Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Annullationssøgsmål - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der berører dem umiddelbart og individuelt - udveksling af fiskerimuligheder mellem medlemsstaterne - bestemmelse, der tillader overførsel af den fiskekvote for ansjos, der er tildelt Den Portugisiske Republik - søgsmål fra redere og sammenslutninger, som varetager rederiforeningers kollektive interesser - afvisning
(Art. 230, stk. 4, EF; Rådets forordning nr. 2742/1999)
2. Ulovlighedsindsigelse - skal fremsættes under en verserende retssag - afvisning af hovedsagen - afvisning af indsigelsen
(Art. 241 EF)
Sammendrag
1. Et annullationssøgsmål, som redere, der er etableret i Spanien, indgiver mod niende rubrik i bilag I D til forordning nr. 2742/1999, hvorefter det af hensyn til udvekslingerne af fiskerimulighederne mellem Den Franske Republik og Den Portugisiske Republik tillades, at der for år 2000 af den kvote for ansjos på 5 220 tons, der er tildelt Den Portugisiske Republik for ICES-område IX og X og CECAF-område 34.1.1, må tages indtil 3 000 tons i de farvande i ICES-underområde VIII, der henhører under Den Franske Republiks højhedsområde eller jurisdiktion, må afvises fra realitetsbehandling.
Sagsøgerne er nemlig ikke berørt af den anfægtede bestemmelse - som er almengyldig - på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der efter bestemmelsen adskiller dem fra alle andre. Navnlig var Rådet ikke på tidspunktet for udstedelsen af bestemmelsen forpligtet til at tage hensyn til sagsøgernes særlige situation.
Også et annullationssøgsmål til prøvelse af samme bestemmelse, som indgives af tre sammenslutninger af rederiforeninger, må afvises. En forening, der er oprettet for at varetage en gruppe borgeres kollektive interesser, kan nemlig ikke anses for at være individuelt berørt - i den i artikel 230, stk. 4, EF forudsatte betydning - og har derfor ikke kompetence til på vegne af sine medlemmer at anlægge annullationssøgsmål, når disse ikke kan gøre det individuelt.
( jf. præmis 50, 51, 52 og 78 )
2. Hjemmelen i artikel 241 EF til at påberåbe sig, at en forordning eller en generel retsakt, der danner retsgrundlag for den anfægtede gennemførelsesforanstaltning, ikke kan finde anvendelse, udgør ikke en selvstændig ret, men kan kun udøves under en verserende retssag. Såfremt der ikke er adgang til at anlægge et selvstændigt søgsmål, kan denne traktatbestemmelse derfor ikke påberåbes.
( jf. præmis 82 )
Parter
I sagerne T-54/00 og T-73/00,
Federación de Cofradías de Pescadores de Guipúzcoa, San Sebastian (Spanien),
Federación de Cofradías de Pescadores de Vizcaya, Bilbao (Spanien),
Federación de Cofradías de Pescadores de Cantabria, Santander (Spanien),
De 59 sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget til denne kendelse,
ved abogados J.R. García-Gallardo Gil-Fournier og M.D. Domínguez Pérez,
sagsøgere i sag T-54/00,
Nicolás Martínez Rey y otro CB, Ares, La Coruña (Spanien),
Porvenir Número Cuatro, SL, Riviera, La Coruña (Spanien),
Hermanos Deza, SL, Sanxenxo, Pontevedra (Spanien),
ved abogados J.R. García-Gallardo Gil-Fournier og M.D. Domínguez Pérez,
sagsøgere i sag T-73/00,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved J. Carbery, I. Díez Parra og M. Sims-Robertson, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved T. van Rijn og J. Guerra Fernández, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
intervenient,
angående en påstand i begge sager for det første om annullation af niende rubrik i bilag I D til Rådets forordning (EF) nr. 2742/1999 af 17. december 1999 om fastsættelse for år 2000 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger, og om ændring af forordning (EF) nr. 66/98 (EFT L 341, s. 1) og for det andet om, at det fastslås, at punkt 1.1, nr. i), i bilag IV til Rådets forordning (EF) nr. 685/95 af 27. marts 1995 om forvaltning af fiskeriindsatsen, for så vidt angår visse fiskerizoner og visse fiskeressourcer i Fællesskabet (EFT L 71, s. 5), er ulovlig,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne K. Lenaerts og M. Jaeger,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Dommens præmisser
De relevante retsregler
1 Artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 3760/92 af 20 december 1992 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur (EFT L 389, s. 1) har følgende ordlyd:
»I forbindelse med denne udnyttelse er hovedformålene med den fælles fiskeripolitik at beskytte og bevare de disponible og tilgængelige levende marine akvatiske ressourcer og sikre en rationel og ansvarlig udnyttelse af dem på et bæredygtigt grundlag på økonomiske og sociale betingelser, der er hensigtsmæssige for sektoren, under hensyntagen til følgerne for det marine økosystem og navnlig under hensyntagen til såvel producenternes som forbrugernes behov.
Med henblik herpå indføres der en fællesskabsordning for forvaltning af udnyttelsen, der skal sikre en varig ligevægt mellem ressourcer og udnyttelse i de forskellige fiskeriområder.«
2 Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3760/92 bestemmer herved:
»For at sikre en rationel og ansvarlig udnyttelse af ressourcerne på et bæredygtigt grundlag vedtager Rådet efter fremgangsmåden i traktatens artikel 43, medmindre andet er fastsat, fællesskabsbestemmelser om betingelserne for adgang til farvande og ressourcer og for udnyttelse af dem. Disse bestemmelser skal bygge på de foreliggende biologiske, socioøkonomiske og tekniske analyser og især de rapporter, der udarbejdes af den i artikel 16 omhandlede komité.«
3 Det fremgår endvidere af artikel 8, stk. 4, nr. i) og ii), i forordning nr. 3760/92, at Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, for hvert fiskeri eller hver fiskerigruppe på grundlag af hvert enkelt tilfælde og, når det er relevant, på et flerårigt grundlag, skal fastsætte den samlede tilladte fangstmængde (herefter »TAC«) og/eller den samlede tilladte fiskeriindsats og skal fordele fiskerimulighederne mellem medlemsstaterne på en sådan måde, at hver medlemsstat sikres relativ stabilitet i fiskeriaktiviteterne for hver af de pågældende bestande. Efter anmodning fra de direkte berørte medlemsstater kan Rådet dog tage hensyn til udviklingen i minikvoter og regelmæssige kvoteudvekslinger siden 1983 under passende hensyntagen til den samlede balance i andelene.
4 Endelig er det i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 3760/92 bestemt, at medlemsstaterne efter forudgående meddelelse til Kommissionen helt eller delvist kan udveksle de fiskerimuligheder, de har fået tildelt.
5 Rådets forordning (EF) nr. 2742/1999 af 17. december 1999 om fastsættelse for år 2000 af fiskerimuligheder og dertil knyttede betingelser for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende for EF-farvande og for EF-fartøjer i andre farvande, som er omfattet af fangstbegrænsninger, og om ændring af forordning (EF) nr. 66/98 (EFT L 341, s. 1) fastsatte med hjemmel i artikel 4 og artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 3760/92 TAC'en for visse fiskebestande for år 2000. Hvad angår ansjoser er der i forordningen for det statistiske område, der af Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) er fastlagt og defineret (herefter »ICES-område«) som ICES-område VIII, fastsat en TAC på 16 000 tons, fordelt på 14 400 tons for Kongeriget Spanien og 1 600 tons for Den Franske Republik (ottende rubrik i bilag I D til forordningen). For ICES-områder IX og X og for område 34.1.1, som defineret af Komitéen for Fiskeriet i Det Østlige Centrale Atlanterhav (CECAF) (herefter »CECAF-område 34.1.1«), er der fastsat en TAC på 10 000 tons, fordelt på 4 780 tons for Kongeriget Spanien og 5 220 tons for Den Portugisiske Republik (niende rubrik i bilag I D til forordningen).
6 Den TAC for ansjos, der således er fastsat for ICES-område VIII, er betydelig lavere end den TAC, der de foregående år var godkendt for dette område, på grundlag af videnskabelig rådgivning, hvorefter gydebiomassen kunne nå et betænkeligt lavt niveau i 2000. Som følge af bedre videnskabelige overslag over gydemassen, der blev fremlagt i starten af 2000, besluttede Rådet imidlertid at ændre TAC'en for ansjos for dette område og at fastsætte TAC'en til samme niveau som fastsat for de foregående år, dvs. til 33 000 tons fordelt på 29 700 tons for Kongeriget Spanien og 3 300 tons for Den Franske Republik (Rådets forordning (EF) nr. 1446/2000 af 16.6.2000 om ændring af forordning nr. 2742/1999 (EFT L 163, s. 3)).
7 Til den TAC, der blev tildelt Den Franske Republik for ICES-område VIII, skal endvidere lægges den ansjoskvote, som Den Portugisiske Republik hvert år siden 1995 har afgivet til Frankrig.
8 Den Franske Republik og Den Portugisiske Republik udveksler hvert år fiskerimuligheder, de er blevet tildelt, i medfør af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 3760/92. Omfanget af og betingelserne for disse udvekslinger er fastlagt i punkt 1.1 i bilag IV til Rådets forordning (EF) nr. 685/95 af 27. marts 1995 om forvaltning af fiskeriindsatsen, for så vidt angår visse fiskerizoner og visse fiskeressourcer i Fællesskabet (EFT L 71, s. 5), hvori det bestemmes:
»Udvekslingerne mellem Frankrig og Portugal kan forlænges stiltiende for perioden 1995 til 2002 med forbehold af hver medlemsstats mulighed for at ændre betingelserne herfor hvert år ved den årlige fastsættelse af TAC og kvoter.
Nedenstående TAC'er omfattes af disse udvekslinger:
i) ved fastsættelsen af en fælles TAC for ansjos for ICES-område VIII og IX afgives 80% af Portugals fiskerimuligheder årligt til Frankrig, og disse skal fiskes udelukkende i farvande under fransk overhøjhed eller jurisdiktion [...]«
9 Med hensyn til disse udvekslinger har Rådet i niende rubrik i bilag I D til forordning nr. 2742/1999 tilladt, at der for 2000 af den kvote for ansjos på 5 220 tons, der er tildelt Den Portugisiske Republik for ICES-område IX og X og CECAF-område 34.1.1 (jf. ovenfor i præmis 5), må tages indtil 3 000 tons i de farvande i ICES-underområde VIII, der henhører under Den Franske Republiks højhedsområde eller jurisdiktion (herefter »den anfægtede bestemmelse«).
Retsforhandlingerne i sag T-54/00
10 Det er under disse omstændigheder, at 59 redere (fysiske personer, særlige fællesejer efter spansk ret og selskaber) fra de spanske provinser Asturias, La Coruña, Pontevedra og Lugo og tre sammenslutninger af rederiforeninger fra provinserne Guipúzcoa, Cantabria og Vizcaya ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. marts 2000 har anlagt denne sag.
11 Ved særskilt processkrift registreret på Rettens Justitskontor den 14. marts 2000 nedlagde sagsøgerne ligeledes påstand om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede bestemmelse. Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 10. juli 2000 i sagen Federación de Cofradías de Pescadores de Guipúzcoa m.fl. mod Rådet (sag T-54/00 R, Sml. II, s. 2875) blev begæringen ikke taget til følge, hvilket blev bekræftet ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 12. oktober 2000 i sagen Federación de Cofradías de Pescadores de Guipúzcoa m.fl. mod Rådet (sag C-300/00 P(R), Sml. I, s. 8797).
12 Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 17. maj 2000 har Rådet påstået sagen afvist i medfør af artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement. Den 5. juli 2000 har sagsøgerne fremsat deres bemærkninger til afvisningspåstanden.
13 Kommissionen fik ved kendelse af 27. juni 2000 tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande. Kommissionen indgav interventionsindlæg den 4. oktober 2000. Rådet og sagsøgerne har henholdsvis den 20. december 2000 og den 8. januar 2001 fremsat deres bemærkninger til indlægget.
Retsforhandlingerne i sag T-73/00
14 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. marts 2000 har tre redere fra de spanske provinser La Coruña og Pontevedra anlagt sag med påstande, der er identiske med dem, der er nedlagt i sag T-54/00.
15 Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 26. maj 2000 har Rådet påstået sagen afvist i medfør af procesreglementets artikel 114, stk. 1. Den 5. juli 2000 har sagsøgerne fremsat deres bemærkninger til afvisningspåstanden.
16 Ved skrivelse af 29. juni 2000 har sagsøgerne anmodet Retten om at forene denne sag med sag T-54/00, idet påstandene er identiske. Ved skrivelse af 31. juli 2000 har Rådet meddelt Retten, at det modsatte sig, at sagerne blev forenet.
17 Kommissionen fik ved kendelse af 6. november 2000 tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande. Kommissionen indgav interventionsindlæg den 14. december 2000. Rådet og sagsøgerne har henholdsvis den 9. februar 2001 og den 5. marts 2001 fremsat deres bemærkninger til indlægget.
Parternes påstande i sagerne T-54/00 og T-73/00
18 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
- Sagerne antages til realitetsbehandling.
- Den anfægtede bestemmelse annulleres.
- Det fastslås, at punkt 1.1, nr. i), i bilag IV til forordning nr. 685/95 er ulovlig.
- Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
19 Rådet og Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Sagerne afvises.
- Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Forening af sagerne
20 Da sagerne T-54/00 og T-73/00 er konnekse, forenes de med henblik på denne kendelse.
Formaliteten
21 Er det åbenbart, at sagen må afvises, eller er sagen åbenbart ugrundet, kan Retten i medfør af procesreglementets artikel 111 uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse. Retten finder i de foreliggende sager efter gennemgang af processkrifterne, at sagerne er tilstrækkelig oplyst, og beslutter i medfør af denne artikel at træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.
22 Det bemærkes, at Rådet i de to sager har baseret sin argumentation for, at sagerne skal afvises, på, at sagsøgerne ikke har søgsmålskompetence. Rådet har i sag T-73/00 imidlertid fremsat et supplerende anbringende om, at sagsøgernes identitet ikke klart er præciseret.
23 Retten gennemgår først det andet anbringende. Derefter gennemgår Retten anbringendet om, at sagsøgerne ikke har søgsmålskompetence.
Anbringendet om, at sagsøgernes identitet ikke er klart præciseret i sag T-73/00
Parternes argumenter
24 Rådet har gjort gældende, at søgsmålet i sag T-73/00 skal afvises, idet det ikke opfylder de formelle betingelser, der er fastsat i artikel 19, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen og i artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement, vedrørende identificeringen af sagsøgerne. Ifølge Rådet er det ikke muligt præcist at fastslå sagsøgernes identitet, idet søgsmålet ifølge stævningens forside er anlagt af redere (fysiske personer, særlige fællesejer efter spansk ret og selskaber) fra provinserne La Coruña og Pontevedra, hvorfor det må formodes at være samtlige redere fra disse to provinser, hvorimod kun tre fiskerivirksomheder er angivet i bilaget til stævningen.
25 Rådet finder i den forbindelse, at der skal henvises til fast retspraksis, hvorefter en stævning skal indeholde en så klar og præcis angivelse af søgsmålets genstand, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Fællesskabets retsinstanser for at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til støtte herfor (Rettens kendelse af 29.11.1993, sag T-56/92, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1267, præmis 21). Ifølge Rådet finder denne retspraksis også anvendelse med hensyn til identificeringen af sagsøgerne, idet det i mangel af en sådan identificering er umuligt for sagsøgte at kontrollere sagsøgernes søgsmålskompetence i relation til kravene i artikel 230, stk. 4, EF.
26 Ifølge sagsøgerne skyldes det identificeringsproblem, Rådet har henvist til, at de i princippet skulle have deltaget i søgsmålet i sag T-54/00, men at de ikke kunne samle de nødvendige attestationer til tiden og derfor var nødsaget til at anlægge denne sag. For så vidt angår indholdet af de argumenter, sagsøgerne har fremført til støtte for den foreliggende sag, har de henvist til de indlæg, de har indgivet i sag T-54/00.
Rettens bemærkninger
27 I henhold til artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der i medfør af statuttens artikel 46 og Rettens procesreglements artikel 44, stk. 1, litra a), finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, skal stævningen angive sagsøgerens navn og bopæl. Det skal undersøges, om dette formelle krav er opfyldt i denne sag.
28 Det fremgår af stævningens forside, at sagen er anlagt af »de redere (fysiske personer, særlige fællesejer efter spansk ret og selskaber) fra provinserne La Coruña og Pontevedra, hvis navn og adresse fremgår af bilag I«. Bilag I til stævningen indeholder kopier af de officielle dokumenter vedrørende de tre redere, dvs. Nicolás Martínez Rey y otro CB, Porvenir Numero Cuatro, SL og Hermanos Deza, SL. Disse dokumenter attesterer i overensstemmelse med procesreglementets artikel 44, stk. 5, at rederne juridisk set består, samt at de fuldmagter, de har givet advokaterne med henblik på at varetage deres interesser i forbindelse med denne sag, er forskriftsmæssige. De gør det ligeledes muligt at udlede sagsøgernes navne og adresser.
29 Selv om det er beklageligt, at sagsøgernes præcise identitet ikke klart fremgår af stævningens forside, står det dog fast, at den fremgår tilstrækkeligt klart af stævningen.
30 Anbringendet må derfor forkastes.
Anbringendet om, at sagsøgerne ikke har søgsmålskompetence
Parternes anbringender
31 Rådet er af den opfattelse, at sagerne skal afvises, idet den anfægtede bestemmelse er en almengyldig retsakt, jf. artikel 249 EF, idet den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer, og den medfører retsvirkninger for visse generelt og abstrakt fastsatte personkategorier. Fysiske og juridiske personer kan derfor i princippet ikke anlægge sag med påstand om annullation af en sådan retsakt i medfør af artikel 230, stk. 4, EF.
32 Rådet har desuden subsidiært anført, at sagsøgerne ikke er umiddelbart og individuelt berørte af den anfægtede bestemmelse.
33 Rådet har nærmere anført, at i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, udgør de ikke en lukket kreds af erhvervsdrivende, fordi de ikke nødvendigvis omfatter samtlige spanske fiskere, der ville kunne fiske ansjos i ICES-område VIII, og fordi den anfægtede bestemmelse først og fremmest berører ansjosfiskere, der er etableret i Frankrig og Portugal.
34 Rådet har også anført, at for at kunne fiske en del af den kvote for ansjos, der er tildelt Den Franske Republik, skal fiskere og fiskerivirksomheder først have en licens fra de franske myndigheder. Ifølge Rådet indebærer det forhold, at de nationale myndigheders mellemkomst er nødvendig, at sagsøgerne ikke er umiddelbart berørte af den anfægtede bestemmelse.
35 Rådet har endelig gjort gældende, at det følger af fast retspraksis, at sager, der anlægges af foreninger, kan antages til realitetsbehandling i tre situationer, nemlig såfremt en retsregel tillægger dem søgsmålskompetence, såfremt deres medlemmer har søgsmålskompetence, og endelig, såfremt foreningerne har godtgjort, at deres egne interesser som foreninger er berørte. Ifølge Rådet befinder foreningerne i denne sag sig imidlertid ikke i en af disse situationer, hvorfor sagen ligeledes skal afvises for så vidt angår dem.
36 Kommissionen har støttet den afvisningspåstand, Rådet har nedlagt.
37 Sagsøgerne har indledningsvis gjort gældende, at det vil være i strid med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK) at afvise sagerne med den begrundelse, at sagsøgerne ikke har søgsmålskompetence, idet de ikke kan anfægte bestemmelsens lovlighed ved de spanske domstole, eftersom der ikke er truffet nationale foranstaltninger til gennemførelse af den. Ifølge sagsøgerne påhviler det navnlig Retten at fortolke traktatens bestemmelser om borgernes søgsmålskompetence fleksibelt.
38 Sagsøgerne har erkendt, at den anfægtede bestemmelse er almengyldig, men gjort gældende, at bestemmelsen ikke desto mindre berører dem umiddelbart og individuelt.
39 De har for det første med henblik på at godtgøre, at de er individuelt berørt af den anfægtede bestemmelse, gjort gældende, at Fællesskabets institutioner i henhold til artikel 161, stk. 1, litra f), i akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse og tilpasningerne af traktaterne (EFT 1985 L 302, s. 23, herefter »tiltrædelsesakten«), hvorefter Kongeriget Spanien fik tildelt 90% og Den Franske Republik 10% af TAC'en for ansjos i ICES-område VIII, og i henhold til artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3760/92 ved udstedelsen af den anfægtede bestemmelse var forpligtet til at tage hensyn til sagsøgernes særlige situation (Domstolens dom af 11.2.1999, sag C-390/95 P, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 769, præmis 25-30).
40 Sagsøgerne finder i den forbindelse, at den foreliggende sag adskiller sig fra andre sager vedrørende fiskeri, hvori Retten har fundet, at artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3760/92 i betragtning af deres meget generelle formulering er af en sådan karakter, at de ikke kan antages at pålægge en præcis forpligtelse til særligt at tage hensyn til visse erhvervsdrivendes situation (Rettens kendelse af 8.7.1999, sag T-194/95, Area Cova m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 2271, præmis 44). De har gjort gældende, at de personer, der i nærværende sag er berørt, er langt klarere identificeret, idet det fremgår af betragtningerne til forordning nr. 1446/2000, at Rådet i henhold til disse bestemmelser er forpligtet til for hvert enkelt område at tage hensyn til de erhvervsdrivendes interesser, således at Rådet, for så vidt angår ICES-område VIII, alene kunne tage hensyn til de spanske og franske erhvervsdrivendes interesser. Rådet var endvidere i medfør af tiltrædelsesaktens artikel 161, stk. 1, litra f), forpligtet til at tage hensyn til de spanske erhvervsdrivendes særlige situation, idet de havde ret til at fiske 90% af TAC'en for ansjos i ICES-område VIII.
41 Sagsøgerne er for det andet af den opfattelse, at de er individuelt berørt af den anfægtede bestemmelse, idet Rådet ved udstedelsen af bestemmelsen havde eller idet mindste kunne have haft et tilstrækkeligt sikkert kendskab til antallet af fartøjer, der kunne fiske i det pågældende område i år 2000. Ifølge sagsøgerne var dette antal det samme som i de foregående år. Sagsøgerne har også anført, at det forhold, at Rådet udstedte forordning nr. 1446/2000, der indeholder en godkendelse af en TAC for ansjos, der er på samme niveau som den TAC, der de foregående år var fastsat for ICES-område VIII, viser, at Rådet havde kendskab til antallet af fartøjer, der fiskede i området.
42 Sagsøgerne har for det tredje gjort gældende, at den anfægtede bestemmelse individualiserer dem, idet de i modsætning til de franske redere, der har fået licens til at fiske i ICES-område VIII, lider væsentlige såvel økonomiske som miljømæssige tab som følge af, at kvoten for ansjos er blevet overført. Dette gælder ikke mindst, fordi spanske redere i langt videre omfang end deres franske kolleger er afhængige af ansjosfiskeriet i ICES-område VIII, og at det er vanskeligt for dem at omstille deres fiskeri.
43 Sagsøgerne har for det fjerde gjort gældende, at de udgør en lukket kreds af erhvervsdrivende, der er særligt berørt af den anfægtede bestemmelse. Ifølge sagsøgerne er der to klart adskilte grupper i denne sag, nemlig dem, der drager fordel af, at kvoten er overført, og dem, der ikke gør det. Kun spanske redere er omfattet af den anden gruppe.
44 Sagsøgerne har erkendt, at denne kreds i den foreliggende sag ikke ligger fuldstændig fast, idet licenserne udstedes kvartalsvis. De er imidlertid af den opfattelse, at kredsen de facto er lukket, idet det er næsten umuligt for nye fiskere at få licens til at fiske ansjos i ICES-område VIII på grund af de administrative vanskeligheder, fiskerne står over for. Dette støttes af, at listerne over de fartøjer, der har licens til at fiske ansjos i ICES-område VIII, er meget stabile og ikke ændrer sig fra år til år, medmindre der er fartøjer, der udskiftes.
45 Sagsøgerne har tilføjet, at da de var forpligtede til at overholde fristen på to måneder for at anlægge sag med påstand om annullation af den anfægtede bestemmelse, kunne de ikke afvente, at alle licenserne for de fire kvartaler i år 2000 blev udstedt, for på grundlag af listerne at godtgøre, at deres påstand om, at kredsen af spanske ansjosfiskere er lukket, er korrekt. De har imidlertid gjort gældende, at på det tidspunkt, hvor de indgav deres bemærkninger til Kommissionens interventionsindlæg, var listerne over indehavere af licenser til at fiske ansjos for år 2000 lukket, og at det fremgår af disse lister, at antallet af indehavere var uforandret. Næsten samtlige sagsøgere havde således ansøgt om og fået licens til at fiske ansjos i år 2000, undtagen dels nogle tilfælde, hvor fiskerfartøjerne var blevet udskiftet med nye fartøjer, og dels nogle tilfælde, hvor redere havde besluttet at koncentrere sig om fiskeriet af andre arter.
46 Sagsøgerne finder endvidere, at de er umiddelbart berørt af den anfægtede bestemmelse, idet den umiddelbart påfører dem tab i såvel økonomisk som miljømæssig henseende, og at ingen national foranstaltning kan bryde denne direkte sammenhæng, eftersom de ikke kan få licenser til at fiske ansjos fra de franske myndigheder.
47 Sagsøgerne har endelig anført, at de tre sammenslutninger af rederiforeninger også kan anlægge sag, idet de indtræder i og varetager interesserne for redere, der er umiddelbart og individuelt berørte af den anfægtede bestemmelse.
Rettens bemærkninger
48 Nærværende sager er anlagt af 62 redere og af tre sammenslutninger, der repræsenterer rederiforeningernes kollektive interesser. Retten gennemgår sagernes formalitet for så vidt angår hver enkelt af disse to grupper.
- Formaliteten, for så vidt som sagerne er anlagt af rederne
49 Sagsøgerne har ikke bestridt, at den anfægtede bestemmelse er en beslutning, der er rettet til medlemsstater, og at den er almengyldig i relation til sagsøgerne.
50 Det skal imidlertid undersøges, om sagsøgerne til trods for, at den anfægtede bestemmelse er almengyldig, alligevel kan anses for umiddelbart og individuelt berørt af bestemmelsen. Det forhold, at en retsakt er almengyldig, udelukker dog ikke, at visse fysiske eller juridiske personer vil kunne være umiddelbart og individuelt berørt af den (jf. Domstolens dom af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorniu mod Rådet, Sml. I, s. 1853, præmis 19, Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis 66, og af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 50).
51 Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne er individuelt berørte af den anfægtede bestemmelse, bemærkes, at for at en fysisk eller juridisk person kan anses for individuelt berørt af en almengyldig bestemmelse, skal den pågældende bestemmelse berøre personen på grund af visse egenskaber, som er særlige for denne, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller vedkommende fra alle andre (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223, Rettens kendelse af 30.9.1997, sag T-122/96, Federolio mod Kommissionen, Sml. II, s. 1559, præmis 59, og af 29.4.1999, sag T-120/98, Alce mod Kommissionen, Sml. II, s. 1395, præmis 19).
52 Sagsøgerne har hertil for det første gjort gældende, at de er individuelt berørt af den anfægtede bestemmelse, idet Rådet ved udstedelsen af bestemmelsen i henhold til artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3760/92 og tiltrædelsesaktens artikel 161, stk. 1, litra f), var forpligtet til at tage hensyn til deres særlige situation.
53 Ganske vist har Domstolen og Retten admitteret annullationssøgsmål, der var anlagt til prøvelse af almengyldige retsakter, for så vidt som der fandtes en højere retsregel, hvorefter retsaktens ophavsmand var forpligtet til at tage hensyn til sagsøgerens særlige situation (Domstolens dom af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 21-32, af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, præmis 11, præmis 67 og 68 i Rettens dom i sagen Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 50, og Rettens dom af 17.6.1998, sag T-135/96, UEAPME mod Rådet, Sml. II, s. 2335, præmis 90).
54 Det bemærkes imidlertid, at tiltrædelsesaktens artikel 161, stk. 1, litra f), hvorved Kongeriget Spanien blev tildelt 90% af TAC'en for ansjos i ICES-område VIII, mens de resterende 10% blev tildelt Den Franske Republik, alene har til formål at fastsætte fordelingen af kvoten for ansjos for dette område. Bestemmelsen indeholder hverken nogen henvisning til situationen for de ansjosfiskere i de to lande, der kan fiske i området, eller, a fortiori, nogen forpligtelse for Rådet til at tage hensyn til disse fiskeres særlige situation, når det tillader, at en kvote for ansjos overføres fra et tilstødende område til dette område.
55 Med hensyn til artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3760/92 bemærkes, at disse bestemmelser udelukkende har til formål at fastlægge en ramme, inden for hvilken Rådet på forslag fra Kommissionen kan vedtage fællesskabsbestemmelser om betingelserne for adgang til farvande og ressourcer og om betingelserne for udnyttelse af dem. Følgelig vedrører disse bestemmelser kun de erhvervsdrivende i fiskerisektoren generelt (jf. i denne retning præmis 38 i kendelsen i sagen Federación de Cofradías de Pescadores de Guipúzcoa m.fl. mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 11, jf. også for så vidt angår artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 3760/92 præmis 44 i kendelsen i sagen Area Cova m.fl. mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 40). Bestemmelserne kan under ingen omstændigheder fortolkes således, at de pålægger Rådet at tage hensyn til sagsøgernes særlige situation.
56 Denne konklusion svækkes ikke af, at det som hævdet af sagsøgerne skulle følge af fjerde betragtning til forordning nr. 1446/2000, at Rådet er forpligtet til at anvende de kriterier, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3760/92, for hvert fiskeriområde for sig. En sådan forpligtelse - såfremt det antages, at der var ført bevis for, at den forelå - ville ikke være begrænset til kun at omfatte en hensyntagen til de spanske fiskere, der ville kunne fiske ansjos i ICES-område VIII, men ville ligeledes omfatte situationen for samtlige erhvervsdrivende, der er aktive i fiskerisektoren i dette område. Det skal derudover bemærkes, at da forordning nr. 1446/2000 er udstedt efter den anfægtede bestemmelse, fandt forpligtelsen - såfremt det antages, at der var ført bevis for, at den forelå - ikke anvendelse på det tidspunkt, hvor bestemmelsen blev udstedt.
57 Det første argument må derfor forkastes.
58 Sagsøgerne har for det andet anført, at de er individuelt berørt af den anfægtede bestemmelse, idet Rådet havde eller kunne have haft kendskab til deres identitet, da det udstedte bestemmelsen.
59 Denne påstand savner faktuelt grundlag. Rådet var ved udstedelsen af den anfægtede bestemmelse hverken i besiddelse af særlige oplysninger om de fartøjer, der førte spansk flag, og som havde licens til at fiske ansjos i første kvartal 2000, eller - så meget desto mindre - om de fartøjer, der ville få udstedt sådanne licenser for de efterfølgende kvartaler i 2000, idet licenserne for denne periode endnu ikke var blevet udstedt på det tidspunkt.
60 Det er i den forbindelse irrelevant, at antallet af spanske fiskere, der havde fået licens til at fiske ansjos i ICES-område VIII, havde været stabilt i de foregående år. Som det følger af fast retspraksis, er muligheden for med større eller mindre bestemthed at angive antallet af de retssubjekter, på hvem en foranstaltning finder anvendelse, på ingen måde ensbetydende med, at disse retssubjekter skal anses for individuelt berørt, så længe det står fast, at denne anvendelse sker i medfør af en objektiv retlig eller faktisk situation, der er fastlagt ved den pågældende retsakt (Domstolens kendelse af 24.5.1993, sag C-131/92, Arnaud m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 2573, præmis 13; jf. også Domstolens dom af 15.6.1993, sag C-213/91, Abertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3177, præmis 22, og Rettens dom af 22.2.2000, sag T-138/98, ACAV m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 341, præmis 64). I den foreliggende sag er sagsøgerne berørt af den anfægtede bestemmelse som følge af en af bestemmelsen objektivt bestemt situation, nemlig i deres egenskab af ejere af fartøjer, der fører flag fra en medlemsstat, der kan få uddelt muligheder for ansjosfiskeri i ICES-område VIII.
61 Sagsøgernes påstand om, at det forhold, at Rådet ved udstedelsen af forordning nr. 1446/2000 godkendte en TAC, der var på samme niveau som for de foregående år, er et indicium for, at Rådet havde kendskab til antallet af fartøjer, der kunne fiske ansjos i ICES-område VIII, må ligeledes forkastes. Det skal understreges, at Rådet ikke fastsætter TAC'en på grundlag af antallet af fartøjer, der fisker i et bestemt område, men i henhold til artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 3760/92 på grundlag af »forvaltningsmålene og -strategierne«, den har fastsat med henblik på sikre en rationel og ansvarlig udnyttelse af havets ressourcer. Endvidere er påstanden - selv om det antages, at den er rigtig - irrelevant for det foreliggende argument, idet den vedrører alle fartøjer, der kan fiske i ICES-område VIII, dvs. såvel fartøjer, der fører spansk flag, som fartøjer, der fører fransk flag. Påstanden kan derfor ikke tjene som bevis for, at Rådet havde kendskab til sagsøgernes særlige situation.
