EUR-Lex -  62002CC0301 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

PHILIPPE LÉGER

fremsat den 17. februar 2005 (1)

Sag C-301/02 P

Carmine Salvatore Tralli

mod

Den Europæiske Centralbank

»Appel – Den Europæiske Centralbank – administrative bestemmelser for personale – vedtagelse af gennemførelsesbestemmelser til ansættelsesvilkårene – delegation til direktionen – afgørelse om forlængelse af en nyansats prøvetid – bemyndigelse til bankens næstformand – lovlighed«

1.     Nærværende sag vedrører hovedsageligt to spørgsmål vedrørende delegation af beføjelser i Den Europæiske Centralbank (herefter »ECB«). Det første spørgsmål er, om Styrelsesrådet (2) gyldigt til direktionen (3) kunne delegere en beføjelse til at vedtage gennemførelsesbestemmelser vedrørende ansættelsesvilkårene. Det andet spørgsmål er, om direktionen kunne bemyndige ECB’s næstformand til at træffe visse administrative afgørelser, bl.a. afgørelser om forlængelse af nyansattes prøvetid.

2.     Disse spørgsmål er rejst i forbindelse med en appel, som en tidligere ansat ved ECB, Tralli, har iværksat til prøvelse af dom afsagt den 27. juli 2002 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans, Tralli mod ECB (4).

I –    Retsforskrifter

3.     I henhold til artikel 12.3 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, der er bilagt EF-traktaten (herefter »ESCB-statutten«), »vedtager Styrelsesrådet en forretningsorden, som fastlægger den interne organisation af ECB og dens besluttende organer«.

4.     Samme protokols artikel 36.1 bestemmer: »Styrelsesrådet fastlægger på forslag af direktionen ansættelsesvilkårene for ECB’s ansatte«.

5.     Styrelsesrådet vedtog i henhold til artikel 36.1 i ESCB-statutten »Conditions of Employment for Staff of the European Central Bank« (ansættelsesvilkårene for de ansatte i Den Europæiske Centralbank) (5). Disse ansættelsesvilkår bestemmer i den på tidspunktet for de omstridte faktiske omstændigheder gældende affattelse:

»9.      a)     Ansættelsesforholdet mellem ECB og dens ansatte fastsættes ved ansættelseskontrakt, der indgås i henhold til nærværende ansættelsesbetingelser. De administrative bestemmelser for personalet, der vedtages af direktionen, specificerer anvendelsen af disse ansættelsesvilkår.

[...]

10.      a)     Ansættelseskontrakterne mellem ECB og dens ansatte består af ansættelsesskrivelser, som underskrives af de ansatte [...]

         b)     Ansættelserne kan være betinget af en prøveperiode i henhold til de administrative bestemmelser for personalet. Prøveperioden kan i intet tilfælde overstige 12 måneder.

11.      a)     ECB kan opsige kontrakterne indgået med dens ansatte ved en begrundet afgørelse fra direktionen [...] af følgende grunde:

         i)     I tilfælde af vedvarende utilstrækkelige kvalifikationer [...];

[...]

41.      De ansatte kan [...] forelægge administrationen besværinger og klager med henblik på en forudgående administrativ undersøgelse [...]. De ansatte, der ikke har fået medhold efter en forudgående administrativ undersøgelse, kan anvende klageproceduren, der er fastsat i de administrative bestemmelser for personalet.

Nævnte procedurer kan ikke anvendes med henblik på anfægtelse af:

                  [...]

         iii) enhver afgørelse om ikke at fastsætte et medlem af personalet, der er prøveansat.«

6.     Styrelsesrådet har i henhold til artikel 12.3 i ESCB-statutten vedtaget forretningsordenen for ECB (6). Artikel 21.3 heri bestemmer følgende:

»Ansættelsesvilkårene gennemføres ved administrative bestemmelser for personalet, der vedtages og ændres af direktionen.«

7.     I henhold til denne bestemmelse og artikel 9, litra a), i ansættelsesvilkårene har direktionen for ECB vedtaget »European Central Bank Staff Rules« (herefter »administrative bestemmelser for personalet«). Disse bestemmer:

»2.1. Prøvetid

De nærmere regler for anvendelse af artikel 10, litra b), i ansættelsesvilkårene er følgende:

2.1.1 Ansættelserne er betinget af en prøvetid på tre måneder […]. I særlige tilfælde kan direktionen fastsætte en længere prøvetid end tre måneder i henhold til følgende punkt 2.1.2, litra a).

[...]

2.1.2 Hvis den prøveansatte i løbet af sin prøvetid som følge af sygdom, ulykke, barselsorlov eller i særlige tilfælde, tjenestefrihed, forhindres i at udøve sit hverv i en periode på mindst en måned, kan ansættelsesmyndigheden forlænge prøvetiden med et tilsvarende tidsrum.

Direktionen kan desuden i særlige tilfælde:

a)      forlænge prøvetiden indtil en sammenhængende periode på tolv måneder; eller

b)      forlænge prøvetiden indtil en sammenhængende periode på 12 måneder med overflyttelse af den pågældende til en anden stilling.

2.1.3. Direktionen kan under prøvetiden opsige kontrakten med en måneds varsel, såfremt den prøveansatte har vist sig klart uegnet eller ikke besidder tilstrækkelige kvalifikationer.«

II – Sagens faktiske omstændigheder

8.     C.S. Tralli blev den 20. juni 2000 ansat af ECB med henblik på at besætte en stilling som vagtbetjent. Det blev i ansættelsesskrivelsen præciseret, at hans ansættelsesforhold var underlagt en prøvetid på tre måneder.

9.     Den 21. august 2000 meddelte sagsøgerens overordnede ham, at hans arbejdsindsats ikke svarede til det niveau, der krævedes for den pågældende stilling. Sagsøgerens manglende arbejdsindsats blev også diskuteret under en samtale, som fandt sted den 1. september 2000.

10.   Den 8. september 2000 modtog sagsøgeren kopi af en intern notits, hvori koordinatoren for sikkerheden i ECB anmodede sagsøgerens overordnede om at forlænge sidstnævntes prøvetid. Det blev i nævnte notits angivet, at den supplerende prøvetid var nødvendig på grund af sagsøgerens utilstrækkelige indsats og for at gøre det muligt for ham at deltage i en supplerende uddannelse.

11.   Ved skrivelse af 18. september 2000 underrettede ECB sagsøgeren om afgørelsen om at forlænge hans prøvetid indtil den 31. december 2000 (7). Sagsøgeren blev underrettet om, at afgørelsen om at fastansætte ham, afhang af hans arbejdsindsats under den forlængede prøvetid.

12.   Ved skrivelse af 29. november 2000 blev sagsøgeren underrettet om direktionens afgørelse om at opsige hans kontrakt med virkning fra 31. december 2000 (8). Afgørelsen var begrundet med, at sagsøgeren under den forlængede prøvetid ikke havde forbedret sin faglige indsats.

III – Retsforhandlingerne ved Retten og den appellerede dom

13.   Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. december 2000 har C.S. Tralli anlagt sag bl.a. med påstand om annullation af afskedigelsesafgørelsen (sag T-373/00).

14.   Tralli har desuden anlagt tre andre søgsmål, hvorunder han bl.a. har nedlagt følgende påstande:

–       Annullation af afgørelsen fra ECB’s formand om afslag på hans klage over forlængelsesafgørelsen af prøvetiden (T-27/01).

–       Det fastslås, at ECB’s formand retsstridigt har undladt at træffe afgørelse vedrørende sagsøgerens ansøgning om en undersøgelse af afskedigelsesafgørelsen (T-56/01).

–       Annullation af afgørelsen fra ECB’s formand om afslag på sagsøgerens klage over afskedigelsesafgørelsen (T-69/01).

15.   Disse søgsmål blev forenet og undersøgt samlet af Retten. Retten gav ikke sagsøgeren medhold i sag T-373/00 og fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sagerne T-27/01, T-56/01 og T-69/01.

IV – Om appellen

16.   C.S. Tralli har ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 26. august 2002 iværksat nærværende appel.

17.   Tralli har herunder nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede dom og af ECB’s afgørelser om forlængelse af hans prøvetid og om hans afskedigelse. Tralli har desuden nedlagt påstand om, at ECB efter den 31. december 2000 tilpligtes at betale ham hans grundløn på 32 304 EUR årligt, med tillæg af tilskud og andre lønydelser, der er fastsat i ansættelsesvilkårene. Tralli har endelig nedlagt påstand om, at ECB tilpligtes at afholde omkostningerne.

18.   ECB har for sit vedkommende nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

19.   Til støtte for sine påstande har Tralli fremført tre anbringender, som jeg skal behandle i nævnte rækkefølge:

–       tilsidesættelse af reglerne om delegering af beføjelser

–       tilsidesættelse af artikel 2.1.2 og 2.1.3 i de administrative bestemmelser for personalet og

–       tilsidesættelse af reglerne vedrørende pålæggelse af sagsomkostninger.

A –    Det første anbringende om tilsidesættelse af reglerne for delegering af beføjelser

20.   Sagsøgeren har under sit første anbringende hovedsageligt anført, at Retten har tilsidesat de gældende regler for delegering af beføjelser.

21.   Appellanten havde ved Retten i Første Instans fremført en formalitetsindsigelse vedrørende de administrative bestemmelser for personale. Retten fastslog herom:

»43.      Sagsøgeren har anført, at de administrative bestemmelser for personale er uden hjemmel. Disse bestemmelser vedrører ansættelsesvilkårene for ECB’s ansatte og burde derfor have været vedtaget i henhold til artikel 36.1 i ESCB-statutten af Styrelsesrådet på forslag af direktionen og ikke af direktionen, som ikke havde kompetence hertil.

44.      Det bemærkes hertil, at der for Retten i sagen X mod ECB (dom af 18.10.2001, sag T-333/99, Sml. II, s. 3021; Sml. Pers. I-A. s. 199 og II, s. 921) blev fremført en formalitetsindsigelse med samme indhold som sagsøgerens i denne sag. Retten fastslog i denne sag i præmis 96-209, at de administrative bestemmelser for personalet ikke er ulovlige som påstået af sagsøgeren, bl.a. fordi Styrelsesrådet i artikel 21.3 i forretningsordenen for ESCB til direktionen har delegeret beføjelsen til at fastsætte gennemførelsesbestemmelserne for ansættelsesvilkårene, altså de administrative bestemmelser for personalet.«

22.   C.S. Tralli har anført, at Retten ved ikke at efterkomme hans formalitetsindsigelse har begået en retlig fejl. Han har fremført tre argumenter til støtte herfor.

23.   Tralli har først anført, at i henhold til artikel 36.1 i ESCB-statutten har direktionen for ECB ikke beføjelse til at fastsætte ansættelsesvilkårene. Denne beføjelse tilkommer Styrelsesrådet, idet direktionen alene kan fremlægge forslag herom. Tralli har desuden anført, at Styrelsesrådet ikke er beføjet til at delegere sin beføjelse til direktionen, eftersom artikel 12.3 i ESCB-statutten og selve begrebet »forretningsorden« er til hinder herfor.

24.   Tralli her dernæst anført, at Retten har begået en fejl, da den fastslog at Styrelsesrådet behørigt havde delegeret beføjelsen til direktionen om at fastsætte ansættelsesvilkårene. Det fremgår af retspraksis, at delegation af beføjelser efter fællesskabsretten skal ske udtrykkeligt. Ifølge Tralli har Retten imidlertid alene »formodet, at der foreligger en stiltiende delegation i forbindelse med artikel 21.3 i forretningsordenen« (9).

25.   Endelig har Tralli anført, at direktionen ved at vedtage artikel 2.1.2 og 2.1.3 i de administrative bestemmelser for personalet har tilsidesat artikel 21.3 i forretningsordenen, eftersom direktionen ikke kun har truffet gennemførelsesforanstaltninger til ansættelsesvilkårene, men har vedtaget selvstændige regler. I disse bestemmelser fastsættes nemlig en ensidig forlængelse af prøvetiden, mens artikel 10, litra b) i ansættelsesvilkårene alene i dette tidsrum fastsatte en kontraktordning. Tralli har desuden anført, at bestemmelserne indeholder et kriterium for afskedigelse i nævnte prøvetid, der er baseret på den ansattes uegnede eller utilstrækkelige indsats og som er forskelligt fra det, der er fastsat i artikel 11, litra a), i) i ansættelsesvilkårene.

26.   Efter min mening må udgangspunktet for behandlingen af dette spørgsmål findes i dom af 13. juni 1958, Meroni mod Den Høje Myndighed (10).

27.   Sagsøgeren i nævnte sag foreholdt Den Høje Myndighed for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, at den havde delegeret visse af sine beføjelser til »organer i Bruxelles«. Altså privatretlige organer der var oprettet kun for EKSF-traktatens bestemmelser. Sagsøgeren anførte, at traktatens artikel 8, hvorefter Den Høje Myndighed skal sikre virkeliggørelsen af de i denne traktat opstillede mål, ikke hjemlede ret til en sådan delegation.

28.   Domstolen forkastede dette argument og fastslog følgende (11):

»[...] man kan ikke udelukke muligheden for, at iværksættelsen af de i artikel 53, litra a) nævnte »finansielle ordninger af enhver art, som er fælles for flere virksomheder«, kan overlades til privatretlige organer, der har status som særskilt juridisk person og er tillagt selvstændige beføjelser;

de finansielle ordninger, som indføres af Den Høje Myndighed selv i henhold til litra b) i samme artikel, skal tjene det samme formål som de ordninger, der tillades i henhold til litra a);

derfor skal de kun antage analoge former og især indebære bistand fra organer, der har en særskilt juridisk person;

følgelig giver Den Høje Myndighed adgang til at godkende eller indføre de i traktatens artikel 53 omhandlede finansielle ordninger den ret til at overlade visse beføjelser til lignende organer på betingelser, som Den Høje Myndighed selv fastsætter, og under dens kontrol«.

29.   Som understreget af en juridisk kommentator (12) har Domstolen altså antaget, at EKSF-traktatens bestemmelser, som tillagde Den Høje Myndighed en regelfastsættende beføjelse, udgjorde tilstrækkelig hjemmel til, at Den Høje Myndighed kunne delegere visse beføjelser til privatretlige organer, der havde status som særskilt juridisk person. Det kan derfor antages, at delegation af beføjelser i fællesskabsretten er tilladt, når der som i denne sag ikke er nogen bestemmelse, der formelt forbyder det (13).

30.   Jeg mener derfor principielt, at Styrelsesrådet var beføjet til at delegere visse af sine beføjelser til ECB’s direktion. Appellantens første argument om, at der ikke forelå nogen hjemmel for delegation, må derfor forkastes.

31.   Vedrørende ordningen for delegation af beføjelser fremgår det af dom i sagen Meroni mod Den Høje Myndighed, at delegationen for at være lovlig skal opfylde visse betingelser. Disse betingelser, som udgør den generelle ordning for delegation af beføjelser i fællesskabsretten (14) er følgende:

–       Den delegerende myndighed kan ikke overdrage andre beføjelser end den selv er blevet tillagt (15).

–       Udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt modtageren af delegationen, er underlagt de samme betingelser, som dem der gælder, såfremt den delegerende myndighed selv udøvede beføjelsen, bl.a. med hensyn til kravene til begrundelse og offentliggørelse (16).

–       Kompetencedelegation kan ikke ske stiltiende, og den delegerende myndighed skal, selv om den er berettiget til at delegere sine beføjelser, træffe en udtrykkelig beslutning om at overføre dem (17).

–       Delegationen kan kun omfatte gennemførelsesbeføjelser, der er klart afgrænset af den (18): Domstolen har fastslået, at delegation af en diskretionær beføjelse, der indebærer et bredt skøn, erstatter den delegerende myndigheds valg, hvortil kompetencen blev delegeret, og indfører derfor en reel overførelse af ansvar (19). På visse områder som f.eks. inden for den fælles landbrugspolitik, har Domstolen dog fastslået, at begrebet »kompetencedelegation« burde fortolkes bredt, henset til traktatens opbygning og de praktiske krav (20).

32.   C.S. Tralli har anført, at de to sidstnævnte betingelser ikke er opfyldt i denne sag. Han har under sit andet og tredje argument understreget, at den omstridte delegation ikke er sket udtrykkeligt, og at artikel 2.1.2 og 2.1.3 i de administrative bestemmelser for personalet går videre end simpel »gennemførelse« af ansættelsesvilkårene.

33.   Jeg skal vedrørende det andet argument bemærke, at det ved en simpel læsning af forretningsordenen fremgår, at argumentet er åbenbart ugrundet. I artikel 21.3 i forretningsordenen har Styrelsesrådet, som er beføjet til at fastsætte ansættelsesvilkårene, udtrykkeligt angivet, at »ansættelsesvilkårene gennemføres ved administrative bestemmelser for personalet, der vedtages og ændres af direktionen.

34.   Styrelsesrådet har altså udtrykkeligt til direktionen delegeret beføjelsen til at fastsætte gennemførelsesbetingelserne for ansættelsesvilkårene. Modsat det af appellanten anførte, har Retten altså ikke kun i den appellerede dom »antaget, at der forelå en stiltiende delegation i forbindelse med artikel 21.3 i forretningsordenen« (21).

35.   Jeg skal vedrørende det tredje argument anføre, at artikel 2.1.2 og 2.1.3 i de administrative bestemmelser for personalet ikke påvirker rækkevidden af de anvendte bestemmelser i ansættelsesvilkårene.

36.   Som bekendt fremgår det af artikel 10, litra b) i ansættelsesvilkårene, at »ansættelserne kan betinges af en prøvetid«, som »i intet tilfælde kan overstige 12 måneder«. Men i henhold til artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet har direktionen fastsat, at den »i særlige tilfælde kan forlænge prøvetiden indtil højst 12 måneder«. Artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet fastsætter således alene de nærmere regler for prøvetidens gennemførelse og overholder den maksimale varighed, som er foreskrevet af Styrelsesrådet.

37.   Den omstændighed, at direktionen ensidigt kan forlænge prøvetiden kan ikke medføre, at artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet bliver ulovlig. Domstolen har i dom af 14. oktober 2004, Pflugradt mod ECB (22) udtrykkeligt fastslået, at ansættelseskontrakten mellem ECB og dens ansatte ikke er til hinder for, at ECB’s organer med henblik på udførelsen af sine opgaver af almen interesse kan se sig foranlediget til at træffe ensidige foranstaltninger. Da muligheden for at træffe sådanne foranstaltninger også indeholdes i ansættelsesvilkårene, kan det ikke antages, som appellanten har gjort, at artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet, hvori der fastsættes en ensidig forlængelse af prøvetiden i særlige tilfælde har påvirket karakteren af rækkevidden af nævnte ansættelsesvilkår (23).

38.   Vedrørende artikel 2.1.3 i de administrative bestemmelser for personalet kan direktionen som bekendt opsige kontrakten under prøvetiden, såfremt »den prøveansatte har vist sig klart uegnet eller ikke besidder tilstrækkelige kvalifikationer«. Begrebet »ikke tilstrækkelige kvalifikationer« er som sådant ikke indeholdt i artikel 11, litra a), i), som bestemmer, at »ECB kan opsige kontrakter indgået med dens ansatte i tilfælde af vedvarende utilstrækkelige kvalifikationer«.

39.   Men ligesom utilstrækkelige kvalifikationer er uegnetheden forbundet med den pågældendes egnethed til at udøve sine arbejdsopgaver tilfredsstillende. Desuden er begrebet faglig egnethed forbundet med prøvetiden, eftersom prøvetiden er indført med henblik på at efterprøve den ansattes evne til at udføre de opgaver, som han er blevet ansat til. Det kan derfor vanskeligt hævdes, at artikel 2.1.3 i de administrative bestemmelser for personalet, hvorefter en kontrakt kan opsiges i tilfælde af faglig uegnethed, har overskredet en ren gennemførelse af ansættelsesvilkårene.

