Sag T-235/02
Strongline A/S
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»EF-varemærker – indsigelsessag – manglende fremlæggelse af beviser på sagsbehandlingssproget i indsigelsessagen – regel 17, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2868/95 – sagen åbenbart ugrundet«
Rettens kendelse (Anden Afdeling) af 17. november 2003
Sammendrag af kendelse
EF-varemærker – registreringsprocedure – indsigelse – undladelse af inden for den fastsatte frist at fremlægge oversættelsen af beviserne og dokumentationen til støtte for indsigelsen – adgang for Harmoniseringskontoret til at afslå indsigelsen
(Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 16, og art. 1, regel 17, stk. 2)
Hvis indsigeren ikke under en sag vedrørende en indsigelse, der er rejst mod registreringen af et EF-varemærke i henhold til artikel 42 ff. i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, som krævet i regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94, fremlægger oversættelsen af beviserne og dokumentationen til støtte for indsigelsen til sagsbehandlingssproget i indsigelsessagen inden udløbet af den af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) fastsatte frist herfor, kan Harmoniseringskontoret lovligt afslå indsigelsen som ubegrundet, medmindre der ellers kan træffes afgørelse herom på grundlag af de beviser, som Harmoniseringskontoret allerede har til rådighed, i henhold til regel 20, stk. 3, i gennemførelsesforordningen.
Afslaget på indsigelsen er berettiget, selv når indsigeren opfylder kravene i gennemførelsesforordningens regel 16 vedrørende fremlæggelsen af de nævnte beviser og den nævnte dokumentation, eftersom tilsidesættelsen af regel 17, stk. 2, ikke gør det muligt for ansøgeren om et varemærke at udøve sin kontradiktionsret under inter partes-proceduren eller for appelkammeret i tilstrækkeligt omfang at forvisse sig om eksistensen af de af indsigeren påberåbte rettigheder.
(jf. præmis 39, 43 og 45)
RETTENS KENDELSE (Anden Afdeling)
17. november 2003(1)
»EF-varemærker – indsigelsessag – manglende fremlæggelse af beviser på sagsbehandlingssproget i indsigelsessagen – regel 17, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2868/95 – sagen åbenbart ugrundet«
I sag T-235/02,
Strongline A/S, Glostrup (Danmark), ved advokat J.S. Ørndrup,
sagsøger,
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved M.O. Waelbroeck, som befuldmægtiget,
sagsøgt, sagsøgt, intervenient ved Retten:Scala Inc., Exton, Pennsylvania (USA), ved solicitor R.M. Hiddleston,
angående en påstand om annullation af den afgørelse, der blev truffet den 27. maj 2002 (sag R 830/2001-1) af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked vedrørende afvisning af en indsigelse om rettigheder udledt af ældre varemærker på grund af manglende bevis,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J. Pirrung, og dommerne A.W.H. Meij og N.J. Forwood,
justitssekretær: H. Jung,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 5. august 2002,under henvisning til Harmoniseringskontorets svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 19. november 2002 og blev berigtiget den 28. november 2002,under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 10. december 2002,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens baggrund
1 Den 23. marts 1998 blev der i EF-Varemærketidende nr. 20/98 offentliggjort en EF-varemærkeansøgning, som intervenienten, Scala Inc., havde indgivet til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (herefter »Harmoniseringskontoret«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), som ændret, og som vedrørte ordmærket SCALA til betegnelse af »computer-software« henhørende under klasse 9 i Nice-arrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.
2 Ansøgningen blev indgivet på engelsk. Fransk blev angivet som andet sprog i henhold til artikel 115, stk. 3, i forordning nr. 40/94.
3 Den 15. juni 1998 indgav sagsøgeren, Strongline Software A/S, ligeledes benævnt Strongline A/S, i medfør af artikel 42 i forordning nr. 40/94 en indsigelsesskrivelse mod det ansøgte varemærke for alle de varer, dette omfattede, idet sagsøgeren baserede sig på, at det ansøgte varemærke var identisk med to ældre nationale varemærker, nemlig ordmærkerne SCALA, som var registreret i 1989 i Danmark og i 1994 i Tyskland for produkter henhørende under klasse 9 og 16 i Nice-arrangementet. Sagsøgeren baserede navnlig sin indsigelse på visse af de produkter, som de ældre varemærker var blevet registreret for, og som var beskrevet som »software til databehandling« (»computerprogrammes stored on datacarriers«) (»databehandlingsprogrammer gemt på databærere«) henhørende under klasse 9.
4 Sagsøgeren valgte i indsigelsesskrivelsen engelsk som sagsbehandlingssprog ved Harmoniseringskontoret. Selskabet vedlagde indsigelsesskrivelsen et dokument på tysk vedrørende registreringen i Tyskland og en oversættelse til engelsk af den fuldstændige liste over de produkter, for hvilke hvert af de to ældre varemærker ifølge selskabet er registreret.
5 Den 17. juni 1998 indleverede sagsøgeren til Harmoniseringskontoret en af Harmoniseringskontoret udarbejdet standardformular på dansk, hvori selskabet under indsigelsessagen gav fuldmagt til en anerkendt fuldmægtig. Sagsøgeren vedlagde desuden to dokumenter på dansk, der i følgeskrivelsen var beskrevet som værende en kopi af registreringen i Danmark med Strongline ApS som indehaver og en kopi af anmodningen til Patent- og Varemærkestyrelsen om at notere sig selskabets navneforandring til Strongline Software A/S.
6 Den 19. juni 1998 indgav sagsøgeren til Harmoniseringskontoret et dokument på dansk, hvis rubrikoverskrifter var oversat til engelsk, og som blev beskrevet som værende en kopi af registreringen i Danmark, denne gang udfærdiget på navnet Strongline Software, samt en oversættelse, som lå tæt op ad den tidligere indleverede oversættelse, af de produkter, for hvilke dette varemærke var registreret.
7 Den 2. september 1998 meddelte Harmoniseringskontoret sagsøgeren, at der til trods for regel 76, stk. 3 og 4, i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 (EFT L 303, s. 1) ikke var indgivet nogen fuldmagt på et af Kontorets sprog. Sagsøgeren indgav næste dag en standardformular på engelsk.
8 Den 16. april 1999 underrettede Harmoniseringskontoret sagsøgeren om iværksættelsen af den kontradiktoriske procedure og fastsatte en frist på fire måneder, som på anmodning af parterne kunne forlænges frem til den 16. april 2000, til indlevering af alle kendsgerninger, beviser og argumenter, der var nødvendige til støtte for indsigelsen. Harmoniseringskontoret præciserede udtrykkeligt, at alle dokumenter skulle fremlægges på sagsbehandlingssproget i indsigelsessagen.
9 Den 17. februar 2000 anmodede intervenienten om, at sagsøgeren i overensstemmelse med artikel 43 i forordning nr. 40/94 fremlagde bevis for, at der var gjort reel brug af det danske varemærke, og præciserede, at beviserne skulle oversættes til engelsk.
10 Den 30. august 2000 fremlagde sagsøgeren sine bemærkninger og adskillige dokumenter på dansk vedrørende beviset for brugen af det danske varemærke.
11 Den 15. december 2000 indgav intervenienten sine bemærkninger til fremlæggelsen af 30. august 2000. Intervenienten bemærkede navnlig, at visse beviser ikke var blevet oversat, og at der fortsat ikke forelå en oversættelse af dokumenterne vedrørende de påberåbte varemærker. Intervenienten anførte, at de forelagte bevisers utilstrækkelighed ikke gjorde det muligt at fjerne tvivlen med hensyn til gyldigheden af de ældre varemærker, og at indsigelsen som følge heraf automatisk burde forkastes. Disse bemærkninger blev fremsendt til sagsøgeren.
12 Den 13. februar 2001 anmodede Harmoniseringskontoret udtrykkeligt sagsøgeren om i overensstemmelse med artikel 22 i forordning nr. 2868/95 at fremlægge en oversættelse af visse beviser vedrørende brugen af det danske varemærke. Den 22. marts 2001 fremlagde sagsøgeren de anmodede oversættelser, men besvarede ikke intervenientens indsigelser og fremlagde navnlig ikke en supplerende oversættelse af dokumenterne vedrørende de påberåbte varemærker.
13 Den 14. juli 2001 indgav intervenienten nye bemærkninger som følge af de supplerende oversættelser og fastholdt navnlig sin påstand om, at indsigelsen burde forkastes på grund af manglende bevis for registrering af de påberåbte varemærker.
14 Ved afgørelse af 20. juli 2001 forkastede Indsigelsesafdelingen indsigelsen med den begrundelse, at sagsøgeren ikke på sagsbehandlingssproget for indsigelsen havde godtgjort gyldigheden af og retsgrundlaget for de ældre nationale varemærker, som indsigelsen støttedes på.
15 Den 11. september 2001 klagede sagsøgeren i medfør af artikel 59 i forordning nr. 40/94 til Harmoniseringskontoret over Indsigelsesafdelingens afgørelse. Den 16. november 2001 indgav intervenienten sine bemærkninger til klagen.
