Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse
Nøgleord
1. Særlige rettergangsformer - betingelser for antagelse til realitetsbehandling - forbindelse mellem den ønskede foranstaltning og påstandene i hovedsagen - foreløbig og ikke endelig karakter
(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)
2. Særlige rettergangsformer - betingelser for antagelse til realitetsbehandling - betingelserne for søgsmålsinteresse i annullationssøgsmål finder anvendelse i sager om foreløbige forholdsregler - foreløbige forholdsregler, der ikke kan ændre sagsøgerens retsstilling væsentligt eller ikke udelukkende finder anvendelse på ham - afvisning
(Art. 230 EF, 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)
3. Retspleje - befuldmægtigede, rådgivere og advokaters rettigheder og forpligtelser - en advokats indbringelse af en række sager på grundlag af samme faktum, som det er åbenbart skal afvise og/eller forkastes - unødig trætte - adfærd uforenelig med Rettens værdighed - anvendelse af artikel 41, stk. 1, i Rettens procesreglement
(Rettens procesreglement, art. 41, stk. 1)
Sammendrag
1. Den dommer, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, har ingen kompetence til at anordne foreløbige forholdsregler, der ikke har noget at gøre med sagsøgerens påstand i sagen. Endvidere skal foreløbige forholdsregler, der begæres, være foreløbige og ikke endelige. De skal derfor være af en sådan karakter, at de ikke foregriber afgørelsen om sagens realitet.
( jf. præmis 32 og 33 )
2. I sager om foreløbige forholdsregler finder det ræsonnement anvendelse, at en borger ikke kan påberåbe sig artikel 230, stk. 4, EF med henblik på at opnå en afgørelse, der har virkning erga omnes, men tværtimod kun har søgsmålsinteresse, for så vidt den retsakt, der påstås annulleret, kan ændre hans retsstilling væsentligt. Det er åbenbart, at begæringer om foreløbige forholdsregler, der enten ikke kan ændre sagsøgerens retsstilling væsentligt eller ikke udelukkende finder anvendelse på ham, ikke kan anordnes.
( jf. præmis 34 )
3. En advokats adfærd, hvorved han - på grundlag af samme faktum - til stadighed indgiver en række begæringer om såvel foreløbige som endelige forholdsregler, som det er åbenbart skal afvises eller forkastes, navnlig når disse begæringer næsten uden undtagelse indeholder uunderbyggede påstande om, at den pågældende fællesskabsinstitutions beslutninger er ulovlige, at den handler i ond tro eller tilsidesætter sine forpligtelser, er klart udtryk for unødig trætte.
Foreligger der en sådan unødig trætte, kan Retten overveje at udøve sin kompetence i henhold til artikel 41, stk. 1, over for en advokat, hvis optræden over for Retten, er uforenelig med Rettens værdighed, eller som misbruger sine beføjelser.
( jf. præmis 45 og 46 )
Parter
I sag T-18/01 R,
Anthony Goldstein, Harrow, Middlesex (Det Forenede Kongerige), ved solicitor R. St. John Murphy,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved P. Oliver, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en begæring om foreløbige forholdsregler inden for rammerne af et annullationssøgsmål anlagt i henhold til artikel 230 EF til prøvelse af Kommissionens beslutning af 12. januar 2001, der afviser sagsøgerens klage vedrørende den påståede tilsidesættelse af artikel 81 EF og 82 EF, som General Council of the Bar of England and Wales har foretaget,
har
PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
afsagt følgende
Kendelse
Dommens præmisser
Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
1 Sagsøgeren er britisk statsborger og har bopæl i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Han er uddannet læge og afsluttede i 1999 Bar Vocational Course, der er en forudsætning for at erhverve advokatbestalling i England og Wales (Bar of England and Wales) samt for at udøve virksomhed som barrister på dette område.
2 Den 30. maj 1995 indgav sagsøgeren en klage til Kommissionen i medfør af artikel 3 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i EØF-traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF) (EFT 1959-1962, s. 81), over visse regler, der påstodes at være konkurrencebegrænsende, og som blev anvendt af General Council of the Bar of England and Wales (herefter »Bar Council«), som fører disciplinært tilsyn med barristers overholdelse af de regler, der gælder for ydelse af juridisk bistand på dette område.
