FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
F.G. JACOBS
fremsat den 10. april 2003(1)
Sag C-290/01
Receveur principal des Douanes françaises de Villepinte
mod
Derudder & Cie SA
»«
1. I denne sag har Frankrigs cour de cassation (afdelingen for handelssager samt finansielle og økonomiske sager) anmodet Domstolen om en fortolkning af EF-toldkodeksens artikel 70, stk. 1 (2) .
2. Spørgsmålet drejer sig i det væsentlige om, hvorvidt en toldklarerer (3) , når toldmyndighederne udtager prøver af importerede varer under klarererens tilstedeværelse, uden at denne på dette tidspunkt anfægter prøvernes repræsentativitet, og myndighederne på grundlag af deres analyse af prøverne kræver betaling af supplerende importtold, kan anfægte gyldigheden af et betalingspålæg med hensyn til den supplerende told under henvisning til, at prøverne ikke var repræsentative.
Relevante fællesskabsretlige bestemmelser
Toldmyndighedens kontrol af importerede varer
3. Selv om den forelæggende ret i sit spørgsmål henviser til toldkodeksen, fandt de faktiske omstændigheder i sagen sted før dennes ikrafttræden (4) . Det var i stedet Rådets direktiv 79/695/EØF (5) og Kommissionens direktiv 82/57/EØF (6) , der var gældende på dette tidspunkt.
4. Artikel 2 i direktiv 79/695 har følgende ordlyd:
»De [til Fællesskabet importerede varers] overgang til fri omsætning er betinget af, at der på de i dette direktiv angivne vilkår på et toldsted indgives en angivelse om overgang til fri omsætning, i det følgende benævnt »angivelse«.
Den fysiske eller juridiske person, som udfærdiger angivelsen, benævnes i det følgende »klarereren««.
5. For så vidt som det er relevant i sagen, er det i artikel 9 i direktiv 79/695 bestemt:
»1. Med forbehold af de øvrige kontrolmidler, der står til dens rådighed, kan toldmyndigheden foretage undersøgelse af alle eller en del af de angivne varer.
[...]
4. Klarereren har ret til at overvære undersøgelsen af varerne eller til at lade sig repræsentere ved denne. Når toldmyndigheden finder det hensigtsmæssigt, kan den forlange, at klarereren overværer undersøgelsen af varerne, eller at han lader sig repræsentere ved denne, for at han kan yde toldmyndigheden den bistand, der er nødvendig for at lette undersøgelsen.
5. Toldmyndigheden kan i forbindelse med undersøgelsen af varerne udtage prøver med henblik på analyse eller nærmere kontrol. Analyse- eller kontrolomkostningerne afholdes af administrationen.«
6. For så vidt som det er relevant i sagen, er det i artikel 10 i direktiv 79/695 bestemt:
»1. Resultatet af kontrollen af angivelsen og af de vedlagte dokumenter, eventuelt i forbindelse med en undersøgelse af varerne, anvendes som beregningsgrundlag for importafgifterne og ved anvendelsen af de øvrige foranstaltninger vedrørende varernes overgang til fri omsætning. [...]
2. Stk. 1 er ikke til hinder for, at der eventuelt efterfølgende udøves kontrol af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, i hvilken varernes overgang til fri omsætning har fundet sted, og udelukker ikke de følger, som dette kan få i medfør af de gældende bestemmelser, særlig hvad angår en ændring af det importafgiftsbeløb, der opkræves for varerne.«
7. Direktiv 82/57 gennemfører visse bestemmelser i direktiv 79/695, herunder artikel 9, stk. 1, 4 og 5 (7) . Artikel 11 i direktiv 82/57 har følgende ordlyd:
»Beslutter toldmyndigheden kun at undersøge en del af de angivne varer, meddeler den klarereren eller dennes repræsentant, hvilke varer den vil undersøge, uden at den pågældende kan modsætte sig toldmyndighedens valg.
Resultaterne af den delvise undersøgelse anvendes på alle de varer, der er anført i angivelsen. Klarereren kan dog anmode om en supplerende undersøgelse af varerne, såfremt han mener, at resultatet af den delvise undersøgelse ikke kan anvendes på resten af de angivne varer.«
8. Artikel 12 i direktiv 82/57 har følgende ordlyd:
»1. Beslutter toldmyndigheden at undersøge varerne, giver den klarereren eller dennes repræsentant meddelelse herom.