16 Ved afgørelse af 27. maj 2002 (herefter »den anfægtede afgørelse«), som blev meddelt sagsøgeren den 6. juni 2002, afviste Første Appelkammer klagen.
17 Appelkammeret fastslog nærmere bestemt, at sagsøgeren ikke på sagsbehandlingssproget for indsigelsen havde fremlagt tilstrækkelige beviser for gyldigheden af og ejendomsretten til de ældre varemærker, som var påberåbt til støtte for indsigelsen. Appelkammeret var desuden af den opfattelse, at det ikke påhvilede Harmoniseringskontoret at gøre sagsøgeren opmærksom på disse forsømmelser, i særdeleshed ikke når forsømmelserne som i det foreliggende tilfælde specielt var blevet fremhævet i intervenientens bemærkninger, som var fremsendt til sagsøgeren.
Parternes påstande
18 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Sagen hjemvises til Første Appelkammer.
– Hver part tilpligtes at betale sine egne sagsomkostninger.
19 Harmoniseringskontoret har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
20 Intervenienten har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse stadfæstes.
– Indsigelsen forkastes og registreringen af det ansøgte varemærke imødekommes.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten
21 Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at nærværende søgsmål bør afvises i henhold til artikel 135, stk. 4, i Rettens procesreglement, hvorefter » der […] ikke i parternes processkrifter [må] foretages nogen ændring af sagsgenstanden, som den har foreligget for appelkammeret«. Sagsøgeren har i stævningen gjort gældende, at artikel 8, stk. 1, litra a), eller litra b), i forordning nr. 40/94 er tilsidesat. Sagsgenstanden, som den har foreligget for appelkammeret, vedrørte imidlertid i overensstemmelse med klageskriftet, som blev indgivet til appelkammeret, udelukkende den manglende overholdelse af regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95.
22 Retten finder, at sagsgenstanden, som den har foreligget for appelkammeret, i det foreliggende tilfælde i modsætning til det af Harmoniseringskontoret påståede direkte vedrørte anvendelsen af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 40/94 og derfor ikke er blevet ændret ved sagsøgerens påstande. Nærværende tvist er således for det første ubestridt foranlediget af den i henhold til denne artikel fremførte indsigelse. Dernæst udgør de regler, som appelkammeret direkte har anført i sin anfægtede afgørelse, dvs. regel 16, stk. 2, og regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, formkrav eller proceskrav med hensyn til anvendelsen af nævnte artikel. For det tredje udgør appelkammerets konklusion, hvorefter klagen forkastes »med den begrundelse, at klageren ikke har bevist de rettigheder, hvorpå selskabet baserer sin indsigelse«, klart en anvendelse af artikel 8.
23 Som følge heraf findes sagen egnet til realitetsbehandling.
24 Endelig skal Harmoniseringskontoret i medfør af artikel 63, stk. 6, i forordning nr. 40/94 træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af Fællesskabets retsinstansers afgørelse. I den forbindelse fremgår det af fast retspraksis, at det ikke tilkommer Retten at give Harmoniseringskontoret pålæg (jf. bl.a. Rettens dom af 12.12.2002, sag T-247/01, eCopy mod KHIM (ECOPY), Sml. II, s. 5301, præmis 13). Intervenientens påstand om, at registreringen af det ansøgte varemærke imødekommes, må derfor afvises ex officio.
Realiteten
Parternes argumenter
25 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at de dokumenter, som er indgivet til Harmoniseringskontoret til støtte for selskabets påstand, dvs. udskrifterne af registreringerne i Tyskland og Danmark, opfylder kravene i regel 16, stk. 2, i forordning nr. 2868/95. Disse udskrifter bør anses for at være registreringsbeviser som omhandlet i denne bestemmelse. Sagsøgeren har i denne forbindelse understreget, at Patent- og Varemærkestyrelsen ikke udsteder dokumenter benævnt »registreringsbeviser«, men kun de i det foreliggende tilfælde fremlagte udskrifter. Under alle omstændigheder udgør disse udskrifter uomtvisteligt officielle dokumenter, eller kopier af sådanne, som er udstedt af den myndighed, der har ansvaret for registrering af det pågældende mærke.
26 Sagsøgeren har erkendt, at selskabet ikke har opfyldt kravene i regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95.
27 Sagsøgeren har gjort gældende, at registreringen af mærket SCALA til fordel for intervenienten udgør en tilsidesættelse af artikel 8 i forordning nr. 40/94, eftersom de pågældende mærker er identiske, og varerne er identiske eller i det mindste af lignende art. Den omstændighed, at regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 er blevet tilsidesat, kan ikke begrunde en sådan tilsidesættelse af artikel 8 i forordning nr. 40/94.
28 Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at sagen er åbenbart ugrundet, for så vidt som det ikke er nødvendigt at undersøge anvendelsen af artikel 8, stk. 1, litra a), eller litra b), i forordning nr. 40/94, eftersom sagsøgeren udtrykkeligt har erkendt ikke at have overholdt regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95. Under alle omstændigheder bør indsigelsen i overensstemmelse med regel 20, stk. 3, i forordning nr. 2868/95 forkastes på grund af manglende bevis for ældre rettigheder.
29 Harmoniseringskontoret har præciseret, at sagsøgeren, såfremt selskabet ikke får medhold i nærværende søgsmål, fortsat vil kunne indgive en begæring om ugyldighed i henhold til artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 40/94.
30 Intervenienten er af den opfattelse, at sagsøgeren ikke inden for den frist, der blev fastsat af Harmoniseringskontoret i overensstemmelse med regel 16, stk. 3, og regel 20, stk. 2, i forordning nr. 2868/95, har fremlagt tilstrækkelige beviser for gyldigheden af det tyske og det danske varemærke, for selskabets ejendomsret til disse varemærker, for varemærkernes brug samt oversættelser af disse beviser til sagsbehandlingssproget. De med stævningen fremlagte beviser samt disses oversættelse må anses for at være fremlagt for sent, eftersom sagsøgeren ikke har fremlagt dem for Harmoniseringskontoret, selv om selskabet har haft rig mulighed herfor. Herefter bør indsigelsen forkastes.
31 Intervenienten har understreget vigtigheden, såvel for Harmoniseringskontoret som for varemærkeansøgeren, af, at der fremlægges oversættelser af de pågældende dokumenter med henblik på vurderingen af, hvorvidt en indsigelse er berettiget, og har i denne forbindelse henvist til, at sagsøgeren har erkendt ikke at have overholdt regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95.
32 Såfremt Retten skulle finde de ovenfor anførte argumenter utilstrækkelige, bør indsigelsen under alle omstændigheder forkastes med den begrundelse, at varemærkeansøgningen omfatter et større antal varer end dem, der er omfattet af de ældre mærker, og at mærkerne således ikke er identiske som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra a), i forordning nr. 40/94.
Rettens bemærkninger
33 Det fremgår af procesreglementets artikel 111, at Retten, når en sag er åbenbart ugrundet, uden at fortsætte sagens behandling kan træffe afgørelse ved begrundet kendelse.
34 I det foreliggende tilfælde finder Retten, at sagen er tilstrækkeligt belyst ved sagens akter, og har i medfør af denne artikel besluttet at træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.
35 Regel 16, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 lyder således:
»2. Støttes indsigelsen på et ældre varemærke, som ikke er et EF-varemærke, skal indsigelsesskrivelsen så vidt muligt vedlægges bevis for registrering af eller ansøgning om registrering af det ældre varemærke (f.eks. registreringsbevis). […]
3. Oplysningerne, beviserne samt argumenter og anden dokumentation, jf. stk. 1, tillige med den i stk. 2 nævnte dokumentation, kan – hvis de ikke fremsendes sammen med indsigelsesskrivelsen eller umiddelbart herefter – fremsendes inden for en af Kontoret fastsat frist efter indsigelsesprocedurens påbegyndelse, jf. regel 20, stk. 2.«
36 I regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 bestemmes følgende: »Er beviserne til støtte for indsigelsen, jf. regel 16, stk. 1 og 2, ikke indgivet på det sprog, der anvendes under indsigelsessagen, skal den indsigende part tilvejebringe en oversættelse af disse beviser til dette sprog inden for en frist på en måned fra udløbet af indsigelsesfristen eller i givet fald inden for en af Kontoret fastsat frist, jf. regel 16, stk. 3«.
37 Som appelkammeret har konstateret i den anfægtede afgørelse, og som sagsøgeren har erkendt i stævningen, har sagsøgeren i strid med regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 ikke i det foreliggende tilfælde inden for den fastsatte frist forelagt Harmoniseringskontoret en tilstrækkelig oversættelse af beviserne og dokumentationen for de rettigheder, som selskabet udleder af de ældre nationale varemærker, hvorpå det støtter sin indsigelse.
38 Det bemærkes, at den byrde, som regel 17, stk. 2, i forordning nr. 2868/95 pålægger den part, der er årsag til en inter partes-procedure, er berettiget i nødvendigheden af fuldt ud at overholde kontradiktionsprincippet og princippet om ligestilling af parterne i en sådan procedure (Rettens dom af 13.6.2002, sag T-232/00, Chef Revival USA mod KHIM – Massagué Marín (Chef), Sml. II, s. 2749, præmis 42).
39 Hvis indsigeren ikke fremlægger beviserne og dokumentationen til støtte for indsigelsen samt oversættelsen heraf til sagsbehandlingssproget i indsigelsessagen inden udløbet af den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist herfor, kan Harmoniseringskontoret lovligt afslå indsigelsen som ubegrundet, medmindre der ellers kan træffes afgørelse herom på grundlag af de beviser, som Harmoniseringskontoret eventuelt allerede har til rådighed, i henhold til regel 20, stk. 3, i forordning nr. 2868/95. Afslaget på indsigelsen i dette tilfælde er ikke alene forbundet med indsigerens manglende overholdelse af den af Harmoniseringskontoret fastsatte frist, men er ligeledes følgen af manglende opfyldelse af en væsentlig forudsætning for indsigelsen, da indsigeren ikke har godtgjort de faktiske eller retlige omstændigheder, som hans indsigelse bygger på, når han undlader inden for fristen at fremlægge de relevante beviser og den relevante dokumentation, hvilket i øvrigt er nødvendigt af de grunde, der er redegjort for i den foregående præmis (Chef-dommen, jf. præmis 38 ovenfor, præmis 44).
40 Sagsøgeren har indskrænket sig til at gøre gældende, at de beviser, som selskabet har fremlagt, opfylder regel 16 i forordning nr. 2868/95, og at indsigelsen som følge heraf bør tages til følge.
41 Det bør først konstateres, at de dokumenter og oversættelser vedrørende de ældre varemærker, som er påberåbt til støtte for indsigelsen og bilagt stævningen, ikke kan tages i betragtning, idet de er fremlagt for første gang for Retten og således ikke er blevet undersøgt af appelkammeret. De bør derfor forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge deres beviskraft (jf. i denne retning Rettens dom i ECOPY-sagen, jf. præmis 24 ovenfor, præmis 45-49, og dom af 5.3.2003, sag T-237/01, Alcon mod KHIM – Dr. Robert Winzer Pharma (BSS), Sml. II, s. 411, præmis 61 og 62).
42 Det bør dernæst konstateres, at sagsøgerens argumentation ikke kan føre til annullation af den anfægtede afgørelse.
43 Selv om det nemlig antages, hvilket langtfra er godtgjort af sagsøgeren, at de dokumenter, der blev forelagt Harmoniseringskontoret, opfylder kravene i regel 16 i forordning nr. 2868/95, i modsætning til, hvad der fremgår af den anfægtede afgørelse, ville en sådan konstatering ikke underkende appelkammerets afgørelse, hvorefter de fremlagte beviser i mangel af oversættelse ikke gør det muligt at undersøge retsgrundlaget for og ejendomsretten til de påberåbte ældre varemærker.
44 Appelkammeret har i alt væsentligt konstateret, at »[sagsøgeren] ikke inden for den af indsigelsesafdelingen fastsatte frist [havde] indgivet en oversættelse af det dokument, der var fremlagt som bevis for selskabets ejendomsret og for den tyske registrering, og heller ikke en fyldestgørende oversættelse af det danske registreringsbevis, på hvilke dokumenter selskabet [baserede] sin indsigelse« (den anfægtede afgørelse, punkt 39). Den manglende oversættelse har navnlig ikke gjort det muligt at fjerne den tvivl, som intervenienten, Indsigelsesafdelingen og appelkammeret har haft for så vidt angår oprindelsen af de fremlagte dokumenter, den reelle indehaver af de påberåbte mærkevarer og det nøjagtige omfang af disse varemærker.
45 Som følge heraf kunne den af sagsøgeren erkendte tilsidesættelse af regel 17 i forordning nr. 2868/95 berettige appelkammerets afvisning af den til kammeret indgivne klage, idet denne tilsidesættelse ikke har gjort det muligt for intervenienten at udøve sin kontradiktionsret under inter partes-proceduren eller for appelkammeret i tilstrækkeligt omfang at forvisse sig om eksistensen af de påberåbte rettigheder.
46 Herefter bør sagsøgte frifindes, da sagen er åbenbart ugrundet.
Sagens omkostninger
47 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor dømmes til at betale de omkostninger, der er afholdt af Harmoniseringskontoret og af intervenienten, i overensstemmelse med deres påstande herom.
På grundlag af disse præmisser
RETTEN (Anden Afdeling)
1) Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked frifindes.
2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 17. november 2003.
H. Jung
J. Pirrung
Justitssekretær
Afdelingsformand
1 – Processprog: engelsk.
Full & Egal Universal Law Academy