3 I klagen henvistes navnlig til betingelsen i Rule 210 i Bar Council's Code of Conduct of the Bar of England and Wales (herefter »Bar Council's Code«), hvorefter en barrister, der har møderet i England og Wales, ikke må yde juridisk bistand, medmindre han er engageret eller instrueres af en klient med fagkundskaber, dvs. en solicitor eller et medlem af visse faglige organisationer. Denne regel kaldes sædvanligvis »reglen om direkte adgang«. Sagsøgeren har gjort gældende, at denne regel udgør en konkurrencebegrænsning, som er i strid med artikel 81 EF, for så vidt som den forhindrer klienter, der søger juridisk bistand, i at få direkte adgang til de ydelser, der præsteres af barristere, der har møderet i England og Wales.
4 Kommissionen meddelte ved skrivelse af 16. juni 2000 sagsøgeren, at den fandt det usandsynligt, at artikel 81, stk. 1, EF kunne finde anvendelse på den praksis, der var henvist til i klagen, eftersom den efter Kommissionens opfattelse ikke påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne i mærkbar grad. Ikke desto mindre opfordrede Kommissionen sagsøgeren til i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2842/98 af 22. december 1998 om høring af parter i visse procedurer efter EF-traktatens artikel 85 og 86 (nu artikel 81 EF og 82 EF, EFT L 354, s. 18) at fremsætte de yderligere bemærkninger, som han fandt relevante.
5 Sagsøgeren fremsatte disse bemærkninger den 14. juli 2000 og supplerede dem ved yderligere dokumenter den 12. oktober 2000.
6 Den 12. januar 2001 meddelte Kommissionen sagsøgeren en endelig beslutning i henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, hvorved den afviste hans klage over Bar Council's påståede tilsidesættelse af artikel 81 EF og 82 EF (herefter »den anfægtede beslutning«) og herunder også de påstande, som sagsøgeren havde fremsat i sit svar på Kommissionens skrivelse af 16. juni 2000.
7 Ved stævning registreret på Rettens Justitskontor den 25. januar 2001 har sagsøgeren anlagt sag med påstand om, at den anfægtede beslutning annulleres, og at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
8 Ved særskilt processkrift registreret på Rettens Justitskontor den 31. januar 2001 har sagsøgeren i medfør af artikel 242 EF og 243 EF fremsat nærværende begæring om foreløbige forholdsregler inden for rammerne af ovennævnte sag. Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
»- Det fastslås, at anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceregler på den ordning, der er fastlagt ved Rådets [sic] direktiv 77/249/EØF og 98/5/EF, er baseret på, at de nationale domstole på den ene side og Kommissionen og Fællesskabets retsinstanser på den anden side er forpligtet til et ægte samarbejde, hvorved de hver især handler på grundlag af den rolle, som de er tillagt ved traktaten.
- Det fastslås, at den anfægtede beslutning stadfæster opretholdelsen af en ulovlig økonomisk sektor på markedet for juridiske tjenesteydelser på hele Det Forenede Kongeriges område.
- Det fastslås, at den anfægtede beslutning begrænser de nationale konkurrencemyndigheders og de nationale domstoles kompetence på hele Fællesskabets område, hvilket fører til et forbud mod afvikling af den ulovlige økonomiske sektor og et forbud mod oprettelse af en lovlig økonomisk sektor på det relevante marked.
- Det fastslås, at den anfægtede beslutning fremstår som en foranstaltning, der savner endog et skin af lovlighed, for så vidt som det ikke tilkommer Kommissionen, når den vurderer udøvelsen af en ret, der følger af en fællesskabsretlig forskrift, nemlig et rådsdirektiv, at ændre bestemmelsens anvendelsesområde eller at bringe virkeliggørelsen af dens formål i fare.
- Gennemførelsen af den anfægtede beslutning udsættes, indtil Retten har truffet afgørelse om sagens realitet, for så vidt som Kommissionen skjuler fællesskabskarakteren og virkningerne af de retsforskrifter, der regulerer udøvelsen af virksomhed som læge, for at fratage direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 dets indhold på området for vildledende reklame for juridiske tjenesteydelser, idet medlemsstaterne herved, i strid med fællesskabslovgivers udtrykkelige hensigt, fratages enhver mulighed for at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af en sådan vildledende reklame fra Bar Council.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.«
9 Begæringen er blevet forkyndt for Kommissionen. Kommissionen har den 23. februar 2001 indgivet et skriftligt indlæg, hvori den har nedlagt påstand om, at begæringen ikke tages til følge, og at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
10 Efter forkyndelsen af nærværende begæring for Kommissionen, men inden modtagelsen af Kommissionens skriftlige indlæg, har sagsøgeren den 14. februar 2001 indgivet endnu en begæring om foreløbige forholdsregler til Rettens Justitskontor vedrørende den sag, som nærværende begæring vedrører. Denne yderligere begæring, som ikke er blevet forkyndt for Kommissionen, blev registreret under nummer T-18/01 R III og er genstand for en særskilt kendelse, der afsiges dags dato.
11 Under retsmødet for Rettens præsident den 8. marts 2001 er der blevet afgivet mundtlige indlæg på vegne af sagsøgeren og Kommissionen vedrørende nærværende begæring om foreløbige forholdsregler. Sagsøgeren var repræsenteret ved barrister Peter Marks, som af sagsøgerens solicitor, St. John Murphy, var blevet udpeget til at repræsentere sagsøgeren under retsmødet. Under retsmødet besvarede parternes rettergangsfuldmægtige spørgsmål fra præsidenten, der udtrykkeligt gjorde sagsøgerens rettergangsfuldmægtig opmærksom på de forpligtelser, der påhviler ham, og navnlig St. John Murphy, den solicitor, der har udpeget ham, i henhold til artikel 41, stk. 1, i procesreglementet for Retten i Første Instans (herefter »procesreglementet«).
Retlige bemærkninger
12 I henhold til artikel 242 EF og 243 EF, sammenholdt med artikel 4 i Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 319, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21), kan Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af en anfægtet retsakt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.
13 Ifølge artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, som i henhold til samme statuts artikel 46 finder tilsvarende anvendelse på rettergangsmåden ved Retten, skal en stævning for Domstolen bl.a. indeholde en angivelse af »søgsmålets genstand, påstandene og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene«. En lignende forpligtelse pålægges ved procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c).
14 Det bestemmes i procesreglementets artikel 104, stk. 1, at begæringer om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt kun kan antages til realitetsbehandling, hvis den, der fremsætter begæringen, har anlagt sag til prøvelse af retsakten ved Retten. Det bestemmes i artikel 104, stk. 2, at begæringer om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. De begærede forholdsregler skal i henhold til procesreglementets artikel 107, stk. 3 og 4, være foreløbige, dvs. ikke foregribe retlige eller faktiske tvistepunkter og ikke på forhånd ophæve virkningerne af den afgørelse, der senere skal træffes om sagens realitet (jf. bl.a. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19.7.1995, sag C-149/95 P(R), Kommissionen mod Atlantic Container Line, Sml. I, s. 2165, præmis 22, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 12.12.2000, sag T-335/00 R, Goldstein mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 11, stadfæstet under appel af Domstolens præsident ved kendelse af 14.2.2001, sag C-32/01 P(R), Goldstein mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser). De må ikke falde uden for rammerne af den endelige afgørelse, som Retten måtte træffe om sagens realitet (jf. bl.a. kendelse afsagt af Rettens præsident den 27.10.1998, sag T-100/98 R, Goldstein mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 15, stadfæstet under appel af Domstolens præsident den 11.2.1999, sag C-4/99 P(R), ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 11).
15 Det bestemmes bl.a. i procesreglementets artikel 41, stk. 1, at advokater, hvis optræden over for Retten er uforenelig med Rettens værdighed, kan udelukkes ved kendelse.
