EUR-Lex -  62000CC0329 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 3. oktober 2002. - Kongeriget Spanien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - EUGFL - regnskabsafslutning - regnskabsårene 1996 og 1997 - udligningsstøtte til bananproducenter. - Sag C-329/00.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1. Kongeriget Spanien har anlagt sag med påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2000/449/EF af 5. juli 2000 om at udelukke visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for EUGFL, Garantisektionen, fra EF-finansiering (herefter »den anfægtede beslutning«), for så vidt som den indeholder en finansiel korrektion af de udgifter, som Kongeriget Spanien har anmeldt i form af udligningsstøtte til bananproducenter i regnskabsårene 1995 og 1996.

I - Retsforskrifter

2. Artikel 5, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik bestemmer:

»Efter høring af den i artikel 11 nævnte Fondskomiteé:

[...]

b) afslutter Kommissionen inden udløbet af det følgende år kontorernes og organernes regnskaber på grundlag af det i stk. 1, litra b), nævnte materiale.«

3. Artikel 5, stk. 2, litra b) og c), i samme forordning som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1287/95 af 22. maj 1995 bestemmer:

»Efter høring af Fondskomitéen:

[...]

b) afslutter Kommissionen inden den 30. april i året efter det pågældende regnskabsår de udbetalende organers regnskaber på grundlag af de i stk. 1, litra b), nævnte oplysninger

Beslutningen om regnskabsafslutning [...] foregriber ikke senere beslutninger efter litra c)

c) træffer Kommissionen beslutning om, hvilke udgifter der skal udelukkes fra den i artikel 2 og 3 omhandlede fællesskabsfinansiering, hvis den konstaterer, at udgifter ikke er afholdt i overensstemmelse med fællesskabsreglerne.

[...]

Kommissionen anslår de beløb, der skal udelukkes, især på baggrund af det regelstridige forholds omfang. Kommissionen tager i denne forbindelse hensyn til overtrædelsens art og alvor samt den økonomiske skade, der er påført Fællesskabet.

En afvisning af finansiering kan ikke vedrøre udgifter, der er afholdt mere end 24 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddelte den pågældende medlemsstat resultaterne af sin efterforskning [...]«

4. Artikel 2 i forordning nr. 1287/95 er affattet således:

»1. [...]

[Denne forordning] anvendes fra den regnskabsperiode, der begynder den 16. oktober 1995.

2. Afvisning af finansiering som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning [nr. 729/70] må ikke vedrøre udgifter, der er anmeldt for en regnskabsperiode, der ligger forud for den 16. oktober 1992, men uden at dette berører beslutningerne vedrørende regnskabsafslutning for regnskabsperioder før ikrafttrædelsen af nærværende forordning.«

5. Kommissionens retningslinjer for finansielle korrektioner er fastlagt i dokument nr. VI/5330/97 af 23. december 1997. Når de oplysninger, der kommer frem ved undersøgelsen, ikke gør det muligt at fastsætte det tab, der er påført Fællesskabet, kan der anvendes en fast korrektion. Korrektionssatserne er på henholdsvis 2%, 5% eller 10% alt efter risikoen for tab. I visse tilfælde kan korrektionssatsen være 25% eller - i ganske særlige tilfælde - helt op til 100%.

6. De forordninger, der regulerer den pågældende sektor, er især Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer og Kommissionens forordning (EØF) nr. 1858/93 af 9. juli 1993 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 404/93 for så vidt angår reglerne om støtte til udligning af indkomsttab i forbindelse med markedsføring af bananer .

7. Ifølge forordning nr. 404/93 kan der tildeles producenterne en støtte til udligning af eventuelle indkomsttab som følge af indførelsen af den fælles markedsordning for bananer.

8. Artikel 12, stk. 1, 2, 3, 4, 5 og 7, i forordning nr. 404/93 bestemmer:

»1. Der ydes en støtte, der skal udligne eventuelle indkomsttab til EF-producenter, som er medlemmer af en anerkendt producentorganisation, der markedsfører bananer, som er i overensstemmelse med de fælles normer på EF-markedet [...]

2. Der kan højst ydes udligningsstøtte til markedsføring af 854 000 tons (nettovægt) EF-bananer. Denne mængde fordeles mellem Fællesskabets produktionsområder således:

1) 420 000 tons til De Kanariske Øer

[...]

3. Udligningsstøtten beregnes på grundlag af forskellen mellem:

- »den faste referenceindtægt« for bananer, der produceres og markedsføres i Fællesskabet

og

- »den gennemsnitlige produktionsindtægt« fra EF-markedet i det pågældende år for bananer, der produceres og markedsføres i Fællesskabet.

4. »Den faste referenceindtægt« fastlægges på grundlag af:

- gennemsnitsprisen for EF-producerede bananer, der er markedsført i en referenceperiode, der ligger før den 1. januar 1993, og som fastsættes efter proceduren i artikel 27

- med fradrag af gennemsnitsomkostningerne ved transport og levering frit om bord [...]

5. »Den gennemsnitlige produktionsindtægt« for EF-producerede bananer fastsættes for et år ad gangen på grundlag af:

- gennemsnitsprisen for EF-producerede bananer, der er markedsført i de pågældende år

- med fradrag af gennemsnitsomkostningerne ved transport og levering frit om bord.

[...]

7. Der kan udbetales forskud på grundlag af udligningsstøtten for det foregående år på betingelse af, at der stilles en garanti.«

9. I artikel 4, stk. 1, 3 og 5, i forordning nr. 1858/93 hedder det:

»1. Ansøgninger om forskud kan indgives i overensstemmelse med den i artikel 7, stk. 2, fastsatte tidsplan.

[...]

3. Udbetalingen af forskuddet er betinget af, at der stilles en sikkerhed, når ansøgningen indgives. Størrelsen af denne sikkerhed fastsættes til 50% af forskuddet.

[...]

5. Sikkerheden frigives, når den endelige støtte udbetales af myndighederne.«

II - De faktiske omstændigheder og den administrative procedure

10. Under en kontrolundersøgelse på De Kanariske Øer i januar 1997 konstaterede Kommissionens tjenestegrene, at der på en række producentorganisationers fakturaer for en betydelig mængde bananer bestemt til dette marked figurerede priser, der må betegnes som symbolske (1, 2 eller 5 ESP/kg).

11. Af de forklaringer, der blev afgivet til Kommissionens tjenestegrene, fremgik det, at disse transaktioner kun var blevet kontrolleret rent administrativt, og Kommissionen fandt derfor, at der bestod en reel risiko for, at de pågældende fakturaer vedrørte enten bananer, der faktisk ikke var blevet markedsført, eller bananer af dårlig kvalitet. Kommissionens kontrollører fandt, at de spanske myndigheder burde have foretaget yderligere kontrol.

12. Ved skrivelse af 8. juli 1997 gjorde Kommissionen Kongeriget Spanien bekendt med disse iagttagelser.

13. Kommissionens tjenestegrene udførte en ny undersøgelse i november 1997.

14. Under et bilateralt møde den 31. marts 1998 gav Kommissionen sin tilslutning til, at myndighederne i den selvstyrende region De Kanariske Øer gennemførte en revision hos de virksomheder, der i regnskabsperioden 1996 havde købt bananer til nedsat pris. Revisionen blev udført i maj 1998. Revisionsrapporten, der blev fremsendt til Kommissionen den 2. juli 1998, viste, at der ikke var ét eneste parti bananer, der var blevet markedsført til en pris på under 10 ESP/kg.

15. Kommissionens tjenestegrene fandt, at rapporten underbyggede resultatet af deres undersøgelser.

16. Ved skrivelse af 15. juni 1999 foreslog Kommissionen en finansiel korrektion, der var beregnet på grundlag af forskellen mellem den udligningsstøtte, der var ydet de spanske producenter, og den støtte, disse ville have modtaget, hvis de pågældende mængder bananer og priserne for disse helt eller delvis havde været udelukket fra beregningen af den gennemsnitlige fællesskabsstøtte.

17. Ved skrivelse af 4. august 1999 anmodede de spanske myndigheder om, at forligsproceduren blev indledt.

18. Det forligsorgan, der blev oprettet ved Kommissionens beslutning 94/442/EF af 1. juli 1994 om indførelse af en forligsprocedure i forbindelse med regnskabsafslutningen for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen (herefter »forligsorganet«), afgav sin endelige rapport den 4. februar 2000. Det anføres heri, at det er overordentligt vanskeligt at opnå enighed mellem parterne, da deres standpunkter snarere hviler på formodninger end på uomtvistelige fakta. Det nævnes endvidere, at de momenter, som organet har kendskab til, ikke gør det muligt at udelukke, at kvaliteten af de omhandlede bananer var ringere end den, der kræves i henhold til normerne, men at det er lidet sandsynligt, at samtlige de pågældende bananpartier var af ringe kvalitet. Det tilføjes, at det også er muligt, at der har været tale om svindel med hensyn til den mængde, der reelt er solgt, men at man ikke har fået forelagt konkrete beviser herfor.

19. Ifølge forligsorganet er der således også noget, der taler for de spanske myndigheders ræsonnement. Der er navnlig mulighed for, at en begrænset mængde bananer, som opfylder normerne, er blevet afsat til priser under kostprisen, idet salget gør det muligt for producenterne at opnå den udligningsstøtte, de ville have tabt, hvis et sådant salg ikke havde fundet sted. En sådan handlemåde er ikke ulovlig.

20. Forligsorganet konkluderede, at det ikke havde været muligt at forlige parternes synspunkter, men opfordrede ikke desto mindre Kommissionen til at gennemgå grundlaget for forslaget om finansiel korrektion i lyset af disse iagttagelser.

21. Den 15. maj 2000 afgav Kommissionen sin sammenfattende rapport. Den konkluderede, at det ikke var lykkedes de spanske myndigheder at godtgøre, at det omtvistede salg til ekstremt lave priser rent faktisk havde fundet sted, og at det opfyldte de fastsatte betingelser. Kommissionen foreslog en finansiel korrektion baseret på udelukkelse af et beløb svarende til 100% af udligningsstøtten for den mængde bananer, der var markedsført til en pris på under 5 ESP/kg, og på 25% for så vidt angår den mængde bananer, der var markedsført til en pris på mellem 5 og 10 ESP/kg; korrektionen indebar endvidere, at udligningsstøtten skulle beregnes på ny efter fradrag af disse varer med henblik på at fastsætte gennemsnitsprisen ab pakkehal og med henblik på at undgå, at det formodede »salg« fik indvirkning på udligningsstøttens endelige beløb. Korrektionen udgjorde et samlet beløb på 428 882 534 ESP.

22. Proceduren afsluttedes ved vedtagelsen den 5. juli 2000 af den anfægtede beslutning, hvorved producenterne blev pålagt den finansielle korrektion, der er omhandlet i den sammenfattende rapport.

III - Parternes påstande

23. Kongeriget Spanien har nedlagt påstand om annullation af den anfægtede beslutning for så vidt angår den del, der vedrører udligningsstøtten til den spanske banansektor, og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24. Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse og om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

IV - Vurdering

25. Den spanske regering har fremført tre anbringender.

26. Kommissionen har for det første ved at nægte at finansiere de i regnskabsperioden 1995 afholdte udgifter begået en fejl og tilsidesat principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

27. For det andet har Kommissionen lagt fejlagtige oplysninger til grund for beregningen af den finansielle korrektion og draget de forkerte konklusioner af sine konstateringer.

28. For det tredje er den anfægtede beslutning ikke tilstrækkeligt begrundet.

A - Det første anbringende: Det er en fejl, at udgifterne for 1995 er omfattet af korrektionen

29. Den spanske regering har gjort gældende, at den anfægtede beslutning med urette omfatter de i 1995 afholdte udgifter, idet disse allerede er blevet godkendt ved en anden beslutning, nemlig Kommissionens beslutning 1999/187/EF af 3. februar 1999 om afslutning af medlemsstaternes regnskaber over de udgifter, som de har afholdt for EUGFL i 1995 . De eneste udgifter og mængder, der ikke er omfattet af regnskabsafslutningen for Spanien, vedrører de såkaldte »ikke-anerkendte« udgifter, der er anført i første afsnit, litra f), i bilaget til sidstnævnte beslutning, og de såkaldte »særskilte« mængder, der er anført i første afsnit, litra c), i samme bilag.

30. Betalingerne for bananerne vedrører ikke de særskilte mængder, men er en del af de anerkendte udgifter og er derfor omfattet af afslutningen.

31. Ved at nægte at finansiere disse udgifter har Kommissionen tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning til skade for de spanske myndigheder samt for de personer, der modtager udligningstøtte.

32. Kommissionen har ligeledes tilsidesat retssikkerhedsprincippet. Den spanske regering har udtalt, at det er af stor betydning, at fællesskabsinstitutionerne respekterer, at de retsakter, de har vedtaget, står ved magt.

33. Kommissionen finder den spanske regerings første anbringende ubegrundet og har hævdet, at den ved beslutning 1999/187 foretagne afslutning ikke omfatter de beløb, der er udbetalt som led i den omtvistede udligningsstøtte.

34. Ifølge Kommissionen er de beløb, der er udbetalt til producenterne i produktionsåret 1995, der løber fra 1. januar 1995 til 31. december 1995, blot forskud på den endelige udligningsstøtte. Den endelige støtte kan kun anses for endeligt modtaget, når restbeløbet er blevet udbetalt og sikkerheden frigivet, dvs. i regnskabsperioden 1996, der løber fra 16. oktober 1995 til 15. oktober 1996, og ikke i regnskabsperioden 1995.

35. Kommissionen har påpeget, at den for at kunne fastslå, at der består en ret til støtte, jf. forordning nr. 1858/93 som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 796/95 af 7. april 1995 , skal være i besiddelse af alle oplysninger vedrørende den årlige referenceperiode, der svarer til produktionsåret, som igen svarer til kalenderåret for bananers vedkommende. Først når Kommissionen ved årets udgang er i besiddelse af disse oplysninger, undersøger den, om betingelserne for udbetaling af støtte er opfyldt, nemlig om produktionsindtægterne har været lavere end referenceindtægterne, og fastsætter støttens størrelse. Først på dette tidspunkt kan restbeløbet udbetales og sikkerheden frigives. De beløb, der er udbetalt forinden, skal blot betragtes som acontobeløb, der senere skal reguleres. Indtil dette tidspunkt består der ikke nogen ret til støtte. Støttens størrelse kan ikke beregnes, og der er således ikke noget beløb, der kan indgå i en regnskabsafslutning.

36. Kommissionen har derfor påstået, at da støtten for bananer, der blev markedsført i 1995, først blev endeligt udbetalt i 1996, kan regnskabsafslutningen for 1995 i henhold til beslutning 1999/187 ikke omfatte de beløb, der er udbetalt som led i den omtvistede udligningsstøtte.

37. Jeg tilslutter mig Kommissionens opfattelse, nemlig at beslutning 1999/187 ikke omfatter de udgifter, der er korrigeret ved den anfægtede beslutning.

38. Det fremgår nemlig af bilaget til den anfægtede beslutning, at de af Kongeriget Spanien bestridte korrektioner vedrører udgifter i regnskabsperioderne 1996 og 1997, hvorimod beslutning 1999/187 vedrører afslutningen af regnskaberne for regnskabsperioden 1995. Da der er tale om forskellige regnskabsperioder, vedrører sidstnævnte beslutning ikke de samme udgifter som dem, der er genstand for den anfægtede beslutning.

39. Den spanske regering har imidlertid hævdet, at nogle af de udgifter, Kommissionen har korrigeret, i virkeligheden vedrører regnskabsperioden 1995.

40. Især finder den spanske regering, at »Kommissionen alene burde have taget hensyn til den udligningsstøtte for bananer, der blev udbetalt i regnskabsperioden 1996, og ikke til de udbetalinger, der blev foretaget i regnskabsperioden 1995, som [...] allerede var blevet afregnet« .

41. Dette argument kan dog ikke tages til følge.

42. Som Kommissionen med rette har bemærket, skal »betalinger foretaget i regnskabsperioden 1995« i henhold til forordning nr. 404/93 og 1858/93 betragtes som forskud.

43. I denne forbindelse skal der henvises til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1858/93, hvori det hedder:

»[f]or indgivelse af ansøgninger gælder følgende:

a) ansøgninger om forskud indgives i løbet af de første ti dage i marts, maj, juli, september og november for så vidt angår bananer, der faktisk er blevet markedsført i den periode på to måneder, der går forud for den måned, ansøgningen indgives [...]

b) ansøgninger om betalinger af restbeløbet indgives i løbet af de ti første dage af januar i det år, der følger efter det år, for hvilket der ansøges om støtte.

Restbeløbet omfatter:

- støtte for bananer, der er markedsført i perioden november-december

- evt. justering af de beløb, som er udbetalt for bananer, der er markedsført i de i litra a) anførte perioder, på grundlag af det endelige støttebeløb« .

44. Det fremgår af denne bestemmelse, at markedsføringen af bananer giver anledning til, at der i markedsføringsåret udbetales et forskud til producenten. Det er først i det følgende år, at producenten modtager restbeløbet.

45. Denne fortolkning bekræftes ligeledes af femte betragtning til forordning nr. 1858/93, som Kommissionen har henvist til, og hvori det hedder:

»[...] da udligningsstøtten for et givet år først kan beregnes og udbetales i begyndelsen af det følgende år, er det nødvendigt at udbetale forskud for at opretholde en normal afsætning af fællesskabsprodukterne og nå målet med foranstaltningen; udbetalingen af disse forskud bør dog være betinget af, at der stilles en sikkerhed for det tilfælde, at den endelige støtte er mindre end summen af det udbetalte forskud.«

46. Selv om Kommissionen har konstateret uregelmæssigheder for så vidt angår markedsføringen af bananer i 1995 og 1996, er der således tale om en markedsføring, for hvilken producenterne kun har modtaget forskud i de nævnte år. Restbeløbet blev derimod først udbetalt i henholdsvis 1996 og 1997.

47. Kommissionen har med rette påpeget, at da støttens størrelse først blev endeligt fastsat i 1996 og 1997, afsluttes regnskaberne i denne forbindelse først i regnskabsperioderne 1996 og 1997 og ikke i forbindelse med regnskabsafslutningen for regnskabsperioden 1995, der er genstand for beslutning 1999/187.

48. Regnskabsafslutningsproceduren vedrører nemlig de »udgifter«, der er finansieret af EUGFL, jf. titlen til beslutning 1999/187.

49. Men først fra det tidspunkt, hvor støtten er blevet endelig og sikkerheden frigivet, kan man tale om udgifter, der skal afholdes af EUGFL. Før dette tidspunkt kan udgiften nemlig ikke konstateres med sikkerhed, og det beløb, der er udbetalt som forskud, kan til enhver tid inddrives ved at indløse sikkerheden, hvis det viser sig, at modtageren ikke er berettiget til støtte.

50. Den spanske regering har endvidere undret sig over, at Kommissionen i så fald ikke har anført i beslutning 1999/187, at beslutningen ikke omfatter udgifter til udligningsstøtte til bananproducenter, da den endelige betaling ikke fandt sted før 1996, når den nu udtrykkeligt har gjort dette klart i nævnte beslutning for så vidt angår støtte til visse former for markafgrøder.

51. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at det ikke alene ud fra den omstændighed, at Kommissionen har henvist til markafgrøder og ikke til bananer i betragtningerne til beslutning 1999/187, kan konkluderes, at regnskabsafslutningen i henhold til denne beslutning omfatter de forskud, der i 1995 blev udbetalt til bananproducenterne. Om der er tale om en udgift, der skal afholdes af EUGFL, eller ej, afhænger nemlig af den relevante lovgivning på området og ikke af en af betragtningerne i en kommissionsbeslutning.

52. Den spanske regering finder heller ikke, at det på baggrund af artikel 7, stk. 4, fjerde afsnit, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17. maj 1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik , som vedrører støtte til udvikling af landdistrikter, er logisk at betragte udbetalingerne i 1995 som acontobeløb.

53. Ifølge den spanske regering har fællesskabslovgiver nemlig indført en sondring mellem støtte til udvikling af landdistrikter som omhandlet i nævnte artikel 7 og anden støtte. Hvad angår støtte til udvikling af landdistrikter kan udbetalinger før den endelige udbetaling blot anses for acontoudbetalinger. Men når det drejer sig om andre former for støtte som f.eks. udligningsstøtten til bananproducenter, kan de forskellige udbetalinger før den endelige udbetaling ikke anses for acontoudbetalinger. Disse udbetalinger er en del af udligningsstøtten og kan således afregnes. I den foreliggende sag blev udbetalingerne afregnet ved beslutning 1999/187 om regnskabsperioden 1995.

54. I denne forbindelse skal det fastslås, at artikel 7, stk. 4, fjerde afsnit, i forordning nr. 1258/1999 bestemmer:

»[e]n afvisning af finansiering kan ikke vedrøre:

a) udgifter som omhandlet i artikel 2, der er afholdt mere end 24 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddeler den pågældende medlemsstat resultaterne af sin efterprøvning

b) udgifter til en foranstaltning eller aktion som omhandlet i artikel 3, med hensyn til hvilken der er foretaget endelig udbetaling mere end 24 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddeler den pågældende medlemsstat resultaterne af sin efterprøvning.«

55. Som Kommissionen med rette har påpeget, finder forordning nr. 1258/1999, som træder i stedet for forordning nr. 729/70, i medfør af dennes artikel 20 kun anvendelse på udgifter afholdt efter 1. januar 2000. Forordningen gælder ikke for de omtvistede udgifter i den foreliggende sag, og det synes derfor vanskeligt at fortolke forordningen på en måde, der inddrager disse udgifter.

56. I øvrigt betyder den omstændighed, at 24-månedersfristen, når der er tale om støtte til udvikling af landdistrikter, løber fra tidspunktet for den endelige udbetaling, ikke modsætningsvis, at enhver udbetaling, hvad enten den er endelig eller ej, når der er tale om støtte i henhold til artikel 7, stk. 4, fjerde afsnit, litra a), skal anses for en »udgift«, der bevirker, at 24-månedersfristen begynder at løbe.

57. Som Kommissionen nemlig med rette har anført, »beror spørgsmålet om, hvorvidt deludbetalingerne anses for udgifter, der indgår i regnskabsafslutningen, eller om man først skal afvente udbetalingen af restbeløbet, alene på de særlige forhold, der gælder for støtten og sektoren, samt på den retlige regulering heraf«.

58. Begrebet »udgift« i artikel 7, stk. 4, fjerde afsnit, litra a), i forordning nr. 1258/1999 skal således defineres på baggrund af forordning nr. 1858/93 og ikke på baggrund af artikel 7, stk. 4, fjerde afsnit, litra b), i forordning nr. 1258/1999.

59. På denne baggrund finder jeg ikke, at de udgifter, der er korrigeret ved den anfægtede beslutning, vedrører regnskabsperioden 1995, der er genstand for beslutning 1999/187.

60. Den antagelse, den spanske regerings første anbringende hviler på, og som i det væsentlige går ud på, at der er en overlapning mellem på den ene side beslutning 1999/187 og på den anden side den anfægtede beslutning, er således ikke rigtig.

61. Beslutning 1999/187 kan således ikke have skabt nogen berettiget forventning om, at de udgifter, der er tale om i den anfægtede beslutning, aldrig ville blive korrigeret. Da systemet er logisk og konsekvent, er retssikkerhedsprincippet ej heller blevet tilsidesat.

62. På denne baggrund kan det konkluderes, at den spanske regerings første anbringende skal forkastes.

63. For fuldstændighedens skyld vil jeg dog gennemgå Kommissionens subsidiære argument om, at selv hvis regnskabsperioden 1995 skal anses for den relevante periode, omfatter regnskabsafslutningen i henhold til beslutning 1999/187 ikke alle de udgifter, der blev afholdt i den pågældende regnskabsperiode.

64. Kommissionen har især henvist til sidste betragtning i beslutning 1999/187, hvorefter »[beslutningen ikke foregriber nogen] finansielle følger, som Kommissionen ved en senere regnskabsafslutning drager af undersøgelser, der er i gang på tidspunktet for denne beslutning [...]«, dvs. den 3. februar 1999.

65. Kommissionen har hævdet, at undersøgelserne vedrørende den omtvistede udligningsstøtte endnu ikke var endeligt afsluttet på dette tidspunkt, idet den endnu ikke havde meddelt den spanske regering det endelige resultat af undersøgelserne.

66. Endvidere har Kommissionen henvist til tolvte betragtning til beslutning 1999/187, hvori det hedder, at »efter artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning (EØF) nr. 729/70 [som ændret ved forordning 1287/95] kan Kommissionen afvise at finansiere udgifter, der er afholdt i en periode på 24 måneder, før den skriftligt har meddelt medlemsstaterne kontrolresultaterne; Kommissionen har meddelt kontrolresultater til medlemsstaterne i perioden maj til september 1997; kontrollen kan få finansielle følger, som kan påvirke de udgifter, der blev anmeldt i regnskabsåret 1995; [...] denne beslutning foregriber ikke Kommissionens ret til ved en senere beslutning at udelukke udgifter, der blev afholdt i regnskabsåret 1995, og som Kommissionen som et resultat af de ovennævnte kontroller finder ikke overholder Fællesskabets bestemmelser, fra EF-finansiering«.

67. I denne forbindelse skal jeg for det første henvise til præmis 30 i dom af 29. januar 1998, Grækenland mod Kommissionen , hvori Domstolen har fastslået:

»[Kommissionen afslutter] efter høring af EUGFL-komitéen inden udløbet af det følgende år kontorernes og organernes regnskaber på grundlag af de fremlagte årsregnskaber. Kommissionen kan dog, såfremt oplysninger skal gives af medlemsstaterne, og de kontrolforanstaltninger, som den finder det hensigtsmæssigt at iværksætte, ikke fører til endelige resultater, opgøre regnskaberne på grundlag af de oplysninger, der er fremkommet i forbindelse med regnskabsafslutningsproceduren, idet den forbeholder sig adgang til at korrigere denne afgørelse i forbindelse med en senere regnskabsafslutning« .

68. Jeg opfatter dette således, at Kommissionen faktisk kan forbeholde sig adgang til at foretage korrektioner i forbindelse med en senere regnskabsafslutning, hvis den mangler nogle oplysninger, f.eks. fordi undersøgelserne stadig er i gang.

69. For det andet har den omstændighed, at Kommissionen har vedtaget beslutning 1999/187, i modsætning til, hvad den spanske regering har hævdet, ikke frataget Kommissionen enhver mulighed for at korrigere udgifterne fra regnskabsperioden 1995.

70. Helt konkret finder den spanske regering ikke, at artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 729/70, som ændret ved forordning nr. 1287/95, der er hjemmel for den anfægtede beslutning, kan anvendes på udgifter afholdt i 1995, idet førstnævnte bestemmelse i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1287/95 først trådte i kraft fra og med regnskabsperioden 1996.

71. Som Kommissionen med rette har påpeget, modsiges dette synspunkt, der er fremført af den spanske regering, imidlertid af Domstolens praksis.

72. Domstolen fastslog nemlig i præmis 82 i dom af 6. marts 2001, Nederlandene mod Kommissionen , at det »ud fra en hensigtsmæssig fortolkning af artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1287/95 [må] antages, at korrektionsproceduren skal finde anvendelse på regnskabsperioder efter den 16. oktober 1992, som ikke har været genstand for en beslutning om regnskabsafslutning før denne forordnings ikrafttræden«.

73. Endvidere har Domstolen i præmis 81 i dom af 6. december 2001, Grækenland mod Kommissionen , udtalt, at »[...] Kommissionen ved regnskabsafslutningen for regnskabsåret 1995 skulle iværksætte den procedure, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, litra c), i [...] forordning nr. 729/70 [som ændret ved forordning nr. 1287/95]«.

74. Den spanske regering har dog hertil bemærket, at hvis det antages, at korrektionsproceduren alligevel kan omfatte udgifter afholdt i regnskabsperioden 1995, må den 24-månedersfrist, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, litra c), femte afsnit, i forordning nr. 729/70 som ændret ved forordning nr. 1287/95, finde anvendelse.

75. I den konkrete sag må denne frist ifølge den spanske regering løbe fra den 8. juli 1997, som er datoen for Kommissionens første skriftlige meddelelse til Kongeriget Spanien vedrørende kontrolresultaterne. Udgifterne fra før den 8. juli 1995 kan således ikke være omfattet af korrektionen.

76. På dette tidspunkt var en stor del af udgifterne fra regnskabsperioden 1995 vedrørende samme års høst ifølge den spanske regering allerede afholdt.

77. Jeg er enig med den spanske regering i, at den frist på 24 måneder, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 729/70 som ændret ved forordning nr. 1287/95, finder anvendelse i den foreliggende sag.

78. Den anfægtede beslutning har nemlig hjemmel i denne bestemmelse, hvis femte afsnit fastsætter fristen på 24 måneder i følgende vendinger:

»En afvisning af finansiering kan ikke vedrøre udgifter, der er afholdt mere end 24 måneder forud for den dato, hvor Kommissionen skriftligt meddelte den pågældende medlemsstat resultaterne af sin efterforskning [...]«

79. Betydningen af 24-månedersfristen, som ifølge sjette betragtning til forordning nr. 1287/95 har til formål at »fastsætte en maksimumsperiode, som de følger, der skal drages af resultaterne [af Kommissionens undersøgelser] af, om udgifterne er i overensstemmelse med EF-retsforskrifterne, kan vedrøre«, er allerede blevet understreget i retspraksis .

80. Således fastslog Domstolen i præmis 133 i dommen i sagen Spanien mod Kommissionen, at »[d]enne begrænsning har til formål at beskytte medlemsstaterne mod den retsusikkerhed, der ville bestå, hvis Kommissionen kunne genoverveje de udgifter, der var afholdt flere år i forvejen, inden den vedtog en beslutning med hensyn til lovformeligheden«.

81. Heraf følger, at selv om de udgifter, der blev korrigeret ved den anfægtede beslutning, faktisk blev afholdt i regnskabsperioden 1995, kan de ikke længere korrigeres, såfremt de blev afholdt før den 8. juli 1995.

82. Parterne har nemlig ikke bestridt, at den skriftlige meddelelse, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra c), femte afsnit, i forordning nr. 729/70 som ændret ved forordning nr. 1287/95, var dateret den 8. juli 1997. Perioden på 24 måneder løb således indtil den 8. juli 1995.

83. Kommissionens subsidiære argument, der er baseret på betragtningerne til beslutning 1999/187, kan således kun delvis tages til følge.

84. Trods de forbehold, Kommissionen har taget i disse betragtninger med hensyn til korrektioner, der endnu kunne foretages vedrørende udgifter afholdt i regnskabsperioden 1995, ville Kommissionen faktisk ikke være berettiget til at korrigere udgifter afholdt før den 8. juli 1995.

85. Kommissionen kan nemlig ikke ved blot at tage forbehold i betragtninger til en beslutning om regnskabsafslutning unddrage sig forpligtelsen til at overholde den 24-månedersfrist, der er fastsat i artikel 5, stk. 2, litra c), femte afsnit, i forordning nr. 729/70.

86. Jeg skal dog gøre opmærksom på, at Kommissionens subsidiære argument ikke har nogen betydning for tvistens afgørelse, idet det efter min opfattelse er godtgjort, at den anfægtede beslutning ikke omfatter udgifter afholdt i regnskabsperioden 1995.

87. Jeg foreslår derfor Domstolen at forkaste den spanske regerings første anbringende.

B - Det andet anbringende: anvendelse af forkerte oplysninger og urigtig fortolkning

88. Den spanske regerings andet anbringende falder i det væsentlige i to dele. Den spanske regering kritiserer nemlig Kommissionen for dels at bygge på forkerte oplysninger, dels at drage de forkerte konklusioner af disse oplysninger.

Anvendelse af forkerte oplysninger

89. Den spanske regering har gjort gældende, at Kommissionen med urette har lagt oplysninger vedrørende markedsføringen i regnskabsperioderne 1996 og 1997 til grund, idet den anvendte dem på produktionsårene 1995 og 1996, som svarer til kalenderår og ikke falder sammen med de valgte regnskabsperioder. Dette er ikke blot ulogisk, men også forkert.

90. Den spanske regering har gjort gældende, at Kommissionens tjenestegrene, da de anmodede de spanske myndigheder om oplysninger, anvendte udtrykkene »årene 1995 og 1996«, og at udtrykket »år«, når der er tale om regnskabsafslutning, betyder regnskabsperiode. De spanske myndigheder har, da de fremlagde oplysningerne, for at undgå enhver tvivl udtrykkeligt anført, hvilke to-månedersperioder for støtteansøgninger der svarer til hver EUGFL-regnskabsperiode. Kommissionens tjenestegrene har imidlertid aldrig meddelt, at de fremlagte oplysninger ikke var korrekte.

91. Kommissionen har svaret, at den anvendte de oplysninger, som de spanske myndigheder havde fremsendt, og gør gældende, at den adskillige gange havde foreslået de spanske myndigheder at fremsende andre, mere præcise oplysninger, samt har tilkendegivet, at den var rede til at foretage beregningerne igen. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til sin skrivelse af 15. juni 1999 samt til sit senere forslag, som forligsorganet har citeret i sin rapport.

92. Det skal her erindres, at korrektionen bygger på Kommissionens konstatering af, at en betydelig mængde bananer, der indgik i beregningen af udligningsstøtten, i 1995 og 1996 var blevet solgt på det lokale marked på De Kanariske Øer til en meget lav pris, der lå under 10 ESP/kg og undertiden nåede helt ned på den symbolske pris af 1 ESP/kg.

93. Selv om de uregelmæssigheder, Kommissionen har udledt heraf, af ovennævnte grunde berører udgifter afholdt i regnskabsperioderne 1996 og 1997, vedrører de konkrete oplysninger, hvoraf det sluttes, at der har fundet uregelmæssigheder sted, årene 1995 og 1996.

94. Det fremgår imidlertid af ovennævnte skrivelse af 15. juni 1999, at Kommissionen faktisk har taget udgangspunkt i de konkrete oplysninger vedrørende årene 1995 og 1996. Kommissionen har således i nævnte skrivelse henvist til prisgennemsnit for de pågældende år.

95. I øvrigt har denne skrivelse, således som Kommissionen med føje har bemærket, givet den spanske regering lejlighed til at korrigere de af Kommissionen anvendte oplysninger. Således hedder det i fodnote 1 til bilaget til nævnte skrivelse, at »hvis de spanske myndigheder er i besiddelse af mere nøjagtige oplysninger til brug for denne beregning, opfordres de til at forelægge dem for Kommissionen«.

96. Den spanske regering har således ikke godtgjort, at Kommissionen har anvendt forkerte oplysninger eller har vildledt de spanske myndigheder med hensyn til, hvilke oplysninger disse skulle fremlægge.

97. Efter min opfattelse er første del af andet anbringende således ubegrundet.

Fejlagtig fortolkning af oplysningerne

98. Den spanske regering finder heller ikke, at resultaterne af Kommissionens kontrol kan begrunde de omtvistede korrektioner.

99. Den spanske regering har afvist Kommissionens konklusioner, der er baseret på de ekstremt lave salgspriser. Den spanske regering har bestridt, at de spanske myndigheders kontrol har været begrænset til administrative kontroller, og at der er en reel risiko for, at de udstedte fakturaer relaterer til bananer, der ikke er blevet markedsført, eller til bananer af dårlig kvalitet.

100. Den spanske regering har for det første fremhævet, at det kun er meget små mængder, der er blevet solgt til »nedsatte priser«. Mængden af bananer, der er blevet solgt til priser på mellem 1 og 5 ESP/kg og mellem 5 og 10 ESP/kg, udgør henholdsvis 0,48% og 0,4% af den samlede mængde bananer, som der var ansøgt om udligningsstøtte til i regnskabsperioden 1995, og henholdsvis 0,9% og 0,5% af den tilsvarende mængde for regnskabsperioden 1996.

101. For det andet har den spanske regering gjort gældende, at overholdelsen af kvalitetsnormerne sikres ved anvendelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 2898/95 af 15. december 1995 om bestemmelser for kontrollen med, om kvalitetsnormerne for bananer overholdes , og ved forskellige former for stikprøvekontrol. Der er foretaget andre kontroller efter konjunkturmæssige problemer, efter anmeldelser eller på grundlag af mistanke om uregelmæssigheder. Endvidere findes der et »automatisk alarmsystem« med specifikke kontroller, når det i de rapporter, der udarbejdes af de kompetente tjenester, angives, at priserne er faldet til et niveau, der ligger under den fastsatte tærskel.

102. Ud over disse kontroller foretager Intervención General de la Administración del Estado og Servicio de Inspección Financiera de la Comunidad Autónoma de Canarias efterfølgende kontrol hos modtagerne af udligningsstøtte.

103. Hvad angår EUGFL-regnskabsperioden 1995 blev Coplaca, Félix Santiago Melián og Compañía Agrícola de Tenerife SA, der er støttemodtagende producenter, således kontrolleret.

104. I EUGFL-regnskabsperioden 1996 blev medlemmerne af Sociedad Cooperativa San Lorenzo (COSLO) samt diverse modtagere i SAT Plátanos Taburiente kontrolleret.

105. Såvel Coplaca som SAT Plátanos Taburiente havde i den kontrollerede periode udstedt fakturaer med »reducerede priser«. Samtlige kontrolrapporter viser, at handelstransaktionerne faktisk blev gennemført i referenceperioden, og transaktionerne er korrekt registreret i virksomhedernes bogføring. Mængden af leverede og emballerede bananer svarer til den mængde bananer, for hvilken der er modtaget støtte. Kvalitetskontrollerne er dokumenterede. Dokumentationen viser endeligt, at den mængde bananer, for hvilken der er ansøgt om støtte, faktisk er blevet markedsført på det kanariske marked og på Den Iberiske Halvø.

106. For det tredje har den spanske regering henvist til forligsorganets bemærkning om, at det er lidet sandsynligt, at bananer, der ikke opfylder kvalitetsnormerne, er blevet solgt i en situation, hvor udbuddet overstiger efterspørgslen.

107. De lave priser på ømarkedet kan for det fjerde begrundes i flere forhold, såsom at udbuddet på det kontinentale marked overstiger efterspørgslen, at der kommer substituerende frugter på markedet til en lavere pris, at der er for stor tilgang af bananer fra tredjelande til det spanske marked, og endelig at visse klimatiske forhold har medført et stigende udbud på markedet.

108. For det femte har den spanske regering henvist til en anden bemærkning fra forligsorganet, nemlig bemærkningen om, at det absolut er muligt, at en lille mængde bananer, der overholder kvalitetsnormerne, er blevet markedsført til lavere priser end kostprisen (høst, emballering og transport), idet dette har gjort det muligt for producenterne at opnå en udligningsstøtte, de ellers ikke ville have fået.

109. Den spanske regering har i replikken henvist til de ugentlige lister over grossistpriser på det kanariske marked, som den tidligere har forelagt forligsorganet, samt til et diagram, der viser udviklingen i bananpriserne. Disse dokumenter, der er vedlagt replikken, viser, hvor store udsving der opstår i løbet af et år, og som er helt forenelige med en reel produktionsaktivitet.

110. Den spanske regering har ligeledes henvist til en intern revisionsrapport vedrørende produktionsåret 1996, der er vedlagt replikken, og hvori det konkluderes, at salgene faktisk har fundet sted og giver ret til udligningsstøtte.

111. Endelig har den spanske regering hævdet, at de betingelser for at foretage en fast korrektion, der er nævnt i dokument nr. VI/5330/97, på ingen måde er opfyldt i denne sag.

112. Kommissionen har afvist den spanske regerings argument om, at den finansielle korrektion ikke var berettiget, idet der var foretaget tilstrækkelig kontrol, og idet de særdeles lave priser især kan forklares ved konjunkturforholdene.

113. Kommissionen har anført, at dens tjenestegrene har fundet en finansiel korrektion nødvendig efter en stikprøvekontrol af over 100 sager. Visse af de konstaterede priser - nemlig priserne på under 5 ESP eller på mellem 5 og 10 ESP - må ifølge Kommissionen betegnes som »symbolske«. Kommissionen har påpeget, at til sammenligning var den årlige gennemsnitssalgspris for bananer i 1995 16 ESP/kg og i 1996 22,7 ESP/kg. På ugebasis var det laveste gennemsnit 10 ESP/kg i 1995 og 18 ESP/kg i 1996, på trods af at priserne i uge 14 faldt til 9,47 ESP/kg.

114. De af de kanariske myndigheder afgivne forklaringer har afsløret, at salgstransaktionerne kun har været genstand for en rent administrativ og overfladisk kontrol. Endvidere viser de kontrollerede oplysninger, at de kontrolmuligheder, som de regionale landbrugstjenester rådede over, ikke var blevet brugt ret meget i forbindelse med denne type transaktioner.

115. Kommissionen har under henvisning til disse forhold påpeget, at den er af den opfattelse, at de symbolske priser var for fiktive salg eller for salg af produkter, der ikke overholdt normerne. Kommissionen har medgivet, at der kan herske rimelig tvivl, når der er tale om bananer solgt til mellem 5 og 10 ESP/kg, men har fastholdt, at den er helt sikker i sin sag hvad angår de mængder bananer, der er solgt til en pris på under 5 ESP/kg.

116. Kommissionen har hævdet, at sagsøgeren ikke har været i stand til at bevise, at disse bananer faktisk er blevet markedsført. Kommissionen har præciseret, at den under et bilateralt møde accepterede, at de kanariske myndigheder gennemførte en revision med henblik på at sammenligne grossisters køb af bananer og deres efterfølgende salg heraf. Den rapport, der blev udarbejdet efter denne revision vedrørende juli og august 1996, to måneder, hvor der ellers normalt er tendens til faldende priser, viste, at priserne for andenklassesbananer, dvs. bananer af ringere kvalitet, holdt sig inden for intervallet 10-50 ESP/kg. Rapporten har derfor ifølge Kommissionen ikke godtgjort, at der faktisk var solgt til mindre end 10 ESP. De præciseringer, som den spanske regering efterfølgende har givet vedrørende nævnte rapport, har ej heller godtgjort, at disse salg faktisk fandt sted, hvorfor Kommissionen har fundet det nødvendigt at fastholde sine oprindelige konklusioner og foretage den varslede korrektion.

117. Kommissionen har herefter besvaret de fem bemærkninger, den spanske regering har fremsat.

118. For det første er Kommissionen enig med den spanske regering i, at det er »meget små« mængder bananer, der er solgt til unormalt lave priser. Men det er også netop derfor, at der kun er foretaget en mindre korrektion, og at korrektionen kun vedrører disse meget små mængder.

119. For det andet har Kommissionen med hensyn til kontrolkvaliteten fremhævet, at den omstændighed, at bananer er blevet solgt til unormalt lave priser, ikke har givet anledning til yderligere kontrol »i marken«. Hvad angår det såkaldte »automatiske alarmsystem« blev dette først indført med virkning fra 1997, mens regnskabsafslutningerne vedrører produktionsårene 1995 og 1996, som var afsluttet, da systemet blev indført.

120. For det tredje har Kommissionen afvist den spanske regerings argument om, at det er usandsynligt, at der er solgt bananer af ringe kvalitet, idet grossister ikke har nogen kommerciel interesse i at sælge sådanne bananer. Kommissionen finder tværtimod, at et af de væsentligste kommercielle kriterier for grossister er prisen, og at prisen kan tilskynde dem til at sælge bananer af ringe kvalitet.

121. For det fjerde finder Kommissionen ikke, at så lave priser kan forklares ved, at udbuddet er større end efterspørgslen, tilstedeværelsen af substitutionsvarer på markedet eller klimaforhold.

122. For det femte har Kommissionen anerkendt, at nogle producenter kan tænkes at ville sælge deres produktion for enhver pris for at modtage en udligningsstøtte, som ellers ikke ville blive udbetalt. Kommissionen har dog tilføjet, at et sådant salg under alle omstændigheder skal være reelt, og at kvaliteten af de solgte bananer skal være kontrolleret. I betragtning af de priser, der er konstateret, finder den, at disse to betingelser umuligt kan være opfyldt.

123. Kommissionen har i duplikken gjort gældende, at dens argumenter på ingen måde modsiges af de prisstatistikker, den spanske regering har vedlagt replikken. Statistikkerne viser de betydelige prisudsving for bananer på De Kanariske Øer, men forklarer imidlertid ifølge Kommissionen ikke de særdeles lave salgspriser, som den har konstateret.

124. I øvrigt viser sagsøgerens prisdiagram engrospriserne, mens den besluttede korrektion er baseret på salgspriserne mellem producenter og grossister.

125. Kommissionen finder, at Kongeriget Spanien har haft mulighed for at godtgøre, at salgene faktisk har fundet sted, men ikke har gjort dette, idet den spanske regering alene har fremlagt statistikker og anden dokumentation vedrørende grossisternes salg og de priser, der anvendes over for detailhandlere, men ikke vedrørende salgene mellem producenter og grossister og de herved opnåede priser. Den samme kritik kan rejses over for den interne revisionsrapport, som den spanske regering har vedlagt replikken.

126. Hvad endelig angår den metode, der er anvendt for at beregne den finansielle korrektion, finder Kommissionen i modsætning til, hvad den spanske regering har hævdet, ikke at metoden er forkert.

127. Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgerens henvisninger til visse kriterier, der er fastsat i dokument nr. VI/5330/97, er uden betydning, idet de vedrører faste korrektioner, og Kommissionen ikke har udnyttet denne mulighed i den foreliggende sag, da den har været i stand til at ansætte det lidte tab.

128. Hvad skal man mene om disse argumenter?

129. Jeg vil begynde min gennemgang med en henvisning til dommen af 6. december 2001 i sagen Grækenland mod Kommissionen, hvori Domstolen udtalte sig som følger om fordelingen af bevisbyrden mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat i et spørgsmål om tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende de fælles markedsordninger for landbruget:

»10. Det påhviler Kommissionen at godtgøre, at der foreligger en tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende de fælles markedsordninger for landbruget. Kommissionen er derfor forpligtet til at begrunde sin beslutning, hvis der heri fastslås manglende kontrol eller mangler ved den kontrol, som vedkommende medlemsstat har gennemført (jf. bl.a. dom af 11.1.2001, sag C-247/98, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1, præmis 7, og den heri nævnte retspraksis).

11. Det påhviler dog ikke Kommissionen udtømmende at godtgøre, at de nationale myndigheder har udført en mangelfuld kontrol, eller at de tal, som medlemsstaterne har meddelt, er fejlagtige, men Kommissionen skal fremlægge et bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til denne kontrol eller disse tal (jf. dom af 21.1.1999, sag C-54/95, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 35, præmis 35, og af 22.4.1999, sag C-28/94, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 1973, præmis 40, samt dommen i sagen Grækenland mod Kommissionen, præmis 8).

12. Denne lempelse af beviskravet til Kommissionen skyldes, at en medlemsstat har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for afslutningen af EUGFL-regnskaberne, og at staten følgelig skal føre det mere detaljerede og fuldstændige bevis for, at dens kontrol eller tal er rigtige, og efter omstændighederne for, at Kommissionens påstande er forkerte (jf. dommen af 21.1.1999, Tyskland mod Kommissionen, præmis 35, dommen i sagen Nederlandene mod Kommissionen, præmis 41, og dommen i sagen Grækenland mod Kommissionen, præmis 9)« .

130. På baggrund af denne retspraksis finder jeg, at Kommissionen har fremlagt tilstrækkeligt »bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl« med hensyn til overholdelsen af bestemmelserne vedrørende den fælles markedsordning for bananer, især artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 404/93, hvori det hedder:

»Der ydes en støtte, der skal udligne eventuelle indkomsttab til EF-producenter, som er medlemmer af en anerkendt producentorganisation, der markedsfører bananer, som er i overensstemmelse med de fælles normer på EF-markedet [...]« .

131. Hvis man, som Kommissionen har gjort, sammenligner de priser, der blev konstateret under kontrollerne, med de almindeligt gældende priser på De Kanariske Øer i 1995 og 1996, består der nemlig en »begrundet og rimelig tvivl« med hensyn til, om de førstnævnte priser, der var ekstremt lave for ikke at sige symbolske, faktisk repræsenterede et reelt salg af bananer, der opfylder de fastsatte normer.

132. Endvidere har den spanske regering ikke ført »det mere detaljerede og fuldstændige bevis [...] for, at Kommissionens påstande er forkerte«.

133. Dels har det forhold, at der er solgt bananer til unormalt lave priser, således som Kommissionen med rette har påpeget, i de pågældende produktionsår ikke afstedkommet yderligere kontrol eller inspektioner »i marken«, selv om sådanne priser gav anledning til mistanke om uregelmæssigheder.

134. Det er endvidere et spørgsmål, om de spanske myndigheders efterfølgende kontrol har været udtømmende. Som Kommissionen har anført i duplikken, behandler den interne revisionsrapport, som den spanske regering har henvist til i replikken, »alene spørgsmålet, om der faktisk har fundet salg sted mellem grossister og detailhandlere, og ikke om der har fundet salg sted mellem producenter og grossister. [Kommissionen] undrer sig endvidere over, at inspektørerne alene har kontrolleret salgsfakturaerne uden at interessere sig for disse virksomheders købsoplysninger. Da inspektørerne har aflagt besøg på stedet, ville det ikke have været vanskeligt at gennemgå disse, og det ville have givet Kongeriget Spanien mulighed for at skaffe troværdige oplysninger herom«.

135. Da støtten i henhold til artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 404/93 er ydet til bananproducenterne, er det nemlig bananproducenternes og ikke grossisternes salg af normsvarende bananer, man skal interessere sig for.

136. Dels har den spanske regering ikke bestridt Kommissionens redegørelse, hvorefter,

»Kommissionens tjenestegrene under et bilateralt møde med de spanske myndigheder var rede til at acceptere de beviser, myndighederne måtte fremlægge, og endog til at godtage resultaterne af en undersøgelse med det formål at sammenligne grossisters køb af bananer og videresalg heraf som bevis.

Selv om undersøgelsesrapporten bygger på en to-månedersperiode (juli-august 1996), hvor der er tendens til faldende bananpriser som følge af et større udbud (både kvalitativt og kvantitativt), hvilket også fremhæves i selve rapporten, fremgår det af denne, at prisen for »andenklassesbananer«, dvs. bananer af ringere kvalitet, har holdt sig inden for intervallet 10-50 ESP«.

137. Det er efter min opfattelse med rette, at Kommissionen heraf udleder, at den revisionsrapport, de spanske myndigheder selv har udarbejdet, ikke påviser, at salgene til priser på under 10 ESP faktisk har fundet sted.

138. Den spanske regering har ganske vist anfægtet denne slutning under påberåbelse af forskellige konjunkturbestemte omstændigheder som f.eks. et udbud, der er større end efterspørgslen, eller klimatiske forhold, som ifølge den spanske regering kan forklare de konstaterede priser.

139. Jeg medgiver den spanske regering, at de af denne nævnte konjunkturforhold påvirker priserne, og at prisudsvingene netop skyldes disse konjunkturforhold.

140. Selv om konjunkturforhold kan forklare normale prisudsving, er jeg ikke desto mindre enig med Kommissionen i, at disse forhold ikke kan begrunde de unormalt lave, nærmest symbolske priser.

141. I bedste fald kan sådanne priser, hvis de ikke dækker over uregelmæssigheder, forklares ved en helt usædvanlig og vidtrækkende konjunkturbestemt omstændighed. Men den spanske regering mangler stadig at angive en sådan omstændighed. I øvrigt er det tvivlsomt, om en sådan omstændighed kan gå ubemærket hen.

142. Med hensyn til forligsorganets bemærkning om, at det er lidet sandsynligt, at bananer, der ikke opfylder kvalitetskravene, er blevet udbudt til salg i en situation, hvor udbuddet er større end efterspørgslen, skal jeg for det første gøre opmærksom på, at »Kommissionen, når den træffer beslutning, ikke er bundet af forligsorganets konklusioner« .

143. Som Kommissionen med rette har påpeget, kan visse grossister, hvis den af producenterne forlangte pris for ikke-normsvarende bananer er tilstrækkelig lav for ikke at sige symbolsk, føle sig tilskyndet til at markedsføre disse bananer, også selv om udbuddet af kvalitetsbananer er større end efterspørgslen.

144. Jeg kommer nu til en anden bemærkning fra forligsorganet, der har udtalt, at »det ingenlunde er umuligt, at der er solgt - små - mængder bananer, som opfylder kvalitetskravene, til priser, der ikke dækker høst-, emballerings- og fragtomkostningerne, idet salget af disse bananer gør det muligt for producenterne at opnå en udligningsstøtte, de ville have tabt, hvis et sådant salg ikke havde fundet sted. Men en sådan praksis kan ikke anses for ulovlig, når der i bestemmelserne herom ikke er fastsat nogen minimumspris, men derimod indføres lofter over de mængder, for hvilke der kan ydes udligningsstøtte«.

145. Jeg finder dette argument meget tungtvejende. At der i fællesskabsbestemmelserne ikke er fastsat nogen minimumspris, er en klar mangel, men man kan ikke bebrejde virksomhederne, at de udnytter denne mangel.

146. Jeg mener dog at kunne tilslutte mig Kommissionens synspunkt, nemlig at det i betragtning af de meget lave priser er mere end tvivlsomt, at de pågældende bananer har opfyldt kvalitetskravene.

147. Endelig må det fastslås, at den kanariske regionalregering med virkning fra 1997 har indført et »automatisk alarmsystem«, hvor alarmen udløses, når priserne falder til under et bestemt niveau. Den kanariske regering synes således at erkende, at de ekstremt lave priser ikke blot kan tilskrives en eller anden konjunkturbestemt omstændighed.

148. Jeg finder således, at Kommissionen har fremlagt tilstrækkelige beviser for, at bestemmelserne vedrørende den fælles markedsordning for bananer er blevet tilsidesat.

149. I anden del af det andet anbringende har den spanske regering dog bestridt ikke blot, at bestemmelserne vedrørende den fælles markedsordning for bananer er blevet tilsidesat, men også størrelsen af den korrektion, Kommissionen har foretaget.

150. I denne forbindelse skal det erindres, at det fremgår af fast retspraksis, at »selv om det således tilkommer Kommissionen at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse af reglerne vedrørende de fælles markedsordninger for landbruget (jf. bl.a. dom af 6.3.2001. sag C-278/98, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 1501, præmis 39, og den deri nævnte retspraksis), tilkommer det medlemsstaten i bekræftende fald at godtgøre, at Kommissionen har begået en fejl med hensyn til de finansielle følger, der skal udledes heraf (jf. dom af 19.11.1998, sag C-235/97, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 7555, præmis 39)« .

151. Med hensyn til anfægtelsen af korrektionens størrelse har den spanske regering blot citeret visse passager i dokument nr. VI/5330/97.

152. Men som Kommissionen med rette har bemærket, vedrører disse passager de faste korrektioner, mens Kommissionen i den foreliggende sag ikke har beregnet korrektionen ud fra en fast sats, men ud fra de mængder, uregelmæssighederne vedrører.

153. I øvrigt er jeg under alle omstændigheder af den opfattelse, at Kommissionen ikke har begået nogen fejl ved beregningen af korrektionen.

154. Selv om de spanske myndigheder selv ikke har konstateret priser på under 10 ESP/kg for andenklassesbananer, har Kommissionen alligevel kalkuleret med en betydelig sandsynlighedsmargen, nemlig 75%, for bananer, som er solgt til priser på mellem 5 og 10 ESP/kg. Derfor har Kommissionen korrigeret med et beløb svarende til 25% af udligningsstøtten for de mængder, der er solgt til priser mellem 5 og 10 ESP/kg. Kun i forbindelse med de mængder, der er solgt til under 5 ESP/kg, har Kommissionen foretaget en korrektion svarende til 100% af udligningsstøtten.

155. Af samtlige ovennævnte grunde konkluderer jeg, at anden del af den spanske regerings andet anbringende skal forkastes.

C - Det tredje anbringende: manglende begrundelse

156. Den spanske regering har gjort gældende, at den anfægtede beslutning er utilstrækkeligt begrundet. Kommissionen har nemlig hverken i den anfægtede beslutning eller under dennes tilblivelse forklaret, hvorfor 100% af de bananer, der blev markedsført til en pris på under 5 ESP/kg, og 25% af de bananer, der blev markedsført til en pris på mellem 5 og 10 ESP, blev udelukket fra fællesskabsfinansiering. Den anfægtede beslutning indeholder overhovedet ingen begrundelse vedrørende dette punkt, hvilket hindrer den spanske regering i at kende berettigelsen af den trufne foranstaltning.

157. Kommissionen har bestridt den spanske regerings anbringende og påpeget, at der i henhold til retspraksis ikke kræves en detaljeret begrundelse, eftersom medlemsstaten har været snævert inddraget i beslutningens tilblivelse. I den foreliggende sag har Kongeriget Spanien siden den 15. juni 1999, og endda før, vidst, at grunden til korrektionen var de usædvanligt lave salgspriser.

158. Kommissionen har endvidere anført, at Kongeriget Spanien under proceduren på intet tidspunkt har anfægtet den måde, hvorpå de procentuelle korrektioner er blevet fastlagt, og at den spanske regering hele tiden har forstået grunden hertil.

159. I denne forbindelse skal jeg erindre om, at »ifølge Domstolens praksis vedrørende rækkevidden af Kommissionens begrundelsespligt i henhold til EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF) i den særlige sammenhæng, hvori beslutninger om regnskabsafslutning udarbejdes, må en beslutnings begrundelse anses for at være tilstrækkelig, når den medlemsstat, beslutningen er rettet til, har været snævert inddraget i beslutningens tilblivelse, og når den således kendte grundene til, at Kommissionen ikke fandt, at det omtvistede beløb skulle afholdes af EUGFL (jf. dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 21)« .

160. I betragtning af sagens omstændigheder, jf. ovenfor, kan det ikke bestrides, at de spanske myndigheder har været snævert inddraget i den anfægtede beslutnings tilblivelse.

161. Endvidere indeholder Kommissionens sammenfattende rapport, der blev vedtaget den 15. maj 2000, klare forklaringer på begrundelsen for korrektionen og korrektionens beregning.

162. Jeg foreslår derfor Domstolen at forkaste det tredje anbringende.

V - Forslag til afgørelse

163. Jeg skal derfor foreslå Domstolen at

- frifinde Kommissionen og

- pålægge Kongeriget Spanien at betale sagens omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy