Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Traktatbrudssøgsmål - sagens genstand - afgrænsning under den administrative procedure - tilpasning som følge af en ændring af fællesskabsretten - lovlig - betingelser
(Art. 226 EF)
2. De Europæiske Fællesskabers egne indtægter - medlemsstaternes fastlæggelse og tilrådighedsstillelse - kreditering af Kommissionens konto - forsinket kreditering - forpligtelse til at betale morarenter - fejl begået af de nationale myndigheder ved kreditering af Kommissionens konto - uden betydning
(Rådets forordning nr. 1150/2000, art. 11)
Sammendrag
$$1. Selv om påstandene i stævningen i princippet ikke kan udvides i forhold til de overtrædelser, der er angivet i den begrundede udtalelses konklusion og i åbningsskrivelsen i en traktatbrudssag, står det dog fast, at Kommissionen, når fællesskabsretten ændres under den administrative procedure, har adgang til at få en traktatbrudspåstand prøvet for så vidt angår forpligtelser, der er fastlagt i en - senere ændret eller ophævet - fællesskabsretsakts første udgave, når disse fortsat består i henhold til nye bestemmelser. Sagens genstand kan derimod ikke udvides til også at omfatte forpligtelser i henhold til nye bestemmelser, der ikke findes tilsvarende i den første udgave af den pågældende retsakt, idet dette ville være en tilsidesættelse af væsentlige garantier for en lovlig traktatbrudsprocedure.
( jf. præmis 22 )
2. Der består en uadskillelig forbindelse mellem forpligtelsen til for det første at fastlægge Fællesskabernes egne indtægter, for det andet at kreditere Kommissionens konto det hertil svarende beløb inden for de fastsatte frister, og for det tredje at betale morarenter. De morarenter, der er hjemlet i artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, betales ved enhver forsinkelse og er forfaldne uanset grunden til den forsinkede kreditering af Kommissionens konto.
Det følger heraf dels, at der ikke skal sondres mellem det tilfælde, hvor forsinkelsen skyldes en mekanisk fejl, og det tilfælde, hvor den skyldes en retlig fejl, dels, at det forhold, at forsinkelsen ikke var forsætlig, ikke kan ophæve forpligtelsen til at betale morarenter.
( jf. præmis 43-45 )
Parter
I sag C-363/00,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. Traversa og G. Wilms, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Den Italienske Republik ved U. Leanza, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. De Bellis, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om, at det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 9, 10 og 11 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130, s. 1), der fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 155, s. 1), der forfølger det samme formål, da den ikke inden for den frist, der er fastsat i artikel 9 og 10 i forordning nr. 1150/2000, til Kommissionen har overført et beløb på 1 484 936 000 000 ITL i form af egne indtægter, og da den har afslået at betale de skyldige morarenter af beløbet i henhold til denne forordnings artikel 11,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Wathelet, og dommerne C.W.A. Timmermans, P. Jann, S. von Bahr (refererende dommer) og A. Rosas,
generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 9. juli 2002,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. september 2000 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 9, 10 og 11 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130, s. 1), der fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 155, s. 1), der forfølger det samme formål, da den ikke inden for den frist, der er fastsat i artikel 9 og 10 i forordning nr. 1150/2000, til Kommissionen har overført et beløb på 1 484 936 000 000 ITL i form af egne indtægter, og da den har afslået at betale de skyldige morarenter af beløbet i henhold til denne forordnings artikel 11.
Fællesskabsbestemmelser
2 Artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1552/89 er affattet således:
»Som nærmere fastlagt i artikel 10 fører hver enkelt medlemsstat egne indtægter til kredit for den konto, som er oprettet med henblik herpå i Kommissionens navn hos medlemsstatens finansforvaltning eller hos det af medlemsstaten udpegede organ.
Denne konto føres vederlagsfrit.«
3 Artikel 10, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1552/89, bestemmer følgende:
»Momsindtægterne, den supplerende indtægt [...] og eventuelle finansielle BNI-bidrag krediteres den første arbejdsdag i hver måned med en tolvtedel af de beløb, der er opført herfor på budgettet, omregnet til national valuta efter omvekslingskursen på den sidste noteringsdag i kalenderåret forud for regnskabsåret, således som denne er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.«
4 Artikel 11 i forordning nr. 1552/89 har følgende ordlyd:
»Enhver forsinkelse af krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, foreskrevne konto medfører, at den pågældende medlemsstat skal betale en rente, hvis sats er lig med den på forfaldsdagen på medlemsstatens pengemarked gældende rentesats for kortfristet statsfinansiering, forhøjet med 2 procentpoint. Denne sats forhøjes med 0,25 procentpoint for hver måneds forsinkelse. Den således forhøjede sats anvendes på hele forsinkelsesperioden.«
5 Artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000 er affattet således:
»Som fastlagt i artikel 10 fører hver enkelt medlemsstat egne indtægter til kredit for den konto, som med henblik herpå er oprettet i Kommissionens navn hos medlemsstatens finansforvaltning eller hos det af medlemsstaten udpegede organ.
Denne konto føres vederlagsfrit.«
6 Artikel 10, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1150/2000 bestemmer:
»Momsindtægterne, den supplerende indtægt [...] og eventuelle finansielle BNI-bidrag [...] krediteres den første arbejdsdag i hver måned med en tolvtedel af de beløb, der er opført herfor på budgettet, omregnet til national valuta efter omvekslingskursen på den sidste noteringsdag i kalenderåret forud for regnskabsåret, således som denne kurs er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, C-udgaven.«
7 Artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 har følgende ordlyd:
»Enhver forsinkelse af krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, foreskrevne konto medfører, at den pågældende medlemsstat skal betale en rente, hvis sats er lig med den på forfaldsdagen på medlemsstatens pengemarked gældende rentesats for kortfristet finansiering forhøjet med 2 procentpoint. Denne sats forhøjes med 0,25 procentpoint for hver måneds forsinkelse. Den således forhøjede sats anvendes på hele forsinkelsesperioden.«
Nationale bestemmelser
8 Artikel 4 i det i henhold til artikel 3 i lov nummer 1185 af 23. december 1970 (Gazzetta ufficiale af 9.6.1971, nr. 145) udstedte Decreto del Presidente della Repubblica (dekret udstedt af republikkens præsident, DPR) nr. 321 af 16. april 1971 om gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers Ministerråds afgørelse om at erstatte medlemsstaternes finansielle bidrag med Fællesskabernes egne indtægter, der blev truffet i Luxembourg den 21. april 1970, og om gennemførelse af fællesskabsforordningerne om finansiering af den fælles landbrugspolitik, som ændret ved artikel 7 i DPR nr. 532 af 4. juli 1973 (herefter »DPR nr. 321«), bestemmer:
»Finansministeriet kan ved bekendtgørelse fastsætte de budgetmæssige ændringer, der er nødvendige for, at der på budgetoverslaget kan foretages oppebørsel af indtægter, som udgør de egne indtægter i henhold til De Europæiske Fællesskabers Ministerråds afgørelse af 21. april 1970, samt sådanne ændringer, der er nødvendige for at kunne overføre de nævnte egne indtægter til Fællesskaberne og til udbetalingen af det bidrag, som påhviler Italien, til Fællesskabernes budget i henhold til den nævnte afgørelse af 21. april 1970, som senere ændret og suppleret.
De beløb, der skal betales til De Europæiske Fællesskaber, som henhører under ordningen for egne indtægter, kan som en undtagelse til det i det ovenstående stykke fastsatte udbetales af Finansministeriet ved hjælp af overførsler fra statskassen.
Til dette formål kan finansministeren i Finansministeriets navn oprette en løbende ikke-rentebærende konto for statskassen, der tilføres de beløb, som årligt opføres på de hertil oprettede udgiftsafsnit i ministeriets budgetoverslag.
De beløb, der skal indbetales på den nævnte konto, skal svare til kvartalsbehovet, hvilket fastsættes ud fra gennemsnittet af det beløb, der er blevet udbetalt til Fællesskaberne til dette formål i løbet af det foregående år.
[...]«
De faktiske omstændigheder og den administrative procedure
9 I henhold til artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1552/89, der på det tidspunkt var gældende, skulle Den Italienske Republik for juni måned 1996 senest den 3. juni 1996 kreditere den konto, som var oprettet i Kommissionens navn, med et beløb svarende til en tolvtedel af det beløb, der var opført på budgettet som Fællesskabernes egne indtægter.
10 Ved skrivelse nr. 142798 af 28. maj 1996 anmodede Finansministeriets tjeneste Ragioneria Generale dello Stato (statens regnskabsdepartement) i henhold til bestemmelserne i artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 1552/89 Direzione Generale del Tesoro (Generaldirektoratet for Statskassen) om at overføre et beløb på 1 486 422 594 526 ITL svarende til de skyldige moms- og BNI-indtægter for juni måned 1996 fra Finansministeriets løbende konto nr. 435/23203 »Ministero del Tesoro - art. 7 D.P.R. 4 luglio 1973, n. 532« (Finansministeriet, artikel 7 DPR nr. 532 af 4.7.1973) til konto nr. 414/23200 »Commissione CE - risorse proprie« (EF-Kommissionen - egne indtægter). I den sidste sætning blev det præciseret, at overførslen »for at undgå, at der skal betales morarenter, [skulle] være afsluttet før den 3. juni 1996«.
11 Kommissionen blev ligeledes den 28. maj 1996 underrettet om denne transaktion ved telefax nr. 9835, hvori Finansministeriet, statens regnskabsdepartement, meddelte, at det »til EF-Kommissionens løbende konto nr. 414/23200 i Finansministeriet har overført et samlet beløb på 1 486 422 594 526 ITL med forfaldsdato den 3. juni 1996«.
12 Ved anvisning af 29. maj 1996 bemyndigede generaldirektoratet for statskassen Tesoreria Centrale dello Stato (den centrale statskasse) til at hæve det omhandlede beløb på konto nr. 435/23203 og til at udstede en kvittering for indbetalingen på konto nr. 414/23200 »Commissione CE - risorse proprie« (EF-Kommissionen - egne indtægter). På denne anvisning var beløbet som udskrevet fuldt ud med bogstaver korrekt, men beløbet, der var anført i tal, var 1 486 594 526 ITL.
13 På den centrale statskasses kvittering nr. 12912 af 30. maj 1996 er beløbet på 1 486 594 526 ITL anført som det beløb, der er blevet indbetalt på Kommissionens konto.
14 Den 27. juni 1996 udstedte generaldirektoratet for statskassen en ny hæveanvisning, hvorved det bemyndigede den centrale statskasse til at hæve et beløb på 1 484 936 000 000 ITL på konto nr. 435/23203; i anvisningen var konto nr. 414/23200 »CEE ris. proprie« (EØF - egne indtægter) anført som modtager, den 30. maj 1996 som valørdato, og følgende begrundelse angivet: »som supplement til den betaling, der er omhandlet i kvittering nr. 12912 af 30. maj 1996 for 1 486 594 526 ITL, og til fuld og endelig afgørelse«.
15 Samme dag, den 27. juni 1996, udstedte den centrale statskasse kvittering nr. 16817, idet den anførte beløbet 1 484 936 000 000 ITL som det beløb, der var blevet overført til Kommissionens konto med den 30. maj 1996 som valørdato, og angav følgende begrundelse: »som supplement til den betaling, der er omhandlet i kvittering nr. 12912 af 30. maj 1996 for 1 486 594 526 ITL, og til fuld og endelig afgørelse«.
16 Kommissionen - der på grundlag af Banca d'Italias kontoudtog for maj og juni 1996 antog, at konto nr. 414/23200 »CEE ris. proprie« den 30. maj 1996 var blevet krediteret med et beløb på 1 486 594 526 ITL, og at det resterende skyldige beløb, dvs. 1 484 936 000 000 ITL, var blevet krediteret den nævnte konto den 27. juni 1996 - fandt, at Den Italienske Republik i strid med forordning nr. 1552/89 med senere ændringer, og navnlig denne forordnings artikel 9 og 10, uretmæssigt havde forhalet overførslen af Fællesskabernes egne indtægter.
17 Kommissionen besluttede sig derfor til at anvende artikel 11 i forordning nr. 1552/89. Efter at den havde beregnet morarentesatsen til 10,24% - som anvendt på det med 24 dages forsinkelse for sent betalte beløb giver et beløb på 9 970 980 092 ITL i morarente - anmodede den ved skrivelse af 28. november 1996 de italienske myndigheder om at overføre dette beløb til Kommissionen.
18 Det italienske finansministerium nægtede ved skrivelse af 30. januar 1997 at efterkomme Kommissionens anmodning, idet det gjorde gældende, at det samlede skyldige beløb for juni måned 1996 ikke var blevet overført for sent, men at det på grund af en simpel skrivefejl i statskassens interne bogføring i forbindelse med registreringen af transaktionen kun delvist var blevet bogført.
19 Efter at Kommissionen i overensstemmelse med proceduren i artikel 226, stk. 1, EF havde givet Den Italienske Republik mulighed for at fremsætte sine bemærkninger, tilsendte den den 15. november 1999 denne medlemsstat en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme sine forpligtelser inden for en frist på to måneder fra dens meddelelse. Da Den Italienske Republik ikke efterkom den begrundede udtalelse, anlagde Kommissionen denne sag.
Indledende bemærkninger
20 Kommissionen har indledningsvis anført, at forordning nr. 1552/89, i henhold til hvilken traktatbrudsproceduren er blevet åbnet, er blevet ophævet og erstattet af forordning nr. 1150/2000, som blot udgør en kodificering af den førstnævnte forordning og af de tre forordninger, der senere har ændret denne. Da de retlige rammer, på grundlag af hvilke Domstolen skal behandle den foreliggende traktatbrudssag, i henseende til bestemmelsernes indhold ikke har ændret sig væsentligt i forhold til rammerne under den administrative behandling, og idet endog nummereringen af artiklerne i forordning nr. 1552/89 er forblevet uændret, er Kommissionen af den opfattelse, at den i sit søgsmål har kunnet henvise til de relevante artikler i forordning nr. 1150/2000.
21 I den forbindelse bemærkes, at ifølge Domstolens praksis skal spørgsmålet, om der foreligger et traktatbrud under en i medfør af artikel 226 EF anlagt sag, behandles i lyset af den fællesskabslovgivning, der var gældende på tidspunktet for udløbet af den frist, som Kommissionen havde givet den pågældende medlemsstat til at rette sig efter den begrundede udtalelse (jf. dom af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3989, præmis 42, og af 9.11.1999, sag C-365/97, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 7773, præmis 32).
22 Selv om påstandene i stævningen således i princippet ikke kan udvides i forhold til de overtrædelser, der er angivet i den begrundede udtalelses konklusion og i åbningsskrivelsen, står det dog fast, at Kommissionen, når fællesskabsretten ændres under den administrative procedure, har adgang til at få en traktatbrudspåstand prøvet for så vidt angår forpligtelser, der er fastlagt i en - senere ændret eller ophævet - fællesskabsretsakts første udgave, når disse fortsat består i henhold til nye bestemmelser. Sagens genstand kan derimod ikke udvides til også at omfatte forpligtelser i henhold til nye bestemmelser, der ikke findes tilsvarende i den første udgave af den pågældende retsakt, idet dette ville være en tilsidesættelse af væsentlige garantier for en lovlig traktatbrudsprocedure (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Italien, præmis 36 og 39).
23 I den foreliggende sag er det imidlertid ubestridt, at de forpligtelser, der følger af artikel 9, stk. 1, artikel 10, stk. 3, første afsnit, og artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 allerede fandt anvendelse i henhold til artikel 9, stk. 1, artikel 10, stk. 3, første afsnit, og artikel 11 i forordning nr. 1552/89.
24 Under disse omstændigheder har Kommissionen adgang til at få prøvet, om Den Italienske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 9, 10 og 11 i forordning nr. 1150/2000.
Realiteten
Parternes argumenter
25 Kommissionen har gjort gældende, at det fremgår af Banca d'Italias kontoudtog for maj måned 1996, at konto nr. 414/23200 »CEE ris. proprie« den 30. maj 1996 var blevet krediteret med et beløb på 1 486 594 526 ITL. De tre tal »422«, der skulle have stået mellem »1 486« og »594 526«, var åbenbart blevet udeladt. Det fremgår af kontoudtoget for juni måned 1996, at det resterende skyldige beløb, dvs. 1 484 936 000 000 ITL, blev krediteret Kommissionens konto den 27. juni 1996.
26 Desuden blev der både på hæveanvisningen af 27. juni 1996 og på kvittering nr. 16817 af samme dato anført følgende begrundelse: »som supplement til den betaling, der er omhandlet i kvittering nr. 12912 af 30. maj 1996 for 1 486 594 526 ITL, og til fuld og endelig afgørelse«. Det fremgik rent faktisk også af kontoudtoget for juni måned 1996, at krediteringen af 27. juni 1996 svarede til kvittering nr. 16817.
27 Derfor har Kommissionen anført, at det fremgår af Domstolens praksis, at den ordning, der er fastsat i artikel 11 i forordning nr. 1150/2000, hvorefter enhver forsinkelse af krediteringen af Kommissionens konto automatisk medfører, at der skal betales morarenter, finder anvendelse, så snart der hos den pågældende medlemsstat foreligger en sådan forsinkelse (jf. bl.a. dom af 22.2.1989, sag 54/87, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 385, præmis 12).
28 Med hensyn til tilbagevirkende berigtigelser som dem, Den Italienske Republik foretog den 27. juni 1996, har Kommissionen for det første gjort gældende, at sådanne berigtigelser ikke giver nogen mening i en økonomisk sammenhæng, der er karakteriseret derved, at der anvendes ikke-rentebærende konti, og for det andet, at sådanne berigtigelser, hvis de blev tilladt, ville fratage forpligtelsen til at betale morarenter enhver praktisk virkning.
29 Hvad angår formålet med anvendelsen af konto nr. 435/23203 og konto nr. 414/23200 har Kommissionen anført, at den ikke kan disponere over selv det mindste beløb, der indbetales på konto nr. 435/23203, som Finansministeriet har enekompetence til at disponere over, og at den ikke engang informeres om de indbetalinger, der foretages på denne konto. Det er først ved overførslen af beløbene fra overførselskonto nr. 435/23203 til konto nr. 414/23200, der er oprettet i Kommissionens navn, at rådigheden over de nævnte midler overgår fra Italien til Fællesskaberne.
30 Den italienske regering har indledningsvis anført, at der i henhold til artikel 4 i DPR nr. 321 er blevet oprettet en overførselskonto i Finansministeriets navn, nemlig konto nr. 435/23203, der udelukkende er beregnet til at modtage de til Fællesskaberne bestemte beløb, der efterfølgende overføres til konto nr. 414/23200, der er åbnet direkte i Kommissionens navn. Begge konti er ikke-rentebærende.
31 Når beløbene er blevet indbetalt på den første af de to konti, disponerer den italienske regering i realiteten ikke længere over dem, da den - i henhold til de nævnte bestemmelser - kun kan anvende de på konto nr. 435/23203 indbetalte beløb til fordel for Fællesskaberne. Så snart det er blevet fastsat, hvilket beløb der skal betales, overføres det fra overførselskonto nr. 435/23203 til konto nr. 414/23200, der er oprettet i Kommissionens navn.
32 I den foreliggende sag havde statens regnskabsdepartement ved bekendtgørelse af 16. maj 1996 imidlertid godkendt en udgift på 2 650 mia. ITL - hvilket klart oversteg det skyldige beløb - som skulle opføres under det afsnit i statsbudgettet, der var fastsat hertil, og krediteres konto nr. 435/23203, »Ministero del Tesoro - art. 7 D.P.R. 4 luglio 1973, nr. 532«. Den tilsvarende anvisning om betaling skulle have været udført den 24. maj 1996.
