Generaladvokatens forslag til afgørelse
1 Cordis Obst und Gemüse Großhandel GmbH (herefter »Cordis«) har iværksat appel af den dom, der er afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) den 28. september 1999 i sag T-612/97, Cordis mod Kommissionen (Sml. II, s. 2771, herefter »den appellerede dom«).
I - De relevante retsregler
2 Med hensyn til de relevante retsregler har Retten fastslået følgende:
»1 Ved Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer (EFT L 47, s. 1, herefter »forordning nr. 404/93«) er der indført en fælles ordning for indførsel af bananer, som har afløst de forskellige nationale ordninger. For at sikre en tilfredsstillende markedsføring af bananer høstet i Fællesskabet samt af produkter med oprindelse i staterne i Afrika, Caribien og Stillehavet (AVS) og andre tredjelande bestemmes det i forordning nr. 404/93, at der åbnes et årligt toldkontingent for indførsler af »tredjelandsbananer« og »ikke-traditionelle AVS-bananer«. De ikke-traditionelle AVS-bananer svarer til de mængder, som AVS-landene har udført ud over de mængder, som hver af disse stater traditionelt udfører, således som de er fastsat i bilaget til forordning nr. 404/93.
2 Hvert år udarbejdes der en prognose for produktionen og forbruget i Fællesskabet samt for ind- og udførsel. Toldkontingentet, der fordeles på grundlag af denne prognose, fordeles mellem de erhvervsdrivende, der er etableret i Fællesskabet, alt efter oprindelsen for og de gennemsnitlige mængder af bananer, som de har markedsført i de tre foregående år, for hvilke der foreligger statistikker. Denne fordeling giver anledning til udstedelse af importlicenser, som tillader de erhvervsdrivende at indføre bananer uden at betale told eller præferencetold.
3 20. betragtning til forordning nr. 404/93 lyder således:
»Når den fælles markedsordning erstatter de forskellige nationale ordninger ved denne forordnings ikrafttræden, kan det medføre en forstyrrelse af det indre marked; der bør derfor skabes mulighed for, at Kommissionen fra den 1. juli 1993 kan træffe alle de overgangsforanstaltninger, der er nødvendige for at afhjælpe vanskelighederne ved den nye ordnings iværksættelse.«
4 Artikel 30 i forordning nr. 404/93 bestemmer:
»Hvis særlige foranstaltninger er nødvendige fra juli 1993 for at lette overgangen fra de ordninger, der eksisterede før denne forordnings ikrafttræden, til den ordning, der indføres med denne forordning, træffer Kommissionen for at afhjælpe væsentlige vanskeligheder de fornødne overgangsforanstaltninger [...]««
II - Faktiske omstændigheder
3 Retten har bemærket følgende om de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sagen:
»5 [Cordis] blev oprettet den 1. november 1990 efter Tysklands forening og har hjemsted på tidligere Tyske Demokratiske Republiks område (herefter »det tidligere DDR«). Selskabets virksomhed består i engroshandel med frugt samt bl.a. modning og emballering af bananer.
6 Under det tidligere DDR's centraliserede planøkonomi fik et statsligt organ tildelt monopol på import af bananer, og nationaliserede virksomheder fik monopol på modning. Bananmodnerierne i det tidligere DDR blev derefter solgt til filialer af frugtselskaber i Forbundsrepublikken Tyskland.
7 Da det sagsøgende selskab blev oprettet, var der ringe muligheder for at forsyne sig økonomisk fordelagtigt med bananer i sagsøgerens område, og efterspørgslen efter bananer var større end udbuddet og større end sagsøgerens modningskapacitet. Sagsøgeren besluttede derfor i 1991 at udvide og opførte nye modningsanlæg. Sagsøgeren modtog ingen støtte af offentlige midler hertil.
8 Ifølge sagsøgeren blev dennes nye anlægs kapacitet ikke fuldt udnyttet. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at indførsel af grønne bananer i henhold til forordning nr. 404/93 var betinget af opnåelse af licenser, og den omstændighed, at sagsøgerens leverandører derfor overvæltede omkostningerne hertil på bananprisen, bremsede forbruget. Da disse licenser blev tildelt på grundlag af de solgte mængder bananer, kunne sagsøgeren derfor kun selv opnå importlicenser for utilstrækkelige mængder.
9 På denne baggrund ansøgte sagsøgeren den 7. april 1996 i henhold til artikel 30 i forordning nr. 404/93 Kommissionen om snarest at tildele sagsøgeren supplerende licenser som led i de overgangsforanstaltninger, der skulle kompensere for et særligt vanskeligt tilfælde, der skyldtes de ved forordning nr. 404/93 indførte bestemmelser.
10 Ved beslutning af 24. oktober 1997 afslog Kommissionen sagsøgerens ansøgning (herefter »den anfægtede beslutning«), bl.a. under henvisning til følgende grunde (syvende, ottende, niende og ellevte betragtning):
»[...]
Cordis har ikke godtgjort, at det var umuligt for selskabet at opnå tilstrækkelige mængder bananer til modning til, at hele modneriets kapacitet kunne udnyttes, fra andre erhvervsdrivende eller fra andre kilder frem for selv at indføre dem; den fælles markedsordning for bananer hindrer ikke et sådant skridt; Cordis har faktisk opnået betydelige mængder bananer til modning fra andre erhvervsdrivende eller andre kilder uden at indføre dem selv; følgelig har selskabet ikke godtgjort, at den angivelige underudnyttelse af modneriet og den angivelige stagnation af omsætningen i banansektoren, tab af kunder og afskedigelse af personale, som er påfulgt, skyldtes overgangen fra de bestemmelser, der bestod, før den fælles markedsordning trådte i kraft.
Cordis har ikke godtgjort, at selskabet med sikkerhed rådede over en forsyningskilde for bananer til modning, før det investerede i modneriet; Cordis har accepteret risikoen for, at selskabet måske ikke ville være i stand til at opnå tilstrækkelige mængder bananer til modning til, at anlægget kunne udnyttes fuldt ud; selv hvis Cordis derfor på trods af ovennævnte omstændigheder ikke har været i stand til at opnå tilstrækkelige mængder bananer til modning til, at anlægget kunne udnyttes fuldt ud, hos andre erhvervsdrivende eller fra andre kilder uden selv at importere dem, skyldes dette en manglende omhu for Cordis' side, idet selskabet ikke har sikret sig forsyninger, før der blev foretaget investeringer i modneriet.
Cordis har erhvervet betydelige mængder bananer til modning fra Dole; selskabet har erhvervet modne bananer i tilstrækkelige mængder til at dække sine kunders behov; bananmodneriet er kun en af Cordis' mangfoldige virksomheder; følgelig har Cordis ikke godtgjort, at en angivelig indskrænkning af selskabets modningsvirksomhed var en vanskelighed, der truede dets overlevelse.
[...]
Cordis har ikke godtgjort, at selskabet havde foretaget andre skridt før de nævnte datoer, som har ført til et særligt vanskeligt tilfælde som omhandlet i Domstolens dom i sag C-68/95 på grund af de vanskeligheder, der var knyttet til den overgang, som førte til afskaffelse af de nationale ordninger, der bestod før den pågældende forordnings ikrafttræden.
[...]««
III - Den appellerede dom
4 Det fremgår af den appellerede dom, at Cordis ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. december 1997 har anlagt sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning. Ved kendelse af 6. juli 1998 har Den Franske Republik fået tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Kommissionens påstande.
5 Til støtte for sit søgsmål for Retten påberåbte Cordis sig to anbringender, dels tilsidesættelse af artikel 30 i forordning nr. 404/93 og magtfordrejning, dels tilsidesættelse af begrundelsespligten.
6 Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen. Det ræsonnement, som Retten fulgte med hensyn til Cordis' første anbringende - et ræsonnement, som Cordis har bestridt under appellen - er følgende:
»32 Artikel 30 i forordning nr. 404/93 giver Kommissionen kompetence til at træffe særlige overgangsforanstaltninger »for at lette overgangen fra de ordninger, der eksisterede før denne forordnings ikrafttræden, til den ordning, der indføres med denne forordning [...] for at afhjælpe væsentlige vanskeligheder«, som denne overgang fremkalder. Ifølge fast retspraksis har disse overgangsforanstaltninger til formål at imødegå forstyrrelser på det indre marked, som erstatningen af forskellige nationale ordninger med den fælles markedsordning medfører, og har til formål at løse de vanskeligheder, som de erhvervsdrivende står over for efter indførelsen af den fælles markedsordning, men som beror på forholdene på de nationale markeder før forordning nr. 404/93 (Domstolens ovennævnte kendelse i sagen Tyskland mod Rådet, præmis 46 og 47, Domstolens ovennævnte dom i sagen T. Port, præmis 34, og Domstolens dom af 4.2.1997, forenede sager C-9/95, C-23/95 og C-156/95, Belgien og Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 645, præmis 22, samt den ovennævnte kendelse i sagen Camar mod Kommissionen, præmis 42).
33 Domstolen har udtalt, at Kommissionen med henblik herpå ligeledes skal tage hensyn til situationen for de erhvervsdrivende, som inden for rammerne af en national ordning før forordning nr. 404/93 har udvist en bestemt adfærd uden at have kunnet forudsige de konsekvenser, som denne adfærd ville have efter indførelsen af den fælles markedsordning (jf. T. Port-dommen, præmis 37).
34 Det følger heraf, at formålet med denne artikel er at lette overgangen til den fælles markedsordning for bananer for virksomheder, som på grund af denne har stået over for særlige og uforudselige problemer.
35 Det må følgelig undersøges, om de problemer, som sagsøgeren har stødt på, skyldes overgangen til den fælles markedsordning.
36 I denne forbindelse bemærkes, at det sagsøgende selskab er blevet stiftet den 1. november 1990 efter Tysklands forening. Det besluttede følgelig i 1991 at udvide ved at opføre nye modningsanlæg uden at være uvidende om den bestående situation i Tyskland efter foreningen.
37 Det må imidlertid nødvendigvis fastslås, at selskabet ikke har fremført noget argument, der giver grundlag for at fastslå, at strukturproblemerne i forbindelse med Tysklands forening for selskabets vedkommende har fremkaldt et særligt og uforudseligt problem, der er et resultat af indførelsen af den fælles markedsordning for bananer. Det skal tilføjes, at parterne har bekræftet under retsmødet, at modningsvirksomhederne i det tidligere DDR ikke selv kunne indføre bananer, før den fælles markedsordning blev indført. Det er således med rette, at Kommissionen har hævdet, at indførelsen af den fælles markedsordning ikke har forværret de strukturelle ulemper, som sagsøgeren har påberåbt sig (jf. præmis 27 ovenfor).
38 Sagsøgeren mener imidlertid, at det er nødvendigt, at Kommissionen griber ind for at sikre overholdelse af ligebehandlingsprincippet. Ifølge sagsøgeren har forordning nr. 404/93 ved sin metode for tildeling af importlicenser på grundlag af den mængde bananer, der er afsat i referenceperioden, fastfrosset den oprindelige konkurrencesituation ved at hindre nye virksomheder i at nedsætte deres handicap.
39 Dette argument kan imidlertid ikke lægges til grund. Artikel 30 i forordning nr. 404/93, som skal fortolkes indskrænkende som en undtagelse fra den almindeligt gældende ordning, kan ikke give mulighed for at kompensere for den konkurrencemæssige ulempe for nye virksomheder, der er knyttet til forskellene i de muligheder, der består i Tyskland. Denne ulempe skyldes nemlig ikke indførelsen af den fælles markedsordning.
40 Desuden bemærkes, at selv om det er rigtigt, at alle virksomheder ikke påvirkes på samme måde af forordning nr. 404/93, har Domstolen allerede fastslået i dommen af 5. oktober 1994 (sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973, præmis 73 og 74), at det fremgår, at en sådan differentieret behandling står i sammenhæng med formålet, nemlig en integration af hidtil opdelte markeder, når det tages i betragtning, at disse forskellige kategorier af erhvervsdrivende befandt sig i en forskellig situation, før den fælles markedsordning blev indført.«
IV - Appellen
7 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. november 1999 har Cordis iværksat appel af denne dom.
8 Til støtte for appellen har Cordis anført to anbringender, henholdsvis tilsidesættelse af betingelserne for at anvende artikel 30 i forordning nr. 404/93 og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
Spørgsmålet, om betingelserne for at anvende artikel 30 i forordning nr. 404/93 er tilsidesat
Parternes argumenter
9 Cordis har anført, at den appellerede dom har tilsidesat betingelserne for anvendelse af artikel 30 i forordning nr. 404/93. Navnlig kan præmis 37 i T. Port-dommen (1) - som Retten henviser til i den appellerede doms præmis 33 - ikke fortolkes således, at anvendelsen af artikel 30 i forordning nr. 404/93 til fordel for en erhvervsdrivende kræver, at der foreligger særlige og uforudselige problemer for den pågældende erhvervsdrivende, som er en følge af indførelsen af den fælles markedsordning for bananer.
10 Ifølge appellanten finder artikel 30 i forordning nr. 404/93 anvendelse, når fællesskabsforanstaltninger er nødvendige for at lette overgangen fra nationale ordninger for bananer til den fælles markedsordning. Betingelserne er altså, at foranstaltningerne letter overgangen til den fælles markedsordning, og at det er nødvendigt at lette den.
11 Ifølge appellanten indeholder artikel 30 i forordning nr. 404/93 ikke almindelige kriterier, som præciserer, hvornår det er nødvendigt at lette overgangen fra de nationale ordninger for bananer til den fælles markedsordning. Den kræver altså ikke, at der er forstyrrelser, som skaber uforudselige problemer for de erhvervsdrivende. Ved at henvise til T. Port-dommen har Retten i sagsøgerens tilfælde anvendt Domstolens praksis vedrørende et særligt vanskeligt tilfælde, skønt dette blot er en af de typesituationer, som artikel 30 finder anvendelse på, og skønt sagsøgeren ikke befandt sig i denne situation.
12 Derimod er Cordis af den opfattelse, at præmis 41 i T. Port-dommen kaster mere lys over de kriterier, som skal anvendes på den erhvervsdrivendes adfærd. Cordis har udtalt, at »i det foreliggende tilfælde skyldtes overgangsvanskelighederne ikke [selskabets] adfærd [...] - denne vurdering er den fundamentale fejl i den appellerede dom - men bestod i strukturelle vanskeligheder, som opstod for de nye virksomheder, herunder for appellanten, og som blev forværret ved indførelsen af den fælles markedsordning for bananer. Appellantens adfærd, før forordning nr. 404/93 trådte i kraft [...] spiller absolut ingen rolle i det foreliggende tilfælde«. Imidlertid, fortsætter appellanten, er det med urette, at Retten har antaget, »at de strukturelle ulemper, som appellanten har påberåbt sig, ikke er blevet forværret, fordi modningsvirksomhederne i det tidligere DDR ikke selv kunne indføre bananer, før den fælles markedsordning blev indført«.
13 Appellanten har forklaret, at som ny virksomhed i de nye delstater lå dens strukturelle ulempe - ligesom for de øvrige nye virksomheders vedkommende - i den omstændighed, at den ikke kunne udføre modningsvirksomhed i den referenceperiode, der er fastsat ved forordning nr. 404/93 for 1993 og 1994, nemlig årene 1989 og 1990.
14 I det tidligere DDR var der kun »folkevirksomheder« (»Volkseigene Betriebe«), således at privat virksomhed med engroshandel og modning, som appellanten har udøvet siden 1991, var umulig før 1990. Hvad angår modnerierne i DDR var der ca. 40 engroshandelsvirksomheder, som havde modnerier. I det omfang disse engrosvirksomheder har modnet bananer i referenceperioden, har disse modninger tjent som reference ved tildelingen af egentlige importlicenser i henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1442/93 af 10. juni 1993 om gennemførelsesbestemmelser for EF's importordning for bananer (2).
15 Cordis har i denne forbindelse fremhævet, at modningstransaktioner er forskellige fra importtransaktioner; disse blev udført af DDR's statslige monopol for udenrigshandel. Retten har formentlig ikke taget artikel 3, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1442/93 i betragtning, da den lagde indførslerne og ikke modningsvirksomhedernes modning af bananer til grund. Selv om aktiviteterne import og modning af bananer kan være sammenfaldende, er dette dog ikke nødvendigvis tilfældet.
16 Kommissionen er af den opfattelse, at Retten har fastlagt anvendelsesområdet for artikel 30 i forordning nr. 404/93 korrekt, navnlig i betragtning af T. Port-dommen (præmis 35-41). Dels tjener de foranstaltninger, der træffes i henhold til artikel 30, udelukkende til at lette overgangen fra de nationale ordninger til den fælles markedsordning og er begrænset til at løse vanskeligheder, der opstår efter den fælles markedsordnings indførelse, men som har deres oprindelse i de nationale markeders tilstand før forordning nr. 404/93, samtidig med at de er uforudselige for de pågældende erhvervsdrivende. Derudover skal de pågældende foranstaltninger være nødvendige for at løse disse vanskeligheder.
17 Kommissionen mener derfor, at Retten i den appellerede doms præmis 34 har fortolket formålet med artikel 30 i forordning nr. 404/93 korrekt.
18 Med hensyn til appellantens argument om, at de strukturelle ulemper ved Tysklands forening er blevet forværret af den fælles markedsordning, har Kommissionen anført, at Retten har behandlet det korrekt i den appellerede doms præmis 35-37.
19 Efter Kommissionens opfattelse fører appellantens første anbringende blot til en fornyet behandling af den sag, der blev anlagt ved Retten, og må følgelig afvises.
20 Subsidiært har Kommissionen fremført, at det er uden betydning, at appellanten har anført, at Retten skal have set bort fra den omstændighed, at der her ikke er tale om import, men om modning af bananer. Dette punkt er gennemgået korrekt i den appellerede doms præmis 37, hvor det fastslås, at den fælles markedsordning har forbedret udviklingsmulighederne for modnerier, der befandt sig i sagsøgerens situation. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til, at den fælles markedsordning på ingen måde har hindret modneriernes virksomhed, idet disse har kunnet udføre modningsvirksomhed, selv uden egne importlicenser. Kun de virksomheder, der selv vil indføre bananer for dernæst at modne dem, har brug for licenser. Cordis har dog erkendt, at det var umuligt at importere bananer, før den fælles markedsordning blev indført, således at selskabets situation ikke derefter er blevet forværret. Desuden har modnerierne ved hjælp af den fælles markedsordning kunnet opbygge egne referencemængder for tredjelandsbananer eller ikke-traditionelle bananer, der er modnet i deres anlæg [artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1442/93].
21 Kommissionen har foreslået, at det første anbringende forkastes eller afvises.
22 Ifølge den franske regering må appellen afvises, da den har til formål at rejse fornyet tvivl om den måde, hvorpå Retten i præmis 35 ff. har vurderet sagsøgerens materielle situation på baggrund af den fælles markedsordning.
23 Desuden har Cordis ifølge den franske regering ændret sagens genstand ved at anføre, at overgangsvanskelighederne ikke har noget at gøre med virksomhedens holdning, men er af strukturel art.
24 Subsidiært har den franske regering anført, at det fremgår af T. Port-dommen, at artikel 30 i forordning nr. 404/93 ikke har til formål at regulere alle de problemer, som virksomheder, der driver handel med bananer, kan støde på. Denne bestemmelse behandler særligt vanskelige tilfælde, som kan true de berørte erhvervsdrivendes eksistensgrundlag, og som følger af den fælles markedsordnings ikrafttræden.
25 Den franske regering har endvidere anført, at artikel 30 i forordning nr. 404/93 forudsætter en undersøgelse fra tilfælde til tilfælde af de erhvervsdrivendes situation, som kræver det, men ikke kan give hjemmel for kollektiv behandling af virksomheder, der har et fællestræk, navnlig deres geografiske tilhørsforhold. Endvidere ville en sådan kollektiv fremgangsmåde være i strid med artikel 230 EF, som indebærer, at appellanten er adressat for den anfægtede fællesskabsretsakt, eller at han er umiddelbart og individuelt berørt af denne retsakt. Desuden er denne fremgangsmåde til skade for retssikkerheden, fordi den ville gøre indgreb i forordning nr. 404/93.
Stillingtagen
26 Det fremgår af den appellerede dom, at Retten i det væsentlige har undersøgt, »om de problemer, som sagsøgeren er stødt på, skyldes overgangen til den fælles markedsordning« (3).
27 Efter min opfattelse kan det i lyset af artikel 30 i forordning nr. 404/93 ikke bestrides, at en sådan undersøgelse er berettiget. Som Domstolen har henvist til i T. Port-dommen, er »anvendelsen af artikel 30 [...] betinget af, at de specifikke foranstaltninger, som Kommissionen skal træffe, har til formål at lette overgangen fra de nationale ordninger til den fælles markedsordning og er nødvendig herfor« (4). Hvis artikel 30 har til formål at »lette overgangen«, er det efter min opfattelse underforstået, at den finder anvendelse på tilfælde, hvor denne overgang skaber vanskeligheder. Følgelig berettiger såvel ordlyden af artikel 30 som begrundelsen for, at den er indsat i forordning nr. 404/93, den konklusion, at denne bestemmelse kun tjener til at løse problemer, som skyldes overgangen til den fælles markedsordning, og ikke problemer, der har en anden årsag.
28 Som nævnt ovenfor mener appellanten, at Retten som led i sin undersøgelse af årsagsforbindelsen mellem de nævnte problemer og overgangen til den fælles markedsordning skulle have taget hensyn til »de strukturelle vanskeligheder, som har vist sig for de nye virksomheder, herunder sagsøgeren, og som blev forværret ved indførelsen af [den fælles markedsordning]«.
29 Det må imidlertid konstateres, at Retten i den appellerede doms præmis 37 har taget dette argument i betragtning uden dog at lægge det til grund.
30 Appellantens argumentation er derfor ensbetydende med at anfægte Rettens vurdering af faktiske omstændigheder.
31 Som den franske regering imidlertid har påpeget, er appel begrænset til retsspørgsmål. Ifølge fast retspraksis er det »alene Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den behandler, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke - medmindre de er gengivet forkert - et retsspørgsmål og dermed ikke undergivet Domstolens prøvelsesret« (5).
32 Det følger heraf, at ligesom Rettens vurdering af, om en institutions adfærd har forårsaget et tab, som en sagsøger hævder at have lidt, ikke kan prøves for Domstolen (6), tilkommer det ikke Domstolen under nærværende appel at udtale sig om Rettens vurdering, hvorefter de vanskeligheder, som Cordis stod over for, ikke var en følge af overgangen til den fælles markedsordning.
33 I denne sammenhæng vil jeg henvise til, at appellanten ikke har anført nogen omstændighed, der kan godtgøre, at Retten skulle have gengivet de faktiske omstændigheder forkert. Det må tværtimod antages, at det, som appellanten betegner som en vanskelighed, ikke har nogen forbindelse med overgangen til den fælles markedsordning.
34 Som jeg allerede har henvist til, har appellanten stærkt fremhævet den omstændighed, at selskabet ikke påberåber sig et problem, der er særligt for det, men et kollektivt særligt vanskeligt tilfælde. Det har anført, at det stod over for en »strukturel vanskelighed«, der var fælles for alle virksomheder i de nye delstater, og som skyldtes, at det ikke kunne udføre modningstransaktioner i den referenceperiode, der blev lagt til grund i forordning nr. 404/93, nemlig i årene 1989 og 1990.
35 Under retsmødet har appellanten fremhævet, at problemets kerne lå i, at selskabet var blevet behandlet som en hvilken som helst ny modningsvirksomhed, der havde indledt sin virksomhed hvor som helst i Tyskland den 1. november 1990.
36 Der kan ikke være tvivl om, at Cordis faktisk befinder sig i denne situation.
37 For det første er virksomheden ikke gennem privatisering retssuccessor til et tidligere modneri i DDR, som har haft status af »folkevirksomhed« (»Volkseigener Betrieb«).
38 For det andet har den heller ikke overtaget et sådant modneris tekniske anlæg. Det fremgår nemlig af stævningen i sagen for Retten, at den blot har ansat en del af personalet i et tidligere landbrugsproduktionskooperativ, som ikke udøvede virksomhed i banansektoren.
39 I virkeligheden opstiller Cordis altså følgende ræsonnement.
40 Hvis vores virksomhed havde eksisteret i 1989, ville den have modnet bananer. Den ville derfor i dag kunne ansøge om licenser under henvisning til de mængder bananer, der blev forhandlet i 1989 og i 1990. DDR's politiske system har imidlertid forhindret, at vi kunne bestå på det tidspunkt. Kommissionen skulle derfor være gået ud fra den antagelse, at vi kunne have eksisteret, og den skulle have tildelt os en referencemængde på 5 000 tons bananer.
41 Over for indsigelsen om, at enhver ny virksomhed, der blev oprettet efter november 1990 i en hvilken som helst gammel delstat, også kunne henvise til, hvad den ville have gjort, hvis den havde eksisteret tidligere, har Cordis under retsmødet anført, at de erhvervsdrivende i de gamle delstater helt frit har besluttet ikke at oprette yderligere modnerier tidligere, mens Cordis selv har været hindret deri af det politiske og sociale system i det tidligere DDR.
42 Men dette beviser på ingen måde, at såfremt denne samfundsordning ikke havde bestået, ville Cordis have eksisteret som virksomhed, at den allerede ville have haft sin nuværende modningskapacitet og at den ville have været i stand til at udnytte denne fuldt ud. Da det således ikke er bevist, at der forelå den »strukturelle vanskelighed«, som appellanten påberåber sig, følger det så meget desto mere, at det heller ikke er bevist, at denne vanskelighed er blevet forværret ved overgangen til den fælles markedsordning.
43 Som konklusion med hensyn til det første anbringende mener jeg derfor, at Retten har anvendt artikel 30 i forordning nr. 404/93 korrekt ved at undersøge, om de problemer, som appellanten har påberåbt sig, skyldtes overgangen til den fælles markedsordning. Desuden er Rettens konklusion om, at disse problemer ikke skyldtes overgangen til den fælles markedsordning, en bedømmelse af faktiske omstændigheder, som falder uden for rammerne af nærværende appel. Under alle omstændigheder er det fremgået, at appellantens ræsonnement i sin helhed, som er baseret på såkaldte strukturelle vanskeligheder, ikke er overbevisende.
44 Jeg foreslår derfor, at appellantens første anbringende forkastes.
Tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet
Parternes argumenter
45 Med det andet anbringende har Cordis i det væsentlige fremført samme argumenter som med det første. Ifølge appellanten er den appellerede dom en tilsidesættelse af lighedsprincippet, som ikke blot forbyder at behandle lignende situationer forskelligt, men også at behandle forskellige situationer ens. Cordis har i denne forbindelse nærmere anført, at de nye virksomheder på det tidligere DDR's område alle var i samme situation: på grund af Tysklands deling og de politiske og retlige forhold i DDR i 1989 og 1990 var de de eneste, der ikke kunne udføre modningstransaktioner, der kunne bruges som reference. Lighedsprincippet indebærer imidlertid, at fællesskabsinstitutionerne skal tage hensyn til disse exceptionelle omstændigheder. Selv hvis Kommissionen ikke ønskede at tage dette særlige tilfælde i betragtning inden for rammerne af forordning nr. 1442/93, skulle den i det mindste træffe en overgangsforanstaltning i henhold til artikel 30 i forordning nr. 404/93. Hvis Kommissionen havde indført en sådan ordning, som var nødvendig for at beskytte nye virksomheders grundrettigheder, ville de nye virksomheders overgang til den situation, der fulgte af den fælles markedsordning, være blevet lettet, og formålet med artikel 30 ville være opnået.
46 Kommissionen er i modsætning til appellanten af den opfattelse, at Retten har anvendt ligebehandlingsprincippet som et princip, der forbyder, at uens situationer behandles ens, således at det andet anbringende må forkastes alene af denne grund.
47 Desuden er der, i modsætning til hvad appellanten har anført, intet grundlag for at hævde, at der i henhold til ligebehandlingsprincippet inden for rammerne af den fælles markedsordning skulle tages hensyn til den ekstraordinære situation for virksomheder, der var oprettet efter Tysklands forening.
48 Den franske regering har henvist til, at differentieret behandling ifølge retspraksis ligger i formålet, nemlig integration af hidtil opdelte markeder. I dette tilfælde er Cordis ikke blot ikke blevet behandlet anderledes end virksomheder, der forhandler bananer, men desuden er selskabets situation ikke blevet forværret på grund af den fælles markedsordnings indførelse, som det med rette er fastslået i den appellerede dom.
Stillingtagen
49 Jeg vil ligesom Cordis henvise til, at Domstolen har fastslået, at »det [...] navnlig [er] nødvendigt, at fællesskabsinstitutionerne griber ind, hvis overgangen til den fælles markedsordning indebærer indgreb i visse erhvervsdrivendes grundrettigheder, som beskyttes af fællesskabsretten, herunder ejendomsretten og retten til fri erhvervsudøvelse« (7).
50 Selv om det må udledes heraf, at den erhvervsdrivende også har ret til at få beskyttet sin grundrettighed til ligebehandling, må det imidlertid igen fastslås, at denne beskyttelse er begrænset til det tilfælde, hvor overgangen til den fælles markedsordning gør indgreb i en af grundrettighederne.
51 Da Retten i den appellerede doms præmis 39 har fastslået, at den af Cordis påberåbte ulempe, og dermed den »ulige« behandling af selskabet, ikke skyldtes indførelsen af den fælles markedsordning, har den ikke tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved at fastslå, at artikel 30 i forordning nr. 404/93 ikke kan give grundlag for at kompensere for denne ulempe.
52 Om fornødent vil jeg erindre om, at Rettens vurdering, hvorefter den af Cordis påberåbte ulempe ikke skyldes overgangen til den fælles markedsordning, er en vurdering af faktiske omstændigheder, som falder uden for rammerne af nærværende appel.
53 Jeg vil endelig og især bemærke, at Cordis ikke er blevet behandlet mindre gunstigt end en hvilken som helst anden modningsvirksomhed, som måtte være blevet oprettet på et andet sted i Fællesskabet på samme dato.
54 Jeg foreslår derfor, at det andet anbringende forkastes.
V - Forslag til afgørelse
Jeg foreslår Domstolen at:
- forkaste appellen
- dømme Cordis Obst und Gemüse Großhandel GmbH til at betale sine egne omkostninger og Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers omkostninger
- fastslå, at det påhviler Den Franske Republik at bære sine egne omkostninger.
(1) - Dom af 26.11.1996, sag C-68/95, Sml. I, s. 6065.
(2) - EFT L 142, s. 6.
(3) - Den appellerede doms præmis 35.
(4) - T. Port-dommen, præmis 35.
(5) - Jf. bl.a. dom af 11.2.1999, sag C-390/95 P, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 769, præmis 29.
(6) - Dom af 16.9.1997, sag C-362/95 P, Blackspur DIY m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4775, præmis 42.
(7) - T. Port-dommen, præmis 40.
Full & Egal Universal Law Academy