Sagsøgerens argumenter
16 Sagsøgeren har, vedrørende betingelsen om, at begæringer om foreløbige forholdsregler skal angive de retlige grunde til, at de begærede forholdsregler umiddelbart forekommer berettiget, i det væsentlige gjort gældende, at det er åbenbart, at den anfægtede beslutning er ulovlig. Han har for det første anført, at den ikke opfylder de i forordning nr. 17 fastsatte retlige betingelser, eftersom den forvansker det klare formål med Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters frie udveksling af tjenesteydelser (EFT L 78, s. 17) og med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået (EFT L 77, s. 36). Sagsøgeren har for det andet anført, at Kommissionen herved med urette tiltager sig en beføjelse til at nægte sagsøgeren et effektivt retsmiddel for en national domstol.
17 Med hensyn til den påståede forvanskning af direktiv 77/249 og 98/5 har sagsøgeren gjort gældende, at de harmoniserer de nationale bestemmelser, der regulerer forholdet mellem advokater og deres klienter, og at fællesskabslovgiver herved har haft til hensigt at skabe samme konkurrencevilkår i hele Fællesskabet for de personer, der udøver virksomhed som advokat. Under henvisning til Domstolens dom og generaladvokat Léger's forslag til afgørelse i sag C-164/94, Aranitis (Sml. 1996 I, s. 135), har sagsøgeren fremhævet, at den anfægtede beslutning ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den ordning, der er fastsat ved direktiv 77/249 og 98/5 til regulering af udøvelsen af advokaterhvervet, navnlig for så vidt angår de betingelser, der skal opfyldes for tildeling af den faglige titel advokat samt fællesskabskarakteren og virkningerne heraf. Han har desuden anført, at den anfægtede beslutning, da den definerer markedet for juridiske tjenesteydelser som omfattende to grupper af virksomheder, nemlig barristers og solicitors på den ene side og dem, der betegnes som »Queen's Counsel« på den anden side, anvender konkurrencereglerne i strid med ordningen i direktiv 77/249 og 98/5.
18 For så vidt angår påstanden om, at han er blevet nægtet et effektivt retsmiddel, har sagsøgeren i det væsentlige anført, at den anfægtede beslutning unddrager den nationale ret, der har kompetence til at anvende Fællesskabets konkurrenceregler, beføjelsen til at undlade at anvende nationale retsforskrifter, der - selv midlertidigt - kan hindre anvendelsen af fællesskabsretten.
19 Med hensyn til uopsætteligheden af sin begæring har sagsøgeren med henvisning til kendelse af 7. juli 1981 (forenede sager 60/81 og 190/81 R, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 1857) gjort gældende, at når en beslutning, ligesom den anfægtede beslutning, er behæftet med så alvorlige og åbenbare mangler, at den klart savner enhver hjemmel, er karakteren og grovheden af en sådan ulovlighed tilstrækkelig til at godtgøre, at betingelsen om uopsættelighed under en sag om foreløbige forholdsregler er opfyldt. Sagsøgeren har videre under henvisning til kendelse af 26. marts 1987 (sag 46/87 R, Sml. s. 1549) gjort gældende, at det så meget desto mere er tilfældet, når den anfægtede beslutning - som i den foreliggende sag - ikke kun er ulovlig, men også er forfatningsstridig. Det er åbenbart, at den anfægtede beslutning er ulovlig, eftersom Kommissionen ikke har samarbejdet i god tro med Det Forenede Kongeriges Faste Repræsentation hos De Europæiske Fællesskaber, og dens forfatningsstridighed skyldes, at den er i strid med sagsøgerens grundlæggende ret til en retfærdig rettergang.
Kommissionens argumenter
20 Kommissionen har gjort gældende, at det af flere grunde er åbenbart, at begæringen ikke kan admitteres.
21 Kommissionen har vedrørende de første fire begærede foreløbige forholdsregler anført, at Retten henset til karakteren af de af sagsøgeren begærede foreløbige forholdsregler ikke har kompetence til at foreskrive dem.
22 Desuden er den første og den fjerde begærede foreløbige forholdsregel i realiteten af endelig og ikke af foreløbig karakter, hvorfor de ligeledes falder uden for rammerne af Rettens kompetence. Kommissionen har videre gjort gældende, at den første og den anden foreløbige forholdsregel heller ikke kan foreskrives, da det er åbenbart, at de ikke kun vedrører sagsøgerens retsstilling, men derimod kan have virkning erga omnes.
