Generaladvokatens forslag til afgørelse
I - Indledning
1. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører spørgsmålet om omfanget af beskyttelsen af den industrielle ejendomsret i form af beskyttede oprindelsesbetegnelser. Konkret er der tale om, hvorvidt den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Grana Padano« kun må benyttes, når osten også rives og pakkes i produktionsområdet. Sagsøgerne i hovedsagen vil forbyde de sagsøgte at markedsføre typen »Grana Padano«-ost, der er revet i Frankrig, under den beskyttede oprindelsesbetegnelse.
I - Retsforskrifter
1) Fællesskabsbestemmelser
Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (herefter »forordning nr. 2081/92«)
2. Forordning nr. 2081/92 har til formål at indføre en fællesskabsretlig regulering, der beskytter visse landbrugsprodukter og levnedsmidler, ved hvilke der består en sammenhæng mellem produkternes egenskaber og deres geografiske oprindelse.
3. Artikel 2, stk. 2, bestemmer:
»2. I denne forordning forstås ved:
a) »oprindelsesbetegnelse«: navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:
- som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og
- hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstændigt kan tilskrives det geografiske miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgrænsede geografiske område
b) »geografisk betegnelse«: navnet på et område, et bestemt sted eller i undtagelsestilfælde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:
- som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og
- hvis bestemte egenskaber, omdømme eller andre kendetegn kan tilskrives den geografiske oprindelse, og som er fremstillet og/eller forarbejdet og/eller tilvirket i det afgrænsede geografiske område.«
4. For at en beskyttet oprindelsesbetegnelse (herefter »BOB« ) eller en beskyttet geografisk betegnelse (herefter »BGB«) kan benyttes for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, skal dette i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2081/92 være omfattet af en varespecifikation. I artikel 4, stk. 2, opføres de angivelser, som varespecifikationen mindst skal omfatte; der er bl.a. tale om en beskrivelse af landbrugsproduktet eller levnedsmidlet med angivelse af de forarbejdede råvarer, en afgrænsning af det geografiske område, en beskrivelse af, hvorledes landbrugsproduktet eller levnedsmidlet fremstilles, og en angivelse af faktorer som bevis på tilknytningen til det geografiske miljø eller den geografiske oprindelse samt eventuelle krav, der er nedfældet i fællesskabsbestemmelser og/eller nationale bestemmelser.
5. I forordning nr. 2081/92 er der fastlagt en normal og en forenklet procedure - sidstnævnte er relevant her - til registrering af BOB og BGB i Kommissionens »register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser«. Procedurerne adskiller sig frem for alt ved, at der ved den forenklede procedure ikke sker nogen offentliggørelse af ansøgningens vigtigste dele og ikke henvises til nationale bestemmelser i EF-Tidende. Den normale procedure er reguleret i artikel 5, 6 og 7. Kort beskrevet bestemmer artikel 5, at ansøgningen indledningsvis fremsættes på nationalt plan, og at medlemsstaten undersøger indholdet af denne. Hvis medlemsstaten anser ansøgningen for at være berettiget, fremsendes den til Kommissionen. I henhold til artikel 6 kontrollerer Kommissionen ved en formel undersøgelse, om registreringsansøgningen indeholder alle de i artikel 4 nævnte oplysninger og offentliggør - hvis den anser betegnelsen for at opfylde betingelserne for beskyttelse - ansøgerens navn og adresse, betegnelsen på produktet, de vigtigste punkter i ansøgningen, henvisningerne til de nationale bestemmelser vedrørende dets tilvirkning, produktion eller fremstilling og om nødvendigt de betragtninger, der ligger til grund for afgørelsen, i EF-Tidende. Såfremt der ikke er nogen medlemsstat eller nogen fysisk eller juridisk person med en berettiget interesse, der gør indsigelse mod registreringen over for Kommissionen i henhold til artikel 7, optager Kommissionen betegnelsen i sit »register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser« og offentliggør den i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
6. I henhold til artikel 8 må angivelserne »BOB« og »BGB« kun forekomme på landbrugsprodukter og levnedsmidler, der omfattes af forordningen.
7. Artikel 13, stk. 1, bestemmer:
»Registrerede betegnelser er beskyttet mod:
a) enhver direkte eller indirekte kommerciel brug af en registreret betegnelse for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, for så vidt disse produkter kan sammenlignes med de produkter, der er registreret under denne betegnelse, eller for så vidt anvendelse af betegnelsen indebærer udnyttelse af den beskyttede betegnelses omdømme
b) enhver uretmæssig brug, efterligning eller antydning, selv hvis produktets virkelige oprindelse er angivet, eller hvis den beskyttede betegnelse er anvendt i oversættelse eller ledsaget af udtryk såsom »art«, »type«, »måde«, »som fremstillet i«, »efterligning« eller lignende
c) enhver anden form for falsk eller vildledende angivelse af produkternes herkomst, oprindelse, art og hovedegenskaber på pakningen eller emballagen, i reklamerne eller i dokumenterne for de pågældende produkter samt anvendelse af emballager, der kan give et fejlagtigt indtryk af oprindelsen
d) enhver anden form for praksis, som kan vildlede offentligheden med hensyn til produktets virkelige oprindelse.
[...]«
8. Artikel 17 regulerer den forenklede procedure for registrering af en BOB eller BGB. Denne gjaldt for betegnelser, der allerede inden forordningens ikrafttræden blev beskyttet på nationalt plan, som f.eks. Grana Padano. Artikel 17 lyder således:
»1. Inden seks måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden underretter medlemsstaterne Kommissionen om, hvilke ved lov beskyttede betegnelser eller [...] hvilke hævdvundne betegnelser de ønsker at registrere i henhold til forordningen.
2. Kommissionen registrerer efter fremgangsmåden i artikel 15 de i stk. 1 omhandlede betegnelser, som omfattes af artikel 2 og 4. Artikel 7 finder ikke anvendelse. [...]
3. [...]«
9. Efter at Kommissionen havde modtaget de betegnelser, som medlemsstaterne underrettede om i henhold til artikel 17 i forordning nr. 2081/92, og havde foretaget en formel undersøgelse af dem, udstedte den forordning nr. 1107/96 af 12. juni 1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i forordning (EØF) nr. 2081/92 . Bilaget til denne forordning indeholder fortegnelsen over de betegnelser, der er registreret som BOB eller BGB, herunder også BOB »Grana Padano«.
2) Proceduren for registrering af oprindelsesbetegnelsen »Grana Padano« som BOB
10. Det fremgår af den italienske regerings indlæg, at Den Italienske Republik ved udstedelse af lov nr. 125 af 10. april 1954 og dekret nr. 1269 af 30. oktober 1955 fra republikkens præsident fastlagde reglerne for anvendelse af oprindelsesbetegnelser for ost, der er fremstillet i Italien. Denne ordning omfatter også »Grana Padano«, hvis produktionsområde blev afgrænset i disse retsakter.
11. Ved dekret af 22. september 1981 blev oprindelsesbetegnelsen »Grana Padano« udvidet til også at omfatte ost, der sælges portionsvis.
12. Ved dekret fra Presidenza del Consiglio (formanden for det italienske ministerråd) af 4. november 1991 blev oprindelsesbetegnelsen »Grana Padano« atter udvidet, denne gang til at omfatte den revne ost »grattugiato«. Anvendelsen af denne BOB blev gjort afhængig af, at rivningen sker i henhold til bestemte regler i produktionsområdet, og at osten pakkes umiddelbart efter rivningen uden yderligere behandling og uden tilsætning af konserveringsstoffer eller andre stoffer, der kan ændre ostens oprindelige egenskaber, der ville kunne indvirke på sanseorganerne. Dekretet blev offentliggjort den 8. april 1992 .
13. Den 18. juni 1954 blev »Consorzio per la tutela del formaggio Grana Padano« (herefter »Grana Padano-konsortiet«) oprettet. Konsortiet er en sammenslutning af producenter af Grana Padano. Den italienske stat har givet Grana Padano-konsortiet ansvaret for at føre tilsyn med, at bestemmelserne om fremstilling af Grana Padano overholdes. I henhold til redegørelsen i Ravils stillingtagen kan konsortiet udstede »licenser« til anvendelse af den pågældende BOB.
14. Som allerede nævnt blev BOB'en »Grana Padano« optaget i Kommissionens »register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske angivelser« inden for rammerne af forordning nr. 1107/96, dvs. på grundlag af den forenklede procedure i henhold til artikel 17 i forordning nr. 2081/92. Det var kun BOB'en »Grana Padano« og ikke betegnelsen »Grana Padano grattugiato« (reven) eller den af Ravil anvendte betegnelse »Grana Padano râpé frais« (friskrevet), der blev registreret.
3) Bilateral overenskomst mellem Italien og Frankrig
15. Der skal desuden henvises til, at Den Italienske Republik og Den Franske Republik på grundlag af den internationale konvention om brug af oprindelsesbetegnelser og benævnelser for ost, der blev undertegnet i Stresa den 1. juni 1951, indgik en bilateral overenskomst den 28. april 1964 . I henhold til artikel 1 og 3 i denne overenskomst er oprindelsesbetegnelsen »Grana Padano« beskyttet i Frankrig (jf. bilag B til overenskomsten) og må kun anvendes på de betingelser, der er fastsat i italiensk ret.
III - Hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
16. Den 1. juli 1990 erhvervede selskabet Ravil, der har hjemsted i Frankrig, en »licens« til at markedsføre reven Grana Padano i Frankrig under betegnelsen »Grana Padano râpé frais« fra Grana Padano-konsortiet. Selskabet har siden importeret Grana Padano i stykker fra Italien, revet den i Frankrig og markedsført den under betegnelsen »Grana Padano râpé frais«.
17. Selskabet Biraghi, der har hjemsted i Italien, fremstiller og markedsfører ost dér, herunder også »Grana Padano«. Selskaberne Bellon Import og Biraghi France har begge hjemsted i Frankrig og har eneret til at importere varerne fra selskabet Biraghi til Frankrig.
18. Den 4. oktober 1996 anlagde Biraghi og Bellon sag ved tribunal de commerce de Marseille mod Ravil med påstand om, at det under trussel om tvangsbøder blev pålagt sagsøgte at ophøre med salg i Frankrig af reven ost under betegnelsen »Grana Padano râpé frais« og at erstatte Biraghi og Bellon det tab, de havde lidt ved dette salg. Sagsøgerne har gjort gældende, at oprindelsesbetegnelsen »Grana Padano« ved dekretet fra Presidenza del Consiglio (formanden for det italienske ministerråd) af 4. november 1991 også er blevet gjort til betegnelse for reven ost på betingelse af, at rivningen udføres i produktionsområdet. Tribunal de commerce dømte ved dom af 5. november 1997 Ravil til at betale erstatning for den salgsvirksomhed, der var blevet udøvet fra 1992, og forbød under trussel om anvendelse af tvangsbøder selskabet at sælge ost under betegnelsen »Grana Padano râpé frais«. Cour d'appel d'Aix-en-Provence stadfæstede denne afgørelse ved dom af 5. marts 1998 og begrundede dette med, at det var tilstrækkeligt bevist, at der forelå en illoyal konkurrence ved salget af »Grana Padano râpé frais«. Ravil havde sat sig ud over de italienske bestemmelser for at gøre sin virksomhed mindre omkostningskrævende og vinde markedsandele på lovlydige konkurrenters bekostning.
19. Ravil ankede denne dom ved Cour de cassation. Cour de cassation er af den opfattelse, at dekretet af 4. november 1991 udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion i artikel 29 EF's forstand. Under henvisning til Domstolens dom i sag C-47/90, Delhaize & Le Lion , og i sag C-388/95, Belgien mod Spanien (også kaldet »Rioja«-sagen), har den forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 29 [EF] fortolkes således, at den er til hinder for en national lovbestemmelse, hvorefter oprindelsesbetegnelsen »Grana Padano« kun må anvendes for ost, der er revet i produktionsområdet, for så vidt som et påbud herom ikke er en uomgængelig foranstaltning for at bevare de særlige kendetegn, produktet har erhvervet?«
20. Det skal også bemærkes, at Ravil siden 1999 på grundlag af en aftale, som den indgik med Grana Padano-konsortiet sidst i 1998, lader den ost, der påtænkes eksporteret til Frankrig, rive i Italien.
IV - Parternes argumenter
1) Ravil
21. Ravil har gjort gældende, at kravet om rivning og pakning i produktionsområdet gør det vanskeligere og dyrere at eksportere osten. Ordningen afskrækker potentielle importører fra at indføre og markedsføre ost i en anden medlemsstat.
22. Ravil har endvidere gjort gældende, at kravet om, at osten skal rives og pakkes i produktionsområdet, ikke er nødvendigt for at garantere kvaliteten af det produkt, der markedsføres under BOB'en »Grana Padano«. Foranstaltningen gør ikke kun eksporten af »Grana Padano« vanskeligere og dyrere, men giver desuden de lokale virksomheder en særlig fordel. Den giver disse en eneret til at rive og pakke osten. Franske virksomheder er tvunget til enten at opbygge en tilsvarende infrastruktur i produktionsområdet eller at beskæftige underleverandører. Ravil har desuden henvist til, at der ikke er nogen forpligtelse til at foretage pakningen i produktionsområdet, når der er tale om »Grana Padano« i stykker.
23. Bestemmelserne i dekretet er ikke begrundet ud fra hensynet til den industrielle ejendomsret. Forordning nr. 1107/96 beskytter i øvrigt kun BOB'en »Grana Padano« og ikke den af Ravil anvendte betegnelse »Grana Padano râpé frais«. Desuden indeholder varespecifikationen til BOB'en »Grana Padano« ikke nogen bestemmelse, der fastlægger det sted, hvor osten skal rives eller pakkes.
2) Bellon og Biraghi France
24. Bellon og Biraghi France har rejst indsigelse mod påstanden om, at der foreligger en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion, og anført, at dekretet gælder såvel for ost, der sælges i indlandet, som for ost, der eksporteres. Dekretet er derfor ikke en foranstaltning, der specifikt vedrører eksport.
25. Ifølge Bellon og Biraghi France er dekretet af 4. november 1991 foreneligt med fællesskabsretten. I henhold til dommen i sag C-3/91, Exportur , er det anerkendt, at en BOB er en industriel ejendomsret. Ved forordning nr. 2081/92 afløste den fællesskabsretlige beskyttelse den nationale. Forordning nr. 1107/96, der er grundlaget for optagelsen af BOB'en »Grana Padano« i det register, som Kommissionen fører, kan for så vidt ikke stride mod fællesskabsretten, især ikke mod artikel 29 EF.
26. Kravet om, at osten skal rives og pakkes i produktionsområdet for at kunne bære BOB'en »Grana Padano«, sikrer produktets kvalitet og særlige egenskaber. Uden for produktionsområdet findes der ikke nogen adækvat kontrol, der sikrer produktets kvalitet.
27. En BOB garanterer, at et produkt hidrører fra et bestemt område og har visse egenskaber. Den hjælper producenten til at opbygge en kundekreds. De varer, som bærer den pågældende BOB, har et bestemt image, der afhænger af produktets kvalitet.
28. Ved forarbejdningen af Grana Padano er osten udsat for følgende farer: iltning, udtørring, sammenpresning og gæring. Der kræves derfor en særlig viden i forbindelse med forarbejdningen. Rivningen kræver ligeledes særlig teknik og viden. Ordningen er derfor nødvendig for at opretholde produktets omdømme.
3) Den Franske Republik
29. Den Franske Republik har henvist til, at Ravil anvender en betegnelse, nemlig »Grana Padano râpé frais«, der ikke svarer til BOB'en, nemlig »Grana Padano«. Dekretet af 4. november 1991 har imidlertid til formål at udvide beskyttelsen af oprindelsesbetegnelsen til også at omfatte reven ost. På grundlag af varespecifikationen, der henviser til de nationale bestemmelser og dermed også til dette dekret, er denne beskyttelse imidlertid blevet en del af BOB'en »Grana Padano«, og reven Grana Padano, som man ønsker at anvende den pågældende BOB på, skal derfor opfylde betingelserne i varespecifikationen, herunder kravet om rivning i produktionsområdet.
30. Den franske regering har gjort gældende, at det præjudicielle spørgsmål ikke er stillet korrekt. Den foreliggende sag drejer sig ikke om, hvorvidt det italienske dekret er foreneligt med artikel 29 EF, men derimod om, hvorvidt forordning nr. 1107/96 er forenelig med fællesskabsretten. Cour de cassation har imidlertid ikke anført noget, der kan give grundlag for at anse forordningen for ugyldig. Der foreligger således en anden situation end i de to retssager Delhaize og Rioja. Cour de cassation har derfor foreslået, at det fastslås, at der ikke er nogen grund til at træffe afgørelse om, hvorvidt italiensk ret er forenelig med fællesskabsretten.
31. Under retsmødet har den franske regering suppleret sit indlæg med en udtalelse om, at forordning nr. 1107/96 efter dens opfattelse er forenelig med fællesskabsretten. Betingelsen om, at osten skal rives i produktionsområdet, for at BOB'en »Grana Padano« kan anvendes, er et krav, der kan beskyttes i henhold til forordning nr. 2081/92.
4) Den Italienske Republik
32. Den Italienske Republik har foreslået, at der ved besvarelsen af det stillede spørgsmål sondres mellem perioden henholdsvis inden og efter forordning nr. 1107/96's ikrafttræden. Hvad angår perioden indtil forordning nr. 1107/96's ikrafttræden har man henvist til en bilateral overenskomst, som Den Italienske Republik og Den Franske Republik indgik den 28. april 1964 på grundlag af den internationale konvention om brug af oprindelsesbetegnelser og benævnelser for ost, der blev undertegnet i Stresa den 1. juni 1951. Overenskomsten indeholdt ingen regler om ændringer af de oprindelsesbetegnelser, der er omfattet af overenskomsten, efter indgåelse af denne, og bestemmelserne i dekretet af 4. november 1991 blev derfor ikke en del af overenskomsten. Hvad angår denne overenskomst omfatter BOB'en »Grana Padano« således ikke reven ost. Den Italienske Republik har for så vidt konkluderet, at Ravils handlemåde ikke strider mod overenskomsten fra 1964.
33. I perioden fra forordning nr. 1107/96's ikrafttræden beskyttes BOB'en »Grana Padano« i det omfang, der er beskrevet i varespecifikationen. Varespecifikationen henviser til national ret, som dekretet af 4. november 1991 også er en del af. Følgelig omfatter denne BOB også reven »Grana Padano«.
34. Rivningen af osten er en del af fremstillingsprocessen. Der er derfor visse fremstillingsmetoder, som skal overholdes i denne forbindelse, og de hertil indrettede kontrolorganer skal overvåge, at dette sker. Den italienske regering har støttet sig til dommen i Rioja-sagen og henvist til, at der også ved BOB'en »Grana Padano« er tale om, at man vil opretholde kvaliteten. Under henvisning til faren for, at Grana Padano, der ikke rives på korrekt vis, bliver harsk, og at omdømmet vedrørende de produkter, der fremstilles under overholdelse af bestemmelserne for BOB'en, dermed kan blive forringet i betragtelig grad, samt under hensyn til det forhold, at der ikke findes nogen tilsvarende kvalitetskontrol uden for produktionsområdet, har den italienske regering konkluderet, at Ravil har tilsidesat bestemmelserne om anvendelsen af BOB'en »Grana Padano« i perioden fra forordning nr. 1107/96's ikrafttræden, altså siden den 21. juni 1996.
5) Kongeriget Spanien
35. Den spanske regering har ligeledes under henvisning til dommen i Rioja-sagen anført, at en BOB er en industriel ejendomsret, og at beskyttelsen heraf kan begrunde en udførselsrestriktion. Rivningen af osten sker ganske vist i forlængelse af fremstillingen. Da Grana Padano imidlertid næsten udelukkende konsumeres i reven form, har rivningen af denne ost en særlig betydning. På lignende vis som ved Riojavin giver den kontrol, der gennemføres med Grana Padano uden for produktionsområdet, mindre garanti for produktets kvalitet end den kontrol, der gennemføres i produktionsområdet under tilsyn af Grana Padano-konsortiet. Selv hvis rivningen sker under optimale forhold og under overholdelse af samtlige regler, er kravet om, at osten skal rives i produktionsområdet, bedre egnet til at sikre produktets kvalitet. I forbindelse med BOB'er er det særlig vigtigt at opretholde produktets omdømme.
6) Kommissionen
36. Kommissionen har ligeledes holdt sig til dommen i Rioja-sagen og er i den foreliggende sag nået til den konklusion, at kravet om rivning og pakning i produktionsområdet er en berettiget udførselsrestriktion.
37. Ejeren af en BOB har mulighed for at fastlægge de bestemmelser, hvorunder BOB'en kan anvendes. En BOB er en industriel ejendomsret og kan ifølge artikel 30 EF begrunde restriktioner i henhold til artikel 29 EF.
38. En BOB sikrer, at et produkt hidrører fra et bestemt område. Desuden garanterer den, at produktet har visse egenskaber. Den udførselsrestriktion, som kravet om rivning og pakning i produktionsområdet medfører, er begrundet, da den relevante kvalitetskontrol kun foretages i produktionsområdet. Kontrollen er nødvendig, da den sikrer oprindelsesidentiteten og produktets omdømme.
39. »Grana Padano« er en kendt BOB, der nyder et særdeles godt omdømme. Produktet er præget af bestemte egenskaber og en særlig knowhow, som det er nødvendigt at bibeholde for at kunne opretholde produktets omdømme og særlige egenskaber.
40. BOB'en »Grana Padano« omfatter også reven ost, da den især sælges i denne form. Rivningen er en særlig proces. De betingelser, hvorunder rivningen sker, er afgørende for smagen af det produkt, der tilbydes. Alene valget af de stykker ost, der skal rives, kræver en særlig viden og teknik. Der findes ikke nogen kontrol uden for produktionsområdet, der sikrer, at disse regler overholdes.
V - Bedømmelse
1) Den præjudicielle anmodnings genstand
41. Forelæggelseskendelsen beskæftiger sig med spørgsmålet, om det italienske dekret af 4. november 1991 er foreneligt med fællesskabsretten. Dette spørgsmål er tilsyneladende ikke helt tilstrækkeligt. Som følge af det territorialitetsprincip, der gælder for industrielle ejendomsrettigheder - som oprindelsesbetegnelserne også henhører under - er det nemlig ikke nogen selvfølge, at det italienske dekret finder anvendelse i Frankrig. Det er derfor passende først at afklare, hvad der er det præjudicielle søgsmåls genstand.
42. Anvendelsen af det italienske dekret i Frankrig kunne for det første følge af den overenskomst om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser, der blev indgået mellem Den Italienske Republik og Den Franske Republik den 28. april 1964 , og for det andet af forordning nr. 1107/96.
43. Også de overenskomster, som medlemsstaterne indgår efter EF-traktatens ikrafttræden, skal være forenelige med fællesskabsretten . For perioden inden den 21. juni 1996 kan det derfor være relevant at spørge, om den overenskomst, der blev indgået mellem Den Franske Republik og Den Italienske Republik den 28. april 1964, er forenelig med fællesskabsretten og herunder især med artikel 29 EF.
44. Den italienske regering har ganske vist anført, at overenskomsten ikke automatisk tager hensyn til senere ændringer i national ret. Den italienske regering har derfor gjort gældende, at dekretet af 1991 og dermed det omtvistede krav om rivning og pakning i produktionsområdet ikke er omfattet af overenskomsten, da der ikke foreligger nogen efterfølgende aftale om, at dekretet skal indgå i den, og at oprindelsesbetegnelsen »Grana Padano« inden for overenskomstens rammer derfor ikke omfatter reven ost. Det tilkommer imidlertid den forelæggende nationale ret at fastslå, hvilken national ret, som overenskomsten af 1964 også henhører under, der skal anvendes. Forelæggelseskendelsen indeholder ikke nogen som helst angivelser vedrørende fortolkningen af overenskomsten fra 1964. Med henblik på den følgende undersøgelse går jeg derfor ud fra, at den nationale domstol er gået ud fra, at det italienske dekret skal anvendes på grundlag af overenskomsten af 1964. Jeg skal dog her henvise til, at den forelæggende ret skal undersøge og tage stilling til dette spørgsmål. Som foreløbigt resultat kan det derfor konstateres, at der i forelæggelseskendelsen spørges, om overenskomsten mellem Frankrig og Italien er forenelig med fællesskabsretten, for så vidt denne overenskomst bestemmer, at reglerne i dekretet af 4. november 1991, hvorefter reven »Grana Padano« kun må sælges under denne oprindelsesbetegnelse, hvis den er revet og pakket i produktionsområdet, finder anvendelse i Frankrig.
45. Siden den 21. juni 1996 er BOB'en »Grana Padano« blevet beskyttet i hele Fællesskabet på grundlag af forordning nr. 1107/96, sammenholdt med forordning nr. 2081/92. Forelæggelseskendelsen rejser derfor også spørgsmålet, om forordning nr. 1107/96 er gyldig, for så vidt som den bestemmer, at anvendelsen af BOB'en »Grana Padano« forbeholdes »Grana Padano«, der er revet og pakket i produktionsområdet.
46. Sammenfattende skal det derfor fastslås, at det er overenskomsten mellem Den Franske Republik og Den Italienske Republik samt forordning nr. 1107/96, der er sagens genstand. Det skal imidlertid kun diskuteres, om de to retsakter er lovlige, for så vidt som de bestemmer, at reglerne i det italienske dekret af 4. november 1991 finder anvendelse. Som den forelæggende ret har anført, er der således i sidste ende tale om, hvorvidt reglen om, at reven »Grana Padano« kun må sælges under denne oprindelsesbetegnelse, hvis den er revet og pakket i produktionsområdet, er forenelig med fællesskabsretten.
2) Lovligheden af overenskomsten mellem Frankrig og Italien fra 1964
a) Spørgsmålet, om der foreligger en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion i artikel 29 EF's forstand
47. I henhold til Domstolens faste praksis forbyder artikel 29 EF nationale foranstaltninger, hvis formål eller virkning særligt er at hindre eksporthandelen og således skabe forskelsbehandling mellem handelen på hjemmemarkedet i en medlemsstat og dens eksporthandel, således at der herved sikres den pågældende medlemsstats indenlandske produktion eller hjemmemarked en særlig fordel .
48. Indledningsvis taler det imod at antage, at der foreligger en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion, at betingelsen om rivning og pakning i produktionsområdet rammer indenlandske og udenlandske erhvervsdrivende ens. Et firma, der er hjemmehørende i Rom, har lige så lidt ret til at rive osten i Rom og markedsføre den under BOB'en »Grana Padano« som Ravil i Frankrig.
49. På den anden side skal der tages hensyn til, at betingelsen om, at osten skal rives og pakkes i produktionsområdet for at kunne markedsføres under oprindelsesbetegnelsen »Grana Padano«, giver virksomhederne i produktionsområdet en særlig fordel, for så vidt som de er de eneste, der må rive og pakke osten. Dette er forbeholdt den industri, der er hjemmehørende i produktionsområdet.
50. Desuden fordyrer den omstridte ordning sandsynligvis eksporten af osten til andre medlemsstater. Der skal nemlig foretages et yderligere forarbejdningsskridt inden eksporten. Denne fordyrelse gør det vanskeligere at eksportere Grana Padano. Disse forhold taler for at kvalificere dekretet som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion.
51. Som nævnt ovenfor lægges der i retspraksis i forbindelse med fortolkning af artikel 29 EF vægt på, om den pågældende foranstaltning specifikt hindrer eksporten . I Delhaize- og Rioja-dommene anså Domstolen foranstaltninger, der gør anvendelsen af oprindelsesbetegnelsen for Riojavin afhængig af, at den aftappes i produktionsområdet, for at være en særlig restriktion for eksporthandelen i henhold til artikel 29 EF . I Rioja-dommen støttede Domstolen denne antagelse på, at vinen i produktionsområdet i modsætning til den eksporterede vin også godt må transporteres uden at være blevet aftappet .
52. Tilsyneladende kan situationen i det foreliggende tilfælde sammenlignes hermed. Den pågældende ordning kræver udelukkende, at osten rives og pakkes i produktionsområdet. Denne betingelse overholdes også, hvis osten inden for produktionsområdet transporteres fra ostefabrikken til en anden virksomhed, hvor den herefter bliver revet og pakket i overensstemmelse med de gældende regler. Man må derfor også i det foreliggende tilfælde nå frem til den konklusion, at der foreligger en specifik udførselsrestriktion.
53. Det skal derfor fastholdes, at dekretet af 4. november 1991 og dermed for så vidt også overenskomsten fra 1964 er foranstaltninger med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion i artikel 29 EF's forstand, da de skaber forskellige betingelser for henholdsvis handelen på hjemmemarkedet i en medlemsstat og eksporthandelen og giver den nationale produktion en særlig fordel.
b) Begrundelse for foranstaltningen til beskyttelse af den industrielle ejendomsret i artikel 30 EF's forstand
54. Spørgsmålet er herefter, om foranstaltningen er begrundet ud fra hensynet til beskyttelsen af den industrielle ejendomsret som omhandlet i artikel 30 EF. Oprindelsesbetegnelser henhører under den industrielle og kommercielle ejendomsret i henhold til artikel 30 EF . De handelshindringer, der er forbundet hermed, er begrundet i det omfang, de er nødvendige for at sikre, at oprindelsesbetegnelsen opfylder sit særlige formål, nemlig at sikre, at det produkt, der bærer en sådan betegnelse, hidrører fra et bestemt geografisk område og har visse særlige kendetegn . I overensstemmelse hermed ville betingelsen om rivning og pakning i produktionsområdet være begrundet, hvis denne giver den ost, der hidrører fra dette område, særlige egenskaber, der er egnet til at individualisere den, eller hvis rivningen i produktionsområdet er nødvendig for at bibeholde særlige egenskaber, som osten har fået under produktionen. Som Kommissionen med rette har fremhævet, er det imidlertid kun de betingelser, der er nødvendige for at beskytte BOB'ens omdømme, der kan anses for at være en begrænsning af de frie varebevægelser, der overholder proportionalitetsprincippet .
i) Ordningen om beskyttelse af en særlig egenskab
55. Det skal derfor undersøges, hvorvidt rivningen og pakningen af osten i produktionsområdet giver osten en egenskab eller opretholder en egenskab ved denne, der er med til at bestemme forbrugernes valg og altså er væsentlig.
56. For formodningen om, at der foreligger en væsentlig egenskab, taler indledningsvis, at rivningen ifølge Bellon og Biraghi, Den Italienske Republik og Kongeriget Spanien samt Kommissionen forudsætter særlige kundskaber. Det skal vælges bevidst og på grundlag af særlig sagkundskab, hvilket stykke ost der rives. Desuden skal der ved rivningen overholdes visse betingelser - bl.a. dem, der nævnes i artikel 2 i dekretet af 4. november 1991 - for at sikre, at ostens kvalitet og særlige egenskaber bibeholdes. Ifølge de førnævnte parter findes denne knowhow kun i produktionsområdet.
57. Et yderligere argument for at antage, at der foreligger en væsentlig egenskab, er - sådan som det ligeledes er blevet anført af Bellon og Biraghi, Den Italienske Republik og Kongeriget Spanien samt Kommissionen - det forhold, at konsortiets kvalitetskontrol vedrørende rivning og pakning kun gennemføres i produktionsområdet. Ifølge de nævnte parter er dette den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at kvaliteten af den Grana Padano, der markedsføres, bliver ved med at være lige høj.
58. Det skal dog bemærkes, at ingen af parterne i sagen har fremført noget overbevisende argument for, at rivningen af osten i produktionsområdet er en proces, der giver denne ost særlige egenskaber eller er nødvendig for at bevare de særlige egenskaber, som denne ost har fået under produktionen. Den særlige viden, der er nødvendig ved valget af det stykke ost, der skal rives, og når det skal sikres, at rivningen sker på faglig korrekt vis i overensstemmelse med de bestemmelser, der gælder for den pågældende BOB, kan også anvendes uden for produktionsområdet. Det er nemt at forstå, at denne viden historisk set er blevet opbygget i produktionsområdet. Det er imidlertid ikke blevet anført, hvorfor denne viden kun skulle findes i produktionsområdet. De, der medvirker under produktionen og forarbejdningen af et produkt, kan - frem for alt ved træning i produktionsområdet - tilegne sig den nødvendige viden og den nødvendige teknik til at producere og forarbejde produktet. De, der har fået denne viden og disse færdigheder, kan ligeledes flytte fra produktionsområdet. Man må derfor gå ud fra, at de menneskelige faktorer, der påvirker produktet, principielt er uafhængige af produktionsområdet.
59. Det samme gælder for overholdelsen af bestemte ydre betingelser ved rivningen, således at osten kan beskyttes mod de farer, som Bellon og Biraghi har gjort gældende, nemlig faren for iltning, udtørring, sammenpresning og gæring. Det samme gælder hvad angår overholdelsen af de tekniske og teknologiske parametre, der nævntes i artikel 2 i dekretet af 4. november 1991 . Der er ikke blevet anført nogen argumenter for, at disse farer kun kan afværges, hvis rivningen sker i produktionsområdet, eller at de tekniske og teknologiske parametre kun kan overholdes i produktionsområdet. Med de tekniske muligheder, der findes i dag, kan man let forestille sig, at disse betingelser kan overholdes til hver en tid på et hvilket som helst sted. Men så er der ingen grund til kun at tillade rivning i produktionsområdet.
60. På grundlag af disse forhold, og da der hverken i forelæggelseskendelsen eller i indlæggene fra sagens parter er blevet anført noget, der går i modsat retning, kan det i hvert fald ikke ses, at Grana Padano nødvendigvis mister de særlige egenskaber, den har fået under produktionen, såfremt den rives uden for produktionsområdet - dette gælder naturligvis kun, hvis man overholder alle øvrige betingelser ved rivningen, især ved udelukkende at anvende Grana Padano og tage hensyn til de tekniske og teknologiske parametre, der er nævnt i artikel 2 i dekretet af 4. november 1991. Det tillades jo også, at osten eksporteres i hel form eller i enkelte stykker og rives af den endelige forbruger, uden at osten derved mister sin kvalitet. Jeg skal lade det være usagt, om det ikke kun er den, der selv river osten, der er i stand til at værdsætte den gode Grana Padanos kvalitet. Det kan ikke ses, hvorfor det skulle være tilladt, at den endelige forbruger river osten, mens det ikke er tilladt at rive osten industrielt og pakke den straks derefter. Henset til faren for mulige kvalitetstab skal der også tages hensyn til, at ost, der eksporteres i hel form, for eksempel muligvis bliver liggende i længere tid hos en detailhandler og derfor er udsat for fare for at tørre ud, miste sin aroma eller komme til at se dårligere ud. Ved en industriel rivning og pakning kan man eventuelt bevidst modvirke disse farer.
61. Hertil kommer følgende overvejelse. I Rioja-sagen nåede Domstolen frem til, at aftapningen af vin i produktionsområdet var en berettiget begrænsning af de frie varebevægelser, da den aftappede vins kvalitet bedst kunne sikres på denne måde. Det kan virke indlysende, at aftapningen af vin i produktionsområdet er en væsentlig egenskab, da forbrugerne frem for alt køber vinen på flasker. Situationen er imidlertid anderledes ved Grana Padano. Forbrugerne køber den enten reven eller i hel form. Dette viser tydeligt, at betydningen af, at osten rives, ikke kan sammenlignes med betydningen af, at vinen aftappes. Så meget desto mindre kan det have afgørende betydning for forbrugernes valg, hvor osten rives. Dette taler for, at rivningen i produktionsområdet ikke er nogen væsentlig egenskab.
62. Som foreløbigt resultat kan rivningen og pakningen af Grana Padano i produktionsområdet således ikke anses for en foranstaltning, der tjener til beskyttelse af særlige egenskaber ved osten. Det er hverken blevet påvist, at disse processer giver osten en særlig egenskab, eller at det er nødvendigt at rive og pakke osten i produktionsområdet for at bibeholde de særlige egenskaber, den har fået under produktionen. Sagens parter har heller ikke støttet sig så meget til dette argument som til kontrollen og det omdømme for produktet, der er forbundet hermed.
ii) Gennemførelse af kvalitetskontrol i produktionsområdet
63. Hvis man deler denne opfattelse, er det strengt taget overflødigt at beskæftige sig med spørgsmålet om, hvorvidt gennemførelsen af kontrol med rivningen sikrer Grana Padanos kvalitet. Hvis rivningen i produktionsområdet ikke udgør en væsentlig egenskab, kan det ikke længere være afgørende, at der gennemføres kontrol i produktionsområdet.
64. Dette argument skal for så vidt i det følgende kun omtales på supplerende vis. Det er nødvendigt at omtale det for det tilfælde, at Domstolen ikke måtte være enig i ovenstående analyse. Desuden er det rigtigt at beskæftige sig med dette argument, fordi de parter, der påberåber sig, at betingelsen er lovlig, frem for alt har støttet sig på dette argument under henvisning til Rioja-dommen. Bellon og Biraghi, Den Italienske Republik, Kongeriget Spanien og Kommissionen har gjort gældende, at der kræves en særlig viden, og at de særlige krav, der nævnes i dekretet, skal overholdes, for at »Grana Padano« rives på en måde, der sikrer, at dens kvalitet og særlige egenskaber bibeholdes ved rivningen. Dette er ifølge de nævnte parter afgørende for, at man kan bevare den opbyggede kundekreds og dermed den økonomiske værdi af BOB'en »Grana Padano«. Det er kun den kontrol, som de kompetente myndigheder på systematisk vis gennemfører i produktionsområdet, der kan sikre, at de relevante kriterier overholdes. Der findes ikke nogen tilsvarende kontrol uden for produktionsområdet. Endelig er det også nødvendigt at beskæftige sig med emnet »kontrol«, fordi rivningen uden for produktionsområdet, som omtalt ovenfor, skal foregå sådan, at de bestemmelser, der er fastlagt for anvendelsen af den pågældende BOB, overholdes. Det kan også i denne sammenhæng være relevant, hvorledes overholdelsen af disse bestemmelser kan sikres. Det skal i denne forbindelse indledningsvis for klarheds skyld bemærkes, at der her kun er tale om kontrol med rivningen. For den ost, der rives uden for produktionsområdet, er jo indtil det tidspunkt, hvor rivningen sker, underlagt nøjagtigt den samme kontrol som den ost, der rives i produktionsområdet.
65. Gennemførelsen af kontrol er med til at opretholde kvaliteten og dermed også den revne »Grana Padano«'s omdømme. For så vidt kunne man komme til det resultat, at betingelsen om, at osten skal rives og direkte derefter pakkes i produktionsområdet uden anvendelse af konserveringsstoffer og under konsortiets tilsyn, er begrundet set ud fra hensynet til beskyttelsen af den industrielle ejendomsret.
66. Det taler imidlertid imod dette, at kontrolforanstaltninger principielt ikke blot kan gennemføres i, men også uden for produktionsområdet. Der ville enten kunne udsendes kontrollanter fra konsortiets side, eller også ville kontrollanter, der er bosat i det pågældende område, kunne skoles af konsortiet og bemyndiges til at foretage kontrollen.
67. I Rioja-sagen udtalte Domstolen ganske vist, at en fællesskabsretlig kontrol, der blev gennemført uden for produktionsområdet i henhold til fællesskabsretten, gav en dårligere garanti for vinens kvalitet og ægthed end den kontrol, der blev foretaget i produktionsområdet. Jeg har dog allerede ovenfor vist, at rivningen af osten ikke kan sammenlignes med det forhold, at vinen fyldes på flaske. Grana Padano køber forbrugerne enten reven eller i stykker, hvorimod de i reglen køber vin på flaske. Allerede som følge heraf kan man næppe tillægge kontrollen med rivningen den samme vægt som kontrollen med aftapningen.
68. Det af Bellon og Biraghi samt Kongeriget Spanien og Kommissionen nævnte problem, at der ikke gennemføres nogen eller i hvert fald ikke nogen ligeværdig kvalitetskontrol uden for produktionsområdet, er et generelt problem vedrørende gennemførelse af regler i fremmede retsordener. Hvis reglerne om anvendelse af en BOB bestemmer, at der skal gennemføres sådanne kontrolforanstaltninger, skal den erhvervsdrivende, der påtænker at anvende den pågældende BOB, også gennemføre kontrollen, hvis han river osten uden for produktionsområdet. Ellers krænker han bestemmelserne om anvendelsen af den pågældende BOB og må ikke benytte den.
69. Det er netop også på grundlag af de krav om undladelse, der findes i artikel 8 og 13 i forordning nr. 2081/92, muligt at håndhæve reglerne om anvendelse af BOB'en »Grana Padano«, inklusive eventuelle kontrolforanstaltninger, inden for hele Fællesskabet.
70. For så vidt virker indsigelsen om, at forbrugerne kun kan være sikre på, at det er Grana Padano, de får, såfremt osten rives og pakkes i produktionsområdet under konsortiets tilsyn, heller ikke overbevisende. Ganske vist kan det på denne måde sikres, at der kun anvendes oste, som har BOB'en »Grana Padano«. Ved denne indsigelse antages det imidlertid, at en virksomhed, der forarbejder »Grana Padano« uden for produktionsområdet, i givet fald benytter ostestykker, der ikke må bære den pågældende BOB, og alligevel markedsfører den revne ost under BOB »Grana Padano«. Dermed opstilles der på uacceptabel vis en formodning om, at konkurrenten forholder sig lovstridigt, og indsigelsen skal derfor afvises.
71. Det skal derfor konkluderes, at ordningen i dekretet af 4. november 1991 ikke har til formål at beskytte en væsentlig egenskab. Følgelig er den konstaterede begrænsning af de frie varebevægelser ikke begrundet set ud fra hensynet til beskyttelsen af den industrielle og kommercielle ejendomsret i henhold til artikel 30 EF. Den strider derfor mod artikel 29 EF.
iii) Forholdsmæssighed
72. Det skal derfor blot på supplerende vis og for det tilfælde, at Domstolen ikke måtte dele ovenstående opfattelse, drøftes, om ordningen i dekretet af 4. november 1991 er nødvendig og påkrævet for at beskytte BOB'en »Grana Padano«'s omdømme.
73. Betingelsen om, at »Grana Padano« skal rives i produktionsområdet, er, især henset til den kontrol, som konsortiet gennemfører, egnet til at sikre, at den revne ost kun består af Grana Padano, hidrører fra produktionsområdet og rives i henhold til de regler, der er fastsat om anvendelsen af BOB'en »Grana Padano«. Spørgsmålet er imidlertid, om disse bestemmelser er det mildeste middel til at opnå formålet om loyalitet i handelen og information over for forbrugerne om produktets oprindelse og særlige egenskaber, eller om dette formål kan opnås lige så godt med andre midler, der griber mindre ind i de frie varebevægelser.
74. Der kunne først og fremmest tænkes på en tilsvarende mærkning af produktet. I det foreliggende tilfælde kunne det komme i betragtning at mærke varen »Grana Padano, revet i Frankrig« (râpé en France) eller på lignende ikke-diskriminerende vis.
75. I Rioja-sagen fulgte Domstolen ikke denne løsning. Den anførte, at det forhold, at der på samme tid findes to forskellige aftapningsprocesser, hvoraf den ene finder sted inden for og den anden uden for dyrkningsområdet, med eller uden en systematisk kontrol fra de pågældende producenters side, vil kunne svække den tillid, som betegnelsen »denominación de origen calificada« nyder hos forbrugere, der lægger vægt på, at hele fremstillingsprocessen for en anerkendt kvalitetsvin fra bestemte dyrkningsområder sker under kontrol af de pågældende producenter og på deres ansvar .
76. Det foreliggende tilfælde kan tilsyneladende kun i begrænset omfang sammenlignes hermed. For det første er rivning af ost, som nævnt ovenfor, set ud fra forbrugernes synsvinkel ikke lige så nært knyttet til produktet som aftapning af vin. For det andet har parterne i modsætning til situationen i Rioja-sagen ikke anført nogen argumenter for, at forbrugerne ikke skulle være i stand til at skelne mellem »Grana Padano«, der er revet henholdsvis i og uden for produktionsområdet, eller at der ikke endda eventuelt findes to forskellige markeder, ét for den »Grana Padano«, der er revet i produktionsområdet, og ét for den, der er revet uden for produktionsområdet.
77. Det er heller ikke på nogen måde åbenbart, at en negativ bedømmelse af den »Grana Padano«, der rives uden for produktionsområdet, nødvendigvis også ville blive overført til den ost, der rives i produktionsområdet. Især hvis man her anvender en mærkning, som sondrer tydeligt nok mellem de to produkter, vil det absolut være muligt, at de opmærksomme og velunderrettede forbrugere, som man skal henholde sig til ikke blot i forbindelse med artikel 28 EF , men også inden for rammerne af artikel 29 EF, bliver overbevist om, at ost, der er revet i Grana Padano-området, adskiller sig fra ost, der er revet uden for dette område. Der er tale om to forskellige former for markedsføring af Grana Padano, der skal skelnes imellem. Såfremt forbrugerne når frem til det resultat, at den ost, der er revet uden for produktionsområdet, ikke opfylder kravene til »Grana Padano«, kan de købe »Grana Padano«, der er revet i produktionsområdet, i stedet for. Det er på ingen måde blevet påvist, at en forbruger, som ikke bryder sig om én form af produktet, med det samme vælger en anden type ost.
78. Den her omtalte løsning i form af mærkning af produktet støttes også af forordning nr. 2081/92. I femte betragtning til denne forordning præciseres det udtrykkeligt, at reglerne om beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser kun supplerer de generelle regler om mærkning. De supplerer blot reglerne i Rådets direktiv 79/112/EØF af 18. december 1978 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levnedsmidler .
79. Der skal desuden henvises til, at der også ved forordning nr. 2081/92 selv i tilfælde af konflikt søges en løsning gennem en sådan mærkning. Forordningens artikel 12, stk. 2, bestemmer, at hvis den beskyttede betegnelse i et tredjeland er enslydende med en beskyttet betegnelse i Fællesskabet, tillades brugen af betegnelsen kun, hvis produktets oprindelsesland er klart og tydeligt angivet på etiketten. Hvis man imidlertid, når der foreligger enslydende betegnelser på denne vis, kan kræve, at forbrugerne selv skelner mellem produkterne på grundlag af angivelsen af oprindelseslandet på etiketten, så kan det ikke ses, hvorfor forbrugerne ikke også skulle være i stand til dette, hvis forarbejdningsstederne angives på etiketten.
80. Det må derfor konkluderes, at der findes et mildere middel end det at begrænse anvendelsen af BOB'en »Grana Padano« til Grana Padano, der er revet og pakket i produktionsområdet. Ved en mærkning af produktet kan der opnås en lige så effektiv beskyttelse af BOB'en »Grana Padano«, af produktets kvalitet og af dets omdømme hos forbrugerne. Dekretet af 4. november 1991 går således videre end nødvendigt og er for så vidt uforholdsmæssigt.
c) Resultatet angående overenskomsten mellem Frankrig og Italien
81. Resultatet af denne del af undersøgelsen er således, at overenskomsten mellem Frankrig og Italien fra 1964 er uforenelig med fællesskabsretten, for så vidt den bestemmer, at BOB »Grana Padano« kun kan anvendes på ost, der rives i produktionsområdet.
3) Lovligheden af forordning nr. 1107/96
82. Samtidig med forordning nr. 1107/96's ikrafttræden har BOB'en »Grana Padano« opnået fællesskabsretlig beskyttelse. Som det fremgår af artikel 17, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 afløser denne beskyttelse, der gælder i hele Fællesskabet, den hidtidige nationale beskyttelse . Via forordning nr. 1107/96 er BOB'en »Grana Padano« blevet optaget i Kommissionens register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser. I det følgende skal det derfor undersøges, hvorvidt BOB'en »Grana Padano«, der er beskyttet i henhold til fællesskabsretten, omfatter reven ost, og hvorvidt denne ordning er forenelig med forordning nr. 2081/92 og artikel 29 EF eller er begrundet i henhold til artikel 30 EF. Fællesskabets retsakter skal ligeledes være forenelige med bestemmelserne om de frie varebevægelser .
a) Beskyttelsesområdet for BOB'en »Grana Padano«
83. Ravil har bestridt, at BOB'en »Grana Padano« omfatter reven ost. Det skal i denne forbindelse fastslås, at registreringsansøgningen i henhold til artikel 4 i forordning nr. 2081/92 skal være vedlagt en varespecifikation. I henhold til artikel 4, stk. 2, nr. i), skal varespecifikationen omfatte eventuelle krav, der er nedfældet i fællesskabsbestemmelser og/eller nationale bestemmelser.
84. Den varespecifikation, som Kommissionen har fremlagt på anmodning fra Domstolen, og som er blevet indgivet sammen med ansøgningen om registrering af BOB'en »Grana Padano«, indeholder en henvisning til dekretet af 4. november 1991 . Det fremgår ikke, at denne henvisning til dekretet i forbindelse med optagelsen af BOB'en »Grana Padano« i det af Kommissionen førte register skulle være blevet slettet. Følgelig omfatter BOB'en »Grana Padano« også reven ost.
b) Ordningens forenelighed med forordning nr. 2081/92
85. Dette leder hen til spørgsmålet, om Kommissionen kunne registrere BOB'en »Grana Padano« med dette beskyttelsesområde. Det skal derfor undersøges, om registreringen er forenelig med forordning nr. 2081/92.
86. I henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2081/92 har en oprindelsesbetegnelse til formål at betegne et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, som har oprindelse i dette område, dette bestemte sted eller dette land, og hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstændigt kan tilskrives det geografiske miljø med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er forarbejdet og tilvirket i det afgrænsede geografiske område. Rivning og pakning i produktionsområdet under konsortiets tilsyn er forarbejdningstrin. De sikrer, at den revne ost består af ost, der må markedsføres under BOB'en »Grana Padano«. Konsortiets kontrol sikrer, at bestemmelserne om forarbejdning af »Grana Padano« overholdes.
87. I forbindelse med undersøgelsen af, om en registrering er lovlig, skal der tages hensyn til den kompetencefordeling mellem medlemsstaterne og Kommissionen, der blev indført ved forordning nr. 2081/92. Som Domstolen anførte i Carl Kühne m.fl.-dommen, skal en ansøgning om registrering i henhold til artikel 5 i forordning nr. 2081/92 indgives via en medlemsstat. Denne skal kontrollere, om ansøgningen er berettiget henset til betingelserne i forordningen. Medlemsstaten skal kun videresende den til Kommissionen, hvis den finder, at dette er tilfældet. Kommissionen foretager derefter blot en formel undersøgelse i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2081/92. Denne omfatter en efterprøvelse af, om varespecifikationen indeholder de påkrævede oplysninger i henhold til artikel 4, og om betegnelsen på grundlag af varespecifikationen opfylder betingelserne i artikel 2, stk. 2, litra a) eller b) . I denne forbindelse kontrollerer Kommissionen udelukkende, at den kompetente medlemsstats vurdering ikke er behæftet med en åbenbar fejl . Dette gælder såvel for den normale procedure i henhold til artikel 5-7, som for den forenklede procedure i henhold til artikel 17 i forordning nr. 2081/92 . Begrundelsen for denne kompetencefordelingsordning er, at undersøgelsen af en registreringsansøgning i vidt omfang kræver indgående kendskab til forhold, som er særegne for den pågældende medlemsstat, og hvilke forhold de kompetente myndigheder i denne stat er bedst til at kontrollere .
88. Ovennævnte kompetencefordelingsordning påvirker også kontrollen ved Fællesskabets retsinstanser af, om Kommissionen har truffet de rette afgørelser vedrørende registrering. Det skal derfor blot undersøges, om Kommissionen har opfyldt sin undersøgelsespligt, og om de ovennævnte betingelser er opfyldt i henhold til forordningens artikel 2 og 4 .
89. Da der ikke er nogen forhold, som taler for det modsatte, må man gå ud fra, at Kommissionen har kontrolleret den ansøgning, inklusive varespecifikationen, som den italienske regering har indgivet ved proceduren i henhold til artikel 17 i forordning nr. 2081/92. På grundlag af ovennævnte konstateringer er det i hvert fald ikke åbenbart, at varespecifikationen er ufuldstændig, eller at de angivelser, som den indeholder, herunder betingelsen om rivning og pakning under konsortiets tilsyn i produktionsområdet, ikke begrunder en registrering som BOB. Det skal følgelig fastslås, at den registrering, der er sket i henhold til forordning nr. 1107/96, ikke strider mod forordning nr. 2081/92.
c) Ordningens forenelighed med artikel 29 EF
90. Da BOB'en »Grana Padano« også omfatter reven ost, er det i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2081/92 forbudt at anvende BOB'en »Grana Padano« inden for Fællesskabet på reven ost, der ganske vist er fremstillet af »Grana Padano«, men som ikke er blevet revet og pakket i produktionsområdet. I det følgende skal det derfor undersøges, hvorvidt ordningen i artikel 8 i forordning nr. 2081/92, sammenholdt med forordning nr. 1107/96 og varespecifikationen til BOB'en »Grana Padano«, er forenelig med fællesskabsretten, især med artikel 29 EF og 30 EF.
91. I overensstemmelse med ovennævnte angivelser udgør det italienske dekret en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion i henhold til artikel 29 EF. Den er ikke begrundet set ud fra hensynet til beskyttelsen af den industrielle og kommercielle ejendomsret som omhandlet i artikel 30 EF. For så vidt forordning nr. 1107/96 derfor giver disse bestemmelser gyldighed i hele Fællesskabet, strider den ligeledes mod artikel 29 EF og 30 EF.
92. I modsætning til, hvad der gælder ved undersøgelsen af perioden inden forordning nr. 1107/96's ikrafttræden, er det her imidlertid nødvendigt at beskæftige sig med lovgivningens generelle tendens til at fremme produkternes kvalitet som led i den fælles landbrugspolitik med det formål at forbedre deres omdømme. Dette sker bl.a. ved brug af oprindelsesbetegnelser . Denne tendens bekræftes af anden til sjette betragtning til forordning nr. 2081/92. Hjemmelen for denne forordning er følgelig artikel 37 EF, der er indeholdt i det afsnit i traktaten, der hedder »Landbruget«. Lovgiver har ikke blot ønsket at beskytte landbrugsprodukternes kvalitet, men derimod, som det fremgår af anden betragtning til forordningen, frem for alt også tilsigtet at opnå strukturpolitiske formål. Det tilstræbes at støtte landdistrikterne ved at øge landbrugernes indkomst og forhindre, at landbefolkningen flytter fra disse områder. For så vidt må man give Ravil ret i, at den restriktion, som dekretet af 4. november 1991 skaber, giver virksomhederne i produktionsområdet en fordel. Dette er i henhold til forordning nr. 2081/92 også tilsigtet. Disse konstateringer kunne tale for at anse ordningen i henhold til dekretet af 4. november 1991 og for så vidt også forordning nr. 1107/96 for at være forenelige med fællesskabsretten.
93. Indledningsvis taler ordlyden af artikel 30 EF imod at inddrage strukturpolitiske overvejelser som begrundelse for begrænsninger af de frie varebevægelser. Listen over forhold, der kan begrunde en begrænsning af de frie varebevægelser, indeholder ikke nogen kategori, der kaldes »strukturpolitiske overvejelser« eller »landbrugspolitik«. I henhold til retspraksis er de i artikel 30 EF anførte undtagelser imidlertid udtømmende .
94. Hertil kommer, at artikel 30 EF som undtagelsesbestemmelse fra princippet om de frie varebevægelser i henhold til almindelige fortolkningsregler skal fortolkes strengt . Også dette taler for kun at tillade kvantitative udførselsrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning inden for snævre grænser. Hvad angår oprindelsesbetegnelserne virker anerkendelsen af begrænsninger, der skyldes naturlige påvirkninger af det pågældende produkt, begrundet, da de er bundet til produktionsområdet. Dette gælder derimod ikke for den knowhow, der principielt også kan anvendes uden for produktionsområdet.
95. Der skal desuden henvises til, at det netop i forbindelse med en undersøgelse af udførselsrestriktioner i henhold til artikel 29 EF ikke virker rigtigt at foretage en vid fortolkning af artikel 30 EF. Indholdet af artikel 29 EF er, som ovenfor anført, i retspraksis blevet konkretiseret således, at det ikke er enhver udførselsrestriktion, men derimod kun de foranstaltninger, der specifikt hindrer udførsel af varer, der er forbudt i henhold til denne bestemmelse. I denne retspraksis bliver anvendelsesområdet for forbuddet mod udførselsrestriktioner fortolket væsentlig snævrere end anvendelsesområdet for indførselsrestriktioner i henhold til artikel 28 EF. I henhold til den formel, der blev opstillet i Dassonville-sagen, er artikel 28 EF til hinder for enhver foranstaltning, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Fællesskabet . Hvis anvendelsesområdet for artikel 29 EF allerede er snævrere end anvendelsesområdet for artikel 28 EF, er der netop i sammenhæng med artikel 29 EF endnu mindre grund til at fortolke undtagelsesbestemmelsen i artikel 30 EF vidt. Ved fortolkningen af artikel 30 EF bør man derfor kun anerkende, at det er begrundet at iværksætte foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre oprindelsen og kvaliteten af det produkt, der er beskyttet af den pågældende BOB.
96. Endelig skal der også tages hensyn til følgende aspekt. I forbindelse med fortolkningen af bestemmelserne om de frie varebevægelser har Domstolen altid forsøgt at få denne grundlæggende frihed til at trænge igennem over for nationale foranstaltninger, der på lignende måde som det dekret, der her er tale om, blandt andet har til formål at beskytte den indenlandske industri. De tvister, der er blevet ført i denne forbindelse, vedrørte ofte levnedsmidler, hvis råstoffer i det væsentlige bestod af landbrugsprodukter. Et kendt eksempel er dommen om det tyske »Reinheitsgebot« for øl (forbud mod tilsætningsstoffer) , der på sin side bygger på et bayersk »Reinheitsgebot« fra 1516. Andre tilfælde vedrørte italiensk pasta , mindsteindhold af fedtstoffer for Edam-ost og markedsføring af dybfrossen yoghurt . For tiden verserer der to sager om chokolade .
97. Retspraksis vedrørende fortolkningen af artikel 28 EF har muligvis bevirket, at producenterne har »søgt tilflugt« i beskyttelsesrettigheder og altså har forsøgt at udligne tabet af national lovbeskyttelse mod konkurrence ved at skabe nye beskyttelsesrettigheder såsom beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser. Denne tendens illustreres på bemærkelsesværdig vis af øllet. Efter at Domstolen har erklæret det bayerske/tyske »Reinheitsgebot«, hvorefter betegnelsen »Bier« var forbeholdt bryg, der kun har bestemte indholdsstoffer, for uforeneligt med artikel 28 EF, kan der også markedsføres øl i Tyskland, der ikke fremstilles i henhold til »Reinheitsgebot« i andre medlemsstater. I første omgang forsøgte de tyske bryggerier at udligne de økonomiske tab, som de led i og med, at det tyske marked blev åbnet for konkurrerende produkter fra andre medlemsstater, ved for eksempel at reklamere på etiketten med angivelsen »brygget i henhold til det tyske »Reinheitsgebot««. Senere blev betegnelsen »Bayerisches Bier« (bayersk øl) i henhold til proceduren i artikel 17 i forordning nr. 2081/92 indført i Kommissionens register som en beskyttet geografisk betegnelse . Hvis Domstolen således i forbindelse med anerkendelsen af beskyttelsesrettighederne på storstilet vis tillader bestemmelser, der objektivt set ikke er nødvendige for at sikre et produkts oprindelse i et bestemt område og dettes særlige egenskaber, så risikerer den, at de frie varebevægelser, der er blevet sat igennem ved fortolkningen af artikel 28 EF og åbningen af de nationale markeder i forbindelse med artikel 29 EF, atter hindres.
98. Den sammenhæng, der, som vist ved de to sidstnævnte argumenter, findes mellem artikel 28 EF, 29 EF og 30 EF, samt følgerne af, at artikel 28 EF i retspraksis altid er blevet fortolket til fordel for de frie varebevægelser, taler i hvert fald for at fortolke de undtagelser, der er begrundet i henhold til artikel 30 EF, strengt.
99. I forbindelse med den varespecifikation, der i henhold til artikel 4 i forordning nr. 2081/92 skal indgives sammen med registreringsansøgningen, kan man følgelig kun acceptere de bestemmelser, der er nødvendige for at sikre produktets oprindelse og særlige egenskaber, og ikke også de bestemmelser, der udelukkende har til formål at indrømme de lokale virksomheder, der er hjemmehørende i produktionsområdet, en eksklusiv ret til videre forarbejdning af produktet.
100. Det skal derfor konkluderes, at de strukturpolitiske mål inden for landbrugspolitikken, der forfølges i forordning nr. 2081/92, ikke kan begrunde den konstaterede udførselsrestriktion i henhold til artikel 30 EF.
d) Sammenfatning
101. På grundlag af artikel 17 i forordning nr. 2081/92 udstedte Kommissionen forordning nr. 1107/96, hvorved BOB'en »Grana Padano« - samt betingelsen i dekretet af 4. november 1991 om, at osten skal rives og pakkes i produktionsområdet - blev optaget i registeret over de i henhold til forordning nr. 2081/92 beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser. Gennem forordning nr. 1107/96 får den udførselsrestriktion, der her er konstateret, således fællesskabsretlig status. Denne forordning skal derfor erklæres for ugyldig, idet den strider mod artikel 29 EF, for så vidt den bestemmer, at BOB'en »Grana Padano« forbeholdes reven ost, der rives og pakkes i produktionsområdet.
VI - Forslag til afgørelse
102. På grundlag af ovenstående redegørelse foreslår jeg, at det præjudicielle spørgsmål besvares således:
1) Artikel 29 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvori oprindelsesbetegnelsen »Grana Padano« forbeholdes ost, der rives og pakkes i produktionsområdet.
2) Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 af 12. juli 1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 er ugyldig, for så vidt den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Grana Padano« forbeholdes reven ost, der rives og pakkes i produktionsområdet.
Full & Egal Universal Law Academy