EUR-Lex -  62001CC0261 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
F.G. JACOBS
fremsat den 10. april 2003(1)

Forenede sager C-261/01 og C-262/01

Belgische Staat
mod
Eugene van Calster, Felix Cleeren og Openbaar Slachthuis NV

»«

Indledning

1.        I denne sag har Hof van Beroep te Antwerpen (Belgien) rejst nogle vigtige spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 88, stk. 3, EF.

2.        Sagen vedrører i det væsentlige foreneligheden af skattelignende afgifter med artikel 88, stk. 3, EF, opkrævet til finansiering af en støtteordning, som hverken er blevet anmeldt til eller godkendt af Kommissionen, i særdeleshed hvor efterfølgende nationale ordninger, der er blevet anmeldt til Kommissionen, med tilbagevirkende kraft pålægger afgifterne. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om Kommissionen ved sin bedømmelse er beføjet til at godkende sådanne nationale ordninger.

3.        Med andre spørgsmål søges der en afklaring af Domstolens dom TWD (2) , der gør det muligt at bestemme, under hvilke betingelser en beslutning fra Kommissionen kan anfægtes for en national domstol og således efterfølgende gøres til genstand for en præjudiciel afgørelse i medfør af artikel 234 EF, hvis den ikke er blevet anfægtet direkte for Domstolen i henhold til artikel 230 EF.

Retsforskrifter og sagens faktiske omstændigheder

4.        Ved den belgiske lov af 24. marts 1987 om dyresundhed (herefter »loven af 1987«) blev der indført en ordning med finansiering af ydelser til bekæmpelse af dyresygdomme samt til forbedring af dyrs og animalske produkters hygiejne, sundhed og kvalitet (herefter »ordningen af 1987«). For at finansiere disse tiltag blev der i henhold til lovens artikel 32, stk. 2, oprettet en »fond for husdyrs sundhed og opdræt«, og det bestemtes, at fonden til dels skulle finansieres ved tvungne afgifter fra fysiske og juridiske personer, som opdrætter, forarbejder, transporterer, bearbejder, sælger eller forhandler husdyr. Afgifternes størrelse samt bestemmelserne om deres opkrævning skulle fastsættes ved kongelig anordning. Ved kongelig anordning af 11. december 1987, der trådte i kraft den 1. januar 1988, pålagdes der afgifter på såvel indenlandske som indførte og udførte dyr.

5.        Hverken ordningen af 1987 eller de fleste af de efterfølgende ændringer heraf blev anmeldt til Kommissionen (3) .

6.        Efter en undersøgelse af alle de »øremærkede afgifter«, der var blevet opkrævet i medlemsstaterne i landbrugs- og fiskerisektorerne, samt anvendelsen heraf, navnlig til støtte, besluttede Kommissionen i forbindelse med ordningen af 1987 at indlede en procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF. Kommissionen fastslog ved beslutning af 7. maj 1991 (herefter »beslutningen af 1991«), at ordningen af 1987 var uforenelig med det fælles marked, jf. artikel 87 EF, og at den følgelig skulle ophæves, for så vidt som de tvungne afgifter også omfattede produkter indført fra andre medlemsstater og slagterileddet (4) .

7.        I begrundelsen til beslutningen af 1991 bemærkede Kommissionen kort, at de belgiske myndigheder havde misligholdt den forpligtelse, der påhviler dem i medfør af artikel 88, stk. 3, EF, idet de ikke anmeldte støtten til Kommissionen i form af udkast (5) . Endvidere bemærkede Kommissionen, at selv om støtteordningerne finansieret i henhold til ordningen af 1987 var forenelig med det fælles marked, både hvad angår form og dens formål, kunne de ikke godkendes, da »finansiering gennem skattelignende afgifter, som også påhviler indførte fællesskabsprodukter, udøver en beskyttende virkning, som går ud over støtten i egentlig forstand« (6) . Endelig gjorde Kommissionen opmærksom på, at »disse tvungne afgifter, som opkræves for indførte dyr på slagtestadiet, betragtes som diskriminerende interne afgifter, jf. artikel 90 EF, da det kun er de nationale producenter, der har fordel af ordningen« (7) .

8.        Nogle importører af dyr fra andre medlemsstater havde uafhængigt af Kommissionens undersøgelse anlagt sag mod Kongeriget Belgien ved Rechtbank van eerste aanleg i Turnhout og Bruxelles med påstand om, at visse af de betalte afgifter for indførte dyr i henhold til ordningen fra 1987 var uforenelige med fællesskabsretten. De to nationale domstole udsatte sagen og forelagde Domstolen flere forskellige spørgsmål. I Lornoy m.fl.-dommen (8) og Demoor m.fl.-dommen (9) fastslog Domstolen, at ordningen fra 1987 var i strid med enten artikel 25 EF eller 90 EF, alt efter om anvendelsen af provenuet på de indenlandske produkter fuldt ud eller delvist opvejede den byrde, der påhvilede indenlandske produkter. I forbindelse med reglerne om statsstøtte fastslog Domstolen, »at en skattelignende afgift som den, der omhandles i hovedsagen, alt efter anvendelsen af dens provenu kan udgøre en statsstøtte, som er uforenelig med det fælles marked, hvis betingelserne for anvendelse af traktatens [artikel 87 EF] er opfyldt«.

9.        Den belgiske regering vedtog lov af 21. december 1994, der på visse betingelser gjorde det muligt at få tilbagebetaling af opkrævede afgifter for indførte dyr fra 1. januar 1998.

10.      Kommissionen fremsatte den 14. juni 1995 en begrundet udtalelse i henhold til artikel 226 EF, hvori den udtalte, at de tvungne afgifter for dyr udført fra Kongeriget Belgien til andre medlemsstater var i strid med fællesskabsretten. Kommissionen afsluttede dog undersøgelsen efter at have modtaget Kongeriget Belgiens skriftlige bemærkninger.

11.      Med loven af 23. marts 1998 (herefter »loven af 1998«), blev en ny ordning indført (herefter »ordningen af 1998«), der erstattede ordningen af 1987. Loven ophævede den tidligere fond og afgiftsordning og oprettede en ny »budgetfond for dyrs og animalske produkters sundhed og kvalitet«, samt et nyt opkrævningssystem. I medfør af artikel 4 skulle den forudgående finansiering og finansieringen af udgifter i henhold til loven af 1987 overføres til den nye fond. Artikel 14, 15 og 16 medførte tvungne afgifter for kvæg- og svineslagterier og eksportører, de ansvarlige for svinebedrifter og bedrifter specialiseret inden for mælkeproduktion og personer, der er bemyndiget til salg af mælkeprodukter. Nogle af disse afgifter havde tilbagevirkende kraft til den 1. januar 1988. I henhold til den nye ordning opkrævedes afgifterne kun for indenlandske dyr. Indførte dyr var ikke længere afgiftspligtige, mens udførte dyr kun var afgiftspligtige til den 1. januar 1997.

12.      I medfør af artikel 17, stk. 2, skulle tilbagebetaling af alle opkrævede afgifter i henhold til den ophævede ordning af 1987 ske ved automatisk modregning i afgifter, den skulle betale efter ordningen af 1998, hvilke afgifter selv delvis opkrævedes med tilbagevirkende kraft. Det fremgår af sagens akter, at størrelsen af de nye afgifter stort set var identisk med afgifterne opkrævet på grundlag af den tidligere ordning fra 1987.

13.      Loven af 1998 trådte i henhold til artikel 23 i kraft på dagen for offentliggørelsen i Belgische Staatsblad , dvs. den 30. april 1998. Imidlertid trådte nogle af bestemmelserne, herunder artikel 14, 15 og 16, i kraft på de datoer, hvor afgifterne i henhold til disse bestemmelser skulle indbetales.

14.      Det fremgår klart af lovens forarbejder, at formålet med den tilbagevirkende kraft var at undgå tilbagebetalinger af afgifter opkrævet på grundlag af ordningen af 1987, da det kunne bringe den finansielle ordnings stabilitet i fare.

15.      Udkastet til ordningen af 1998 blev anmeldt til Kommissionen ved skrivelser af 7. december 1995 og 20. maj 1996. Ved beslutning af 9. august 1996 (herefter »beslutningen af 1996«) (10) , vedtaget i overensstemmelse med proceduren i henhold til artikel 88, stk. 3, EF fastslog Kommissionen, at den ikke havde indsigelser til de pågældende ordninger i henhold til artikel 87-89 EF. Kommissionen bemærkede bl.a., at i medfør af den nye ordning skulle slagterier ikke længere betale tvungne afgifter for dyr, der blev indført fra eller udført til andre medlemsstater eller tredjelande. Henset til, at afgifterne for svinebedrifter og i bedrifter specialiseret i mælkeproduktion ikke havde nogen forbindelse med dyrenes oprindelse, eller alene opkrævedes for indenlandske produkter, konkluderede Kommissionen, at de tvungne afgifter fastsat i lovforslaget »ikke havde en beskyttende virkning, som gik ud over støtten i egentlig forstand«.

16.      Loven af 1998 er blevet anfægtet for Arbitragehof, som er en domstol, der prøver den belgiske lovgivnings overensstemmelse med forfatningen. Denne domstol, der var blevet anmodet om nærmere at vurdere, om loven af 1998 var i strid med bl.a. artikel 87 EF og 88 EF og med princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft bemærkede, at afgifter med tilbagevirkende kraft er lovlige, når de er nødvendige for at tilgodese et tvingende alment hensyn, som eksempelvis nødvendigheden af at sikre arbejdet eller kontinuiteten i den offentlige tjeneste. Den overlod imidlertid til de almindelige domstole at vurdere, hvorvidt artikel 88, stk. 3, EF var blevet overtrådt.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

17.      Openbaar Slachthuis NV er et slagteri. Eugene van Calster og Felix Cleeren er kvæghandlere. I 1994 og 1995 anlagde disse parter (herefter »sagsøgerne«) sag mod den belgiske stat ved Rechtbank van eerste aanleg i Mechelen og i Turnhout for at få tilbagebetalt de afgifter, de havde indbetalt for dyr, hvoraf nogle var udført fra Kongeriget Belgien på grundlag af ordningen af 1987. De gjorde gældende, at disse afgifter var blevet ulovligt pålagt, da de var uforenelige med bl.a. EF-traktatens artikel 12, 95 og 93, stk. 3, (nu artikel 25 EF, 90 EF og 88, stk. 3, EF). Den 16. maj og den 19. november 1997 gav de to domstole sagsøgerne medhold i deres påstande, og pålagde den belgiske stat at tilbagebetale de pågældende beløb. Staten appellerede imidlertid begge afgørelser til Hof van Beroep te Antwerpen.

18.      Hof van Beroep er af den opfattelse, at traktatens bestemmelser om afgifter og skatter ikke er anvendelige. Forbuddet i artikel 25 EF mod afgifter med tilsvarende virkning som told kan ikke anvendes på situationer, hvor indenlandske og udførte produkter pålægges samme afgifter. Artikel 90 EF kan heller ikke anvendes, da den alene forbyder diskriminerende afgifter på indførte produkter. Den nationale domstol synes også at gå ud fra, at opkrævningen af de pågældende afgifter med tilbagevirkende kraft, kan begrundes i ganske særlige almene hensyn, særligt når fondens finansielle situation ville blive bragt i fare uden opkrævningen af disse afgifter. Endvidere antager den nationale domstol, at den ved loven af 1998 indførte tilbagevirkende kraft ikke er i strid med sagsøgernes berettigede forventninger, eller med principperne om retssikkerhed, parternes ligestilling, magtadskillelsesprincippet, domstolenes uafhængighed, god forvaltningsskik eller ejendomsretten.

19.      Den nationale domstol er dog i tvivl om, hvorvidt loven af 1998 særligt er forenelig med artikel 88, stk. 3, EF. Den har derfor forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i den anden af de to forenede sager, sag C-262/01, og de samme præjudicielle spørgsmål med undtagelse af spørgsmål to, i den første sag, sag C-261/01:

»1) Er en støtteordning under de ovenfor beskrevne omstændigheder i overensstemmelse med fællesskabsretten, og navnlig EF-traktatens artikel 93, stk. 3 (nu artikel 88, stk. 3, EF), når den, efter at være blevet anmeldt, den 30. juli 1996 af Kommissionen anses for at være forenelig med fællesmarkedet, og når medlemsstaten med tilbagevirkende kraft ved denne støtteordning af almene hensyn pålægger bidrag eller afgifter:

– til finansiering af en fond for dyresundhed og animalsk produktion,

– når disse bidrag eller afgifter pålægges fysiske og juridiske personer hvis egenskaber er defineret i artikel 14, 15 og 16 i ovennævnte lov af 23. marts 1998, som ændret af Arbitragehof i dennes dom af 9. februar 2000 i sagerne nr. 1414, 1450, 1452, 1453 og 1454,

– hvorved de i disse artikler beskrevne handlinger er udført i perioden fra 1988 til 21. maj 1996, da der endnu ikke var givet godkendelse af disse støtteforanstaltninger?

2) Har Kommissionen ved sin godkendelse af støtteforanstaltningerne i henhold til loven af 23. marts 1998 også godkendt, at de har tilbagevirkende kraft?

3) Har Kommissionens beslutning af 30. juli 1996 kun betydning som en individuel bemyndigelse til medlemsstaten til at gennemføre de fastsatte støtteforanstaltninger?

4) Berøres bidragsdebitorerne umiddelbart og individuelt af denne retsakt fra Kommissionen som omhandlet i EF-traktatens artikel 173 (nu artikel 230 EF)?

5) Såfremt spørgsmål fire besvares benægtende, er det da i henhold til artikel 230 EF tilladt, at bidragsdebitorerne som støtteberettigede fremsætter en indsigelse om Kommissionens inkompetence med hensyn til den pågældende beslutning, hvorved der blev givet bemyndigelse til at gennemføre de støtteforanstaltninger, som de er omfattet af?

6) Såfremt det antages, at sagsøgerne som bidragsdebitorer og/eller som støtteberettigede, berøres umiddelbart og individuelt af Kommissionens anfægtede beslutning og derved var berettiget til at fremsætte indsigelsen om inkompetence, har Kommissionen da med beslutningen af 30. juli 1996 overskredet grænserne for sit skøn og EF-traktatens artikel 93, stk. 3 (nu artikel 88, stk. 3 EF)?«

20.      Kongeriget Belgien, sagsøgerne, Kongeriget Nederlandene og Kommissionen har alle indgivet skriftlige indlæg, og var alle, med undtagelse af Kongeriget Nederlandene, til stede under den mundtlige forhandling.

21.      Kommissionen har også svaret skriftligt på et spørgsmål stillet af Domstolen vedrørende spørgsmålet, om de afgifter, der er pålagt for dyr udført til andre medlemsstater, er forenelige med EF-traktaten.

Det første spørgsmål

22.      Jeg skal først bemærke, som den forelæggende ret har understreget, at loven af 1998 stort set er en gentagelse af den tidligere ordning af 1987. Den nye fond og den nye afgiftsordning, der finansierer fonden, er meget ens – om ikke identiske – med den tidligere fond og den tidligere afgiftsordning. I modsætning til ordningen af 1987 var ordningen af 1998 dog korrekt anmeldt til, og godkendt af Kommissionen.

23.      Imidlertid går loven af 1998 videre end blot at opretholde ordningen af 1987 ved hjælp af nye regler, der på samme tid er forenelig med det fælles marked og lovlige. Med et kompliceret system med tilbagevirkende kraft og modregning af skyldige beløb, er formålet også at sikre ordningen de afgiftsbeløb, der blev pålagt førhen på grundlag af ordningen af 1987, for at finansiere den under denne ordning ulovlige støtte. Det er afgørende, at flere nationale domstole havde fastslået, at disse afgifter skulle tilbagebetales, da de var blevet pålagt i strid med artikel 88, stk. 3 EF.

24.      Den forelæggende rets første spørgsmål vedrører foreneligheden af denne ordning med artikel 88, stk. 3 EF. Der er navnlig rejst tvivl om opkrævningen af tvungne afgifter i forbindelse med de aktiviteter, der fandt sted før Kommissionen fastslog, at den ikke havde indsigelser mod støtteordningen af 1998.

25.      Der er ingen tvivl om, at en påtænkt støtte skal anmeldes til og godkendes af Kommissionen, før det kan gennemføres. Støtte ydet før Kommissionen har vedtaget en endelig (positiv) beslutning i henhold til artikel 88, stk. 2, EF eller 88, stk. 3, EF er ulovlig. Endvidere skal de nationale myndigheder forlange støtten tilbage, og det er de nationale domstole, der i medfør af den direkte virkning af forbuddet i artikel 88, stk. 3, EF, sidste punktum, skal sikre, at myndighederne overholder denne bestemmelses proceduremæssige forpligtelser. I lyset af disse principper ville enhver støtte ydet af Kongeriget Belgien før Kommissionens beslutning af 9. august 1996 være ulovlig, da støtten ville være ydet i strid med forpligtelsen til ikke at gennemføre, jf. artikel 88, stk. 3, EF, sidste punktum. Dette ville være tilfældet, hvad enten ordningen af 1987 eller af 1998 anses for hjemmel for støtten. En sådan støtte ville være i strid med forpligtelserne i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, når støtten ydes uden forudgående anmeldelse (som under ordningen af 1987), eller under Kommissionens undersøgelse af den foreslåede støtteordning (ordningen af 1998).

26.      Som Domstolen også har fastslået, indebærer »Kommissionens endelige beslutning ikke […] at gennemførelsesforanstaltninger, som var ugyldige, fordi de var truffet i strid med forbuddet i artikel 88, stk. 3, EF, efterfølgende lovliggøres, da der i modsat fald vil blive gjort indgreb i den direkte virkning af bestemmelsen i traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, og borgernes interesser – som de nationale domstole, som anført ovenfor, har til opgave at beskytte – vil blive tilsidesat. Enhver anden fortolkning vil tilskynde den pågældende medlemsstat til at sætte sig ud over bestemmelsen i [artikel 88, stk. 3, EF], og vil medføre, at bestemmelsen mister sin tilsigtede virkning« (11) .

27.      Imidlertid vedrører det spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, ikke udbetalingerne, men finansieringen af ordningen. Den forelæggende ret vil navnlig have oplyst, om afgifter, der pålægges med tilbagevirkende kraft til finansiering af en støtteordning, der ikke er blevet anmeldt, i sig selv er i strid med forpligtelserne i henhold til artikel 88, stk. 3, EF.

28.      Det er særligt spørgsmålet om den tilbagevirkende kraft, den forelæggende ret er interesseret i. Det skal dog først fastslås, om der i medfør af fællesskabsretten stilles krav om tilbagebetaling af afgifter, der er opkrævet for at finansiere støtte, der ikke er blevet anmeldt til eller godkendt af Kommissionen.

29.      Det fremgår ikke klart af Domstolens praksis, hvilken indflydelse reglerne om statsstøtte har på afgifter, der særligt opkræves til finansiering af støtte, der ulovligt er blevet udbetalt, før støtten er blevet godkendt. Domstolens afgørelser giver modstridende svar på dette spørgsmål, endog til tider i den samme afgørelse (12) .

