FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
JULIANE KOKOTT
fremsat den 30. marts 2004(1)
Sag C-417/02
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
mod
Den Hellenske Republik
»Direktiv 85/384/EØF – etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser – arkitekter«
I – Indledning
1. Det foreliggende traktatbrudssøgsmål vedrører Grækenlands gennemførelse og anvendelse af Rådets direktiv 85/384/EØF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturområdet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser (2) (herefter »arkitektdirektivet«).
2. Efter at have frafaldet et anbringende i replikken har Kommissionen nu nedlagt følgende påstande:
a) Det fastslås, at Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 85/384/EØF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturområdet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser,
– idet den har indført og i princippet opretholdt artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/93
– og idet den tillader, at Techniko Epimelitirio Elladas (TEE), hvor arkitekter skal være registreret for at kunne udøve erhvervet som arkitekt i Grækenland, systematisk nægter at registrere fællesskabsstatsborgere, som ikke er indehavere af et græsk eksamensbevis, selv om sådanne eksamensbeviser skal anerkendes i henhold til direktiv 85/384/EØF.
b) Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.
3. Den Hellenske Republik har i duplikken påstået frifindelse.
II – Første anbringende: artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/93
4. Dette anbringende vedrører de græske bestemmelser til konstatering af, om en arkitekt, der ønsker at etablere sig i Grækenland, har et eksamensbevis, der opfylder kravene i arkitektdirektivet.
A – De relevante retsregler
5. Arkitektdirektivets artikel 2 bestemmer, at medlemsstaterne anerkender kvalifikationsbeviser, der er erhvervet ved en uddannelse, som opfylder kravene i artikel 3. I henhold til artikel 7, stk. 1, tilstiller den medlemsstat, på hvis område et kvalifikationsbevis udstedes, Kommissionen en fortegnelse over de kvalifikationsbeviser, som opfylder disse kriterier, og som denne normalt offentliggør i EF-Tidende i henhold til 7, stk. 2. Artikel 8 og 9 regulerer endelig proceduren for, hvordan uoverensstemmelser om kvalifikationsbevisernes kvalitet skal løses.
6. I Grækenland bestemte artikel 3, stk. 1, i præsidentdekret nr. 107/93 indtil den 17. oktober 2002, at arkitekter, som ønskede at etablere sig, og som havde eksamensbeviser fra andre medlemsstater, skulle fremlægge en attest fra den udstedende medlemsstat om, at deres kvalifikationsbevis opfylder kravene i arkitektdirektivet.
7. Denne bestemmelse blev i mellemtiden ændret ved dekret nr. 272/2002 af 17. oktober 2002. Herefter indeholder bilagene til artikel 13 i det græske præsidentdekret nr. 107/93 fortegnelser over kvalifikationsbeviser fra andre medlemsstater, som opfylder kravene i arkitektdirektivet. Når arkitekter, som ønsker at etablere sig i Grækenland, har opnået et af disse kvalifikationsbeviser, kræves der til anmodningen om anerkendelse efter artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/93 ingen yderligere dokumentation for, at de opfylder kravene i arkitektdirektivet. Kun hvis arkitekten derimod henviste til et andet kvalifikationsbevis, ville han fortsat skulle fremlægge en attest fra den udstedende medlemsstat om, at dette kvalifikationsbevis opfylder kravene i arkitektdirektivet.
8. Umiddelbart inden retsmødet den 4. marts 2004 meddelte den græske regering, at der var foretaget endnu en ændring af denne bestemmelse. Ifølge denne kan en ansøger fremover også henvise direkte til Kommissionens fortegnelse over kvalifikationsbeviser, der er i overensstemmelse med direktivet, uden at skulle fremlægge en attest i disse tilfælde.
B – Den administrative procedure og parternes argumenter
9. Kommissionen anførte under den administrative procedure, at det er uforholdsmæssigt altid at kræve attester for overensstemmelsen af kvalifikationsbeviser, som ikke kan anerkendes i medfør af erhvervede rettigheder (der sigtes formentlig til arkitektdirektivets artikel 11, som fastsætter attester for erhvervede rettigheder). Kommissionen har i stævningen understreget, at den græske fortegnelse ikke indeholder alle de kvalifikationsbeviser, der nævnes i den fortegnelse, som Kommissionen offentliggør i henhold til arkitektdirektivets artikel 6-9. Kommissionen har i replikken gjort gældende, at de to ajourføringer af Kommissionens fortegnelse, som blev foretaget efter præsidentdekret nr. 272/2002, endnu ikke er integreret i den græske fortegnelse. Den er af den opfattelse, at det ikke er foreneligt med arkitektdirektivet ved fremlæggelsen af kvalifikationsbeviser, der ikke er indeholdt i de græske fortegnelser, altid at kræve attester for, at disse er i overensstemmelse med direktivet. I tilfælde af tvivl om kvalifikationsbevisets kvalitet skal fremgangsmåden i arkitektdirektivets artikel 8 og 9 anvendes. Kun i tilfælde af begrundet tvivl om bevisets ægthed foreskriver arkitektdirektivets artikel 27, at værtsmedlemsstaten kan kræve en bekræftelse herpå.
10. Kommissionen oplyste under retsmødet, at den efter de seneste ændringer af den græske lovgivning ikke længere havde nogen indvendinger med hensyn til det foreliggende anbringende. Det havde imidlertid endnu ikke været muligt at træffe beslutning om et frafald af dette anbringende.
11. Den græske regering har anført, at attesten fra den udstedende stat kræves for at gøre det lettere for de kompetente myndigheder at undersøge, om der foreligger et kvalifikationsbevis i henhold til arkitektdirektivet. Ifølge den græske regering er dette nødvendigt, så længe det pågældende kvalifikationsbevis ikke er optaget på den græske fortegnelse over kvalifikationsbeviser, der skal anerkendes. Den henviser til 15. betragtning til arkitektdirektivet, hvorefter en medlemsstat for at forenkle anvendelsen af dette direktiv for de nationale myndigheder kan foreskrive, at vedkommende personer, der opfylder de heri krævede uddannelsesbetingelser, sammen med deres eksamensbeviser, certifikater eller kvalifikationsbeviser skal fremlægge en attest fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der er deres hjemland eller seneste opholdsland, som godtgør, at disse beviser virkelig er de i direktivet omhandlede.
C – Formaliteten med hensyn til dette anbringende
12. Dette anbringende skal ifølge stævningen og replikken forstås således, at det vedrører artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/93, som ændret ved præsidentdekret nr. 272/2002. Da Kommissionen ikke frafaldt anbringendet under retsmødet, er det uden betydning, at Kommissionen oplyste, at den efter de seneste ændringer af denne bestemmelse ikke længere havde nogen indvendinger.
13. Dette anbringende vil imidlertid i givet fald kunne afvises, da artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/93, som ændret ved præsidentdekret nr. 272/2002, ikke var omfattet af åbningsskrivelsen og den begrundede udtalelse.
14. I den forbindelse bemærkes, at den administrative procedure ifølge fast retspraksis har til formål at give den berørte medlemsstat lejlighed til dels at opfylde sine fællesskabsretlige forpligtelser, dels virkningsfuldt at tage til genmæle over for Kommissionens klagepunkter. Heraf følger, at genstanden for et søgsmål, som anlægges i henhold til artikel 226 EF, fastlægges i den administrative procedure, som er hjemlet ved denne bestemmelse. Dermed skal søgsmålet støttes på de samme grunde og anbringender som den begrundede udtalelse. Er et klagepunkt ikke blevet fremsat i den begrundede udtalelse, kan det ikke antages til realitetsbehandling under proceduren for Domstolen (3) .
15. Det første anbringende blev ikke fremsat i denne form i den begrundede udtalelse, da artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/93, som ændret ved præsidentdekret nr. 272/2002, ikke længere i alle tilfælde kræver en attest, men kun hvis kvalifikationsbeviset ikke allerede fremgår af den græske fortegnelse over kvalifikationsbeviser, der skal anerkendes. Rækkevidden af den påståede tilsidesættelse er således væsentlig mindre end på tidspunktet for den begrundede udtalelse.
16. Alligevel følger det ikke heraf, at dette anbringende skal afvises. Domstolen har nemlig relativiseret kravene til fastlæggelsen af søgsmålets genstand, for så vidt som der ikke under alle omstændigheder skal være fuldstændig overensstemmelse mellem de nationale bestemmelser, der omtales i den begrundede udtalelse, og dem, der nævnes i stævningen. Såfremt der er gennemført lovændringer mellem disse to led i proceduren, er det således tilstrækkeligt, at den ordning, der er indført gennem den lovgivning, der er påtalt under den administrative procedure, som helhed er blevet opretholdt i kraft af de nye lovbestemmelser, som medlemsstaten har udstedt efter den begrundede udtalelse, og som anfægtes under sagen (4) .
17. I det mindste for så vidt artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/93, som ændret ved præsidentdekret nr. 272/2002, fortsat krævede, at der blev fremlagt en attest fra den udstedende medlemsstat om, at kvalifikationsbeviset er i overensstemmelse med arkitektdirektivet, var Kommissionens påstand allerede indeholdt i den begrundede udtalelse. Derfor kan dette anbringende i den henseende også antages til realitetsbehandling.
D – Realiteten med hensyn til dette anbringende
18. Kommissionens klagepunkt må formentlig skulle forstås på den måde, at en attest for, at et kvalifikationsbevis er i overensstemmelse med arkitektdirektivet, under alle omstændigheder ikke længere er nødvendig og dermed uforholdsmæssig, når dette kvalifikationsbevis er nævnt i en meddelelse fra Kommissionen vedrørende beviser, der skal anerkendes.
19. Det fremgår ikke udtrykkeligt af arkitektdirektivet, at medlemsstaterne har en sådan forpligtelse. På grundlag af artikel 11 og 27, som fastsætter attester for erhvervede rettigheder og i tilfælde af begrundet tvivl om bevisets ægthed, kunne det sluttes modsætningsvis, at der ikke kan kræves andre attester. Dette er imidlertid i strid med 15. betragtning, hvorefter der kan kræves attester, som godtgør, at et bevis virkelig er i overensstemmelse med direktivet. Ordlyden i arkitektdirektivet er derfor åben på dette punkt.
20. Alle krav, som vanskeliggør ansﾸgningen om anerkendelse af et kvalifikationsbevis, er imidlertid samtidig en hindring for udøvelsen af etableringsfriheden efter artikel 43 EF. Der skal tages hensyn til denne grundlæggende frihed ved fortolkningen af arkitektdirektivet. Begrænsninger skal være begrundet i tvingende almene hensyn (5) .
21. Det yderligere formelle krav om, at der skal tilvejebringes en attest fra den udstedende medlemsstat, vanskeliggør ansøgningen om anerkendelse af et kvalifikationsbevis. Principielt er det imidlertid en beskyttelsesværdig interesse, at værtsmedlemsstaten kan konstatere, om det fremlagte kvalifikationsbevis opfylder kravene i arkitektdirektivet. Det er imidlertid ikke nødvendigt at fremlægge en individuel attest fra den udstedende medlemsstat, når kvalifikationsbeviset er optaget på Kommissionens fortegnelse over beviser, der skal anerkendes. Da det i Grækenland kun er en enkelt myndighed – TEE – der har til opgave at anerkende kvalifikationsbeviser som arkitekt, kan det kræves, at denne myndighed tager Kommissionens fortegnelse, der offentliggøres i EF-Tidende, til efterretning og anvender den ved anerkendelsen af kvalifikationsbeviser. Det er under ingen omstændigheder tilstrækkeligt at henvise til den græske fortegnelse, da denne i teorien ikke kan ajourføres samtidig med Kommissionens fortegnelse og – som Kommissionen med rette har understreget – i praksis ikke engang ajourføres inden for en rimelig frist.
22. Derfor var artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/93, som ændret ved præsidentdekret nr. 272/2002, uforenelig med arkitektdirektivet, sammenholdt med artikel 43 EF, for så vidt som denne bestemmelse krævede, at der ved fremlæggelsen af kvalifikationsbeviser, som er nævnt i Kommissionens fortegnelse over beviser, der skal anerkendes, skal vedføjes en attest fra den udstedende medlemsstat om, at dette kvalifikationsbevis opfylder kravene i arkitektdirektivet. Det første anbringende er således begrundet.
III – Det andet anbringende: det græske TEE's praksis
A – Den administrative procedure og parternes argumenter
23. Kommissionen har inddraget genstanden for det andet anbringende i traktatbrudssøgsmålet med en supplerende åbningsskrivelse af 9. juli 1999. Den har gjort gældende over for Grækenland, at TEE (6) systematisk nægter at registrere indehavere af ikke-græske kvalifikationsbeviser, der skal anerkendes i henhold til arkitektdirektivet. Den har i den forbindelse navnlig henvist til tre tilfælde, hvor ansøgere i mere end et år har forsøgt at opnå en anerkendelse. I den begrundede udtalelse af 24. februar 2000 opretholdt den denne påstand.
24. Som led i sagen fremlagde Kommissionen som yderligere beviser for denne påstand navnlig en skrivelse fra den græske minister for miljø og fysisk planlægning af 16. juli 2001, hvori denne opfordrer TEE til at fremskynde proceduren for registrering af arkitekter, der skal anerkendes.
25. Den græske regering reagerede første gang på denne kritik i svaret på den begrundede udtalelse af 8. maj 2000. Den nævnte navnene på fire personer, som allerede var blevet registreret. De tilfælde, som Kommissionen havde omtalt, blev ikke behandlet.
26. I svarskriftet af 23. januar 2003 har regeringen fremført, at der indtil videre er indgivet 37 ansøgninger, og at TEE allerede har registreret ni arkitekter. Syv andre arkitekter er blevet opfordret til at lade sig registrere, men to af disse arkitekter var ikke længere interesseret i en registrering. I duplikken af 19. maj 2003 meddelte den græske regering, at registreringen af de fem andre arkitekter var ved at være afsluttet.
27. Af de 21 øvrige ansøgere havde fire overhovedet ikke fremlagt nogen dokumentation, og 17 havde indgivet ufuldstændige ansøgninger. Alle var blevet anmodet om at supplere deres ansøgninger. Indtil udarbejdelsen af duplikken havde kun ti af disse ansøgere suppleret deres ansøgninger.
28. Med henblik at undersøge sagens faktiske omstændigheder yderligere anmodede Domstolen den græske regering om at oplyse for alle ansøgere,
– hvornår de har ansøgt om at blive registreret
– hvornår TEE har registreret dem, og
– i givet fald hvornår TEE har anmodet ansøgeren om at supplere ansøgningen.
29. Den græske regering meddelte derpå den 21. januar 2004, at der indtil dette tidspunkt var indgivet 41 ansøgninger til TEE, og at TEE havde registreret ni arkitekter. Den græske regering anførte ingen dato for, hvornår disse ni ansøgninger var blevet indgivet.
30. To ansøgere havde opgivet at lade sig registrere. Heller ikke i denne forbindelse blev der givet yderligere oplysninger.
31. 14 arkitekter havde suppleret deres ansøgninger og var blevet registreret ved afgørelse af 8. januar 2004. Ansøgningerne stammede fra perioden 1988-2002 (7) . Den græske regering oplyste ikke, om og hvornår disse ansøgere var blevet anmodet om at supplere deres ansøgninger.
32. Andre 12 ansøgere var blevet anmodet om at supplere deres ansøgninger den 30. december 2002, men havde ikke gjort dette. Der er tale om ansøgninger fra perioden 1992-2002 (8) .
33. Endelig havde en ansøger den 22. maj 2003 og tre andre ansøgere den 7. oktober 2003 indgivet ansøgninger uden dokumentation.
34. Under retsmødet erkendte den græske regering, at alle ansøgere, hvis ansøgninger var ufuldstændige, for første gang den 30. december 2002 blev anmodet om at fremlægge den dokumentation, der var nødvendig i henhold til præsidentdekret nr. 107/93, som ændret ved præsidentdekret nr. 272/2002. Disse skrivelser var standardskrivelser, hvori der var vedlagt lovbestemmelser. Det fremgik imidlertid ikke, hvilken dokumentation der manglede i det enkelte tilfælde. Inden den 30. december 2002 var der kun ført telefonsamtaler med ansøgerne, i hvilken forbindelse der ikke forelå yderligere dokumentation.
35. På grund af risikoen for jordskælv i Grækenland finder den græske regering det i øvrigt påkrævet, at ansøgningerne undersøges meget nøje.
B – Vurdering
36. Indledningsvis bemærkes, at Kommissionens klagepunkt skal vurderes på grundlag af situationen ved udløbet af den frist, som den fastsatte i den begrundede udtalelse, dvs. den 24. april 2000.
37. Kommissionen har gjort gældende over for Grækenland, at TEE systematisk nægter at registrere arkitekter, der skal anerkendes. Kommissionen forstår herved ikke en principiel nægtelse af enhver anerkendelse, men derimod – som det fremgår af stævningen – at TEE i hovedparten af tilfældene uberettiget afviser eller slet ikke besvarer ansøgninger om anerkendelse. Denne præcisering er ganske vist ikke udtrykkeligt indeholdt i den supplerende åbningsskrivelse eller den begrundede udtalelse, men på grundlag af en realistisk fortolkning er det nærliggende at forstå Kommissionens påstand på denne måde.
38. Hvorvidt denne påstand er berettiget, skal vurderes på grundlag af arkitektdirektivets artikel 20, stk. 1. Ifølge denne skal proceduren for godkendelse af den begunstigedes adgang til arkitektvirksomhed afsluttes så hurtigt som muligt og senest tre måneder efter fremlæggelsen af samtlige akter vedrørende den pågældende.
39. Det fremgår af den græske regerings svar på Domstolens forespørgsel, at mindst 16 ansøgninger – dvs. mindst 80% af alle indgivne ansøgninger – den 24. april 2000 havde været indgivet i over tre måneder.
40. Ifølge den græske regerings svar kan det imidlertid ikke udelukkes, at disse ansøgninger i første omgang var ufuldstændige. I den henseende skal det erkendes, at fristen på tre måneder for anerkendelsen først begynder, når der foreligger en fuldstændig ansøgning. Da det ikke fremgår, om disse ansøgninger var fuldstændige, og hvornår de i givet fald blev suppleret, kan det ikke fastslås, om fristen på tre måneder blev tilsidesat.
41. De kompetente myndigheder er imidlertid forpligtet til, allerede inden en ufuldstændig ansøgning suppleres, at gennemføre anerkendelsesproceduren så hurtigt som muligt. Dette fremgår af ordlyden af arkitektdirektivets artikel 20, stk. 1, som i den henseende gennemføres i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik (9) . Det kan udledes heraf, at ansøgeren straks skal underrettes, hvis det konstateres, at en ansøgning er ufuldstændig. Dette led i proceduren må under ingen omstændigheder vare længere end undersøgelsen af en fuldstændig ansøgning. TEE skal derfor registrere ansøgeren senest tre måneder efter ansøgningens indgivelse eller meddele ham, hvilke ansøgningsdokumenter der stadig mangler (10) .
42. Som den græske regering har erkendt under retsmødet, krævede TEE inden den 30. december 2002 – i det mindste ikke skriftligt – at ansøgningerne skulle suppleres skriftligt. Denne praksis var derfor også gældende på det i denne forbindelse relevante tidspunkt, nemlig ved udløbet af den frist, som Kommissionen havde fastsat i den begrundede udtalelse, dvs. den 24. april 2000. Med henvisningen til telefonsamtaler kan den græske regering ikke afkræfte denne påstand, da den hverken har redegjort nærmere for disse samtaler og indholdet heraf eller fremlagt beviser herfor.
43. For så vidt som den græske regering endelig har henvist til særlige jordskælvsrisici i Grækenland, kan disse ikke begrunde, at udtrykkelige bestemmelser i arkitektdirektivet fraviges. Skulle der i Grækenland i den henseende være særlige problemer, som arkitektdirektivet ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til, vil den græske regering skulle tilstræbe at få ændret dette direktiv. I øvrigt har den græske regering ikke tilkendegivet sådanne problemer i den foreliggende sag.
44. Det kan derfor fastslås, at Grækenland har tilsidesat arkitektdirektivets artikel 20, stk. 1, da TEE i hovedparten af tilfældene ikke har gennemført proceduren for anerkendelse af arkitekter så hurtigt som muligt.
IV – Sagens omkostninger
45. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 5, pålægges det den part, som hæver sagen, at betale sagens omkostninger, såfremt den anden part i sine bemærkninger vedrørende ophævelsen af sagen har nedlagt påstand herom. På begæring af den hævende part kan det dog bestemmes, at den anden part skal betale sagens omkostninger, hvis dette findes berettiget som følge af denne parts forhold.
46. Kommissionen har nedlagt påstand om tilkendelse af omkostninger og er den vindende part. Den har imidlertid i replikken frafaldet et tredje anbringende, uden at Grækenland forud havde truffet foranstaltninger med henblik på at afhjælpe kritikken. Grækenlands adfærd har derfor ikke givet anledning til fremsættelsen af dette anbringende og det senere frafald heraf, som ville kunne begrunde, at Grækenland pålægges at betale denne andel af omkostningerne. Kommissionen tilkendes derfor kun 2/3 af de omkostninger, den har afholdt indtil replikken, samt alle omkostninger, den har afholdt efter replikken.
47. Den græske regering har ganske vist nedlagt påstand om tilkendelse af omkostninger i svarskriftet, men har i duplikken hverken udtrykkeligt eller ved henvisning til sine tidligere påstande opretholdt denne. Den græske regering bærer derfor fuldt ud sine egne omkostninger.
V – Forslag til afgørelse
48. På baggrund af ovenstående foreslår jeg, at der træffes følgende afgørelse:
»1) Den Hellenske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Rådets direktiv 85/384/EØF af 10. juni 1985 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturområdet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, sammenhold med 43 EF,
– idet den har indført og i princippet opretholdt artikel 3, stk. 1, litra c), i præsidentdekret nr. 107/93, som ændret ved præsidentdekret nr. 272/2002
– og idet Techniko Epimelitirio Elladas i hovedparten af tilfældene ikke har gennemført proceduren for anerkendelse af arkitekter så hurtigt som muligt.
2) Den Hellenske Republik bærer sine egne omkostninger og betaler alle de omkostninger, som Kommissionen har afholdt efter replikken, samt to tredjedele af de omkostninger, som Kommissionen har afholdt indtil replikken. Kommissionens øvrige omkostninger bæres af Kommissionen selv.«
1 – Originalsprog: tysk.
2 – EFT 1985 L 223, s. 15, som ændret ved Rådets direktiv 85/614/EØF af 20.12.1985 om ændring, som følge af Spaniens og Portugals tiltrædelse, af direktiv 85/384/EØF om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturområdet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 376, s. 1, og Rådets direktiv 86/17/EØF af 27.1.1986 om ændring, som følge af Portugals tiltrædelse, af direktiv 85/384/EØF om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser inden for arkitekturområdet, herunder om foranstaltninger, som skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, EFT L 27, s. 71.
3 – Dom af 15.1.2002, sag C-439/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 305, præmis 10 f.
4 – Dom af 17.11.1992, sag C-105/91, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 5871, præmis 13.
5 – Jf. dom af 21.3.2002, sag C-298/99, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3129, præmis 25 ff.
6 – Det er ikke første gang, at Domstolen behandler spørgsmålet om registrering hos TEE. Dom af 14.7.1988, sag 38/87, Kommissionen mod Grækenland, Sml. s. 4415, og af 30.1.1992, sag C-328/90, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 425, vedrørte udlændinges problemer med at opnå registrering.
7 – 1988: en ansøgning, 1989, en ansøgning, 1995, en ansøgning, 1996, to ansøgninger, 1997: to ansøgninger, 1998, to ansøgninger, 1999, en ansøgning, 2000, en ansøgning, 2001: to ansøgninger, 2002: en ansøgning.
8 – 1992: en ansøgning, 1995: en ansøgning, 1997: en ansøgning, 1998: en ansøgning, 1999: en ansøgning, 2000: en ansøgning, 2001: to ansøgninger, 2002: to ansøgninger.
9 – Jf. med hensyn til forpligtelsen til at behandle sager inden for en rimelig frist også artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret den 7.12.2000 i Nice, dom af 18.3.1997, sag C-282/95 P, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. I, s. 1503, præmis 37, og generaladvokat Jacobs' forslag til afgørelse af 22.3.2001, sag C-270/99 P, Z mod Parlamentet, Sml. 2001 I, s. 9197, punkt 40 ff.
10 – Det bemærkes, at en standardiseret anmodning om at fremlægge den dokumentation, der er foreskrevet i loven, formentlig heller ikke normalt vil være tilstrækkelig, da det kan befrygtes, at det ikke undersøges, om ansøgningen er fuldstændig.
Full & Egal Universal Law Academy