Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse
Nøgleord
1. Appel - retlig interesse i appelsagen - betingelser - fordel for sagsøgeren
(EF-statutten for Domstolen, art. 49)
2. Tjenestemænd - forfremmelse - administrationens skøn - domstolsprøvelse - grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
Sammendrag
$$1. En retlig interesse hos den, der iværksætter en appel, forudsætter, at appellen med sit resultat kan tilføre appellanten en fordel.
En appel kan tilføre en institution en fordel, når den, såfremt den tages til følge, gør det muligt for institutionen at tilbagesøge det vederlag, som en tjenestemand har fået udbetalt til opfyldelse af den appellerede dom. Desuden tilfører en ophævelse af den appellerede dom under alle omstændigheder institutionen en klar fordel, idet en sådan ophævelse faktisk forhindrer, at institutionen bliver mødt med erstatningskrav fra tjenestemanden som følge af det tab, som denne hævder at have lidt på grund af den anfægtede afgørelse, som blev ophævet af Retten.
( jf. præmis 28, 30 og 31 )
2. Ansættelsesmyndigheden råder i forbindelse med en beslutning om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45 over et vidt skøn ved afgørelsen af, hvad der er i tjenestens interesse, samt ved bedømmelsen af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester, og Fællesskabets retsinstansers kontrol på dette område skal alene vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden under hensyn til de procedurer og midler, der ligger til grund for dens vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt. Fællesskabets retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
( jf. præmis 35 )
Parter
I sag C-277/01 P,
Europa-Parlamentet ved H. von Hertzen og D. Moore, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
appellant,
angående appel af dom afsagt den 3. maj 2001 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Fjerde Afdeling) i sag T-99/00, Samper mod Parlamentet (Sml. Pers. I-A, s. 111, og II, s. 507), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom
den anden part i appelsagen:
Ignacio Samper, tjenestemand ved Europa-Parlamentet, Madrid (Spanien), ved avocat E. Boigelot, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger i første instans,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Wathelet, og dommerne C.W.A. Timmermans, A. La Pergola, P. Jann og S. von Bahr (refererende dommer),
generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: R. Grass,
efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 20. juni 2002,
afsagt følgende
Dom
Dommens præmisser
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 13. juli 2001 har Europa-Parlamentet i medfør af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel til prøvelse af dom afsagt den 3. maj 2001 af Retten i Første Instans i sag T-99/00, Samper mod Parlamentet (Sml. Pers. I-A, s. 111, og II, s. 507, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede Parlamentets afgørelse af 9. juni 1999 om genoprettelse af Ignacio Sampers karriere, for så vidt som den fastsætter tidspunktet for sagsøgerens forfremmelse til lønklasse A4 til den 1. januar 1998 (herefter »den anfægtede afgørelse«).
Sagens faktiske omstændigheder
2 De faktiske omstændigheder i sagen, som de fremgår af den appellerede dom og af den for Retten forelagte sag, kan sammenfattes som følger.
3 Ignacio Samper indtrådte i Parlamentets tjeneste i 1986. Han blev ansat i lønklasse A7 og placeret i Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender (GD II). I 1989 blev han forfremmet til lønklasse A6 og derefter til lønklasse A5 i 1994.
4 Ved afgørelse af 21. februar 1995 blev Ignacio Samper, der var opført først og lige foran Carbajo Ferrero på den egnethedsliste, der blev udfærdiget efter afholdelse af intern udvælgelsesprøve A/88 med henblik på besættelse af stillingen som kontorchef i lønklasse A3 ved informationskontoret i Madrid (Spanien), under Parlamentets Generaldirektorat for Informations- og Pressetjenesten (GD III), ansat i stillingen pr. 1. april 1995. Udvælgelsesprøven blev afholdt i forlængelse af proceduren med henblik på forfremmelse eller forflyttelse, som blev iværksat ved meddelelse om ledig stilling nr. 7424, men som ikke resulterede i nogen udnævnelse.