30.      I dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen (13) anlagde Domstolen f.eks. en udvidende fortolkning, således at finansieringsmetoden også var omfattet af reglerne om statsstøtte. Navnlig kunne selve støtten ikke isoleres fra finansieringsmetoden, så en »helhedsvurdering« af finansieringsmetoden sammen med »statsstøtten i egentlig forstand« kunne resultere i en ordning, der var uforenelig med det fælles marked (14) . I FNCE-dommen (15) , der vedrørte en lignende afgiftsordning som i nærværende sag, sondrede Domstolen ikke mellem støtten og afgifterne til dens finansiering.

31.      I Compagnie commerciale de l’Ouest m.fl.-dommen (16) , sondrede Domstolen mellem opkrævning af en skattelignende afgift og anvendelsen af afgiftsprovenuet: »den skattelignende afgift [er] omfattet enten af traktatens [artikel 25 EF] eller af [artikel 90 EF]. Anvendelsen af afgiftsprovenuet kan […] udgøre en statsstøtte, der er uforenelig med det fælles marked, hvis betingelserne for at anvende [artikel 87 EF] […]er opfyldt […]« (17) . Det sidste punktum i dette afsnit indeholder en lille forskel, hvorefter »en skattelignende afgift som den her foreliggende, afhængig af anvendelsen af afgiftsprovenuet, [kan] udgøre en statsstøtte, der er uforenelig med det fælles marked, hvis betingelserne i traktatens [artikel 87] er opfyldt« (18) .

32.      Sanders Ardour-dommen (19) og Guyomarc’h Orthez Nutrition Animale-dommen (20) gik i samme retning som Compagnie commerciale de l’Ouest m.fl.-dommen, selv om de ikke indeholdt den ovenfor nævnte forskel, hvorefter afgifterne i sig selv kunne udgøre støtte (21) .

33.      Lorney m.fl.-dommen og Demoor m.fl.-dommen, der vedrørte afgiftsordningen oprettet ved ordningen af 1987, ophæver næsten ord for ord Domstolens bemærkninger i Compagnie commerciale de l’Ouest m.fl.-dommen (22) . I sidste præmis i begge dommene gentages den forskel, der nævntes i Compagnie commerciale de l’Ouest m.fl.-dommen, hvorefter en skattelignende afgift , alt efter anvendelsen af dens provenu, kan udgøre statsstøtte. Yderligere udtalte Domstolen, efter at have bemærket, at vurderingen hører under Kommissionens beføjelser i henhold til proceduren i artikel 88, stk. 3, EF, at »[d]er skal herved ligeledes tages hensyn til de nationale retters kompetence i tilfælde af, at den pågældende medlemsstat ved indførelsen af en sådan afgift tilsidesætter forpligtelser, som følger af traktatens [artikel 88, stk. 3], samt i de tilfælde, at det ved en beslutning truffet af Kommissionen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, konstateres, at opkrævningen af afgiften er uforenelig med det fælles marked som middel til finansiering af en statsstøtte. (23) « Domstolens efterfølgende afgørelser i Scharbatke-dommen (24) og Nygård-dommen (25) giver ikke et endeligt svar på spørgsmålet (26) .

34.      Den dom, hvis faktiske omstændigheder svarer mest til den foreliggende sag, er FNCE-dommen (27) , der vedrørte indsigelser mod en afgiftsordning, der ligner den nærværende, og som var iværksat før Kommissionen traf beslutning om, hvorvidt støtteordningen var forenelig med det fælles marked. I sagen fastslog Domstolen, at »det har betydning for gyldigheden af retsakter, som udstedes til gennemførelse af støtteforanstaltninger, at de nationale myndigheder tilsidesætter bestemmelsen i traktatens [artikel 88, stk. 3, sidste punktum]. De nationale retter skal, over for de borgere, som kan påberåbe sig, at bestemmelsen er tilsidesat, sikre, at der drages alle konsekvenser heraf i henhold til national ret, såvel med hensyn til gyldigheden af de retsakter, der er udstedt til gennemførelse af støtteforanstaltningerne, som med hensyn til tilbagesøgning af den finansielle støtte, der er tildelt i strid med den omhandlede traktatbestemmelse eller i givet fald i strid med foreløbige forholdsregler« (28) .

35.      I princippet virker denne afgørelse stadig korrekt. Efter min overbevisning er nationale bestemmelser, hvori der pålægges afgifter særligt til finansiering af støtte, omfattet af de »retsakter, som udstedes til gennemførelse af støtteforanstaltninger«, hvis lovlighed i overensstemmelse med Domstolens praksis er genstand for de nationale domstoles vurdering, jf. artikel 88, stk. 3, EF, sidste punktum. Disse afgifter må således i almindelighed, anses som værende en del af den støtteordning, som de tjener, da deres eneste berettigelse er at finde i denne ordning.

36.      Denne tilgang kan også medvirke til at forklare de modstridende konklusioner i retspraksis med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt reglerne om statsstøtte kan anvendes på afgifter opkrævet til finansiering af ulovlig tildelt støtte, og dermed hvorvidt sådanne afgifter kan kræves tilbagebetalt. Svaret afhænger af grundlaget for sammenhæng, der er mellem afgifterne og støtten. I tilfælde, hvor støtte er finansieret af almindelige skatter, ville det klart være upassende at stille krav om tilbagebetaling, hvorimod det i tilfælde, hvor skatter, der særligt er pålagt for at finansiere støtten, ville være passende at stille krav om tilbagebetaling (29) .

37.      Det kan herefter konkluderes, at når en skat eller en afgift er særligt pålagt for at finansiere ulovligt udbetalt støtte, skal de nationale domstole fordre tilbagebetaling af skatten eller afgiften.

38.      Denne konklusion er også berettiget i lyset af effektivitetsprincippet. I FNCE-dommen lagde Domstolen helt korrekt dette princip til grund for synspunktet om, at foranstaltninger til iværksættelse af støtte samt støtten selv, kan anses som værende ulovlig. Dette har været Domstolens faste tilgang i sager, der drejer sig om sanktioner i anledning af overtrædelser af konkurrencereglerne. Et lignende tilfælde findes i Courage og Crehan-dommen (30) , hvori Domstolen, måske udelukkende, anvendte effektivitetsprincippet, da den fastslog, at erstatningskrav skulle gøres gældende ved den nationale domstol i sager mellem private parter om overtrædelser af konkurrencereglerne. I den dom, udtalte Domstolen følgende:

»For så vidt angår muligheden for at kræve erstatning for skade forårsaget af en aftale eller adfærd, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen, bemærkes for det første, at det følger af Domstolens faste praksis, at det påhviler de nationale domsmyndigheder, der inden for rammerne af deres kompetence har til opgave at anvende fællesskabsbestemmelserne, at sikre den fulde virkning af disse bestemmelser og beskytte de rettigheder, som de udstyrer borgerne med.

Den fulde virkning af [artikel 85 EF], og navnlig den effektive virkning af forbuddet i [artikel 81, stk. 1], ville blive bragt i fare, hvis det ikke var muligt at kræve erstatning for skade påført som følge af en aftale eller en adfærd, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen.

Adgangen hertil forøger virkningen af Fællesskabets konkurrenceregler og er egnet til at hindre ofte skjulte aftaler eller former for adfærd, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen. Set i dette perspektiv kan erstatningssøgsmål for de nationale domstole yde et væsentligt bidrag til opretholdelsen af en effektiv konkurrence inden for Fællesskabet« 31  –Præmis 25-27..

39.      Lignende overvejelser må efter mit synspunkt også gøre sig gældende for at sikre den effektive håndhævelse af reglerne om statsstøtte. De nationale domstole må have kompetence, ikke alene til at træffe afgørelse om tilbagesøgning af ulovligt udbetalt støtte, men også til at kræve tilbagebetaling af særligt opkrævede skatter, der specielt er opkrævet til finansiering af støtten. Det kan ganske rigtigt alene være den, der betaler skatterne, der har en interesse i at gøre indsigelse mod støtten, hvorimod staten og støttemodtageren normalt ikke vil være interesseret i at gøre indsigelse.

40.      Opkrævningen af afgifter til finansiering af en støtteordning er endvidere af særlig betydning, hvis afgifterne selv fordrejer konkurrencen og handelen, hvilket forstærker den fordrejelse, som støtten i sig selv forårsager. Det kan være tilfældet, hvis afgifterne pålægges støttemodtagerens konkurrenter, eller hvis afgifterne kan have en beskyttende effekt og forårsage en eller anden form for fordel til det indenlandske marked.

41.      Når det først er fastslået, at de nationale domstole skal kræve tilbagebetaling af skatter eller afgifter, der er blevet pålagt med formål særligt at finansiere en støtteordning, der ikke er blevet anmeldt til Kommissionen, er det ligetil at svare på spørgsmålet om tilbagevirkende kraft. Det er klart, at det ingen forskel gør, om medlemsstaten vedtager ny lovgivning, der er anmeldt til Kommissionen, men som reelt er en stadfæstelse med tilbagevirkende kraft af opkrævningen af afgifterne som i den foreliggende sag. Vurderingen må foretages på datoen for det første pålæg af afgifter, og kan ikke ændres med tilbagevirkende kraft. Enhver anden løsning ville gøre det muligt for medlemsstaten at undgå forpligtelserne i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, og undergrave systemet for anmeldelse og godkendelse i henhold til traktaten. Det kan heller ikke i den foreliggende sag fremføres (som det vil fremgå af overvejelserne til det andet spørgsmål), at Kommissionen på nogen måde har godkendt opkrævningen af afgifter med tilbagevirkende kraft.

42.      Jeg vil til sidst gøre opmærksom på, at når afgifter benyttes til finansiering af statsstøtte og derved kan være omfattet af artikel 88, stk. 3, EF, medfører det ikke, at situationen undtages fra bestemmelserne i henhold til artikel 25 EF og 90 EF (32) . Da den forelæggende ret imidlertid ikke har forelagt spørgsmål i den anledning, og Domstolens praksis giver klare retningslinier om anvendelsen af disse bestemmelser (33) , mener jeg ikke, der er behov for en yderligere analyse af disse regler.

43.      Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det første spørgsmål således:

Hvis en skat eller en afgift særligt er blevet pålagt med formålet at finansiere en støtteordning, og støtten er ulovlig, da den ikke er blevet anmeldt til Kommissionen, skal den nationale domstol træffe afgørelse om tilbagebetaling af de opkrævede beløb. Dette gælder også i tilfælde, hvor medlemsstater vedtager ny lovgivning, der med tilbagevirkende kraft stadfæster opkrævningen af afgifterne, og som er anmeldt til Kommissionen.

Det andet spørgsmål

44.      Den forelæggende ret ønsker med det andet spørgsmål oplyst, om Kommissionens beslutning af 1996 indeholdt en godkendelse af den tilbagevirkende kraft af ordningen fra 1998. Spørgsmålet vedrører nærmere bestemt iværksættelsen af en ny afgiftsordning ved ordningen af 1998, der anvendtes med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1988. Den forelæggende ret synes at gå ud på, at Kommissionen ved at godkende den nye ordning også godkendte, at finansieringsmetoden var forenelig med det fælles marked. Dette synspunkt deles af Kongeriget Belgien, og – tilsyneladende – Kongeriget Nederlandene.

45.      Det fremgår af sagens akter, at Kommissionen i løbet af sagens administrative behandling forsøgte at få belyst de bestemmelser, der fastsatte den tilbagevirkende kraft for afgifterne, men Kommissionens hovedformål var dog at undgå, at indførte dyr blev pålagt afgifter.

46.      Kommissionen nævnte ligeledes afgifterne i sin beslutning af 1996, alene for at understrege, at der ikke var problemer med hensyn til afgifter af indførte eller udførte dyr, og at afgifterne derved ikke havde en beskyttende virkning, der gik ud over hvad man forstår ved almindelig støtte. I beslutningen blev det derfor ikke omtalt, at lovforslaget fastsatte, at nogle af afgifterne skulle opkræves med tilbagevirkende kraft.

47.      Det virker for mig som en selvfølge, at Kommissionen ikke har givet udtryk for sit synspunkt med hensyn til afgifternes tilbagevirkende kraft. Kommissionen kunne i alle tilfælde hverken have gjort dette (eller have godkendt afgiftsordningen), som den var, da det klart ville gå ud over dens beføjelser.

48.      Den fortolkning, jeg foreslår, er i overensstemmelse med Kommissionens og de nationale domstoles forskellige opgaver: Kommissionen har enekompetence med hensyn til afgørelsen om statsstøttens forenelighed, og de nationale domstole har enekompetence med hensyn til at sikre overholdelsen af forpligtelsen til ikke at gennemføre, jf. artikel 88, stk. 3, EF, sidste punktum, og til at drage alle de nødvendige konsekvenser »med hensyn til gennemførelsesretsakternes gyldighed som med hensyn til tilbagesøgning af den finansielle støtte, der er tildelt i strid med den omhandlede traktatbestemmelse eller i givet fald i strid med foreløbige forholdsregler« (34) .

49.      Det andet spørgsmål skal derfor besvares benægtende.

Det tredje, fjerde og femte spørgsmål

50.      På grundlag af besvarelsen af det andet spørgsmål, bortfalder det tredje, fjerde og femte spørgsmål, da de alle forudsætter, at Kommissionen ved at godkende støtteordningen også godkendte bestemmelserne til iværksættelsen af afgifterne og deres tilbagevirkende kraft. Jeg vil derfor kun behandle disse spørgsmål subsidiært.

51.      Den forelæggende ret ønsker med det tredje spørgsmål at få oplyst, om Kommissionens beslutning kun giver den belgiske regering adgang til at gennemføre ordningen af 1998. Det fjerde spørgsmål drejer sig om, hvorvidt de afgiftspligtige er umiddelbart og individuelt berørt af beslutningen. Det femte spørgsmål forelægges kun, såfremt det fjerde spørgsmål besvares benægtende. I den forbindelse ønsker den forelæggende ret oplyst, om de afgiftspligtige kan gøre indsigelser mod Kommissionens beslutning i deres forskellige funktioner som modtagere af støtten i medfør af ordningen af 1998. Disse tre spørgsmål skal besvares samlet, da de alle vedrører problemstillingen, om de, der skal betale afgifter til finansiering af en støtteordning, kan anlægge sag til prøvelse af Kommissionens beslutning om godkendelse af denne ordning for de nationale domstole, og i bekræftende fald, under hvilke betingelser.

52.      I medfør af artikel 230, stk. 4, EF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage over beslutninger rettet til en anden person, hvis det godtgøres at beslutningen berører ham umiddelbart og individuelt. En sådan klage skal indgives til Retten i Første Instans inden to måneder efter, at retsakten er meddelt klageren, eller i mangel heraf, senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den. Artikel 234 EF giver Domstolen kompetence til at træffe afgørelse i sager indgivet af en national domstol, vedrørende lovligheden af retsakter udsted af Fællesskabets institutioner, som f.eks. en beslutning fra Kommissionen.

53.      Imidlertid kræves visse betingelser opfyldt for som i den foreliggende sag indirekte i medfør af artikel 234 EF, at kunne indgive klage over en retsakt udstedt af Fællesskabets institutioner. I TWD Textilwerke Deggendorf-dommen (35) bekræftede Domstolen princippet om, at når en fysisk eller juridisk person ikke har indbragt sin klage over en beslutning der er adresseret til ham, eller der berører ham umiddelbart og individuelt, jf. artikel 230 EF, indenfor den fastsatte tidsfrist, er han afskåret fra at anfægte beslutningens lovlighed ved de nationale domstole. Dette princip kan dog kun anvendes, hvor den berørte uden nogen tvivl ville være berettiget til at indbringe klage i henhold til artikel 230 EF (36) . I mit forslag til afgørelse i TWD Textilwerke Deggendorf-dommen understregede jeg, at »den enkeltes rettigheder ikke bør lide skade som følge af retlig uvished« (37) , hvilket er særligt vigtigt, når spørgsmålet vedrører en grundlæggende rettighed som adgangen til retlig prøvelse.

54.      I den foreliggende sag mener jeg ikke, at det er uden nogen tvivl, at sagsøger har søgsmålskompetence.

55.      En person er umiddelbart berørt af en beslutning vedtaget af Kommissionen, hvis beslutningen umiddelbart har en indvirkning på den pågældendes retstilling, og dens gennemførelse sker helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsreglerne, og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (38) . Det kunne dog anføres, at Kommissionens beslutning i den foreliggende sag alene er en bemyndigelse til den belgiske regering om at gennemføre støtteordningen. Hvis dette er tilfældet, ville sagsøgerne udelukkende i medfør af de nationale gennemførelsesforanstaltninger, være umiddelbart berørte.

56.      Dette ville dog ikke være tilfældet, hvis der ikke var en stor sandsynlighed for, at den belgiske regering ikke ville vedtage ordningen, og at der ikke bestod nogen tvivl om at den påtænkte at gennemføre den (39) . Nogle af den foreliggende sags faktiske omstændigheder kunne pege i retning af en sådan konklusion. Det fremgår klart af sagens akter, at forslaget til ordningen af 1998 skulle råde bod på den tidligere ordnings ulovligheder, der havde været gældende siden 1987. Derfor var der hovedsageligt tale om en gentagelse, der med den tilbagevirkende kraft, der er beskrevet ovenfor, sikrede provenuet fra en del af de førhen opkrævede afgifter. Under disse omstændigheder kunne det derfor anføres at Kommissionens beslutning ikke ændrede ved virkningen af ordningen af 1987, og at sagsøgerne derved var umiddelbart berørte (40) .

57.      Hvis vi imidlertid bekræfter sagsøgernes stilling som personer, der afkræves de pågældende afgifter, i betragtning, er det mindre selvfølgeligt, at de er umiddelbart berørt, særligt fordi beslutningens rækkevidde ikke er klar. Jeg har ovenfor gjort det synspunkt gældende, at Kommissionen ikke godkendte afgiftsordningen og dens tilbagevirkende kraft, hvilket ville udgøre den del af beslutningen, der berører sagsøgerne. Den mest naturlige fortolkning af beslutningen er, at Kommissionen kun tog den finansielle del af ordningen i betragtning for at undersøge dens indflydelse på støtteordningen.

58.      Det er ydermere vanskeligt at afgøre, hvorvidt sagsøgerne er individuelt berørte, selv hvis afgiftsordningen og dens tilbagevirkende kraft var blevet godkendt i medfør af beslutningen. Ordningen anvendes generelt på mange erhvervsdrivende, der udøver et antal aktiviteter i forbindelse med forskellige slags dyr. Retspraksis, der fastlægger kriteriet om at være individuelt berørt ved henvisning til, at de pågældende sagsøgere befinder sig i en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre, at deres antal og identitet er fastslået sikkert på tidspunktet for beslutningens vedtagelse, eller når beslutningen, der indeholder bestemmelser om tilbagevirkende kraft, er helt uklar (41) . Argumenter, der tilstræber at kunne godtgøre, at sagsøgerne befandt sig i en sådan faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre, fordi de allerede havde anlagt søgsmål til tilbagebetaling af de på grundlag af ordningen af 1987 betalte afgifter, før lovforslaget af 1998 var anmeldt til Kommissionen, eller fordi bestemmelsernes tilbagevirkende kraft i alle tilfælde ville gøre dem, eller mere generelt, de der var forpligtet til at betale afgifterne med tilbagevirkende kraft til en del af en gruppe adskilt fra alle andre, er ikke tilstrækkeligt til, at sagen åbenbart kan antages til realitetsbehandling ved Retten i Første Instans.

59.      Jeg må konkludere, at det ikke er uden nogen tvivl, at sagsøgerne havde kompetence til at indbringe sagen om Kommissionens beslutning for Retten i Første Instans i henhold til artikel 230 EF. Som følge heraf er de på grundlag af TWD Textilwerke Deggendorf-dommen, ikke udelukket fra at anlægge sag til prøvelse af nærværende beslutning for den forelæggende ret.

Det sjette spørgsmål

60.      Det sjette spørgsmål drejer sig om, hvorvidt Kommissionen overskred sine beføjelser og handlede i strid med artikel 88, stk. 3, EF, ved at vedtage beslutningen af 1996.

61.      Det er klart, at formodningen bag spørgsmålet er, at Kommissionen reelt godkendte afgiftsordningen og den tilbagevirkende kraft af en del af afgifterne. Ovenfor har jeg imidlertid gjort rede for, hvorfor jeg ikke mener, at beslutningen indeholder en godkendelse af afgifterne.

62.      Jeg vil dog under alle omstændigheder gøre opmærksom på, at en beslutning om at godkende en afgiftsordning, der finansierer en støtteordning, klart er i strid med fællesskabsretten, hvilket Kommissionen også synes at acceptere. Dette ville navnlig være tilfældet, hvis Kommissionen kunne godkende sådanne afgifter med tilbagevirkende kraft, og derved gøre forpligtelserne til den forudgående anmeldelse og ikke-gennemførelse, der fremgår af artikel 88, stk. 3, EF, illusoriske.

63.      Endelig kan det til sidst være hensigtsmæssigt at anføre, at ovenstående konklusioner ikke ville være væsentligt anderledes, hvis den nye forordning om procedurer for statsstøtte i henhold til artikel 88 EF (42) skulle anvendes. Denne forordning giver Kommissionen begrænsede beføjelser med hensyn til inddrivelsen af ulovlig støtte (43) , den vedrører kun procedurer i Kommissionen og dens beføjelser, og tilsidesætter ikke Domstolens praksis vedrørende den nationale domstols beføjelser.

Forslag til afgørelse

64.      Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse:

»1) Hvis en skat eller en afgift er blevet pålagt med det særlige formål at finansiere en støtte, og støtten er ulovlig, da den ikke er blevet anmeldt til Kommissionen i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, skal de nationale domstole træffe afgørelse om tilbagebetaling af de opkrævede beløb. Dette gælder også i tilfælde, hvor en medlemsstat vedtager ny lovgivning som er anmeldt til Kommissionen, der stadfæster opkrævningen af afgifterne med tilbagevirkende kraft.

2) Kommissionens beslutning af 9. august 1996, støtteforanstaltning nr. 366/96, indeholder hverken en godkendelse af afgifterne til finansiering af støtteordningen eller af dennes tilbagevirkende kraft.

3) En fysisk eller juridisk person er kun afskåret fra at anfægte beslutning vedtaget af Kommissionen, der godkender en støtteordning som værende i overensstemmelse med det fælles marked, for de nationale domstole, hvis beslutningen er rettet til ham, eller klart berører ham umiddelbart og individuelt, som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF og han derfor kan anlægge sagen direkte ved Retten i Første Instans. Det er ikke uden nogen tvivl, at personer, der er blevet pålagt afgifter, der delvis finansierer en støtteordning, har kompetence til at anfægte beslutningen i medfør af artikel 230, stk. 4, EF.

4) I forbindelse med en procedure i henhold til artikel 88, stk. 3, EF har Kommissionen ikke beføjelse til at godkende en finansieringsforanstaltning til en støtteordning. En beslutning herom ville derfor være ugyldig.«

1 – Originalsprog: engelsk.

2 – Dom af 9.3.1994, sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. I, s. 833.

3 – Det fremgår navnlig af forelæggelseskendelsen, at blandt flere ændringer var det alene lov af 24.4.1996, Kommissionen blev underrettet om og godkendte.

4 – Kommissionens beslutning 91/538/EØF om fonden for dyresundhed og animalsk produktion i Belgien, EFT L 294, s. 43.

5 – Betragtning 8 til beslutningen fra 1991.

6 – Betragtning 10 til beslutningen fra 1991.

7 – Betragtning 13 til beslutningen fra 1991.

8 – Dom af 16.12.1992, sag C-17/91, Sml. I, s. 6523.

9 – Dom af 16.12.1992, forenede sager C-144/91 og C-145/91, Sml. I, s. 6613.

10 – EFT 1997 C 1, s. 4. Imidlertid henviser meddelelsen, der blev offentliggjort i EFT, samt spørgsmålene stillet af den forelæggende ret, til den 30.7.1996 som datoen, hvor afgørelsen blev vedtaget.

11 – Dom af 21.9.1991, i sag C-354/90, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon (»FNCE«), Sml. I, s. 5505, præmis 16.

12 – Jf. generaladvokat Stix-Hackls bemærkninger i forslag til afgørelse af 7.11.2002, forenede sager C-34/01 – C-38/01, dom af 27.11.2003, Enirisorse, endu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 167-171.

13 – Dom af 25.6.1970, sag 47/69, Sml. 1970, s. 73, org.ref.: Rec. s.  487.

14 – Præmis 4.

15 – Jf. fodnote 12.

16 – Dom af 11.3.1992, forenede sager C-78/90 – C-83/90, Sml. I, s. 1847.

17 – Præmis 32.

18 – Præmis 35 (min fremhævelse). Generaladvokat Tesauro understregede, at »genstanden for den foreliggende sag er en skattelignende afgift og ikke den støtte, Agenturet [den pågældende offentlige myndighed] yder i kraft af afgiftsprovenuet. Selv om støtten var blevet udbetalt i strid med forskrifterne, ville det imidlertid være uden betydning for lovligheden af afgiften som sådan. Afgiften skulle således under alle omstændigheder erlægges, og de skattepligtige virksomheder kan under ingen omstændigheder ad rettens vej kræve, at afgiften tilbagebetales.«

19 – Dom af 11.6.1992, forenede sager C-149/91 og C-150/91, Sml. I, s. 3899.

20 – Dom af 2.8.1993, sag C-266/91, Sml. I, s. 4337.

21 – Sanders Ardour og Guyomarc’h Orthez Nutrition Animale-dommen, præmis 24 og 27, hvori Domstolen alternativt henviser til »tilbagebetalingen« af den skattelignende afgift eller »anvendelsen« af provenuet, og CELBI-dommen, præmis 21 og 24, hvori »anvendelsen« af provenuet nævnes.

22 – Lornoy m.fl.-dommen, nævnt fodnote 8, præmis 28, Demoor m.fl.-dommen, nævnt i fodnote 9, præmis 24. Jf. også dom af 6.12.1992, sag C-114/91, Claeys, Sml. I, s. 6559, præmis 21.

23 – Min fremhævelse. En betydelig del af generaladvokat Tesauros forslag til afgørelse i disse sager vedrører analysen af undersøgelsens genstand. Mens han tager sit forslag til afgørelse i sagen Compagnie commerciale de l’Ouest m.fl. til fornyet overvejelse, foreslår han nu at afgifter til finansiering af støtte skal omfattes af reglerne om statsstøtte samt Kommissionens undersøgelse, og såfremt afgifterne er ulovligt pålagt, skal de tilbagebetales.

24 – Dom af 27.10.1993, sag C-72/92, Sml. I, s. 5509, hvori Domstolen konkluderede, efter at have gentaget forskellen mellem den skattelignende afgift og anvendelsen af provenuet (præmis 18), at det er opkrævningen af den skattelignende afgift, der skaber statsstøtten, alt afhængigt af hvordan provenuet fra støtten anvendes.

25 – Dom af 23.4. 2002, sag C-234/99, Sml. I, s. 3657. Domstolen benyttede termen »en afgift, der er en del af en støtteordning« (præmis 52, 56, 57 og 64), eller »afgift, der er bestemt til at finansiere en støtteordning« (præmis 60 og 65).

26 – I mit forslag til afgørelse af 30.4.2002 i sag C-126/01, GEMO, fastslog jeg med hensyn til gyldigheden af foranstaltninger til iværksættelse af ulovlig støtte, at det i princippet tilkom den nationale lovgiver præcis at afgøre, hvilke nationale foranstaltninger der var berørt af denne ugyldighed, og hvilke konsekvenser ugyldigheden skulle have, f.eks. for tilbagebetaling af afgifter, opkrævet på grundlag af de omtvistede foranstaltninger. I den sag var det væsentligste spørgsmål i sagen imidlertid begrænset til spørgsmålet, om den pågældende skat var en del af en ordning der kunne betegnes som støtte. Spørgsmålet om tilbagebetaling af skatten blev ikke forelagt, og opstod kun i forbindelse med antagelsen af den præjudicielle anmodning til realitetsbehandling. Den franske regering gjorde indsigelser mod antagelsen af den præjudicielle anmodning til realitetsbehandling, da selv hvis den indførte ordning kunne betragtes som statsstøtte, kunne den nationale ret højest pålægge tilbagebetaling af denne støtte, men ikke give ret til tilbagebetaling af afgiften, der var pålagt til finansiering af støtten. For at imødegå denne indsigelse, var det tilstrækkeligt at understrege, at den nationale domstol godt kunne træffe afgørelse om tilbagebetaling af skatten. Det var ikke nødvendigt at overveje hvorvidt, og under hvilke betingelser fællesskabslovgiver kan pålægge tilbagebetalingen af skatten. Den endelige konklusion bliver således, at når disse betingelser ikke er opfyldt, tilkommer det den nationale lovgiver at løse problemet.

27 – Jf. fodnote 12.

28 – Præmis 12 (min fremhævelse). I mit forslag til afgørelse i denne sag, var jeg af den opfattelse, at når en ulovlig støtteordning er finansieret ved afgifter pålagt virksomheder, kan de nationale domstole efter omstændighederne være forpligtet til at træffe afgørelse om tilbagebetaling af allerede udbetalt støtte, jf. punkt 27 i forslaget til afgørelsen.

29 – Se generaladvokat Warners forslag til afgørelse af 15.5.1979, sag 177/78, McCarren, dom af 26.6.1979, Sml. s. 2161.

30 – Dom af 20.9.2001, sag C-453/99, Sml. I, s. 6297.

31 – Præmis 25-27.

32 – Om artikel 90 EF, se dom af 21.5.1980, sag 73/79, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1533, præmis 9, og Nygård-dommen, nævnt i fodnote 26, præmis 50 ff.

33 – Jf. Nygård-dommen, nævnt i fodnote 26, særligt præmis 16 ff.

34 – FNCE-dommen, præmis 12.

35 – Nævnt i fodnote 2, præmis 17.

36 – TWD Textilwerke Deggendorf-dommen, præmis 24, jf. også dom af 30.1.1997, sag C-178/95, Wiljo, Sml. I, s. 585, præmis 19-21.

37 – Forslaget til afgørelse, punkt 26, jf. også mit forslag til afgørelse af 16.11.2000, sag C-239/99, Nachi Europe, dom af 15.2.2001, Sml. I, s. 1197, punkt 75-77.

38 – Rettens dom af 22.11.2001, sag T-9/98, Mitteldeutsche Erdöl-Raffinerie mod Kommissionen, Sml. II, s. 3367, præmis 47.

39 – Dom af 17.1.1985, sag C-11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 8-10.

40 – Domstolens dom af 28.1.1986, sag 169/84, Cofaz m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 391, præmis 30, og af 7.12.1993, sag C-6/92, Federmineraria m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6357, præmis 15; Rettens dom af 6.7.1995, forenende sager T-447/93 – T-449/93, AITEC m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1971, præmis 41, og af 5.11.1997, sag T-149/95, Ducros mod Kommissionen, Sml. II, s. 2031, præmis 32.

41 – Jf. bl.a. dom af 1.7.1965, forenede sager 106/63 og 107/63, Töpfer og Getreide-Import mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 67, org.ref.: Rec. s.  525, af 23.11.1971, sag 62/70, Bock mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 239, org.ref.: Rec. s. 897, dommen i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, nævnt i fodnote 39, præmis 19, af 21.11.1989, sag C-244/88, Usines coopératives de déshydratation du Vexin m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3811, præmis 11-14, og af 27.3.1990, sag C-229/88, Cargill m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1303, præmis 13-18.

42 – Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93, EFT L 83, s. 1.

43 – Jf. artikel 11, stk. 2, særligt om beføjelsen til at give påbud om tilbagebetaling, og artikel 14, stk. 1, der har følgende ordlyd: »I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren […]« (min fremhævelse).

Full & Egal Universal Law Academy