62 Det andet argument må derfor forkastes.
63 Sagsøgerne har for det tredje gjort gældende, at de er individuelt berørt af den anfægtede bestemmelse på grund af den særlige indvirkning, som den fra et såvel økonomisk som miljømæssigt synspunkt har på deres situation.
64 Det skal imidlertid bemærkes, at det forhold, at en almengyldig retsakt kan have forskellige konkrete virkninger for de enkelte retssubjekter, den finder anvendelse på, ikke adskiller dem fra alle andre berørte erhvervsdrivende, når retsakten anvendes på grundlag af en objektivt bestemt situation (jf. Domstolens kendelse af 18.12.1997, sag C-409/96 P, Sveriges Betodlares og Henrikson mod Rådet, Sml. I, s. 7531, præmis 37, og Rettens kendelse af 8.12.1998, sag T-39/98, Sadam Zuccherifici m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 4207, præmis 22). Som fremhævet ovenfor i præmis 60, er dette tilfældet i denne sag.
65 Endvidere bemærkes, at selv om det antages, at der kunne tages hensyn til den anfægtede bestemmelses virkninger ved afgørelsen af, om bestemmelsen adskiller sagsøgerne fra andre erhvervsdrivende, må det fastslås, at sagsøgerne ikke har fremlagt nogen elementer med henblik på at bevise, at de har ret i deres påstand angående de alvorlige økonomiske og miljømæssige indvirkninger, som udstedelsen af den anfægtede bestemmelse har medført for de spanske ansjosfiskere.
66 Det forekommer endvidere tvivlsomt, at disse indvirkninger alene ville ramme de spanske ansjosfiskere.
67 Såfremt salgsprisen for ansjos, som sagsøgerne har hævdet, falder på grund af franske fiskeres ekstra fangster, påvirker et sådant fald efter al sandsynlighed lige så meget franske som spanske ansjosfiskere.
68 Hvad angår de miljømæssige tab, sagsøgerne har påberåbt sig, skal det bemærkes, at såfremt kvoteoverførslen medfører en formindskelse af ansjosbestanden i ICES-område VIII, påvirker dette tab samtlige ansjosfiskere og således også de franske fiskere, der fisker i dette område.
69 Det er desuden ubestrideligt, at den anfægtede bestemmelse ligeledes berører de portugisiske ansjosfiskeres interesser negativt, idet deres fiskerimuligheder nedsættes som følge af udstedelsen af retsakten. Den overførsel af Den Portugisiske Republiks kvoter til Den Franske Republik, der følger af denne bestemmelse, medfører, at portugisiske fiskere mister muligheden for at fiske i alt 5 220 tons ansjos i ICES-område IX og X og i CECAF-område 34.1.1.
70 Det tredje argument må derfor forkastes.
71 Sagsøgerne finder for det fjerde, at som spanske fiskere, der ikke drager fordel af overførslen af kvoten for ansjos til ICES-område VIII, tilhører de en lukket kreds af erhvervsdrivende, der er særligt berørt af den anfægtede bestemmelse.
72 Det skal imidlertid bemærkes, at de faktiske omstændigheder, sagsøgerne har påberåbt sig, ikke er af en sådan karakter, at de absolut og definitivt begrænser anvendelsen af den anfægtede bestemmelse til kun at omfatte de redere, som i forvejen udøver ansjosfiskeri i ICES-område VIII.
73 Den omstændighed, at der skulle opfyldes en række tekniske krav og administrative formaliteter, bevirker, at det ikke kan udelukkes, at redere, der endnu ikke havde udøvet sådant fiskeri, kunne tænkes at påbegynde dette i løbet af fangstsæsonen for 2000, og dermed, at de er berørt af den anfægtede bestemmelse (jf. også i samme retning for så vidt angår en lukket kreds af fartøjer, der havde licens til at fiske hellefisk i Organisationen af Fiskeriet i det Nordvestlige Altanterhavs (NAFO's) underområde 2 og 3, præmis 29 i kendelsen i sagen Area Cova m.fl. mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 40).
74 Tilsvarende kan det forhold, at antallet af fiskere ifølge listerne over spanske indehavere af licenser til at fiske ansjos i ICES-område VIII var stabilt i de foregående år, ikke tjene som bevis for, at de er en lukket kreds af erhvervsdrivende. Antallet af licenser, der udstedes hver år, kan således variere, for så vidt visse fiskere, der har haft licens til at fiske ansjos i de foregående år, kan beslutte at fiske en anden art i år 2000, hvorimod andre fiskere, der på det tidspunkt, hvor den anfægtede bestemmelse udstedtes, endnu ikke havde fisket ansjos i ICES-område VIII, kunne tænkes at gøre det i løbet af år 2000.
75 Det fjerde argument må derfor forkastes.
76 Det følger af samtlige ovenfor anførte bemærkninger, at den anfægtede bestemmelse ikke kan antages at berøre de 62 redere, der har anlagt de foreliggende sager, individuelt.
