EUR-Lex -  62001CC0159 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

PHILIPPE LÉGER

fremsat den 12. juni 2003 (1)

Sag C-159/01

Kongeriget Nederlandene

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – delvis fritagelse for mineralafgifter til fordel for dyrkning af afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium – begrundet i systemets karakter eller opbygning – foreligger ikke«

1.        Kongeriget Nederlandene har med henblik på at reducere nedsivningerne af kvælstof og fosfater i jorden som følge af brug af gødning i landsbrugsbedrifter indført et afgiftssystem. Afgifterne skal betales af de landmænd, som forårsager tab af kvælstof og fosfater i miljøet, der overstiger en vis norm. Kongeriget Nederlandene har ligeledes fastsat en fritagelse for disse afgifter til fordel for de små bedrifter (såkaldte »hobbylandbrug«) samt til fordel for gartneribrug og havecentre, som dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium.

2.        Kommissionen har ved beslutning 2001/371/EF af 21. december 2000 om den fritagelse for mineralafgifter efter gødningsloven, som Nederlandene påtænker at indrømme (2), udtalt, at disse afgiftsfritagelser udgjorde statsstøtte, som er uforenelig med fællesmarkedet.

3.        Kongeriget Nederlandene har i den foreliggende sag, som er anlagt i henhold til artikel 230, første afsnit, EF, nedlagt påstand om delvis annullation af den anfægtede beslutning for så vidt som den vedrører gartneribrug og havecentre, som dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium.

I –    Relevante retsregler

A –    Fællesskabsbestemmelser

4.        De relevante bestemmelser for nærværende tvist er de bestemmelser, som gælder for statsstøtte og beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater.

1.      Bestemmelserne vedrørende statsstøtte

5.        Artikel 87, stk. 1, EF bestemmer følgende:

»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

6.        Rækkevidden af denne fiskale bestemmelse er blevet klarlagt i Kommissionens meddelelse af 10. december 1998 om anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne (3).

7.        Ifølge meddelelsen skal en fiskal foranstaltning for at blive anset for ulovlig støtte efter artikel 87 EF opfylde samtlige følgende fire kriterier (4).

8.        For det første skal den pågældende foranstaltning give modtagerne en fordel, som mindsker de byrder, der normalt belaster deres budget. En sådan fordel kan bestå i en reduktion af virksomhedens skattebyrde på forskellig vis. Det kan bl.a. dreje sig om en nedbringelse af beskatningsgrundlaget (undtagelsesvist fradrag) eller en fuldstændig eller delvis reduktion af skattebeløbet (fritagelse, skattenedslag).

9.        For det andet skal fordelen være ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler. Et tab af skatteprovenu svarer til et forbrug af statsmidler i form af skatteudgifter.

10.      For det tredje skal den pågældende foranstaltning påvirke konkurrencevilkårene og samhandelen mellem medlemsstaterne. Dette kriterium forudsætter, at den, der begunstiges ved foranstaltningen, udøver en økonomisk aktivitet, uanset den pågældendes retlige status eller finansieringsform. Ifølge fast retspraksis er betingelsen om påvirkning af samhandelen opfyldt, når modtagervirksomheden udøver en økonomisk aktivitet, der er genstand for samhandel mellem medlemsstaterne.

11.      For det fjerde skal foranstaltningen være specifik eller selektiv, forstået således, at den begunstiger visse virksomheder eller visse produktioner. En sådan selektiv karakter kan dog være begrundet i et systems karakter og opbygning. I så fald er foranstaltningen ikke at betragte som støtte efter artikel 87 EF. 

12.      For så vidt angår sidstnævnte bestemmelse præciseres i meddelelsens punkt 23, at den differentiering, der er forbundet med visse foranstaltninger, ikke nødvendigvis betyder, at de må betragtes som statsstøtte. Dette er tilfældet bl.a. ved foranstaltninger, hvis økonomiske begrundelse gør dem nødvendige eller funktionelle i forhold til skattesystemets effektivitet. Medlemsstaten skal kunne give en sådan begrundelse.

13.      I processuel henseende anføres det i meddelelsen, at medlemsstaterne i henhold til artikel 88, stk. 3, EF skal anmelde enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger til Kommissionen. Medlemsstaterne må ikke gennemføre sådanne påtænkte foranstaltninger uden at have modtaget Kommissionens forudgående godkendelse (5).

14.      Proceduren til indhentelse af Kommissionens godkendelse er blevet kodificeret i forordning (EF) nr. 659/1999 (6). Forordningen, som trådte i kraft den 16. april 1999, finder anvendelse i denne sag.

15.      I henhold til artikel 2 i forordning nr. 659/1999 skal planer om at yde ny støtte principielt anmeldes i tilstrækkelig god tid til Kommissionen af den pågældende medlemsstat. Medlemsstaten skal i sin anmeldelse give alle nødvendige oplysninger, så Kommissionen bliver i stand til at tage stilling til, om der foreligger en støtte, og hvorvidt denne er forenelig med fællesmarkedet.

2.      Bestemmelserne vedrørende beskyttelsen af vand mod forurening forårsaget af nitrater

16.      Direktiv 91/676/EØF (7) har i henhold til dettes artikel 1 til formål at »nedbringe vandforurening forårsaget eller fremkaldt af nitrater, der stammer fra landbruget, [og at] forebygge yderligere forurening af denne art«.

17.      Direktiv 91/676 påbyder herved medlemsstaterne at træffe et vist antal foranstaltninger. Medlemsstaterne skal navnlig sikre, at den mængde kvælstof, der tilføres jorden hvert år i husdyrgødning (8), ikke overstiger 170 kg pr. ha. Medlemsstaterne kan kun tillade andre mængder, såfremt disse er berettiget ud fra objektive kriterier og ikke hindrer opfyldelsen af nævnte direktivs formål (9).

B –    Nationale bestemmelser

1.      Afgiftsordningen

18.      Den af Kongeriget Nederlandene indførte afgiftsordning, som er kendt under navnet »MINAS« (10), er fastlagt i Wet van 27 november 1986 houdende regelen inzake het verhandelen van meststoffen en de afvoer van mestoverschotten (11). I henhold til ordningen skal landbrugerne føre regnskab over mængden af mineraler, som tilføres og udgår fra deres bedrift. Ordningen tilsigter at opnå, at tilførslen af fosfater og kvælstof i en landbrugsbedrift ikke overstiger den mængde mineraler, der bortskaffes ved produktionens afslutning, plus et »tilladt tab«. Når fosfat- og kvælstoftabene i en given landbrugsbedrift overstiger de tilladte tabsnormer, skal den pågældende landbruger betale afgifter af disse overskridelser.

19.      Disse afgifter er enten faste eller proportionelle. De regler, der finder anvendelse på afgifterne, er indeholdt i kapitel IV i Meststoffenwet.