40.   Heraf følger, at direktionen i de nævnte bestemmelser klart har overholdt de grænser for den gennemførelsesbeføjelse, som Styrelsesrådet har tillagt den i artikel 21.3 i forretningsordenen.

41.   Appellantens første anbringende må derfor forkastes.

B –    Det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 2.1.2 og 2.1.3 i de administrative bestemmelser for personalet

42.   Appellanten har subsidiært fremført det andet anbringende, såfremt Domstolen skulle fastslå, at artikel 2.1.2 og 2.1.3 i de administrative bestemmelser for personalet er lovlige. Argumentet vedrører den appellerede doms præmis 48 til 83.

43.   Retten fastslog i disse præmisser, at afgørelserne om forlængelse af prøvetid og om afskedigelse ikke var i strid med ansættelsesvilkårene og de administrative bestemmelser for personalet og anførte herved følgende:

»48      Sagsøgeren har først anført, at afgørelsen om forlængelse af prøvetiden var underskrevet af en direktør og en afdelingschef i personaleafdelingen, skønt afgørelser vedrørende forlængelse af prøvetiden i henhold til artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet skal træffes af ECB’s direktion.

49      Retten skal bemærke, at ECB efter Rettens anmodning dels har fremlagt et uddrag af referatet af mødet i ECB’s direktion den 16. marts 1999 hvoraf fremgår, at dette organ under mødet delegerede beføjelsen til at træffe afgørelse om forlængelse af prøvetiden til ECB’s næstformand, hvilket referat dels indeholder forslag til forlængelse af sagsøgerens prøvetid dateret den 13. september 2000, på hvilket ECB’s næstformand skriftligt har angivet sin godkendelse den 15. september 2000. Afgørelse om forlængelse af prøvetiden er altså blevet vedtaget i overensstemmelse med gældende formforskrifter [...].

[...]

54      For det tredje har sagsøgeren anført, at sagsøgte ikke har kunnet basere afgørelsen om forlængelse af prøvetiden på artikel 2.1.2, stk. 2, i de administrative bestemmelser for personalet. Sagsøgeren har anført, at i henhold til denne bestemmelse kan prøvetiden kun forlænges i »særlige tilfælde«. Ifølge sagsøgeren kan der kun foreligge sådanne »særlige tilfælde«, når hindringen for at udføre arbejdsopgaverne på lang sigt direkte påvirker gennemførelsen af formålet med prøvetiden. Sagsøgeren har anført, at sådanne omstændigheder ikke forelå i denne sag. En utilstrækkelig indsats, også selv om den omfatter alle arbejdsopgaverne, kan ikke i sig selv udgøre et sådant særligt tilfælde.

55      Sagsøgte har hertil hovedsageligt anført, at den prøvetid, der oprindeligt var fastsat for sagsøgeren hovedsageligt forløb i sommerferien, hvorfor det ikke, på grund af ECB’s nedsatte aktivitet i denne periode havde været muligt at efterprøve, om sagsøgeren var egnet til at besætte stillingen. En sådan efterprøvelse var imidlertid nødvendig, eftersom sagsøgerens indsats i den oprindeligt fastsatte prøvetid ikke havde været tilfredsstillende.

56      Retten finder, at den omstændighed, at prøvetid i dette tilfælde delvis forløb i sommerferien ikke kan anses for at udgøre et særligt tilfælde som omhandlet af artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet. Dette forhold kunne uden videre forudses af administrationen ved ansættelsen. Derimod kan ECB med føje antage, at denne betingelse er opfyldt, når administrationen af objektivt begrundede grunde nærer tvivl med hensyn til den prøvetidsansattes egnethed til at besætte den stilling, som han er blevet ansat i, men på grund af en betydeligt nedsat aktivitet [...] under sommerferien, endnu ikke er i stand til at danne sig en endelig mening med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den prøveansatte skal udnævnes eller om hans kontrakt skal opsiges under prøvetiden.

57      Det fremgår af sagens akter, bl.a. af notitsen af 8. september 2000, at administrationen ikke under den oprindeligt fastsatte prøvetid med sikkerhed havde kunnet bedømme sagsøgerens egnethed, således at den ikke med sikkerhed kunne udnævne sagsøgeren til stillingen og heller ikke var overbevist om, at kontrakten skulle opsiges. Det fremgår dog af det forhold, at administrationen under den oprindeligt fastsatte prøvetid nærede tvivl om sagsøgerens egnethed til at udføre arbejdsopgaverne og navnlig hans egnethed til at anvende ECB’s sikkerhedsordning uden dog effektivt at kunne konkludere, at hans kontrakt burde opsiges under den oprindelige prøvetid. Det forhold, at sagsøgerens overordnede nærede tvivl om hans egnethed bekræftes desuden af sagsøgeren selv, for så vidt som det fremgår af nævnte notits, at han tilsigtede at forbedre sin arbejdsindsats. Sagsøgte kunne under disse omstændigheder antage, at der forelå særlige tilfælde som omhandlet af artikel 2.1.2, stk. 2, i de administrative bestemmelser for personalet, der gjorde det muligt for dem at forlænge sagsøgerens prøvetid.

[...]

61      På grundlag af det anførte må det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at afgørelsen om forlængelse af prøvetiden var ulovlig [...].

[...]

68      [For så vidt angår afskedigelsesafgørelsen] har sagsøgeren hovedsageligt anført, at han ikke under prøvetiden havde haft nogen mulighed for at tilpasse sig kravene med hensyn til den daglige sikkerhedstjeneste, at han ikke havde haft mulighed for først roligt at tilpasse sig arbejdsgangen, men at han direkte var blevet integreret i den normale arbejdsplan, og at han ikke havde modtaget nogen yderligere undervisning med hensyn til hans arbejde. Sagsøgeren har navnlig for så vidt angår den kritik, som vedrører det forhold, at hans kundskaber med hensyn til anvendelse af ECB’s edb-system anført, at han ikke under prøvetiden var blevet tilstrækkeligt informeret herom.

69      Retten bemærker, at en afgørelse om afskedigelse ved udløbet af prøvetiden må annulleres, hvis den pågældende ikke har været i stand til at fuldføre prøvetiden under normale vilkår (jf. i vedtægtssammenhæng Domstolens dom af 15.5.1985, sag 3/84, Patrinos mod EØS, Sml. s. 1421, præmis 20 til 24, og Rettens dom af 30.11.1994, sag T-568/93, Correia mod Kommissionen, Sml. I-A, s. 271 og II, s. 857, præmis 34).

70      Det må derfor undersøges, om sagsøgeren har kunnet fuldføre sin prøvetid under normale vilkår.

71      Det bemærkes hertil, at det fremgår af sagens akter og navnlig af den notits, som koordinatoren for ECB’s sikkerhed den 8. september 2000 tilstillede sagsøgerens overordnede, og som sidstnævnte skriftligt har bekræftet at være bekendt med, at sagsøgeren under de første fire uger ved ansættelsen ved ECB havde deltaget i et undervisningsprogram, som vedrørte de væsentligste arbejdsopgaver, han skulle udføre. Formålet og indholdet af dette program var blevet fastsat af chefen (»supervisor«) for ECB’s vagtbetjente, som efter Rettens anmodning har udarbejdet et undervisningsprogram for nyansatte af 29. juni 2000, som er blevet forelagt Retten. Som sagsøgeren har erkendt under retsmødet har han i denne periode deltaget i en række kurser vedrørende funktionen af de forskellige arbejdsmidler, som hørte til ECB’s sikkerhedsordning, og er dels i sit arbejde blevet ledsaget af to erfarne kolleger, som alt efter deres arbejdsområde, var blevet tildelt ham som vejleder (»godfather«). Sagsøgeren har under retsmødet også erkendt, at disse kolleger har bibragt ham visse basiskundskaber med hensyn til hans fremtidige ansvarsområde. Vedrørende sagsøgerens påstand, hvorefter denne undervisning ikke var tilstrækkelig præcis, bemærkes alene, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget konkret forhold, der gør det muligt for Retten at fastslå, hvorfor denne ordning med vejleder ikke fungerede efter hensigten.

72      Det fremgår desuden af en notits, som er udarbejdet med henblik på nærværende sag af souschefen for vagtbetjente ved ECB den 21. december 2001, og hvis indhold er blevet bekræftet af sagsøgeren selv under retsmødet, at sagsøgeren i perioden 23. til 25. august 2000 havde deltaget i en supplerende uddannelse vedrørende de forskellige kontrolordninger, herunder visse edb-ordninger. Det fremgår endelig af nævnte notits, hvilket også er blevet bekræftet af sagsøgeren under retsmødet, at han efter prøvetidens udløb, deltog i en to-dages edb-undervisning, herunder en dag af sagsøgerens årlige ferie, som omhandlede en ændring af disse forskellige ordningers funktion. Sagsøgeren har atter anført, at disse kurser ikke var tilstrækkelige, men har ikke fremlagt noget konkret forhold, der gør det muligt for Retten at fastslå, hvorfor disse kurser ikke havde gjort det muligt for sagsøgeren at gøre sig bekendt med arbejdskravene og blive tilstrækkeligt informeret med hensyn til hans arbejdsopgaver.

73      Det fremgår af det anførte, at ECB for nyansatte, herunder sagsøgeren, havde indført en undervisningsplan, som burde have gjort det muligt for sagsøgeren under den seks måneders prøvetid at blive bekendt med de arbejdsopgaver, som han skulle udføre, rækkevidden af hans ansvar og de initiativer, som forventedes af ham. Under disse forhold foreligger der intet, der gør det muligt for Retten at fastslå, at sagsøgeren ikke havde været i stand til at fuldføre sin prøvetid på normale vilkår.

[...]

83      Heraf følger, at anbringendet om tilsidesættelse af ansættelsesvilkårene og de administrative bestemmelser for personalet samt af proportionalitetsprincippet må forkastes.«

44.   Med sit andet anbringende har appellanten anfægtet denne vurdering. Anbringendet består af fem dele, som jeg skal undersøge successivt.

45.   Under den første del har C.S. Tralli anført, at afgørelsen om forlængelse af prøvetid blev vedtaget i strid med artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet. Appellanten har anført, at modsat det af Retten i den appellerede doms præmis 49 anførte, tilkom beføjelsen til at forlænge prøvetid ikke direktionen, og kunne ikke delegeres til ECB’s næstformand.

46.   Jeg skal hertil anføre, at Retten i den appellerede doms præmis 49 ud fra sagens akter fastslog, at direktionen under sit møde den 16. marts 1999 til ECB’s næstformand havde delegeret beføjelsen til at træffe afgørelser om forlængelse af prøvetiden for nyansatte. Appellantens argument kræver derfor, at gyldigheden af denne beføjelse må undersøges.

47.   Jeg mener, at de principper, som er fastsat i retspraksis vedrørende den bemyndigelse, som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har givet sine medlemmer, er relevante.

48.   Jeg skal bemærke, at bemyndigelsen udgør en særform for delegering af beføjelser, som er begrundet i »den interne organiseringsbeføjelse«, der er indrømmet fællesskabsinstitutionerne og de organer, der er oprettet ved traktaten (24), og som modsat andre delegationsformer normalt er begrænset til beføjelsen til at træffe individuelle afgørelser. De betingelser, der er fastsat i sagen Meroni mod Den Høje Myndighed finder derfor tilsyneladende fuld anvendelse på delegationsordningen.

49.   I henhold til fast retspraksis(25) har Domstolen fastslået, at Kommissionen, uden at tilsidesætte det kollegialitetsprincip som ligger til grund for dens virksomhed (26), kan bemyndige sine medlemmer til at træffe beslutninger på sine vegne. Ifølge Domstolen indebærer en sådan kompetenceordning ikke, at Kommissionen fratages kompetencen til at træffe beslutninger, eftersom beslutning truffet af det pågældende medlem træffes på Kommissionens vegne og under dennes fulde ansvar (27). Desuden har Domstolen fastslået, at denne ordning var »nødvendig, for at Kommissionen kan udføre sine opgaver, på grund af den væsentlige forøgelse i antallet af de retsakter, Kommissionen skal træffe« (28). Domstolen har fastslået, at »i ethvert besluttende organ må der nemlig sikres en hensigtsmæssig arbejdsform, hvilket princip har gyldighed for enhver organisation, [...] og hvilket princip er kommet til udtryk i fusionstraktatens artikel 16, hvori det hedder, at »Kommissionen fastsætter sin forretningsorden med henblik på at sikre sin egen og sine tjenestegrenes virksomhed«« (29).

50.   I henhold til retspraksis kan en sådan bemyndighedsordning imidlertid kun omfatte foranstaltning af forretningsmæssig eller administrativ art med udelukkelse af delegation af principbeslutninger (30). Bemyndigelsen kan også vedrøre en beslutning om at foretage kontrolundersøgelse i henhold til artikel 14, stk. 3, i forordning nr. 17 (31), en beslutning om at ophæve en finansiel støtte (32) eller en beslutning om at kræve betaling af renter efter stadfæstelse af en bødebeslutning (33). Derimod kan bemyndigelsen ikke omfatte en beslutning om konstatering af en overtrædelse af konkurrencereglerne (34), eller en beslutning om at fremsætte en begrundet udtalelse eller anlægge et passivitetssøgsmål i henhold til artikel 226 EF (35).

51.   Jeg mener, at denne retspraksis vedrørende den bemyndigelsesordning, der er indført i Kommissionen uden videre kan overføres til denne sag.

52.   Eftersom bemyndigelsen alene er begrænset til foranstaltninger af forvaltningsmæssig eller administrativ karakter, fratages direktionen ikke herved sin beslutningsbeføjelse: Afgørelserne om forlængelse af prøvetiden, der træffes af ECB’s næstformand, træffes på direktionens vegne, som er fuldt ansvarlig herfor. Desuden fremgår nødvendigheden af at sikre beslutningsorganets virksomhed som for Kommissionens vedkommende af en bestemmelse i den primære ret, nemlig artikel 12.3 i ESCB-statutten, som bestemmer, at »Styrelsesrådet vedtager en forretningsorden, som fastlægger den interne organisation af ECB og dens besluttende organer«.

53.   Det er i denne sag klart, at den omstridte delegering alene vedrører foranstaltninger af forvaltningsmæssig og administrativ art. Det drejer sig nemlig alene om, at ECB’s næstformand kan afgøre, om en nyansats prøvetid skal forlænges. ECB’s næstformand råder altså ikke over nogen beføjelse med hensyn til »principbeslutninger« som omhandlet af nævnte retspraksis.

54.   Jeg mener derfor, at direktionen med føje kunne bemyndige ECB’s næstformand til at træffe afgørelse om forlængelse af nyansattes prøvetid, hvorfor jeg ikke finder den første del af anbringendet begrundet.

55.   C.S. Tralli har under anden del gjort gældende, at artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet strider mod »højere regler i fællesskabsretten« og navnlig mod »princippet, hvorefter De Europæiske Fællesskaber er et retsfællesskab« (36). Han har under henvisning til vage kriterier som f.eks. »særlige tilfælde«, som ikke præciserer ansættelsesvilkårenes gennemførelsesbetingelser, anført, at den omstridte bestemmelse giver mulighed for usaglige foranstaltninger.

56.   Bortset fra at dette argument vedrører lovligheden af artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet, og burde have været fremført under det første anbringende, mener jeg, at anbringendet er klart ugrundet.

57.   Det står nemlig fast, at begreber som »særlige tilfælde« i artikel 2.1.2 i administrative bestemmelser for personalet udgør hvad man benævner »retlige standarder«. Det drejer sig her om vage bestemmelser, som er baseret på et forsætligt ubestemt kriterium, hvoraf fremgår, at lovgiver har ønsket at overlade de pågældende myndigheder – administrative eller judicielle – mulighed for at definere indholdet i hvert konkret tilfælde for at kriteriet kan finde den mest egnede anvendelse på omstændigheder, som nævnte myndigheder står overfor. Disse retlige standarder foreligger i de fleste for ikke at sige alle retsordener og bl.a. i Fællesskabets retsorden (37). I dette tilfælde undgås risikoen for usaglige afgørelser som i alle de øvrige tilfælde af den omstændighed, at de pågældende afgørelser kan underlægges retslig prøvelse.

58.   Jeg mener derfor, at anden del af anbringendet er åbenbart ugrundet.

59.   Appellanten har under den tredje del af anbringendet bestridt Rettens vurdering, hvorefter det forhold, at der foreligger tvivl med hensyn til, om den faglige egnethed kan udgøre et »særligt tilfælde«, der kan begrunde en forlængelse af prøvetiden i henhold til artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet. Appellanten har anført, at formålet med prøvetiden netop er at undgå en sådan tvivl, hvorfor Retten har anvendt hovedreglen og undtagelsen omvendt.

60.   Jeg skal vedrørende dette spørgsmål først bemærke, at i henhold til retspraksis råder ECB over et vidt skøn ved organiseringen af dens tjenestegrene og ved forvaltningen af dens personale med henblik på at kunne udføre de arbejdsopgaver af almen interesse, som ECB er tillagt (38).

61.   Jeg skal desuden understrege, at i Fællesskabets institutioner og organer er prøvetiden eller prøveperioden normalt tilstrækkelig til, at ansættelsesmyndigheden kan forvisse sig om egnetheden hos den pågældende til at besætte den stilling, som vedkommende er ansat i. Dette kan indebære, at den pågældende enten ansættes i stillingen, eller at der træffes afgørelse om at opsige hans kontraktansættelse. De tilfælde, hvor ansættelsesmyndigheden efter udløbet af prøvetiden eller prøveperioden stadig nærer tvivl, og hvor den bør eller burde forlænge den pågældendes prøvetid er relativt sjældne.

62.   Det er derfor ikke godtgjort, at Retten har begået en retlig fejl, da den fastslog, at den foreliggende tvivl med hensyn til en prøveansats egnethed kunne udgøre et »særligt tilfælde«, der kan begrunde en forlængelse af prøvetiden i henhold til artikel 2.1.2 i de administrative bestemmelser for personalet.

63.   Appellanten har under den fjerde del af anbringendet bestridt Rettens vurdering, hvorefter hans prøvetid blev forlænget på grund af tvivl vedrørende hans faglige egnethed. Han har anført, at ECB i duplikken i sagen T-373/00 havde angivet, at appellantens prøvetid var blevet forlænget, fordi den forløb i en ferieperiode.

64.   Uanset spørgsmålet, om hvorvidt dette klagepunkt kan realitetsbehandles, skal jeg alene bemærke, at ECB i nævnte duplik fremførte to argumenter. ECB angav:

»12.      ECB henviser først til, at appellanten blev ansat den 1. juli 2000, hvorfor hovedparten af hans prøvetid forløb i en ferieperiode.

13.      For det andet tog ECB i betragtning, at appellanten inden hans tiltrædelse af tjenesten i ECB havde været ansat i 14 år i et privat vagtselskab. ECB konkluderede derfor, at appellantens utilstrækkelige indsats principalt beroede på mulige vanskeligheder i forbindelse med den nye ansættelse ved ECB og den nødvendige tilpasning til nye arbejdsvilkår, hvorfor en forlængelse af prøvetiden ville give appellanten en supplerende mulighed for at vise sine kvalifikationer og tilpasningsevne« (39).

65.   Appellantens anbringende vedrørende vurderingen af ECB’s duplik i sag T-373/00 er derfor under alle omstændigheder åbenbart ugrundet.

66.   Appellanten har endelig i den sidste del fremført forskellige argumenter med henblik på at påvise, at han, modsat det af Retten i den appellerede doms præmis 70 til 73 fastslåede, ikke har været i stand til at fuldføre sin prøvetid på normale vilkår.

67.   Jeg skal vedrørende dette spørgsmål henvise til, at i henhold til fast retspraksis (40) har Domstolen ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrder og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Rettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådan er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet forkert.

68.   Retten har i denne sag fastslået på grundlag af sagens akter, at »intet gør det muligt [...] at fastslå, at sagsøgeren ikke har været i stand til at fuldføre sin prøvetid på normale vilkår« (41).

69.   Når henses hertil må sidste del af anbringendet klart afvises. For så vidt som appellanten ikke har godtgjort, og heller ikke reel påstået, at Retten havde gengivet de faktiske omstændigheder og de beviser, der var forelagt for den, forkert, udgør Rettens vurdering vedrørende midler, der var anvendt med henblik på at sikre nyansattes uddannelse en vurdering af de faktiske omstændigheder og af bevis, som ikke kan anfægtes i forbindelse med nærværende appel.

70.   På grundlag af det anførte skal jeg derfor foreslå Domstolen at forkaste det andet anbringende.

C –    Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af reglerne vedrørende pålæggelse af sagsomkostninger

71.   Appellantens sidste anbringende vedrører Rettens vurdering vedrørende en fordeling af sagens omkostninger. Retten har herom fastsat følgende i den appellerede dom:

»95      I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 88 bærer institutionerne i tvister mellem Fællesskaberne og deres ansatte selv deres egne omkostninger.

96      Under disse betingelser bærer hver part sine omkostninger i sag T-373/00.

97      For så vidt angår de forenede sager T-27/01, T-56/01 og T-69/01 har sagsøgte i medfør af procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet afsnit og som fravigelse af samme procesreglements artikel 88 nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at afholde alle omkostninger, herunder sagsøgtes. Sagsøgte har herved anført, at anbringendet af disse søgsmål udgør retsmisbrug. De omkostninger, som sagsøgte har måttet afholde i forbindelse med disse søgsmål, må derfor anses for unødvendige i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet afsnit.

98      Sagsøgeren har i de forenede sager T-27/01 og T-69/01 nedlagt påstand om, at hans omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, andet afsnit, afholdes af sagsøgte, selv om søgsmålene afvises. Han har herved hovedsageligt anført, at han havde været nødsaget til at indbringe disse forskellige søgsmål for at sikre sine rettigheder. I følge sagsøgeren kunne og burde han i medfør af artikel 41 og 42 i ansættelsesvilkårene iværksætte forudgående administrativ procedure til prøvelse af afgørelsen om forlængelse af prøvetiden og om afskedigelse inden indbringelse af et søgsmål ved Retten til prøvelse af disse afgørelser. Sagsøgte har imidlertid under den forudgående administrative procedure allerede anfægtet denne opfattelse. Den usikkerhed, som sagsøgeren herved blev bragt i, må tillægges sagsøgte. Derfor havde det været nødvendigt for ham at indbringe parallelsøgsmålene i sagerne T-373/00, T-27/01 og T-69/01.

99      Retten bemærker, at modsat det af sagsøgeren anførte, fremgår det klart af artikel 41, (iii) i ansættelsesvilkårene, at afgørelsen om forlængelse af prøvetiden og om afskedigelse i løbet af prøvetiden ikke kan være genstand for en ansøgning om forudgående undersøgelse og klage. Disse to afgørelser har nemlig til formål »ikke at fastansætte et medlem af personalet, der er prøvetidsansat« som omhandlet i denne bestemmelse.

100      Indbringelsen af søgsmålet i sagerne T-27/01 og T-69/01 har derfor forvoldt sagsøgte unødvendig omkostninger.

101      Det bemærkes for så vidt angår sag T-56/01, indleveret til Rettens Justitskontor den 13. marts 2001, at sagsøgeren har anlagt dette passivitetssøgsmål under henvisning til, at han ikke havde fået svar på klagen af 5. februar 2000, skønt denne ansøgning i henhold til artikel 8.2.1. i de administrative bestemmelser for personalet var blevet stiltiende afvist en måned efter klagens indgivelse og ECB’s formand havde afslået sagsøgerens klage den 12. marts 2001.

102      Følgelig, og uden at det er nødvendigt at undersøge, om søgsmålet skal afvises på grund af manglende påmindelse inden anlæg af et passivitetssøgsmål, forholder det sig dog ikke desto mindre således, at sagsøgeren på tidspunktet for indbringelsen af søgsmål i sag T-56/01 eller i hvert fald i dagene umiddelbart efter dette tidspunkt var bekendt med, at sagsøgte havde truffet afgørelse som omhandlet af artikel 232, stk. 2, EF. Sagsøgeren traf imidlertid ikke de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undgå, at søgsmålet forvoldte sagsøgte unødvendige omkostninger.

103      Følgelig må sagsøgeren i stedet for at sagsøgte tilpligtes at afholde de af sagsøgeren erholdte udgifter, som sagsøgeren har nedlagt påstand om, tilpligtes at betale en tredjedel af sagsøgtes omkostninger i de forenede sager T-27/01, T-56/01 og T-69/01.«

72.   C.S. Tralli har anført, at den appellerede dom er behæftet med retlige fejl vedrørende dette spørgsmål. Han har anført, modsat det af Retten fastslåede, at sagerne T-27/01, T-56/01 og T-69/01 blev anlagt af gyldige grunde.

73.   Jeg skal hertil bemærke, at i henhold til artikel 58, stk. 2, i statutten for Domstolen »kan appel ikke iværksættes alene til forandring af afgørelse om sagsomkostningerne eller til disses størrelse«. Domstolen har endvidere fastslået, at »såfremt alle de øvrige anbringender under en appelsag forkastes, må en påstand om, at Rettens afgørelse vedrørende sagsomkostningerne, er retsstridig, afvises i medfør af nævnte bestemmelse« (42).

74.   Da jeg er af den opfattelse, at appellens øvrige anbringender må forkastes må det sidste anbringende vedrørende Rettens afgørelse om fordeling af omkostningerne afvises i henhold til nævnte retspraksis.

V –    Forslag til afgørelse

75.   På grundlag af det anførte foreslår jeg Domstolen at forkaste appellen og tilpligte appellanten til i henhold til artikel 118 og artikel 69, stk. 2, i Domstolens procesreglement at afholde sagens omkostninger.

1 – Originalsprog: fransk.

2 – I henhold til artikel 112, stk. 1, EF, består ECB’s Styrelsesråd af medlemmerne af ECB’s direktion og cheferne for de nationale centralbanker.

3 – I henhold til artikel 112, stk. 1, EF, består direktionen af formanden, næstformanden og fire andre medlemmer: disse udnævnes efter fælles overenskomst mellem medlemsstaternes regeringer på grundlag af en indstilling fra Rådet og efter høring af Europa-Parlamentet og Styrelsesrådet for ECB.

4 – Forenede sager T-373/00, T-27/01, T-56/01 og T-69/01 (Sml. Pers. I-A, s. 97 og II, s. 453, herefter »den appellerede dom«).

5 – Nævnte ansættelsesvilkår blev vedtaget ved Den Europæiske Centralbanks afgørelse 1999/330/EF af 9.6.1998, som ændret den 31.3.1999 (EFT 1999 L 125, s. 32; herefter »ansættelsesvilkårene«).

6 – EFT 1999, L 125, s. 34; berigtigelse EFT 2000, L 273, s. 40 (herefter »forretningsordenen«).

7 – Også benævnt »afgørelsen om forlængelse af prøvetiden«.

8 – Også benævnt »afskedigelsesafgørelse«.

9 – Appel (præmis 36).

10 – Sag 9/56, Sml. 1954-64, s. 53, org.ref.: Rec. 1951, s. 9, jf. ligeledes i denne retning Rettens dom i sagen X mod ECB (præmis 102-104)

11 – Dom i sagen Meroni mod Den Høje Myndighed, s. 71 og 72.

12 – Se K. Lenaerts »Regulating the regulatory process: ’delegation of powers’ in the European Community«, i European Law Review, 1993, s. 23 (s. 40 til 42).

13 – Jf. også i denne retning dom i sagen X mod ECB (præmis 102). Jf. bl.a. i retsteorien K. Lenaerts, nævnt ovenfor (s. 41 og 42), og Y. Gautier, La délégation en droit communautaire, afhandling forelagt og forsvaret 7.1.1995, s. 357 og 358.

14 – Med henblik på en gennemgang af betingelserne for en delegation af beføjelser i fællesskabsretten jf. Y. Gautier, nævnt ovenfor (s. 418 ff.).

15 – Dommen i sagen Meroni mod Den Høje Myndighed (s. 69).

16 – Sammesteds, s. 69 og 70.

17 – Sammesteds, s. 71.

18 – Sammesteds, s. 72, 73, 74 og 75.

19 – Vedrørende sondringen mellem de regler, som er væsentlige for det tilsigtede forhold og dem, som henhører under »kompetencedelegation« inden for anvendelsen af artikel 202 EF og 211 EF, jf. bl.a. dom af 17.12.1970, Köster (sag 25/70, Sml. 1970, s. 259, org.ref.: Rec. s. 1161, præmis 6) og af 27.10.1992, Tyskland mod Kommissionen (sag C-240/90, Sml. I, s. 5383, præmis 36 og 37).

20 – Jf. bl.a. dom af 30.10.1975, sag 23/75, Rey Soda, Sml. 1279, og af 11.3.1987, forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, Rau m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1069, præmis 14, samt Rettens dom af 10.2.2004, forenede sager T-64/01 og T-65/01, Afrikanische Frucht-Compagnie og Internationale Fruchtimport Weichert mod Rådet og Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 118.

21 – Appel (præmis 36).

22 – C-409/02 P, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser (præmis 33-37).

23 – Jf. ligeledes vedrørende dette spørgsmål de elementer, som Retten har fremført i den appellerede dom (præmis 50-52).

24 – Det står fast, at hver fællesskabsinstitution og fællesskabsorgan råder over et vidt skøn ved organiseringen af deres tjenestegrene: for så vidt angår fællesskabsinstitutionerne jf. bl.a. dom af 16.12.1964, forenede sager 109/63 og 13/64, Muller mod Kommissionen, Sml. 1954-64, s. 559; org.ref.: Rec. s. 1293, og af 21.6.1984, sag 69/83, Lux mod Revisionsretten, Sml. s. 2447, præmis 17, og for så vidt angår fællesskabsorganer, der er oprettet ved traktaten, jf. bl.a. dom af 10.7.2003, sag C-15/00, Kommissionen mod EIB, Sml. I, s. 7281, præmis 67, og Rettens dom af 22.10.2002, forenede sager T-178/00 og T-341/00, Pflugradt mod ECB, Sml. II, s. 4035; Sml. Pers. I-A, s. 205 og II, s. 1039, stadfæstet ved appeldom af 14.10.2004, i sagen Pflugradt mod ECB.

25 – Jf. bl.a. dom af 23.9.1986, sag 5/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 2585, præmis 35.

26 – I henhold til artikel 17 i traktat af 8.4.1965 om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for De Europæiske Fællesskaber (EFT 1967, L 152, s. 2, også benævnt »fusionstraktaten«).

27 – Dommen i sagen AKZO Chemie mod Kommissionen (præmis 36).

28 – Sammesteds, præmis 37.

29 - Sammesteds.

30 – Sammesteds.

31 – Rådets forordning af 6.2.1962: første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 1959-1962, s. 81). Jf. dom af 21.9.1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s. 2859, præmis 44-46, og af 17.10.1989, forenede sager 97/87 til 99/87, Dow Chemical Ibérica m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3165, præmis 58.

32 – Rettens dom af 12.3.2003, sag T-254/99, Maja mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, præmis 43.

33 – Rettens dom af 14.7.1995, sag T-275/94, CB mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, præmis 71

34– Dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen med BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 71.

35 – Dom af 29.9.1998, sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 5449, præmis 48.

36 – Appel (punkt 44).

37 – Jf. blandt adskillige eksempler begrebet »kunde, der hører til dette område« vedrørende handelsagentkontrakter i dom af 12.12.1996, sag C-104/95, Kontogeorgas, Sml. I, s. 6643, præmis 25-27, »undtagelsestilfælde«, der udgør fravigelser fra princippet om separat vurdering af aktiv- og passivposterne i selskabets regnskab i dom af 14.9.1999, sag C-275/97, DE + ES Bauunternehmung, Sml. I, s. 5331, præmis 31 og 32, eller »gebyrer« i forbindelse med en ordning om pålæggelse af indirekte gebyrer ved en kapitaltilførsel i dom af 21.6.2001, sag C-206/99, SONAE, Sml. I, s. 4679, præmis 22-26.

38 – Rettens dom i sagen Pflugradt mod ECB (præmis 54), stadfæstet af Domstolen i appelsagen Pflugradt mod ECB.

39 –      Min fremhævelse

40 – Jf. som nyligt eksempel dom af 8.5.2003, sag C-122/01 P, T. Port mod Kommissionen, Sml. I, s. 4261, præmis 27, og kendelse af 9.7.2004, sag C-116/03, Fichtner mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 33.

41 – Den appellerede dom (præmis 73).

42 – Dom af 12.7.2001, forenede sager C-302/99 P og C-308/99 P, Kommissionen og Frankrig mod TF1, Sml. I, s. 5603, præmis 31, og af 30.9.2003, forenede sager C-57/00 P og C-61/00 P, Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 9975, præmis 124, samt kendelse af 13.12.2000, sag 39/00 P, SGA mod Kommissionen, Sml. I, s. 11201, præmis 77. Jf. endvidere i denne retning dom af 14.9.1995, sag C-396/93 P, Henrichs mod Kommissionen, Sml. I, s. 2611, præmis 66, og kendelse af 13.12.2000, sag C-44/00 P, Sodima mod Kommissionen, Sml. I, s. 11231, præmis 93.

Full & Egal Universal Law Academy