Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Medlemsstater - forpligtelser - gennemførelse af direktiver - manglende gennemførelse - begrundelse - ulovlig
(Art. 226 EF)
Sammendrag
$$En medlemsstat kan ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af et direktiv, ikke overholdes.
( jf. præmis 8 )
Parter
I sag C-450/00,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved X. Lewis, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Storhertugdømmet Luxembourg ved N. Mackel som befuldmægtiget,
sagsøgt,
angående en påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 32 i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281, s. 31), idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Wathelet (refererende dommer), og dommerne P. Jann og L. Sevón,
generaladvokat: S. Alber
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 7. juni 2001,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. december 2000 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i henhold til artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 32 i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281, s. 31), idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2 I henhold til artikel 32, stk. 1, første afsnit, i direktiv 95/46 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest tre år efter dets vedtagelse, dvs. den 24. oktober 1998, og straks underrette Kommissionen herom.
3 Kommissionen fandt, at direktiv 95/46 ikke var blevet gennemført i luxembourgsk ret inden for den fastsatte frist, og indledte derfor traktatbrudsproceduren. Efter at have tilstillet Storhertugdømmet Luxembourg en åbningsskrivelse fremsatte Kommissionen den 26. august 1999 en begrundet udtalelse, hvori den opfordrede Storhertugdømmet Luxembourg til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder fra dens meddelelse.
4 Ved skrivelse af 27. oktober 1999 underrettede de luxembourgske myndigheder Kommissionen om, at der på området forelå et forslag til en lov, der skulle forelægges Deputeretkammeret inden udgangen af det pågældende år, og at forsinkelsen med gennemførelsen skyldtes regeringsskiftet i 1999.
5 Da Kommissionen ikke modtog andre oplysninger om, at direktiv 95/46 var blevet gennemført, har den anlagt denne sag.
6 Kommissionen har, under henvisning til de forpligtelser, der i medfør af artikel 10 EF og artikel 249, stk. 3, EF påhviler medlemsstaterne, gjort gældende, at Storhertugdømmet Luxembourg skulle have truffet de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme direktiv 95/46 inden for den fastsatte frist og straks have underrettet Kommissionen herom.
7 Storhertugdømmet Luxembourg, der har begrundet forsinkelsen med den nye kompetencefordeling mellem ministerierne efter regeringsskiftet i 1999, har anført, at gennemførelsen af direktiv 95/46 er i gang.
8 Det bemærkes i denne forbindelse, at efter fast retspraksis kan en medlemsstat ikke påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af et direktiv, ikke overholdes (jf. dom af 15.6.2000, sag C-470/98, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 4657, præmis 11, og af 7.12.2000, sag C-423/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 11167, præmis 10).
9 Da gennemførelsen af direktivet ikke er sket inden for den fastsatte frist, må der gives Kommissionen medhold i dens påstande.
10 Det må følgelig fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 32 i direktiv 95/46, idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
11 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da Storhertugdømmet Luxembourg har tabt sagen, bør det pålægges Storhertugdømmet Luxembourg at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Første Afdeling)
1) Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 32 i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, idet det ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2) Storhertugdømmet Luxembourg betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy