EUR-Lex -  62001CC0358 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
SIEGBERT ALBER
fremsat den 22. maj 2003(1)

Sag C-358/01

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Kongeriget Spanien

»Traktatbrud – artikel 28 EF – forbud mod at markedsføre produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i de øvrige medlemsstater, under betegnelsen »limpiador con lejía« (rengøringsmidler med klorvand), når deres indhold af aktivt klor er mindre end 35 g/l«

I – Indledning

1.        Den foreliggende traktatbrudssag vedrører den frie omsætning af rengøringsmidler med klorvand. Kongeriget Spanien forbyder markedsføringen af produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater, under betegnelsen »limpiador con lejía« (rengøringsmidler med klorvand) eller lignende (herefter under ét betegnet som »rengøringsmidler med klorvand«), når disse ikke som fastsat i Spanien har en koncentration på mindst 35 gram aktivt klor pr. liter. Spanien anser dette minimumsindhold for nødvendigt for at garantere en desinficerende virkning.

II – Retsforskrifter

A – Fællesskabsbestemmelser

2.        Artikel 28 EF forbyder kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne. Artikel 30 EF bestemmer, at undtagelser fra artikel 28 blandt andet kan være begrundet i hensynet til beskyttelsen af menneskers liv og sundhed. Disse forbud eller restriktioner må dog hverken udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

3.        Ved Europa-Parlamentet og Rådets beslutning nr. 3052/95/EF af 13. december 1995 (2) (herefter »beslutning nr. 3052/95«) blev der indført en ordning for gensidig information om nationale foranstaltninger, der fraviger princippet om frie varebevægelser inden for Fællesskabet. Artikel 1 i beslutning nr. 3052/95 lyder: »Træffer en medlemsstat foranstaltning til at hindre fri omsætning eller markedsføring af en bestemt produktmodel eller -type, der lovligt er fremstillet eller markedsført i en anden medlemsstat, underretter den Kommissionen herom, når foranstaltningen direkte eller indirekte bevirker:

– et generelt forbud

– et afslag på markedsføringstilladelse

– [...]«

4.        I den foreliggende sag finder også Rådets direktiv 88/379/EØF af 7. juni 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (3) (herefter »direktiv 88/379«) anvendelse. Artikel 1, stk. 2, fastsætter, at direktivet gælder præparater, som markedsføres i medlemslandene, og som indeholder mindst ét farligt stof i henhold til artikel 2. Til farlige stoffer i henhold til artikel 2 må ubestrideligt også klor henregnes (4) . Artikel 7 i direktivet fastsætter de angivelser med letlæselig skrift, der ikke kan udviskes, som emballagen skal være forsynet med. Hertil hører blandt andet den kemiske betegnelse på det stof eller de stoffer, som præparatet indeholder.

5.        Kommissionens henstilling af 13. september 1989 om mærkning af vaske- og rengøringsmidler (5) (herefter »henstilling«) fastsætter i artikel 2, at der på vaske- og rengøringsmidlers emballage skal anføres visse bestanddele, hvis disse forekommer i en koncentration på over 0,2%. Disse bestanddele omfatter blandt andet blegemidler med klor.

6.        Artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (6) (herefter »direktiv 84/450«) definerer vildledende reklame som »enhver reklame, som på nogen måde, herunder dens udformning, skaber eller er egnet til at skabe et urigtigt indtryk hos de personer, den er rettet til eller når ud til, og som på grund af sin vildledende karakter kan antages at påvirke deres økonomiske adfærd, eller som af disse grunde skader eller er egnet til at skade en konkurrent«. Artikel 3 bestemmer:

»Ved afgørelsen af, hvorvidt en reklame er vildledende, skal der tages hensyn til alle dens bestanddele, og især til oplysninger vedrørende:

a) egenskaberne ved varerne eller tjenesteydelserne, såsom det omfang, i hvilket de står til rådighed, deres beskaffenhed, udførelse og sammensætning, måden og tidspunktet for fremstilling eller ydelse, deres hensigtsmæssighed, anvendelsesmuligheder, mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige oprindelse eller de resultater, som kan forventes opnået ved brugen, eller resultaterne af og de vigtigste karakteristika ved afprøvning eller kontrol af varerne eller tjenesteydelserne;

b) [...]«

B – Spansk lovgivning

7.        I den foreliggende sag finder kongeligt dekret nr. 349/1993 (7) (herefter »dekretet«) anvendelse. Dekretets artikel 2, stk. 2, definerer »lejía« (klorvand) som en opløsning af alkalisk hypoklorid med et indhold af aktivt klor, der ikke må være mindre end 35 g/l eller større end 100 g/l. Dekretets artikel 5 fastsætter, hvilke betingelser klorvand skal opfylde for at kunne være forsynet med påskriften »egnet til desinficering af drikkevand«. Betingelsen er, at klorindholdet er på mellem 35 g/l og 60 g/l.

Dekretets artikel 17 fastsætter bestemmelser for samhandelen med produkterne inden for Fællesskabet. Artiklen bestemmer, at kravene vedrørende sammensætningen ikke finder anvendelse for de produkter, der hidrører fra handel inden for Fællesskabet, og som er lovligt fremstillet og markedsført i oprindelsesmedlemsstaten. Så længe de ikke udgør en fare for menneskers sundhed, kan disse produkter markedsføres i Spanien med den betegnelse, de er forsynet med i oprindelseslandet, inklusive en beskrivelse der gør det muligt for køberen af produktet at fastslå dets faktiske beskaffenhed.

Den første ændring af dekret nr. 349/1993 indeholder bestemmelser for det tilfælde, at »klorvand« er en bestanddel af et produkt. Betegnelsen »klorvand« eller »med klorvand« må kun stå på et sådant produkts etikette, hvis koncentrationen af aktivt klor svarer til den, der er fastsat ved lov, og hvis det er angivet, at produktet ikke er egnet til desinficering af drikkevand. Den kongelige anordning fastsætter i artikel 2, at koncentrationen af aktivt klor skal være på mindst 35 g/l.

8.        I et notat af 7. april 1998 har Instituto nacional del consumo (det nationale forbrugerinstitut) (Spanien) udtalt, at såfremt den ansvarlige for markedsføringen af et produkt ønsker at påberåbe sig bestemmelsen om gensidig anerkendelse (artikel 17 i dekret nr. 349/1993), skal denne stille forvaltningen følgende elementer til rådighed:

– en etiket, der klart angiver den faktiske koncentration af aktivt klor

– tilstrækkelige beviser for, at de pågældende produkter har den samme desinficeringsevne som traditionelle (dvs. spanske) klorvandsprodukter

– et certifikat, der beviser, at disse produkter markedsføres i oprindelseslandet.

III – Faktiske omstændigheder og den administrative procedure

9.        Selskaberne »Procter & Gamble España SA« og »Colgate-Palmolive España SA.« markedsførte i Spanien rengøringsmidler, på hvis etiket betegnelsen »klorvand« blev anvendt, skønt produkterne indeholdt mindre end 35 gram klorvand pr. liter. Efter at Consejería de Economia y Empleo de la Communidad de Madrid (den selvstyrende region Madrids råd for økonomi og beskæftigelse, herefter »den selvstyrende region Madrid«) (Spanien) havde fået kendskab til dette forhold, indledte den en bødesag mod de to selskaber for overtrædelse af de i Spanien gældende bestemmelser om etikettering.

10.      Kommissionen fik kendskab til denne sag på grund af en klage. Derefter iværksatte den en procedure i medfør af artikel 226 EF og fremsendte den 4. november 1999 en åbningsskrivelse til den spanske regering. I denne skrivelse foreholder Kommissionen Kongeriget Spanien, at det har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 ff. EF, eftersom det ifølge Kommissionen har nægtet produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater under betegnelsen »limpiador con lejía« (rengøringsmidler med klorvand) eller lignende, adgang til det spanske marked.

11.      Kongeriget Spanien fremsendte i sit svar af 28. december 1999 til Kommissionen en rapport fra Ministerio de Sanidad y Consumo (det spanske sundheds- og forbrugerministerium). Ministeriet præciserede, at markedsføring af klorvandsprodukter eller af produkter, der indeholder klorvand, men som ikke har et minimumsindhold af hypoklorid svarende til det, der er fastsat i den spanske lovgivning, kun er tilladt, hvis disse produkter er lovligt fremstillet, hvis forbrugerne er blevet oplyst om deres faktiske indhold af aktivt klor, og hvis de pågældende produkter har den samme desinficeringsevne som traditionelle klorvandsprodukter.

12.      Den 17. februar 2000 sendte Kommissionen en supplerende åbningsskrivelse til Kongeriget Spanien, hvori den fastslog, at de afgørelser, ved hvilke den selvstyrende region Madrid havde nægtet de pågældende produkter adgang til markedet, var foranstaltninger, der stred mod princippet om frie varebevægelser inden for Fællesskabet. Ifølge Kommissionen havde Kongeriget Spanien tilsidesat sine forpligtelser i henhold til beslutning nr. 3052/95, eftersom det ikke havde underrettet Kommissionen om disse foranstaltninger. Kongeriget Spanien gjorde dette efterfølgende ved e-mail af 1. august 2000.

13.      Den spanske regering svarede imidlertid ikke på den supplerende åbningsskrivelse, hvorfor Kommissionen den 24. juli 2000 fremsendte en begrundet udtalelse til den spanske regering. Ved skrivelse af 30. november 2000 svarede den spanske regering herpå. I skrivelsen fastholdt den sit synspunkt og fremhævede, at de bestemmelser, der var rejst indsigelse imod, kunne begrundes med hensynet til beskyttelsen af folkesundheden og af forbrugerne, og at de var forholdsmæssige. Derefter anlagde Kommissionen sag mod Kongeriget Spanien den 19. september 2001.

IV – Parternes påstande

14.      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1) Det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF, idet det har nægtet produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater, adgang til det spanske marked under betegnelsen »limpiador con lejía« (rengøringsmidler med klorvand) eller lignende, når indholdet af aktivt klor er mindre end 35 g/l.

2) Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15.      Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

1) Det fastslås, at de oplysninger, der var indeholdt henholdsvis i svarskrivelsen og i bilagene til denne om selskaberne »Procter & Gamble España SA« og »Colgate-Palmolive España SA« samt om deres produkter, som var genstand for bødesagen, er fortrolige.

2) Sagen afvises, subsidiært begrænses søgsmålet til at omfatte de bødesager, der er indledt af den selvstyrende region Madrid, og Kongeriget Spanien frifindes.

3) Subsidiært frifindes Kongeriget Spanien.

4) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16.      Det er ikke nødvendigt at undersøge den spanske regerings første påstand, eftersom de omstændigheder, den henviser til, ikke er relevante for den foreliggende retstvist.

V – Spørgsmålet om søgsmålet kan realitetsbehandles

A – Parternes indlæg

1. Kongeriget Spanien

17.      Den spanske regering gør gældende, at sagen bør afvises, fordi der ikke er overensstemmelse mellem genstanden for traktatbrudssøgsmålet og for den administrative og i den retlige procedure. Ifølge den spanske regering skal der i henhold til fast retspraksis ved Domstolen være overensstemmelse mellem genstanden for traktatbrudssøgsmålet og for den begrundede udtalelse. Sagsgenstanden kan ifølge den spanske regering ikke udvides i stævningen; Kommissionen kan højst begrænse eller omformulere denne. I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid udvidet sagsgenstanden.

18.      I åbningsskrivelsen hævder Kommissionen, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF ff., eftersom det nægter produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre lande under betegnelsen »rengøringsmidler med klorvand«, adgang til det spanske marked. I den supplerende åbningsskrivelse koncentrerer Kommissionen derimod opmærksomheden om de bødesager, der er indledt af den selvstyrende region Madrid. Kommissionen udtaler heri, at de afgørelser, der er blevet truffet i disse bødesager, er i modstrid med de frie varebevægelser inden for Fællesskabet.

19.      I den begrundede udtalelse foreholder Kommissionen Kongeriget Spanien, at det ved at træffe administrative afgørelser – som f.eks. de tidligere nævnte – har tilsidesat artikel 28 EF. Derimod er klagepunkterne i stævningen ikke begrænset til de administrative afgørelser, men er formuleret vagt og meget generelt. Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF ff., eftersom det nægter produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater under betegnelsen »rengøringsmidler med klorvand«, adgang til det spanske marked, når de indeholder mindre end 35 gram aktivt klor pr. liter. Det er først i stævningen, at minimumsindholdet nævnes. Dermed udvides sagsgenstanden ulovligt, og følgelig bør sagen afvises.

2. Kommissionen

20.      Ifølge Kommissionen er den spanske regerings synspunkt baseret på en forkert opfattelse af den begrundede udtalelse. Denne omhandler generelt problemet vedrørende nægtelsen af adgang til markedet for produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater under betegnelsen »rengøringsmidler med klorvand«, når disse indeholder mindre end 35 gram aktivt klor pr. liter. De administrative sanktioner og notatet af 7. april 1998 fra det nationale spanske forbrugerinstitut er kun nævnt som eksempler, hvilket klart fremgår af teksten. Netop henvisningen til notatet spiller en vigtig rolle, eftersom både den begrundede udtalelse og stævningen påpeger, at denne skrivelse fortolker den bestemmelse om gensidig anerkendelse, der findes i artikel 17 i dekret nr. 349/1993. Notatet finder anvendelse på hele det spanske område, og dets betydning fremgår også af, at Juzgado de lo Contencioso – Administrativo de Madrid (Madrids forvaltningsdomstol) (Spanien) udtrykkeligt nævner notatet i præmisserne til sin dom af 11. december 2000.

21.      Af alle disse omstændigheder fremgår det, at den begrundede udtalelse helt generelt omfatter problemet vedrørende nægtelsen af adgang til markedet, og at heller ikke den administrative procedure havde været begrænset til sanktionerne i forbindelse med bødesagen. I sidste ende har Kommissionen i stævningen blot gentaget sine påstande fra den begrundede udtalelse uden at ændre sagsgenstanden. I henhold til Domstolens faste praksis er det tilladt at omformulere sagsgenstanden, hvilket den spanske regering også har konstateret i sit skriftlige indlæg. Derfor påstår Kommissionen formalitetsindsigelsen forkastet.

B – Vurdering

22.      Ifølge Domstolens faste praksis har den administrative procedure i forbindelse med et traktatbrudssøgsmål til formål at give den berørte medlemsstat lejlighed til at opfylde sine fællesskabsretlige forpligtelser og til effektivt at tage til genmæle over for Kommissionens klagepunkter (8) . Derfor afgrænses sagsgenstanden ved den administrative procedure og må ikke udvides i stævningen. Afgrænsningen af sagsgenstanden sker ved åbningsskrivelsen og ved den begrundede udtalelse. Ved en udvidelse af sagsgenstanden i stævningen ville medlemsstatens ret til effektivt at tage til genmæle blive krænket, hvorfor stævningen heller ikke kan hvile på andre klagepunkter end dem, der er gjort gældende under den administrative procedure (9) .

23.      Som Domstolen har fastslået i præmis 56 i dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland (10) , kan dette krav »imidlertid ikke indebære, at der under alle omstændigheder skal være fuldstændigt sammenfald mellem, hvad der blev angivet som klagepunkter i åbningsskrivelsen, i [konklusionen]til den begrundede udtalelse og de i stævningen nedlagte påstande, når sagsgenstanden ikke er blevet udvidet eller ændret, men blot er blevet begrænset«.

24.      I den foreliggende sag kan man ikke foreholde Kommissionen, at den har udvidet sagsgenstanden i stævningen i forhold til genstanden for den administrative procedure. Af Kommissionens åbningsskrivelse fremgår det klart, at sagsgenstanden helt generelt vedrører den nægtelse af adgang til markedet for udenlandske produkter, der er resultatet af den måde, hvorpå de spanske myndigheder fortolker dekret nr. 349/1993. Kommissionen når i åbningsskrivelsen frem til den konklusion, at Kongeriget Spanien har tilsidesat artikel 28 EF ff., eftersom det har nægtet produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater under betegnelsen »rengøringsmidler med klorvand«, adgang til det spanske marked. Den selvstyrende region Madrids administrative afgørelser nævnes ikke i skrivelsen; Kommissionen henviser først til dem i den supplerende åbningsskrivelse.

25.      Som der er redegjort for under punkt 22 i det foreliggende forslag til afgørelse, har den administrative procedure til formål at give den berørte medlemsstat mulighed for at tage til genmæle over for Kommissionens klagepunkter. Domstolen har f.eks. i dommen i sagen Kommissionen mod Italien (11) fastslået, at »den pågældende stats mulighed for at fremsætte sine bemærkninger – selv om staten ikke ønsker at gøre brug heraf – er en i traktaten sikret væsentlig garanti, hvis opfyldelse er en betingelse for lovligheden af traktatbrudsproceduren mod medlemsstaten«. Kongeriget Spanien har haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger til det generelle klagepunkt vedrørende nægtelsen af adgang til markedet. Kommissionens åbningsskrivelse er formuleret bredt, og de spanske myndigheder har derfor kunnet forholde sig til de fremsatte klagepunkter og i overensstemmelse hermed effektivt kunnet tage til genmæle.

26.      Det er korrekt, at Kommissionen i den begrundede udtalelse som sagsgenstand nævner de omtalte administrative afgørelser, men af den efterfølgende tekst fremgår det, at klagepunktet er formuleret bredere. Således gentager Kommissionen i det afgørende punkt i påstandene, at Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF, eftersom det har truffet foranstaltninger såsom de omtalte administrative afgørelser eller notatet fra det nationale forbrugerinstitut, hvorved udenlandske produkter bliver nægtet adgang til det spanske marked. At de spanske myndigheder var sig denne omstændighed bevidst, fremgår af svarskrivelsen på den begrundede udtalelse. Denne skrivelse henviser ordret til »Kommissionens begrundede udtalelse vedrørende de hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet, som skyldes den spanske lovgivning om klorvand«.

27.      Domstolen har i fast retspraksis (12) igen og igen fastslået, at den begrundede udtalelse skal indeholde en sammenhængende og præcis fremstilling af de grunde, der har overbevist Kommissionen om, at den pågældende stat har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten. Disse krav er overholdt til fulde i den foreliggende sag.

28.      Det følger af alle disse omstændigheder, at Kommissionen ikke har udvidet sagsgenstanden, når den i stævningen foreholder Kongeriget Spanien, at det har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF, eftersom det nægter produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater under betegnelsen »rengøringsmidler med klorvand«, adgang til det spanske marked. Den administrative procedure og stævningen er baseret på identiske klagepunkter. Kommissionen har ganske vist fremlagt argumenterne i ændret form i hvert af disse skriftlige indlæg, men det fremgår af dem begge, at sagsgenstanden ikke er begrænset til de administrative afgørelser. Den administrative procedure har stillet de spanske myndigheder alle nødvendige informationer til rådighed, så disse har mulighed for effektivt at tage til genmæle i den efterfølgende traktatbrudssag. Sagen skal derfor antages til realitetsbehandling, og den kan ikke begrænses til den selvstyrende region Madrids afgørelser. For så vidt må Kongeriget Spaniens formalitetsindsigelse følgelig forkastes.

VI – Spørgsmålet, om søgsmålet er velbegrundet

A – Parternes indlæg

1. Kommissionen

29.      Kommissionen foreholder Kongeriget Spanien, at bestemmelserne i dekretet, som de fortolkes af de spanske myndigheder, er restriktioner. Den spanske regerings argument, hvorefter disse foranstaltninger er begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelsen, må ifølge Kommissionen forkastes. Ifølge Kommissionen er det ganske enkelt umuligt og derfor uforholdsmæssigt at forlange, at et produkt, der er sammensat af flere bestanddele, skal have de samme egenskaber som én af disse bestanddele, nemlig rent klorvand. Ifølge Kommissionen gør de spanske myndigheders fortolkning af dekretet det princip om gensidig anerkendelse, der er fastsat i dekretets artikel 17, fuldstændig indholdsløst. Formålet med denne gensidighedsbestemmelse er jo ifølge Kommissionen netop at muliggøre markedsføring af klorvand, og så meget desto mere af produkter med klorvand, i Spanien.

30.      Kommissionen henviser desuden til Domstolens omfattende retspraksis vedrørende etikettering. Anbringelsen af en etiket, der indeholder en beskrivelse af det markedsførte produkts beskaffenhed og bestanddele, vil begrænse samhandelen i langt mindre grad end et forbud. Kommissionen bemærker, at der findes forskellige fællesskabsbestemmelser vedrørende etiketteringen af vaske- og rengøringsmidler. Hertil hører f. eks. direktiv 88/379 eller henstilling 89/542. Anvendelsen af disse bestemmelser gør det muligt for forbrugerne at informere sig om produktets sammensætning. På denne måde kan også risikoen for en forveksling af »klorvand« med »produkt med klorvand« udelukkes.

31.      I sin replik fremhæver Kommissionen, at der ikke er fare for menneskers sundhed, når rengøringsmidler med lavt klorvandsindhold markedsføres i Spanien. Ifølge Kommissionen er der på markedet fremdeles rene klorvandsprodukter, som de forbrugere, der måtte ønske disse produkters særlige desinficeringsevne, kan benytte i stedet for. Det kan ifølge Kommissionen ikke antages, at forbrugerne ikke længere vil købe rene klorvandsprodukter.

32.      Hvad angår indholdet af aktivt klor henviser Kommissionen til forskellige dokumenter. Af disse dokumenter fremgår det, at rengøringsmidlets desinficeringsevne sætter ind allerede ved et indhold på langt under 35 g/l. Efter Kommissionens opfattelse er afslaget på markedsføringstilladelse derfor uforholdsmæssigt.

2. Kongeriget Spanien

33.      Kongeriget Spanien har som indledning til sin stillingtagen til de af Kommissionen fremsatte klagepunkter redegjort for klorvands egenskaber og for de spanske forbrugeres anvendelse heraf. Klorvands hovedbestanddel er hypoklorid. Klorvandsprodukter bliver i Spanien hovedsagelig brugt til desinficering og rengøring i husholdningen, da de er de mest effektive desinficeringsmidler.

34.      Der findes ikke på fællesskabsplan nogen harmoniseringsstandard for klorvand, hvorfor det påhviler medlemsstaterne at fastsætte alle bestemmelser vedrørende produktion og markedsføring af et produkt på deres område. Hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet som følge af forskelle i nationale bestemmelser om markedsføring af disse produkter må accepteres for at tage højde for tvingende hensyn, f. eks. til beskyttelsen af folkesundheden.

35.      Kongeriget Spanien erkender, at det anfægtede forbud er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion. Denne foranstaltning kan imidlertid begrundes i hensynet til beskyttelsen af folkesundheden, da forbrugeren skal have et produkt i hænde, der muliggør fuldstændig desinficering.

36.      Det er til fare for forbrugernes beskyttelse og sundhed, hvis ikke de importerede produkter har det samme indhold af aktivt klor, som de spanske forbrugere er vant til og forventer. Markedsføringen af produkter med svag desinficeringsevne under betegnelsen »klorvand« er i øvrigt vildledende reklame i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 84/450.

37.      Skulle Domstolen være af den opfattelse, at dette hensyn ikke kan gøres gældende, er foranstaltningerne begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelsen. Den spanske forbruger kender klorvand for dets blegende og desinficerende virkninger og vælger produktet, idet forbrugeren har tillid til oplysningerne på etiketten. I tilfælde, hvor det drejer sig om de nævnte importerede produkter, beskriver etiketten ikke produktets faktiske beskaffenhed. Anbringelsen af en passende etiket løser ikke problemet, da heller ikke en almindeligt oplyst og rimeligt opmærksom forbruger er i stand til at forstå de oplysninger, der står på etiketten. I denne henseende kan klorvand ikke sammenlignes med en fødevare. Når en spansk forbruger køber et produkt, på hvis etiket der står »klorvand«, forbinder den pågældende de stærkest mulige desinficeringsvirkninger med produktet.

38.      I sin duplik fremhæver den spanske regering, at produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater, så afgjort har mulighed for at få adgang til det spanske marked. I dette øjemed skal den, der vil bringe produktet i omsætning, bevise, at det har samme desinficeringsevne som traditionelle klorvandsprodukter. Dette er ifølge den spanske regering ikke uforholdsmæssigt og er ikke en tilsidesættelse af EF-traktaten.

B – Vurdering

39.      I henhold til artikel 28 EF er kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning forbudt mellem medlemsstaterne. I henhold til fast retspraksis er enhver foranstaltning, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen inden for Fællesskabet, en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion (13) . I mangel af en harmonisering af lovgivningerne forbyder artikel 28 EF principielt hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet, som består i, at der på varer fra andre medlemsstater, hvor disse er lovligt fremstillet og bragt i omsætning, anvendes regler om, hvilke betingelser sådanne varer skal opfylde, f. eks. med hensyn til præsentation, mærkning eller emballage, uanset om sådanne regler finder anvendelse uden forskel på indenlandsk fremstillede og indførte varer. (14)

40.      Følgelig skal det efterprøves, hvorvidt det spanske forbud mod at bringe produkter på markedet, der indeholder mindre end 35 gram aktivt klor pr. liter, men som imidlertid er lovligt fremstillet i andre medlemsstater, hvor de markedsføres under betegnelsen »rengøringsmiddel med klorvand«, udgør en hindring for de frie varebevægelser.

1. Spørgsmålet, om der foreligger en hindring for de frie varebevægelser

41.      Det er uomtvistet mellem parterne, at det spanske forbud er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion. Denne opfattelse må tiltrædes.

42.      Dekret nr. 349/1993 forbyder, at produkter, der lovligt er fremstillet i andre medlemsstater under betegnelsen »rengøringsmiddel med klorvand«, markedsføres under denne betegnelse, når de indeholder mindre end 35 gram aktivt klor pr. liter. Som jeg har redegjort for i mit forslag til afgørelse i sag C-14/00 (15) , tvinger et sådant forbud producenter, der har hjemsted i andre medlemsstater, til at ændre sammensætningen af deres produkter, hvis de vil markedsføre dem i Spanien under betegnelsen »rengøringsmiddel med klorvand«. For så vidt begrænser bestemmelserne adgangen til det spanske marked for produkter, der lovligt er fremstillet i andre medlemsstater, og hindrer således disses frie bevægelighed inden for Fællesskabet (16) .

43.      I den foreliggende sag er salgsbetegnelsen »rengøringsmiddel med klorvand« ganske vist ikke forbeholdt spanske produkter. Tværtimod kan betegnelsen anvendes på alle produkter, der indeholder mindst 35 gram aktivt klor pr. liter. Ifølge oplysninger fra Kommissionen bliver der også i andre medlemsstater markedsført lignende produkter, men med et lavere klorindhold; kun i Belgien er koncentrationen lige så høj som i Spanien. De spanske myndigheder har anført, at de produkter, der var genstand for bødesagen, indeholdt klart mindre klor, nemlig 9 g/l og 10,4 g/l. De spanske bestemmelser begunstiger således et typisk nationalt produkt og stiller produkter, der lovligt er fremstillet i andre medlemsstater med salgsbetegnelsen »rengøringsmiddel med klorvand«, ringere. En sådan adfærd er i henhold til den nævnte retspraksis en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion (17) .

44.      Den spanske regering gør gældende, at de nævnte produkter kan markedsføres under betegnelsen »rengøringsmiddel med klorvand«, hvis de tre betingelser, der er opstillet i notatet fra det nationale forbrugerinstitut, er opfyldt. På disse betingelser bliver produkterne principielt ikke nægtet adgang til det spanske marked. Ifølge den spanske regering tilsidesætter det nævnte instituts fortolkning af bestemmelsen om gensidig anerkendelse ikke artikel 17 i dekret nr. 349/1993, og den tilsidesætter derfor heller ikke reglerne om de frie varebevægelser inden for Fællesskabet.

45.      Dette argument kan ikke tiltrædes. Overholdelsen af de opstillede betingelser eller fremlæggelsen af de krævede beviser er et yderligere krav, der stilles til udenlandske produkter, og som hindrer den frie omsætning af klorvandsprodukter. Fortolker de spanske myndigheder bestemmelsen om gensidig anerkendelse på denne måde, gør de den fuldstændig indholdsløs.

46.      Den spanske regering oplyser desuden, at produkterne kan markedsføres i Spanien med salgsbetegnelsen »contiene blanqueantes a base de cloro« (indeholder blegemidler med klor). Hvad denne mulighed angår, må det fastslås, at anvendelsen af denne betegnelse indebærer risiko for en negativ opfattelse hos forbrugeren. Ser en forbruger et produkt med denne påskrift, kunne den pågældende let få den opfattelse, at vedkommende ikke køber et traditionelt desinficeringsmiddel, eftersom forbrugeren normalt finder påskriften »klorvand« på produktet. Dermed er der en mulighed for, at forbrugeren ikke anser produktet for helt egnet, eller for, at den pågældende vurderer det som værende ringere end klorvandsprodukterne. Derfor medfører muligheden for at give produktet en anden betegnelse ikke, at det anfægtede forbud ikke bevirker en begrænsning af de frie varebevægelser.

47.      Som foreløbigt resultat må det derfor fastslås, at de anfægtede spanske bestemmelser udgør en hindring for de frie varebevægelser.

2. Begrundelsen for begrænsningen af de frie varebevægelser

48.      Den spanske regering fremfører som begrundelse for de pågældende bestemmelser i første række hensynet til beskyttelsen af folkesundheden og, hvis Domstolen ikke skulle tiltræde denne opfattelse, hensynet til forbrugerbeskyttelsen.

3. Begrundelse af hensyn til beskyttelsen af folkesundheden

49.      Folkesundheden er anerkendt både i henhold til artikel 30 EF og som et tvingende hensyn, der efter omstændighederne kan begrunde en foranstaltning med tilsvarende virkning. For at en foranstaltning skal kunne begrundes med hensynet til beskyttelsen af folkesundheden, skal den overholde proportionalitetsprincippet, dvs. den skal være egnet, nødvendig og forholdsmæssig.

50.      De spanske bestemmelser er utvivlsomt egnet til at beskytte den spanske befolknings sundhed. Forbuddet bevirker, at de spanske forbrugere udelukkende kan købe produkter, der har et relativt højt indhold af aktivt klor, og som derfor har en meget stærk desinficeringsevne. Således er sandsynligheden for at dræbe flest mulige bakterier større, når disse produkter benyttes.

51.      For at være forenelige med fællesskabsretten skal de anfægtede bestemmelser stå i rimeligt forhold til det mål, der forfølges. Det fremgår af Kommissionens indlæg, at der ikke findes tilsvarende forbud i andre medlemsstater. I disse lande markedsføres der produkter med et klart lavere indhold af aktivt klor. Til støtte for, at bestemmelserne er nødvendige, kunne anføres det argument, som den spanske regering har gjort gældende, nemlig at lufttemperaturen i Spanien er forholdsvis høj en stor del af året. Derfor er der en høj grad af sandsynlighed for formering af bakterier, og med henblik på at kontrollere denne risiko er desinficeringen en nødvendig foranstaltning af hensyn til folkesundheden.

52.      Det skal i denne forbindelse fremhæves, at rengøringsmidler med klorvand benyttes til rengøring i husholdningen og ikke til desinficering af medicinske instrumenter, på hospitaler eller andre offentlige steder. De benyttes heller ikke til desinficering af drikkevand eller af frugt og grønt. Dette er parterne enige om. Denne omstændighed er ikke uvæsentlig, eftersom den desinficeringsvirkning, et produkt bør have, afhænger af dets anvendelse. I den foreliggende sag kan der derfor ikke stilles så høje krav til produkternes desinficeringsvirkning, som hvis disse f. eks. blev anvendt til desinficering af drikkevand.

53.      Kommissionen påpeger, at forbruget af indenlandske klorvandsprodukter i Spanien ikke vil ophøre som følge af markedsføringen af produkter fra andre medlemsstater. Ifølge Kommissionen står det stadig forbrugeren frit for at beslutte sig for et spansk produkt, hvis den pågældende ønsker en særlig stærk desinficeringsvirkning. Dette argument må tiltrædes. Fast retspraksis ved Domstolen (18) tager udgangspunkt i en myndig og oplyst forbruger, som afgjort må tiltros at kunne foretage dette produktvalg bevidst.

54.      Begge parter har fremlagt forskellige undersøgelser, der omhandler aktivt klors virkning, og som redegør for, fra og med hvilket indhold der indtræder desinficeringsvirkninger. I den forbindelse fremgår det, at den nødvendige koncentration påvirkes af forskellige faktorer, eksempelvis hvilken slags mikroorganismer der skal dræbes. Undersøgelserne viser, at der allerede indtræder en effektiv desinficering ved et indhold af aktivt klor, der ligger klart under 35 g/l. I denne forbindelse kan også nævnes en afgørelse ved Madrids forvaltningsdomstol af 11. december 2000 (19) , hvori det fastslås, at der allerede fra og med et indhold på 10 gram aktivt klor pr. liter i et rengøringsmiddel med klorvand opnås de samme desinficeringsvirkninger som med rent klorvand. De spanske tekniske og sanitære forskrifter bestemte indtil ændringen ved dekret nr. 349/1993 selv, at betegnelsen »klorvand« var tilladt fra og med et indhold på 20 gram aktivt klor pr. liter. Den koncentration, der forlanges i de nugældende spanske bestemmelser, er således væsentlig højere end nødvendigt.

55.      Nationale foranstaltninger, der har eller kan have en begrænsende virkning på importen af produkter, er kun forenelige med traktaten, hvis de er nødvendige med henblik på en effektiv beskyttelse af menneskers liv og sundhed. Nationale bestemmelser eller national praksis er derfor i modstrid med artikel 30 EF, hvis menneskers liv og sundhed kan beskyttes lige så effektivt ved foranstaltninger, der har mindre restriktive virkninger for handelen inden for Fællesskabet (20) .

56.      Eftersom rengøringsmidlerne med klorvand lovligt fremstilles og markedsføres i andre medlemsstater, kan det ikke antages, at de udgør en fare for den spanske befolknings sundhed. De særlige omstændigheder, der gør sig gældende i Spanien, og som kan gøre det nødvendigt at anvende særlig stærkt desinficerende produkter, kan der tages højde for ved foranstaltninger, der hindrer samhandelen inden for Fællesskabet i mindre omfang end et totalt forbud. I denne forbindelse er f. eks. en passende etikettering af produkterne en mulighed. Denne mulighed skal der gås nærmere ind på i forbindelse med begrundelsen vedrørende hensynet til forbrugerbeskyttelsen, eftersom den tilsvarende problematik gør sig gældende her. Derfor må det fastslås, at det generelle markedsføringsforbud ikke kan begrundes i hensynet til beskyttelsen af folkesundheden.

4. Begrundelse af hensyn til forbrugerbeskyttelsen

57.      Som jeg har gjort rede for i mit forslag til afgørelse i sag C-14/00, må hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet, der beror på forskelle i de nationale lovgivninger, i henhold til fast retspraksis (21) accepteres på områder, hvor der ikke findes fællesskabsbestemmelser, såfremt bestemmelserne herom finder anvendelse uden forskel såvel på indenlandske som på indførte varer, og såfremt de er uomgængeligt nødvendige for at tilgodese tvingende hensyn, bl.a. hensynet til forbrugerbeskyttelsen eller god markedsføringsskik. Sådanne bestemmelser kan imidlertid kun accepteres, når de står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, og dette mål ikke kan nås ved foranstaltninger, der i mindre omfang begrænser samhandelen inden for Fællesskabet (22) .

58.      De spanske bestemmelser finder anvendelse uden forskel såvel på indenlandske som på udenlandske produkter. Den første betingelse er således opfyldt.

59.      Den spanske regering gør gældende, at det anfægtede forbud er begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelsen. Spanien er ifølge den spanske regering det land i Det Europæiske Fællesskab, der har det højeste forbrug af klorvand pr. indbygger. Den spanske forbruger kender traditionelt kun til klorvandsprodukter med et højt indhold af aktivt klor og forventer derfor det samme indhold i importerede produkter. Når disse produkter markedsføres i Spanien, er der fare for, at forbrugeren forveksler produkterne, og derfor for, at de desinficeringsvirkninger, som forbrugeren forventer og ønsker, ikke indtræder. Dette kan få negative konsekvenser for forbrugerne.

60.      Domstolen har anerkendt forbrugerbeskyttelsen som et tvingende hensyn (23) , der principielt kan begrunde foranstaltninger, der begrænser de frie varebevægelser. Derfor er også den anden betingelse opfyldt.

61.      Følgelig skal det efterprøves, om foranstaltningen står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges. Kommissionen gør gældende, at det umuligt kan forlanges, at et produkt, der består af flere bestanddele, skal have de samme egenskaber som én af disse bestanddele. I øvrigt kan forbrugeren efter Kommissionens opfattelse beskyttes ved foranstaltninger, der i mindre omfang begrænser samhandelen inden for Fællesskabet. Ifølge Kommissionen er sådanne nationale foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på at sikre korrekte betegnelser af produkter og herunder hindre enhver forveksling hos forbrugeren og sikre loyale handelstransaktioner, i henhold til fast praksis forenelige med artikel 28 EF ff. i traktaten, når der ikke findes harmoniseringsbestemmelser på fællesskabsplan (24) .

62.      Forbuddet mod markedsføring af »rengøringsmidler med klorvand« under denne betegnelse er egnet til at beskytte den spanske forbruger mod forvekslinger. Forbuddet sikrer, at kun klorvandprodukter, der indeholder 35 gram aktivt klor pr. liter og således svarer til den spanske forbrugers vaner og forventninger, udbydes til salg.

63.      Der må følgelig tages stilling til spørgsmålet, om forbuddet også er nødvendigt med henblik på at nå det forfulgte mål. Kommissionen gør gældende, at forbuddet ikke er nødvendigt, og foreslår f.eks. anbringelse af en passende etiket indeholdende oplysninger om produktets beskaffenhed og væsentlige karakteristika. Domstolen har i sin retspraksis principielt anerkendt etikettering, hvoraf det solgte produkts beskaffenhed og karakteristika fremgår, som et mindre indgribende middel (25) . Den spanske regering gør gældende, at denne løsning ikke i samme omfang kan garantere forbrugerbeskyttelsen, eftersom forbrugeren reelt ikke kan forstå og vurdere de oplysninger, der står på etiketten. I øvrigt er det med henblik på at fastslå produktets desinficeringsevne ifølge den spanske regering nødvendigt med videnskabelige analyser, som forbrugeren ikke selv kan gennemføre.

64.      I sin hidtidige praksis har Domstolen igen og igen fastslået, at den omstændighed, at forbrugerne i en medlemsstat har meget bestemte forestillinger, hvad angår et produkts sammensætning, ikke kan begrunde begrænsninger af de frie varebevægelser (26) . Endvidere har Domstolen fastslået, at det er uforeneligt med artikel 28 EF og målene for det fælles marked, såfremt en medlemsstat forbyder anvendelsen af en bestemt betegnelse for importerede produkter af samme art, som lovligt er fremstillet og markedsført i en anden medlemsstat. Importmedlemsstaten må ikke forbyde importen og markedsføringen af sådanne produkter under denne artsbetegnelse, når forbrugerne er sikret den fornødne information (27) .

65.      Som jeg har gjort rede for i mit forslag til afgørelse i sag C-14/00 (28) , har Domstolen i en nu ret omfattende retspraksis vedrørende anvendelsen af salgsbetegnelser på fødevarer altid anvendt kriteriet om en velunderrettet forbruger, som man kan forvente selv søger oplysninger, og som også må formodes at være i stand til det (29) . Således må man i henhold til retspraksis lægge til grund, at forbrugere, der lader produkternes sammensætning bestemme deres valg af produkt, først læser ingredienslisten. Domstolen har erkendt faren for, at forbrugerne i visse tilfælde kan blive vildledt (30) . For så vidt er de betænkeligheder, den spanske regering har gjort gældende, principielt berettigede. Imidlertid må denne fare i henhold til den hidtidige retspraksis anses for ganske lille og kan ikke begrunde hindringer for de frie varebevægelser (31) . Der ses i den foreliggende sag ikke at være grund til at fravige denne helt faste praksis.

66.      Den spanske regering gør gældende, at den af Domstolen udviklede retspraksis om etikettering ikke kan anvendes i den foreliggende sag. Denne retspraksis er opbygget vedrørende fødevarer og kosmetikprodukter og kan ikke overføres på rengøringsmidler som klorvand, eftersom produktets desinficeringsvirkninger ikke kan vurderes af forbrugeren ved læsning af etiketten. Denne opfattelse kan ikke tiltrædes.

67.      Som Kommissionen med rette gør gældende, kan rengøringsprodukter ikke generelt siges at være forsynet med mindre forståelige etiketter end fødevarer eller kosmetikprodukter. Domstolen tager i sin retspraksis udgangspunkt i en almindelig oplyst, rimelig opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger (32) . Der er ingen grund til at antage, at en forbruger kun er i stand til at tyde etiketten på en fødevare eller et kosmetikprodukt, men ikke etiketten på et rengøringsmiddel. Retspraksis om etikettering kan følgelig anvendes i den foreliggende sag.

68.      Denne konklusion støttes også af den omstændighed, at direktiv 88/379 fastsætter regler for etiketteringen af farlige præparater, som de producenter, der ønsker at importere rengøringsmidler med klorvand til Spanien, skal overholde. Direktivets artikel 7, stk. 1, fastsætter sådanne angivelser med letlæselig skrift, der ikke kan udviskes, som emballagen skal være forsynet med. Direktivets artikel 7, stk. 1, litra c), bestemmer, at stoffets eller stoffernes kemiske navn skal angives i overensstemmelse med de heri opstillede bestemmelser. Det må antages, at det sikkerhedsniveau, direktivet fastsætter, er tilstrækkeligt med henblik på at tilgodese det hensyn til forbrugerbeskyttelsen, som den spanske regering gør gældende.

69.      Den spanske regerings anbringende, hvorefter produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater under betegnelsen »rengøringsmiddel med klorvand«, ikke overholder direktiv 84/450 om vildledende reklame, må også forkastes. De etiketter, der er anbragt på disse produkter, vildleder ikke forbrugeren med hensyn til produktets faktiske egenskaber, eftersom produkterne er forsynet med betegnelsen »gel med klorvand« eller »spray med klorvand«. Ordet »med« viser klart forbrugeren, at den pågældende køber et produkt, som blandt andet, men ikke udelukkende, består af klorvand. I øvrigt er også de produkter, der var omfattet af de administrative afgørelser, forsynet med angivelser om deres sammensætning. Produktets faktiske beskaffenhed skjules ikke for køberen. Følgelig er der ikke tale om vildledende reklame i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 84/450.

70.      Som resultat må det derfor fastslås, at forbuddet mod at markedsføre produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater under betegnelsen »rengøringsmiddel med klorvand«, er uforholdsmæssigt, fordi det ikke er det mindst indgribende middel med henblik på at sikre beskyttelsen af den spanske forbruger mod forveksling med spanske klorvandsprodukter. Kravet om en passende etikettering griber i mindre omfang ind i de frie varebevægelser. For så vidt kan de spanske bestemmelser ikke begrunde den konstaterede begrænsning af de frie varebevægelser. Som konsekvens heraf må Kommissionens påstand tages til følge.

VII – Sagens omkostninger

71.      Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kongeriget Spanien har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at det tilpligtes at betale sagens omkostninger, pålægges det omkostningerne.

VIII – Forslag til afgørelse

72.      Af ovenstående grunde foreslår jeg Domstolen at fastslå følgende:

»1) Kongeriget Spanien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 28 EF, idet det nægter produkter, der lovligt er fremstillet og markedsført i andre medlemsstater, adgang til det spanske marked under betegnelsen »limpiador con lejía« (rengøringsmidler med klorvand) eller lignende, når indholdet af aktivt klor er mindre end 35 gram pr. liter.

2) Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.«

1 – Originalsprog: tysk.

2 – EFT L 321, s. 1.

3 – EFT L 187, s. 14.

4 – Artikel 2 i direktiv 88/379 henviser til definitionerne i artikel 2 i Rådets direktiv 67/548/EØF af 27.6.1967 om tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (EFT 1967, s. 211). Artikel 3 i direktiv 88/379 henviser til direktivets bilag 1, der indeholder en liste over de i henhold til artikel 3 klassificerede farlige præparater.

5 – EFT L 291, s. 55.

6 – EFT L 250, s. 17.

7 – BOE af 20.4. 1993, s. 1251.

8 – Jf. vedrørende dette punkt dom af 10.5.2001, sag C-152/98, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 3463, præmis 23, og af 15.1.2002, sag C-439/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 305, præmis 10.

9 – Dom af 11.7.1984, sag 51/83, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2793, præmis 4, af 11.6.1998, sag C-206/96, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 3401, præmis 13, af 22.4.1999, sag C-340/96, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. I, s. 2023, præmis 36, og af 21.9.1999, sag C-392/96, Kommissionen mod Irland, Sml. I, s. 5901, præmis 51.

10 – Dom af 29.9.1998, sag C-191/95, Sml. I, s. 5449.

11 – Dommen nævnt i fodnote 9, præmis 5.

12 – Se f.eks. dom af 28.3.1985, sag 274/83, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1077, præmis 21, af 11.7.1991, sag C-247/89, Kommissionen mod Portugal, Sml. I, s. 3659, præmis 22, og af 18.6.1998, sag C-35/96, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3851, præmis 30.

13 – Dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, præmis 5, og af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C- 268/91, Keck og Mithouard, Sml. I, s. 6097, præmis 11.

14 – Dom af 16.11.2000, sag C-217/99, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 10251, præmis 16.

15 – Forslag til afgørelse af 6.12.2001 i forbindelse med dom af 16.1.2003, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 513, punkt 33 og 36.

16 – Jf. vedrørende dette punkt også dom af 9.12.1981, sag 193/80, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3019, præmis 26, og af 22.9.1988, sag 286/86, Deserbais, Sml. s. 4907, præmis 12.

17 – Jf. dommen i sagen Kommissionen mod Italien, nævnt i fodnote 16, præmis 20.

18 – Jf. f.eks. dom af 13.1.2000, sag C-220/98, Estée Lauder, Sml. I, s. 117, præmis 30.

19 – Svarskrift, bilag 6.

20 – Jf. vedrørende dette punkt dom af 7.3.1989, sag 215/87, Schumacher, Sml. s. 617, præmis 18, og af 10.11.1994, sag C-320/93, Ortscheit, Sml. I, s. 5243, præmis 16 og 17.

21 – Jf. f.eks. dom af 26.11.1996, sag C-313/94, Graffione, Sml. I, s. 6039, præmis 17.

22 – Se forslag til afgørelse i sag C-14/00, nævnt i fodnote 15, punkt 39.

23 – Jf. f.eks. dom af 6.7.1995, sag C-470/93, Mars, Sml. I, s. 1923, præmis 15.

24 – Dom af 23.2.1988, sag 216/84, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 793, præmis 11, af 11.5.1989, sag 76/86, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1021, præmis 17, og af 26.10.1995, sag C-51/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3599, præmis 31.

25 – Jf. f.eks. dom af 22.10.1998, sag C-184/96, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 6197, præmis 22.

26 – Jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Italien, nævnt i fodnote 16, præmis 23, dom af 12.3.1987, sag 178/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1227, præmis 26, og dommen af 26.10.1995 i sagen Kommissionen mod Tyskland, nævnt i fodnote 24, præmis 32.

27 – Dom af 11.10.1990, sag C-210/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3697, præmis 13.

28 – Se forslag til afgørelse i sag C-14/00, nævnt i fodnote 15, punkt 50.

29 – Dom af 12.10.2000, sag C-3/99, Ruwet, Sml. I, s. 8749, præmis 53.

30 – Dom af 26.10.1995 i sagen Kommissionen mod Tyskland, nævnt i fodnote 24, præmis 34.

31 – Samme dom.

32 – Mars-dommen, nævnt i fodnote 23, præmis 24, og Estée Lauder-dommen, nævnt i fodnote 18, præmis 30.

Full & Egal Universal Law Academy