Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse
Nøgleord
1. Retspleje - sagsomkostninger - fastsættelse - udgifter, der kan kræves erstattet
[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]
2. Retspleje - sagsomkostninger - fastsættelse - omstændigheder, der skal tages i betragtning
[Rettens procesreglement, art. 91]
3. Retspleje - sagsomkostninger - fastsættelse - udgifter, der kan kræves erstattet - begreb - medvirken af flere advokater
[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]
Sammendrag
$$1. Det fremgår af artikel 91, litra b), i Rettens procesreglement, at de udgifter, der kan kræves erstattet, både er begrænset til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling ved Fællesskabets retsinstanser, og til udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse.
( jf. præmis 33 )
2. Fællesskabets retsinstanser er ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i honorarer til deres egne advokater, hvorimod de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges godtgjort hos den part, som idømmes sagens omkostninger. Fællesskabets retsinstanser skal i forbindelse med en begæring om fastsættelse af sagsomkostningerne ikke tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom mellem den pågældende part og dennes befuldmægtigede eller advokater.
Retten er i mangel af fællesskabsretlige bestemmelser om salærtakster frit stillet ved dens vurdering af de foreliggende oplysninger, idet den dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning fra et fællesskabsretligt synspunkt og dens sværhedsgrad, såvel som til omfanget af det arbejde, de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har haft i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen. Muligheden for, at Fællesskabets retsinstanser kan bedømme værdien af det udførte arbejde, afhænger i den forbindelse af, hvor præcise de fremlagte oplysninger er.
( jf. præmis 34 og 35 )
3. Med henblik på fastsættelsen af de sagsomkostninger, der kan kræve erstattet, tilkommer det Fællesskabets retsinstanser først og fremmest at tage hensyn til, om det antal arbejdstimer, der samlet er medgået, kan anses for objektivt nødvendigt af hensyn til retssagen, uanset hvor mange advokater arbejdet har været delt mellem.
( jf. præmis 44 )
Parter
I de forenede sager T-226/00 DEP og T-227/00 DEP,
Nan Ya Plastics Corporation, Taipei, Taïwan (Kina),
Far Eastern Textiles Ltd, Taipei,
ved avocat P. De Baere, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgere,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved S. Marquardt, som befuldmægtiget, bistået af avocat G. Berrisch,
sagsøgt,
angående en begæring om fastsættelse af de sagsomkostninger, som sagsøgte skal erstatte sagsøgerne efter Rettens kendelser af 19. september 2001, Nan Ya Plastics mod Rådet og Far Eastern Textiles mod Rådet (T-226/00 og T-227/00, ikke trykt i Samling af Afgørelser), har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Femte Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne P. Lindh, R.M. Moura Ramos, J.D. Cooke og H. Legal,
justitssekretær: H. Jung,
afsagt følgende
Kendelse
Dommens præmisser
Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
1 Den 8. maj 2000 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 978/2000 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af korte syntetiske fibre af polyestere med oprindelse i Australien, Indonesien og Taiwan og om endelig opkrævning af den midlertidige told (EFT L 113, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«).
2 Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 28. august 2000 anlagde Nan Ya Plastics Corporation og Far Eastern Textiles Ltd annullationssøgsmål vedrørende artikel 1 og 2 i den anfægtede forordning. Søgsmålene blev registreret som henholdsvis sag T-226/00 og sag T-227/00.
3 Ved skrivelse af 22. september 2000 anmodede Rådet om forlængelse af fristen for indlevering af svarskrift, bl.a. med henvisning til kompleksiteten af de i stævningerne rejste juridiske og faktuelle spørgsmål og til omfanget af disses bilag. Retten imødekom denne ansøgning.
4 Rådet anmodede forud for fremlæggelsen af sit svarskrift om, at de to sager blev udsat, og begrundede sin anmodning med, at det havde til hensigt at vedtage en forordning, som med tilbagevirkende kraft ændrede den anfægtede forordning. Sagsøgerne meddelte, at de ikke havde indvendinger i den anledning.
5 Ved kendelser af 23. november 2000 udsatte formanden for Femte Udvidede Afdeling sagerne T-226/00 og T-227/00.
6 Den 7. maj 2001 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 902/2001 om ændring af forordning nr. 978/2000 (EFT L 127, s. 20).
7 Ved kendelser af 19. september 2001 (ikke trykt i Samling af Afgørelser) fastslog Retten på anmodning fra Rådet og med sagsøgerne samtykke, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sagerne T-226/00 og T-227/00, og tilpligtede Rådet at betale sagens omkostninger.
8 Da parterne ikke kunne nå til enighed om de udgifter, der kan kræves erstattet, fremsatte sagsøgerne i overensstemmelse med artikel 92, stk. 1, i Rettens procesreglement ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. juli 2002 fælles begæring om fastsættelse af sagsomkostningerne i de to sager. Begæringen er på Rettens Justitskontor registreret under nr. T-226/00 DEP og T-227/00 DEP.
9 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 11. september 2002 fremsatte Rådet sine bemærkninger til denne begæring.
Parternes påstande
10 Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at Retten fastsætter de sagsomkostninger, som Rådet skal erstatte, til 74 368,06 EUR.
11 Rådet har nedlagt påstand om, at Retten fastsætter de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, til et efter Rettens vurdering passende beløb, som dog ikke overstiger 30 000 EUR, heri medregnet de udgifter, der er afholdt i anledning af nærværende begæring om fastsættelse af sagsomkostninger.
Retlige bemærkninger
Parternes argumenter
12 Sagsøgerne er af den opfattelse, at det krævede beløb i sagsomkostninger for det første er berettiget ud fra sagens genstand og karakter samt ud fra dens betydning set fra et fællesskabsretligt synspunkt. Således rejser sagen vigtige fællesskabsretlige spørgsmål, som endnu ikke har været forelagt Fællesskabets retsinstanser. Sagsøgerne har herved anført, at de pågældende sager vedrørte omfanget af Kommissionens undersøgelsesbeføjelser og retten til kontradiktion i forbindelse med en procedure om forholdsregler over for subsidier samt anvendelsen af artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 af 6. oktober 1997 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT L 288, s. 1), især anvendelsen af den i denne artikel indeholdte betingelse om specificitet.
13 Med hensyn til omfanget af det arbejde, som har været påkrævet i de pågældende sager, har sagsøgerne dernæst anført, at disse var forbundet med visse vanskeligheder. Eftersom der ikke foreligger en praksis ved Fællesskabets retsinstanser, blev sagsøgerne for så vidt angår retten til kontradiktion og omfanget af Kommissionens undersøgelsesbeføjelser således nødt til selv at slutte analogt fra konkurrenceretten og reglerne om antidumpingforanstaltninger og hvad angår anvendelsen af den i artikel 3 i forordning nr. 2026/97 indeholdte betingelse om specificitet fra den lovgivning, som gælder i USA og for Verdenshandelsorganisationen (WTO). I denne forbindelse fordrede anvendelsen af betingelsen om specificitet i de pågældende sager, at der blev foretaget analyse af komplekse økonomiske og juridiske data.
14 Sagsøgerne har ligeledes anført, at det af Rådets anmodning om forlængelse af fristen for indlevering af svarskrift og af det forhold, at Rådet blev bistået af en advokat, fremgår, at Rådet erkender sagernes vanskelige karakter.
15 For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at sagen har krævet et omfattende arbejde med hensyn til analyse af komplekse juridiske og økonomiske data.
16 Sagsøgerne har anført, at det vigtigste arbejde i forbindelse med efterforskning og udarbejdelse af dokumenter kun er regnskabsført en enkelt gang, og har påpeget, at omkostningerne, såfremt der kun var indleveret en enkelt stævning, ville have været mindre, uden dog at være blevet halveret. Anlæggelsen af det andet søgsmål krævede ekstra arbejde med hensyn til administrativ organisering på grund af de i denne sag indeholdte faktiske omstændigheders særegenhed samt på grund af forskellene i sagsøgernes retlige anbringender, især med hensyn til Far Eastern Textiles' søgsmålskompetence.
17 Sagsøgerne har endelig anført, at anlæggelsen af sagerne nødvendiggjorde ikke blot en gentagelse af det arbejde, der blev udført i forbindelse med den administrative procedure, men også udarbejdelse af argumenter, der imødegik de påstande, som var indeholdt i begrundelsen for den anfægtede forordning, og søgning efter nye beviser og nye argumenter.
18 For det fjerde var de økonomiske interesser, som stod på spil, særdeles vigtige for sagsøgerne, eftersom sagerne, såfremt sagsøgerne havde fået medhold, ville have ført til ophævelse af den endelige udligningstold på 1,52% på importen fra Nan Ya Plastics og på 1% på importen fra Far Eastern Textiles. I den periode, hvor den administrative undersøgelse foregik, var værdien af Nan Ya Plastics import til Fællesskabet på 454 577 000 nye Taiwan dollars (TWD) og værdien af Far Eastern Textiles' import på 841 851 126 TWD. Tolden ville således have udgjort 15 328 081 TWD pr. år. Da udlingstolden var indført for en periode på fem år, ville den opkrævede told have beløbet sig til et samlet beløb på 76 640 407 TWD, altså 2 450 124,52 EUR pr. 1. januar 2002.
19 Sammenfattende har sagsøgerne anmodet om erstatning af 74 368,06 EUR på basis af en opgørelse på 74 395,21 EUR, idet dette beløb dels udgør honorarerne til syv rådgivere på i alt 69 060 EUR (333 1/2 times arbejde til et honorar pr. time på 125 til 275 EUR), og dels udgifter til fotokopier, telekommunikation og forsendelse af post på i alt 5 335,21 EUR.
20 Rådet har heroverfor for det første anført, at sagens betydning ud fra et fællesskabsretligt synspunkt ikke bør overvurderes. De omstridte punkter rejste ganske vist visse generelle spørgsmål vedrørende anvendelsen af forordning nr. 2026/97, men hovedparten af de omtvistede forhold vedrørte i realiteten udelukkende den konkrete sags faktiske omstændigheder.
21 Hvad dernæst angår de med sagen forbundne vanskeligheder påpeges, at der forud for denne blev foretaget en administrativ undersøgelse, hvorunder sagsøgernes juridiske rådgivere medvirkede.
22 Den manglende retspraksis på området har ikke nødvendigvis medført, at sagens behandling er blevet mere kompliceret, eftersom sagsøgerne herved er sluppet for at skulle undersøge og analysere en række komplicerede retsafgørelser. Hvad angår arbejdet med at undersøge retstilstanden i USA og WTO's regler er dette hverken usædvanligt eller specielt kompliceret på det handelsretlige område.
23 Dernæst har Rådet ikke benægtet, at sagen har nødvendiggjort en analyse af komplekse juridiske og økonomiske data og af forskellige »nationale ordninger«. Sagsøgerne og deres rådgivere havde imidlertid foretaget denne analyse allerede på tidspunktet for den administrative procedure og var således bekendt med disse spørgsmål i forbindelse med sagernes forberedelse.
24 Rådet har endeligt anført, at det igennem adskillige år har brugt advokat til behandlingen af størstedelen af de sager, der vedrører antidumping og subsidier, uanset disse sværhedsgrad eller kompleksitet. Rådets anmodning om forlængelse af fristen for indlevering af svarfrist er således ikke et bevis på, at sagerne er komplicerede, men er begrundet i det forhold, at Rådets advokat ikke deltog i den administrative procedure, hvorfor de behandlede spørgsmål alle var nye for ham.
25 For det tredje er Rådet af den opfattelse, at sagsøgerne overvurderer omfanget af det med sagen forbundne arbejde. Det timeantal, som sagsøgernes to ledende advokater har brugt til forberedelse af sagerne, og som andre rådgivere har brugt til undersøgelsesarbejder, er således åbenbart overdrevent. Rådet erkender, at det krævede beløb vedrører arbejde, som er udført i begge søgsmål, og at det ville have været umuligt at dele beløbet mellem disse. Rådet har imidlertid i denne forbindelse anført, at det er uden betydning at afgøre, hvorvidt de to søgsmål var fuldstændigt identiske eller ej. Desuden deltog sagsøgernes rådgivere i den administrative undersøgelse og var således allerede bekendte med de relevante faktiske og retlige spørgsmål. I øvrigt var hovedparten af de i de to søgsmål fremførte argumenter vedrørende realiteten allerede i den ene eller anden form blevet fremført i forbindelse med den administrative undersøgelse.
26 Rådet har dernæst bestridt sagsøgernes påstand om, at sagerne ikke har medført, at den anfægtede forordning blev annulleret, men at den blev ophævet, idet det herved antydes, at der er fremskaffet nye beviser og argumenter, som er forskellige fra dem, der blev fremført under den administrative procedure. Hvis sagsøgerne ønskede at fremhæve argumenter, som angiveligt var nye, og som blev fremført i stævningerne, med henblik på at forsvare det arbejde, som er medgået til disses udarbejdelse, burde de have opremset disse argumenter og ikke påberåbt sig indirekte beviser. Sagsøgernes påstand er vildledende, for så vidt som den giver indtryk af, at Rådet ophævede den anfægtede forordning, fordi sagsøgerne i forbindelse med deres søgsmål påberåbte sig et nyt argument, som de først kunne fremføre efter en lang og indgående undersøgelse. Den anfægtede forordning blev imidlertid ophævet som følge af, at der efterfølgende blev vedtaget en ny forordning, som indførte en anden metode til beregning af subsidier, der kan udløse modforanstaltninger, og som henhører under en af de subsidieordninger, der anvendes af Taïwan. Da der for Taïwans vedkommende var tale om de minimis-subsidier, blev det vedtaget at ophæve de modforanstaltninger, som i henhold til den anfægtede forordning fandt anvendelse på import fra Taïwan. Rådet har i denne forbindelse ikke benægtet, at sagsøgerne i deres søgsmål havde foreslået den nye beregningsmetode, men har dog påpeget, at disse allerede havde fremført dette argument i deres bemærkninger af 10. januar 2000 vedrørende Kommissionens foreløbige informationsskrivelse.
27 Rådet har endeligt anført, at dets advokat har anvendt ca. 80 timer på behandlingen af disse sager, idet han ikke deltog i den administrative undersøgelse, og således i denne forbindelse har måtte sætte sig ind i hele sagen. Desuden var han allerede påbegyndt udarbejdelsen af et svarskrift, hvori 75% af sagsøgernes påstande var imødegået.
28 For det fjerde er Rådet af den opfattelse, at det ikke kan fremkomme med bemærkninger til opgørelsen af de økonomiske interesser, der er på spil, men har anført, at vigtigheden af disse ikke bør overvurderes.
29 Hvad endelig angår specifikationen af omkostningerne finder Rådet, at denne er utilstrækkelig. Der anføres således kun navnet på de medvirkende rådgivere, den overordnede form for arbejde, som er udført af disse (undersøgelser, dokumentudfærdigelse, sagsgennemgang, kontakt til klienter), og den tid, som hver af dem angiveligt har anvendt på forberedelsen af sagerne, uden at karakteren af det udførte arbejde, den tid, der er anvendt på de forskellige typer, arbejde og tidspunktet for, hvornår arbejdet er udført, præcist er angivet.
30 Rådet har ligeledes bestridt størrelsen af det beløb, der er anvendt til fotokopier, telekommunikation og forsendelse af post, idet beløbet er umådeholdent stort og fremsat uden angivelse af, hvorledes det er opgjort.
31 Sammenfattende er Rådet af den opfattelse, at et beløb på 30 000 EUR er passende, herunder iberegnet de udgifter, som er nødvendiggjort af nærværende sag, og finder det således rimeligt, at de krævede sagsomkostninger nedsættes med 60%, som det var tilfældet i Rettens kendelse af 15. juli 1998 i sagen Opel Austria mod Rådet (sag T-115/94 DEP, Sml. II, s. 2739).
Rettens bemærkninger
32 Artikel 92, stk. 1, i Rettens procesreglement bestemmer følgende:
»Opstår der tvist om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet, træffer Retten efter begæring af en part og efter at have hørt den anden part ved kendelse endelig afgørelse herom.«
33 Ifølge artikel 91, litra b), i Rettens procesreglement kan »nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, især rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater«, kræves erstattet. Det fremgår af denne bestemmelse, at de udgifter, der kan kræves erstattet, både er begrænset til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling ved Retten, og til udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse (jf. Rettens kendelse af 24.1.2002, sag T-38/95 DEP, Groupe Origny mod Kommissionen, Sml. II, s. 217, præmis 28, og af 20.11.2002, sag T-171/00 DEP, Spruyt mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 22).
34 Ifølge fast retspraksis er Fællesskabets retsinstanser ikke kompetente til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i honorarer til deres egne advokater, hvorimod de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges godtgjort hos den part, som idømmes sagens omkostninger. Retten skal i forbindelse med en begæring om fastsættelse af sagsomkostningerne ikke tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom mellem den pågældende part og dennes befuldmægtigede eller advokater (Rettens kendelse af 8.11.1996, sag T-120/89 DEP, Stahlwerke Peine-Salzgitter mod Kommissionen, Sml. II, s. 1547, præmis 27, kendelsen i sagen Opel Austria mod Rådet, præmis 27, og kendelse af 19.9.2001, sag T-64/99 DEP, UK Coal mod Kommissionen, Sml. II, s. 2547, præmis 26).
35 Det følger ligeledes af fast retspraksis, at Retten i mangel af fællesskabsretlige bestemmelser om salærtakster er frit stillet ved dens vurdering af de foreliggende oplysninger, idet den dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning fra et fællesskabsretligt synspunkt og dens sværhedsgrad, såvel som til omfanget af det arbejde, de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har haft i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen (Rettens kendelse af 8.3.1995, sag T-2/93 DEP, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 533, præmis 16, og kendelserne i sagen Opel Austria mod Rådet, præmis 28, og i sagen UK Coal mod Kommissionen, præmis 27). Muligheden for, at Fællesskabets retsinstanser kan bedømme værdien af det udførte arbejde, afhænger i den forbindelse af, hvor præcise de fremlagte oplysninger er (Domstolens kendelse af 9.11.1995, sag C-89/85 DEP, Ahlström m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 20, og kendelsen i sagen Stahlwerke Peine-Salzgitter mod Kommissionen, præmis 31).
36 I denne sag må det i henhold til disse kriterier vurderes, hvilke udgifter der kan kræves erstattet.
37 Hvad angår sagernes sværhedsgrad og deres betydning fra et fællesskabsretligt synspunkt fremgår det, at sagerne har rejst nye og/eller vanskelige spørgsmål med hensyn til sagsøgernes ret til kontradiktion og omfanget af Kommissionens undersøgelsesbeføjelser i forbindelse med procedurer om forholdsregler over for subsidier samt med hensyn til fortolkningen af den i artikel 3 i forordning nr. 2026/97 omhandlede betingelse om specificitet. Det omtvistede sagsforhold har således nødvendiggjort, at der blev foretaget en analyse af komplekse økonomiske og juridiske spørgsmål, hvilket Rådet er enig i, og disse spørgsmål er blevet behandlet nærmere af sagsøgernes rådgivere.
38 I den forbindelse bemærkes i øvrigt, at det på trods af Rådets påstande fremgår af dets skrivelse af 22. september 2000, at Rådet netop har begrundet sin anmodning om en forlængelse af fristen for indlevering af svarskrift med kompleksiteten af de i stævningerne rejste juridiske og faktuelle spørgsmål og med omfanget af stævningernes bilag.
39 Hvad angår arbejdsbyrden i forbindelse med retsforhandlingerne ved Retten fremgår det af de foregående bemærkninger, at sagen rent faktisk har krævet et stort arbejde af sagsøgernes rådgivere. I den forbindelse kan det ikke antages, at den manglende retspraksis vedrørende de relevante bestemmelser i forordning nr. 2026/97 har gjort arbejdet lettere for sagsøgernes rådgivere.
40 Desuden må det understreges, at vedtagelsen af forordning nr. 902/2001 om ændring af den anfægtede forordning er sket efter sagsøgernes anlæggelse af sagerne T-226/00 og T-227/00, således som det fremgår af forordningens anden betragtning.
41 Imidlertid må det for det første fastslås, at den skriftlige forhandling i forbindelse med sagerne T-226/00 og T-227/00 indskrænker sig til indlevering af de to stævninger samt korte brevvekslinger vedrørende sagernes udsættelse og om nødvendigheden at træffe afgørelse i disse sager, og at tvisterne ikke har givet anledning til mundtlig forhandling. For det andet var de to stævninger i det store og hele enslydende, da sagerne lignede hinanden.
42 Desuden havde sagsøgernes rådgivere allerede indgående kendskab til tvisterne, eftersom disse rådgivere havde repræsenteret sagsøgerne under den administrative procedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede forordning. Sagsøgerne havde således allerede under den administrative procedure fremført visse af de juridiske argumenter, som de fremsatte for Retten.
43 Disse betragtninger har delvist kunnet lette arbejdet og begrænse den tid, der er brugt på udarbejdelsen af stævningerne (Rettens kendelse af 8.11.2001, sag T-65/96 DEP, Kish Glass mod Kommissionen, Sml. II, s. 3261, præmis 25).
44 Det bemærkes endvidere, at det tilkommer Retten først og fremmest at tage hensyn til, om det antal arbejdstimer, der samlet er medgået, kan anses for objektivt nødvendigt af hensyn til sagens behandling ved Retten, uanset hvor mange advokater arbejdet har været delt mellem (Rettens kendelse af 30.10.1998, sag T-290/94 DEP, Kaysersberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 4105, præmis 20, og af 15.3.2000, sag T-337/94 DEP, Enso-Gutzeit mod Kommissionen, Sml. II, s. 479, præmis 20).
45 Hvad angår sagsøgernes økonomiske interesse i sagen bemærkes, at Rådet ikke har bestridt, at denne har været væsentlig.
46 På baggrund af det anførte må det konstateres, at sagens karakter og parternes interesse i denne berettiger de høje honorarer. Antallet af fakturerede arbejdstimer forekommer imidlertid at være for højt, især når henses til, at den af sagsøgerne fremlagte honoraropgørelse ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til at gøre det muligt at vurdere, hvorvidt timeforbruget er berettiget.
47 Med hensyn til anmodningen om erstatning af beløbet på 5 335,21 EUR til fotokopier, telekommunikation og fremsendelse af post bemærkes, at dette beløb er utilstrækkeligt dokumenteret, idet der ikke foreligger præcise oplysninger vedrørende beløbets fordeling på de anførte udgiftsposter.
48 Henset til samtlige ovenstående betragtninger finder Retten, at de udgifter, som sagsøgerne kan kræve erstattet i sagerne T-226/00 og T-227/00, med rimelighed kan fastsættes til 43 000 EUR.
49 Da dette beløb tager hensyn til alle sagernes omstændigheder indtil afsigelsen af denne kendelse, er der ikke anledning til at træffe særskilt afgørelse om de udgifter, sagsøgerne har afholdt med henblik på nærværende sag om fastsættelse af sagsomkostninger (kendelsen i sagen Groupe Origny mod Kommissionen, præmis 44).
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
kender
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)
for ret:
De sagsomkostninger, som Rådet skal erstatte sagsøgerne i sagerne T-226/00 og T-227/00, fastsættes til 43 000 EUR.
Full & Egal Universal Law Academy