EUR-Lex -  62000CC0153 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 23

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1. Ved skrivelse af 13. april 2000 har undersøgelsesdommeren ved Rechtbank van eerste aanleg te Turnhout (byretten i Turnhout) (Belgien), stillet Domstolen fire præjudicielle spørgsmål i medfør af artikel 234 EF.

Disse spørgsmål har til formål at gøre den forelæggende ret i stand til at vurdere spørgsmålet, om den belgiske lovgivning om vidnepligt er forenelig med fællesskabsretten. Den forelæggende ret ønsker også at opnå de nødvendige oplysninger for at kunne bedømme, om visse aspekter i den luxembourgske lovgivning om bankhemmelighed kan forenes med fællesskabsretten.

I - De nationale retsregler

A - Belgisk ret

2. I belgisk ret findes bestemmelsen om tavshedspligt i artikel 458 i code pénal (straffeloven), der har følgende ordlyd:

»Læger, kirurger, militærlæger, apotekere, jordemødre og alle andre personer, som i kraft af deres stilling eller erhverv får kendskab til hemmeligheder, som betros dem, og som videregiver disse, bortset fra det tilfælde, at de indkaldes til at afgive forklaring for domstolene eller for et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, og bortset fra det tilfælde, at loven forpligter dem til at videregive disse hemmeligheder, straffes med fængsel fra otte dage til seks måneder og med bøde fra hundrede francs til femhundrede francs« .

3. Ifølge belgisk retspraksis finder bestemmelsen i artikel 458 i code pénal ikke anvendelse inden for banksektoren . I en dom af 25. oktober 1978 fastslog Cour de cassation (Belgien), at »hverken arten af de af bankansatte udførte arbejdsopgaver eller nogen retsregel pålægger disse tavshedspligt i den i artikel 458 i code pénal anførte betydning«.

4. Artikel 71-86 i code d'instruction criminelle (den belgiske lov om forundersøgelse) regulerer vidneafhøring. Ifølge denne lovs artikel 75 skal et vidne aflægge ed på at ville sige hele sandheden og kun sandheden. Endvidere bestemmer lovens artikel 80:

»Enhver person, der er indkaldt som vidne, skal møde for retten og opfylde sin vidnepligt; hvis ikke, kan undersøgelsesdommeren, på forslag fra anklageren, uden yderligere formaliteter eller frist og uden mulighed for anke, idømme en bøde på op til hundrede francs og pålægge den indkaldte at møde for retten og afgive vidneforklaring« .

5. Ifølge belgisk retspraksis ligestilles et vidnes vægring ved at svare på bestemte spørgsmål med vægring ved at møde for retten, også selv om det fastslås, at hans vidneudsagn er af en art, der kan medføre, at han eller tredjemand risikerer at ifalde strafferetligt ansvar. En sådan handlemåde sanktioneres ved artikel 80 i code d'instruction criminelle, idet denne bestemmelse ikke blot hjemler en pligt til fremmøde, men også en pligt til at afgive vidneforklaring .

B - Luxembourgsk ret

6. I luxembourgsk ret findes bestemmelsen om tavshedspligt i artikel 458 i code pénal (straffeloven). Bortset fra bødestørrelsen er ordlyden af denne bestemmelse identisk med artikel 458 i den belgiske code pénal. Den lyder således:

»Læger, kirurger, militærlæger, apotekere, jordemødre og alle andre personer, som i kraft af deres stilling eller erhverv får kendskab til hemmeligheder, som betros dem, og videregiver disse, bortset fra det tilfælde, at de indkaldes til at afgive forklaring for domstolene eller for et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, og bortset fra det tilfælde, at loven forpligter dem til at videregive disse hemmeligheder, straffes med fængsel fra otte dage til seks måneder og med bøde fra 20 000 francs til 200 000 francs.«

7. I modsætning til belgisk ret pålægger luxembourgsk ret ansatte i bank- og finanssektoren tavshedspligt . Hjemmelen for denne forpligtelse findes i artikel 41 i loi du 5 avril 1993 relative au secteur financier (den luxembourgske lov af 5.4.1993 om finanssektoren). Den bestemmer:

»1. Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af direktions- og tilsynsorganer, ledere, ansatte og andre personer, som er ansat i kreditinstitutter og andre erhvervsgrene i finanssektoren, som nævnt i denne lovs del I, skal hemmeligholde oplysninger, der betros dem som led i deres erhvervsvirksomhed. Videregivelse af sådanne oplysninger straffes efter artikel 458 i code pénal.

2. Forpligtelsen til hemmeligholdelse ophører, når videregivelse af en oplysning er tilladt eller påbudt ved eller i henhold til en lovbestemmelse, også hvis den er ældre end denne lov.

[...]

6. Enhver, der er pålagt tavshedspligt i medfør af stk. 1, og som lovligt har videregivet en oplysning, der er omfattet af tavshedspligten, kan ikke blot på grund af denne videregivelse ifalde civilretligt eller strafferetligt ansvar.«

II - De faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

8. Det fremgår af sagens akter , at den forelæggende ret skal foretage en indenretslig forundersøgelse mod Paul der Weduwe. Forundersøgelsen vedrører dokumentfalsk, dokumentfalsk i skatteforhold, brug af falske skattedokumenter, hvidvaskning af penge og tilsidesættelse af angivelsesforpligtelsen i henhold til artikel 305-310 i den belgiske code des impôts sur les revenus (indkomstskatteloven).

9. Paul der Weduwe er en nederlandsk statsborger, som bor i Luxembourg. Han har tidligere været ansat i Banque UCL og er nu ansat i Rabobank. Begge banker er etableret i Luxembourg.

Paul der Weduwe er mistænkt for at have hvervet og besøgt kunder i Belgien med henblik på at opnå pengeanbringelser i form af indskud eller i værdipapirer hos sine arbejdsgivere. I forbindelse med disse aktiviteter afhentede han penge hos belgiske kunder og bragte dem til Luxembourg. Paul der Weduwe medbragte ligeledes værdipapirkuponer for belgiske kunder for at anbringe de her fra stammende indtægter hos sin arbejdsgiver. De omtvistede forhold fandt sted i perioden oktober 1993 til maj 1999.

10. Som led i forundersøgelsen har den forelæggende ret foretaget en afhøring af Paul der Weduwe om fremgangsmåden ved hvervningen af kunder og overførslen af værdipapirer.

Paul der Weduwe har afvist at besvare de af undersøgelsesdommeren stillede spørgsmål. Som begrundelse herfor har han påberåbt sig den tavshedspligt, der ifølge luxembourgsk ret gælder inden for banksektoren. På denne baggrund besluttede den forelæggende ret at varetægtsfængsle Paul der Weduwe. Han er nu løsladt på bestemte betingelser i henhold til dom afsagt af Hof van Beroep, Kamer van Inbeschuldigingstelling te Antwerpen (appelret i Antwerpen) (Belgien).

11. Som led i forundersøgelsen ønskede den forelæggende ret ligeledes at afhøre Marc Troch som vidne.

Marc Troch er en belgisk statsborger, der bor i Luxembourg, og som har været ansat i Banque UCL, hvor han var ansvarlig for arbitrageafdelingen, investeringsfonde, internationale kreditter og private banking. Marc Troch er allerede blevet afhørt af belgisk politi. Han har dog afvist at besvare de stillede spørgsmål under henvisning til bestemmelserne i luxembourgsk ret om bankhemmelighed.

12. Den forelæggende ret anfører, at Paul der Weduwe og Marc Troch på intet tidspunkt har påberåbt sig deres ret til ikke at udtale sig. Som begrundelse for ikke at svare på spørgsmålene har de udtrykkeligt henvist til den luxembourgske bankhemmelighed .

13. I sin forelæggelseskendelse gør undersøgelsesdommeren gældende, at den luxembourgske lovgivning om bankhemmelighed udgør en alvorlig hindring for bevisoptagelsen .

Ifølge undersøgelsesdommeren er der tale om en lovkonflikt mellem de bestemmelser i belgisk ret, der pålægger vidnepligt, og de bestemmelser i luxembourgsk ret, der pålægger tavshedspligt. Denne situation udgør en alvorlig hindring for, at det belgiske retsvæsen kan fungere efter hensigten, da luxembourgske bankansatte vil vægre sig mod at vidne i Belgien for at undgå at blive dømt i medfør af artikel 80 i code d'instruction criminelle og efterfølgende risikere at ifalde ansvar for tilsidesættelse af bankhemmeligheden.

14. Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret afklaret, om EF-traktatens artikel 59 (nu artikel 49 EF), som forbyder restriktioner i den frie udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet, faktisk tillader, at den luxembourgske lovgivning om bankhemmelighed gives ekstraterritorial rækkevidde.

15. Undersøgelsesdommeren henviser til Domstolens dom af 10. maj 1995, Alpine Investments . Han anfører, at traktatens artikel 59 vedrører ikke blot restriktioner, der hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser i værtsmedlemsstaten, men tillige restriktioner i medfør af oprindelsesmedlemsstatens lovgivning. Domstolen har således fastslået, at traktatens artikel 59 forbyder, at den oprindelsesmedlemsstaten træffer foranstaltninger, der begrænser muligheden for virksomheder etableret på dens område, for at præstere tjenesteydelser til modtagere, der befinder sig i en anden medlemsstat .

16. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at i det foreliggende tilfælde er den ekstraterritoriale anvendelse af den luxembourgske bankhemmelighed en uforsvarlig hindring for den frie udveksling af finansielle tjenesteydelser . Den påpeger, at bankansatte i Luxembourg, som udnytter deres ret til fri udveksling af tjenesteydelser på det belgiske område, kommer til at stå i et dilemma, fordi de nødvendigvis vil tilsidesætte enten den belgiske lovgivning om vidnepligt (artikel 80 i code d'instruction criminelle) eller de luxembourgske regler om bankhemmelighed (artikel 41 i 1993-loven). Ifølge den forelæggende ret medfører denne lovkonflikt ulige behandling af banker og kunder, afhængigt af deres nationalitet og etableringssted.

III - De præjudicielle spørgsmål

17. På baggrund af ovenstående har undersøgelsesdommeren ved Rechtbank van eerste aanleg te Turnhout besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 49 EF (tidligere traktatens artikel 59) fortolkes således, at:

såfremt et kreditinstitut, der har tilladelse til at drive virksomhed i en medlemsstat, hvor tilsidesættelser af bankhemmeligheden er strafbare, som led i den frie udveksling af tjenesteydelser driver virksomhed på en anden medlemsstats område, hvor der ikke findes en tilsvarende bankhemmelighed,

1) er denne traktatbestemmelse ikke til hinder for en bestemmelse i værtsmedlemsstatens lovgivning, hvorefter det pågældende kreditinstituts arbejdstagere er forpligtet til at vidne i straffesager om tjenesteydelser, som de har udført som led i den frie udveksling af tjenesteydelser på værtsmedlemsstatens område under omstændigheder, hvor arbejdstagere i kreditinstitutter i værtsmedlemsstaten ville have samme vidnepligt

2) er denne traktatbestemmelse ikke til hinder for en lovgivning i værtsmedlemsstaten, hvorefter det pågældende kreditinstituts arbejdstagere, som under en afhøring som sigtede vælger ikke at påberåbe sig deres ret til ikke at udtale sig som sigtede, kan afgive forklaring i straffesager om tjenesteydelser, de som led i den frie udveksling af tjenesteydelser har udført på værtsmedlemsstatens område under omstændigheder, hvor arbejdstagere i kreditinstitutter i værtsmedlemsstaten har samme ret til at afgive forklaring som sigtede, for så vidt de ikke påberåber sig eller ønsker at påberåbe sig deres ret til ikke at udtale sig

3) er denne traktatbestemmelse til hinder for en bestemmelse i oprindelsesmedlemsstatens lovgivning, hvorefter det pågældende kreditinstituts arbejdstagere kan gøres strafferetligt og civilretligt ansvarlige, såfremt de som led i en strafferetlig undersøgelse, der foretages i en værtsmedlemsstat (jf. spørgsmål 1 og 2) (i dette tilfælde Kongeriget Belgien), afgiver vidneforklaring om tjenesteydelser, som de har udført som led i den frie udveksling af tjenesteydelser på værtsmedlemsstatens område

4) er denne traktatbestemmelse til hinder for en bestemmelse i oprindelsesmedlemsstatens lovgivning, hvorefter det pågældende kreditinstituts arbejdstagere kan gøres strafferetligt og civilretligt ansvarlige, såfremt de som led i en strafferetlig undersøgelse, der foretages i en værtsmedlemsstat (jf. spørgsmål 1 og 2) (i dette tilfælde Kongeriget Belgien), afgiver forklaring som sigtede om tjenesteydelser, de som led i den frie udveksling af tjenesteydelser har udført på værtsmedlemsstatens område (i dette tilfælde Kongeriget Belgien), når de ikke påberåber sig eller ønsker at påberåbe sig deres ret til ikke at udtale sig?«

IV - De præjudicielle spørgsmåls genstand

18. Anmodningen om præjudiciel afgørelse fra undersøgelsesdommeren i Turnhout rejser grundlæggende to spørgsmål.

19. Det første spørgsmål vedrører den belgiske lovgivning om vidnepligt. Den forelæggende ret spørger, om traktatens artikel 59 tillader en værtsmedlemsstat at anvende en bestemmelse, der pålægger ansatte inden for banksektoren, der er indkaldt som vidne som led i en retslig forundersøgelse, at videregive oplysninger, hvorom gælder en tavshedspligt i henhold til lovgivningen i deres oprindelsesmedlemsstat . Den forelæggende ret ønsker endvidere afklaret, om traktatens artikel 59 er til hinder for en sådan bestemmelse, når de berørte personer er indkaldt til afhøring som sigtede og ikke påberåber sig deres ret til ikke at udtale sig .

20. Det andet spørgsmål vedrører den luxembourgske lovgivning om bankhemmelighed. Der spørges, om traktatens artikel 59 er til hinder for, at en medlemsstat, som pålægger bankansatte tavshedspligt, vedtager bestemmelser, der forbyder disse at videregive oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten, ved judicielle myndigheder i en anden medlemsstat, da de ellers risikerer at ifalde civilretligt eller strafferetligt ansvar .

V - De skriftlige indlæg til Domstolen

21. Under den skriftlige forhandling har tre parter indgivet indlæg ved Domstolen, nemlig Paul der Weduwe, Kongeriget Belgien og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

22. Paul der Weduwe anfører, at den præjudicielle forelæggelse ikke kan antages til realitetsbehandling. Han fremlægger tre kategorier af argumenter til støtte for sin påstand.

Den forelæggende ret er for det første ikke en »domstol« i den i artikel 234 EF anførte betydning. Undersøgelsesdommeren afsiger nemlig ingen domme mod sigtede eller vidner. Han har kun til opgave at sørge for bevisoptagelsen med henblik på at gøre retten i stand til at træffe afgørelse med tilstrækkelig kendskab til sagen. Når forundersøgelsen er afsluttet, overdrager undersøgelsesdommeren sagen til anklagemyndigheden, som beslutter, om der skal anlægges sag mod de berørte parter. Det er derefter »chambre de conseil« (i første instans) og »chambre des mises en accusation« (i anden instans), der skal træffe afgørelse om en forelæggelse for domstolene .

For det andet er det ikke nødvendigt at besvare de præjudicielle spørgsmål, for at der kan afsiges dom i sagen. Når den forelæggende ret ikke skal afsige en »dom« i den i artikel 234 EF anførte betydning, tjener Domstolens afgørelse kun som forebyggende juridisk rådgivning for anklagemyndigheden, og eventuelt for den domstol, der skal prøve sagen .

For det tredje redegør forelæggelseskendelsen ikke i tilstrækkelig grad for de faktiske og retlige omstændigheder, der har givet anledning til de rejste spørgsmål .

23. Den belgiske regering har i sit skriftlige indlæg taget stilling til sagens realitet.

Kongeriget Belgien gør gældende, at vidnepligten i medfør af artikel 80 i code d'instruction criminelle er forenelig med traktatens artikel 59. Vidnepligten indebærer ikke nogen forskelsbehandling, idet den gælder uafhængig af nationalitet og ikke kan være til hinder for den frie udveksling af tjenesteydelser. Under alle omstændigheder er denne pligt begrundet i tvingende almene hensyn (bekæmpelse af kriminalitet og skattebedrageri), og den står i et rimeligt forhold til det formål, der tilstræbes .

Derimod anfører den belgiske regering, at hvis den luxembourgske lovgivning har ekstraterritorial rækkevidde , er den i strid med fællesskabsretten. I dette tilfælde er den luxembourgske lovgivning om bankhemmelighed diskriminerende og kan være til hinder for den frie udveksling af tjenesteydelser på belgisk område. Ansatte inden for banksektoren vil herved befinde sig i en urimelig juridisk situation, fordi de ikke samtidig kan overholde vidnepligten i henhold til belgisk ret og tavshedspligten i henhold til luxembourgsk ret. Desuden kan den luxembourgske lovgivning ikke begrundes i noget tvingende alment hensyn i den ifølge gældende retspraksis fastlagte betydning .

24. Kommissionen antager, at de fire fortolkningsspørgsmål skal besvares samlet.

Ifølge Kommissionen er de belgiske og luxembourgske bestemmelser ikke til hinder for den frie udveksling af tjenesteydelser. De spiller kun en rolle, når en tjenesteyder er mistænkt for ulovlige aktiviteter. Denne situation ligger imidlertid alt for langt fra den normale udveksling af tjenesteydelser til at kunne være omfattet af forbuddet i traktatens artikel 59. Kommissionen understreger, at den forelæggende ret er stillet over for et problem vedrørende modstridende strafferetlige bestemmelser i to forskellige medlemsstater. Den erindrer om, at hindringer for det fælles markeds funktion, som beror på modstridende strafferetlige bestemmelser, i princippet skal løses ved harmoniseringsforanstaltninger. Da ingen harmoniseringsforanstaltninger imidlertid er blevet vedtaget i det foreliggende tilfælde, kan medlemsstaterne frit vedtage regler, der gælder for personer, der udøver virksomhed på deres område .

25. Den luxembourgske regering har ikke interveneret i den skriftlige procedure. Den har derimod afgivet et mundtligt indlæg, som jeg vender tilbage til nedenfor i dette forslag til afgørelse.

VI - Vurdering

26. Indledningsvis mener jeg, at det er nødvendigt at erindre om de principper, der gælder for Domstolens kompetence i medfør af artikel 234 EF.

27. Ifølge fast retspraksis er den procedure, der er fastlagt ved artikel 234 EF et »samarbejdsinstrument« mellem Domstolen og de nationale retsinstanser. Inden for rammerne af dette samarbejde tilkommer det den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen . Dette princip begrundes i det forhold, at alene den nationale ret har direkte kendskab til sagens omstændigheder og til den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten . Følgelig gælder, at når de stillede spørgsmål vedrører en fortolkning af fællesskabsretten, er Domstolen i princippet forpligtet til at træffe afgørelse herom .

Domstolen har dog ligeledes fastslået, at den i særlige tilfælde er beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen, med henblik på at efterprøve sin egen kompetence . Ifølge Domstolen indebærer den samarbejdsånd, der må beherske udførelsen af en præjudiciel forelæggelse, at de nationale domstole tager hensyn til den opgave, som Domstolen alene varetager på området . Den opgave består i at bidrage til justitsforvaltningen i de forskellige medlemsstater og ikke i at udøve responderende virksomhed vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål .

28. For at kunne nå til en fortolkning af fællesskabsretten, som er til nytte for den forelæggende rets prøvelse af tvisten, har Domstolen endvidere fastslået, at den forelæggende ret skal fastlægge sagens faktum og afklare rent nationale retsspørgsmål inden forelæggelsen . Det er derfor ubetinget nødvendigt, at den nationale retsinstans redegør for grundene til, at den finder, at en besvarelse af dens spørgsmål er nødvendig .

29. Da Domstolen ikke udøver responderende virksomhed, afviser den systematisk at besvare præjudicielle spørgsmål, som ikke er udtryk for et objektivt behov i forbindelse med løsningen af hovedsagen .

Domstolen afviser derfor at træffe præjudiciel afgørelse, når den konstaterer, at fællesskabsretlige bestemmelser ikke skal anvendes på retstvisten . Domstolen afviser ligeledes at give en besvarelse, når denne ikke kan påvirke behandlingen af hovedsagen eller når den fortolkning, der er anmodet om, er uden relevans for løsningen af tvisten . Endelig afviser Domstolen at træffe præjudiciel afgørelse, når den er usikker om, hvorvidt den berørte nationale lovgivning vil finde anvendelse i den forelæggende rets prøvelse af sagen .

30. Det er på grundlag af disse principper, at jeg skal undersøge de spørgsmål, som undersøgelsesdommeren i Turnhout har stillet.

31. Undersøgelsesdommeren ønsker i den foreliggende sag at få afklaret, hvorvidt den belgiske lovgivning om vidnepligt er forenelig med fællesskabsretten . Den ønsker desuden at foretage en bedømmelse af foreneligheden af den luxembourgske lovgivning om bankhemmelighed.

32. Den forelæggende ret tager udgangspunkt i det princip, at den luxembourgske lovgivning har særlig ekstraterritorial rækkevidde. Ifølge denne forbyder 1993-loven luxembourgske bankansatte at videregive oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, ved en anden medlemsstats judicielle myndigheder.

33. Jeg skal i den forbindelse erindre om, at den i artikel 234 EF fastlagte procedure er baseret på en klar adskillelse mellem Domstolens og nationale retters funktioner . Domstolen finder, at inden for rammerne af det samarbejde, der er fastlagt ved artikel 234 EF, tilkommer det ikke Domstolen at efterprøve, om den forelæggende ret har fortolket sin egen interne ret korrekt eller om den nationale bestemmelse, som den angiver, er relevant for hovedsagen . Dette princip begrundes i det forhold, at det alene er den forelæggende ret, som har direkte kendskab til den nationale ret, som tvisten vedrører.

34. Dette princip kan imidlertid ikke anvendes uden forbehold, når den nationale domstol vil bedømme, om en anden medlemsstats lovgivning er forenelig med fællesskabsretten.

I dette tilfælde skal den nationale domstol nemlig identificere og fortolke bestemmelser, som ikke følger af dens egen interne lovgivning. I modsætning til den stilling den indtager i den »klassiske« præjudicielle procedure, har den nationale domstol sjældent et direkte og udtømmende kendskab til den nationale lovgivning, som tvisten vedrører. Jeg mener følgelig, at Domstolen »skal udvise særlig agtpågivenhed, når den får forelagt [...] et spørgsmål, der skal give den forelæggende ret mulighed for at vurdere, om en anden medlemsstats lovgivning er forenelig med fællesskabsretten« . Domstolen skal sikre sig, at beskrivelsen af de nationale retsregler er en korrekt og udtømmende præsentation af de gældende retsregler i den medlemsstat, hvis lovgivning er omtvistet. Med andre ord skal Domstolen sikre sig, at den er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger med henblik på at undgå at udøve responderende virksomhed vedrørende et hypotetisk spørgsmål.

35. I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af sagens akter, at de præjudicielle spørgsmål tager udgangspunkt i en fortolkning af luxembourgsk ret, som er stærkt bestridt af de intervenerende parter.

36. I sine skriftlige indlæg er den belgiske regering fremkommet med følgende præciseringer.

37. Kongeriget Belgien har anført, at artikel 41 i 1993-loven, såvel som artikel 458 i den luxembourgske code pénal fastsætter en undtagelse til tavshedspligten. I henhold til disse bestemmelser kan bankhemmeligheden hæves, når den bankansatte er indkaldt som vidne eller når videregivelse af oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, er pålagt eller tilladt ved lov .

38. Den belgiske regering forklarer, at spørgsmålet om ekstraterritorial rækkevidde af luxembourgsk lovgivning er omstridt . Således kan artikel 458 i code pénal og artikel 41 i 1993-loven fortolkes på tre forskellige måder.

Ifølge den første fortolkning antages princippet om bankhemmelighed som værende uden ekstraterritorial rækkevidde. Det indebærer, at de luxembourgske myndigheder ikke retsforfølger bankansatte, hjemmehørende på dens område, medmindre videregivelsen af oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, sker på Storhertugdømmets område. Ifølge luxembourgsk ret retsforfølges derimod ikke videregivelse af oplysninger, når denne sker uden for Luxembourgs område.

Ifølge den anden fortolkning har den luxembourgske lovgivning ekstraterritorial rækkevidde såvel hvad angår princippet om bankhemmelighed, som hvad angår undtagelserne til dette princip. I dette tilfælde skal bankansatte, hjemmehørende i Luxembourg, overholde bankhemmeligheden ikke kun på Luxembourgs område, men også på andre medlemsstaters område. De luxembourgske bankansatte kan dog videregive oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, når de er indkaldt som vidne ved en anden medlemsstats retter. Med andre ord skal artikel 458 i den luxembourgske code pénal og artikel 41 i 1993-loven fortolkes således, at vidnepligt ifølge en anden medlemsstats lovgivning medfører, at bankhemmeligheden hæves ved denne stats retter.

Endelig ifølge den tredje fortolkning har den luxembourgske lovgivning kun ekstraterritorial rækkevidde for så vidt angår princippet om bankhemmelighed. Det indebærer, at bankansatte, der er hjemmehørende i Luxembourg, skal overholde bankhemmeligheden uden for Luxembourgs område. Bankhemmeligheden må ikke hæves, når de er indkaldt som vidne ved en anden medlemsstats retter. De må kun videregive oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, ved de luxembourgske retter .

39. I sine skriftlige indlæg foreslår den belgiske regering, at man henholder sig til den første fortolkning, som beskrevet ovenfor . Den anfører, at en bankansat ikke kan retsforfølges af de luxembourgske retter, når videregivelsen af oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, sker uden for Luxembourgs område.

40. Kongeriget Belgien påpeger, at under alle omstændigheder giver den luxembourgske lovgivning kun anledning til problemer i det tredje tilfælde, som beskrevet ovenfor .

I det første tilfælde gælder princippet om bankhemmeligheden ikke på belgisk område. Under disse omstændigheder kan Paul der Weduwe og Marc Troch frit afgive vidneforklaring for undersøgelsesdommeren i Turnhout. Det samme gælder i det andet tilfælde, hvor vidnepligten i henhold til artikel 80 i code d'instruction criminelle berettiger, at bankhemmeligheden hæves. I dette tilfælde kan Paul der Weduwe og Marc Troch ligeledes frit afgive vidneforklaring for undersøgelsesdommeren i Turnhout.

41. Kongeriget Belgien påpeger, at hvis en af disse to fortolkninger skal lægges til grund, ville undersøgelsesdommerens præjudicielle anmodning være »uden genstand«. Den ville i så fald vedrøre »en [rets]regel, der ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde« .

42. Ifølge den belgiske regering kan kun den tredje fortolkning, som beskrevet ovenfor, skabe problemer i relation til traktatens artikel 59.

I det tilfælde er Paul der Weduwe og Marc Troch forpligtet til ikke at videregive oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, til undersøgelsesdommeren i Turnhout. Kongeriget Belgien antager, at i den situation »tilkommer det Domstolen at vurdere, om en sådan hypotetisk fortolkning [af luxembourgsk lov] er forenelig med fællesskabsretten« .

43. Storhertugdømmet Luxembourg anfører for sit vedkommende, at denne tredje fortolkning ikke kan godtages.

44. Under retsmødet har Storhertugdømmet Luxembourg oplyst, at dens domstole endnu ikke har prøvet spørgsmålet om ekstraterritorial rækkevidde af bankhemmeligheden. Det påpeges, at de luxembourgske domstole formodentlig aldrig vil få mulighed for at prøve dette omtvistede spørgsmål. Ifølge Storhertugdømmet Luxembourg er de faktiske omstændigheder, som giver anledning til en sådan tvist, for sjældne og atypiske til at kunne blive prøvet ved de luxembourgske domstole.

45. Den luxembourgske regering har i mangel af (eksisterende og forudsigelig) retspraksis på området redegjort for den fortolkning, som, den mener, bør lægges til grund.

46. Storhertugdømmet Luxembourg antager, at den luxembourgske lovgivning om bankhemmelighed ikke forbyder de berørte personer at videregive oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, når de er indkaldt for en anden medlemsstats retter. Den begrunder sit standpunkt på følgende måde.

47. For det første anfører den luxembourgske regering, at princippet om bankhemmelighed har ekstraterritorial rækkevidde. Luxembourgsk lovgivning ville være helt virkningsløs, hvis den tillod videregivelse af oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, uden for Luxembourgs område. I det tilfælde ville det være tilstrækkeligt, at den bankansatte forlod Luxembourg for straffrit at kunne videregive oplysninger, der ellers ville være omfattet af bankhemmeligheden. Det følger heraf, at bortset fra de undtagelser, der gælder ifølge luxembourgsk ret, udgør videregivelse af oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, uden for Luxembourgs område en lovovertrædelse, som kan strafsanktioneres af de luxembourgske retter .

48. For det andet finder den luxembourgske regering, at undtagelserne til bankhemmeligheden ligeledes har ekstraterritorial rækkevidde. Begrundelserne for denne fortolkning er imidlertid andre end de af Kongeriget Belgien anførte.

Kongeriget Belgien har gjort gældende, at vidnepligten i henhold til artikel 80 i code d'instruction criminelle kan betragtes som en undtagelse til bankhemmeligheden i henhold til artikel 458 i code pénal og artikel 41 i 1993-loven . Den luxembourgske regering antager, at denne løsning indebærer, at man tillader at en medlemsstat kan fastsætte undtagelser til et andet lands strafferetlige lovgivning. Ifølge Storhertugdømmet Luxembourg er en sådan løsning klart uforenelig med generelle principper i international strafferet.

Den luxembourgske regering er af den opfattelse, at undtagelserne til bankhemmeligheden kun kan udledes af de luxembourgske strafferetlige bestemmelser. Luxembourg erindrer om, at artikel 458 i code pénal og artikel 41 i 1993-loven bestemmer, at personer kan videregive oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, når de er indkaldt som vidne ved »judicielle myndigheder«. Den luxembourgske regering understreger, at udtrykket »judicielle myndigheder« ikke blot omfatter de luxembourgske retter, men også andre medlemsstaters retter .

49. Det følger af samtlige disse betragtninger, at undersøgelsesdommerens præjudicielle spørgsmål hviler på et grundlag, som er stærkt bestridt af de intervenerende parter.

50. Den forelæggende ret har rent faktisk lagt det princip til grund, at den luxembourgske lov forbyder Paul der Weduwe og Marc Troch at videregive oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, til de belgiske judicielle myndigheder. Det fremgår imidlertid klart af de indlæg, som den luxembourgske regering har fremsat, at en sådan fortolkning ikke kan godtages. Luxembourg antager, at artikel 458 i code pénal og artikel 41 i 1993-loven ikke forbyder personer at videregive oplysninger, der er omfattet af bankhemmeligheden, når de er indkaldt som vidne ved en anden medlemsstats retter.

51. Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at de præjudicielle spørgsmål er rent hypotetiske. Domstolen har ikke sikkerhed for, at dens afgørelse vil blive anvendt i hovedsagen. Faktisk vil den fremtidige afgørelse kun blive anvendt i det tilfælde, hvor en bestemt fortolkning af luxembourgsk ret lægges til grund (dvs. den tredje fortolkning, som beskrevet under punkt 38 i dette forslag til afgørelse). Det fremgår imidlertid af sagens akter, at denne hypotese er usandsynlig.

52. Jeg foreslår derfor Domstolen at afvise anmodningen om præjudiciel afgørelse. Hvis Domstolen accepterer at besvare de præjudicielle spørgsmål, overskrider den efter min opfattelse sine beføjelser i medfør af artikel 234 EF, fordi den i så fald ville udøve responderende virksomhed vedrørende et hypotetisk spørgsmål.

VII - Forslag til afgørelse

53. På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at fastslå:

»De præjudicielle spørgsmål, der er stillet af undersøgelsesdommeren ved Rechtbank van eerste aanleg te Turnhout, afvises.«

Full & Egal Universal Law Academy