EUR-Lex -  62001CC0005 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Stix-Hackl fremsat den 12. september 2002. - Kongeriget Belgien mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - EKSF-traktaten - støtte ydet af medlemsstaterne - annullation af Kommissionens beslutning 2001/198/EKSF af 15. november 2000 om Belgiens statsstøtte til fordel for jern- og stålvirksomheden Cockerill Sambre SA. - Sag C-5/01.

Generaladvokatens forslag til afgørelse

I - Indledning

1. Med det foreliggende annullationssøgsmål anfægter Kongeriget Belgien Kommissionens beslutning 2001/198/EKSF af 15. november 2000 om Belgiens statsstøtte til fordel for jern- og stålvirksomheden Cockerill Sambre SA (herefter »den anfægtede beslutning«) . Denne sag drejer sig navnlig om, hvorvidt en statsligt finansieret kompensation til ansatte i en jern- og stålvirksomhed, der har til formål at kompensere for den indtægtsnedgang, disse ansatte har haft som følge af en ved kollektiv overenskomst fastsat nedsættelse af den ugentlige arbejdstid, skal betragtes som en støtte, der er forbudt i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c).

II - De relevante retsregler

2. EKSF-traktaten forbyder statsstøtte til jern- og stålvirksomheder. I henhold til artikel 4, litra c), forbydes som uforeneligt med fællesmarkedet for kul og stål »tilskud eller anden støtte ydet af staterne eller særlige byrder pålagt af dem, i hvilken som helst form dette sker«.

3. EKSF-traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»I alle de tilfælde, som ikke omhandles i denne traktat, og hvor en beslutning eller en henstilling fra Kommissionen forekommer nødvendig for inden for rammerne af det fælles marked for kul og stål og i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 at virkeliggøre et af Fællesskabets mål, således som de nærmere er angivet i artikel 2, 3 og 4, kan sådan beslutning træffes eller sådan henstilling vedtages efter samstemmende og enstemmig udtalelse fra Rådet og efter høring af Det Rådgivende Udvalg.

Den samme beslutning eller henstilling, vedtaget på samme måde, fastsætter eventuelt de sanktioner, der skal iværksættes.«

4. På grundlag af de omhandlede bestemmelser i EKSF-traktaten artikel 95 har Kommissionen siden 1980'erne i et begrænset antal tilfælde vedtaget fællesskabsregler for statsstøtte til jern- og stålindustrien. De fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien, som var i kraft i den i den foreliggende sag relevante periode, blev indført ved Kommissionens beslutning nr. 2496/96/EKSF (herefter »støttekodeksen«).

5. Støttekodeksens artikel 1, stk. 1, har følgende ordlyd: »Støtte til jern- og stålindustrien, der finansieres af en medlemsstat, af lokale forvaltninger eller ved hjælp af statsmidler under enhver form, kan - uanset om den er sektorbestemt eller ej - kun betragtes som fællesskabsstøtte og dermed som forenelig med fællesmarkedets tilfredsstillende funktion, hvis den opfylder bestemmelserne i artikel 2-5« . I henhold til artikel 1, stk. 2, omfatter »[b]egrebet støtte [...] de støtteelementer, der måtte være indeholdt i finansieringsforanstaltninger til fordel for jern- og stålvirksomheder, såsom erhvervelse af kapitalinteresser, kapitalindskud eller tilsvarende foranstaltninger [...], som træffes af medlemsstaterne, regionale eller lokale myndigheder eller andre organer, der anvender statsmidler i dette øjemed, når der ikke er tale om tilførsel af risikovillig kapital efter almindelig investeringspraksis under markedsøkonomiske forhold«.

6. I støttekodeksens artikel 6, stk. 5, er der fastsat følgende med hensyn til proceduren:

»Hvis Kommissionen mener, at en bestemt finansiel foranstaltning kan udgøre statsstøtte i henhold til artikel 1 eller er i tvivl om, hvorvidt en bestemt støtte er forenelig med bestemmelserne i denne beslutning, underretter den den pågældende medlemsstat og anmoder de berørte parter og andre medlemsstater om at fremsætte deres bemærkninger. Såfremt Kommissionen - efter at have modtaget bemærkningerne og efter at have givet den pågældende medlemsstat lejlighed til at reagere - konstaterer, at en støtteforanstaltning ikke er forenelig med bestemmelserne i denne beslutning, træffer Kommissionen beslutning herom senest tre måneder efter modtagelsen af de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan vurdere den pågældende støtteforanstaltning [...]«

III - De faktiske omstændigheder og baggrunden for de omtvistede foranstaltninger

7. Cockerill Sambre SA (herefter »Cockerill Sambre«) er en integreret jern- og stålvirksomhed, der er etableret i regionen Vallonien. Indtil begyndelsen af 1999, hvor virksomheden blev overtaget af den franske jern- og stålkoncern Usinor, var den en offentlig virksomhed, som denne region havde majoriteten af aktiekapitalen i.

8. Som følge af den krise i jern- og stålindustrien i Europa, som jern- og stålindustrien i Vallonien navnlig blev ramt af i 1996, og som medførte en betydelig stigning i arbejdsløsheden, fremsatte arbejdstagerrepræsentanterne på ny krav om nedsat arbejdstid for derved at øge eller i det mindste at bibeholde beskæftigelsesniveauet. Som det fremgår af stævningen og de dokumenter, der er vedlagt denne, navnlig en note til Kommissionen med de belgiske myndigheders skrivelse af 30. juni 1999, erklærede direktøren for Cockerill Sambre sig i januar 1996 indforstået med at nedsætte arbejdstiden på betingelse af, at dette ville føre til flere arbejdspladser og ikke forårsage meromkostninger for virksomheden. I den kollektive overenskomst fra 1996 blev det aftalt at nedsætte et paritetisk sammensat undersøgelsesudvalg, som skulle bedømme muligheden for en nedsættelse af arbejdstiden, der opfyldte de nævnte betingelser. Det udvalg, som derpå blev nedsat, nåede til den konklusion, at det ikke var muligt at bibeholde eller øge beskæftigelsesniveauet omkostningsneutralt - dvs. uden en forhøjelse af virksomhedens (sociale) omkostninger.

9. Under overenskomstforhandlingerne i 1997-1998 krævede de tarifansatte (employés barémisés) alligevel en nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra 37 til 34 timer for i vidt omfang at øge antallet af beskæftigede. På grund af de høje omkostninger måtte virksomheden afvise dette krav, hvilket førte til, at alle tarifansatte iværksatte en endagsstrejke.

10. Forhandlingerne førte endelig den 17. april 1998 til, at der mellem Cockerill Sambre og repræsentanterne for de pågældende arbejdstagere blev indgået en kollektiv overenskomst (herefter »den kollektive overenskomst fra 1998«), hvori det var aftalt at nedsætte den ugentlige arbejdstid fra 37 til 34 timer. Overenskomsten forfulgte den dobbelte målsætning om, at der ikke måtte opstå en reel indkomstnedgang for de ansatte og ikke meromkostninger for virksomheden. Dette blev muliggjort ved, at virksomheden fik adgang til offentlig støtte .

11. Den kollektive overenskomst fra 1998 fastsatte i overensstemmelse hermed i det væsentlige følgende:

- nedsættelse af den ugentlige arbejdstid fra 37 til 34 timer fra den 1. januar 1999 og på ubestemt tid

- oprettelse af 150 nye arbejdspladser gennem opretholdelse af samtlige tarifansattes arbejdstid på dette niveau

- fastholdelse af den lønsum, som Cockerill Sambre udbetaler til samtlige tarifansatte; virksomheden finansierer kun - med en årlig indeksregulering - den del af lønnen, der svarer til en arbejdstid på 34 timer

- oprettelse af en mekanisme til (degressiv) kompensation med henblik på at kompensere de tarifansatte for indtægtsnedgangen.

12. Ifølge den kollektive overenskomst fra 1998 skulle de medarbejdere, der var berørt af arbejdstidsnedsættelsen, til dels selv finansiere denne kompensation gennem afkald på lønforhøjelser, som de havde ret til i 1997 og 1998. Desuden var det udtrykkeligt fastsat i overenskomsten, at parterne i fællesskab skulle ansøge om enhver støtte, der kunne tildeles Cockerill Sambre, for at finansiere den arbejdstidsnedsættelse, der var aftalt i overenskomsten.

13. Endelig indeholdt den kollektive overenskomst fra 1998 følgende bestemmelse:

»Nærværende overenskomst afhænger økonomisk af, at der opnås offentlig kompensation svarende til de paritetisk fastlagte beløb. Opnås denne kompensation ikke, undersøger parterne sammen situationen og muligheden for at gennemføre nærværende overenskomst.«

14. Efterfølgende blev den kompensation, der blev tildelt i alt 1 852 tarifansatte, i realiteten kun for en lille dels vedkommende, nemlig 0,7 mio. EUR, finansieret af de ansatte selv; den overvejende del blev finansieret ved hjælp af interventioner fra henholdsvis de belgiske og de vallonske myndigheder.

IV - De omtvistede foranstaltninger

15. De omtvistede foranstaltninger beløber sig til i alt 13,7 mio. EUR og består af to elementer.

16. For det første har den belgiske regering i perioden 1999-2005 nedsat arbejdsgiverens socialsikringsbidrag med 10,36 mio. EUR. Denne foranstaltning blev ydet i henhold til bekendtgørelse af 24. december 1993 , der omfatter en række nedsættelser i socialsikringsbidragene med henblik på en omfordeling af arbejdet. Med hensyn til kriseramte virksomheder eller virksomheder under omstrukturering er denne bekendtgørelse suppleret med bekendtgørelsen af 24. februar 1997 , som indeholder mere favorable vilkår. Disse fordele angår bl.a. antallet af arbejdspladser, der skal oprettes, og den periode, hvori nedsættelsen kan indrømmes.

17. Den 28. juli 1997 erklærede den belgiske regering, at Cockerill Sambre kunne betragtes som en virksomhed under omstrukturering, og den 19. maj 1998 lod den virksomheden være omfattet af nedsættelsen af socialsikringsbidragene som omhandlet i bekendtgørelsen af 24. december 1993 på de mere favorable vilkår i bekendtgørelsen af 24. februar 1997. Den belgiske regerings foranstaltning var betinget af, at der blev skabt og bibeholdt yderligere beskæftigelse.

18. For det andet supplerede den vallonske regering den 19. november 1998 den belgiske regerings foranstaltning med et tilskud på 3,35 mio. EUR. Denne intervention blev iværksat inden for rammerne af den vallonske regerings politik, som tog sigte på at fremme forsøgsprojekter vedrørende arbejdstidsnedsættelse på frivillig basis på grundlag af sektorielle aftaler og aftaler i form af en »virksomhedsplan«. Denne politik er baseret på en fælles erklæring fra regionen Valloniens regering og arbejdsmarkedets parter . De nærmere betingelser for disse foranstaltninger blev fastlagt den 16. december 1998 i en aftale mellem Cockerill Sambre og regionen Vallonien. Ifølge denne aftale skal regionen Valloniens tilskud udelukkende anvendes til at dække en del af den indtægtsnedgang, som Cockerill Sambres tarifansatte havde accepteret i form af degressive betalinger til de berørte ansatte i perioden 1999-2005.

19. Mens de besparelser, som virksomheden opnår som følge af den belgiske regerings nedsættelse af socialsikringsbidragene, videregives direkte til de ansatte, udbetales tilskuddet fra den vallonske regering til de ansatte via et almennyttigt foretagende, der er oprettet til formålet.

V - Proceduren for Kommissionen og den anfægtede beslutning

20. Som følge af en række oplysninger i den belgiske presse skrev Kommissionen den 23. november 1998 til de belgiske myndigheder og bad om oplysninger om den støtte, der skulle være ydet jern- og stålvirksomheden Cockerill Sambre som led i en nedsættelse af arbejdstiden. Ved skrivelse af 11. december 1998 bekræftede de belgiske myndigheder at have truffet de pågældende foranstaltninger, men erklærede, at der efter deres opfattelse ikke var tale om statsstøtte.

21. Ved skrivelse af 25. januar 2000 underrettede Kommissionen Kongeriget Belgien om sin beslutning om at indlede proceduren efter støttekodeksens artikel 6, stk. 5, over for de pågældende foranstaltninger.

22. Kommissionen modtog bemærkninger hertil og videresendte disse til den belgiske regering den 23. maj 2000 med anmodning om eventuelle kommentarer. Kongeriget Belgiens kommentarer hertil indgik til Kommissionen ved skrivelse af 9. juni 2000.

23. I sin beslutning af 15. november 2000 om Kongeriget Belgiens statsstøtte til fordel for jern- og stålvirksomheden Cockerill Sambre konstaterede Kommissionen, at de omtvistede foranstaltninger udgjorde statsstøtte i henhold til støttekodeksens artikel 1, som er uforenelig med fællesmarkedet. Desuden konstaterede den, at Kongeriget Belgien havde ydet denne støtte i strid med støttekodeksens artikel 6, stk. 1 og 2.

VI - Søgsmålet

24. Ved stævning af 8. januar 2001, indført i Domstolens register den 9. januar 2001, har den belgiske regering anlagt sag i henhold til artikel 230 EF med påstand om annullation af denne beslutning.

25. Kongeriget Belgien har nedlagt følgende påstande:

- Den anfægtede beslutning annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

- Frifindelse.

- Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27. Til støtte for søgsmålet har den belgiske regering anført fem anbringender, det sidste dog kun subsidiært.

28. Med det første anbringende har den gjort gældende, at Kommissionen har foretaget et åbenbart urigtigt skøn, idet den har kvalificeret de omtvistede foranstaltninger som støtte; den har derved tilsidesat begrebet støtte i den forstand, hvori det er anvendt i EKSF-traktatens artikel 4, litra c), og i støttekodeksen. Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har opfattet begrebet støttemodtager forkert, da de offentlige interventioner var til fordel for Cockerill Sambres tarifansatte og ikke til fordel for Cockerill Sambre selv. Med det tredje anbringende har den belgiske regering gjort gældende, at proceduren i støttekodeksen er blevet tilsidesat, og at Kommissionen manglede kompetence. Ifølge det fjerde anbringende har Kommissionen tilsidesat sin begrundelsespligt. Endelig har sagsøgeren med det femte anbringende subsidiært gjort gældende, at Kommissionen har foretaget et åbenbart urigtigt skøn, idet den, såfremt der skulle være tale om støtte, ikke har godkendt de omtvistede foranstaltninger som en undtagelse i henhold til EKSF-traktatens artikel 95.

29. De to første anbringender vedrører forskellige aspekter af samme spørgsmål, dvs. om de omtvistede foranstaltninger er omfattet af støttebegrebet. På grund af deres indholdsmæssige forbindelse vil jeg derfor, som sagsøgeren også har gjort i replikken og under retsmødet, nedenfor behandle disse anbringender samlet.

