FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
L.A. GEELHOED
fremsat den 10. juni 2004 (1)
Sag C-28/03
Epikouriko Kefalaio
mod
Ypourgos Anaptyxis
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Simvoulio tis Epikratias)
»Fortolkning af artikel 15 og 16 i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring samt fortolkning af artikel 17 og 18 i Rådets første direktiv 79/267/EØF af 5. marts 1979 om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte livsforsikringsvirksomhed – national lovgivning, der med hensyn til garantifonden giver forrang til arbejdstageres krav på løn – forenelighed«
I – Indledning
1. I denne sag har Simvoulio tis Epikratias (Grækenlands øverste forvaltningsdomstol) forelagt et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt national lovgivning, hvorefter arbejdstageres krav mod et insolvent forsikringsselskab foranstilles forsikrede personers krav mod selskabet, er forenelig med Fællesskabets forsikringsdirektiver (2). Selv om dette emne i 2001 blev behandlet i et særligt direktiv (3), er den forelæggende ret tilsyneladende ikke blevet gjort opmærksom herpå, sandsynligvis fordi de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for hovedsagen, fandt sted forud for vedtagelsen af dette direktiv.
II – De relevante retsregler
A – De fællesskabsretlige bestemmelser
2. Det indre marked for forsikringsydelser blev etableret trinvis ved tre generationer af direktiver vedrørende dels direkte forsikring bortset fra livsforsikring, dels livsforsikring. Reguleringen af begge forsikringsområder er styret af de samme grundlæggende principper. Det første af disse er princippet om en enkelt tilladelse, som i sig selv består af to led: 1) Det kræver en tilladelse fra en medlemsstat at levere forsikringsydelser på det indre marked, og 2) en sådan tilladelse er tilstrækkelig til at kunne levere disse ydelser inden for hele Fællesskabet. Det andet er princippet om hjemlandstilsyn, der indebærer, at en tjenesteyder, der leverer forsikringsydelser, alene er undergivet tilsyn af den medlemsstat, hvor han har sit hjemsted.
3. De bestemmelser i forsikringsdirektiverne, som er relevante i den foreliggende sag, er de bestemmelser, hvormed det tilsigtes at sikre forsikringsselskabers økonomiske stabilitet: artikel 15, 16 og 22 i direktiv 73/239, som ændret ved direktiv 92/49, og de parallelle bestemmelser i artikel 17, 18 og 26 i direktiv 79/267, som ændret ved direktiv 92/96. Eftersom bestemmelserne i skadesforsikringsdirektivet og livsforsikringsdirektivet er affattet i næsten enslydende vendinger, og svaret på det præjudicielle spørgsmål ikke er afhængigt af den præcise ordlyd, vil jeg begrænse mig til at referere til bestemmelserne i det førstnævnte.
4. Artikel 15, stk. 1, og artikel 16, stk. 2, i direktiv 73/239 var på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen affattet i næsten enslydende vendinger, hvorefter hjemmedlemsstaten pålægger hver forsikringsvirksomhed at oprette tilstrækkelige tekniske reserver og en i forhold til deres samlede virksomhed tilstrækkelig solvensmargin.
5. Ifølge artikel 22, stk. 1, kan den tilladelse, der er givet af den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område en virksomheds vedtægtsmæssige hjemsted befinder sig, under visse omstændigheder tilbagekaldes. I givet fald træffer tilsynsmyndigheden i denne medlemsstat alle egnede foranstaltninger til bevarelse af de sikredes interesser og begrænser navnlig den frie rådighed over virksomhedens aktiver.
6. Selv om det ikke er blevet nævnt af Simvoulio tis Epikratias, skal der også henvises til direktiv 2001/17, da det udgør et vigtigt element i besvarelsen af forelæggelsesspørgsmålet. Artikel 10 og 11 i dette direktiv bestemmer følgende:
»Artikel 10 (behandling af forsikringskrav)
1. Medlemsstaterne sikrer, at forsikringskrav har forrang for andre fordringer mod forsikringsselskabet efter en af eller begge følgende metoder:
a) Forsikringskrav skal med hensyn til aktiver, som udgør forsikringsmæssige hensættelser, have absolut forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet.
b) Forsikringskrav skal med hensyn til alle forsikringsselskabets aktiver have forrang for alle andre fordringer mod forsikringsselskabet, idet de eneste mulige undtagelser herfra er:
i) fordringer fra arbejdstagere, som følger af arbejdsaftaler og arbejdsforhold
ii) […]
2. Medlemsstaterne kan foreskrive, at alle eller en del af de udgifter, der er opstået i forbindelse med likvidationsproceduren som fastsat i deres nationale lovgivning, får forrang for forsikringskrav, jf. dog stk. 1.
3. […]
Artikel 11 (subrogation til en garantifond)
Hjemlandet kan bestemme, at når en garantifond, som er oprettet i hjemlandet, er indtrådt i forsikringskreditorers rettigheder, kan denne fonds fordringer ikke være omfattet af bestemmelserne i artikel 10, stk. 1.«
B – Græsk ret
7. Forsikringsdirektiverne blev indkorporeret i græsk ret ved præsidentielt dekret nr. 118/1985 og nr. 252/1996, som ændrede lovdekret nr. 400/1970 om privat forsikringsvirksomhed.
8. I henhold til lovdekretets artikel 3 kræver driften af et forsikringsselskab med hjemsted i Grækenland en tilladelse, der udstedes efter handelsministerens afgørelse. Denne bestemmelse indeholder også betingelserne for at tilbagekalde en tilladelse. I bestemmelsens stk. 7 hedder det: »Ved en endelig tilbagekaldelse af tilladelsen til at drive forsikringsvirksomhed tilbagekaldes automatisk også tilladelsen til stiftelse, og selskabet opløses.«
9. Lovdekretets artikel 7 bestemmer følgende: »Forsikringsselskaber med hjemsted i Grækenland er forpligtet til at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser for samtlige forsikringsaftaler, som selskabet har indgået både i Grækenland og i andre medlemsstater gennem deres filialer eller som led i den frie udveksling af tjenesteydelser.« De forsikringsmæssige hensættelser sikres gennem formueaktiver, som har samme værdi eller er udtrykt i samme valuta.
10. Herudover er forsikringsselskaber med hjemsted i Grækenland i henhold til lovdekretets artikel 8, stk. 1, forpligtet til at oprette en garantifond, hvor de i Grækenland eller i en anden medlemsstat i EU og EØS placerer aktiver med henblik på at sikre interesserne hos alle, der er berettiget til en ydelse på grundlag af en forsikringsaftale. I garantifonden placeres de formueaktiver, som dækker de i lovdekretets artikel 7 anførte forsikringsmæssige hensættelser samt de formueaktiver, som dækker en fjerdedel af den minimumsgrænse, der er anført i lovdekretets artikel 20, stk. 2, første afsnit, litra e).
11. Såfremt et forsikringsselskab ikke efterkommer de førnævnte bestemmelser i artikel 7 og 8 om forsikringsmæssige hensættelser, kan handelsministeren i henhold til lovdekretets artikel 9, stk. 1, ved en afgørelse, der offentliggøres i Efimerida tis Kyverniseos (Grækenlands statstidende), efter forinden at have underrettet tilsynsmyndighederne i de medlemsstater, hvor selskabet måtte drive virksomhed gennem sine filialer eller som led i den frie udveksling af tjenesteydelser, forbyde, at selskabet kan råde frit over en del af eller hele sin formue, midlertidigt eller endeligt tilbagekalde tilladelsen for nogle af eller alle de forsikringsområder, som selskabet arbejder med, og træffe enhver anden egnet foranstaltning med henblik på at sikre de forsikredes og enhver anden begunstigets interesser.
12. Den i hovedsagen omtvistede bestemmelse er lovdekretets artikel 10, stk. 1, som ændret ved artikel 35, stk. 9, i lov nr. 2496/1997:
»Personer, der er berettiget til en forsikringsydelse, samt personer, der indtræder i alle eller nogle af deres rettigheder, har med hensyn til garantifonden en privilegeret stilling, der har forrang frem for ethvert andet generelt eller specifikt privilegeret krav, bortset fra de i artikel 12a, stk. 8, nævnte privilegerede krav og de privilegerede krav, der hidrører fra ansættelsesforhold, med undtagelse af krav fra personer, der leder og bestyrer forsikringsselskabet.«
I henhold til artikel 12a, stk. 8, er honorarer og udgifter til den tilsynsførende ved likvidationen eller konkursen og til likvidator af et forsikringsselskab privilegerede krav.
13. Endelig bemærkes det, at beføjelsen til at føre tilsyn med forsikringsselskaber i 1996 blev overført fra handelsministeren til udviklingsministeren.
III – Faktiske omstændigheder, hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
14. Epikouriko Kefalaio er en græsk privatretlig juridisk person, der står under det græske handelsministeriums tilsyn og kontrol. Dens formål er at udbetale erstatninger ved erstatningsansvar i forbindelse med motorkøretøjsulykker i tilfælde, hvor der ikke er forsikringsdækning, bl.a. når forsikringsselskabet er gået konkurs, eller dets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed er blevet tilbagekaldt som følge af en lovovertrædelse. Når Epikouriko Kefalaio har udbetalt erstatningen, indtræder den i alle de rettigheder, som den skadelidte som følge af ulykken har over for den erstatningspligtige eller dennes forsikringsselskab.
15. Ved en afgørelse truffet af handelsministeren i 1995 blev stiftelses- og driftstilladelsen for forsikringsselskabet Intercontinental A.E. endegyldigt tilbagekaldt, og selskabets formue i løsøre og fast ejendom blev båndlagt i en garantifond. Ved en efterfølgende afgørelse truffet af udviklingsministeren i november 1998 frigaves bl.a. 28 967 185 GRD af selskabets formue »til dækning af privilegerede krav, der hidrører fra ansættelsesforhold« i henhold til bestemmelserne i artikel 10, stk. 1, i lovdekret nr. 400/1970, som ændret ved artikel 35, stk. 9, i lov nr. 2496/1997.
16. I sagen for Simvoulio tis Epikratias har Epikouriko Kafalaio nedlagt påstand om annullation af den sidstnævnte afgørelse, idet den har gjort gældende, at i og med at det ovennævnte beløb på 28 967 185 GRD blev frigivet til dækning af privilegerede krav, der hidrører fra ansættelsesforhold, mindskes den formue, hvormed dens krav mod Intercontinental A.E. kan opfyldes. Efter Epikouriko Kafalaios opfattelse er dette i strid med forsikringsdirektivernes formål om at beskytte forsikrede personers interesser.
17. Simvoulio tis Epikratias har truffet afgørelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt artikel 35, stk. 9, i lov nr. 2496/1997 er forenelig med forsikringsdirektiverne. I afgørelsen understregede Simvoulio tis Epikratias, at det er et grundlæggende formål med fællesskabsreglerne og med de nationale regler, hvorved fællesskabsreglerne gennemføres i national ret, at give de forsikrede personer en effektiv beskyttelse, og at forpligtelsen til at oprette forsikringsmæssige hensættelser udgør den vigtigste garanti til sikring af disse personers rettigheder. Retten anlagde derfor det synspunkt, at artikel 35, stk. 9, i lov nr. 2496/1997, hvorefter de krav, der hidrører fra ansættelsesforhold i et forsikringsselskab, opnår dækning gennem garantifonden forud for kravene fra personer, der er berettiget til en forsikringsydelse, samt personer, der indtræder i alle eller nogle af deres rettigheder, er i strid med de relevante bestemmelser i Fællesskabets forsikringsdirektiver, og at den anfægtede afgørelse, som blev truffet i medfør af artikel 35, stk. 9, derfor måtte ophæves. Men da Simvoulio tis Epikratias fandt, at der kan rejses begrundet tvivl om denne fortolkning, besluttede den at udsætte den endelige afgørelse af sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Når henses til artikel 15 og 16 i Rådets første direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, som suppleret og ændret ved Rådets andet direktiv 88/357/EØF, og Rådets tredje direktiv 92/49/EØF, samt til artikel 17 og 18 i Rådets første direktiv 79/267/EØF om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte livsforsikringsvirksomhed, som ændret og suppleret ved Rådets andet direktiv 90/619/EØF og Rådets tredje direktiv 92/96/EØF, kan den nationale lovgiver da bestemme, at såfremt et forsikringsselskab erklæres konkurs eller træder i likvidation eller kommer i en tilsvarende situation af insolvens, skal krav hidrørende fra ansættelsesforhold i selskabet opfyldes gennem de formueaktiver, der findes i de forsikringsmæssige hensættelser, som krav, der er privilegeret i forhold til kravene fra personer, der er berettiget til en forsikringsydelse, samt personer, der indtræder i alle eller nogle af deres rettigheder?«
18. Der er indgivet skriftlige indlæg af Epikouriko Kefalaio, af den græske regering, af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen. Den græske regering og Kommissionen var repræsenteret under retsmødet, der fandt sted den 13. maj 2004.
IV – Besvarelse af det præjudicielle spørgsmål
19. Det skal først og fremmest fastslås, at forsikringsdirektiverne ikke indeholder udtrykkelige regler vedrørende forsikringsselskaber, der bliver insolvente. Sådanne regler blev først indført på fællesskabsplan med vedtagelsen af direktiv 2001/17. I anden betragtning til dette direktiv er det udtrykkeligt anført, at forsikringsdirektiverne »[ikke] indeholder […] regler om samordning i tilfælde af likvidation«, og at samordnede regler på fællesskabsplan for likvidation af forsikringsselskaber »kan bidrage til, at det indre marked og kreditorbeskyttelsen fungerer korrekt«. Heraf kan det ganske enkelt sluttes modsætningsvis, at forsikringsdirektiverne ikke udelukker vedtagelse og anvendelse af nationale bestemmelser om dette emne.
20. Den omstændighed, at emnet på et senere tidspunkt blev reguleret på fællesskabsplan, udelukker dog ikke muligheden af, at forsikringsdirektiverne skal fortolkes således, at de var til hinder for, at medlemsstaterne vedtog foranstaltninger som den i hovedsagen omtvistede. Den forelæggende ret nåede netop frem til denne konklusion, idet den fandt, at eftersom forsikringsdirektiverne har til formål at beskytte forsikrede personers interesser, må enhver national bestemmelse, hvorefter andre persongruppers interesser har forrang i forhold hertil, være uforenelig med disse direktiver.
21. Med henblik på at afgøre, om det er muligt at fortolke forsikringsdirektiverne på denne måde, bør man tage direktivernes formål i betragtning, navnlig rækkevidden af den harmonisering , der tilsigtes med dem. Det fremgår klart af første betragtning til forsikringsdirektiverne, at deres primære formål er at gennemføre det indre forsikringsmarked og gøre det lettere for forsikringsvirksomheder, der er etableret i Fællesskabet, at dække risici og forpligtelser, der består inden for Fællesskabet. Eller som Domstolen har fastslået, tilsigter de at »etablere det frie marked for forsikringsydelser i Fællesskabet« (4). For at opnå dette formål skal direktiverne »gennemføre en harmonisering på de vigtigste punkter og i det omfang, det er nødvendigt og tilstrækkeligt for at nå frem til en gensidig anerkendelse af tilladelser og forsigtighedstilsynsordninger, som vil gøre det muligt at udstede en enkelt tilladelse, som dækker hele Fællesskabet, og at anvende princippet om hjemlandstilsyn« (5). Dette taler for, at rækkevidden af den harmonisering, som skal gennemføres med direktiverne, er begrænset til, hvad der er nødvendigt for at sikre adgangen til forsikringsmarkedet i Fællesskabet, og derfor ikke dækker elementer, der ikke vedrører adgangen til markedet.
22. Et af de hovedelementer, der skulle harmoniseres i dette øjemed, var national lovgivning til sikring af forsikringsselskabers finansielle og økonomiske stabilitet. Som Domstolen redegjorde for i dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland (6), har alle medlemsstaterne på baggrund af, at forsikringssektoren er et område, der rejser særlige problemer med hensyn til beskyttelse af forbrugerne som forsikringstagere og forsikrede, indført en lovgivning, hvorved forsikringsselskaberne er underlagt præceptive regler, både for så vidt angår deres finansielle situation og de forsikringsbetingelser, de anvender, ligesom der føres et løbende tilsyn med, at reglerne overholdes. Sådanne regler, som kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser, kan dog ifølge Domstolen begrundes af ufravigelige almene hensyn, forudsat at reglerne i etableringsstaten ikke er tilstrækkelige til at opnå det fornødne beskyttelsesniveau, og at kravene i modtagerstaten ikke går ud over, hvad der i denne forbindelse er nødvendigt (7). I denne situation kan det indre marked på forsikringsområdet kun gennemføres, hvis indbyrdes forskellige nationale foranstaltninger, der begrundes i henhold til fællesskabsretten og dermed fortsat begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser, bliver bragt i indbyrdes overensstemmelse gennem harmonisering.
23. Mens forskelle mellem nationale bestemmelser, der har til formål at forebygge, at der opstår insolvens, såsom pligten til at oprette forsikringsmæssige hensættelser og en solvensmargin, kan have en virkning med hensyn til at opnå adgang til andre medlemsstaters forsikringsmarkeder, kan indbyrdes forskellige nationale bestemmelser, der regulerer konkurs- eller likvidationssituationer, ikke umiddelbart anses for at have en sådan virkning, hvilket også blev påpeget af Det Forenede Kongerige i dets skriftlige indlæg. Dette taler i sig selv klart for, at bestemmelser vedrørende insolvenssituationer ikke henhører under forsikringsdirektivernes materielle anvendelsesområde, således at medlemsstaterne bevarede kompetencen til at vedtage forholdsregler i denne henseende.
24. Den forelæggende rets og Epikouriko Kefalaios opfattelse bygger på det argument, at eftersom hensigten med oprettelsen af forsikringsmæssige henlæggelser i sidste instans er at beskytte forsikringstageres og forsikrede personers interesser , bør deres krav på betaling i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens have en privilegeret stilling med hensyn til de aktiver, der dækker disse forsikringsmæssige hensættelser. Selv om denne opfattelse forekommer at være ganske logisk og acceptabel, finder den dog hverken støtte i forsikringsdirektivernes ordlyd eller deres formål. Selv om den nationale lovgivning, som var genstand for denne harmonisering, ganske vist havde til formål at beskytte forbrugerinteresser på forsikringsområdet, og de direktiver, der fulgte efter, også tilsigter at sikre et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau inden for Fællesskabet, var direktivernes primære funktion på dette trin af harmoniseringsprocessen ikke desto mindre, som jeg allerede har nævnt, at fjerne hindringer for levering af forsikringsydelser i henhold til den frie etableringsret eller den frie udveksling af tjenesteydelser. I denne retning peger også retsgrundlaget for direktiverne, dvs. EF-traktatens artikel 57, stk. 2, og artikel 66 (nu artikel 47, stk. 2, og artikel 55, EF), som bemyndiger Rådet til at udstede direktiver med henblik på at gøre det lettere (også for juridiske personer) at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, eller med andre ord at lette adgangen til markedet.
25. Den græske regering har anført, at forsikringsdirektiverne skal beskytte forsikrede personer, men kun når forsikringsselskabet er i normal drift. Efter min opfattelse er dette ikke korrekt. Forpligtelsen for et forsikringsselskab til at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser og en solvensmargin er tydeligvis en sikkerhedsforanstaltning med henblik på at beskytte bl.a. interesserne for personer, der er forsikrede i et sådant forsikringsselskab, i særdeleshed når selskabet kommer i en situation, hvor det ikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser. Denne funktion har imidlertid ikke noget med rangordenen af forskellige kreditorkategoriers fordringer at gøre. Selv om beskyttelsen af forbrugerinteresser på dette felt er et grundlæggende formål med forsikringsdirektiverne, udelukker det ikke, at andre kreditorkategoriers interesser bliver beskyttet, når der indtræder insolvens.
26. Vedtagelsen af direktiv 2001/17 bekræfter denne opfattelse. Ikke blot er der i direktivets artikel 10 fastsat udtrykkelige bestemmelser om rangordenen af krav mod forsikringsselskaber under likvidation, i præamblen er det tillige udtrykkeligt anført, at forsikringsdirektiverne »[ikke] indeholder regler om samordning i tilfælde af likvidation« (8). Denne utvetydige erklæring fra fællesskabslovgivers side vedrørende forsikringsdirektivernes rækkevidde fører uundgåeligt til den konklusion, at reguleringen af dette emne forud for vedtagelsen af direktiv 2001/17 var forbeholdt medlemsstaterne.
27. Hertil kommer, at hvor jeg ovenfor bemærkede, at reglerne vedrørende forsikringsvirksomheders insolvens ikke påvirker adgangen til markedet, forfølger direktiv 2001/17 ikke dette mål som sådant. Direktivet præsenteres snarere som en foranstaltning, som skal sikre, at det indre marked »fungerer korrekt« (9). Med andre ord er vedtagelsen af dette direktiv efter min opfattelse ikke i modstrid med min bemærkning i punkt 23 i dette forslag.
28. Med hensyn til den hævdede forrang af forsikringstageres og forsikrede personers krav er det bemærkelsesværdigt, at der i anden betragtning til direktiv 2001/17 henvises til »kreditorbeskyttelsen« i almindelighed, og at de to rangordenssystemer, der er fastsat i direktivets artikel 10, og som beskrives som »stort set ækvivalente«, også respekterer andre kreditorkategoriers rettigheder, herunder forsikringsvirksomhedens ansattes rettigheder. Hvor det første system giver absolut forrang til forsikringskrav alene med hensyn til aktiver, der udgør forsikringsmæssige hensættelser, giver det andet system således forsikringskrav relativ forrang derved, at de har forrang med hensyn til alle forsikringsvirksomhedens aktiver, når bortses fra fordringer fra fire andre kategorier af kreditorer, herunder fordringer fra forsikringsselskabets ansatte.
V – Forslag til afgørelse
29. Jeg er herefter af den opfattelse, at det præjudicielle spørgsmål, som Simvoulio Epikratias har forelagt, bør besvares således:
»Artikel 15 og 16 i Rådets første direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, som suppleret og ændret ved Rådets andet direktiv 88/357/EØF, og Rådets tredje direktiv 92/49/EØF, samt artikel 17 og 18 i Rådets første direktiv 79/267/EØF om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte livsforsikringsvirksomhed, som ændret og suppleret ved Rådets andet direktiv 90/619/EØF og Rådets tredje direktiv 92/96/EØF, skal fortolkes således, at de ikke udelukker, at det i national lovgivning fastsættes, at såfremt et forsikringsselskab erklæres konkurs eller træder i likvidation eller kommer i en tilsvarende situation af insolvens, skal krav hidrørende fra ansættelsesforhold i selskabet opfyldes gennem de formueaktiver, der findes i de forsikringsmæssige hensættelser, som krav, der er privilegeret i forhold til kravene fra personer, der er berettiget til en forsikringsydelse, samt personer, der indtræder i alle eller nogle af deres rettigheder.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Rådets direktiv 73/239/EØF af 24.7.1973 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, EFT L 228, s. 3, som suppleret og ændret ved Rådets andet direktiv 88/357/EØF, EFT L 172, s. 1, og Rådets tredje direktiv 92/49/EØF, EFT L 228, s. 1, samt Rådets direktiv 79/267/EØF af 5.3.1979 om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte livsforsikringsvirksomhed, EFT L 63, s. 1, som suppleret og ændret ved Rådets andet direktiv 90/619/EØF, EFT L 330, s. 50, og Rådets tredje direktiv 92/96/EØF, EFT L 360, s. 1 (herefter »forsikringsdirektiverne«).
3 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19.3.2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber, EFT L 110, s. 28 (herefter »direktiv 2001/17«).
4 – Dom af 25.2.2003, sag C-59/01, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1759, præmis 26.
5 – Femte betragtning til direktiv 92/49 og 92/96.
6 – Dom af 4.12.1986, sag 205/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3755.
7 – Jf. dommens præmis 30-33.
8 – Direktivets anden betragtning.
9 – Direktivets anden betragtning.
Full & Egal Universal Law Academy