5 Ved dom af 12. juni 1997 i sag T-237/95, Carbajo Ferrero mod Parlamentet (Sml. Pers. I-A, s. 141, og II, s. 429), gav Retten ikke Carbajo Ferrero medhold i hans påstand om annullation af afgørelsen af 21. februar 1995 samt af afgørelsen om ikke at udnævne ham til denne stilling.
6 Ved dom i appelsag af 18. marts 1999 i sag C-304/97 P, Carbajo Ferrero mod Parlamentet (Sml. I, s. 1749), ophævede Domstolen Rettens dom samt afgørelsen af 21. februar 1995 om udnævnelse af Ignacio Samper under henvisning til, at der ikke forelå den nødvendige overensstemmelse mellem de i meddelelse om ledig stilling nr. 7424 anførte betingelser og betingelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøve A/88.
7 Ved afgørelse af 14. april 1999 annullerede Europa-Parlamentet til opfyldelse af Domstolens dom i sagen Carbajo Ferrero mod Europa-Parlamentet udnævnelsen af Ignacio Samper til kontorchef og genoprettede med virkning fra den 1. april 1995 hans karriere i lønklasse A5, løntrin 2, med løntrinsanciennitet pr. 1. februar 1994. Europa-Parlamentet placerede ham i informationskontoret i Madrid og meddelte, at han i henhold til artikel 85 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber bibeholdt det i lønklasse A3 oppebårne vederlag indtil nævnte doms forkyndelse.
8 Ansættelsesmyndigheden forfremmede ved den anfægtede afgørelse Ignacio Samper til lønklasse A4, løntrin 1, med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1998, i overensstemmelse med den enstemmige udtalelse fra Det Rådgivende Forfremmelsesudvalg (herefter »Forfremmelsesudvalget«) på udvalgets ekstraordinære møde af 19. maj 1999, således som den fremgår af mødereferatet.
9 Den 8. september 1999 påklagede Ignacio Samper den anfægtede afgørelse. Klagen blev afvist ved skrivelse af 20. januar 2000 fra formanden for Europa-Parlamentet.
Den appellerede dom
10 På denne baggrund anlagde Ignacio Samper den 20. april 2000 sag ved Retten med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, alene for så vidt som denne angiver den 1. januar 1998 og ikke den 1. januar 1997 som ikrafttrædelsesdato for sagsøgerens forfremmelse til lønklasse A4.
11 Ignacio Samper beskyldte for det første Europa-Parlamentet for ikke ved sammenligningen af hans fortjenester at have lagt tilstrækkeligt vægt på, at han havde bestridt stillingen som kontorchef for informationskontoret i Madrid fra den 1. april 1995. Dernæst kritiserede Ignacio Samper Europa-Parlamentet for at have undladt at tage hensyn til de nærmere bestemmelser for tildeling af forfremmelsespoint, for, som det tredje, at have begået en faktuel fejl hvad angår hans faglige erfaring og for, som det fjerde, ikke at have taget hensyn til kriterierne vedrørende anciennitet og alder. Retten fandt, at det var tilstrækkeligt at undersøge det første af de fire klagepunkter, som Ignacio Samper således havde gjort gældende.
12 Retten udtalte i den appellerede doms præmis 39, at det med henblik på genoprettelsen af Ignacio Sampers karriere påhvilede ansættelsesmyndigheden at iværksætte en undersøgelse af hans fortjenester i forfremmelsesåret 1997, i sammenligning med de tjenestemænd, der kunne forfremmes til lønklasse A4 i forbindelse med dette forfremmelsesår, og især i sammenligning med de tjenestemænd, som blev forfremmet til denne lønklasse ved udgangen af forfremmelsesåret.
13 I den appellerede doms præmis 40 præciserede Retten, at ansættelsesmyndigheden i forbindelse med denne undersøgelse skulle anvende de kriterier, som blev lagt til grund ved forfremmelsesåret 1997, og i den anledning især tage hensyn til, at Ignacio Samper på dette tidspunkt i ca. to år havde været kontorchef for informationskontoret i Madrid. Retten fastslog, at det udtrykkeligt fremgår af en afgørelse af 27. november 1997 vedrørende forfremmelser i dette forfremmelsesår, at ansættelsesmyndigheden under hensyntagen til bedømmelser og anbefalinger fra generaldirektørerne havde fundet, at det »afgørende« kriterium var »opgavernes karakter [...] samt det personlige engagement og den kontinuerlige indsats i forhold til disse opgaver«.
14 Hvad angår bedømmelsen af Ignacio Sampers fortjenester i forhold til fortjenesterne hos de tjenestemænd i lønklasse A5, der i forfremmelsesåret 1997 var blevet forfremmet til lønklasse A4, udtalte Retten i den appellerede doms præmis 41, at ansættelsesmyndigheden i henhold til princippet om ligebehandling ikke kun var forpligtet til at tage hensyn til karakteren af de af den pågældende udførte opgaver, men ligeledes at tilpasse de tildelte karakterer og anførte bemærkninger i sagsøgerens bedømmelse, som blev udarbejdet for perioden fra den 1. januar 1995 til den 1. januar 1997, hvor sagsøgeren var kontorchef for informationskontoret i Madrid, i forhold til de opgaver, som normalt svarer til en stilling i lønklasse A5.
15 I den appellerede doms præmis 45 fastslog Retten for det første, at sammenligningen mellem Ignacio Sampers bedømmelse og de af generaldirektøren for GD III udarbejdede bedømmelser for de 14 andre chefer for Parlamentets informationskontorer for perioden fra den 1. januar 1995 til den 1. januar 1997 i modsætning til det af Parlamentet påståede viste, at sagsøgeren havde fået en meget fin vurdering i forhold til sine kolleger. Retten tilføjede, at en sammenligning af de almindelige vurderinger viste, at Ignacio Samper ikke havde haft tilpasningsvanskeligheder. Ifølge Retten var den rosende vurdering, som han havde fået, derimod sammenlignelig med de vurderinger, der var blevet givet til visse tidligere udnævnte chefer for informationskontorer, som havde fået et betydeligt højere antal point (59 point i ét tilfælde og 58 point i to andre tilfælde), og hvori der ligeledes blev talt om at leve op til en »udfordring« eller nå nogle målsætninger.
16 I den appellerede doms præmis 46 udtalte Retten, at Forfremmelsesudvalget efter gennemlæsning af samtlige Ignacio Sampers bedømmelser ifølge udvalgets mødereferat i det væsentlige havde fundet, at selv om denne var »tjenestemand på højt niveau i GD II«, var dette imidlertid ikke tilfældet i GD III. Retten bemærkede, at Forfremmelsesudvalget i denne forbindelse primært lagde til grund, at bedømmeren i bedømmelsen for perioden fra den 1. januar 1995 til den 1. januar 1997 påpegede, at Ignacio Samper endnu skulle leve op til adskillige »udfordringer«. Desuden bemærkede Retten, at formanden for nævnte udvalg forudgående havde bemærket, at den pågældende ifølge bedømmelsen angiveligt havde problemer med at tilpasse sig stillingen som kontorchef, men at Forfremmelsesudvalget imidlertid selv havde erkendt, at GD III anså ham for at være en meget kompetent tjenestemand.
17 I den appellerede doms præmis 47 konstaterede Retten, at Forfremmelsesudvalgets bedømmelse af Ignacio Sampers fortjenester i forbindelse med varetagelsen af stillingen som kontorchef for informationskontoret ikke blot var relativ usammenhængende, men også åbenbart fejlagtig, for så vidt som den baserede sig på den opfattelse, at han havde haft tilpasningsproblemer, idet en sådan bedømmelse klart blev afkræftet ved sammenligningen af bedømmelserne for samtlige chefer for informationskontorerne. Under hensyn til det samlede antal point, som han var blevet tildelt, og til den rosende bedømmelse af hans kvalifikationer, af hans store ansvarsfølelse, evne til at udvise initiativ og af hans professionelle engagement viste denne sammenligning ifølge Retten så meget desto mere, at Ignacio Sampers fortjenester blev fuldt ud anerkendte i GD III, som hans udnævnelse til kontorchef i informationskontoret var relativ ny.
18 Dernæst bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 48, at Forfremmelsesudvalget i forbindelse med sammenligningen af Ignacio Sampers fortjenester i forfremmelsesåret 1997 udelukkende havde baseret sig på de i bedømmelserne tildelte karakterer.
19 Retten udtalte endvidere i den appellerede doms præmis 50, at der i mangel af andre oplysninger ikke var noget, der gav anledning til at antage, at ansættelsesmyndigheden rent faktisk havde foretaget en sammenligning af de opgaver, som på den ene side blev varetaget af Ignacio Samper i dennes egenskab af chef for informationskontoret og på den anden side blev varetaget af de tjenestemænd, som i forfremmelsesåret 1997 blev forfremmet til lønklasse A4.
20 Retten udtalte i den appellerede doms præmis 52, at analysen af den begrundelse, som havde afholdt Forfremmelsesudvalget fra at foreslå en forfremmelse af Ignacio Samper i forfremmelsesåret 1997 og dermed også ansættelsesmyndigheden fra at forfremme ham til lønklasse A4 fra den 1. januar 1997, viste, at ansættelsesmyndigheden i forbindelse med sammenligningen af den pågældendes fortjenester i nævnte forfremmelsesår ikke i tilstrækkeligt omfang havde lagt vægt på den omstændighed, at sidstnævnte i ca. to år på fuldt ud tilfredsstillende måde havde varetaget stillingen som kontorchef for informationskontoret i Madrid.
21 I den appellerede doms præmis 53 fastslog Retten, at ansættelsesmyndigheden anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved ikke i forbindelse med sammenligningen af sagsøgerens fortjenester i forfremmelsesåret 1997, at have lagt vægt på, at Ignacio Samper på udmærket vis havde varetaget stillingen som chef for informationskontoret.
22 Under disse omstændigheder fandt Retten i den appellerede doms præmis 54, at den anfægtede afgørelse burde ophæves, for så vidt som den havde undladt at forfremme Ignacio Samper til lønklasse A4 pr. 1. januar 1997, uden at det var nødvendigt at undersøge de øvrige klagepunkter, som sidstnævnte havde gjort gældende.
Appellen
23 Parlamentet har i sit appelskrift nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom og, principalt, træffer endelig afgørelse i sagen, idet der ikke gives Ignacio Samper medhold i annullationssøgsmålet, og, subsidiært, hjemviser sagen til Retten, for at denne afsiger ny dom i annullationssøgsmålet. Parlamentet har desuden nedlagt påstand om, at Domstolen træffer afgørelse om sagens omkostninger.
24 Ignacio Samper har principalt nedlagt påstand om, at appellen afvises, subsidiært forkastes. Under alle omstændigheder har han nedlagt påstand om, at Domstolen stadfæster den appellerede dom, og at Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger ved begge instanser.
Formaliteten
25 Ignacio Samper har gjort gældende, at Parlamentet ikke har retlig interesse, og at dets appel bør afvises. Ifølge Ignacio Samper mistede Parlamentet enhver interesse i appellen, da han ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 31. juli 2001 blev tildelt lønklasse A4 med virkning fra den 1. januar 1997. Ignacio Samper har videre anført, at Parlamentet har truffet denne afgørelse på baggrund af egne overvejelser og ikke til opfyldelse af den appellerede dom, idet denne på ingen måde forudsætter, at han forfremmes pr. 1. januar 1997.
26 Parlamentet har gjort gældende, at Ignacio Sampers påstande vedrørende afvisning af appellen er faktisk og retligt grundløse. Den appellerede dom overlod ikke ansættelsesmyndigheden noget skøn med hensyn til, hvilke forholdsregler der skulle træffes til dens opfyldelse. Parlamentet har i denne forbindelse anført, at den appellerede doms konklusion skal læses i sammenhæng med præmisserne, som udgør den nødvendige støtte herfor, og især i sammenhæng med dommens præmis 54, hvorefter den anfægtede afgørelse skal annulleres, for så vidt som denne ikke indebar, at Ignacio Samper blev forfremmet til lønklasse A4 med virkning fra den 1. januar 1997.
27 Parlamentet har endvidere anført, at Domstolens afsigelse af en dom i denne appelsag helt klart ville være i Parlamentets interesse, eftersom en sådan dom i tilfælde af, at appellen tages til følge, dels kunne forhindre, at Parlamentet blev mødt med erstatningskrav fra Ignacio Samper, dels gøre det muligt for Parlamentet at tilbagesøge det vederlag, som denne har fået udbetalt til opfyldelse af den appellerede dom.
28 Indledningsvis bemærkes hertil, at en retlig interesse hos Parlamentet forudsætter, at appellen med sit resultat kan tilføre dette en fordel (dom af 13.7.2000, sag C-174/99 P, Parlamentet mod Richard, Sml. I, s. 6189, præmis 33).
29 Dernæst fremgår det af den appellerede doms præmis 54, at den anfægtede afgørelse skulle annulleres, for så vidt som denne ikke udnævnte Ignacio Samper til lønklasse A4 med virkning pr. 1. januar 1997. I øvrigt fremgår det af ordlyden af afgørelsen af 31. juli 2001, at denne er truffet til opfyldelse af den appellerede dom.
30 Under disse omstændigheder må det konstateres, at afgørelsen af 31. juli 2001 er truffet til opfyldelse af den appellerede dom. Følgelig kan appellen, såfremt den tages til følge, tilføre Parlamentet en fordel ved at gøre det muligt for Parlamentet at tilbagesøge det vederlag, som Ignacio Samper har fået udbetalt til opfyldelse af den appellerede dom.
31 Endelig ville en ophævelse af den appellerede dom under alle omstændigheder tilføre Parlamentet en klar fordel, for så vidt som en sådan ophævelse faktisk kunne forhindre, at Parlamentet blev mødt med erstatningskrav fra Ignacio Samper som følge af det tab, som denne hævder at have lidt på grund af den anfægtede afgørelse.
32 Under disse omstændigheder bør appellen antages til realitetsbehandling.
Realiteten
33 Europa-Parlamentet har i det væsentlige gjort gældende, at Retten har tilsidesat gældende fællesskabsretlige bestemmelser ved at fastslå, at ansættelsesmyndigheden anlagde et åbenbart fejlskøn ved ikke at forfremme Ignacio Samper til lønklasse A4 med virkning pr. 1. januar 1997, og at Retten for at nå til dette resultat har lagt urigtige forudsætninger til grund, især en urigtig gengivelse af visse dokumenter, og har sat sin egen vurdering i stedet for ansættelsesmyndighedens.
34 Indledningsvis bemærkes, at tjenestemandsvedtægtens artikel 45, stk. 1, har følgende ordlyd: »Forfremmelse sker efter ansættelsesmyndighedens afgørelse. Den medfører, at tjenestemanden udnævnes til den nærmeste højere lønklasse inden for sin kategori eller tjenestegruppe. Den foretages udelukkende på grundlag af en udvælgelse blandt de tjenestemænd, der har en minimumsanciennitet i deres lønklasse; udvælgelsen sker blandt de tjenestemænd, der kan komme i betragtning ved forfremmelsen, efter sammenligning af deres fortjenester og de afgivne udtalelser om dem.«
35 Det må fastslås, at ansættelsesmyndigheden i forbindelse med en beslutning om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45 råder over et vidt skøn ved afgørelsen af, hvad der er i tjenestens interesse, samt ved bedømmelsen af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester, og at Fællesskabets retsinstansers kontrol på dette område alene skal vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden under hensyn til de procedurer og midler, der ligger til grund for dens vurdering, har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sin skønsbeføjelse åbenbart fejlagtigt. Fællesskabets retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens (jf. dom af 4.2.1987, sag 324/85, Bouteilller mod Kommissionen, Sml. s. 529, præmis 6).
36 Det bemærkes, at Retten kun har undersøgt et enkelt af de fire klagepunkter, som Ignacio Samper havde gjort gældende, og at dette punkt vedrører det forhold, at ansættelsesmyndigheden ved sammenligningen af fortjenesterne i forfremmelsesåret 1997 angiveligt har undladt at tage behørigt hensyn til, at Ignacio Samper i to år havde været chef for informationskontoret i Madrid.
37 I denne forbindelse skal det for det første fremhæves, at Retten i forbindelse med sin undersøgelse i den appellerede doms præmis 40 fastslog, at det påhvilede ansættelsesmyndigheden at anvende de kriterier, som blev lagt til grund ved forfremmelsesåret 1997, og i den anledning især at tage hensyn til, at Ignacio Samper på dette tidspunktet i ca. to år havde været kontorchef for informationskontoret i Madrid. Retten fastslog videre, at det fremgår af notatet af 27. november 1997 vedrørende forfremmelser i dette forfremmelsesår, at ansættelsesmyndigheden under hensyntagen til bedømmelser og anbefalinger fra generaldirektørerne havde fundet, at det »afgørende« kriterium var »opgavernes karakter [...] samt det personlige engagement og den kontinuerlige indsats i forhold til disse opgaver«.
38 Det bemærkes imidlertid, at ansættelsesmyndigheden i indledningen af dette notat af 27. november 1997 tilkendegav, at myndighedens afgørelser om forfremmelse var truffet på grundlag af en sammenligning af alle tjenestemændenes fortjenester.
39 Som påpeget af Parlamentet, var det faktisk først efter at have konstateret, at de bedømmelser, som var blevet undersøgt af forfremmelsesudvalget, adskilte sig meget lidt fra hinanden, at ansættelsesmyndigheden henviste til karakteren af de udførte opgaver som begrundelse for den anfægtede afgørelse.
40 I lyset af denne omstændighed fremgår det, at den i den appellerede doms præmis 40 indeholdte konstatering af, at ansættelsesmyndigheden i nævnte notat af 27. november 1997 har fundet, at det afgørende kriterium for forfremmelsen bestod i karakteren af de udførte opgaver, er foretaget uden at tage hensyn til sammenhængen og udgør en urigtig gengivelse af nævnte notats indhold.
41 Dernæst bemærkes, at det fremgår af den appellerede doms præmis 44, at Retten har udtalt, at ansættelsesmyndighedens vurderinger burde undersøges i lyset af referatet af Forfremmelsesudvalgets møde den 19. maj 1999, i henhold til hvilket nævnte myndighed havde begrundet sin afvisning af at forfremme Ignacio Samper til lønklasse A4 med virkning pr. 1. januar 1997.
42 I den appellerede doms præmis 45 foretager Retten imidlertid ikke en undersøgelse af det af nævnte udvalg udførte arbejde, men hengiver sig til en vurdering af Ignacio Sampers fortjenester i lyset af de bedømmelser, som Parlamentets øvrige 14 chefer for informationskontorerne har fået. I nævnte doms præmis 46 og 47 undersøger Retten Forfremmelsesudvalgets vurdering af den pågældendes fortjenester i forbindelse med varetagelsen af stillingen som chef for informationskontoret og er kritisk heroverfor.
43 I den appellerede doms præmis 47 bemærker Retten således, at sammenligningen af bedømmelserne for samtlige chefer for informationskontorerne viser, at Ignacio Sampers fortjenester fuldt ud var anerkendt i GD III i betragtning af det samlede antal point, han var blevet tildelt, og den rosende vurdering af hans kvalifikationer, hans store ansvarsfølelse, hans evne til at udvise initiativ og hans professionelle engagement. En sådan vurdering gjorde det muligt for Retten i den appellerede doms præmis 52 og 53 at konkludere, at Ignacio Samper på fuldt ud tilfredsstillende måde havde varetaget stillingen som kontorchef for informationskontoret.
44 Det må fastslås, at Retten ved denne fremgangsmåde, nemlig ved at sætte sin egen vurdering af Ignacio Sampers kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens, har overskredet de i denne doms præmis 35 beskrevne grænser for den domstolskontrol, som den er beføjet til at udøve med hensyn til udnævnelse og forfremmelse af Fællesskabets tjenestemænd.
45 Efter således at have fastslået Ignacio Sampers faglige kvalifikationer har Retten endelig i den appellerede doms præmis 48 anført, at Forfremmelsesudvalget i forbindelse med sammenligningen af den pågældendes fortjenester i forfremmelsesåret 1997 udelukkende baserede sig på de karakterer, der var afgivet i bedømmelserne.
46 I denne forbindelse må det fremhæves, at det udtrykkeligt fremgår af referatet af Forfremmelsesudvalgets møde, at udvalget har taget hensyn til karakteren af de af Ignacio Samper udførte arbejdsopgaver og har tilpasset de i bedømmelserne tildelte karakter i forhold til disse opgaver.
47 Det fremgår desuden af samme referat, at Forfremmelsesudvalget har sammenlignet Ignacio Sampers fortjenester og karakteren af de af denne udførte arbejdsopgaver med fortjenester og arbejdsopgaver for de tjenestemænd, som i løbet af forfremmelsesåret 1997 blev forfremmet til lønklasse A4, samt med bedømmelser for visse andre tjenestemænd, som ikke blev forfremmet.
48 Følgelig har Forfremmelsesudvalget rent faktisk taget hensyn til karakteren af de opgaver, som udførtes af Ignacio Samper i dennes egenskab af chef for et informationskontor, og har ikke udelukkende baseret sig på de i bedømmelserne tildelte karakterer.
49 Under disse omstændigheder indebærer den af Retten i den appellerede doms præmis 48 foretagne vurdering en urigtig gengivelse af indholdet af referatet fra Forfremmelsesudvalgets møde den 19. maj 1999.
50 Det følger af ovenstående betragtninger, at Retten ved i den appellerede doms præmis 52 og 53 at fastslå, at ansættelsesmyndigheden har foretaget et åbenbart fejlskøn - idet den i forbindelse med sammenligningen af Ignacio Sampers fortjenester i forfremmelsesåret 1997 har undladt at lægge vægt på den omstændighed, at sidstnævnte på fuldt tilfredsstillende vis havde bestridt stillingen som chef for informationskontoret i Madrid - har støttet sig på en urigtig gengivelse af de beviser, som den har fået forelagt, og har sat sin vurdering af den pågældendes fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
51 Herefter bør den appellerede dom ophæves.
Afgørelse om sagsomkostninger
Hjemvisning af sagen til Retten
52 I henhold til artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen kan denne, såfremt den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise sagen til Retten til afgørelse.
53 Eftersom Retten kun har undersøgt det første af de fire klagepunkter, som Ignacio Samper har gjort gældende, finder Domstolen ikke, at den er i stand til at træffe afgørelse i sagen, og at denne bør hjemvises til Retten, for at Retten kan tage stilling til Ignacio Sampers påstande om annullation af den anfægtede afgørelse.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
1) Den af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 3. maj 2001 afsagte dom i sag T-99/00, Samper mod Parlamentet, ophæves.
2) Sagen hjemvises til Retten i Første Instans til påkendelse af Ignacio Sampers påstande om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 9. juni 1999 vedrørende genoprettelse af hans karriere, for så vidt som den fastsætter tidspunktet for hans forfremmelse til lønklasse A4 til den 1. januar 1998.
3) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Full & Egal Universal Law Academy