Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Præjudicielle spørgsmål - Domstolens kompetence - grænser - spørgsmål om fortolkning af fællesskabsretten - pligt til at træffe afgørelse
(Art. 234 EF)
2. Transport - luftfart - EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet - artikel 4 i forordning nr. 2408/92 - forpligtelse til offentlig tjeneste for så vidt angår ruteflyvning i et yderområde - forenelighed med medlemsstaternes forpligtelse til at begrænse cabotageydelser indtil den 1. april 1997
(Rådets forordning nr. 2408/92, art. 3, stk. 2, og art. 4)
3. Transport - luftfart - EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet - udbud i medfør af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2408/92 - forpligtelse for luftfartsselskaber med en licens fra en anden medlemsstat til at afgive bud på betingelserne i forordningens artikel 3, stk. 2 - forenelighed med fællesskabsretten - forbehold
(Rådets forordning nr. 2408/92, art. 3, stk. 2, og art. 4, stk. 1)
4. Transport - luftfart - statsstøtte - Kommissionens beslutning, hvorefter godkendelse af støtte til et luftfartsselskab blev gjort betinget af, at Den Portugisiske Republik opfyldte sin forpligtelse til at anvende artikel 4 i forordning nr. 2408/92 på de selvstyrende regioner Madeira og Azorerne senest fra den 1. januar 1996 - denne medlemsstats beføjelse til at begrænse adgangen til de pågældende ruter til de transportvirksomheder med licens, der opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 2408/92
[Rådets forordning nr. 2408/92, art. 3, stk. 2, og art. 4, stk. 1, litra d); Kommissionens beslutning 94/698, art. 1, litra e)]
Sammendrag
1. Domstolen har ikke i henhold til artikel 234 EF kompetence til at anvende de fællesskabsretlige regler på et konkret tilfælde eller til at træffe afgørelse om, hvorvidt bestemmelser i national ret er forenelige med disse, men kan dog forsyne den nationale ret med alle de kriterier til fortolkning af fællesskabsretten, som vil kunne være nyttige for den ved vurderingen af retsvirkningerne af de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser.
Inden for rammerne af det samarbejde, der er indført mellem Domstolen og de nationale retter ved artikel 234 EF, tilkommer det udelukkende den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de af den nationale ret stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom.
( jf. præmis 20 og 21 )
2. Når en medlemsstat udøver sine rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel 4 i forordning nr. 2408/92 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet - navnlig sin forpligtelse til offentlig tjeneste for så vidt angår ruteflyvning til en lufthavn i et yderområde eller et udviklingsområde på dens område eller på en rute med ringe trafik til en regionallufthavn på dens område - forudsætter eller medfører dette ikke, at den derved skal give afkald på beføjelsen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, til at begrænse konkurrencen på cabotageydelser på sit område indtil den 1. april 1997.
Tværtimod indebar bestemmelsen i artikel 4, litra d) - hvorefter »retten til at drive sådan flyvning skal udbydes [...] til alle EF-luftfartsselskaber, som er berettiget til at drive sådan trafikflyvning« - at adgangen hertil indtil den 1. april 1997 var begrænset til de transportvirksomheder, som opfyldte betingelserne i forordningen, navnlig betingelserne i artikel 3, stk. 2.
( jf. præmis 26 og 33 samt domskonkl. 1 )
3. Da et udbud, som er foretaget i medfør af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 2408/92, ikke medfører, at en medlemsstat giver afkald på muligheden for at begrænse tildelingen af cabotagerettigheder i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, er det heller ikke i strid med fællesskabsretten, at medlemsstaten som led i dette udbud kræver, at luftfartsselskaber med licens fra en anden medlemsstat, som afgiver bud, opfylder betingelserne i den sidstnævnte bestemmelse, idet et sådant udbud dog ikke må have retsvirkninger ud over den 1. april 1997.
( jf. præmis 35 og 37 samt domskonkl. 2 )
4. Artikel 1, litra e), i beslutning 94/698 om kapitalforhøjelse, kreditgarantier og eksisterende skattefritagelse til fordel for et luftfartsselskab, som gør godkendelse af støtte efter denne bestemmelse betinget af, at Den Portugisiske Republik opfylder sin forpligtelse til at anvende forordningens artikel 4 på de selvstyrende regioner Madeira og Azorerne senest fra den 1. januar 1996 og til at offentliggøre de forpligtelser til offentlig tjeneste, der gælder for de pågældende ruter, afskærer ikke denne medlemsstat fra at anvende beføjelsen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, til at begrænse adgangen til de pågældende ruter til de transportvirksomheder, som opfylder betingelserne i sidstnævnte bestemmelse.
Tværtimod fremgår det af beslutningens afsnit VIII, punkt 3, sjette afsnit, at Den Portugisiske Republik påtog sig forpligtelsen til at foretage et offentligt udbud i 1995 vedrørende betjeningen af ruterne mellem det portugisiske hovedland og øerne Madeira og Azorerne, og at retten til at udføre disse tjenesteydelser skulle udbydes offentligt »til ethvert europæisk luftfartsselskab, som er berettiget til at udføre sådanne luftfartstjenester«.
Dette udtryk »berettiget til at udføre sådanne tjenesteydelser« genfindes i forordningens artikel 4, stk. 1, litra d), og det kan ikke tillægges en anden betydning i beslutning 94/698. Den Portugisiske Republik kunne derfor begrænse adgangen til disse ruter til de transportvirksomheder, som opfyldte betingelserne i forordningens artikel 3, stk. 2.
( jf. præmis 41-43, 45 og domskonkl. 3 )
Parter
I sag C-181/00,
angående en anmodning, som Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,
Flightline Ltd
mod
Secretário de Estado dos Transportes e Comunicações,
Transportes Aéreos Portugueses SA (TAP),
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 1, litra a) og d), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet (EFT L 240, s. 8), samt af artikel 1, litra e), i Kommissionens beslutning 94/698/EF af 6. juli 1994 om kapitalforhøjelse, kreditgarantier og eksisterende skattefritagelse til fordel for TAP (EFT L 279, s. 29),
har
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, F. Macken (refererende dommer), og dommerne C. Gulmann, R. Schintgen, V. Skouris og J.N. Cunha Rodríguez,
generaladvokat: S. Alber
justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- Flightline Ltd ved advogado J.L. Mota de Campos
- Transportes Aéreos Portugueses SA (TAP) ved advogado J.N. Barata
- den portugisiske regering ved L. Fernandes og A. Pato, som befuldmægtigede
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Afonso, M. Huttunen og D. Triantafyllou, som befuldmægtigede,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at der i retsmødet den 5. juli 2001 er afgivet mundtlige indlæg af Flightline Ltd, af Transportes Aéreos Portugueses SA (TAP), af den portugisiske regering og af Kommissionen,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 27. september 2001,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved dom af 13. april 2000, indgået til Domstolen den 15. maj 2000, har Supremo Tribunal Administrativo i medfør af artikel 234 EF forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 1, litra a) og d), i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet (EFT L 240, s. 8, herefter »forordningen«), samt af artikel 1, litra e), i Kommissionens beslutning 94/698/EF af 6. juli 1994 om kapitalforhøjelse, kreditgarantier og eksisterende skattefritagelse til fordel for TAP (EFT L 279, s. 29).
2 Spørgsmålene er blevet rejst under en tvist mellem selskabet Flightline Ltd (herefter »Flightline«), som har hjemsted i Det Forenede Kongerige, og Secretário de Estado dos Transportes e Communicações (statssekretær for transport og kommunikation, herefter »transportsekretæren«), og Transportes Aéreos Portugueses SA (herefter »TAP«) vedrørende transportsekretærens afslag på Flightlines ansøgning om drift af visse luftruter i Portugal.
Relevante retsforskrifter og beslutning 94/698
3 Det udtales i forordningens første betragtning, at »[d]et er vigtigt at fastlægge en luftfartspolitik for det indre marked i løbet af perioden indtil den 31. december 1992 [...]«.
4 Forordningens artikel 1, stk. 4, bestemmer:
»Lufthavnene på de græske øer og på de Atlanterhavsøer, som udgør den autonome region Acorerne, undtages indtil den 30. juni 1993 fra forordningens anvendelsesområde. Medmindre Rådet på forslag af Kommissionen træffer anden afgørelse, gælder denne undtagelse i en yderligere periode på fem år og kan herefter forlænges i endnu fem år.«
5 Forordningens artikel 3, stk. 1 og 2, bestemmer:
»1. Medmindre andet følger af denne forordning, tillader den (de) berørte medlemsstat(er) EF-luftfartsselskaber at udøve trafikrettigheder på ruter inden for Fællesskabet.
2. Uanset stk. 1 har en medlemsstat indtil 1. april 1997 ikke pligt til at give EF-luftfartsselskaber, der har fået udstedt licens af en anden medlemsstat, cabotagetrafikrettigheder på sit område, medmindre:
i) trafikrettighederne udøves på en forbindelse, der udgør og indgår i fartplanen som en forlængelse af en forbindelse fra eller som en første delstrækning af en forbindelse til luftfartsselskabets registreringsstat
ii) luftfartsselskabet på cabotageforbindelsen højst anvender 50% af sin sæsonbestemte kapacitet på den forbindelse, som cabotageforbindelsen er en forlængelse eller første delstrækning af.«
6 Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer:
»1. a) En medlemsstat kan efter konsultationer med de øvrige berørte medlemsstater og efter at have orienteret Kommissionen og de luftfartsselskaber, der beflyver ruten, indføre forpligtelse til offentlig tjeneste for så vidt angår ruteflyvning til en lufthavn i et yderområde eller et udviklingsområde på dens område eller på en rute med ringe trafik til en regional lufthavn på dens område, hvis ruten betragtes som vital for den økonomiske udvikling i det område, hvor lufthavnen er beliggende, i det omfang det er nødvendigt for at sikre passende ruteflyvning på ruten i overensstemmelse med fastsatte krav med hensyn til kontinuitet, regelmæssighed, kapacitet og prisfastsættelse, som luftfartsselskaberne ikke ville have påtaget sig, hvis de alene skulle tilgodese deres kommercielle interesser. Kommissionen offentliggør i De Europæiske Fællesskabers Tidende, hvor der foreligger forpligtelse til sådan offentlig tjeneste.
[...]
d) Hvis intet luftfartsselskab har påbegyndt eller står for at påbegynde ruteflyvning på en rute i overensstemmelse med den forpligtelse til offentlig tjeneste, der gælder for ruten, kan medlemsstaten begrænse adgangen til denne rute til blot ét luftfartsselskab i en periode på indtil tre år, hvorefter situationen vurderes på ny. Retten til at drive sådan flyvning skal udbydes i offentligt udbud, enten for en rute eller for et rutenet, til alle EF-luftfartsselskaber, som er berettiget til at drive sådan trafikflyvning.
Udbuddet offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende, og fristen for afgivelse af bud må tidligst ligge en måned efter offentliggørelsesdatoen. Bud fra luftfartsselskaber skal straks meddeles de andre berørte stater og Kommissionen.«
7 Ved skrivelse af 26. januar 1994 anmeldte Den Portugisiske Republik i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 3 (nu artikel 88, stk. 3, EF), en planlagt støtte til TAP som led i en omstruktureringsplan for dette selskab.
8 Ved beslutning 94/698 blev støtten erklæret forenelig med fællesmarkedet, forudsat visse betingelser var opfyldt. Ifølge beslutningens artikel 1, litra e), som indeholder en af disse betingelser, »[opfylder] den portugisiske regering [...] sin forpligtelse til at anvende artikel 4 i forordning (EØF) nr. 2408/92 i forbindelse med Atlanterhavsøerne Madeira og Azorerne senest fra den 1. januar 1996 og offentliggør de forpligtelser vedrørende offentlig tjeneste, der gælder for de pågældende ruter (jf. afsnit VIII, punkt 3)«.
