Generaladvokatens forslag til afgørelse
1. Denne sag er foranlediget af en appel iværksat af A. Pitsiorlas til prøvelse af den kendelse, som den 14. februar 2001 blev afsagt af Retten i Første Instans, Pitsiorlas mod Rådet og ECB (sag T-3/00, Sml. II, s. 717); Retten afviste Pitsiorlas' sag med påstand om annullation af en afgørelse fra Rådet af 30. juli 1999, der meddelte afslag på Pitsiorlas' anmodning om aktindsigt vedrørende den såkaldte »Basel/Nyborg-overenskomst« om styrkelse af det europæiske monetære samarbejde.
Relevante retsregler
2. Som bekendt bekræftedes ved Rådets afgørelse 93/731/EF af 20. december 1993 om aktindsigt i Rådets dokumenter princippet om aktindsigt i Rådets dokumenter, samtidig med at der dér præciseredes vilkår og procedurer.
3. Med henblik på den konkrete sag skal jeg minde om indholdet af de to første stykker i artikel 2:
»1. Begæring om aktindsigt i Rådets dokumenter indgives skriftligt til Rådet. Begæringen skal affattes tilstrækkelig præcist og navnlig indeholde de oplysninger, der gør det muligt at identificere det eller de dokumenter, som begæringen vedrører. Det henstilles om nødvendigt til den, der begærer aktindsigt, at præcisere begæringen yderligere.
2. Vedrører begæringen om aktindsigt dokumenter, der er oprettet af en fysisk eller juridisk person, en medlemsstat, en anden fællesskabsinstitution eller et andet fællesskabsorgan eller af enhver anden national eller international myndighed, skal den ikke stiles til Rådet, men direkte til vedkommende, der har oprettet dokumenterne.«
4. Der må desuden mindes om, at ifølge artikel 6 »[behandles] begæring om aktindsigt i Rådets dokumenter af vedkommende tjenestegrene i Generalsekretariatet, der indstiller, hvorvidt begæringen kan imødekommes«. I den henseende fastsætter artikel 7:
»1. Den, der begærer aktindsigt, underrettes skriftligt inden en måned af vedkommende tjenestegrene i Generalsekretariatet om, hvorvidt begæringen er imødekommet eller ikke kan forventes imødekommet. I sidstnævnte tilfælde meddeles det tillige den, der har begæret aktindsigt, hvorfor begæringen ikke kan forventes imødekommet, samt at vedkommende inden en måned kan bekræfte sin begæring og dermed forsøge at ændre indstillingen; bekræftes begæringen ikke inden en måned, betragtes den oprindelige begæring som bortfaldet.
2. Begæringer, der ikke er besvaret i løbet af den måned, der følger efter den måned, i hvilken begæringen er fremsat, anses for at være afslået, bortset fra det tilfælde, hvor den, der har begæret aktindsigt, i den følgende måned bekræfter sin begæring som anført ovenfor.
3. Afgørelser om afslag på en bekræftet begæring, der skal træffes inden en måned efter indgivelsen af denne begæring, skal begrundes behørigt. Afgørelsen meddeles snarest og skriftligt den, der har begæret aktindsigt; vedkommende underrettes samtidig om indholdet af artikel 138 E og 173 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab for så vidt angår betingelserne for fysiske personers indbringelse af klager for ombudsmanden og Domstolens prøvelse af lovligheden af retsakter vedtaget af Rådet.
4. Er der ikke afgivet svar i løbet af den måned, der følger efter den måned, i hvilken den bekræftende begæring er fremsat, anses dette som afslag.«
Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
Faktiske omstændigheder
5. Af afsnittet Faktiske omstændigheder i den appellerede kendelse fremgår følgende:
»1 Sagsøgeren forbereder en juridisk doktorafhandling ved universitetet i Thessaloniki (Grækenland).
2 Ved skrivelse af 6. april 1999, indgået til Rådets Generalsekretariat den 9. april 1999, anmodede han i henhold til Rådets afgørelse 93/731/EF af 20. december 1993 om aktindsigt i Rådets dokumenter (EFT L 340, s. 43), som ændret ved Rådets afgørelse 96/705/Euratom, EKSF, EF af 6. december 1996 (EFT L 325, s. 19), om at få aktindsigt i »Basel/Nyborg-overenskomsten« om styrkelse af det europæiske monetære samarbejde (EMS), godkendt af Rådet for Økonomi- og Finansministrene ved deres uofficielle møde i Nyborg (Danmark) den 12. september 1987.
3 Ved skrivelse af 11. maj 1999, som blev meddelt sagsøgeren den 15. maj 1999, svarede Rådets Generalsekretariat sagsøgeren således:
»Generalsekretariatet har omhyggeligt gennemgået Deres anmodning, men har ikke været i stand til at finde det pågældende dokument, hvorfor det antages, at der er tale om et dokument fra [Den Europæiske Centralbank]. De anmodes derfor om at henvende Dem direkte til denne institution [...]«
4 Ved skrivelse af 8. juni 1999, registreret på Rådets Generalsekretariat den 10. juni 1999, indgav sagsøgeren en bekræftende begæring i henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse 93/731.
5 Ved skrivelse af 5. juli 1999 meddelte Rådets Generalsekretariat sagsøgeren, at det ikke var muligt at træffe en afgørelse inden for fristen på en måned, som angivet i artikel 7, stk. 3, i afgørelse 93/731, hvorfor det havde truffet afgørelse om at forlænge denne frist i henhold til artikel 7, stk. 5, som lyder således:
»Generalsekretæren kan undtagelsesvis efter forudgående underretning af den pågældende forlænge de frister, der er nævnt i denne artikels stk. 1, første punktum, og i stk. 3, med en måned.«
6 Sagsøgeren fremsendte sideløbende ved skrivelse af 28. juni 1999 til Direktoratet for Eksterne Relationer ved Den Europæiske Centralbank (ECB) begæring om aktindsigt i nævnte dokument i henhold til Den Europæiske Centralbanks afgørelse 1999/284/EF af 3. november 1998 om aktindsigt i Den Europæiske Centralbanks dokumenter og arkiver (EFT 1999 L 110, s. 30). Efter at sagsøgeren havde fået afslag på denne begæring ved skrivelse af 6. juli 1999, fremsatte han ved skrivelse af 27. juli 1999 begæring om genbehandling af sagen i henhold til artikel 23.3 i ECB's forretningsorden, udfærdiget den 7. juli 1998 (EFT L 338, s. 28), som ændret 22. april 1999 (EFT L 125, s. 34).
7 Ved skrivelse af 2. august 1999, meddelt sagsøgeren den 8. august 1999, underrettede Rådets Generalsekretariat sagsøgeren om Rådets afgørelse af 30. juli 1999 om afslag på den bekræftede begæring (herefter »Rådets afgørelse«). Afgørelsen var formuleret således:
»Vi har efter en omhyggelig gennemgang af sagen fastslået, at det dokument, Deres begæring omhandler, er "Styrelsesrådets rapport vedrørende en styrkelse af EMS", som blev offentliggjort af EF-medlemsstaternes Styrelsesråd i Nyborg den 8. september 1987.
Bestemmelserne vedrørende EMS' forvaltning har aldrig udgjort en del af fællesskabsretten; følgelig er Rådet aldrig blevet anmodet om at træffe en afgørelse herom.
Da dokumentet, De har fremsat begæring om i denne sag, er blevet udarbejdet af centralbankcheferne, skal vi anmode Dem om at rette Deres begæring direkte til centralbankcheferne eller til ECB.«
8 I samme skrivelse henledte Generalsekretariatet også sagsøgerens opmærksomhed på bestemmelserne i artikel 195 EF og 230 EF, der henholdsvis vedrører betingelserne for klage til ombudsmanden og Domstolens prøvelse af lovligheden af Rådets retsakter.
9 Ved skrivelse af 8. november 1999, meddelt sagsøgeren den 13. november 1999, blev denne underrettet om afgørelsen fra ECB's Styrelsesråd om ikke at give sagsøgeren aktindsigt i det pågældende dokument (herefter »ECB's afgørelse«)« (alle fremhævelserne er mine).
6. Med henblik på sagen her skal det desuden erindres, at i ECB's skrivelse af 6. juli 1999 blev begæringen fra sagsøgeren om aktindsigt afslået, hvilket begrundes med, at
»[...] dokumenter hidrørende fra Styrelsesrådet for medlemsstaternes centralbanker er ikke dækkede af ECB's afgørelse (ECB/1998/12), men af artikel 23.3 i ECB's interne forretningsorden (EFT L 125, s. 34 af 19.5.1999), som bestemmer, at dokumenter hidrørende fra Styrelsesrådet er frit tilgængelige efter en periode på 30 år. Jeg beklager derfor ikke at kunne hjælpe Dem.«
7. Først i den herpå følgende afgørelse fra ECB af 8. november 1999, som bekræftede afslaget på appellantens anmodning om aktindsigt, blev det oplyst, at »Basel/Nyborg-overenskomsten strengt taget ikke er et enkelt dokument udfærdiget i form af en overenskomst mellem parterne, men overenskomsten findes alene i form af rapporter og mødereferater, hvis ophavsmænd er Styrelsesrådet og Det Monetære Udvalg«. Ifølge ECB's udtalelser under sagen for Retten udgøres »Basel/Nyborg-overenskomsten« navnlig i alt væsentligt af to dokumenter, nemlig i) »Styrelsesrådets rapport vedrørende en styrkelse af EMS« (udfærdiget i Basel den 8.9.1987), hvortil der henvises i Rådets afgørelse om afslag på aktindsigt, og ii) en rapport udfærdiget af Det Monetære Udvalg, et rådgivende organ ved Rådet , med titlen »Styrkelse af EMS - rapport fra formanden for Det Monetære Udvalg i anledning af det uofficielle møde for finansministrene, Nyborg, den 12. september 1987«. På grundlag af begge rapporter vedtog Rådet på det informelle møde i Nyborg den 12. september 1987 uofficielt ændringerne til bestemmelserne for, hvorledes funktionsmåden for overenskomsten om EMS af 13. marts 1979 skulle fastsættes.
Retsforhandlinger ved Retten og den appellerede kendelse
8. Som anført fik A. Pitsiorlas ved afgørelsen truffet af ECB den 8. november 1999 meddelt den 13. november 1999 endeligt afslag fra ECB på adgangen til den såkaldte »Basel/Nyborg-overenskomst« og blev bekendt med, at denne »overenskomst« bestod af »rapporter og referater«, hvis forfattere ikke blot var Styrelsesrådet for medlemsstaternes centralbanker, men også Det Monetære Udvalg, der som nævnt ovenfor er et konsultativt rådsorgan, som således er ansvarligt for meddelelsen af den pågældende aktindsigt. Appellanten anfægtede samtidig de to afgørelser for Retten i Første Instans ved stævning af 20. januar 2000 under påberåbelse af artikel 230 EF. Til støtte for sagen gjorde A. Pitsiorlas gældende, at ECB's afgørelse var retsstridig, ligesom han på grundlag af afgørelsens begrundelse henviste til den retsstridige karakter af Rådets afgørelse af 30. juli 1999 (som i alt væsentligt havde benægtet eksistensen af rådsdokumenter som en del af »Basel/Nyborg-overenskomsten«).
9. Uden at tage stilling til realiteten nedlagde Rådet i medfør af artikel 114 i Rettens procesreglement påstand om sagens afvisning for så vidt angår den del, som vedrørte Rådets afgørelse af 30. juli 1999, hvorved man bl.a. påberåbte sig, at sagen var for sent anlagt. Som svar på afvisningspåstanden anførte sagsøgeren, at overskridelsen af fristen hvilede på en undskyldelig fejl, idet han gjorde gældende, at han var blevet vildledt af de to indblandede institutioner, der med vilje havde drevet ham til ikke øjeblikkeligt at anfægte Rådets afgørelse, da han ventede på et bekræftende svar fra ECB. A. Pitsiorlas bemærkede navnlig, at det ikke havde givet nogen mening øjeblikkeligt at protestere mod Rådets afgørelse, som udtrykkeligt havde nægtet at være i besiddelse af det ønskede dokument; alene takket være ECB's bekræftende afgørelse, som i øvrigt blev truffet med en bemærkelsesværdig og graverende forsinkelse, havde han senere forstået, at Rådet retsstridigt havde nægtet ham aktindsigt.
10. Ved kendelse af 14. februar 2001 tog Retten Rådets formalitetsindsigelse til følge og afviste derfor A. Pitsiorlas' søgsmål »for så vidt angår det [var] rettet mod Rådets afgørelse af 30. juli 1999«.
11. Retten bemærkede navnlig følgende: »I henhold til artikel 230, stk. 5, EF skal annullationssøgsmål anlægges inden to måneder efter, at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren, eller i mangel heraf senest to måneder efter at klageren har fået kendskab til den. I henhold til artikel 102, stk. 2, i Rettens procesreglement, sammenholdt med bilag II til Domstolens procesreglement, skal denne frist desuden forlænges under hensyn til afstanden med ti dage for de parter, som har bopæl i Grækenland« (præmis 19). Herefter udtaltes, at i denne sag »blev Rådets afgørelse meddelt sagsøgeren den 8. august 1999 ved skrivelse fra Generalsekretariatet. Forlænget med den nævnte frist på ti dage, udløb fristen for indgivelse af et søgsmål om annullation af denne afgørelse, altså ved midnat mandag den 18. oktober 1999« (præmis 20). Retten bemærkede, at da stævningen blev indleveret den 20. januar 2000, måtte sagen altså antages at være for sent anlagt (præmis 21).
12. Vedrørende den »undskyldelige vildfarelse«, som sagsøgeren havde påberåbt sig, bemærkede Retten desuden følgende:
»22 I henhold til fast retspraksis kan en undskyldelig vildfarelse under ekstraordinære omstændigheder ganske vist indebære, at et for sent anlagt søgsmål kan realitetsbehandles (Domstolens dom af 18.10.1977, sag 25/68, Schertzer mod Parlamentet, Sml. s. 1729, præmis 19, og af 5.4.1979, sag 117/78, Orlandi mod Kommissionen, Sml. s. 1613, præmis 11, Domstolens kendelse af 26.10.2000, sag C-165/99, Østrig mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 17). Dette er navnlig tilfældet, når den pågældende institution har udvist en adfærd, der i sig selv eller i afgørende omfang har været egnet til at fremkalde en undskyldelig vildfarelse hos en retsundergiven, der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normal påpasselig person (jf. dommen i sagen Blackman mod Parlamentet, præmis 34, og dommen i sagen Bayer mod Kommissionen, præmis 26).
23 Sagsøgeren har dog ikke i denne sag fremført noget bevis til støtte for sin påstand, hvorefter Rådet skulle have udvist en sådan adfærd. Det bemærkes derimod, at Rådet i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i afgørelse 93/731 i skrivelsen fra dets Generalsekretariat, hvorved det underrettede sagsøgeren om Rådets afgørelse, desuden oplyste ham om indholdet af artikel 195 EF og 230 EF for så vidt angår henholdsvis betingelserne for fysiske personers indbringelse af klage for ombudsmanden og Domstolens prøvelse af lovligheden af retsakter vedtaget af Rådet. En normalt påpasselig person kunne derfor ikke nære nogen tvivl, hverken om afgørelsens endelige karakter eller om søgsmålsfristen i henhold til artikel 230 EF.
24 Da de omstændigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig, ikke kan anses for at være ekstraordinære omstændigheder, der kan have foranlediget en undskyldelig vildfarelse, må søgsmålet følgelig afvises, for så vidt det er rettet mod Rådets afgørelse.«
Retsforhandlinger ved Domstolen
13. Ved appelskrift indleveret den 7. maj 2001 har A. Pitsiorlas anfægtet Rettens kendelse og for Domstolen nedlagt følgende påstande: Appellen antages til realitetsbehandling og der gives appellanten medhold; kendelsen afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 14. februar 2001 i sag T-3/00 ophæves; Rådets afgørelse af 30. juli 1999 annulleres med tiltrædelse af påstandene som nedlagt i første instans, subsidiært hjemvises sagen til Retten til påkendelse i realiteten; Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger i de to instanser. Til støtte for påstanden om ophævelse af Rettens kendelse påberåber A. Pitsiorlas sig navnlig følgende: i) tilsidesættelse af artikel 114 i Rettens procesreglement; ii) tilsidesættelse af princippet om parternes ligestilling i proceduren; iii) en retlig fejl begået ved fortolkningen af Rådets afgørelse; iv) fejlagtig konstatering af de faktiske omstændigheder med deraf følgende tilsidesættelse af artikel 42 i EF-statutten for Domstolen; v) manglende, eller subsidiært en overdreven restriktiv anvendelse af retspraksis vedrørende en undskyldelig vildfarelse.
14. I Rådets svarskrift begrænser man sig til at påberåbe sig, at appellen er blevet iværksat for sent, hvorfor Domstolen bør afvise appellen, der åbenbart ikke kan antages til realitetsbehandling. Først under retsmødet har institutionen kort besvaret appellantens klagepunkter i relation til den appellerede kendelse.
Retlig gennemgang
Formaliteten
15. Rådet har gjort indsigelse mod, at appellen antages til realitetsbehandling, og gør herved gældende, at appellen burde have været iværksat inden den 3. maj 2001 (to måneder og ti dage efter forkyndelsen af Rettens kendelse, der skete den 23. februar 2001 ), mens appelskriftet først blev indleveret til Domstolens Justitskontor den følgende 7. maj.
16. Som anført af appellanten er formalitetsindsigelsen imidlertid ugrundet, eftersom Rådet fejlagtigt undlod at tage i betragtning, at appelskriftet, inden indleveringen, der faktisk fandt sted den 7. maj 2001, allerede var indgået til Justitskontoret ved telefax om aftenen den 2. maj 2001 og derpå registreret den følgende morgen. Det nye stk. 6 i artikel 37 i Domstolens procesreglement fastsætter faktisk, at »ved afgørelsen af, om procesfristerne er overholdt, gælder den dato, hvor en genpart af det underskrevne originaleksemplar af et processkrift, [...] når frem til Justitskontoret pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel, som Domstolen råder over, såfremt det underskrevne originaleksemplar af processkriftet og de i stk. 1, andet afsnit, omhandlede bilag og genparter indleveres til Justitskontoret senest ti dage senere« . Jeg finder derfor, at appellen bør antages til realitetsbehandling.
Realiteten
17. Jeg vil nu gå over til at behandle sagens realitet, og jeg mener, at det af procesøkonomiske grunde vil være hensigtsmæssigt at koncentrere sig om det femte appelanbringende, ved hvilket A. Pitsiorlas foreholder Retten at have udelukket, at overskridelse af søgsmålsfrister kan være forårsaget af en »undskyldelig vildfarelse«.
18. Nærmere bestemt hævder appellanten med dette appelanbringende, at Retten gjorde sig skyldig i overdreven formalisme ved bedømmelsen af, om der forelå en undskyldelig vildfarelse, og den tillagde det overdreven betydning, at man i den anfægtede afgørelse havde angivet muligheden for at rejse søgsmål på grundlag af artikel 230 EF. Ifølge appellanten skulle Retten derimod have taget i betragtning, at den konkrete sag var karakteriseret af særlige forhold og usædvanlige omstændigheder, navnlig de fejl, hvormed Rådet og ECB havde bragt ham i vildfarelse: førstnævnte ved at skjule den eksisterende rapport fra Det Monetære Udvalg vedrørende styrkelsen af EMS, sidstnævnte ved at forsinke den afgørelse, som henviser til en sådan rapport, hvorved afgørelsen først blev truffet efter udløbet af fristen for at få prøvet den tilsvarende afgørelse fra Rådet. Stillet over for sådanne særlige omstændigheder havde appellanten således ikke kunnet handle mere påpasseligt, også når henses til den usædvanligt komplekse karakter af »Basel/Nyborg-overenskomsten« og den manglende transparens, som generelt karakteriserer området for den monetære politik. Retten gjorde sig derfor skyldig i en retlig fejl ved at afvise, at der forelå en undskyldelig vildfarelse, der var egnet til at retfærdiggøre overskridelsen af søgsmålsfristen.
19. Heroverfor har Rådet imidlertid bemærket under retsmødet, at Retten korrekt udelukkede, at overskridelsen af søgsmålsfristen kunne bevirkes af en undskyldelig vildfarelse i den i retspraksis forudsatte betydning. Rådet finder således, at appellanten ikke har været i stand til at bevise, at Rådets adfærd var af en sådan karakter, at den måtte lede appellanten i vildfarelse henset til, at han var fuldstændig klar over afgørelsens endelige karakter, da man udtrykkeligt havde angivet muligheden for at anlægge sag i henhold til artikel 230 EF.
20. For mit eget vedkommende skal jeg i første række påpege, at »[b]egrebet undskyldelig vildfarelse, der har hjemmel direkte i hensynet til overholdelse af retssikkerhedsprincippet og principielt om beskyttelse af den berettigede forventning, ifølge fast retspraksis kun [kan] omfatte usædvanlige omstændigheder, navnlig tilfælde, hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en borger, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af en normalt påpasselig person« . Navnlig har man i retspraksis klargjort, at en undskyldelig vildfarelse kan foreligge, »når en sag er anlagt for sent, fordi den pågældende institution har afgivet urigtige oplysninger, der kunne medføre en vildfarelse hos en borger med de ovenfor nævnte egenskaber, eller når den pågældende institutions tilsidesættelse af visse interne regler, som f.eks. en adfærdskodeks, har medført en sådan vildfarelse« .
21. Som jeg har vist, udelukkede Retten i den appellerede kendelse, at overskridelsen af søgsmålsfristen kunne begrundes med en undskyldelig vildfarelse, fordi A. Pitsiorlas efter Rettens opfattelse ikke havde bevist, at Rådets adfærd var af en sådan karakter, at der kunne opstå »en undskyldelig vildfarelse hos en retsundergiven, der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende«. Når der således henses til, at man i den anfægtede afgørelse oplyste om muligheden for at anlægge sag i henhold til artikel 230 EF, antog Retten, at »en normalt påpasselig person ikke kunne nære nogen tvivl, hverken om afgørelsens endelige karakter eller om søgsmålsfristen«.
22. Jeg er imidlertid enig med A. Pitsiorlas i, at Retten gjorde sig skyldig i en overdreven formalisme, der tillige var restriktiv, da den anvendte retspraksis vedrørende undskyldelig vildfarelse.
23. Det forekommer mig nemlig, at Retten uden begrundelse undlod at finde, at den appellerede kendelse var af en sådan karakter, at den hos sagsøgeren kunne fremkalde en vildfarelse vedrørende eksistensen af et rådsdokument, der indgik i den såkaldte »Basel/Nyborg-overenskomst«. I og med at den anfægtede afgørelse således nævnte centralbankcheferne som forfatter til det ønskede dokument, fremkaldte afgørelsen uundgåeligt hos appellanten den opfattelse, at Rådet ikke kunne tage hans begæring om aktindsigt til følge, fordi »overenskomsten« alene indeholdt rapporten fra Styrelsesrådet (og altså ikke tillige rapporten fra Det Monetære Udvalg vedrørende styrkelsen af EMS). Når A. Pitsiorlas derfor havde tillid til disse oplysninger, havde han ingen grund overhovedet til at anfægte en afgørelse, som udelukkede fra ham indsigt i et dokument, hvis blotte eksistens lige i det væsentlige var blevet fornægtet.
24. Det er jo i det hele åbenbart, at fællesskabsinstitutionernes mulighed for »at imødekomme en begæring om aktindsigt i dokumenter imidlertid selvsagt [forudsætter], at de pågældende dokumenter eksisterer«, ligesom det er uomtvistet, at »i overensstemmelse med den legalitetsformodning, der er forbundet med fællesskabsretsakter, er en formodning for, at et dokument, der er begæret aktindsigt i, ikke eksisterer, såfremt den berørte institution hævder dette«, medmindre dets eksistens fremgår »på grundlag af relevante og samstemmende indicier« . Da appellanten ikke var i besiddelse af nogen indikation vedrørende eksistensen af Det Monetære Udvalgs rapport om styrkelsen af EMS, kunne han således ikke gøre andet end at tro på Rådets udtalelse om, at »Basel/Nyborg-overenskomsten« alene indeholdt Styrelsesrådets rapport og havde som følge heraf ikke nogen grund til at anfægte afgørelsen.
25. Heraf skal det efter min opfattelse udledes, at det var Rådets adfærd, der ledte A. Pitsiorlas til ikke rettidigt at anfægte afgørelse af 30. juli 1999. Alene ved ECB's afgørelse af 8. november 1999, som blev meddelt ham den 13. november 1999, fik han nemlig at vide, at »Basel/Nyborg-overenskomsten« udgjordes af »rapporter og mødereferater, hvis ophavsmænd [var] Styrelsesrådet og Det Monetære Udvalg«, og altså et rådgivende rådsorgan. Først i det øjeblik fik han mulighed for at nære tvivl om rigtigheden af Rådets afgørelse, idet han blev mere og mere klar over, at denne institution med vilje havde skjult eksistensen af rapporten fra Det Monetære Udvalg. Efter at være blevet klar over, at han var blevet ført til en vildfarelse på grund af Rådet, anlagde han derfor den 20. januar 2000 sag til prøvelse af nævnte institutions afgørelse, der havde fornægtet eksistensen af rapporten og derfor havde hindret hans aktindsigt i nævnte rapport fra Det Monetære Udvalg.
26. I øvrigt tror jeg ikke, at man kan bebrejde appellanten, at han ikke har handlet som »en retsundergiven, der har handlet i god tro og med den omhu, som kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende«. Efter at have modtaget den første skrivelse om afvisning fra Rådet den 11. maj 1999, hvori man oplyste, at det ønskede dokument højst sandsynligt befandt sig hos ECB, drejede A. Pitsiorlas omhyggeligt den 28. juni 1999 begæringen om aktindsigt til ECB. Det er klart, at såfremt ECB allerede i svaret af 6. juli 1999 havde oplyst om eksistensen af rapporten fra Det Monetære Udvalg, ville A. Pitsiorlas have været i stand til at få mistanke om berettigelsen af den følgende afgørelse fra Rådet af 30. juli 1999. Med bevis for yderligere påpasselighed forelagde A. Pitsiorlas den 27. juli 1999 derpå for ECB en anmodning om, at sagen blev optaget til fornyet overvejelse, og ECB svarede ham først den 8. november 1999, altså temmelig lang tid efter udløbet af fristen på en måned ifølge artikel 5, stk. 3, i afgørelse 1999/284.
27. Da landet nu ligger, som det gør, finder jeg således, at appellanten ganske har handlet med »god tro og med den omhu, som kræves en normalt påpasselig erhvervsdrivende«. Og den antagelse kan heller ikke modsiges med henvisning til, at A. Pitsiorlas efter at have modtaget ECB's afgørelse af 8. november 1999 havde haft mulighed for at forelægge Rådet en ny begæring om aktindsigt under påberåbelse af de oplysninger, som han i mellemtiden havde fået. Det skyldes efter min mening naturligvis (bortset fra problemet med søgsmålsfristen), at han under alle omstændigheder havde ret til at få prøvet sagen ved Fællesskabets retsinstanser med henblik på annullation af Rådets afgørelse af 30. juli 1999. Som Retten allerede har fastslået, er »formålet med afgørelse 93/731 [...] at gennemføre princippet om, at offentligheden skal have størst mulig adgang til oplysninger med henblik på, at institutionernes demokratiske karakter samt offentlighedens tillid til myndighederne styrkes. Som det er tilfældet med hensyn til afgørelse 94/90, er begæringer om aktindsigt i dokumenter heller ikke i henhold til afgørelse 93/731 betinget af, at der gives en særlig begrundelse. En person, som er blevet nægtet aktindsigt i et dokument eller i en del af et dokument, har derfor allerede af den grund en retlig interesse i, at den pågældende afgørelse annulleres. Den omstændighed, at de pågældende dokumenter er blevet offentligt tilgængelige, er herved uden betydning« .
28. Jeg mener derfor ikke, at man kan bebrejde A. Pitsiorlas manglende omhyggelighed, fordi han ikke indgav en ny begæring om aktindsigt til en institution, der havde givet ham et vildledende svar, men i stedet valgte at anfægte svaret. Den nødvendige omhyggelighed for at begrunde et forsinket sagsanlæg på grundlag af en undskyldelig vildfarelse skal nemlig måles alene i forhold til de vilkår, der bestod for anfægtelsen af afgørelsen om at nægte aktindsigt, mens det er irrelevant, hvorledes sagsøgeren handlede for at opnå de pågældende dokumenter. Som det fremgår af den dom fra Retten, der er henvist til, bliver interessen i at anfægte et afslag jo ikke mindre, fordi det er muligt at indgive en ny begæring om aktindsigt, eller fordi en sagsøger faktisk har sat sig i sving for at opnå de ønskede dokumenter.
29. I lyset af alle disse overvejelser når jeg til det resultat, at Retten har gjort sig skyldig i en retlig fejl ved at antage, at A. Pitsiorlas' forsinkede sagsanlæg ikke kunne begrundes med en undskyldelig vildfarelse efter betydningen i retspraksis ved Fællesskabets retsinstanser. Jeg er derfor at den opfattelse, at det femte appelanbringende må tiltrædes, hvorfor den appellerede kendelse bør ophæves, uden at det er nødvendigt at tage stilling til A. Pitsiorlas' øvrige appelanbringender.
30. Da den appellerede kendelse tiltrådte Rådets formalitetsindsigelse efter artikel 114 i Rettens procesreglement, uden at den tog stilling til søgsmålets realitet, finder jeg, at sagen bør hjemvises til Retten i Første Instans med henblik på, at der kan forhandles kontradiktorisk mellem parterne. Afgørelsen om sagens omkostninger bør følgelig udsættes.
Forslag til afgørelse
31. På denne baggrund foreslår jeg derfor Domstolen at afsige følgende dom:
»- Den kendelse, som blev afsagt af Retten i Første Instans den 14. februar 2001 i sag T-3/00, Pitsiorlas mod Rådet og ECB, ophæves.
- Sagen hjemvises til Retten til realitetsbehandling.
- Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.«
Full & Egal Universal Law Academy