FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
JEAN MISCHO
fremsat den 26. juni 2003(1)
Sag C-470/00 P
Europa-Parlamentet
mod
Carlo Ripa di Meana m.fl.
»Appel – medlemmer af Europa-Parlamentet – foreløbig pensionsordning – frist for indgivelse af ansøgning – kundskab«
1. Europa-Parlamentet har appelleret dom afsagt den 26. oktober 2000 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Fjerde Afdeling) i sagen Ripa di Meana m.fl. mod Parlamentet (2) (herefter »den appellerede dom«) med påstand om ophævelse af dommen for så vidt angår sagerne T-83/99 og T-84/99.
I – Relevante retsforskrifter
2. Da der ikke fandtes nogen endelig pensionsordning for samtlige medlemmer af Parlamentet, vedtog Parlamentets Præsidium den 24. og 25. maj 1982 en foreløbig pensionsordning (herefter »den foreløbige pensionsordning«) for medlemmer af Parlamentet fra medlemsstater, hvor der ikke findes en national pensionsordning for parlamentsmedlemmer. Denne ordning finder ligeledes anvendelse, hvor niveauet og/eller betingelserne for en sådan pension ikke er de samme som dem, der gælder for medlemmer af parlamentet i den stat, hvor medlemmet af Europa-Parlamentet er valgt. Denne bestemmelse finder for indeværende alene anvendelse på italienske og franske medlemmer af Parlamentet. Den foreløbige pensionsordning findes i bilag III til regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer (herefter »bilag III«).
3. I den affattelse, som var gældende fra den 25. maj 1982, bestemtes bl.a. følgende i bilag III:
»Artikel 1
1. Alle Europa-Parlamentets medlemmer er pensionsberettigede.
2. Indtil indførelsen af en endelig fællesskabspensionsordning for alle Europa-Parlamentets medlemmer udbetales en foreløbig alderspension efter anmodning fra det pågældende medlem over Fællesskabets budget, sektion Parlamentet.
Artikel 2
1. Størrelsen af og betingelserne for den foreløbige pension er overensstemmende med, hvad der gælder for den pension, som udbetales til medlemmer af parlamentet i den stat, hvor medlemmet af Europa-Parlamentet er valgt.
2. Ethvert medlem, der gør brug af bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, indbetaler til Fællesskabets budget et bidrag, som beregnes på en sådan måde, at han i alt betaler et beløb, som svarer til det beløb, som betales af et medlem af parlamentet i den stat, hvor han er valgt.
Artikel 3
Hvad angår beregningen af pensionens størrelse kan de år, den pågældende har været medlem af en medlemsstats parlament, lægges sammen med de år, den pågældende har været medlem af Europa-Parlamentet. De år, hvor et medlem har haft dobbeltmandat, beregnes kun én gang.«
4. Den foreløbige pensionsordning blev ændret ved en afgørelse truffet af Parlamentets Præsidium den 13. september 1995 (herefter »afgørelsen af 1995«), som navnlig tog sigte på at betinge såvel tilslutningen til ordningen som udbetalingen af pension af en ansøgning herom inden en vis frist.
5. Således bestemtes det herefter i artikel 3 i bilag III, som ændret ved afgørelsen af 1995:
»1. Ansøgninger om tilslutning til denne foreløbige pensionsordning indgives inden for en frist på seks måneder efter mandatets påbegyndelse.
Efter udløbet af denne frist betragtes det pågældende medlem som værende tilsluttet pensionsordningen fra den første dag i den måned, hvor ansøgningen modtoges.
2. Ansøgninger om udbetaling af pension indgives inden for en frist på seks måneder efter opnåelse af pensionsret.
Efter udløbet af denne frist udbetales den pågældendes pension fra den første dag i den måned, hvor ansøgningen modtoges.«
6. Artikel 4 i bilag III som ændret ved afgørelsen af 1995 gengiver ordlyden af bilagets tidligere artikel 3 i sin helhed.
7. I artikel 5i bilag III hedder det nu:
»Disse bestemmelser træder i kraft på datoen for Præsidiets vedtagelse heraf [dvs. den 13.9.1995].
Medlemmer, hvis mandat endnu ikke er ophørt på datoen for vedtagelsen af disse bestemmelser, kan inden for en frist på seks måneder efter ikrafttrædelsen af disse bestemmelser indgive ansøgning om tilslutning til denne ordning.«
8. Parlamentets medlemmer blev ved Parlamentets meddelelse nr. 25/95 af 28. september 1995 underrettet om den ændring af bilag III, der fandt sted ved afgørelsen af 1995.
9. I artikel 27, stk. 1 og 2, i regulativ »om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer« hedder det:
»1. Ved begyndelsen af deres mandatperiode modtager medlemmerne fra generalsekretæren en kopi af dette regulativ og anerkender skriftligt modtagelsen heraf.
2. Ethvert medlem, som finder, at dette regulativ ikke er blevet korrekt anvendt, kan henvende sig skriftligt til generalsekretæren. Hvis der ikke opnås enighed mellem medlemmet og generalsekretæren, henvises sagen til Kvæstorkollegiet, som træffer afgørelse efter høring af generalsekretæren. Kvæstorkollegiet kan også høre formanden og/eller Præsidiet.«
II – Sagens faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne ved Retten
10. Som det fremgår af den appellerede dom, er sagens faktiske omstændigheder følgende:
»1 [Carlo Ripa di Meana, Leoluca Orlando og Gastone Parigi] var medlemmer af [...] Parlamentet i valgperioden 1994-1999.
[…]
6 [Carlo Ripa di Meana, Leoluca Orlando og Gastone Parigi], som var af den opfattelse, at de automatisk var omfattet af den foreløbige pensionsordning, hvilket var tilfældet for det italienske parlament, indgav ikke nogen ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning i henhold til ændringsbestemmelserne af 13. september 1995. Det var først i løbet af de første måneder af 1998, at [de] ved et tilfælde fandt ud af, at de faktisk ikke havde ret til nogen pension, eftersom de ikke udtrykkeligt havde tilsluttet sig den foreløbige pensionsordning inden seks måneder fra og med ikrafttrædelsen af den nye artikel 3, stk. 1, i bilag III, som ændret af Præsidiet den 13. september 1995.
7 [Carlo Ripa di Meana, Leoluca Orlando og Gastone Parigi] reagerede herefter på forskellige måder. Gastone Parigi indgav den 18. februar 1998 en ansøgning om tilslutning til nævnte ordning til Afdelingen for Velfærdstjeneste i Direktoratet for Personale og Velfærdstjeneste i Parlamentets Generaldirektorat for Personale […] Han anmodede om, at den foreløbige pensionsordning anvendtes med tilbagevirkende kraft. Kvæstorkollegiet svarede ved to skrivelser af 2. juli og 20. oktober 1998, at det ikke var muligt at tilslutte sig den foreløbige pensionsordning med tilbagevirkende kraft.
8 Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando kontaktede Parlamentets administration, men indgav ingen skriftlig ansøgning.
9 Efter disse resultatløse henvendelser til de pågældende afdelinger henvendte sagsøgerne sig til Parlamentets næstformænd, Renzo Imbeni og Guido Podestà, og bad dem foretage sig det fornødne med henblik på at løse dette problem.
10 Næstformændene anmodede ved skrivelse af 19. november 1998 til Kvæstorkollegiet om, at der skete fornyet undersøgelse af sagsøgernes stilling. Kvæstorkollegiet afslog denne anmodning ved skrivelser af 4. februar 1999 til hver af sagsøgerne (nr. 300762 til Carlo Ripa di Meana, nr. 300763 til Leoluca Orlando og nr. 300761 til Gastone Parigi) med den begrundelse, at alle medlemmer var blevet orienteret om, at tilslutning til ovennævnte pensionsordning alene kunne ske, hvis der blev indgivet ansøgning herom inden for den frist, som var fastsat i ovennævnte afgørelse fra Parlamentets Præsidium af 13. september 1995 […]«
11. På denne baggrund anlagde Carlo Ripa di Meana (sag T-83/99), Leoluca Orlando (sag T-84/99) og Gastone Parigi (sag T-85/99) ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 13. april 1999 sag med påstand om annullation af Parlamentets beslutninger af 4. februar 1999 om afslag på deres ansøgninger om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den foreløbige alderspensionsordning omhandlet i bilag III.
12. På grund af deres indbyrdes forbindelse blev de tre sager ved kendelse afsagt den 22. maj 2000 af formanden for Fjerde Afdeling forenet med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.
III – Den appellerede dom
13. Ved den appellerede dom tog Retten delvis Parlamentets formalitetsindsigelse til følge.
14. For så vidt angår den af Gastone Parigi anlagte sag antog Retten nemlig, at skrivelsen af 4. februar 1999 fra Kvæstorkollegiet til Parigi ikke indeholdt noget nyt element i forhold til skrivelserne af 2. juli og 20. oktober 1998, hvorfor den alene udgjorde en bekræftelse af de tidligere beslutninger. Da de to beslutninger fra 1998 ikke var blevet anfægtet inden for gældende frister, og da der i øvrigt ikke forud for beslutningen af 4. februar 1999 var sket en fornyet vurdering af Gastone Parigis situation, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 36, at sagen skulle afvises i sin helhed.
15. Med hensyn til de af Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando anlagte sager forkastede Retten derimod Parlamentets opfattelse af, at sagerne skulle afvises, fordi skrivelserne af 4. februar 1999 kun var en gentagelse af indholdet af Parlamentets Præsidiums afgørelse af 13. september 1995. Idet den i den appellerede doms præmis 26 antog, at »[s]krivelsen af 19. november 1998 skal anses for en ansøgning fra sagsøgerne, som på deres vegne var blevet fremsat af næstformændene« udtalte Retten følgende i dommens præmis 27-31:
»27 Retten bemærker dernæst, at Domstolen allerede i dom af 14. december 1962, forenede sager 16/62 og 17/62, Confédération nationale des producteurs de fruits et légumes m.fl. mod Rådet (Sml. 1954-1964, s. 359, org. ref.: Rec. s. 901), har udtalt, at udtrykket »beslutning« i EF-traktatens artikel 173, stk. 2 (nu artikel 230, stk. 4, EF), har den tekniske betydning, der fremgår af EF-traktatens artikel 189 (nu artikel 249 EF), og at kriteriet for sondringen mellem en generel retsakt og en beslutning i sidstnævnte artikels betydning skal søges i, om den pågældende retsakt er almengyldig.
28 Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at en retsakts almengyldige karakter ikke påvirkes af, at der foreligger en mulighed for mere eller mindre præcist at fastslå antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som retsakten finder anvendelse på (Domstolens kendelse af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Rådet, Sml. I, s. 4149, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
29 Retten bemærker for det første, at de definitioner, som blev vedtaget med ændringen af 13. september 1995 i bilag III, er affattet i generelle og abstrakte vendinger og således har retsvirkninger for Parlamentets medlemmer defineret generelt og abstrakt og derfor bør anses for at have almengyldig og normativ virkning i forhold til hver enkelt af Parlamentets medlemmer. Selv om det var blevet godtgjort, at de medlemmer, som artikel 5, stk. 2, i ændringen af 13. september 1995 finder anvendelse på, kunne identificeres på tidspunktet for ændringens vedtagelse, ville dette have været uden betydning for bestemmelsens normative karakter, når henses til, at den kun angår objektive retlige eller faktiske omstændigheder.
30 Selv om Domstolen har fastslået, at en normativ bestemmelse under visse omstændigheder kan berøre visse fysiske og juridiske personer umiddelbart og individuelt (jf. Rettens dom af 27.6.2000, forenede sager T-172/98, T-175/98, T-176/98 og T-177/98, Salamander m.fl. mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 2487, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis), kan denne retspraksis ikke påberåbes i nærværende sag, eftersom den anfægtede bestemmelse ikke skaber nogen særskilt rettighed for sagsøgerne i nævnte retspraksis’ forstand.
31 Det følger heraf, at Parlamentets anbringender til støtte for, at søgsmålene i sag T-83/99 og T-84/99 skal afvises, ikke kan tages til følge.«
16. Retten gennemgik herefter realiteten i de af Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando anlagte sager og forkastede deres indsigelse om, at Parlamentets Præsidiums afgørelse af 13. september 1995 skulle være ulovlig, men gav sagsøgerne medhold i anbringender om, at der henholdsvis ikke var sket en overskridelse af fristen på seks måneder fastsat i bilag III, og at der var sket en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af retssikkerhedsprincippet.
17. I den forbindelse bemærkede Retten nærmere:
»75 For at opfylde de krav, der følger af retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik, mener Retten, at Parlamentet under hensyn til artikel 27, stk. 1, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer burde have informeret de berørte medlemmer om ændringen af bilag III ved personlig meddelelse med modtagelses[bevis].
76 Kun på denne måde kunne Parlamentet have iagttaget Fællesskabets retsinstansers retspraksis, hvorefter det kræves, at enhver retsakt, der udstedes af institutionerne, og som har retsvirkninger, er klar og præcis og bringes til den pågældendes kundskab på en sådan måde, at denne med sikkerhed kender det tidspunkt, hvor den omhandlede retsakt foreligger, og fra hvilket den har retsvirkninger (jf. Rettens dom af 7.2.1991, forenede sager T-18/89 og T-24/89, Tagaras mod Domstolen, Sml. II, s. 53, præmis 40. Se tillige Domstolens dom af 23.9.1986, sag 5/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 2585, præmis 39).
77 Eftersom ændringen ikke er blevet meddelt på en sådan måde, kan en frist, som er fastsat for indgivelse af en ansøgning i henhold til en retsakt, der tillægger pensionsrettigheder af den type, der er genstand for nærværende søgsmål, i henhold til praksis ved Fællesskabets retsinstanser først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor den berørte person – efter at have fået kendskab til retsaktens eksistens – inden for en rimelig frist skaffede sig kendskab til retsaktens indhold (jf. i samme retning Rettens dom af 15.3.1994, sag T-100/92, La Pietra mod Kommissionen, Sml.Pers. I-A, s. 83, og II, s. 275, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
78 Sagsøgerne har ikke bestridt, at de fik kendskab til eksistensen af ændringen af bilag III i løbet af de første måneder af 1998. Parlamentet har imidlertid ikke bevist, at de fik nøjagtigt kendskab til ændringsretsakten tidligere end seks måneder før indgivelsen af ansøgningen den 19. november 1998. Desuden viser de faktiske omstændigheder i denne sag, at nøjagtigt kendskab blev erhvervet inden for rimelig frist.
79 Sagsøgerne har derfor indgivet ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning inden for den frist, som blev fastsat i ændringen af bilag III.«
18. På grundlag af det anførte annullerede Retten derfor under punkterne 1 og 3 i den appellerede doms konklusion Parlamentets afgørelser af 4. februar 1999, nr. 300762 og nr. 300763, om afslag på henholdsvis Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos ansøgning om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den foreløbige pensionsordning, som omhandlet i bilag III, og pålagde Parlamentet at bære sine egne omkostninger og betale Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos omkostninger i sag T-83/99 og T-84/99.
19. I punkterne 2 og 4 i den appellerede doms konklusion afviste Retten derimod Gastone Parigis søgsmål og pålagde denne at bære sine egne omkostninger samt betale Parlamentets omkostninger i sag T-85/99.
IV – Retsforhandlingerne ved Domstolen og parternes påstande
20. Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. december 2000 har Parlamentet i henhold til artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat nærværende appel.
21. Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– ophævelse den appellerede dom for så vidt angår sagerne T-83/99 og T-84/99
– følgelig afvisning af sagerne i første instans, hvorved sagsøgernes påstande ikke tages til følge
– sagsøgerne i første instans tilpligtes at betale samtlige omkostninger for Retten og for Domstolen.
22. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har nedlagt følgende påstande:
– afvisning og/eller frifindelse med hensyn til Parlamentets appel af punkterne 1 og 3 i den appellerede doms konklusion
– som følge heraf stadfæstelse af punkterne 1 og 3 i den appellerede doms konklusion, således at der endeligt og i helhed gives dem medhold i deres påstande i første instans
– Parlamentet tilpligtes at betale også appelsagens omkostninger.
23. Såfremt Domstolen helt eller delvis giver Parlamentet medhold i appellen, har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando nedlagt følgende påstande:
– afvisning af Parlamentets påstand om, at sagsøgerne i første instans pålægges at betale samtlige omkostninger for Retten og for Domstolen, idet der er tale om en påstand, der er fremsat første gang under appellen, og som derfor er i strid med procesreglementets artikel 113, stk. 1, andet led
– af rimelighedsgrunde fordeling af appelsagens omkostninger.
24. Gastone Parigi har kontraappelleret dommen, for så vidt Retten har pålagt ham ud over at bære sine egne omkostninger at betale Parlamentets omkostninger. I sit svarskrift har han nedlagt følgende påstande:
– den appellerede dom ophæves alene for så vidt angår konklusionens punkt 4, der angår sag T-85/99
– som følge heraf fastslås det, at hver part i sag T-85/99 bærer sine egne omkostninger
– Parlamentet tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med nærværende appel.
25. Såfremt Domstolen helt eller delvis forkaster appellen, har Gastone Parigi nedlagt påstand om, at Domstolen af rimelighedsgrunde fordeler appelsagens omkostninger.
26. Parlamentet har nedlagt påstand om afvisning af kontraappellen. Det har nedlagt påstand om, at Domstolen:
– afviser Gastone Parigis kontraappel
– tilpligter Gastone Parigi at betale samtlige appelsagens omkostninger.
V – Gennemgang af appelsagen
A – Første anbringende
1. Parternes argumenter
27. Med sit første anbringende har Parlamentet rejst indsigelse mod Rettens kvalifikation af de to næstformænds skrivelse af 19. november 1998 som »sagsøgernes ansøgning om tilslutning«. I så henseende fastslog Retten i den appellerede doms præmis 26, at »[s]krivelsen af 19. november 1998 skal anses for en ansøgning fra sagsøgerne, som på deres vegne var blevet fremsat af næstformændene«.
28. Parlamentet har anført, at der ikke foreligger noget juridisk argument, der gør det muligt at støtte Rettens antagelse, idet de pågældende næstformænd ikke havde nogen form for bemyndigelse til at fremsætte en ansøgning om tilslutning på vegne Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando, hverken på grundlag af en retsforskrift af nogen art eller på grundlag af nogen fuldmagt, de skulle have fået af de pågældende to medlemmer. Efter Parlamentets opfattelse er det udelukket, at man kan forestille sig muligheden af en repræsentation uden mandat for så vidt angår retsakter som dem, der er omtalt i sagen, og som har en direkte betydning for de pågældende medlemmers retlige og finansielle situation. Skrivelsen af 19. november 1998 må således ligestilles med en uformel henvendelse, der havde til formål at anmode om, at der skete en fornyet undersøgelse af sagsøgernes stilling, men som på ingen måde kunne anses for en ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning.
29. Denne konklusion bekræftes i øvrigt ved læsningen af skrivelsens ordlyd, hvoraf det ifølge Parlamentet fremgår, at næstformændene ikke helt har forstået situationen, idet de heri sammenligner Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos situation med Gastone Parigis. Det fremgår imidlertid ved læsningen af den appellerede dom, at de pågældendes situation er grundlæggende forskellig.
30. Under alle omstændigheder har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando udtrykkeligt erkendt, at de aldrig har indgivet ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning i henhold til reglerne i regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Parlamentets medlemmer eller på nogen anden måde, og de har i øvrigt aldrig i deres indlæg eller under den mundtlige forhandling for Retten anmodet om, at skrivelsen af 19. november 1998 skulle anses for en ansøgning om tilslutning til den nævnte ordning fremsat af næstformændene i sagsøgernes navn og for dem. Retten har følgelig givet dom ud over sagsøgernes påstande.
31. Med hensyn til Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos argument om, at hverken bilag III eller nogen anden regel i national ret eller i fællesskabsretten indeholder forskrifter for, hvorledes en ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning skal fremsættes, har Parlamentet anført, at der for det første findes særlige skemaer, som fås hos de kompetente tjenestegrene i Parlamentet – skemaer, hvis eksistens Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando havde kendskab til – og, for det andet, at hvis man accepterer ideen om, at en ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning ikke er undergivet særlige formkrav, burde ansøgningen i hvert fald være skriftlig, således at den tjeneste, der var adressat for ansøgningen, fik rådighed over de nødvendige oplysninger med henblik på at gennemføre de nødvendige formaliteter, herunder navnlig med hensyn til virkningen af datoen for fremsættelsen af ansøgningen.
32. Parlamentet har dernæst med hensyn til samme argument om, at der ikke gælder formkrav for ansøgninger om tilslutning, anført, at problemet i det foreliggende tilfælde ikke er, hvorledes ansøgningen om tilslutning er fremsat, men at der ikke foreligger nogen som helst ansøgning om tilslutning fra Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlandos side. Parlamentet har herved anført, at de to medlemmer ikke har henvendt sig til Parlamentets administration for at indgive »mundtlige« ansøgninger om tilslutning til den foreløbige pensionsordning, men alene for at anmode om »oplysninger« herom. Den pågældende tjeneste i Parlamentet oplyste dem herved om, at der bestod en pligt til at indgive en skriftlig ansøgning om tilslutning, og om de særlige skemaer, der fandtes hertil.
33. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har anført, at hverken bilag III eller nogen anden regel i national ret eller i fællesskabsretten indeholder forskrifter for, hvorledes en ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning skal fremsættes. Intet forhindrede dem således i at lade sig repræsentere af Parlamentets italienske næstformænd i forbindelse med fremsættelsen af en sådan ansøgning. Da der ikke findes bindende regler for, i hvilken form en sådan fuldmagt skal foreligge, kan den nemlig gives i en hvilken som helst form også mundtligt eller stiltiende.
34. I det foreliggende tilfælde var det i næstformændenes skrivelse udtrykkeligt nævnt, at der forelå en fuldmagt fra de pågældende to medlemmer, hvorfor næstformændenes skrivelse måtte anses for en egentlig ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning fremsat på vegne Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando. Dette bekræftes i øvrigt af den omstændighed, at Kvæstorkollegiet – der kunne have undladt at svare eller have afvist næstformændenes skrivelse under henvisning til, at proceduren efter artikel 27, stk. 2, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer ikke var fulgt – ikke alene besvarede skrivelsen, men yderligere svarede Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando direkte og individuelt under udtrykkelig henvisning til deres ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning. Denne omstændighed viser klart, at næstformændenes skrivelse skal anses for en gyldig ansøgning om tilslutning til den nævnte ordning, hvilket Retten i øvrigt har bekræftet i den appellerede doms præmis 26.
35. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har endvidere understreget, at Parlamentets argumenter vedrørende påstanden om, at der ikke har foreligget ansøgninger om tilslutning til den foreløbige pensionsordning, under alle omstændigheder er uden betydning, idet de anfægtede retsakter, som Retten annullerede, er Kvæstorkollegiets skrivelser af 4. februar 1999, hvorfor det alene er i forhold til disse skrivelser, at spørgsmålet om søgsmålenes antagelse til realitetsbehandling i første instans skal bedømmes.
2. Vurdering
36. Det er klart, at Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos fremgangsmåde var enestående.
37. Men Parlamentets opfattelse af, at Retten ikke kunne anse næstformændenes skrivelse af 19. november 1998 for en ansøgning om tilslutning, modsiges af den omstændighed, at et af Parlamentets egne organer, nemlig Kvæstorkollegiet, også anså den for en ansøgning om tilslutning fremsat af næstformændene på de pågældende medlemmers vegne.
38. Dette følger ikke alene af indholdet af Kvæstorkollegiets skrivelser af 4. februar 1999, der slutter således: »Som følge heraf kan Deres ansøgning ikke imødekommes i henhold til gældende regler« (3) , men også, som Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando med rette har anført, af den omstændighed, at de nævnte skrivelser, som efter deres indhold var et svar på næstformændenes skrivelse af 19. november 1998, blev sendt direkte og individuelt til de tre medlemmer af Parlamentet.
39. Jeg foreslår derfor, at Parlamentets første anbringende forkastes som ugrundet.
B – Andet anbringende
1. Parternes argumenter
40. Med sit andet anbringende anfægter Parlamentet Rettens synspunkt, hvorefter Kvæstorkollegiets skrivelser af 4. februar 1999 var »parlamentsbeslutninger«. Efter Parlamentets opfattelse var der nemlig alene tale om rent informative meddelelser fra Parlamentets kvæstorer, der blot bekræftede en eksisterende situation, som de pågældende medlemmer udmærket kendte.
41. Parlamentet har for det første bestridt udtalelsen i den appellerede doms præmis 30, hvorefter Parlamentets Præsidiums afgørelse af 13. september 1995 »ikke skader nogen særskilt rettighed for sagsøgerne i [den] nævnte retspraksis’ forstand«. Ved indførelsen af fristregler for opnåelsen af pension fra Parlamentet skadede den nævnte afgørelse faktisk medlemmernes subjektive retsstilling, og Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando kunne således udmærket have anfægtet denne afgørelse ved et søgsmål. Dette søgsmål skulle imidlertid have været anlagt inden for fristerne i artikel 230 EF. At disse frister er sprunget uden at sag blev anlagt, kan under ingen omstændigheder repareres ved et søgsmål vedrørende skrivelserne, som Parlamentet anser for rene høflighedsskrivelser, der alene bekræfter en regel, som parlamentarikerne kender. En modsat fortolkning ville indebære en tilsidesættelse af det grundlæggende retssikkerhedsprincip.
42. Parlamentet har for det andet anført, at der foreligger en selvmodsigelse, når Retten på den ene side i den appellerede doms præmis 29 og 30 udtaler, at Parlamentets Præsidiums afgørelse er en almengyldig normativ retsakt, der ikke skader nogen særskilt rettighed for sagsøgerne, og i samme doms præmis 75 fastslår, at Parlamentet for at opfylde de krav, der følger af retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik, burde have informeret de berørte medlemmer om ændringen af bilag III ved personlig meddelelse med modtagelsesbevis. Ifølge Parlamentet kan man kun forsvare en af disse antagelser. Enten skal afgørelsen fra 1995 anses for en almengyldig retsakt, der ikke skader adressaternes rettigheder, og de almindelige metoder, hvorved institutionen kommunikerer med sine medlemmer, må derfor anses for tilstrækkelige. Eller også udgør en sådan afgørelse en individuel retsakt, som burde meddeles samtlige medlemmer individuelt, og i dette tilfælde måtte medlemmerne have anlagt annullationssøgsmål til prøvelse af denne retsakt inden for den fastsatte frist, som ville løbe fra den dag, da de havde fået kendskab til retsakten. Da denne frist er udløbet, burde Retten have afvist søgsmålet.
43. Parlamentet har endelig anført, at skrivelserne af 4. februar 1999 under ingen omstændigheder kan anses for en »parlamentsbeslutning«, idet Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando ved deres uformelle og atypiske tiltag over for næstformændene under alle omstændigheder ikke er omfattet af de almindelige procedureregler. Parlamentet har herved især henvist til reglen i artikel 27, stk. 2, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer, i henhold til hvilken »[e]thvert medlem, som finder, at dette regulativ ikke er blevet korrekt anvendt, kan henvende sig skriftligt til generalsekretæren. Hvis der ikke opnås enighed mellem medlemmet og generalsekretæren, henvises sagen til kvæstorerne, som træffer afgørelse efter høring af generalsekretæren. Kvæstorerne kan også høre formanden og/eller Præsidiet«.
44. Med hensyn til det argument, Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando udleder af dommen i sagen Weber mod Parlamentet (4) , har Parlamentet henvist til, at de retsakter, Parlamentet udsteder, og som, hvilket anføres i denne dom, har retsvirkninger over for tredjemænd, selvfølgelig er undergivet domstolskontrol; men dette forudsætter, at der findes en retsakt, hvori det omhandlede regelsæt finder anvendelse. Der var i ovennævnte dom i sagen Weber mod Parlamentet tale om en beslutning truffet af Kvæstorkollegiet angående en overgangsgodtgørelse ved mandatophør, som Beate Weber havde ansøgt om. I det foreliggende tilfælde forelå der derimod ikke nogen retsakt, hvori det relevante regelsæt fandt anvendelse, idet de nødvendige retlige betingelser for, at en sådan retsakt var opstået, ikke var opfyldt. Med andre ord kunne Kvæstorkollegiets skrivelser ikke skabe nogen retsvirkninger, da der i det foreliggende tilfælde ikke forelå nogen formel ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning fra Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos side. Parlamentet har herved henvist til, at en ansøgning – skrevet og underskrevet af den pågældende – er uomgængeligt nødvendig for, at en administrativ procedure kan indledes og i givet fald munde ud i en afgørelse, der kan anfægtes. I det foreliggende tilfælde har de to medlemmer ikke indgivet en sådan retsakt. De to næstformænds skrivelse – som per definition ikke hidrørte fra de pågældende medlemmer selv – kunne således ikke have nogen retlig betydning.
45. Som svar på Parlamentets andet anbringende har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando anført, at det var Kvæstorkollegiet selv, der tilsidesatte proceduren efter artikel 27, stk. 2, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer, ligesom de har bestridt Parlaments opfattelse om, at Kvæstorkollegiet skrivelser blot var høflighedsskrivelser, og at den eneste anfægtelige retsakt er afgørelsen af 13. september 1995. De har herved anført, at denne opfattelse dementeres såvel af den utvetydige ordlyd af de nævnte skrivelser, hvorefter Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos »ansøgning ikke [kunne] imødekommes«, som af et afgørende præjudikat i Domstolens praksis, nemlig dommen i ovennævnte sag Weber mod Parlamentet.
46. I sidstnævnte sag havde Kvæstorkollegiet nemlig forkastet et parlamentsmedlems ansøgning om overgangsgodtgørelse ved mandatophør, efter at hendes mandat var ophørt. Kvæstorkollegiet havde forkastet dette medlems ansøgning på grundlag af en afgørelse fra Parlamentets Præsidium, hvortil Kvæstorkollegiets skrivelse udtrykkeligt henviste. Ved dommen antog Domstolen Beate Webers sag til anfægtelse af Kvæstorkollegiets afslag på hendes ansøgning til realitetsbehandling under henvisning til, at »et regulativ om en overgangsgodtgørelse til medlemmer af Parlamentet ved mandatophør og de foranstaltninger, hvorved et sådant regulativ anvendes i det enkelte tilfælde, har retsvirkninger, der rækker videre end den interne tilrettelæggelse af institutionens arbejde, da de vedrører et parlamentsmedlems økonomiske forhold ved ophøret af den pågældendes mandat«. Ifølge Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando kan altså enhver retsakt, der vedrører et parlamentsmedlems økonomiske forhold, anfægtes ved søgsmål, herunder retsakter om anvendelse af et regelsæt af generel karakter.
47. Ifølge Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando var dette netop tilfældet med hensyn til Kvæstorkollegiets skrivelser af 4. februar 1999. Skrivelserne udgjorde på ingen måde skrivelser af oplysende karakter eller høflighedsskrivelser, men udgjorde retsakter, hvorved Parlamentets almindelige pensionsregler bragtes i anvendelse. Selv om de var affattet på grundlag af den ændring af bilag III, der fandt sted ved afgørelsen fra 1995, er det disse skrivelser, der konkret påvirkede de pågældende medlemmers økonomiske situation, og det var altså skrivelserne – og ikke afgørelsen fra 1995 – der skulle anfægtes for Retten.
48. Ifølge Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando bekræftes den omstændighed, at Kvæstorkollegiets skrivelser af 4. februar 1999 faktisk udgør afgørelser, der har retsvirkninger i forhold til dem, af en skrivelse fra samme kollegium af 21. maj 1999, der var svar på to skrivelser fra marts og april 1999 fra Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando, hvori de orienterede Kvæstorkollegiet om deres hensigt om at anlægge sag ved Retten i Første Instans. I skrivelsen af 21. maj 1999 udtalte Kvæstorkollegiet nemlig dels, at »kollegiet har behandlet [skrivelserne fra Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando, hvori de anfægter] kollegiets afslag på at lade [dem] blive tilsluttet pensionsordningen med tilbagevirkende kraft«, dels, at »i mangel af andre forhold, der kan støtte [deres] ansøgning, gentager kollegiet, at det er umuligt at afgive en imødekommende udtalelse«. Disse udtalelser bekræfter ifølge Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando, at skrivelserne af 4. februar 1999 på ingen måde udgjorde høflighedsskrivelser, men var afgørelser, der kan anfægtes i henhold til artikel 230 EF.
49. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har også anført, at de ikke havde nogen interesse i at påstå annullation af ændringen i bilag III – som ikke var bragt til deres kendskab – men alene at opnå, at ændringen fandt anvendelse på dem fra den dato, da de havde fået kendskab til den, og de konkluderer vedrørende denne del af sagen, at Retten med føje har antaget deres sag til realitetsbehandling.
2. Vurdering
50. Jeg skal foreslå Domstolen at følge Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos opfattelse, hvorefter Retten ikke har begået nogen retlig fejl ved at anse Kvæstorkollegiets skrivelser af 4. februar 1999 for beslutninger i artikel 230 EF’s forstand.
51. For så vidt Parlamentet for det første har gjort gældende, at Kvæstorkollegiets skrivelser ikke kan anses for afgørelser, idet der ikke i det foreliggende tilfælde havde foreligget nogen formel ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning fra Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos side, skal jeg fastslå, at dette andet anbringende er sammenfaldende med det første, som jeg, som tidligere angivet, anser for ugrundet.
52. Endvidere kan jeg ikke tiltræde Parlamentets argument om, at Kvæstorkollegiets skrivelser af 4. februar 1999 alene er en bekræftelse af afgørelsen fra 1995, og at søgsmålsfristen derfor er udløbet.
53. Retten har nemlig i den appellerede doms præmis 29 og 30 med føje udtalt, at afgørelsen fra 1995 er generel og normativ, og at den ikke i sig selv har skadet nogen særskilt rettighed for sagsøgerne. Ved afgørelsen er der faktisk alene generelt fastsat en forpligtelse til at indgive ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning inden for en frist af seks måneder som forudsætning for at opnå pensionen med tilbagevirkende kraft.
54. Kvæstorkollegiets skrivelser af 4. februar 1999 har derimod en anden karakter, idet der deri er foretaget en konkret anvendelse af afgørelsen fra 1995 på de pågældende medlemmer. Det er først fra dette tidspunkt, at deres særskilte rettigheder ved det konkrete afslag på deres ansøgning om tilslutning med tilbagevirkende kraft til den foreløbige pensionsordning skades, og der foreligger en beslutning i artikel 230 EF’s forstand.
55. Forskellen mellem afgørelsen fra 1995 og skrivelserne af 4. februar 1999, og at førstnævnte ikke blot er en bekræftelse af sidstnævnte, fremgår i øvrigt ganske klart af Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos argument om, at de ikke havde nogen interesse i at anmode om annullation af afgørelsen fra 1995, men alene i at opnå, at ændringen fandt anvendelse på dem fra den dato, da de havde fået kendskab til den.
56. Tilsvarende finder jeg, at Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos sammenligning mellem nærværende sag og ovennævnte sag Weber mod Parlamentet er relevant i den forstand, at sidstnævnte sag også angik Kvæstorkollegiets afslag på en økonomisk ydelse på grundlag af et regelsæt vedtaget af Parlamentets Præsidium. I sidstnævnte sag blev det imidlertid overhovedet ikke bestridt af Parlamentet, at Beate Webers søgsmål til prøvelse af dette afslag givet af Kvæstorkollegiet kunne antages til realitetsbehandling.
57. Parlamentets argument vedrørende en såkaldt modsigelse mellem på den ene side den appellerede doms præmis 29 og 30 og på den anden side præmis 75 forekommer mig endelig at henhøre under Parlamentets tredje anbringende, og Parlamentet vender i øvrigt tilbage til dette argument i forbindelse med dets tredje anbringende.
58. Under hensyn til det anførte foreslår jeg, at Parlamentets andet anbringende forkastes.
C – Tredje anbringende
59. Med sit tredje anbringende har Parlamentet anfægtet Rettens udtalelse om, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando fremsatte deres ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning inden for den frist, der er fastsat i afgørelsen fra 1995. Parlamentet har herved fremført fire argumenter, som jeg foreslår opdelt i to dele. Den første del omfattende de to første argumenter angår spørgsmålet om, hvorvidt det var nødvendigt at give personlig meddelelse om afgørelsen fra 1995 (den appellerede doms præmis 75 og 76), mens den anden del omfattende de to sidste argumenter drejer sig om, hvorledes Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando fik kendskab til afgørelsen fra 1995 (den appellerede doms præmis 77 og 78).
1. Tredje anbringendes første del vedrørende pligten til at give meddelelse om afgørelsen fra 1995
a) Parternes argumenter
i) Parlamentets første argument
60. Parlamentet har bestridt udtalelsen i den appellerede doms præmis 75, hvorefter »Parlamentet under hensyn til artikel 27, stk. 1, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer« burde have informeret medlemmerne om ændringerne af bilag III gennem personlige meddelelser med modtagelsesbevis. Ifølge Parlamentet angår sidstnævnte artikel – hvori bestemmes, at »medlemmerne fra generalsekretæren ved begyndelsen af deres mandatperiode [modtager] en kopi af dette regulativ [og] anerkender skriftligt modtagelsen heraf« – nemlig kun det samlede regulativ, som er gældende ved begyndelsen af medlemmernes mandatperiode, men ikke efterfølgende ændringer i regulativet og dets bilag.
61. I denne henseende har Parlamentet dels anført, at det samlede regulativ udgør en regelsamling, der er væsentlig vigtigere end de retsakter, som ændrer eller supplerer den, dels at det regulativ, som gælder ved begyndelsen af en mandatperiode, i almindelighed er vedtaget af et Parlament, som den pågældende endnu ikke var medlem af, og således ikke kendt af medlemmet, medmindre der er tale om successive mandatperioder. Ændringer i regulativet, der sker i mandatperioden, udgør derimod retsakter vedtaget af det Parlament, den pågældende er medlem af, hvorfor det er naturligt, at de kan bringes til medlemmernes kundskab på smidigere vis, hvilket er typisk for den interne distribution af parlamentariske retsakter og er kendt af alle parlamentariske forsamlinger. Retten har ved at anlægge en udvidende fortolkning af artikel 27, stk. 1, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer behandlet forskellige situationer ens og således tilsidesat princippet om faktisk ligebehandling.
62. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har heroverfor anført, at bilag III er en integrerende del af det regulativ, hvoraf hvert medlem ved mandatets begyndelse modtager en kopi med modtagelsesbevis, og proceduren efter regulativets artikel 27, stk. 1, bør anvendes på enhver ændring af regulativet herunder ændringer af dets bilag. Kun denne fortolkning giver mulighed for overholdelse af principperne om retssikkerhed og god forvaltningsskik.
63. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har herved understreget, at det ville være absurd at kræve et modtagelsesbevis for det samlede regulativ, hvis senere ændringer heraf kunne få virkninger efter en uformel meddelelse til de berørte, hvilken tilmed vil være usikker. En sådan løsning ville efter deres opfattelse være lige så absurd som at pålægge en forpligtelse til at offentliggøre fællesskabsforordninger i Tidende og give mulighed for offentliggørelse af ændringer i disse forordninger i en tilfældig publikation, der er intern i institutionerne.
ii) Parlamentets andet argument
64. Parlamentet deler den opfattelse, der er givet udtryk for i den appellerede doms præmis 76, hvorefter »Fællesskabets retsinstansers retspraksis […] kræve[r], at enhver retsakt, der udstedes af institutionerne, og som har retsvirkninger, er klar og præcis og bringes til den pågældendes kundskab på en sådan måde, at denne med sikkerhed kender det tidspunkt, hvor den omhandlede retsakt foreligger, og fra hvilket den har retsvirkninger«, men har understreget, at denne regel kun gælder for individuelle retsakter eller for retsakter, der i hvert fald har betydning for bestemte personer. Sådanne retsakter har nemlig adressater og kan forkyndes for disse. Det fremgår imidlertid af den appellerede doms præmis 28 til 30, at Retten sidestiller ændringen af bilag III med en generel almengyldig retsakt, der er vedtaget for at regulere retten til pension for samtlige nuværende og kommende medlemmer, der ikke er dækket af en endelig ordning finansieret af deres medlemsstat. Retten har således begået en retlig fejl ved derefter i den appellerede doms præmis 75 ff. at anse ændringen af bilag III for en individuel forvaltningsakt, der krævede personlig meddelelse med modtagelsesbevis.
65. Med hensyn til Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos reference til sagen om et parlamentsmedlem, der, som det fremgår af Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1998, havde modtaget skriftlig meddelelse om afgørelsen fra 1995 både i Parlamentet og på sin bopæl, har Parlamentet anført, at dette tilfælde var forskelligt fra Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos tilfælde, og at den omstændighed, at Parlamentet i en given sag har givet skriftlig meddelelse om en retsakt både i Parlamentet og på den pågældendes bopæl, ikke betyder, at der består en retlig forpligtelse til at gå frem på denne måde i alle tilfælde, eller at god forvaltningsskik nødvendigvis kræver flere meddelelsesmåder.
66. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har understreget, at Parlamentets udtalelser indeholder modsigelser, idet Parlamentet dels hævder, at sagsøgerne alene kan anfægte afgørelsen af 13. september 1995, dels at denne afgørelse skal anses for en generel almengyldig retsakt, der skal regulere retten til pension for samtlige nuværende og kommende medlemmer, endda medlemmerne fra de kommende medlemsstater af Den Europæiske Union. Afgørelsen har nemlig en så generel rækkevidde, at det ville være vanskeligt at hævde, at to parlamentsmedlemmer kunne anfægte den i henhold til artikel 230 EF.
67. Endvidere har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando anført, at selv om afgørelsen fra 1995 udgør en almengyldig retsakt, kræves der under alle omstændigheder en personlig meddelelse med modtagelsesbevis, når et sådant krav fremgår af selve ordlyden af artikel 27, stk. 1, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer.
68. Endelig har de to parlamentsmedlemmer henvist til et parlamentsmedlem, der havde undladt rettidigt at indgive en ansøgning om tilslutning til den supplerende pensionsordning, og som i 1997, efter at Parlamentets forvaltning havde afvist hans (for sene) ansøgning, havde indgivet klage til ombudsmanden mod Parlamentet over dårlig forvaltning. Parlamentets Juridiske Tjeneste havde i denne sag svaret, at klagerens påstand om, at han ikke var blevet behørigt underrettet om de ændringer, der var sket i den supplerende pensionsordning – ændringer, der som i denne sag bestod i at lade muligheden for at blive omfattet af pensionsordningen afhænge af, at der blev fremsat en ansøgning inden for en frist på seks måneder – ikke var berettiget, idet medlemmet havde »modtaget skriftlig meddelelse herom både i Parlamentet og på sin bopæl«. Efterfølgende havde ombudsmanden forkastet klagen under henvisning til, at denne dobbelte mulighed for at få kendskab til fristen for indgivelse af ansøgning i tilstrækkelig grad beskyttede såvel medlemmet som hensynet til god forvaltning. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando er overraskede over, at der ikke i nærværende sag blev benyttet en lignende metode til at give meddelelse om ændringerne af bilag III.
b) Vurdering
69. Med de nævnte to argumenter har Parlamentet anfægtet henholdsvis den appellerede doms præmis 75 og præmis 76, hvori Retten begrunder sin udtalelse om, at der burde have været givet personlig meddelelse med modtagelsesbevis til de pågældende medlemmer om afgørelsen fra 1995.
70. Præmis 75 er affattet således:
»For at opfylde de krav, der følger af retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik, mener Retten, at Parlamentet under hensyn til artikel 27, stk. 1, i regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer burde have informeret de berørte medlemmer om ændringen af bilag III ved personlig meddelelse med modtagelses[bevis].«
71. Som Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando finder jeg, at Retten ikke har begået nogen retlig fejl ved at ræsonnere på denne måde.
72. Ved regulativets artikel 27, stk. 1, at bestemme, at »medlemmerne […] ved begyndelsen af deres mandatperiode [fra generalsekretæren] [modtager] en kopi af dette regulativ, og de anerkender skriftligt modtagelsen heraf«, har Parlamentet vist, at det tillagde det stor betydning, at medlemmerne havde nøje kendskab til deres rettigheder.
73. Ændringen i 1995 havde væsentlig betydning, da en overskridelse af fristen på seks måneder kunne have en ikke ubetydelig indflydelse på medlemmernes pensionsrettigheder, således som disse fulgte af den tidligere version af regulativet.
74. Herefter burde god forvaltningsskik, omsorgspligten samt på en vis måde princippet om formel parallelitet have foranlediget Parlamentet til at anlægge en vid fortolkning af artikel 27, stk. 1, og at antage, at denne i det mindste dækkede de ændringer, hvis tilsidesættelse kunne medføre negative konsekvenser for medlemmerne.
75. Retten antog derfor med føje, at parlamentsmedlemmernes opmærksomhed burde have været henledt på den nyligt indførte frist ved en personlig meddelelse med modtagelsesbevis.
76. Med hensyn til den appellerede doms præmis 76 deler jeg til gengæld ikke Rettens opfattelse.
77. I præmis 76 hedder det:
»Kun på denne måde kunne Parlamentet have iagttaget Fællesskabets retsinstansers retspraksis, hvorefter det kræves, at enhver retsakt, der udstedes af institutionerne, og som har retsvirkninger, er klar og præcis og bringes til den pågældendes kundskab på en sådan måde, at denne med sikkerhed kender det tidspunkt, hvor den omhandlede retsakt foreligger, og fra hvilket den har retsvirkninger (jf. Rettens dom af 7.2.1991, forenede sager T-18/89 og T-24/89, Tagaras mod Domstolen, Sml. II, s. 53, præmis 40. Se tillige Domstolens dom af 23.9.1986, sag 5/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 2585, præmis 39)« 5 –Min fremhævelse..
78. Begrebet »retsakt, der udstedes af institutionerne, og som har retsvirkninger«, er imidlertid flertydigt med hensyn til de henvisninger til retspraksis, der findes i dette afsnit af den appellerede dom.
79. I den ovennævnte dom i sagen Taragas mod Domstolen var der spørgsmål om bekendtgørelsen af en beslutning om udnævnelse af en tjenestemand, hvilken beslutning efter selve sin art er en individuel beslutning. Som Parlamentet med rette har anført, har Retten i den appellerede doms præmis 30 udtalt, at afgørelsen fra 1995 netop ikke var en sådan beslutning. Rettens begrundelse i præmis 76 er således ikke korrekt.
80. Til gengæld var der i ovennævnte dom i sagen AKZO Chemie mod Kommissionen tale om bekendtgørelse af beslutninger om bemyndigelse af medlemmer af Kommissionen, beslutninger der slet og ret som afgørelsen fra 1995 er generelle retsakter. I den passage, som Retten har citeret, henviste Domstolen alene til nødvendigheden af at bekendtgøre bemyndigelsesbeslutninger og slet ikke til nogen form for forpligtelse til at give individuel meddelelse herom.
81. For så vidt Rettens begrundelse i den appellerede doms præmis 76 skal finde anvendelse på generelle retsakter, er den derfor fejlagtig. Det er altså ikke muligt af den ovennævnte dom i sagen AKZO Chemie mod Kommissionen at udlede en forpligtelse til at give individuel meddelelse om normative retsakter, en forpligtelse det i øvrigt i flertallet af tilfælde ville være umuligt at gennemføre i praksis.
82. Uanset den appellerede doms præmis 76 er jeg imidlertid af ovennævnte grunde af den opfattelse, at Retten med føje fastslog, at afgørelsen fra 1995 burde have været meddelt individuelt.
83. Jeg foreslår således, at første del af tredje anbringende forkastes.
2. Tredje anbringendes anden del vedrørende måden, hvorpå kendskabet til afgørelsen fra 1995 opnåedes
a) Parternes argumenter
i) Parlamentets første argument
84. Parlamentet har bestridt udtalelsen i den appellerede doms præmis 77, hvorefter – i mangel af en individuel meddelelse med modtagelsesbevis – »[…] en frist, som er fastsat for indgivelse af en ansøgning i henhold til en retsakt, der tillægger pensionsrettigheder af den type, der er genstand for nærværende søgsmål, i henhold til praksis ved Fællesskabets retsinstanser først [kan] begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor den berørte person – efter at have fået kendskab til retsaktens eksistens – inden for en rimelig frist skaffede sig kendskab til retsaktens indhold«. Efter Parlamentets opfattelse kan denne regel, som Retten tidligere har formuleret med henblik på forholdet mellem institutionerne og deres ansatte, ikke overføres på forholdet mellem en institution og dens medlemmer. Mens tjenestemænd befinder sig i et underordnelsesforhold til den institution, hvorved de er ansat, således at ansættelsesmyndighedens retsakter, der vedrører dem, ikke får virkninger, så længe tjenestemændene ikke har fået et nøjagtigt kendskab hertil inden for en rimelig frist, er medlemmernes retsstilling helt anderledes.
85. Dels befinder medlemmerne sig nemlig ikke i noget underordnelsesforhold til institutionen, de er selv medlemmer af den. Følgelig deltager medlemmerne – for så vidt angår Præsidiet også indirekte – i udformningen af institutionens vilje, og der kan ikke være tale om nogen form for underordnelsesforhold mellem medlemmerne og institutionen.
86. Dels er den rimelige frist, inden for hvilken medlemmerne, der er del af den institution, som er ophavsmand til retsakten, fra at have kendskab til retsaktens eksistens kan have fået nøjagtigt kendskab til dens indhold – det kendskab, der skaber retsvirkninger – særlig kort og kan i intet tilfælde overstige en frist på en måned.
87. Hvad først angår Parlamentets bemærkninger om, at de regler, Retten har opstillet med henblik på forholdet mellem en institution og dens ansatte, ikke kan overføres til forholdet mellem en institution og dens medlemmer, har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando anført, at det ikke er det organisatoriske forhold mellem en person og en institution, som afgør, hvilke regler der særligt skal finde anvendelse på et ansættelsesforhold. Tværtimod må man foretage en undersøgelse fra sag til sag og herved tage skyldigt hensyn til, hvilket område der er tale om. I dette tilfælde, der angår problemer vedrørende medlemmernes pensionsordning, er det ubestrideligt, at forholdet mellem Parlamentet og dets (tidligere) medlemmer er af rent administrativ karakter og intet har at gøre med disse medlemmers politiske mandat. Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos sag for Retten bør derfor bedømmes på samme måde som enhver anden sag anlagt mod institutionerne af en af deres ansatte.
88. Med hensyn til Parlamentets bemærkninger om, at den rimelige frist, inden for hvilken medlemmerne fra at have kendskab til en retsakts eksistens bør have fået nøjagtigt kendskab til dens indhold, i intet tilfælde kan overstige en måned, har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando anført, at denne frist ikke kan kvantificeres på abstrakt og matematisk vis, men må vurderes fra sag til sag efter forholdets omstændigheder og på grundlag af, at den sagsoplysning, der skete i første instans. Denne kvantificering henhører alene under Rettens kompetence, da denne alene kan bedømme beviserne, og kvantificeringen som sådan kan dermed ikke være genstand for appel.
ii) Parlamentets andet argument
89. Parlamentet har rejst indsigelse over for Rettens udtalelse i den appellerede doms præmis 78, hvori det hedder: »Sagsøgerne har ikke bestridt, at de fik kendskab til eksistensen af ændringen af bilag III i løbet af de første måneder af 1998. Parlamentet har imidlertid ikke bevist, at de fik nøjagtigt kendskab til ændringsretsakten tidligere end seks måneder før indgivelsen af ansøgningen den 19. november 1998. Desuden viser de faktiske omstændigheder i denne sag, at nøjagtigt kendskab blev erhvervet inden for rimelig frist.«
90. For det første kan erhvervelse af »nøjagtigt« kendskab ikke i dette tilfælde sondres fra »simpelt« kendskab, idet ændringen af bilag III var klar og præcis. Ændringen indebar blot, at en ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning, der hidtil havde haft tilbagevirkende kraft i alle tilfælde, efter nævnte ændring kun bibeholdt en sådan virkning i seks måneder efter ændringen eller efter omstændighederne efter begyndelsen af et medlems mandat. Spørgsmålet er under disse omstændigheder, hvad der er den nøjagtige mening med de to adjektiver, der kvalificerer de forskellige grader af kendskab til en retsakt, der er så enkel som den foreliggende, og navnlig om indholdet af et »simpelt« kendskab, der efter Rettens opfattelse ikke kan bevirke, at søgsmålsfristerne løber.
91. For det andet har Retten begået en procesretlig fejl ved at vende bevisbyrden om og kræve af Parlamentet, at det beviser, at det simple kendskab til ændringen af bilag III, som sagsøgerne har erkendt, er blevet et »nøjagtigt« kendskab til ændringen mere end seks måneder før næstformændenes skrivelse, som af Retten blev anset for en ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning.
92. Da det faktiske kendskab til ændringen af bilag III var blevet fastslået under retsforhandlingerne, påhvilede det de pågældende to medlemmer – og ikke Parlamentet – at bevise, at det simple kendskab til eksistensen af den nævnte ændring ikke var tilstrækkeligt til at få fristen for ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning til at løbe. Dette fremgår navnlig af dommen i sagen Michel mod Parlamentet (6) . Hvis Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando således ville drage fordel af sondringen mellem simpelt kendskab og nøjagtigt (eller tilstrækkeligt) kendskab til fristen, der først løb fra sidstnævnte tidspunkt, måtte de forklare, hvad de præcis havde brug for at vide, før de indgav deres ansøgning om tilslutning, som i det foreliggende tilfælde aldrig blev indgivet.
93. I dommens præmis 78 har Retten ifølge Parlamentet bortset fra konsekvenserne af sagsøgernes oplysninger givet under den skriftlige og den mundtlige forhandling om, at de fik kendskab til ændringen af bilag III »senest i løbet af de første måneder i 1998«. Parlamentet har herved henvist til, at ændringens tekst blev tilsendt medlemmerne ved meddelelse nr. 25/95 af 28. september 1995 og via referatet af Præsidiets møde den 13. september 1995, som i henhold til Parlamentets forretningsordens artikel 28, stk. 1, skal uddeles til samtlige medlemmer på Den Europæiske Unions officielle sprog.
94. Ændringen blev i øvrigt bragt til medlemmernes kundskab derved, at den – i overensstemmelse med de almindelige procedurer for formidling af interne regler af generel karakter til samtlige medlemmer af Parlamentet – blev udleveret dem som en konsolideret udgave af regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer, hvilken tekst blev offentliggjort i marts 1996 og i september 1997.
95. Endelig modtog Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando hver måned på deres udtrykkelige anmodning en oversigt over deres omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser. I sådanne oversigter nævnes altid de fradrag, som Parlamentets administration har foretaget i det beløb, som udbetales til medlemmerne, samt i påkommende tilfælde de beløb, der skyldes efter tilslutningen til den foreløbige pensionsordning og andre pensionsordninger. Det var således let for de pågældende medlemmer at kontrollere, om de var eller ikke var omfattet af en pensionsordning.
96. Med hensyn for det første til Parlamentets argument om, at der ikke i det foreliggende tilfælde skal sondres mellem »nøjagtigt« kendskab og simpelt kendskab til ændringen af bilag III, har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando anført, at Parlamentets udtalelser er selvmodsigende. Parlamentet forkaster tilsyneladende her eksistensen af en sådan sondring mellem de to begreber, som det tidligere har accepteret, idet det gjorde gældende, at den rimelige frist, inden for hvilken medlemmerne fra at have kendskab til retsaktens eksistens må have fået nøjagtigt kendskab til dens indhold, ikke kan overstige en måned.
97. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har endvidere anført, at det – i modsætning til det af Parlamentet anførte under appellen – ikke er i forbindelse med nærværende sag, at Retten har introduceret betingelsen om »nøjagtigt kendskab« til retsakten, for at seksmånedersfristen for at indgive ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning begynder at løbe. Denne betingelse samt sondringen mellem kendskabet til en retsakts eksistens og kendskabet til dens nøjagtige indhold har sit grundlag i Domstolens og Rettens faste praksis, navnlig dommen i sagen La Pietra mod Kommissionen.
98. Efter Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlandos opfattelse følger det navnlig af sidstnævnte doms præmis 30, at en person, som uden at have begået nogen fejl ikke har kunnet indgive den fornødne ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning inden for fristen på seks måneder, kan anses for at have udvist den fornødne omhu, hvis han efter at være blevet bekendt med eksistensen af den retsakt, hvorved fristen indførtes, a) henvender sig til den kompetente afdeling, eventuelt blot mundtligt, for at få nøjagtigt kendskab til indholdet af og begrundelse for den pågældende retsakt, og b) derpå inden for seks måneder indgiver den pågældende ansøgning om tilslutning. I denne sag har Retten antaget, at ovennævnte faser a) og b) påfulgte mellem februar og november 1998, inden for en frist, der var i overensstemmelse med den ovenfor citerede retspraksis. Parlamentets anbringende skal således afvises, i det omfang der herved gøres forsøg på for Domstolen at rejse tvivl om Rettens suveræne bedømmelse af faktum.
99. Med hensyn til Parlamentets argument om, at Retten har begået en procedurefejl ved at vende bevisbyrden om og kræve af Parlamentet, at det beviser, at det simple kendskab til ændringen af bilag III er blevet et »nøjagtigt« kendskab til ændringen mere end seks måneder før næstformændenes skrivelse, har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando anført dels, at spørgsmålet om bevisbyrden henhører under sagens materielle indhold og er ikke formelt, hvorfor det ikke kan indebære en »procedurefejl«, dels, at det følger af Domstolens og Rettens ovenfor citerede praksis, at det er den pågældende institution, der skal bevise, at en bestemt foranstaltnings adressat faktisk har opnået kendskab til denne.
100. Hvad endelig angår Parlamentets argument om, at de hver måned på deres udtrykkelige anmodning modtog en oversigt over deres omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser, og at gennemgangen heraf gjorde det muligt for dem straks at kontrollere, om der var sket fradrag af bidrag til den foreløbige pensionsordning, har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando anført, at argumentet må afvises, idet det udgør et nyt forsøg fra Parlamentets side på for Domstolen at bestride Rettens suveræne bedømmelse af faktum.
101. De har ligeledes anført, at dette argument under alle omstændigheder ikke er holdbart, idet de månedlige oversigter ikke er ens for henholdsvis tjenestemænd og medlemmer. For de førstnævntes vedkommende er nemlig tallet »nul« anført på de pågældende oversigter, når der med hensyn til en given rubrik ikke betales bidrag for den pågældende tjenestemand. Tjenestemændene kan således gøre sig bekendt med deres administrative situation med hensyn til denne lønningsrubrik, hvorfor manglende opmærksomhed fra deres side ikke kan undskyldes. For medlemmernes vedkommende er der på de månedlige oversigter anført et samlet beløb, hvorfor det ikke er muligt at konstatere eventuelle fradrag, og en manglende opmærksomhed kan derfor ikke bebrejdes dem.
b) Vurdering
102. Efter min opfattelse har Retten i den appellerede doms præmis 77 med føje henvist til sondringen mellem på den ene side kendskabet til en retsakts eksistens – i det foreliggende tilfælde afgørelsen fra 1995 – og på den anden side det nøjagtige kendskab hertil. Domstolen har nemlig i præmis 14 i dommen i sagen Dillinger Hüttenwerke mod Kommissionen (7) , hvortil Retten indirekte henviser i den appellerede doms præmis 77, fastslået følgende:
»[d]et fremgår af Domstolens praksis vedrørende EØF-traktatens artikel 173, stk. 3 (jf. dom af 5.3.1980, sag 76/79, Könecke, Sml. s. 665, og af 5.3.1986, sag 59/84, Tezi Textiel, Sml. s. 916), at er en retsakt hverken offentliggjort eller meddelt, skal den, som er bekendt med, at retsakten berører ham, selv inden for en rimelig frist begære retsaktens fuldstændige ordlyd meddelt. Bortset fra denne begrænsning løber søgsmålsfristen først fra det tidspunkt, da den berørte tredjemand erhverver et så nøjagtigt kendskab til retsaktens indhold og begrundelse, at han kan gøre brug af sin søgsmålsret« 8 –Jf. også dom af 6.12.1990, sag C-180/88, Wirtschaftsvereinigung Eisen- und Stahlindustrie mod Kommissionen, Sml. I, s. 4413, præmis 22, og af 19.2.1998, sag C-309/95, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 655, præmis 18, samt kendelse af 5.3.1993, sag C-102/92, Ferriere Acciarierie Sarde mod Kommissionen, Sml. I, s. 801, præmis 18..
103. Sondringen mellem de to former for kendskab har ikke som af Parlamentet hævdet kun betydning for tjenestemandssager, hvilket i øvrigt fremgår af ovennævnte dom i sagen Dillinger Hüttenwerke, der drejer sig om EKSF.
104. Til gengæld deler jeg Parlamentets opfattelse, som Parlamentet endnu en gang fremførte under retsmødet, og hvorefter Retten har anvendt Domstolens retspraksis og dermed også Rettens egen dom i sagen La Pietra mod Kommissionen, der følger denne retspraksis nøje, urigtigt, ved i den appellerede doms præmis 78 at antage, at det, da datoen for kendskabet til retsaktens eksistens var fastlagt, påhvilede Parlamentet at tilvejebringe beviset for det nøjagtige kendskab til retsakten.
105. Domstolen udtalte nemlig i den ovenfor citerede passage fra dommen i sagen Dillinger Hüttenwerke mod Kommissionen, at »[...] den, som er bekendt med, at retsakten berører ham, selv inden for en rimelig frist [skal] begære retsaktens fuldstændige ordlyd meddelt«. Men denne passage mangler helt i den appellerede dom.
106. Passagen er imidlertid væsentlig. Det ville nemlig være i strid med hensynet til retssikkerheden at anerkende, at en person, om hvem det er bevist, at personen har kendskab til eksistensen af en retsakt, der kan have retsvirkninger for den pågældende, kan påberåbe sig sin egen passivitet som grundlag for at hævde, at retsakten ikke kan gøres gældende imod ham.
107. Jeg er således af den opfattelse, at Retten har begået en retlig fejl ved, efter at have fastslået, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando havde fået kendskab til eksistensen af retsakten i løbet af de første måneder af 1998, ikke at have undersøgt spørgsmålet om, hvorvidt de havde opfyldt deres pligt til at anmode om afgørelsens tekst inden for en rimelig frist.
108. I stedet for har Retten blot i den appellerede doms præmis 78 pålagt Parlamentet at bevise, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando havde fået kendskab til indholdet af afgørelsen fra 1995 mere end seks måneder før indgivelsen af deres ansøgning. Da disse medlemmer havde pligt til at anmode om afgørelsens tekst inden for en rimelig frist, lå bevisbyrden efter min mening hos dem. Det påhvilede derfor dem at bevise, at de havde taget de nødvendige skridt inden for en rimelig frist.
109. Anden del af tredje anbringende kan således tages til følge, og jeg foreslår, at den appellerede dom ophæves for så vidt der i sagerne T-83/99 og T-84/99 ved dommen gives medhold i annullationssøgsmålet til prøvelse af Parlamentets afgørelser af 4. februar 1999, nr. 300762 og nr. 300763, om afslag på henholdsvis Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos ansøgning om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den foreløbige pensionsordning, som omhandlet i bilag III.
110. I henhold til artikel 54, stk. 1, andet punktum, i EF-statutten for Domstolen kan denne i tilfælde af ophævelse af Rettens afgørelse selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse. Dette er efter min opfattelse tilfældet.
111. Det står fast, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 78, havde kendskab til eksistensen af afgørelsen fra 1995 »i løbet af de første måneder af 1998«.
112. For så vidt angår deres kendskab til indholdet af afgørelsen fra 1995 kunne Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando, da de ved deres advokat blev udspurgt herom under retsmødet, ikke give nogen som helst forklaring, hverken om hvornår, eller om, hvorledes de fik kendskab til indholdet af afgørelsen fra 1995.
113. Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har således ikke godtgjort, at de, da de først kendte til eksistensen af afgørelsen fra 1995, faktisk anmodede om afgørelsens tekst inden for en rimelig frist. De kan derfor ikke påberåbe sig ovennævnte dom i sagen Dillinger Hüttenwerke mod Kommissionen, hvori med udtrykket »[b]ortset fra denne begrænsning« undtagelsen om, at søgsmålsfristen først løber fra det tidspunkt, da den berørte tredjemand erhverver et nøjagtigt kendskab til retsaktens indhold og begrundelse, betinges af, at tredjemanden, når han først har fået kendskab til den pågældende retsakts eksistens, udviser den omhu at anmode om dens tekst inden for en rimelig frist.
114. Det kan således ikke anerkendes, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando fik kendskab til indholdet af afgørelsen af 1995 en senere dato end den, hvorpå de ubestrideligt fik kendskab til eksistensen af denne retsakt.
115. Som Parlamentet har anført, fremgår det af sagen i øvrigt, at disse to former for kendskab ikke blev opnået på tidspunkter, der lå væsentligt adskilt fra hinanden i tid.
116. Jeg henviser herved til en passage i Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos duplik, hvori de gennemgår Parlamentets første anbringende under appellen, som lyder således:
»At hævde, som Parlamentet gør, at sagsøgerne ikke indgav formelle ansøgninger om tilslutning, og at de selv skulle have anerkendt dette, er ikke udtryk for en korrekt gengivelse af begivenhedernes forløb. En opmærksom gennemgang af sagen (se stævningernes punkt 8 og 9 og replikkens punkt 2 i sagerne T-83/99 og T-84/99, i den appellerede doms præmis 8, 21, 25 og 26 samt appelsvarskriftets punkt 18) viser klart, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando straks efter, at de i løbet af de første måneder af 1998 tilfældigt havde fået kendskab til ændringen af bilag III, havde anmodet, ganske vist mundtligt, den kompetente tjeneste i Parlamentet om at blive tilsluttet den foreløbige pensionsordning med tilbagevirkende kraft, og at denne tjeneste havde svaret dem, at dette ikke var muligt, idet seksmånedersfristen, der blev indført i 1995, var udløbet« 9 –Duplikkens punkt 13, litra d), første afsnit. Fremhævet i originalteksten bortset fra den del af sætningen, der hedder »straks efter [...] ændringen«, som er min fremhævelse..
117. Det fremgår altså ubestridt af det anførte, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando fik kendskab til indholdet af ændringen, »straks efter« at de var blevet klar over dens eksistens.
118. Svaret, der blev givet af Parlamentets tjenester, er nemlig helt i overensstemmelse med indholdet af afgørelsen fra 1995, der reelt ikke indeholder noget andet end fristen på seks måneder for opnåelse af ret til pension med tilbagevirkende kraft.
119. I denne forbindelse skal jeg erindre om, at nævnte afgørelse ikke indeholdt noget nyt, for så vidt angår nødvendigheden af at indgive en ansøgning for at blive tilsluttet den foreløbige pensionsordning. Dette krav fremgik allerede af den version af bilag III, der var gældende før vedtagelsen af afgørelsen fra 1995, som Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando ubestridt modtog med modtagelsesbevis, ved begyndelsen af deres mandater.
120. Det følger altså af det anførte, at det ikke kan antages, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando har indgivet deres ansøgning om tilslutning til den foreløbige pensionsordning inden for en frist af seks måneder efter at have opnået kendskab til afgørelsen fra 1995.
121. Da nemlig ansøgningen blev indgivet den 19. november 1998 gennem næstformændenes skrivelse, skulle kendskabet være opnået på en senere dato end den 19. maj 1998, for at ansøgningen kunne være indgivet endnu inden for fristen på seks måneder.
122. Som bekendt opnåedes dette kendskab, såvel med hensyn til eksistensen af afgørelsen fra 1995 som med hensyn til dens indhold – senest – i løbet af de første måneder af 1998, altså månederne januar, februar eller endog marts, men ikke maj måned.
123. Det var således med rette, at Parlamentet ved sine afgørelser af 4. februar 1999 forkastede Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos ansøgninger. Jeg foreslår som følge heraf, at Parlamentet frifindes for annullationssøgsmålet til prøvelse af disse afgørelser.
D – Sagens omkostninger
1. Parternes argumenter
124. Såfremt Domstolen skulle tage appellen helt eller delvis til følge, har Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando nedlagt påstand om, at der under alle omstændigheder sker afvisning af Parlamentets påstand, hvorefter sagsøgerne dømmes til at betale »samtlige omkostninger for Retten og for Domstolen [...]«. Efter deres opfattelse er der tale om en påstand, der er fremsat første gang under appellen, hvilket er forbudt efter Domstolens procesreglements artikel 113, stk. 1, andet led. De har herved anført, at Parlamentet ikke havde nedlagt særskilt påstand i første instans om domfældelse af sagsøgerne, men alene havde opfordret Retten til at træffe »afgørelse om sagens omkostninger efter de gældende regler«. I henhold til Rettens procesreglements artikel 87, stk. 2, første punktum, hvorefter det »[kun] pålægges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt [udtrykkelig] påstand herom«, skulle Parlamentet således have båret sine egne omkostninger, hvis det havde fået medhold i første instans. Påstanden, der er fremsat under appellen, om, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando pålægges at betale samtlige omkostninger i forbindelse med sagen for Retten i Første Instans, er derfor en ny påstand, der bør afvises.
125. Parlamentet har anført, at dets påstand om dom over sagsøgerne til betaling af samtlige omkostninger i forbindelse med sagerne for Retten ikke er fremsat første gang under appellen, men allerede var formuleret, med andre ord, for Retten. Det bedste bevis herpå er, at Retten i sag T-85/99 har fortolket påstanden korrekt og pålagt Gastone Parigi at bære sine egne omkostninger samt betale Parlamentets omkostninger.
2. Vurdering
126. Det er rigtigt, som Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando med rette har anført, at en påstand om, at der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter de gældende regler, ikke kan sidestilles med en påstand om, at modparten pålægges at betale sagsomkostningerne. Domstolen fastslog dette udtrykkeligt i dommen i sagen Lestelle mod Kommissionen (10) .
127. Jeg er alligevel af den opfattelse, at den omstændighed, at Parlamentet for Retten nedlagde påstand om, at der blev truffet afgørelse om sagens omkostninger efter de gældende regler, ikke binder Domstolen i dens afgørelse under appellen af spørgsmålet om fordelingen af sagsomkostningerne, herunder dem, der vedrører sagen for Retten.
128. Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos argumentation er nemlig støttet på procesreglementets artikel 113, stk. 1, første punktum, men sagsomkostningerne reguleres af procesreglementets artikel 122 og med forbehold af denne bestemmelse af artikel 69 til 75, der i medfør af procesreglementets artikel 118 finder anvendelse på appelsagen.
129. Disse bestemmelser gør imidlertid ikke Domstolens kompetence med hensyn til sagsomkostninger betinget af, om en part har eller ikke har nedlagt påstand herom for Retten.
130. Det hedder nemlig i artikel 122, stk. 1, generelt, at: »[...] såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagens omkostninger«.
131. Hertil kommer, at det ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando efter min opfattelse bør tabe sagerne T-83/99 og T-84/99 samt nærværende appelsag, og da Parlamentet for Domstolen har nedlagt påstand om, at de pålægges at betale omkostningerne for de to instanser, er der ingen grund til ikke at give Parlamentet medhold i dets påstande. Jeg foreslår derfor, at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando pålægges at betale samtlige omkostninger for de to instanser.
VI – Gennemgang af kontraappellen
A – Parternes argumenter
132. Under sin kontraappel har Gastone Parigi nedlagt påstand om ophævelse af punkt 4 i den appellerede doms konklusion for så vidt han herved pålægges ud over sine egne at betale Parlamentets omkostninger i sag T-85/99. Han har herved fremført følgende tre argumenter.
133. For det første har Retten tilsidesat sit procesreglements artikel 87, stk. 2, første afsnit, ved i den appellerede doms præmis 81, tredje punktum, at bestemme, at Gastone Parigi har tabt sagen og derfor bør pålægges at betale Parlamentets omkostninger »i henhold til sidstnævntes påstand herom«. Efter hans opfattelse har Parlamentet i svarskriftet og i duplikken faktisk aldrig opfordret Retten til at pålægge ham omkostninger, men alene at træffe »afgørelse om sagens omkostninger efter de gældende regler«.
134. For det andet har Retten tilsidesat sit procesreglements artikel 88, i henhold til hvilken bestemmelse »institutionerne selv [bærer] deres egne omkostninger […] [i] tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte«. Efter Gastone Parigis opfattelse burde sagen for Retten nemlig anses for et søgsmål anlagt af en fællesskabsansat mod en af Fællesskabets institutioner, da søgsmålet ikke angik et spørgsmål, der var knyttet til det politiske mandat, han er indehaver af, men en rent administrativ beslutning truffet af Kvæstorkollegiet angående alderspension. Selv om han tabte, kunne Parlamentets omkostninger således aldrig være pålagt ham.
135. Hvad endelig angår forbuddet i artikel 51, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen mod appel alene til forandring af afgørelser om sagsomkostninger eller disses størrelse har Gastone Parigi anført, at denne regel skal fortolkes således, at den alene forpligter Domstolen til at afvise appeller, der tager sigte på at anfægte Rettens afgørelse om sagsomkostninger, efter at den har bedømt det faktum, der er forelagt den. I det foreliggende tilfælde derimod henleder kontraappellen opmærksomheden på en åbenbar fejl, som Retten har begået vedrørende en faktisk omstændighed – påstanden om domfældelse – hvis eksistens Retten fejlagtigt har konstateret, og som følgelig har resulteret i en retlig fejl. Da Gastone Parigi således anser sig for fejlagtigt dømt, har han anmodet Domstolen om at admittere kontraappellen og give ham medhold.
136. Parlamentet har for det første bestridt den måde, hvorpå Gastone Parigi har kvalificeret sin appel. Efter Parlamentets opfattelse fremgår det nemlig af en gennemgang af såvel de bestemmelser, Gastone Parigi har påberåbt sig, som af selve indholdet af hans »svarskrift«, at der ikke så meget er tale om en »kontraappel« af Rettens dom, men en selvstændig appel heraf, der er iværksat efter fristen. Parlamentet har herved anført, at artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, hvortil Gastone Parigi har henvist, ikke er anvendelig på kontraappellen, mens artikel 115, stk. 1, i Domstolens procesreglement angår et appelsvarskrift og ikke et processkrift, der indeholder en »kontraappel«. Tilsvarende angår procesreglementets artikel 116, stk. 1, første led, hel eller delvis forkastelse af appellen, eller at den afgørelse truffet af Retten, der er genstand for appellen, helt eller delvis ophæves. I det foreliggende tilfælde kan påstandene i appelsvarskriftet således kun dreje sig om Rettens dom vedrørende sagerne T-83/99 og T-84/99, som angår Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando.
137. Parlamentet har for det andet anført, at selv om procesreglements artikel 116, stk. 1, andet led, angår helt eller delvis opretholdelse af de påstande, der er nedlagt i første instans, idet nye påstande ikke kan nedlægges, tillader bestemmelsen i intet tilfælde, at fristen i artikel 49, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen forlænges. I det foreliggende tilfælde har Gastone Parigi iværksat appel længe efter den legale frist på to måneder fra forkyndelsen af den appellerede dom.
138. Parlamentet har afslutningsvis anført, at hvis Gastone Parigis processkrift skal tages i betragtning, skal det under alle omstændigheder afvises, idet det strider mod artikel 51, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen, hvorefter »[a]ppel ikke [kan] iværksættes alene til forandring af afgørelser om sagsomkostningerne eller om disses størrelse. Parlamentet afviser herved den »misvisende« fortolkning, Gastone Parigi har givet af denne bestemmelse i sit processkrift.
B – Vurdering
139. Det er tilstrækkeligt at konstatere, at Gastone Parigis kontraappel alene har til formål at anfægte Rettens omkostningsafgørelse i sag T-85/99.
140. Som Parlamentet med rette har anført, kan efter artikel 51, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen en appel ikke kun dreje sig om sagsomkostningernes fordeling eller størrelse. Denne bestemmelse er klar, og – modsat det af Gastone Parigi anførte – indeholder den ikke hjemmel til at gøre undtagelse alt efter karakteren af den fejl, som Retten skulle have begået ved sin afgørelse af sagens omkostninger.
141. Jeg foreslår derfor, at kontraappellen afvises, og at Gastone Parigi pålægges at betale omkostningerne i forbindelse med kontraappellen.
142. Jeg skal yderligere for fuldstændighedens skyld tilføje, at jeg ikke kan tiltræde Gastone Parigis argument om, at hans søgsmål bør anses for en sag anlagt af en af Fællesskabets ansatte mod en af dens institutioner, og at Retten derfor burde have bragt artikel 88 i Rettens procesreglement i anvendelse.
143. Det er rigtigt, som det fremgår af dommen i sagen Kontogeorgis mod Kommissionen (11) , hvortil Gastone Parigi henviser, at et medlem af en institution kan anlægge sag mod institutionen i medfør af artikel 236 EF.
144. For at et sådant søgsmål kan admitteres, er det imidlertid et krav, at der forud er gennemført den administrative procedure, der er fastsat i artikel 90 og 91 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (12) .
145. Da Gastone Parigi ikke, og i øvrigt heller ikke Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando – i modsætning til Georgios Kontogeorgis (13) – har fulgt denne procedure, kan deres søgsmål ikke anses for en sag anlagt i henhold til artikel 236 EF. Det skal derimod anses for et søgsmål i henhold til artikel 230 EF, der også kan benyttes af medlemmerne af en institution (14) .
VII – Forslag til afgørelse
146. Under henvisning til det anførte foreslår jeg:
– ophævelse af dom afsagt den 26. oktober 2000 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Fjerde Afdeling) i sagen Ripa di Meana m.fl. mod Parlamentet (forenede sager T-83/99 – T-85/99), for så vidt der i sagerne T-83/99 og T-84/99 ved dommen er sket annullation af Europa-Parlamentets afgørelser af 4. februar 1999, nr. 300762 og nr. 300763, om afslag på henholdsvis Carlo Ripa di Meanas og Leoluca Orlandos ansøgning om anvendelse med tilbagevirkende kraft af den foreløbige pensionsordning, som omhandlet i bilag III til regulativ om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer
– frifindelse af Parlamentet i annullationssøgsmålet i sagerne T-83/99 og T-84/99
– afvisning af den af Gastone Parigi iværksatte kontraappel
– at Carlo Ripa di Meana og Leoluca Orlando pålægges at bære deres egne omkostninger samt betale Parlamentets omkostninger i sagerne T-83/99 og T-84/99 samt til at bære deres egne omkostninger samt betale Parlamentets omkostninger i forbindelse med hovedappellen
– at Gastone Parigi pålægges at bære sine egne omkostninger samt betale Parlamentets omkostninger i forbindelse med kontraappellen.
1 – Originalsprog: fransk.
2 – Forenede sager T-83/99 – T-85/99, Sml. II, s. 3493.
3 – Min fremhævelse.
4 – Dom af 23.3.1993, sag C-314/91, Sml. I, s. 1093.
5 – Min fremhævelse.
6 – Dom af 26.11.1981, sag 195/80, Sml. s. 2861.
7 – Dom af 6.7.1988, sag 236/86, Sml. s. 3761.
8 – Jf. også dom af 6.12.1990, sag C-180/88, Wirtschaftsvereinigung Eisen- und Stahlindustrie mod Kommissionen, Sml. I, s. 4413, præmis 22, og af 19.2.1998, sag C-309/95, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 655, præmis 18, samt kendelse af 5.3.1993, sag C-102/92, Ferriere Acciarierie Sarde mod Kommissionen, Sml. I, s. 801, præmis 18.
9 – Duplikkens punkt 13, litra d), første afsnit. Fremhævet i originalteksten bortset fra den del af sætningen, der hedder »straks efter [...] ændringen«, som er min fremhævelse.
10 – Dom af 9.6.1992, sag C-30/91 P, Sml. I, s. 3755, præmis 38.
11 – Dom af 12.12.1989, sag C-163/88, Sml. s. 4189.
12 – Jf. navnlig dom af 27.6.1989, sag 200/87, Giordani mod Kommissionen, Sml. s. 1877, præmis 22.
13 – Jf. generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i sagen Kontogeorgis mod Kommissionen, punkt 7.
14 – Jf. f.eks. dom af 17.5.1994, sag C-416/92, H mod Revisionsretten, Sml. I, s. 1741, og særligt generaladvokat Lenz’ forslag til afgørelse i denne sag, punkt 31.
Full & Egal Universal Law Academy