Generaladvokatens forslag til afgørelse
I - Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og påstande
1. Efter at Kommissionen delvist har hævet sagen, har den gjort manglende gennemførelse af ét direktiv gældende.
2. Rådets direktiv 95/69/EF af 22. december 1995 om betingelser og bestemmelser for godkendelse og registrering af visse foderstofvirksomheder og mellemhandlere og om ændring af direktiv 70/524/EØF, 74/63/EØF, 79/373/EØF og 82/471/EØF skulle gennemføres senest den 1. april 1998.
3. Kommissionen modtog ingen underretning fra Den Hellenske Republik om gennemførelsen. Derfor tilstillede Kommissionen den 16. juni 1998 Den Hellenske Republik en åbningsskrivelse med anmodning om, at den tog stilling inden for to måneder. Åbningsskrivelsen forblev ubesvaret. Den 18. januar 1999 fremsatte Kommissionen derfor en begrundet udtalelse over for Den Hellenske Republik, hvori den fastsatte en sidste frist på to måneder for gennemførelse af direktivet. Udtalelsen forblev ligeledes ubesvaret. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber anlagde derfor nærværende traktatbrudssag, der blev registreret på Domstolens Justitskontor den 1. december 1999, mod Den Hellenske Republik.
4. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har nedlagt følgende påstande:
- Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 95/69/EF af 22. december 1995 om betingelser og bestemmelser for godkendelse og registrering af visse foderstofvirksomheder og mellemhandlere og om ændring af direktiv 70/524/EØF, 74/63/EØF, 79/373/EØF og 82/471/EØF, idet den ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
- Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.
5. Den Hellenske Republik har nedlagt påstand om frifindelse.
II - Retlig bedømmelse
Parternes argumentation
6. Kommissionen har anført, at medlemsstaterne i henhold til artikel 249, stk. 3, EF og artikel 10 EF er forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre et direktiv i national ret inden for den frist, der er fastsat i direktivet. Medlemsstaterne er ligeledes forpligtet til straks at underrette Kommissionen om disse foranstaltninger. Disse frister udløb, uden at Den Hellenske Republik havde underrettet Kommissionen om, hvilke bestemmelser der gennemfører det i sagen omhandlede direktiv i national ret.
7. Den Hellenske Republik har meddelt, at forarbejdet til gennemførelsen af direktivet er langt fremskredet, og at vedtagelsen af de relevante retsforskrifter er nært forestående.
Vurdering
8. Det er ubestridt, at den af Kommissionen påtalte manglende gennemførelse på det i traktatbrudsproceduren afgørende tidspunkt ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist på to måneder med virkning fra den 18. januar 1999 endnu ikke var afhjulpet, heller ikke selv om der tages hensyn til eventuelle fristforlængelser af hensyn til postbesørgelsen. Kommissionens påstande skal derfor tages til følge.
9. Afgørelsen om sagens omkostninger for så vidt angår den opretholdte påstand følger af procesreglementets artikel 69, stk. 2. Den Hellenske Republik bør i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 5, også tilpligtes at betale omkostningerne vedrørende de påstande, som Kommissionen har frafaldet, idet også disse kunne henføres til en forsinket gennemførelse af direktiver.
III - Forslag til afgørelse
10. Jeg foreslår herefter Domstolen at træffe følgende afgørelse:
1) Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 95/69/EF af 22. december 1995 om betingelser og bestemmelser for godkendelse og registrering af visse foderstofvirksomheder og mellemhandlere og om ændring af direktiv 70/524/EØF, 74/63/EØF, 79/373/EØF og 82/471/EØF, idet den ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2) Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy