Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Landbrug fælles landbrugspolitik finansiering gennem EUGFL principper støtte udbetalt i strid med Fællesskabets retsforskrifter manglende overholdelse af bevis- eller kontrolforskrifterne fondens afholdelse af udgifter ulovligt
(Rådets forordning nr. 729/70, art. 2 og 3)
2. Landbrug EUGFL regnskabsafslutning afslag på finansiering af udgifter, der er en følge af en retsstridig anvendelse af Fællesskabets retsforskrifter finansiel korrektion vurdering af graden af mangelfuldheden og af størrelsen af risikoen for fonden den berørte medlemsstats indsigelser bevisbyrde
(Kommissionens forordning nr. 3887/92, art. 6)
Sammendrag
1. I henhold til artikel 2 og 3 i forordning nr. 729/70 om finansiering af den fælles landbrugspolitik må Kommissionen kun anerkende beløb som påhvilende EUGFL, der er udbetalt i henhold til de regler, der er opstillet i de forskellige sektorer for landbrugsprodukter. Såfremt det er umuligt med sikkerhed at fastslå, i hvilket omfang en national foranstaltning, som strider mod fællesskabsretten, har fremkaldt en forhøjelse af udgifterne på en af budgetposterne i EUGFL's regnskaber, har Kommissionen intet andet valg end at afslå at lade EUGFL finansiere samtlige omhandlede udgifter.
( jf. præmis 38 og 39 )
2. Når Kommissionen som led i sin opgave med afslutning af EUGFL-regnskaber fastslår strukturelle mangler i den kontrolordning, der er iværksat af den berørte medlemsstats myndigheder, rejser den utilstrækkelige kvalitet af kontrollen på stedet alvorlig tvivl om, hvorvidt der er indført et adækvat og effektivt system af overvågnings- og kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 3887/92 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger, hvilket kan begrunde en standardkorrektion. Hvis Kommissionen ikke afslår at afholde samtlige de udgifter, der skyldes den ulovlige praksis, men i stedet forsøger at etablere regler, der har til formål at indføre en differentieret behandling af tilfælde af uregelmæssigheder, afhængigt af i hvilken grad kontrolforanstaltningerne er mangelfulde, og af størrelsen af den risiko, som EUGFL pådrager sig, påhviler det i øvrigt medlemsstaten at godtgøre, at disse kriterier er vilkårlige og urimelige.
( jf. præmis 48-50 )
Parter
I sag C-118/99,
Den Franske Republik ved J.-F. Dobelle, K. Rispal-Bellanger og C. Vasak, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
støttet af
Republikken Finland ved T. Pynnä, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
intervenient,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved P. Oliver, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 1999/187/EF af 3. februar 1999 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter, som de har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen, i 1995 (EFT L 61, s. 37), for så vidt angår den del af beslutningen, der vedrører Den Franske Republik,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, F. Macken (refererende dommer), og dommerne N. Colneric, C. Gulmann, R. Schintgen og V. Skouris,
generaladvokat: S. Alber
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 25. januar 2001,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 8. marts 2001,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 12. april 1999 har Den Franske Republik i medfør af EF-traktatens artikel 173 (efter ændring nu artikel 230 EF) anlagt sag med påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning 1999/187/EF af 3. februar 1999 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter, som de har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen, i 1995 (EFT L 61, s. 37), for så vidt angår den del af beslutningen, der vedrører Den Franske Republik.
2 Sagsøgeren påstår denne beslutning annulleret, i det omfang Kommissionen for godtgørelsen for visse markafgrøder har anvendt en standardkorrektion på 2% af de anmeldte udgifter for 1994-høsten, idet den har besluttet, at et beløb på 567 733 352 FRF ikke skal afholdes af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (herefter »EUGFL«).
Retsforskrifter
3 Det fremgår af artikel 1, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT 1970 I, s. 196), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1287/95 af 22. maj 1995 (EFT L 125, s. 1) (herefter »forordning nr. 729/70«), at EUGFL, »Garantisektionen«, bl.a. finansierer interventionerne til regulering af landbrugsmarkederne.
4 Artikel 5, stk. 2, litra c), fjerde afsnit, i forordning nr. 729/70 bestemmer:
»Kommissionen anslår de beløb, der skal udelukkes, især på baggrund af det regelstridige forholds omfang. Kommissionen tager i denne forbindelse hensyn til overtrædelsens art og alvor samt den økonomiske skade, der er påført Fællesskabet.«
5 Artikel 8, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 729/70 bestemmer:
»Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser de fornødne foranstaltninger for
at sikre sig, at de af Fonden finansierede foranstaltninger virkelig er blevet gennemført, og at de er blevet gennemført på behørig måde
at forhindre og forfølge uregelmæssigheder
at gennemføre tilbagebetaling af beløb, der er udbetalt med urette på grund af uregelmæssigheder eller forsømmelser.«
6 Det fremgår af samme forordnings artikel 8, stk. 2, første afsnit, at de finansielle følger af uregelmæssigheder eller forsømmelser, som medlemsstaternes myndigheder eller organer kan gøres ansvarlige for, ikke bæres af Fællesskabet.
7 De særlige bestemmelser om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 1765/92 af 30. juni 1992 (EFT L 181, s. 12), hvis artikel 2 bestemmer, at Fællesskabets planteproducenter kan ansøge om en godtgørelse pr. hektar på de i forordningens afsnit I anførte betingelser.
8 Ifølge artikel 10, stk. 3, første punktum, i forordning nr. 1765/92 skal ansøgningen om den arealstøtte, der indføres ved denne forordning, være ledsaget af henvisninger, der gør det muligt at identificere de pågældende arealer.
9 Artikel 1, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EØF) nr. 3508/92 af 27. november 1992 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (EFT L 335, s. 1) bestemmer:
»Hver medlemsstat opretter et integreret forvaltnings- og kontrolsystem, i det følgende benævnt integreret system, der skal anvendes på
a) planteavl:
støtteordningen for visse planteproducenter, jf. forordning (EØF) nr. 1765/92.«
10 Samme forordnings artikel 2 fastsætter:
»Det integrerede system omfatter følgende:
a) en database
b) et alfanumerisk system til identifikation af markerne
c) et alfanumerisk system til identifikation og registrering af dyrene
d) støtteansøgninger
e) et integreret kontrolsystem.«
11 Det fremgår af artikel 13 i forordning nr. 3508/92, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2466/96 af 17. december 1996 (EFT L 335, s. 1), at det integrerede system for forvaltning og kontrol (herefter »det integrerede system«) gælder fra den 1. februar 1993 for støtteansøgningerne, det alfanumeriske system til identifikation og registrering af kvæg og det integrerede kontrolsystem, der er nævnt i artikel 7, og for de andre elementer, der er nævnt i artikel 2, fra den 1. januar 1997.
12 Artikel 4, stk. 1, første afsnit, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3887/92 af 23. december 1992 om gennemførelsesbestemmelser for det integrerede system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (EFT L 391, s. 36) bestemmer:
»Uden at kravene i sektorforordningerne i øvrigt berøres, skal ansøgninger om arealstøtte indeholde alle fornødne oplysninger og navnlig omfatte følgende:
identifikation af brugeren
oplysninger til identifikation af alle bedriftens marker, oplysninger om markernes areal, beliggenhed og anvendelse, i givet fald med angivelse af, hvorvidt det er en mark med vanding, samt oplysning om, hvilken støtteordning der er tale om
en erklæring fra producenten om, at han er bekendt med betingelserne for de pågældende støtteydelser.«
13 Samme forordnings artikel 6, stk. 1-3, bestemmer:
»1. Den administrative kontrol og kontrollen på stedet gennemføres på en sådan måde, at der sikres en effektiv efterprøvning af, om betingelserne for støtten og præmien er overholdt.
2. Den administrative kontrol, der er nævnt i artikel 8, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3508/92, skal navnlig omfatte krydskontrol af de anmeldte marker og dyr, så det undgås, at der uberettiget ydes dobbelt støtte for samme kalenderår.
3. Kontrollen på stedet skal mindst dække et betydningsbærende udsnit af ansøgningerne. Dette udsnit skal mindst omfatte følgende:
[...]
