EUR-Lex -  62000CC0312 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Stix-Hackl fremsat den 16. april 2002. - Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber mod Camar Srl og Tico Srl. - Appel - fælles markedsordning - bananer - ansøgning om supplerende importlicenser - tilpasning af toldkontingentet i nødstilfælde - Fællesskabets ansvar uden for kontrakt - annullationssøgsmål - formaliteten. - Sag C-312/00 P.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I - Indledning

1. Kommissionen har i den foreliggende sag appelleret den dom, Retten i Første Instans afsagde den 8. juni 2000 i de forenede sager T-79/96, T-260/97 og T-117/98 . I den appellerede dom har Retten bl.a. fastslået, at Kommissionen ved at undlade at træffe visse foranstaltninger, som omhandlet i Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer (herefter »forordningen«), til fordel for to italienske bananimporterende virksomheder, nemlig Camar Srl (herefter »Camar«) og Tico Srl (herefter »Tico«) havde tilsidesat de forpligtelser, som påhvilede den. I sag T-260/97 blev Kommissionen dømt til at erstatte det tab, Camar havde lidt som følge af Kommissionens afslag på at vedtage den foranstaltning, der var anmodet om.

II - De faktiske omstændigheder som fastslået af Retten

2. Ifølge Rettens dom er de faktiske omstændigheder følgende :

Camar blev oprettet i 1983 af den italienske investeringskoncern De Nadai med henblik på at indføre bananer af somalisk oprindelse til Italien. Indtil 1994 var Camar den eneste importør, og indtil 1997 den største importør af denne type bananer. Mellem 1984 og 1990 nåede bananproduktionen i Somalia sin højeste udvikling med en årlig produktion på 90 000-100 000 tons. Camar indførte en del af denne produktion til Europa (51 921 tons i 1988, 59 388 tons i 1989 og 57 785 tons i 1990) og især til Italien (45 130 tons i 1990). Den 31. december 1990 udbrød der borgerkrig i Somalia, hvorfor Camars normale indførsler blev afbrudt. Fra borgerkrigens begyndelse og frem til ikrafttrædelsen af den fælles markedsordning i juli 1993 forsynede Camar det italienske marked med bananer fra visse AVS-lande, Cameroun og Windward Islands samt fra visse tredjelande, som Camar allerede havde importeret fra siden 1988. Fra indførelsen af den fælles markedsordning i juli 1993 til udgangen af 1997 fik Camar udstedt kategori A-licenser. I 1997 fik Camar udstedt importlicenser for henholdsvis 7 545,723 tons for kategori A og 2 140,718 tons for kategori B . I denne periode indførte Camar fra Somalia ca. 482 tons bananer i 1993, 1 321 tons i 1994, 14 140 tons i 1995 og 15 780 tons i 1996. I 1997 var der forventet en somalisk bananproduktion på ca. 60 000 tons, men som følge af klimaproblemer, og fordi der ikke var nogen anden havn med de nødvendige faciliteter end Mogadishu, blev der kun udført 21 599 tons bananer fra Somalia, hvoraf 12 000 tons blev markedsført af Camar.

Siden den fælles markedsordnings ikrafttræden har Camar gentagne gange ansøgt Kommissionens tjenestegrene om at forhøje kontingentet for tredjelandsbananer med forskellen mellem den i forordningen fastsatte traditionelle mængde somaliske bananer (60 000 tons) og den mængde, som Camar faktisk havde eller kunne have indført til Fællesskabet, og at udstede licenser til Camar svarende til forskellen mellem disse to mængder.

III - De relevante retsregler

3. Ifølge Rettens dom finder følgende bestemmelser anvendelse :

4. Ved forordningen er de tidligere forskellige nationale ordninger blevet erstattet af en fælles ordning for samhandelen med tredjelande. I den version af forordningen, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i de foreliggende sager, var det bestemt, at der hvert år skulle åbnes et toldkontingent for indførsel af bananer fra tredjelande og fra AVS-landene. I artikel 15, der er blevet til artikel 15a efter de ændringer, der er indført ved Rådets forordning (EF) nr. 3290/94 af 22. december 1994 om de tilpasninger og overgangsforanstaltninger, der er nødvendige i landbrugssektoren for gennemførelsen af de aftaler, som er indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi , blev der sondret mellem »traditionelle« og »ikke-traditionelle« bananer, afhængigt af, om bananerne var, henholdsvis ikke var en del af de mængder bananer, der traditionelt udføres af AVS-landene til Fællesskabet, og som er anført i bilaget til forordningen. For Somalia blev størrelsen af »den traditionelle indførsel« fastsat til 60 000 tons.

5. I forordningens artikel 18, stk. 1, var det bestemt, at der for indførsel af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer skulle åbnes et toldkontingent på 2,1 mio. tons nettovægt for 1994 og 2,2 mio. tons nettovægt årligt for de følgende år. Inden for rammerne af dette toldkontingent opkrævedes der en told på 75 ECU pr. ton for indførsel af tredjelandsbananer og en nultold for ikke-traditionelle AVS-bananer. Endvidere hed det i artikel 18, stk. 2, at der for bananer indført uden for toldkontingentet, uanset om der var tale om ikke-traditionelle bananer indført fra AVS-landene eller tredjelande, skulle opkræves en told beregnet efter satserne i den fælles toldtarif.

6. Ved forordningens artikel 19, stk. 1, blev det således åbnede toldkontingent fordelt med 66,5% til erhvervsdrivende, der havde markedsført tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer (kategori A), 30% til erhvervsdrivende, der havde markedsført EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer (kategori B), og 3,5% til erhvervsdrivende, der var etableret i Fællesskabet, og som i 1992 var begyndt at markedsføre andre bananer end EF- og/eller traditionelle AVS-bananer (kategori C).

7. Ifølge forordningens artikel 19, stk. 2, andet afsnit, blev der i andet halvår 1993 udstedt licenser til den enkelte erhvervsdrivende på grundlag af halvdelen af den gennemsnitlige årlige mængde, der var blevet markedsført fra 1989 til 1991.

8. I forordningens artikel 19, stk. 4, hed det, at hvis toldkontingentet blev forhøjet, blev den yderligere disponible mængde tildelt til de erhvervsdrivende i de i stk. 1 i nævnte artikel omhandlede kategorier.

9. I henhold til forordningens artikel 16, stk. 1 og 3, blev der hvert år udarbejdet en prognose for produktionen og forbruget i Fællesskabet samt for ind- og udførsel. Prognosen kunne, hvis det viste sig nødvendigt, f.eks. for at tage højde for ekstraordinære omstændigheder, som berørte produktions- og indførselsforholdene, revideres i løbet af produktionsåret.

10. I forordningens artikel 18, stk. 1, fjerde afsnit, var det bestemt, at den årlige kontingentmængde i givet fald skulle forhøjes på grundlag af prognosen i artikel 16, og at forhøjelsen skulle ske efter proceduren i forordningens artikel 27.

11. Forordningens artikel 20 tillagde Kommissionen beføjelse til at vedtage og ændre prognosen i artikel 16 og vedtage gennemførelsesbestemmelserne for samhandelsordningen med tredjelande.

12. Forordningens artikel 30 var affattet således:

»Hvis særlige foranstaltninger er nødvendige fra juli 1993 for at lette overgangen fra de ordninger, der eksisterede før denne forordnings ikrafttræden, til den ordning, der indføres med denne forordning, træffer Kommissionen, for at afhjælpe væsentlige vanskeligheder, de fornødne overgangsforanstaltninger efter proceduren i artikel 27.«

13. Ved forordningens artikel 27 fik Kommissionen bemyndigelse til at træffe foranstaltninger til gennemførelse af forordningen efter den såkaldte »forvaltningskomitéprocedure«.

14. Gennemførelsesbestemmelserne for Fællesskabets importordning for bananer var i den relevante periode fastsat i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1442/93 af 10. juni 1993 . Efter artikel 4 og 5 i forordning nr. 1442/93 blev toldkontingentet fordelt mellem de erhvervsdrivende i kategori A (66,5%) ud fra den mængde tredjelandsbananer eller ikke-traditionelle AVS-bananer, de erhvervsdrivende havde afsat i hvert af de tre år forud for året før det år, for hvilket det pågældende toldkontingent var blevet åbnet. Fordelingen af kontingentet mellem erhvervsdrivende i kategori B (30%) skete derimod ud fra den mængde EF-bananer eller traditionelle AVS-bananer, der var afsat i en referenceperiode beregnet på samme måde som for kategori A.

15. I henhold til bestemmelserne i forordningens artikel 19, stk. 2, andet afsnit, og artikel 4 og 5 i forordning nr. 1442/93 blev referenceperioden hvert år forrykket med ét år. For indførsler, der skulle foretages i 1993, omfattede referenceperioden således årene 1989, 1990 og 1991, mens referenceperioden for indførsler, der skulle ske i 1997, omfattede årene 1993, 1994 og 1995.

16. Mellem 1994 og 1996 havde Kommissionen som følge af de tropiske storme Debbie, Iris, Luis og Marilyn, som havde forårsaget skader på bananplantagerne i Martinique, Guadeloupe, St. Vincent og Grenadinerne, St. Lucia og Dominica, vedtaget en række forordninger .

Ved disse forordninger blev toldkontingentet forhøjet, ligesom der blev fastsat særlige retningslinjer for fordelingen af denne supplerende mængde mellem erhvervsdrivende, der omfatter eller direkte repræsenterer skadelidte bananproducenter. Disse retningslinjer for fordelingen fraveg reglen i forordningens artikel 19, stk. 4.

17. De nævnte forordninger om de tropiske storme blev vedtaget af Kommissionen med hjemmel i forordningens artikel 16, stk. 3, samt artikel 20 og 30.

18. Begrundelsen for at vedtage forordningerne om de tropiske storme var, at disse storme havde forårsaget meget betydelige skader på bananplantagerne i EF-regionerne Martinique og Guadeloupe samt i AVS-staterne St. Vincent og Grenadinerne, St. Lucia og Dominica, at de virkninger, som disse ekstraordinære omstændigheder ville have for produktionen i de skaderamte regioner, ville være mærkbare i adskillige måneder og i væsentlig grad påvirke EF-markedets indførsler og forsyninger, ligesom der var en risiko for, at dette kunne medføre en betydelig stigning i markedspriserne i visse regioner i Fællesskabet.

19. Hvad angår det system for forhøjelse af toldkontingentet, der var fastsat i forordningens artikel 16, stk. 3, anførte Kommissionen følgende i fjerde betragtning til ovennævnte forordninger om de tropiske storme:

»En sådan tilpasning af toldkontingentet bør åbne mulighed dels for tilstrækkelige forsyninger til Fællesskabets marked [...] dels for at yde en kompensation til de erhvervsdrivende, der omfatter eller direkte repræsenterer skadelidte bananproducenter, og som desuden risikerer for stedse at miste deres sædvanlige afsætning på Fællesskabets marked, hvis der ikke træffes passende foranstaltninger.«

20. I femte betragtning til samme forordninger anførte Kommissionen:

»De foranstaltninger, der træffes, bør have karakter af særlige overgangsforanstaltninger som omhandlet i artikel 30 i forordning [...] nr. 404/93; inden ikrafttrædelsen af den nye fælles markedsordning den 1. juli 1993 omfattede de daværende nationale markedsordninger bestemmelser, som i nødstilfælde eller under ekstraordinære omstændigheder såsom stormene Iris, Luis og Marilyn kunne sikre forsyningen af markedet fra andre leverandører og samtidig varetage interesserne for de erhvervsdrivende, der var ofre for sådanne ekstraordinære omstændigheder.«

IV - Sagerne for Retten i Første Instans

21. Retten besluttede ved kendelse af 25. marts 1999 at forene sag T-79/96, T-260/97 og T-117/98 på grund af den nære forbindelse, der var mellem sagerne.

A - Sag T-79/96

22. Den 24. januar 1996 opfordrede Camar i henhold til EF-traktatens artikel 175, stk. 2 (nu artikel 232 EF), Kommissionen til at handle og besvare de anmodninger, Camar havde fremsat for produktionsåret 1996. Da Kommissionen ikke reagerede inden for den fastsatte frist, anlagde Camar ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. maj 1996 et passivitets- og erstatningssøgsmål.

23. I sag T-79/96 nedlagde sagsøgeren bl.a. følgende påstande:

- Det fastslås, at Kommissionen ved at undlade at træffe foranstaltninger, som ville have gjort det muligt for sagsøgeren at overvinde sine forsyningsvanskeligheder som følge af krisen i Somalia, har tilsidesat forordningens artikel 30 og EF-traktatens artikel 40, stk. 3 (efter ændring nu artikel 34, stk. 2, EF).

- Det fastslås, at Kommissionen er forpligtet til at træffe passende foranstaltninger for fremtiden.

- Kommissionen dømmes til at erstatte de tab, denne undladelse har påført sagsøgeren.

24. I sag T-79/96 fastslog Retten, at Kommissionen havde tilsidesat de forpligtelser, som påhvilede den i henhold til forordningens artikel 30, ved at undlade at træffe de fornødne foranstaltninger som omhandlet i denne artikel over for sagsøgeren. Påstanden om erstatning blev afvist.

B - Sag T-260/97

25. I sag T-260/97 nedlagde Camar bl.a. følgende påstande:

- Kommissionens beslutning af 17. juli 1997 om afslag på sagsøgerens anmodning om overgangsforanstaltninger inden for rammerne af ordningen med toldkontingenter for indførsel af bananer annulleres.

- Kommissionen dømmes til at erstatte tidligere og fremtidige tab forårsaget af, at Kommissionen ved beregningen af kategori B-licenserne har nægtet at tage hensyn til den referencemængde, sagsøgeren ville have haft under normale omstændigheder, og som svarer til referencemængden for de tre år umiddelbart før borgerkrigens udbrud i Somalia.

- Subsidiært dømmes Rådet til at erstatte det tab, det har påført sagsøgeren ved ikke at vedtage særlige bestemmelser i henhold til forordningen for at løse vanskeligheder som dem, Camar stod overfor.

26. I sag T-260/97 annullerede Retten Kommissionens beslutning af 17. juli 1997 om afslag på sagsøgerens anmodning i henhold til forordningens artikel 30.

27. Kommissionen blev endvidere dømt til at erstatte det tab, som sagsøgeren havde lidt som følge af beslutningen af 17. juli 1997. I denne sag blev Kommissionen dømt til at betale 90% af omkostningerne, mens Rådet blev dømt til at betale 10% af omkostningerne.

C - Sag T-117/98

28. Ved skrivelse af 5. marts 1998 anmodede Camar og Tico Kommissionen om i henhold til forordningens artikel 16, stk. 3, at tilpasse toldkontingentet for første og andet kvartal 1998 under hensyntagen til indførslerne fra Somalia i 1996, fordi der var færre somaliske bananer til rådighed som følge af det meteorologiske fænomen kendt under navnet »El Niño«, som fra oktober 1997 til januar 1998 havde beskadiget Somalias bananplantager.

29. Ved skrivelse, der både var dateret den 23. og den 24. april 1998, underrettede Kommissionen de to virksomheder om, at den ikke havde til hensigt at imødekomme anmodningen om tilpasning af toldkontingentet. Kommissionens tjenestegrene havde nemlig ikke kunnet konstatere nogen mangel på forsyninger til EF-markedet hverken i andet halvår 1997 eller i første halvår 1998. Endvidere var det ved behandlingen af virksomhedernes anmodning umuligt at sondre mellem skader forårsaget af klimaproblemer og andre vanskeligheder for udførslen af somaliske bananer, som bl.a. skyldtes de upålidelige lastningsfaciliteter og transportforhold.

30. I sag T-117/98 nedlagde Camar og Tico bl.a. følgende påstande:

- Kommissionens beslutning om afslag på anmodningen om at tilpasse toldkontingentet for indførsel af bananer i henhold til forordningens artikel 16, stk. 3, annulleres.

- Kommissionen dømmes til at erstatte sagsøgernes tab.

31. I sag T-117/98 annullerede Retten Kommissionens beslutning af 23. april 1998 om afslag på sagsøgernes anmodning i henhold til forordningens artikel 16, stk. 3. Påstanden om erstatning blev afvist.

V - Påstandene og anbringenderne i appelsagen

32. Kommissionen har for Domstolen iværksat appel af Rettens dom og nedlagt følgende påstande:

- Den appellerede dom ophæves.

- Sagsøgte frifindes i sag T-79/96 og frifindes for annullations- og erstatningspåstanden i sag T-260/97.

- Sag T-117/98 afvises, eller sagsøgte frifindes.

- Sagsøgerne i sagen for Retten tilpligtes at betale de omkostninger, der er afholdt under sagens behandling for Retten og i forbindelse med nærværende sag.

33. Kommissionen har til støtte for appellen fremført følgende anbringender:

34. Med hensyn til sag T-79/96 og T-260/97 har Kommissionen gjort gældende, at Retten har anvendt betingelserne for anvendelsen af forordningens artikel 30 fejlagtigt (andet anbringende).

35. Hvad angår sag T-117/98 har Kommissionen hævdet, at Retten har fejlbedømt muligheden for at realitetsbehandle en påstand om annullation af et afslag på at udstede en retsakt (første anbringende) og fortolket og anvendt betingelserne i forordningens artikel 16, stk. 3, fejlagtigt (tredje anbringende).

36. Rådet har som sagsøgt i sag T-260/97 i sit svarskrift gjort gældende, at Retten efter Rådets opfattelse har fejlbedømt betingelserne for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt, og nedlagt påstand om, at Rettens dom ændres, og at Camar og Tico tilpligtes at betale de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med appelsagen og sagens behandling for Retten.

37. Den Franske Republik, der var indtrådt til støtte for Kommissionens påstande i sag T-79/96 og for Kommissionens og Rådets påstande i sag T-260/97, har nedlagt påstand om, at Rettens dom ophæves, at Kommissionen frifindes, samt at Camar og Tico tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

38. Camar og Tico samt Den Italienske Republik, der var indtrådt til støtte for Camars og Ticos påstande i sag T-79/96, har nedlagt påstand om, at den iværksatte appel forkastes, og Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

IV - De enkelte anbringender i appelsagen

A - Første anbringende: antageligheden til realitetsbehandling af påstanden om annullation af Kommissionens afslag på at træffe foranstaltninger i medfør af forordningens artikel 16, stk. 3 (sag T-117/98)

39. Ved dette anbringende stilles der spørgsmålstegn ved den påstand, Camar og Tico nedlagde for Retten i Første Instans for at anfægte gyldigheden af Kommissionens afslag på at udstede en forordning. I sådanne tilfælde skal sagsøgerne godtgøre, at de, selv om de ikke er adressater for den pågældende forordning, berøres umiddelbart og individuelt af denne.

1. Parternes argumenter

40. Kommissionen, Rådet og den franske regering har gjort gældende, at Retten i Første Instans har tilsidesat sin egen og Domstolens praksis ved at antage annullationssøgsmålet til realitetsbehandling.

41. For disse parter står det fast, at den af Camar ønskede foranstaltning, dvs. en forhøjelse af toldkontingentet for indførsel af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer, kun kunne være truffet med hjemmel i en generel og abstrakt retsakt, dvs. en normativ retsakt, som ifølge retspraksis kun kan anfægtes, såfremt det er muligt mere eller mindre præcist at fastslå antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den på et givet tidspunkt finder anvendelse på. Denne prøvelse finder sted på grundlag af en objektiv retlig eller faktisk situation, der er fastlagt i retsakten i relation til dennes formål.

42. Kommissionen, Rådet og den franske regering har anført, at spørgsmålet, om en sag anlagt af en virksomhed kan realitetsbehandles, ikke kan afhænge af virksomhedens stilling på markedet. Da markedet nemlig udvikler sig, vil adgangen til den retsbeskyttelse, der er forankret i traktaten, i modsat fald afhænge af en vurdering af tilfældige markedssituationer. Dette ville give de største virksomheder en fortrinsstilling, der er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling.

43. Rådet har i øvrigt gjort gældende, at såfremt situationen virkelig havde gjort det nødvendigt at tilpasse toldkontingentet i medfør af forordningens artikel 16, stk. 3, ville Kommissionen ikke være forpligtet til at tildele de nye mængder til importørerne af somaliske bananer, således at Camar og Tico - i modsætning til hvad Retten udtalte i den appellerede doms præmis 96 - ikke ville have været dem, der primært opnåede fordelene ved den forordning, som Kommissionen afslog at vedtage.

44. Camar og Tico samt den italienske regering har gjort gældende, at Rettens konklusioner vedrørende realitetsbehandling af påstanden om annullation af Kommissionens afslag på at anvende forordningens artikel 16, stk. 3, ikke kan anfægtes under en appelsag, da de hviler på faktiske konstateringer vedrørende disse to selskabers stilling på markedet.

45. Subsidiært finder disse parter, at Retten har foretaget en korrekt anvendelse af den relevante retspraksis. De har i den forbindelse navnlig gjort gældende, at Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af de ønskede foranstaltninger ikke alene skulle have fastsat en forhøjelse af toldkontingentet, men også nærmere bestemmelser om fordelingen af den supplerende mængde, som Camar og Tico skulle have fået tildelt.

2. Vurdering

46. Dette anbringende vedrører spørgsmålet, om Retten har vurderet betingelserne for en realitetsbehandling af annullationssøgsmålet korrekt, dvs. om Retten har anvendt bestemmelsen i artikel 230, stk. 4, EF om, at den pågældende skal være individuelt berørt, forskriftsmæssigt.

47. I dommens præmis 96 undersøger Retten, om der foreligger en faktisk situation, der bevirker, at Kommissionens forordning adskiller Camar og Tico fra alle andre. Retten finder det afgørende for afgørelsen af tvisten, at Camar indtil 1997 og Tico fra fjerde kvartal 1997 var de største importører af somaliske bananer. Ifølge Retten berørte reduktionen af mængden af disponible bananer som følge af oversvømmelserne i Somalia »i særlig grad« disse virksomheder, og Retten udleder heraf, at primært disse ville have fået fordel af forhøjelsen af toldkontingentet.

48. Denne faktiske situation var tilstrækkelig til, at Retten antog, at Kommissionens afslag på at tilpasse toldkontingentet »ikke ramte [Camar og Tico] på samme måde som enhver anden importør af bananer fra Somalia, men ramte dem som følge af en faktisk situation, der adskilte dem fra enhver anden erhvervsdrivende, som handlede på det samme marked«.

49. Ifølge fast retspraksis er det afgørende, at visse egenskaber, som er særlige for sagsøgeren, eller en faktisk situation adskiller sagsøgeren fra alle andre .

50. For det første må Domstolen tilslutte sig Rettens opfattelse af, at Camar og Tico ikke blev berørt på samme måde som de øvrige virksomheder. Men dette gælder også for de øvrige virksomheder, for så vidt som ingen virksomhed - end ikke hvis den har samme markedsandel - faktisk berøres af en foranstaltning, i den foreliggende sag undladelsen af at tilpasse kontingentet, på samme måde som en anden virksomhed.

51. For at anvende artikel 230, stk. 4, EF korrekt er der snarere tale om, at der skal foreligge en vis form for retlig påvirkning. Således fastslog Retten i Første Instans selv angående bananimportører, at :

»Den anfægtede retsakt kun berører sagsøgerne i deres objektive egenskab af erhvervsdrivende inden for sektoren for handel med bananer med oprindelse i tredjelande på samme måde som enhver anden erhvervsdrivende, der befinder sig i samme situation.«

52. At Camar og Tico adskilte sig fra alle andre er ganske vist rigtigt, for så vidt som de var særlig berørt, men det betyder mere, om denne »faktiske situation« også er udslagsgivende efter fast retspraksis. Ganske vist går Domstolen i sin praksis udtrykkeligt ud fra virkningerne af en retsakt, når den skal vurdere, om betingelserne for en realitetsbehandling af et annullationssøgsmål er opfyldt , men dette betyder dog ikke, at det alene er påvirkningen af en økonomisk stilling, der er afgørende.

53. Heller ikke den omstændighed, at Camar og Tico var de største importører, er i sig selv tilstrækkelig. Ifølge Domstolens dom i sagen Extramet Industrie mod Rådet er det nemlig endvidere nødvendigt, at der foreligger en række omstændigheder, »der tilsammen skaber en sådan særlig situation, at sagsøgeren [...] adskiller sig fra alle andre [...]«, men det findes ikke godtgjort, at der foreligger sådanne omstændigheder i nærværende sag.

54. I modsætning til den vide fortolkning af dommen i sagen Codorníu mod Rådet, der anlægges i retslitteraturen, har både Retten og Domstolen i deres praksis fortolket denne dom indskrænkende .

55. Det skal tillige understreges, at Domstolen i Codorníu-sagen fandt det afgørende, at indehaveren af visse rettigheder blev forhindret i faktisk at udøve disse . Såvel sagen Deutz und Geldermann mod Rådet , som blev afgjort før afsigelsen af Codorníu-dommen, som sagen Asocarne mod Rådet, der blev afgjort under udtrykkelig henvisning til Codorníu-dommen, og hvori annullationssøgsmålet udtrykkeligt blev afvist, fordi direktivet »ikke berører [nogen] særlige interesser« , viser, at det afgørende ikke er den økonomiske stilling, men om der foreligger bestemte rettigheder.

56. I dommen i sagen Terres rouges m.fl. mod Kommissionen fastslog Retten i Første Instans da også selv:

»[...] forordning [...] berører altså alle de importører, som ønsker at indføre bananer fra Côte d'Ivoire, og den omstændighed, at sagsøgerne i øjeblikket indfører en stor del af de ivoirianske bananer, er ikke udtryk for en faktisk situation, der adskiller dem fra andre importører« .

57. Det kan heraf udledes, at søgsmålskompetencen ikke afhænger af den eller de mængder, en virksomhed indfører.

58. I dommen i sagen Van Parijs m.fl. mod Kommissionen fastslog Retten i Første Instans endvidere: »[det kan] ikke antages, at sagsøgerne er individuelt berørt af denne forordning, fordi de berøres økonomisk i højere grad af denne retsakt end deres konkurrenter«.

59. Heraf følger, at selv om Camar og Tico økonomisk var mere berørt end deres konkurrenter, er dette ikke tilstrækkeligt til at give dem søgsmålskompetence.

60. Endvidere benægtede Domstolen i sagen Buralux m.fl. mod Rådet, at der forelå søgsmålskompetence selv i det tilfælde, hvor de pågældende virksomheder var næsten de eneste virksomheder, der udøvede den af ordningen omfattede erhvervsaktivitet .

61. I lighed hermed udtalte Domstolen i sagen Sadam Zuccherifici m.fl. mod Rådet, »at den omstændighed, at appellanterne på tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordning nr. 2613/97 var de eneste konkrete adressater for forordningen, for så vidt angår producenter af roesukker i Italiens sydlige produktionsområde, ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at de kan anses for at være individuelt berørt af nævnte forordning« .

62. Selv om det antages, at Kommissionens afslag på at vedtage visse foranstaltninger havde alvorlige konsekvenser for Camar og Tico, er dette i sig selv ikke tilstrækkeligt. I dommen i sagen Antillean Rice Mills mod Rådet krævede Domstolen nemlig endvidere, »at sagsøgeren er blevet ramt af de pågældende beskyttelsesforanstaltninger på grund af egenskaber, der adskiller denne fra enhver anden erhvervsdrivende« .

63. Domstolen og Retten i Første Instans går således i deres praksis ud fra, at økonomiske interesser ikke udgør særlige rettigheder i den forstand, hvori udtrykket anvendes i dommen i sagen Codorníu mod Rådet .

64. Heraf kan udledes, at der ikke består nogen søgsmålskompetence, blot fordi virksomhedens konkurrencestilling berøres, end ikke hvis anslaget mod konkurrencestillingen er særlig alvorligt.

65. Kommissionen og Rådet har med rette påpeget, at Rettens fortolkning af kriteriet om, at den pågældende skal være individuelt berørt, også er uanvendeligt i praksis og til skade for retssikkerheden. Søgsmålskompetencen afhænger nemlig af udsvingene i markedsandelen og bør derfor vurderes forskelligt afhængigt af tidspunktet. Endvidere har den virksomhed, der befinder sig umiddelbart efter hovedmanden på markedet, ikke allerede søgsmålskompetence. Hertil kommer, at et kriterium, der direkte eller indirekte er baseret på økonomisk styrke, medfører forskelsbehandling mellem store og små virksomheder .

66. I modsætning til ovennævnte retspraksis og de dertil knyttede bemærkninger synes det at have været afgørende for Retten, at Camar og Tico på et givet tidspunkt var de største importører. Men herved baserer Retten sig på en omstændighed, der ifølge - i hvert fald hidtil - fast praksis ikke kan være afgørende. Søgsmålskompetencen afhænger nemlig netop ikke alene af, om en virksomhed berøres mere end andre virksomheder, dvs. blot berøres i en anden grad.

67. End ikke den omstændighed, at Camar ikke blot på et givet tidspunkt, men også i et givet tidsrum havde den stærkeste økonomiske stilling, gør nogen forskel i denne forbindelse.

68. Da Camar og Tico ikke befinder sig i en - for sagens udfald afgørende - retligt beskyttet stilling som den, der var tale om i Codorníu-sagen, kan den løsning, der blev valgt i denne, ikke overføres til den foreliggende sag.

69. Retten har således ikke anvendt artikel 230, stk. 4, EF korrekt, hvorfor dette anbringende må tages til følge. Jeg foreslår derfor Domstolen at afvise søgsmålet i sag T-117/98 og ophæve dommen.

B - Andet anbringende: urigtig anvendelse af forordningens artikel 30 (sagerne T-79/96 og T-260/97)

1. Parternes argumenter

70. Kommissionen og den franske regering har kritiseret Retten for blot at have erklæret, at retstilstanden i Italien før forordningens ikrafttrædelse var væsentligt mere smidig, uden at have undersøgt den tidligere retstilstands konkrete virkninger for Camars stilling. Især burde Retten have undersøgt, om denne retstilstand ville have gjort det muligt for Camar at overvinde vanskelighederne i forbindelse med indførslerne af bananer fra Somalia i årene 1995 og 1996.

71. Kommissionen og den franske regering har endvidere gjort gældende, at Retten med urette antager, at den økonomiske overlevelse, dvs. det forhold, at virksomhederne »trues på deres eksistens« , ikke er en nødvendig betingelse for anvendelse af forordningens artikel 30, og at Kommissionen ligeledes har pligt til at træffe foranstaltninger i andre tilfælde. I denne forbindelse har Kommissionen og den franske regering støttet sig på præmis 43 i Domstolens dom i T. Port-sagen , hvori Domstolen kendte for ret, at »artikel 30 [i forordningen] bemyndiger Kommissionen til, og pålægger den efter omstændighederne, at fastsætte bestemmelser for særligt vanskelige tilfælde, som opstår ved, at importører af tredjelandsbananer eller ikke-traditionelle AVS-bananer trues på deres eksistens [...]«.

72. Camar og Tico samt den italienske regering har gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt er gået ud fra, at Retten ikke undersøgte, om den tidligere retstilstand i Italien ville have gjort det muligt at løse de problemer, der opstod for Camar i 1995 og 1996.

73. I øvrigt har Camar og Tico samt den italienske regering fortolket T. Port-dommen anderledes end Kommissionen, idet de har hævdet, at denne dom ikke har til formål at angive, om en af betingelserne for anvendelsen af forordningens artikel 30 er, at de pågældende erhvervsdrivende er truet på deres eksistens, men at belyse forskellene mellem forordningens artikel 30 og artikel 16, stk. 3. Den nævnte doms præmis 43 skal således forstås i sammenhæng med det tilsvarende præjudicielle spørgsmål i T. Port-sagen.

2. Vurdering

74. Det skal for det første påpeges, at forordningens artikel 30 ikke har karakter af en undtagelse i Fællesskabets landbrugsret. Tilsvarende bestemmelser findes nemlig tillige i andre fælles markedsordninger .

75. Ifølge Kommissionen indeholder forordningens artikel 30 to materielle betingelser. For det første skal vanskelighederne følge af overgangen fra den tidligere til den nye ordning, og for det andet skal der være tale om vanskeligheder, som kan true den erhvervsdrivendes eksistens.

76. De af Kommissionen nævnte betingelser fremgår i hvert fald ikke med samme klarhed af ordlyden af forordningens artikel 30. At vanskelighederne skal være forårsaget af overgangen fra den tidligere til den nye retstilstand kan dog udledes af, at de foranstaltninger, der skal træffes af Kommissionen, skal »lette overgangen [...]«.

77. Med hensyn til de »vanskeligheder«, disse foranstaltninger skal afhjælpe, er forordningens artikel 30 upræcist formuleret, idet målet, nemlig at afhjælpe »vanskeligheder«, som følge af tilføjelsen af udtrykket »ins besondere« (o.a.: der er ikke noget tilsvarende i den danske version) ligeledes vil kunne opfattes som blot et eksempel på, hvorledes overgangen kan lettes. Imod en sådan fortolkning taler dog f.eks. anvendelsen i den tyske version af bindeordet »und«, der tyder på, at der er tale om to kumulative betingelser. I nogle af de sproglige versioner mangler dette bindeord »og« imidlertid , og/eller er der sat komma omkring hele det sætningsled, der vedrører »vanskelighederne« .

78. Under alle omstændigheder fremgår det af den pågældende betragtning, at de foranstaltninger, der skal træffes af Kommissionen, skal afhjælpe vanskeligheder .

79. I overensstemmelse hermed har Domstolen og Retten i deres praksis fortolket forordningens artikel 30 således, at den finder anvendelse, når begge forudsætninger er opfyldt (nøjagtig årsag og vanskelighedernes omfang).

80. For fuldstændighedens skyld skal jeg erindre om, at anvendelsen af forordningens artikel 30 er betinget af, at de foranstaltninger, der skal træffes, er nødvendige .

81. Afslutningsvis skal jeg bemærke, at forordningens artikel 30 i medfør af Domstolens og Rettens praksis ikke alene har til formål at fjerne vanskelighederne for det indre marked, dvs. afhjælpe overordnede problemer, men også at løse konkrete problemer .

a) Årsagen til vanskelighederne

82. Efter fast retspraksis burde Retten, da forordningens artikel 30 kun finder anvendelse på foranstaltninger, der skal gøre det muligt at løse de vanskeligheder, der opstår som følge af overgangen fra den enkelte nationale retstilstand til den ved forordningen indførte fælles markedsordning, have overvejet dette spørgsmål.

83. En sådan undersøgelse vil i det væsentlige bestå i at sammenligne den tidligere og den nye retstilstand, især de muligheder, de respektive retstilstande giver, for at afhjælpe tilsvarende vanskeligheder.

84. Hvad angår analysen af den tidligere retstilstand i Italien udtalte Retten i dommens præmis 140 følgende:

»Med hensyn til de forsyningsvanskeligheder, sagsøgeren har påberåbt sig, skal for det første bemærkes, at hvad angår den mulige omlægning af forsyningskilderne for bananer var den italienske ordning før ikrafttrædelsen af forordning nr. 404/93 væsentligt mere smidig end fællesskabsordningen. Som sagsøgeren har udtalt uden at blive modsagt af Kommissionen, tillod den italienske ordning toldfri indførsel af AVS-bananer uden mængdebegrænsning. Hvad angår indførslen af tredjelandsbananer kunne de erhvervsdrivende, selv om der i den italienske ordning var fastsat kontingenter, få tildelt sådanne kontingenter uden hensyn til, hvor store mængder bananer der var blevet indført i tidligere år, og hvor bananerne havde deres oprindelse. Derimod er det i den fælles markedsordning for bananer, der blev indført ved forordning nr. 404/93, bestemt dels, at der toldfrit højst kan indføres AVS-bananer i mængder svarende til de traditionelle mængder eller til toldkontingentet, dels at importlicenserne skal tildeles hver enkelt erhvervsdrivende efter bananernes oprindelse (Fællesskabet, traditionelle AVS-lande, tredjelande og ikke-traditionelle AVS-lande) og ud fra de gennemsnitlige mængder, der er indført i en referenceperiode. Det må klart fastslås, at indførelsen af en fælles markedsordning har medført en begrænsning af de importmuligheder, som den italienske ordning før forordning nr. 404/93 gav.«

85. Ovenstående viser, at Retten i det mindste foretog en abstrakt retlig sammenligning mellem den tidligere og den nye retstilstand.

86. Men som det fremgår af formålet med forordningens artikel 30, forudsætter anvendelsen af denne bestemmelse, at overgangen til den nye ordning er årsagen til vanskelighederne. Da denne bestemmelse som en undtagelsesbestemmelse skal fortolkes indskrænkende , er det ikke tilstrækkeligt, at der opstår enkelte generelle vanskeligheder, dvs. på abstrakt juridisk plan. Derimod skal Retten undersøge, om og i hvilket omfang den konkrete ophavsmand til anmodningen, dvs. den pågældende erhvervsdrivende, møder vanskeligheder, der kan tilskrives overgangen fra den tidligere til den nye ordning. Det er således ligeledes nødvendigt at bevise eksistensen af konkrete vanskeligheder og årsagsforbindelsen mellem overgangen fra en ordning til en anden og disse konkrete vanskeligheder, der rammer den pågældende erhvervsdrivende.

87. I denne forbindelse fastslog Retten i dommens præmis 142 og 143:

»[...] I retsmødet har Kommissionen erkendt, at ikrafttrædelsen af fællesskabsordningen kan have givet Camar vanskeligheder.

Det må således fastslås, at selv om sagsøgerens vanskeligheder med at skaffe bananforsyninger har sammenhæng med borgerkrigen i Somalia, der udbrød i slutningen af 1990, er de en direkte følge af indførelsen af den fælles markedsordning, idet denne ordning i realiteten væsentligt og objektivt har begrænset Camars mulighed for at erstatte det svigtende udbud af somaliske bananer, som den tidligere italienske ordning indebar.«

88. Da det er umuligt at stille for strenge krav til undersøgelsen af årsagerne til vanskelighederne, kan man gå ud fra, at Retten i tilstrækkeligt omfang har fastslået, at der er en forbindelse mellem vanskelighederne og indførelsen af den nye ordning .

89. For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at appel i henhold til artikel 225 EF og artikel 51 i EF-statutten for Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. »Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, når bortses fra tilfælde, hvor den faktiske urigtighed af Rettens konstateringer fremgår af aktstykker, den har fået forelagt, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør ikke - medmindre der er tale om en forvanskning af de for Retten fremlagte beviser - et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret« . Prøvelsen skal således begrænses til retsspørgsmål.

b) Vanskelighedernes omfang

90. Også hvad angår den anden materielle betingelse i forordningens artikel 30 vil jeg tage udgangspunkt i bestemmelsens ordlyd.

91. Som Camar og Tico samt den italienske regering med rette har gjort gældende, er der i forordningens artikel 30 kun tale om »væsentlige vanskeligheder« (»particolari difficoltà«). I flere af de sproglige versioner kan man få det indtryk, at der skal være tale om noget føleligt.

92. Spørgsmålet er herefter, hvor grænsen går for, om vanskeligheder kan betegnes som »væsentlige« i forordningens artikel 30's forstand.

93. Ser man på de enkelte erhvervsdrivende, skal det således afgøres, hvor hårdt hver enkelt virksomhed skal være ramt , før Kommissionen er forpligtet til at træffe foranstaltninger.

94. Såfremt det antages, at begreberne »særligt vanskelige tilfælde« og »trues på deres eksistens« (»existenzielle Schwierigkeiten«), som Domstolen har anvendt i T. Port-dommen, kan føres tilbage til den tilsvarende formulering i det præjudicielle spørgsmål, og hvis man holder sig for øje, at Domstolens svar på præjudicielle spørgsmål begrænser sig til de forelagte spørgsmål, kan det konkluderes, at i hvert fald »særligt vanskelige tilfælde« og tilfælde, hvor virksomhederne »trues på deres eksistens« opfylder betingelserne i forordningens artikel 30.

95. Nu kan T. Port-dommen på den ene side forstås således, at den ikke indeholder svar på andet end det, der var spørgsmålet i hovedsagen. Ud fra denne fortolkning går Retten i Første Instans ud fra, at forordningens artikel 30 ikke kun finder anvendelse på faktiske omstændigheder, der svarer til de faktiske omstændigheder i T. Port-sagen, dvs. i »særligt vanskelige tilfælde« eller i tilfælde, hvor virksomhederne »trues på deres eksistens« (»existenzielle Schwierigkeiten«).

96. Men på den anden side kan samme dom tillige fortolkes således, at den ikke sigter til et bestemt tilfælde, men i stedet opstiller et almengyldigt kriterium . I så fald finder forordningens artikel 30 alene anvendelse på »særligt vanskelige tilfælde« eller i tilfælde, hvor virksomhederne »trues på deres eksistens« (»existenzielle Schwierigkeiten«).

97. Men selv om man følger sidstnævnte hypotese, er det stadig ikke afgjort, hvad der skal forstås ved »særligt vanskelige tilfælde« eller ved tilfælde, hvor virksomhederne »trues på deres eksistens«, især hvis det som hævdet af Kommissionen i denne forbindelse altid drejer sig om den pågældende erhvervsdrivendes eksistens. Begreberne »særligt vanskelige tilfælde« og tilfælde, hvor virksomhederne »trues på deres eksistens«, er således videre end det overlevelsesbegreb, Kommissionen har henvist til.

98. Men netop i det tilfælde, T. Port-dommen omhandlede, var den pågældende ikke udsat for væsentligt større vanskeligheder, end der er tale om i den foreliggende sag. Domstolen fastslog nemlig i T. Port-dommens præmis 40:

»Det er navnlig [] nødvendigt, at fællesskabsinstitutionerne griber ind, hvis overgangen til den fælles markedsordning indebærer indgreb i visse erhvervsdrivendes grundrettigheder, som beskyttes af fællesskabsretten, herunder ejendomsretten og retten til fri erhvervsudøvelse.«

99. Også af følgende - generelle - udtalelser i T. Port-dommen fremgår det, at Domstolen ikke ønskede at anvende en for streng målestok:

»Som Domstolen har fastslået [...], påhviler det Kommissionen eller i givet fald Rådet at gribe ind, hvis de vanskeligheder, der er knyttet til overgangen fra de nationale ordninger til den fælles markedsordning, kræver det« .

100. Nødvendighedskriteriet er således vigtigt for at fastslå, ikke alene hvilken type foranstaltninger der skal træffes, men også hvilken type vanskeligheder der er tale om. Heraf kan dog ikke udledes, at den pågældende erhvervsdrivendes eksistens altid skal være truet.

101. Men det kan ikke udledes hverken af ordlyden af forordningens artikel 30 eller af de afgørende passager i T. Port-dommen, at artikel 30 alene finder anvendelse, når virksomhedens eksistens er truet. De »væsentlige vanskeligheder«, der er nævnt i artikel 30, må være tilstrækkelige. Der er således tale om et upræcist retligt begreb, hvis betydning dog, som nævnt ovenfor, ikke kan begrænses til kun at omfatte virksomhedens eksistens.

102. I denne forbindelse må det erindres, at Kommissionen, når den anvender forordningens artikel 30, trods sin pligt til at træffe foranstaltninger råder over et skøn, både når den vurderer vanskelighederne, og når den udformer de nævnte foranstaltninger. Udøvelsen af skønnet kan ganske vist efterfølgende prøves af Domstolen , men denne kontrol er begrænset.

103. Retten har tilstrækkeligt udførligt redegjort for de væsentligste faktiske omstændigheder, således at dens retlige konstateringer ikke bygger på en urigtig retsanvendelse.

104. I denne sammenhæng skal det yderligere bemærkes, at det ikke påhviler appelinstansen efterfølgende at undersøge, hvilke vanskeligheder Camar og Tico faktisk stod overfor.

105. Af de ovenfor anførte grunde foreslår jeg Domstolen at forkaste det andet anbringende.

C - Tredje anbringende: betingelserne for at anvende forordningens artikel 16, stk. 3 (sag T-117/98)

106. Da anbringendet om den urigtige vurdering af, om annullationssøgsmålet i sag T-117/98 kunne antages til realitetsbehandling, efter min opfattelse bør tages til følge, således at Camar og Tico med andre ord ikke tillægges søgsmålskompetence, finder jeg det ufornødent at behandle tredje anbringende, som vedrører realiteten i sag T-117/98.

D - Betingelserne for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt (sag T-260/97)

1. Parternes argumenter

107. Med hensyn til spørgsmålet om ansvar uden for kontrakt i sag T-260/97 har Kommissionen gjort gældende, at denne del af Rettens dom skal ophæves. Denne del af dommen (præmis 190 og 191) støtter sig ifølge Kommissionen på en retligt, fejlagtig fortolkning af forordningens artikel 30. Men efter Rettens opfattelse var det tilsidesættelsen af denne bestemmelse, der var ansvarspådragende.

108. Retten fandt - jf. dommens præmis 206 - at Kommissionen pådrog sig et ansvar ved sit afslag af 17. juli 1997.

109. I øvrigt råder Domstolen over alle de faktiske oplysninger, der er nødvendige for at afgøre denne sag uden at skulle hjemvise den til Retten.

110. Rådet har især anfægtet Rettens vurdering i præmis 206, hvorefter det er sondringen mellem generelle og individuelle retsakter, der er bestemmende for ansvaret uden for kontrakt. I dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen , som ganske vist først blev afsagt efter Rettens appellerede dom, støttede Domstolen sig netop ikke på denne sondring. Ifølge denne dom er det derimod spørgsmålet om, hvor vidt et skøn institutionerne råder over, der er det afgørende.

111. Da EF-institutionerne råder over et vidt skøn ved anvendelsen af forordningens artikel 30, burde Retten således have undersøgt, om Kommissionens retsstridige adfærd kan anses for en åbenbar og grov tilsidesættelse af en bestemmelse, der tillægger borgerne rettigheder.

2. Vurdering

112. Det må fastslås, at Kommissionens argument kun kan tages til følge, såfremt betingelsen om, at Kommissionens adfærd skal have været ulovlig, ikke er opfyldt, dvs. hvis Kommissionen har anvendt forordningens artikel 30 korrekt.

113. Som nævnt ovenfor fortolkede Retten forordningens artikel 30 korrekt og fastslog derfor, at Kommissionen havde handlet ulovligt. Betingelsen om, at en handling skal være ulovlig for at være ansvarspådragende, er således opfyldt.

114. Med hensyn til Rådets anbringende i svarskriftet skal der for det første tages stilling til formaliteten med hensyn til anbringendet. Det skal således afklares, om der med dette anbringende blev iværksat en kontraappel. Rådet har nemlig påberåbt sig argumenter, der ikke blev fremført for Retten .

a) Formaliteten med hensyn til Rådets anbringende

115. Ifølge artikel 116, stk. 2, i Domstolens procesreglement må der i svarskriftet ikke foretages nogen ændring af sagsgenstanden, som den har foreligget for Retten. Ifølge artikel 116 i Domstolens procesreglement og artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. I modsat fald ville en part kunne indbringe en sag for Domstolen, der har større rækkevidde end den sag, Retten skulle tage stilling til.

116. Også en analog anvendelse af retspraksis vedrørende artikel 41, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen (genoptagelsesproceduren) taler for en afvisning af argumentet om Domstolens dom i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen. En dom afsagt i en anden sag udgør ikke en genoptagelsesgrund . I øvrigt er der ej heller tale om omstændigheder af faktisk art, og endnu mindre om faktiske omstændigheder, som er tidligere end dommens afsigelse i den sag, der skal genoptages, hvilket er nødvendigt for en genoptagelse .

117. Ligeledes synes det betænkeligt at tage hensyn til domme afsagt af Domstolen efter Rettens afsigelse af den appellerede dom, idet en sådan hensyntagen især vil være bestemt af hændelsesforløbet. Men den kronologiske rækkefølge (Rettens dom, Domstolens dom, Domstolens dom i en appelsag) afhænger især af den - gensidigt upåvirkelige - varighed af retsforhandlingerne for henholdsvis Retten og Domstolen. Hertil kommer ikke mindst appelsagen og dennes varighed. Hvis dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen først var blevet afsagt efter udløbet af fristen for indleveringen af svarskriftet, ville Rådet således under ingen omstændigheder have været i stand til at påberåbe sig dommen i svarskriftet. Og spørgsmålet, om Rådet kan fremføre argumenter under de mundtlige forhandlinger, afhænger igen af, om der overhovedet afholdes et retsmøde .

118. Lige så lidt kan det i denne sag antages, at Rådets anbringende blot er en uddybning af et argument, der allerede er blevet gjort gældende for Retten, i Domstolens retspraksis' forstand .

119. Rådets anbringende er nemlig nyt, for så vidt som Rådet i svarskriftet anfægter præmis 205-208 i Rettens dom, dvs. Rettens redegørelse for Fællesskabets ansvar som følge af en tilsidesættelse begået af Kommissionen. I sagen for Retten, dvs. sag T-260/97, indskrænkede Rådet sig derimod til spørgsmålet om en eventuel tilsidesættelse begået af Rådet selv og om Rådets ansvar.

120. Der er således tale om et nyt argument, som der ifølge Domstolens retspraksis ikke kan tages hensyn til under appelsagen. Argumentet kan således bedst sammenlignes med et selvstændigt anbringende, der for første gang er blevet påberåbt under appelsagen .

121. Hvad angår den tilsidesættelse, der er en betingelse for, at institutionerne ifalder ansvar uden for kontrakt, har Rådet i svarskriftet anført, at institutionerne i den foreliggende sag råder over et vidt skøn, og at der således kræves en åbenbar og grov tilsidesættelse. Men da Rådet her blot gentager det argument, som det fremførte for Retten, må argumentet under alle omstændigheder afvises.

122. At Rådets argumentation skal afvises, kan ligeledes udledes af Domstolens dom i sagen Atlanta mod Fællesskabet , hvorefter en argumentation, som ændrer selve ansvarsgrundlaget, anses for et nyt anbringende. Dette gælder så meget mere i den foreliggende sag, som Rådet i appelsagen har henvist til en anden ansvarspådragende adfærd end i sagen for Retten.

123. En forudsætning for, at Rådets anbringende kan realitetsbehandles, er dog, at Domstolen ikke fraviger ovennævnte praksis, men begrunder sin tilladelse til at fremføre argumentet med, at Rådet i svarskriftet påberåber sig de samme argumenter, som det mener, at Retten retligt har fejlvurderet .

124. Domstolen kunne således indtage en anden og mere liberal holdning som den, den indtog i dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen. I denne dom udtalte Domstolen nemlig, at »[appellanterne med] deres første anbringende helt konkret [anfægter] den appellerede doms præmis 50, og anbringendet indeholder en argumentation, der skal godtgøre, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse ved at antage, at tilpasningsdirektivet er en generel retsakt« .

125. Under alle omstændigheder giver den foreliggende sag Domstolen mulighed for at klarlægge betingelserne for, at argumenter, der er påberåbt under en appelsag, kan realitetsbehandles.

b) Berettigelsen af Rådets anbringende

126. Såfremt Domstolen ikke afviser Rådets anbringende, skal det undersøges, om anbringendet kan tages til følge. I denne forbindelse er det nødvendigt for det første at vurdere kriteriet for, om Fællesskabet ifalder ansvar, og derefter gennemgå Rettens dom på dette punkt for at afgøre, om Retten har anvendt kriteriet korrekt. Et centralt element i disse overvejelser er ulovlighedskriteriet.

127. Udgangspunktet må være det kriterium, Domstolen opstillede i sin dom i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen . Heri fastslog Domstolen:

»44 Såfremt den pågældende medlemsstat eller institution råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse (jf. i denne retning dom af 23.5.1996, sag C-5/94, Hedley Lomas, Sml. I, s. 2553, præmis 28).

45 Der skal derfor tages stilling til, om Retten i den foreliggende sag - som appellanterne har gjort gældende - har foretaget en urigtig retsanvendelse ved sin gennemgang af, hvorledes Kommissionen har udøvet sit skøn ved udstedelsen af tilpasningsdirektivet.«

128. Det kan udledes af denne dom, at Domstolen fremhæver parallellerne mellem medlemsstaternes og Fællesskabets ansvar, hvilket kommer til udtryk ved, at de samme kriterier skal anvendes i begge tilfælde.

129. Men denne parallelitet mellem statsansvar og fællesskabsansvar kom allerede til udtryk i en tidligere dom, nemlig i Dillenkofer m.fl.-dommen . Her hedder det:

»25 På den ene side er en overtrædelse således tilstrækkelig kvalificeret, såfremt en institution eller en medlemsstat under udøvelsen af sin kompetence til at udstede generelle retsakter åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine beføjelser (jf. dom af 25.5.1978, forenede sager 83/76, 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, HNL m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1209, præmis 6, Brasserie du pêcheur og Factortame-dommen, præmis 55, og British Telecommunications-dommen, præmis 42); på den anden side kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse, såfremt medlemsstaten, på det tidspunkt, hvor den begik overtrædelsen, ikke stod over for et valg af generelle retsakter og havde et stærkt begrænset eller intet skøn (jf. Hedley Lomas-dommen, præmis 28).«

130. Domstolen sondrer således i spørgsmålet om den tilstrækkelige kvalificering af overtrædelsen mellem to tilfælde, nemlig dels den åbenbare og grove overskridelse af grænserne for beføjelserne, dels - på bestemte betingelser - den simple overtrædelse af fællesskabsretten. I det første tilfælde behandler Domstolen institutionerne og medlemsstaterne ens. I det andet tilfælde nævnes - i relation til hovedsagen - kun medlemsstaterne.

131. I dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen fuldendes ligestillingen mellem institutionerne og medlemsstaterne i forbindelse med simple overtrædelser af fællesskabsretten.

132. Men en sammenligning mellem Dillenkofer m.fl.-dommen og dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen viser også en afgørende forskel. Hvad angår kategorien »åbenbar og grov overskridelse« mangler sidstnævnte dom den begrænsning - som findes i Dillenkofer m.fl.-dommens præmis 25 - til de tilfælde, hvor der er tale om udøvelse af kompetence til at udstede generelle retsakter, hvorved der i Domstolens terminologi forstås udstedelse af abstrakte, almengyldige retsakter (pouvoir normatif). I stedet hedder det blot i præmis 43 i dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen »grænserne for sine skønsbeføjelser«, eller på det pågældende rettergangssprog: »limites qui s'imposent à son pouvoir d'appréciation«.

133. At dømme ud fra den af Domstolen valgte formulering begrænsede Domstolen i dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen således ikke længere anvendelsen af kriteriet »grov overskridelse« til de tilfælde, hvor der udøves et skøn i forbindelse med udøvelsen af de såkaldte normative beføjelser.

134. Domstolens ræsonnement fører til en klar og utvetydig konstatering:

»46 Det må i den forbindelse konstateres, at det forhold, om en retsakt udstedt af en institution er generel eller individuel, ikke er et kriterium, der er afgørende for fastlæggelsen af grænserne for det skøn, den pågældende institution råder over.«

135. Som det klart fremgår af alle de sproglige versioner af præmis 46 i dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, spiller sondringen mellem generelle og individuelle retsakter således ikke længere nogen rolle. Retten har også i andre sager fulgt denne fortolkning .

136. Det afgørende er således - ifølge formuleringen i dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen - spørgsmålet om, hvilket skøn den pågældende institution råder over, og hvorledes institutionen har udøvet sit skøn. Dette er således det kriterium, ud fra hvilket ulovligheden af institutionernes handlinger skal vurderes.

137. I den foreliggende sag betyder dette, at det hvad angår Kommissionens handling er uden betydning, om denne er generel eller individuel.

138. Heraf kan man dog endnu ikke drage den slutning, at Rettens bedømmelse af ulovligheden (dommens præmis 206) i den foreliggende sag var retligt forkert, og at Retten ved anvendelsen af kriterierne i dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen burde være nået til et andet resultat.

139. Thi selv om det i modsætning til Rettens fremgangsmåde ikke er karakteren af Kommissionens handling, men kun hvilket skøn Kommissionen rådede over, der betyder noget, kan resultatet alligevel blive, at Kommissionens handling anses for ulovlig.

140. Hvis det står fast, at Kommissionen kun råder over »et stærkt begrænset eller intet skøn«, er det nemlig tilstrækkeligt til, at handlingen kan anses for ulovlig, og at der herved er sket en overtrædelse af fællesskabsretten. Hvis min opfattelse accepteres (nemlig at Kommissionen råder over et begrænset skøn), har Kommissionen - som nævnt ovenfor - ikke anvendt forordningens artikel 30 korrekt, således at der foreligger en simpel overtrædelse af fællesskabsretten. Antages det derimod, at Kommissionen ved anvendelsen af artikel 30 råder over et vidt skøn, er den blotte overtrædelse af fællesskabsretten ikke tilstrækkelig til at opfylde ulovlighedskriteriet.

141. Skulle Domstolen være af den opfattelse, at den efterfølgende skal kontrollere Rettens dom for at fastslå, om de tre betingelser (ulovlighed, skade, årsagsforbindelse) for, at institutionerne ifalder ansvar, er opfyldt, og skulle Domstolen nå til den konklusion, at dommen skal ophæves, skal Domstolen ligeledes i medfør af artikel 54 i EF-statutten for Domstolen afgøre, om den selv skal tage stilling til tvisten, eller om sagen skal hjemvises til Retten. Da sagen er moden til påkendelse, anbefaler jeg den førstnævnte løsning.

142. Men som nævnt afhænger dette først og fremmest af, om Rådets anbringende overhovedet kan realitetsbehandles.

VII - Sagens omkostninger

143. Ifølge procesreglementets artikel 122 træffer Domstolen, såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagens omkostninger. Ifølge artikel 69, stk. 2, som i medfør af artikel 118 finder anvendelse på appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Ifølge artikel 69, stk. 3, kan Domstolen dog fordele omkostningerne, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

144. Da Kommissionen har tabt sagen på et eller flere punkter, foreslår jeg Domstolen at dømme henholdsvis appellanten, de appelindstævnte samt Rådet til at bære deres egne omkostninger i appelsagen.

145. Camar og Tico betaler omkostningerne i sag T-117/98, Kommissionen betaler omkostningerne i sag T-79/96. Med hensyn til sagens omkostninger i sag T-260/97 bør punkt 7 og 8 i den appellerede doms konklusion vedrørende sagsomkostningerne stadfæstes.

146. Den Franske Republik og Den Italienske Republik bærer deres egne omkostninger.

VIII - Forslag til afgørelse

147. I betragtning af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

- Dommen i sag T-117/98 ophæves, for så vidt det deri fastslås, at annullationssøgsmålet mod Kommissionen kan antages til realitetsbehandling.

- Sag T-117/98 afvises.

- I øvrigt forkastes appellen.

- Camar og Tico, Kommissionen og Rådet bærer deres egne omkostninger i forbindelse med appelsagen.

- Camar og Tico betaler omkostningerne i sag T-117/98, og Kommissionen betaler omkostningerne i sag T-79/96. Punkt 7 og 8 i den appellerede doms konklusion stadfæstes for så vidt angår omkostningerne i sag T-260/97.

- Den Franske Republik og Den Italienske Republik bærer deres egne omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy