Parter
Dommens præmisser
Afgørelse
Parter
I sag T-163/02 R,
Montan Gesellschaft Voss mbH Stahlhandel, Planegg (Tyskland),
Jepsen Stahl GmbH, Nittendorf (Tyskland),
LNS Lothar Niemeyer Stahlhandel GmbH & Co. KG, Essen (Tyskland),
Metal Traders Stahlhandel GmbH, Düsseldorf (Tyskland),
ved advokat K. Friedrich, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgere,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Forman og R. Raith, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en begæring om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 560/2002 af 27. marts 2002 om indførelse af midlertidige beskyttelsesforanstaltninger mod importen af visse stålprodukter (EFT L 85 s. 1) og om, at der træffes andre nødvendige foreløbige forholdsregler,
har
PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
afsagt følgende
Kendelse
Dommens præmisser
Relevante bestemmelser
1 Artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 3285/94 af 22. december 1994 om den fælles importordning og om ophævelse af forordning (EF) nr. 518/94 (EFT L 349 s. 53) lyder:
»1. Dette afsnit [Fællesskabsprocedure for undersøgelse] er ikke til hinder for, at der på ethvert tidspunkt kan træffes tilsynsforanstaltninger i henhold til artikel 11 til 15 eller midlertidige beskyttelsesforanstaltninger i henhold til artikel 16, 17 og 18. De midlertidige beskyttelsesforanstaltninger træffes:
dersom det er nødvendigt med øjeblikkelig indgriben i kritiske situationer, hvor en forsinkelse vil forvolde skade, som det er vanskeligt at råde bod på, og
det foreløbigt er fastlagt, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at øgede indførsler har forvoldt eller truer med at forvolde alvorlig skade.
2. Varigheden af sådanne foranstaltninger må ikke overstige 200 dage.
[...]
4. Kommissionen foretager straks de fortsat nødvendige undersøgelser.
5. Dersom de midlertidige beskyttelsesforanstaltninger ophæves, fordi der ikke konstateres alvorlig skade eller fare for alvorlig skade, refunderes den told, der er opkrævet som led i disse foranstaltninger, hurtigst muligt ex officio. Proceduren i artikel 235 ff. i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks [...] finder anvendelse.«
2 Den 27. marts 2002 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 560/2002 om indførelse af midlertidige beskyttelsesforanstaltninger mod importen af visse stålprodukter (EFT L 85 s. 1, herefter »den anfægtede forordning«).
3 18. betragtning til den anfægtede forordning lyder således:
»Kommissionen har foreløbigt konkluderet, at der er klare beviser for, at importen af 15 af de varer [stålprodukter] for nylig er steget pludseligt, kraftigt og betydeligt. De pågældende varer er varmtvalsede bredbånd af ulegeret stål, varmtvalsede plader af ulegeret stål, varmtvalsede smalle bånd af ulegeret stål, varmtvalsede flade produkter af legeret stål, koldvalsede plader, elektroplader (undtagen kornorienterede elektroplader), tinvalseprodukter, kvartoplader, brede flade produkter, handelsstål og lette profiler af ulegeret stål, handelsstål og lette profiler af legeret stål, betonstål, tråd af rustfrit stål, fittings (>lt> 609,6 mm) og flanger (undtagen af rustfrit stål).«
4 I betragtning 36 til den anfægtede forordning er det nærmere præciseret:
»På grundlag af sin indledende analyse har Kommissionen foreløbigt konkluderet, at fællesskabsproducenterne for hver af de 15 pågældende varer er truet af en betydelig samlet forværring af deres stilling, som er af klart overhængende karakter. Det forventes, at den faktiske alvorlige skade vil finde sted endnu hurtigere, både som følge af meddelelsen om amerikanske foranstaltninger den 5. marts 2002 og af disse foranstaltningers ikrafttræden.«
5 Under overskriften »Midlertidige foranstaltninger form og niveau« er 65. og 66. betragtning affattet således:
»(65) Ved at træffe midlertidige beskyttelsesforanstaltninger stræber Kommissionen efter at forebygge, at der som følge af omledning af handelen forvoldes fællesskabsproducenterne alvorlig skade og skade, som det vil være vanskeligt at afhjælpe, og samtidig så vidt muligt bevare åbenheden på fællesskabsmarkedet og bevare importen på dens nuværende historisk høje niveau.
(66) I overensstemmelse med Fællesskabets internationale forpligtelser bør de midlertidige foranstaltninger have form af toldmæssige foranstaltninger over for hver af de 15 pågældende varer. For at bevare importen til Fællesskabet på dens nuværende rekordhøje niveau bør de have form af toldkontingenter, ud over hvilke der skal betales en tillægstold. For at sikre adgang til fællesskabsmarkedet for alle traditionelle leverandører bør sådanne toldkontingenter være baseret på gennemsnittet af de årlige importniveau i 1999, 2000 og 2001 plus 10% deraf. Da toldkontingenterne vil blive anvendt i seks måneder, bør de fastsættes til halvdelen af det årlige tal.«
6 Den anfægtede forordnings artikel 1 lyder:
»1. Der åbnes et toldkontingent for importen til Fællesskabet af hver af de 15 pågældende varer, der er anført i bilag 3 (defineret med henvisning til de KN-koder, der er anført i forbindelse dermed), fra datoen for denne forordnings ikrafttræden til dagen før den tilsvarende dato i den sjette måned derefter.
2. Den konventionelle toldsats, der er fastsat for disse varer i Rådets forordning (EF) nr. 2658/97, eller en eventuel præferentiel toldsats finder fortsat anvendelse.
3. Importen af varer, der overstiger de i bilag 3 fastsatte mængder i det relevante toldkontingent, eller for hvilke der ikke foreligger en anmodning om udnyttelse af kontingentet, er genstand for en tillægstold med den sats, der i bilag 3 er fastsat for den pågældende vare. Denne tillægstold finder anvendelse på toldværdien af den vare, der importeres.
[...]«
7 I artikel 3 er det bestemt, at »[t]oldkontingenterne forvaltes af Kommissionen og medlemsstaterne i overensstemmelse med den forvaltningsordning for toldkontingenter, der er fastsat i artikel 308a, 308b og 308c i forordning (EØF) nr. 2454/93, som senest ændret ved forordning (EF) nr. 993/2001.«
8 Artikel 308a i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved forordning (EF) nr. 1427/97 (EFT L 196 s. 31) lyder:
»1. Såfremt der åbnes toldkontingenter på grundlag af en fællesskabsbestemmelse, forvaltes kontingenterne i kronologisk rækkefølge efter datoerne for antagelse af angivelserne til fri mærkning, medmindre andet er bestemt.
2. Antages en angivelse til overgang til fri omsætning, der omfatter en gyldig ansøgning om udnyttelse af et toldkontingent, indgivet af klarereren, trækker den pågældende medlemsstat via Kommissionen en mængde på toldkontingentet svarende til behovet.
3. Medlemsstaterne forelægger først deres ansøgning om trækning, når de i artikel 256, stk. 2 og 3, fastsatte betingelser er opfyldt.
4. Kommissionen foretager tildelingerne efter datoen for antagelsen af den pågældende angivelse til overgang til fri omsætning og i det omfang opgørelsen for det pågældende toldkontingent tillader det, jf. dog stk. 8. Prioriteringen fastlægges efter disse datoer om trækning i kronologisk rækkefølge.
5. Medlemsstaterne giver straks Kommissionen meddelelse om alle gyldige ansøgninger om trækning. Disse meddelelser skal omfatte den i stk. 4 omhandlede dato og den nøjagtige mængde, hvorom der ansøges i den pågældende toldangivelse.
6. Med henblik på anvendelsen af stk. 4 og 5 fastsætter Kommissionen nummerordenen i de tilfælde, hvor der ikke er fastsat en sådan ved fællesskabsbestemmelsen om åbning af toldkontingentet.
7. Hvis der ansøges om trækning på et toldkontingent af større mængder end den mængde, der er til rådighed på opgørelsen, tildeles mængderne forholdsmæssigt på grundlag af de ønskede mængder.
[...]
9. Såfremt der åbnes et nyt toldkontingent, bevilger Kommissionen ikke trækning før den ellevte arbejdsdag efter datoen for offentliggørelsen af den foranstaltning, hvorved det pågældende toldkontingent blev indført.
10. Medlemsstaterne sender straks den trukne mængde, de ikke anvender, tilbage til Kommissionen. Såfremt en fejlagtig trækning, der repræsenterer en toldskyld på 10 ECU eller derunder, opdages efter den første måned efter udløbet af det pågældende toldkontingents gyldighedsperiode, behøver medlemsstaterne ikke at foretage nogen tilbageførsel.
11. Hvis toldmyndighederne erklærer en angivelse til overgang til fri omsætning ugyldig med hensyn til varer, som er genstand for en ansøgning om udnyttelse af et toldkontingent, annulleres hele ansøgningen med hensyn til disse varer. De pågældende medlemsstater sender straks alle mængder, der er trukket med hensyn til de pågældende varer på toldkontingentet, tilbage til Kommissionen.
[...]«
9 Den 3. juni 2002 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 950/2002 om ændring af den anfægtede forordning (EFT L 145 s. 12). Denne forordnings anden betragtning lyder:
»[...] Under hensyntagen såvel til behovet for at tilstræbe uhindret adgang til fordelene ved toldkontingenterne som til behovet for at sikre betalingen af toldskyld, der opstår efter opbrugning af toldkontingenterne, finder Kommissionen det ønskeligt at fjerne kravet om, at toldmyndighederne skal kræve sikkerhedsstillelse for de pågældende produkter, indtil 75% af den oprindelige mængde af de relevante toldkontingenter er blevet opbrugt.«
10 Artikel 3 i den anfægtede forordning blev således ændret.
Retsforhandlinger
11 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. maj 2002 har sagsøgeren i henhold til artikel 230, stk. 4, EF anlagt sag med påstand om annullation af den anfægtede forordning og om erstatning for den skade, som sagsøgerne hævder at have lidt som følge af vedtagelsen af nævnte forordning.
12 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 29. maj 2002 har sagsøgerne tillige fremsat begæring om foreløbige forholdsregler, nærmere bestemt om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede forordning og om, at der træffes andre nødvendige foreløbige forholdsregler.
13 Den 19. juni 2002 har Kommissionen fremsat sine bemærkninger til begæringen om foreløbige forholdsregler.
14 Retten har under hensyn til sagens akter fundet, at den er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger for at kunne træffe afgørelse om den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler, uden at det forinden er nødvendigt at høre parternes mundtlige bemærkninger.
Retlige bemærkninger
15 Retten kan i henhold til bestemmelserne i artikel 242 EF og 243 EF og artikel 4 i Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 319, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21), hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede retsakt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.
16 Det præciseres i procesreglementets artikel 104, stk. 1, første afsnit, at begæringer om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt kun kan antages til realitetsbehandling, hvis den, der fremsætter begæringen, har anlagt sag til prøvelse af retsakten ved Retten. Denne bestemmelse er ikke blot en formalitet, men forudsætter, at hovedsagen, som begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af, faktisk skal kunne behandles af Retten.
17 Ifølge procesreglementets artikel 104, stk. 2, skal begæringer om foreløbige forholdsregler angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at de begærede forholdsregler umiddelbart forekommer berettigede (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes udsættelse af gennemførelsen, når en af dem ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 30). Fællesskabets retsinstanser skal i givet fald tillige foretage en afvejning af de berørte interesser (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29.6.1999, sag C-107/99 R, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4011, præmis 59).
Formaliteten
Parternes argumenter
18 Sagsøgerne har gjort gældende, at hovedsagen kan antages til realitetsbehandling. I betragtning af, at sagsøgerne beskæftiger sig med opkøb af stålprodukter, som er omfattet af den anfægtede forordning, i tredjelande, og idet de har indgået langvarige kontrakter med deres leverandører, er de umiddelbart og individuelt berørt af nævnte forordning i henhold til nyere retspraksis, navnlig Rettens dom af 3. maj 2002 i sagen Jégo-Quéré mod Kommissionen (sag T-177/01, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser).
19 Kommissionen har gjort gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler skal afvises, idet hovedsagen, hvortil begæringen knytter sig, helt klart ikke kan antages til realitetsbehandling. I den forbindelse har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerne ikke er individuelt berørt af den anfægtede forordning i artikel 230, stk. 4, EF's forstand, eftersom denne forordning finder anvendelse på samme måde for alle importører inden for Fællesskabet af de 15 typer stålprodukter, som forordningen vedrører, og at sagsøgerne derfor ikke har kompetence til at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af forordningen.
20 Desuden har Kommissionen anført, at sagsøgerne heller ikke er umiddelbart berørt af den anfægtede forordning. Kommissionen har i den forbindelse henvist til kendelse afsagt af Rettens præsident den 15. februar 2000 i sagen Hölzl m.fl. mod Kommissionen (sag T-1/00 R, Sml. II, s. 251).
Rettens bemærkninger
21 Ifølge fast retspraksis bør spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid, som tilfældet er i denne sag, gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at der fremlægges omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling (jf. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27.1.1988, sag 376/87 R, Distrivet mod Rådet, Sml. s. 209, præmis 21, og den 13.7.1988, sag 160/88 R, Fédération européenne de la santé animale m.fl. mod Rådet, Sml. s. 4121, præmis 22, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.3.1995, sag T-6/95 R, Cantine dei colli Berici mod Kommissionen, Sml. II, s. 647, præmis 26, den 22.12.1995, sag T-219/95 R, Danielsson m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3051, præmis 58, og den 30.6.1999, sag T-13/99 R, Pfizer Animal Health mod Rådet, Sml. II, s. 1961, præmis 121).
22 Retten finder, at det ikke umiddelbart er muligt i nærværende sag at anse de sagsøgende parter for umiddelbart berørt af den anfægtede forordning og for at have kompetence til at anlægge annullationssøgsmål i medfør af artikel 230, stk. 4, EF, idet pligten for dem til at betale tillægstold umiddelbart kun indtræder, hvis Kommissionen nægter at tildele dem et toldkontingent. Pligten til at betale en tillægstold indtræder kun, hvis det tildelte toldkontingent overskrides, eller der ikke er indgivet anmodning om tildeling af et toldkontingent. Derimod er der, for så vidt angår påstanden om erstatning for den skade, som sagsøgerne hævder at have lidt som følge af vedtagelsen af den anfægtede forordning, intet til hinder for, at sagen antages til realitetsbehandling. Derfor kan nærværende begæring om foreløbige forholdsregler antages til realitetsbehandling.
Uopsættelighed
Parternes argumenter
23 Sagsøgerne har begrænset sig til at anføre, at i tilfælde af at den anfægtede forordning finder anvendelse med øjeblikkelig virkning, risikerer de at lide alvorlig og uoprettelig skade, fordi sagsøgerne, når de toldkontingenter, som er fastsat i den anfægtede forordning, bliver udtømt, på grund af kravet om betaling af tillægstold med sikkerhed vil være fuldstændigt afskåret fra at foretage den import, der er nødvendig med henblik på udøvelsen af deres forretningsmæssige aktiviteter, og dette så meget desto mere, eftersom den anfægtede forordning ikke indeholder nogen særlige bestemmelser om import af stålprodukter fra et bestemt tredjeland.
24 Sagsøgerne har forklaret, at efter vedtagelsen af den anfægtede forordning og de importrestriktioner og afgifter, som er forbundet hermed, er kontrakter indgået af en af sagsøgerne blevet hævet af dennes vigtigste kunder, og de leverancer, der var aftalt, er blevet suspenderet. De øvrige sagsøgere frygter tilsvarende reaktioner fra deres kunder.
25 Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de risikerer at lide alvorlig og uoprettelig skade i tilfælde af, at begæringen om udsættelse af gennemførelsen ikke bliver imødekommet.
26 I sit indlæg har Kommissionen navnlig peget på, at sagsøgerne ikke har fremlagt nøjagtig dokumentation, der bekræfter deres formodninger.
27 Kommissionen har desuden gjort gældende, at der den 5. maj 2002 for så vidt angår toldkontingenterne, der er fastsat i den anfægtede forordning, ikke var betalt nogen tillægstold, og at gennemsnitligt kun ca. 10% af nævnte kontingenter var blevet udnyttet.
Rettens bemærkninger
28 Det fremgår af fast retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt uopsættelighedsbetingelsen i forbindelse med en begæring om foreløbige forholdsregler er opfyldt, skal vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Sidstnævnte skal dokumentere ikke at kunne afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en sådan skade (jf. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 12.10.2000, sag C-278/00 R, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8787, præmis 14, kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.7.1998, sag T-73/98 R, Prayon-Rupel mod Kommissionen, Sml. II, s. 2769, præmis 36, og af 20.7.2000, sag T-169/00 R, Esedra mod Kommissionen, Sml. II, s. 2951, præmis 43).
29 Selv om det med henblik på at godtgøre, at der foreligger en alvorlig og uoprettelig skade, ikke er nødvendigt, at det godtgøres, at der er en absolut vished for, at skaden indtræder, idet det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal sagsøgerne ikke desto mindre fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der skal begrunde, at der er udsigt til en sådan alvorlig og uoprettelig skade (jf. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.12.1999, sag C-335/99 P(R), HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8705, præmis 67, og af 25.7.2000, sag C-377/98 R, Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 6229, præmis 51, samt kendelsen i sagen Grækenland mod Kommissionen, præmis 15).
30 Den alvorlige og uoprettelige skade, som sagsøgerne hævder at ville lide, er af materiel karakter, nemlig tab af kunder. En sådan skade er af økonomisk art, idet det består i manglende indtjening. En økonomisk skade kan ifølge fast retspraksis ikke, bortset fra ganske usædvanlige tilfælde, betragtes som uoprettelig eller blot vanskeligt oprettelig, da der senere kan betales økonomisk erstatning herfor (jf. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18.10.1991, sag C-213/91 R, Abertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5109, præmis 24, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 7.11.1995, sag T-168/95 R, Eridania m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 2817, præmis 42).
31 I henhold til disse principper ville den i sagen her begærede udsættelse kun være berettiget, hvis det fremgik, at sagsøgerne i mangel af en sådan foranstaltning ville blive udsat for en situation, der kunne bringe selve deres eksistens i fare eller uopretteligt ændre deres markedsandele.
32 Det bemærkes, at det fremgår af betragtning 66 til den anfægtede forordning, at toldkontingterne for at sikre adgang til fællesskabsmarkedet for alle traditionelle leverandører bør være baseret på gennemsnittet af de årlige importniveau i 1999, 2000 og 2001 plus 10% deraf, og at toldkontingenterne kun vil blive anvendt i seks måneder. Det fremgår desuden af sagens akter, at der den 5. maj 2002 ikke var betalt nogen tillægstold, og at gennemsnitligt kun ca. 10% af nævnte kontingenter var blevet udnyttet (jf. bilag 25 til begæringen om foreløbige forholdsregler).
33 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at det af sagsøgerne forventede tab er rent hypotetisk og støttes på sandsynligheden for, at fremtidige og usikre begivenheder finder sted, nemlig at Kommissionen tildeler dem toldkontingenter, der er væsentligt lavere end den mængde, sagsøgerne importerede til Fællesskabet i årene 1999, 2000 og 2001 (jf. i samme retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.7.1994, sag T-239/94 R, EISA mod Kommissionen, Sml. II, s. 703, præmis 20, af 2.12.1994, sag T-322/94 R, Union Carbide mod Kommissionen, Sml. II, s. 1159, præmis 31, af 15.1.2001, sag T-241/00 R, Le Canne mod Kommissionen, Sml. II, s. 37, præmis 37, og af 20.12.2001, sag T-214/01 R, Bank für Arbeit und Wirtschaft mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 66).
34 Det skal desuden understreges, at Kommissionen inden for en frist på ni måneder at regne fra den 28. marts 2002, nemlig fra tidspunktet for offentliggørelsen af meddelelsen om indledning af en beskyttelsesundersøgelse vedrørende import af visse stålprodukter, herunder de 15 produkter, der er omfattet af den anfægtede forordning, skal beslutte, om beskyttelsesforanstaltningerne er nødvendige. Hvis dette ikke er tilfældet, og de midlertidige beskyttelsesforanstaltninger ophæves, fordi der ikke konstateres alvorlig skade eller fare for alvorlig skade, refunderes den told, der er opkrævet som led i disse foranstaltninger, hurtigst muligt ex officio i henhold til artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 3285/94.
35 Under disse omstændigheder må det fastslås, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de vil lide et alvorligt og uopretteligt tab, såfremt begæringen om udsættelse af gennemførelsen ikke imødekommes.
36 Da betingelsen om uopsættelighed ikke er opfyldt, bør det bestemmes, at begæringen ikke tages til følge, uden at det er nødvendigt at vurdere, om de øvrige betingelser for udsættelse af gennemførelsen er opfyldt.
Afgørelse
Af disse grunde
bestemmer
RETTENS PRÆSIDENT
1) Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.
2) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Full & Egal Universal Law Academy