VII - Første og andet anbringende: Spørgsmålet, om, hvor de omtvistede foranstaltninger opfylder betingelsen for at udgøre statsstøtte i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c)

Parternes argumenter

30. Med de første to anbringender har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen i sin beslutning med urette og ved at foretage et åbenbart urigtigt skøn har kvalificeret de omtvistede foranstaltninger som støtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EKSF-traktatens artikel 4, litra c), og i støttekodeksen.

31. Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgeren begrundet dette med, at Cockerill Sambre ikke opnår en økonomisk fordel, og har i den forbindelse i det væsentlige støttet sig på to argumenter.

32. For det første har sagsøgeren gjort gældende, at der i forbindelse med »kompensationen« ikke er tale om omkostninger for virksomheden. Denne har nemlig ikke retligt været forpligtet til at udbetale løn for de 34 timer som 37 timers arbejde, og den kollektive overenskomst fra 1998 indeholder heller ingen forpligtelse for Cockerill Sambre til at finansiere kompensationen. Overenskomsten fastsætter derimod, at kompensationen skal finansieres ved hjælp af statsmidler og af de ansatte selv.

33. For det andet har sagsøgeren anført, at arbejdstidsnedsættelsen var økonomisk neutral for Cockerill Sambre. Virksomheden har nemlig ikke opnået nogen økonomisk fordel som følge af nedsættelsen af socialsikringsbidragene, da de herved opnåede besparelser fuldt ud er blevet udbetalt af Cockerill Sambre til de pågældende ansatte, således at de offentlige midler faktisk kun var passeret igennem virksomheden uden at nedbringe omkostningerne. Tilskuddene fra regionen Vallonien er gået direkte til de ansatte. De omtvistede foranstaltninger kan derfor sidestilles med støtte, som ydes til de enkelte ansatte.

34. Endvidere har sagsøgeren anført med hensyn til den økonomiske neutralitet, at antallet af arbejdstimer for de tarifansatte er blevet bibeholdt til samme lovbestemte og aftalemæssige omkostninger for Cockerill Sambre, således at der med arbejdstagerrepræsentanterne ikke er aftalt en forhøjelse af lønomkostningerne. Desuden har sagsøgeren henvist til en række meromkostninger, som virksomheden har haft på grund af arbejdstidsnedsættelsen, nemlig omkostninger til uddannelse af de nye medarbejdere, byrder som følge af, at erfarne og kvalificerede arbejdstagere ikke er til rådighed i det hidtidige omfang, samt administrative og organisationsmæssige omkostninger. I øvrigt har en revisionsrapport bekræftet, at foranstaltningerne har været økonomisk neutrale for Cockerill Sambre.

35. Kommissionen har anført, at støttebegrebet, som det forstås ifølge fast retspraksis, ikke skelner mellem byrdernes frivillige eller obligatoriske karakter. Den har konstateret, at det i den foreliggende sag er ubestridt, at der er tale om statslige foranstaltninger, og at det kun er omtvistet, om der har været tale om en økonomisk fordel for Cockerill Sambre i henhold til statsstøttebegrebet.

36. Kommissionen har tillige henvist til baggrunden for den kollektive overenskomst fra 1998. Denne er i virkeligheden en trepartskonstruktion, da forhandlingerne mellem virksomheden og arbejdstagerrepræsentanterne var kommet ind i et dødvande, som kun kunne overvindes via en tredjepart, dvs. det offentlige.

37. Kommissionen har desuden bemærket, at lønomkostningerne udgør et af de vigtigste elementer i en virksomheds drifts- og produktionsomkostninger, således at staten, såfremt den overtager en del af lønomkostningerne, bidrager til driftsomkostningerne og dermed giver virksomheden en fordel i forhold til andre virksomheder, som ikke modtager et sådant tilskud.

38. Efter Kommissionens opfattelse skal de omkostninger, som kollektive overenskomster giver anledning til, bæres af virksomhederne. Uafhængigt af, hvem der har taget initiativ til forhandlingerne, eller på hvilket forhandlingsstadium staten griber ind for at overtage byrderne, er der tale om statsstøtte til virksomheden.

39. Med til dels lignende argumenter som i forbindelse med spørgsmålet om økonomisk fordel har sagsøgeren inden for rammerne af det andet anbringende gjort gældende, at det alene er de ansatte, der har været modtagere af den omtvistede foranstaltning. Den nedsatte arbejdstid er alene blevet indført på deres initiativ og i deres interesse, og virksomheden har kun fungeret som administrativ og finansiel formidler uden selv at have opnået nogen fordel ved foranstaltningen. Kompensationen har haft et rent socialt formål og er punktvis kommet de pågældende ansatte til gode. De omtvistede foranstaltninger udgør således personstøtte, ikke virksomhedsstøtte.

40. Kommissionen har derimod henvist til, at støtteforanstaltninger ifølge fast retspraksis skal vurderes på grundlag af deres virkninger og ikke under hensyn til grundene til eller hensigten med dem. Det forhold, at de ansatte er de direkte modtagere af kompensationen, udelukker derfor ikke, at virksomheden er indirekte støttemodtager.

Vurdering

41. Med hensyn til de to første anbringender skal det undersøges, om den kompensation, som har til formål at kompensere for en lønnedgang som følge af en aftalt arbejdstidsnedsættelse, opfylder betingelserne for at udgøre støtte i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c). Det er ubestridt, at denne kompensation, for så vidt den ikke finansieres af de ansatte selv, er ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler.

42. Ifølge fast retspraksis er støttebegrebet mere generelt end tilskudsbegrebet og omfatter ikke kun direkte finansielle ydelser til virksomheden, men helt generelt også de fordele, som indrømmes af offentlige myndigheder, og som under forskellige former letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget .

43. I lighed med Kommissionen kan det konstateres, at det ikke er grundene til eller hensigten med sådanne statslige interventioner, men derimod deres virkninger, der er af betydning . Støttebegrebet er således - for at udtrykke det med Retten i Første Instans' ord - »et objektivt begreb, ved hvis afgrænsning det alene har betydning, om en statslig foranstaltning giver en eller nogle virksomheder en [økonomisk] fordel« .

44. Set ud fra den økonomiske virkning fremgår det allerede, at flere af de argumenter, som sagsøgeren har fremført mod, at de omtvistede foranstaltninger kvalificeres som støtte, ikke er holdbare.

45. Heraf følger først og fremmest, at den omstændighed, at statslige interventioner har et socialt formål, ikke uden videre kan medføre, at de falder uden for begrebet statsstøtte . For så vidt som sagsøgeren har anført, at de omtvistede foranstaltninger har til formål at skabe arbejdspladser og udelukkende i de ansattes interesse at mindske de ulemper, der følger af arbejdstidsnedsættelsen, er dette argument derfor irrelevant for kvalificeringen af foranstaltningen som statsstøtte.

46. I den forbindelse vil jeg imidlertid gerne understrege, at dette ikke betyder, at EKSF-støttereglerne generelt er til hinder for statslige foranstaltninger, som har et socialt formål eller tager sigte på at skabe arbejdspladser. Sådanne foranstaltninger skal imidlertid være udformet som generelle foranstaltninger og ikke begunstige visse virksomheder eller produktioner. Sådanne generelle foranstaltninger er ikke omfattet af støttebegrebet på grund af, at de ikke opfylder betingelsen om specificitet , i modsætning til - i den beskrevne forstand - selektive foranstaltninger med et socialt formål, som på grund af deres karakter af støtte kun på grundlag af en generel eller individuel undtagelsesordning fra Kommissionens side i henhold til EKSF-traktatens artikel 95 alligevel kan være forenelige med denne traktat .

47. Endvidere fremgår det af vurderingen med hensyn til virkningerne, at svaret på spørgsmålet, om Cockerill Sambre har opnået en økonomisk fordel, også kan anvendes til at besvare de spørgsmål, der er stillet inden for rammerne af det andet anbringende, med hensyn til, hvem der økonomisk har fået fordel af de omtvistede foranstaltninger.

48. Spørgsmålet, om Cockerill Sambre gennem disse omtvistede foranstaltninger har opnået en (specifik) økonomisk fordel, er nemlig sammenfaldende med spørgsmålet, om denne virksomhed er støttemodtager. Thi det spiller ingen rolle, om virksomheden er blevet begunstiget indirekte eller direkte , og generelt, hvilken form den statslige foranstaltning har haft .

49. Som Kommissionen har nævnt, har generaladvokat Lenz i den henseende ligeledes anført, at det ved »undersøgelse af dem, der begunstiges af statsstøtten, [...] ikke alene [er] de direkte modtagere af støtten, man skal tage i betragtning, men tillige støttens virkninger uden for denne kreds« .

50. Det er ubestridt, at de omtvistede foranstaltninger i sidste instans direkte er kommet de ansatte til gode, idet disse på den ene side har modtaget tilskud direkte fra den vallonske regering, og Cockerill Sambre på den anden side fuldt ud til har videregivet de besparelser, virksomheden har opnået som følge af den belgiske regerings nedsættelse af socialsikringsbidragene til de ansatte.

51. Det indebærer imidlertid ikke, at Cockerill Sambre ikke indirekte er blevet begunstiget økonomisk, da virksomhedens byrder er blevet lettet som følge af den statslige finansiering af kompensationen.

52. Dermed når frem jeg til det centrale spørgsmål for afgørelsen af den foreliggende sag, dvs. hvad der skal forstås ved virksomhedens »byrder« eller »omkostninger«.

53. Det er netop i denne henseende, at sagsøgeren har fremført sit første anbringende og gjort gældende, at kompensationen ikke har udgjort en »byrde« for Cockerill Sambre.

54. Jeg vil gerne indledningsvis anføre, at man, hvilket Kommissionen til dels har gjort, i det mindste med hensyn til den belgiske regerings foranstaltning også kunne undersøge lettelsen af byrderne ud fra en anden synsvinkel. Finansieringen af kompensationen er, for så vidt som den belgiske regering har overtaget denne, nemlig i teknisk henseende sket i form af en nedsættelse af arbejdsgiverens socialsikringsbidrag, idet arbejdsgiveren derefter har videregivet de herved opnåede besparelser til de ansatte.

55. For så vidt vil det være hensigtsmæssigt at fokusere på socialsikringsbidragene i stedet for på kompensationen. Ifølge Domstolens faste praksis må en foranstaltning, som delvis skal fritage virksomhederne inden for en bestemt industrisektor for de økonomiske byrder, som følger af en normal anvendelse af det almindelige socialsikringssystem, uden at denne fritagelse berettiges ved dette systems karakter eller opbygning, nemlig anses for støtte .

56. På den anden side skal, som jeg allerede har nævnt, en statslig foranstaltning også vurderes på grundlag af sin virkning og i sin bredere sammenhæng. I den foreliggende sag blev besparelserne som følge af nedsættelsen af socialsikringsbidragene og dermed denne foranstaltnings direkte finansielle fordel fuldt ud »omdirigeret« til de ansatte. Under disse omstændigheder kan virksomheden kun have opnået en økonomisk fordel, hvis kompensationen til de ansatte skal henregnes til virksomhedens omkostninger. Problemet med hensyn til, hvem der er blevet økonomisk begunstiget, forskydes således til at omfatte kompensationen, også for så vidt angår den belgiske regerings foranstaltninger.

57. Nedenfor vil jeg derfor undersøge, om kompensationen udgør sådanne »byrder« for virksomheden, som staten har overtaget, uden i den foreliggende sag at fokusere på de forskellige præcise former for statslig finansiering i den beskrevne forstand.

58. Indledningsvis konstateres det i denne henseende, at Cockerill Sambre sammen med arbejdstagerrepræsentanterne aftalte kompensationen samt arbejdstidsnedsættelsen i den kollektive overenskomst fra 1998.

59. Statsstøttebegrebet omfatter ifølge den nævnte retspraksis byrder, der »normalt belaster en virksomheds budget«. Denne formulering henviser til et kriterium og forudsætter en vis forestilling om en virksomheds »væsen« og om, hvilke omkostninger der derfor »normalt« belaster dens budget.

60. Helt generelt tager støttereglerne udgangspunkt i en virksomhed, der agerer økonomisk, dvs. på grundlag af de reelle omkostninger og i overensstemmelse med de almindelige spilleregler på markedet og markedskræfterne, hvilket navnlig indebærer, at virksomheden principielt skal afholde produktionsomkostningerne ved hjælp af egne midler. Derfor har man forbudt støtte, som i sidste instans ikke udgør andet end »kunstige formindskelser« af produktionsomkostningerne .

61. Domstolen lægger som regel forestillingen om en erhvervsdrivende, som handler økonomisk rationelt og markedsorienteret, til grund for sine afgørelser på statsstøtteområdet .

62. I forbindelse med fastsættelsen af tariffen for en energikilde har Domstolen således lagt til grund, at en almindelig erhvervsdrivende ikke vil give afkald på en fortjeneste, som den pågældende normalt ville kunne opnå . Noget tilsvarende gælder i forbindelse med retspraksis vedrørende statslige kapitalindskud i private virksomheder, hvorefter en privat investor rimeligvis kun indskyder kapital i en virksomhed, hvis den i det mindste på længere sigt har udsigt til at blive rentabel .

63. Den hypotetiske erhvervsdrivende, der ligger til grund for denne tilgang, er således en erhvervsdrivende, som handler under markedsøkonomiske vilkår og - selv om dette teoretisk set vil være muligt - ikke forpligter sig til en større ydelse end den, der svarer til markedsværdien .

64. På denne baggrund kan det principielt også antages, at en virksomhed ikke er rede til at gøre større indrømmelser over for sine arbejdere, end det er nødvendigt for at kunne råde over arbejdskraften. Det kan med andre ord antages, at en virksomhed erhverver produktionsfaktoren arbejde til (den regulerede) »markedspris«, og at den kollektive overenskomst er udtryk for denne markedspris.

65. I den foreliggende sags akter er det intet holdepunkt for, at denne antagelse ikke også er berettiget med hensyn til den kollektive overenskomst fra 1998.

66. Som Kommissionen nemlig med rette har anført, fremgår det af sagens akter, at repræsentanterne for de tarifansatte har krævet en arbejdstidsnedsættelse fra 37 til 34 timer og dette uden en reel indtægtsnedgang for arbejdstagerne.

67. Da virksomheden i første omgang afviste dette krav netop på grund af de øgede omkostninger, som uundgåeligt ville være forbundet med opfyldelsen heraf, iværksatte de ansatte en strejke.

68. Endelig kunne den kollektive overenskomst fra 1998 kun indgås, fordi den indeholdt en kompensationsmekanisme for de ansatte, der blev berørt af arbejdstidsnedsættelsen. Det forhold, at denne for de ansatte tydeligvis udgjorde en ufravigelig betingelse for at indgå den kollektive overenskomst, fremgår også af den deri indeholdte bestemmelse, hvorefter overenskomstparterne sammen skal tage situationen og muligheden for gennemførelsen op til fornyet undersøgelse, hvis kompensationen ikke udbetales.

69. På baggrund af ovenstående betragtninger kan det således konstateres, at kompensationen i det konkrete tilfælde udgør en del af »markedsprisen« for faktoren arbejde.