33 Straks efter at statens regnskabsdepartement havde godkendt overførslen af midlerne fra den ene konto til den anden ved skrivelse nr. 142798 af 28. maj 1996, bekræftede det derfor samme dag dette over for Kommissionen ved telefax nr. 9835. Når henses til den forudgående indbetaling på konto nr. 435/23203, stod midlerne nemlig faktisk til rådighed, og det præcise beløb, der tilkom Kommissionen som egne indtægter, var blevet nævnt i telefaxen.
34 Den italienske regering er af den opfattelse, at transaktionen, da der foreligger en forskriftsmæssig anvisning om at foretage overførslen mellem de to løbende konti, nemlig skrivelse nr. 142798 af 28. maj 1996, der blev efterfulgt af anvisningen fra generaldirektoratet for statskassen af 29. maj 1996 om, at midlerne kunne hæves, må betragtes som korrekt gennemført, da sidstnævnte anvisning - på trods af, at beløbsangivelsen i tal var ukorrekt - var lovlig. Det er nemlig et almindeligt princip i italiensk ret, at det, såfremt der er uoverensstemmelse mellem et beløb, der er skrevet ud med bogstaver, og et beløb, der er angivet i tal, er det førstnævnte beløb, der skal lægges til grund. Da der er tale om transaktioner mellem to løbende ikke-rentebærende konti, der er oprettet inden for samme statslige myndighed, og som tjener det samme formål, udgør en ukorrekt angivelse af beløbet i tal en simpel skrivefejl, der kun har en rent intern virkning, og som normalt kan berigtiges, uden at det har indvirkning på transaktionens retmæssighed udadtil.
35 Hvad angår den af Kommissionen nævnte retspraksis vedrørende konsekvenserne af en forsinket kreditering af egne indtægter på den konto, der er oprettet i Kommissionens navn, har den italienske regering gjort gældende, at de tilfælde, som denne praksis vedrører, er forskellige fra det tilfælde, der er genstand for den foreliggende sag. I den foreliggende sag er det eneste omtvistede spørgsmål nemlig, om fristen for at overføre de egne indtægter er blevet overholdt i et tilfælde, hvor der ikke foreligger en retlig, men en rent mekanisk fejl, der blev rettet straks efter, at den var blevet konstateret.
36 Endelig har den italienske regering gjort gældende, at den skrivefejl, der blev begået af tjenestemænd i det italienske finansministerium i forbindelse med registreringen af den regnskabsmæssige transaktion, som det var blevet pålagt dem at foretage, for det første ikke har forvoldt Kommissionen nogen skade, og for det andet ikke har medført, at den italienske stat har fået en fordel.
37 Den italienske regering har følgelig konkluderet, at den bør frifindes for Kommissionens påstand, da der er tale om en rent mekanisk fejl, og da den italienske regering ikke har haft nogen som helst hensigt om at unddrage sig sine forpligtelser.
Domstolens bemærkninger
38 Det er i den foreliggende sag ubestridt mellem parterne, at beløbet på 1 486 422 594 526 ITL, som Den Italienske Republik havde fastsat som en tolvtedel af Fællesskabernes egne indtægter for juni måned 1996, senest den 3. juni 1996 skulle krediteres den konto, som var oprettet med henblik herpå i Kommissionens navn.
39 Det er ligeledes ubestridt, at der den 30. maj 1996 blev indbetalt et beløb på 1 486 594 526 ITL på konto nr. 414/23200 »CEE ris. proprie«, der var oprettet i Kommissionens navn, og at det resterende skyldige beløb, dvs. 1 484 936 000 000 ITL, blev indbetalt på den nævnte konto den 27. juni 1996.
40 Det følger heraf, at sidstnævnte beløb blev krediteret Kommissionens konto med 24 dages forsinkelse.
41 I den forbindelse har det ingen betydning, at overførselskonto nr. 435/23203, der er oprettet i Finansministeriets navn, allerede den 24. maj 1996 var blevet krediteret med et beløb, der oversteg det skyldige beløb, og som Den Italienske Republik kun kunne råde over til fordel for Fællesskaberne, at det præcise beløb, der tilkom Kommissionen som egne indtægter for juni måned 1996, var anført på telefax nr. 9835 af 28. maj 1996, og at det er et almindeligt princip i italiensk ret, at såfremt der er uoverensstemmelse mellem et beløb, der er skrevet ud med bogstaver, og et beløb, der er angivet i tal, skal det førstnævnte beløb lægges til grund.
42 Det fremgår nemlig klart af artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1150/2000, at de skyldige egne indtægter skal krediteres den konto, der er oprettet med henblik herpå i Kommissionens navn, senest den første arbejdsdag i hver måned, og således fra og med denne dag umiddelbart og faktisk skal stå til rådighed for Kommissionen, hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag.
43 Det bemærkes, at der ifølge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 21.9.1989, sag 68/88, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 2965, præmis 17, og af 16.5.1991, sag C-96/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 2461, præmis 38) består en uadskillelig forbindelse mellem forpligtelsen til for det første at fastlægge Fællesskabernes egne indtægter, for det andet at kreditere Kommissionens konto det hertil svarende beløb inden for de fastsatte frister, og for det tredje at betale morarenter.
44 De ved artikel 11 i forordning nr. 1550/2000 hjemlede morarenter betales ved enhver forsinkelse og er forfaldne uanset grunden til den forsinkede kreditering af Kommissionens konto (jf. bl.a. dommen af 22.2.1989 i sagen Kommissionen mod Italien, præmis 12, og dom af 12.9.2000, sag C-359/97, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 6355, præmis 78).
45 I modsætning til, hvad den italienske regering har anført, følger det heraf dels, at der ikke skal sondres mellem det tilfælde, hvor forsinkelsen skyldes en mekanisk fejl, og det tilfælde, hvor den skyldes en retlig fejl, dels, at det forhold, at forsinkelsen ikke var forsætlig, ikke kan ophæve forpligtelsen til at betale morarenter (jf. i denne retning dom af 18.12.1986, sag 93/85, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 4011, præmis 34 og 37).
46 Det forhold, at det resterende skyldige beløb er blevet krediteret konto nr. 414/23200 med den 30. maj 1996 som valørdato, har i den forbindelse heller ikke betydning. Som Kommissionen med rette har anført, giver sådanne tilbagevirkende berigtigelser for det første ikke nogen mening i en økonomisk sammenhæng, der er karakteriseret derved, at der anvendes ikke-rentebærende konti, men de ville desuden, hvis de blev tilladt, fratage forpligtelsen til at betale morarenter enhver praktisk virkning.
47 Med hensyn til den italienske regerings argument om, at der ikke er forvoldt Kommissionen nogen skade, bemærkes blot, at en medlemsstats tilsidesættelse af en forpligtelse i henhold til fællesskabsretten i sig selv er et traktatbrud, og at det forhold, at tilsidesættelsen ikke har haft skadelige virkninger (jf. dom af 21.1.1999, sag C-150/97, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 259, præmis 22, og af 15.6.2000, sag C-348/97, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 4429, præmis 62), og at den pågældende medlemsstat ikke har fået nogen fordel af tilsidesættelsen, er irrelevant.
48 Det må derfor fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 9, 10 og 11 i forordning nr. 1150/2000, der fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet forordning nr. 1552/89, der forfølger det samme formål, da den ikke inden for den frist, der er fastsat i artikel 9 og 10 i forordning nr. 1150/2000, til Kommissionen har overført et beløb på 1 484 936 000 000 ITL i form af egne indtægter, og da den har afslået at betale de skyldige morarenter af beløbet i henhold til denne forordnings artikel 11.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
49 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Italienske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
1) Den Italienske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 9, 10 og 11 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, der fra den 31. maj 2000 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, der forfølger det samme formål, da den ikke inden for den frist, der er fastsat i artikel 9 og 10 i forordning nr. 1150/2000, til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har overført et beløb på 1 484 936 000 000 ITL i form af egne indtægter, og da den har afslået at betale de skyldige morarenter af beløbet i henhold til denne forordnings artikel 11.
2) Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy