Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Statsstøtte - generel støtteordning godkendt af Kommissionen - individuel støtteforanstaltning, der angives at være omfattet af godkendelsen - Kommissionens undersøgelse - manglende overholdelse af betingelserne i godkendelsesbeslutningen - anvendelse af ordningen for ny støtte
(Art. 88, stk. 1-3, EF)
2. Statsstøtte - forbud - undtagelser - kriterier for undtagelse - enhver støtte, der ikke overholder disse kriterier, er uforenelig med fællesmarkedet - Kommissionens opgave - efterprøvelse af overholdelsen af kriterierne for undtagelse
[Art. 87, stk. 1, og art. 87, stk. 3, litra e), EF]
Sammendrag
1. De særlige regler om fremgangsmåden, der er fastsat i artikel 88 EF, og som fastlægger Kommissionens løbende undersøgelse og kontrol af statsstøtte, er forskellige, alt efter om det drejer sig om eksisterende støtteordninger eller nye støtteordninger. Mens eksisterende støtteordninger er omhandlet i artikel 88, stk. 1 og 2, EF, reguleres nye støtteordninger af artikel 88, stk. 2 og 3, EF.
Når Kommissionen fastslår, at støtte, som hævdes at være ydet i medfør af en tidligere godkendt støtteordning, ikke opfylder betingelserne i dens beslutning om at godkende støtteordningen og derfor ikke er omfattet af denne, må støtten betragtes som en ny støtte.
Såfremt medlemsstaten ved ydelse af støtte i henhold til en tidligere godkendt ordning ikke overholder de betingelser, som Kommissionen har knyttet til sin beslutning om at godkende den nævnte ordning, er Kommissionen forpligtet til at indlede den særlige fremgangsmåde, der omhandles i artikel 88, stk. 2, første afsnit, EF, idet den betalte støtte er en ny støtte.
( jf. præmis 22-25 )
2. Når statsstøtte omfattes af en undtagelsesordning vedtaget i henhold til artikel 87, stk. 3, litra e), EF, er denne støtte i princippet fra starten uforenelig med fællesmarkedet og anses kun for forenelig med fællesmarkedet, såfremt den overholder de i beslutningen om godkendelse af denne ordning indeholdte undtagelseskriterier.
Følgelig forholder det sig således, at når Kommissionen fastslår, at støtte, der er godkendt inden for rammerne af den nævnte ordning, ikke længere omfattes af denne, er den ikke forpligtet til at foretage en ny kontrol af støttens forenelighed i forhold til de i artikel 87, stk. 1, EF omhandlede kriterier og undersøge, om den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og medfører konkurrencefordrejning.
( jf. præmis 47 og 48 )
Parter
I sag C-36/00,
Kongeriget Spanien ved S. Ortiz Vaamonde, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Guerra Fernández og K.-D. Borchardt, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2000/131/EF af 26. oktober 1999 om Spaniens statsstøtte til statsejede skibsværfter (EFT 2000 L 37, s. 22),
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, F. Macken (refererende dommer), og dommerne C. Gulmann, R. Schintgen, V. Skouris og J.N. Cunha Rodrigues,
generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: afdelingschef D. Louterman-Hubeau,
på grundlag af den refererende dommers rapport,
efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 31. maj 2001,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 11. oktober 2001,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. februar 2000 har Kongeriget Spanien i henhold til artikel 230, stk. 1, EF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2000/131/EF af 26. oktober 1999 om Spaniens statsstøtte til statsejede skibsværfter (EFT 2000 L 37, s. 22, herefter »den anfægtede beslutning«).
Relevante bestemmelser
2 Rådets direktiv 90/684/EØF af 21. december 1990 om støtte til skibsbygningsindustrien (EFT L 380, s. 27), hvis anvendelse blev forlænget vedRådets forordning (EF) nr. 3094/95 af 22. december 1995 om støtte til skibsbygningsindustrien (EFT L 332, s. 1), fastsætter særlige regler, der finder anvendelse på støtte til denne sektor, og som udgør en undtagelse til det generelle forbud, der er fastlagt i artikel 87, stk. 1, EF.
3 Ved Rådets forordning (EF) nr. 1013/97 af 2. juni 1997 om støtte til bestemte skibsværfter, der er under omstrukturering (EFT L 148, s. 1), godkendte Rådet støtte til omstrukturering af skibsværfter i forskellige medlemsstater, herunder til de statsejede skibsværfter i Spanien.
4 Artikel 1 i forordning nr. 1013/97 bestemmer:
»1. Uanset bestemmelserne i forordning (EF) nr. 3094/95 kan Kommissionen erklære supplerende driftsstøtte til de i stk. 2, 3 og 4 i denne artikel nævnte skibsværfter, der er under omstrukturering, forenelig med fællesmarkedet, forudsat at støtten benyttes til de angivne formål og ikke overskrider de fastsatte beløb.
[...]
4. Støtte til omstrukturering af de statsejede værfter i Spanien kan erklæres forenelig med fællesmarkedet op til et beløb på 135 028 mio. ESP fordelt således:
- renter på op til 62 028 mio. ESP i 1988-1994 på lån optaget som erstatning for tidligere godkendt, men ikke udbetalt støtte
- skattemæssige fradrag i perioden 1995-1999 på op til 58 000 mio. ESP
- kapitaltilførsel i 1997 på op til 15 000 mio. ESP.
Alle andre bestemmelser i direktiv 90/684/EØF finder anvendelse på disse værfter.
Den spanske regering har indvilliget i at gennemføre en reel og endelig kapacitetsnedskæring på 30 000 kbt efter en tidsplan, der godkendes af Kommissionen, og under alle omstændigheder inden den 31. december 1997.«
5 I overensstemmelse med forordning nr. 1013/97 vedtog Kommissionen den 6. august 1997 en beslutning, der bl.a. godkender støtte til de statsejede skibsværfter i Spanien (herefter »godkendelsesbeslutningen«).
6 Efter en udveksling af korrespondance mellem de spanske myndigheder og Kommissionen og dennes indledning af den i EF-traktatens artikel 93, stk. 2 (nu artikel 88, stk. 2, EF), fastsatte undersøgelsesprocedure, vedtog Kommissionen den 26. oktober 1999 den anfægtede beslutning.
Faktiske omstændigheder
7 De faktiske omstændigheder, som de er beskrevet i punkt 6-9 i begrundelsen for den anfægtede beslutning, er som følger:
»(6) I henhold til sin beslutning fra august 1997 i statsstøttesag C 56/95 [EFT 1997 C 354, s. 2] godkendte Kommissionen statsstøtte på i alt maksimalt 229,008 mia. ESP til omstrukturering af de statsejede værfter i Spanien. Pakken af godkendt støtte omfattede »særlige« skattefradrag på op til 58 mia. ESP i perioden 1995-1999.
(7) Begrundelsen for, at de særlige skattefradrag blev taget med i støttepakken, var følgende: Da omstruktureringsplanen oprindeligt blev udformet, var værfterne stadig en del af INI-koncernen (Instituto Nacional de Industria), og de kunne via INI mindske deres tab efter skat med 28% ved at modregne tab i overskud andre steder i koncernen i overensstemmelse med gældende spansk lovgivning. I henhold til den finansieringsplan, der blev udarbejdet i forbindelse med omstruktureringen, forventedes det, at der fortsat ville være adgang til disse skattefradrag, skønt værfterne fra den 1. august 1995 var blevet en del af det statsejede holdingselskab Agencia Industrial del Estado (AIE), der var tabsgivende. Der blev således vedtaget en lov (lov nr. 13/96 af 30.12.1996, BOE nr. 315 af 31.12.1996, s. 38974), der gav selskaber i en sådan situation lov til indtil den 31. december 1999 at modtage midler fra staten svarende til de beløb, de ville have været berettiget til i henhold til et skattekonsolideringssystem. Med udgangspunkt i de forventede tab i henhold til omstruktureringsplanen skønnedes det, at disse skattefradrag for de statsejede skibsværfter ville beløbe sig til 58 mia. ESP [...]
(8) Den 1. september 1997 blev værfterne optaget i Sociedad Estatal de Participaciones Industriales (SEPI), der ligesom INI kan udnytte de generelle skattekonsolideringsregler til at modregne tab i overskud.
(9) Støttepakken blev godkendt på den betingelse, at såvel det samlede beløb som beløbene pr. støttekategori var maksimumsbeløb [...] Ifølge de oplysninger, som Kommissionen har modtaget som led i sin overvågning af omstruktureringsplanens gennemførelse, blev værfterne i 1998 tildelt et særligt skattefradrag på 18,451 mia. ESP, uanset at de i 1998 - som følge af deres optagelse i SEPI - også modtog skattefradrag for at kompensere for deres tab i 1997 i henhold til generelle foranstaltninger baseret på de generelle spanske skattekonsolideringsregler.«
8 Under disse omstændigheder nærede Kommissionen tvivl med hensyn til dels, om det særlige skattefradrag på 18,451 mia. ESP var i overensstemmelse med godkendelsesbeslutningen, dels om det var foreneligt med fællesmarkedet.
Den anfægtede beslutning
9 I punkt 57 i begrundelsen for den anfægtede beslutning konkluderer Kommissionen, at de statsejede værfter i Spanien har modtaget støtte i form af et særligt skattefradrag på 18,451 mia. ESP, der ikke var begrundet i lovgivningen. Kommissionen fastslår, at selv om det samlede loft for denne støtte ikke er blevet overskredet, udgjorde det nævnte beløb kun et maksimum. Inden for dette maksimum skulle støtten efter Kommissionens opfattelse kun stå i relation til det skattepligtige resultat og måtte kun ydes, hvis værfterne ikke kunne medtage skattefradrag i henhold til Spaniens generelle skattekonsolideringsregler (herefter »de generelle skattefradrag«). Der var for Kommissionen tale om en vigtig betingelse for godkendelsen af støtten og dermed for støttens forenelighed med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 3, litra e), EF.
10 I punkt 58 i begrundelsen for den anfægtede beslutning fandt Kommissionen, at det særlige skattefradrag på 18,451 mia. ESP, der blev ydet i 1998, under de i sagen foreliggende omstændigheder ikke længere var foreneligt med hverken artikel 87, stk. 3, litra e), EF eller med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, hvorfor den besluttede, at beløbet med tillæg af renter skulle tilbagebetales.
11 Den anfægtede beslutning blev meddelt Kongeriget Spanien den 2. december 1999.
Søgsmålet
12 Den spanske regering, der har gjort fire anbringender gældende til støtte for sit søgsmål, har nedlagt påstand om, at den anfægtede beslutning annulleres, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
13 Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse og om, at Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Første anbringende
Parternes argumenter
14 Med sit første anbringende har den spanske regering først og fremmest gjort gældende, at den anfægtede beslutning tilsidesætter artikel 88, stk. 1, EF derved, at den undlader at anvende denne bestemmelse. Ifølge regeringen var Kommissionen, da den fandt, at den i den anfægtede beslutning nævnte støtte var blevet uforenelig med fællesmarkedet, forpligtet til i overensstemmelse med denne bestemmelse at revurdere støtten som eksisterende støtte og ikke, som den gjorde, som ny støtte.
15 Herefter har den spanske regering gjort gældende, at den anfægtede beslutning er baseret på de spanske myndigheders påståede manglende overholdelse af en i godkendelsesbeslutningen fastsat betingelse, idet denne betingelse var, at skibsværfterne fortsatte med at være omfattet af en skatteordning, der ikke tillod værfterne at udnytte de generelle skattefradrag. Derfor skulle Kommissionen i stedet for at afvente, at de tidligere godkendte betalinger blev foretaget, inden indledningen af den i artikel 88, stk. 2, EF fastsatte fremgangsmåde have informeret de nationale myndigheder om denne såkaldte overtrædelse. Kommissionen har, da den ikke handlede på denne måde, tilsidesat retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik.
16 Endelig har Kommissionen ved at indtage det standpunkt, at den tidligere godkendte støtte i form af de særlige skattefradrag fra det tidspunkt, hvor skibsværfterne på ny kunne udnytte de generelle skattefradrag, var blevet uforenelig med fællesmarkedet, idet støtten ikke længere var absolut nødvendig, uden varsel indført et nyt kriterium for den støttes uforenelighed, som den udtrykkeligt havde godkendt. Derved tilsidesatte Kommissionen retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om loyalt samarbejde og princippet om god tro. Hertil kommer, at selv om det er nødvendigt at begrunde anvendelsen af en allerede godkendt støtte, krævede godkendelsesbeslutningens kompleksitet og utilstrækkelige begrundelse i denne sag i det mindste, at Kommissionen advarede de spanske myndigheder herom.
17 Kommissionen har bestridt det udgangspunkt, den spanske regering har baseret sit første anbringende på. Den fiskale støtte kan kun anses for godkendt, hvis den overholder samtlige betingelser i godkendelsesbeslutningen. Såfremt disse ikke er blevet overholdt, mister den nævnte støtte automatisk den beskyttelse, beslutningen gav, og den vil derfor skulle betragtes som ny støtte. Med hensyn til ny støtte er den i artikel 88, stk. 2, EF fastsatte fremgangsmåde, der blev fulgt i nærværende sag, den rigtige fremgangsmåde med henblik på at undersøge, om den nævnte støtte er forenelig med fællesmarkedet.
18 Kommissionen har gjort gældende, at den under de i sagen foreliggende omstændigheder ikke var forpligtet til at angive de konsekvenser, der var forbundet med SEPI's overtagelse af skibsværfterne, da denne fandt sted. Overtagelsen medførte ikke i sig selv en overtrædelse af bestemmelserne i godkendelsesbeslutningen. Hertil kommer, at Kommissionen straks, da den blev bekendt med overtrædelsen, iværksatte den forudgående undersøgelse, der førte til indledningen af den i artikel 88, stk. 2, EF nævnte fremgangsmåde.
19 Ifølge Kommissionen skulle den spanske regering have oplyst Kommissionen om sin beslutning om at fortsætte med at yde de særlige skattefradrag til skibsværfterne, selv om de var blevet overtaget af SEPI. Da den ikke oplyste herom, kan regeringen ikke påberåbe sig berettigede forventninger.
Domstolens bemærkninger
20 Indledningsvis skal der henvises til de relevante regler i traktaten om kontrolordningen for statsstøtte
21 I henhold til artikel 87, stk. 1, EF er - bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser - statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.
22 Artikel 88 EF fastlægger en særlig fremgangsmåde for Kommissionens løbende undersøgelse og kontrol af statsstøtte.
23 De ved traktaten indførte regler om fremgangsmåden er forskellige, alt efter om det drejer sig om eksisterende støtteordninger eller nye støtteordninger. Mens eksisterende støtteordninger er omhandlet i artikel 88, stk. 1 og 2, EF, reguleres nye støtteordninger af artikel 88, stk. 2 og 3, EF (dom af 30.6.1992, sag C-47/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4145, præmis 22).
24 Når Kommissionen fastslår, at støtte, som hævdes at være ydet i medfør af en tidligere godkendt støtteordning, ikke opfylder betingelserne i dens beslutning om at godkende støtteordningen og derfor ikke er omfattet af denne, må støtten betragtes som en ny støtte (jf. i denne retning dom af 5.10.1994, sag C-47/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4635, præmis 24-26).
25 Såfremt medlemsstaten ved ydelse af støtte i henhold til en tidligere godkendt ordning ikke overholder de betingelser, som Kommissionen har knyttet til sin beslutning om at godkende den nævnte ordning, er Kommissionen forpligtet til at indlede den særlige fremgangsmåde, der omhandles i artikel 88, stk. 2, første afsnit, EF, idet den betalte støtte er en ny støtte (jf. i denne retning dom af 4.2.1992, sag C-294/90, British Aerospace og Rover mod Kommissionen, Sml. I, s. 493, præmis 13).
26 De faktiske omstændigheder i den foreliggende sag skal bedømmes på baggrund af disse principper.
27 Det fremgår af godkendelsesbeslutningen, at det var under hensyntagen til de statsejede spanske skibsværfters retlige og skattemæssige situation, som den forelå på daværende tidspunkt, at Kommissionen godkendte støtte i form af særlige skattefradrag på op til 58 mia. ESP. Formålet med støtten var således at gøre det muligt for de nævnte skibsværfter, der, da de udgjorde en del af INI-koncernen, kunne mindske deres tab efter skat med 28% i henhold til de generelle regler, der fandt anvendelse inden for skattekonsolidering (generelle skattefradrag), at fortsætte med at være omfattet af samme behandling, selv efter at de var ophørt med at udgøre en del af INI.
28 Da de tilhørte INI, havde skibsværfterne mulighed for at modregne deres tab efter skat i overskud opnået andre steder i koncernen. Da denne modregning med tab ikke længere var mulig efter AIE's overtagelse af skibsværfterne, gjorde lov nr. 13/96 det ikke desto mindre muligt for dem at fortsætte med at være omfattet af en skattebehandling, der svarede til den, de tidligere havde været berettiget til.
29 Det ligger fast, at skibsværfterne, efter at de den 1. september 1997 var blevet overtaget af SEPI, igen kunne modregne deres tab efter skat i overskud indtjent andre steder i koncernen. De kunne således udnytte de generelle skattefradrag, som da de udgjorde en del af INI, mens de samtidig modtog særlige skattefradrag i form af statsstøtte godkendt ved godkendelsesbeslutningen.
30 Kommissionen var under disse omstændigheder berettiget til at finde, at de betingelser, der gjorde det muligt at tildele støtten, ikke længere var opfyldt, og at den spanske regerings betaling af 18,451 mia. ESP i 1998 i form af særlige skattefradrag ikke længere var i overensstemmelse med godkendelsesbeslutningen.
31 Det følger heraf, at den omtvistede støtte ikke omfattes af godkendelsesbeslutningen.
32 Derfor må den i 1998 for regnskabsåret 1997 tildelte støtte i form af særlige skattefradrag betegnes som ny støtte som omhandlet i artikel 88, stk. 3, EF.
33 Den spanske regerings argument, hvorefter Kommissionen forud for betalingen af den omhandlede støtte skulle have oplyst regeringen om, at støtten var blevet uforenelig med fællesmarkedet efter en ændring i omstændighederne, kan ikke tiltrædes.
34 Kommissionen var således ikke forpligtet til at udlede af det forhold, at skibsværfterne i løbet af 1997 på ny var blevet overtaget af et holdingselskab, som den generelle skattekonsolideringsordning fandt anvendelse på, at den spanske regering fortsatte med at tildele dem særlige skattefradrag.
35 Endelig kan der ikke gives den spanske regering medhold i dens påstand om, at Kommissionen ved den anfægtede beslutning indførte et nyt kriterium for den i godkendelsesbeslutningen nævnte støttes forenelighed med fællesmarkedet.
36 Kommissionen baserede, som det fremgår af denne doms præmis 27-30, sin vurdering af den nævnte støttes uforenelighed med fællesmarkedet på de spanske myndigheders manglende overholdelse af godkendelsesbeslutningen.
37 Under disse omstændigheder må den spanske regerings klagepunkter, som bygger på den nævnte påstand, og som går ud på, at der er sket tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om god forvaltningsskik, forkastes.
38 Henset til de ovenfor anførte betragtninger må det første anbringende forkastes.
Andet anbringende
Parternes argumenter
39 Med sit andet anbringende har den spanske regering subsidiært gjort gældende, at Kommissionen slet ikke har begrundet den anfægtede beslutning for så vidt angår eksistensen af en ny statsstøtte. Den anfægtede beslutning nævner end ikke eksistensen af to af de fire i artikel 87, stk. 1, EF fastsatte betingelser, der skal være opfyldt, for at foranstaltninger udgør statsstøtte, nemlig at disse foranstaltninger »påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«, og at de »fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene«.
40 Ifølge den spanske regering er Kommissionen, selv i de tilfælde, hvor det fremgår af de omstændigheder, hvorunder støtten blev tildelt, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, ikke fritaget fra forpligtelsen til at henvise til disse omstændigheder.
41 Den spanske regering har gjort gældende, at den anfægtede beslutning - i modsætning til, hvad Kommissionen hævder - ikke henviser til tidligere beslutninger eller bestemmelser med henblik på at vurdere, om betingelsen om påvirkning af samhandelen er opfyldt.
42 Kommissionen har understreget, at det i nærværende sag, som det fremgår af godkendelsesbeslutningen, allerede var fastslået og accepteret af alle parter, at foranstaltningerne til støtte for skibsværfterne udgjorde statsstøtte. Derfor var det eneste omtvistede spørgsmål i den anfægtede beslutning, om der var mulighed for at erklære støtten forenelig med fællesmarkedet. Under disse omstændigheder vurderer Kommissionen, at den ikke var forpligtet til at indlede en diskussion om påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne og fordrejningen af konkurrencen.
43 Det er under alle omstændigheder klart, at inden for en sektor som den omhandlede, der er karakteriseret ved en alvorlig strukturel overkapacitet, og hvor den internationale konkurrence er uomtvistelig, indebærer enhver støtteforanstaltning en risiko for konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne.
44 Kommissionen har tilføjet, at den omtvistede støtte må anses for ikke at være blevet anmeldt, hvorfor den ikke er forpligtet til at påvise støttens faktiske virkning. Endvidere finder Kommissionen, at den udtrykkelige henvisning, den anfægtede beslutning indeholder til direktiv 90/684, til forordning nr. 1013/97 og navnlig til godkendelsesbeslutningen, er tilstrækkelig til, at den anfægtede beslutning må anses for tilstrækkeligt begrundet i relation til de af sagsøgeren fremførte punkter.
Domstolens bemærkninger
45 Det bemærkes, at forordning nr. 1013/97, i henhold til hvilken Kommissionen vedtog godkendelsesbeslutningen, bl.a. blev udstedt på grundlag af EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra e) [efter ændring nu artikel 87, stk. 3, litra e), EF].
46 I henhold til denne bestemmelse kan de former for støtte, hvorom Rådet træffer beslutning, betragtes som forenelige med fællesmarkedet.
47 Som det fremgår af præmis 30 og 33 i dommen af 18. maj 1993 i sagen Belgien mod Kommissionen (forenede sager C-356/90 og C-180/91, Sml. I, s. 2323), er støtte, når den omfattes af en undtagelsesordning vedtaget i henhold til den nævnte bestemmelse, i princippet fra starten uforenelig med fællesmarkedet og anses kun for forenelig med fællesmarkedet, såfremt den overholder de i beslutningen om godkendelse af den nævnte ordning indeholdte undtagelseskriterier.
48 Følgelig forholder det sig således, at når Kommissionen fastslår, at støtte, der er godkendt inden for rammerne af en undtagelsesordning vedtaget i henhold til artikel 87, stk. 3, litra e), EF, ikke længere omfattes af denne ordning, er den ikke forpligtet til at foretage en ny kontrol af støttens forenelighed med fællesmarkedet i forhold til de i artikel 87, stk. 1, EF omhandlede kriterier og undersøge, om den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og medfører konkurrencefordrejning.
49 Et sådant krav ville, henset til markedssammenhængen og de involverede administrative hensyn, være ulogisk, idet det allerede er fastslået og accepteret af alle parter, at foranstaltningerne til støtte for skibsværfterne udgør statsstøtte.
50 Da der er tale om en undtagelsesordning, er det i øvrigt nødvendigvis forudsat, at den nævnte støtte fra starten er uforenelig med fællesmarkedet (jf. i denne retning dommen i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 33).
51 Det følger heraf, at gyldigheden af den anfægtede beslutning ikke kan påvirkes af en hævdet manglende begrundelse for, at der foreligger støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.
52 Heraf følger, at det andet anbringende må forkastes.
Tredje anbringende
Parternes argumenter
53 Med sit tredje anbringende, der består af tre led, har den spanske regering gjort gældende, at den anfægtede beslutning i realiteten tilsidesætter artikel 87, stk. 1, og stk. 3, litra e), EF, forordning nr. 1013/97 og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
54 Med dette anbringendes første led har den spanske regering gjort gældende, at det fremgår af forordning nr. 1013/97 og godkendelsesbeslutningen, at betingelsen for godkendelsen af den deri nævnte støtte er »en reel og endelig kapacitetsnedskæring på 30 000 kbt«. Ved at vurdere, at det forholder sig anderledes, har Kommissionen tilsidesat denne forordning samt den berettigede forventning, der blev skabt ved godkendelsesbeslutningen. Hvis hensigten med godkendelsesbeslutningen var at gøre betalingen af en del af støtten betinget af opretholdelsen af en bestemt faktisk situation, skulle Kommissionen have omtalt denne hensigt, hvilket den ikke gjorde.
55 Den spanske regering har også gjort gældende, at det beløb, der svarer til det mindre tab efter skat, som skibsværfterne ville have opnået ved at forblive omfattet af skattekonsolideringsordningen, ikke kunne fastsættes på forhånd, idet beløbet afhænger af beskatningsgrundlaget for det selskab, der lider tabene. Såfremt godkendelsesbeslutningen, som Kommissionen har gjort gældende, havde godkendt tildeling af støtte til skibsværfterne til kompensation for det, de ophørte med at modtage i henhold til skattekonsolideringsordningen, ville den have angivet, at der hvert år kunne gives dem et beløb i form af godkendt statsstøtte, der skulle fastsættes i henhold til beskatningsgrundlaget.
56 Med det tredje anbringendes andet led har den spanske regering gjort gældende, at Kommissionens fortolkning, hvorefter den godkendte støtte skal ligge inden for et maksimumsbeløb, tilsidesætter artikel 87, stk. 3, EF samt retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet denne fortolkning er ensbetydende med en afvisning af godkendelsesbeslutningens endelige karakter. Såfremt den fortolkning, Kommissionen har foreslået, blev fulgt, ville godkendelsesbeslutningen kun være en slags foreløbig hensigtserklæring, der ville forpligte de spanske myndigheder til i forbindelse med planens gennemførelse på ny at begrunde nødvendigheden af at yde den godkendte støtte.
57 Ifølge den spanske regering har Kommissionen også tilsidesat artikel 1 i forordning nr. 1013/97, der bestemmer, at den kan »erklære supplerende driftsstøtte til de i stk. 2, 3 og 4 i denne artikel nævnte skibsværfter, der er under omstrukturering, forenelig med fællesmarkedet, forudsat at støtten benyttes til de angivne formål og ikke overskrider de fastsatte beløb«. Godkendelsesbeslutningen har godkendt den nævnte støtte i sin helhed, hvilket begrunder, at hele støtten er erklæret forenelig med fællesmarkedet i henhold til en endelig kommissionsbeslutning.
58 Endelig har den spanske regering med det tredje anbringendes sidste led gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 87, stk. 1, EF derved, at den lægger beløb betalt i henhold til en almindelig ordning, der ikke udgør støtte, til den godkendte støtte. Det er således selvmodsigende at hævde, som Kommissionen har gjort, at sammenlægningen af den godkendte støtte, nemlig de særlige skattefradrag, der blev ydet til skibsværfterne i henhold til lov nr. 13/96, og de generelle foranstaltninger, nemlig de generelle skattefradrag, værfterne er berettigede til i henhold til de generelle regler, der finder anvendelse i Spanien på området for skattemæssig konsolidering, har den følge, at skibsværfterne modtager ulovlig statsstøtte.
59 Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at den spanske regerings tredje anbringende ikke tager højde for godkendelsesbeslutningen, i den udstrækning regeringen hævder, at beslutningen ikke pålægger nogen anden betingelse for godkendelsen af de særlige skattefradrag end overholdelsen af loftet på 58 mia. ESP og forpligtelsen til at gennemføre de aftalte kapacitetsnedsættelser. Godkendelsesbeslutningen var imidlertid også begrundet i det forhold, at skibsværfterne, efter at de var blevet overtaget af AIE, ikke længere kunne fortsætte med at modtage de generelle skattefradrag, som de havde ret til, da de tilhørte INI. Eftersom denne begrundelse ikke længere består, er godkendelsen også bortfaldet. Derfor skal det tredje anbringende ifølge Kommissionen forkastes uden videre.
Domstolens bemærkninger
60 Indledningsvis skal der foretages en undersøgelse af den spanske regerings påstand om, at den fiskale støtte blev godkendt som modydelse for en reduktion i skibsværfternes kapacitet, således at støtten var gyldig under forudsætning af, at den overholdt de ved forordning nr. 1013/97 fastsatte støttelofter.
61 Kommissionens godkendelse af støtte i form af særlige skattefradrag på op til 58 mia. ESP var, som det fremgår af denne doms præmis 27 og 28, baseret på den omstændighed, at det var umuligt for skibsværfterne at fortsætte med at være omfattet af en fordelagtig skattebehandling efter deres overgang fra INI til AIE.
62 Den omstændighed, at Kommissionen, da den vedtog godkendelsesbeslutningen, var forpligtet til at sikre, at de godkendte støttebeløb ikke overskred de ved forordning nr. 1013/97 fastsatte lofter, begrænser ikke de betingelser, der skal overholdes ved tildeling af støtte til spanske skibsværfter inden for en sådan støttes maximumsbeløb.
63 Det følger heraf, at den spanske regerings tredje anbringende hviler på en forkert forudsætning.
64 Med hensyn til dette anbringendes første led må det fastslås, at godkendelsesbeslutningen med rette gjorde tildelingen af den omhandlede støtte betinget af, at det var umuligt for skibsværfterne at opnå de skattefordele, de var berettigede til før den 1. august 1995.
65 Det følger heraf, at det første led ikke kan tiltrædes.
66 Med hensyn til det andet led, ifølge hvilket den anfægtede beslutning underkender godkendelsesbeslutningens endelige karakter, bemærkes, at Kommissionen i denne beslutning fastslog, at der var tale om ny støtte, for så vidt som støtten i form af særlige skattefradrag kun var blevet godkendt med henblik på at kompensere for, at skibsværfterne blev afskåret fra at opnå de generelle skattefradrag.
67 Kommissionen rejser derfor ikke tvivl om godkendelsesbeslutningens endelige karakter, men begrænser sig til at sikre, at de i beslutningen fastsatte betingelser overholdes.
68 Det følger heraf, at det andet led må forkastes.
69 Endelig bemærkes for så vidt angår det tredje led, hvorved det hævdes, at Kommissionen har lagt den godkendte støtte sammen med de generelle foranstaltninger for at kunne begrunde sin konstatering af, at den omhandlede støtte er ulovlig, at dette er udtryk for en fejlfortolkning af den anfægtede beslutning. I denne beslutning bygger analysen af støtten således ikke på dens sammenlægning med de generelle skattefradrag, men kun på de spanske myndigheders manglende overholdelse af den i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelse, da de tildelte den nævnte støtte i form af særlige skattefradrag.
70 Det tredje anbringende må derfor også forkastes.
Fjerde anbringende
Parternes argumenter
71 Med sit fjerde anbringende har den spanske regering subsidiært gjort gældende, at selv om det antages, at skibsværfterne ikke kan sammenlægge støtten ydet i form af særlige skattefradrag og de generelle skattefradrag, er den betalte støtte på 58 mia. ESP fortsat begrundet, når henses til skibsværfternes reelle tab i løbet af den periode, hvor de var kontrolleret af AIE. Derfor udøvede Kommissionen, da den vedtog den anfægtede beslutning, et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
72 Regeringen har anført, at selv om de generelle skattefradrag, skibsværfterne modtog, svarede til 28% af deres negative beskatningsgrundlag for hvert regnskabsår, blev beregningen af den godkendte støtte i form af særlige skattefradrag derimod ikke foretaget under henvisning til 28% af det forventede negative beskatningsgrundlag for regnskabsårene 1995-1998. Eftersom støtten blev beregnet på grundlag af nettoresultaterne før skat og ikke på grundlag af beskatningsgrundlaget, blev beregningen altid foretaget i henhold til kriteriet tab før skat eller det faktisk lidte tab. Under disse omstændigheder er hele den betalte støtte, nemlig 58 mia. ESP, omfattet af godkendelsesbeslutningen, idet tabene var større end forventet.
73 Kommissionen har gjort gældende, at den spanske regerings fjerde anbringende, ligesom det tredje, bygger på en forkert analyse. For at beregne størrelsen af den støtte, der blev erklæret uforenelig med fællesmarkedet ved den anfægtede beslutning, baserede Kommissionen sig på den godkendte støtte, idet denne ikke længere var begrundet og derfor ikke længere godkendt. Den godkendte støtte udgjorde ikke, i modsætning til hvad sagsøgeren hævder, 28% af de forventede tab i løbet af den omhandlede periode, men støtte, der var beregnet til at kompensere for den manglende mulighed for at fortsætte med at udnytte de generelle skattefradrag, der var en følge af skibsværfternes tilhørsforhold til et holdingselskab, der samlet set havde overskud.
Domstolens bemærkninger
74 Som det fremgår af denne doms præmis 27 og 28, var de spanske myndigheders ydelse af fiskal støtte i henhold til lov nr. 13/96, der blev godkendt ved godkendelsesbeslutningen, begrundet i skibsværfternes tab af muligheden for at modregne deres tab efter skat i overskud andre steder i den koncern, de da tilhørte.
75 Da Kommissionen beregnede størrelsen af den støtte, der blev ydet i form af særlige skattefradrag tildelt skibsværfterne i henhold til lov nr. 13/96, og som den erklærede uforenelig med fællesmarkedet, handlede den i overensstemmelse med denne lovs bestemmelser, der fastsætter, at sådanne skattefradrag skal beregnes på grundlag af beskatningsgrundlaget.
76 Da begrundelsen for at yde disse særlige skattefradrag bortfaldt efter SEPI's overtagelse af skibsværfterne den 1. september 1997 - som igen gav skibsværfterne mulighed for at modregne deres tab efter skat i overskud andre steder i denne koncern - skulle den således ydede ulovlige støtte, i modsætning til hvad den spanske regering hævder, beregnes under hensyntagen til den lovgivning, i henhold til hvilken de generelle skattefradrag ydes.
77 Det følger heraf, at den spanske regerings kritik af beregningen af den ulovlige støtte er ubegrundet, og at Kommissionen, da den vedtog den anfægtede beslutning, hverken tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning eller udøvede et åbenbart urigtigt skøn.
78 Det fjerde anbringende må derfor forkastes.
79 Herefter bør Kommissionen frifindes i det hele.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
80 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kongeriget Spanien har tabt sagen, bør det pålægges det et betale sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy