Generaladvokatens forslag til afgørelse
I - Indledning
1. I det foreliggende traktatbrudssøgsmål kritiseres Den Portugisiske Republik for ikke, eller i hvert fald ikke retmæssigt, at have gennemført en række bestemmelser i direktiverne om fuglebeskyttelse og bevaring af naturtyper. Da Den Portugisiske Republik ikke har bestridt dette forhold, skal jeg ikke komme nærmere ind på dette.
2. Traktatbrudssøgsmålet rejser imidlertid også spørgsmålet om, i hvilken udstrækning en forpligtelse, der er pålagt medlemsstaterne ved et direktiv, til regelmæssigt at tilsende Kommissionen en rapport om gennemførelsen af de nationale bestemmelser, der udstedt i henhold til dette, gør det påkrævet at vedtage nationale gennemførelsesforanstaltninger, eksempelvis i form af udpegelse af de kompetente myndigheder, eller om fremsendelsen af rapporten er tilstrækkelig. Dette spørgsmål skal herefter undersøges særligt.
II - Relevante retsforskrifter
3. Den omhandlede rapporteringspligt er fastsat i artikel 12, stk. 1, i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle . Bestemmelsen har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne tilsender hvert tredje år fra udløbet af den i artikel 18, stk. 1, omhandlede frist Kommissionen en rapport om gennemførelsen af de nationale bestemmelser, der er udstedt i henhold til dette direktiv.«
III - Den administrative procedure
4. Den 4. april 2000 tilstillede Kommissionen Den Portugisiske Republik en åbningsskrivelse, hvori den udtalte sig om lovforslag nr. 140/99 af 24. april 1999 (herefter »lovforslaget«). Lovforslaget var blevet meddelt Kommissionen som foranstaltning til gennemførelse af direktiv 79/409 og Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter . Kommissionen kritiserede lovforslaget for ikke at gennemføre artikel 3, stk. 3, artikel 10, artikel 11 og artikel 12, stk. 4, i direktiv 92/43 samt artikel 7 og 8 og den i sagen særligt relevante artikel 12 i direktiv 79/409. Kommissionen kritiserede tilsvarende lovforslaget for at indebære en ukorrekt gennemførelse af artikel 1, artikel 6, stk. 1-4, og artikel 12, stk. 1, litra d), i direktiv 92/43 samt artikel 2, artikel 4, stk. 1 og 4, og artikel 6 i direktiv 79/409.
5. Ved skrivelse af 14. juni 2000 svarede Den Portugisiske Republik hertil, at der var blevet oprettet en arbejdsgruppe med henblik på at undersøge de af Kommissionen rejste spørgsmål.
6. Den 30. januar 2001 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse over for Den Portugisiske Republik, hvori den gentog sin kritik. Kommissionen fastsatte en frist på to måneder til at bringe det hævdede traktatbrud til ophør.
7. Ved skrivelse af 31. maj 2001 svarede den portugisiske regering, at et nyt lovforslag til gennemførelse af direktivet snarest ville blive fremsat, og at det forventedes godkendt af ministerrådet i løbet af maj.
8. Da Kommissionen ikke herefter modtog yderligere oplysninger vedrørende gennemførelsen af direktivet, har den den 4. marts 2002 anlagt den foreliggende sag.
IV - Afgrænsning af sagens genstand
9. Den Portugisiske Republik bestrider ikke det påståede traktatbrud. Den har forklaret den forsinkede gennemførelse af bestemmelserne med, at regeringen blev opløst, og at der var nyvalg til det nationale parlament, og har henvist til lovforslag nr. 140/99 af 24. april 1999, der skal sikre den endelige gennemførelse af direktiverne.
10. I forbindelse med et traktatbrudssøgsmål, der i medfør af artikel 226 EF anlægges af Kommissionen - hvorved det alene tilkommer denne at bedømme, om det er hensigtsmæssigt at anlægge sag - påhviler det Domstolen at fastslå, om det påståede traktatbrud foreligger, selv om den pågældende stat ikke bestrider traktatbruddet .
11. Der hersker fortsat tvivl om rigtigheden af Kommissionens argumentation for så vidt angår dens kritik af den manglende gennemførelse i national ret af artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409. I dette forslag til afgørelse er det derfor kun dette klagepunkt, der vil blive prøvet.
V - Klagepunktet vedrørende den manglende gennemførelse af artikel 12 i direktiv 79/409
12. Kommissionen er af den opfattelse, at denne bestemmelse skal være gennemført i national ret. Rapporterne gør det muligt for Kommissionen regelmæssigt at kontrollere, hvilke resultater der er opnået gennem anvendelsen af gennemførelsesbestemmelserne til direktiv 79/409.
13. I medfør af artikel 249, stk. 3, EF pålægger direktiverne medlemsstaterne at nå et bestemt mål, men det overlades til medlemsstaterne at bestemme midlerne til at nå dette mål. Målet med artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409 er, at medlemsstaterne regelmæssigt udarbejder en rapport og sender den til Kommissionen. Den omhandlede bestemmelse er således en materielretlig regel, der som sådan skal gennemføres i national ret.
14. Det er overladt til medlemsstaterne at bestemme form og midler til opnåelse af det angivne mål. Udpegelsen af de myndigheder, der er kompetente til udarbejdelse af en rapport og fremsendelse heraf til Kommissionen henregner Kommissionen til et sådant mål.
15. Kommissionen bekræfter, at den i oktober 1998 modtog en rapport fra Den Portugisiske Republik for perioden 1993-1995, i november 2000 en rapport for perioden 1996-1998 og i oktober 2002 en rapport for perioden 1999-2001.
16. Kommissionen er af den opfattelse, at dommen af 5. december 2002 i sagen Kommissionen mod Belgien bekræfter Kommissionens retsopfattelse. I denne dom fastslog Domstolen følgende: »Uden en bestemmelse i national ret, der fastsætter passende fremgangsmåder vedrørende oplysninger om de kompensationsforanstaltninger, der er truffet af hovedstadsregionen Bruxelles, kan den fulde virkning af direktivets artikel 6, stk. 4, første afsnit, andet punktum, og gennemførelsen af dens mål ikke sikres. Usikkerheden på nationalt plan med hensyn til den fremgangsmåde, der skal følges for at opfylde den pågældende oplysningsforpligtelse, kan nemlig være til hinder for, at denne forpligtelse overholdes, og som følge heraf, at formålet hermed, således som det er anført i denne doms præmis 20, opnås.«
17. Denne udlægning af artikel 6, stk. 4, første afsnit, i direktiv 92/43 ønsker Kommissionen anvendt analogt på artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409.
VI - Parternes påstande
18. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
1) Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 23 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, og i henhold til artikel 18 i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle,
- idet Den Portugisiske Republik ikke i sin retsorden har gennemført følgende bestemmelser:
- artikel 3, stk. 3, artikel 10, artikel 11 og artikel 12, stk. 4, i direktiv 92/43
- artikel 7, 8 og 12 i direktiv 79/409
og
- ikke har foretaget en korrekt gennemførelse af følgende bestemmelser:
- artikel 1, artikel 6, stk. 3 og 4, artikel 12, stk. 1, litra d), artikel 6, stk. 1 og 2, i direktiv 92/43
- artikel 2, artikel 4, stk. 1 og 4, og artikel 6 i direktiv 79/409.
2) Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
19. Den Portugisiske Republik har nedlagt følgende påstande:
- Domstolen afventer offentliggørelsen af lovforslag nr. 140/99 som ændret i juni 2002, og at søgsmålsgrunden bortfalder, efter at offentliggørelsen er meddelt Kommissionen.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagen omkostninger.
VII - Stillingtagen
20. Indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 249, stk. 3, EF er et direktiv med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Efter Domstolens praksis indebærer dette for hver medlemsstat, som et direktiv rettes til, at den inden for sin nationale retsorden træffer alle foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre direktivet fuld virkning i overensstemmelse med dets formål .
21. Selv om lovgivning ikke i alle tilfælde er påkrævet til sikring heraf, skal de pågældende nationale retsforskrifter imidlertid give en sikker hjemmel for, at direktivet efterleves fuldt ud af de nationale myndigheder, at retstilstanden med hjemmel i nævnte retsforskrifter er tilstrækkelig bestemt og klar, og at de af direktivet omfattede sættes i stand til at få fuldt kendskab til deres rettigheder og i givet fald kan håndhæve rettighederne ved de nationale domstole .
22. Spørgsmålet om, hvad der i det enkelte tilfælde er påkrævet til gennemførelse af en direktivbestemmelse, er ikke abstrakt, men skal besvares gennem en fortolkning af den pågældende bestemmelse. I medfør af artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409 forpligtes medlemsstaterne til hvert tredje år at tilsende Kommissionen en rapport om gennemførelsen af de nationale bestemmelser, der er udstedt i henhold til dette direktiv. Det er ubestridt, at Den Portugisiske Republik har udarbejdet disse rapporter og fremsendt dem til Kommissionen. Hidtil har denne medlemsstat således nået det mål, der er tilsigtet med denne bestemmelse.
23. Kommissionen er ikke desto mindre af den opfattelse, at Den Portugisiske Republik ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til traktaten og direktivet. Ud over den faktiske fremsendelse af rapporter kræver Kommissionen, at der vedtages nationale foranstaltninger til gennemførelse af artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409, der bl.a. bestemmer, hvilke myndigheder der er kompetente til at udarbejde og fremsende rapporten, samt hvordan rapporten skal udarbejdes.
24. For fuldstændighedens skyld skal der herved henvises til, at Kommissionen i stævningen overraskende ikke har gjort den manglende gennemførelse af parallelbestemmelsen i artikel 17, stk. 1, i direktiv 92/43 gældende. Ifølge denne artikel aflægger medlemsstaterne hvert sjette år rapport om gennemførelsen af de foranstaltninger, der er truffet i medfør af direktivet om levesteder, og fremsender den til Kommissionen.
25. Vedtagelsen af nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktivet, hvorved det eksempelvis fastsættes, hvilken myndighed der er kompetent til at udarbejde rapporten, er sikkert egnede til at fremme det i artikel 12, stk. 1, fastsatte mål. Ud fra en proportionalitetsbetragtning kan der imidlertid være betænkeligheder ved at opstille en retlig forpligtelse til at vedtage sådanne foranstaltninger. Spørgsmålet er, om vedtagelsen af sådanne foranstaltninger ifølge den førnævnte retspraksis er nødvendig .
26. Domstolen synes endnu ikke at have truffet nogen afgørelse om nødvendigheden af at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af rapporteringspligten som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409. Derimod har den fastslået, at vedtagelsen af sådanne foranstaltninger er nødvendig i forhold til underretningspligten i de tilfælde, hvor medlemsstaternes oplysninger danner grundlag for Kommissionens kontrol og eventuelle indgriben i det enkelte tilfælde, og dermed for Kommissionens handlingsmuligheder.
27. I dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland om medlemsstaternes underretningspligt i henhold til artikel 9, stk. 1, og artikel 10, stk. 3, i Rådets direktiv 80/778/EØF af 15. juli 1980 om kvaliteten af drikkevand har Domstolen fastslået, at dette direktiv giver Kommissionen mulighed for at kontrollere den meddelte undtagelse fra de højst tilladte værdier, og at direktivet også giver mulighed for at skride ind i det enkelte tilfælde. Kommissionen skal hermed sættes i stand til at bedømme, om de i hvert enkelt tilfælde meddelte undtagelser fra Trinkwasserverordnung er i overensstemmelse med kravene i direktivet. Derfor er det i medfør af direktivet påkrævet, at træffe foranstaltninger, som gør det muligt for de kompetente nationale myndigheder at underrette Kommissionen i overensstemmelse med direktivet og specielt inden for den fastsatte frist .
28. Domstolen har for nylig i sagen Kommissionen mod Belgien udtalt sig på tilsvarende vis om underretningspligten med hensyn til kompensationsforanstaltninger i medfør af artikel 6, stk. 4, første afsnit, andet punktum, i direktiv 92/43. Domstolen fandt, at denne bestemmelses effektive virkning kun kunne sikres fuldt ud, hvis det gennem nationale gennemførelsesbestemmelser er fastlagt, hvem der er den kompetente myndighed, og hvilken fremgangsmåde der skal følges. Den på nationalt plan herskende usikkerhed om, hvilken fremgangsmåde der skal følges for at opfylde denne oplysningspligt, er til hinder for, at denne forpligtelse overholdes, og dermed for at det med underretningspligten forfulgte formål realiseres. Denne oplysningsforpligtelse indebærer, at det bliver muligt for Kommissionen at efterprøve, hvorvidt de kompensationsforanstaltninger, der er truffet, er egnede til at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes, og i givet fald at drage de relevante konsekvenser heraf .
29. I begge domme drejede det sig om underretning af enkeltstående undtagelser fra de formål, der var opstillet i de omhandlede direktiver. I den første sag kunne de maksimale koncentrationer af skadelige stoffer, der normalt var tilladt i drikkevand, undtagelsesvist overskrides. I den anden sag blev projekter, der i princippet var uforenelige med direktiv 92/43, gennemført. På grund af underretningen bliver det muligt for Kommissionen at undersøge det enkelte tilfælde og i givet fald at skride ind.
30. Det synes tvivlsomt, om denne retspraksis kan overføres på den foreliggende sag. I modsætning til begge de nævnte domme drejer den i artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409 omhandlede rapporteringspligt for medlemsstaterne sig ikke om at gøre det muligt for Kommissionen at føre kontrol og eventuelt i det enkelte tilfælde at skride ind over for en undtagelsesbeslutning. Den drejer sig langt snarere om en regelmæssig rapport, som sammenfatter udviklingen i en medlemsstat. Den retlige situation i den foreliggende sag kan derfor ikke sammenlignes med de to afsagte domme. De to domme har derfor ingen præjudikatsvirkning med hensyn til fortolkningen af artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409.
31. Ud over rapporteringspligten i artikel 12, stk. 1, fastlægger direktiv 79/409 også en underretningspligt i artikel 18, stk. 2. I henhold til denne bestemmelse er medlemsstaterne forpligtet til at meddele Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Alle direktiver, som Fællesskabet udsteder, indeholder en tilsvarende underretningspligt. Underretningspligten gør det muligt for Kommissionen at føre kontrol med, om direktivet er gennemført inden for fristen. Imidlertid synes der end ikke med hensyn til denne for Fællesskabet typiske underretningspligt at findes nogen retspraksis vedrørende spørgsmålet, om en sådan bestemmelse nødvendiggør, at der vedtages gennemførelsesforanstaltninger eksempelvis ved at fastlægge, hvem der er de kompetente myndigheder.
32. Rækkevidden af gennemførelsespligten i medfør af artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409 skal derfor fastlægges ved en fortolkning af denne bestemmelse.
33. På dette grundlag skal der hvert tredje år fra udløbet af den i artikel 18, stk. 1, omhandlede frist udarbejdes en national rapport. Den skal indeholde en redegørelse for gennemførelsen af de nationale bestemmelser, der er udstedt i henhold til dette direktiv. Rapporteringspligten er derfor tæt knyttet til underretningspligten i medfør af direktivets artikel 18, stk. 2. Resultatet og virkningen af den lovgivning, der vedtages til gennemførelse af direktivet, fremstilles dermed regelmæssigt via rapporterne.
34. De nationale rapporter har til formål at danne grundlag for en sammenfattende rapport, som Kommissionen i medfør direktivets artikel 12, stk. 2, ligeledes hvert tredje år, udarbejder. Kommissionen synes hidtil at have udarbejdet tre rapporter, nærmere bestemt for årene 1981-1991 med et tillæg for 1992 , for årene 1993-1995 , samt for årene 1996-1998 . De har et rent deskriptivt indhold. På grundlag af medlemsstaternes underretning beskriver rapporterne de væsentligste forskelle, som fremgår i forhold til Kommissionens foregående rapport. De ændringer, som Kommissionen har sammenfattet på grundlag af medlemsstaternes oplysninger, vurderes ikke individuelt af Kommissionen. I stedet vurderer rapporterne alene udviklingen i situationen inden for Fællesskabet i sin helhed, dvs. i alle medlemsstaterne samlet, men ikke i hver enkelt medlemsstat.
35. På baggrund af denne redegørelse kan det fastslås, at de nationale rapporter som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409, til forskel fra rapporteringspligten, som var genstand for begge de to ovennævnte domme, i hvert fald ikke tjener til at gøre det muligt for Kommissionen at føre kontrol i et sådant enkelttilfælde, hvor de i direktivet opstillede regler fraviges.
36. Dette betyder dog ikke, at Kommissionen ikke også anvender disse rapporter i forhold til den forpligtelse, der påhviler Kommissionen i medfør af artikel 211 EF, til at drage omsorg for gennemførelsen af de i EF-traktaten indeholdte bestemmelser og af de bestemmelser, som med hjemmel i denne træffes af institutionerne. De nationale rapporter bør absolut også være en af de kilder, som Kommissionen anvender, når den udarbejder sine årsrapporter om kontrollen med overholdelsen af fællesskabsretten . I henhold til artikel 12 i direktiv 79/409 er dette imidlertid ikke det primære formål med de nationale rapporter.
37. Med hensyn til rapporter, som i medfør af artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409 skal tilsendes Kommissionen, er der snarere tale om en vurdering af den i Fællesskabet samlede udvikling i situationen vedrørende realiseringen af de i direktivet fastlagte formål om fuglebeskyttelse. Det er med dette formål for øje, at resultaterne af anvendelsen af de vedtagne gennemførelsesbestemmelser i de enkelte medlemsstater samles. Formålet med rapporteringspligten er dermed at gøre det muligt for de ansvarlige instanser, dvs. medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og Rådet, at foretage en politisk vurdering af fællesskabsbestemmelsernes virkning. Ifølge sit indhold og formål opfylder rapporteringspligten dermed en politisk funktion.
38. Derudover skal jeg ud fra et retssystematisk aspekt gøre opmærksom på, at det ud fra et fællesskabsretligt synspunkt principielt er uden betydning, hvilken national myndighed der griber ind. Det er medlemsstaten selv, som til enhver tid er ansvarlig for at opfylde sine fællesskabsretlige forpligtelser, og den kan ikke påberåbe sig nationale forhold som begrundelse for at have undladt at opfylde sine forpligtelser . Følgelig er der i princippet ikke i fællesskabsretten nogen holdepunkter for, hvorvidt og hvordan en kompetent myndighed skal udpeges på det nationale plan. Ud fra et fællesskabsretligt synspunkt er det alene afgørende, at den manglende udpegelse af en kompetent myndighed ikke umuliggør opfyldelsen af den fællesskabsretlige underretnings- eller rapporteringspligt. Kun hvis en sådan pligt ikke opfyldes, vil den fulde virkning af direktivets bestemmelser ikke længere være sikret.
39. Dette juridiske ræsonnement synes også at ligge til grund for begge de ovennævnte domme vedrørende direktiv 80/778 om drikkevand og direktiv 92/43 om bevaring af naturtyper. I begge domme har Domstolen fastslået, at det ikke har været muligt at opfylde underretningspligten i det pågældende direktiv på grund af den manglende udpegelse af de kompetente myndigheder .
40. Også i denne henseende adskiller den foreliggende sag sig mærkbart fra begge de nævnte domme. Kommissionen har bekræftet, at Den Portugisiske Republik tidligere har udarbejdet og fremsendt rapporterne. Dette er i det mindste et indicium for, at portugisisk ret faktisk sikrer den fulde anvendelse af artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409 gennem de nationale myndigheder.
41. Til forskel fra de to ovennævnte domme er det ikke i den foreliggende sag godtgjort, at den gældende portugisiske lovgivning ikke skulle være tilstrækkelig til at realisere det formål, der er fastlagt i artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409. Ifølge Domstolens faste praksis påhviler det under en traktatbrudssag imidlertid Kommissionen at godtgøre, at det hævdede traktatbrud foreligger, og at fremlægge de oplysninger, der er nødvendige for, at Domstolen kan efterprøve, om der foreligger et traktatbrud .
42. Denne slutning svækkes ikke af indsigelsen om, at en forvaltningspraksis, i nærværende sag i form af fremsendelsen af rapporterne, ikke ifølge fast retspraksis er tilstrækkelig til at sikre en retmæssig gennemførelse af et direktiv. Denne retspraksis bygger på tanken om retssikkerhed for de berettigede parter, og disse parters mulighed for at få kendskab til deres rettigheder . Artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409 drejer sig imidlertid kun om forholdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne. For Kommissionen, som er den berettigede part i henhold til denne bestemmelse, er den retlige situation dog tilstrækkelig klar. I den foreliggende sag udspringer nødvendigheden af nationale gennemførelsesforanstaltninger ikke af behovet for retlig klarhed og retssikkerhed til fordel for de i henhold til direktivet berettigede parter . Artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409 regulerer kun forholdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen og vedrører ikke tredjemands rettigheder.
43. Følgeligt kan det ikke fastslås, at der foreligger noget traktatbrud med hensyn til artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409. Sagen bør derfor afvises i forhold til denne del af søgsmålet. I forhold til de andre klagepunkter, som ikke er omtvistede, skal Kommissionens påstand derimod tages til følge.
VIII - Sagens omkostninger
44. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og denne i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges Den Portugisiske Republik at betale sagens omkostninger.
IX - Forslag til afgørelse
45. På baggrund af det ovennævnte mener jeg ikke, at der består nogen pligt til at gennemføre artikel 12, stk. 1, i direktiv 79/409 i national ret. Det er tilstrækkeligt, at rapporterne er tilsendt Kommissionen.
46. Jeg foreslår derfor Domstolen at fastslå følgende:
»1) Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 23 i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, og i henhold til artikel 18 i Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle,
- idet Den Portugisiske Republik ikke i sin retsorden har gennemført følgende bestemmelser:
- artikel 3, stk. 3, artikel 10, artikel 11 og artikel 12, stk. 4, i direktiv 92/43
- artikel 7 og 8 i direktiv 79/409,
- og har foretaget en ukorrekt gennemførelse af følgende bestemmelser:
- artikel 1, artikel 6, stk. 3 og 4, artikel 12, stk. 1, litra d), og artikel 6, stk. 1 og 2, i direktiv 92/43
- artikel 2, artikel 4, stk. 1 og 4, og artikel 6 i direktiv 79/409.
2) I øvrigt frifindes Den Portugisiske Republik.
3) Den Portugisiske Republik betaler sagens omkostninger.
Full & Egal Universal Law Academy