EUR-Lex -  62001CC0486 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

DÁMASO RUIZ-JARABO COLOMER

fremsat den 20. januar 2004 (1)

Sag C-486/01 P

Front national

mod

Europa-Parlamentet

»Appel – erklæring om stiftelse af en politisk gruppe i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Europa-Parlamentets forretningsordens artikel 29, stk. 1 – manglende politisk tilhørsforhold blandt dens medlemmer – opløsning af gruppen med tilbagevirkende kraft – kontraappel – formaliteten med hensyn til et annullationssøgsmål anlagt i første instans af et nationalt politisk parti – fortolkning af artikel 230, stk. 4, EF – begrebet beslutning, der berører en fysisk eller juridisk person umiddelbart«

1.        Front national, der er et fransk politisk parti, har iværksat appel af dom afsagt af Retten i Første Instans den 2. oktober 2001 i sag T-327/99, hvori Retten frifandt Parlamentet i den sag, Front national havde anlagt med påstand om annullation af den afgørelse, som Europa-Parlamentet havde truffet den 14. september 1999 med det formål med tilbagevirkende kraft at opløse »Den Tekniske Gruppe for Uafhængige Medlemmer (TDI) – Blandet Gruppe«.

2.        Den berørte fællesskabsinstitution har i sit svarskrift indgivet en kontraappel, hvori den har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, for så vidt som Retten antog annullationssøgsmålet til realitetsbehandling. Efter Europa-Parlamentets opfattelse skulle Front nationals søgsmål have været afvist.

I –    Annullationssøgsmålet

A –    Retsforskrifter

3.        Der bestemmes følgende i artikel 29 med overskriften »Dannelse af politiske grupper« i Europa-Parlamentets forretningsorden i den affattelse, der trådte i kraft den 1. maj 1999 (2):

»1. Medlemmerne kan danne grupper efter politisk tilhørsforhold.

2. En politisk gruppe skal have medlemmer fra mere end én medlemsstat. Til dannelse af en politisk gruppe kræves mindst 23 medlemmer fra to medlemsstater, 18 fra tre eller 14 fra fire eller flere medlemsstater.

3. Et medlem kan kun tilhøre én politisk gruppe.

4. Stiftelsen af en politisk gruppe meddeles formanden i en erklæring. Erklæringen skal omfatte navnet på gruppen, navnene på medlemmerne og navnene på bestyrelsesmedlemmerne.

5. Stiftelseserklæringen offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.«

4.        Forretningsordenens artikel 30 bestemmer vedrørende løsgængere:

»1. Medlemmer, der ikke tilslutter sig en politisk gruppe, råder over et sekretariat. De nærmere regler fastsættes af Præsidiet efter forslag fra generalsekretæren.

2. Præsidiet fastsætter bestemmelser om disse medlemmers status og parlamentariske rettigheder.«

5.        I henhold til forretningsordenens artikel 23 sammensættes formandskonferencen af Parlamentets formand og formændene for de politiske grupper, der her har stemmeret, og af to delegerede løsgængere, der deltager i møderne uden at have stemmeret. Desuden er det forbeholdt de politiske grupper at fremsætte beslutningsforslag som afslutning på forhandlingerne vedrørende valg af Kommissionen (artikel 33) og at deltage i Parlamentets delegation til Forligsudvalget (artikel 82). Forretningsordenens artikel 137 giver i øvrigt politiske grupper ret til at afgive en stemmeforklaring, der højst må vare to minutter.

6.        Det er ligeledes fastsat i forretningsordenen, at følgende initiativer alene kan tages af en politisk gruppe eller af mindst 32 medlemmer:

–        indstilling af kandidater til posterne som formand, næstformand og kvæstor (artikel 13)

–        forespørgsler til mundtlig besvarelse til Rådet og Kommissionen med anmodning om, at de opføres »på Parlamentets dagsorden« (artikel 42)

–        fremsættelse af forslag til henstillinger til Rådet vedrørende afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union, eller når Parlamentet ikke er blevet hørt om en international aftale inden for rammerne af forretningsordenens artikel 97 eller 98 (artikel 49)

–        fremsættelse af ændringsforslag til Rådets fælles holdning (artikel 80)

–        fremsættelse af forslag om uopsættelige forhandlinger (artikel 112).

7.        Forretningsordenens artikel 180 bestemmer:

»1. Opstår der tvivl om anvendelsen eller fortolkningen af denne forretningsorden, kan formanden med forbehold af tidligere afgørelser henvise spørgsmålet til behandling i det kompetente udvalg.

[…]

4. Gør en politisk gruppe eller mindst 32 medlemmer indsigelse mod udvalgets fortolkning, forelægges spørgsmålet for Parlamentet, der træffer afgørelse med simpelt flertal under tilstedeværelse af mindst 1/3 af sine medlemmer. Ved forkastelse henvises spørgsmålet til fornyet udvalgsbehandling.

5. Uanfægtede fortolkninger og fortolkninger vedtaget af Parlamentet vedføjes med kursiv som forklarende noter til den eller de pågældende artikler sammen med afgørelser om anvendelse af forretningsordenen.

6. Disse forklarende noter danner præcedens for den fremtidige anvendelse og fortolkning af de pågældende artikler.

[...]«

B –    Tvistens faktiske omstændigheder

8.        Ved skrivelse af 19. juli 1999 meddelte en række af Parlamentets medlemmer fra forskellige politiske grupperinger Parlamentets formand, at de i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 4, havde dannet »Den Tekniske Gruppe for Uafhængige Medlemmer (TDI) – Blandet Gruppe«, hvis erklærede mål var at sikre alle medlemmer den fulde udøvelse af det parlamentariske mandat.

9.        TDI-gruppens »stiftelsesvilkår«, indeholdt følgende angivelser:

»De forskellige medlemmer bekræfter over for hinanden, at de i enhver henseende er politisk uafhængige. Heraf følger:

–        Stemmefrihed både i udvalg og i plenum.

–        Intet medlem må udtale sig på alle gruppemedlemmers vegne.

–        Gruppens møder har alene til formål at opnå taletid samt at afklare administrative og økonomiske spørgsmål vedrørende gruppen.

–        Bestyrelsen består af repræsentanter for gruppens forskellige medlemmer.«

10.      Det fremgår af referatet fra Parlamentets plenarmøde den 20. juli 1999 (3), at Parlamentets formand meddelte, at hun fra 29 medlemmer havde modtaget en stiftelseserklæring for en ny politisk gruppe med betegnelsen »Den Tekniske Gruppe for Uafhængige Medlemmer (TDI)«.

Formændene for de andre politiske grupper, der var af den opfattelse, at betingelsen om politisk tilhørsforhold i forretningsordenens artikel 29, stk. 1, ikke var opfyldt i dette tilfælde, ønskede, at Udvalget om Forfatningsspørgsmål fortolkede denne bestemmelse, og at de pågældende medlemmer blev anset for løsgængere, indtil dette udvalg havde truffet afgørelse.

11.      Ved skrivelse af 28. juli 1999 meddelte formanden for Udvalget om Forfatningsspørgsmål Parlamentets formand følgende:

»Udvalget om Forfatningsspørgsmål behandlede under sine møder den 27. og 28. juli 1999 anmodningen om fortolkning af forretningsordenens artikel 29, [stk.] 1, der var fremsat af formandskonferencen under møde den 21. juli 1999.

Efter en omfattende meningsudveksling og med 15 stemmer for, 2 mod og 1 blank fortolker Udvalget om Forfatningsspørgsmål forretningsordenens artikel 29, [stk.] 1, på følgende måde:

[TDI-gruppens] stiftelseserklæring er ikke i overensstemmelse med [forretningsordenens] artikel 29, [stk.] 1.

Denne gruppes stiftelseserklæring, navnlig bilag 2 til skrivelsen om stiftelse rettet til Europa-Parlamentets formand, udelukker ethvert politisk tilhørsforhold. Det giver fuldstændig politisk uafhængighed til de forskellige medlemmer af denne gruppe, der har underskrevet skrivelsen.

Jeg skal derfor foreslå Dem at indsætte følgende tekst som forklarende note til forretningsordenens artikel 29, [stk.] 1:

»I henhold til denne bestemmelse kan det ikke tillades, at der dannes en gruppe, som åbent afviser at være politisk, og hvor der ikke er noget politisk tilhørsforhold mellem dens medlemmer.«

[...]«

12.      TDI-gruppen fremsatte i henhold til forretningsordenens artikel 180, stk. 4, en indsigelse mod den forklarende note fra Udvalget om Forfatningsspørgsmål. Noten blev imidlertid under plenarmødet den 14. september 1999 forelagt Parlamentet til afstemning. Den blev vedtaget med flertal (4).

C –    Påstande og anbringender til støtte for annullationssøgsmålet

13.      Den 19. november 1999 anlagde Front national sag ved Retten i Første Instans med påstand dels om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse, for så vidt som den indebar en opløsning af TDI-gruppen, dels om, at den sagsøgte institution tilpligtedes at betale sagens omkostninger (sag T-327/99).

Sagsøgeren fremsatte følgende anbringender: 1) urigtig forståelse af forretningsordenens artikel 29, stk. 1, 2) tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og forretningsordenens bestemmelser samt manglende retsgrundlag, idet Parlamentet med urette efterprøvede overensstemmelsen mellem TDI-gruppen og forretningsordenens artikel 29, stk. 1, og fandt, at medlemmerne af denne gruppe ikke delte politisk tilhørsforhold, 3) tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i forhold til TDI-gruppens medlemmer, 4) manglende hensyntagen til medlemsstaternes fælles parlamentariske traditioner, 5) tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og 6) formodning om procedurefordrejning.

14.      Den 5. oktober 1999 havde Jean-Claude Martinez og Charles de Gaulle allerede anlagt sag til prøvelse af Europa-Parlamentets afgørelse af 14. september 1999, hvorved Parlamentet havde godkendt Udvalget om Forfatningsspørgsmåls indstilling for så vidt angår overensstemmelsen mellem TDI-gruppens stiftelseserklæring og forretningsordenens artikel 29, stk. 1 (sag T-222/99). Den 22. november 1999 anlagde Emma Bonino, Marco Pannella, Marco Cappato, Gianfranco Dell’Alba, Benedetto Della Vedova, Olivier Dupuis, Maurizio Turco og Lista Emma Bonino sag til prøvelse af den nævnte afgørelse (sag T-329/99). Retten i Første Instans besluttede i medfør af artikel 50 i Rettens procesreglement, at sagerne skulle forenes med henblik på dommen.

II – Den appellerede dom

15.      I sag T-327/99 fremsatte Parlamentet ikke en formel formalitetsindsigelse i medfør af artikel 114 i Rettens procesreglement. Parlamentet gjorde imidlertid gældende, at annullationssøgsmålet ikke kunne fremmes til realitetsbehandling, da retsakten af 14. september 1999 ikke umiddelbart berørte sagsøgeren i artikel 230, stk. 4, EF’s forstand, fordi der var tale om en fortolkning af en bestemmelse af generel karakter.

16.      I dommens præmis 66 og 67 behandlede Retten dette anbringende:

»66      Hvad angår sag T-327/99 skal det understreges, at Front national, der er et fransk politisk parti, er en juridisk person, hvis vedtægtsbestemte formål er gennem medlemmerne at fremme idéer og politiske projekter i de nationale og europæiske institutioner. Partiet opstillede en liste til Europa-Parlamentsvalget i juni 1999. De af partiets medlemmer fra denne liste, der blev valgt til Parlamentet, findes blandt de medlemmer, der har stiftet TDI-gruppen. På grund af retsakten af 14. september 1999 deler de den situation, der er beskrevet ovenfor i præmis 59, hvilket umiddelbart påvirker vilkårene for fremme af det partis idéer og projekter, som de repræsenterer i Europa-Parlamentet, og således vilkårene for gennemførelse af dette politiske partis vedtægtsbestemte formål på europæisk plan.

67      Retsakten af 14. september 1999 skal således anses for umiddelbart at berøre Front national.«

Dommens præmis 59 har følgende ordlyd:

»59      Det skal i denne forbindelse understreges, at retsakten af 14. september 1999 fratager de medlemmer, der har stiftet TDI-gruppen, muligheden for gennem denne gruppe at danne en politisk gruppe i forretningsordenens artikel 29’s forstand, således at disse medlemmer anses for løsgængere i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 30. Som det fremgår af det ovenfor i præmis 3 og 4 anførte, skal løsgængerne udøve deres mandat under andre vilkår end dem, der er forbundet med et tilhørsforhold til en politisk gruppe, og som kunne have været gældende for dem, såfremt retsakten af 14. september 1999 ikke var blevet vedtaget.«

17.      I præmis 75 fastslog Retten i Første Instans, at de tre annullationssøgsmål kunne antages til realitetsbehandling, og den foretog derefter en prøvelse af sagens realitet.

III – Appellen af Rettens dom

18.      Dommen er blevet appelleret af Jean-Claude Martinez (sag C-488/01 P) og af Front national (sag C-486/01 P). Begge parter fremsatte endvidere begæring om udsættelse af opfyldelsen af Rettens dom. Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 21. februar 2002 blev sagerne forenede med henblik på dommen, ovennævnte begæring blev ikke taget til følge, og Domstolen udsatte udtrykkeligt afgørelsen om sagsomkostningerne.

19.      Ved kendelse af 11. november 2003 forkastede Domstolens plenum i medfør af procesreglementets artikel 119 den appel, som Jean-Claude Martinez havde iværksat, idet Domstolen fandt, at det var åbenbart, dels at den ikke kunne antages til realitetsbehandling, dels at den var åbenbart grundløs.

20.      I sin skrivelse af 17. december 2001 har Front national nedlagt følgende påstande for Domstolen (5):

–        Appellen antages til realitetsbehandling.

–        Det fastslås, at Retten i Første Instans har tilsidesat fællesskabsretten.

–        Den appellerede dom ophæves.

–        Domstolen træffer endelig afgørelse i sagen, subsidiært hjemviser sagen til fornyet behandling ved Retten.

–        Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21.      Europa-Parlamentet appellerede ikke Rettens dom inden for den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 56, stk. 1, i Domstolens procesreglement (6). Parlamentet benyttede dog sit svarskrift, som indgik til Domstolens Justitskontor den 14. februar 2002, til at iværksætte kontraappel, idet det har nedlagt følgende påstande for Domstolen:

–        Appellen forkastes.

–        Den appellerede dom ophæves, for så vidt som Front nationals annullationssøgsmål antages til realitetsbehandling.

–        Front nationals søgsmål i sag T-327/99 afvises, subsidiært frifindes Parlamentet.

–        Front national tilpligtes at betale sagens omkostninger.

22.      Domstolens præsident tog ikke begæringen om tilladelse til at indgive replik og duplik til følge i hovedappelsagen. Han gav dog Front national adgang til i en replik at fremsætte bemærkninger til de argumenter, som Parlamentet havde fremført til støtte for sin kontraappel i punkt 15-29 i sit svarskrift, hvilket skete den 15. april 2002.

Da Parlamentet undlod at indgive et supplerende processkrift, fremsendte Domstolens Justitskontor den 27. maj 2002 Front nationals processkrift til Parlamentet.

23.      Den 9. december 2003 blev der afholdt retsmøde i sag C-486/01 P, hvor parterne afgav mundtlige indlæg.

IV – Gennemgang af appelsagen

24.      Når der henses til, at Europa-Parlamentet har gjort gældende, at Front nationals annullationssøgsmål skulle have været afvist på grund af manglende søgsmålskompetence, opstår der et dilemma for så vidt angår den fremgangsmåde, der er mest hensigtsmæssig at følge ved gennemgangen af sagen. Skal hovedappelsagen behandles først og dernæst kontraappellen eller omvendt (7). Henset til de forskellige følger, som det vil have at vælge den ene mulighed frem for den anden, er det min opfattelse, at Domstolen bør vælge den anden mulighed, dvs. at behandle kontraappellen først.

25.      Der er flere grunde til at gå frem i denne rækkefølge. Hvis man på den ene side indledte med at behandle hovedappellen, ville Domstolen – også i tilfælde af, at appellen afvises fra realitetsbehandling – måske ikke blive fritaget for forpligtelsen til efterfølgende at afgøre kontraappellen (8). Det forholder sig på samme måde, hvis Domstolen ikke tager appellen til følge (9). Såfremt Domstolen skulle fastslå, at Retten har anvendt artikel 230, stk. 4, EF korrekt, ville det være uden betydning, i hvilken rækkefølge man var gået frem. Skulle Domstolen derimod nå frem til, at Retten begik en retlig fejl, da den anerkendte, at appellanten havde søgsmålskompetence, ville hovedappellen skulle afvises fra realitetsbehandling, og det ville derfor have været unødvendigt at gennemgå sagens realitet, hvilket ikke ville være i overensstemmelse med procesøkonomiske hensyn.

På den anden side, som jeg allerede har anført i punkt 3 i mit forslag til afgørelse i sagen Rådet mod Boehringer (10), er sagsøgerens kompetence til at indbringe en sag en procesforudsætning, som, hvis den ikke er opfyldt, indebærer, at Retten eller Domstolen ikke kan pådømme sagens realitet (11).

A –    Europa-Parlamentets kontraappel

1. Parternes påstande

26.      Parlamentet er af den opfattelse, at Front nationals annullationssøgsmål skulle afvises på grund af manglende søgsmålskompetence, idet partiet ikke var umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse. Den omstændighed, at Retten i Første Instans fremmede søgsmålet til realitetsbehandling, er ifølge Parlamentet udtryk for en urigtig fortolkning af artikel 230, stk. 4, EF og en tilsidesættelse af fællesskabsretten som omhandlet i artikel 58 i Domstolens statut.

27.      Parlamentet har først og fremmest påpeget, at der består en modsætning mellem præmis 67 og andre passager i den appellerede dom, hvilket giver det indtryk, at Rettens vurdering er i modstrid med dens afgørelse, uden at der gives nogen begrundelse for denne inkonsekvens. Parlamentet har henvist til, at det i dommen udtales, at medlemmerne af TDI-gruppen må anses for at være umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, idet de fratages muligheden for at danne en politisk gruppe i forretningsordenens artikel 29, stk. 1’s forstand. Parlamentet anser det for at være utænkeligt, at parlamentsmedlemmerne, der nyder en særlig status, kan blive berørt af Parlamentets retsakter på samme måde som nationale politiske partier, der ikke har en sådan særlig status. Parlamentet har endvidere tilføjet, at såfremt indholdet af juridiske personers vedtægter var afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, ville dens søgsmålskompetence i sidste ende afhænge af dens egen vilje, i hvilket tilfælde nogle af disse personers søgsmål ville kunne fremmes til realitetsbehandling, mens andre personers søgsmål ville blive afvist.

28.      For det andet har Parlamentet anført, at selv om den anfægtede afgørelse har medført, at situationen for visse medlemmer har ændret sig, således at vilkårene for at fremme partiets idéer og projekter muligvis er blevet ringere, er det et faktum, at det kun er Front nationals medlemmer, der har mulighed for at godtgøre, at de er umiddelbart berørt, eftersom det pågældende franske politiske parti kun er indirekte berørt.

29.      Parlamentet har for det tredje gjort gældende, at en retsakt, der er vedtaget inden for rammerne af den interne tilrettelæggelse af institutionens arbejde, og som regulerer visse parlamentsmedlemmers status, ikke har retsvirkninger over for tredjemand. Selv om Front national deltog i valget i juni 1999, eksisterer der efter valget ikke længere noget retsforhold mellem de politiske partier, som har deltaget i valgkampagnen, og den valgte forsamling, således som det kan udledes såvel af artikel 4, stk. 1, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i forsamlingen, som af forretningsordenens artikel 2 (12), hvoraf det fremgår, at de repræsentanter, der vælges til Parlamentet, udøver deres mandat frit, og at de ikke kan være bundet af pålæg eller modtage bundet mandat. Såfremt man under disse omstændigheder antog, at den anfægtede afgørelse også har retsvirkning over for Front national, ville medlemmerne af Parlamentet alene fungere som et bindeled mellem Parlamentet og deres parti uden at være uafhængige eller at have et selvstændigt ansvar, hvilket ville stride mod deres virkelige stilling. Parlamentet har tilføjet, at artikel 191 EF, der fremhæver, at partierne på det transnationale område har en vigtig rolle som integrationsfaktor inden for Unionen, og at de udgør et element, der bidrager til en europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje (13), er irrelevant i denne sammenhæng, idet de europæiske politiske partier dels stadig mangler en forfatningsmæssig statut, der definerer deres rettigheder og forpligtelser på fællesskabsniveau (14), dels i sagens natur bør omfatte komponenter fra forskellige medlemsstater, hvilket ikke gør sig gældende for Front nationals vedkommende, der udelukkende er baseret i Frankrig.

30.      Parlamentet har for det fjerde fremdraget de negative følger, det kunne få, såfremt man antog søgsmålet til realitetsbehandling. Hvis Rettens fortolkning lægges til grund, vil man risikere en strøm af søgsmål anlagt af personer, der kun indirekte berøres af Parlamentets interne organiseringsforanstaltninger. Som eksempel har Parlamentet nævnt foreninger under politiske partier i tilfælde af, at de ikke længere får del i de støttebeløb, der udbetales til de politiske grupper, og andre politiske partier, som afhængigt af deres egne vedtægter kan føle sig berørt af specifikke bestemmelser i forretningsordenen, såsom forretningsordenens artikel 152 om parlamentsudvalgenes sammensætning eller forretningsordenens artikel 168 om nedsættelse interparlamentariske delegationer, hvoraf det fremgår, at der så vidt muligt skal tages hensyn til en rimelig repræsentation af medlemsstater og politiske retninger.

31.      Front national har anført, at Fællesskabets retsinstanser bør kunne udøve en effektiv kontrol med Europa Parlamentets retsakter, henset til den betydelige forøgelse af deres kompetence, af deres beslutningsbeføjelser og deres handlemuligheder.

Partiet har gjort gældende, at det er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, eftersom opløsningen af TDI-gruppen ikke blot havde følger for gruppens medlemmer, idet de blev berøvet muligheden for at udøve en lang række politiske rettigheder, der er forbeholdt de parlamentsmedlemmer, som indgår i grupper, men også for de politiske partier, som disse medlemmer tilhørte. Front national har fremhævet dets interesse i, at de parlamentsmedlemmer, der blev valgt fra deres liste takket være partiets valgkamp, der var forbundet med betydelige omkostninger, råder over de samme muligheder som de øvrige parlamentsmedlemmer, idet det har fremhævet, at alle de franske medlemmer af gruppen var aktive i partiet. For så vidt angår det tab, der er lidt, har partiet henvist til budgetpost 3707, nærmere bestemt den post, der vedrører udgifter til administrativ bistand og sekretariatsbistand (3707/1), og den post, der omhandler omkostninger forbundet med de politiske gruppers og løsgængernes politiske aktiviteter (3707/2). Det årlige beløb, der udbetales til et gruppemedlem, beløber sig til 36 698,28 EUR, hvorimod en løsgænger kun får 9 909,19 EUR.

32.      Front national har endelig anført, at når Domstolen én gang har anerkendt et søgsmål fra et politisk parti, der var anlagt til prøvelse af en afgørelse fra Parlamentet, hvorved princippet om lighed mellem de politiske grupperinger i forbindelse med valgkampe var blevet tilsidesat (15), kan den ikke afvise et søgsmål fra et andet parti, der kræver lighedsprincippet overholdt efter valget. Front nationals vælgere har ret til at være repræsenteret i Parlamentet på tilsvarende vilkår som dem, der gælder for medlemmerne i de andre grupper.

2.      Den anfægtede afgørelses virkninger for Front national

33.      I henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan enhver fysisk eller juridisk person »indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt« (16).

I overensstemmelse med den analyse, som Retten i Første Instans har foretaget i præmis 28-34 i dens dom, og som jeg er enig i, består den anfægtede afgørelse fra Europa Parlamentet i en erklæring om, at TDI-gruppen ikke eksisterer ex tunc, idet den ikke er i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 29, stk. 1. Der er ingen tvivl om, at denne retsakt har umiddelbare og omgående direkte og umiddelbare virkninger for parlamentsmedlemmerne, der indtil daværende tidspunkt gik ud fra, at de tilhørte en politisk gruppe. Som anført i dommens præmis 65, forhindrer den anfægtede retsakt, uden at der er behov for supplerende foranstaltninger, dem i gennem TDI-gruppen at danne en politisk gruppe i forretningsordenens artikel 29’s forstand, hvilket skader vilkårene for udøvelsen af deres funktion, hvorfor den skulle anses for umiddelbart at berøre dem.

34.      Det skal herefter undersøges, om Front national, som flere medlemmer af TDI-gruppen(17) tilhørte, kan hævde, at de er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse.

35.      Det fremgår af Domstolens praksis, at for at en person kan anses for at være umiddelbart berørt, skal den anfægtede fællesskabsforanstaltning umiddelbart have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og den må ikke overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af fællesskabsbestemmelserne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (18).

36.      Henset til denne retspraksis synes Front national ikke umiddelbart at opfylde betingelserne i artikel 230 EF, stk. 4.

37.      Den argumentation, som Retten i Første Instans har fremført i den appellerede doms præmis 67 for at konkludere, at den anfægtede afgørelse umiddelbart berører Front national, er temmelig kortfattet og fokuseret på de konsekvenser, som erklæringen om, at TDI-gruppen ikke eksisterer ex tunc, har for hvert enkelt parlamentsmedlem og ikke for partiet.

Ifølge dommens præmis 59 blev de kandidater, der blev valgt for det pågældende parti, berøvet muligheden for via TDI-gruppen at organisere sig i en politisk gruppe, idet de blev anset for at være løsgængere med de deraf følgende ulemper for udøvelsen af deres funktion. I præmis 66 udledes af denne konstatering, at den derved opståede situation umiddelbart påvirker vilkårene for fremme af dette partis idéer og projekter, som de repræsenterer i Europa-Parlamentet, og således vilkårene for gennemførelse af dets vedtægtsbestemte formål på unionsplan.

38.      Jeg er enig med Parlamentet i, at Front national kun var indirekte berørt af den anfægtede afgørelse, da de umiddelbart berørte var medlemmerne, der – idet de blev frataget muligheden for at forsvare partiets idéer og projekter med udgangspunkt i en politisk gruppe – med virkning fra dette tidspunkt skulle forsvare disse idéer og projekter individuelt.

39.      De argumenter, som Front national har fremført i denne sag, har heller ikke overbevist mig.

40.      For det første bemærkes, at selv om et politisk parti, der opstiller til et valg til Europa-Parlamentet, er interesseret i, at dets kandidater, efter at de er blevet valgt, udøver deres mandat på samme vilkår som de øvrige parlamentsmedlemmer (19), giver denne interesse dem ikke ret til, at partiets repræsentanter danner deres egen gruppe eller indgår i de grupper, der dannes. Det fremgår nemlig dels af artikel 29, stk. 2, i Parlamentets forretningsorden, at en politisk gruppe skal have medlemmer fra mere end én medlemsstat (Front national har udelukkende base i Frankrig), dels af artikel 29, stk. 1, at parlamentsmedlemmerne kan danne grupper efter politisk tilhørsforhold (under valgkampen kender man ikke det nye Parlaments sammensætning, og man ved derfor ikke, om der er nok repræsentanter fra de øvrige medlemsstater, der har samme ideologiske grundlag som et nationalt parti).

41.      For det andet bemærkes, at afgørelsen af 14. september 1999 ikke krænker ligebehandlingsprincippet mellem parlamentsmedlemmerne under udøvelsen af deres mandat, idet det af Domstolens praksis fremgår, at »forskelsbehandling består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer« (20). Den Europæiske Menneskeretsdomstol har i overensstemmelse med retspraksis i en række demokratiske stater lagt til grund, at ligebehandlingsprincippet tilsidesættes, hvis en forskellig behandling under udøvelsen af en ret, der er sikret i konventionen, savner en objektiv og rimelig berettigelse (21).

42.      Da Europa-Parlamentet fastsatte nærmere regler for sin virksomhed i forretningsordenen, valgte det at fremme medlemmernes organisering i politiske grupper og opstillede samtidig et krav om, at de skulle komme fra flere medlemsstater. Jo flere medlemsstater, de kommer fra, jo lettere er det at danne en politisk gruppe. Kommer medlemmerne således fra 4 medlemsstater eller flere, er det tilstrækkeligt, at de er 14 medlemmer. Den eneste betingelse, de er pålagt, er, at de grupperer sig efter deres politiske tilhørsforhold.

Det er klart, at en medlemsstats medlemmer, der ikke har samme politiske holdninger som de øvrige parlamentsmedlemmer, ikke er i samme situation som dem, der indgår i en parlamentarisk gruppe, fordi de deler sådanne holdninger, og man kan derfor ikke kræve, at de behandles lige.

43.      For det tredje bemærkes, at de tab, som Front national hævder at have lidt, i realiteten er lidt af parlamentsmedlemmerne, idet de tilskud, der er opført på budgettet, ikke er tiltænkt de partier, hvis synspunkter de forfægter.

44.      Endelig fremgår det af Europa-Parlamentets forretningsorden, at de nationale politiske partier ikke er tillagt nogen funktion hverken i relation til dets organisation eller virksomhed. De repræsentanter, der vælges til Parlamentet, udøver deres funktion frit, og de kan ikke være bundet af pålæg eller modtage bundet mandat. De afgiver deres stemme individuelt og personligt. De kan indgå i en politisk gruppe, skifte gruppe eller være løsgængere. Jeg er enig med Parlamentet i, at den anfægtede afgørelse kun berørte Front national indirekte i kraft af den indvirkning, som den uomtvisteligt havde på de kandidater, der var blevet valgt fra deres liste.

45.      Det fremgår af de foregående betragtninger, at Front national ikke opfyldte betingelserne for søgsmålskompetence i artikel 230, stk. 4 EF, da partiet ikke var umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse.

Retten i Første Instans begik derfor en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 67 fastslog, at denne afgørelse umiddelbart berørte appellanten.

46.      Europa-Parlamentet må derfor gives medhold i sin kontraappel, og Rettens dom må ophæves, i det omfang den antog Front nationals søgsmål til prøvelse af afgørelsen af 14. september 1999 til realitetsbehandling.

47.      Ifølge artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Domstolen kan Domstolen, hvis den ophæver en af Retten truffen afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise sagen til Retten til afgørelse. Den ene af de situationer, hvor den mulighed, som denne bestemmelse giver, kan benyttes, er fejl i den retlige bedømmelse, forudsat at redegørelsen for de faktiske omstændigheder er fuldstændig og tilstrækkelig. Dette synes at være Domstolens foretrukne fremgangsmåde, selv om den ikke har for vane at give udtryk for, hvorfor den har fundet, at en sag var moden til påkendelse (22).

Det synes hensigtsmæssigt, at Domstolen træffer afgørelse om sagens realitet, når det fremgår af sagens akter, at sagen er moden til afgørelse (23). Dette er i overensstemmelse med fællesskabslovgivers ønske om, at den skal fungere som en moderne kassationsdomstol, der er udstyret med en vidtstrakt mulighed for at afsige endelig dom i en sag, når den finder det hensigtsmæssigt (24).

48.      Der er i denne sammenhæng ingen tvivl om, at det spørgsmål, som Domstolen skal tage stilling til i appelsagen, udelukkende er af juridisk karakter. Følgelig bør den pågældende bestemmelse anvendes, og det må fastslås, at Front nationals annullationssøgsmål skulle have været afvist fra realitetsbehandling, idet partiet savner søgsmålskompetence.

B –    Hovedappelsagen

49.      Da Front national ikke havde kompetence til at indbringe et søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse for Retten i Første Instans, har partiet heller ikke kompetence til at appellere Rettens dom. Det må følgelig fastslås, at appellen må afvises fra realitetsbehandling.

V –    Sagens omkostninger

50.      I henhold til artikel 122 i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellanten gives medhold i sagen, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.

51.      I henhold til artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement, der i henhold til artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

Da Front nationals appel må afvises, og Parlamentet har nedlagt påstand om, at Front national pålægges at betale sagens omkostninger, skal den sidstnævnte part betale sagens omkostninger. I den sag om foreløbige forholdsregler, som Domstolens præsident afgjorde ved kendelse af 21. februar 2002, og hvori det bestemtes, at afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes, bør Front national bære sine egne omkostninger og betale halvdelen af de omkostninger, som Europa-Parlamentet har afholdt.

VI – Forslag til afgørelse

På baggrund af det ovenfor anførte, skal jeg foreslå Domstolen:

1)         på grundlag af Europa-Parlamentets kontraappel at ophæve Retten i Første Instans’ dom af 2. oktober 2001, forenede sager T-222/99, T-327/99 og T-329/99, Martinez m.fl. mod Europa-Parlamentet, for så vidt som Retten i denne dom antog Front nationals annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelsen af 14. september 1999, hvorved det blev besluttet, at Den Tekniske Gruppe for Uafhængige Medlemmer (TDI) ikke eksisterer ex tunc, til realitetsbehandling

2)         at fastslå, at Front nationals annullationssøgsmål skal afvises

3)         at afvise den hovedappelsag, der er iværksat af Front national

4)         at pålægge Front national at betale sagens omkostninger, herunder halvdelen af de omkostninger, som Europa-Parlamentet har afholdt i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

1 – Originalsprog: spansk.

2 – EFT 1999 L 202, s. 1.

3 – EFT C 301, s. 1.

4 – Man må håbe, at en sådan situation ikke opstår igen, når der henses til den nye fortolkning af artikel 29, stk. 1, i Parlamentets forretningsorden, der er fastsat i dens 15. udgave fra februar 2003 (EFT L 61, s. 1).

5 – Hovedparten af de anbringender, som Front national har fremsat til støtte for sin appel, er identiske med dem, som Jean-Claude Martinez har fremsat. Under retsmødet anførte Front nationals advokat, at han havde kendskab til indholdet af den nævnte kendelse, og han afstod fra at fremsætte bemærkninger hertil.

6 – I besvarelse af et spørgsmål, som jeg stillede Europa-Parlamentets befuldmægtigede under retsmødet, oplyste denne, at Parlamentets Juridiske Tjeneste ikke var sikker på, at det var muligt at appellere Rettens dom, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, når Retten havde fremmet sagen til realitetsbehandling, hvorfor man havde besluttet sig for at benytte sig af Front nationals processkrift til at iværksætte kontraappel. Der findes imidlertid eksempler på sager, hvor der for Domstolen har været nedlagt påstand om delvis ophævelse af en dom, hvorved det udtrykkeligt eller stiltiende var blevet lagt til grund, at en af parterne i første instans havde søgsmålskompetence, herunder i tilfælde, hvor appellanten ikke havde været part i sagen, og i tilfælde, hvor den pågældende havde fået medhold i realiteten. Som eksempler kan nævnes dom af 21.1.1999, sag C-73/97 P, Frankrig mod Comafrica m.fl., Sml. I, s. 185, og af 26.2.2002, sag C-23/00 P, Rådet mod Boehringer m.fl., Sml. I, s. 1873.

7 – Billedet varierer meget i de forskellige medlemsstater, idet det ikke er alle stater, der indrømmer sagens parter samme mulighed som den, der er fastsat i procesreglementets artikel 117, stk. 2. I Østrig kan en part, der ikke har anfægtet en dom inden for fristen, ikke indtræde i en sag, der er iværksat af en anden part, og i Grækenland, hvor det kun er tilladt at indtræde i en appelsag, kan man ikke fremsætte andre anbringender end dem, som appellanten har fremsat. I Belgien, Spanien, Finland og Sverige er der kun fastsat regler for indtræden under appelsagen. I straffesager tillader Tyskland ikke indtræden i nogen former for søgsmål, hvorimod der i Frankrig ikke er adgang til indtræden i kassationssager.

8 – Graden af tilslutningsappellens selvstændighed i forhold til hovedappellen varierer i de forskellige medlemsstaters retsorden. I Irland, i Det Forenede Kongerige og i Danmark behandler retten under alle omstændigheder tilslutningsappellen uanset hovedsagens udfald. Det forholder sig på samme måde i Spanien for så vidt angår tilslutning til appelsagen inden for det civilretlige og inden for det forvaltningsretlige område. I Belgien og i Nederlandene er det kun, hvis hovedsagen ikke antages til realitetsbehandling, idet den anses for at være en nullitet, eller sagen er anlagt for sent, at tilslutningsappellen afvises. I Italien og Frankrig sondres der mellem den tilslutning, der sker inden for fristen, og som kan antage karakter af hovedsag, hvis appellen afvises, og den, der sker, efter at denne frist er udløbet, hvilken tilslutning nødvendigvis følger appellens udfald. I Tyskland, Finland, Portugal og Sverige har tilslutningsappellen ikke karakter af en selvstændig sag. Hvis hovedsagen afvises, kan retten ikke behandle de anbringender, der er blevet fremført i tilslutningsappellen.

9 – I stort set alle medlemsstaternes retsordener gælder det, at retten behandler tilslutningsappellen, også selv om hovedsagen ikke tages til følge. I nogle medlemsstaters retsordener undergives sager, hvor det er åbenbart, at hovedsagen ikke vil blive taget til følge, imidlertid en særlig behandling. Når en civil appelsag i Tyskland afgøres ved kendelse, fordi det er åbenbart, at appellanten ikke vil få medhold i hovedsagen, mister tilslutningen således sit grundlag, medmindre sagen er særlig vigtig, eller såfremt udviklingen i gældende ret eller hensynet til en entydig retspraksis gør det påkrævet, at retten træffer en realitetsafgørelse. Det forholder sig på samme måde i Finland, såfremt retten ikke går ind i en udtømmende prøvelse af realiteten i en appelsag. Noget tilsvarende gælder i Portugal i borgerlige sager, hvor retten heller ikke tager stilling til tilslutningen, hvis den efter en summarisk forudgående vurdering finder, at det er åbenbart, at appellanten ikke vil få medhold i sagen.

10 –      Nævnt ovenfor i fodnote 6.

11 –      Et klart bevis for rigtigheden af denne påstand findes i den omstændighed, at bestemmelserne om, hvem der kan indbringe sager for Fællesskabets retsinstanser, ikke findes i procesreglementet, men i selve EF-traktaten (artikel 226 EF til 228 EF vedrørende traktatbrudssøgsmål, artikel 230 EF vedrørende annullationssøgsmål, artikel 232 EF vedrørende passivitetssøgsmål og artikel 236 EF vedrørende personalesager) og i statutten (artikel 40 vedrørende intervention og artikel 56 og 57 vedrørende appel).

12 – Den nugældende 15. udgave.

13 – Se artikel 45, stk. 4, i udkastet til traktat om en forfatning for Europa, hvor der frem for at fremhæve de politiske partiers vigtige rolle som integrationsfaktor på europæisk niveau lægges vægt på deres bidrag til europæisk bevidstgørelse og på deres egnethed til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje.

14 – Denne udtalelse passer ikke længere på de faktiske forhold efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4.11.2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan (EUT L 297, s. 1).

15 – Dom af 23.4.1986, De Grønne mod Parlamentet, sag 294/83, Sml. s. 1339.

16 – Jeg vil gerne fremhæve generaladvokat Jacobs’ prisværdige forsøg på at få Domstolen til at redefinere begrebet individuelt berørt i det forslag til afgørelse, han fremsatte den 21.3.2002 i sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet (dom af 25.7.2002, Sml. I, s. 6677). Han argumenterede på en særdeles overbevisende måde for, at artikel 230, stk. 4, EF skulle fortolkes således, at den bringes i overensstemmelse med princippet om at sikre borgerne en effektiv domstolsbeskyttelse. Efter hans opfattelse er der ingen tvingende argumenter for at hævde, at begrebet individuelt berørt indebærer den betingelse, at borgere, som ønsker at anfægte en almengyldig foranstaltning, skal adskille sig fra alle andre, der er berørt af den, på lignende måde som en adressat, og han foreslog, at Domstolen anerkendte, at en person befinder sig i en sådan situation, hvis foranstaltningen på grund af de særlige omstændigheder, han befinder sig i, er eller kan være til betydelig skade for hans interesser. Domstolens reaktion lod ikke vente på sig. I den dom, som Domstolen afsagde knap fire måneder senere, anerkendte den ganske vist, at denne betingelse skal fortolkes i lyset af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse under hensyntagen til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, men fandt samtidig, at en sådan fortolkning ikke kan føre til, at der ses bort fra den omhandlede betingelse, som er fastsat i traktaten, uden at man derved ville overskride de beføjelser, Fællesskabets retsinstanser er tillagt, idet det i givet fald tilkommer medlemsstaterne at foretage en reform af den nugældende ordning i overensstemmelse med artikel 48 EU. Retten i Første Instans tilsluttede sig bestræbelserne i sin dom af 3.5.2002, sag T-177/01, Jégo-Quéré mod Kommissionen, Sml. II, s. 2365. I denne afgørelse anerkendte Retten, at en sagsøger kunne anlægge sag til prøvelse af en almengyldig kommissionsforordning, uanset at sagsøgeren ikke var individuelt berørt på grundlag af de kriterier, som er opstillet i Fællesskabets retsinstansers praksis, idet det modsatte resultat ville fratage sagsøgeren retten til en effektiv domstolsprøvelse. Retten tilsluttede sig således generaladvokatens forslag. Kommissionen appellerede sagen, og sagen verserer i øjeblikket for Domstolen.

17 – Af de ti franske parlamentsmedlemmer, der på nuværende tidspunkt fremstår som løsgængere, er der fem, der tilhører Front national. Se

18 – Jf. dom af 13.5.1971, forenede sager 41/70-44/70, International Fruit Company mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 83, org.ref.: Rec. s. 411, præmis 23-29, af 6.3.1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777, præmis 25 og 26, domme af 29.3.1979, sag 113/77, NTN Toyo Bearing mod Rådet, Sml. s. 1185, præmis 11 og 12, sag 118/77, ISO mod Rådet, Sml. s. 1277, præmis 26, sag 119/77, Nippon Seiko m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1303, præmis 14, sag 120/77, Koyo Saiko m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1337, præmis 25, og sag 121/77, Nachi Fujikoshi m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1363, præmis 11, dom af 11.7.1985, forenede sager 87/77, 130/77, 22/83, 9/84, 10/84, Salerno m.fl. mod Kommissionen og Rådet, Sml. s. 2523, præmis 31, af 17.3.1987, sag 333/85, Mannesmann-Röhrenwerke mod Rådet, Sml. s. 1381, præmis 13 og 14, af 14.1.1988, sag 55/86, Arposol mod Rådet, Sml. s. 13, præmis 11-13, af 26.4.1988, sag 207/86, Apesco mod Kommissionen, Sml. s. 2151, præmis 12, af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I. s. 2477, præmis 9, og af 5.5.1998, sag C-404/96 P, Glencore Grain mod Kommissionen, Sml. I. s. 2435, præmis 41,

19 – Parlamentet har draget nogle konsekvenser af præmis 157 i den appellerede dom. I præmis 157 opfordrede Retten Parlamentet til at undersøge, om forskellene i behandlingen af parlamentsmedlemmer, der indgår i en gruppe, og løsgængere alle er nødvendige og objektivt berettigede, og til at afhjælpe de uligheder, der ikke opfylder disse krav. F.eks. ændrede præsidiet ved afgørelse af 2.7.2003 de interne forskrifter vedrørende brugen af budgetpost 3701, der dækker de politiske gruppers drifts- og administrationsudgifter og løsgængernes udgifter til sekretariatsbistand samt de omkostninger, som de politiske grupper og løsgængerne har til politiske aktiviteter og informationsaktiviteter. Denne beslutning indgår i sag T-357/03, Gollnisch m.fl. mod Parlamentet.

20 – Dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Schumacker, Sml. I, s. 225, præmis 30, af 27.6.1996, sag C-107/94, Asscher, Sml. I, s. 3089, præmis 40, af 22.10.1998, forenede sager C-9/97 og C-118/97, Jokela og Pitkäranta, Sml. I, s. 6267, præmis 45, og af 14.9.1999, sag C-391/97, Gschwind, Sml. I, s. 5451, præmis 21.

21 – Dom af 23.7.1968, den belgiske sprogsag, serie A, nr. 6, del I, B, præmis 10.

22 – Normalt udtaler den blot lakonisk, at dette er tilfældet i den konkrete sag. Dom af 5.10.2000, forenede sager C-432/98 P og C-433/98 P, Rådet mod Chvatal m.fl., Sml. I, s. 8535, præmis 37, og af 9.1.2003, sag C-76/00 P, Petrotub og Republica mod Rådet, Sml. I, s. 79, præmis 93.

23 –      Jf. J. Héron: Droit judiciaire privé, Ed. Montchrétien, Paris 1991, s. 517; J. Vincent og S. Guinchard: Procedure civile, éd. Dalloz, Paris 1994, s. 922.

24 –      Jf. J. Nieva Fenoll: El recurso de casación ante el Tribunal de Justicia de las Comunidades Europeas, éd. Bosch, Barcelona, 1998, s. 430.

Full & Egal Universal Law Academy