23 Sagsøgerens første og fjerde påstand samt begæringen om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning, der udgør den femte påstand, kan heller ikke admitteres, for så vidt som de er rettet mod direktiv 77/249 og 98/5 samt Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (EFT L 250, s. 17), idet den anfægtede beslutning udelukkende vedrører afvisning af en klage over en mulig tilsidesættelse af artikel 81 EF og 82 EF. Kommissionen har påpeget, at Retten ikke har kompetence til at anordne foreløbige forholdsregler, der ikke har noget at gøre med sagsøgerens påstand i sagen (kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.12.1999, sag T-262/99 R, Goldstein mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 15).
24 Med hensyn til begæringen om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning har Kommissionen med henvisning til kendelse afsagt af Rettens præsident den 8. oktober 1993, sag T-507/93 R, Branco m.fl. mod Revisionsretten (Sml. II, s. 1013, præmis 21), og den 2. oktober 1997, sag T-213/97 R, Eurocoton mod Rådet (Sml. II, s. 1609, præmis 41), gjort gældende, at den heller ikke kan tages til følge, da Retten under en sag om foreløbige forholdsregler ikke har kompetence til at udsætte en negativ afgørelse, nemlig afvisningen af sagsøgerens klage af 10. august 1993, der er indeholdt i den anfægtede beslutning.
25 Endelig er Kommissionen af den opfattelse, at begæringen ikke kan tages til følge, da den ikke opfylder de formelle krav i artikel 19 i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 44, stk. 1. Bl.a. under henvisning til Rettens kendelse af 14. maj 1998, sag T-262/97, Goldstein mod Kommissionen (Sml. II, s. 2175), har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgeren klart ikke opfylder betingelsen om, at begæringen klart og præcist skal angive de væsentligste faktiske og retlige grunde, som begæringen støttes på. Den er formuleret i så vage og utydelige vendinger, at det ikke umiddelbart er muligt at fastlægge formålet med de begærede foreløbige forholdsregler eller deres forbindelse til sagen.
26 Subsidiært har Kommissionen gjort gældende, at såfremt begæringen om udsættelse af den anfægtede beslutning ikke afvises, er den klart uden grundlag.
27 Kommissionen har med hensyn til betingelsen om fumus boni juris anført, at sagsøgerens argumenter, der kommer til udtryk på forskellig vis, udelukkende er baseret på, at den anfægtede beslutning fejlfortolker direktiv 77/249 og 98/5, hvorved de rettigheder, som sagsøgeren påstår at have i henhold hertil, krænkes. Den har videre gjort gældende, at sagsøgerens fortolkning af direktiverne er fuldstændig urigtig, hvilket Domstolen desuden for nylig har udtalt vedrørende direktiv 98/5 i dom af 9. november 2000, sag C-168/98, Luxembourg mod Europa-Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 9131, da det følger af nævnte doms præmis 46-60, at direktivet ikke omhandler »[erhvervsreguleringen,] der vedrører uddannelse og adgangsbetingelser for fysiske personer« som omhandlet i artikel 47, stk. 2, andet punktum, EF. Kommissionen bestrider desuden, at den anfægtede beslutning på nogen måde fratager sagsøgeren et effektivt retsmiddel ved de nationale domstole.
28 Den begærede udsættelse forekommer derfor ikke umiddelbart berettiget.
29 For så vidt angår betingelsen om uopsættelighed har Kommissionen anført, at sagsøgeren ikke har forsøgt at godtgøre, at han vil lide et alvorligt og uopretteligt tab, hvis de begærede foreløbige forholdsregler ikke foreskrives. Hans argumentation hviler udelukkende på en antagelse om, at der eksisterer en undtagelse til reglen om, at den, der fremsætter begæring om foreløbige forholdsregler, skal godtgøre, at der foreligger uopsættelighed, når det er åbenbart, at den anfægtede beslutning er ulovlig. Idet Kommissionen bestrider, at der eksisterer en sådan undtagelse, har den gjort gældende, at sagsøgeren end ikke har godtgjort, at den anfægtede beslutning umiddelbart er ulovlig, eller at den er åbenbart eller klart ulovlig.
30 Under retsmødet opfordrede Kommissionen, idet den anerkendte, at procesreglementets artikel 41, stk. 1, fandt anvendelse på sagsøgerens solicitors adfærd, udtrykkeligt Retten til at overveje, om sagsøgerens solicitor havde opfyldt sin forpligtelse som retsmedhjælper - en forpligtelse, der efter Kommissionens opfattelse gælder såvel for Fællesskabets retsinstanser som for domstolene i Det Forenede Kongerige - til at udvise den fornødne omhu og det fornødne hensyn både i forhold til Retten og til sagsøgeren. Kommissionen henviste i denne forbindelse til de 14 sager, som sagsøgeren havde anlagt forud for den sag, som nærværende begæring vedrører, og som Retten alle har afvist, idet det var åbenbart, at de skulle afvises eller forkastes, til sagsøgerens talrige begæringer om foreløbige forholdsregler i hver sag, som ikke er blevet taget til følge af Rettens præsident, og til sagsøgerens næsten systematiske, men forgæves, appel af hver af de af Retten eller Rettens præsident afsagte kendelser til Domstolen. Kommissionen bemærkede, at Fællesskabets retsinstanser, efter at High Court of England and Wales den 12. december 1995 i henhold til Section 42 i Supreme Court Act af 1981 afsagde en kendelse, hvorefter sagsøgeren ansås for at have forvoldt unødig trætte, har afsagt 36 kendelser i forbindelse med sagsøgerens forskellige sager, begæringer om foreløbige forholdsregler samt appeller, der alle er gået sagsøgeren imod. Efter Kommissionens opfattelse er sagsøgerens solicitors vedvarende støtte til sådanne grundløse og unødige sagsanlæg udtryk for foragt for Fællesskabets retsinstanser.
Rettens præsidents bemærkninger
31 Der er ikke skygge af tvivl om, at de fire begæringer om foreløbige forholdsregler, som sagsøgeren har begæret i nærværende sag (jf. præmis 8 ovenfor), ikke kan tages til følge.
32 Ifølge fast retspraksis har den dommer, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, ingen kompetence til at anordne foreløbige forholdsregler, der ikke har noget at gøre med sagsøgerens påstand i sagen. Den sag, som nærværende begæring vedrører, angår en påstand om annullation af en kommissionsbeslutning, der afviser en klage fra sagsøgeren om, at visse af Bar Council's regler tilsidesætter artikel 81 EF eller 82 EF. De fire af sagsøgeren begærede foreløbige forholdsregler har kun en indirekte, hvis overhovedet nogen forbindelse med hans påstande i sagen.
33 Det følger endvidere af fast retspraksis, at foreløbige forholdsregler, der begæres, skal være foreløbige og ikke endelige. De skal derfor være af en sådan karakter, at de ikke foregriber afgørelsen om sagens realitet. Det er klart, at den anden, tredje og fjerde foreløbige forholdsregel, der begæres, ikke opfylder dette krav.
34 Endvidere har Retten allerede tidligere i sin kendelse om afvisning af den første sag, som sagsøgeren anlagde mod Kommissionen, udtalt, at en borger ikke kan påberåbe sig artikel 230, stk. 4, EF med henblik på at opnå en afgørelse, der har virkning erga omnes, men tværtimod kun har søgsmålsinteresse, for så vidt den retsakt, der påstås annulleret, kan ændre sagsøgerens retsstilling væsentligt (jf. kendelse af 16.3.1998, sag T-235/95, Goldstein mod Kommissionen, Sml. II, s. 523, præmis 37; kendelsen blev stadfæstet ved Domstolens kendelse af 8.7.1999, sag C-199/98 P, Goldstein mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser). Samme ræsonnement gør sig gældende for så vidt angår begæringer om foreløbige forholdsregler. Eftersom de tre første begærede foreløbige forholdsregler inden for rammerne af denne begæring enten ikke kan ændre sagsøgerens retsstilling væsentligt eller ikke udelukkende finde anvendelse på ham, er det også af denne grund åbenbart, at de ikke kan anordnes.
35 Det er derfor åbenbart, at nærværende begæring for så vidt angår de fire konstateringer, som sagsøgeren har nedlagt påstand om, ikke kan tages til følge. Selv om det er ufornødent at vurdere, om det er så åbenbart, at begæringen i denne forbindelse ikke kan tages til følge, at den skal anses for at være udtryk for unødig trætte, idet den kun søger at genere Kommissionen, kan der ikke være tvivl om, at den er grundløs.
36 Det følger heraf, at begæringen herefter kun skal behandles med hensyn til realiteten, for så vidt som den tilsigter udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning.
37 Det er hensigtsmæssigt først at undersøge, hvorvidt nærværende begæring opfylder betingelsen om uopsættelighed.
38 Ingen form for materiel skade er blevet gjort gældende, og sagsøgeren har ikke fremlagt oplysninger for Retten, der giver den mulighed for at afgøre, om han vil kunne lide en alvorlig eller uoprettelig skade, hvis den anfægtede beslutning ikke udsættes, indtil der er truffet afgørelse i sagen. Sagsøgeren har navnlig nægtet sin advokat at besvare spørgsmål under retsmødet vedrørende sagsøgerens nuværende erhvervsindkomst, og om denne i givet fald er blevet påvirket af den anfægtede beslutning.
39 Det fremgår af det af sagsøgeren anførte, at han, for at godtgøre uopsætteligheden af den begærede udsættelse, udelukkende henviser til den ikke-økonomiske skade, som han påstår at have lidt som følge af, at det er åbenbart, at den anfægtede beslutning er ulovlig og forfatningsstridig.
40 Sagsøgerens anbringender gengiver, mutatis mutandis, visse af de argumenter, som blev fremført for Domstolens præsident i de forenede sager 60/81 og 190/81 R, IBM mod Kommissionen (Sml. 1981, s. 1857), og i sag 46/87 R, Hoechst mod Kommissionen (Sml. 1987, s. 1549). Der blev imidlertid ikke anordnet foreløbige forholdsregler i disse sager, og Domstolens præsident fastslog - klart uden at tage stilling til den retlige rigtighed af sagsøgernes anbringender - at det ikke var godtgjort, at der forelå nogen åbenbar ulovlighed eller forfatningsstridighed (IBM-dommen, præmis 7, og Hoechst-dommen, præmis 31).
41 Inden for rammerne af nærværende begæring er sagsøgerens vidtrækkende påstand om åbenbar ulovlighed stort set ikke underbygget. Den er støttet på en bestemt fortolkning af rækkevidden af direktiv 77/249 og 98/5, som Kommissionen ikke er enig i. Begæringen indeholder ingen oplysninger, der giver blot en flig af støtte for sagsøgerens ligefremme udtalelse om, at det er oplagt, at Kommissionens fortolkning af direktivet er så klart urigtig eller skyldes ond tro, at det er åbenbart, at den anfægtede beslutning dermed er ulovlig. Faktisk synes den anfægtede beslutning end ikke ved første øjekast at vedrøre en sådan fortolkning, men en vurdering af, om artikel 81 EF og 82 EF finder anvendelse på den adfærd, som Bar Council kritiseres for at have udvist.
42 Sagsøgerens fortolkning af direktiv 77/249 og 98/5 er næsten udelukkende baseret på et citat fra generaladvokat Léger's forslag til afgørelse af 11. maj 2000 i sag C-381/98, Ingmar GB, hvori der blev afsagt dom den 9. november 2000 (Sml. I, s. 9305). Navnlig med henvisning til punkt 33 i forslaget til afgørelse erstatter sagsøgeren - uden at gøre Retten opmærksom herpå - ordene »handelsagent« med »advokat« og »direktivet« med »direktiv 77/249 og 98/5«. Generaladvokaten henviste imidlertid til Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter (EFT L 382, s. 17). Som Domstolen udtalte i Ingmar-dommen, fremgår det navnlig af anden betragtning til direktiv 86/653, at »de ved direktivet foreskrevne harmoniseringsforanstaltninger bl. a. har til formål at ophæve begrænsningerne for udøvelsen af virksomhed som handelsagent, ensrette konkurrencevilkårene inden for Fællesskabet og forstærke retssikkerheden i handelssamkvemmet« (præmis 23). Henvisningen til Ingmar-dommen kan således ikke underbygge det synspunkt, hvorefter Kommissionens mere indskrænkende fortolkning af rækkevidden af direktiv 77/249 og 98/5 tydeligvis er så urigtig, at den udgør en åbenlys fejl.
43 Derfor - idet det er ufornødent at afgøre, om sagsøgeren har ret i sin antagelse om, at der i tilfælde af åbenlys ulovlighed findes en undtagelse til hovedreglen om, at i sager om foreløbige forholdsregler skal uopsætteligheden godtgøres i forhold til sagsøgerens personlige situation - er det klart, at den i sagen anfægtede beslutning hverken er åbenbart ulovlig eller forfatningsstridig.
44 Da sagsøgeren ikke har henvist til en alvorlig eller uoprettelig skade, som han skulle være blevet påført personligt som følge af, at den anfægtede beslutning opretholdes, indtil der er truffet afgørelse om sagens realitet, skal nærværende begæring ikke tages til følge, idet det er ufornødent at tage stilling til, om den opfylder den yderligere betingelse om, at der foreligger fumus boni juris med hensyn til påstanden om annullation af den anfægtede beslutning. Det er derfor ufornødent at tage stilling til Kommissionens anbringende, hvorefter Retten under en sag om foreløbige forholdsregler, selv om betingelserne om uopsættelighed og fumus boni juris er opfyldt, ikke har kompetence til at udsætte en negativ afgørelse som den, der er indeholdt i den anfægtede beslutning.
45 Hvad angår Kommissionens anbringende om, at Retten forudsætningsvis har kompetence til at straffe advokater, der insisterer på at indbringe grundløse og unødige sager for Retten, er det ufornødent at tage stilling til, om Retten har en sådan kompetence inden for rammerne af denne begæring. Uanset hvor grundløs, hvis ikke unødig, nærværende begæring måtte være med hensyn til de fire begærede foreløbige forholdsregler, kan der ikke rejses tvivl om ægtheden af sagsøgerens interesse i at få udsat den anfægtede beslutning. Det er ikke desto mindre formålstjenligt at understrege, at en advokats adfærd, hvorved han - på grundlag af samme faktum - til stadighed indgiver en række begæringer om såvel foreløbige som endelige forholdsregler, som det er åbenbart skal afvises eller forkastes, navnlig når disse begæringer næsten uden undtagelse indeholder uunderbyggede påstande om, at den pågældende fællesskabsinstitutions beslutninger er ulovlige, at den handler i ond tro eller tilsidesætter sine forpligtelser, klart er udtryk for unødig trætte. Der henvises i denne forbindelse særligt til artikel 41, stk. 1, i Rettens procesreglement, i henhold til hvilken:
»En rådgiver eller en advokat, hvis optræden over for Retten, præsidenten, en dommer eller justitssekretæren er uforenelig med Rettens værdighed, eller som misbruger sine beføjelser, kan til enhver tid udelukkes fra retsforhandlingerne ved en kendelse afsagt af Retten, efter at den pågældende har haft lejlighed til at udtale sig.
Kendelsen kan fuldbyrdes straks.«
46 Selv om det med henblik på ikke at tage den foreliggende begæring til følge er ufornødent at påberåbe kompetencen i henhold til procesreglementets artikel 41, stk. 1, vil Retten, såfremt der på vegne af sagsøgeren bliver indgivet yderligere begæringer vedrørende sagens genstand af grundløs eller unødig karakter, eller som indeholder generelle, men uunderbyggede påstande om åbenbar ulovlighed, om ond tro eller andre lignende ærekrænkende udtalelser, overveje at udøve sin kompetence i henhold til artikel 41, stk. 1.
47 Det følger af ovenstående, at nærværende begæring om foreløbige forholdsregler i det hele ikke bør tages til følge.
Afgørelse
På grundlag af disse præmisser
kender
RETTENS PRÆSIDENT
for ret:
1) Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.
2) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Full & Egal Universal Law Academy