9 Det udtales i afsnit VIII, punkt 3, sjette afsnit, i betragtningerne til beslutning 94/698, at »den portugisiske regering [har]:
- bekræftet, at liberaliseringen af chartertransporten mellem alle fællesskabslufthavne og Azorerne vedrører alle tjenesteydelser som angivet i forordning (EØF) nr. 2408/92, inklusive »seat only charter« og »one way charter«. Dette betyder, at disse former for luftfartstjenester vil blive tilladt, selv om Azorerne er midlertidigt udelukket fra anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr. 2408/92
- endnu en gang understreget, at den i 1995 vil følge en offentlig udbudsprocedure for forbindelserne mellem det portugisiske hovedland og øerne Madeira og Azorerne i overensstemmelse med artikel 4 i forordning (EØF) nr. 2408/92. Den portugisiske regering har endvidere til hensigt at underrette Kommissionen i første halvdel af 1995 om indholdet af forpligtelserne vedrørende disse offentlige tjenester, så de kan offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. I denne forbindelse skal Kommissionen minde om, at artikel 4 i forordning (EØF) nr. 2408/92 indebærer, at indholdet af de forpligtelser, som den offentlige tjeneste indebærer, skal offentliggøres særskilt i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Hvis der efter denne offentliggørelse ikke er noget europæisk luftfartsselskab, der erklærer, at det er rede til at opfylde disse forpligtelser vedrørende offentlig tjeneste, bliver retten til at udføre sådanne tjenesteydelser udbudt i offentligt udbud enten særskilt eller for en gruppe af sådanne ruter til ethvert europæisk luftfartsselskab, som er berettiget til at udføre sådanne luftfartstjenester«.
10 På datoen for vedtagelsen af beslutning 94/698, dvs. den 6. juli 1994, vedtog Kommissionen endvidere beslutning 94/666/EF om erstatning for det tab, som TAP har lidt på ruterne til de selvstyrende regioner Azorerne og Madeira (EFT L 260, s. 27). Denne beslutnings artikel 1 bestemmer bl.a., at den støtteordning, som skal erstatte TAP's tab i forbindelse med opfyldelsen dets forpligtelse til offentlig tjeneste på ruterne til de selvstyrende regioner Madeira og Azorerne er forenelig med fællesmarkedet indtil den 1. januar 1996, forudsat den støtte, der udbetales, ikke er større end det faktiske tab på disse ruter.
11 I henhold til beslutning 94/698 besluttede den portugisiske regering med virkning fra den 1. januar 1996 at indføre en forpligtelse til offentlig tjeneste på ni ruter mellem den kontinentale del af Portugal og de selvstyrende regioner Azorerne og Madeira samt mellem disse regioner indbyrdes. Betingelserne for disse forpligtelser blev offentliggjort (EFT 1995 C 200, s. 3).
12 I henhold til bestemmelserne i forordningens artikel 4, stk. 1, litra d), blev der offentliggjort et udbud for ruteflyvning på de ni ruter, for hvilke der var anført en forpligtelse til offentlig tjeneste (EFT 1995 C 223, s. 16, herefter »udbuddet«).
13 Udbuddets punkt 8 bestemmer, at »[k]ontrakten begynder den 1.1.1996. Den slutter senest den 31.12.1998«.
14 Ifølge udbuddets punkt 3 »[kan] [a]lle luftfartsselskaber, som har en gyldig licens, udstedt i en medlemsstat i henhold til [...] forordning (EØF) nr. 2408/92 [...] samt et relevant driftsbevis deltage«. Ifølge samme punkt må »luftfartsselskaber med en licens, der er udstedt af en anden medlemsstat end Portugal, indtil den 1.4.1997 for cabotageflyvning inden for Portugals grænser dog højst [...] anvende 50% af deres sæsonbestemte kapacitet på den forbindelse, som carbotageforbindelsen er en forlængelse eller en første delstrækning af«, hvorved Portugal anvender »bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2408/92«.
15 Ifølge udbuddets punkt 11 var udbuddets gyldighed i overensstemmelse med forordningens artikel 4, stk. 1, litra d), dels betinget af, at intet luftfartsselskab, som kunne få tilladelse til at beflyve de pågældende ruter, indgav ansøgning inden den 1. november 1995 om tilladelse til at beflyve en eller flere af disse ruter fra den 1. januar 1996 i overensstemmelse med de pålagte forpligtelser til offentlig tjeneste og uden at modtage nogen form for økonomisk kompensation, dels forblev udbuddet kun gyldigt for de ruter, som der ikke inden den 1. november 1995 var blevet afgivet bud på under de nævnte betingelser.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
16 Den 30. oktober 1995 indgav Flightline en ansøgning på de i udbuddets punkt 11 omhandlede betingelser om tilladelse til, uden nogen form for økonomisk kompensation, at beflyve otte af de i udbuddet nævnte ni ruter tillige med en supplerende rute. Tilbuddet vedrørte en virksomhed, som alene skulle udøves i Portugal.
17 Den 22. december 1995 afslog transportsekretæren ansøgningen med den begrundelse, at Flightline ikke havde fået udstedt nogen tilladelse af Den Portugisiske Republik, hvorfor selskabet i medfør af forordningens artikel 3, stk. 2, indtil den 1. april 1997 alene kunne foretage interne flyvninger, der udgjorde en forlængelse eller en første delstrækning af en hovedtjeneste mellem den medlemsstat, der har udstedt licensen, og Portugal. Flightline indbragte afslaget for Supremo Tribunal Administrativo, Første Afdeling, anden sektion, som frifandt sagsøgte.
18 Herefter indgav Flightline appel til Supremo Tribunal Administrativo, Første Afdeling, i plenum, som besluttede at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende tre spørgsmål:
»1) Når en medlemsstat udøver sine rettigheder og beføjelser i henhold til artikel 4 i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992, forudsætter eller medfører det da nødvendigvis, at den derved giver afkald på sin beføjelse efter forordningens artikel 3, stk. 2, til at begrænse konkurrencen med hensyn til cabotageydelser på dens område indtil den 1. april 1997?
2) Kan en medlemsstat i forbindelse med et offentligt udbud i 1995 om beflyvning af en rute i overensstemmelse med de forpligtelser til offentlig tjeneste, der er pålagt for denne rute i henhold til forordningens artikel 4, kræve, at luftfartsselskaber med licens fra en anden medlemsstat, som afgiver bud, de opfylder betingelserne i forordningens artikel 3, stk. 2?
3) Indebærer artikel 1, litra [e]), i Kommissionens beslutning 94/698/EF, som gør godkendelsen af den deri omhandlede støtte betinget af, at Portugal opfylder sin forpligtelse til at anvende artikel 4 i forordning (EØF) nr. 2408/92 på de selvstyrende regioner senest fra den 1. januar 1996 og offentliggør de forpligtelser vedrørende offentlig tjeneste, der gælder for de pågældende ruter (jf. afsnit VIII, punkt 3), at Portugal er afskåret fra at anvende den beføjelse, medlemsstaterne er tillagt ved forordningens artikel 3, stk. 2?«
Formaliteten
19 Uden udtrykkeligt at gøre gældende, at de forelagte spørgsmål må afvises fra realitetsbehandling, anfører TAP dels, at Domstolen ikke ifølge artikel 234 EF har nogen kompetence til retsanvendelse på konkrete situationer, men at dette tilkommer de nationale domstole. Dels tvivler TAP på, at en præjudiciel forelæggelse er nødvendig i denne sag, da de pågældende fællesskabsbestemmelser er klare.
20 I så henseende bemærkes for det første, at selv om Domstolen ikke i henhold til artikel 234 EF har kompetence til at anvende de fællesskabsretlige regler på et konkret tilfælde eller til at træffe afgørelse om, hvorvidt bestemmelser i national ret er forenelige med disse, kan den dog forsyne den nationale ret med alle de kriterier til fortolkning af fællesskabsretten, som vil kunne være nyttige for den ved vurderingen af retsvirkningerne af de pågældende fællesskabsretlige bestemmelser (jf. dom af 18.4.1989, sag 128/88, Di Felice, Sml. s. 923, præmis 7).
21 For det andet tilkommer det inden for rammerne af det samarbejde, der er indført mellem Domstolen og de nationale retter ved artikel 234 EF, udelukkende den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de af den nationale ret stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (jf. bl.a. dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59).
22 De spørgsmål, der er stillet af den forelæggende ret, skal derfor besvares.
Første spørgsmål
23 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en medlemsstats udøvelse af sine rettigheder og forpligtelser i henhold til forordningens artikel 4 forudsætter eller medfører, at medlemsstaten skal give afkald på sine beføjelser efter forordningens artikel 3, stk. 2, til at begrænse konkurrencen på cabotageydelser på sit område indtil den 1. april 1997.
24 Flightline har gjort gældende, at Kommissionen som modydelse for den støtte til TAP, som den har godkendt, har fastsat visse betingelser, herunder en betingelse om at gennemføre et udbud i overensstemmelse med forordningens artikel 4 og til at offentliggøre vilkårene for forpligtelserne til offentlig tjeneste. Herved havde Kommissionen - selv om Den Portugisiske Republik i medfør af forordningens artikel 3 indtil den 1. april 1997 kunne nægte EF-luftfartsselskaber, som havde fået udstedt licens af en anden medlemsstat, at udøve cabotagerettigheder - som modydelse for støtten krævet, at de barrierer, som beskyttede TAP mod konkurrencen, herunder begrænsningen af cabotagerettighederne, skulle ophæves.
25 TAP, den portugisiske regering og Kommissionen har heroverfor i det væsentlige gjort gældende, at anvendelsen af forordningens artikel 4 ikke medfører et afkald på bestemmelserne i forordningens artikel 3, stk. 2.
26 Herom bemærkes for det første, at det ikke fremgår af ordlyden af forordningens artikel 4, at anvendelsen heraf medfører et afkald på bestemmelserne i forordningens artikel 3. Tværtimod indebar bestemmelsen i artikel 4, litra d) - hvorefter »retten til at drive sådan flyvning skal udbydes [...] til alle EF-luftfartsselskaber, som er berettiget til at drive sådan trafikflyvning« - at adgangen hertil indtil den 1. april 1997 var begrænset til de transportvirksomheder, som opfyldte betingelserne i forordningen, navnlig betingelserne i artikel 3, stk. 2.
27 Hvad for det andet angår baggrunden for forordningens vedtagelse bemærkes dels, at fællesskabslovgiver med henblik på den gradvise gennemførelse af det indre marked for flytransport i 1987, 1990 og 1992 vedtog tre sæt af foranstaltninger, som benævnes »pakker«, fordi de omfattede mange forskellige bestemmelser.
28 Endvidere bemærkes, at retten for et luftfartsselskab til at udføre passagertransport i en anden medlemsstat end den, hvor licensen var udstedt, var undergivet strengere betingelser indtil forordningens vedtagelse end dem, der gælder efter forordningens artikel 3, stk. 2.
29 Endelig har forordningen ifølge tiende betragtning til formål »gradvis at indføre cabotagerettigheder for at stimulere udviklingen af Fællesskabets luftfartssektor« dels ved i en overgangsperiode, som sluttede den 1. april 1997, at lempeliggøre betingelserne for, at et luftfartsselskab, der havde fået udstedt licens i én medlemsstat, kunne udføre transport i en anden medlemsstat, dels ved ikke at fastsætte nogen betingelser efter udløbet af denne periode.
30 I overensstemmelse med dette formål skal forordningens artikel 3, stk. 2, gøre det muligt for medlemsstaterne at tilpasse sig denne liberalisering for at nå frem til, at alle luftfartsselskaber, der har fået udstedt licens i en af medlemsstaterne, kan gives tilladelse til at udføre cabotagetransport i en anden medlemsstat end den, hvor licensen er udstedt.
31 Forordningens artikel 4 vedrører derimod en anden situation. Den giver nemlig enhver af medlemsstaterne mulighed for, selv efter udløbet af overgangsperioden i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, at sikre passende ruteflyvning på visse ruter med ringe trafik eller til lufthavne i et yderområde eller udviklingsområde i overensstemmelse med fastsatte krav bl.a. til hyppighed, fragtplan, tilbudt kapacitet eller fastsat pris.
32 Det skal i øvrigt konstateres, som Kommissionen med rette har angivet, at hvad angår perioden mellem den 1. januar 1993, hvor forordningen trådte i kraft, og den 1. april 1997, havde en medlemsstats anvendelse af bestemmelserne i forordningens artikel 4, stk. 1, litra d), effektiv virkning, selv om medlemsstaten udøvede beføjelsen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2. Den omstændighed, at der foretages et udbud i overensstemmelse med den førstnævnte bestemmelse, gjorde det nemlig muligt med øjeblikkelig virkning at skabe indbyrdes konkurrence mellem de forskellige luftfartsselskaber, som havde fået udstedt en licens af den pågældende medlemsstat, hvad angår beflyvningen af de ruter, for hvilke der var indført forpligtelser til offentlig tjeneste. Via denne delvise liberalisering skulle der opnås en fuldstændig liberalisering efter udløbet af overgangsperioden i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2.
33 Det første spørgsmål må herefter besvares med, at når en medlemsstat udøver sine rettigheder og beføjelser i henhold til forordningens artikel 4, forudsætter eller medfører dette ikke, at den derved skal give afkald på beføjelsen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, til at begrænse konkurrencen på cabotageydelser på sit område indtil den 1. april 1997.
Andet spørgsmål
34 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en medlemsstat i forbindelse med et offentligt udbud i 1995 om beflyvningen af en rute i overensstemmelse med de forpligtelser til offentlig tjeneste, der er pålagt for denne rute i henhold til forordningens artikel 4, kunne kræve, at luftfartsselskaber med licens fra en anden medlemsstat, som afgiver bud, opfylder betingelserne i forordningens artikel 3, stk. 2.
35 Det må herom fastslås, at da et udbud, som er foretaget i medfør af forordningens artikel 4, stk. 1, ikke, henset til besvarelsen af det første spørgsmål, medfører, at en medlemsstat giver afkald på muligheden for at begrænse tildelingen af cabotagerettigheder i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, er det heller ikke i strid med fællesskabsretten, at medlemsstaten som led i dette udbud kræver, at luftfartsselskaberne afgiver bud på betingelserne i artikel 3, stk. 2.
36 Det må dog tilføjes, at forordningens artikel 3, stk. 2, ifølge selve sin ordlyd ikke må have retsvirkninger ud over den 1. april 1997.
37 Det andet spørgsmål må derfor besvares med, at en medlemsstat i forbindelse med et offentligt udbud i 1995 om beflyvningen af en rute i overensstemmelse med de forpligtelser til offentlig tjeneste, der er pålagt for denne rute i henhold til forordningens artikel 4, kunne kræve, at luftfartsselskaber med licens fra en anden medlemsstat, som afgiver bud, opfylder betingelserne i forordningens artikel 3, stk. 2, idet nævnte udbud dog ikke må have retsvirkninger ud over den 1. april 1997.
Tredje spørgsmål
38 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 1, litra e), i beslutning 94/698, som gør godkendelse af støtte efter denne bestemmelse betinget af, at Den Portugisiske Republik opfylder sin forpligtelse til at anvende forordningens artikel 4 på de selvstyrende regioner Madeira og Azorerne senest fra den 1. januar 1996 og til at offentliggøre de forpligtelser til offentlig tjeneste, der gælder for de pågældende ruter, skal fortolkes således, at den afskærer denne medlemsstat fra at anvende beføjelsen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2.
39 Indledningsvis bemærkes, at forordningen fandt anvendelse på den selvstyrende region Madeira på tidspunktet for sin ikrafttrædelse den 1. januar 1993, hvorimod den selvstyrende region Azorerne i medfør af forordningens artikel 1, stk. 4, var udelukket fra dens anvendelsesområde indtil den 30. juni 1993, hvilket tidspunkt efterfølgende blev forlænget til den 30. juni 1998.
40 Som følge af Den Portugisiske Republiks forpligtelse i henhold til artikel 1, litra e), i beslutning 94/698 finder forordningens artikel 4 dog også anvendelse på den selvstyrende region Azorerne siden den 1. januar 1996.
41 I så henseende bemærkes, at artikel 1, litra e), i beslutning 94/698 ikke bestemmer, at Den Portugisiske Republik henset til anvendelsen af forordningens artikel 4 skal give afkald på sin mulighed efter forordningens artikel 3, stk. 2, til at begrænse adgangen til de pågældende ruter til de transportvirksomheder med licens, der opfylder betingelserne i sidstnævnte bestemmelse.
42 Tværtimod fremgår det af beslutningens afsnit VIII, punkt 3, sjette afsnit, at Den Portugisiske Republik påtog sig forpligtelsen til at foretage et offentligt udbud i 1995 vedrørende betjeningen af ruterne mellem det portugisiske hovedland og øerne Madeira og Azorerne, og at retten til at udføre disse tjenesteydelser skulle udbydes offentligt »til ethvert europæisk luftfartsselskab, som er berettiget til at udføre sådanne luftfartstjenester«.
43 Det må fastslås, at dette udtryk »berettiget til at udføre sådanne tjenesteydelser« genfindes i forordningens artikel 4, stk. 1, litra d), og at det ikke kan tillægges en anden betydning i beslutning 94/698. Den Portugisiske Republik kunne derfor, som anført ovenfor i præmis 26, begrænse adgangen til disse ruter til de transportvirksomheder, som opfyldte betingelserne i forordningens artikel 3, stk. 2.
44 Det må dog tilføjes, at da forordningen fandt anvendelse på den selvstyrende region Madeira fra den 1. januar 1993, var alle EF-luftfartsselskaber, som havde fået udstedt en licens af en medlemsstat, efter den 1. april 1997 berettiget til at udøve trafikrettigheder på ruter inden for Fællesskabet fra eller til denne region. Hvad angår den selvstyrende region Azorerne har de nævnte EF-luftfartsselskaber kunnet foretage cabotageflyvning siden den 1. juli 1998.
45 Det tredje spørgsmål må derfor besvares med, at artikel 1, litra e), i beslutning 94/698, som gør godkendelse af støtte efter denne bestemmelse betinget af, at Den Portugisiske Republik opfylder sin forpligtelse til at anvende forordningens artikel 4 på de selvstyrende regioner Madeira og Azorerne senest fra den 1. januar 1996 og til at offentliggøre de forpligtelser til offentlig tjeneste, der gælder for de pågældende ruter, afskærer ikke denne medlemsstat fra at anvende beføjelsen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
46 De udgifter, der er afholdt af den portugisiske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Supremo Tribunal Administrativo ved dom af 13. april 2000, for ret:
1) Når en medlemsstat udøver sine rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel 4 i Rådets forordning (EØF) nr. 2408/92 af 23. juli 1992 om EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet, forudsætter eller medfører dette ikke, at den derved skal give afkald på beføjelsen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2, til at begrænse konkurrencen på cabotageydelser på sit område indtil den 1. april 1997.
2) I forbindelse med et offentligt udbud i 1995 om beflyvningen af en rute i overensstemmelse med de forpligtelser til offentlig tjeneste, der er pålagt for denne rute i henhold til forordningens artikel 4, kunne en medlemsstat kræve, at luftfartsselskaber med licens udstedt af en anden medlemsstat, som afgiver bud, opfylder betingelserne i forordningens artikel 3, stk. 2, idet nævnte udbud dog ikke kunne have retsvirkninger ud over den 1. april 1997.
3) Artikel 1, litra e), i Kommissionens beslutning 94/698/EF af 6. juli 1994 om kapitalforhøjelse, kreditgarantier og eksisterende skattefritagelse til fordel for luftfartsselskabet TAP, som gør godkendelse af støtte efter denne bestemmelse betinget af, at Den Portugisiske Republik opfylder sin forpligtelse til at anvende forordningens artikel 4 på de selvstyrende regioner Madeira og Azorerne senest fra den 1. januar 1996 og til at offentliggøre de forpligtelser til offentlig tjeneste, der gælder for de pågældende ruter, afskærer ikke denne medlemsstat fra at anvende beføjelsen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 2.
Full & Egal Universal Law Academy