70. Det forhold, at en lang række hensyn spiller en rolle ved indgåelsen af en kollektiv overenskomst, og at forhandlingsresultatet udgør et kompromis mellem parternes forskellige krav, som ikke nødvendigvis er forbundne , gør i øvrigt, at en overenskomstaftale ikke adskiller sig fra andre former for prisdannelse på markedet.

71. Hvis den i den kollektive overenskomst aftalte kompensation til de ansatte, der er berørt af arbejdstidsnedsættelsen, således kan betragtes som en del af prisen for produktionsfaktoren arbejde, har staten gennem finansieringen af denne kompensation fritaget Cockerill Sambre for byrder, der normalt ville have belastet virksomhedens budget. Arbejdsomkostningerne udgør nemlig en del af de produktionsomkostninger, som virksomheden som nævnt principielt skal afholde ved hjælp af egne midler .

72. I modsætning til sagsøgerens argument er det uden betydning, at kompensationen ikke følger af en retlig forpligtelse. En virksomheds produktionsomkostninger fremkommer endog som regel primært ikke på grundlag af retlige forpligtelser - herunder frem for alt afgiftsbyrder - men på grundlag af omkostningerne i forbindelse med de fornødne produktionsmidler, der afhænger af situationen på markedet. I øvrigt har Domstolen i denne henseende allerede fastslået i dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen, at udgifter, som beror på kollektive overenskomster, »efter deres art« afholdes over virksomhedens budget .

73. Hvad derpå angår sagsøgerens påstand om, at Cockerill Sambre ifølge den kollektive overenskomst fra 1998 ikke selv er forpligtet til at betale kompensationen, men at det udtrykkeligt er fastsat, at det foruden de ansatte er det det offentlige, der skal afholde denne, er jeg i lighed med Kommissionen af den opfattelse, at dette argument ikke er relevant.

74. En virksomhed kan ikke forhindre, at statsstøttereglerne finder anvendelse, når det offentlige overtager produktionsomkostningerne - i den foreliggende sag udgifterne til dens ansatte - ved at den kollektive overenskomst fra begyndelsen indgås på den betingelse, at det offentlige bærer omkostningerne .

75. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at foranstaltningen i form af nedsat arbejdstid har været økonomisk neutral for Cockerill Sambre. Dette har sagsøgeren først og fremmest begrundet med, at de offentlige midler fuldt ud er blevet anvendt til kompensationen. I den henseende er det tilstrækkeligt at konstatere, at kompensationen hører blandt de byrder, som påhviler virksomheden . Endvidere er også argumentet om, at der ifølge den kollektive overenskomst fortsat skal udføres samme antal arbejdstimer til samme timeløn, baseret på den urigtige forudsætning, at kompensationen ikke ville udgøre en byrde til belastning af virksomhedens budget. Hvis man nemlig indregner kompensationen i lønomkostningerne, hvilket det er korrekt at gøre, er disse ud fra virksomhedens synspunkt (i økonomisk henseende) kun forblevet på samme niveau, fordi staten har betalt kompensationen. Sagsøgeren har i øvrigt ganske vist gjort gældende, at arbejdstidsnedsættelsen har medført en række »relativt betydelige« meromkostninger, men ikke påvist, at fordelen i form af statens finansiering af kompensationen er blevet fuldstændig opvejet af disse omkostninger . Argumenterne med hensyn til den økonomiske neutralitet må derfor også forkastes.

76. Jeg når derfor til den konklusion, at kompensationen, for så vidt den ikke tilvejebringes af de ansatte selv, udgør en byrde, der normalt ville belaste Cockerill Sambres budget. Gennem finansieringen af kompensationen i form af de omtvistede foranstaltninger har henholdsvis de belgiske og de vallonske myndigheder derfor overtaget denne virksomheds byrder og således givet den en tilsvarende økonomisk fordel. Dermed er Cockerill Sambre også i økonomisk henseende støttemodtager i henhold til statsstøttereglerne.

77. De to første anbringender kan derfor ikke tages til følge.

VIII - Tredje anbringende: Tilsidesættelse af den i støttekodeksen fastsatte procedure - Kommissionens manglende kompetence

Parternes argumenter

78. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning, da den i støttekodeksens artikel 6, stk. 5, fastsatte frist på tre måneder, inden for hvilken til der skal træffes beslutning, allerede var udløbet på tidspunktet for beslutningen.

79. Efter sagsøgerens opfattelse er denne frist en præklusiv frist, hvis manglende overholdelse udgør en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift.

80. Dette fremgår af en sammenligning med den anmeldelsesfrist, der er fastsat i artikel 6, stk. 1, i femte kodeks for støtte til jern- og stålindustrien , og som Domstolen ligeledes har kvalificeret som en præklusiv frist . Fristens ufravigelige karakter bekræftes endvidere af, at ordlyden af den pågældende bestemmelse adskiller sig fra artikel 7, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (herefter »forordning nr. 659/1999«). Derudover bidrager den ufravigelige frist til retssikkerheden, da de erhvervsdrivende ikke på ubestemt tid vil svæve i uvished om procedurens udfald.

81. Kommissionen har ikke bestridt, at den anfægtede beslutning først blev vedtaget efter udløbet af den i støttekodeksens artikel 6, stk. 5, fastsatte frist, men har anført, at dette ikke har medført, at en væsentlig formforskrift er blevet tilsidesat.

82. Den har anfægtet den opfattelse, at denne frist er en præklusiv frist. Kvalificeringen af fristen i henhold til støttekodeksens artikel 6, stk. 1, kan ikke uden videre overføres til fristen i henhold til artikel 6, stk. 5, da karakteren af en frist - som generaladvokat Jacobs har fastslået i sit forslag til afgørelse i sagen Salzgitter mod Kommissionen - skal afgøres i den sammenhæng, hvori den indgår, fra sag til sag på grundlag af en række kriterier såsom genstanden og formålet med fristen.

83. Kommissionen har anført, at støttekodeksen indeholder undtagelser fra det generelle princip om forbud mod støtte og hermed skal fortolkes restriktivt. Støtte må kun gennemføres på grundlag af Kommissionens udtrykkelige godkendelse, med forbehold af bestemmelsen i artikel 6, stk. 6, hvorefter en medlemsstat må iværksætte de påtænkte foranstaltninger efter forudgående meddelelse herom til Kommissionen, dersom denne ikke har reageret senest to måneder efter anmeldelsen af de pågældende støtteforanstaltninger.

84. I modsætning til denne bestemmelse fremgår det imidlertid hverken af ordlyden af eller systematikken i forbindelse med støttekodeksens artikel 6, stk. 5, at en medlemsstat har beføjelse til at iværksætte de pågældende foranstaltninger efter udløbet af den fastsatte frist. Hvis man derfor opfattede denne frist som en absolut præklusiv frist, vil dette indebære, at proceduren blev blokeret. Hvis man derimod kun tillægger fristen ufravigelig karakter med hensyn til den igangværende procedure, vil Kommissionen kun kunne afslutte proceduren ved at gennemføre den på ny. Begge tilgange vil derfor medføre et utilfredsstillende resultat med hensyn til retssikkerhed og procesøkonomi.

85. Hvad angår sammenligningen mellem støttekodeksens artikel 6, stk. 5, og artikel 7, stk. 5, i forordning nr. 659/1999 inden for Fællesskabets rammer, tyder de to ordningers ensartede systematik efter Kommissionens opfattelse snarere på, at de to frister er af samme art.

86. Sagsøgeren har i replikken og under retsmødet ikke bestridt, at støtteforanstaltninger kun må iværksættes med Kommissionens godkendelse. Sagsøgeren har ligeledes erkendt, at Kommissionen kan være tvunget til at gennemføre en ny procedure efter udløbet af den i artikel 6, stk. 5, fastsatte frist, med henblik på at kunne vedtage en endelig beslutning. Sagsøgeren har imidlertid anført, at man trods det principielle støtteforbud under alle omstændigheder har en interesse i at gøre Kommissionens manglende kompetence gældende, fordi den anfægtede beslutning derved også mangler retsgrundlaget med hensyn til støttens tilbagesøgning samt renter.

Vurdering

87. Det er i den foreliggende sag ubestridt, at Kommissionen først vedtog den anfægtede beslutning efter udløbet af den i støttekodeksens artikel 6, stk. 5, fastsatte frist på tre måneder. Spørgsmålet er imidlertid, hvilken karakter fristen har, og hvilken retsvirkning der er forbundet med overskridelsen af fristen.

88. Efter sagsøgerens opfattelse medfører overskridelsen af den pågældende frist, at Kommissionen mister sin kompetence, og den udgør en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift. Sagsøgeren har i den forbindelse lagt til grund, at den pågældende frist er en præklusiv frist.

89. Det kan faktisk udledes af Domstolens praksis, at overskridelsen af en præklusiv frist kan medføre, at Kommissionen mister sin kompetence . Frister, der blot er vejledende, skal derimod ganske vist ligeledes overholdes, men Kommissionen overskrider ikke sin skønsbeføjelse, såfremt fristen forlænges, således at dens beslutningskompetence ikke berøres derved .

90. Det skal således undersøges, om den i støttekodeksens artikel 6, stk. 5, nævnte frist på tre måneder kan betragtes som en præklusiv frist. Hvis dette er tilfældet, havde Kommissionen på tidspunktet for beslutningens vedtagelse ikke kompetence til at træffe denne, og det tredje anbringende vil kunne tages til følge. I den henseende er det ikke nødvendigt at afgøre, om der i forbindelse med den pågældende frist desuden - hvilket Kommissionen har bestridt - er tale om en væsentlig formforskrift. På den ene side rejser der sig i den foreliggende sag nemlig ikke det spørgsmål, om Fællesskabets retsinstanser kan eller skal tage det synspunkt, der er givet udtryk for i forbindelse med dette anbringende, under påkendelse ex officio , og på den anden side er argumentet om, at væsentlige formforskrifter er blevet tilsidesat som følge af fristoverskridelsen, baseret på den forudsætning, at denne frist er en præklusiv frist.

91. Som Kommissionen med rette har anført, skal en tidsfrists karakter ikke fastsættes ud fra bestemmelsens ordlyd, men ud fra den almindelige sammenhæng, hvori den indgår, og dens formål .

92. Indledningsvis vil jeg derfor behandle den sammenhæng, hvori støttekodeksen som helhed indgår.

93. I henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c), ophæves og forbydes tilskud eller anden støtte ydet af staterne, i hvilken som helst form dette sker, som uforenelige med fællesmarkedet for kul og stål. I modsætning til støttereglerne i EF-traktaten indeholder EKSF-traktatens artikel 4, litra c), ikke selv nogen undtagelser fra dette forbud. Den støttekodeks, som Kommissionen har vedtaget på grundlag af EKSF-traktatens artikel 95, tillader imidlertid, at der i visse begrænsede og udtrykkeligt opregnede tilfælde ydes støtte til jern- og stålindustrien.

94. Bestemmelserne i støttekodeksen udgør således undtagelser fra det generelle forbud i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c), og skal således principielt fortolkes strengt . En sådan fortolkning er også i overensstemmelse med det princip om en streng disciplin, der er nævnt i del I i betragtningerne til støttekodeksen.

95. Hvad angår betydningen af den pågældende frist inden for rammerne af støttekodeksen kan det indledningsvis konstateres, at støtte kun må ydes efter proceduren i artikel 6 .

96. I henhold til denne procedure - i den forbindelse henvises navnlig til artikel 6, stk. 4 - må påtænkte støtteforanstaltninger kun iværksættes med Kommissionens udtrykkelige godkendelse, med forbehold af bestemmelsen i artikel 6, stk. 6, hvorefter iværksættelsen også er mulig uden godkendelse, såfremt Kommissionen ikke inden for to måneder har indledt proceduren i stk. 5 eller på anden måde tilkendegivet sin stilling.

97. Såfremt Kommissionen således inden udløbet af den i artikel 6, stk. 6, fastsatte suspensive frist beslutter at indlede proceduren i henhold til artikel 6, stk. 5, må de påtænkte foranstaltninger under ingen omstændigheder gennemføres .

98. Den frist, der skal undersøges i den foreliggende sag, udgør en del af nævnte procedure i henhold til artikel 6, stk. 5. På dette stadium af proceduren befinder medlemsstaten sig som nævnt i en situation, hvor den allerede er afskåret fra at gennemføre de påtænkte foranstaltninger.

99. I modsætning til artikel 6, stk. 6, er der til udløbet af fristen i samme artikels stk. 5 hverken knyttet nogen beføjelse til at gennemføre foranstaltningerne eller nogen anden retsvirkning. Det hedder kun heri, at Kommissionen senest tre måneder efter modtagelsen af de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan vurdere den pågældende støtteforanstaltning, træffer beslutning herom. Den beskrevne sammenhæng, som denne bestemmelse indgår i, navnlig den strenge disciplin inden for rammerne af EKSF-traktaten, er ligeledes til hinder for, at der heri implicit kan indfortolkes en gennemførelsesbeføjelse.

100. Til at kvalificere en frist som præklusiv frist har Domstolen derimod bl.a. taget udgangspunkt i, at overskridelsen af en frist er forbundet med en bestemt sanktion eller en automatisk følge. Det kan forklares ved, at Kommissionen i et sådant tilfælde ikke har noget skøn med hensyn til anvendelsen af denne sanktion og dermed heller ikke efter eget skøn kan forlænge fristen, hvorfor der ikke blot kan være tale om en ordensmæssig frist .

101. Hvis det antages, at fristen havde en ufravigelig karakter, ville medlemsstaten desuden som nævnt også efter fristens udløb have været afskåret fra at gennemføre de påtænkte foranstaltninger, og der ville fortsat ikke være truffet en endelig beslutning om støttens forenelighed. Fristen i artikel 6, stk. 5, skal således også med hensyn til støtteordningens gnidningsløse funktion snarere betragtes som en ordensmæssig frist end som en præklusiv frist .

102. Endelig er sagsøgerens argument om, at en præklusiv frist i denne forbindelse navnlig med hensyn til økonomiske dispositioner vil bidrage til retssikkerheden, heller ikke overbevisende.

103. For det første er formålet med en sagsbehandlingsfrist i sidste instans også altid at skabe retssikkerhed ved at give beslutningsprocessen en tidsmæssig ramme. Dette gælder således også for frister, der blot er ordensmæssige frister. Kommissionen skal derfor ikke mindst af hensyn til retssikkerheden også overholde sådanne frister .

104. For det andet ville det i den foreliggende sag imidlertid netop ikke bidrage til retssikkerheden, hvis Kommissionen ikke kunne træffe beslutning under sagens behandling efter udløbet af fristen i henhold til artikel 6, stk. 5. I så fald ville denne procedure enten forblive i den beskrevne uvisse tilstand eller kunne, hvis man følger det af sagsøgeren foreslåede scenario, først tilendebringes med en beslutning efter gennemførelsen af en ny procedure.

105. På grundlag af bestemmelsens formål og den sammenhæng, hvori den indgår, kan fristen i støttekodeksens artikel 6, stk. 5, således ikke være en præklusiv frist. Kommissionen havde derfor kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning. Det tredje anbringende kan derfor heller ikke tages til følge.

IX - Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af begrundelsespligten

106. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen i den anfægtede beslutning i flere henseender har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til EKSF-traktatens artikel 15.

107. Som første klagepunkt har sagsøgeren anført, at den anfægtede beslutning ikke indeholder svar på de argumenter, som sagsøgeren fremsatte i sine bemærkninger af 5. april 2000, vedrørende betydningen af beskæftigelsesforanstaltninger inden for rammerne af EF-traktaten - navnlig også Kommissionens retningslinjer for beskæftigelsesstøtte - samt vedrørende den risiko for at skabe inkonsekvens i den europæiske beskæftigelsespolitik, der kunne være forbundet med vedtagelsen af afvigende politikker inden for rammerne af EKSF.

108. For det andet har sagsøgeren kritiseret den anfægtede beslutning, for så vidt som Kommissionen heri ikke har behandlet den anførte argumentation vedrørende begrebet støttemodtager, hvilket sagsøgeren også har gjort gældende inden for rammerne af det andet anbringende.

109. For det tredje mangler sagsøgeren i den anfægtede beslutning forklaringer vedrørende de omtvistede foranstaltningers økonomiske virkninger på fællesmarkedet og konkurrencen.

110. Kommissionen er derimod af den opfattelse, at de krav, som ifølge Domstolens praksis stilles til beslutningens begrundelse, fuldt ud er blevet opfyldt. Den anfægtede beslutning har klart og utvetydigt angivet de betragtninger, som Kommissionen har lagt til grund, således at den belgiske regering kan forsvare sine rettigheder, og således at Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret.

111. Med hensyn til sagsøgerens første klagepunkt i denne forbindelse har Kommissionen anført, at den i den anfægtede beslutning udtrykkeligt behandlede retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken. Med hensyn til klagepunktet om, at Kommissionen ikke har taget stilling til begrebet støttemodtager, har Kommissionen henvist til sine bemærkninger i forbindelse med det andet anbringende. Endelig har den med hensyn til sagsøgerens tredje klagepunkt i denne henseende anført, at det ved kvalificeringen af en statslig foranstaltning som støtte i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c), i modsætning til artikel 81, stk. 1, EF ikke er afgørende, om handelen mellem medlemsstater eller konkurrencen påvirkes.

Vurdering

112. I henhold til EKSF-traktatens artikel 15, stk. 1, skal Kommissionens beslutninger begrundes. Ifølge fast retspraksis skal begrundelsen klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning og dermed blive i stand til at forsvare deres rettigheder, og således at Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret.

113. Det kræves dog ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, eftersom begrundelsen ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område .

114. På denne baggrund er det således ikke afgørende, om Kommissionen i sin beslutning udtrykkeligt har taget stilling til alle de synspunkter og argumenter, som adressaten for beslutningen har fremført . Det er snarere afgørende, at beslutningen skal begrundes på grundlag af de anførte grunde i betragtning af den sammenhæng, hvori den indgår, og de bestemmelser, der er blevet anvendt.

115. I den anfægtede beslutning blev statslige foranstaltninger kvalificeret som støtte i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c), og stålstøttereglerne samt betragtet som uforenelige med fællesmarkedet. Spørgsmålet, om begrundelsespligten er blevet opfyldt, skal således vurderes ud fra, om beslutningen fremlægger grundene til, at de omtvistede foranstaltninger efter Kommissionens opfattelse er omfattet af disse statsstøttereglers anvendelsesområde .

116. Sagsøgeren har med sit første klagepunkt i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen i beslutningens begrundelse ikke har taget hensyn til en argumentation vedrørende risikoen for at skabe inkonsekvens i den europæiske beskæftigelsespolitik, når den kvalificerer de pågældende foranstaltninger som støtte eller ikke betragter dem som forenelige med fællesmarkedet.

117. Hertil bemærkes, at dette ikke er et synspunkt, der skal tages hensyn til ved kvalificeringen af en foranstaltning i henhold til EKSF-traktatens artikel 4, litra c). Det forhold, at Kommissionen ikke har taget stilling hertil, kan derfor ikke være udtryk for en manglende begrundelse.

118. For så vidt som sagsøgeren for det andet har gjort gældende, at Kommissionen ikke har taget stilling til begrebet støttemodtager, er det tilstrækkeligt at konstatere, at denne problematik behandles flere steder i den anfægtede beslutning.

119. Kommissionen har således anført i beslutningens punkt 20, nr. 2, at det forhold, at »de offentlige midler kun passerer gennem virksomheden eller endog ikke passerer gennem den, og at de i sidste ende er bestemt til arbejdstagerne«, ikke ændrer noget ved karakteren af statsstøtte. Endvidere har Kommissionen i punkt 21 og 22 behandlet Kongeriget Belgiens argumentation om, at der i forbindelse med de omtvistede foranstaltninger er tale om personstøtte eller om en social foranstaltning til fordel for den pågældende gruppe af ansatte.

120. Endelig har Kommissionen konkluderet i den anfægtede beslutnings punkt 23, at støtten ikke udgør støtte til enkeltpersoner, men til virksomheden, og at den finansierer udgifter for Cockerill Sambre.

121. Hvad endelig for det tredje angår klagepunktet om, at Kommissionen ikke har taget stilling til de omtvistede foranstaltningers virkninger på fællesmarkedet og konkurrencen, konstateres det, at EKSF-traktatens artikel 4, litra c), uden yderligere betingelser forbyder statslige foranstaltninger, som - i hvilken som helst form - letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget . I modsætning til det, der gælder i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, forudsætter forbuddet i EKSF-traktatens artikel 4, litra c), ikke, at støtten skal påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene . I den omhandlede beslutnings begrundelse behøvede Kommissionen derfor ikke at behandle de omtvistede foranstaltningers økonomiske virkninger på fællesmarkedet eller konkurrencen.

122. Sagsøgeren kunne således ikke påvise nogen relevante mangler i den anfægtede beslutnings begrundelse, hvorfor også det fjerde anbringende må forkastes.

X - Femte anbringende: Tilsidesættelse af EKSF-traktatens artikel 95

Parternes argumenter

123. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har foretaget et åbenbart urigtigt skøn, idet den ikke godkendte de omtvistede foranstaltninger som en undtagelse i henhold til EKSF-traktatens artikel 95 - ud fra den undtagelse, at disse, hvilket ikke er tilfældet, vil kunne kvalificeres som støtte til Cockerill Sambre. Efter at have vurderet, at støttekodeksens artikel 2-5 ikke fandt anvendelse, burde Kommissionen på eget initiativ have henvendt sig til Rådet med henblik på en samstemmende udtalelse, således at foranstaltningerne kunne godkendes i henhold til EKSF-traktatens artikel 95. De omtvistede foranstaltninger har nemlig et socialt formål, dvs. en øget beskæftigelse gennem en omfordeling af arbejdet, og tager dermed sigte på at nå EKSF-traktatens målsætninger, navnlig forbedringen af leve- og arbejdsvilkårene i henhold til EKSF-traktatens artikel 3, litra e).

124. Efter Kommissionens opfattelse bør Domstolen ikke realitetsbehandle dette anbringende. Den har begrundet opfattelsen med, at den belgiske regering først efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning - om end inden dennes formelle meddelelse - besluttede at anmode Kommissionen om at anvende EKSF-traktatens artikel 95. Anmodningen var genstand for en skrivelse af 30. november 2000 fra den belgiske regering. Under disse omstændigheder kan det foreliggende anbringende ikke fremsættes i forbindelse med en stævning, der blev indgivet den 8. januar 2001. Kommissionen har desuden anført, at anbringendet tydeligvis ikke er rettet mod den anfægtede beslutning som sådan, men mod, at Kommissionen har undladt at henvende sig til Rådet og Det Rådgivende Udvalg for EKSF med henblik på vedtagelse af en individuel beslutning i henhold til EKSF-traktatens artikel 95, stk. 1. Betingelserne for et passivitetssøgsmål i henhold til EKSF-traktatens artikel 35 er imidlertid ikke opfyldt med hensyn til den anfægtede beslutning.

125. Sagsøgeren har over for påstanden om, at anbringendet ikke bør antages til realitetsbehandling, anført, at de klagepunkter, der er fremsat i forbindelse med beslutningen, og som i den foreliggende sag er baseret på EKSF-traktatens artikel 95, kan gøres gældende inden for sagens rammer, uanset den procedure, der er gennemført i henhold til denne artikel, og selv om proceduren allerede er afsluttet med en negativ beslutning.

126. Subsidiært har Kommissionen anført, at det femte anbringende heller ikke indholdsmæssigt er begrundet. Den har henvist til Domstolens og Rettens praksis , hvorefter Kommissionen på grundlag af EKSF-traktatens artikel 95 har en skønsbeføjelse, men ingen pligt, til undtagelsesvis at godkende en støtte med henblik på at opfylde EKSF-traktatens målsætninger, og hvorefter der foreligger en tilsidesættelse af traktaten på grund af en fejlagtig vurdering af en situation, der er en følge af økonomiske kendsgerninger eller omstændigheder, når det godtgøres, at Kommissionen har gjort sig skyldig i magtfordrejning eller åbenbart har foretaget et urigtigt skøn af den situation, som dens beslutning tager sigte på.

127. I den foreliggende sag burde sagsøgeren således som begrundelse for, at der har været tale om et urigtigt skøn, have godtgjort, at det undtagelsesvis havde været nødvendigt at godkende støtten for at opfylde EKSF-traktatens målsætninger, hvilket sagsøgeren imidlertid ikke har gjort.

Vurdering

128. Med hensyn til Kommissionens formalitetsindsigelser i forbindelse med dette anbringende kan det konstateres, at sagsøgeren i den forbindelse har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte EKSF-traktatens artikel 95 eller foretog et åbenbart urigtigt skøn, da den vedtog den anfægtede beslutning. Af det forhold, at Kommissionen ifølge sagsøgerens klagepunkt ikke (også) har lagt EKSF-traktatens artikel 95 til grund, kan det i modsætning til, hvad Kommissionen har anført, ikke udledes, at anbringendet for så vidt ikke er rettet mod den anfægtede beslutning selv, men derimod mod passivitet fra Kommissionens side som omhandlet i EKSF-traktatens artikel 35. Som Domstolen nemlig har fastslået i sagen Società industriale Acciaierie San Michele m.fl. mod Den Høje Myndighed, kan artikel 35 kun finde anvendelse, hvis Kommissionen »ikke har vedtaget nogen beslutning vedrørende de spørgsmål, der omhandles i sagsøgernes opfordring til Kommissionen« . I den foreliggende sag forelå der indtil det tidspunkt, hvor beslutningen blev vedtaget, ganske vist ingen udtrykkelig anmodning fra sagsøgeren om en godkendelse i henhold til EKSF-traktatens artikel 95 ; sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at Kommissionen burde have gjort dette af egen drift. Ud fra det perspektiv har Kommissionen med den anfægtede beslutning også indirekte som omhandlet i den nævnte dom - nemlig i form af et afslag - afgjort spørgsmålet om denne godkendelse.

129. De anførte mangler vedrører således lovligheden af den anfægtede beslutning selv og udgør derfor et anbringende, som kan danne grundlag for et søgsmål i henhold til EKSF-traktatens artikel 33.

130. Det bør undersøges, om sagsøgerens klagepunkter er berettigede, da beslutningen i så tilfælde - uafhængigt af gennemførelsen af andre procedurer eller udstedelsen af andre retsakter - vil være ulovlig. Det forhold, at der først efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning efter anmodning fra den belgiske regering blev gennemført en procedure på grundlag af EKSF-traktatens artikel 95, som blev afsluttet med en endelig beslutning, medfører derfor i sig selv ikke, at anbringendet om, at denne artikel er blevet tilsidesat, ikke kan realitetsbehandles.

131. Det femte anbringende skal derpå realitetsbehandles.

132. I henhold til EKSF-traktatens artikel 95 kan Kommissionen i alle de tilfælde, som ikke omhandles i denne traktat, og hvor en beslutning eller henstilling forekommer nødvendig for inden for rammerne af det fælles marked for kul og stål og i overensstemmelse med bestemmelserne i EKSF-traktatens artikel 5 at virkeliggøre et af Fællesskabets mål, således som de nærmere er angivet i artikel 2, 3, og 4, træffe sådan beslutning eller vedtage sådan henstilling efter samstemmende og enstemmig udtalelse fra Rådet og efter høring af Det Rådgivende Udvalg for EKSF.

133. Dermed har Kommissionen beføjelse til undtagelsesvis at godkende statsstøtte ved fravigelse af det generelle forbud i EKSF-traktatens artikel 4, litra c).

134. Dens skønsmæssige beføjelser er i den forbindelse begrænsede, for så vidt som den med hjemmel i EKSF-traktatens artikel 95 »under ingen omstændigheder [kan] godkende tildeling af statsstøtte, som ikke er uomgængeligt nødvendig for at opfylde traktatens formål [...]« .

135. I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid ikke indledt en procedure på grundlag af denne artikel, endsige truffet beslutning om en godkendelse.

136. Kommissionen kan således kun have foretaget et urigtigt skøn i forbindelse med EKSF-traktatens artikel 95, såfremt den åbenbart ikke har handlet i overensstemmelse med nævnte artikel.

137. Denne antagelse synes imidlertid at være berettiget, for så vidt som der med EKSF-traktatens artikel 95 er indrømmet Kommissionen en beføjelse, men ikke påhviler den en pligt . Også ifølge Domstolens praksis er formålet med EKSF-traktatens artikel 95, stk. 1, »udelukkende at fastlægge en ordning« vedrørende særlige fravigelser af traktaten med henblik på at »gøre det muligt« for Kommissionen at gribe ind over for en uforudset situation .

138. Som Retten derudover har fastslået i sagen British Steel mod Kommissionen , kræver godkendelsesordningens opbygning endog for individuelle beslutninger, at medlemsstaten anmoder Kommissionen om at indlede proceduren i EKSF-traktatens artikel 95. En sådan anmodning har den belgiske regering imidlertid først indgivet ved skrivelse af 30. november 2000, dvs. efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning den 15. november 2000. Ifølge Domstolens faste praksis skal retmæssigheden af en beslutning på statsstøtteområdet vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen rådede over på det tidspunkt, da den traf beslutningen . På det - med hensyn til vurderingen af den anfægtede beslutning - relevante tidspunkt havde Kommissionen derfor ikke fået forelagt en anmodning om, at den godkendte den pågældende støtte på grundlag af EKSF-traktatens artikel 95.

139. Kommissionen har derfor ikke foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at indlede proceduren i henhold til EKSF-traktatens artikel 95 og godkende de omtvistede foranstaltninger.

140. Det sidste anbringende kan derfor heller ikke tages til følge.

XI - Forslag til afgørelse

141. På baggrund af ovenstående betragtninger vil jeg foreslå Domstolen at træffe følgende afgørelse:

1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.

2) Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.

Full & Egal Universal Law Academy