Generaladvokatens forslag til afgørelse
1. I denne sag har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber nedlagt påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/9/EF om retlig beskyttelse af databaser , idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2. Kommissionen har anført, at direktivets formål er at harmonisere de nationale bestemmelser om den retlige beskyttelse af databaser. Den har gjort opmærksom på, at medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 16 skulle sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden den 1. januar 1998 og meddele Kommissionen teksten til de nationale retforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af direktivet.
3. Da Kommissionen den 31. marts 1998 ikke havde modtaget nogen underretning om, at Storhertugdømmet Luxembourg havde truffet gennemførelsesforanstaltninger, indledte den traktatbrudsproceduren i henhold til EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226 EF), idet den fremsendte en åbningsskrivelse til medlemsstaten, hvori den opfordrede denne til at fremsætte sine bemærkninger inden for en frist på to måneder efter modtagelsen. Den luxembourgske regering besvarede ikke åbningsskrivelsen.
4. Den 30. september 1998 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse over for Storhertugdømmet Luxembourg, hvori den anførte, at denne medlemsstat var forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre direktivet i luxembourgsk ret og give den meddelelse om gennemførelsen.
5. Kommissionen har anført, at den indtil nu hverken har modtaget nye oplysninger fra den luxembourgske regering eller anden information, der giver den anledning til at formode, at de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre direktivet er blevet truffet.
6. I medfør af artikel 249, stk. 3, EF og artikel 10, stk. 1, EF samt direktivets artikel 16 har Kommissionen anmodet Domstolen om at give den medhold i søgsmålet og om, at Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger.
7. I svarskriftet har den luxembourgske regering ikke bestridt sin forpligtelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktivet. Den har dog gjort opmærksom på, at et lovforslag om ophavsrettigheder, beslægtede rettigheder og databaser er blevet forelagt Deputeretkammeret den 17. april 1998 med henblik på at gennemføre direktivet, men at der er opstået forsinkelser i lovgivningsproceduren. Lovforslaget omhandler ikke kun beskyttelse af databaser, og eftersom det også indeholder regler om ophavsrettigheder, hvormed lovgivningen således skal omarbejdes fuldstændigt, har det været nødvendigt at nedsætte en arbejdsgruppe, foretage en omfattende høring af de berørte og organisere et seminar om ophavsrettigheder.
8. Den luxembourgske regering har gjort gældende, at sagen ved Domstolen vil miste sin genstand fra det øjeblik, hvor Deputeretkammeret har vedtaget lovforslaget, idet dette gennemfører direktivet fuldt ud. Den anmoder således Domstolen om at udsætte sagens behandling, eller subsidiært om frifindelse, ligesom Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
9. Det står fast, at de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre direktivet korrekt og fuldstændigt ikke er blevet truffet inden for den fastsatte frist, hvilket den luxembourgske regering ikke har bestridt. Det må derfor fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet. Den luxembourgske regering fremfører ingen argumenter, der kan begrunde en udsættelse af denne sag, og der foreligger under alle omstændigheder et klart traktatbrud.
10. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
Forslag til afgørelse
11. Sammenfattende foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
»1) Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 16 i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser, idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2) Storhertugdømmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.«
Full & Egal Universal Law Academy