5% af ansøgningerne om arealstøtte; dog nedsættes denne andel til 3% for ansøgninger om arealstøtte, hvis antallet af ansøgninger er på over 700 000 pr. medlemsstat og kalenderår.
Hvis det ved besigtigelsen viser sig, at der er betydelige uregelmæssigheder i et område eller en del af et område, gennemfører myndighederne yderligere kontrol i det igangværende år for området eller områdedelen, og de øger procenten af ansøgninger, der skal kontrolleres det følgende år for samme område eller områdedel.«
14 Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 3887/92 bestemmer:
»Hvis dele af det integrerede system endnu ikke er bragt i anvendelse, jf. artikel 13 i forordning (EØF) nr. 3508/92, træffer de enkelte medlemsstater de fornødne foranstaltninger med henblik på en forvaltning og kontrol, der sikrer, at betingelserne for de berørte støtteydelser er opfyldt.«
15 Ifølge artikel 19 i forordning nr. 3887/92 anvendes denne forordning fra den 1. februar 1993.
16 Endelig fremgår det af artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1287/95, at afvisning af finansiering, som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 729/70, ikke må vedrøre udgifter, der er anmeldt for en regnskabsperiode, der ligger forud for den 16. oktober 1992.
Vurdering af korrektioner (Belle-rapporten)
17 Kommissionens Belle-rapport (dok. nr. VI/216/93 af 1.6.1993) fastsætter de retningslinjer, der skal følges, når der skal anvendes finansielle korrektioner over for en medlemsstat.
18 Foruden de tre vigtigste beregningsteknikker, foreskriver Belle-rapporten for vanskelige tilfælde tre kategorier af standardkorrektioner:
»A. 2% af udgifterne hvis manglen kun vedrører mindre betydningsfulde dele af kontrolsystemet eller gennemførelsen af kontrol, som ikke er af afgørende betydning for sikkerheden for udgiftens retmæssighed, så det med rimelighed kan konkluderes, at risikoen for tab for EUGFL har været af mindre omfang.
B. 5% af udgifterne hvis manglen vedrører mere betydningsfulde dele af kontrolsystemet eller gennemførelsen af kontrol, som er af væsentlig betydning for sikkerheden for udgiftens retmæssighed, så det med rimelighed kan konkluderes, at risikoen for tab for EUGFL har været betydelig.
C. 10% af udgifterne hvis manglen vedrører hele kontrolsystemet eller grundlæggende dele heraf eller gennemførelsen af kontrol, der er af afgørende betydning for sikkerheden for udgiftens retmæssighed, så det med rimelighed kan konkluderes, at der har været en stor risiko for et omfattende tab for EUGFL.«
19 Det anføres endvidere i retningslinjerne i nævnte rapport, at når der er tvivl om, hvilken korrektion der skal anvendes, bør følgende forhold tages i betragtning som formildende omstændigheder:
» De nationale myndigheder har truffet effektive forholdsregler for at afhjælpe manglerne, så snart disse blev konstateret.
Manglerne var en følge af fortolkningsvanskeligheder i forbindelse med EF-retsakter.«
Sagens faktiske omstændigheder
20 Det fremgår af sagen, at de franske myndigheder i 1994 ikke krævede af producenterne af visse markafgrøder, at de systematisk vedlagde deres støtteansøgninger i henhold til forordning nr. 1765/92 en fortegnelse over »arealerne«, selv om producenterne havde modtaget dette dokument fra Mutualité sociale agricoles forretningssteder (herefter »MSA-fortegnelse«).
21 Ved skrivelse af 18. maj 1994 bebrejdede Kommissionen de franske myndigheder, at støtteansøgningerne i strid med bestemmelserne om det integrerede system ikke indeholdt oplysninger, der gjorde det muligt at identificere alle marker.
22 Ved skrivelse af 14. juni 1994 meddelte de franske myndigheder Kommissionen, at de som følge af Kommissionens bemærkninger havde besluttet at gennemføre yderligere kontrol af mindst 10 000 ansøgninger ud over et »betydningsbærende udsnit af ansøgningerne«, der i artikel 6, stk. 3, andet led, i forordning nr. 3887/92, er fastsat til 5% af ansøgningerne.
23 Den 9. juli 1997 bebrejdede Kommissionen navnlig de franske myndigheder, at de ikke havde forlangt, at landbrugerne fremlægger deres MSA-fortegnelse, og anførte, at denne »forsømmelse [...] ikke fuldt ud kan kompenseres ved en fordobling af kontrolsatsen og ved andre foranstaltninger truffet af de franske myndigheder«. Kommissionen anførte, at manglen tilsyneladende kun vedrørte visse dele af kontrolsystemet, og den havde derfor til hensigt at anvende en standardkorrektion på 2%. Kommissionen tilføjede imidlertid, at den ville kunne antage, at der var mangler med hensyn til mere betydningsfulde dele af kontrolsystemet, især for så vidt angik den praktisk talt fuldstændige mangel på krydskontrol, den ringe kvalitet af kontrollen på stedet, der blev udført af medarbejdere uden den nødvendige uddannelse og uden nævneværdig anvendelse af telemåling, samt at kontrolsatsen ikke blev øget til trods for en høj fejlprocent i de kontrollerede ansøgninger.
24 Ved skrivelse af 11. maj 1998 meddelte Kommissionen officielt de franske myndigheder en korrektion på 2% af den godtgørelse, som var blevet udbetalt til producenter af visse markafgrøder i det pågældende regnskabsår. Kommissionen understregede, at hvis den stiltiende havde godkendt, at kontrolantallet var blevet øget for at kompensere for, at støtteansøgningerne ikke indeholdt MSA-fortegnelser, anså den kontrollens kvalitet for utilstrækkelig.
25 Den 23. november 1998 afgav forligsorganet, der havde fået sagen forelagt af de franske myndigheder, sin endelige rapport. Af rapporten fremgår, at Kommissionen havde begrundet sit forslag om korrektion med »den utilstrækkelige kvalitet af kontrollen udført af de franske myndigheder«, hvilket efter forligsorganets opfattelse var »åbenbart mindre objektivt end en korrektion på grundlag af de manglende MSA-fortegnelser«. Forligsorganet var af den opfattelse, at en finansiel korrektion var berettiget på grund af den utilstrækkelige nationale kontrol. Imidlertid understregede forligsorganet, at selv om de fastslåede mangler var systematiske, forekom en ekstrapolering til det samlede franske område tvivlsom, og grænserne for en mulig anvendelse af standardkorrektioner i det foreliggende tilfælde var nået.
26 På baggrund heraf vedtog Kommissionen den anfægtede beslutning, idet den var af den opfattelse, at den faktiske størrelse af de uretmæssige udgifter ikke kunne fastsættes i denne sag.
Søgsmålet
27 Inden for rammerne af denne sag har Den Franske Republik nedlagt påstand om, at Domstolen annullerer den anfægtede beslutning for så vidt angår den del heraf, der vedrører Den Franske Republik, og tilpligter Kommissionen at betale sagens omkostninger.
28 Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse og om, at Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
29 Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18. november 1999 blev Republikken Finlands begæring om at måtte intervenere i sagen til støtte for Den Franske Republiks påstande taget til følge.
30 Republikken Finland har nedlagt påstand om, at der gives Den Franske Republik medhold i sagen mod Kommissionen.
Første anbringende
31 Den franske regering har bebrejdet Kommissionen, at den efter at have fastslået, at den udførte kontrol ikke var af tilstrækkelig høj kvalitet har besluttet at drage uforholdsmæssige finansielle følger.
32 I 1994 var kun otte bedrifter, beliggende i to departementer, som kun repræsenterede 2,28% af støtteansøgningerne, blevet kontrolleret af Kommissionens tjenestegrene. Den ekstrapolering til det samlede franske område på grundlag af et så begrænset antal kontroller, som Kommissionen har foretaget, forekommer tvivlsom.
33 Ifølge den franske regering svarer en standardkorrektion på 2% som den, der blev anvendt for 1994, til, at der er blevet fastslået mangler med hensyn til mere end 12% af de kontrollerede arealer. Af de arealer, der er blevet kontrolleret, har procentandelen af arealer, med hensyn til hvilke der er fastslået mangler, som Kommissionen har godkendt i løbet af de følgende år, imidlertid udgjort 0,54% i 1995, 0,93% i 1996 og 0,61% i 1997, hvilket beviser, at tallet på 12% i 1994 ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.
34 Under disse omstændigheder har Kommissionen kunnet og burdet foretage en konkret vurdering af den skade, der var opstået som følge af uregelmæssigheder, der er konstateret i 1994, ved en ekstrapolering på grundlag af de uregelmæssigheder, der er fastslået i årene 1995-1997. Den finansielle korrektion burde således kun have udgjort 44,3 millioner FRF.
35 Heroverfor har Kommissionen anført, at den faktiske skade i denne sag ikke kan opgøres, hvorfor det er nødvendigt at anvende en standardkorrektion. I den forbindelse har Kommissionen afvist den af den franske regering foreslåede ekstrapoleringsmetode dels, fordi de uregelmæssigheder, der er konstateret i løbet af et bestemt år, ikke nødvendigvis gentages i det følgende år, dels fordi denne indgangsvinkel er i strid med årsregnskabsprincippet, hvorefter hvert år skal bedømmes selvstændigt i forhold til forudgående eller efterfølgende år.
36 Kommissionen har antaget, at der under disse omstændigheder kun kunne foretages en standardkorrektion, og den har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ikke har tilsidesat proportionalitetsprincippet, eftersom satsen på 2% er den laveste.
37 Det bemærkes for det første, at forvaltningen af finansieringen gennem EUGFL i første række påhviler de nationale myndigheder, som skal påse, at de fællesskabsretlige regler nøje overholdes. Denne ordning, som hviler på tilliden mellem de nationale myndigheder og fællesskabsmyndighederne, indebærer ingen systematisk kontrol fra Kommissionens side, der i øvrigt ville være fysisk umulig at gennemføre. Kun medlemsstaten er nemlig i stand til at fremskaffe og klart fastlægge de oplysninger, der er nødvendige for udarbejdelsen af EUGFL-regnskaberne, mens Kommissionen ikke er tilstrækkelig nær på forholdene til at indhente de oplysninger fra de erhvervsdrivende, som den har brug for (jf. dom af 1.10.1998, sag C-238/96, Irland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5801, præmis 30).
38 For det andet må Kommissionen i henhold til artikel 2 og 3 i forordning nr. 729/70 kun anerkende beløb som påhvilende EUGFL, der er udbetalt i henhold til de regler, der er opstillet i de forskellige sektorer for landbrugsprodukter (jf. bl.a. dom af 8.1.1992, sag C-197/90, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1, præmis 38).
39 For det tredje har Kommissionen intet andet valg end at afslå at lade EUGFL finansiere samtlige omhandlede udgifter, såfremt det er umuligt med sikkerhed at fastslå, i hvilket omfang en national foranstaltning, som strider mod fællesskabsretten, har fremkaldt en forhøjelse af udgifterne på en af budgetposterne i EUGFL's regnskaber (dom af 4.7.1996, sag C-50/94, Grækenland mod Kommissionen. Sml. I, s. 3331, præmis 26).
40 Endelig bemærkes, at når Kommissionen ikke afslår at afholde samtlige de udgifter, der skyldes den ulovlige praksis, men i stedet forsøger at beregne den økonomiske virkning af overtrædelsen ved at bedømme markedssituationen, som den ville have været, såfremt medlemsstaten ikke havde handlet retsstridigt, påhviler det medlemsstaten at godtgøre, at beregningen er forkert (dommen i sagen Irland mod Kommissionen, præmis 37).
41 I denne sag skal det for det første påpeges, at den franske regering ikke har bestridt Kommissionens konstatering af, at kontrolkvaliteten var utilstrækkelig, men regeringen har kritiseret den omstændighed, at Kommissionen på trods af det begrænsede antal kontroller, der blev gennemført i to departementer, har ekstrapoleret resultatet til hele det franske område.
42 Regeringen har imidlertid hverken godtgjort eller endog påstået, at kontrollen på stedet, der blev udført i andre departementer i 1994, var fri for de strukturelle mangler, der var blevet fastslået af Kommissionen (dvs. bl.a. anvendelsen af medarbejdere uden den nødvendige uddannelse og uden anvendelse af telemåling), men den har begrænset sig til at gøre gældende, at de mangler, der er blevet fastslået, ikke er blevet gentaget ved senere kontroller.
43 Som følge heraf kunne Kommissionen med rimelighed antage, at de efterprøvninger, den havde udført, var repræsentative for forholdene i Frankrig i 1994.
44 For det andet har Kommissionen med rette ikke taget hensyn til den procentsats, som de konstaterede uregelmæssigheder udgjorde i de følgende år.
45 Det skal dog først bemærkes, at bortset fra, at en sådan metode ikke kan udgøre et sikkert beregningsgrundlag, er det fuldt ud tænkeligt, at Kommissionens bemærkninger førte til, at uregelmæssighederne ikke blev gentaget de efterfølgende år.
46 Endvidere har den franske regering selv anerkendt dels, at indførelsen af det integrerede system i 1994 stødte på problemer, dels at der blev opnået forbedringer i løbet af 1995, hvilket tyder på, at antallet af uregelmæssigheder var højere i 1994 end i de efterfølgende år.
47 Endelig tager den metode, som den franske regering forfægter, i strid med bestemmelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 729/70, ikke hensyn til overtrædelsens alvor.
48 Som anført i denne doms præmis 42 har Kommissionen imidlertid fastslået strukturelle mangler i det kontrolsystem, der er gennemført af de franske myndigheder. For så vidt som støtteansøgningerne ikke gør det muligt at identificere de pågældende arealer, og således gør den administrative kontrol endnu vanskeligere, burde medlemsstaten for at kompensere for denne mangel have garanteret, at kontrollen på stedet blev udført meget grundigt for at sikre, at der ikke blev givet nogen ulovlig støtte.
49 Det må derfor fastslås, at den utilstrækkelige kvalitet af kontrollen på stedet har rejst alvorlig tvivl om, hvorvidt der er indført et adækvat og effektivt system af overvågnings- og kontrolforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 6 i forordning nr. 3887/92 (jf. i denne retning bl.a. dom af 13.7.2000, sag C-46/97, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5719, præmis 58), hvilket kan begrunde en standardkorrektion som den, der er fastsat i Belle-rapporten.
50 Desuden bemærkes, at når Kommissionen ikke afslår at afholde samtlige de udgifter, der skyldes den ulovlige praksis, men i stedet forsøger at etablere regler, der har til formål at indføre en differentieret behandling af tilfælde af uregelmæssigheder, afhængigt af i hvilken grad kontrolforanstaltningerne er mangelfulde, og af størrelsen af den risiko, som EUGFL pådrager sig, påhviler det medlemsstaten at godtgøre, at disse kriterier er vilkårlige og urimelige (jf. dom af 22.4.1999, sag C-28/94, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 1973, præmis 56). Da den franske regering ikke har ført et sådan bevis, må dens argumentation på dette punkt forkastes.
51 Under disse omstændigheder kan den franske regering ikke bebrejde Kommissionen, at den har foretaget en standardkorrektion på 2%.
Andet anbringende
52 Den finske regering har gjort gældende, at da Kommissionen i den anfægtede beslutning har undladt at gøre opmærksom på grundlæggende omstændigheder, der gør det muligt for Domstolen at udøve sin kontrol, har Kommissionen tilsidesat EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF). Den finske regering har endvidere anført, at betragtningerne til den anfægtede beslutning skulle have været udformet så klart og tydeligt, at selv en tredjemand ville have været i stand til at vurdere indholdet.
53 I denne forbindelse bemærkes, at ifølge fast retspraksis afhænger omfanget af begrundelsespligten, der er fastslået i traktatens artikel 190, af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget (jf. dommen i sagen Nederlandene mod Kommissionen, præmis 81).
54 I den særlige sammenhæng, hvori beslutninger om regnskabsafslutning udarbejdes, må en beslutnings begrundelse anses for at være tilstrækkelig, når den medlemsstat, beslutningen er rettet til, har været snævert inddraget i beslutningens tilblivelse, og når den således kendte grundene til, at Kommissionen ikke fandt, at det omtvistede beløb skulle afholdes af EUGFL (jf. dommen i sagen Nederlandene mod Kommissionen, præmis 82, og dom af 18.5.2000, sag C-242/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3421, præmis 95).
55 I denne sag fremgår det både af Kommissionens skrivelse af 11. maj 1998, at institutionen har redegjort for grundene til, at den ville foretage en standardkorrektion, og af skriftvekslingen mellem Kommissionen og de franske myndigheder, at sidstnævnte har været inddraget i udarbejdelsen af den anfægtede beslutning. De franske myndigheder blev nemlig gentagne gange skriftligt gjort opmærksom på den tvivl, som Kommissionen nærede med hensyn til kontrollens kvalitet og pålidelighed i sektoren for markafgrøder. Endvidere fandt der flere meningsudvekslinger sted, og forligsorganet fik sagen forelagt.
56 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at de franske myndigheder er blevet underrettet om gennemførelsen af en finansiel korrektion og har været inddraget i den procedure, der gik forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Som følge heraf må anbringendet om tilsidesættelse af traktatens artikel 190 forkastes.
Tredje anbringende
57 Den finske regering har gjort gældende, at Kommissionen ved at ændre de faktiske omstændigheder, der er anført som begrundelse for den anfægtede beslutning, har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om retten til kontradiktion. Efter at Kommissionen oprindelig bebrejdede de franske myndigheder, at støtteansøgningerne ikke indeholdt MSA-fortegnelser, har Kommissionen nemlig først meget sent ændret sin holdning og anført, at den anså kontrollens kvalitet for mangelfuld. Beskyttelsen af den berettigede forventning og retten til kontradiktion kræver imidlertid, at de faktiske omstændigheder, der henvises til som begrundelse for en finansiel korrektion, ikke ændres under undersøgelsen af en sag.
58 I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at fastslå, at Kommissionen allerede ved skrivelse af 9. juli 1997 har påtalt den utilstrækkelige kvalitet af kontrollen, idet den gjorde de franske myndigheder opmærksom på »den dårlige kvalitet af kontrollen på stedet, der udføres af medarbejdere uden den nødvendige uddannelse og uden nævneværdig anvendelse af telemåling«. Når Kommissionen har frafaldet klagepunktet om, at støtteansøgningerne var ufuldstændige, skyldes det, at de franske myndigheder havde erklæret, at de ville øge antallet af kontroller, de udførte på stedet. Efter at de franske myndigheder havde truffet beslutning herom, har Kommissionen påberåbt sig den utilstrækkelige kvalitet af den gennemførte kontrol.
59 Herefter bør anbringendet forkastes.
Fjerde anbringende
60 Den finske regering har anført, at anvendelsen af en uberettiget standardkorrektion rejser tvivl om princippet om loyalt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne med henblik på at sikre fællesskabsrettens effektive virkning.
61 Det bemærkes, at Domstolen allerede i præmis 38 i dommen i sagen Italien mod Kommissionen, har fastslået, at i de tilfælde, hvor fællesskabsreglerne kun tillader udbetaling af støtte på betingelse af, at visse bevis- eller kontrolforskrifter er overholdt, er en støtte, der er udbetalt, uden at denne betingelse er opfyldt, ikke i overensstemmelse med fællesskabsretten, og den hermed forbundne udgift kan derfor ikke pålægges EUGFL.
62 Det følger heraf, at anvendelsen af en finansiel standardkorrektion, som fastsat i Belle-rapporten, ikke kan påvirke pligten til at samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen.
63 Herefter bør anbringendet forkastes.
64 Det bemærkes, at Kommissionen i sine bemærkninger til interventionen har anført, at Republikken Finland har henvist til faktiske omstændigheder, der ikke er bestridt af Den Franske Republik, hvilket ikke er muligt i henhold til i Domstolens procesreglements artikel 93, stk. 4, der bestemmer, at »intervenienten indtræder i sagen, som den foreligger ved hans intervention«.
65 Da Republikken Finlands anbringender er blevet afvist, er det ufornødent at tage stilling til dette spørgsmål.
66 På baggrund af det ovenfor anførte bør Kommissionen frifindes i det hele.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
67 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Franske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Franske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, første afsnit, bærer Republikken Finland, der er interveneret i sagen, sine egne omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.
3) Republikken Finland bærer sine egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy