EUR-Lex -  62002CC0056 - DA - Forslag til afgørelse fra generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 13

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1. Det foreliggende præjudicielle spørgsmål vedrører fortolkningen af artikel 187, stk. 2, i EF-toldkodeksen .

2. Bundesfinanzhof (Tysklands højeste retsinstans i skatte- og toldanliggender) spørger Domstolen, om den, som på Fællesskabets toldområde har indført varer, som indeholder forædlingsprodukter, og som kan komme ind under returvareordningen, altid skal bevise de oplysninger, som er nødvendige for at beregne de skyldige importafgifter, eller om det derimod er toldvæsenet selv, der skal levere oplysningerne, når importøren ikke er i stand til det.

I - De relevante retsregler

A - Bestemmelsen, der skal fortolkes

3. EF-toldkodeksens artikel 187 bestemmer:

»Artikel 185 og 186 finder tilsvarende anvendelse på forædlingsprodukter, der oprindelig var blevet udført eller genudført efter en procedure for aktiv forædling.

Det efter lovgivningen skyldige importafgiftsbeløb fastlægges efter reglerne for proceduren for aktiv forædling, idet datoen for genudførsel af forædlingsprodukterne betragtes som datoen for varens overgang til fri omsætning.«

4. For at forstå denne regels betydning må der gives en kortfattet beskrivelse af de bestemmelser, der regulerer transaktionerne med aktiv forædling samt for importen af varer.

B - Ordningen med aktiv forædling og genindførsel af forædlingsprodukter

5. De varer, der indføres fra lande eller territorier uden for Den Europæiske Union, får status som fællesskabsvarer ved overgangen til fri omsætning, hvilken transaktion indebærer pålæggelse af de efter lovgivningen skyldige afgifter .

6. Imidlertid pålægges varer indført på dette område ikke importafgifter, såfremt de skal genudføres inden for en af myndighederne fastsat frist og skal undergå en eller flere forædlingsprocesser bestående i bearbejdning, forarbejdning eller reparation, herunder istandsættelse. Den nugældende ordning for disse varer kaldes proceduren for »aktiv forædling«, og de varer, som fremkommer ved anvendelsen af de pågældende procedurer, kaldes »forædlingsprodukter«. Under alle omstændigheder er disse processer undergivet en bevilling, der skal indgives af enhver, som udfører dem eller lader dem udføre .

7. På den pågældendes begæring kan der også indrømmes fritagelse for de fællesskabsvarer, som, efter at være blevet udført fra Fællesskabets toldområde, vender tilbage og dér overgang til fri omsætning . Det drejer sig om præferenceordningen for »returvarer« , der alene gælder, såfremt varerne inden for en frist på tre år indføres i samme stand, som de havde ved udførslen .

8. Viser det sig, at de pågældende varer er forædlingsprodukter, som er fremkommet efter aktiv forædling, omfattes de af præferenceordningen forbeholdt »returvarerne« og fritages for de normalt skyldige afgifter.

9. Imidlertid vedrører fritagelsen for denne produktgruppe kun værdien af den vare, som svarer til den i Fællesskabet foretagne forædling, mens den del, der har at gøre med varer med oprindelse i tredjeland, fortsat afgiftsbelægges. I dette tilfælde fastsættes størrelsen af importafgifterne efter reglerne »for proceduren for aktiv forædling« på grundlag af de »beskatningselementer, der gælder for varerne« på tidspunktet for genudførslen .

C - Forpligtelserne for henholdsvis importøren og toldmyndighederne

10. Importøren skal skriftligt på en formular i overensstemmelse med en med henblik herpå udfærdiget officiel model, som behørigt underskrives, fremlægge samtlige forhold, som sætter de kompetente myndigheder i stand til at beregne toldskylden .

11. Imidlertid skal toldmyndighederne, såfremt importøren ikke er i stand til at give de nødvendige oplysninger, fremlægge de dokumenter og oplysninger, som er til deres rådighed .

12. Navnlig gælder, at når forædlingsprodukterne overgår til fri omsætning i forbindelse med proceduren for aktiv forædling, skal det toldkontor, som antager angivelsen, anmode kontroltoldstedet om at fremsende de oplysninger, der er nødvendige for at fastsætte toldskylden . Inden for rammerne af status for returvarer, der, således som det er blevet fremhævet, også finder anvendelse på forædlingsprodukter, skal udførselstoldstedet overgive det toldsted, som står for genindførslen, når dette ønsker det, enhver oplysning, som det råder over med henblik på at kunne afgøre, om varerne opfylder betingelserne for at falde ind under den nævnte ordning .

13. De ovennævnte forpligtelser begrænses, når der er tale om oplysninger omfattet af tavshedspligt, dvs. fortrolige oplysninger eller oplysninger, der er afgivet fortroligt; toldmyndighederne kan ikke afsløre disse uden udtrykkelig tilladelse fra den person eller myndighed, der har fremlagt dem, undtagen hvis de pågældende bestemmelser, navnlig om databeskyttelse, eller såfremt der foreligger en afgørelse truffet i forbindelse med en retssag, stiller krav herom .

II - De faktiske omstændigheder, hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

14. I perioden 13. september 1994 - 17. marts 1995 indførte IHW Rebmann GmbH (herefter »Rebmann«) til Fællesskabet, fra Den Tjekkiske Republik 158 automobiler med oprindelse i Tyskland med henblik på overgang til fri omsætning . Transaktionen blev gennemført med 20 forsendelser; hver gang angav selskabet, at der var tale om returvarer, og fremlagde den hertil svarende faktura, som ved udførslen var blevet påtegnet af de tyske toldmyndigheder.

15. Indførselstoldstedet fastslog, at køretøjerne havde undergået aktiv forædling i Fællesskabet, inden de blev sendt til Prag. I fravær af oplysninger, på grundlag af hvilke man kunne fastsætte fællesskabsdelen i produkterne, opkrævede Hauptzollamt Weiden (Tyskland) importafgifter hos virksomheden af den samlede værdi.

16. Rebmann indbragte denne afgiftsfastsættelse for Finanzgericht München (Tyskland) og påberåbte sig herved, at toldskylden skulle beregnes efter fradrag af værdien af de bestanddele af fællesskabsoprindelse, som fandtes i køretøjerne, og at man ikke var i besiddelse af de oplysninger, der var nødvendige for at fortolde dem, eftersom den aktive forædling var blevet foretaget af et tredje selskab. Toldmyndighederne anførte heroverfor, at det påhvilede importøren at fremlægge samtlige oplysninger, der er nødvendige for fastsættelse af toldskylden, og at fortrolighedskravet hindrede anvendelse af de oplysninger, der var givet fortroligt af eksportøren af forædlingsprodukterne.

17. Finanzgericht gav ikke sagsøgeren medhold og henviste herved til, at importafgifterne ikke kunne fastsættes på grundlag af EF-toldkodeksens artikel 187, stk. 2, eftersom den for en sådan beregning fornødne fastsættelse af andelene af varer fra tredjelande ikke foreligger.

18. Rebmann indankede dommen for Bundesfinanzhof og gjorde herved gældende, at det alene påhvilede selskabet at bevise, at køretøjerne på det relevante tidspunkt var blevet udført i forbindelse med proceduren for aktiv forædling, og at man havde til hensigt at genindføre dem i Fællesskabet som returvarer, idet toldmyndighederne følgelig skulle fastsætte beløbet for de skyldige afgifter ved at anvende de oplysninger, der var givet af den, som havde udført forædlingsprodukterne.

19. Bundesfinanzhof finder, at lovligheden af den anfægtede efteropkrævning afhænger af spørgsmålet, om den sagsøgende virksomhed - som Finanzgericht anførte - ikke blot skal godtgøre, at de køretøjer, der var udført i forbindelse med proceduren for aktiv forædling og herefter genindført, er returvarer, men også angive og dokumentere de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for beregningen af de skyldige afgifter. Bundesfinanzhof har følgelig anmodet Domstolen om at træffe en afgørelse vedrørende nedenstående spørgsmål:

»Skal artikel 187, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1) fortolkes således, at der ved overgang til fri omsætning af forædlingsprodukter, som angives som returvarer, også skal angives og dokumenteres de faktiske omstændigheder, der er nødvendige for beregningen af de efter lovgivningen skyldige importafgifter, eller skal disse oplysninger så vidt muligt indhentes af fortoldningstoldstedet hos kontroltoldstedet ved hjælp af formular INF 1 i overensstemmelse med den procedure, der er foreskrevet i artikel 613 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF- toldkodeks (EFT L 253, s. 1) i den indtil den 30. juni 2001 gældende affattelse?«

III - Retsforhandlinger ved Domstolen

20. Kommissionen og Rebmann har indgivet skriftlige indlæg inden for den herfor gældende frist i henhold til artikel 20 i EF-statutten for Domstolen.

21. Denne har besluttet at forelægge forskellige spørgsmål for de parter, der har taget stilling under den skriftlige forhandling og til den tyske regering; spørgsmålene angår fortolkningen af visse bestemmelser i EF-toldkodeksen og gennemførelsesforordningen.

22. Under retsmødet, der blev afholdt den 23. januar 2003, afgav Rebmann og Kommissionen mundtlige indlæg.

IV - Gennemgang af de præjudicielle spørgsmål

A - Forædlingsprodukter som returvarer

23. Der skal ikke betales normalt skyldig told af nogen vare, der kommer ind på Fællesskabets område for at undergå visse processer, der kaldes processer med aktiv forædling med henblik på genudførsel. Imidlertid gælder det, at hvis den pågældende vare efter den senere genindførsel til Den Europæiske Union og overgang til fri omsætning bliver til en fællesskabsvare, bortfalder begrundelsen for denne undtagelse, og importøren skal betale toldskylden, som ikke blev stiftet i første omgang.

24. Der skal heller ikke betales told af fællesskabsvarer, som efter udførsel vender tilbage til toldområdet og dér bringes i fri omsætning inden for en frist på tre år. Ved udløbet af denne periode er de med visse undtagelser at anse for fremmede for Fællesskabet og undergivet de fællesskabsretlige toldregler.

25. Som hovedregel er de forædlingsprodukter, som bliver resultatet af forædlingsprocesserne, såsom de køretøjer, der er genstanden for tvisten i hovedsagen, imidlertid sammensatte produkter, som består af forskellige dele. Blandt disse udgøres visse af fremmede varer i forhold til Fællesskabet, der alene er blevet indført for at blive »forædlet«; de øvrige er fællesskabsvarer indføjet under processer med bearbejdning, forarbejdning eller reparation.

26. Under disse omstændigheder er det nødvendigt, når forædlingsproduktet vender tilbage til toldområdet, at kende de dele, der svarer til de oprindeligt indførte ekstra-kommunitære varer, som er de eneste afgiftsbelagte.

27. Dette er indholdet er de bestemmelser, jeg har beskrevet i afsnit A, del I, i mit forslag til afgørelse.

B - Spørgsmålet om, hvem det påhviler at afgive de oplysninger, som gør det muligt at beregne importafgifterne

1. Hovedregel: pligten påhviler importøren

28. Jeg nærer ikke den mindste tvivl om, at de nødvendige oplysninger som hovedregel og i princippet, for at beregne skyldige afgiftsbeløb, skal afgives og bevises af den, som foretager indførselstransaktionen vedrørende det forædlingsprodukt, som forud blev udført. Dette fremgår ikke blot af det system, der er blevet indført ved EF-toldkodeksen, og navnlig af ordlyden af artikel 62, men også af systemets opbygning, eftersom importøren eller hans repræsentant er de personer, der bedst kender varerne og deres egenskaber, som de har pligt til at give meddelelse om på den hertil indrettede erklæring ved deres forevisning af varerne for toldvæsenet.

2. Undtagelse: pligten påhviler toldmyndighederne

29. Som det fremgår af sagens faktiske omstændigheder, der har foranlediget det forelagte præjudicielle spørgsmål, kan man imidlertid ikke anse det for urealistisk med situationer, hvori importøren ikke er i stand til at give toldmyndighederne de nødvendige oplysninger, således at de kan bedømme, hvor meget der skal betales i skyldig afgift, og der er altså tilfælde, hvori importøren ikke har kendskab til sådanne omstændigheder. I situationer af den karakter skal de kompetente myndigheder undtagelsesvist indsamle oplysningerne eller benytte dem, for så vidt som de er til deres rådighed.

30. Forskellige grunde kan anføres til forsvar for denne antagelse. Nogle grunde hidrører fra selve ordlyden af Fællesskabets toldbestemmelser, de øvrige grunde er sidestykket til almindelige retsgrundsætninger.

a) Toldrettens corpus

31. Ifølge EF-toldkodeksens artikel 6, der befinder sig i kodeksens afsnit I, i kapitel 2, om de almindelige bestemmelser vedrørende personers rettigheder og pligter i henhold til toldforskrifterne, skal den, som ønsker en afgørelse fra myndighederne, fremlægge de oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for afgørelsen. Imidlertid forudser gennemførelsesforordningen den mulighed, at ansøgeren ikke er i stand hertil, i hvilket tilfælde det foreskrives, at de nævnte myndigheder fremlægger dem, som de har i deres arkiver (artikel 2).

32. Denne regel skal anvendes på visse konkrete områder af Fællesskabets toldret, herunder dem, som hovedsagens faktiske omstændigheder er omfattet af.

i) Afgivelse af oplysninger i forbindelse med aktiv forædling

33. Under denne procedure skal der for ikke-fællesskabsvarer, som er blevet indført med henblik på senere genudførsel som forædlingsprodukter, ikke pålægges importafgift, og de er omfattet af, hvad man kalder »suspensionsordningen« , som ophører - i relation til det i denne sag relevante - når varerne forlader Fællesskabets toldområde . Som jeg har fremhævet, er forholdet imidlertid det, at såfremt sådanne produkter efter udførsel vender tilbage til området, pålægges de afgift med et beløb svarende til den del, der svarer til de varer fra tredjelande, som de indeholder. Med henblik herpå skal indehaveren af forædlingsbevillingen tilstille kontroltoldstedet en afslutningsopgørelse indeholdende de oplysninger, som gør det muligt at fastsætte størrelsen af de ovennævnte afgifter .

34. Imidlertid indeholder gennemførelsesforordningen selv mulighed for, at visse oplysninger kan opnås uden den pågældendes medvirken, altså via det administrative samarbejde. Når indførslen og overgangen til fri omsætning finder sted ved et andet toldsted end det, ved hvilket suspensionen er blevet afsluttet, skal der udfærdiges et oplysningsskema, benævnt »INF 1«, således at myndighederne kan beregne importafgifterne på grundlag af de deri angivne oplysninger .

ii) Afgivelse af oplysninger i forbindelse med ordningen for returvarer

35. I forbindelse med transaktionerne vedrørende denne vareform skal de toldmyndigheder, som behandler den oprindelige udførselssag, udstede et dokument indeholdende de oplysninger, der er nødvendige for at identificere varerne, hvis de genindføres til Fællesskabets toldområde , ligesom de, stedse efter ansøgning fra den pågældende, skal udstede oplysningsskemaet »INF 3«, som med det samme formål skal indeholde alle de oplysninger, myndighederne selv har lagt til grund .

36. Fremlæggelse af det ene eller det andet dokument er en absolut betingelse for, at varerne ved genindførsel kan fritages for importafgift, men fremlæggelse kræves ikke, såfremt myndighederne, som selv tager del i transaktionen, er i stand til ved den dokumentation, som de råder over, de kan anmode om at få tilstillet ved udførselstoldstedet eller kræve af den pågældende, at fastslå, at betingelserne for at anvende denne præferencetoldordning er opfyldt .

37. Med hensyn til returvarerne pålægger lovgiver den pågældende at give relevante oplysninger for fritagelsen, idet man dog har fastsat, at oplysningerne skal fremlægges af myndighederne selv, nemlig enten når de allerede råder over dem, eller når de indhenter dem hos importøren. Af denne grund pålægger gennemførelsesforordningen myndighederne selv at udstede en original og to kopier af oplysningsskemaet »INF 3«, således at originalen og en af kopierne overgives eksportøren med henblik på fremlæggelse for genindførselstoldstedet, mens den anden kopi indlægges i arkivet ved det kontor, som har udstedt det .

38. EF-toldkodeksen og gennemførelsesforordningen indeholder ikke den automatiske og formalistiske løsning, der, i fravær af oplysninger afgivet af importøren, og bortset fra de konkrete omstændigheder og de grunde, som forhindrer debitor i at fremlægge de helt nødvendige oplysninger, til, at der kan ydes fordelen, ville gøre det muligt at beregne importafgifterne, som om de genindførte varer ikke var returvarer.

39. Således fastsætter proceduren for aktiv forædling, vedrørende beregningen af toldskylden, erhvervelse af oplysninger - via det administrative samarbejde - foretaget af toldmyndighederne selv, som, vedrørende transaktionerne med returvarer, er forpligtet til med henblik på fritagelse at anvende de tidligere oplysninger, de råder over, uanset om de er blevet afgivet af den pågældende eller ej. Følgelig gælder de regler, der er blevet gennemgået ovenfor, også, såfremt returvarerne er forædlingsprodukter, for hvilke der skal betales importafgift på grundlag af værdien af de ekstra-kommunitære bestanddele, som de indeholder.

40. Mit resultat er, at EF-toldkodeksens artikel 187 indeholder en hovedregel om, at det påhviler den pågældende at afgive og bevise de oplysninger, som er nødvendige for beregningen af de afgifter, der forfalder ved indførsel af forædlingsprodukter, der frembydes som returvarer, men at det undtagelsesvist, når den pågældende ikke kan fremlægge disse oplysninger af grunde, der ikke kan tilregnes ham, påhviler myndighederne at fremlægge dem, hvis de råder over dem.

41. Jeg deler ikke den strenge fortolkning, Kommissionen har anlagt i sit skriftlige indlæg. I EF-toldkodeksens artikel 187, stk. 2, henvises der vedrørende fastsættelsen af det »efter lovgivningen skyldige importafgiftsbeløb« til »reglerne for proceduren for aktiv forædling«. Denne ordlyd kan ikke opfattes som restriktiv. Den tager ikke blot sigte på de materielle regler vedrørende fastsættelsen af toldskylden, men også til de gældende regler uden videre præcisering og derfor også til procedureglerne. Intet i den nævnte tekst gør det muligt at anlægge den af Kommissionen foreslåede fortolkning.

42. For at fastsætte størrelsen af de skyldige importafgifter for forædlingsprodukter må der tages hensyn til bestemmelserne vedrørende proceduren for aktiv forædling, for så vidt som de er anvendelige; blandt disse bestemmelser findes dem, der regulerer den procedure, som toldmyndighederne skal følge for at få de oplysninger vedrørende vurderingen, der er nødvendige for beregningen. Jeg ser ingen grund til, at disse bestemmelser skal udelukkes; i øvrigt har Kommissionen ikke fremlagt nogen grund, den begrænser sig blot til uden begrundelse at benægte, at reglerne kan anvendes .

43. Man kan naturligvis ikke betragte det som en gyldig forklaring, at der foreligger en anden situation i forbindelse med forædlingsprodukter, alt efter om de bringes i fri omsætning efter den aktive forædling eller genindføres som returvarer efter mellemstadiet under udførslen.

44. Denne forskel, som påberåbes af Kommissionen, eksisterer ikke. For det første har EF-lovgiver ikke ønsket den; hvis han havde ønsket den, ville han ikke, stadig i artikel 187, stk. 2, have tilføjet, at de forædlingsprodukter, der indføres som returvarer, vedrørende beregningen af toldskylden er undergivet bestemmelserne vedrørende proceduren for aktiv forædling, dvs. de samme regler, som hvis de var blevet bragt i fri omsætning umiddelbart efter deres bearbejdning, forarbejdning eller reparation, eller efter en midlertidig ordning.

45. For det andet befinder forædlingsprodukterne sig i de to tilfælde i samme situation med henblik på beregningen af importafgifterne. Det drejer sig om en »blanding« af fællesskabsvarer og ekstra-kommunitære varer; følgelig er det uomgængeligt nødvendigt, når de bringes i fri omsætning, og toldskylden stiftes, at kende den andel, som består henholdsvis af de ene eller de andre i det endelige produkt, eftersom alene den anden gruppe varer belægges med importafgift. Den første aktør i denne indsamling af oplysninger er debitor, som via sin angivelse skal fremlægge de nødvendige oplysninger; hvis han ikke er i stand hertil, er der imidlertid ingen grund til ikke at iværksætte de mekanismer, som toldretten selv indeholder for at råde bod på denne mangel.

46. Den tid, der går mellem processerne med aktiv forædling og genindførslen af forædlingsprodukterne, eller den omstændighed, at den person, der indfører disse produkter, er en anden end den, som erhvervede bevilling til processerne og har udført produkterne, kan få andre konsekvenser , men gør det på ingen måde muligt, når man råder over det nødvendige vurderingsgrundlag, at fastsætte importafgifterne til et andet beløb end det, som normalt skyldes, som om der ikke er tale om forædlingsprodukter.

b) De almindelige retsgrundsætninger

47. Den fortolkning, Kommissionen foreslår, tager ikke hensyn til proportionalitetsprincippet , og ser bort fra princippet om den berettigede forventning , der skal regulere forholdet mellem myndigheder og borgerne.

48. Det er således uforholdsmæssigt at pålægge importøren en højere toldskyld, når han ikke kan give de nødvendige oplysninger for beregningen af den af grunde, der ikke kan tilregnes ham, når disse oplysninger befinder sig i arkiverne på et toldsted, det være sig det toldsted, der er kompetent for fortoldningen og opkrævningen eller ethvert andet toldsted, som via mekanismen med det interadministrative samarbejde er i stand til at fremlægge dem. Ud fra synspunktet hos debitor for importafgifterne udgør samtlige de myndigheder, som kommer ind i billedet ved gennemførelsen af Fællesskabets toldbestemmelser, én og samme »juridiske person«; i deres egenskab af medlemmer af »samme korps« skal de kommunikere, og det er ikke acceptabelt, at oplysninger, som kendes af den ene myndighed, forbliver utilgængelige for andre til skade for borgeren.

49. At lukke øjnene for denne realitet og med viden om de relevante oplysninger høste fordel af, at importøren ikke kan fremlægge dem for at få toldskylden fastsat til et højere beløb end det, som normalt skyldes, indebærer helt åbenbart en tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning, som bør være i forgrunden i forholdet mellem de offentlige myndigheder og borgerne.

50. Hvad mere er, får denne oppustning af toldskylden via sin ulovlige karakter en dimension af sanktion, hvilket Kommissionens repræsentant erkendte under retsmødet . Når toldmyndighederne ved, at de produkter, som er genstand for importen, er forædlingsprodukter, og at de råder over det vurderingsgrundlag, som er nødvendigt for at beregne toldskylden, udgør beslutningen om at afgiftsbelægge dem, som om de ikke indeholdt fællesskabsbestanddele, blot fordi importøren ikke har fremlagt de pågældende oplysninger, materielt en sanktion i strid med samtlige de grundsætninger og begrænsninger, der gælder for det offentliges udøvelse af en repressiv kompetence.

51. Denne løsning er i strid såvel med principperne om lovlighed og opfyldelse af krav vedrørende gerningsindhold, der kræver, at sanktionsværdig adfærd forinden er fastlagt ved loven, og at omstændighederne svarer til den beskrivelse, som er givet heraf, som med ansvarlighedsprincippet, der forbyder sanktioner, når der ikke foreligger culpa.

52. Der bliver faktisk tale om at pålægge en uhjemlet sanktion, som uden videre udskrives uden nogen procedure, og uden at den pågældende forinden er blevet hørt og har kunnet tage til genmæle.

53. Den løsning, som jeg foreslår, kan forenes med toldrettens formelle og processuelle karakter og medfører ikke, som Kommissionen hævder, usikkerhed i retsforhold. Jeg mener derimod, at min løsning ligger i balancepunktet mellem kravet om vished i retsforhold og de garantier, som må sikres borgeren, eller, således som det udtales i femte betragtning til EF-toldkodeksen »for at tilgodese såvel toldadministrationers behov [...] som de erhvervsdrivendes ret til at opnå ligebehandling«.

54. Naturligvis skal importøren kunne bevise, at de omhandlede goder er forædlingsprodukter indført som returvarer, og andelen af afgiftsbelagte dele samt afgive de oplysninger, der er nødvendige for at kunne beregne toldskylden. Såfremt han imidlertid som følge af forhold, som ikke kan tilregnes ham, ikke kan bevise nogle af disse elementer, mens myndighederne er vidende om dem eller er i stand til at få viden om dem, tilsidesætter løsningen bestående i uden nogen form for sagsbehandling at pålægge ham afgift for samtlige varer bogstav og ånd i reglen, således at man herved udtrykker en overdreven formalisme, som ikke er uundgåelig for at nå de af EF-lovgiver fastsatte mål.

C - Oplysningerne omfattet af tavshedspligten

55. Afslutningsvis må jeg tilstå, at jeg ikke er i stand til at få øje på de hindringer, som ifølge Kommissionen, den tyske regering og den forelæggende ret udgår fra EF-toldkodeksens artikel 15. Denne bestemmelse beskytter via tavshedspligten enhver oplysning af fortrolig art, eller som meddeles fortroligt; toldmyndighederne må ikke videregive oplysningerne uden tilladelse fra den person, der har meddelt dem, eller medmindre der foreligger en retsafgørelse eller en pligt ifølge gældende bestemmelser.

56. Denne regel fastsætter følgelig en grænse for toldmyndighedens anvendelse af de oplysninger, den er i besiddelse af, men lukker på ingen måde døren for anvendelse af ikke-fortrolige oplysninger; den kan derfor ikke antages at modsige den af mig foreslåede fortolkning. Garantien i forbindelse med tavshedspligten kan i almindelighed ikke ophæve gyldigheden af de overvejelser, som jeg har udviklet i dette forslag til afgørelse; hvis det var tilfældet, og henset til den abstrakte karakter af Fællesskabets toldret, ville reglerne i form af det toldretlige korpus, som jeg har gennemgået, og adskillige andre indeholdende hjemmel eller ligefrem pligt for de kompetente myndigheder til at anvende de af dem kendte oplysninger, nemlig blive tømt for deres indhold.

57. Følgelig og som af mig fremhævet, påhviler det debitor at afgive og bevise de oplysninger, der er nødvendige for beregningen af de importafgifter, der forfalder ved indførslen af forædlingsprodukter som returvarer. Hvis debitor af grunde, han ikke er herre over, ikke er i stand til at fremlægge dem, påhviler det imidlertid myndigheden at gøre det, såfremt den er i besiddelse af dem eller såfremt de står til myndighedens rådighed, på betingelse af at de ikke er dækket af tavshedspligten og ikke skader tredjemand.

V - Forslag til afgørelse

58. Henset til de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare Bundesfinanzhofs præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 187, stk. 2, i EF-toldkodeksen, indført ved Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992, pålægger som hovedregel den pågældende byrden ved at afgive og bevise de oplysninger, der er nødvendige for beregningen af de importafgifter, som forfalder i forbindelse med forædlingsprodukter frembudt som returvarer; undtagelsesvist påhviler det imidlertid myndigheden - når debitor ikke, af grunde, han ikke er herre over, er i stand til at fremlægge de pågældende oplysninger - at fremlægge dem, hvis de er i myndighedens besiddelse eller står til rådighed for denne, på betingelse af, at de ikke er dækket af tavshedspligten og ikke skader tredjemand.«

Full & Egal Universal Law Academy