20.      For så vidt angår de faste afgifter beregnes disse i forhold til mængden af afgiftspligtig gødning i et kalenderår udtrykt i kg fosfater og kvælstof (12). Mængden af afgiftspligtig gødning fastsættes ved summen af mængden af »indkommende« gødning og af mængden af den producerede husdyrgødning, nedsat henholdsvis med mængden af »udgående« husdyrgødning, med afgrødernes optagelse af gødningen og med det tilladte gødningstab (13). Afgrødernes optagelse af gødning er, for den gennemsnitlige overflade af landbrugsjord tilhørende bedriften i løbet af det pågældende år og pr. ha, fastsat til 65 kg fosfat og 300 kg kvælstof for græsarealer og til 50 kg fosfat og 125 kg kvælstof for dyrket jord (14).

21.      For så vidt angår de proportionelle afgifter fastsættes disse ligeledes ud fra »tilførslen« og »fraførslen« af mineraler. Antallet af faktorer, der skal tages hensyn til ved fastsættelsen af »tilførsler«og »fraførsler« af mineralstoffer, er dog større. Således omfatter fraførselsposterne gødning af animalsk oprindelse, grovfoder hidrørende fra selve bedriften, dyr af visse racer, animalske produkter og landbrugs- og gartneriprodukter bortset fra grovfodererstatning (15). Mængden af fosfater og kvælstof i disse landbrugs- eller gartneriprodukter bortset fra grovfoder forudfastsættes pr. ha landbrugsareal af overfladen af landbrugsjord tilhørende bedriften, som anvendes til landbrug og skovbrug i løbet af det pågældende år, til henholdsvis 65 og 165 kg (16).

22.      De tilladte tabsnormer er fastsat til identiske beløb for de to slags afgifter (17).

2.      Undtagelser

23.      Forordningen af 12. januar 1999 fra det nederlandske ministerium for landbrug, naturforvaltning og fiskeri (18) fastsætter tre muligheder for fritagelse for de i Meststoffenwet indførte afgifter.

24.      Den første mulighed for fritagelse vedrører de små bedrifter, såkaldte »hobbylandbrug« (19). De er helt fritaget (20).

25.      Den anden mulighed angår gartneribrug, som dyrker afgrøder i væksthuse (gartneribrug på jord i en bygning) eller på vækstmedium (gartneribrug uden jord). Disse gartneribrug er fritaget for afgiften svarende til en maksimal afgiftspligtig gødningsmængde på 460 kg fosfat og 800 kg kvælstof pr. ha af den gennemsnitlige overflade af det vækstmedium eller jordareal, der reelt anvendes i bedriften til disse dyrkningsformer i kalenderårets løb (21).

26.      Den tredje mulighed er fastsat til fordel for havecentre, som ligeledes driver gartnerivirksomhed i væksthuse eller på vækstmedium. De er omfattet af samme delvise fritagelse som de i foregående punkt nævnte gartneribrug (22).

27.      Fritagelsesbestemmelserne finder anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1998, som er ikrafttrædelsesdatoen for af de i Meststoffenwets kapitel IV indførte afgifter (23).

II – Den administrative procedure og den anfægtede beslutning

28.      Ved skrivelse af 7. oktober 1999 underrettede Kongeriget Nederlandene på anmodning af Kommissionen (24) denne om fritagelsesbestemmelserne i henhold til artikel 88, stk. 3, EF. Kongeriget Nederlandene gjorde gældende, at de i den pågældende retsakt indeholdte fritagelser var berettigede ud fra karakteren af mineralafgiftsordningen, og at de derfor ikke var statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

29.      Ved telex af 26. oktober 1999 anmodede Kommissionen Nederlandenes faste repræsentation om yderligere oplysninger.

30.      Den nederlandske regering svarede ved skrivelse af 10. januar 2000.

31.      Kommissionen var af den opfattelse, at den i skrivelsen indeholdte redegørelse var utilstrækkelig og underrettede ved skrivelse af 20. marts 2000 den nederlandske regering om sin beslutning om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF vedrørende de pågældende fritagelser.

32.      Den nederlandske regering fremlagde sine bemærkninger ved skrivelse af 17. maj 2000.

33.      Den 21. december 2000 vedtog Kommissionen den anfægtede beslutning.

34.      Kommissionen har i beslutningen anført, at den tvivl, som fik den til at indlede proceduren over for de foreslåede fritagelser, fortsat består, da der ikke er forelagt yderligere oplysninger. Kommissionen fremsatte følgende betragtninger.

35.      Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en støtte, ændrer den omstændighed, at afgifterne kan sammenlignes med bøder, ikke ved det forhold, at MINAS-ordningen opfattes som en afgiftsordning. Undtagelserne til denne ordning kan således udgøre statsstøtte, som kan påvirke konkurrencen mellem medlemsstaterne. Eftersom virksomheder pålægges disse afgifter, forbedres de fritagne virksomheders konkurrencemæssige stilling. Den pågældende foranstaltning har derfor som konsekvens, at visse virksomheder tildeles en fordel.

36.      For så vidt angår »hobbylandbrugene« er den fastsatte fritagelse ikke begrundet i ordningens karakter og opbygning.

37.      Hvad angår de bedrifter og havecentre, som driver gartnerivirksomhed i væksthuse eller på vækstmedium, er de nederlandske myndigheder ikke fremkommet med nye oplysninger. Henset til det forhold, at de fritagne mængder ligger væsentligt over de normer, der er fastsat for landbrugsjord, og at de samme bestemmelser finder anvendelse for gartneribrug på jord og gartneribrug på vækstmedium, giver ordningen ikke grundlag for at indrømme de fastsatte fritagelser.

38.      Fritagelserne er derimod i overensstemmelse med de fire betingelser i meddelelsen, som finder anvendelse analogt. Desuden bør denne form for støtte betragtes som driftsstøtte, og den opfylder ikke de betingelser for at være tilladt, der kræves i artikel 87, stk. 3, EF.

39.      Endelig afviste Kommissionen argumentet om, at proceduren vedrørende statsstøtte er blevet brugt eller misbrugt for at håndhæve direktiv 91/676. Kommissionen har påpeget, at en procedure vedrørende statsstøtte aldrig må føre til resultater, der er i strid med andre bestemmelser i traktaten. Kommissionen har oplyst, at der er indledt en særlig procedure over for Kongeriget Nederlandene for manglende anvendelse af nævnte direktiv (25).

40.      Kommissionen har heraf udledt, at de fiskale fritagelser, som Kongeriget Nederlandene har fastsat til fordel for »hobbylandbrug« samt gartneribrug og havecentre, som driver gartnerivirksomhed, er statsstøtte, som ikke er forenelig med fællesmarkedet (26).

III – Gennemgang

41.      Den nederlandske regering har kun bestridt den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrører bedrifter og havecentre, som dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium. Regeringen har til støtte for søgsmålet påberåbt sig to anbringender. Det første anbringende er, at artikel 87, stk. 1, EF er blevet tilsidesat. Det andet anbringende er, at begrundelsespligten er blevet tilsidesat.

42.      Henset til de argumenter, sagsøgeren har fremsat til støtte for disse to anbringender, vil jeg gennemgå disse i den rækkefølge, hvori de er blevet fremsat.

A –    Tilsidesættelsen af artikel 87, stk. 1, EF

43.      Dette anbringende består af to led. For det første har den nederlandske regering anført, at Kommissionen med urette har antaget, at den fritagelse, der er fastsat til fordel for afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF. Dernæst har regeringen kritiseret Kommissionen for at have baseret sin vurdering på den betragtning, at den omtvistede fritagelse er i strid med direktiv 91/676.

1.      Bedømmelsen af den omtvistede fritagelse som værende statsstøtte

a)      Parternes argumenter

44.      Den nederlandske regering har anført, at fritagelsesbestemmelserne har til formål at kompensere for den ulempe, som Meststoffenwet pålægger gartneribrug, der dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium. Meststoffenwet tager nemlig ikke hensyn til, at bortskaffelsen af mineraler er meget større ved disse to former for dyrkningsmåder. Meststoffenwet medfører således, at de berørte bedrifter skal betale uberettigede afgifter. For at korrigere denne fejl indeholder fritagelsesbestemmelserne således en delvis fritagelse til fordel for disse bedrifter på 460 kg fosfat og 800 kg kvælstof pr. ha afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium.

45.      Den nederlandske regering har anført, at disse normer er berettiget af følgende grunde: Dyrkning af afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium er til forskel fra dyrkning af afgrøder på friland ikke sæsonafhængig, således at det på årsbasis er nødvendigt med en større mængde gødning; dernæst er udbyttet af de planter, der dyrkes i væksthuse eller på vækstmedium, betydeligt større end udbyttet af planter dyrket på friland; heraf følger, at mængden af mineraler, som optages af disse planter, er otte gange større; endelig er normerne fastsat på grundlag af flere forskellige planters gennemsnitlige optagelse af fosfater og kvælstof.

46.      Regeringen har anført, at de fire betingelser i meddelelsen ikke er opfyldt, da den omtvistede fritagelse blot opvejer en ulempe.

47.      For det første er den omtvistede fritagelse ikke en fordel, som mindsker byrderne for de producenter, der dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium. Der kunne således kun være tale om en mindskelse af byrderne, såfremt disse producenter kunne sprede mere kvælstof og fosfater, end tabsnormerne tillader, uden at skulle erlægge de hertil svarende afgifter. Fritagelsen har derimod til formål at fjerne en ikke tilsigtet ulempe for disse producenter som følge af, at Meststoffenwet ikke tager hensyn til de mineraler, som optages af de planter, der dyrkes i bedriften.

48.      For det andet ydes der ingen fordel af staten eller ved hjælp af statsmidler. Da der ikke er tale om en fritagelse, men om korrektion af en uretfærdighed, som følger af Meststoffenwet, er den omtvistede fritagelse efter sin karakter ikke en fordel ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler. Desuden har MINAS-ordningen en prohibitiv karakter. Det er mere fordelagtigt for landbrugerne at begrænse mineraltabene i miljøet ved at tilpasse deres produktion end at betale afgifterne. Disse tilsigter derfor at få landbrugerne til at nedsætte den mængde gødning, der bruges i deres bedrifter. Ordningen kan efter sin karakter, sit formål og sin virkemåde sammenlignes med et system med administrative og strafferetlige bøder. Ordningen ligner således kun en skatteordning, men i realiteten har den ikke til formål at skaffe indtægter til staten.

49.      For det tredje påvirker den omtvistede ordning ikke samhandelen mellem medlemsstaterne. Samhandelen berøres kun, og konkurrencen fordrejes kun, såvel i forhold til bedrifter, som dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium i de øvrige medlemsstater, som i forhold til de øvrige bedrifter i Fællesskabet generelt, såfremt de bedrifter, som dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium i Nederlandene, får ret til at anvende mere gødning end de øvrige landbrugere. Da den pågældende fritagelse svarer til mængden af mineraler, som optages af de planter, der dyrkes i bedriften, berøres samhandelen således ikke, og konkurrencevilkårene fordrejes ikke.

50.      For det fjerde er fritagelsens selektive karakter begrundet i karakteren af mineralafgiftsordningen. Den nederlandske regering har anført, at det foreliggende tilfælde kan sammenlignes med det tilfælde, der nævnes i meddelelsens punkt 25 om foreningers eller fondes fritagelse for indkomstskat. Da denne skat ikke kan opkræves, hvis der ikke er nogen indtjening, berettiger selve ordningens karakter, at fonde og sammenslutninger er fritaget herfor. På samme måde bør der ikke betales afgifter for tilførsel af de mineraler, som optages af planterne, og som ikke forurener jorden.

51.      Som svar på Kommissionens argument, hvorefter lovligheden af en beslutning om statsstøtte bør vurderes ud fra de oplysninger, Kommissionen rådede over på det tidspunkt, hvor nævnte beslutning blev vedtaget, har den nederlandske regering anført, at det påhvilede Kommissionen klart at fremsætte en anmodning om oplysninger. Kommissionen har imidlertid på intet tidspunkt under den administrative procedure underrettet regeringen om sine præcise klagepunkter mod fritagelsesbestemmelserne. Kommissionen har heller ikke anmodet regeringen om at fremsende de oplysninger, som ifølge Kommissionen manglede for, at denne kunne danne sig et klart overblik over karakteren og konsekvenserne af nævnte bestemmelser.

52.      I telexen af 26. oktober 1999 har Kommissionen således udelukkende anført, at normerne i fritagelsesbestemmelserne var højere end dem, der fandt anvendelse på landbrugsjord. Den nederlandske regering fremsendte en redegørelse i sin skrivelse af 10. januar 2000. Kommissionen har ikke oplyst, hvorfor denne redegørelse ikke var tilfredsstillende. Kommissionen har i sin beslutning af 20. marts 2000 om at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF blot gentaget det, som den allerede havde påstået i førnævnte telex. Eftersom det er åbenbart, at planter dyrket i væksthuse eller på vækstmedium optager flere mineraler end planter dyrket på friland, var det den nederlandske regerings opfattelse, at Kommissionen misforstod fritagelsesbestemmelserne. Derfor redegjorde den i skrivelse af 17. maj 2000 på ny for formålet med og nødvendigheden af den pågældende fritagelse. Kommissionen vedtog imidlertid den anfægtede beslutning uden at reagere på denne skrivelse. Kommissionen anfægtede ligeledes for første gang den faste karakter af nævnte fritagelsesbestemmelser i svarskriftet.

53.      Kommissionen har bestridt samtlige disse argumenter.

54.      Kommissionen har anført, at det i henhold til artikel 2 i forordning nr. 659/1999 og meddelelsens punkt 23 påhviler den berørte medlemsstat at godtgøre, at fritagelsen for en afgift ikke er en støtteforanstaltning, fordi den er nødvendig eller funktionel som led i det pågældende skattesystem. Såfremt medlemsstaten og de berørte parter under proceduren har undladt at fremsætte de argumenter eller at fremsende de oplysninger, der er nødvendige for at gøre det muligt for Kommissionen at overvinde de vanskeligheder, der er indtruffet i forbindelse med undersøgelsen af den pågældende foranstaltning, og for at overbevise den om, at der ikke er tale om en uforenelig statsstøtte, kan Kommissionen kun afvise at godkende nævnte foranstaltning.

55.      Kommissionen har anført, at den siden indledningen af proceduren har anmodet den nederlandske regering om at redegøre for, hvorfor tabsnormerne for kvælstof og fosfater var meget mere favorable for gartneribrug end for traditionelle landbrug, og hvorfor de tilladte mængder mineraler var meget højere end de mængder, der var fastsat i direktiv 91/676. Kommissionen har gentaget sine betænkeligheder i beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Kommissionen har i sidstnævnte beslutning ligeledes anmodet regeringen om at meddele den alle oplysninger, der kan være nyttige ved vurderingen af fritagelsen. Regeringen har imidlertid blot anført nogle generelle påstande, herunder i regeringens skrivelse af 17. maj 2000.

56.      Kommissionen har understreget, at den anfægtede beslutning er baseret på den nederlandske regerings manglende begrundelse af den påtænkte fritagelse til fordel for gartneribrug. Regeringen har navnlig ikke godtgjort, at planter, der dyrkes i væksthuse eller på vækstmedium, optager otte gange mere kvælstof og fosfater end planter dyrket på traditionel vis.

57.      Kommissionen er på grundlag af disse betragtninger af den opfattelse, at de fire betingelser i meddelelsen er opfyldt.

58.      For det første mindsker den omtvistede fritagelse de byrder, som modtagerne normalt skal bære. For det andet er fritagelsen en fordel ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler, idet den medfører et tab af skatteprovenu. For det tredje påvirker den samhandelen mellem medlemsstaterne, eftersom modtagervirksomhedernes finansielle situation bliver forbedret. For det fjerde er fritagelsen ikke berettiget ud fra karakteren af mineralafgiftsordningen.

b)      Stillingtagen

59.      Som tidligere nævnt definerer artikel 87, stk. 1, EF den støtte, som principielt er forbudt ved traktaten, som støtte ydet ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

60.      Det er ubestridt, at fritagelsesbestemmelserne fastsætter en delvis fritagelse for afgifter i henhold til MINAS-ordningen på tab af fosfater og kvælstof i miljøet til fordel for visse landbrugsbedrifter, nemlig dem, som dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium.

61.      Ifølge den nederlandske regering tilfører fritagelsen ikke på nogen måde disse bedrifter en fordel, men korrigerer en fejl til skade for dem i MINAS-ordningen. Den differentiering, som er indført ved fritagelsesbestemmelserne til bedrifternes fordel, eller endog denne foranstaltnings selektive karakter, skulle således være berettiget ud fra karakteren og opbygningen af afgiftssystemet for husdyrgødning. Jeg vil starte med at undersøge dette argument.

i)      Spørgsmålet, om der foreligger en fordel tildelt en række virksomheder eller produktioner og berettigelsen af den påtænkte fritagelses selektive karakter ud fra systemets karakter og opbygning

62.      Begrebet støtte er af Fællesskabets retsinstanser blevet fortolket således, at det ikke omfatter foranstaltninger, hvorved virksomheder pålægges forskellige byrder, såfremt denne forskel skyldes byrdeordningens karakter og opbygning (27). Med andre ord er den undtagelse til den almindelige ordning, der er fastsat ved den omtvistede foranstaltning til fordel for en række virksomheder, ikke en støtte, såfremt undtagelsen er berettiget ud fra selve formålene med den almindelige ordning (28).

63.      Det bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 10 EF er forpligtet til at samarbejde ved gennemførelsen af artikel 88 EF (29). Denne samarbejdsforpligtelse indebærer, at medlemsstaterne skal forelægge Kommissionen alle de oplysninger, der er nødvendige, for at denne kan udføre sin opgave. Den medlemsstat, som anmoder om at kunne bevilge støtte under fravigelse af traktatens regler, skal således forelægge alle oplysninger for Kommissionen, der gør det muligt for denne at kontrollere, at betingelserne for fravigelsen er opfyldt (30). En medlemsstat, som ikke overholder sin samarbejdsforpligtelse under den administrative procedure, kan ikke efterfølgende foreholde Kommissionen, at den har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, at den ikke har begrundet sin beslutning tilstrækkeligt (31), eller at den ikke har søgt bistand hos en uafhængig sagkyndig, da den vedtog beslutningen (32). Dette beviskrav er ligeledes blevet anvendt af Domstolen, når det drejer sig om at afgøre, om den pågældende foranstaltning beror på den pågældende afgiftsordnings karakter og opbygning eller ej med henblik på at gøre det muligt at afvise, at foranstaltningen betegnes som støtte (33).

64.      Samarbejdsforpligtelsen, som er baseret på artikel 10 EF, er udtrykkeligt påpeget i sjette betragtning til forordning nr. 659/1999, som har fastlagt den nærmere fremgangsmåde for Kommissionens kontrol af statsstøtte ud fra denne institutions praksis og Domstolens retspraksis (34). Dette er i forordningens artikel 2, stk. 2, kommet til udtryk i den pågældende medlemsstats forpligtelse til at give alle nødvendige oplysninger, så Kommissionen bliver i stand til at tage stilling til, om der foreligger en støtte (35), og til, hvorvidt denne er forenelig med fællesmarkedet.

65.      Det følger heraf, at det påhviler medlemsstaten at godtgøre, at den pågældende undtagelse er berettiget ud fra ordningens karakter og opbygning, og at undtagelsen som følge heraf ikke udgør støtte som omhandlet i artikel 87 EF (36). Det må derfor undersøges, om den nederlandske regering under de foreliggende omstændigheder har godtgjort, at de mængder kvælstof og fosfater, der er fritaget til fordel for gartneribrug og havecentre, som driver afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium, beror på MINAS-ordningens karakter og opbygning.

66.      Den nederlandske regering har i denne forbindelse under den administrative procedure fremlagt følgende redegørelse. Regeringen har i sit svar af 10. januar 2000 på Kommissionens anmodning om yderligere oplysninger forklaret, at mængderne på 460 kg fosfater og 800 kg kvælstof var baseret på oplysningen fra analyser foretaget af Proefstation voor de Bloemisrerij en Glasgroenten (forskningsstation vedrørende blomsteravl og grøntsager dyrket i væksthuse), og at produktion i væksthuse er otte gange større end dyrkning på friland. Regeringen har i sit indlæg af 17. maj 2000 efter indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure gentaget, at de faste tal på 460 kg fosfater og 800 kg kvælstof pr. ha afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium følger af undersøgelser foretaget af nævnte forskningsstation. Regeringen har tilføjet, at disse tal var berettiget som følge af, at afgrøder dyrket i væksthuse eller på vækstmedium adskiller sig fra afgrøder på friland på følgende punkter:

–        »Dyrkning af afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium er i modsætning til dyrkning af afgrøder på friland sæsonuafhængig.; der kan således tilføres og anvendes gødning hele året.

–        Ved dyrkning af afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium er bedriften målt i planter pr. ha meget mere intensiv end ved dyrkning af afgrøder på friland. Planternes optagelse af gødning er derfor meget større pr. ha end ved dyrkning af afgrøder på friland.

–        Ved dyrkning af afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium er planternes optagelse af gødning i gennemsnit otte gange større end ved dyrkning af afgrøder på friland af de to førnævnte årsager.

–        Den tilførte gødning fraføres bedriften gennem de dyrkede planter; der er således ikke udslip af gødning i jorden, og det vandførende lag bliver ikke påvirket; ved dyrkning af afgrøder på vækstmedium er der under alle omstændigheder ingen kontakt med jorden.«

67.      Den nederlandske regering har ikke fremlagt dokumentation til støtte for disse påstande.

68.      Det må anses for ubestrideligt, at udbyttet ved dyrkning af afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium er større end udbyttet ved dyrkning af afgrøder på friland. Det forekommer derfor plausibelt, at dyrkning af afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium på et tilsvarende produktionsareal giver mulighed for, at planterne årligt optager en større mængde fosfater og kvælstof end ved dyrkning af afgrøder på friland.

69.      Førnævnte redegørelse beviser imidlertid ikke, at planter, der dyrkes i væksthuse eller på vækstmedium, i gennemsnit optager otte gange mere gødning end planter dyrket på friland. Den godtgør heller ikke, at denne optagelse svarer til en gennemsnitlig årlig mængde på 460 kg fosfater og 800 kg kvælstof pr. ha. Den godtgør heller ikke, at den optagelse af fosfater og kvælstof, der foretages af planter dyrket i væksthuse og af planter dyrket på vækstmedium, skal fastsættes til de samme faste mængder, når den nederlandske regering selv understreger, at førstnævnte planter er i direkte kontakt med jorden, og at dette ikke er tilfældet for de sidstnævntes vedkommende.

70.      Det må således konstateres, at den nederlandske regering ved at indskrænke sig til blotte påstande ikke har godtgjort, at den omtvistede fritagelse er berettiget ud fra MINAS-ordningens karakter og opbygning. Denne vurdering understøttes af regeringens udtalelser under retsmødet, idet den erkendte, at den ikke havde været i stand til at overbevise Kommissionen om rigtigheden af mængderne af fosfater og kvælstof, og anførte, at et sådant bevis kun kunne tilvejebringes videnskabeligt.

71.      Den nederlandske regering har imidlertid anført, at den dokumentation, den har fremsendt til Kommissionen, bør vurderes under hensyn til, at Kommissionen ikke på noget tidspunkt har forklaret, hvilke klagepunkter den gjorde gældende mod fritagelsesbestemmelserne. Kommissionen har heller ikke præcist anført, hvilke oplysninger den havde behov for med henblik på at foretage en vurdering, navnlig efter skrivelsen af 17. maj 2000. Ifølge den nederlandske regering burde Kommissionen i mangel af tilstrækkelige oplysninger have forbeholdt sig at give godkendelse og klart formuleret sin anmodning om oplysninger.

72.      Jeg mener ikke, at denne argumentation kan tiltrædes. Jeg mener derimod, at Kommissionen tilstrækkeligt klart har underrettet den nederlandske regering om sine klagepunkter mod fritagelsesbestemmelserne.

73.      Kommissionen har således fra modtagelsen af underretningen om nævnte bestemmelser i medfør af artikel 88 EF i sin telex af 26. oktober 1999 understreget, at den fastsatte norm for kvælstof var betydelig højere end den, der var tilladt ved direktiv 91/676, og at der ikke forekom grund til at indrømme den fritagelse, der var foreslået for gartneribrugssektoren. Kommissionen har anmodet den nederlandske regering om yderligere oplysninger.

74.      Kommissionen har dernæst i sin skrivelse af 20. marts 2000, hvori den underrettede den nederlandske regering om, at den havde til hensigt at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, bekræftet, at den redegørelse, som regeringen havde fremsendt i sin skrivelse af 10. januar 2000, ikke var tilstrækkelig til at konkludere, at den pågældende fritagelse var berettiget ud fra ordningens karakter og opbygning. Kommissionen anførte, at den tilladte tilførsel af fosfater (460 kg) og kvælstof (800 kg) forekom den at være meget højere end for afgrøder dyrket på friland, og at der ikke heller ikke i ordningen syntes at være nogen begrundelse for at give den påtænkte fritagelse. Kommissionen har for så vidt angår havecentre, som driver gartnerivirksomhed, præciseret, at der heller ikke syntes at være nogen grund til at indrømme en sådan fritagelse, for så vidt som de samme bestemmelser skulle gælde for gartnerivirksomhed i tilknytning til jord og gartnerivirksomhed uden tilknytning til jord.

75.      Kommissionen tilføjede, at den på nuværende tidspunkt i proceduren i mangel af dokumentation var af den opfattelse, at fritagelserne burde anses for statsstøtte. Da fritagelserne syntes at opfylde alle de betingelser, der var opstillet i meddelelsens punkt 9-12, burde de desuden betegnes som driftsstøtte. Endelig har Kommissionen udtrykt forbehold hvad angår den nederlandske lovgivnings forenelighed med direktiv 91/676. Kommissionen har bl.a. anført, at den i mangel af oplysninger vedrørende udledning af nitrater i vandet var betænkelig ved de følger, som de fastsatte fritagelser kunne have for miljøet.

76.      På grundlag af disse betragtninger er det min opfattelse, at Kommissionen klart har anført, at den af den nederlandske regering fremsendte redegørelse ikke berettigede til at fritage så væsentlige mængder fosfater og kvælstof, bl.a. henset til den omstændighed, at der var fastsat samme bestemmelser til fordel for gartneribrug i væksthuse og gartneribrug på vækstmedium, og at en sådan ordning under disse omstændigheder burde betragtes som en driftsstøtte.

77.      Jeg er ligeledes af den opfattelse, at Kommissionen ikke under de foreliggende omstændigheder kan kritiseres for ikke at have reageret på de nederlandske myndigheders skrivelse af 17. maj 2000 på anden måde end ved at vedtage den anfægtede beslutning og ikke at have tilsendt disse myndigheder en ny anmodning om yderligere oplysninger (37). Henset til de i Kommissionens skrivelse af 20. marts 2000 indeholdte oplysninger kunne den nederlandske regering nemlig ikke være uvidende om, at den blotte gentagelse af den redegørelse, som den allerede havde fremsendt i skrivelsen af 10. januar 2000, ville være utilstrækkelig og at det påhvilede regeringen at fremlægge videnskabelige dokumenter, især de undersøgelser, som den allerede havde citeret i nævnte skrivelse.

78.      Den modsatte opfattelse ville under de foreliggende omstændigheder føre til en omlægning af bevisbyrden, der som tidligere nævnt påhviler medlemsstaten. Henset til, at den nederlandske regering som svar på Kommissionens skrivelse af 20. marts 2000 blot gentog de oplysninger, den allerede havde fremført, uden at fremlægge nogen dokumentation, end ikke de undersøgelser, som den citerede for anden gang, kunne Kommissionen med føje være af den opfattelse, at regeringen ikke opfyldte det beviskrav, som påhvilede den, og at den herefter var i stand til at tage endelig stilling til fritagelsesbestemmelserne (38).

79.      På baggrund af ovenstående er det min opfattelse, at Kommissionen med føje har antaget, at den påtænkte fritagelse udgør en fordel derved, at den har til formål at give gartneribrug og havecentre, som dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium, mulighed for at anvende gødningsmængder, som er væsentligt større end de mængder, der anvendes af de øvrige producenter, uden betaling af de afgifter, der er fastsat i MINAS-ordningen. Af de samme grunde er den selektive karakter af denne fritagelse ikke berettiget.

ii)    De øvrige betingelser, som kræves i henhold til artikel 87, stk. 1, EF

80.      Da de betingelser, som kræves i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, er kumulative, henstår der at foretage en vurdering af den nederlandske regerings argumenter om, dels at den anfægtede fritagelse ikke udgør en fordel ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler, dels at fritagelsen ikke påvirker konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne.

–       Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en fordel ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler

81.      Den nederlandske regering har delvis baseret sin argumentation på den forudsætning, at den omtvistede fritagelse ikke giver nogen fordel, men er berettiget ud fra karakteren og opbygningen af MINAS-ordningen. Jeg henviser herom til de foregående betragtninger med henblik på at forkaste denne del af argumentationen. Jeg vil udelukkende undersøge de andre argumenter, som den nederlandske regering har fremført vedrørende denne betingelse.

82.      Den nederlandske regering har nærmere bestemt gjort gældende, at MINAS-ordningen ikke er en skatteordning derved, at den ikke tilsigter at skabe indtægter, men at begrænse mineraltab i miljøet ved hjælp af adfærdsregulerende afgifter.

83.      Disse argumenter må efter min opfattelse forkastes under hensyn til Domstolens praksis. Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at begrebet støtte ikke blot omfatter positive ydelser såsom tilskud, men ligeledes indgreb fra offentlige myndigheder, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (39). I dommen af 15. marts 1994 i sagen Banco Exterior de España (40) udledte Domstolen af denne praksis, at en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF (41).

84.      Begrebet »statsmidler« kan altså tage negativ form og blot give sig udtryk i et indtægtstab for den pågældende stat. Følgelig er det ikke nødvendigt, at den generelle ordning, som de pågældende foranstaltninger fraviger, har til formål at skabe indtægter for staten. I denne forbindelse er det i dommen af 17. juni 1999 i Piaggio-sagen (42) blevet fastslået, at en fritagelse fra forpligtelsen til at betale bøder og andre økonomiske sanktioner burde anses for en fordel som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

85.      Det følger heraf, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med føje har været af den opfattelse, at den nederlandske regerings vurdering, hvorefter MINAS-ordningen ligner en ordning med administrative og strafferetlige bøder snarere end en skatteordning, ikke kan rejse tvivl om, at de omtvistede fritagelser må betegnes som statsstøtte.

86.      Det samme gælder det af den nederlandske regering påberåbte formål med MINAS-ordningen, som er at beskytte miljøet. Det følger nemlig af fast retspraksis, at artikel 87, stk. 1, EF ikke sondrer efter grundene til eller hensigten med de statslige interventioner, men definerer dem i kraft af deres virkning (43).

87.      Kommissionen har således i den anfægtede beslutning (44) med føje lagt til grund, at fordelen var ydet af staten gennem et »tab af skatteprovenu« i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand, således som denne artikel er blevet fortolket i retspraksis.

–       Fritagelsesbestemmelsernes indvirkning på samhandelen og konkurrencen mellem medlemsstaterne

88.      Den argumentation, som den nederlandske regering har fremført på dette punkt, hviler på den samme forudsætning som regeringens påstand om, at den omtvistede fritagelse ikke giver de bedrifter, som dyrker afgrøder i væksthuse eller på vækstmedium, en fordel. Argumentationen går ud på, at den påtænkte fritagelse svarer til de mængder mineraler, der optages af de planter, som dyrkes på disse vilkår. Jeg har imidlertid konstateret, at regeringen ikke har ført bevis herfor, og jeg har heraf udledt, at nævnte fritagelse tildelte disse bedrifter en fordel.

89.      Desuden har den nederlandske regering ikke bestridt, at gartneriprodukter, således som Kommissionen har anført i den anfægtede beslutning (45), er genstand for en »betydelig« handel på tværs af grænserne og som følge heraf til de øvrige medlemsstater. Jeg bemærker blot i denne forbindelse, at regeringen under retsmødet har oplyst, at produktionen i væksthuse eller på vækstmedium udgør ca. 20% af den samlede produktion i Nederlandene.

90.      Det følger heraf, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med rette har fundet, at den omtvistede fritagelse kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (46).

91.      Henset til det foregående er det min opfattelse, at det første anbringendes første led må forkastes.

2.      Den omtvistede fritagelses forenelighed med direktiv 91/676

a)      Parternes argumenter

92.      Den nederlandske regering har for det første anført, at proceduren i artikel 88 EF ikke er blevet indført for at gøre det muligt at vurdere, om den pågældende fritagelse er forenelig eller ej med direktiv 91/676. Den anfægtede beslutning hviler derfor på et forkert bedømmelsesgrundlag.

93.      Den nederlandske regering har dernæst hævdet, at fritagelsesbestemmelserne er forenelige med nævnte direktiv. Regeringen har herved anført, at den gødning, der anvendes til afgrøder dyrket i væksthuse eller på vækstmedium, kun i ubetydelig grad bidrager til den direkte forurening af jorden. Hvad angår afgrøderne på vækstmedium er planterne placeret på underlag og har ikke kontakt til jorden. Hvad angår afgrøderne i væksthuse absorberes en meget betydelig del af fosfaterne og kvælstoffet af planterne.

94.      Kommissionen har anført, at det ikke er nødvendigt, at Domstolen undersøger det første anbringendes andet led, da det ikke kan berøre den anfægtede beslutnings lovlighed. Det fremgår af beslutningen, at den omtvistede fritagelses uforenelighed med direktiv 91/676 kun udgør en yderligere grund til at afslå at godkende støtteforanstaltningen.

b)      Stillingtagen

95.      I modsætning til, hvad den nederlandske regering synes at hævde, har Kommissionen ikke baseret betegnelsen af den omtviste fritagelse som værende statsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, på fritagelsens uforenelighed med direktiv 91/676.

96.      En nærlæsning af den anfægtede beslutning viser nemlig, at Kommissionen har baseret sin vurdering af, at der foreligger en støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, på bestemmelserne i denne artikel (47). Kommissionen har således redegjort for, hvorledes den omtvistede fritagelse kunne udgøre en fordel ydet af en medlemsstat til visse virksomheder, selv om fritagelsen er sammenlignelig med bøder, og hvorfor den kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (48). Kommissionen har gentaget de indsigelser, den gjorde gældende for heraf at udlede, at foranstaltningen ikke var berettiget ud fra ordningens karakter og opbygning (49). Kommissionen har anført, at foranstaltningen derimod opfyldte alle betingelserne i meddelelsen (50).

97.      Kommissionen har dernæst præciseret, at denne slags støtte burde betragtes som driftsstøtte, og at den ikke opfyldte de krævede betingelse for at være omfattet af en af fritagelserne i artikel 87, stk. 3, EF (51). Endelig har Kommissionen forkastet argumentet om, at den har brugt eller misbrugt proceduren vedrørende statsstøtte for at håndhæve direktiv 91/676 (52).

98.      Ydermere gav Kommissionen i sin skrivelse af 20. marts 2000 først udtryk for sin tvivl vedrørende den omtvistede fritagelses forenelighed med direktiv 91/676 efter at have anført, at fritagelsen, eftersom de nederlandske myndigheder ikke havde godtgjort, at nævnte fritagelse var berettiget ud fra karakteren og opbygningen af mineralafgiftsordningen, på dette tidspunkt i proceduren måtte betragtes som statsstøtte og betegnes som driftsstøtte.

99.      Af de anførte grunde kan den nederlandske regering ikke med føje gøre gældende, at Kommissionens vurdering, hvorefter den omtvistede fritagelse er statsstøtte, som er uforenelig med fællesmarkedet, hviler på et urigtigt bedømmelsesgrundlag.

100. Hvad angår spørgsmålet, om fritagelsesbestemmelserne, som påstået af den nederlandske regering, er forenelige med direktiv 91/676, er det min opfattelse, at der med dette spørgsmål ikke kan rejses tvivl om den anfægtede beslutnings lovlighed, og at det ikke bør undersøges i forbindelse med nærværende sag. Som påpeget ovenfor, har Kommissionen nemlig ikke baseret den omtvistede fritagelses uforenelighed med fællesskabsretten på dette direktiv, men på vurderingen af, at fritagelsen bør betragtes som en driftsstøtte, der ikke opfylder de betingelser, som kræves for at blive godkendt. Som Kommissionen har anført i den anfægtede beslutning (53), bør fritagelsesbestemmelserne følgelig anses for at være uforenelige med fællesmarkedet af de ovenfor anførte grunde, uanset om de er forenelige eller ej med nævnte direktiv. Som jeg har anført ovenfor, er spørgsmålet om MINAS-ordningens forenelighed under ét med direktiv 91/676 desuden genstand for en særskilt sag, som i øjeblikket verserer.

101. På baggrund af ovenstående må det første anbringendes andet led ligeledes forkastes.

B –    Tilsidesættelsen af begrundelsespligten

102. Den nederlandske regering har foreholdt Kommissionen, at den ikke har begrundet, hvorfor den finder, at de faste beløb på 460 kg fosfater og 800 kg kvælstof pr. ha er for høje til at være berettigede ud fra MINAS-ordningens karakter og opbygning. Regeringen har påpeget, at den såvel i skrivelsen af 10. januar 2000 som i afsnit 2 i bilaget til skrivelsen af 17. maj 2000 har redegjort for, hvorfor der burde gælde højere faste beløb med hensyn til optagelse af mineraler for afgrøder dyrket i væksthuse eller på vækstmedium. Ifølge regeringen baserer Kommissionen sin opfattelse på den urigtige antagelse, at fritagelserne til fordel for denne type afgrøder faktisk er højere end dem, der gælder for andre produktionsformer.

103. Kommissionen har anført, at den anfægtede beslutning er korrekt begrundet.

104. Jeg er af den opfattelse, at den argumentation, som den nederlandske regering har fremført i forbindelse med det andet anbringende, tilsigter at rejse tvivl om den bevisbyrde, som påhvilede regeringen, og som følge heraf i realiteten tilsigter at bestride den anfægtede beslutning. Den manglende begrundelse, som regeringen i det foreliggende tilfælde har påberåbt sig, indebærer nemlig i realiteten, at der stilles spørgsmålstegn ved den vurdering, at det dels påhvilede regeringen at godtgøre, at den påtænkte fritagelse var berettiget på grund af den generelle ordnings karakter og opbygning, og at regeringen dels ikke har opfyldt denne forpligtelse.

105. Begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. Det følger af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, tilsigter at gøre det muligt for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og at gøre det muligt for den kompetente ret at udøve sin prøvelsesret (54).

106. Som allerede nævnt opregner den anfægtede beslutning grundene til, at den omtvistede fritagelse udgør statsstøtte, som er uforenelig med fællesmarkedet. I beslutningen anføres navnlig, at fritagelsen i mangel af bevis fra den nederlandske regerings side ikke er berettiget ud fra ordningens karakter og opbygning, og at den opfylder betingelserne i meddelelsen.

107. Anbringendet om tilsidesættelse af begrundelsespligten må således efter min opfattelse forkastes.

C –    Sagens omkostninger

108. I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand herom, og da Kongeriget Nederlandene har tabt sagen, dømmes sidstnævnte til at betale sagens omkostninger.

IV – Forslag til afgørelse

109. Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at:

1)         frifinde Kommissionen

2)         dømme Kongeriget Nederlandene til at betale sagens omkostninger.

1 – Originalsprog: fransk.

2 – EFT 2001 L 130, s. 42 (herefter »den anfægtede beslutning«)

3 – EFT C 384, s. 3 (herefter »meddelelsen«).

4 – Jf. punkt 9-12.

5 – Jf. punkt 34.

6 – Rådets forordning af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1). EF-traktatens artikel 93 er nu artikel 88 EF.

7 – Rådets direktiv af 12.12.1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EFT L 375, s. 1).

8 – Husdyrgødning er defineret i artikel 2, litra g), i direktiv 91/676 som ekskrementer fra husdyr eller en blanding af strøelse og ekskrementer fra husdyr, også i behandlet form.

9 – Jf. bilag III, 2.

10 – Mineralenaangiftesysteem (mineralafgiftsordning).

11 – Lov af 27.11.1986 om regulering af handelen med gødning og om bortskaffelse af overskydende gødning, som ændret ved lov af 16.9.1999 (Stbl. 1999, s. 409, herefter »Meststoffenwet«).

12 – Jf. artikel 15 i Meststoffenwet.

13 – Ibidem, artikel 16.

14 – Ibidem, artikel 18.

15 – Jf. bilag D, artikel D2 i Meststoffenwet.

16 – Ibidem, bilag D, artikel D8.

17 – Ibidem, artikel 19 og 26.

18 – Stbl. 1999, nr. 9 (herefter »fritagelsesbestemmelserne«).

19 – Det drejer sig om bedrifter, som ikke, i gennemsnit i et kalenderår, råder over mere end tre enheder af storkvæg og tre ha landbrugsjord. Desuden må bedrifterne ikke indkøbe animalsk eller organisk gødning.

20 – Jf. punkt 2 i fritagelsesbestemmelserne.

21 – Ibidem, punkt 3.

22 – Ibidem, punkt 4.

23 – Ibidem, punkt 5.

24 – I skrivelsen anførte den nederlandske regering, at den havde fremsendt fritagelsesbestemmelserne til Kommissionen den 5.1.1999 som tekniske bestemmelser. Ved skrivelser af 20.5. og 10.8.1999 meddelte Kommissionen regeringen, at nævnte bestemmelser kunne indeholde bestemmelser, som udgjorde statsstøtte.

25 – Sag C-322/00, som i øjeblikket verserer. En sag, hvor jeg ligeledes har afgivet forslag til afgørelse den 7.11.2002.

26 – Jf. artikel 1 i den anfægtede beslutning.

27 – Jf. dom af 2.7.1974, sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 709, præmis 33, af 17.3.1993, forenede sager C-72/97 og C-73/91, Sloman Neptun, Sml. I, s. 887, præmis 21, og af 17.6.1999, sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3671, præmis 34.

28 – Dette er f.eks. tilfældet med en progressiv beskatningsskala for indkomster, som fastsætter mere fordelagtige betingelser for skattepligtige med de laveste indkomster, og som er berettiget som følge af skattens omfordelingslogik. Skattesystemets karakter kan ligeledes berettige, at andelsselskaber, der fordeler al indtjening til andelshaverne, ikke beskattes, når skatten opkræves hos andelshaverne (jf. meddelelsens punkt 24 og 25).

29 – Jf. f.eks. Rettens dom af 27.1.1998, sag T-67/94, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 189 og den deri nævnte retspraksis).

30 – Jf. Domstolens dom af 28.4.1993, sag C-364/90, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2097, præmis 20, og af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 56, samt generaladvokat Saggios forslag til afgørelse i sagen (punkt 25). Jf. ligeledes generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i sagen Østrig mod Kommissionen (dom af 15.2.2001, sag C-99/98, Sml. I, s. 1101, præmis 86). Ifølge generaladvokaten »har medlemsstaterne med hensyn til statsstøttekontrol en generel forpligtelse til i god tro at give Kommissionen alle de nødvendige og relevante oplysninger, som de har til rådighed«.

31 – Jf. førnævnte dom af 28.4.1999 i sagen Italien mod Kommissionen (præmis 22).

32 – Jf. Rettens dom af 16.3.2000, sag T-72/98, Astilleros Zamacona mod Kommissionen, Sml. II, s. 1683, præmis 55.

33 – Jf. dom af 26.9.2002, sag C-351/98, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 8031, præmis 43. Jf. ligeledes i denne retning generaladvokat Ruiz Jarabo-Colomers forslag til afgørelse i dom af 19.5.1999, sag C-6/97, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2981, punkt 27.

34 – Anden betragtning til nævnte forordning.

35 – I henhold til samme forordnings artikel 4, stk. 2, kan Kommissionen konstatere, at en anmeldt foranstaltning ikke udgør støtte.

36 – Jf. præmis 23 i meddelelsen.

37 – Kommissionen forespurgte imidlertid ved skrivelse af 20.6.2000 den nederlandske regering, om skrivelsen af 17.5.2000 indeholdt dennes officielle bemærkninger i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure. Regeringen bekræftede dette ved skrivelse af 3.7.2000.

38 – Desuden bør det understreges, at den nederlandske regering ikke efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning og under retsmødet har fremlagt nogen videnskabelig undersøgelse til støtte for sine påstande med hensyn til berettigelsen af de fritagne mængder af kvælstof og fosfater.

39 – Jf. dom af 23.2.1961, sag 30/59, De gezamenlijke Steenkolenmijnen in Limburg mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 211, på s. 217, org.ref.: Rec. s. 1, på s. 39, af 1.12.1998 sag C-200/97, Ecotrade, Sml. I, s. 7907, præmis 34, og dommen af 19.5.1999 i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 15.

40 – Sag C-387/92, Sml. I, s. 877, præmis 14. I denne sag blev Domstolen konfronteret med en fritagelse for enhver form for afgift til stat, provins og kommune, som var indført til fordel for offentlige kreditinstitutter.

41 – Jf. ligeledes dommen af 17.6.1999 i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 24, vedrørende en foranstaltning bestående af en forhøjet reduktion af sociale sikringsbidrag.

42 – Sag C-295/97, Sml. I, s. 3735, præmis 41-43.

43 – Jf. dom af 29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, præmis 79, af 26.9.1996, sag C-241/94, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 4551, præmis 20, og dommen af 17.6.1999 i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 25. Jf. ligeledes Rettens dom af 29.9.2000, sag T-55/99, CETM mod Kommissionen, Sml. II, s. 3207, præmis 53.

44 – Jf. punkt 40.

45 – Jf. punkt 36.

46 – Jf. punkt 40.

47 – Jf. punkt 35.

48 – Jf. punkt 36.

49 – Jf. punkt 39.

50 – Jf. punkt 40.

51 – Jf. punkt 41 og 42.

52 – Jf. punkt 43.

53 – Jf. punkt 43.

54 – Jf. f.eks. dom af 22.3.2001, sag C-17/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 2481, præmis 35.

Full & Egal Universal Law Academy