Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Traktatbrudssøgsmål - Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget - relevante forhold - forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist
(Art. 226 EF)
Sammendrag
$$I forbindelse med et søgsmål i henhold til artikel 226 EF skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger traktatbrud, vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, og ændringer af forholdene i tiden derefter kan ikke tages i betragtning af Domstolen.
( jf. præmis 16 )
Parter
I sag C-384/99,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved B. Doherty, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
sagsøger,
mod
Kongeriget Belgien ved konsulent A. Snoecx, Juridisk Tjeneste, Ministeriet for Udenrigsanliggender, Udenrigshandel og Udviklingssamarbejde, som befuldmægtiget, rue des Petits Carmes, 15, Bruxelles,
sagsøgt,
angående en påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten og artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (EFT L 199, s. 32), sammenholdt med bilag I og III til direktivet, idet det ikke har gennemført direktivets artikel 5, sammenholdt med bilag I til direktivet, korrekt og ikke har truffet alle nødvendige foranstaltninger til iværksættelse af direktivets artikel 5, sammenholdt med bilag I og III til direktivet,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann (refererende dommer), og dommerne J.-P. Puissochet og F. Macken,
generaladvokat: F.G. Jacobs
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. juni 2000,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 8. oktober 1999 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten og artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (EFT L 199, s. 32, herefter »direktivet«), sammenholdt med bilag I og III til direktivet, idet det ikke har gennemført direktivets artikel 5, sammenholdt med bilag I til direktivet, korrekt og ikke har truffet alle nødvendige foranstaltninger til iværksættelse af direktivets artikel 5, sammenholdt med bilag I og III til direktivet.
2 Det bestemmes i direktivets artikel 5 under overskriften »Samtrafik og bidrag til dækning af forsyningspligtydelser«:
»1. Hvis en medlemsstat i henhold til denne artikel skønner, at forsyningspligtydelserne udgør en urimeligt stor byrde for en organisation, indfører den en ordning for, hvordan nettoomkostningerne i forbindelse med denne pligt skal fordeles blandt de organisationer, der driver offentlige telenet og/eller taletelefonitjenester. Medlemsstaterne tager hensyn til principperne om gennemsigtighed, ikke-diskrimination og proportionalitet, når de fastlægger, hvilke bidrag der skal betales. Denne type finansiering vedrører kun offentlige telenet og -tjenester som angivet i bilag I, del 1.
2. ...
3. Når det skal opgøres, hvilke eventuelle omkostninger forsyningspligten medfører, beregner de organisationer, som skal opfylde den, efter anmodning fra den nationale tilsynsmyndighed de pågældende nettoomkostninger efter proceduren i bilag III. Beregningen af disse nettoomkostninger revideres af den nationale tilsynsmyndighed eller et andet kompetent organ, der er uafhængig af televirksomhederne, og som er godkendt af den nationale tilsynsmyndighed. Der skal være fuld offentlig indsigt i resultaterne af beregningen af disse omkostninger og i revisionsrapporten i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2.
4. Hvis det er berettiget ud fra den i stk. 3 omhandlede beregning af nettoomkostningerne og ud fra en vurdering af den eventuelle markedsfordel, som opnås af den organisation, der udbyder forsyningspligtydelser, træffer de nationale tilsynsmyndigheder beslutning om, hvorvidt der skal indføres en ordning til fordeling af nettoomkostningerne i forbindelse med forsyningspligtydelser.
5. ...
De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at der offentliggøres en årlig rapport med anførelse af de beregnede omkostninger ved forsyningspligtydelser og af de forskellige berørte parters bidrag til dækningen af disse omkostninger.
6. Indtil proceduren i stk. 3, 4 og 5 er gennemført, skal den nationale tilsynsmyndighed ... underrettes, inden der opkræves afgifter fra sammenkoblede virksomheder til dækning af omkostninger ved forsyningspligtydelser. Fastslår den nationale tilsynsmyndighed på eget initiativ eller efter begrundet anmodning fra de berørte parter, at taksterne er for høje, skal den pågældende organisation nedsætte dem, jf. dog artikel 17 i dette direktiv. Nedsættelsen gælder med tilbagevirkende kraft fra den dato, hvor afgifterne blev opkrævet, dog tidligst fra den 1. januar 1998.«
3 I bilag I til direktivet defineres de offentlige telenet og -tjenester, der anses for at være af særlig betydning. Medlemsstaterne skal i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 2, sikre passende og effektiv samtrafik mellem disse, i det omfang det er nødvendigt for at sikre de pågældende tjenesters interoperabilitet for alle brugere i Fællesskabet. Bilagets første del omhandler det faste offentlige telefonnet.
4 I bilag III til direktivet defineres beregningen af nettoomkostningerne ved forsyningspligt på taletelefoniydelser. De organisationer, som udfører disse opgaver, skal i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 3, følge den således indførte procedure med henblik på at opgøre, hvilke eventuelle omkostninger ydelsen medfører.
5 Det følger af direktivets artikel 23, stk. 1, første afsnit, at medlemsstaterne senest den 31. december 1997 sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet og straks underretter Kommissionen herom.
6 Ved skrivelse af 13. januar 1998 underrettede den belgiske regering Kommissionen om lov af 19. december 1997 om ændring af lov af 21. marts 1991 om reform af visse erhvervsdrivende offentlige virksomheder med henblik på tilpasning af de administrative regler til den frie konkurrence og harmoniseringen af telekommunikationsmarkedet som følge af beslutninger truffet af Den Europæiske Union (Moniteur belge af 30.12.1997, s. 34986). Kommissionen fandt imidlertid, at denne lov ikke sikrede en fuldstændig gennemførelse af direktivet. Ved åbningsskrivelse af 24. august 1998 anmodede den derfor Kongeriget Belgien om inden for en frist på to måneder fra modtagelsen af skrivelsen at fremsætte sine bemærkninger til de meddelte klagepunkter.
7 Den belgiske regering underrettede senere i flere skrivelser Kommissionen om en række foranstaltninger, som tilsigtede at gennemføre direktivet fuldt ud i belgisk ret. Kommissionen fandt efter en gennemgang af disse oplysninger, at de foranstaltninger, som var truffet af Kongeriget Belgien, ikke var i overensstemmelse med visse af direktivets bestemmelser.
8 Den 9. marts 1999 fremsatte Kommissionen derfor en begrundet udtalelse over for Kongeriget Belgien, hvori den konstaterede, at Kongeriget Belgien havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet, idet det havde udstrakt området for de tjenester, der kunne finansieres som forsyningspligtydelser, til at omfatte levering af tjenesteydelser til fordel for den skrevne presse til præferencetakster, hvilket er i strid med direktivets artikel 5, stk. 1, sammenholdt med bilag I til direktivet, og idet det ikke havde vedtaget de love og administrative bestemmelser, som var nødvendige for at efterkomme direktivets artikel 5, sammenholdt med bilag I og III til direktivet, for så vidt angår forsyningspligtydelserne, eller under alle omstændigheder ikke havde underrettet Kommissionen om disse bestemmelser. Kommissionen opfordrede derfor Kongeriget Belgien til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme den begrundede udtalelse inden for en frist på to måneder fra udtalelsens meddelelse.
9 Den 26. april 1999 tilsendte den belgiske regering Kommissionen en kongelig anordning af 4. marts 1999 om tilpasning af visse bestemmelser i loven af 21. marts 1991 om reform af visse erhvervsdrivende offentlige virksomheder til direktiver fra Den Europæiske Union og om ændring af visse bestemmelser i denne lov om forsyningspligt (Moniteur belge af 14.4.1999, s. 12149). For det første blev de gratis opkald til de nødtjenester, som finansieres som forsyningspligtydelser, ved anordningen udvidet til at omfatte opkald til Det Europæiske Center for forsvundne og seksuelt misbrugte børn. For det andet tages der i anordningen hensyn til den nye fastlæggelse af satser hos virksomheden Belgacom, som har fået pålagt at præstere forsyningspligtydelser i Belgien, for så vidt angår modtagere af sociale tjenesteydelser, som præsteres eller finansieres som forsyningspligtydelser.
10 Da Kommissionen fandt, at den belgiske regering ikke havde underrettet den om nogen ændring af love eller administrative bestemmelser, som kunne fjerne grundlaget for de klagepunkter, den havde fremsat i den begrundede udtalelse af 9. marts 1999, og at disse klagepunkter som følge deraf fortsat bestod i fuldt omfang og uændret, besluttede den at anlægge nærværende sag.
11 Kommissionen har i stævningen gjort gældende, at belgisk ret ikke er i overensstemmelse med direktivet, og har fremført følgende tre klagepunkter:
- For det første indrømmes der præferencetakster til visse dagblade og til visse ugeblade samt til pressebureauet Belga. Dette går ud over, hvad der er tilladt i henhold til bilag I til direktivet, som begrænser de særlige foranstaltninger, der kan finansieres som forsyningspligtydelser, til faciliteter for »handicappede eller abonnenter med særlige sociale behov«.
- For det andet er metoden til beregning af de erhvervsdrivendes bidrag til finansieringen af nettoomkostningerne ved forsyningspligtydelserne ufuldstændig og overholder ikke de krav til gennemsigtighed, som er opstillet i direktivets artikel 5, stk. 1. Nærmere bestemt har Kongeriget Belgien ikke udstedt og offentliggjort, eller under alle omstændigheder ikke underrettet Kommissionen om nogen foranstaltning, som fastsætter det nærmere indhold af denne beregningsmetode.
- For det tredje er den beregningsmetode for omkostningerne, som på nuværende tidspunkt er beskrevet i store træk i loven af 21. marts 1991, som ændret, ukorrekt, for så vidt som den navnlig ikke tager hensyn til »immaterielle« fordele, der er forbundet med præstation af forsyningspligtydelser, og den er følgelig ikke i overensstemmelse med direktivets artikel 5, stk. 4. I øvrigt tager beregningsmetoden ikke hensyn til de regnskabsprincipper, som er opstillet i bilag III til direktivet for så vidt angår begrebet undgåelig nettoomkostning, indregning af prognosebaserede og ikke-historiske omkostninger og indtægter, samt indregning af direkte og indirekte indtægter, som er uløseligt forbundet med leveringen af hver enkelt af de ydelser, der finansieres som forsyningspligtydelser.
12 Den belgiske regering bestrider ikke, at Kongeriget Belgien ikke har foretaget en korrekt gennemførelse af bestemmelserne i direktivets artikel 5, sammenholdt med bestemmelserne i bilag I og III til direktivet, inden for den frist, der er fastsat i direktivets artikel 23, stk. 1, første afsnit.
13 Regeringen har imidlertid gjort gældende, at der for så vidt angår Kommissionens første klagepunkt den 3. december 1999 er vedtaget et lovforslag, som i det væsentlige går ud på, at de præferencetakster, som indrømmes visse dagblade og pressebureauet Belga, ikke længere kan finansieres ved hjælp af bidrag fra andre erhvervsdrivende. Fremover knyttes præferencetaksterne til de opgaver af almen interesse, som skal udføres af Belgacom, og som finansieres gennem bidrag fra den belgiske stat.
14 Med hensyn til Kommissionens andet og tredje klagepunkt har den belgiske regering forklaret, at den den 23. december 1999 udstedte en kongelig anordning om tilpasning af artikel 1 og 4 i bilag 2 til loven af 21. marts 1991 om reform af visse offentlige økonomiske virksomheder til direktiv 97/33 (Moniteur belge af 9.2.2000, s. 3926). De nye bestemmelser, som finder anvendelse, indeholder detaljerede regler om metoden for beregning af nettoomkostningen ved forpligtelsen til at præstere forsyningspligtydelser, idet der tages højde for de fordele, som kan opnås af en erhvervsdrivende, som præsterer forsyningspligtydelser, samt til de kriterier, der er opstillet i bilag III til direktivet. Regeringen har også udstedt et administrativt cirkulære af 31. januar 2000 (Moniteur belge af 18.2.2000, s. 5142), der angiver det nærmere indhold af det omsætningsbegreb, som skal anvendes ved beregningen af de erhvervsdrivendes bidrag til nettoomkostningerne ved forsyningspligtydelserne.
15 Ved skrivelse af 3. april 2000 til Domstolen har Kommissionen anført, at den belgiske lovgivning efter Kommissionens opfattelse nu opfylder direktivet for så vidt angår de forhold, som er fremført i andet og tredje klagepunkt. Med hensyn til det første klagepunkt har Kommissionen imidlertid forklaret, at den fortsat undersøger, om de præferencetakster, som er indrømmet den belgiske presse i henhold til den nye lovgivning, er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser om statsstøtte. Kommissionen har dog ikke i skrivelsen frafaldet nogen af sine klagepunkter.
16 I den forbindelse bemærkes, at det følger af fast praksis, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger traktatbrud, skal vurderes på baggrund af forholdene i medlemsstaten, som de var ved udløbet af fristen i den begrundede udtalelse, og at ændringer af forholdene i tiden derefter ikke kan tages i betragtning af Domstolen (jf. bl.a. dom af 16.12.1997, sag C-316/96, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 7231, præmis 14).
17 I den foreliggende sag blev den kongelige anordning om tilpasningen af artikel 1 og 4 i bilag 2 til loven af 21. marts 1991, som den belgiske regering har påberåbt sig, udstedt den 23. december 1999, og det administrative cirkulære, der angiver det nærmere indhold af det omsætningsbegreb, som skal anvendes ved beregningen af de erhvervsdrivendes bidrag til nettoomkostningerne ved forsyningspligtydelserne, blev udstedt den 31. januar 2000, mens den frist, Kommissionen fastsatte i den begrundede udtalelse, udløb den 9. maj 1999. Uanset om disse foranstaltninger måtte udgøre en korrekt gennemførelse af direktivet, kan der således ikke tages hensyn til dem i den foreliggende sag.
18 Det skal herefter fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet, idet det ikke inden for den fastsatte frist har sat de nødvendige love eller administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme bestemmelserne i artikel 5, sammenholdt med bestemmelserne i bilag I og III til direktivet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
19 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kongeriget Belgien har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
1) Kongeriget Belgien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne, idet det ikke inden for den fastsatte frist har sat de nødvendige love eller administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme bestemmelserne i artikel 5, sammenholdt med bestemmelserne i bilag I og III til direktivet.
2) Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy