Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende - lovgivning, der skal anvendes - bestemmelse i henhold til fællesskabsretten - selvstændig erhvervsdrivende, der driver virksomhed i flere medlemsstater samtidig, og som har bopæl i en af disse - princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse - tilsidesættelse af subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet - foreligger ikke - forenklet procedure
(Domstolens procesreglement, art. 104, stk. 3; Rådets forordning nr. 1408/71, art. 13, stk. 1, og art. 14a, nr. 2)
Parter
I sag C-242/99,
angående en anmodning, som Sozialgericht Augsburg (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Johann Vogler
mod
Landwirtschaftliche Alterskasse Schwaben,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden og fortolkningen af artikel 13, stk. 1, og artikel 14a, nr. 2, og om fortolkningen af artikel 13, stk. 2, litra b), artikel 14a, nr. 3, og artikel 14c i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 307/1999 af 8. februar 1999 (EFT L 38, s. 1),
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene C. Gulmann, A. La Pergola, M. Wathelet (refererende dommer) og V. Skouris samt dommerne D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, P. Jann, L. Sevón, R. Schintgen og F. Macken,
generaladvokat: G. Cosmas
justitssekretær: R. Grass,
efter at have hørt generaladvokaten,
afsagt følgende
Kendelse
Dommens præmisser
1 Ved kendelse af 26. april 1999, indgået til Domstolen den 25. juni 1999, har Sozialgericht Augsburg i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt Domstolen en række præjudicielle spørgsmål vedrørende gyldigheden og fortolkningen af artikel 13, stk. 1, og artikel 14a, nr. 2, og om fortolkningen af artikel 13, stk. 2, litra b), artikel 14a, nr. 3, og artikel 14c i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 307/1999 af 8. februar 1999 (EFT L 38, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«).
2 Disse spørgsmål er blevet rejst i en sag mellem Johann Vogler og Landwirtschaftliche Alterskasse Schwaben (landbrugets pensionskasse i Schwaben, herefter »LAK«) vedrørende Johann Vogler's tilknytning til den tyske alderspensionsordning for landbrugere.
Fællesskabsbestemmelser
3 Artikel 13, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 1408/71 er affattet således:
»Med forbehold af artikel 14c og 14f er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat.«
4 Samme forordnings artikel 13, stk. 2, litra b), foreskriver i denne forbindelse, at:
»en person, der har selvstændig beskæftigelse på en medlemsstats område, [er] omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område«.
5 Som undtagelse fra denne regel foreskriver artikel 14a, nr. 2 og 3, i forordning nr. 1408/71:
»2) En person, der normalt har selvstændig beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, hvis han udøver en del af sin virksomhed på denne medlemsstats område.
3) En person, der har selvstændig beskæftigelse i en virksomhed, som har sit hjemsted på en medlemsstats område, er, såfremt to medlemsstaters fælles grænse går igennem virksomheden, omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den pågældende virksomhed har sit hjemsted.«
6 Nævnte forordnings artikel 14c foreskriver, at en person, der samtidigt har lønnet beskæftigelse og selvstændig beskæftigelse på forskellige medlemsstaters område, er:
»a) med forbehold af litra b) omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område vedkommende har lønnet beskæftigelse, eller hvis vedkommende har sådan beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område, af den lovgivning, som fastsættes i henhold til artikel 14, nr. 2 eller 3.
b) i de i bilag VII omhandlede tilfælde omfattet af:
- lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område vedkommende har lønnet beskæftigelse, idet denne lovgivning fastsættes i overensstemmelse med artikel 14, nr. 2 eller 3, hvis vedkommende har en sådan beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område, og af
- lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område vedkommende har selvstændig beskæftigelse, idet denne lovgivning fastsættes i overensstemmelse med artikel 14a, nr. 2, 3 eller 4, hvis vedkommende har sådan beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område.«
7 Punkt 3 i bilag VII til forordning nr. 1408/71 finder anvendelse i følgende situation:
»For ulykkesforsikringsordningerne for landbruget og alderdomsforsikringsordningerne for landbrugere: selvstændig landbrugsvirksomhed i Tyskland og lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat.«
8 Endelig er artikel 14d, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 affattet således:
»Den person, der omhandles i [...] artikel 14a, [nr.] 2, 3 og 4, [samt] artikel 14c, litra a), [...] behandles for så vidt angår anvendelse af den lovgivning, der fastlægges i overensstemmelse med disse bestemmelser, som om vedkommende havde hele sin erhvervsmæssige beskæftigelse på den pågældende medlemsstats område.«
Tvisten i hovedsagen
9 Johann Vogler, som er østrigsk statsborger, er bosat i Østrig, hvor han som selvstændig erhvervsdrivende driver et hotel. Han driver samtidig en landbrugsbedrift i Tyskland, ligeledes som selvstændig erhvervsdrivende.
10 I Østrig er Johann Vogler syge-, pensions- og ulykkesforsikret i Sozialversicherung der gewerblichen Wirtschaft (socialsikring for selvstændige erhvervsdrivende).
11 Ved afgørelse af 20. marts 1998, som blev stadfæstet ved afgørelse af 30. april 1998, fandt LAK, at Johann Vogler som leder af en landbrugsbedrift også var forsikrings- og bidragspligtig i henhold til den tyske lov om alderspensionsforsikring for landbrugere (Gesetz über die Alterssicherung der Landwirte).
12 Johann Vogler anlagde sag ved Sozialgericht Augsburg mod LAK, idet han gjorde gældende, at han i medfør af bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, og artikel 14a, nr. 2, i forordning nr. 1408/71 alene var forpligtet til at betale sociale sikringsbidrag i Østrig.
13 LAK gjorde heroverfor gældende, at fællesskabslovgiver ved at vedtage de nævnte bestemmelser havde overskredet grænserne for sit skøn. Således ville en pligt til alene at tegne forsikring i Østrig indebære en risiko for, at der ikke tages hensyn til de særlige kendetegn ved den tyske lov om alderspensionsforsikring for landbrugere, som tilsigter at modvirke den skæve aldersfordeling inden for landbruget, idet den som betingelse for tildeling af alderspension foreskriver overdragelse af virksomheden. Sådanne særlige kendetegn ville der derimod i medfør af bestemmelserne i artikel 14c, litra b), jf. punkt 3 i bilag VII til forordning nr. 1408/71, blive taget hensyn til i det tilfælde, hvor en person samtidigt har lønnet beskæftigelse og selvstændig beskæftigelse, fordi en person, som udøver selvstændig landbrugsvirksomhed i Tyskland og som har lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat, i henhold til disse bestemmelser er undergivet lovgivningen i begge medlemsstater. Dette er imidlertid ikke tilfældet, hvis den pågældende person, som det er tilfældet i hovedsagen, udøver selvstændig virksomhed i begge medlemsstater.
14 LAK har yderligere bemærket, at det navnlig vil være i strid med subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet, som omhandlet i EF-traktatens artikel 3 B (nu artikel 5 EF), principielt kun at underkaste de personer, som er omfattet af forordning nr. 1408/71, en enkelt medlemsstats lovgivning om social sikring. Medlemsstaterne er enekompetente til at udforme deres socialpolitik, og det tilkommer ikke fællesskabslovgiver at samordne medlemsstaternes sociale sikringsordninger uden at harmonisere disse.
15 LAK har desuden gjort gældende, at princippet om kun at være tilknyttet en enkelt medlemsstats sociale sikringsordning ikke er nødvendigt for at sikre etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser. Overflødige dobbeltforsikringer vil kunne undgås ved mindre indgribende foranstaltninger, eksempelvis ved at begrænse princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse på risikoen for sygdom.
16 Da Sozialgericht Augsburg var enig i LAK's vurdering og var i tvivl om gyldigheden og fortolkningen af artikel 13, stk. 1, og artikel 14a, nr. 2, og om fortolkningen af artikel 13, stk. 2, litra b), artikel 14a, nr. 3, og artikel 14c i forordning nr. 1408/71, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:
»1) Er artikel 13, stk. 1, jf. artikel 14a, nr. 2, i forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28 af 30.1.1997), senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 307/1999 af 8. februar 1999, ugyldig, fordi det til gennemførelse af etableringsfriheden efter EF-traktatens artikel 52 ikke er nødvendigt, som forudsat i EF-traktatens artikel 51 og 235, jf. EF-traktatens artikel 3 B, stk. 2 og 3, at bestemme, at en person, der er syge-, pensions- og ulykkesforsikret i Østrig som selvstændig hotelvært inden for rammerne af en social forsikring for selvstændige, og der desuden som selvstændig leder af en landbrugsbedrift i Tyskland principielt er omfattet af den tyske alderspensionsordning for landbrugere, på grund af sin bopæl i Østrig alene er undergivet østrigsk lovgivning ikke blot hvad angår sygdoms-, men også hvad angår alderdoms- og invaliditetsrisikoen, henholdsvis risikoen for arbejdsulykker og erhvervssygdomme?
2) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:
Skal artikel 13, stk. 2, litra b), i forordning (EØF) nr. 1408/71 da fortolkes således, at en person, som har forskellig selvstændig beskæftigelse i flere medlemsstater, er omfattet af lovgivningen i disse stater (i sagen Østrig og Tyskland), også selv om den pågældende kun er bosat på én medlemsstats område (i sagen Østrig)?
3) Eller skal artikel 14a, nr. 2, i forordning (EØF) nr. 1408/71 kun anvendes på personer, der normalt har en bestemt selvstændig beskæftigelse, men ikke på personer, der normalt udøver selvstændig beskæftigelse i to forskellige erhverv på to eller flere medlemsstaters område? Eller skal artikel 14a, nr. 2, i forordning (EØF) nr. 1408/71 også anvendes på personer, der normalt udøver selvstændig beskæftigelse i to eller flere erhverv - som ikke står i indbyrdes forbindelse med hinanden - på to eller flere medlemsstaters område?
4) Hvad er forbindelsen mellem artikel 14a, nr. 3, i forordning (EØF) nr. 1408/71 og forordningens artikel 14a, nr. 2? Skal artikel 14a, nr. 3, fortolkes således, at den pligt til at være tilsluttet en social forsikring, som driften af en landbrugsvirksomhed medfører, altid afhænger af lovgivningen i den stat, hvor bedriften har hjemsted, også selv om den pågældende har selvstændig beskæftigelse i et eller flere andre erhverv i en anden medlemsstat?
5)Eller indeholder artikel 14c i forordning (EØF) nr. 1408/71, jf. forordningens bilag VII, punkt 3, om anvendelse af artikel 14c, litra b), en lakune i lovgivningen hvad angår ulykkes- og alderdomsforsikringsordningerne for landbrugere, når disse driver selvstændig virksomhed i landbruget i Tyskland og ikke har lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat, men en selvstændig beskæftigelse (i sagen hotelvært i Østrig) i denne stat?
I bekræftende fald: Kan artikel 14c, litra b), i forordning (EØF) nr. 1408/71, jf. forordningens bilag VII [om anvendelse af artikel 14c, litra b)], anvendes analogt i den foreliggende sag, hvor den pågældende udøver selvstændig beskæftigelse i to forskellige erhverv (hotelvært i Østrig og landbruger i Tyskland)?«
17 Den forelæggende ret ønsker med sit første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 13, stk. 1, jf. artikel 14a, nr. 2, i forordning nr. 1408/71 er forenelige med traktatens artikel 3 B, stk. 2 og 3, i det omfang de foreskriver, at en person, der som selvstændig erhvervsdrivende driver en landbrugsvirksomhed i Tyskland og ligeledes som selvstændig erhvervsdrivende samtidig driver et hotel i Østrig, hvor vedkommende har bopæl, udelukkende er omfattet af sidstnævnte stats lovgivning om social sikring.
18 Det må hertil bemærkes, at besvarelsen af dette spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, hvorfor der i medfør af artikel 104, stk. 3, i Domstolens procesreglement kan træffes afgørelse ved begrundet kendelse.
19 Det fremgår klart af ordlyden af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, at med forbehold af artikel 14c er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Det fremgår ligeledes klart af artikel 14a, nr. 2, at når en person »normalt har selvstændig beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område« er han »omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område han er bosat, hvis han udøver en del af sin virksomhed på denne medlemsstats område«.
20 Det følger heraf, at i det foreliggende tilfælde er Johann Vogler i medfør af forordning nr. 1408/71 alene undergivet den østrigske lovgivning om social sikring.
21 Som den tyske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Rådet og Kommissionen har anført, kan artikel 13, stk. 1, og artikel 14a, nr. 2, i forordning nr. 1408/71, som finder anvendelse på selvstændige erhvervsdrivende, som udøver deres virksomhed i to eller flere medlemsstater, ikke anses for at være i strid med subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet.
22 Det bemærkes, at forskellene mellem de nationale sociale sikringsordninger er kilde til en række restriktioner for den frie bevægelighed for personer, som er omhandlet i EF-traktatens artikel 8 A, 48, 52 og 59 (efter ændring nu artikel 18 EF, 39 EF, 43 EF og 49 EF). EF-traktatens artikel 51 (efter ændring nu artikel 42 EF) forpligter desuden Rådet til at træffe foranstaltninger vedrørende social sikring med henblik på at sikre den effektive udøvelse af den frie bevægelighed for personer.
23 Da Rådet har fastslået, at det var nødvendigt at udvide forordning nr. 1408/71 til også at omfatte selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer for at fjerne hindringer for den frie bevægelighed for denne kategori af personer, forudsatte realiseringen af et sådant formål, blandt andet gennem vedtagelsen af regler om lovvalg, nødvendigvis en omfattende fællesskabsaktion, hvilket skete med vedtagelsen af forordning nr. 1390/81 af 12. maj 1981 (EFT L 143, s. 1). Under disse omstændigheder er subsidiaritetsprincippet ikke blevet tilsidesat ved vedtagelsen af foranstaltninger med henblik på at samordne de nationale sociale sikringsordninger for at sikre den frie bevægelighed og den frie opholdsret for personer inden for Fællesskabet.
24 Hvad angår problemet om, hvorvidt fastlæggelsen i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 af princippet om, at alene én lovgivning finder anvendelse, og udpegelsen i samme forordnings artikel 14a, nr. 2, af lovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har bopæl, som den lovgivning, der finder anvendelse i tilfælde af selvstændig beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område, er forenelige med proportionalitetsprincippet, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Rådet råder over et vidt skøn ved valget af de mest egnede foranstaltninger for at nå det i traktatens artikel 51 tilsigtede resultat (dom af 22.11.1995, sag C-443/93, Vougioukas, Sml. I, s. 4033, præmis 35). Dette bør også gælde for så vidt angår vedtagelse af foranstaltninger på området for social sikring med henblik på sikring af etableringsfriheden. Domstolsprøvelsen af udøvelsen af en sådan kompetence må derfor være begrænset til en undersøgelse af, om der foreligger en åbenbar fejl eller er begået magtfordrejning, eller om den pågældende institution klart har overskredet grænserne for sit skøn (jf. i denne retning dom af 12.11.1996, sag C-84/94, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. I, s. 5755, præmis 58).
25 Af de argumenter, som LAK har fremført, fremgår det imidlertid ikke, at der foreligger en sådan åbenbar fejl eller magtfordrejning i relation til artikel 13, stk. 1, og artikel 14a, nr. 2, i forordning nr. 1408/71, eller at Rådet har overskredet grænserne for sit skøn, da det vedtog disse bestemmelser.
26 Det bemærkes for det første, som Domstolen har fastslået flere gange, at princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse, har til formål at undgå samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger og de forviklinger, som dette kan medføre (jf. dom af 3.5.1990, sag C-2/89, Kits van Heijningen, Sml. I, s. 1755, præmis 12).
27 For det andet er det på ingen måde urimeligt, at den, som driver en eller flere selvstændige virksomheder på to eller flere medlemsstaters område, omfattes af lovgivningen i den medlemsstat, hvor han har bopæl.
28 Den forelæggende rets spørgsmål bør derfor besvares med, at gennemgangen af det første spørgsmål intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 13, stk. 1, jf. artikel 14a, nr. 2, i forordning nr. 1408/71, og at det følger af disse bestemmelser, at en person, der som selvstændig erhvervsdrivende driver en landbrugsvirksomhed i Tyskland og ligeledes som selvstændig erhvervsdrivende samtidig driver et hotel i Østrig, hvor vedkommende har bopæl, udelukkende er omfattet af sidstnævnte stats lovgivning.
29 Under hensyn til det ovenfor anførte er det ufornødent at besvare de øvrige præjudicielle spørgsmål.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
30 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt af Rådet og Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
DOMSTOLEN
Gennemgangen af det første spørgsmål har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 13, stk. 1, jf. artikel 14a, nr. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 307/1999 af 8. februar 1999. Det følger af disse bestemmelser, at en person, der som selvstændig erhvervsdrivende driver en landbrugsvirksomhed i Tyskland og ligeledes som selvstændig erhvervsdrivende samtidig driver et hotel i Østrig, hvor vedkommende har bopæl, udelukkende er omfattet af sidstnævnte stats lovgivning.
Full & Egal Universal Law Academy