellanten. Subsidiært hjemvises sagen til Retten til afgørelse.

- Den af Retten til 1 550 000 EUR nedsatte bøde annulleres eller nedsættes på ny.

- Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne ved sagens behandling i første instans og under appellen.

17. Kommissionen har nedlagt følgende påstand:

- Appellen forkastes.

- Appellanten tilpligtes at betale omkostningerne ved sagens behandling i første instans og under appellen.

II - Analyse

18. Til støtte for appellen har ICI fremsat otte anbringender. De tre første vedrører Kommissionens beføjelse til at vedtage den anden PVC-beslutning. De bygger på en tilsidesættelse af den materielle retskraft, princippet non bis in idem og forpligtelsen til at træffe en afgørelse inden for en rimelig frist.

A - Tilsidesættelse af den materielle retskraft

19. ICI gjorde gældende for Retten, at Kommissionen ikke kunne vedtage den anden PVC-beslutning uden at tilsidesætte den materielle retskraft af dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl.

20. ICI kritiserer, at Retten i præmis 77-85 i den appellerede dom forkastede dette anbringende med henvisning til Domstolens praksis, hvorefter retskraften kun vedrører de faktiske og retlige omstændigheder, som den pågældende retsafgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til .

21. ICI anfører, at det klart fremgår af opbygningen af dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., at denne har endelig og bindende virkning, idet Domstolen efter at have ophævet Rettens dom besluttede at træffe »endelig« afgørelse i henhold til artikel 54 i EF-statutten for Domstolen. Appellanten fremhæver, at Domstolen derefter ikke længere undersøgte Kommissionens appel, men »de ved Retten anlagte annullationssøgsmål rettet mod Kommissionens beslutning«. Da Domstolen annullerede den første PVC-beslutning på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, traf Domstolen endelig afgørelse ikke alene med hensyn til de proceduremæssige spørgsmål, men også med hensyn til samtlige de af virksomhederne i første instans påberåbte anbringender, der blev anført af Domstolen, hvilket er helt i overensstemmelse med Domstolens beføjelser og stilling i forbindelse med appellen. Det er vigtigt at notere, at Domstolen hverken udtrykkeligt eller stiltiende henstillede til Kommissionen at vedtage en ny beslutning. Alle de rejste spørgsmål opnåede således retskraft, og Kommissionens anden PVC-beslutning indebærer et indgreb i Domstolens beføjelser .

22. Hvad skal man mene om denne argumentation?

23. Som Kommissionen har anført med styrke, er det i denne sag ikke afgørende, at Domstolen har truffet »endelig« afgørelse, men på hvilke punkter dommen er endelig. Det eneste, der kan udledes af, at Domstolen har truffet endelig afgørelse i henhold til statuttens artikel 54, er, at sagen var moden til påkendelse i medfør af denne bestemmelse.

24. Dette indebærer, at Domstolen rådede over alle de elementer, som var nødvendige for at træffe afgørelse i den sag, der var genstand for Rettens dom, dvs. gyldigheden af den første PVC-beslutning, som var blevet anfægtet for Retten, og at Domstolen traf endelig afgørelse for så vidt angår dette spørgsmål, hvilket appellanten i øvrigt også fremhæver.

25. Domstolens afgørelse bygger på de elementer, som Domstolen fandt var nødvendige. Derimod følger det hverken af statuttens artikel 54, som appellanten henviser til, eller af nogen bemærkning i Domstolens dom, at Domstolen nødvendigvis skulle have taget stilling til nogen retlige eller faktiske spørgsmål, der ikke var nødvendige for at afgøre sagen.

26. Tværtimod udtalte Domstolen udtrykkeligt i præmis 78 i dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., at »beslutningen bør derfor annulleres på grund af tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, uden at det er nødvendigt at gennemgå de indstævntes øvrige anbringender«.

27. Det kan ikke siges mere tydeligt, at de sidstnævnte ikke behøvede blive undersøgt og heller ikke er blevet det. Appellantens opfattelse derimod giver Domstolens dom den diametralt modsatte virkning, eftersom den indebærer, at Domstolen skulle have taget stilling til samtlige påberåbte anbringender uden at begrænse sig til det ene, som den anså for tilstrækkeligt for at træffe afgørelse med hensyn til beslutningens gyldighed.

28. ICI's opfattelse modsiges også af Domstolens retspraksis, hvorefter en institution, der har fået en retsakt annulleret, for at efterkomme annullationsdommen ikke blot skal tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som danner det fornødne grundlag for domskonklusionen .

29. I denne sag fremgår det som ovenfor anført af udtalelserne i dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., at Domstolen fandt, at den anfægtede beslutning skulle annulleres alene på grund af tilsidesættelsen af forretningsordenen, og at det derfor ikke var nødvendigt at gennemgå de øvrige anbringender.

30. I modsætning til det af ICI i punkt 21 ovenfor anførte gjorde Domstolen det hermed muligt for Kommissionen at opfylde forpligtelsen i henhold til EF-traktatens artikel 176 (nu artikel 233 EF) til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger ved at vedtage en ny beslutning i overensstemmelse med forretningsordenen.

31. Appellantens argumentation, hvorefter det skulle være afgørende, at Domstolen hverken henviste sagen til Retten eller til Kommissionen, er således ikke overbevisende.

32. Når Domstolen som i denne sag antager, at en sag er moden til påkendelse i henhold til EF-statuttens artikel 54, følger det nødvendigvis heraf, at Domstolen ikke hjemviser sagen til Retten. Dette siger imidlertid i sig selv intet om, hvilke anbringender Domstolen har taget stilling til. Selv om Domstolen råder over alle de elementer, der er nødvendige for at afgøre sagen, betyder det ingenlunde, at der nødvendigvis skal tages stilling til samtlige de påberåbte anbringender for at afgøre den sag, Domstolen har fået forelagt.

33. Hvad angår den omstændighed, at Domstolen ikke henviste sagen til Kommissionen, kan dette også let forklares. Kommissionen råder over en skønsbeføjelse i forbindelse med gennemførelsen af Fællesskabets konkurrencepolitik. Annullationen af beslutningen indebærer således ikke, at Kommissionen har pligt til at vedtage en ny beslutning, men blot at den kan gøre dette med forbehold for Domstolens dom. Domstolen kunne således ikke henvise spørgsmålet til Kommissionen uden at risikere at krænke Kommissionens prærogativer.

34. Det fremgår i øvrigt af det ovenfor anførte, at Kommissionen ikke tilsidesatte den institutionelle ligevægt, traktaterne har indført, ved at vedtage en ny beslutning. Appellanten henviser således forgæves til præmis 21 og 22 i ovennævnte dom i sagen Parlamentet mod Rådet, hvori Domstolen fremhævede betydningen af, at hver enkelt af institutionerne udøver sine beføjelser under hensyntagen til de øvrige institutioners beføjelser, og at enhver mulig tilsidesættelse kan forfølges.

35. Da ingen af appellantens argumenter kan godtages, skal anbringendet forkastes.

B - Tilsidesættelse af princippet non bis in idem

36. ICI gjorde gældende for Retten, at Kommissionen tilsidesatte princippet non bis in idem ved at vedtage en ny beslutning, efter at Domstolen havde annulleret den første PVC-beslutning.

37. Appellanten kritiserer, at Retten som begrundelse for at forkaste anbringendet udtalte, at appellanten efter annullationen af den første PVC-beslutning blev fritaget for at betale den ved denne beslutning pålagte bøde. Efter ICI's opfattelse var dette forhold ikke relevant. Det afgørende var, om den anden PVC-beslutning vedrørte samme adfærd som dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl. (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, dom af 23.10.1995, Gradinger, serie A, nr. 328 C, § 55). Dette var tilfældet i denne sag.

38. Appellanten kritiserer ligeledes, at Retten antog, at Domstolen ikke tog stilling til alle de af parterne påberåbte anbringender. Dette var ligegyldigt. Artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMK«) omhandler endelig domfældelse. En beslutning er endelig, når den ikke længere kan anfægtes, dvs. når der ikke længere foreligger nogen ordinære retsmidler mod afgørelsen, når parterne har udtømt alle disse retsmidler eller har ladet søgsmålsfristen udløbe. I denne sag havde ICI efter dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl. ikke længere noget retsmiddel til rådighed. Dommen blev således endelig med hensyn til anvendelsen af princippet non bis in idem.

39. Den eneste undtagelse til anvendelsen af princippet non bis in idem er beskrevet i artikel 4, stk. 2, i protokol nr. 7 til EMK, hvorefter en sag kan genoptages, navnlig såfremt der i den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kan påvirke sagens udfald. Ifølge den forklarende rapport til EMK's protokol nr. 7 svarer artikel 4, stk. 2, til den situation, hvor der er begået en »hævebegrundende« fejl, der har kunnet påvirke retssagens udfald. Den procedurefejl, der var førte til annullationen af den første PVC-beslutning, var ganske vist væsentlig, men kan ikke anses for så grundlæggende og kunne ikke påvirke udfaldet af retssagen, eftersom Kommissionen ville have vedtaget samme beslutning, som den faktisk vedtog, selv om der ikke var begået nogen procedurefejl.

40. Ifølge appellanten fremgår det af det anførte, at princippet non bis in idem, som Retten godkendte som et generelt retsprincip inden for Fællesskabets konkurrenceret, hvilket heller ikke bestrides af parterne, der med rette henviser til dommen i sagen Boehringer Mannheim , har en dobbelt dimension. I den foreliggende sag indebærer princippet dels, at en virksomhed ikke kan blive pålagt sanktioner to gange for de samme forhold, dels at virksomheden heller ikke kan retsforfølges to gange for de samme forhold.

41. Der er i denne sag ikke tvivl om, at appellanten ikke er blevet pålagt dobbelte sanktioner. Annullationen af den første PVC-beslutning indebar, at den deri indeholdte sanktion blev ophævet. Det ændrer ikke noget på dette forhold, at Kommissionen besluttede at vedtage en ny beslutning, hvorved virksomheden blev pålagt den samme bøde. Den adfærd, der lå til grund for de to beslutninger, blev genstand for en enkelt sanktion, nemlig den, der blev pålagt ved den anden PVC-beslutning. Denne føjede sig ikke til den tidligere sanktion, men erstattede denne.

42. ICI kritiserer Retten for med urette at have antaget, at ICI ved annullationen af den første PVC-beslutning blev fritaget for at betale bøden. ICI ville egentlig i henhold til den første PVC-beslutning have været tvunget til at betale bøden i 1988, såfremt virksomheden ikke havde stillet en garanti for beløbet. Garantien blev først frigivet efter den første PVC-dom i 1992, og omkostningerne herved blev ikke erstattet.

43. Det må imidlertid konstateres, at Retten ikke fastslog, at ICI blev fritaget for at betale bøden. Retten konstaterede blot som ovenfor anført med rette, at virksomhederne ikke blev pålagt to sanktioner for samme overtrædelse.

44. Med hensyn til omkostningerne ved garantien, som skyldes virksomhedens valg om ikke at betale bøden på det tidspunkt, hvor den blev pålagt, er dette ikke en sanktion i henhold til princippet non bis in idem, og dette hævder appellanten i øvrigt heller ikke.

45. Det er lige så ubestrideligt, at den anden del af princippet non bis in idem også er blevet overholdt i denne sag. I modsætning til det af appellanten anførte er virksomheden ikke blevet retsforfulgt to gange.

46. For at dette skulle være tilfældet, skulle ICI, som Retten i øvrigt har fremhævet i præmis 96 i den appellerede dom, have været retsforfulgt på ny, efter at spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden var skyldig i en overtrædelse, allerede havde været genstand for en endelig beslutning. Her må der erindres om, at hverken Retten eller Domstolen tog stilling til dette spørgsmål i forbindelse med retssagen vedrørende den første PVC-beslutning.

47. Det følger heraf, at situationen på ingen måde kan sidestilles med den i artikel 4 i protokol nr. 7 til EMK omhandlede frifindelse, som appellanten påberåber sig.

48. Denne argumentation skal således forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge, om bestemmelsen er anvendelig, og i særdeleshed om undtagelsesbestemmelserne i stk. 2 er anvendelige. Eftersom betingelserne for at anvende princippet ikke er opfyldt i den foreliggende sag, er det overflødigt at undersøge, om undtagelserne til princippet finder anvendelse.

49. Det følger af det ovennævnte, at anbringendet skal forkastes.

C - Tilsidesættelsen af princippet om en rimelig frist

50. ICI opdeler sit anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist i tre led.

Første led, hvorefter anvendelsen af princippet om en rimelig frist forudsætter, at der foreligger en skade

51. ICI gør gældende, at Retten i præmis 121 i den appellerede dom godkendte, at det er et almindeligt fællesskabsretligt princip, at Kommissionen skal handle inden for en rimelig frist, når den træffer afgørelser i forbindelse med administrative procedurer inden for konkurrencepolitikken. Appellanten anfører, at EMK's artikel 6 foreskriver, at princippet om en rimelig frist skal overholdes ved enhver anklage for en forbrydelse. Virksomheden anfører, at princippet finder anvendelse på de konkurrenceretlige procedurer for Kommissionen , eftersom disse procedurer har strafferetlig karakter.

52. ICI gør gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at antage, at en kommissionsbeslutning kun kan annulleres på grund af tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist, såfremt virksomheden kan godtgøre, at den har lidt en skade. Denne løsning er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols faste praksis.

53. I denne forbindelse skal jeg henvise til præmis 122 i den appellerede dom, der lyder som følger:

»Antages dette princip at være tilsidesat, vil denne tilsidesættelse dog kun berettige til at annullere beslutningen, for så vidt tilsidesættelsen også indebærer en tilsidesættelse af de pågældende virksomheders ret til kontradiktion. Er det ikke godtgjort, at den tid, der er forløbet, har påvirket de pågældende virksomheders evne til at forsvare sig effektivt, påvirker den manglende overholdelse af princippet om en rimelig frist ikke gyldigheden af den administrative procedure og kan således kun betragtes som årsag til en skade, der kan påberåbes over for Fællesskabets retsinstanser i forbindelse med et søgsmål baseret på traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2.«

54. Det følger heraf, at Retten på ingen måde fandt, at en beslutning kun kan annulleres på grund af en tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist, såfremt de pågældende virksomheder kan godtgøre, at de har lidt en skade.

55. Retten har ikke gjort annullation af beslutningen betinget af en skade, men af en tilsidesættelse af retten til kontradiktion. Retten har dermed på dette punkt valgt en løsning, der svarer til den, som fremgår af Domstolens praksis .

56. Til støtte for påstanden om, at Rettens afgørelse på dette punkt er i strid med fast praksis vedrørende EMK, har appellanten henvist til sagerne Eckle og Corigliano . Det må imidlertid konstateres, at der i disse to sager var spørgsmål om, hvorvidt en person skulle påberåbe sig en skade for at blive anset for at have fået sine rettigheder krænket i henhold til konventionens artikel 25. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol konstaterede, at dette ikke var tilfældet, eftersom en persons rettigheder kan blive krænket, selv om der ikke er indtrådt nogen skade. Der var altså tale om betingelserne for, hvornår man kan påberåbe sig en principiel tilsidesættelse af konventionen, og ikke om virkningerne af en eventuel tilsidesættelse.

57. Det skal gentages, at Retten i denne sag ikke har gjort muligheden for at påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet betinget af, at der kan godtgøres en skade. Retten fandt blot, at anvendelsen af princippet havde forskellige virkninger, alt efter om tilsidesættelsen påvirkede virksomhedernes mulighed for at forsvare sig eller ikke.

58. Anbringendets første led bør således forkastes.

Andet led vedrørende manglende hensyntagen til den samlede sagsbehandlingstid

59. ICI bebrejder Retten, at denne ved bestemmelsen af sagsbehandlingstiden ikke tog hensyn til de perioder, hvor sagen verserede for Retten og for Domstolen, hvilket udgjorde ca. ti år.

60. Ifølge ICI er dette i strid med det egentlige formål med retten til, at Kommissionen handler inden for en rimelig frist, hvilken består af tre dele:

- behovet for, at perioden med erhvervsmæssig og økonomisk usikkerhed ikke forlænges urimeligt

- beskyttelse af retten til at tilrettelægge et effektivt forsvar

- opretholdelse af offentlighedens tillid til procedurerne for Kommissionen og for Domstolens udførelse af sine opgaver.

61. Den anden PVC-beslutning tilsidesatte disse tre hensyn. Den omstændighed, at en del af den samlede sagsbehandlingstid skyldtes, at der blev anlagt sag ved Retten og Domstolen, spiller ingen rolle, når det er Kommissionen selv, der er skyld i sagerne på grund af de af den foretagne uregelmæssigheder i forbindelse med proceduren forud for vedtagelsen af den første PVC-beslutning.

62. Rettens argumentation er i øvrigt ifølge appellanten i strid med EMK's artikel 6. I lyset af retspraksis vedrørende denne bestemmelse skulle proceduren betragtes »i sin helhed«, da der blev taget stilling til, om princippet om en rimelig frist var blevet tilsidesat i forbindelse med vedtagelsen af den anden PVC-beslutning.

63. Jeg kan ikke tilslutte mig denne analyse.

64. I modsætning til appellanten mener jeg, at man ikke kan lægge den administrative procedure sammen med varigheden af den retslige procedure, når man skal bestemme varigheden af proceduren med hensyn til princippet om en rimelig frist.

65. Denne fremgangsmåde ville nemlig indebære en række paradoksale virkninger.

66. I en kompliceret sag, hvor Kommissionen ifølge sagens natur har behov for lang tid til at fastlægge de retlige og faktiske omstændigheder, der skal ligge til grund for dens beslutning, ville Fællesskabets retsinstanser nemlig kun have meget kort tid til rådighed til at granske denne komplicerede sag, hvis de ellers skal undgå, at den samlede sagsbehandlingstid bliver for lang!

67. Det er meget tvivlsomt, om dette ville forbedre virksomhedernes retssikkerhed.

68. Opfattelsen er også i strid med kravet om domstolenes uafhængighed, eftersom administrationen ved blot at anvende meget tid ville kunne tvinge domstolene til en forhastet behandling af sagen, idet virksomhederne ellers automatisk ville vinde sagen.

69. Hertil kommer, at domstolsbehandlingen ville blive en form for lykkehjul, hvor virksomhederne næsten ville have garanti for at vinde. Ved at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens beslutning ville virksomhederne kunne udløse en procedure, hvor alene en dom fra Domstolen, hvori samtlige deres anbringender blev afvist, ville kunne hindre dem i at påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist, hvis Domstolens dom vel at mærke blev afsagt med tilstrækkelig hast.

70. I alle andre tilfælde - annullation af beslutningen eventuelt efterfulgt af en ny beslutning eller annullation af den dom, der afsiges i første instans med hjemvisning til Retten - ville de berørte virksomheder blot behøve at fortsætte processen med - man kan næsten sige - et blik i kalenderen for endelig at afslutte processen med at spille trumfen og henvise til en overskridelse af den rimelige frist.

71. Efter min opfattelse tager denne fremgangsmåde ikke tilstrækkeligt hensyn til forskellen mellem proceduren for Kommissionen og proceduren for Fællesskabets retsinstanser.

72. Proceduren for Kommissionen angår en række faktiske omstændigheder, der henregnes til virksomheden, og som er genstand for diskussion både med hensyn til fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder og med hensyn til disses retlige betydning. Efter diskussionen vedtager Kommissionen eventuelt en beslutning, hvis princip og indhold i en vis grad indgår under den skønsbeføjelse, som Kommissionen besidder som den ansvarlige myndighed for gennemførelsen af Fællesskabets konkurrencepolitik.

73. Retten derimod behandler en bestemt retsakt, en kommissionsbeslutning, mod hvilken der er formuleret en række præcise klagepunkter. Dette gælder også under appellen for Domstolen. Sagen skal anlægges inden for en bestemt frist, og retsinstansen er forpligtet til at behandle sagen.

74. Den omstændighed, at virksomhederne såvel for Kommissionen som for Retten har ret til, at sagen afgøres inden for en rimelig frist, indebærer ikke, at de to procedurer kan ligestilles med hensyn til princippet og dermed lægges sammen.

75. Analysen af den praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som appellanten henviser til, fører i øvrigt ikke til nogen anden konklusion.

76. Den omstændighed, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Wemhoff-dommen fandt, at den periode, som skal tages i betragtning med hensyn til den rimelige frist, i givet fald afsluttes med en endelig appelafgørelse, indebærer ikke, at varigheden af proceduren for Kommissionen og for Fællesskabets retsinstanser skal lægges sammen.

77. Hvad angår Garyfallou-dommen er det tilstrækkeligt at konstatere, at sagen ikke angik sammenlægning af en administrativ procedure og en retslig procedure, men sammenlægning af en række procedurer anlagt for flere forskellige instanser. Dommen kan således ikke påberåbes til støtte for appellantens opfattelse.

78. Det følger af det foranstående, at appellanten ikke kan bebrejde Retten, at den ikke lagde perioderne sammen.

79. Andet led af anbringendet skal derfor forkastes.

Tredje led om tilsidesættelse af den rimelige frist alene på grund af den administrative procedures varighed

80. ICI gør gældende, at princippet om en rimelig frist er blevet tilsidesat alene på grund af den periode på 52 måneder, som gik forud for, at der blev indledt en procedure i henhold til forordning nr. 17. ICI henviser herved til en række domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sager, hvor der forløb henholdsvis fire år i en sag for en administrativ myndighed og 15 måneder ved en foreløbig undersøgelse forud for tiltalerejsning . ICI henviser ligeledes til dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen , hvor der gik 32 måneder fra afslutningen af den skriftlige forhandling for Retten til beslutningen om at indlede den mundtlige forhandling såvel som 22 måneder fra afslutningen af den mundtlige forhandling til afsigelsen af dommen.

81. ICI fremhæver, at overtrædelsen i PVC-sektoren ifølge Kommissionens opfattelse begyndte i august måned 1980. Kommissionen indrømmede, at ICI's deltagelse i overtrædelsen formentlig allerede var ophørt, da Kommissionen indledte sagen. ICI ophørte med sine aktiviteter på PVC-området i oktober måned 1986, på et tidspunkt, hvor man endnu ikke havde kendskab til det nøjagtige indhold af Kommissionens anklager. Dette ukendskab varede helt til april måned 1988, hvor Kommissionen meddelte de mod virksomheden rettede klagepunkter, fire og et halvt år efter at sagen blev indledt. ICI havde da ikke længere nogen direkte interesser på PVC-området og var således ikke længere i stand til at kontakte de berørte personer, som i mellemtiden havde forladt virksomheden, eller til at undersøge de tilsvarende sagsakter, som med regelmæssige mellemrum var blevet tilintetgjort.

82. Uanset dette foretog Kommissionen sig intet mellem juni måned 1984 og januar måned 1987. Denne forsinkelse var til ubodelig skade for ICI's muligheder for at tilrettelægge et effektivt forsvar, selv om denne skadevirkning ikke anses for at være en betingelse for, at der foreligger en tilsidesættelse af den rimelige frist.

83. ICI konkluderer, at perioden på fire og et halvt år, inden proceduren formelt blev indledt, bør anses for en helt urimelig frist, og at den anden PVC-beslutning i modsætning til det af Retten antagne skal annulleres alene på dette grundlag.

84. Jeg mener imidlertid, at det er Retten, som skal tage stilling til, om proceduren var unødigt langvarig under hensyn til de rejste problemers sammensatte karakter. Der er tale om et faktisk spørgsmål, der, som appellanten selv anfører, skal bedømmes på grundlag af sagens konkrete omstændigheder, hvilket indebærer, at appellantens henvisning til forskellige tidsperioder, som har været behandlet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, er forgæves, eftersom appellanten ikke anfører, hvorfor disse sager skulle svare til den foreliggende sag.

85. Rettens vurdering på dette punkt er således unddraget Domstolens prøvelsesret under appelsagen .

86. Denne konklusion afkræftes ikke af ICI's påstand om, at den skulle have lidt skade på grund af den af Kommissionen forårsagede forsinkelse. Jeg minder om, at appellanten i denne forbindelse gør gældende, at virksomheden på det tidspunkt, hvor proceduren i henhold til forordning nr. 17 blev indledt, ikke længere havde direkte interesser på PVC-området, og derfor ikke længere rådede over de berørte medarbejdere, der i mellemtiden havde forladt virksomheden, og at den heller ikke længere rådede over de relevante sagsakter, som regelmæssigt var blevet tilintetgjort.

87. I denne forbindelse skal det understreges, at den omstændighed, at der eventuelt er opstået en skade, ikke berøver det påberåbte anbringende dets faktiske karakter.

88. Jeg skal i øvrigt som Kommissionen bemærke, at påstanden ikke er konkretiseret, og at ICI navnlig ikke anfører, om virksomheden iværksatte nogen foranstaltninger for at sikre bevis med henblik på at beskytte sine interesser, og såfremt dette ikke var tilfældet, hvorfor den ikke gjorde det, når den lige siden oktober 1983, hvor der blev foretaget en kontrolundersøgelsen hos virksomheden, havde været klar over, at der forelå en risiko for retsforfølgning.

89. Eftersom appellantens argument om den administrative procedures varighed efter min opfattelse indebærer en bedømmelse af faktiske omstændigheder og derfor skal afvises, vil jeg blot fremhæve subsidiært, at argumentet i øvrigt er helt uden grundlag.

90. Ligesom Retten mener jeg, at der ved afgrænsningen af, hvilken periode, der skal tages i betragtning, skal sondres mellem procedurens egentlige undersøgelsesfase og den kontradiktoriske fase.

91. Under den første fase er der endnu ikke rettet nogen anklage mod de erhvervsdrivende. Kommissionen kan fremsætte begæring om oplysninger, men virksomhederne skal ikke forsvare sig mod nogen form for anklage. Der foreligger således ingen usikkerhed om, hvorvidt en mod dem rettet anklage er begrundet, og der opstår derfor heller ikke nogen form for økonomisk eller ikke-økonomisk skade.

92. Det skal desuden fremhæves, at Kommissionen inden meddelelsen af klagepunkter alene kan træffe forskellige undersøgelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger, der gennemføres på grundlag af forordning nr. 17, kan ikke anses for at indebære en anklage for et strafferetligt forhold.

93. Foranstaltningernes natur og deres tidsmæssige placering inden vedtagelsen af beslutningen viser, at Kommissionen på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne vedtages, er i færd med at fastlægge de faktiske omstændigheder, der kan give den grundlag for at bestemme, om der skal indledes en procedure mod en virksomhed, og hvilken virksomhed proceduren i givet fald skal rettes mod, hvilket ikke nødvendigvis er samme virksomhed som den, undersøgelsesforanstaltningen blev rettet mod. Det er således ifølge sagens natur endnu ikke muligt for Kommissionen at rette en anklage mod nogen.

94. Med andre ord indebærer den blotte omstændighed, at en virksomhed er adressat for en undersøgelsesforanstaltning vedtaget af Kommissionen, ikke, at der rettes en anklage mod virksomheden.

95. Der er afgørende forskel til de af appellanten påberåbte sager fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende begyndelsestidspunktet for den relevante periode , eftersom disse alle angår sager, hvor de berørtes frihed stod på spil, og der ikke var tale om anvendelse af materielle retsregler på juridiske personer.

96. Begyndelsestidspunktet i disse sager svarede til det tidspunkt, hvor der forelå en præcis anklage, i de fleste tilfælde et anklageskrift, og undertiden i sammenhæng med en varetægtsfængsling. Man kan åbenlyst ikke sammenligne disse situationer med situationen for en virksomhed, som får rettet undersøgelsesforanstaltninger mod sig, uden at der endnu er meddelt nogen klagepunkter.

97. Yderligere kan det bemærkes i denne sammenhæng, at virksomhederne i medfør af forordning nr. 17 har pligt til at samarbejde med Kommissionen, når denne retter henvendelse. Fællesskabslovgiver har således også selv antaget, at virksomheden på dette stadium ikke er at anse for anklaget.

98. Det skal i øvrigt påpeges, at anvendelsen af princippet om en rimelig frist på dette stadium af proceduren ville have den mærkelige konsekvens at opfordre virksomhederne til at være så passive som muligt ved opfyldelsen af denne forpligtelse, eftersom de ville vide, at enhver forhalende manøvre fra deres side ville øge deres chancer for at få en eventuel senere beslutning fra Kommissionen annulleret som følge af Kommissionens tilsidesættelse af den rimelige frist.

99. Ligeledes ville Kommissionen kunne blive tvunget til at undersøge sagerne inden for frister, som ikke ville give den mulighed for at skaffe det fornødne grundlag for at træffe den endelige beslutning.

100. En virksomhed, der har modtaget en meddelelse af klagepunkter, har derimod åbenbart en klart afgrænset anklage rettet mod sig. Desuden tilkendegiver meddelelsen af klagepunkter, at Kommissionen har vilje til at vedtage en beslutning mod den pågældende virksomhed, der derfor bliver berørt på en sådan måde, at princippet om en rimelig frist finder anvendelse.

101. Det følger af det ovenfor anførte, at Retten med rette antog, at der skulle sondres mellem de to faser i den administrative procedure, og at man ikke kan nøjes med at påberåbe sig dennes samlede varighed.

102. Jeg tilføjer stadig subsidiært, at det ovenfor anførte efter min opfattelse indebærer, at princippet om en rimelig frist ikke finder anvendelse med hensyn til den første fase af den administrative procedure inden meddelelsen af klagepunkter.

103. Det er vigtigt at understrege i denne sammenhæng, at dette ikke indebærer, at borgerne ikke er beskyttet mod urimeligt langvarige kommissionsundersøgelser. Som Kommissionen med rette har fremhævet, er varigheden af de konkurrencesager, som den rejser, allerede udtømmende reguleret på grundlag af principperne om retssikkerhed og en retfærdig rettergang i Rådets forordning (EØF) nr. 2988/74 af 26. november 1974 om forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner inden for Det Europæiske Fællesskabs transport- og konkurrenceret og af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner .

104. Jeg deler Kommissionens opfattelse, hvorefter forordningen sætter Kommissionen og enhver anden interesseret virksomhed i stand til at konstatere på forhånd, nøjagtig inden for hvilke frister Kommissionen har pligt til at handle, såfremt den vil pålægge en bøde. Inden udløbet af denne frist vil alle virksomheder, som ved, at de har deltaget i en overtrædelse af konkurrencereglerne, være klar over, at de endnu kan pålægges en bøde. Almindelig forsigtighed og fornuft vil derfor tilsige virksomheden at træffe de fornødne foranstaltninger, herunder at gemme relevante dokumenter og samle vidneforklaringer fra de berørte medarbejdere, således at virksomheden kan forsvare sig, hvis det bliver nødvendigt.

105. Ligeledes kan Kommissionen tilrettelægge proceduren med kendskab til, at de berørte virksomheder ikke har - eller i hvert fald ikke burde have - den fejlagtige opfattelse, at den omstændighed, at tiden går, fritager dem for enhver risiko for bøder.

106. Det er ligeledes med rette, at Kommissionen tilføjer, at indførelsen af et princip om en »urimelig frist«, som skal vurderes på grundlag af den enkelte sags konkrete omstændigheder, og som gælder ud over bestemmelserne i forordningen, ikke ville være til gavn for retssikkerheden.

107. Det fremgår af det anførte, at anbringendet om tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist er uden grundlag eller skal afvises i sin helhed og således bør forkastes.

D - Uregelmæssigheder i forbindelse med den administrative procedure

108. ICI er af den opfattelse, at Retten har begået en retlig fejl ved at finde, at der ikke blev begået nogen uregelmæssigheder i forbindelse med den administrative procedure forud for vedtagelsen af den anden PVC-beslutning. Anbringendet består af to led.

Første led om ugyldigheden af de forberedende foranstaltninger, der gik forud for den første PVC-beslutning

109. ICI kritiserer, at Retten i præmis 189 i den appellerede dom udtalte, at dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl. ikke påvirkede gyldigheden af de forberedende foranstaltninger, der gik forud for den første PVC-beslutning, og som var vedtaget på et tidligere trin end der, hvor den konstaterede procedurefejl opstod.

110. Ifølge ICI har de sagsbehandlingsforanstaltninger, som Kommissionen træffer forud for vedtagelsen af en beslutning, ingen selvstændig betydning i forhold til denne. Som Retten fremhævede i præmis 10 i den appellerede dom, var den anden PVC-beslutning en ny beslutning. Det var derfor nødvendigt, at alle dertil hørende processuelle garantier blev overholdt. Annullationen af den første PVC-beslutning indebar, at alle foranstaltninger i den administrative procedure forud for vedtagelsen af den første PVC-beslutning blev virkningsløse. Foranstaltningerne kunne således ikke udgøre nogen af de processuelle faser, som nødvendigvis skulle gennemføres forud for vedtagelsen af den anden PVC-beslutning.

111. Jeg kan imidlertid ikke se, hvorfor den omstændighed, at gyldigheden af forberedende foranstaltninger udelukkende kan anfægtes i forbindelse med et annullationssøgsmål til prøvelse af den endelige beslutning, skulle bevirke, at ugyldigheden af denne også indebærer, at de forberedende foranstaltninger er ugyldige.

112. Anledningen til, at forberedende foranstaltninger ikke kan være genstand for et selvstændigt annullationssøgsmål, er alene, at de ikke kan anses for at være bebyrdende, eftersom de ikke er endelige.

113. Som Retten med rette fandt , afhænger spørgsmålet om, hvilken virkning annullationen af en beslutning har for gyldigheden af de foranstaltninger, der gik forud for beslutningen, af, hvad der var grundlaget for annullationen, hvilket appellanten i øvrigt heller ikke bestrider.

114. Denne konklusion, som i øvrigt blot er udtryk for konkret anvendelse af den almindelige regel om retskraft, har støtte i den retspraksis, som Retten henviser til .

115. Det følger heraf, at Retten med rette fandt, at det skulle vurderes i lyset af konklusionen og præmisserne i Domstolens dom, i hvilket omfang annullationen af den første PVC-beslutning påvirkede de forberedende foranstaltninger.

116. Annullationen fandt sted, fordi Kommissionen havde begået en procedurefejl, som udelukkende vedrørte de nærmere omstændigheder ved den endelige vedtagelse af beslutningen. Annullationen påvirkede ikke de sagsbehandlingstrin, der gik forud for procedurefejlen, og som de pågældende regler ikke fandt anvendelse på.

117. Situationen svarede således til situationen i dommen i sagen Spanien mod Kommissionen , som Retten henviste til, og hvor Domstolen fandt, at Kommissionen kunne genoptage den procedure, der skulle til for at erstatte den annullerede retsakt, på netop det punkt, hvor ulovligheden indtrådte.

118. Retten begik således ingen retlig fejl ved at antage, at annullationen af den første PVC-beslutning ikke påvirkede gyldigheden af de foranstaltninger, der gik forud for den annullerede beslutning.

119. Første led af anbringendet bør følgelig forkastes.

Andet led vedrørende fejl i forbindelse med visse faser af den forudgående administrative procedure

120. ICI gør gældende, at der i hvert fald inden vedtagelsen af den anden PVC-beslutning burde være foretaget en ny høring af de berørte virksomheder, at høringskonsulenten burde have afgivet en ny rapport, og at Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål (herefter »Udvalget« eller »Det Rådgivende Udvalg«) også burde være blevet hørt på ny. ICI mener desuden, at den sagsakt, som blev forelagt medlemmerne af kommissærkollegiet til brug for vedtagelsen af beslutningen, var mangelfuld.

Høringen

121. ICI kritiserer, at Retten i præmis 251 i den appellerede dom udtalte, at det ikke var nødvendigt at høre de pågældende virksomheder før vedtagelsen af den anden PVC-beslutning, medmindre denne indeholdt nye klagepunkter i forhold til dem, der var anført i den første PVC-beslutning, hvilket ikke var tilfældet. Ifølge ICI skulle virksomhederne ikke blot høres i tilfælde af nye klagepunkter. De burde have haft lejlighed til at fremføre deres synspunkter vedrørende alle de klagepunkter, der blev rettet mod dem.

122. Ifølge ICI omfatter retten til at blive hørt skriftligt såvel som mundtligt ikke alene faktiske spørgsmål, men også retsspørgsmål . Retten anførte selv i præmis 264 i den appellerede dom, at hver enkelt virksomhed skal sættes i stand til behørigt at fremføre sine synspunkter med hensyn til realiteten og relevansen af de påståede forhold og omstændigheder.

123. ICI henviser ligeledes til dommene i sagerne Italien mod Kommissionen og British Aerospace og Rover mod Kommissionen . I den sidstnævnte dom fremhævede Domstolen betydningen af, at de relevante procedurer blev overholdt inden vedtagelsen af en ny beslutning.

124. ICI havde ret til at blive hørt vedrørende relevansen af og betydningen af de mod virksomheden rettede klagepunkter i lyset af de ændringer af de faktiske og retlige omstændigheder, der var indtrådt siden 1988. Appellanten havde særlig kunnet fremføre sine synspunkter vedrørende princippet om materiel retskraft, princippet non bis in idem, princippet om en rimelig frist, de spørgsmål, som høringskonsulenten burde have undersøgt, forpligtelsen til at høre Det Rådgivende Udvalg, betydningen af artikel 20 i forordning nr. 17, bøderne, ændringerne af de faktiske omstændigheder såvel som de forskellige af Retten afsagte domme.

125. Betydningen af retten til at blive hørt på ny er åbenbar, når man sammenligner med Rettens procesreglement, hvis artikel 119, stk. 1, giver parterne en absolut ret til at indgive nye indlæg, når Domstolen hjemviser en sag til påkendelse ved Retten efter at have ophævet en af dennes domme, selv om den skriftlige forhandling ellers normalt skulle anses for afsluttet.

126. En ny høring var ligeledes påkrævet, for at medlemmerne af Kommissionen behørigt kunne tage stilling til alle argumenter, der gjorde det muligt at vurdere, om det var hensigtsmæssigt at vedtage en ny beslutning.

127. Endelig følger dette også af artikel 4 i protokol nr. 7 til EMK, hvorefter der efter en endelig afgørelse alene kan vedtages en ny beslutning, såfremt sagen genoptages »i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og strafferetspleje«.

128. Jeg skal indledningsvis minde om, at det er godtgjort ovenfor, at alle de forberedende retsakter, der gik forud for den endelige beslutning, dvs. såvel høringen af virksomhederne, høringskonsulentens rapport som mødet i Det Rådgivende Udvalg forud for vedtagelsen af den første PVC-beslutning, stadig er gyldige.

129. Det følger heraf, at virksomhederne er blevet hørt i overensstemmelse med de gældende regler, eftersom de har haft lejlighed til at fremføre deres synspunkter vedrørende de mod dem rettede klagepunkter.

130. Jeg minder i denne forbindelse om, at artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 bestemmer, at Kommissionen, inden der træffes beslutning, skal give virksomhederne »lejlighed til at udtale sig vedrørende de af Kommissionen fremførte klagepunkter«.

131. Det præciseres i artikel 4 i forordning nr. 99/63, at Kommissionen i sin endelige beslutning kun må tage sådanne klagepunkter i betragtning, om hvilke virksomhederne har haft lejlighed til at udtale sig.

132. Det er ikke gjort gældende, at den første PVC-beslutning indeholder klagepunkter, om hvilke virksomhederne ikke er blevet hørt, eller at den anden PVC-beslutning indeholder nye klagepunkter i forhold til den første PVC-beslutning. Det følger heraf, at der ikke i henhold til forordningerne skulle foretages en ny høring af virksomhederne i denne sag.

133. Dette resultat bekræftes af Domstolens praksis , hvoraf det, som appellanten selv fremhæver, fremgår, at princippet om retten til kontradiktion indebærer, at når Kommissionen har indledt en administrativ procedure mod en person, skal denne under proceduren sættes i stand til behørigt at fremføre sine synspunkter med hensyn til realiteten i og relevansen af de påståede forhold og omstændigheder og med hensyn til de dokumenter, hvorpå Kommissionen støtter sin påstand om tilsidesættelse af fællesskabsretten.

134. For at retten til kontradiktion skal være overholdt, kræves det således, at virksomhederne har kunnet fremføre deres argumenter med hensyn til den adfærd, som Kommissionen bebrejder dem. Derimod indebærer princippet ikke, at virksomhederne skal høres om alle andre aspekter af Kommissionens sagsbehandling.

135. Appellanten kan således ikke gøre gældende, at retten til kontradiktion ikke alene omfatter faktiske omstændigheder, men også retsspørgsmål, og dermed få høringsforpligtelsen til at omfatte alle de i punkt 124 nævnte spørgsmål, som hverken udgør en del af Kommissionens klagepunkter eller af den for meddelelsen af klagepunkterne anførte begrundelse, og som derfor ikke omfattes af ICI's ret til kontradiktion.

136. Denne konklusion afkræftes ikke af, at der siden den forberedende procedure på grund af tidens gang er sket en vis udvikling i den faktiske og retlige sammenhæng, hvilket appellanten beskriver udførligt. En sådan udvikling kan forekomme på et hvilket som helst tidspunkt af proceduren, og man kan ikke kræve, at Kommissionen hver gang skal foretage en ny høring. Dette gælder så meget desto mere, som sådanne udviklinger ikke forpligter Kommissionen til at ændre den beslutning, den er i færd med at vedtage, når beslutningen vel at mærke vedrører en vel afgrænset tidligere periode.

137. Dette gælder også f.eks. den udvikling i retspraksis, som appellanten påberåber sig. Denne har på ingen måde ændret de faktiske omstændigheder, der gøres gældende mod appellanten, beviserne herfor eller deres retlige kvalificering og har således ikke haft betydning med hensyn til forpligtelsen til at høre virksomhederne vedrørende de af Kommissionen fremførte klagepunkter.

138. At denne udvikling muligvis påvirker gyldigheden af visse af klagepunkterne, er som anført af Kommissionen et helt andet spørgsmål, end om ICI har kunnet fremføre sine synspunkter vedrørende klagepunkterne. Såfremt det på grundlag af udviklingen i retspraksis, som Kommissionen altså ikke er forpligtet til at tage i betragtning med tilbagevirkende kraft, skulle vise sig, at den i meddelelsen af klagepunkter og i beslutningen anførte opfattelse er fejlagtig, skulle beslutningen annulleres på grund af fejlagtig anvendelse af traktaten og ikke på grund af tilsidesættelse af ICI's ret til kontradiktion vedrørende de mod virksomheden rettede klagepunkter.

139. Det skal yderligere bemærkes specielt for så vidt angår udviklingen i retspraksis vedrørende procedurespørgsmål, at meddelelsen af klagepunkter ifølge sagens natur normalt ikke omfatter processuelle spørgsmål.

140. Med hensyn til ændringerne af de faktiske omstændigheder mellem 1988 og 1994 og særligt af markedsforholdene er disse også uden betydning, eftersom beslutningen vedrører perioden fra 1980 til 1984 og således kun angår de begivenheder, der har udspillet sig i denne periode, og som ICI har haft al mulig lejlighed til at udtale sig om i forbindelse med vedtagelsen af den første PVC-beslutning, der omhandlede de samme faktiske omstændigheder.

141. Jeg er enig i Kommissionens analyse, hvorefter der ikke er anledning til at anvende et princip, der - hvis man antager, at det skal anvendes - ville kræve, at alle beslutninger skal vedtages en begrænset tid efter den dato, hvor virksomhederne har fået lejlighed til at fremføre deres synspunkter. Jeg minder om, at forældelsesreglerne gælder under alle omstændigheder.

142. Hertil kommer, at det er fejlagtigt, at appellanten påberåber sig dommene i sagen Italien mod Kommissionen og i sagen British Aerospace og Rover mod Kommissionen. Disse to domme angik ikke en situation som den foreliggende, hvor en ny beslutning vedrørende den samme overtrædelse erstatter en tidligere beslutning, der er blevet annulleret. Disse sager vedrørte derimod den situation, hvor en ny beslutning vedrørende en ny overtrædelse bygger på en tidligere beslutning vedrørende en lignende overtrædelse. Kravet om en ny høring fulgte således af den omstændighed, at der var tale om to forskellige overtrædelser, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.

143. Appellantens forsøg på at drage en analogi til artikel 119, stk. 1, i Rettens procesreglement er heller ikke overbevisende. Der er ikke tale om, at en appeldomstol hjemviser et spørgsmål til fornyet afgørelse, men om annullation af en administrativ retsakt på grund af procedurefejl. Det er denne annullationsgrund, der som ovenfor anført afgrænser virkningerne af dommen og i det foreliggende tilfælde gør det muligt, at der vedtages en ny retsakt, uden at alle de tidligere gyldigt trufne foranstaltninger behøver blive gentaget.

144. ICI's argument, hvorefter det på grund af den ekstraordinære karakter af vedtagelsen af den anden beslutning er særlig vigtigt at høre virksomhederne, skal ligeledes forkastes. Det fremgår af det ovenfor anførte vedrørende genstanden for høringen af virksomhederne, nemlig de mod virksomhederne rettede klagepunkter, at høringen ikke skal omfatte spørgsmålet om det hensigtsmæssige i at vedtage en ny beslutning.

145. Endelig er appellantens henvisning til artikel 4 i protokol nr. 7 til EMK, hvorefter en sag kun kan genoptages »i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og strafferetspleje«, ikke til støtte for virksomhedens opfattelse, selv om det skulle antages, at bestemmelsen er anvendelig. Den foreliggende sag angår jo netop spørgsmålet om, hvad der i overensstemmelse med de anvendelige retsregler.

146. Det følger af det ovenfor anførte, at Retten med rette fandt, at Kommissionen kunne vedtage den anden PVC-beslutning uden at foretage en ny høring af virksomhederne.

Høringskonsulentens rolle

147. ICI kritiserer, at Retten forkastede virksomhedens argumenter vedrørende høringskonsulenten uden at tage stilling til argumenterne vedrørende dennes rolle. ICI henviser til høringskonsulentens kompetenceområde, som er beskrevet i Kommissionens afgørelse af 24. november 1990 om gennemførelsen af høringerne som led i procedurer i henhold til EØF-traktatens artikel 85 og 86 og EKSF-traktatens artikel 65 og 66 (Tyvende Beretning om Konkurrencepolitikken, s. 350), og fremhæver, at høringskonsulentens rolle er helt grundlæggende. Såfremt der ikke foretages nogen høring inden vedtagelsen af en beslutning, kan høringskonsulenten ikke udøve sine funktioner og sine beføjelser, hvilket medfører, at de afgørende spørgsmål, som en virksomhed kan rejse, hverken bliver meddelt høringskonsulenten eller gennem ham Det Rådgivende Udvalg, generaldirektøren for konkurrence, Kommissionens ansvarlige medlem for konkurrencespørgsmål eller medlemmerne af kommissionærkollegiet, og at et grundlæggende aspekt af retten til kontradiktion bliver tilsidesat.

148. Det skal herved erindres, at høringskonsulentens rolle er direkte forbundet med selve høringen, således at såfremt der, som i den foreliggende sag, ikke var nogen forpligtelse til at foretage en ny høring, var der heller ikke nogen forpligtelse til at involvere høringskonsulenten på ny. Denne kunne udøve alle sine funktioner under proceduren forud for vedtagelsen af den første PVC-beslutning, og dermed blev appellantens rettigheder sikret.

Høringen af Det Rådgivende Udvalg

149. ICI kritiserer Retten for i dommens præmis 256 og 257 at have fundet, at det ikke var nødvendigt at høre Det Rådgivende Udvalg på ny.

150. Ifølge appellanten fremgår det klart af artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 17, at der skal foretages en særskilt høring for hver beslutning, uanset om virksomhederne er blevet hørt, og uanset i hvor høj grad de pågældende beslutninger ligner hinanden, og derfor også når den beslutning, som den tidligere høring angik, er blevet annulleret, og beslutningerne er vedtaget med et langt tidsmæssigt mellemrum.

151. Eftersom de retlige og faktiske omstændigheder på tidspunktet for vedtagelsen af den anden PVC-beslutning var væsentligt ændrede, og uanset om den anden PVC-beslutning som antaget af Retten kun indeholdt redaktionelle ændringer, burde Det Rådgivende Udvalg været blevet hørt på ny for at udtale sig om hensigtsmæssigheden af at vedtage en ny beslutning og pålægge bøder samt om størrelsen af disse.

152. Jeg skal indledningsvis minde om, at det allerede er blevet godtgjort, at annullationen af beslutningen ikke påvirkede de forud for beslutningen trufne forberedende foranstaltninger. Det følger heraf, at Det Rådgivende Udvalg faktisk blev hørt inden vedtagelsen af den anden PVC-beslutning.

153. Tilbage står således alene spørgsmålet, om Kommissionen var forpligtet til at foretage en ny høring af Udvalget.

154. Artikel 10 i forordning nr. 17 bestemmer udtrykkeligt, at udvalget skal afgive en udtalelse om det foreløbige forslag til beslutning. Udvalget skal således ikke nødvendigvis have forelagt det endelige forslag til beslutning. Dette fremgår i øvrigt også af betragtningerne til forordning nr. 99/63, ifølge hvilke udvalgets udtalelse ikke er til hinder for, at Kommissionen kan genoptage undersøgelsen.

155. Høringen af udvalget ville dog ikke tjene sit formål, såfremt den endelige beslutning skulle adskille sig væsentligt fra det forslag, som forelægges udvalget.

156. Det er således med rette, at Retten lagde vægt på, at den anden PVC-beslutning alene indeholdt redaktionelle ændringer i forhold til den første PVC-beslutning, hvilket appellanten heller ikke har bestridt. I mangel af andre ændringer var der ifølge min opfattelse ikke i medfør af forordningen nogen forpligtelse til at høre udvalget på ny vedrørende en beslutning, hvis indhold var identisk med en beslutning, som udvalget allerede gyldigt havde udtalt sig om.

157. De af appellanten anførte ændringer af baggrunden for beslutningen såvel som den indflydelse, dette kunne have på udvalgets bedømmelse, forekommer mig ikke at kunne lede til nogen anden konklusion, eftersom de ikke har betydning på grund af, at beslutningen vedrørte samme periode.

158. Med hensyn til den sandsynligvis ændrede sammensætning af udvalget, er dette en omstændighed, som åbenbart ikke kan give anledning til en forpligtelse til at høre udvalget på ny.

159. Endelig kan appellanten heller ikke drage en parallel til Det Rådgivende Udvalgs rolle i forbindelse med fornyelse, ændring eller tilbagekaldelse af en beslutning om fritagelse. Sådanne beslutninger gælder en anden periode end den retsakt, de erstatter, i modsætning til hvad der er tilfældet i denne sag.

Indholdet af den sagsakt, som blev forelagt kommissionærkollegiet

160. ICI anfører, at medlemmerne af kommissionærkollegiet på grund af manglerne ved den administrative procedurer, der gik forud for den første PVC-beslutning, ikke kunne undersøge samtlige relevante dokumenter, herunder navnlig en ny rapport fra høringskonsulenten og et nyt referat fra høringen af Det Rådgivende Udvalg.

161. Ifølge ICI støttede Retten fejlagtigt denne løsning på den forudsætning, at Kommissionen ikke begik en retlig fejl ved ikke at høre de berørte virksomheder på ny. Men medlemmerne af kommissionærkollegiet adskilte sig fra de medlemmer, der vedtog den første PVC-beslutning, og de fik således kun forelagt nogle skriftlige indlæg fra parterne, der var indgivet seks år tidligere, en rapport fra høringskonsulenten fra samme periode samt en udtalelse fra det Rådgivende Udvalg, der også hidrørte fra 1988.

162. Det må konstateres, at eftersom der ikke var nogen forpligtelse til at foretage en ny høring eller samle Det Rådgivende Udvalg, var der nødvendigvis heller ikke nogen forpligtelse til at forelægge kommissærkollegiet nye dokumenter i denne henseende.

163. Det fremgår af det anførte, at andet led af dette anbringende og dermed anbringendet i sin helhed bør forkastes.

E - Ufyldestgørende begrundelse for Kommissionens sagsbehandling i forbindelse med vedtagelsen af den anden PVC-beslutning

164. ICI anfører, at virksomheden for Retten kritiserede, at Kommissionen i strid med EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF) ikke begrundede den valgte procedure, hvor klagepunkterne ikke blev meddelt igen, og hvor parterne ikke blev hørt på ny, anvendelsen af bilag, der var tilvejebragt i forbindelse med en helt anden efterforskning, eller beviser fremskaffet under tilsidesættelse af retten til ikke at anklage sig selv samt nægtelsen af at give indsigt i sagens akter. ICI anfører, at Retten i præmis 389 i den appellerede dom fandt, at disse argumenter alene tog sigte på at bestride berettigelsen af Kommissionens vurdering af disse forskellige spørgsmål og kun henhørte under undersøgelsen af beslutningens berettigelse.

165. ICI gør gældende, at Kommissionen i denne sag ikke var forpligtet til at vedtage en ny beslutning. Beslutningen om at gøre dette uden at meddele klagepunkterne igen og uden at høre parterne og Det Rådgivende Udvalg på ny, var ikke alene usædvanlig, men helt uden fortilfælde. Under disse omstændigheder burde virksomhederne have ret til at få en forklaring på Kommissionens valg af procedure. Kommissionens nægtelse af at give en sådan forklaring udgjorde en åbenbar tilsidesættelse af traktatens artikel 190. Appellanten henviser på dette punkt særligt til dommene i sagen Groupment des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen og i sagen Delacre m.fl. mod Kommissionen .

166. Appellantens opfattelse er ikke overbevisende.

167. Jeg minder om, at pligten til at begrunde en retsakt ifølge fast retspraksis har til formål at gøre det muligt for den retsundergivne at sætte sig ind i baggrunden for den trufne foranstaltning med henblik på eventuelt at anfægte den og for Domstolen at udøve sin kontrol med lovligheden af denne .

168. Det følger heraf, at den anfægtede beslutning bør indeholde en tilstrækkelig nøjagtig beskrivelse af den overtrædelse, som tilskrives adressaten, baggrunden for, at Kommissionen antager, at en sådan overtrædelse foreligger, samt de forpligtelser, som Kommissionen vil pålægge adressaten.

169. Det fremgår ikke af appellantens argumentation, at Kommissionen skulle have tilsidesat denne forpligtelse. ICI gør ikke gældende, at virksomheden ikke uden vanskeligheder på grundlag af beslutningen kunne forstå, hvilke klagepunkter Kommissionen rettede mod den, samt Kommissionens begrundelse herfor.

170. Appellanten har således ikke godtgjort, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt.

171. Det skal desuden understreges, at den omstændighed, at Kommissionen i sin beslutning ikke afviste samtlige appellanternes argumenter, ikke udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligten, såfremt de ovenfor gengivne krav er opfyldt.

172. Det ville nemlig lamme hele beslutningsprocessen, såfremt begrundelsespligten skulle indebære, at Kommissionen på forhånd skulle forkaste alle de argumenter, som kan fremsættes i forbindelse med en senere retssag.

173. Kommissionen henviser i denne forbindelse med rette til den faste retspraksis, hvorefter Kommissionen i sine beslutninger ikke er forpligtet til at imødegå samtlige retlige og faktiske indsigelser, der er rejst under den administrative procedure og udleder heraf, at dette også gælder de argumenter, som rejses i forbindelse med et annullationssøgsmål mod en sådan beslutning.

174. Såfremt de af appellanten anførte argumenter skulle vise sig at være begrundede, skulle det desuden indgå i realitetsbedømmelsen af sagen. Det ville imidlertid ikke følge heraf, at beslutningen var således begrundet, at det ikke var muligt for appellanten at sætte sig ind i den mod virksomheden rettede foranstaltning samt dennes baggrund, uanset om foranstaltningen var berettiget eller ikke.

175. Retten har ikke givet udtryk for andet i præmis 389 i den appellerede dom, hvor den anførte, at den omstændighed, at Kommissionen ikke gav nogen forklaring på de ovennævnte forhold, ikke kunne bevirke, at begrundelsen for beslutningen blev mangelfuld, eftersom argumenterne alene tog sigte på at bestride berettigelsen af Kommissionens vurdering af disse forskellige spørgsmål. Sådanne argumenter, der henhører under undersøgelsen af beslutningens berettigelse, er irrelevante for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den anfægtede retsakt er fyldestgørende begrundet.

176. Anbringendet om, at dommen skulle være ufyldestgørende begrundet på dette punkt, er således ikke begrundet.

177. Anbringendet bør følgelig forkastes.

F - Tilsidesættelse af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 17

178. ICI anfører, at virksomheden for Retten gjorde gældende, at Kommissionen havde tilsidesat artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 17, hvorefter de oplysninger, der er indhentet i medfør af forordningens artikel 11, 12, 13 og 14, »kun [kan] bruges til det med undersøgelsen eller kontrollen tilsigtede formål«, eftersom Kommissionen anvendte oplysninger, der var indhentet i forbindelse med en anden undersøgelse, nemlig polypropylensagen, som bevismateriale i den foreliggende sag.

179. ICI fremhæver, at Retten fejlagtigt fandt, at Kommissionen i denne sag ikke begrænsede sig til af egen drift at fremlægge dokumenter, som den havde fremskaffet i forbindelse med en anden sag, men at den anmodede om disse dokumenter på ny på grundlag af kontrolundersøgelsesfuldmagter eller beslutninger, der vedrørte PVC, og således ikke tilsidesatte den påberåbte bestemmelse.

180. Appellanten mener, at selv om Kommissionen skulle være berettiget til at anvende de pågældende dokumenter med hensyn til, om den skulle indlede en ny undersøgelse, kan den ikke være berettiget til at anvende disse dokumenter som bevismidler, heller ikke selv om den udbeder sig dokumenterne på ny som led i den nye undersøgelse. Dette fremgår ifølge appellanten af retspraksis .

181. I det foreliggende tilfælde var tilsidesættelsen af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 17 endda meget alvorlig, eftersom de pågældende dokumenter, som Kommissionen anvendte som bevismidler, blev anset for afgørende i forbindelse med den første PVC-beslutning.

182. Jeg skal straks understrege, at Retten fastslog, at Kommissionen i forbindelse med PVC-sagen anmodede om og fik udleveret alle de omtvistede dokumenter på ny, selv om den allerede rådede over dem som følge af undersøgelsen vedrørende polypropylensagen.

183. Det var således med rette, at Retten sammenfattede problemet som begrænset til, hvorvidt Kommissionen, når denne har fået dokumenter i sin besiddelse i én sag og derefter har benyttet dokumenterne som indicier med henblik på at indlede en anden sag, har ret til på grundlag af fuldmagter eller beslutninger vedrørende denne anden sag at kræve en ny genpart af dokumenterne og benytte disse som bevismidler i denne anden sag.

184. Det følger nemlig klart af Domstolens praksis , at Kommissionen har ret til at benytte dokumenter, som den har fået kendskab til i forbindelse med en sag, som indicier med henblik på at indlede en anden sag. Parterne bestrider i øvrigt heller ikke dette.

185. Spørgsmålet er således, hvorledes Kommissionen kan gøre brug af de dokumenter, den allerede har i sin besiddelse, når den nye sag er indledt.

186. Domstolen præciserede i denne henseende i dommen i sagen Dow Benelux mod Kommissionen, at artikel 20, stk. 1, har til formål at beskytte virksomhedernes rettigheder i henhold til kontradiktionsprincippet, og at disse rettigheder »i alvorlig grad [ville] blive undergravet, såfremt Kommissionen over for virksomheder kunne benytte sig af bevismateriale, som tilvejebringes ved en kontrolundersøgelse, og som ikke har sammenhæng med dennes genstand og formål« (præmis 18).

187. Bestemmelsen har altså til formål at beskytte virksomhederne mod det overraskelsesmoment, som kunne opstå, såfremt Kommissionen ubegrænset kunne benytte sig af alt det bevismateriale, som den opnår ved en kontrolundersøgelse.

188. Bestemmelsen supplerer således bestemmelsen i forordningens artikel 14 og i øvrigt også bestemmelsen i artikel 11, hvorefter Kommissionen nøje skal angive genstanden og formålet med kontrolundersøgelsen eller begæringen om oplysninger. Denne forpligtelse udgør ifølge praksis modydelsen til virksomhedernes pligt til at medvirke til undersøgelsen.

189. Virksomhederne berøves på ingen måde denne beskyttelse, når Kommissionen på ny udbeder sig et dokument. Når dette er tilfældet, befinder virksomhederne med hensyn til deres ret til kontradiktion sig i den samme situation, som hvis Kommissionen endnu ikke rådede over dokumentet (blot med den forskel, at Kommissionen nøjagtig er klar over, hvad den skal anmode om).

190. Det følger heraf, at de grænser, som Domstolen har villet sætte for anvendelsen af disse dokumenter, går ud på, at dokumenterne ikke kan påberåbes som bevismidler, uden at de i forordning nr. 17 omhandlede garantier er opfyldte, dvs. de formelle og materielle betingelser, der stilles i forordningens artikel 11 og artikel 14, og hvis overholdelse kontrolleres af Fællesskabets retsinstanser. Med andre ord må Kommissionen ikke omgå garantierne ved at (gen)bruge dokumenter i en anden sammenhæng uden at gennemføre de forudgående procedurer i denne nye sammenhæng, hvilket ville berøve virksomhederne de i forordningen omhandlede garantier.

191. Det ville derimod være helt uforholdsmæssigt i forhold til dette formål at tvinge Kommissionen til, når den har indledt en ny procedure, helt at se bort fra de dokumenter, som lå til grund for beslutningen om at indlede den nye procedure. Jeg kan dårligt forestille mig, hvordan Kommissionen i praksis skulle kunne gennemføre denne nye undersøgelse og samtidigt - med Domstolens ordvalg i dommen Asociación Española de Banca Privada m.fl. - »lide af voldsomt hukommelsestab«.

192. Som Kommissionen har fremhævet, ville det være fuldstændig paradoksalt, såfremt Kommissionen skulle kunne indlede en ny undersøgelse på grundlag af dokumenter, som den tilfældigt har fået kendskab til i forbindelse med en anden undersøgelse, men ikke i forbindelse med den nye undersøgelse skulle kunne undersøge og anvende disse dokumenter, som foranledigede undersøgelsen.

193. Det fremgår af det ovennævnte, at retten til kontradiktion ikke er til hinder for, at Kommissionen på ny udbeder sig dokumenter, som den har fået kendskab til i forbindelse med en anden sag.

194. Den af appellanten påberåbte retspraksis giver ikke grundlag for nogen anden konklusion.

195. Med hensyn til den ovennævnte dom i Dow Benelux-sagen er det rigtigt, som anført af appellanten, at det følger af denne dom, at Kommissionen ikke kan anvende dokumenter opnået i forbindelse med en anden undersøgelse som bevismidler. Det følger imidlertid af det ovenfor anførte, at Kommissionen heller ikke har gjort dette i den foreliggende sag. Kommissionen anvendte dokumenterne som gyldigt grundlag for at indlede en ny undersøgelse, i hvilken forbindelse den udbad sig og opnåede de pågældende dokumenter på ny.

196. Med hensyn til sagen Asociación Española de Banca Privada m.fl. kan den heller ikke anføres til støtte for appellantens argumentation. Domstolen anvendte i denne sag blot princippet fra dommen i Dow Benelux-sagen med hensyn til en national myndigheds anvendelse af oplysninger. Domstolen udtalte, at en national myndighed ikke kan anvende oplysninger, som er opnået på grundlag af forordning nr. 17, som bevismidler i en national procedure. Domstolen præciserede dog, at sådanne omstændigheder kan anvendes med henblik på at afgøre, hvorvidt der skal indledes en national procedure, i hvilken forbindelse der skal fremlægges nyt bevismateriale i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne beføjelser og med overholdelse af de deri foreskrevne garantier.

197. Endelig henviste Domstolen i SEP-sagen til formuleringen i dommen i sagen Asociación Española de Banca Privada m.fl.

198. Anbringendet om tilsidesættelse af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 17 bør således forkastes.

G - Forældelse

199. ICI anfører, at Retten forkastede virksomhedens anbringende vedrørende forældelse af Kommissionens beføjelse til at pålægge bøder i henhold til forordning nr. 2988/74. ICI kritiserer, at Retten fandt, at de mod den første PVC-beslutning rettede søgsmål suspenderede forældelsesfristen i medfør af artikel 3 i forordning nr. 2988/74.

200. Ifølge appellanten vedrører den i bestemmelsen foreskrevne suspension af fristen, så længe der verserer en sag for Domstolen, ikke sager rettet mod den endelige beslutning, men sager rettet mod beslutninger, der vedtages under den administrative procedure, således som det fremgår af henvisningen til artikel 3 i artikel 2, stk. 3, og formuleringen »suspension af forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner« i bestemmelsens overskrift samt artikel 3's ordlyd, idet dette udtryk ikke omfatter selve den endelige beslutning.

201. Anvendelsen af bestemt form i udtrykket »Kommissionens beslutning« i artikel 3 indebærer, at udtrykket henviser til de i artikel 2 nævnte beslutninger, dvs. beslutninger i henhold til artikel 11 eller artikel 14 i forordning nr. 17.

202. Eftersom der ikke fandtes nogen artikel 3 eller en dertil svarende bestemmelse i Kommissionens forslag til forordning, indeholder betragtningerne til forordningen ikke nogen særlig begrundelse for tilføjelsen i artikel 3. Såfremt denne skulle have haft så omfattende virkninger som de af Retten antagne, ville der have været anført nogle særlige betragtninger som begrundelse for bestemmelsen.

203. ICI er i øvrigt af den opfattelse, at Rettens fortolkning modsiger dens egen udtalelse om, at artikel 3 har til formål at muliggøre en suspension af forældelsen, når Kommissionen »er forhindret i at gribe ind af objektive grunde, som ikke kan tilskrives Kommissionen«. At der anlægges en sag til prøvelse af Kommissionens endelige beslutning om at pålægge en bøde, er på ingen måde til hinder for, at Kommissionen vedtager en sådan beslutning. Søgsmålet hindrer end ikke Kommissionen i at fuldbyrde beslutningen om at pålægge en bøde, eftersom den endelige beslutning er fuldt eksigibel, lige indtil en retsinstans annullerer den eller fastslår, at den er en nullitet.

204. Rettens fortolkning er ifølge appellanten ligeledes i strid med det fællesskabsretlige princip om, at en part ikke må kunne drage fordel af sine egne fejl.

205. Dette sidste argument indebærer imidlertid, at forældelsen alene suspenderes, såfremt Kommissionen ikke har begået nogen form for fejl, dvs. når der sker frifindelse i sagen til anfægtelse af Kommissionens beslutning. Enhver annullation forudsætter nemlig en fejl fra Kommissionens side. Men det er netop, når der ikke sker annullation, at der ikke er nogen grund til at påberåbe sig forældelse.

206. Dette argument modsiger desuden appellantens opfattelse, hvorefter forældelsen suspenderes i tilfælde af annullation af andre beslutninger end den endelige beslutning. Disse annullationer skyldes også fejl fra Kommissionens side.

207. ICI's argument om, at Rettens argumentation er selvmodsigende, er heller ikke overbevisende. Den forhindring for Kommissionen, som appellanten påberåber sig, opstår, når Kommissionens beslutning som i det foreliggende tilfælde annulleres, og såfremt forældelsen ikke suspenderes, men varigheden af sagen indebærer, at retten til at pålægge økonomiske sanktioner forældes, hvilket i så fald skulle forhindre Kommissionen i at foretage sig noget i anledning af de faktiske omstændigheder, som beslutningen vedrørte.

208. Appellantens forskellige argumenter er ikke til støtte for denne opfattelse, men modsiger den snarere.

209. Formuleringen »adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner« tilsigter på ingen måde at udelukke retsakter, der afslutter proceduren for Kommissionen, dvs. den endelige beslutning, men skal blot sætte bestemmelsen ind i den sammenhæng, som findes i forordningen, med sondringen mellem forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner og forældelse af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af de vedtagne beslutninger.

210. Anvendelsen af bestemt form i artikel 3 skyldes, at forordningen henviser til en bestemt beslutning, nemlig den, som er genstand for sagen. Såfremt forordningen derimod ville have henvist til en af de i artikel 2 omhandlede beslutninger, skulle den som anført af Kommissionen have anvendt udtrykket »enhver beslutning« eller »en beslutning«, eftersom der i artikel 2 er tale om et stort antal beslutninger og ikke en enkelt bestemt beslutning, som kan være »Kommissionens beslutning«.

211. Mere grundlæggende er jeg ikke enig i appellantens teori om en »sammenhæng« mellem forordningens artikel 2 og artikel 3. Såvel overskriften til som ordlyden af artikel 3 viser, at bestemmelsen i modsætning til det af appellanten anførte omhandler noget helt andet end artikel 2.

212. Bestemmelsen vedrører nemlig ikke afbrydelse af forældelse, hvilket ville pålægge den institution, der har udstedt beslutningen, risikoen for sagens varighed, men suspension af forældelsen, så længe sagen verserer.

213. For at der kan anlægges en sag, skal der foreligge en foranstaltning fra Kommissionen, som kan være genstand for et søgsmål for Fællesskabets retsinstanser. De i artikel 3 nævnte »beslutninger« skal være retsakter, der kan anfægtes.

214. Som Retten med rette har fremhævet, er de skridt, der er opregnet i forordningens artikel 2, ikke i alle tilfælde foranstaltninger, der kan betegnes som beslutninger. Dette er i øvrigt ikke overraskende: Et stort antal foranstaltninger kan afbryde forældelse uden samtidig at kunne anfægtes retsligt.

215. Appellanten hævder imidlertid, at Kommissionens beslutning, hvorved der konstateres en overtrædelse og pålægges en bøde, ikke kan henhøre under anvendelsesområdet for artikel 3.

216. Det fremgår af det ovenstående, at dette standpunkt ikke har nogen støtte i bestemmelsens ordlyd.

217. Som Retten har fremhævet, har de to bestemmelser desuden et helt forskelligt indhold, og det ville være i strid med forordningens logik, såfremt ordlyden af den første bestemmelse skulle afgrænse anvendelsesområdet for den sidstnævnte.

218. Appellantens opfattelse har desuden den paradoksale virkning, at et søgsmål til prøvelse af en beslutning om en undersøgelsesforanstaltning ville afbryde forældelsen i henhold til artikel 3, hvorimod et søgsmål til prøvelse af en beslutning om bødepålæggelse ikke ville have denne virkning.

219. Appellantens opfattelse har også en anden paradoksal virkning, nemlig at ingen af forordningens bestemmelser ville være anvendelig i den foreliggende sag, hvor der er tale om annullation af en beslutning om bødepålæggelse, hvilket ville være så meget desto mere forbavsende, eftersom det, som appellanten selv anfører, fremgår af forordningens første betragtning, at retsforskrifterne på området skal være fuldstændige.

220. Appellanten forsøger at komme uden om dette ved at påberåbe sig, at situationen med forældelse af en endelig beslutning er omhandlet i forordningens artikel 4, 5 og 6. Appellanten ser dermed fuldstændigt bort fra den omstændighed, at en kommissionsbeslutning, der er genstand for et sagsanlæg, ikke kan anses for endelig.

221. Ligeledes ser appellanten bort fra den grundlæggende sondring mellem forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner og forældelse af adgangen til tvangsfuldbyrdelse.

222. Det fremgår utvetydigt af bestemmelsernes ordlyd, at de vedrører forældelse af adgangen til tvangsfuldbyrdelse af en beslutning. Dette problem kan ifølge sagens natur kun opstå, såfremt den pågældende beslutning ikke, som i det foreliggende tilfælde, er blevet annulleret.

223. Disse bestemmelser i forordningen kan således åbenlyst ikke finde anvendelse i det foreliggende tilfælde.

224. Appellanten anfører yderligere, at Rettens fortolkning er i strid med bestemmelsen i forordningens artikel 2, stk. 3, hvorefter forældelse senest indtræder, når der er forløbet ti år, uden at Kommissionen har pålagt en bøde eller en sanktion.

225. Det må imidlertid konstateres, at bestemmelsen udtrykkeligt foreskriver, at fristen på ti år forlænges med den tid, i hvilken forældelsen er suspenderet i henhold til artikel 3.

226. Det skal endelig bemærkes, at appellantens frygt for, at Kommissionen skal vedtage »en række successive beslutninger, der strækker sig over anden halvdel af det 21. århundrede«, er uden objektivt grundlag. At lykkes med at vedtage en sådan række af ulovlige beslutninger ville være hasardspil, for ikke at sige en bedrift, eftersom Kommissionen alene vil kunne vedtage en ny beslutning, såfremt annullationen skyldes procedurefejl, og proceduren alene ville kunne genoptages fra det trin i proceduren, hvor der var blevet konstateret en fejl.

227. Det fremgår af det ovenfor anførte, at Retten med rette anvendte forordningens artikel 3 og derfor fandt, at Kommissionen beføjelse til at vedtage den anden PVC-beslutning ikke var forældet.

228. Anbringendet om forældelse bør således forkastes.

H - Den omstændighed, at Retten ikke annullerede eller nedsatte bøden som følge af tilsidesættelsen af princippet om en rimelig frist

229. ICI kritiserer, at Retten forkastede virksomhedens påstand om annullation og nedsættelse af bøden som følge af tilsidesættelsen af princippet om en rimelig frist. Appellanten anfører, at dette skete med den begrundelse, at sagsbehandlingstiden for Kommissionen ikke havde en urimelig længde. Virksomheden gør gældende, at såfremt det indrømmes, at sagsbehandlingstiden faktisk var urimelig langvarig, begik Retten også en fejl ved at undlade at tage dette i betragtning i forbindelse med bedømmelsen af den bøde, som ICI blev pålagt.

230. Uafhængigt af dette argument hævder ICI, at den pålagte bøde bør nedsættes væsentligt på grund af, at proceduren betragtet i sin helhed var alt for langvarig og urimelig. ICI minder om, at Domstolen i den sag, som førte til dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, nedsatte bøden, eftersom proceduren for Retten var for langvarig.

231. Appellanten fremhæver, at der i nævnte sag gik i alt omkring 13 år mellem de første kontrolundersøgelser og Domstolens dom. Appellanten mener, at den foreliggende sag i alt vil have verseret i måske 19 eller 20 år, når Domstolen afsiger sin dom, og at virksomheden i denne periode vil have haft omkostninger, der ikke kan erstattes i forbindelse med tilvejebringelse af garanti svarende til de pålagte bødebeløb i perioderne for den første og den anden PVC-beslutning såvel som i forbindelse med sagsomkostningerne. Varigheden af proceduren og den byrde, de berørte virksomheder har måttet bære, er uden fortilfælde i Domstolens historie.

232. Af disse grunde bør den bøde, ICI er blevet pålagt, efter appellantens opfattelse væsentlig nedsættes eller annulleres.

233. Det må imidlertid konstateres, at dette anbringende hviler på den forudsætning, at der i denne sag er sket en tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist. Som det allerede er anført ovenfor, er dette ikke tilfældet. Det følger nødvendigvis heraf, at anbringendet bør forkastes.

234. Eftersom Retten med rette fandt, at princippet ikke var blevet tilsidesat, kan dens dom ikke kritiseres for, at den ikke tildelte erstatning for den skade, som ville have fulgt af den påståede tilsidesættelse. Selv om det forudsættes, at der foreligger en sådan skade, forudsætter tildeling af erstatning, at princippet er blevet tilsidesat.

235. Den af appellanten påberåbte sammenligning med Baustahlgewebe-sagen bekræfter denne analyse, eftersom Domstolen i denne sag i modsætning til i den foreliggende sag fandt, at der forelå en tilsidesættelse af princippet og derfor tilkendte en erstatning.

236. Dette sidste anbringende bør således ligeledes forkastes, og dermed skal også hele appellen forkastes.

Forslag til afgørelse

237. Af ovennævnte grunde skal jeg herefter foreslå Domstolen at træffe følgende afgørelse:

- Appellen forkastes.

- Appellanten pålægges at betale sagens omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy