Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Appel - anbringender - fejlagtig bedømmelse af faktiske omstændigheder - afvisning - Domstolens prøvelsesret med hensyn til vurdering af beviserne - udelukket, bortset fra tilfælde af forvanskning
(Art. 225 EF; EF-statutten for Domstolen, art. 51)
2. Appel - anbringender - utilstrækkelig eller selvmodsigende begrundelse - formaliteten
(Art. 225 EF)
3. Tjenestemænd - søgsmål - fuld prøvelsesret - tvister mellem Den Europæiske Investeringsbank og dens ansatte - analog anvendelse af vedtægtens artikel 91, stk. 1
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1; vedtægt for de ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank, art. 91)
4. Tjenestemænd - ansatte ved Den Europæiske Investeringsbank - annullation af en afgørelse om afskedigelse - efterbetaling af løn
Sammendrag
1. Det fremgår af artikel 225 EF og artikel 51 i statutten for Domstolen, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den faktiske urigtighed af Rettens konstateringer fremgår af de aktstykker, den har fået forelagt, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør ikke et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre der er tale om en forvanskning af de for Retten fremlagte beviser.
( jf. præmis 44 )
2. Domstolen er i medfør af artikel 225 EF kompetent til at kontrollere den retlige vurdering af de faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom, der er afsagt af Retten, er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag.
( jf. præmis 45 )
3. Artikel 41 i Den Europæiske Investeringsbanks vedtægt for ansatte, hvorefter enhver individuel tvist mellem Banken og de ansatte skal indbringes for De Europæiske Fællesskabers Domstol, fratager ikke Domstolen, og dermed Retten, dens prøvelsesret i tvister mellem Banken og dens ansatte angående pengebeløb og fastsætter ikke nogen begrænsninger i udøvelsen af denne prøvelsesret, afhængig af tvistens særlige karakter. Den omstændighed, at ordningen for Bankens ansatte har en særlig karakter, udelukker ikke, at Retten og Domstolen har fuld prøvelsesret i tvister angående pengebeløb mellem Banken og dens ansatte.
Retten har derfor med føje fastslået, at den i medfør af en analog anvendelse af bestemmelsen i tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 1, har fuld prøvelsesret til at træffe afgørelse vedrørende de økonomiske spørgsmål i en tvist mellem en ansat ved Den Europæiske Investeringsbank og Banken.
( jf. præmis 92 samt 94 og 95 )
4. Da et pålæg om efterbetaling af løn er den normale følge af, at en afgørelse om afskedigelse kendes ulovlig, også efter en ordning, der beror på kontrakt, har Retten ikke tilsidesat den kontraktlige karakter af ordningen for Den Europæiske Investeringsbanks ansatte ved i forbindelse med annullationen af en afgørelse fra Banken om afskedigelse af en ansat at tilpligte Banken at efterbetale den pågældende den løn, som han burde have haft udbetalt fra datoen for sin afskedigelse.
( jf. præmis 96 )
Parter
I sag C-449/99 P,
Den Europæiske Investeringsbank ved G. Marchegiani, som befuldmægtiget, bistået af avocat G. Vandersanden, og med valgt adresse i Luxembourg,
appellant,
angående appel af dom afsagt den 28. september 1999 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Femte Afdeling) i sag T-140/97, Hautem mod EIB (Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 897), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,
den anden part i appelsagen:
Michel Hautem, ansat ved Den Europæiske Investeringsbank, Schouweiler (Luxembourg), ved avocats M. Karp og J. Choucroun, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne V. Skouris (refererende dommer), J.-P. Puissochet, R. Schintgen og N. Colneric,
generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 1. februar 2001,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 26. november 1999 har Den Europæiske Investeringsbank (herefter »Banken«) i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel til prøvelse af dom afsagt den 28. september 1999 af Retten i Første Instans i sag T-140/97, Hautem mod EIB (Sml. Pers. I-A, s. 171, og II, s. 897, herefter »den anfægtede dom«), for så vidt som Bankens afgørelse om at afskedige Hautem blev annulleret ved dommen og Banken tilpligtet at efterbetale ham den løn, han skulle have haft siden sin afskedigelse.
Retsforskrifter
2 Bankens vedtægter er fastsat i en protokol, der er knyttet til EF-traktaten, som den udgør en integrerende del af.
3 Ifølge vedtægternes artikel 9, stk. 3, litra h), skal Styrelsesrådet godkende Bankens forretningsorden. Denne blev godkendt den 4. december 1958 og er siden blevet ændret flere gange. Ifølge forretningsordenens artikel 29 fastsættes ordningerne for Bankens ansatte af bestyrelsen.
4 Vedtægten for Bankens ansatte (herefter »vedtægten«) blev godkendt den 20. april 1960 og er siden blevet ændret flere gange. Bankens ansatte er undergivet de i vedtægten fastsatte forpligtelser.
5 Vedtægtens artikel 1, 4 og 5, som er indeholdt i afsnittet vedrørende de »generelle bestemmelser«, fastsætter:
»Artikel 1
De ansatte skal ved udøvelsen af deres hverv og uden for tjenesten iagttage en adfærd, som er i overensstemmelse med Bankens internationale karakter og deres funktioner.
[...]
Artikel 4
De ansatte skal udøve deres virke i Bankens tjeneste. De må ikke uden forudgående samtykke:
a) udøve en erhvervsmæssig beskæftigelse uden for Banken, navnlig ikke af handelsmæssig karakter, og må ikke mod eller uden vederlag, indtage eller udøve en fast, midlertidig eller periodisk stilling eller beskæftigelse
b) mod eller uden vederlag udøve noget hverv som rådgiver
c) være medlem af en bestyrelse eller en forvaltningskomité.
[...]
Artikel 5
De ansatte skal en gang om året, eller i hvert fald når en ændring begrunder dette, afgive erklæring om deres familiesituation og i påkommende tilfælde, såfremt deres ægtefælle udøver erhvervsmæssig beskæftigelse eller har lønnet stilling eller beskæftigelse, oplyse derom.
Såfremt to ansatte, der arbejder i samme tjenestegren, indgår ægteskab, ansættes en af dem i en anden tjenestegren.«
6 Vedtægtens artikel 13 bestemmer:
»Forholdet mellem Banken og de ansatte er i princippet reguleret ved individuelle kontrakter indgået i henhold til nærværende vedtægt. Vedtægten udgør en integrerende del af disse kontrakter.«
7 Vedtægtens artikel 38, stk. 1, punkt 3, bestemmer:
»Over for ansatte, som tilsidesætter deres forpligtelser, kan der efter omstændighederne anvendes følgende foranstaltninger:
[...]
3) Afskedigelse uden varsel med eller uden udtrædelsespenge, såfremt den pågældende har begået en alvorlig forseelse.«
8 Vedtægtens artikel 41, stk. 1, bestemmer:
»Alle individuelle tvister mellem Banken og dens ansatte afgøres af De Europæiske Fællesskabers Domstol.«
9 Vedtægtens artikel 44 bestemmer:
»De individuelle kontrakter, som er indgået i henhold til nærværende vedtægt i overensstemmelse med artikel 13, er undergivet de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for retssystemerne i Bankens medlemsstater.«
10 Artikel 91, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »EF-tjenestemandsvedtægten«) bestemmer:
»De Europæiske Fællesskabers Domstol kan afgøre enhver tvist mellem Fællesskaberne og en af de af denne vedtægt omfattede personer om lovligheden af en akt, der indeholder et klagepunkt imod denne person efter artikel 90, stk. 2. I tvister, der angår pengebeløb, har Domstolen fuld prøvelsesret.«
Faktiske omstændigheder og sagen ved Retten
11 Det fremgår af den anfægtede doms præmis 6-24, at der blev indledt en disciplinærsag mod Michel Hautem, som er betjent ved Banken, og mod Bernard Yasse, ligeledes betjent ved Banken, idet det bebrejdedes Hautem, at han uden forudgående samtykke havde udøvet en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter ved at have stiftet handelsselskabet Mon de l'Evasió SL (herefter »Mon de l'Evasió«), der er registreret i Fyrstendømmet Andorra, og havde udført forretninger for selskabets regning, havde impliceret Banken i denne virksomhed og benyttet Bankens materiel til dette formål, og ikke havde givet Banken oplysning om sin ægtefælles erhvervsbeskæftigelse i dette selskab. Efter Bankens opfattelse var denne adfærd i strid med vedtægtens artikel 1, 4 og 5.
12 En skrivelse, som Banken modtog ved telefax den 28. oktober 1996 (herefter »telefax af 28. oktober 1996«), ligger til grund for de klagepunkter, som blev rejst mod Hautem. Skrivelsen var skrevet på selskabet Skit-Ball SARL's brevpapir, der har kontor i Marseille (Frankrig), og var underskrevet Ingargiola. I skrivelsen angav Ingargiola, at Crédit Andorrà havde nægtet at indløse en check, som den havde fået overdraget af Mon de l'Evasió for købet af en stand fra Skit-Ball. Han hævdede, at Hautem og Yasse var impliceret i denne forretning og anmodede personalechefen om at tage skridt til, at det pågældende beløb blev betalt snarest muligt.
13 Ved skrivelse af 4. november 1996 tilsendte Banken Hautem telefaxen af 28. oktober 1996 og de med denne fremsendte dokumenter og bad ham afgive de nødvendige forklaringer vedrørende denne sag.
14 Ved skrivelse af 6. november 1996 svarede Hautem, at erklæringerne i telefaxen af 28. oktober 1996 var urigtige, og hvad angår en skrivelse af 27. september 1996, som blev fremsendt sammen med telefaxen, og som tilsyneladende var udfærdiget af ham (herefter »skrivelsen af 27. september 1996«), havde hans ægtefælle benyttet hans navn og underskrift i et forsøg på at løse problemer, hun var stødt på i forbindelse med forretningerne med Skit-Ball SARL.
15 Banken anmodede herefter selskabet International Security Company BV (herefter »Interseco«) om at iværksætte en undersøgelse vedrørende denne sag. Interseco tilsendte Banken sin undersøgelsesrapport den 28. november 1996.
16 Ved skrivelse af 7. november 1996 meddelte Banken Hautem, at den i betragtning af, at hans adfærd kunne udgøre en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 4, havde besluttet at suspendere ham fra tjenesten med øjeblikkelig virkning. Suspensionen var fastsat til højst tre måneder, hvorunder Det Paritetiske Udvalg, der er omhandlet i vedtægtens artikel 38 (herefter »Det Paritetiske Udvalg«), skulle træde sammen. Det var endvidere anført i skrivelsen, at han fortsat oppebar løn, men at han blev forment adgang til Bankens lokaler.
17 Ved skrivelse til Banken af 19. november 1996 frafaldt Ingargiola de beskyldninger vedrørende Hautem og Yasse, som han havde fremsat i telefaxen af 28. oktober 1996. Ingargiola anførte heri, at Hautem og Yasse ikke på noget tidspunkt havde benyttet en titel ved Banken eller Bankens navn, og at de ikke havde haft nogen forretningsmæssig forbindelse med selskabet Skit-Ball SARL for deres egen eller Bankens regning.
18 I medfør af vedtægtens artikel 40 indbragte Bankens formand sagen for Det Paritetiske Udvalg og gav samtidig, ved skrivelse af 19. december 1996, Hautem underretning om de forhold, som blev lagt ham til last, idet han modtog kopi af de dokumenter, som klagepunkterne mod ham var baseret på.
19 Det var angivet i skrivelsen, at der var foretaget undersøgelser i Banken i samråd med Hautem's og Yasse's overordnede og med de ansvarlige i Bankens afdeling for »Informationsteknologier«. Ved disse undersøgelser var det bl.a. kommet frem, at harddisken i den computer, som Yasse anvendte, indeholdt fire dokumenter vedrørende virksomhed uden for tjenesten. Disse dokumenter var følgende:
- en telefax, som gav Crédit Andorrà instruks om at overføre 20 000 FRF til Skit-Ball SARL's konto. I brevhovedet til denne skrivelse var angivet »World Escape - Mon de l'Evasió« og under rubrikken »Afsender« var angivet »Yasse Bernard - administrateur«
- en telefax med samme format, afsender, dato og underskrift som den foregående, der var tilsendt et udstillingscenter, og som vedrørte Mon de l'Evasió's deltagelse i en handelsmesse
- en telefax af 7. november 1996 vedrørende forsendelsen af 12 bøger, hvortil der i brevhovedet var angivet »World Escape - Mon de l'Evasió«, og hvori der under rubrikken »Afsender« var angivet »Yasse Bernard - Mon de l'Evasió SL«
- en erklæring til Crédit Andorrà, der anbefalede Hautem og Yasse som kunder.
20 Den 31. januar 1997 traf Bankens formand på grundlag af en begrundet udtalelse fra Det Paritetiske Udvalg afgørelse om at afskedige sagsøgeren uden varsel på grund af hans tilsidesættelse af vedtægtens artikel 1, 4 og 5 (herefter »den anfægtede afgørelse«), idet hans udtrædelsespenge blev opretholdt.
21 Det fremgår af sagens akter, at der samme dag blev truffet en tilsvarende afgørelse om afskedigelse af Yasse.
22 Den 29. april 1997 anlagde Hautem sag ved Retten med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og om genindsættelse i sin stilling. Til støtte herfor påberåbte sagsøgeren sig bl.a., at der var foretaget en åbenbar fejlvurdering af de faktiske omstændigheder. Under samme sag påstod han endvidere Banken tilpligtet at efterbetale ham visse beløb, nemlig enten resterende løn, såfremt han genindtrådte, eller, såfremt han ikke genindtrådte, erstatning af de forskellige tab, som han havde lidt.
23 Samme dag anlagde Yasse sag ved Retten med påstand dels om annullation af Bankens afgørelse om at afskedige ham, dels om erstatning. Ved dom af 28. september 1999, sag T-141/97, Yasse mod EIB (Sml. Pers. I-A, s. 177, og II, s. 929), frifandt Retten Banken i denne sag.
Den anfægtede dom
24 Retten behandlede først anbringendet om, at der var foretaget en åbenbar fejlvurdering af de faktiske omstændigheder. Den fastslog herom følgende:
»68 Hvad angår den omstændighed, at han er aktionær i og stifter af selskabet Mon de l'Evasió med en aktieandel på 16%, er dette ikke noget bevis for, at han har udøvet en handelsmæssig virksomhed. Som Banken har erkendt under den mundtlige forhandling, kan en stiftende aktionær ikke ligestilles med en administrator, hvorfor det er ufornødent at efterprøve, om sagsøgeren faktisk deltog i selskabets virksomhed.
69 Hvad angår angivelsen af, at sagsøgeren var ansat i Banken, bemærkes, at det ikke, som anført i den anfægtede afgørelse, og som hævdet af sagsøgte i dennes indlæg, var godtgjort, at sagsøgeren havde misbrugt en titel ved Banken eller udnyttet sit tilhørsforhold til denne i strid med vedtægten. Ganske vist betegner Ingargiola sagsøgeren som ansvarlig for edb-tjenesten i den skrivelse, som han sendte med telefax den 28. oktober 1996. Ingargiola har imidlertid selv erkendt i sin erklæring over for Interseco, at sagsøgeren den eneste gang, da de mødtes, havde sagt til ham, at han var ansat som betjent ved Banken. Endvidere har Ingargiola erklæret, at Yasse gav det udseende af at indtage en vigtig stilling i Finansafdelingen, hvorimod jeg havde en formodning om Hautem's stilling. Hans kone havde dog ved en lejlighed sagt, at hendes mand havde "noget med computere at gøre".
70 Hvad angår anvendelsen af Bankens materiel til et handelsmæssigt formål konstaterer Retten, at sagsøgerens samarbejde med Yasse var begrænset til udfærdigelsen af de fire dokumenter, man havde fundet i dennes computer. Sagsøgerens samarbejde med Yasse om at anvende hans computer på kontoret på denne måde kan ikke, som hævdet af Banken, betegnes som en systematisk anvendelse til et handelsmæssigt formål. Heller ikke sagsøgerens deltagelse i udfærdigelsen af disse dokumenter kan i sig selv anses for en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i vedtægtens artikel 4, selv om den kan betragtes som en hjælp hertil. Endelig kunne sagsøgerens adfærd ikke, som angivet i den anfægtede afgørelse, give grund til at tro, at Banken var impliceret i hans virksomhed. Det var nemlig ikke sagsøgeren, der sendte dokumenterne til adressaterne, og ingen af dem var underskrevet af ham.
71 Hvad angår de følger, som bør drages af den skrivelse, som Ingargiola sendte med telefax den 28. oktober 1996, bemærkes, at sagsøgeren ganske vist selv har erkendt at have deltaget i den af Ingargiola påtalte forretning, men at sidstnævnte over for Interseco har erklæret, at Yasse og fru Hautem havde betegnet sig som ejere af virksomheden Mon de l'Evasió, at de gjorde et reklamefremstød på Skit-Ball's stand, og at de havde købt en. Ingargiola har fremhævet, at han kun havde mødt sagsøgeren én gang, ved hvilken lejlighed denne havde forklaret, at hans kone ordnede sagerne i virksomheden Mon de l'Evasió sammen med Yasse. Ingargiola har endvidere anført at have haft indtryk af, at sagsøgeren ikke har noget at gøre med [selskabet] Mon de l'Evasió. Den af Ingargiola ved telefax den 28. oktober 1996 fremsendte skrivelse udgør derfor ikke tilstrækkeligt bevis for, at sagsøgeren har udøvet en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter.
72 Hvad angår Ingargiola's skrivelse af 19. november 1996, hvori han frafaldt sine beskyldninger, bemærkes, at hvad angår sagsøgeren bekræfter og stemmer skrivelsens indhold overens med de ovenfor nævnte af Ingargiola fremsatte erklæringer. Desuden har Banken ikke fremlagt noget som helst bevis for det modsatte.
73 Hvad angår skrivelsen af 27. september 1996, som er blevet tilregnet sagsøgeren [...] bekræfter [denne skrivelse], forudsat den i øvrigt blev udfærdiget og underskrevet af fru Hautem, at sagsøgeren medvirkede i forretningen [vedrørende Skit-Ball-standen]. Den godtgør derimod ikke, at sagsøgeren har udøvet en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter.
74 I øvrigt må det fastslås, at hverken de dokumenter, der blev fremsendt sammen med den skrivelse fra Ingargiola, som blev sendt med telefax den 28. oktober 1996, dvs. Yasse's skrivelse af 6. september 1996 og check nr. 6 555 542, der var underskrevet af sidstnævnte, eller de dokumenter, som Banken har fremlagt i bilaget til duplikken, dvs. telefaxerne af 24. september og 2. oktober 1996, som begge var underskrevet af Yasse, på nogen måde godtgør, at sagsøgeren har udøvet en handelsmæssig virksomhed.
75 Af samtlige de anførte betragtninger følger, at de af Banken fremlagte beviser som helhed godtgør, at sagsøgeren, som han selv har erkendt, lejlighedsvis bistod såvel sin hustru som Yasse i udøvelsen af en handelsmæssig virksomhed, og at han medvirkede i en forretning, nemlig selskabet Mon de l'Evasió's køb af en Skit-Ball-stand. På grund af den lejlighedsvise karakter og det begrænsede omfang kan sagsøgerens medvirken hertil dog ikke betegnes som udøvelsen af en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter i vedtægtens artikel 4's forstand. Det er heller ikke godtgjort, at sagsøgeren har udnyttet sit tilhørsforhold til Banken, at han har impliceret den i sine aktiviteter eller at han personlig har gjort brug af dens materiel.
76 Følgelig har Banken foretaget en åbenbar fejlvurdering af de faktiske omstændigheder. Der må derfor gives sagsøgeren medhold i påstanden, således at den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge anbringendet om, at sagsøgeren ikke afgav oplysning om sin ægtefælles beskæftigelse i selskabet Mon de l'Evasió eller de øvrige anbringender, som er fremført til støtte for annullationssøgsmålet.
77 Da Retten ifølge vedtægtens artikel 41 er kompetent til at afgøre alle individuelle tvister mellem Banken og dens ansatte, må bestemmelsen i artikel 91, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, hvorefter Retten har fuld kompetence i tvister angående pengebeløb, anvendes analogt. Banken bør derfor tilpligtes at efterbetale sagsøgeren den løn, han skulle have haft udbetalt siden sin afskedigelse.«
25 For det andet frifandt Retten Banken for Hautem's erstatningspåstand og afviste Bankens erstatningskrav fra realitetsbehandling.
26 Punkt 1 og 2 i den anfægtede doms konklusion lyder:
»1) Den Europæiske Investeringsbanks afgørelse af 31. januar 1997, hvorved sagsøgeren blev fjernet fra tjenesten uden tab af udtrædelsespenge, annulleres.
2) Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at efterbetale sagsøgeren den løn, han skulle have haft udbetalt siden sin afskedigelse.«
Appellen
27 I appelskriftet har Banken nedlagt følgende påstande:
- Punkt 1 og 2 i den anfægtede doms konklusion ophæves.
- Hautem tilpligtes at betale sine egne omkostninger.
28 Hautem har nedlagt følgende påstande:
- Principalt afvises appellen fra realitetsbehandling og subsidiært forkastes den.
- Punkt 1 og 2 i den anfægtede doms konklusion stadfæstes.
- Banken tilpligtes at betale omkostningerne i de to instanser.
29 Banken har fremført to anbringender til støtte for appellen. Det første anbringende er, at der er foretaget en retlig fejlvurdering af de faktiske omstændigheder, og at der foreligger en begrundelsesmangel. Det andet anbringende er, at de kontraktlige bestemmelser vedrørende forholdet mellem Banken og dens ansatte er tilsidesat.
Første anbringende
30 Banken har gjort gældende, at Retten i den anfægtede dom har fejlvurderet de faktiske omstændigheder og gjort sig skyld i en begrundelsesmangel, idet:
- Retten fejlagtigt har antaget, at Hautem's adfærd ikke kan betragtes som en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter i vedtægtens artikel 4's forstand (første led)
- den fejlagtigt har antaget, at Hautem ikke implicerede Banken i udøvelsen af denne beskæftigelse og dermed ikke tilsidesatte sin adfærdsforpligtelse ifølge vedtægtens artikel 1 (andet led)
- den fejlagtigt har antaget, at Hautem ikke benyttede Bankens materiel uberettiget og dermed ikke tilsidesatte sin adfærdsforpligtelse ifølge vedtægtens artikel 1 (tredje led)
- Retten fejlagtigt ikke har villet tillægge Hautem's adfærd nogen betydning, da den afviste de klagepunkter, som Banken havde rejst over for ham (fjerde led)
- Retten fejlagtigt har afvist at tillægge det nogen betydning, at Hautem ikke havde afgivet nogen erklæring om den handelsmæssige beskæftigelse i Fyrstendømmet Andorra, som hans ægtefælle udøvede i strid med vedtægtens artikel 5 (femte led).
31 Hautem har gjort gældende, at det første anbringende i det hele må afvises. Han anfører i så henseende, at Banken med sit anbringende om, at Retten har foretaget an fejlagtig kvalifikation, reelt anmoder Domstolen om at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder. Ifølge artikel 225 EF og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen er en appel imidlertid begrænset til retsspørgsmål og de argumenter, som Banken har fremført ved Domstolen, er blot en gentagelse af dem, som den fremførte ved Retten. Heller ikke anbringendet om en begrundelsesmangel kan realitetsbehandles, da Retten har taget hensyn til alle de fremlagte beviser og begrundet resultatet af sin vurdering.
Første led
Parternes argumenter
32 Banken har gjort gældende, at da Mon de l'Evasió blev stiftet i Fyrstendømmet Andorra i april 1996, må det antages, at de dokumenter, som Retten gennemgik, hovedsagelig vedrørte de forretninger, som dette selskab og dets indehavere foretog på tidspunktet for modtagelsen af telefaxen af 28. oktober 1996. Forberedelsen og udførelsen af disse forretninger forudsatte i sagens natur, at såvel Hautem som Yasse udøvede en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter. Dette antog Retten imidlertid kun for så vidt angår Yasse, men ikke for så vidt angår Hautem.
33 Ganske vist foretog Retten en korrekt konstatering af de faktiske omstændigheder, da den i den anfægtede doms præmis 70, første og andet punktum, antog, at Hautem havde medvirket i udfærdigelsen af de dokumenter, der var fundet i Yasse's computer, men foretog en fejlagtig retlig kvalifikation af dem ved at afvise, at Hautem havde deltaget aktivt deri, og at dokumenterne for Hautem's vedkommende havde karakter af handelsmæssige transaktioner, sådan som Retten fastslog i Yasse-dommens præmis 65 og 77, at de var. Hautem's medvirken i udfærdigelsen af disse dokumenter skyldtes hans personlige interesse i at opnå en kredit hos Crédit Andorrà til fordel for de to medindehavere. Dette fremgår såvel af telefaxen med skrivelsen af 19. august 1996, hvorved Hautem og Yasse blev anbefalet som kunder over for Crédit Andorrà, som af anmodningen til Crédit Andorrà om åbningen af en kredit, der blev fremsendt ved en telefax af 24. september 1996, som er gengivet i Yasse-dommen, præmis 74.
34 Den anfægtede doms begrundelse på dette punkt må efter Bankens opfattelse anses for utilstrækkelig og selvmodsigende, da Retten ikke tog hensyn til, at Hautem ligesom Yasse (jf. Yasse-dommen, præmis 66) havde afgivet flere usandfærdige erklæringer vedrørende visse dokumenter, som alene var begrundet i nødvendigheden af at skjule hans faktiske deltagelse i selskabets virksomhed.
35 Rettens konstatering i den anfægtede doms præmis 70, sidste punktum, hvorefter »det nemlig ikke [var] sagsøgeren, der sendte dokumenterne til adressaterne, og sagsøgeren havde ikke underskrevet nogen af dem« er efter Bankens opfattelse dels behæftet med en begrundelsesmangel, dels udgør den en fejlagtig kvalifikation.
36 Hvad angår begrundelsen anfører Banken, at den omstændighed, at Hautem ikke underskrev dokumenterne, ikke udelukker, at han deltog aktivt i beslutningen om at sende og anvende dem.
37 Hvad angår den retlige kvalifikation af de fastslåede omstændigheder har Retten ifølge Banken ved at udelukke, at Hautem havde nogen hensigt om at medvirke i udsendelsen og anvendelsen af disse dokumenter, fejlagtigt antaget, at disse omstændigheder ikke godtgjorde Hautem's konkrete deltagelse i gennemførelsen af transaktioner, som klart havde en handelsmæssig karakter. Dette er en utilstedelig indsnævring af begrebet »handelsmæssig transaktion«.
38 Hvad derudover angår konstateringerne i den anfægtede doms præmis 71 vedrørende Ingargiola's erklæring over for Interseco understreger Banken for det første, at erklæringen er i klar modstrid med telefaxen af 28. oktober 1996 og for det andet, at der er uoverensstemmelse mellem erklæringen og skrivelsen af 27. september 1996, som var affattet på en sådan måde, at den gav indtryk af, at Hautem havde sendt den i sin egenskab af Mon de l'Evasió's »delegerede administrator for Management og Marketing«.
39 Endvidere har Banken gjort gældende, at Retten i den anfægtede doms præmis 72 tillagde det stor betydning, at Ingargiola havde trukket sine beskyldninger tilbage i skrivelsen af 19. november 1996, hvorimod Retten i Yasse-dommen, præmis 70, angav, at den ikke troede på, at denne tilbagekaldelse var foretaget af egen tilskyndelse.
40 Endelig er begrundelsen i den anfægtede doms præmis 73 vedrørende skrivelsen af 27. september 1996 efter Bankens opfattelse utilstrækkelig og selvmodsigende. Retten burde dels have taget hensyn til, at skrivelsen alene kunne hidrøre fra Hautem, dels have læst den i sammenhæng med de forhold, der var lagt Hautem til last.
41 Hautem har gjort gældende, at dette første led af det første anbringende må afvises fra realitetsbehandling, da det indebærer, at Domstolen vurderer de faktiske omstændigheder, og da det ikke er baseret på en retlig argumentation. Banken har nemlig ikke nærmere angivet, hvad den forstår ved en »handelsmæssig transaktion«.
42 Bankens anbringende om, at den anfægtede dom lider af en begrundelsesmangel, fordi Retten ikke forklarede, hvorfor den bistand, som Hautem ydede sin ægtefælle og Yasse, alene havde en lejlighedsvis og begrænset karakter, kan heller ikke ifølge Hautem fremmes til realitetsbehandling, da Retten tog hensyn til alle de fremlagte beviser, hvis værdi den er enebeføjet til at skønne over, og i tilstrækkelig grad begrundede sin stillingtagen vedrørende dette punkt.
43 Vedrørende realiteten gør Hautem gældende, at der ikke var nogen af de forhold, som han bebrejdes af Banken i appelskriftet, der udgør en handelsmæssig transaktion.
Domstolens bemærkninger
Formaliteten
44 Det fremgår af artikel 225 EF og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen, at appel er begrænset til retsspørgsmål, og at det derfor alene er Retten, der har kompetence til at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den faktiske urigtighed af Rettens konstateringer fremgår af de aktstykker, den har fået forelagt, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør ikke et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre der er tale om en forvanskning af de for Retten fremlagte beviser (dom af 21.6.2001, forenede sager C-280/99 P, C-281/99 P og C-282/99 P, Moccia Irme m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 4717, præmis 78).
45 Derimod er Domstolen i medfør af artikel 225 EF kompetent til at kontrollere den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf (jf. dom af 28.5.1998, sag C-7/95 P, Deere mod Kommissionen, Sml. I, s. 3111, præmis 21). Endvidere er spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom, der er afsagt af Retten, er selvmodsigende eller utilstrækkelig, et retsspørgsmål, der kan rejses under en appelsag (jf. dom af 7.5.1998, sag C-401/96 P, Somaco mod Kommissionen, Sml. I, s. 2587, præmis 53).
46 I den foreliggende sag støttes det første led af det første appelanbringende på, at den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder er fejlagtig, og at der foreligger en fejl ved begrundelsen. Dette led af anbringendet baseres imidlertid i vidt omfang på argumenter, der ikke anfægter den retlige, men snarere den faktiske vurdering, som Retten har foretaget på grundlag af de for den forelagte beviser. Den faktiske vurdering er imidlertid ikke undergivet Domstolens prøvelsesret. Disse argumenter må derfor afvises fra realitetsbehandling.
47 Det gælder for det første de argumenter, hvorved Banken kritiserer Retten for, at den i den anfægtede doms præmis 70 dels afviste den antagelse, at Hautem havde deltaget aktivt i udfærdigelsen af de dokumenter, der var fundet i Yasse's computer, dels udelukkede, at Hautem havde nogen hensigt til at deltage i forsendelsen og anvendelsen af disse dokumenter. Med disse argumenter bestrides Rettens faktiske vurdering af, at Hautem's samarbejde med Yasse var begrænset til udfærdigelsen af de fire dokumenter, der var fundet i dennes computer, og at Hautem hverken havde underskrevet eller sendt dem.
48 Det gælder dernæst de argumenter, hvorved Banken kritiserer Retten for, at den i den anfægtede doms præmis 71 fejlvurderede Ingargiola's erklæring over for Interseco, når henses til telefaxen af 28. oktober 1996. Med disse argumenter anfægtes Rettens faktiske vurdering af, at denne telefax ikke udgjorde tilstrækkeligt bevis for, at Hautem havde udøvet en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter.
49 Det samme gælder endelig Bankens argument om, at Retten ikke i den anfægtede doms præmis 73 tog hensyn til, at skrivelsen af 27. september 1996 alene kunne hidrøre fra Hautem. Såvel bestemmelsen af en skrivelses ophavsmand, som nødvendigheden af at bestemme skrivelsens nærmere indhold under hensyn til de forhold, som skal bevises, er nemlig spørgsmål, der henhører under vurderingen af de faktiske omstændigheder, hvor der tilkommer Retten et uindskrænket skøn.
Realiteten
50 Hvad angår den retlige kvalifikation af Hautem's medvirken ved udfærdigelsen af de dokumenter, som befandt sig i Yasse's computer, bemærkes, at Retten i den anfægtede doms præmis 70 fastslog, at denne medvirken ikke kan anses for en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i vedtægtens artikel 4, selv om den kan betegnes som en hjælp til udøvelsen af en sådan beskæftigelse.
51 Rettens kvalifikation på dette punkt er ikke behæftet med nogen retlig fejl, da Hautem ifølge Rettens vurdering af de faktiske omstændigheder, hvor der tilkommer den et uindskrænket skøn, med sin deltagelse begrænsede sig til at medvirke ved udfærdigelsen af de dokumenter, der var fundet i Yasse's computer og hverken havde sendt eller underskrevet dem.
52 I betragtning af konstateringen i den foregående præmis findes den anfægtede doms præmis 70 heller ikke at indeholde nogen begrundelsesmangel som følge af den omstændighed, at Retten ikke fandt det nødvendigt at udtale sig om sandfærdigheden af Hautem's udtalelser vedrørende visse af disse dokumenter.
53 Heller ikke begrundelsen i den anfægtede doms præmis 70, sidste punktum, er behæftet med en fejl. I modsætning til det af Banken anførte baserer Retten nemlig ikke sin konstatering af, at Hautem ikke sendte de pågældende dokumenter, på, at han ikke underskrev dem. Den fandt, at den omstændighed, at han ikke havde underskrevet dem, udgjorde en supplerende omstændighed, som bekræftede den konklusion, Retten var nået frem til på grundlag af de beviser, den havde fået forelagt, og som var, at Hautem blot havde bidraget til udfærdigelsen af dokumenterne.
54 Hvad angår den fejl, som begrundelsen i den anfægtede doms præmis 72 efter Bankens opfattelse er behæftet med - og som hævdes at bero på, at der er modstrid mellem den betydning, som heri tillægges Ingargiola's skrivelse med tilbagekaldelsen af 19. november 1996, og den betydning, der tillægges samme skrivelse i Yasse-dommen, præmis 70, hvor Retten tilkendegav, at den ikke, hvad angår de handlinger, som var bebrejdet Yasse, troede på, at denne tilbagekaldelse var foretaget af egen tilskyndelse - skal den anfægtede doms præmis 72 læses i sammenhæng.
55 Således konkluderede Retten i den anfægtede doms præmis 71, at telefaxen af 28. oktober 1996 ikke udgjorde tilstrækkeligt bevis for, at Hautem havde udøvet en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter, hvorved den baserede sig på Ingargiola's erklæringer til Interseco, som netop understregede forskellen i den grad, hvori Hautem og Yasse var impliceret i forretningsforbindelsen med Skit-Ball SARL.
56 Det var altså på denne baggrund, at Retten fastslog i den anfægtede doms præmis 72, at indholdet af Ingargiola's skrivelse med tilbagekaldelsen af 19. november 1996 for Hautem's vedkommende bekræftedes af Ingargiola's erklæringer over for Interseco.
57 Følgelig er begrundelsen i den anfægtede doms præmis 72 ikke behæftet med en fejl som hævdet af Banken.
58 Det første anbringendes første led må derfor forkastes.
Andet led
Parternes argumenter
59 Banken har gjort gældende, at det er fejlagtigt, når det i den anfægtede doms præmis 69 konstateres, at det ikke var godtgjort, at Hautem havde udnyttet sit tilhørsforhold til Banken på en måde, der var i strid med vedtægten. Ifølge Banken har Retten ikke i denne forbindelse taget hensyn til, at Hautem ved at medvirke i beslutningen om at tilsende Crédit Andorrà de telefaxer, der var fundet i Yasse's computer - navnlig telefaxen vedrørende anmodningen om åbning af en kredit til ham - utvivlsomt bidrog til at implicere Banken i en virksomhed af handelsmæssig karakter. Desuden har Retten i Yasse-dommen, præmis 76, angivet, at denne telefax blev sendt fra Banken på dennes brevpapir.
60 Hautem har heroverfor anført, at Retten på grundlag af de beviser, som Banken fremlagde, havde tilstrækkeligt grundlag til at fastslå, at de påståede forhold ikke var godtgjort at være begået. Domstolen kan ikke efterprøve den retlige kvalifikation af omstændigheder, som ikke eksisterer, eller af eksisterende omstændigheder, som ikke er godtgjort. Bankens henvisning til Yasse-dommen er derfor ikke relevant.
Domstolens bemærkninger
61 Vedrørende det anførte bemærkes, at det andet led af det første appelanbringende er betinget af en faktisk forudsætning, nemlig at Hautem medvirkede i beslutningen om at tilsende Crédit Andorrà de telefaxer, som var fundet i Yasse's computer, hvilken forudsætning imidlertid strider mod den vurdering, som Retten foretog i den anfægtede doms præmis 70, og hvorom den har et uindskrænket skøn. Heri fastslog Retten nemlig, at Hautem havde begrænset sig til at medvirke i udfærdigelsen af de fire dokumenter, som var fundet i Yasse's computer, og at han ikke deltog i fremsendelsen.
62 Da denne konstatering ikke kan anfægtes under appelsagen, må det første anbringendes andet led afvises fra realitetsbehandling.
Tredje led
63 Banken har gjort gældende, at Retten i den anfægtede doms præmis 70 fejlagtigt har fastslået, at Hautem ikke foretog en ukorrekt og retsstridig anvendelse af Bankens materiel. I forbindelse med dette led af anbringendet gentager Banken sit argument om, at Hautem havde en konkret interesse i at deltage ikke blot i udfærdigelsen af de to dokumenter, som var fundet i Yasse's computer, men også i fremsendelsen heraf, hvilket forklarer hans aktive deltagelse i anvendelsen af Bankens materiel til formål, som ikke var godkendt af Banken, og som var i strid med vedtægtens artikel 1.
64 Hautem har heroverfor gjort gældende, at Banken alene har forsøgt at bevise, at han havde interesse i udførelsen af en handling, som hævdes at være dadelværdig, men at den ikke har været i stand til at godtgøre, at denne handling blev udført. I øvrigt er Bankens argumentation på dette punkt helt irrelevant, da det falder uden for Domstolens prøvelsesret at vurdere beviserne.
Domstolens bemærkninger
65 Det er tilstrækkeligt på det omhandlede punkt at fastslå, at det første anbringendes tredje led er betinget af en faktisk forudsætning, nemlig at Hautem deltog i fremsendelsen af to af de dokumenter, som var fundet i Yasse's computer, hvilken forudsætning imidlertid, som anført ovenfor i dommens præmis 61, strider mod den vurdering, som Retten foretog i den anfægtede doms præmis 70, og hvorom den har et uindskrænket skøn.
66 Det første anbringendes tredje led må derfor afvises fra realitetsbehandling.
Fjerde led
Parternes argumenter
67 Banken har gjort gældende, at Retten ved at afvise at antage, at Hautem havde fulgt en adfærd, som skulle skjule, at han deltog i Mon de l'Evasió's virksomhed, og ved på denne måde stiltiende at have forkastet det anbringende, som Banken fremførte på dette punkt i henhold til vedtægtens artikel 1, foretog en i forhold til denne bestemmelse urigtig retlig kvalifikation af Hautem's adfærd og ikke tog hensyn til de »dybereliggende grunde« til hans afskedigelse.
68 Banken henviser herved navnlig til den tvetydige adfærd, som Hautem efter dens opfattelse iagttog under den disciplinære forfølgning og under sagen ved Retten, hvor han støttede usandfærdige erklæringer fra Yasse.
69 Hautem har gjort gældende, at Banken på intet tidspunkt under sagen ved Retten fremførte nogen »dybereliggende grunde« til hans afskedigelse, hvorfor den ikke kan bebrejde Retten, at den ikke nævnte sådanne grunde i den anfægtede dom. Dette er følgelig et nyt anbringende, som Domstolen ikke kan tage hensyn til.
70 Endvidere anfører Hautem, at såfremt hans adfærd under afskedigelsesproceduren antages at kunne begrunde den trufne foranstaltning om afskedigelse, vil det være ensbetydende med dels, at en ansat, som er truet af en sådan foranstaltning, forhindres i at handle af frygt for, at hans situation forværres, dels at der tages hensyn til forhold, som ligger uden for de omstændigheder, der gav anledning til disciplinærsagen. Banken er udmærket bekendt med de grunde, som nødsagede Hautem - der oprindelig havde de samme advokater som Yasse - til at skille sig ud fra denne, da det ved afslutningen af den skriftlige forhandling ved Retten viste sig, at Yasse havde forfalsket dokumenter for at begrænse sit ansvar for de forhold, han var lagt til last, mest muligt.
Domstolens bemærkninger
71 Det er herom tilstrækkeligt at bemærke, at Retten i den anfægtede doms præmis 75 fastslog, at de af Banken fremlagte beviser hverken godtgjorde, at Hautem havde udøvet en erhvervsmæssig beskæftigelse af handelsmæssig karakter eller udnyttet sit tilhørsforhold til Banken, og ej heller havde impliceret denne eller personlig benyttet dens materiel. Da disse klagepunkter ifølge den anfægtede afgørelse retfærdiggjorde afskedigelsen af Hautem, konkluderede Retten med føje, at den ikke behøvede at undersøge, om afskedigelsen kunne være begrundet i Hautem's adfærd under disciplinærsagen og så meget mindre under sagen ved Retten.
72 Det første anbringendes fjerde led må derfor forkastes.
Femte led
Parternes argumenter
73 Vedrørende Hautem's påståede tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5, hvorefter de ansatte skal oplyse om deres ægtefælles erhvervsmæssige beskæftigelse, har Banken gjort gældende, at den anfægtede doms præmis 76 indeholder en utilstrækkelig begrundelse og en urigtig retlig kvalifikation. Banken overlader det dog til Domstolen at vurdere karakteren af denne tilsidesættelse i forbindelse med de alvorlige forhold, som bebrejdes Hautem.
74 Hautem har gjort gældende, at dette anbringende må afvises, da Banken hermed anmoder Domstolen om at udtale sig vedrørende omstændigheder, som Retten ikke har vurderet.
Domstolens bemærkninger
75 Det må herom fastslås, at det første anbringendes femte led vedrører en retlig konstatering i den anfægtede doms præmis 76 og må derfor afvises fra realitetsbehandling.
76 Hvad angår realiteten fastslog Retten i den anfægtede doms præmis 76, at det var unødvendigt at behandle anbringendet om, at Hautem havde forsømt at afgive erklæring vedrørende sin ægtefælles beskæftigelse i Mon de l'Evasió, da den anfægtede afgørelse under alle omstændigheder måtte annulleres, fordi Banken havde foretaget en åbenbar fejlvurdering af de faktiske omstændigheder.
77 Denne betragtning er imidlertid retlig fejlagtig, da den anfægtede afgørelse stadig kunne tænkes at være begrundet i tilsidesættelsen af vedtægtens artikel 5. Retten har således undladt at vurdere den betydning, som det kunne have for den anfægtede afgørelses lovlighed, at Hautem havde forsømt at afgive en erklæring vedrørende sin ægtefælles beskæftigelse.
78 Denne fejl fra Rettens side har dog ingen følger. Det er således åbenbart, at undladelsen af, i strid med vedtægtens artikel 5, at afgive erklæring om ægtefællens beskæftigelse - såfremt denne i øvrigt må anses for godtgjort - ikke i sig selv kan begrunde en så alvorlig sanktion som en afskedigelse, navnlig i betragtning af karakteren af de funktioner, som Hautem varetager i Banken.
79 Det første anbringendes femte led må derfor forkastes.
80 Under hensyn til de foranstående betragtninger, må det første anbringende i det hele forkastes.
Andet anbringende
Parternes argumenter
81 Banken har gjort gældende, at Retten i den anfægtede doms præmis 77 har tilsidesat de kontraktlige regler for arbejdsforholdet mellem Banken og dens ansatte ved at fastslå, at den ud fra en analog anvendelse af EF-vedtægtens artikel 91, stk. 1, havde fuld prøvelsesret og følgelig kunne tilpligte Banken at efterbetale Hautem den resterende løn. Banken anfører under henvisning til vedtægtens artikel 13 og 44 og til dommen af 15. juni 1976 i sagen Mills mod EIB (sag 110/75, Sml. s. 955, præmis 22 og 25), at reglerne vedrørende arbejdsforholdet hovedsagelig findes i vedtægten og den kontrakt, der indgås mellem Banken og hver af dens ansatte. Der er derfor væsentlig forskel på ordningen for Bankens ansatte, som beror på kontrakt, og ordningen for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, som beror på EF-vedtægten.
82 Banken bestrider derfor, at en bestemmelse i EF-vedtægten kan anvendes analogt ved afskedigelse af en af Bankens ansatte.
83 Banken har navnlig gjort gældende, at Retten ved at tilpligte den at efterbetale Hautem løn, som han skulle have haft udbetalt siden datoen for afskedigelsen, har anlagt nogle vedtægtsmæssige betragtninger, som ifølge Mills-dommen ikke kan anvendes i denne sag. Selv i tilfælde, hvor en afgørelse fra Banken om afskedigelse af en ansat annulleres, er det hverken muligt at genoprette den afskedigede ansattes karriere eller at lade ham genintræde, da disse begreber ikke eksisterer i en ordning, der retligt beror på kontrakt. I dette tilfælde er der kun mulighed for at fastsætte en erstatning (jf. dommen i sagen Mills mod EIB, præmis 24).
84 I øvrigt anfører Banken, at Retten har modsagt sig selv i betragtning af, at den ikke har udtalt sig om Hautem's genindtræden, da den på den ene side tilpligtede Banken at efterbetale resterende løn med støtte i en række vedtægtsmæssige betragtninger, men på den anden side undlod at udtale sig om hans genindtræden, som Banken har enekompetence til at træffe afgørelse om i medfør af de herom gældende retsregler.
85 Banken tilføjer, at Retten i realiteten af egen drift i den anfægtede doms præmis 77 bestemte, at Hautem skulle have erstattet sit såkaldte tab, selv om han i første instans alene havde rejst krav om tilkendelse af erstatning for det tilfælde, at afgørelsen om hans afskedigelse ikke blev annulleret.
86 Hautem har gjort gældende, at det andet anbringende i appelsagen hverken er nævnt eller uddybet under sagen ved Retten og derfor har karakter af et nyt anbringende, som bør afvises.
Domstolens bemærkninger
Formaliteten
87 Ifølge artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, som i medfør af procesreglementets artikel 118 finder anvendelse i appelsager, må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.
88 Det må konstateres, at Banken naturligvis ikke under sagen ved Retten havde mulighed for at gøre sig bekendt med de betragtninger, som er omhandlet i den anfægtede doms præmis 77.
89 Følgelig er det andet anbringende i appelsagen baseret på en retlig omstændighed, som er kommet frem under retsforhandlingerne i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement, hvorfor det må fremmes til realitetsbehandling.
Realiteten
90 Hvad angår for det første spørgsmålet om, hvorvidt Retten har begået en retlig fejl ved at anvende EF-vedtægtens artikel 91, stk. 1, analogt i en tvist mellem Banken og en af dens ansatte og på dette grundlag slutte, at den havde fuld prøvelsesret, må vedtægtens artikel 41 tages i betragtning.
91 Ifølge denne bestemmelse »[afgøres] alle individuelle tvister mellem Banken og dens ansatte [...] af De Europæiske Fællesskabers Domstol«.
92 Følgelig fratager vedtægtens artikel 41 ikke Domstolen, og dermed Retten, dens prøvelsesret i tvister mellem Banken og dens ansatte angående pengebeløb, og den fastsætter ikke nogen begrænsninger i udøvelsen af denne prøvelsesret, afhængig af tvistens særlige karakter.
93 Ved udøvelsen af denne prøvelsesret skal Retten og Domstolen ganske vist tage hensyn til de særlige forhold, som kendetegner ordningen for Bankens ansatte, og som beror på kontrakt, således som Domstolen fastslog i præmis 22 i dommen i sagen Mills mod EIB.
94 Den omstændighed, at ordningen for Bankens ansatte har en særlig karakter, udelukker imidlertid ikke, at Retten og Domstolen har fuld prøvelsesret i tvister angående pengebeløb mellem Banken og dens ansatte. Tværtimod bekræfter den dette. Så længe der nemlig ikke i den gældende ordning er fastsat nogen udtrykkelig begrænsning, har den ret, som skal træffe afgørelse vedrørende kontrakten, normalt fuld prøvelsesret i tvister angående kontrakt.
95 Retten fastslog derfor med føje, at den i medfør af en analog anvendelse af bestemmelsen i EF-vedtægtens artikel 91, stk. 1, havde fuld prøvelsesret til at træffe afgørelse vedrørende de økonomiske spørgsmål i tvisten mellem Hautem og Banken.
96 Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorvidt Retten ikke, da den tilpligtede Banken at efterbetale Hautem den løn, som han skulle have haft udbetalt fra datoen for sin afskedigelse, tog tilstrækkeligt hensyn til den kontraktlige karakter af ordningen for Bankens ansatte, må det fastslås, at Rettens afgørelse ikke, som hævdet af Banken, beror på vedtægtsmæssige betragtninger, da pålægget om efterbetaling af løn er den normale følge af, at en afgørelse om afskedigelse kendes ulovlig, også efter en ordning, der beror på kontrakt.
97 Endelig fremgår det af den anfægtede doms præmis 35, at Hautem havde nedlagt påstand om, at Retten tilpligtede Banken at betale ham resterende løn.
98 Følgelig må det andet anbringende forkastes.
99 På grundlag af de foranstående betragtninger må appellen i det hele forkastes.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
100 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Hautem har nedlagt påstand om, at Banken tilpligtes at afholde sagens omkostninger, og da denne ikke har fået medhold i sin appel, pålægges den at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
1) Appellen forkastes.
2) Den Europæiske Investeringsbank betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy