Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
Medlemsstater - forpligtelser - gennemførelse af direktiver - manglende gennemførelse - begrundelse - ulovlig
(Art. 226 EF)
Parter
I sag C-460/00,
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Wolfcarius og M. Patakia, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
mod
Den Hellenske Republik ved N. Dafniou og S. Chala, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om, at det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for fuldt ud at efterkomme Rådets direktiv 96/48/EF af 23. juli 1996 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for højhastighedstog (EFT L 235, s. 6), subsidiært idet den ikke har givet Kommissionen meddelelse herom,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. La Pergola, og dommerne D.A.O. Edward, L. Sevón (refererende dommer), S. von Bahr og C.W.A. Timmermans,
generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: R. Grass,
på grundlag af den refererende dommers rapport,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 12. juli 2001,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. december 2000 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i henhold til artikel 226 EF anlagt sag med påstand om, at det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EF-traktaten, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for fuldt ud at efterkomme Rådets direktiv 96/48/EF af 23. juli 1996 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for højhastighedstog (EFT L 235, s. 6, herefter »direktivet«), subsidiært idet den ikke har givet Kommissionen meddelelse herom.
2 Direktivet har bl.a. til formål at fremme sammenkobling og interoperabilitet mellem de nationale jernbanenet for højhastighedstog samt adgangen til disse net.
3 Det bestemmes i direktivets artikel 23, stk. 1, at medlemsstaterne senest 30 måneder efter direktivets ikrafttræden skal sætte de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, i kraft, og at de straks skal underrette Kommissionen herom.
4 Direktivets artikel 25 bestemmer, at det »træder i kraft 21 dage efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende«. Da direktivet blev offentliggjort den 17. september 1996, trådte det således i kraft den 8. oktober 1996, og fristen for gennemførelse udløb den 8. april 1999.
5 Kommissionen har i overensstemmelse med proceduren i artikel 226, stk. 1, EF - og efter at have givet Den Hellenske Republik lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger - ved skrivelse af 24. januar 2000 tilsendt Den Hellenske Republik en begrundet udtalelse, hvori Kommissionen opfordrede den til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme sine forpligtelser i henhold til direktivet inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af udtalelsen.
6 Da den græske regering ikke besvarede klagepunkterne i den begrundede udtalelse, anlagde Kommissionen nærværende sag.
7 Kommissionen er af den opfattelse, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtigelser i henhold til artikel 10, stk. 1, EF og artikel 249, stk. 3, EF, idet den ikke har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre direktivet.
8 Til støtte for sit forsvar har den græske regering fremlagt et udkast til et præsidentdekret, der er udarbejdet med henblik på at bringe den græske lovgivning i overensstemmelse med direktivet. Proceduren for vedtagelse af dekretet er endnu ikke afsluttet. Regeringen har i duplikken præciseret, at udkastet er underskrevet af trafik- og kommunikationsministeren, men at det desuden skal underskrives af økonomiministeren og ministeren for udvikling. Derefter skal udkastet behandles i statsrådet og underskrives af republikkens præsident.
9 Den græske regering har gjort gældende, at grunden til forsinkelsen med gennemførelsen af direktivet er »afgørelsen af spørgsmål forbundet med opfyldelsen af væsentlige krav og fastlæggelsen af bemyndigede organer med hensyn til gennemførelsen af procedurerne for EF-erklæring om overensstemmelse«.
10 Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig bestemmelser, fremgangsmåder eller forhold i sin nationale retsorden til støtte for, at forpligtelser og frister, der følger af et direktiv, ikke overholdes (jf. bl.a. dom af 15.6.2000, sag C-470/98, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 4657, præmis 11, og af 7.12.2000, sag C-423/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 11167, præmis 10).
11 Da direktivet således ikke er blevet gennemført inden for den fastsatte frist, må der gives Kommissionen medhold.
12 Det må derfor fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivet, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for fuldt ud at efterkomme direktivet.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagens omkostninger
13 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Hellenske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
1) Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 96/48/EF af 23. juli 1996 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for højhastighedstog, idet den ikke inden for den fastsatte frist har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for fuldt ud at efterkomme direktivet.
2) Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy