Generaladvokatens forslag til afgørelse
1. I denne sag har Kommissionen i medfør af artikel 226 EF nedlagt påstand om, at det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter , idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet.
2. Direktivet fastsætter bestemmelser vedrørende:
a) godkendelse og markedsføring med henblik på anvendelse af biocidholdige produkter i medlemsstaterne
b) gensidig anerkendelse af godkendelser i Fællesskabet
c) udarbejdelse på fællesskabsplan af en positivliste over aktive stoffer, som må anvendes i biocidholdige produkter .
3. Ifølge direktivets artikel 34 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 13. maj 2000 og underrette Kommissionen om de bestemmelser, som de havde vedtaget.
4. Da Kommissionen ikke havde modtaget nogen underretning om gennemførelsesbestemmelser til direktivet fra Storhertugdømmet Luxembourg, anlagde den denne sag.
5. Storhertugdømmet Luxembourg har i sit svarskrift anført, at et lovforslag til gennemførelse af direktivets vigtigste bestemmelser er blevet behandlet i det luxembourgske parlament og forelagt Conseil d'État til udtalelse. De nærmere gennemførelsesbestemmelser vil blive fastlagt ved storhertugelig anordning, som for nærværende foreligger i udkast.
6. Det følger heraf, at Kommissionens påstand bør tages til følge.
Forslag til afgørelse
7. Jeg foreslår derfor Domstolen at:
1) fastslå, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter, idet det ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet
2) tilpligte Storhertugdømmet Luxembourg at betale sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy