EUR-Lex -  62001CC0502 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
ANTONIO TIZZANO
fremsat den 2. december 2003(1)

Sag C-502/01

Silke Gaumain-Cerri
contre
Kaufmännische Krankenkasse – Pflegekasse


(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sozialgericht Hannover (Tyskland))

Sag C-31/02

Maria Barth
mod
Landesversicherungsanstalt Rheinprovinz


(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sozialgericht Aachen (Tyskland))

»Arbejdskraftens frie bevægelighed – social sikring – forordning (EØF) nr. 1408/71 – plejeforsikring – begrebet arbejdstager – tredjeparter, der yder pleje til plejekrævende personer – sociale bidrag – forskelsbehandling begrundet i bopæl«»Arbejdskraftens frie bevægelighed – social sikring – forordning (EØF) nr. 1408/71 – plejeforsikring – begrebet arbejdstager – tredjeparter, der yder pleje til plejekrævende personer – sociale bidrag – forskelsbehandling begrundet i bopæl«

I – Indledning

1.        I de foreliggende sager anmodes Domstolen om at besvare en række spørgsmål med et ensartet indhold forelagt af Sozialgericht Hannover (Tyskland) og Sozialgericht Aachen (Tyskland).

2.        De forelæggende retter anmoder nærmere bestemt Domstolen om at tage stilling til, hvorvidt fællesskabsbestemmelserne om fri bevægelighed for personer og social sikring for vandrende arbejdstagere er til hinder for, at visse tyske socialforsikringsinstitutioner afviser at betale bidrag til social sikring for personer, der er bosiddende i en anden medlemsstat end Tyskland, men yder ikke-professionel pleje til plejekrævende personer bosiddende i Tyskland, eller som under alle omstændigheder henhører under den tyske plejeforsikringsordning.

II – Retsforskrifter

A – De relevante bestemmelser i fællesskabsretten

3.        Det bestemmes i artikel 39 EF, at »[a]rbejdskraftens frie bevægelighed sikres inden for Fællesskabet«, og at »[d]en forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår«.

4.        Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet blev vedtaget med henblik på den konkrete gennemførelse af arbejdskraftens frie bevægelighed og af forbuddet mod forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere (2) .

5.        Forordningens artikel 7 bestemmer:

»1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, må ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse.

2. Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.«

6.        Ved Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996  (3) , indførtes der bestemmelser om samordning af de nationale bestemmelser om social sikring.

7.        Artikel 1 i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at i denne forordning

»a) betyder udtrykkene »arbejdstager« og »selvstændig erhvervsdrivende« henholdsvis enhver person:

i) der er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgår i en social sikringsordning for arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, eller til en særlig ordning for tjenestemænd

[…]

b) betyder udtrykket »grænsearbejder« enhver arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, som udøver sin erhvervsmæssige virksomhed på en medlemsstats område, men er bosat på en anden medlemsstats område, hvortil han som hovedregel vender tilbage hver dag eller mindst en gang om ugen

[…]

j) betyder udtrykket »lovgivning« i forhold til enhver medlemsstats bestående og fremtidige love, administrative forskrifter, vedtægtsmæssige bestemmelser og alle andre gennemførelsesregler vedrørende de i artikel 4, stk. 1 og 2, nævnte sociale sikringsgrene eller sikringsordninger [...].

Udtrykket omfatter ikke bestemmelser i bestående eller fremtidige kollektive overenskomster, selv om der af en offentlig myndighed er tillagt sådanne overenskomstbestemmelser almindelig retsvirkning eller er foretaget en udvidelse af deres gyldighedsområde. For så vidt angår bestemmelser i kollektive overenskomster:

i) der tjener til opfyldelse af en forsikringspligt, som følger af de i forudgående underafsnit omhandlede love og administrative forskrifter [...]

ii) […]

kan den nævnte begrænsning dog til enhver tid ophæves ved en af den pågældende medlemsstat afgivet erklæring, hvori angives de ordninger af den omhandlede art, på hvilke denne forordning finder anvendelse [...].

[…]

t) betyder udtrykkene »ydelser«, »pensioner« og »renter« samtlige ydelser, pensioner og renter, herunder samtlige dele af dem, der afholdes af offentlige midler, og samtlige forhøjelser i form af reguleringstillæg eller andre tillæg, med forbehold af bestemmelserne i afsnit III, samt de ydelser i form af kapitalbeløb, der kan træde i stedet for pensioner eller renter, samt udbetalinger, der foretages som refusion af bidrag

[…]«

8.        Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at forordningen finder anvendelse på »arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater [...] samt på deres familiemedlemmer og efterladte«.

9.        For så vidt angår den del af det saglige anvendelsesområde i henhold til artikel 4 i forordning nr. 1408/71, der er relevant i den foreliggende sag, finder forordningen anvendelse:

»1. [...] på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

a) ydelser i anledning af sygdom og moderskab

[…]

c) ydelser ved alderdom

[…]

2. [...] på alle almindelige og særlige sociale sikringsordninger med eller uden bidragspligt samt på ordninger, der pålægger arbejdsgiveren eller rederen forpligtelser med hensyn til de i stk. 1 omhandlede ydelser.«

10.      Forordningens artikel 3, stk. 1, stadfæster princippet om ligebehandling, idet det heri bestemmes, at:

»Personer, der er bosat på en medlemsstats område, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.«

11.      I forordningens artikel 13 er opstillet kriterier for bestemmelse af, hvilken lovgivning der finder anvendelse på de grene af den sociale sikring, der henhører under forordningens anvendelsesområde. Følgende bestemmelse i denne artikel har betydning i den foreliggende sag:

»1.     Med forbehold af artikel 14c og f er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.

2.       Med forbehold af artikel 14 til 17:

a) er en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskæftiger ham, har sit hjemsted eller bopæl på en anden medlemsstats område

b) er en person, der har selvstændig beskæftigelse på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område

[…]«

12.      Afsnit III i forordning nr. 1408/71 indeholder en række »særlige bestemmelser om de enkelte arter af ydelser«.

13.      Samme forordnings artikel 18 ff. indeholder navnlig bestemmelser om ydelser i anledning af sygdom og moderskab.

14.      I den foreliggende sag kan nævnte forordnings artikel 19 citeres, idet der heri bestemmes følgende:

»1.     En arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, og som opfylder betingelserne i den kompetente stats lovgivning for ret til ydelser [...], har i den stat, hvor han er bosat, ret til følgende ydelser:

a) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning ydes af institutionen på bopælsstedet i henhold til den for denne institution gældende lovgivning, som om den pågældende var forsikret der

b) kontantydelser, der udbetales af den kompetente institution i henhold til den for denne institution gældende lovgivning. Efter aftale mellem den kompetente institution og bopælsstedets institution kan disse ydelser dog udbetales af den sidstnævnte institution for den førstnævnte institutions regning i overensstemmelse med reglerne i den kompetente stats lovgivning.

2.       Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på familiemedlemmer, der er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, for så vidt de pågældende ikke er berettiget til disse ydelser i medfør af lovgivningen i den stat, på hvis område de er bosat.

[…]«

15.      Endelig indeholder artikel 20 i forordning nr. 1408/71 særlige regler, der finder anvendelse på grænsearbejdere og deres familiemedlemmer:

»Grænsearbejdere kan også opnå ydelserne i den kompetente stat. Disse ydelser udredes af den kompetente institution efter lovgivningen i denne stat, som om den pågældende var bosat der. En grænsearbejders familiemedlemmer kan modtage ydelser på samme vilkår; bortset fra tilfælde, hvor øjeblikkelig hjælp er påkrævet, er opnåelse af disse ydelser dog betinget af, at der herom er afsluttet en overenskomst mellem de pågældende stater eller mellem de kompetente myndigheder i disse stater, eller – i mangel af sådan overenskomst – at den kompetente institution på forhånd har givet sin tilladelse hertil.«

B – Den nationale lovgivning

16.      Sozialgesetzbuch XI (den tyske lovbog om social sikring, herefter »SGB XI«) indeholder bestemmelser om »Soziale Pflegerversicherung« (social sikring mod risikoen for behov for plejeydelser, herefter »risikoen plejebehov«).

17.      I henhold til denne lovgivning skal enhver person, der er omfattet af sygeforsikringen, bidrage til plejeforsikringsordningen (§ 20 i SGB XI).

18.      I henhold til § 23 i SGB XI har personer, der ikke er tilknyttet sygesikringsordningen, men som er dækket af en privat sygeforsikring eller af en særlig social sikringsordning for offentligt ansatte tjenestemænd, pligt til at tegne og fortsætte en supplerende forsikringsaftale hos et forsikringsselskab efter eget valg. Den supplerende forsikring er rent juridisk underlagt de samme betingelser som den sociale plejeforsikring for så vidt angår forsikring og ydelser (§ 110 i SGB XI).

19.      Plejeforsikringen garanterer den forsikrede, dennes ægtefælle og dennes børn en månedlig udbetaling til dækning af udgifter i forbindelse med pleje i hjemmet, der varetages af tredjeparter (plejebidrag) og endvidere andre sociale sikringsydelser, hvis de er »plejekrævende«  (4) .

20.      Blandt disse øvrige sociale sikringsydelser er det i forbindelse med den foreliggende tvist relevant at nævne betaling af bidrag til social sikring for den tredjepart, der varetager plejen af den forsikrede person, sådan som det fremgår af § 44, stk. 1, i SGB XI, hvori det bestemmes:

»Til forbedring af den sociale sikring af personer, der yder pleje i § 19’s [i SBG XI] forstand, indbetaler sygesikringskasserne og de private forsikringskasser, hos hvilke der er tegnet en privat plejeforsikring [...] bidrag til den kompetente pensionsforsikringsinstitution [...]. Nærmere regler findes i § 3 […] i sjette bog [i Sozialgesetzbuch].«

21.      Som det fremgår af disse bestemmelser, og som det præciseres i forelæggelseskendelsen, betales bidragene kun, hvis to betingelser er opfyldt. Dels skal den aktivitet, som den person, der yder pleje, udøver, opfylde kravene i § 19 i SGB XI, dels skal der være tale om en aktivitet, der kræver, at personen obligatorisk er omfattet af en pensionsforsikring i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i sjette bog i Sozialgesetzbuch, der indeholder bestemmelser om »Gesetzliche Rentenversicherung«  (5) (herefter »SGB VI«).

22.      Med hensyn til den første betingelse skal det præciseres, at »personer, der yder pleje«, i henhold til § 19 i SGB XI er personer, der yder en ikke-professionel pleje i mindst 14 timer ugentligt til en plejekrævende i dennes hjem.

23.      Med hensyn til den anden betingelse bestemmes det i § 3, stk. 1, litra a), i SGB VI, at personer, der yder ikke-professionel pleje i en plejekrævendes hjem i mindst 14 timer ugentligt, er omfattet af en forpligtelse til at betale bidrag til pensionsforsikring, invalideforsikring og dødsfaldsforsikring, såfremt den plejekrævende har krav på ydelser fra plejeforsikringen.

24.      Ligeledes i forbindelse med denne anden betingelse skal det endvidere understreges, at § 3 i fjerde bog i Sozialgesetzbuch, der vedrører »Gemeinsame Vorschriften für die Sozialversicherung«  (6) (herefter »SGB IV«), indeholder følgende bestemmelser:

»Bestemmelserne om pligten og retten til at være socialforsikret gælder

1. i det omfang de forudsætter en lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed for alle personer, der inden for denne lovbogs anvendelsesområde er beskæftigede, eller som er selvstændige erhvervsdrivende

2. i det omfang de ikke forudsætter en lønnet beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed for alle personer, der har fast bopæl eller sædvanligt ophold inden for denne lovbogs anvendelsesområde.«

III – Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

A – Retsforhandlingerne ved de nationale retter

1. Sag C-502/01

25.      Silke Gaumain-Cerri, der er tysk statsborger, og hendes ægtefælle, der er fransk statsborger, er bosiddende i Frankrig. De arbejder begge i Tyskland som beskæftigede på deltid, så de resten af dagen kan hellige sig pleje og pasning af deres mindreårige søn, der er handicappet. Som følge af deres beskæftigelse i Tyskland er de omfattet af den tyske sygeforsikrings- og sociale plejeforsikringsordning i den sociale sikringskasse »Kaufmännische Krankenkasse-Pflegekasse« (herefter »KKH«). Siden 1997 har deres søn modtaget et månedligt plejebidrag fra KKH.

26.      I 2000 anmodede ægtefællerne KKH om i henhold til § 44, stk. 1, i SGB XI at betale de lovpligtige bidrag til social sikring for personer, der yder ulønnet pleje, til den kompetente sociale forsikringskasse. Ved afgørelse af 16. maj 2000 afviste KKH anmodningen med den begrundelse, at ægtefællerne Gaumain-Cerri er bosiddende i udlandet og derfor ikke er omfattet af forsikringspligten i henhold til § 3, stk. 2, i SGB IV. Den klage, som sagsøgerne i hovedsagen indgav, blev efterfølgende afvist af KKH ved afgørelse af 17. juli 2000.

27.      Silke Gaumain-Cerri mener, at den omtvistede afgørelse indebærer en forskelsbehandling af hende selv og hendes mand i deres egenskab af grænsearbejdere, og hun anlagde derfor den 26. juli 2000 sag ved Sozialgericht Hannover med en påstand om annullation af KKH’s afgørelse, samt at KKH tilpligtes at betale bidrag til den sociale sikringsordning.

28.      Sozialgericht Hannover udsatte sagen og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Kan begreberne »ydelser i anledning af sygdom« og »ydelser ved alderdom« i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i artikel 1 i forordning nr. 1408/71, omfatte ydelser, der udredes af én social sikringsinstitution til en anden, når den sikrede kun har en abstrakt indirekte fordel deraf (sygekassens betaling af pensionsbidrag for en person, der yder pleje ulønnet), og i givet fald under hvilke omstændigheder?

2) Følger det af et direkte eller afledt forbud mod forskelsbehandling, at en ydelse som den under 1) beskrevne, skal udredes uafhængigt af, om den beskæftigelse, der ligger til grund for ydelsen, finder sted i det pågældende EU-land eller i et andet EU-land, hvor den forsikrede eller den umiddelbart begunstigede har sin bopæl?«

2. Sag C-31/02

29.      Sag C-31/02 vedrører de tyske sociale sikringskassers afvisning af at betale bidrag til social sikring i tilknytning til en plejeaktivitet, der udøves i Tyskland af en tysk statsborger bosiddende i en anden medlemsstat, her Belgien.

30.      I denne sag er det følgende problemstilling, der drøftes: Har Maria Barth, der yder pleje til en pensioneret tysk tjenestemand i i alt 18 timer ugentligt til en månedsløn på omkring 400 EUR, krav på, at de socialforsikringskasser, i hvilke den plejekrævende person har tegnet en plejeforsikring, betaler de lovbestemte bidrag til social sikring for hende?

31.      Der er her tale om Landesamt für Besoldung und Versorgung Nordrhein-Westfalen (herefter »Landesamt«), en social sikringskasse for offentligt ansatte tjenestemænd i Tyskland, og et privat forsikringsselskab, PAX Familienfürsorge Krankenversicherung (herefter »PAX«), i hvilket den plejekrævende havde tegnet en privat plejeforsikring som lovbestemt supplement til dækningen i henhold til bestemmelserne i § 23 i SGB XI, sammenholdt med § 110 i SGB XI (jf. punkt 18 ovenfor).

32.      I begyndelsen betalte socialsikringskasserne på vegne af Maria Barth de i § 44 i SGB XI omhandlede bidrag til sociale sikringsordninger til Landesversicherungsanstalt Rheinprovinz (herefter »LVR«), den forsikringskasse, som Maria Barth er tilknyttet. Efterfølgende blev det imidlertid i en afgørelse fra LVR fastslået, at Maria Barth ikke var omfattet af forsikringspligten, fordi hun var bosiddende i udlandet, og derfor indstillede såvel Landesamt som PAX indbetalingerne af nævnte bidrag.

33.      Maria Barth indbragte LVR’s afgørelse for Sozialgericht Aachen og opnåede, at de adciterede Landesamt og PAX gav møde for retten.

34.      Den ret, der havde fået tvisten forelagt, udsatte afgørelsen og forelagde domstolen følgende spørgsmål:

»1) Kan bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, tillige finde anvendelse på den tyske plejeforsikringsordning, når sikring mod risikoen plejebehov i henhold til § 23, sammenholdt med § 110 i Sozialgesetzbuch (den tyske socialsikringslovbog) – soziale Pflegeversicherung (social forsikring mod risikoen plejebehov) – (herefter »SGB XI«) (i givet fald delvist) beror på, at der indgås en privat plejeforsikringsaftale?

2) Udgør de bidrag til den lovbestemte pensionsforsikring, der skal betales i henhold til § 44 i SGB XI, sammenholdt med § 3, stk. 1, nr. 1a, og § 166, stk. 2, i Sozialgesetzbuch – Gesetzliche Rentenversicherung (lovbestemt pensionsforsikringsordning) – (SGB VI), af plejeforsikringsinstitutioner for ikke-professionelle plejere en »ydelse i anledning af sygdom« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71? I bekræftende fald: Kan en sådan ydelse ligeledes afholdes for en plejer, der yder pleje i den kompetente forsikringsinstitutions hjemstat, men som er bosiddende i en anden medlemsstat?

3) Skal plejere i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i § 19 i SGB XI, anses for arbejdstagere i henhold til artikel 39 EF? I bekræftende fald: Er det følgelig forbudt at nægte disse adgang til ydelsen »betaling af bidrag til pensionsforsikring« med den begrundelse, at de ikke bor eller har sædvanligt ophold inden for den kompetente stats område?«

B – Retsforhandlingerne ved Domstolen

35.      Ved kendelse af 21. juli 2003 har Domstolens præsident besluttet at forene de to sager på grund af den tætte sammenhæng mellem dem.

36.      I sag C-502/01 indgav KKH og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber indlæg, mens den tyske regering og den græske regering ligeledes indgav indlæg i sag C-31/02.

37.      Under sagens behandling rettede Domstolen et skriftligt spørgsmål til den tyske regering om eksistensen af eventuelle overenskomster i henhold til artikel 20 i forordning nr. 1408/71  (7) mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik. Den tyske regering svarede, at der ikke fandtes sådanne overenskomster, hverken på plejeforsikringsområdet eller på sygeforsikringsområdet.

IV – Retlige bemærkninger

A – Indledende bemærkning

38.      De to sager, der er anlagt ved de nationale retter, foranlediger Domstolen til at undersøge, om fællesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat kan anvende en lovgivning, der gør betalingen af bidrag til social sikring for en person, der yder ikke-professionel pleje til plejekrævende personer, som er omfattet af den nationale plejeforsikringsordning, betinget af et krav om, at den pågældende person skal være bosiddende på dens område.

39.      Det skal dog bemærkes, at de spørgsmål, som de to forelæggende retter har forelagt Domstolen, ikke er formuleret ens og heller ikke i samme rækkefølge. Foreningen af disse to sager kræver altså, at spørgsmålene opstilles i en ny rækkefølge og til en vis grad omformuleres, således at de så vidt muligt kan danne grundlag for en fælles undersøgelse.

40.      Indledningsvis bør det således efter min mening undersøges, om betalingen af de pågældende bidrag til social sikring henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71. I denne forbindelse bør det først undersøges, om sagsøgerne i hovedsagerne er »arbejdstagere« i nævnte forordnings betydning, hvorefter det bør undersøges, om betaling af bidrag for en person, der yder pleje, på grundlag af omstændighederne i disse sager kan betegnes som en »ydelse ved alderdom« eller en »ydelse i anledning af sygdom« stadig i forordningens forstand (første spørgsmål i sag C-502/01 og første del af andet spørgsmål i sag C-31/02).

41.      Når anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71 således er fastlagt, bør det dernæst undersøges, om bestemmelserne heri er til hinder for, at der anvendes en national lovgivning som den, der er tale om i tvisten i hovedsagerne, og som gør betalingen af de nævnte bidrag til social sikring betinget af et bopælskrav (del af andet spørgsmål i sag C-502/01 og anden del af andet spørgsmål i sag C-31/02).

42.      Først herefter kan jeg gå over til at behandle det første spørgsmål i sag C-31/02 og undersøge, om anvendelsen af forordningens bestemmelser omfatter situationer, hvor en offentlig institution kun dækker plejeforsikringen delvist inden for rammerne af den sociale sikringsordning, mens den resterende del dækkes af en lovbestemt supplerende forsikring, der tegnes i et privat forsikringsselskab på vilkår, der i det væsentlige svarer til dem, der gælder for den sociale sikring.

43.      Endelig vil jeg undersøge, om artikel 39 EF eller andre af EF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for personer og om forbud mod forskelsbehandling begrundet i nationalitet er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning som den, der er tale om i tvisten i hovedsagerne(del af andet spørgsmål i sag C-502/01 og tredje spørgsmål i sag C-31/02).

B – Formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-31/02

44.      Inden jeg går over til at behandle de således omformulerede spørgsmål, bør den tyske regerings indsigelse besvares, idet den tyske regering bestrider, at hele anmodningen om en præjudiciel afgørelse i sag C-31/02 kan antages til realitetsbehandling.

45.      Ifølge den tyske regering er Sozialgericht Aachens præjudicielle spørgsmål uden nogen relevans. I modsætning til den holdning, som den forelæggende ret synes at indtage, ville en korrekt anvendelse af de relevante bestemmelser i Sozialgesetzbuch være tilstrækkelig til at berettige en imødekommelse af Maria Barths søgsmål ved at indrømme hende ret til betaling af de i § 44 i SGB XI omhandlede bidrag til social sikring.

46.      Det er muligt, at den tyske regerings fortolkning af den nationale lovgivning er korrekt. I denne sag har den forelæggende ret imidlertid givet udtryk for en anden holdning, der har foranlediget den til at antage, at det var nødvendigt at forelægge de pågældende præjudicielle spørgsmål for Domstolen.

47.      Det fremgår imidlertid af Domstolens faste retspraksis, »at det ikke tilkommer Domstolen at udtale sig om fortolkningen af nationale bestemmelser, men at den i henhold til kompetencefordelingen mellem Domstolen og de nationale retter skal tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelseskendelsen er baggrunden for det præjudicielle spørgsmål«  (8) .

48.      Jeg mener således ikke, at der er nogen som helst grund til at imødekomme den tyske regerings formalitetsindsigelse.

C – Anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71

49.      Jeg vil nu gå over til at undersøge de spørgsmål, som de forelæggende retter har fremsat, i den rækkefølge, jeg har fastsat ovenfor: Det første spørgsmål, jeg vil behandle, er spørgsmålet om afgrænsning af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71. Det drejer sig om at afgøre dels, om denne forordnings personelle anvendelsesområde gælder for personer, der befinder sig i en situation som sagsøgerne i hovedsagen, dels om de pågældende sociale sikringsydelser henhører under nævnte forordnings saglige anvendelsesområde (første spørgsmål i sag C-502/01 og andet spørgsmål i sag C-31/02).

50.      Af tydelighedshensyn vil jeg undersøge disse to punkter separat i den rækkefølge, der er fastlagt ovenfor.

1. Personkreds

51.      Jeg skal først og fremmest understrege, at forordning nr. 1408/71 i henhold til artikel 2 »finder anvendelse på arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende«. Det bør derfor undersøges, om en person, der yder pleje i henhold til § 19 i SGB XI, er en »arbejdstager« i nævnte forordnings forstand.

52.      Den græske regering og KKH foreslår, at dette spørgsmål besvares benægtende, selv om denne holdning kommer til udtryk på en måde, der snarere er bekræftende. I det eneste argument, som KKH fremfører til støtte for denne konklusion, gør kassen således gældende, at i tysk ret kan en plejeaktivitet som defineret i § 19 i SGB XI ikke betegnes som »lønnet beskæftigelse« eller som »ulønnet beskæftigelse«.

53.      Kommissionen gør gældende, at artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 indeholder en meget detaljeret definition af udtrykket »arbejdstager«, der omfatter enhver person, der er forsikret i henhold til en af de sociale sikringsordninger, der er omhandlet i forordningen. Kommissionen mener, at denne betingelse fuldt ud er opfyldt, når der er tale om personer, der yder pleje i henhold til § 19 i SGB XI, og at det bør fastslås, at sagsøgerne i hovedsagerne er arbejdstagere i forordning nr. 1408/71’s forstand.

54.      Jeg kan uden tøven tilslutte mig Kommissionens synspunkt.

55.      Domstolen har således for længe siden i sin retspraksis fastslået, at begrebet »arbejdstager« i forordning nr. 1408/71 er et fællesskabsretligt begreb  (9) , og at det betegner »enhver person, som er forsikret i henhold til en af de sociale sikringsordninger, der er nævnt i artikel 1, litra a), mod de risici og på de betingelser, som er nævnt i denne bestemmelse«  (10) .

56.      Domstolen har således allerede haft lejlighed til at fastslå, at plejeforsikringen netop henhører under en af disse ordninger  (11) , da den »hovedsageligt har til formål at supplere ydelserne fra sygeforsikringen«  (12) .

57.      Jeg kan derfor utvetydigt fastslå, at en person, der er forsikret i henhold til plejeforsikringen, som Silke Gaumain-Cerri og dennes søn i sag C-502/01, er en »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordning nr. 1408/71, da vedkommende er forsikret i henhold til en af de ordninger, der er anført i nævnte forordnings artikel 1, litra a).

58.      Når dette er sagt, skal jeg ligeledes gøre opmærksom på, at udtrykket »arbejdstager«, der i dette tilfælde er omfattet af Domstolens retspraksis som beskrevet ovenfor (punkt 55), nødvendigvis omfatter personer, der yder pleje til den forsikrede, som det netop er tilfældet med Maria Barth i sag C-31/02, uanset om der er tale om lønnet eller ulønnet beskæftigelse, og uanset størrelsen af den eventuelle løn.

59.      I det tyske socialsikringssystem er personer, der yder ikke-professionel pleje i mindst 14 timer ugentligt, netop – hvis der ses bort fra bopælskravet – omfattet af pligten til at være pensionsforsikret, invalideforsikret og dødsfaldsforsikret i henhold til § 3, stk. 1, nr. 1a, i SGB VI.

60.      Det er imidlertid ubestridt, at forordning nr. 1408/71 i henhold til sin artikel 4 finder anvendelse på såvel pensionsforsikring som invalideforsikring og endelig dødsfaldsforsikring.

61.      Personer, der yder pleje under omstændigheder som i den foreliggende sag, er altså »arbejdstagere«, jf. artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, for de er forsikret i henhold til en af de ordninger, der er omfattet af denne forordning.

62.      Jeg foreslår derfor, at Domstolen svarer de forelæggende retter, at en person, der er dækket af den i SGB XI omhandlede plejeforsikring, er omfattet af begrebet »arbejdstager«, jf. artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, ligesom en person, som yder pleje i henhold til § 19 i SGB XI, og som dermed er omfattet af en af de sociale sikringsordninger i artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, ligeledes er omfattet af dette begreb.

2. Sagligt anvendelsesområde

63.      På dette trin af behandlingen bør det undersøges, om betaling af bidrag til social sikring til fordel for en person, der yder pleje, der afholdes af plejeforsikringen i henhold til § 44 i SGB XI, henhører under det saglige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71, som det er defineret i denne forordnings artikel 4 (jf. punkt 9 ovenfor).

64.      Ifølge KKH bør dette spørgsmål besvares benægtende, da betalingen af de omtvistede bidrag ikke udgør hverken en ydelse i anledning af sygdom eller en ydelse ved alderdom i henhold til artikel 4 i forordning nr. 1408/71.

65.      Der er således ikke i den foreliggende sag tale om »ydelser«, men om »bidrag«, som den person, der yder pleje, skal betale til en sygeforsikringsordning eller en pensionsforsikringsordning for at opnå ret til ydelser, der er omfattet af disse sociale sikringsordninger.

66.      Den omstændighed, at disse bidrag betales af den plejekrævende persons forsikring, er imidlertid ikke tilstrækkelig til at ændre deres karakter, således at der bliver tale om sociale sikringsydelser til fordel for denne anden person. Den fordel, som den plejekrævende får af denne betaling, vil være alt for indirekte.

67.      Ifølge KKH er det heller ikke muligt at påberåbe sig Domstolens praksis på området for plejeforsikring for at gøre den modsatte opfattelse gældende.

68.      KKH mener således, at Domstolen i Molenaar-dommen  (13) anerkendte plejebidragets karakter af ydelse i anledning af sygdom, men udelukkende på grund af den omstændighed, at denne ydelse betales direkte til den plejekrævende for at supplere dennes sygeforsikringsydelser.

69.      I dette tilfælde betales bidragene dog ikke til den plejekrævende person, men til det sociale sikringsorgan, som den person, der yder pleje, er tilknyttet. Denne betaling supplerer altså ikke på nogen måde sygeforsikringsydelserne og kan derfor ikke betegnes som en »ydelse i anledning af sygdom«, jf. artikel 4 i forordning nr. 1408/71.

70.      Jeg kan allerede nu sige, at jeg ikke er enig i denne påstand.

71.      Jeg skal først og fremmest understrege, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at »[e]n ydelse kan anses for en social sikringsydelse, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel skønsmæssig bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og forudsat, at den vedrører en af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71«  (14) .

72.      KKH benægter imidlertid ikke, at plejeforsikringsydelserne – herunder betalingen af de i § 44 i SGB XI omhandlede bidrag – betales til forsikringstagerne ikke efter en skønsmæssig administrativ myndigheds ønske, men på grundlag af en objektiv, lovbestemt situation.

73.      I øvrigt er der ingen, der bestrider den omstændighed, at ydelserne fra plejeforsikringen i det store hele kan betegnes som »ydelser i anledning af sygdom« (og navnlig »kontantydelser fra sygeforsikringen«) i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, sådan som Domstolen fastslog i Molenaar-dommen  (15) .

74.      Tvisten vedrører i realiteten spørgsmålet om, hvorvidt betalingen af de pågældende bidrag frembyder andre karakteristika i forhold til de øvrige ydelser fra plejeforsikringen, der indebærer, at de skal have en anden betegnelse.

75.      Jeg mener imidlertid som den græske regering og Kommissionen, at der ikke er grund til at udelukke betalingen af disse bidrag, da der i dette tilfælde endnu en gang er tale om »ydelser i anledning af sygdom« til fordel for den forsikrede, som er omhandlet i Molenaar-dommen.

76.      Jeg kan navnlig tilslutte mig Kommissionens synspunkt om, at Domstolen, selv om den i Molenaar-dommen kun henviser direkte til plejeydelsen, i realiteten har fastslået et generelt princip, der indebærer, at alle ydelser, der udgør »en økonomisk støtte, som bevirker, at plejekrævende personers levestandard kan forbedres, idet de kompenseres for de merudgifter, de måtte have som følge af deres plejebehov«  (16) i et system som plejeforsikringssystemet betragtes som »kontantydelser fra sygeforsikringen«.

77.      Betaling af de bidrag, der er tale om i den foreliggende sag, gør det imidlertid først og fremmest muligt at forbedre de plejekrævendes levestandard, da det giver dem mulighed for – og dette bekræftes af omstændighederne i sag C-502/01 – at blive i deres vante omgivelser og gratis modtage den pleje, de har behov for, en pleje, der ydes af en person i familien, som, selv om denne for at kunne yde denne pleje nedsætter sin erhvervsaktivitet og dermed reducerer familiens indkomstniveau, ikke af den grund skal give afkald på at optjene pensionsrettigheder.

78.      Som Sozialgericht Aachen endvidere har udtalt i forelæggelseskendelsen, udgør betalingen af disse socialsikringsbidrag i realiteten, hvis de analyseres korrekt, en finansiel støtte, der ydes til den plejekrævende, da den gør det muligt for denne at modtage ikke-professionel pleje uden (direkte eller indirekte) at skulle foretage indbetaling af lovpligtige bidrag til social sikring.

79.      For så vidt angår denne sag kan betalingen af sociale bidrag til pensionsforsikringsordningen for en person, der yder pleje, følgelig betragtes som en kontantydelse fra sygeforsikringen til fordel for den plejekrævende på grundlag af de kriterier, som Domstolen har opstillet i Molenaar-dommen.

80.      Det tjener ikke noget formål, at man for at tilbagevise denne konstatering gør gældende, at de pågældende bidrag ikke udbetales til den plejekrævende person og heller ikke til den tredjeperson, der yder plejen, men direkte til den sociale sikringskasse, som denne tredjeperson er tilknyttet i forbindelse med pensionsforsikringen.

81.      Som den græske regering og Kommissionen med rette har understreget, fremgår det af Domstolens praksis, at de betalinger, hvormed et socialt sikringsorgan, der handler inden for rammerne af en bestemt ordning, direkte afholder de bidrag, som arbejdstageren skylder et andet organ i henhold til en anden social sikringsordning, kan betragtes som ydelser, som det første af disse organer betaler til det andet i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning nr. 1408/71  (17) , selv om betalingen af de nævnte bidrag sker direkte fra det ene til det andet af disse organer.

82.      Jeg konkluderer på baggrund af ovenstående, at betaling af socialsikringsbidrag til fordel for personer, der yder pleje, og som henhører under plejeforsikringen i henhold til § 44 i SGB XI, udgør en kontantydelse fra sygeforsikringen til fordel for den person, der er dækket af plejeforsikringen, i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

D – Andet spørgsmål i sag C-502/01 og anden del af andet spørgsmål i sag C-31/02

83.      Med andet spørgsmål i sag C-502/01 og anden del af andet spørgsmål i sag C-31/02 ønsker de forelæggende retter nærmere bestemt at få klarlagt, om forordning nr. 1408/71 er til hinder for, at der anvendes en bestemmelse som § 3, stk. 2, i SGB IV, der udelukker personer bosiddende i udlandet fra at være omfattet af den i § 44 i SBG XI omhandlede betaling af socialsikringsbidrag.

1. Parternes argumenter

84.      I sag C-502/01 gør KKH gældende, at såvel den person, der yder pleje (sagsøgeren i hovedsagen), som den plejekrævende person (hendes søn) er bosiddende i Frankrig, altså en anden medlemsstat end den, hvori den kompetente institution, der skal udbetale de omtvistede ydelser, har hjemsted (Tyskland). Sagsøgte i hovedsagen gør imidlertid ligeledes gældende, at sagsøgeren og hendes søn behandles på samme måde som enhver anden person, der yder eller modtager gratis pleje i Frankrig og er bosiddende i dette land.

85.      Ifølge KKH er den omstændighed, at de ikke i Tyskland indrømmes ret til de omtvistede ydelser med den begrundelse, at de er bosiddende i udlandet, ikke et udtryk for forskelsbehandling og er heller ikke på andre måder i modstrid med det harmoniserede system, der blev indført ved forordning nr. 1408/71.

86.      KKH mener ikke, at det tjener noget formål som modargument at fremføre den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen på samme tid opfylder kravene til »en person, der yder pleje« og »en forsikret arbejdstager«, der har ret til at få udbetalt ydelser fra plejeforsikringen i den medlemsstat, hvor den kompetente institution har hjemsted. Der er således tale om et rent tilfælde, der ikke kan have nogen indflydelse på sagsøgerens juridiske stilling i dennes egenskab af en person, der yder pleje.

87.      KKH mener i det væsentlige, at den juridiske stilling, der gør sig gældende for en arbejdstager forsikret i henhold til den tyske plejeforsikring og for en person, der yder pleje, skal vurderes særskilt i forhold til forordning nr. 1408/71. Selv om en person følgelig i henhold til nævnte forordning har ret til udbetaling af kontantydelser fra sygeforsikringen i sin egenskab af forsikret arbejdstager uafhængigt af ethvert bopælskrav, kan denne ikke påberåbe sig denne egenskab til at opnå andre ydelser, der i givet fald vil blive udbetalt i dennes anden egenskab af en person, der yder pleje.

88.      Kommissionen fastslår indledningsvis, at den sociale sikringsordning, der finder anvendelse på en person, der har lønnet beskæftigelse eller udøver selvstændig erhvervsvirksomhed på en medlemsstats område, i henhold til artikel 13, stk. 2, litra a) og b), i forordning nr. 1408/71 er omfattet af beskæftigelsesstatens lovgivning for så vidt andet ikke er bestemt i forordningen. I såvel sag C-502/01 som sag C-31/02 er det altså den tyske lovgivning, der finder anvendelse, da Tyskland er beskæftigelsesstat for den person, der er omfattet af plejeforsikringsordningen.

89.      Kommissionen minder dernæst om, at forordningen ud over samordningsbestemmelserne vedrørende gældende lovgivning ligeledes indeholder specifikke bestemmelser om harmonisering af den materielle ret.

90.      Blandt disse bestemmelser fremhæver Kommissionen navnlig artikel 19, der bestemmer, at en arbejdstager, der er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, modtager kontantydelser fra sygeforsikringen, der udbetales af den kompetente institution i sidstnævnte medlemsstat i henhold til den for denne institution gældende lovgivning.

91.      Som Domstolen allerede præciserede i Molenaar-dommen  (18) , er en bestemmelse, der forbyder udbetaling af kontantydelser fra plejeforsikringen i den medlemsstat, hvor den vandrende arbejdstager er bosiddende, imidlertid i modstrid med bestemmelserne i artikel 19 i forordning nr. 1408/71 og er dermed uforenelig med denne artikel.

92.      Da den betaling af bidrag, der er tale om i den foreliggende sag, også er en kontantydelse fra plejeforsikringen, kan det således fastslås, at artikel 19 i forordning nr. 1408/71 er til hinder for, at der anvendes en bestemmelse som § 3, stk. 2, i SGB IV, der udelukker personer bosiddende i udlandet fra at være omfattet af den i § 44 i SGB XI omhandlede betaling af socialsikringsbidrag.

93.      Ovennævnte gælder ifølge Kommissionen helt klart i sag C-502/01, men en fuldstændig analog vurdering gælder tillige i sag C-31/02, uden at de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i denne sag, kan berettige en anden løsning.

94.      Det er korrekt, at de ydelser, der er tale om i denne sag, henhører under anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, idet de betales til fordel for den plejekrævende person, mens nævnte forordnings artikel 19 kan gøres gældende for at gøre indsigelse imod en forskelsbehandling til skade for den person, der yder pleje.

95.      Kommissionen gør imidlertid gældende, at der er tale om en situation, hvor den person, der yder pleje, »indtræder« i den plejekrævende persons sted, hvilket er fuldt ud tilladt på dette område: Som Kommissionen gør opmærksom på, har Domstolen allerede ved en anden lejlighed anvendt forordning nr. 1408/71 på et tilfælde, hvor der ikke var noget slægtskab mellem modtageren af ydelsen og arbejdstageren  (19) .

96.      Det kan således også i forbindelse med sag C-31/02 bekræftes, at anvendelsesområdet for artikel 19 i forordning nr. 1408/71 udstrækkes til at omfatte anvendelsen af bopælskravet som i den foreliggende sag, hvilket også er Kommissionens mening.

97.      Ydermere er anvendelsen af en sådan betingelse efter Kommissionens mening i modstrid med princippet om ligebehandling i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

98.      Domstolen har således præciseret, at »bestemmelsen om ligebehandling i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 ikke blot forbyder åbenlys forskelsbehandling, begrundet i nationaliteten hos de personer, der er berettiget i henhold til en social sikringsordning, men enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre sondringskriterier faktisk fører til samme resultat«  (20) .

99.      For at udelukke enhver form for forskelsbehandling og sikre en fuldstændig ligebehandling som krævet i artikel 3, stk. 1, er medlemsstaterne forpligtede til at »sidestille« visse begivenheder, der har fundet sted i en anden medlemsstat, med tilsvarende begivenheder, der måtte finde sted på medlemsstatens område. I den foreliggende sag kræves det i artikel 3 i forordning nr. 1408/71, at en plejers faktiske bopæl »sidestilles« med en fiktiv bopæl i Tyskland, og at den pågældende således anses for at have opfyldt bopælskravet i § 3 i SGB IV.

E – Vurdering

100.    Jeg mener ikke, at det er muligt at besvare de spørgsmål, Domstolen har fået forelagt i sagerne i hovedsagerne, i henhold til en enkelt formel. Jeg mener således, at de to sager frembyder væsentlige forskelle, der kræver en særskilt vurdering.

1. Sag C-502/01

101.    Jeg skal indledningsvis gøre opmærksom på, at de ydelser, der er tale om i den foreliggende sag, henhører under det saglige anvendelsesområde for forordning nr. 1408/71, idet der er tale om ydelser i anledning af sygdom til fordel for en arbejdstager, der er omfattet af plejeforsikringsordningen (jf. punkt 79 ovenfor).

102.    Følgelig er det netop i sin egenskab af arbejdstager tilknyttet plejeforsikringsordningen, at sagsøgeren i hovedsagen i sag C-502/01 kan påberåbe sig bestemmelserne i nævnte forordning til at anfægte sagsøgtes afslag på at betale de omtvistede ydelser.

103.    Når dette er fastslået, må jeg tilslutte mig Kommissionens synspunkt, når den gør gældende, at Domstolen i det store hele allerede har behandlet og løst dette spørgsmål i Molenaar-dommen.

104.    I denne dom præciserede Domstolen således, at en national bestemmelse, »hvorefter der ikke må udbetales »kontantydelser« fra plejeforsikringen i den medlemsstat, hvor den vandrende arbejdstager er bosat«, er i strid med artikel 19 i forordning nr. 1408/71.

105.    Når den betaling af bidrag, der er tale om i den foreliggende sag, er en kontantydelse fra plejeforsikringen, der betales til fordel for sagsøgeren i hovedsagen, er anvendelsen af bopælskravet i § 3 i SGB IV i den foreliggende sag ikke forenelig med artikel 19 i forordning nr. 1408/71.

106.    Jeg kan på denne baggrund konkludere, at artikel 19 i forordning nr. 1408/71 for så vidt angår sag C-502/01 og de omstændigheder, der ligger til grund for denne, er til hinder for, at det sociale sikringsorgan kan afvise at betale en ydelse som den i § 44 i SGB XI omhandlede ydelse med den begrundelse, at sagsøgeren er bosiddende i udlandet.

2. Sag C-31/02

107.    Sag C-31/02 kræver efter min mening en anden vurdering.

108.    I modsætning til Kommissionen mener jeg således, at forordning nr. 1408/71 ikke er til hinder for, at den omtvistede nationale bestemmelse i den foreliggende sag anvendes, for jeg mener ikke, at betaling af de pågældende bidrag kan betegnes som »ydelser i anledning af sygdom«, der betales til fordel for sagsøgeren, jf. nævnte forordning og særlig dens artikel 19.

109.    Som Domstolen gentagne gange har understreget, bør der således sondres mellem et bidrag, der udgør en del af forsikringsbetalingen, og den egentlige sociale sikringsydelse. Begrundelsen herfor er, at bidraget til betaling af præmier til den sociale sikringsordning ikke indrømmes efter, at forsikringsbegivenheden er indtrådt, men snarere er en betingelse for, at der kan opstå et krav på udbetaling af sociale sikringsydelser, når forsikringsbegivenheden indtræder  (21) .

110.    Efter min mening er det ubestridt, at betalingen af de omtvistede bidrag til fordel for Maria Barth ikke sker efter, at en af forsikringsbegivenhederne i henhold til samme sagsøgers sygeforsikring eller plejeforsikring er indtrådt. Denne betaling medfører udelukkende en fremtidig ret til udbetaling af sociale sikringsydelser og kan derfor ikke betegnes som en »kontantydelse i anledning af sygdom« eller som en »kontantydelse ved alderdom« til fordel for sagsøgeren, som denne har krav på i henhold til artikel 19 i forordning nr. 1408/71.

111.    Jeg mener i øvrigt ikke som Kommissionen, at det er muligt at fortolke artikel 3 i nævnte forordning på andre måder.

112.    Jeg skal i denne forbindelse minde om, at de personer, »forordningen finder anvendelse på«, har de samme pligter og »rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning«  (22) som denne medlemsstats egne statsborgere.

113.    Det er ubestridt, at udtrykket »lovgivning« med henblik på anvendelsen af forordning nr. 1408/71 for hver enkelt medlemsstat betegner de nationale juridiske bestemmelser, »der vedrører de i artikel 4, stk. 1 og 2, nævnte sociale sikringsgrene eller sikringsordninger«  (23) , og dermed for så vidt angår denne sag »sociale sikringsgrene, der vedrører [...] ydelser i anledning af sygdom [eller] ved alderdom«.

114.    Dette indebærer, at sagsøgeren i hovedsagen i den foreliggende sag kun kan påberåbe sig nævnte forordnings artikel 3 for at gøre indsigelse imod en forskelsbehandling, der fratager hende »ydelser i anledning af sygdom« eller »ydelser ved alderdom«, som hun ellers ville have krav på.

115.    Af de ovenfor anførte årsager (punkt 109 og 110) mener jeg imidlertid ikke, at betalingen af de omtvistede sociale bidrag i den foreliggende sag kan betegnes som »ydelser i anledning af sygdom« eller »ydelser ved alderdom« til fordel for den person, der yder pleje. Efter min mening kan sagsøgeren ikke med rette påberåbe sig artikel 3 i forordning nr. 1408/71 til støtte for sit krav.

116.    For så vidt angår sag C-31/02 og de omstændigheder, der ligger til grund for denne, må jeg således konkludere, at hverken artikel 3 eller artikel 19 i forordning nr. 1408/71 er til hinder for, at det kompetente sociale sikringsorgan kan nægte at udbetale en ydelse som den, der er omhandlet i § 44 i SGB XI, med den begrundelse, at sagsøgeren er bosiddende i udlandet.

F – Første spørgsmål i sag C-31/02

117.    Med det første spørgsmål i sag C-31/02 spørger Sozialgericht Aachen nærmere bestemt, om forordning nr. 1408/71 tillige finder anvendelse på den del af risikoen plejebehov, der ikke er dækket af den i § 20 i SGB XI omhandlede offentlige sociale plejeforsikringsordning, men beror på ydelser fra et privat forsikringsselskab i henhold til § 23, sammenholdt med § 110 i SGB XII.

118.    Kun den græske regering og Kommissionen har indgivet indlæg for Domstolen om dette punkt.

119.    Den græske regering mener ikke, at forordning nr. 1408/71 finder anvendelse på en privatretlig kontrakt. Den kommer frem til denne konklusion på grundlag af nævnte forordnings artikel 1, litra j), der i definitionen af udtrykket »national lovgivning« udelukker »bestående eller fremtidige kollektive overenskomster«.

120.    Kommissionen mener derimod, at den lovbestemte supplerende forsikringsordning på alle punkter er identisk med den sociale plejeforsikringsordning, og det må derfor konkluderes, at forordningen fuldt ud finder anvendelse på de ydelser, der er omfattet af den supplerende »private« ordning.

121.    Som jeg allerede har fastslået, mener jeg ikke, at forordning nr. 1408/71 for så vidt angår sag C-31/02 og de omstændigheder, der ligger til grund for denne, er til hinder for, at den kompetente sociale sikringsinstitution kan nægte at udbetale en ydelse som den i § 44 i SGB XI omhandlede med den begrundelse, at sagsøgeren er bosiddende i udlandet, og jeg finder det derfor ufornødent, at Domstolen behandler dette spørgsmål.

G – Forekomsten af en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til traktaten

1. Indledende bemærkning

122.    Med det andet spørgsmål i sag C-502/01 og det tredje spørgsmål i sag C-31/02 spørger de forelæggende retter nærmere bestemt Domstolen, om artikel 39 EF eller andre af traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for personer og forbud mod forskelsbehandling baseret på nationalitet er til hinder for, at der kan anvendes en bestemmelse som § 3 i SGB IV, der gør den i § 44 i SGB XI omhandlede betaling af socialsikringsbidrag betinget af et bopælskrav.

123.    I lyset af min besvarelse af de foregående spørgsmål bør dette spørgsmål kun behandles i forbindelse med sag C-31/02.

2. Parternes argumenter

124.    Efter den græske regerings mening er anvendelsen af bopælskravet i denne sag i modstrid med artikel 39 EF. I henhold til Domstolens faste retspraksis vedrører begrebet »arbejdstager«, jf. artikel 39 EF, således tillige personer, der kun udøver aktivitet i et begrænset antal timer om ugen til en ringe løn, for så vidt der er tale om udøvelse af »faktisk og effektiv« beskæftigelse (24) .

125.    Kommissionen gør gældende, at anvendelsen af § 3 i SGB IV indebærer en afvisning af kravet på betaling af socialsikringsbidrag til skade for sagsøgeren i hovedsagen. I den foreliggende sag skyldes den skade, som sagsøgeren har lidt, således udelukkende den omstændighed, at hun efter først at have været bosiddende i Tyskland efterfølgende flyttede sin bopæl til en anden medlemsstat; til gengæld ville en person, som fortsat var blevet boende i Tyskland, have haft krav på betaling af de nævnte bidrag.

126.    Herefter er anvendelsen af en sådan bestemmelse, stadig efter Kommissionens mening, udtryk for en forskelsbehandling til skade for personer, der benytter sig af den frie bevægelighed, og er derfor uforenelig med artikel 18 EF, 39 EF og 42 EF.

3. Vurdering

127.    Allerførst mener jeg, at besvarelsen af dette spørgsmål af tydelighedshensyn bør opdeles i to dele. Det er i første omgang nødvendigt at fastslå, om en person, der befinder sig i en situation som sagsøgeren i sag C-31/02, er en »arbejdstager« i artikel 39 EF’s forstand. I bekræftende fald bør det dernæst undersøges, om anvendelsen af bopælskravet i det foreliggende tilfælde udgør en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 39, stk. 2, EF.

a) Begrebet »arbejdstager« i artikel 39 EF’s forstand

128.    I denne forbindelse skal jeg først og fremmest gøre opmærksom på, at det fremgår af Domstolens faste retspraksis, at »da arbejdskraftens frie bevægelighed er et af de grundlæggende principper i Fællesskabet, kan udtrykket arbejdstager i artikel 48 [nu artikel 39 EF] […] tillægges en fællesskabsretlig fortolkning«  (25) og kan ikke gøres til genstand for en streng fortolkning  (26) . Dette begreb omfatter herefter alle personer, der »i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger«  (27) .

129.    Domstolen har efterfølgende navnlig udtalt, at begrebet »arbejdstager« således omfatter personer, der ikke udøver fuldtidsbeskæftigelse, og som ikke modtager en løn, der alene kan garantere en passende levefod (det man er blevet enige om at kalde »eksistensminimum«)  (28) , for så vidt de udøver en »faktisk og effektiv« beskæftigelse, mens udelukket kun er »beskæftigelsesformer, der har et så lidet omfang, at de fremstår som et rent marginalt supplement«  (29) .

130.    En plejeaktivitet som den, der er tale om i den foreliggende sag, og som udøves i 18 timer ugentligt mod et vederlag på omkring 400 EUR, er imidlertid utvivlsomt en »faktisk og effektiv« beskæftigelse i henhold til den retspraksis, som jeg netop har henvist til.

131.    Jeg kan således bekræfte, at en person som sagsøgeren i sag C-31/02, der præsterer en faktisk og effektiv plejeydelse for en anden og efter dennes anvisninger, er en arbejdstager i artikel 39 EF’s forstand.

4. Forekomsten af en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 39, stk. 2, EF

132.    Når dette er sagt, skal jeg endnu en gang fastslå, at anvendelsen af en bestemmelse som § 3 i SGB IV på omstændighederne i den foreliggende sag potentielt kan udgøre en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed ved at gøre den mindre »tillokkende« ud fra et økonomisk synspunkt, da denne bestemmelse fratager grænsearbejdere en fordel, som generelt indrømmes indenlandske arbejdstagere.

133.    Man bør herefter spørge sig selv, om en sådan fordel henhører under kategorien »sociale fordele«, der er garanteret i artikel 7 i forordning nr. 1612/68, med henblik på gennemførelsen af den frie bevægelighed, der er stadfæstet i artikel 39 EF. Jeg skal således understrege, at det i denne forordnings artikel 7, stk. 1, bestemmes, at »en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, må ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår«, mens det i stk. 2 præciseres, at arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

134.    Det fremgår af fast retspraksis, at »det i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 omhandlede udtryk social fordel omfatter [...] alle rettigheder, det være sig med eller uden tilknytning til en arbejdskontrakt, som tilkommer enhver indenlandsk arbejdstager, i det væsentlige på grund af hans objektive status som arbejdstager, eller allerede fordi han har sædvanlig bopæl på det nationale område, og hvis udstrækning til også at gælde arbejdstagere med statsborgerskab i andre medlemsstater må antages at kunne fremme disses mobilitet inden for Fællesskabet«  (30) .

135.    Betaling af socialsikringsbidrag fra plejeforsikringen er netop en generel rettighed, der indrømmes en indenlandsk arbejdstager »på grund af hans objektive status som arbejdstager«. I dette tilfælde sker denne betaling på grund af den objektive status for personer, der yder pleje til en plejekrævende person, som har behov for pleje i mere end 14 timer ugentligt. Det kan i øvrigt ikke bestrides, at udstrækningen af en sådan ret til også at gælde personer med statsborgerskab i andre medlemsstater vil kunne »fremme disses mobilitet inden for Fællesskabet«.

136.    Det kan heraf udledes, at der i den foreliggende sag er tale om en social fordel i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68, som princippet om forbud mod forskelsbehandling i nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, finder anvendelse på i forbindelse med gennemførelsen af artikel 39, stk. 2, EF.

137.    Er dette tilfældet, bør det konsoliderede princip om, at »ligebehandlingsprincippet, som fastslås i den nævnte bestemmelse, ikke alene indebærer et forbud mod åbenlyse former for forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men også mod alle skjulte former for forskelsbehandling, hvorved det samme faktisk bliver resultatet, selv om forskelsbehandlingen udøves på grundlag af andre formelle kriterier«  (31) , tages i anvendelse. Det er ubestridt, at dette gælder »[n]ationale retsforskrifter […], når de heri indeholdte betingelser, selv om de gælder uden forskel efter nationalitet, først og fremmest berører vandrende arbejdstagere, eller dog overvejende berører sådanne arbejdstagere, eller når de heri indeholdte betingelser gælder uden forskel, men lettere kan opfyldes af indenlandske end af vandrende arbejdstagere eller navnlig risikerer at ramme vandrende arbejdstagere«  (32) . En sådan differentiering kan kun begrundes, hvis den er baseret på objektive betragtninger  (33) .

138.    Det er imidlertid indlysende, at det i § 44 i SGB XI omhandlede bopælskrav, der pålægges med henblik på erhvervelse af retten til betaling af socialsikringsbidrag, selv om det finder anvendelse uden forskel, navnlig er til skade for en bestemt kategori af vandrende arbejdstagere, nemlig grænsearbejdere.

139.    Endvidere kan der ikke af sagens akter udledes noget objektivt element, der kan begrunde forskelsbehandlingen mellem personer, der er bosiddende i en medlemsstat, og personer, der ikke er bosiddende i en medlemsstat, for så vidt angår retten til betaling af de i § 44 i SBG XI omhandlede socialsikringsbidrag.

140.    En sådan foranstaltning må derfor anses for at udgøre en indirekte forskelsbehandling og er derfor i strid med artikel 39, stk. 2, EF og artikel 7 i forordning nr. 1612/68.

141.    Jeg kan således konkludere, at artikel 39, stk. 2, EF og artikel 7 i forordning nr. 1612/68 i sag C-31/02 og de omstændigheder, der ligger til grund for denne sag, er til hinder for, at en bestemmelse som § 3 i SGB IV, der gør betaling af det i § 44 i SGB XI omhandlede socialsikringsbidrag betinget af et krav om, at den pågældende person skal være bosiddende på tysk område, kan finde anvendelse.

V – Forslag til afgørelse

142.    På grundlag af alle ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som Sozialgericht Hannover og Sozialgericht Aachen har forelagt, således:

»1) En person, der er omfattet af den i Sozialgesetzbuch XI omhandlede plejeforsikring, er omfattet af begrebet »arbejdstager« i artikel 1, litra a), i Rådets forordning nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført med Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, ligesom en person, der udøver en plejeaktivitet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i § 19 i Sozialgesetzbuch XI, og som i denne egenskab er omfattet af en af de i artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 omhandlede sociale sikringsordninger.

2) Betaling af socialsikringsbidrag til fordel for personer, der yder pleje, som henhører under plejeforsikringen i henhold til § 44 i Sozialgesetzbuch XI, udgør en kontantydelse fra sygeforsikringen til fordel for den person, der er dækket af plejeforsikringen, i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

3) For så vidt angår sag C-502/01 og de omstændigheder, der ligger til grund for denne sag, er artikel 19 i forordning nr. 1408/71 til hinder for, at det sociale sikringsorgan kan afvise at betale en ydelse som den i § 44 i Sozialgesetzbuch XI omhandlede ydelse med den begrundelse, at sagsøgeren er bosiddende i udlandet.

4) For så vidt angår sag C-31/02 og de omstændigheder, der ligger til grund for denne sag, er hverken artikel 3 eller artikel 19 i forordning nr. 1408/71 til hinder for, at det kompetente sociale sikringsorgan kan afvise at betale en ydelse som den i § 44 i Sozialgesetzbuch XI omhandlede ydelse med den begrundelse, at sagsøgeren er bosiddende i udlandet.

5) En person som sagsøgeren i sag C-31/02, der præsterer en faktisk og effektiv plejeydelse for en anden og efter dennes anvisninger, er en arbejdstager i artikel 39 EF’s forstand.

6) For så vidt angår sag C-31/02 og de omstændigheder, der ligger til grund for denne sag, er artikel 39, stk. 2, EF og artikel 7 i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet til hinder for, at en bestemmelse som § 3 i Sozialgesetzbuch IV, der gør betaling af de i § 44 i Sozialgesetzbuch XI omhandlede socialsikringsbidrag betinget af et krav om, at den pågældende person skal være bosiddende på tysk område, kan finde anvendelse.«

1 – Originalsprog: italiensk.

2 – EFT 1968 II, s. 467.

3 – EFT 1997 L 28, s. 1.

4 – Som defineret i § 14 i SGB XI.

5 – »Lovbestemt pensionsforsikring«.

6 – »Generelle bestemmelser vedrørende sociale forsikringsordninger«.

7 – Jf. punkt 15 ovenfor.

8 – Jf. bl.a. dom af 25.10.2001, sag C-475/99, Ambulanz Glöckner, Sml. I, s. 8089, præmis 10, og af 22.5.2003, sag C-462/99, Connect Austria, Sml. I, s. 5197, præmis 71. Min fremhævelse.

9 – Jf. dom af 19.3.1964, sag 75/63, Unger, Sml. 1954-1964, s. 471, org.ref.: Rec. s. 347, præmis 1, af 3.5.1990, sag C-2/89, Kits van Heijningen, Sml. I, s. 1755, præmis 8-10, og af 12.6.1997, sag C-266/95, Merino García, Sml. I, s. 3279, præmis 22.

10 – Kits van Heijningen-dommen, præmis 9. Jf. ligeledes generaladvokat Tesauros forslag til afgørelse i samme sag (punkt 15 og 16).

11 – Dom af 5.3.1998, sag C-160/96, Molenaar, Sml. I, s. 843, præmis 20-25.

12 – Molenaar-dommen, præmis 24.

13 – Præmis 20-25.

14 – Jf. dom af 16.7.1992, sag C-78/91, Hughes, Sml. I, s. 4839, præmis 15, og Molenaar-dommen, præmis 20. Jf. helt analogt domme af 27.3.1985, sag 249/83, Hoeckx, Sml. s. 973, præmis 12-14, og sag 122/84, Scrivner og Cole, Sml. s. 1027, præmis 19-21.

15 – Præmis 35.

16 – Idem.

17 – Dom af 6.7.2000, sag C-73/99, Movrin, Sml. I, s. 5625.

18 – Præmis 39.

19 – Dom af 5.2.2002, sag C-255/99, Humer, Sml. I, s. 1205.

20 – Dom af 12.7.1979, sag 237/78, Toia, Sml. s. 2645, præmis 12, og af 25.6.1997, sag C-131/96, Mora Romero, Sml. I, s. 3659, præmis 32.

21 – Dom af 26.5.1976, sag 103/75, Aulich, Sml. s. 697, præmis 7, og af 6.7.2000, sag C-73/99, Movrin, Sml. I, s. 5625, præmis 41.

22 – Min fremhævelse.

23 – Artikel 1, litra j), i forordning nr. 1408/71.

24 – Dom af 23.3.1982, sag 53/81, Levin, Sml. s. 1035, præmis 17.

25 – Dom af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, præmis 16.

26 – Samme dom samt dom af 3.6.1986, sag 139/85, Kempf, Sml. s. 1741, præmis 13.

27 – Lawrie-Blum-dommen, præmis 17.

28 – Kempf-dommen, præmis 14.

29 – Levin-dommen, præmis 17; jf. tillige i samme retning Kempf-dommen, præmis 13-16.

30 – Dom af 12.5.1998, sag C-85/96, Martínez Sala, Sml. I, s. 2691, præmis 25; jf. i samme retning Hoeckx-dommen, præmis 20.

31 – Se blandt mange andre dom af 12.2.1974, sag 152/73, Sotgiu, Sml. s. 153, præmis 11, af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, præmis 23, af 21.11.1991, sag C-27/91, Le Manoir, Sml. I, s. 5531, præmis 10, af 23.2.1994, sag C-419/92, Scholz, Sml. I, s. 505, præmis 7, af 26.10.1995, sag C-151/94, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 3685, præmis 14, af 23.5.1996, sag C-237/94, O’Flynn, Sml. I, s. 2617, præmis 17, af 12.9.1996, sag C-278/94, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 4307, præmis 27, af 12.6.1997, sag C-266/95, Merino García, Sml. I, s. 3279, præmis 33, og af 3.10.2000, sag C-411/98, Ferlini, Sml. I, s. 8081, præmis 57.

32 – O’Flynn-dommen, præmis 18. Jf. i samme retning Pinna-dommen, præmis 23, og Merino García-dommen, præmis 33.

33 – Jf. bl.a. Ferlini-dommen, præmis 59.

Full & Egal Universal Law Academy