2. Klarereren eller den person, som han har udpeget til at bistå ved undersøgelsen af varerne, yder toldmyndigheden den fornødne bistand, således at dens arbejde lettes. [...]«
9. Artikel 13, stk. 1 og 2, i direktiv 82/57 har følgende ordlyd:
»1. Beslutter toldmyndigheden at udtage prøver, giver den klarereren eller dennes repræsentant meddelelse herom.
Såfremt toldmyndigheden finder det hensigtsmæssigt, kan den kræve, at klarereren bistår ved prøveudtagelsen eller lader sig repræsentere ved denne på en sådan måde, at toldmyndigheden ydes den nødvendige bistand herved.
2. Toldmyndigheden udtager selv prøverne. Den kan dog anmode om, at klarereren eller en af denne udpeget person udtager prøverne under toldmyndighedens tilsyn.
Prøverne udtages efter de metoder, der er foreskrevet herfor i gældende bestemmelser.
10. Artikel 14, stk. 1, i direktiv 82/57 har følgende ordlyd:
»Klarereren eller den person, han udpeger til at bistå ved prøveudtagelsen, skal yde toldmyndigheden enhver bistand, der er nødvendig for at lette udtagelsen.«
11. Artikel 15, stk. 1, i direktiv 82/57 har følgende ordlyd:
»Når toldmyndigheden har udtaget prøver med henblik på analyse eller indgående undersøgelse, frigiver den de pågældende varer uden at afvente resultaterne af analysen eller den indgående undersøgelse, såfremt der ikke er andre omstændigheder til hinder for frigivelsen.«
12. Selv om toldkodeksen ikke fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der har givet anledning til tvisten i hovedsagen, er det hensigtsmæssigt at gengive de analoge bestemmelser heri, eftersom flere af de implicerede i sagen, der har indgivet indlæg, henviser til dem.
13. I toldkodeksens artikel 4 er følgende definitioner fastsat:
»I denne kodeks forstås ved [...]
16) toldprocedure:
a) overgang til fri omsætning
[...]
17) toldangivelse: den handling, ved hvilken en person i behørig form og efter de foreskrevne regler tilkendegiver at ville angive en vare til en bestemt toldprocedure
18) klarerer: den person, der foretager toldangivelse i eget navn, eller den, i hvis navn toldangivelse foretages.«
14. Toldkodeksens artikel 68, litra b), har følgende ordlyd:
»Toldmyndighederne kan til verificering af de angivelser, som de har antaget, foretage [...] en undersøgelse af varerne, eventuelt ledsaget af en prøveudtagning med henblik på analyse eller dybtgående kontrol.«
15. Toldkodeksens artikel 69, stk. 2, har følgende ordlyd:
»Klarereren har ret til at overvære undersøgelsen af varerne og i givet fald prøveudtagningerne. Finder toldmyndighederne det hensigtsmæssigt, kan de forlange, at klarereren overværer undersøgelsen af varerne eller prøveudtagningen, eller at han sender en repræsentant, for at der kan ydes toldmyndighederne den assistance, der er nødvendig for at lette undersøgelsen eller prøveudtagningen.«
16. Toldkodeksens artikel 70, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Vedrører undersøgelsen kun en del af de varer, der er omfattet af en og samme angivelse, anses resultatet af undersøgelsen for at gælde for alle de varer, der er omfattet af angivelsen.
Klarereren kan dog anmode om en yderligere undersøgelse af varerne, når han skønner, at resultatet af undersøgelsen af en del af varerne ikke gælder for resten af de angivne varer.«
17. Toldkodeksens artikel 243, stk. 1, første afsnit, har følgende ordlyd:
»Enhver person kan indgive klage mod afgørelser, der træffes af toldmyndighederne om anvendelse af toldforskrifterne, og som berører den pågældende umiddelbart og individuelt.«
18. Forordning (EØF) nr. 2454/93 (8) gennemfører forordning nr. 2913/92 om indførelse af toldkodeksen.
19. Artikel 240 i forordning nr. 2454/93 har følgende ordlyd:
»1. Beslutter toldmyndighederne at undersøge varerne, giver de klarereren eller dennes repræsentant meddelelse herom.
2. Beslutter de kun at undersøge en del af de angivne varer, meddeler de klarereren eller dennes repræsentant, hvilke varer de vil undersøge, uden at den pågældende kan modsætte sig deres valg.«
20. Forordningens artikel 242 har følgende ordlyd:
»1. Beslutter toldmyndighederne at udtage prøver, giver de klarereren eller dennes repræsentant meddelelse herom.
2. [...]
Prøverne udtages efter de metoder, der er foreskrevet herfor i gældende bestemmelser.«
21. Forordningens artikel 243, stk. 1, har følgende ordlyd:
»Klarereren eller den person, han udpeger til at bistå ved prøveudtagelsen, skal yde toldmyndighederne enhver bistand, der er nødvendig for at lette udtagelsen.«
Importtold på ris
22. På det relevante tidspunkt var Fællesskabets importtold på ris reguleret i forordning (EØF) nr. 1418/76 (9) . Det er ubestridt, at told på brudris er lavere end på hele riskorn (10) .
23. »Brudris« er i punkt 3 i bilag A til forordning nr. 1418/76 defineret som »knuste korn, hvis længde er tre fjerdedele og derunder af hele korns gennemsnitslængde«. Målinger af kornene skal gennemføres på grundlag af »en gennemsnitsprøve af rismængden« (11) .
24. I dommen i sagen Van Sillevoldt m.fl. (12) fastslog Domstolen, at der ved fastsættelsen af hele korns gennemsnitslængde i henhold til punkt 3 i bilag A skulle tages hensyn til gennemsnitslængden af de hele korn, der var indeholdt i en af det indførte parti ris udtagen prøve, under udelukkelse af ikke fuldt udvoksede korn.
25. I henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2729/75 (13) anvendes for blandinger, der består af ris af en eller flere forskellige grupper eller på et eller flere forarbejdningstrin og brudris, den importafgift, der gælder for den vægtmæssigt overvejende bestanddel, såfremt denne udgør 90% og derover af blandingens vægt. Såfremt ingen af bestanddelene udgør 90% af blandingens vægt, anvendes den højeste afgift.
De faktiske omstændigheder og det præjudicielle spørgsmål
26. I 1989 importerede firmaet Tang Frères (herefter »Tang«) et parti »Thai flagrant broken rice«. Risen blev importeret i adskillige containere, der hver indeholdt omkring 800 sække a 25-30 kg. Derudder & Cie SA (herefter »Derudder«) stod for toldformaliteterne på Tangs vegne. I angivelsen til overgang til fri omsætning beskrev Derudder varerne som »brudris«.
27. På tidspunktet for importen udtog toldmyndighederne seks prøver af risen under overværelse af en repræsentant for Derudder (14) . Den forelæggende ret lægger til grund (selv om det ikke er åbenbart uomtvistet af parterne), at Derudder på dette tidspunkt ikke anfægtede repræsentativiteten af de prøver, der blev taget. Da Derudder havde tilkendegivet, at man ønskede at bringe risen på markedet, frigav toldmyndighederne den til fri omsætning umiddelbart efter, at prøverne var blevet udtaget.
28. Efter analysen af prøverne konkluderede toldmyndighederne, at den pågældende blanding ikke indeholdt mindst 90% brudris, hvorfor den skulle pålægges afgift for helkornede ris. Receveur principal des douanes françaises de Villepinte (toldkontoret i Villepinte, herefter »receveur«) meddelte den 25. maj 1992 Derruder et betalingspålæg vedrørende den supplerende importtold. Derruder anlagde sag ved tribunal d’instance de Bobigny med påstand om annullation af betalingspålægget, bl.a. under henvisning til, at den af toldmyndighederne anvendte fremgangsmåde ved analysen af prøverne var fejlagtig, og at prøverne ikke var repræsentative.
29. I april 1993 fastslog tribunal d’instance, at det var nødvendigt at tage hensyn til gennemsnitslængden af hele riskorn i en prøve af det importerede parti ris uden at medregne korn, der ikke var fuldt udvoksede, for at kunne bestemme gennemsnitslængden af hele riskorn i henhold til punkt 3 i bilag A til forordning nr. 1418/76. Før tribunal d’instance tog Derudders påstand til følge, besluttede denne ret at indhente en syns- og skønserklæring med henblik på i) en analyse af en af de udtagne prøver, for på grundlag af denne metode at bestemme gennemsnitslængden af de hele riskorn, og ii) at afgøre, om brudris udgjorde 90% af varerne.
30. Syns- og skønsmanden fremlagde sin erklæring i oktober 1994. Han konkluderede, at andelen af brudris i de seks prøver, han havde modtaget, var mellem 59,3% og 77% og dermed, som toldvæsenets analyse havde vist, betydeligt under 90%. Imidlertid udtrykte han forbehold med hensyn til såvel analysemetoden som prøvernes repræsentativitet. Med hensyn til analysemetoden anførte han særligt, at det er teknisk umuligt at se bort fra ikke udvoksede korn, eftersom der ikke findes nogen måde, hvorpå sådanne korn kan skelnes fra fuldt udvoksede korn. Med hensyn til prøvens repræsentativitet konkluderede syns- og skønsmanden, at der ikke forelå noget bevis for, at de prøver, som toldvæsenet havde udtaget, var repræsentative for alle varerne. Han anførte særligt, at der ikke havde været nogen plan for statistisk prøveudtagning: For hver container var der kun blevet taget en prøve af en ud af ca. 800 sække i containeren, og den sæk havde befundet sig allerforrest i containeren. Analyseresultatet gjaldt efter syns- og skønsmandens opfattelse som følge heraf alene for selve prøven og kunne ikke ekstrapoleres til at fastslå den reelle andel af brudris i hele containeren.
31. Ved domsforhandlingen i marts 1996 gjorde Derudder gældende, at toldmyndigheden ikke havde godtgjort, at det var den højeste toldsats, der skulle betales; at de udtagne prøver ikke var repræsentative, hvorfor det ikke kunne afgøres, om brudris udgjorde 90% af den samlede mængde, og toldsatsen for hele riskorn følgelig ikke kunne anvendes; at det ifølge syns- og skønsmanden var teknisk umuligt at foretage den sondring mellem udvoksede og ikke udvoksede korn, som Domstolen havde foreslået, og at de analyser, som toldmyndigheden havde udført, derfor ikke kunne anvendes som bevismiddel, hvorfor myndighederne ikke kunne lægge til grund, at den relevante toldsats var satsen for hele riskorn.
32. Receveur anmodede tribunal d’instance om at erklære syns- og skønserklæringen for delvist ugyldig på grund af, at syns- og skønsmanden havde overskredet sin kompetence ved at udtale sig om spørgsmål, der ikke henhørte under hans sagkundskab, nemlig gyldigheden af de af Domstolen foreslåede prøvemetoder og repræsentativiteten af de prøver, som var blevet udtaget under overværelse af Derudder.
33. I maj 1996 annullerede tribunal d’instance det anfægtede betalingspålæg under henvisning til, at klarererens tilstedeværelse under prøveudtagningen hverken medførte, at prøverne var repræsentative, eller afskar klarereren fra efterfølgende at gøre indsigelse mod deres repræsentativitet, og at syns- og skønsmanden ikke havde fundet, at prøverne var repræsentative.
34. Receveur ankede uden at få medhold denne beslutning til cour d’appel de Paris under påberåbelse af de samme anbringender, som myndigheden havde gjort gældende for tribunal d’instance.
35. Cour de cassation, for hvilken receveur har iværksat en kassationsanke, har udsat sagen og forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt EF-toldkodeksens artikel 70, stk. 1, skal fortolkes således, at en klarerer, der har overværet toldmyndighedernes udtagning af en prøve af importerede varer, men ikke på dette tidspunkt anfægtede prøvens repræsentativitet, efterfølgende kan kræve betalingspåkravet med hensyn til supplerende told annulleret under anbringende af, at prøverne ikke var repræsentative.
36. Tang, der er indtrådt i Derudders rettigheder, den franske og den italienske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Den franske regering og Kommissionen var repræsenteret under retsmødet.
Analyse
37. Alle de, der har indgivet indlæg, er af den opfattelse, at en klarerer, der har overværet en prøveudtagning uden på daværende tidspunkt at gøre indsigelse, ikke er afskåret fra efterfølgende at anfægte prøvernes repræsentativitet.
38. Tang, der har begrænset sin analyse til toldkodeksen, er tilsyneladende af den opfattelse, at klarereren bevarer denne ret, selv efter at de pågældende varer er blevet frigivet til fri omsætning og forbrugt. Den franske regering og Kommissionen er derimod af den opfattelse, at klarereren kun har ret til at anfægte de udtagne prøvers repræsentativitet, så længe de er til rådighed for yderligere prøveudtagning, mens den italienske regering har gjort gældende, at retten falder bort ved klarererens accept af toldansættelsen.
39. Procesdeltagerne er navnlig af forskellige opfattelser med hensyn til anvendelsesområdet for artikel 11 i direktiv 82/57, hvorefter klarereren kan anmode om en supplerende undersøgelse af delvist undersøgte varer, såfremt han mener, at resultaterne af den delvise undersøgelse ikke kan anvendes på resten af varerne, hvoraf følger (er det blevet anført), at resultaterne af en sådan undersøgelse gælder, medmindre klarereren anmoder om en supplerende undersøgelse. Tang har gjort gældende, at toldkodeksens artikel 70, stk. 1 – som i det væsentlige er en gentagelse af artikel 11 i direktiv 82/57 – kun finder anvendelse på delvis undersøgelse af varer og ikke prøveudtagning. Heroverfor har den franske regering og Kommissionen udtrykkeligt gjort gældende, og den italienske regering lader til at have forudsat, at delvis undersøgelse omfatter prøveudtagning.
40. Selv om reglerne ikke er entydige, er det min opfattelse, at Tangs synspunkt (som er fremsat i relation til toldkodeksen) stemmer bedst overens med opbygningen af direktiv 82/57. Artikel 11 indgår i direktivets afsnit II med titlen »Undersøgelse af angivelsen om varers overgang til fri omsætning«. Afsnit II er inddelt i fire underafsnit med overskrifterne »A. Undersøgelse af dokumenterne«, »B. Undersøgelse af varerne«, »C. Udtagelse af prøver« og »D. Toldmyndighedens påtegning«. Afsnit B omfatter artikel 11 og 12; afsnit C omfatter artikel 13-17. Denne opbygning taler for, at det har været hensigten, at undersøgelse af varer på den ene side og prøveudtagning på den anden side skulle reguleres af forskellige bestemmelser. Efter denne fortolkning omfatter delvis undersøgelse ikke prøveudtagning af f.eks. sådanne varer som de i hovedsagen omhandlede, for hvilke importtolden kan variere afhængigt af varernes præcise sammensætning. Udtrykket dækker snarere undersøgelse af en del af et parti af identiske varer med henblik på at fastsætte den korrekte toldtarifering af varerne, herunder at kontrollere, at varerne er angivet korrekt. Ordlyden af artikel 11, der henviser til »varer, [toldmyndigheden] vil undersøge«, taler stærkt til fordel for denne fortolkning.
41. Reglerne er imidlertid ikke utvetydige. Det skal erindres, at direktiv 82/57 er en gennemførelsesretsakt; det gennemfører forskellige bestemmelser i direktiv 79/695, herunder artikel 9, stk. 1, 4 og 5, og artikel 10, stk. 1. Det fremgår klart af artikel 9, stk. 5, i direktiv 79/695, at prøveudtagning er er særlig form for undersøgelse af varer. Dette bekræftes af samme direktivs artikel 10, stk. 1, der ikke specifikt nævner prøver, men tydeligvis forudsætter, at »undersøgelse af varer« omfatter enhver form for prøveudtagning.
42. Toldkodeksen, der afløste direktiv 82/57 og 79/695, er heller ikke utvetydig og kan udlægges i begge retninger. På den ene side kan det argumenteres, at eftersom toldkodeksens artikel 70 i modsætning til artikel 68 og 69 alene nævner undersøgelse, nærmere betegnet delvis undersøgelse, og ikke såvel undersøgelse som prøveudtagning, finder artikel 70 ikke anvendelse på prøveudtagning. På den anden side kan det ud fra opbygningen og ordlyden af artikel 68, litra b), og 69, stk. 2, argumenteres, at henvisningen i artikel 70, stk. 1, til undersøgelse af en del af de varer, som er omfattet af en angivelse, indbefatter undersøgelse af prøver af disse varer.
43. Ordlyden af de omtvistede retsregler giver således ikke et endeligt svar på spørgsmålet om, hvorvidt artikel 11 i direktiv 82/57 finder anvendelse på prøveudtagning. Under alle omstændigheder løser denne bestemmelse efter min opfattelse ikke det spørgsmål, som Cour de cassation har forelagt, eftersom den blot giver klarereren ret til at anmode om en supplerende undersøgelse uden at præcisere, hvor længe denne mulighed står åben. Svaret på det præjudicielle spørgsmål fremgår snarere af reglernes opbygning og formål.
44. Det fremgår tydeligt af præamblen til direktiv 79/695 – der som nævnt ovenfor gennemføres af direktiv 82/57 – at det var tilsigtet at »[fastsætte] fælles regler for fremgangsmåden ved varers overgang til fri omsætning«, og at disse fælles regler »skal gøre det muligt at sikre den rette anvendelse af såvel told, afgifter med tilsvarende virkning, landbrugsimportafgifter og andre afgifter i henhold til den fælles landbrugspolitik som eventuelle andre fællesskabsbestemmelser vedrørende varernes overgang til fri omsætning; [...] de bør [...] være tilstrækkelig smidige til at kunne tilpasses forskellige forhold« (15) .
45. Direktiv 82/57 skulle »sikre en ensartet anvendelse af disse fælles regler« (16) og ﾻ[fastlægge] praktiske og ensartede regler for den pågældende […] undersøgelse af varerne og udtagelse af prøver«
46. Det vil klart tjene disse formål, hvis en klarerer har ret til at anfægte en prøve af importerede varer med den begrundelse, at den ikke er repræsentativ og derfor medfører, at varerne ikke bliver pålagt den korrekte told. Udtagning af en supplerende prøve vil i et sådant tilfælde bidrage til en korrekt toldansættelse. På den baggrund ser jeg ingen grund til at forbyde en sådan indsigelse, alene fordi klarereren overværede prøveudtagningen (17) .
47. Herudover er retten til at rejse indsigelse mod myndighedsafgørelser en almindelig grundsætning, der skal fortolkes bredt, og som på toldområdet aktuelt er stadfæstet i toldkodeksens artikel 243, stk. 1 (18) . Den ligger til grund for såvel artikel 11 som andre bestemmelser.
48. Det skal imidlertid tages i betragtning, at det i henhold til artikel 15 i direktiv 82/57 er hovedreglen, at toldmyndigheden, når den har udtaget prøver med henblik på analyse eller indgående undersøgelse, frigiver de pågældende varer uden at afvente resultaterne af analysen eller den indgående undersøgelse. Når de pågældende varer er blevet frigivet til fri omsætning og ikke længere er til toldmyndighedens rådighed, er situationen helt klart en anden end den umiddelbart ovenfor omtalte. Hvis en klarerer i et sådant tilfælde kunne anfægte repræsentativiteten af udtagne prøver, ville der ikke være mulighed for at udtage supplerende prøver, og klarereren kunne undgå at betale den supplerende told, som toldmyndigheden havde opkrævet på grundlag af de oprindelige prøver. Dette ville som anført af den franske regering og Kommissionen være til hinder for en korrekt toldansættelse og derfor være i modstrid med retsreglernes formål.
49. Af denne grund vil det normalt være i klarererens interesse at sikre, at de oprindelige prøver er repræsentative, således at varerne kan frigives til fri omsætning. Hvis toldmyndigheden beslutter at udtage prøver, skal den give meddelelse herom til klarereren (19) , som skal yde toldmyndigheden enhver bistand, der er nødvendig for at lette udtagelsen (20) . Klarereren har således mulighed for at sikre, at de oprindelige prøver er repræsentative for hele varepartiet.
50. Efter min opfattelse bortfalder klarererens ret til at anfægte repræsentativiteten af prøver af et parti importerede varer følgelig, så snart disse varer ikke længere er til rådighed for yderligere prøvetagninger.
51. Tang har imødegået denne fortolkning under henvisning til, at klarereren rent logisk ikke kan anmode om en supplerende undersøgelse, før resultaterne af undersøgelsen af prøverne er kendt, og at varerne på dette tidspunkt vil være blevet frigivet til fri omsætning og muligvis ikke længere vil være til rådighed.
52. Denne indvending udelukker efter min mening ikke den fortolkning, jeg har foreslået. Når der udtages prøver, er der to begrundelser, der kan give anledning til indsigelser mod resultaterne (begge disse gøres gældende i hovedsagen, men det er kun den ene, der nævnes i det præjudicielle spørgsmål).
53. For det første kan klarereren være utilfreds med den analysemetode, der er anvendt. Det er klart, at han ikke vil være i stand til at tage stilling til denne metode, før analysen er gennemført, og resultaterne kendt. I så fald vil det dog normalt stadig være muligt at udføre en supplerende undersøgelse, selv efter at det pågældende vareparti er blevet frigivet til fri omsætning: Artikel 17 i direktiv 82/57 (21) foreskriver, at toldmyndigheden i) opbevarer prøverne (medmindre de er blevet ødelagt ved analysen), indtil klarereren ikke mere har nogen mulighed for at anfægte toldmyndighedens afgørelse på grundlag af resultaterne af analysen, og ii) derefter tilbageleverer dem til klarereren. Det skulle således principielt være muligt at gentage analysen.
54. For det andet kan klarereren være utilfreds med prøvernes repræsentativitet. I så fald ville det, som anført ovenfor, være i modstrid med retsreglernes overordnede formål, hvis han bevarede retten til at anfægte repræsentativiteten, efter at varerne ikke længere var til rådighed for supplerende prøver.
55. Når først de pågældende varer er blevet frigivet til fri omsætning, er de ikke nødvendigvis – eller normalt ikke – til rådighed. I henhold til artikel 13, stk. 3, i direktiv 79/695 kan varerne, »[s]å længe frigivelse ikke har fundet sted, [...] ikke flyttes fra det sted, hvor de befinder sig, eller behandles på nogen måde uden toldmyndighedens tilladelse« (22) . Dermed kan der indtil dette tidspunkt tages supplerende prøver med sikkerhed for, at de varer, der er til rådighed, er de oprindeligt importerede varer, som der oprindeligt blev udtaget prøver af.
56. Men når varerne er blevet frigivet til fri omsætning, ophører de normalt med at være under toldmyndighedernes kontrol. Klarereren kan gøre gældende, at det samlede parti af importerede varer er intakt, men han skal være i stand til at bevise det, hvis han vil anfægte repræsentativiteten af tidligere udtagne prøver. Hvis han entydigt kan dokumentere, at det samlede parti af varer, der er frigivet til fri omsætning, faktisk er forblevet intakt og i alt væsentligt uforandret uagtet den efterfølgende håndtering, transport og opbevaring af varerne, kan jeg ikke se nogen grund til at forhindre ham i at anfægte repræsentativiteten af de udtagne prøver. Det bemærkes, at der i henhold til artikel 10, stk. 2, i direktiv 79/695 »eventuelt efterfølgende udøves kontrol af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, i hvilken varernes overgang til fri omsætning har fundet sted« (23) .
57. Hvis klarereren imidlertid ikke kan bevise identiteten af varerne og deres stand, eller så meget desto mere hvis forgængelige varer, som den ris, der er genstand for den aktuelle tvist, i mellemtiden er blevet frigivet til fri omsætning og forbrugt, vil det helt klart ikke længere være muligt at udtage supplerende prøver, og klarererens ret til at anfægte de oprindelige prøver under henvisning til, at de ikke er repræsentative, må være bortfaldet.
58. På denne baggrund er det min konklusion, at en klarerer, når en toldmyndighed udtager prøver af importerede varer under klarererens tilstedeværelse, uden at denne på dette tidspunkt anfægter prøvernes repræsentativitet, hverken i medfør af direktiv 79/695 og 82/57 om harmonisering af fremgangsmåderne ved varers overgang til fri omsætning eller forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks er afskåret fra efterfølgende at anfægte prøvens repræsentativitet, forudsat at hele varepartiet fortsat er til rådighed for en supplerende prøveudtagning, og det kan udelukkes, at varernes stand i mellemtiden er forandret.
59. Jeg skal endelig komme ind på Kommissionens bemærkninger om den manglende gennemførelse af artikel 11 i direktiv 82/57. Kommissionen har gjort gældende, at da direktiver ikke kan have direkte horisontal virkning, kan toldmyndigheden ikke direkte påberåbe sig denne bestemmelse over for klarereren, hvis den ikke er blevet gennemført i national lovgivning. Toldmyndigheden har i hovedsagen tilsyneladende ikke påberåbt sig nogen nationale retsregler, hvilket tyder på, at direktivet ikke er blevet gennemført. Den forelæggende ret nævner heller ikke nogen nationale retsregler i forelæggelsesdommen. National lovgivning, hvorefter en klarerer ikke længere kan anfægte repræsentativiteten af prøver udtaget under de nævnte omstændigheder, når det ikke længere er muligt at udtage prøver af og undersøge de importerede varer, ville imidlertid efter Kommissionens opfattelse være i overensstemmelse med ordlyden af og formålet med artikel 11 i direktiv 82/57.
60. Over for dette anbringende har Den Franske Republik under retsmødet henvist til den franske toldlovs artikel 101, der åbenbart stammer fra 1948, og som Frankrig har hævdet gør det overflødigt at gennemføre artikel 11. Artikel 101 har følgende ordlyd:
»1. Efter at den detaljerede angivelse er indgivet, kan toldmyndigheden, hvis den finder det hensigtsmæssigt, foretage kontrol af alle eller en del af de angivne varer.
2. I tilfælde af tvistigheder har klarereren ret til at forkaste resultatet af en delvis kontrol og begære en fuldstændig kontrol af de omtvistede oplysninger i angivelsen.«
61. Det er ikke indlysende, at denne bestemmelse med rette kan anses for at være en adækvat gennemførelse af artikel 11. Dette forekommer mig imidlertid at være af mindre betydning, eftersom det er min opfattelse, at artikel 11 ikke er relevant, og jeg har konkluderet, at svaret på det præjudicielle spørgsmål under alle omstændigheder snarere følger af fællesskabsreglernes opbygning og formål end af deres ordlyd. Ikke desto mindre er Kommissionens generelle betragtning rigtig: National lovgivning, der giver en klarerer ret til at anfægte prøvers repræsentativitet, ville være i overensstemmelse med opbygningen af og formålet med fællesskabsreglerne, forudsat at det i tilfælde af, at varerne i mellemtiden er blevet frigivet til fri omsætning, kan bevises, at det samlede parti fortsat er intakt.
Forslag til afgørelse
62. På ovenstående baggrund er det min opfattelse, at det af Cour de cassation forelagte spørgsmål bør besvares således:
»Når en toldmyndighed udtager prøver af importerede varer under klarererens tilstedeværelse, uden at denne på dette tidspunkt anfægter prøvernes repræsentativitet, er klarereren hverken i medfør af Rådets direktiv 79/695/EØF af 24. juli 1979 om harmonisering af fremgangsmåderne ved varers overgang til fri omsætning og Kommissionens direktiv 82/57/EØF af 17. december 1981 om fastsættelse af visse gennemførelsesbestemmelser til direktiv 79/695 eller Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks afskåret fra efterfølgende at anfægte prøvens repræsentativitet, forudsat at hele varepartiet fortsat er til rådighed for en supplerende prøveudtagning, og det kan udelukkes, at varernes stand i mellemtiden er forandret.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«.
3 – Den, der foretager toldangivelsen; se punkt 4 vedrørende den tidligere terminologi.
4 – I henhold til artikel 253 i forordning nr. 2913/92 anvendes forordningen fra den 1.1.1994.
5 – Direktiv af 24.7.1979 om harmonisering af fremgangsmåderne ved varers overgang til fri omsætning, EFT L 205, s. 19.
6 – Direktiv af 17.12.1981 om fastsættelse af visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 79/695/EØF om harmonisering af fremgangsmåderne ved varers overgang til fri omsætning, EFT 1982 L 28, s. 38.
7 – Jf. artikel 26, stk. 1, i direktiv 79/695 og anden henvisning i præamblen til direktiv 82/57.
8 – Kommissionens forordning af 2.7.1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, EFT 253, s. 1.
9 – Rådets forordning af 21.6.1976 om den fælles markedsordning for ris, EFT L 166, s. 1.
10 – For en sammenfatning af afgiftsstrukturen se Domstolens dom af 6.6.1990, sag C-159/88, Van Sillevoldt m.fl., Sml. I, s. 2215, præmis 4.
11 – Ibid. punkt 2, litra c), nr. i).
12 – Jf. henvisning i fodnote 10.
13 – Rådets forordning af 29.10.1975 om de importafgifter, der skal anvendes for blandinger af korn, ris og brudris, EFT L 281, s. 18. Med virkning fra den 1.7.1995 blev termen »afgift« i forordning nr. 2729/75 afløst af »told« i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 3290/94 af 22.12.1994 om de tilpasninger og overgangsforanstaltninger, der er nødvendige i landbrugssektoren for gennemførelsen af de aftaler, som er indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi, EFT L 349, s. 105.
14 – Henvisninger til Derudder i nærværende forslag til afgørelse omfatter tillige selskabets repræsentant, medmindre andet klart fremgår af sammenhængen.
15 – 9. og 10. betragtning.
16 – Afsluttende betragtning i præamblen til direktiv 79/695.
17 – Fjerde betragtning i præamblen til direktiv 82/57.
18 – Jf. punkt 17.
19 – Jf. artikel 13, stk. 1, i direktiv 82/57, som er gengivet i punkt 9, og artikel 242, stk. 1, i forordning nr. 2454/93, som er gengivet i punkt 20.
20 – Jf. artikel 14, stk. 1, i direktiv 82/57, som er gengivet i punkt 10, og artikel 243, stk. 1, i forordning nr. 2454/93, som er gengivet i punkt 21.
21 – Jf. artikel 246, stk. 1, i forordning nr. 2454/93.
22 – Jf. toldkodeksens artikel 37.
23 – Jf. toldkodeksens artikel 78.
Full & Egal Universal Law Academy