Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Fællesskabsret - direkte virkning - nationale afgifter i strid med fællesskabsretten - tilbagebetaling - nærmere regler - anvendelse af national ret - præklusive frister - lovlighed - betingelser - overholdelse af princippet om fællesskabsrettens effektivitet . overholdelse af princippet om, at betingelserne for tilbagesøgning og de betingelser, der gælder for tilsvarende søgsmål 1på grundlag af national ret, skal være ækvivalente
Sammendrag
$$I mangel af fællesskabsbestemmelser på området for tilbagebetaling af urigtigt erlagte nationale skatter og afgifter tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin nationale retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne, idet disse regler dog ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende krav efter nationale regler (ækvivalensprincippet), og heller ikke må være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som en national domstol er pligtig til at beskytte (effektivitetsprincippet).
For det første opfylder - for så vidt angår effektivitetsprincippet - en fastsættelse af rimelige, præklusive søgsmålsfrister i princippet dette krav, for så vidt som dette er udtryk for en anvendelse af det grundlæggende retssikkerhedsprincip. Sådanne frister kan i praksis ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden, selv om sådanne frister, når de er udløbet, medfører, at sagen helt eller delvis afvises. I den forbindelse må en national frist anses for at være rimelig, når den omfatter en periode på mindst fire år og højst fem år forud for det år, hvori den domstolsafgørelse - hvorefter den retsregel, i henhold til hvilken opkrævningen af afgiften har fundet sted, ikke er forenelig med en trinhøjere retsregel - er blevet truffet.
For det andet er det - for så vidt angår overholdelsen af ækvivalensprincippet - en betingelse, at den nationale procedure finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af fællesskabsretten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, når der er tale om afgifter eller gebyrer af samme art. Dette princip kan derimod ikke fortolkes således, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide de gunstigste nationale forældelsesregler til at omfatte alle tilbagebetalingskrav vedrørende afgifter eller gebyrer, de er opkrævet i strid med fællesskabsretten. Fællesskabsretten er således principielt ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning ud over en almindelig forældelsesfrist, der gælder med hensyn til tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, indeholder særlige og mindre gunstige regler med hensyn til indgivelse af klager og anlæggelse af søgsmål med henblik på anfægtelse af gebyrer og andre former for afgifter. Det ville kun forholde sig anderledes, såfremt de pågældende regler alene fandt anvendelse på tilbagebetalingskrav vedrørende sådanne gebyrer og afgifter, der støttes på fællesskabsretten.
Heraf følger, at fællesskabsretten ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter et søgsmål på skatte- og afgiftsområdet med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, som støttes på en afgørelse fra en national domstol eller Fællesskabets retsinstanser om en national retsregels uforenelighed med en trinhøjere national retsregel eller med en fællesskabsbestemmelse, kun kan vedrøre tiden efter den 1. januar i det fjerde år forud for det år, hvori afgørelsen om uforeneligheden er blevet truffet.
( jf. præmis 20-24, 29, 30 og 37 samt domskonkl. )
Parter
I sag C-88/99,
angående en anmodning, som Tribunal de grande instance de Béthune (Frankrig) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Roquette Frères SA
mod
Direction des services fiscaux du Pas-de-Calais,
at opnå en præjudiciel afgørelse af, om fællesskabsretten er til hinder for en national fiskal bestemmelse, hvorefter et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, når det støttes på en domstolsafgørelse om en retsregels uforenelighed med en trinhøjere retsregel, kun kan vedrøre tiden efter den 1. januar i det fjerde år forud for det år, hvori afgørelsen om uforeneligheden er blevet truffet,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Wathelet (refererende dommer), og dommerne P. Jann og L. Sevón,
generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- Roquette Frères SA ved advokat J. Dutat, Lille
- den franske regering ved kontorchef K. Rispal-Bellanger og ekspeditionssekretær S. Seam, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede
- den italienske regering ved professor og afdelingschef U. Leanza, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, bistået af statens advokat, G. de Bellis
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulent E. Mennens og H. Michard, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der i retsmødet den 6. april 2000 er afgivet mundtlige indlæg af Roquette Frères SA, af den franske og af den italienske regering samt af Kommissionen,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 11. maj 2000,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved afgørelse af 24. marts 1998, indgået til Domstolen den 15. marts 1999, har Tribunal de grande instance de Béthune i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et præjudicielt spørgsmål for at opnå en afgørelse af, om fællesskabsretten er til hinder for en national fiskal bestemmelse, hvorefter et søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, når det støttes på en domstolsafgørelse om en retsregels uforenelighed med en trinhøjere retsregel, kun kan vedrøre tiden efter den 1. januar i det fjerde år forud for det år, hvori afgørelsen om uforeneligheden er blevet truffet.
2 Spørgsmålet er blevet rejst i en sag mellem Roquette Frères SA (herefter »Roquette«) og skatteforvaltningen vedrørende Roquette's betaling i 1987 af registreringsafgift i forbindelse med et apportindskud som følge af en fusion. Afgiften blev betalt i henhold til nationale bestemmelser, som senere fandtes at være i strid med fællesskabsretten.
Nationale bestemmelser
3 I artikel R.*196-1 i livre des procédures fiscales (bestemmelser om klageprocedurer mv. i forbindelse med skatte- og afgiftskrav) fastlægges nærmere de frister, som gælder for indgivelse af klager over skatter og afgifter. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
»Klager over andre skatter og afgifter end direkte lokale skatter og afgifter i forbindelse hermed, skal for at kunne antages til behandling indgives til forvaltningen senest den 31. december i det andet år, som følger efter det år, hvori
a) den pålagte skat inddrives, eller der gives meddelelse om inddrivelsen, eller
b) den omtvistede skat betales, uden at den er pålignet, eller den skattepligtige har fået meddelelse om, at sagen er overgået til inddrivelse, eller
c) den begivenhed, som begrunder klagen, er indtrådt.
Dog skal klager i følgende tilfælde indgives senest den 31. december i det år, som følger efter det år, hvori
a) den skattepligtige modtager en ny skatteopgørelse, hvori fejl, som en tidligere skatteopgørelse har indeholdt, er rettet, eller
b) der er indeholdt kildeskat, og opkrævningen er sket, og tvisten vedrører de herved indeholdte beløb, eller
c) den skattepligtige med sikkerhed har fået kendskab til, at direkte skatter er blevet pålagt fejlagtigt eller to gange.«
4 I artikel L. 190 i livre des procédures fiscales, hvori stk. 2 og 3 blev indføjet ved artikel 36, I, i den berigtigede finanslov for 1989 (lov nr. 89-936 af 29.12.1989) bestemmes det:
»Klager vedrørende skatter, bidrag, told, afgifter, gebyrer, bøder af enhver art, som fastsættes eller opkræves af forvaltningens ansatte, henhører under domstolenes kompetence, når der herved søges berigtiget fejl vedrørende skattegrundlaget eller skatteberegningen, eller når der søges anerkendelse af en ret, som følger af en lovbestemmelse eller en administrativ bestemmelse.
Enhver sag, som angår fritagelse for eller nedsættelse af en beskatning eller anerkendelse af retten til fradrag, og som støttes på, at den anvendte retsregel ikke er forenelig med en trinhøjere retsregel, skal behandles og afgøres efter reglerne i dette kapitel.
Når denne uforenelighed er blevet fastslået ved en domstolsafgørelse, kan en sag om tilbagebetaling af betalte beløb, om betaling for uudnyttede fradragsrettigheder eller om erstatning for det lidte tab kun vedrøre tiden efter den 1. januar i det fjerde år forud for det år, hvori afgørelsen om uforeneligheden er blevet truffet.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
5 Efter en fusion i juni 1987 betalte Roquette den 8. juli 1987 skattekontoret i Béthune en proportional registreringsafgift på 1,20%, i alt 757 926 FRF, som følge af et apportindskud af andre værdier end fast ejendom, som var foretaget i forbindelse med fusionen. Afgiften blev betalt i henhold til artikel 816-1, I, 2° i code général des impôts, som var gældende på daværende tidspunkt.
6 Domstolen fastslog i dom af 13. februar 1996, Bautiaa og Société française (forenede sager 197/94 og C-252/94, Sml. I, s. 505), at denne afgift, som på det pågældende tidspunkt var fastsat i artikel 816, I, 2° i code général des impôts, udgjorde en kapitaltilførselsafgift som omhandlet i Rådets direktiv 69/335/EØF af 17. juli 1969 om kapitaltilførselsafgifter (EFT L 249, s. 25).
7 I samme dom fastslog Domstolen, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 69/335, som affattet ved Rådets direktiv 85/303/EF af 10. juni 1985 (EFT L 156, s. 23), der fandt anvendelse fra den 1. januar 1986, pålagde medlemsstaterne at fritage dispositioner, hvorved et selskabs kapital udvides ved indskud af et andet selskabs samlede aktiver, for afgift, og derfor var til hinder for at anvende en national lovgivning, hvorefter der fortsat opkræves en registreringsafgift på 1,20% af apportindskud i form af andre værdier end fast ejendom i forbindelse med en fusion.
8 Registreringsafgiften på 1,20% blev ophævet ved finansloven for 1994 (lov nr. 93-1352 af 30.12.1993), som trådte i kraft den 1. januar 1994.
9 Den 24. december 1996 bestred Roquette opkrævningen af den registreringsafgift, der var betalt i 1987, og krævede, at Direction des Services Fiscaux i Pas-de-Calais tilbagebetalte beløbet.
10 Roquette's klage blev antaget til realitetsbehandling, da den blev anset for at være indgivet inden udløbet af fristen i artikel R.*196-1, stk. 1, litra c), i livre des procédures fiscales, idet det forhold, som begrundede klagen i denne bestemmelses forstand, var Bautiaa og Société française maritime-dommen.
11 Den 3. april 1997 afviste skatteforvaltningen imidlertid Roquette's klage efter realitetsbehandling, idet selskabets krav om tilbagebetaling, i henhold til artikel L. 190, stk. 3, i livre des procédures fiscales, kun kunne vedrøre afgifter, som selskabet havde betalt efter den 1. januar i det fjerde år forud for det år, hvori domstolsafgørelsen om uforeneligheden var blevet truffet, dvs. den 1. januar 1992.
12 Den 5. juni 1997 anlagde Roquette sag ved Tribunal de grande instance de Béthune mod Services Fiscaux, ved direktøren, med påstand om fritagelse for den omtvistede afgift og tilbagebetaling af det beløb, som var blevet betalt den 8. juli 1987, forhøjet med renter efter den lovbestemte rentesats.
13 Roquette gjorde gældende, at artikel L. 190, stk. 3, i livre des procédures fiscales er i strid med de fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, idet der herved er blevet indført processuelle bestemmelser, som er mindre gunstige for søgsmål, som skal sikre rettigheder, der følger af fællesskabsrettens direkte virkning for borgerne, end for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, hvilket gør det vanskeligere eller endog umuligt, eller i det mindste kraftigt indskrænker udøvelsen af rettigheder, som følger af Fællesskabets retsorden. Ifølge Roquette indføres der ved artikel L. 190, stk. 3, i livre des procédures fiscales en særlig ordning for søgsmål, som støttes på en tilsidesættelse af en fællesskabsbestemmelse, og som afviger fra bestemmelserne for søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, som støttes på en tilsidesættelse af national ret.
14 Roquette har desuden anført, at der ikke kan gøres nogen præklusiv frist gældende i forbindelse med selskabets krav om tilbagebetaling, idet Domstolen i dom af 25. juli 1991 (sag C-208/90, Emmott, Sml. I, s. 4269) har fastslået, at en medlemsstat ikke kan gøre nationale søgsmålsfrister gældende under en sag, som en borger har anlagt mod den ved de nationale domstole for at beskytte rettigheder, som direkte følger af et direktiv, så længe medlemsstaten ikke forskriftsmæssigt har gennemført direktivets bestemmelser i sin nationale retsorden. Selskabet har tilføjet, at for så vidt angår registreringsafgiften på 1,20%, som fastsat i artikel 816-1 i code général des impôts, blev direktiv 69/335 først gennemført i fransk ret ved finansloven for 1994.
15 Da Tribunal de grande instance de Béthune fandt, at sagens afgørelse forudsætter en fortolkning af fællesskabsretten, har retten udsat sagen og anmodet Domstolen om:
»at træffe præjudiciel afgørelse om, hvorvidt artikel L. 190 i livre des procédures fiscales er retsstridig, og navnlig hvorvidt den franske regering lovligt har kunnet foretage en sondring mellem fristen for iværksættelse af retsmidler og fristen for at kræve tilbagebetaling, som fører til en forskellig behandling af søgsmål, der udelukkende støttes på national ret, og søgsmål, som er baseret på en afgørelse fra Fællesskabets retsinstanser om, at en national retsregel er retsstridig i forhold til fællesskabsretten«.
Det præjudicielle spørgsmål
16 Indledningsvis bemærkes, at den forelæggende ret har lagt til grund, at den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse sondrer mellem søgsmål, som støttes på en national domstols afgørelse om, at en national retsregel er retsstridig i forhold til en trinhøjere national retsregel, og søgsmål, som baseres på en afgørelse fra Fællesskabets retsinstanser om, at en national retsregel er retsstridig i forhold til fællesskabsretten.
17 Imidlertid er der - som det er blevet påpeget af både den franske og den italienske regering og af Kommissionen i deres skriftlige og mundtlige indlæg - ved affattelsen af artikel L. 190, stk. 2 og 3, i livre des procédures fiscales ikke foretaget en sådan sondring, idet artiklen generelt henviser til enhver domstolsafgørelse, som fastslår, at en retsregel, der er blevet anvendt ved opkrævning af en afgift, er uforenelig med en trinhøjere retsregel, uden at tage sigte specielt på afgørelser fra Fællesskabets retsinstanser eller på tilfælde af uforenelighed med en fællesskabsbestemmelse. I øvrigt fremgår det af de oplysninger, som den franske regering er fremkommet med, at den franske Cour de cassation gentagne gange har fastslået, at den tidsmæssige begrænsning af den periode, der fremgår af artikel L. 190, stk. 3, i livre des procédures fiscales, med hensyn til tilbagesøgning af beløb, erlagt i urigtig formening om skyld, ligeledes finder anvendelse i søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb, som støttes på en domstolsafgørelse om en national retsregels uforenelighed med en trinhøjere national retsregel.
18 Det er fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved traktatens artikel 177, tilkommer denne at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den (dom af 17.7.1997, sag C-334/95, Krüger, Sml. I, s. 4517, præmis 22). Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (Krüger-dommen, præmis 23).
19 Det præjudicielle spørgsmål må derfor forstås således, at det nærmere ønskes oplyst, om fællesskabsretten er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter et søgsmål på skatte- og afgiftsområdet med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, som støttes på en afgørelse fra en national domstol eller Fællesskabets retsinstanser om en national retsregels uforenelighed med en trinhøjere national retsregel eller med en fællesskabsbestemmelse, kun kan vedrøre tiden efter den 1. januar i det fjerde år forud for det år, hvori domstolsafgørelsen om uforeneligheden er blevet truffet.
20 Det bemærkes, at det i mangel af fællesskabsbestemmelser på området for tilbagebetaling af urigtigt erlagte nationale skatter og afgifter tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin nationale retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som fællesskabsrettens direkte virkning medfører for borgerne, idet disse regler dog ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende krav efter nationale regler, og heller ikke må være udformet således, at de i praksis umuliggør udøvelse af rettigheder, som en national domstol er pligtig til at beskytte (domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, præmis 5, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, præmis 13 og 16, samt dom af 27.3.1980, sag 61/79, Denkavit Italiana, Sml. s. 1205, præmis 25, og af 29.6.1988, sag 240/87, Deville, Sml. s. 3513, præmis 12).
21 Domstolen har navnlig fastslået, at fristbetingelserne i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning for erstatning af tab ikke må være mindre gunstige end de betingelser, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og ikke må være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller urimelig vanskeligt at opnå erstatning (effektivitetsprincippet) (dom af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, præmis 27). En tilsvarende regel gælder for tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld.
22 Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt en frist som den, der er fastsat i artikel L. 190, stk. 3, i livre des procédures fiscales, er forenelig med princippet om fællesskabsrettens effektivitet, må det fastslås, at en fastsættelse af rimelige, præklusive søgsmålsfrister i princippet opfylder dette krav, for så vidt som den er udtryk for en anvendelse af det grundlæggende retssikkerhedsprincip (jf. bl.a. Rewe-dommen, præmis 5, Comet-dommen, præmis 17 og 18, og Palmisani-dommen, præmis 28).
23 Tilsvarende har Domstolen fastslået, at sådanne frister i praksis ikke kan antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden, selv om sådanne frister, når de er udløbet, medfører, at sagen helt eller delvis afvises (jf. dom af 2.12.1997, sag C-188/95, Fantask m.fl., Sml. I, s. 6783, præmis 48).
24 I den forbindelse må en national frist anses for at være rimelig, når den omfatter en periode på mindst fire år og højst fem år forud for det år, hvori den domstolsafgørelse - hvorefter den retsregel, i henhold til hvilken opkrævningen af afgiften har fundet sted, ikke er forenelig med en trinhøjere retsregel - er blevet truffet.
25 Som det også er anført af generaladvokaten i punkt 33 i forslaget til afgørelse, kan begrænsningen af den periode, som sagen kan vedrøre, til fire eller fem år forud for, at domstolsafgørelsen er truffet, ganske vist i visse tilfælde betyde, at sagen afvises helt, men den gør det ikke i praksis umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for borgerne at udøve de rettigheder, der er tillagt dem i henhold til Fællesskabets retsorden.
26 For det andet skal det vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en frist som den, der er som omhandlet i artikel L. 190, stk. 3, i livre des procédures fiscales, er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet, bemærkes, at Roquette har gjort gældende, at de nationale regler - om afgifter erlagt i strid med en trinhøjere retsregel - indtil 1989 ikke afveg fra privatretten, idet den forældelsesfrist på 30 år, som er fastsat i artikel 2262 i code civil, fandt anvendelse. Ved artikel L. 190, stk. 3, i livre des procédures fiscales indførtes der efter Roquette's opfattelse, for søgsmål, som støttes på, at en national retsregel er i strid med en fællesskabsretsregel, en anden særlig procedure, som er forskellig fra den, som finder anvendelse, når en sag om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld støttes på en national retsregel.
27 I den forbindelse har Roquette præciseret, at artikel L. 190, stk. 2 og 3, blev indføjet ved lov om berigtigelse af finansloven for 1989, der blev vedtaget efter afsigelsen af den franske Conseil d'États dom af 3. februar 1989 i sagen Compagnie Alitalia, hvori Conseil d'État fastslog, at visse begrænsninger i retten til fradrag for moms var i strid med Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1), og 17 domme afsagt den 7. november 1989 af den franske Cour de cassation, hvori denne ret fastslog, at søgsmål med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, som vedrørte en beskatning, der tidligere var fundet i strid med fællesskabsretten, var underlagt den almindelige forældelsesfrist på 30 år.
28 Herved har den franske lovgiver efter Roquette's opfattelse ønsket at indføre en særlig begrænsning af den periode, som søgsmål med påstand om tilbagebetaling af skatter eller afgifter erlagt i urigtig formening om skyld, der støttes på en domstolsafgørelse om, at den retsregel i henhold til hvilken beskatningen er sket, ikke er forenelig med en trinhøjere retsregel, kan vedrøre. Faktisk har det været hensigten, at den i artikel L. 190, stk. 3, fastsatte frist kun skal finde anvendelse i søgsmål, som udspringer af, at EF-Domstolen fastslår, at fællesskabsretten er blevet tilsidesat. Som følge heraf er den periode, som en sag om skatter og afgifter, der er anlagt inden for fristen i artikel R.*196-1, og som støttes på Domstolens domme, begrænset til fire år eller fem år forud for domstolsafgørelsen om uforeneligheden, hvorimod perioden for de tilsvarende søgsmål, som støttes på national ret, er den almindelige forældelsesfrist på 30 år.
29 Hertil bemærkes, at det i henhold til Domstolens praksis er en betingelse for, at ækvivalensprincippet er overholdt, at den omtvistede procedure finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af fællesskabsretten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, når der er tale om afgifter eller gebyrer af samme art. Dette princip kan derimod ikke fortolkes således, at en medlemsstat er forpligtet til at udvide den gunstigste nationale ordning om tilbagebetaling til at omfatte alle tilbagebetalingskrav vedrørende afgifter eller gebyrer, der er opkrævet i strid med fællesskabsretten (jf. domme af 15.9.1998, sag C-231/96, Edis, Sml. I, s. 4951, præmis 36, og sag C-260/96, Spac, Sml. I, s. 4997, præmis 20, og dom af 17.11.1998, sag C-228/96, Aprile, Sml. I, s. 7141, præmis 20).
30 Fællesskabsretten er således principielt ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning ud over en almindelig forældelsesfrist, der gælder med hensyn til tilbagesøgning af beløb erlagt i urigtig formening om skyld mellem private, indeholder særlige og mindre gunstige regler med hensyn til indgivelse af klager og anlæggelse af søgsmål med henblik på anfægtelse af gebyrer og andre former for afgifter (jf. Edis-dommen, præmis 37, Spac-dommen, præmis 21, dom af 22.10.1998, forenede sager C-10/97 - C-22/97, IN.CO.GE.'90 m.fl., Sml. I, s. 6307, præmis 27, og Aprile-dommen, præmis 21). Det ville kun forholde sig anderledes, såfremt de pågældende regler alene fandt anvendelse på tilbagebetalingskrav vedrørende sådanne gebyrer og afgifter, der støttes på fællesskabsretten (jf. Edis-dommen, præmis 37, Spac-dommen, præmis 21, og Aprile-dommen, præmis 21).
31 I den foreliggende sag kan en frist som den, der er omhandlet i artikel L. 190, stk. 2 og 3, i livre des procédures fiscales, som nævnt ikke anses for udelukkende at finde anvendelse på søgsmål, der støttes på fællesskabsretten.
32 Det fremgår af selve bestemmelsen og af de oplysninger, som den franske regering har forelagt Domstolen, at den processuelle regel, som er indeholdt i bestemmelsen, finder anvendelse på alle søgsmål med påstand om tilbagebetaling en skat eller afgift, som støttes på en domstolsafgørelse fra en national eller en international domstol eller Fællesskabets retsinstanser, hvori det fastslås, at den nationale retsregel, hvorefter den pågældende skat eller afgift er pålagt, ikke er forenelig med en trinhøjere retsregel, uanset om den måtte være national, international eller fællesskabsretlig. En frist som den, der er omhandlet i artikel L. 190, stk. 3, i livre des procédures fiscales, finder derfor anvendelse uden forskel i søgsmål, som støttes på fællesskabsretten, og søgsmål, som støttes på national ret.
33 Ganske vist har Domstolen i Emmott-dommen, præmis 23, fastslået, at indtil et direktiv er korrekt gennemført, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke påberåbe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formål at beskytte rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, og at en søgsmålsfrist efter national ret først kan begynde at løbe fra gennemførelsestidspunktet.
34 Som Domstolen har bekræftet i dom af 6. december 1994 (sag C-410/92, Johnson, Sml. I, s. 5483, præmis 26), fremgår det imidlertid af dom af 27. oktober 1993 (sag C-338/91, Steenhorst-Neerings, Sml. I, s. 5475), at afgørelsen i Emmott-sagen var begrundet i de særlige omstændigheder i denne, idet en afvisning af sagsøgerens krav ville være ensbetydende med, at hun var fuldstændig afskåret fra at påberåbe sig sin ret til ligebehandling efter et EF-direktiv (jf. også domme af 17.7.1997, sag C-90/94, Haahr Petroleum, Sml. I, s. 4085, præmis 52, og forenede sager C-114/95 og C-115/95, Texaco og Olieselskabet Danmark, Sml. I, s. 4263, præmis 48, dom af 15.9.1998, forenede sager C-279/96, C-280/96 og C-281/96, Ansaldo Energia m.fl., Sml. I, s. 5025, præmis 20, Spac-dommen, præmis 29, og Fantask-dommen, præmis 51).
35 Roquette har gjort gældende, at Domstolen i Bautiaa og Société française maritime-dommen allerede har forkastet anvendelsen af en frist som den, der er omhandlet i artikel L. 190, stk. 3, i livre des procédures fiscales, i forbindelse med tilbagesøgning af en registreringsafgift opkrævet under anvendelse af artikel 816-1 i code général des impôts, idet Domstolen i dommens præmis 49 har fastslået, at der ikke er grund til at fravige reglen om, at en fortolkende dom får retsvirkninger fra ikrafttrædelsen af den fortolkede regel og derfor har afvist at begrænse dommens tidsmæssige virkninger.
36 Hertil bemærkes, at den omstændighed, at Domstolen har afsagt en præjudiciel dom vedrørende fortolkningen af en fællesskabsretlig bestemmelse, men ikke har begrænset dommens tidsmæssige virkninger, ikke berører en medlemsstats ret til at afskære tilbagebetalingskrav vedrørende afgifter, der er opkrævet i strid med den pågældende bestemmelse, under henvisning til en national, præklusiv frist (Edis-dommen, præmis 26).
37 Det præjudicielle spørgsmål skal herefter besvares med, at fællesskabsretten ikke er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter et søgsmål på skatte- og afgiftsområdet med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, som støttes på en afgørelse fra en national domstol eller Fællesskabets retsinstanser om en national retsregels uforenelighed med en trinhøjere national retsregel eller med en fællesskabsbestemmelse, kun kan vedrøre tiden efter den 1. januar i det fjerde år forud for det år, hvori afgørelsen om uforeneligheden er blevet truffet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
38 De udgifter, der er afholdt af den franske og af den italienske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Tribunal de grande instance de Béthune ved afgørelse af 24. marts 1998, for ret:
Fællesskabsretten er ikke til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorefter et søgsmål på skatte- og afgiftsområdet med påstand om tilbagebetaling af beløb erlagt i urigtig formening om skyld, som støttes på en afgørelse fra en national domstol eller Fællesskabets retsinstanser om en national retsregels uforenelighed med en trinhøjere national retsregel eller med en fællesskabsbestemmelse, kun kan vedrøre tiden efter den 1. januar i det fjerde år forud for det år, hvori afgørelsen om uforeneligheden er blevet truffet.
Full & Egal Universal Law Academy