- Sagens formalitet, i det omfang den er anlagt af sammenslutningerne af rederiforeninger
77 Det bemærkes, at sammenslutningerne af rederiforeninger alene har gjort gældende, at de skal anses for at have søgsmålskompetence, for så vidt medlemmerne af de foreninger, de repræsenterer, har søgsmålskompetence. De har ikke gjort gældende, at deres selvstændige interesser som foreninger er blevet berørt (Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis 29 og 30, Rettens dom af 12.12.1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, præmis 50, og af 29.9.2000, sag T-55/99, CETM mod Kommissionen, Sml. II, s. 3207, præmis 23).
78 Det skal imidlertid bemærkes, at det følger af retspraksis, at en forening, der er oprettet for at varetage en gruppe borgeres kollektive interesser, ikke kan anses for at være individuelt berørt - i den i artikel 230, stk. 4, EF forudsatte betydning - og derfor ikke har kompetence til på vegne af sine medlemmer at anlægge annullationssøgsmål, når disse ikke kan gøre det individuelt (Domstolens dom af 14.12.1962, forenede sager 19/62-22/62, Fédération nationale de la boucherie en gros et du commerce en gros des viandes m.fl. mod Rådet, Sml. 1954-1964, s. 371, org.ref.: Rec. s. 943, på s. 960 og 961, og af 2.4.1998, sag C-321/95 P, Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1651, præmis 14 og 29). Som det er fastslået ovenfor, kan rederne imidlertid ikke anses for at være individuelt berørt af den anfægtede bestemmelse.
79 Det følger heraf, at sammenslutningerne i den foreliggende sag ikke kan anses for at være individuelt berørt af den anfægtede bestemmelse.
- Sammenfatning
80 Da de to grupper af sagsøgere i betragtning af det ovenfor anførte ikke opfylder den ene af formalitetsbetingelserne i henhold til artikel 230, stk. 4, EF, er det ufornødent at tage stilling til, om de er umiddelbart berørt af den anfægtede bestemmelse.
81 Det forhold, at sagerne afvises, medfører, at den ulovlighedsindsigelse, sagsøgerne har påberåbt sig vedrørende punkt 1.1, nr. 1), i bilag IV til forordning nr. 685/95, ligeledes må afvises.
82 Det bemærkes, at hjemmelen i artikel 241 EF til at påberåbe sig, at en forordning eller en generel retsakt, der danner retsgrundlag for den anfægtede gennemførelsesforanstaltning, ikke kan finde anvendelse, ikke udgør en selvstændig ret, men kun kan udøves under en verserende retssag. Såfremt der ikke er adgang til at anlægge et selvstændigt søgsmål, kan sagsøgerne således ikke påberåbe sig artikel 241 EF (Domstolens dom af 16.7.1981, sag 33/80, Albini mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 2141, præmis 17, og af 11.7.1985, forenede sager 87/77, 130/77, 22/83, 9/84 og 10/84, Salerno m.fl. mod Kommissionen og Rådet, Sml. s. 2523, præmis 36, og Rettens dom af 22.10.1996, sag T-154/94, CSF og CSME mod Kommissionen, Sml. II, s. 1377, præmis 16).
83 Endvidere må sagsøgernes argument, hvorefter Rettens afgørelse om at afvise deres søgsmål på grund af manglende søgsmålskompetence er i strid med EMRK's artikel 6, forkastes, idet den anfægtede bestemmelse ikke foreskriver, at medlemsstaterne skal vedtage nogen gennemførelsesforanstaltninger, hvorfor sagsøgerne ikke råder over noget retsmiddel til at anfægte bestemmelsens lovlighed ved de nationale domstole.
84 Retten har i dommen i sagen ACAV m.fl. mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 60 (præmis 68), fastslået, at selv om det måtte forholde sig således, kan en sådan omstændighed ikke begrunde en fortolkningsbetinget ændring i den søgsmålsordning, der er fastlagt i traktaten. En sådan omstændighed kan i intet tilfælde medføre, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, som ikke opfylder betingelserne i artikel 230, stk. 4, EF, skal antages til realitetsbehandling (jf. også Domstolens kendelse af 23.11.1995, sag C-10/95 P, Asocarne mod Rådet, Sml. I, s. 4149, præmis 26, og af 24.4.1996. sag C-87/95 P, CNPAAP mod Rådet, Sml. I, s. 2003, præmis 38).
85 Det fremgår endvidere ikke af det oplyste, at sagsøgerne skulle være afskåret fra enhver søgsmålsret med hensyn til de eventuelle virkninger af den anfægtede bestemmelse. De berørte parter kan, hvis de finder, at de har lidt skade umiddelbart som følge af retsakten, under alle omstændigheder anfægte den under en sag om erstatningsansvar uden for kontraktforhold i medfør af artikel 235 EF og artikel 288 EF (præmis 52 i kendelsen i sagen Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 64).
86 Det generelle fællesskabsretlige princip, hvorefter enhver, hvis rettigheder og friheder er blevet tilsidesat, har krav på en effektiv søgsmålsadgang, og som er inspireret af EMRK's artikel 13, er således overholdt i den foreliggende sag.
87 Det følger af det ovenfor anførte, at det er åbenbart, at sagerne må afvises.
Afgørelse om sagsomkostninger
Sagsomkostningerne
88 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Endvidere bestemmer procesreglementets artikel 87, stk. 4, at institutioner, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger. Da sagsøgerne har tabt sagen, og Rådet har nedlagt påstand om, at de pålægges at betale sagens omkostninger, bør det pålægges dem at bære deres egne og betale Rådets omkostninger. Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) Sagerne T-54/00 og T-73/00 forenes med henblik på kendelsen.
2) Sagerne afvises.
3) Sagsøgerne bærer deres egne omkostninger og betaler Rådet for Den Europæiske Unions omkostninger.
4) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer sine egne omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy